Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

12. juni 1918. Om held, mod, dumhed angst og fejhed

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Denne sammenskudte rønne har jeg aldrig kunnet glemme, fordi der ved den ene gavl lå en dræbt tysker. Dem har jeg desværre set en del af, men der var noget ganske særligt ved denne.

Da tyskerne stormede huset, må englænderne have forsvaret sig med flammekastere, for alt tøj var brændt af den dræbtes bryst. Ikke alene tøjet var brændt, men også kødet på brystet var borte, så ribbenene var synlige. På den venstre side af brystet var der en stump tøj tilbage, så stort som en tændstikæske. Båndet til hans jernkors var syet fast herpå, og det var ikke brændt. Jeg kan se det for mig den dag i dag.

Jeg satte ikke synderlig pris på jernkorset, EK2 som det officielt hed. Tværtimod. Korset blev uddelt i flæng, ligegyldigt om modtagerne var »sunde« eller »syge«, hvad tapperhed angik. – Hvem ved? Måske har denne mand i særlig grad hørt til de »sunde«, så skæbnen har villet hædre ham i døden. Det tror jeg stadig, og så må man for min skyld gerne trække på smilebåndet. Jeg var – og er – for længst holdt op med at tro på tilfældigheder.

Var det tilfældigt, at jeg fik øje på minen den dag, jeg sad på latrinen? Eller den dag jeg hentede vand, og et maskingevær overdængede mig med kugler, hvoraf ingen traf? Eller den gang, jeg kom gående med et par madspande og så en vandpyt ti meter foran mig og besluttede at vaske hænder? I samme øjeblik jeg bøjede mig ned for at sætte spandene fra mig, gik der en kugle lige over nakken på mig. Og hvad med de utallige gange, hvor en granat er slået ned ved siden af mig uden at eksplodere? Eller – ja, sådan kunne jeg blive ved i det uendelige.

Der er måske nogen, der vil tro, at det var tilfældigheder, men dét gør jeg altså ikke. På den anden side tror jeg heller ikke, at man skal udfordre skæbnen hverken i krig eller fred. De »små ting« skal man tage vare på. – Hjælp dig selv, så hjælper skæbnen dig. – Hvad skæbne så er for noget, må enhver afgøre med sin egen samvittighed. —

Fejhed og angst kan let forveksles, når man ikke kender de nærmere omstændigheder, ligeledes mod og dumhed.

Da Feldweblen gik over broen med os hin dag, var det dumhed og ikke mod. Da sanitetsunderofficeren ikke sørgede for at få Leo bragt til lægen, var det fejhed og ikke angst. Sådan ser jeg i al fald på det.

Nogle år efter krigen overværede jeg en samtale mellem nogle mænd. De var i løftet stemning. En af dem må have været med i krigen, for der var ikke den ting, han ikke havde oplevet, og bange havde han aldrig været. Skønt jeg ikke deltog i det lille selskab og absolut ikke kendte nogen af dem, henvendte »helten« sig pludselig til mig og sagde: »De kan stole på, at jeg har lugtet røg.« Nu havde jeg jo ikke haft behov at svare på denne henvendelse, men jeg var ærlig talt blevet ærgerlig på manden over hans praleri og sagde spontant: »Det skulle vel ikke have været røgen fra feltkøkkenet?« Jeg tror, at jeg ramte sømmet på hovedet, for han så betuttet på mig og sagde ikke et ord mere.

Skønt kammeraterne sagde om mig, at jeg ingen nerver havde, må jeg indrømme, at jeg har været bange, ja hundeangst, ikke én, men mange gange. Nerverne kunne simpelt hen ikke holde til det stadige pres. Man kæmpede imod så godt man kunne, men to gange lykkedes det ikke for mig. Den ene gang var jeg alene, så ingen mærkede det. Den anden gang gik jeg fuldstændig over gevind og blev »militærisk«. Heldigvis var Richard der og skældte mig bælgen fuld, så jeg kom til besindelse igen. Det kan måske lyde mærkeligt, at ingen af de to til fælde indtraf, da der var overhængende fare. Det havde der været nogle timer i forvejen. Reaktionen kom først bagefter.

Jeg har set store, stærke mænd græde, og de var alt andet end kujoner. Den gamle frontsoldat kendte disse anfald, som vi kaldte skyttegravskuller eller »durchgedreht«. Han forstod også at behandle dem. Den, der græd, skulle man lade i fred, og den der blev tosset, som det skete med mig den ene gang, skulle have teksten læst rigtig grundigt – eller hvis det ikke hjalp: et par på kassen. Det kan lyde råt, men der var ikke andet at gøre. Mærkeligt nok var disse anfald næsten altid forbi lige så hurtigt, som de kom. De var en slags naturens sikkerhedsventiler, når nervesystemet var overbelastet.

Når angsten tog mig, var mit universalmiddel en stille bøn, der lød således: »Mor, hjælp din dreng.« – Det lyder måske tosset, da jeg aldrig har kendt min mor. Hun døde jo, da jeg blev født, men ikke desto mindre gav det mig hver gang ro i sindet. – Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker forstår. – Jeg vover at påstå, at den krigsdeltager, der hævder, at han aldrig har været bange, enten lyver eller kun sjældent har været med, hvor det foregik.

Man kan vise mod på mange måder. En dag efter et natligt angreb lå der en såret franskmand 20-30 meter fra vor skyttegrav. Det var ikke længere borte, end vi kunne kaste et tov ud til ham; men han havde ikke kræfter til at holde fast i tovet, så vi kunne trække ham ind til os. Den fjendtlige skyttegrav var kun 60-70 meter borte. Til trods herfor smed underofficer Schweitzer jakken, sprang ud af skyttegraven og bar franskmanden ind. Det var en officer, der talte helt godt tysk, og han takkede Schweitzer mange gange. Ingen kunne på forhånd vide, at der ikke ville falde et skud.

En ganske ung student demonstrerede en anden form for mod. En dag lagde han sine våben og sagde, at nu ville han ikke mere: »De mennesker, jeg skal skyde på, har ikke gjort mig noget.« Jeg ved ikke, hvem der var den modigste af disse to mænd.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. juni 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “forestaaende engelsk Angreb…”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.
Om Rygter
i Sønderjylland om et forestaaende engelsk Angreb med tilhørende tysk Besættelse af Jylland. Der staar indladede Artilleritog i Rendsborg og Bremen til Brug ved Invasionen i Jylland. Der anbringes 21 cm Skyts i den befæstede Linie (Afskrift i E-Arkivet).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

11. juni 1918 – Claus Juhl: “hele egnen blev beskudt”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 11. blev igen en mand let såret. I Menegate var det også usikkert, hele egnen blev beskudt, vi slap heldig, men flere andre batterier havde en mængde tab. Flyverne var i travl virksomhed især om natten, de havde en slags lyskugler som holdt sig svævende ved hjælp af en skærm, disse plantede de så i luften over vejene så disse blev klart belyste. På den måde kunne de iagttage kolonnerne og beskyde dem med deres maskingeværer. Om dagen var det herligt solskinsvejr, men jorden var alt for tør, den fede ler slog overalt revner. Markerne var næsten alle tilsåede, for det meste med hvede, men denne blev slået grønt som foder til hestene, da de næsten ingen havre fik mere. Den sæd, som var frigivet til hestefoder, lå altid inde i ildlinjen, så de natlige togter for at hente den var temmelig farlige.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

10. juni 1918. Peter Poulsen om sin søn: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I begyndelsen af juni 1918 var han hjemme på orlov.

Efter at vi havde været med i Offensiven helt fra den 21. Marts til Pinselørdag, kom vi atter tilbage, saa langt, at vi næppe kunde høre Kanonerne mere. Dér var vi indkvarteret to og to Mand. Vor Vært spurgte os straks, om vi var Prøjsere, hvad jeg med en god Samvittighed kunde sige nej til, min Kammerat ligeledes. Vi blev vel modtagne og fik et meget pænt Kvarter.

Tiden var nu saa vidt fremskreden, at det var min Tur at komme paa Orlov; men nu gik der særlige Orlovstog til de forskellige Provinser, og der var længe imellem. Da vi havde været der ca. 4 Uger, kom flere Kammerater, som var fra Slesvig og Holsten og fortalte mig, at Dagen efter gik Orlovstoget ad den Kant til, og at de skulde med. Jeg haabede lige til det sidste ogsaa at kunne komme med, men nej, det blev ikke til noget. De rejste, og jeg maatte blive.

Med Sorg i Sind erfarede jeg, at ogsaa min trofaste Ven, Peter Hansen, kom med paa Orlov. To Dage efter, at de var rejst, kom Kompagniskriveren imidlertid med mine Orlovspapirer, men samtidig med 5-6 store Pakker, som jeg skulde bringe hjem til Tyskland for Officerer og Underofficerer.

Jeg slap fri for at komme med Samletoget, kunde rejse frit med Eksprestoget overalt, og var saaledes min egen Herre.

I Hamborg kørte jeg det reglementerede Orlovstog forbi, men jeg maatte have alle Pakkerne med til Neumünster, hvor jeg afsendte dem fra et Posthus.

Atter mod Hjemmet for fjerde og sidste Gang!

I Vojens fik jeg telegraferet hjem, og jeg fik Lejlighed til at besøge min Bror i Skrydstrup, hvor saa min gode Ven og Nabo hentede mig, for denne Gang skulde vi have alt med hjem fra Fronten, Tornyster, Staalhjelm og Gasmaske, og jeg havde ogsaa forskellige andre Ting, f. Eks. en engelsk Staalhjelm.

Desuden var det lykkedes mig for dyre Penge at købe baade lidt Kaffe og Sukker, saa det var en hel Herlighed, da jeg kom hjem. Det var lige midt i Høhøsten, vi ankom, alt var smilende og skønt, men tunge Uvejrsskyer hang over os. En kær Bror og en kær Svoger var allerede faldet for længe siden; nu var ogsaa vor kæreste Plejesøn faldet. Vi havde to.

Krigen var der ingen Ende at se paa. Snart kunde Dagen komme, da min ældste Søn skulde melde sig, og jeg arbejdede Dag og Nat med dette: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Saa tit havde jeg takket Gud, at jeg kunde gaa, og mine Drenge blive hjemme; men nu saa det ud til, at den Dag let kunde komme, da Turen ogsaa vilde naa til dem.

Orloven var snart til Ende, og det blev den sværeste Afsked for mig. Hvor dybt fortvivlet jeg var i mit Hjerte, kunde jeg ikke fuldt ud aabenbare for min Hustru og mine Drenge, men Herren være priset, min Gud kunde jeg da fortælle det.

Min Nabo var samtidig hjemme paa Orlov. Vi gav os gode Stunder, tog én eller to Dage mere, end vi egentlig maatte, rejste saa sammen og fulgtes ad til Bryssel. Da jeg havde en Anelse om, at mit Regiment var flyttet, søgte jeg Oplysning i Brüssel og blev beordret til Charleville, hvor Regimentet var blevet tildelt Kronprinsens Armé.
Jeg rejste til Charleville, men gik i flere Dage, før jeg fandt mit Kompagni og særlig Proviantafdelingen. Saa var jeg omsider i de gamle Folder igen.

Kronprinsen selv fik jeg Lejlighed til at se næsten hver Dag, men havde et levende Indtryk af, at han ikke var ret meget regnet, dels for hans gadedrengeagtige Optræden og dels for det usle Liv, han levede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. juni 1918. “Den forfærdelige kamp varede kun to dage.”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Ved denne Offensiv, der begyndte næste Morgen, lærte jeg den nye Maade med Forlægning af Trommeilden at kende. Man var kommet ind paa at lave en Slags Ildvalse, en rullende Spærreild, d.v.s. man lagde f. Eks. Trommeilden den første Times Tid paa de forreste fjendtlige Stillinger, og saa f. Eks. hvert 20. Minut et Par Kilometer længere frem.

Denne Taktik skulde bevirke, at Infante­riet med ringest mulige Tab kunde storme de forskellige Stillinger paa Klokkeslæt, naar Fjenden var tromlet sam­men , eller inden han kunde komme op af Dækningen eller faa Forstærkninger frem. Denne Ildvalse var ogsaa blevet anvendt ved den sidste Offensiv, ved Slaget mod Soissons og Chemin des Dames. Og Tyskerne havde her Held til at bryde frem til Chateau-Thierry, kun ca. 100 km fra Paris, hvor Amerika­nerne for første Gang blev indsat og standsede Offensiven.

Ved vor Offensiv den 8. Juni, kaldet Slaget ved Noyon, var Franskmændene forberedte og pudsede Tyskerne med en ny Taktik. Ingen Styrker af Betydning blev udsat for Tyskernes indledende Bombardement. Først i en Afstand af 7 km fra de fjendtlige Batterier havde det franske In­fanteri og Artilleri indrettet sig paa alvorlig Modstand.

Denne forfærdelige Kamp varede kun to Dage. Tyskerne trængte i en Dybde af 14 km gennem Stillingerne og satte Foden paa Højene foran Compiégne. Men de Metoder, der var anvendt i Forsvaret, kostede Tyskerne store Ofre, og en klog og elastisk Benyttelse af Terrænet sparede Fransk­mændene for mange Tab.

Vi kom ved denne Lejlighed igen for langt frem med vor Ballon og var paa et vist Tidspunkt kun ca. 300 m fra forreste Linie. Saa skød de vor Ballon i Brand, og vi maatte retirere. Hele den Gevinst, Ludendorff opnaaede, var kun en Landstrimmel paa ca. 14 km . Men et grufuldt Syn var det igen at se det Massemyrderi paa Infanteriet og alle de mange saarede og døende.

DSK-årbøger 1954

 

8. juni 1918 – Claus Juhl: “… men jeg tror ikke, det var et tilfælde.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

De første dage gik alting efter ønske, englænderen strøede nok egnen af, men ingen i vor umiddelbare nærhed. Den 7. skød vi, mens der var fjendtlige flyvere direkte over os, følgen var at stillingen blev forrådt. Vi måtte nu flere gange forlade stillingen, men mand blev livsfarligt såret i underlivet, ligesom han havde en mængde andre sår. Vi fik ham forbundet og skaffet bort, men han døde på hovedforbindingspladsen.

Natten derpå da jeg lå i min hytte og sov, blev jeg vækket af nogle øredøvende brag, mens jordklumper regnede ned på taget. Der kom endnu flere skud, da det blev lidt roligere krøb jeg udenfor for at se hvor granaterne var slået ned. De havde akkurat haft retning efter mig, det nærmeste hul var kun 3 m fra min borg, blot disse 3 meter kortere så havde jeg ikke været der mere.

Vi lå netop midt i ildregnen, derfor indrettede vi vor fremtidige bolig lidt længere til venstre, der var en plet som hidtil var bleven nogenlunde skånet. Samme nat blev to mand letsårede ved 2. halvbatteri, den ene et skud gennem låret, den anden 2 skud i hovedet.

Dagen efter blev jeg afløst og kom til Menegate. 2 dage efter at vi var flyttet, slog en granat ned netop i det hul, som jeg havde forladt. Det kan man nu kalde et tilfælde, eller hvad man vil, men jeg tror ikke, det var et tilfælde.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

7. juni 1918. Forberedelser dagen før det store angreb

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Saa kom Dagen før Offensiven den 8. Juni 1918. Ved 4-5 Tiden om Eftermiddagen ankom allerede vor Ballonzug med alle dens mange forskellige hestetrukne Vogne. Lt. Küster red hen til mit Telt og spurgte mig, hvorledes Situationen var, og hvor jeg vilde mene, at det sikreste Sted for Opholdet om Natten vilde være. Jeg fortalte ham om Skyderiet og mente, at Mandskabet kunde overnatte i den nordlige Del af Plantagen, hvorimod Vognparken og Hestene med deres Kuske kunde tage ned paa Engen 100 m herfra, hvor der ogsaa var fredeligt.

Küster kommanderede saa efter mit Forslag sine Folk de forskellige Steder hen, og lidt efter svingede alle 12-14 Vogne forbi os og ned paa Engen. De var lige ved at spænde fra, da jeg hørte den franske Kanons Afskud. Jeg meldte det til Lt. Küster, der endnu sad højt til Hest ved Siden af Teltet.

Et Øjeblik efter kom Granaten hvinende og slog ned — , ikke der, hvor de plejede at gøre det, men midt paa Engen — midt i vor Vognpark. Hestene vrinskede og stejlede, og Mændene skreg . . . En mægtig Fontæne af Jord og Mudder og Græstørv røg højt til Vejrs. Naa, tænkte jeg, nu er mange blevet dræbt! Men vi havde været saa usandsynligt heldige, som det kun sjældent sker. Med Undtagelse af et Par Heste, som havde revet sig løs og var stukket af — vi saa dem aldrig mere — havde kun en Kusk faaet en Jordknold i Hovedet. Aarsagen var naturligvis den, at Gra­naten var gaaet ned i den bløde Eng, havde lavet et mægtigt Krater, men Sprængvirkningen var gaaet opefter.

„Naa,” sagde Lt. Küster. „Det maa jeg sige! Vil De have os alle slaaet ihjel?” — — „Nej,” sagde jeg. „Det har nok kun været en Fejltagelse; Løjtnanten skal se, det sker ikke mere.”

Et Øjeblik efter lød der Afskud igen. Nedslaget place­rede sig der, hvor det var vant til at sidde, og det gjorde de øvrige ogsaa.

Et Par Kuske blev sendt ud for at stjæle et Par andre Heste fra andre Afdelinger; det var almindelig Takt og Tone i Slutningen af Krigen, — og kort efter havde vi vor Hestebestand igen.

DSK-årbøger 1954

2. juni 1918. Kommunikationslinjerne organiseres forud for det store angreb

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Ankommen til det nye Bestemmelsessted blev det bestemt, at jeg sammen med Telefontruppen skulde rykke ca. 12 km længere frem mod Fronten i Nærheden af Landsbyen Lagny og der forberede den nye Telefoncentral.

Som jeg senere blev klar over, havde Artilleriet og andre Trop­per ogsaa faaet Ordre til at forberede og udbygge deres Udgangsstilling, hvorimod Hovedmassen af de Tropper, der skulde indsættes i Offensiven, fik Lov til at holde sig i Ro et Par Mil bag ved Fronten.

Man vilde herved undgaa, at Franskmændene lugtede Lunten. De skulde paa den til Offensiven bestemte Dag, naar de tyske Tropper om Natten var rykket ind i de forberedte Stillinger, pludseligt overraskes.

Vi talte med nogle Infanterister, der daskede om i Terrænet, og spurgte dem , hvor vel den roligste Plet vilde være for Opstilling af vor Telefoncentral. Vi var vel her en 4-5 km bag ved Fronten. De mente, at den nord­lige Del af en lang, smal Granplantage nok vilde være det sikreste Sted. Franskmændene tog nok flere Gange om Dagen Egnen under Strø-Beskydning, men indtil nu havde de kun ramt den sydlige Del af den et Par Hundrede Meter lange Plantage.

Vi gravede saa et 1 m dybt Hul paa det anbefalede Sted, rejste vort Englændertelt, og Telefon-Etableringstruppen begyndte at trække Ledninger, medens jeg passede Centralen. Hver Dag blev der en 4-5 Gange send t 5-6 Skud fra Franskmændene, og de ramte ganske rigtigt den sydlige Del af Skoven.

DSK-årbøger 1954

2. juni 1918. “Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen.” Eskildsen på vej til lazaret.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et uheld er Claus Eskildsen røget på lazarettet, her ligger han i lang tid, og han oplever en telefonists kamp med døden.

Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen. Jeg er paa Vej til Lazarettet.

Ved sidste Transport kvæstede jeg tre Fingre, da vi i Mulm og Mørke læssede Køretøjerne paa Jernbanevognene. Efter nogle Ugers Behandling er Fingrene hele; men først breder et mærkeligt Eksem sig over begge Hænder, og saa gaar det galt med baade Ben og Hjerne. Et Saar paa venstre Skinneben medfører efterhaanden Cellevævsbetændelse, Blodforgiftning og Benhindebetændelse, og Giftstofferne i Blodet bevirker, at den overanstrengte Hjerne slaar Klik.

Min gamle Mor bliver uhyggelig til Mode, da hun til Fødselsdagen modtager to omtrent enslydende Breve fra mig, skrevet med faa Timers Mellemrum.

Mit Ben er helt svulmet op, da man kører af Sted med mig til Sanitetskompagniets Barak, der ligger lidt bag Fronten, gemt i en Fyrreskov. Det er første Station paa en Vej, som normalt fører til Lazaret i Etappen, Lazaret i Tyskland og Erstatningsbataillonen. Men Oberstløjtnanten har efter eget og mit Ønske telefoneret til Sanitetskompagniets Overlæge og bedt ham beholde mig herude, for at jeg ikke skal skilles fra Regimentet.

Saaledes lærer jeg kun første Station at kende paa den Vej, der for mange betyder uhyre Lidelser, for andre Forløsning. Alle Frontsoldaters højeste Ønske er jo et »Heimatschuss«, et Skud, alvorligt nok til at naa ud over Etappen med det, men alligevel ikke saa slemt, at man mister sin Førlighed for Livstid. Sanitetsbarakken er tom, da man hen paa Eftermiddagen lægger mig ind i den.

Det skal den normalt være; til hver Nat skal man helst have alle Sengene fri, man ved aldrig, hvad der om Natten kan ske der ude i Linien. Hen paa Natten bringer man to Telefonister, som er blevet ramt af en Granat, da de gik Ledningerne efter. De kommer straks paa Bordet, forbindes og lægges saa ved Siden af mig. Den enes Ryg er haardt medtaget. Hans unge, stærke Natur reagerer voldsomt mod den kolde Død, der strækker sine lange, uhyggelige Fingre ud efter ham. Han skriger og vaander sig i legemlig Smerte, han klager og jamrer over sit unge Liv, han raser og stamper imod den bitre Død.

Hans Kammerat er rørende trofast. Mens han selv bider Tænderne sammen i Smerten, trøster og opmuntrer han den haardt Saarede. Om Morgenen skilles deres Veje. Dødens Kandidat bliver hos mig, den anden skal paa Lazaretrejsen. Men forinden lader han sig bære hen til Kammeratens Side, tager en smuk Afsked med ham og trøster den fortvivlede, der godt nok aner Sammenhængen, med, at han nok skal blive sendt bagefter i Morgen.  Nu er vi to Mand i Barakken. Det er en lang Dag for den lidende!

Han har en stærk Natur. Næste Nat tager Febervildelsen ham. Han er i Slaget, han stormer han rammes, og ind imellem hyler han af Smerte. Da Nøden er paa det største, kommer det op af den forpinte, hjælpeløse Sjæl: »M – u – t – t – e – r !« Han raaber sit »M – o – r !« Gang paa Gang, skrigende efter en øm og stærk Haand, som kan føre ham gennem Dødens mørke Port.

Hvorfor kommer her ingen Præst, der kan hjælpe ham til at gribe en Haand, stærkere end Mors! Hen paa Natten ebber det ud. — Stønnen — Rallen — Stilhed. – Om Morgenen bærer man ham ud og begraver ham med det samme. Saadan gaar Døgn efter Døgn i en Sanitetsbarak. Det er ingen Nervekur at ligge her; men ellers har jeg det udmærket.

To Gange om Dagen kommer jeg paa Bordet, faar Saaret trykket ud og frisk forbundet, Resten af Døgnet ligger jeg stift paa Ryggen med Benet i Vejret. Jeg har en ren Seng, — desværre er den fuld af Myrer. Forplejningen er god, selv Franskbrød smager jeg her. Sygepasserne er flinke. Er det smukt Vejr, bærer man mig ud i Solen; man stopper min Pibe, rækker mig Bøger og Papir.

Jeg ligger hele Dagen og læser og skriver Breve, lige saa lange som Apostlenes Epistler. Oberstløjtnanten og de andre Officerer besøger mig lejlighedsvis, Svoger Nis kommer hver Dag, andre Kammerater og Venner bringer Gaver af Champagnes uudtømmelige Jordbærrigdom.

Ludendorff forstyrrer Idyllen. Den 27. Maj begynder den anden store Offensiv, Vest for Reims. Soissons falder, man støder helt ned til Marnefloden, som man ikke har set siden 1914. Vor III. Bataillon forlod os første Pinsedag og er med til at tage et af Forterne foran Reims. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 216-218

2. juni 1918 – Claus Juhl: “… og villaen var færdig”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 2. juni om natten kørte vi i stilling med 2 kanoner ved en gård, og de andre 2 et par hundrede meter til højre derfor. Stillingen var mellem Steenverk og Bailleul. Jeg var med første halvbatteri, vi stod ved en grøft fuld af vand, hvor der var et par enkelte pilebuske. Da landet var meget lavt kunne vi ikke grave ret meget mere ned end halvanden spadestik, jorden vi gravede op, satte vi så omkring hullet, ovenpå kom der så en blikplade, et par skovlfulde jord og endelig noget grønt og villaen var færdig. Den var kun lav, man kunne ikke engang sidde oprejst, men den gav da ly for sprængstykker og regnen omend, det kunne være lidt nok for begge dele.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

1. juni 1918. Ballonzug 33 nægter at synge under marchen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Imidlertid var der blandt andet sket det paa Fronterne, at Ludendorff, der var kørt fast med sin Kejseroffensiv, samlede de tiloversblevne Kræfter til en ny Anstren­gelse mod Soissons. Det viste sig senere, at min Bror Jens ogsaa havde været med der.

Den 27. Maj 1918 brød Offensiven løs, og det lykkedes Tyskerne at trykke en ny Bule ind i den franske Front ca,. 100 km Sydøst for vor Bule. Det næste, der skulde ske, var en ny Offensiv i Retning mod Compiégne. Den skulde udligne de to Buler til een mægtig stor. I denne Offensiv blev vor Trup ogsaa indsat, og omkring den 1. Juni 1918 forlod vi Hangest for til Fods at marchere til vort nye Bestemmelsessted, ca. 10 km Vest for Noyon.

Det blev en af de drøjeste Marchture, jeg har været med paa. Første Dag marcherede vi ca. 40 km paa disse franske Routes de National Landeveje, der blev anlagt under Napoleon d,. 1., og som i lige Linie forbinder de største Byer med hinanden og lader haant om de idylliske Landsbyer, der ligger et Par Kilometer til højre eller venstre. Alle D.S.K.ere kender disse Veje af egen Erfaring, og I vil sikkert give mig Ret i, at noget mere kedeligt og idéforladt end disse Veje skal man lede længe efter. De er dernæst forsynet med Granitbrolægning, haarde at gaa paa, og da vi var ude af Træning og tilmed havde en Oppakning, som var baade stor og tung, gav det ømme Fødder og trætte Rygge og daarligt Humør.

Lt. Küster kunde godt mærke den triste Stemning. Han vilde kvikke os op og greb til det gamle Middel: „Singen!” Men der var in­gen, der havde Lyst til at synge.

„Saa hed det: „ Kehrt Marsch, ind til I synger!” Men der var ingen, der sang. Vi var klar over, at vi denne Gang ikke var paa nogen Eksercertur, men havde et Maal, og da vi var gaaet en Kilometer tilbage, havde han vel selv faaet nok af det, for nu lød det: „Kehrt Marsch!” igen.

Og lidt efter igen: „Singen!” Men vi var ikke i Syngehjørnet.

Saa raabte han: „Parade-Marsch, indtil I Bæster synger! Hoch die Beine!” — og alt det andet dyre.

Det blev en meget sørgelig Parademarch. Vi nøjedes med at stampe i Jorden, ingen sang, og til sidst maatte han opgive.

Men hvor var vi ømme og trætte, da vi den Aften gik i Kvarter i nogle Barakker.

DSK-årbøger 1954

1. juni 1918: Frederik Tychsen – Indbrud i pengeskabet

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

I byen x gik vi noget frem og tilbage. Der var mange soldater, og der var meget at se efter. Sådan var to soldater i færd med at sprænge et pengeskab. De slog løs på det med en stor forhammer, men kom ingen vegne. Der kom flere soldater til, og omsider kom der en, der havde forstand på pengeskabe, og han fortalte dem, hvorledes de skulle bære sig ad. Med en økse, en pighakke og en mejsel gjaldt det om at få bagklædningen skrællet af ved at hugge de enkelte nitter over.

Det gik imidlertid kun langsomt, og til sidst var der 8 – 10 mand, der skiftevis hamrede og masede. De svedte og pustede, men nitterne måtte mejsles over hver for sig. Omsider kom de så vidt, at de ved fælles hjælp kunne bøje bagstykket over.

Soldaterne var fra forskellige formationer, og det var en ganske tilfældig sammenløbet flok. Mens alle, der kunne få tag i bagstykket, var i færd med at brække dette bagover, var der straks et par, der stak hænderne ind i åbningen, da denne var vid nok, og begyndte at rode i nogle papirer og bøger. Der blev et voldsomt roderi, ja, de formelig reves om byttet, og bøgerne og papirerne fløj til alle sider. Den ene skubbede den anden til side, og alle ville til.

Der var imidlertid en lille Trainsoldat, der havde stået og set til hele tiden uden at røre en finger ved arbejdet, der ganske snildt og i kampens hede ubemærket sneg sig hen til skabet og åbnede en metalluge, snappede et lille metalskrin og løb ud af døren alt det, han kunne, og han fortsatte ned ad gaden. Nogle af de andre mærkede det, for bag efter ham ned ad gaden, de råbte, og de bandede, men Trainkusken var dem for hurtig, han forsvandt for dem med kassen, og de, der havde gjort arbejdet, fik en lang næse.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. maj 1918 – Johannes Ankersen: “Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru …”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj blev afløst ved fronten og kom i etapen i Belgien.

De sidste dage i maj blev vi endelig afløst, og som man kan tænke sig af en allerede udslidt division. De arme stakler kom fra den ene ubehagelige situation til den næste. Mit kompagni havde haft et besynderligt held, ikke en mand tabt. Men da vi var blevet afløst, og folk fra mit kompagni den næste dag viste de nye tropper madhenternes rute, kunne de ved tilbagekomsten berette, at de nye minekasterfolk allerede havde lidt meget under beskydning. Minekasterne sønderskudt og mandskabet spredt. En hårdtsåret som de havde fundet helt ensom, bragte mine folk til forbindingspladsen.

Gud ske takke lov, at vi var borte derfra. Ved herligt vejr rykkede vi af og marcherede til Pérenchies, en lille station mellem Lille og Armentierès, hvor vi skulle med toget. I Perenchies stod regimentsmusikken allerede og spillede. Toget var der endnu ikke. Jeg lagde mig i først omgang i græsset, lyttede til musikkens klange og kikkede op den klare, blå himmel. Kanontordenen hørtes kun svagt. Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru, ude af uvisheden, snavs og alle andre plager, hvis også kun måske for et par dage. – Vores tog kom, og vi kørte bort, kørte indtil vi i morgengryet måtte stige ud i Avelghem.

I den dybeste fred, lå vi langt inde i etapen i Belgien i en stor landsby fuldstændig uberørt af krigen, et godt kvarter, intet skud at høre. Åh, hvor var det dejligt igen at kunne strække sig i en ren seng, selv altid være ren, og ind i mellem at se andre mennesker end kun soldater. Vi blev ikke længe i Avelghem, der var ingen øvelsesplads i passende nærhed. Derfor rykkede vi efter nogle dage til egnen ved Renaix, eller Ronse, som flamlændingene siger.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

29. maj 1918 – Jens Iversen: “… at vi nu var Soldater igen”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tysk-Orscha, Onsdag, den 29. Maj 1918.
Byen ligger paa begge Sider af Dnjeprfloden, der skiller det besatte Omraade fra Russerne. De røde kommissærer gjorde ingen Indvendinger mod de to Dusin Stykker Sæbe, jeg havde købt for mine sidste Rubler. I Moskva havde tyske Sygeplejersker fra Gesandtskabet gjort os opmærksom paa, at Sæbe er en stor Mangelvare i Tyskland.

Da vort lange Tog med de henved 800 hjemvendende Tyskere langsomt kørte os over Dnjeprbroen, var der mange, der ikke kunde skjule deres Bevægelse, kvinder græd. Dog var Modtagelsen alt andet end festlig. En Oversergent klarede den helt alene og uden Sentimentalitet.

Vi Krigsfanger maatte forme Geled og fik at vide, at vi nu var Soldater igen. Medens Civilfangerne med deres Familier anbragtes i Barakker i Skoven, førtes vi til en tidligere russisk kaserne, hvor vi nu paa de nøgne Brikse venter paa at blive sendt til Varahava i Karantæne.

Da alle Breve herfra passerer Censuren og dermed forsinkes, har jeg givet en Soldat fra Skriverstuen, der netop skulde paa Orlov til Berlin, nogle Linier med til min Hustru med Meddelelse om, at jeg var paa Vej hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

28. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… her skyder de godt hen”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 28/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for Pakker med Flæsk jeg modtog i Gaard og for Brevet i Dag. Ja du gaar og venter mig hvær Dag. Ja jeg kommer nok ikke før vi kommer bag Fronten i Ro. Saa længe vi er i Stilling. I Gaard blev vi afløst fra Forreste Stilling vi er nu lidt tilbage i Reserve. men her skyder de godt hen. Havde ogsaa Brev fra Jabob i Dag. det er da godt for ham at han er bleven Tjener hos en Leutnant det er altid bedre end det andet. I Haab om at det ikke maa vare for længe inden vi ses.

sender Eder de kærligste Hilsner, din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

28. maj 1918. Peter Andresens lig hentes hjem til Notmark

Anders Schmidt, Favrholm, gjorde krigstjeneste ved Garde-Jægerne i Potsdam. Ved Loretto mistede han i maj 1916 den ene arm og blev erklæret ikke-krigsduelig. I januar 1917 hentede han en falden nordslesviger hjem for at blive begravet i Asserballe. I maj 1918 måtte han af sted igen.

Et par år senere – i 1918 – måtte jeg ud på en lignende rejse og i et lignende ærinde, dog dengang østpå, til Letland. Vi var igen to mand, nemlig foruden mig nu afdøde Jørgen Mathiesen, Asserballeskov.

Det var på opfordring af Cathrine Andresen, Naldmose ved Fynshav. Hun ønskede sin mand Peter Andresen, født 23. december 1881 og faldet 2. september 1917, hjemført, for at han kunne blive begravet i hjemlig jord, og vi tog derned for at opfylde hendes ønske.

Peter skulle ligge begravet ved et nærmere angivet hus, der lå bag ved en skov. Når det blev os to, der måtte af sted, var det, fordi to andre, som havde givet tilsagn derom, ikke kunne få pas. Det skal her bemærkes, at J. Mathiesen tidligere havde været derude for at hente liget af en søn hjem.

Vi rejste 3. pinsedag 1918 forsynet med proviant, levnedsmiddel-mærker og penge fordelt imellem os af sikkerhedsgrunde. Den første nat sov vi i Flensborg for at kunne få en god forbindelse derfra til Berlin dagen efter, hvor vi overnattede, købte kister og lejede loddetøj m. m.

Fra Königsberg tog vi over Tilsit-Memel til en lille grænseby, hvis navn jeg ikke husker, men jeg glemmer måske aldrig, at vi skulle være over grænsen til militært område inden kl. seks aften, og vi kom 20 minutter for sent, så »vær så god at stige ud og fortsætte rejsen næste morgen«. Vi spurgte om logi for natten og fik anvist resterne af en kirkebygning; halvdelen var dog skudt sammen men der var da et loft med tre senge, af hvilke den ene var belagt, de var til vor rådighed. Med et par stykker brød i lommen gik vi ned for eventuelt at snuppe en kop kaffe til vort brød. Det lykkedes, men dernede var vi ikke alene, idet der herskede travlhed alle vegne på grund af »Truppenverschiebung«.

Man spillede kort her, men ikke om småpenge fra vor såkaldte brystpung, men med store stakke af det såkaldte »Oberostgeld«, der i realiteten intet var værd. Dette syn kunne Mathiesen huske længe efter.

Nå, vi kom i seng og slap igennem natten uden at få lus, hvad jeg havde været meget bekymret for.

Nu kørte vi videre for militærkommandoets regning og nåede næste aften Riga. Selv om krigen var forbi på disse kanter, mødte der os dog megen ødelæggelse, sprængte broer, afbrændte ejendomme og nedhuggede skove. Nye broer var opført af træ; det gjaldt jo om at holde trafikken i gang. På banestrækningen arbejdede mange civile, der sikkert levede under trange kår. Elendigt var de påklædt, mange havde ikke fodtøj, men gik med træbark under fodsålerne, dertil gamle sække bundet om benene for at fastholde barken.

Vi nåede Riga og fik her et godt værelse, men noget spiseligt var ikke til at opdrive, derimod varm the, og da vi selv havde godt med brød og pålæg, så klarede vi os, og her kunne vi tilmed spise i ro for os selv.

Vi blev hurtigt klar over, at sulten var stor overalt blandt befolkningen, og vi turde slet ikke åbne vore kufferter, når vi ikke var alene. Næste morgen skulle vi efter programmet tage med tog til Økskül – det var et arbejdstog, der kørte langs Dyna-floden og transporterede arbejderne til de forskellige arbejdspladser.

I toget fandtes et par kupeer, som var forbeholdt officererne, og her tog vi plads. Da vi ved billetteringen foreviste vore papirer, blev vi skældt ud og blev ved håndbevægelser betydet, at vi havde at forsvinde og begive os til en anden afdeling af toget, men vi blev, hvor vi var, lod dem skælde ud, for »vi forstod dem alligevel ikke«.

I Økskül meldte vi os hos »Gräberverwaltungsofficeren«, og kort efter gik det med hestekøretøj længere mod syd. Vejen var nyanlagt, og vi kørte på granstænger. Vor vogn var en let ponyvogn med en stol til officeren og kusken, mens vi var anbragt på en lille klapstol, hvor rygsædet var slået op til vor bekvemmelighed.

Vi sad og holdt os fast ved at klamre os til hinanden, mens hesten, der efter vore begreber var meget dårligt forspændt, løb af sted efter alle kunstens regler.

Omsider nåede vi dog velbeholdne til bestemmelsesstedet, hvor vi fandt graven som meddelt i en have. Den var velholdt. Et trækors fortalte os, at det var den rigtige, og så vidt jeg husker, stod der en flaske på graven, hvori der fandtes oplysninger om navn og formation – så det hele var i orden.

I huset boede to ældre mennesker, der havde hygget om graven og holdt den pæn i stand. De græd, da liget blev gravet op og lagt i de medbragte kister.

Da alt var klaret, kørte vi tilbage til Økskül, hvor vi fik anvist plads for natten i officersbarakken. Ja, mere, – vi fandt alt tilrettelagt for os: Brænde til fyring og to gode tæpper til hver. Før vi gik til ro, tog vi en spadseretur ned til Dyna-floden. I byen boede civile, men huse så vi ingen af, så de må have boet i jordhuler og sikkert under elendige forhold. Næste dag fik vi kørelejlighed tilbage til Riga, hvor vi fik vore tidligere værelser igen.

Herfra gik rejsen så næste morgen til Königsberg, hvor vi afleverede de lejede lodderedskaber. Også her boede vi igen på hotellet, det samme som for få dage siden. Fra Königsberg fulgte vi ikke ligvognen, men tog direkte tilbage via Berlin-Hamborg til Sønderborg, hvortil vi ankom 12 dage efter afrejsen.

Kisten kom et døgn senere, og Peter Andresen blev nu jordet i hjemlig jord på Notmark kirkegård.

DSK-årbøger 1971

27. maj 1918 – Tønder luftskibsbase

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er noteret:

27.5.18 Tondern

Vorm Teils heiter, teils trocken, etwas kühler, schwacher O.z.N. bis NW.z.w.-Wind.
Nachm. Meist ½ bedeckt, sichtig, trocken, auffrischender stark böiger NW-Wind, später nachlassend.

L 60 um 8,15h vorm. von Aufklärung gelandet.
L 54 um 9,35h nachm. zur Aufklärung aufgestiegen.

[sign.] Tönnis

(RM116/77, Bundesarchiv)

25. maj 1918 – Jens Iversen: “den forhenværende Tsars grønne Salonvogne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Moskva, Lørdag, den 25. Maj 1918.
Vi forlod Saratov i Sommer og Sol. Næste Dag passerede vi Tambov i Snevejr. De tre Dages Ophold i Moskva blev for mig en Skuffelse, Jeg havde glædet mig til at se lidt af Russernes hellige By, Siedel og Ladehoff kendte den i forvejen. Men vi har ikke turdet forlade Toget, fordi det snart ved Dag og snart ved Nattetide blev rangeret fra den ene Banegaard til den anden i Byens Udkanter, og der var der Ikke andet bemærkelsesværdigt end de lange Rækker af beskadigede og rustne Lokomotiver, der i hundredvis stod opstaldede paa døde Banespor. Et Sted saa vi ogsaa den forhenværende Tsars grønne Salonvogne, dog var der ikke meget tilbage af Herligheden, hvad et Blik gennem Vinduerne forvissede om.

Men ellers ligger den vældige By i de smukkest tænkelige Omgivelser, og ind imellem Skrænter og Bøgeskove titter fornemme Villa’er frem, Datsher, som de kaldes, men ogsaa deres Tid er vel forbi nu, eller dog de forrige Ejerers. For øjeblikket sidder vi i Toget Borodino-Smolensk, Napoleons blodige Vej. Vi venter paa Signalet til Afgang. Efter Sigende skal vi i Overmorgen naa den tysk-russiske Demarkationslinie ved byen Orscha.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… saa længe jeg sidder i mit Granathul”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 21/5 1918

Kære Moder
Mange Tak for det Brev jeg modtog i Dag og for de to Pakker jeg modtog i Forgaards et med Smør og Sukker og et med Æg. de var alle i godt Behold. Samtidig med Brevet sender jeg to Pakker af med læder. det ene er Støvleskafter det kan i bruge til at slaa paa Træskoene for i gaar jo vist med Papir i stedet for Overlæder. Om jeg ikke snart kommer paa Urlov skriver du, jo jeg haaber det. men saa længe jeg sidder i mit Granathul kommer jo nok ikke men naar vi er bleven afløste tænker jeg Vi bliver vist afløst om et Par Dage

Mange kærlige Hilsner til Eder alle din Søn
Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

21. maj 1918 – Jens Iversen: “det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Saratov, Tirsdag, den 21. Maj 1918.
Tidlig i Gaar ankom vi hertil. Ladehoff og Siedel – hans Hustru med Børnene er forud rejst til Riga – tog imod mig paa Landgangsbroen, og jeg har tilbragt Natten paa deres Hotel. I Gaar og i Dag har jeg set paa Byen, der efter en kort Kamp er i de rødes Hænder. Dog er den langtfra saa ødelagt som Astrakan og barer endnu tydelige Spor af fordums Velstand. Den er Hovedstaden i det store volgatyske Omraade. I det vesteuropæiske City findes moderne forretningslokaler paa de velholdte Boulevarder, smukke Pladser og grønne Anlæg. I Gaderne høres meget Tysk. Mit gamle Lasaret ved Banegaarden var uskadt.

Nu hen paa Eftermiddagen sidder vi i vort Tog, der skal føre os til Grænsen. Siedel, Ladehoff og jeg har indrettet os paa en øverste Briks i en af de henved fyrretyve Teplushker, dvs. Godsvogne, den russiske Jernbanedirektion har stillet til vor Raadighed. De andre tre Brikse befolkes af familier, vi ikke kender. Disse alt andet end, bekvemme Vogne skal huse os den maaske ugelange Rejse gennem Rusland, men det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende. Deutshmann med sin Hustru har fundet Plads i Dr. Baloghs Vogn. Vi er rede, vi venter kun paa at Lokomotivet tager fat.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)