Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts. I november 1918 oplever han revolutionen i Lübeck.

Den 26.november 1918.

I morges skulle vi træde an for at blive inddelt i vagter, men der var
ingen til stede; alle var gået i byen.

I dag er 162’erne kommet tilbage fra felten, og de viser ikke respekt
for nogen ting mere.

Jeg tror, der er slemme tider i vente.

Jeg går ofte hen på lazarettet for at besøge nogle af mine sårede kammerater, og så får vi gerne lidt aftensmad sammen.

En del tid tilbringer jeg også med at gå i teater. Jeg har blandt andet
set: “Die Rose von Istanbul”, “Die Cardasfürstin”, “Die tolle Komtesse”, samt “Der Hüttenbesitzer”.

Man sidder så dejligt varmt disse steder, hvorimod det er koldt og uhyggeligt på kasernen.

Jeg er igen blevet bebrejdet, at de ingen breve får fra mig derhjemme, men da jeg skriver regelmæssigt, må det være et eller andet i vejen med postgangen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Senest ændret den 27. november 2018 9:35

Denne uge byder på fire foredrag i Jylland, nemlig:

Mandag den 26. november kl. 19:00-21:00

Foredrag/debat i Holstebro. Fakta og fiktion i Første Verdenskrig.  Forfatterne Jakob Brodersen (“Thode”) og René Rasmussen (“Den sorte Dag ved Moulin”) fortæller om deres bøger og diskuterer romaner, film & faglitteratur.

Tirsdag den 27. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Vejle, foredragssalen på Vejle bibliotek. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Frontliv, faneflugt og fangelejr.

Onsdag den 28. november kl. 19:30-21:30

Foredrag i Fredericia, Sognegården, Danmarksgade 61. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Den sorte Dag ved Moulin – den værste dag i Første Verdenskrig, set med sønderjyske briller.

AFLYST: Torsdag den 29. november kl. 16:00-17:30

Foredrag i Sønderborg på Sønderborg Slot. Arrangør: Ældresagen. Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag om Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918. Tilmelding: Kontakt arrangør

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

OVER HOHE VENN.
25. November.

Kl. 8 Afmarche. Min Fod smerter, saa jeg halter fælt. Først efter 3 Kilometers Marche gaar det lidt bedre. Paa en smuk Dalvej langs Floden ad Spa til.

Mildt, graat Vejr, men tørt og frossen Vej. I Theux begynder det at regne. Køber en Avis, men den bliver straks gennemblødt. Videre i forfærdeligt Søle. Regnen siver og strømmer ned fra Blyhimmel.

Fra Theux ad en Sidevej til Pouleur, derfra ad en endeløs Bjergvej, sølede og vaade til Skindet. Omsider paa Toppen indkvarterede i den lille Landsby Tiége, vort Korporalskab i en pæn, varm Stue.

Tørrer Tøj og Støvler ved Ovnen og holder Rengøring. Husets Herre er en pæn ældre Mand, tilsyneladende af tysk Afstamning. Vi lægger os til Ro Kl. 8, jeg paa en lang smal Bænk med Rygstød, og falder i dyb Søvn.
Som fra en anden Verden rives jeg allerede Kl. 11 ud af Søvnen.

Besked: Stille 12,30!

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Senest ændret den 28. januar 2020 16:54

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86.

Det blev meddelt os, at kommunisterne havde taget magten i Tyskland – Rhin-broerne var blevet besat og kunne sprænges i luften når som helst.

Derfor beholdt de tyske armeer, der nu fyldte alle landeveje, deres udrustning. –

Jeg vil antage, at vi gik 25-30 kilometer om dagen og igennem Belgien i et stræk, 65 kilometer.

Vi overnattede for det meste i stalde og lader, og da vi var de sidste, der forlod skyttegravene, er jeg næsten sikker på, at franskmanden var i hælene på os og sov på de samme »flotte hoteller« som vi.

På de lange marchture tyngede oppakningen mere og mere, og da vi kom til Mosel-floden, kastede vi alt overflødigt som gasmasker, stålhjelme og skanseredskaber i floden og følte os lettede.

Provianten blev efterhånden rigeligere, nu vi kom til de store depoter.

Vi soldater tog ikke synderlig skade af at få lidt mere under uniformen, men hestene, der fik rigeligere af havre og andre lækkerier, fik kolik, og mange måtte skydes.

For at holde vejene fri måtte kanonerne ofte skubbes ud over kanten, og skete det oppe fra en bjergryg så var det ligefrem et fantastisk syn at se de tunge krabater med hele deres vægt tage både træer og buske med sig ned i dybet.

Da min ven Vilhelm så et sådant syn af en kanon i stilling langt nede på bondens mark, udbrød han tørt: »Når den bonde kommer hjem engang, så kan han da begynde at lege krig for sig selv«.

DSK-årbøger, 1969

Den 25. november besvarer den danske udenrigsministeren i en skrivelse H. P. Hanssens henvendelse fra den 20. november 1918. Heri hedder det bl.a.

„Den danske regering har med hjertelig glæde modtaget De­res henvendelse af 18. november .. .

Den danske regering har ikke ment, at Danmark burde træde frem for verden med nogen udtalelse om Nordslesvig, forinden de danske nordslesvigere havde fremsat deres krav på selv at bestemme deres fremtidsskæbne på grundlag af folkenes selv­bestemmelsesret.

Men den har, da begge krigsførende parter havde tilkendegivet deres tilslutning til dette princip, samrådet sig med den danske rigsdags medlemmer, og i et fællesmøde den 23. oktober har disse — foruden den offentlige tilkende­givelse af, at det danske folk knytter, sine forhåbninger til en retfærdig gennemførelse af nationalitetsprincippet — vedtaget en udtalelse, som regeringen derefter har meddelt de krigs­førende magters herværende repræsentanter, og som den nu beder Dem bringe til de danske nordslesvigeres kundskab.

Ud­talelsen er sålydende:

“Efter at have hørt ministeriets meddelelse fastslår rigs­dagens fællesmøde, at der er enighed om, at fortsætte den til alle sider ligelige neutralitetspolitik, som hele det danske folk har givet sin tilslutning, at ingen anden ændring i Slesvigs nuværende stilling end en ordning efter nationalitetsprincipet stemmer med det danske folks ønske, følelse og interesse, og, under den forestående gennemførelse af det fra begge de krigsførende magters side godkendte nationalitetsprincip: folkenes selvbestemmel­sesret, at ønske løsningen tilvejebragt på en sådan måde, at der ikke voldes skade i forholdet til nogen af siderne, hvorved også genforeningens fremtidige sikkerhed betrygges.”

Denne udtalelse bliver den 26. oktober til­stillet de krigsførende magters, samt Norges og Sveriges gesandter i København.

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

24. November

Stiller 8,15 og marcherer paa frossen Vej, senere køligt Solskin.

Gennem smukt Bakkeland med Trævækst og Stenbrud over Limont, Hestreux, Poulseur nede ved Ourthfloden med store Stenbrud og op igennem Dalen.

Middagshvil. 6 Kilometer til Sprimont. Vi marcherer igennem den lange By med Musik, allerede dygtig trætte. Vi skulde være gaaet i Kvarter her; men vi siges at skulle fremskynde Marchen. Landet skal rømmes i Zoner, og man har ladet os ligge saa længe, at vi er nogle af de sidste og staar i Fare for at blive internerede.

Ud ad Vejen til Louveigne. Maa stoppe op for Kolonner af Gruppe A — vi er Gruppe B af en større Marchekolonne. Lang Ventetid, saa et lille Stykke frem, igen Holdt. Langt om længe ind i Louveigne.

Der er fuldt af Vognkolonner paa tværs af vor Vej. Vi maa skilles fra vore Vogne og af Sted alene. Over 8 Kilometer til Pepinster. En endeløs Vej efter en lang Dagsmarche.

Det bliver mørkt. Vi maa løbe for at følge med. Foden gør mere og mere ondt, Ryggen værker. Krampefornemmelser. Til sidst synges der i Galgenhumor, og det hjælper lidt. Vi øjner Lys forude. Spørger en Civilist. — Encore quatre km! (Fire endnu.)

Vi ser nu Lys dybt nede under os i en Floddal. En endeløs Tur endnu i Zigzag. Endelig halvotte, dødtrætte efter 35 Kilometers Marche, er vi nede i Byen og venter segnefærdige paa at faa anvist Kvarter.

Til sidst vises hele Kompagniet ind i en stor tom Sal, kold, med isnende Træk. Bart, snavset Gulv. Drikker lidt Kaffe og prøver at lægge mig ned med Tornysteren som Hovedpude for at hvile den smertende fod.

Er snart gennemisnet. Op igen. Ud i Byen, køber lidt Hvedebrød og drikker en Kop Kaffe. En kort Tid i en lille opvarmet Sal, saa jages vi ud.

Det svirrer med Rygter, og alle er i Oprør. Vaabenstilstandens Frist siges at udløbe Kl. ½2 Nat. Der er 20 Kilometer ad den nærmeste Vej til den tyske Grænse.

En lille Flok beslutter vi at tage af Sted paa egen Haand, hvis Kompagniet ikke vil.

Saa oplyses der, at der er et Døgn endnu at løbe paa; men et Par af Armeringskompagnierne er allerede stukket af fra Kolonnen.

Vi giver de trætte Køreheste lidt Sukker. De staar forspændte paa
Gaden og har intet faaet hele Dagen. De smaa Stakler staar foran de store Læs med ludende Hoved og trætte Øjne. Jeg tilbringer Natten gaaende frem og tilbage og sidder lidt ned ind imellem.

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

Den 23. november 1918.
I dag har vi bal i vor bataljon, så jeg kommer med til fest to gange, men jeg gik dog snart hjem igen.

I kasernen er det meget koldt, og jeg har igen raget en dygtig forkølelse til mig. Det er godt, at vi nu kan blive i sengen lige så længe, vi vil, og jeg står ikke gerne op før kl. 8 om morgenen.

Den 24. november 1918.
I dag har jeg været på vagt,men det er ikke så slemt mere, for nu har vi tre afløsninger. Vi tager det meget “gemütlich” på vagten. Jeg sidder f.eks. på en stol inden døre. Jeg bruger tiden til at skrive lidt, men ellers fordriver vi tiden med at spille kort. Jeg er lige blevet plukket for 4 mark, så det går et stykke tid, inden jeg spiller igen.

Det er meget koldt, og det fryser lidt, så det er tidligt, vi har så hård en vinter.

I formiddags er vi flyttet op på stue i38; vi skal gøre plads til de, der kommer fra fronten.

Jeg gør mig af og til nogle tanker om de kammerater, der blev derude, og hvad er der egentlig opnået?

Forhåbentlig kommer min hjemegn nu tilbage til Danmark igen, bort fra alt dette her. Her synges og jubles, mens det én gang så stolte Tyskland er ødelagt og besejret.

Jeg har fået brev fra mor i går, og hun bebrejder mig, at jeg aldrig skriver hjem mere, og om jeg helt har glemt dem derhjemme. Det gjorde mig meget ondt.

Forhåbentlig varer det sikkert ikke længe, inden jeg bliver hjemsendt fra militæret.

Jeg sidder på vagten og skriver, men det er så koldt, at jeg af og til
må gå en tur rundt for at få lidt varme i kroppen. Klokken i Mariekirken har lige slået 10 og spillet en aftensang, og jeg forventer at blive afløst kl. 11.

Den 21 .om natten blev vort soldaterråd spærret inde. De ville stikke af med kassen, men blev sat fast. Hvad alt dette går op i er ikke godt at vide.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. Nu gik det hjemad.

Den 21. November naaede vi Neumünster. Herfra blev Hjempermitteringen foretaget den 22. November.

Om Aftenen ved 7-Tiden damper vi videre nordpaa som hjempermitterede.

Rendsborg, videre, Slesvig, og videre, Flensborg med Natophold i en tætpakket Ventesal med Hundreder af hjemvendende Nordslesvigere.

Næste Dags Morgen videre til Sønderborg og Hjemmet.

Og Gensynet! Ja j eg ser endnu Fars store Smil, da jeg mødte ham paa Sønderborg Gade og hører endnu Mors bevægede Stemme i Telefonen, da jeg fra Sønderborg melder: »Hjemme igen«.

Saa med den lille Smaabane op igennem Als. »Velkommen hjem«! lyder det atter og atter.

Ved 12- Tiden er jeg igen i mit Hjem i Mindebjerg. Og Gensynet i Hjemmet! Ja, det hører Privatlivet til og kan heller ikke i nogen Form eller Maade gengives.

Lykkelig den, der var det beskaaren — at komme hjem!

Sønderjyske Årbøger 1927

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

I dag er jeg blevet udskrevet fra lazarettet og blevet overflyttet til mit gamle kompagni.

I aften har vi været i Hansateatret. hvor forestillingen, “Die tolle Komtesse”, var på programmet.

Selv om klokken var over ti, da vi kom tilbage til kasernen, var der ingen bebrejdelser af nogen art. Tappenstreg er der heller ikke noget af mere, og vagten tager det ikke så nøje, om vi kommer efter kl. 12.

Alt går som det bedst kan.

Hvilken forskel på at være soldat nu efter revolutionen.

Tjeneste er der næsten ingen af, kun lidt vagttjeneste. Ved parolen om aftenen er det ikke sikkert, at vi gider være til stede.

Officerer ser vi ingen af, og vagten bliver betalt af soldaterrådene.

Forplejningen er, som den var før.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen. Nu gik det hjemad.

Den 17. November kom vi igen paa Gled. Den 18. afleverede vi de russiske Krigsfanger i en Fangelejr ved Byen Rastatt og endvidere afleverede vi til det derværende Soldaterraad vort Gevær, vor Sabel og Ammunitionen; det lettede.

Samme Dags Aften dampede vi nordpaa. Det var den mest eventyrlige Jernbanefart, jeg nogensinde har været med til. Togene var ganske overfyldt. Her kunde man virkelig sige: »Som Sild i en Tønde«. Der var hundekoldt, Ituslaaede Ruder i de store Gennemgangsvogne, Polsteret revet af Sæderne i II. og I. Klasses Kupeerne.

Paa. Hjemvejen kom vi forbi Slottet Wilhelmshohe ved Cassel. Hvad var det, den tyske Skolelærer fortalte os: Napoleon, Sedan, Wilhelmshohe! Og nu er Historien gaaet den modsatte Vej.

I Hamborg faar vi de første danske Aviser med Beretningen om det store Folkemøde paa »Folkehjem« den 17. November.

Her paa Hamborgs Banegaard blev man kastet ind i Grænsestriden, men her blev ogsaa Optakten givet til al den lyksalige Tid, der ligger omkring Genforeningen i 1920.

Sønderjyske Årbøger 1927

Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt. Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.

Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.

Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent og portrætter af sønderjyske soldater, og den rummer desuden en liste over data på de 105 sønderjyder, der faldt denne dag.

Anmelderne skrev bl.a.:

“De mange kilder, hvoraf især  soldaternes breve og beretninger fra dette blodige slag ved Moulin, står meget stærkt i den samlede fremstilling.  Billedmaterialet er ligeledes af meget høj kvalitet. (…) Jeg skal på det varmeste anbefale denne fine og velskrevne bog.” (Krigshistorisk Tidsskrift)

“Med bogens inddragelse af feltpost, dagbøger og erindringer vækkes rædslerne i skyttegravene til live … en imponerende lille bog.” (Siden Saxo)

“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne. (…) Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det. Det velvalgte kildemateriale taler ofte for sig selv, men sat sammen med fotografier af bl.a. de afdøde soldater, bliver det hele endnu mere nærværende. Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen. Kan også bruges af slægtsforskere.” (Lektørudtalelse DBC)

“Yderst levende skrevet … Dette er en spændende og absolut læseværdig bog  … den kan anbefales på  det varmeste”. (Våbenhistorisk Tidsskrift).

“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.” (Sønderjysk Månedsskrift).

Køb den i boghandlen eller direkte hos forlaget!

https://www.hssdj.dk/butik/boeger/den-sorte-dag-ved-moulin

Se anmeldelser neden for.

Siden Saxo

Alt om Historie

Våbenhistorisk Tidsskrift

Chakoten

Sønderjysk Månedsskrift

Grænsen

I Horsens Social-Demokrat kan den 18. november 1918 læses følgende:

Under overskriften ”Hvorledes det skete” bringer ”Vorwärtz” en artikel om de begivenheder, der gav det direkte stød til den tyske revolution. Sædvanligvis, skriver bladet, regner man at revolutionen begyndte den 5. november, dagen for dens sejr i Kiel, men dette er ikke rigtigt; i virkeligheden indlededes den en hel uge før. Begivenhederne i Kiel var 2. akt og ikke første akt af revolutionen. 1. akt udspilledes på hele højsøflåden og var 80.000 menneskers nødværge mod en altysk skurkestreg.

Bladet omtaler derefter altyskernes feberagtige propaganda for en sidste, fortvivlet kamp, som imidlertid ikke førte til noget resultat. I deres nød var altyskerne faldne tilbage på hæren, som de endnu troede at beherske ved det ligesindede officerskorps uden at have anelse om den revolutionære stemning blandt soldaterne.

Derefter hedder det videre: En djævelsk plan blev udklækket, flåden skulle løbe ud og ofre sig i kampen mod den overvægtige fjende indtil sidste skib. Det ville vel have kostet 80.000 mand livet; men det ville efter altyskernes mening have været en begivenhed, som endnu engang havde kunnet fylde folket med stemingen fra august-dagene 1914.

Planen var ikke fantasi, men er bevist gennem pålidelige udsagn af matroser. Kampflåden fik den 28. oktober ordre til at løbe ud; det drejede sig, efter hvad der blev fortalt soldaterne, om en manøvre; men af officerernes afskedsbreve og andre tegn have sømændene snart erfaret sandheden og som følge heraf gjort mytteri. Der blev flere gange givet befaling til at løbe ud, men hver gang havde matroserne sat sig derimod til trods for officerernes overtagelsesforsøg.

Efter at matroserne først var gået så vidt, var der hos dem vakt en beslutning om yderste modstand. De oprørske soldater truedes med hårde tugthusstraffe; faktisk blev henved 1000 matroser ført til Wilhelmshafen, hvor de blev fængslede. På den ene side vinkede tugthuset, på den anden side friheden. Valget havde ikke været vanskeligt: Det var faldet på revolutionen.

Hvem var disse altyskere?

Store Nordiske Konversations Leksikon 1916 skriver følgende:
“Altysk (»alldeutsch«) er Navnet paa den politiske Retning i Tyskland, der dels gaar ud paa at samle alle tyske Folkeelementer under det tyske Kejserrige, dels at fremme den tyske Nationalitets Overlegenhed over alle andre. Den altyske Tendens opstod fra først af som en Slags Reaktion mod Ydmygelserne under Napoleon, og det at være tysk forherligedes som noget særlig fint og fornemt, saaledes at selve Ordet »tysk« brugtes i en hver som helst Forbindelse i rosende Betydning, men det er først under Vilhelm den andens Regering, at Altyskerne har samlet sig indenfor faste Rammer og faaet bestemte politiske Organisationer med Foreninger og med en særlig a. Presse af Blade og Tidsskrifter. 

Ejendommeligt nok var det Misfornøjelsen med den tyske Regerings Mageskifte 1890 med England, hvorved denne Stat afgav Helgoland mod at faa Zanzibar — en Ordning, som senere har vakt stor Tilfredshed i Tyskland — der fra først af gav Stødet til Dannelsen af »All-deutscher Verband«. Ved Foredrag, ved Udgivelsen af Bøger og Flyveskrifter samt ved deres Presse har de altyske Foreninger søgt at virke for deres Formaal, Tyskhedens Befæstelse og Forherligelse, og i Følge baade Sagens og Partifællernes Natur er de a. Foreninger altid i den nationale Kamp optraadt med Utaalsomhed og Hovmod overfor alle andre Nationaliteter; naar det er en paa Forhaand fastslaaet Sætning, at det at være tysk er noget bedre end alt andet i Verden, saa er det kun ret og billigt, at man søger at delagtiggøre saa mange som muligt i denne Herlighed, selv om det ogsaa skal ske ved Tvang; det er jo kun til de genstridiges eget Bedste. 

I Sprogkampen i Sønderjylland har Altyskerne taget ivrig Del; Mottoet paa deres Organ her, »Heimdall«, er oplysende for hele den altyske Tankegang; det lyder: Fra Skagen til Adria, fra Boulogne til Narva, fra Besançon til Sortehavet«. Det er efter altyske Opfattelse den tyske Nations Fremtidsopgave at blive den herskende i Europa og dermed i hele Verden, og dette kan kun ske ad Erobringens Vej. 

Ved forskellige Lejligheder har Altyskernes Optræden været saa yderliggaaende, at den har været den tyske Regering til Besvær, saaledes ikke mindst de altyske Organisationer, der har dannet sig i Østrig, og som navnlig i Halvfemserne gjorde sig bemærket ved Kampen mod Czekerne, der i det østrigske Parlament førtes i ganske tøjlesløse Former. De altyske Foreninger har deltaget ivrigt i Agitationen for Udviklingen af Tysklands Sømagt, og de støttede Dannelsen af den tyske »Flottenverein« 1896; herved bidrog de mægtigt til at uddybe den Spaltning mellem Tyskland og England, der blev den skæbnesvangre Oprindelse til Verdenskrigen 1914, ligesom de overhovedet i høj Grad har medvirket til at give den tyske Udenrigspolitik det bestemte Præg, der drev de omliggende Stormagter sammen i Forbund og fremmede Tysklands Isolation.”

https://de.m.wikipedia.org/wiki/Alldeutscher_Verband
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Pan-German_League

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Dette er det sidste, ordinære afsnit i en fremragende serie, som vi kun kan anbefale på det varmeste.

Dette sidste ordinære afsnit handler navnlig om våbenstilstanden og krigsafslutningen. Revolutionen er brudt ud i Tyskland og kejser Wilhelm II må flygte til Nederlandene. Den 11.11. kl. 05:10 underskriver den tyske delegation i Compèigne våbenstildstandsbetingelserne, der træder i kraft kl. 11:00 (fransk tid) samme dag. Hundredetusindvis af tyske tropper har nu få dage til at forlade Frankrig, Belgien, Luxemborg og Alsace-Lorraine.

Første Verdenskrig var forbi.

Lydoptagelse af H.P. Hanssens tale (uddrag) den 17. november 1918 på Folkehjem. Talen kan læses i sin fulde ordlyd nedenfor.

H.P. Hanssen genindtalte sin tale i 1932. Dette er kun et uddrag. Talen blev afsluttet med et citat af Bjørnstjerne Bjørnsson (ikke med i uddraget): “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”

Lydoptagelsen findes  sin helhed på Museum Sønderjylland.

Hele talen kan læses her:

“Der er gået halvfemte år, siden jeg på årsmødet i Haders­lev sidst talte til mine vælgere og meningsfæller på et offent­ligt møde.

Mellem da og nu ligger der vældige verdensbegivenheder, som har kastet dybe skygger hen over Nordslesvig og påført os trængsler som ingen sinde før.

Vor tanke skal i dag dvæle ved dem, der måtte drage i felten.
Henved 30,000 nordslesvigere drog ud. Over 6000  af dem er bievne derude. Verdenskrigen har kostet dobbelt så mange danske livet som krigen i 1864.

Spredt ud over landene ligger nu vore faldne brødres grave.

De findes i Ruslands susende nåletræsskove og vidtstrakte sumpe, langs Polens floder og i Serbiens dale, i Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien.

Særligt tæt ligger de i Frankrig, i Vogeserne, foran Verdun og fra Champagne op over landet til Flandern.

Og mange har fundet deres sidste hvilested i de store lukkede jernkasser dybt på havets bund.

Der var mellem dem en ungdom med guldglorie om hovedet, begejstrede idealister, evnerige mænd, hvis hjerter brændte af længsel efter et arbejde i vort folks tjeneste, og tusinder af støtte, trofaste danske mænd. Vi ved, hvor ofte og hvor gerne deres tanker fandt vej herhjem. Censuren har undertrykt mange feltbreve og lemlæstet andre.

Og dog viser så at sige alle hid­til offentliggjorte breve derude fra, at hjemmet var lyspunktet i deres tunge, triste og farefulde tilværelse. Med hvilken kær­lighed omfattede de ikke til det sidste deres nære pårørende, vort lille folkesamfund og vort minderige hjemland med al dets ynde, dets nutidstrængsler og fremtidshåb. Vi siger: Ære være deres minde!

Ud over landet sidder nu deres forældre, hustruer og børn, fæstemøer, slægt og venner tilbage i sorg og savn. Mangt et hvorfor vil ikke forstumme. Mangt et sind kan ikke finde ro.

Men Gud ske lov! Nu lysner det i øst. Morgenrøden er ved at bryde frem. En lysere og lykkeligere tid vil snart oprinde. Og da håber vi, at også de, der er ramt hårdest, vil kunne sige med Terje Vigen:

Stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Og så får du ha’ tak da, Gud!

Efter verdenskrigens udbrud måtte det være vor politiske opgave at søge det nordslesvigske spørgsmål løst ved den kom­mende fredsslutning, rent bortset fra, hvem der gik ud af krigen som sejrherre. Dette pålagde os en tilbagetrukken, af­ventende holdning. Vort parlamentariske arbejde samlede sig om løsningen af dagens små opgaver.

Allerede i 1915, på et tidspunkt, hvor tyskerne følte sig fuldt og fast overbevidste om, at de ville gå sejrende ud af verdenskrigen, og store anneksionsplaner stod på dagsordenen selv i liberale kredse, henvendte en anset videnskabsmand, der som rigsdagsmand tilhører et af de liberale partier, sig uopfor­dret til mig og sagde: Ved krigens afslutning må vi også se at få det nordslesvigske spørgsmål løst. Kun ad den vej kan stem­ningen i de nordiske lande blive bedre. Vi er mange, som tæn­ker således.

Noget senere gav en anden professor mig en be­tænkning til gennemlæsning, hvori han samtidig med, at han krævede betydelige anneksioner i øst og vest, udtalte lignende tanker om Nordslesvig.

En tredie liberal politiker, hvis navn er kendt langt uden for Nordslesvigs grænser, opfordrede mig på et senere tidspunkt til at foreslå ham en bestemt grænse­linje, hvis Tyskland, som han holdt for sikkert, blev sejrherre.

Det lovede jeg, men løftet er aldrig bleven indfriet, fordi forud­sætningen for dets indfrielse: Tysklands sejr, udeblev. Jeg nævner dette, fordi der i et kongerigsk blad er fremkommen hentydninger til, at jeg i min politiske virken i den senere tid har følt mig bunden af tidligere aftaler med tyske politikere.

Dette er absolut ikke tilfældet. Jeg står, som jeg altid har stået, frit og uafhængigt til alle sider og lader mig selvfølgelig kun lede af min bedste overbevisning om, hvad der tjener den dan­ske befolkning i Nordslesvig bedst.

Jeg mindes en dag i marts. Min ven landdagsmand Nis Nis­sen og jeg deltog efter særlig indbydelse i en festlighed for en kollega, som fyldte 70 år. Kloppenborg-Skrumsager var i de dage hjemme. Jeg kom her, efter at bordet var hævet, i samtale med en kollega, med hvem jeg i flere år har stået på en fortrolig fod. Han var lige bleven opfordret til at overtage en ministerpost, hvad han havde afslået, og var på dette tids­punkt særlig vel underrettet.

Om få dage, sagde han til mig, begynder vor sidste store offensiv. Vi vil denne gang nå langt frem. Kanalhavnene og Paris vil falde. Frankrig vil hurtigt blive tvungen til en sær­fred. Englænderne vil blive drevne bort fra fastlandet. Under­vandskrigen vil klare resten. Krigen er snart forbi. Hvis De vil opnå noget med hensyn til det nordslesvigske spørgsmål, så sæt Dem hurtigst muligt i forbindelse med regeringen og -— han nævnte bestemte parlamentariske førere.

Således var stem­ningen i mange liberale kredse. Dagen efter meddelte jeg Nissen samtalen, og vi drøftede indgående stillingen, men kom begge til det resultat, at vi vedvarende burde fastholde vor afventende holdning, indtil der forelå sikre kendsgerninger.

Så begyndte kejserslaget, som Hindenburg og Luden­dorff i deres urokkelige sejrsbevidsthed døbte den ny offen­siv. Men det varede ikke længe, før den gik i stå. Og så kom det franske modstød.

Tilbagetoget begyndte. I førstningen op­fattede tyskerne det som en snild manøvre af deres sejrsvante feltherrer. Derefter slog de deres lid til Hindenburglinjen. Men troen på, at de kunne vinde sejr, brast. De måtte længere til­bage, og nu blev kravet om en forsonings- og forståelsesfred dag for dag stærkere. Løsenet var: vejen til en forståelsesfred går over Tysklands demokratisering og parlamentarisering.

Grev Hertlings nølen vakte stærk uvilje. Hans stilling blev uholdbar, og han blev nødt til at trække sig tilbage.

Jeg sad i finansudvalget den dag, vicekansler Payer op­læste det kejserlige reskript om Hertlings afskedigelse. Vi stod alle under indtrykket af, at vi kun havde en indre krise, og regnede med en regering, som skulle fremtvinge den preus­siske valgretsform ved landdagens opløsning.

Møderne udsat­tes, og jeg rejste hjem for at forberede landdagsvalgene.

To dage senere var jeg atter i Berlin. De første to kollegaer, jeg mødte, var en frisindet og en nationalliberal, der stod og drøf­tede — provinsen Posens indlemmelse i Polen!

Hvad var der sket? Hindenburg og Ludendorff havde efter Hertlings fald i en depeche forlangt, at den nye regering skulle dannes med fredsslutningen for øje, da de ikke kunne garantere for, at fronten kunne holdes længere end fjorten dage. Så dan­nede prins Max af Baden en regering af flertalspartierne, ind­befattet socialdemokraterne og de nationalliberale, med den opgave hurtigst muligt at slutte fred. Og denne regering er­klærede straks, at den var villig til at slutte fred paa grund­lag af Wilsons program .

Dermed havde vi fået et fast udgangspunkt for vor stræben efter at få det nordslesvigske spørgsmål løst ved fredsslutnin­gen.

Et par dage efter forebragte jeg sagen for en høj embeds­mand i udenrigsministeriet. Vore forhandlinger fortsattes under en senere sammenkomst, og jeg meddelte ham, at jeg ville fremdrage sagen i rigsdagen, så snart der tilbød sig en lejlig­hed.

Jeg havde samtidig sammenkaldt vælgerforeningens be­styrelse og tilsynsråd til et møde i Flensborg, hvor jeg klar­lagde stillingen, og foreningen i tilslutning dertil traf aftaler og fattede beslutninger.

Den 23. oktober rejste jeg derefter sagen i rigsdagen i til- tilslutning til polakkernes og elsass-lothringernes krav. Den tyske presse kaldte den dag „nationaliteternes dag“.

Mens jeg talte, sprang de konservatives fører, grev Westarp, op på trappen og forlangte ordet til forretningsordenen. Præsidenten gav ham det først, da jeg havde sluttet min tale. Han opfordredede da regeringen til straks at tage standpunkt til de rejste krav.

Vicekansler Payer lovede, at det skulle ske den føl­gende dag.
Den 24. oktober holdt udenrigsminister, dr. Solf derefter en tale, hvori han erklærede, at Tyskland loyalt ville opfylde Wilsons program i alle retninger og alle punkter og i retfærdig­hedens og billighedens ånd. Men derefter afviste han skarpt alle danske krav, som støttede sig på Pragfredens § 5.

Jeg sad på min plads og gjorde nogle notitser for atter at melde mig til ordet. Da kom en af de højeste embedsmænd i udenrigsministeriet hen til mig og erklærede: For at forebygge misforståelser har jeg at meddele Dem, at den indledende del af udenrigsministerens erklæring også tager sigte på Nord­slesvig. Hvad regeringen bestrider, er blot, at man fra dansk side kan gøre en formel juridisk ret gældende. Derefter fra­faldt jeg ordet. Denne erklæring var mig nok.

Jeg affattede derpå det opråb, som vore organisationer har underskrevet, for dermed at give regeringen lejlighed til en videre udtalelse, som kunne klarlægge dens standpunkt i fuld offentlighed. Opråbet offentliggjordes sidste torsdag, og mø­derne her på „Folkehjem” blev indvarslet. Imidlertid var de­mobiliseringen begyndt, og torsdag aften var jeg nødt til at afrejse fra Berlin for at nå her til i rette tid. Postgangen er dårlig, og jeg kunne derfor ikke afvente opfordringens ankomst til Berlin, før jeg påny forelagde sagen for regeringen.

Dette skete i onsdags overfor folkekommissæreme Haase og Scheidemann.

Forhandlingerne førte til et tilfredsstil­lende resultat. Torsdag ankom de nordslesvigske blade med vore organisationers opfordring, som straks blev udenrigsmini­ster Solf forelagt, for at han kunne tage standpunkt til den.

Og dette har han nu med den samlede regerings billigelse gjort i følgende skrivelse, som jeg er bemyndiget til at oplæse her i dag:

Berlin, den 14. november 1918.
Udenrigsministeriet.

Meget ærede hr. rigsdagsmand Hanssen!
Til indholdet af det mig af Deres højvelbårenhed venligst overrakte opråb fra den dansktalende nordslesvigske befolk­nings organisationer må jeg ærbødigst henvise til den erklæ­ring, som jeg har afgivet i rigsdagen den 24. oktober d. å .: Den tyske reg erin g står derefter på det standpunkt, at også det nordslesvigske spørgsmål i henhold til præsident Wilsons fredsprogram bør løses på grund­ lag af den pågældende befolknings selvbestemmel­sesret.

Jeg har det tillidsfulde håb, at der med det standpunkt, som den tyske regering hermed indtager, i fremtiden sikres et for rivninger frit, nabovenligt forhold mellem det danske og det tyske folk.
Idet jeg udtrykker min mest udmærkede højagtelse.
Deres højvelbårenheds ærbødige (sign.) Solf.

Dermed har vi nu et fast udgangspunkt for vort videre ar­bejde. Hvad der nu vil ske i de nærmest følgende dage, er, at jeg på den danske befolknings vegne gennem den danske gesandt i Berlin retter en bøn til den danske regering om, at vort gamle fædreland vil modtage os, når vi nu snart i henhold til den af Tyskland i sikker udsigt stillede folkeafstemning ud­taler vort ønske om atter at blive forenet med Danmark. Sam­tidig vil vi bede den danske regering om at foretage de skridt, der vil være nødvendige, for at sagen kan blive afgjort under de forestående forhandlinger om verdensfreden.

Vore ønsker med hensyn til afstemningen har vælgerfor­eningens bestyrelse og tilsynsråd udtrykt i følgende resolution:

[Den nordslesvigske vælgerforenings resolution, gengivet andetsteds]

En ny tid er ved at oprinde. Den vil stille os over for store opgaver. Vi har allerede i disse dage nedsat en række udvalg, som skal forberede deres løsning, og anmodet dem om hurtigst muligt at begynde deres arbejde.

Men ved siden af disse opgaver af rent praktisk art vi’, den nye tid også stille os andre opgaver.

Her i Aabenraa, hvor vi er samlede, levede og virkede J. P. Junggreen.

De vil endnu mindes, at der var et ord, som han aldrig blev træt af at fore­holde vore modstandere. Det var det gamle bibelord: Hvad du vil, at andre ikke skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre imod dem !

I den tid, vi nu går ind i, vil vi få lejlighed til at vise, at vi også anerkender dette ord som for­pligtende for os. Og jeg er overbevist om, at vi vil kunne bestå denne prøve.

Og så vil jeg blot endnu til slut udtale, at det er min faste overbevisning, at vi nu snart vil nå frem til en tid, hvor vi af fuldt hjerte vil kunne synge med Bjørnson:

Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og har været på lazaret siden marts, først i Sønderborg, fra juli 1918 i Lübeck, men i oktober kom han tilbage på kasernen.

I forbindelse med soldateroprøret er der udbrudt en forfærdelig forlystelsessyge . Alle steder bliver der festet, danset og sjovet.

Soldaterne står som ledere og indbydere til disse fester.

Hvor dybt er det før så disciplinerede og stolte Tyskland ikke sunket?

Nu da friheden er kommet, kender den ingen grænser. Alt ramler.

Hvilken modsætning. Krig og elendighed på den ene side og fest og glæde på den anden, og alt i et og samme land.

Måske er det for at dulme smerten over ulykken, der har ramt deres
land, at de søger morskaben. Den alvorlige tysker har sikkert set med bedrøvede øjne på dette vilde liv, men han magtede ikke at gøre
indvendinger.

Her på lazarettet har vi også fået en indbydelse til at være med i en fest, og den 17. november skal gildet stå. Det er nu lidt af en letsindighed at byde syge mennesker til fest. Vi kan jo bringe alle slags sygdomme med tilbage til lazarettet, men doktoren turde ikke sætte sig imod.

Alt er nu pludselig blevet omvendt. Sammen med en kammerat gik jeg også derhen,  men det var så stuvende fuldt, at vi snart gik igen.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Men jeg sad stadig som 19-årig ulan-korporal på kasernen i Moabit, og mens verdenshistoriske begivenheder udspilledes omkring mig, tænkte jeg kun på, hvordan jeg kunne komme ud af dette kaos og hjem til Nordslesvig.

En dag fik jeg ordre til at køre ud til forstaden Adlershof ved flyvepladsen Niederschoneweide. Her lå en transportkolonne med
115 heste, som ingen tog sig af mere. Arbejder- og soldaterrådet
havde jaget officererne bort, og den vagtmester, som rådet havde
indsat, var stukket af med et par heste.

Som uddannet veterinærmedhjælper skulle jeg overtage opsynet med hestene.

Rådet havde stadig magten på depotet, men en aften da samtlige dets medlemmer lå døddrukne i et staldkontor, blev jeg opsøgt af en major og nogle af hans folk fra et af de frivillige korps. Han havde sin artilleriafdeling stående i stilling på flyvepladsen, og herfra beskød han ivrigt Berlins centrum.

Han forsøgte at hverve mig som frivillig og lovede at ville sørge for, at jeg senere kom på militærveterinærakademiet, så jeg kunne blive uddannet til dyrlæge.

Jeg forklarede ham, at jeg var dansk og aldeles ikke interesseret
i at blive tysk dyrlæge. Han opgav overtalelsesforsøgene, stjal seks
heste – lige passende til et kanonforspand – og trak sig tilbage.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 17. November 1918.

Da jeg i Morges sammen med Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen gik hen paa Folkehjem for at fortsætte de i Gaar afbrudte Forhandlinger, var jeg forberedt paa Kamp, fordi man efter Forhandlingerne i Gaar havde søgt at ændre de fattede Beslutninger.

Men da vi kom derhen, var al Modstand opgivet.

Den første, jeg talte med, var Gaardejer H. Jefsen Christensen. Han opfordrede mig indtrængende til bestemt at fastholde Kravet om Grænsens Fastsættelse paa Grundlag af folkenes Selvbestemmelsesret og til ikke at give efter for Kravet om en Afgørelse uden Afstemning, jeg svarede, at det havde jeg heller ikke i Sinde.

Inde i Salen kom Andreas Grau og sagde til mig, at han og hans nærmeste Meningsfæller kunde tiltræde Resolutionen, hvis blot et enkelt Ord blev ændret.

Denne Ændring fandt jeg uvæsentlig, og jeg erklærede derfor straks, at der fra min Side ikke var noget til Hinder for at opfylde dette Ønske.

Forhandlingerne genoptoges derefter. Andreas Graus Ændringsforslag blev stillet og uden Modstand vedtaget. Punkterne 1-4 blev derefter vedtagne uden videre Drøftelse. Ved Punkt 5 udspandt der sig nogen Meningsudveksling. Men det var paa dette Tidspunkt klart, at Modstanden imod den foreslaaede Affattelse kun repræsenteredes af et ganske lille Mindretal, som atter henvistes til, at det vilde faa Lejlighed til at præcisere sit særlige Standpunkt i en Mindretalsudtalelse.

Det offentlige Møde var fastsat til Kl. 12, og jeg havde været saa stærkt optaget af Arbejdet nede i Berlin og i Gaar og i Dag af vigtige og betydningsfulde Forhandlinger, at jeg ikke havde haft Tid til at forberede mig paa min Tale til den store Forsamling, som allerede var mødt. Da ogsaa denne Tale maatte betragtes som meget betydningsfuld, udtalte jeg Ønsket om at trække mig tilbage for at faa lidt Ro til at samle mig, inden jeg skulde tale til den store Forsamling. Før jeg trak mig tilbage, oplæste jeg endnu Dr. Solfs Brev, som vi havde besluttet først at offentliggøre paa Søndagsmødet. Det vakte megen Glæde.

Vi skred derpaa til afstemningen, men inden den var til Ende, trak jeg mig tilbage. Jeg havde da den Opfattelse, at der ialt var fem, som vilde afgive et Mindretalsvotum.

Og da jeg senere talte fra Balkonen til den store Forsamling, udtalte jeg ogsaa dette til Slut, men blev straks rettet af et Par Bestyrelses-medlemmer, som stod bag mig, saa jeg endnu fik Tid til at rette mig selv og udtale, at Resolutionen var vedtaget enstemmigt med et Forbehold af to Repræsentanter fra Flensborg.

Vi havde fra først af ikke ventet flere Folk, end der kunde rummes i den store Sal paa Folkehjem, d. v. s. 5-600. Tilstrømningen var imidlertid saa stærk, at der, efter at Salen, Galleriet og Scenen var fyldt til sidste Plads, endnu var saa mange Tilhørere udenfor Folkehjem, at de stod tæt over hele Haven fra Bygningen ud til Chausseen. Jeg blev derfor nødt til først at tale til dem, der var forsamlede i det Fri; og derefter at gentage Talen inde i Salen. Det samme var Tilfældet med begge Landdagsmænd.

Da Mødet var offentligt og Censuren er ophævet, vil Aviserne sikkert bringe udførlige Referater. Jeg skal derfor kun notere, at jeg ingensinde har talt til en mere lydhør og mere taknemmelig Tilhørerskare og ingensinde har fundet bedre Sangbund for mine Ord.

Og jeg udløste sikkert Tusinders Følelser, da jeg sluttede min Tale med Bjørnsons Ord:

„Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
Har den Herre stille læmpet,
Saa vi vandt vor Ret!”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Her stopper H.P. Hanssens offentliggjorte dagbøger. Som bekendt brød uenigheden om den kommende grænsedragning herefter ud i lys lue. Det kunne ganske vist være fristende at fortsætte denne hjemmeside med at følge afstemningskampen, men der er desværre ikke tid og ressourcer til at fortsætte.

Vi vil dog fortsat følge soldaternes hjemkomst – og en gang i mellem også bringe en nyhed om det Sønderjylland, de vender hjem til.

/RR

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa den 16. November 1918.

Jeg var i Dag tidligt oppe, gennemgik Dagsordenen for Bestyrelses- og Tilsynsraadsmødet i Vælgerforeningen og forberedte mig i al Hast til Forhandlingerne.

I Gaar Aftes havde A. Lebeck meddelt mig paa Rejsen ind til Aabenraa, at Tilsynsraadsmedlemmerne i Haderslev i al Hemmelighed havde været kaldt over Grænsen, hvor de i Hejls havde haft en Sammenkomst med Rektor H.P. Hansen, Skotøjsfabrikant Jørgen Pedersen, Oluf Volf fra Skærbæk og flere.

De stod, skønt de havde været under stærk Pression, vedvarende fast i Grænsespørgsmaalet, men ønskede en Sammenkomst med mig Kl. 11, en timestid før Mødet, for at fremsætte nogle særlige Ønsker.

I Morges fik jeg derefter Bud om, at 5-6 Herrer fra Flensborg sammen med P. Grau ønskede en Samtale med mig Kl. 10. Der var altsaa ikke lang Tid til Forberedelse.

Kl. 10 kom Deputationen fra Flensborg, som bestod af Advokat Ravn,
Grosserer Lorens [ hos HPH står “Jens”, men det er en trykfejl, RR] Paulsen, Gdr. P. Budach, Andreas Grau og Peter Grau.

De ønskede Afstemningen foretaget distriktsvis over hele Slesvig. Jeg klarlagde mit Standpunkt og sagde: „Der vil absolut ikke blive Tale om Voldførelse eller Overrumpling af nogen Art, men god Lejlighed til at forebringe Deres Ønsker for Forsamlingen. Resultatet af vore Forhandlinger vil blive nedlagte i en Resolution. Jeg vil optræde absolut loyalt og strække mig saa vidt, som jeg mener at kunne forsvare det. Der vil ingen Afstemning finde Sted i Dag. Naar Resolutionen er affattet, kan enhver endnu betænke sig.

I Morgen Formiddag stiller vi den til anden Behandling. I Tilslutning dertil foretager vi Afstemning ved Navneopraab. Skulde et Mindretal ikke kunne stemme for Resolutionen kan det afgive en  Mindretalsbetænkning, som jeg loyalt skal overbringe den danske Regering sammen med Resolutionen.”

Efter at denne Deputation var gaaet, gik jeg ud paa Folkehjem for at tage imod Direktør Christensen, Vandmøllen og Købmand Valdemar Schmidt, Haderslev, som havde ønsket en Samtale med mig inden Mødet. De havde begge efter indtrængende Anmodning vovet sig over Grænsen uden Pas for i Hejls at deltage i det foran omtalte Møde med Fabrikant Jørgen Pedersen og flere, som er Tilhængere af en sydligere Grænse og vil have den fastsat uden Afstemning. De var især bleven bearbejdede med, at det var Ententen, der skulde sætte Grænsen. Enhver anden Politik var farlig. Og Grænsen skulde sættes langt sydligere.

Det første havde de taget for gode Varer, og var de øjensynligt bleven stærkt paavirkede af. Derimod hævdede Direktør Christensen, at han havde udtalt sig meget bestemt imod, at Flensborg, som kun havde afgivet 4 pCt. danske Stemmer ved det sidste Rigsdagsvalg, blev indlemmet i Danmark. De meddelte mig, at man paa Mødet havde udtalt en stærk Frygt for, at Danmark vilde føre en tyskvenlig Politik.

Dertil svarede jeg, at denne Frygt var grundløs. Danmark vilde hverken føre tyskvenlig eller tyskfjendtlig men simpelthen dansk Politik, d. v. s. en Politik, som udelukkende bestemmes af danske Interesser. Og dette var efter min Mening det eneste rigtige Standpunkt.

Klokken var bleven 12, og vi maatte afbryde. Bestyrelsesmødet var fastsat til dette Tidspunkt. Der var mødt 59 Medlemmer af Bestyrelses- og Tilsynsraadet.” Jeg udtalte mig indledende paa samme Maade som overfor Deputationen fra Flensborg.

Der blev af N. J. Gotthardsen stillet Forslag om distriktvis Afstemning over hele Slesvig, men han tog atter Forslaget tilbage, da det stødte paa stærk Modstand. Et andet Forslag om at rykke Afstemningslinjen ned til Søholm Aa, blev ligeledes vist tilbage, efter at flere Talere havde hævdet, at dets praktiske Betydning kun vilde være, at vi vilde miste Tønder, Højer og muligvis Dele af Slogs Herred, som naturligt hørte sammen med Nordslesvig.

Flensborgerne udviklede deres Standpunkt, men fandt ingen Sangbund. Stemningen samlede sig meget hurtigt og bestemt om den af os tre Parlamentarikere foreslaaede Linje.

Det fra Sønderborg Amt stillede Forslag om Afstemning i de tilstødende Distrikter blev straks tiltraadt af mig og vandt almindelig Tilslutning.

Resultatet af Drøftelserne sammenfattedes derefter i en Resolution, og der nedsattes en Redaktionskommission, som skulde affile den stilistisk.

Denne Kommission kom efter mit Forslag til at bestaa af Advokat Ravn, Andreas Grau, Peter Grau, Nikolaj Svendsen og mig.

Forhandlingerne fortsattes derefter med Nedsættelsen af en Række Udvalg og Drøftelse af de Opgaver, som Udvalgene skulde søge at løse.

Om Aftenen samledes de mange Tilrejsende, der allerede var ankommet til Byen for at deltage i det offentlige Møde med Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad paa Folkehjem, hvor Kloppenborg Skrumsager og jeg efter særlig Opfordring talte om Revolutionen i Berlin, som vi havde medoplevet.

Imidlertid var Redaktionskommissionen traadt sammen, men da Nikolaj Svendsen var taget hjem til Haderslev, og holdt Foredrag, havde vi ikke kunnet deltage i dens Arbejde. Da vi sluttede Mødet paa Folkehjem Kl. 11, forelagde Peter Grau mig den omarbejdede Resolution til Godkendelse.

Efter at have gennemlæst Forslaget erklærede jeg, at der ved Omredaktionen var foretaget saglige Ændringer.

Da Kommissionen dermed havde overskredet sin Kompetence var vi i Morgen nødt til at fortsætte Forhandlingerne paa Grundlag af det Udkast, der forelaa ved Mødets Slutning Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen, som først naaede til Aabenraa Lørdag Aften, boede hos mig, og da vi kom hjem fra Mødet, drøftede vi Stillingen.

Vi besluttede at fastholde det oprindelige Udkast og at lægge det til Grund for Forhandlingerne i Morgen.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925