6. februar 1919. Den danske gesandt klager over soldaterrådenes adfærd i Nordslesvig

Den danske Gesandt i Paris tilstillede 6. Februar 1919 Fredskonferencens Præsident en Note, i hvilken han – efter at have rekapituleret Henvendelserne til den danske Regering fra Nord- og Mellemslesvigs Danske, der var bleven forelagt Fredskonferencen, – skrev følgende:

“Straks efter disse Resolutioner [Henvendelser] lagde de tyske Soldaterraad en vis Liberalitet for Dagen med Hensyn til de danske Sønderjyders nationale Krav. Men snart efter fik deres tyske Følelser Overtaget, og deres Holdning ændredes. Senere har de tyske Soldaterraad i Byerne (Haderslev, Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Flensborg) søgt paa enhver Maade at skræmme de danske ved alle Slags Undertrykkelser og Overgreb, særlig i Flensborg, hvor den tyske Befolkning er i stort Flertal.

Soldaterraadene saa igennem Fingre med eller ligefrem ansporede til antidanske Demonstrationer, lagde Hindringer i Vejen for Afholdelsen af danske Møder, lod Ruder slaa ind hos de danske, undlod at beskytte dem mod Trusler om Voldshandlinger, etc.

De danske Nordslesvigere er enige om foreløbig at bibeholde den tyske Lovgivning, Domstole, Undervisning og Administration for at undgaa enhverFare for Anarki.

Imidlertid har de Arbejder- og Bonderaad, som de danske Nordslesvigere har valgt, paatvunget de tyske Landräte og Amtsvorsteher danske Tilsynsmænd. Paa denne Maade holdes den tyske civile Myndighed under en vis Kontrol.

Anderledes er Tilfældet med de tyske Soldaterraad. Disse støtter sig til den væbnede Magt, og den danske Befolkning i Nordslesvig har intet Værn mod deres Plagerier.

Det er denne Befolknings enstemmige Ønske, at Soldaterraadene og de tyske Tropper, der har valgt og opretholder dem, maa blive fjernede. Det aandelige, moralske og sociale Niveau hos Befolkningen i Nordslesvig er højt nok til, at Ordenen kan varetages, uden at det skulde være nødvendigt at sætte noget andet i Stedet for de tyske Tropper, i Tilfælde af at disse blev trukket tilbage.

Flensborg, en By paa ca. 67.000 Indbyggere, er det eneste Sted, hvor der er urolige Elementer, fra hvis Side man kunde frygte Roligheds-forstyrrelser, hvis der ikke var militær Beskyttelse tilstede.

Under de nuværende Forhold, da Spørgsmaalet om det danske Slesvig er forelagt den høje Konference til Afgørelse, kan denne Beskyttelse ikke forlanges af Danmark; men Tilstedeværelsen af et Krigsskib fra en af de allierede Flaader vilde være tilstrækkelig til at undertrykke ethvert Tilløb til Rolighedsforstyrrelse.

Tyskerne forsøger ikke blot at terrorisere den danske Befolkning; men de ligefrem udplyndrer den. Ikke nok med at 6.000 af de 25.000 Kombattanter blev dræbt i en Krig, hvor de var nødt til at kæmpe under de tyske Faner; men de danske Sønderjyder stønner under tunge Skattepaalæg og ubarmhjærtige Rekvisitioner af Kvæg, Korn, Smør og andre Landbrugs-Produkter. Disse Rekvisitioner er nu blevet ganske ublu. Det er navnlig Kvægbesætningen, det gaar ud over, og der er endog Tale om at tage hver fjerde Ko.

Hvis denne Trusel kommer til Udførelse, vil Malkeko-Racen, der danner Grundlaget for Landets Landbrugsindustri, blive i den Grad reduceret, at det vil vare Aar, før den kan komme paa Fode igen. Dertil kommer, at disse Rekvisitioner takseres til en ren Spotpris, og for den sidste Tids Vedkommende er de slet ikke blevet betalt.

Det er de tyske Troppers Tilstedeværelse, der skal garantere Rekvisitionernes Udførelse, og disse Tropper, der stammer fra de tyske Industricentrer, er særlig interesserede i at vaage over, at intet undgaar Rekvisitionen af de Levnedsmidler, der er bestemte til deres egen Hjemstavn.

I en nær Fremtid vil Skattebyrden i Tyskland blive stærkt forøget, ja man vil maaske ligefrem inddrage en Del af Privatformuen, Det synes da uretfærdigt, at en Befolkning, der staar overfor Adskillelsen fra Tyskland, skal bære denne Skattebyrde.

Hvis de tyske Tropper og Soldaterraadene med dem kunde blive fjernede fra Slesvig, vilde Befolkningen frit og uden Frygt for Overgreb fra Tyskernes Side kunne forberede Folkeafstemningen, hvorved den ønsker at tilkendegive sin Tilknytning til Danmark, og naar nu Fredskonferencen, i hvis Haand den har lagt sin retfærdige Sag, opfylder dens brændende Ønsker, vil den kunne vende tilbage til sit gamle Fædreland uden at være fuldstændig forarmet.

I Slesvigs danske Befolknings Navn har jeg den Ære, Hr. Præsident, at bede Dem forelægge for Fredskonf. dens Bøn om at befries for de tyske militære Styrker, der undertrykker dem, idet de anmoder om Evakuering af Garnisonerne i Haderslev, Aabenraa, Flensborg og Sønderborg, saa at Nordslesvig og Mellemslesvig ikke længer skal være under direkte Indflydelse af den tyske væbnede Magt.

Hvis Fredskonferencen desuden vilde bestemme, at der sendtes et af de allierede Flaaders Krigsskibe til Flensborg og maaske ogsaa et til Haderslev eller Aabenraa, vilde den danske Befolkning i Slesvig føle sin Frihed fuldt sikret.

Disse Forholdsregler vilde blive modtaget med den allerstørste Taknemlighed af alle Danske, saavel i Kongeriget som i Sønderjylland.”

Franz von Jessen: Haandbog i De slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *