4. januar 1919. I kamp på en banegård i Ukraine! “Russerne skød fra en Række Træskure i nærheden af Stationen”

Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev.

Den 4. Januar om Morgenen nærmede vi os Krydsstationen Korosten, hvor vi skulde ind paa Linjen efter Kovel. Landskabet her er flere Steder opfyldt af smaa Klippepartier og overstrøet med store Klippestykker. Før Stationen var der en Bro, vi skulde over.

To­get gjorde imidlertid Holdt forinden. Alle blev kaldt ud af Toget, og vore Officerer fortalte os, at denne Station var en af de farligste at passere paa Hjemturen, og de bad os følge deres Raad, der gik ud paa, at vi skulde dele os i tre Hold. Det ene Hold skulde gaa foran Toget over Broen, det andet skulde blive paa Toget, og det tredie skulde gaa bagefter for at værne mod et Angreb bagfra.

Klippepartierne gav nemlig et godt Skjulested for Russerne.

Vi gjorde ogsaa, som Officererne sagde, for vi vidste, at de var godt skolede i Krigskunsten. Det var ogsaa klart, at i Tilfælde af Angreb var Broen farlig at komme over; thi blev vi standset paa den, var vi ikke alene en god Skive at skyde paa, men vi var selv forhindret i at formere os til Kamp.

Det viste sig ogsaa, at der var russiske Soldater bag Klipperne i Nærheden af Broen, men da de saa vore Forsigtighedsregler, listede de af. Desuden saa vi ogsaa, at der ved Broen laa en Mængde tomme Patronhylstre, der for­talte om Angreb og Kamp.

Alt gik nu godt, og vort Tog rullede ind paa Banegaarden. Her blev gjordt Holdt.

Det tossede var, at paa hver Station skulde vor Togfører ind for ved Hjælp af Telefonen at faa at vide, om Banen forud var klar. Hele Tiden maatte vi bevogte ham og ikke mindst paa et saa farligt Sted som her, for vi stolede ikke paa ham. Saa var der desuden det ke­delige, at Russerne raadede over Telefonerne, og saa at sige ingen af os forstod det russiske Sprog.

Togføreren gav den Besked, at Banen foran ikke var fri før om en Time.

Vi fik saa Ordre til at spise til Middag, hvorefter vi saa kunde køre ugenert. Vi steg saa ud af Toget og gik hen til vort Feltkøkken efter Mad, men derved kunde vi alle ses fra Stationen og de nærlig­gende Bygninger.

Efter Spisningen var der nogle af vore nys­gerrige, som gik hen for at se ind ad Vindu­erne i de tilstødende Bygninger, og der saa de en Mængde tyske Varer, som øjensynlig var røvet fra Tog, der var plyndret. Desværre blev der noget Staahej, og værre blev det, da et Par Kvinder fortalte, at inde i Byen var der flere Gidsler som Fanger. Mange raabte op om, at det kunde vi ikke være bekendt, og at vi burde gribe ind. Men endnu var der ingen russiske Soldater at se.

Imidlertid blev der affyret to Skud, og to Mand inde i 2-Kompagnis Køkkenvogn blev saaret. Der kom flere Skud, og snart regnede Kug­lerne hen over os.

Der lød nu Befaling til os om alle at træde ud og optage Kampen.

Nær­kampen var straks i fuld Gang; men Russerne havde ikke regnet med, at vi vilde optage Kampen; thi syv Russere stak øjeblikkelig Armene i Vejret og bad om Pardon. Dem tog vi saa til Fange, men det skulde vi vist ikke have gjort, for nu satte Russerne Maskinge­værer ind. Kuglerne peb som Hagl, og vi søgte Dækning bag tomme Vogne og Træstabler.

Vore Maskingeværer kom nu ogsaa i Virksom­hed paa Fløjene. Men det var givet, at i Læng­den vilde vi blive underlegne, for Russerne er særlig dygtige, hvor Maskinskydning kan anvendes, og det værste var, at vi var ikke klar over, hvor Russerne havde deres Maskin­geværer opstillede. Ingen havde i denne djævelske Tummel tænkt paa vor Ven Artilleristen, og dog var det Kanonerne, der reddede os.

Han havde taget Sagen med Ro, og han havde opdaget, at Russerne skød fra en Række Træskure i Nærheden af Stationen. Mod dem rettede han Kanonerne og brændte løs. Det havde Ruski ikke regnet med; de tabte Modet og flygtede i Virvar ned ad Gaden. Saa blev der ogsaa affyret et Par Kanonskud mod Banegaarden, saa Bjælker, Gibs, Glas og Mursten raslede ned til alle Sider.

Men saa gjorde vi noget, som burde være usket: Flere af de tyske Soldater skød med Riflerne hen ad Gaderne, saa mangen Russer faldt, og desuden blev der afgivet nogle faa Kanonskud ind i Byen, saa de bikubeagtige Huse gyngede eller faldt sammen. Vort Mandefald var forholdsvis lille, idet Russerne havde sigtet for højt. Vore Jernba­nevogne var stærkt gennemskudte langs Taget. Vi havde saaledes 8 døde og ligesaa mange saarede. Af Russerne taltes 90 døde.

Bataillonsføreren gav nu Befaling til at gaa ind i Toget, som derefter rullede af Sted, og vi var glade ved at komme ud derfra, at ikke mere unyttigt Blod skulde flyde. Vi vilde jo nødig slaas — vi vilde hjem.

Uden for Stationen var der en Mængde Skyttegrave, som var besat af Russerne. De lod os dog passere: men to af vore Folk, som havde nølet med at komme med Toget, kom løbende bagefter; den ene af dem fik vi op i Toget, hvorimod den anden var tabt og ramt af en Maskingeværsalve, der lød bag os.

Begivenheden i Korosten havde gjort et pinligt Indtryk paa os; vort Tog var bleven et Ligtog, og de saaredes Stønnen kunde naa vort Øre. Hvor er dog Krigen og alt, hvad der følger den, hæslig! Alt det dyriske og grimme kommer i en saadan Tid op i Men­nesket og faar det til at gøre de sletteste Handlinger.

Derfor sad vi nu stille og tavse, hver i sine egne Tanker, og jeg er vis paa, at mange sendte en Bøn op om, at vi maatte blive fri for at komme ind i noget lignende som i Korosten.

Endnu var vi knap Halvvejen til Grænsen, og vi vidste, at vi skulde forbi en Krydsnings-station til, nemlig Zarny, hvor Banerne Tarnopol-Pinsk og Kovel-Kiew krydser hinanden. Det var ogsaa et farligt Punkt at komme over; thi der i Nærheden laa 10000 af Petlures Tropper, anført af en Oberst.

Henad Aften var der kun to Stationer til Zarny. Det blev mørkt, og vi gjorde Holdt, idet Stationsforstanderen meddelte, at nævnte Oberst ønskede en telefonisk Samtale med vort Soldaterraad. Det var givet, at Obersten vidste om Begivenheden i Korosten, og vi var alle i voldsom Spænding, medens Telefon­samtalen stod paa.

Resultatet blev, at vi maatte overnatte, hvor vi var, og først næste Dags Formiddag skulde vi faa nærmere Besked. Han vilde gøre alt for, at vi kunde slippe uskadt igennem. Den var ikke hyggelig for os; thi kunde vi stole paa ham, eller var vi bragt i en Fælde. Vi holdt inde i en Skov, og de russiske Soldater havde kun to Timers March ud til os.

Der blev ingen Ro eller Søvn om Natten. Vi gik langs med Toget med skarpladte Ge­værer, for Stillingen var kritisk. Egentlig sad vi her paa Naade eller Unaade og var en Slags Gidsler. Selv Tyskerne gik omkring med alvorlige Ansigter, og der er ingen Tvivl om, at mangen en raa Karl den Nat fik opfrisket sin Barnebøn.

Langs Banen fandt vi ituslaaede Kasser og Kufferter, hvilket vidnede om Over­fald og Røveri, og det gjorde ikke Stemningen bedre. Der skete dog intet uden dette, at et rus­sisk Militærtog passerede i Retning af Koro­sten, hvor de antagelig skulde hen for at se, hvad der var sket.

Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen (1923)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *