14. januar 1919. Udenrigsministeriets instruks til den danske gesandt i Paris

Den 14. januar 1919 tilstiller udenrigsministeren den danske gesandt i Paris, kammerherre Bernhoft en instruktion, hvori det bl. a. hedder:

For Danmark er det nordslesvigske spørgsmål udelukkende et nationalt spørgsmål. Den danske nation håber og længes efter, at alle, der taler og føler dansk, forenes i kongeriget Danmark, men en anden interesse end den nationale knytter sig ikke til dette spørgsmål, idet Danmarks styrke som stat ikke forøges ved besiddelsen af en større del af Slesvig end den, hvor befolkningen virkelig ønsker at slutte sig til Danmark, medens en sådan større besiddelse vil skabe Danmark store politiske og administrative vanskeligheder.

Det skal lige nævnes, at medens enkelte danske ud fra et historisk synspunkt ønsker Slesvig til Danevirke, nogle få endog til Ejderen, så har ingen røst i Danmark hævet sig for, at Danmark skulle påtage sig nogen opgave med hensyn til Kieler kanalen …

Opgaven, som Danmarks repræsentant ved fredskonferencen vil have at virke for, er derfor en gennemførelse af de af den danske befolkning i Slesvig fremsatte krav, således at spørgsmålet på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret bliver løst i overensstemmelse med de nationale linier, og at en afstemning i Slesvig finder Sted i overensstemmelse hermed.

Med hensyn til afstemningen er det blevet sagt, at de allierede ikke skulle ønske en sådan. Den danske regering må imidlertid i overensstemmelse med de danske i Slesvig være af den opfattelse, at en afstemning vil skabe det sikreste grundlag for genforeningens uangribelighed i fremtiden.

I overensstemmelse med Aabenraa-resolutionen, hvis enkelte punkter vil være Dem bekendt, anser man det for det rigtigste, at det nordslesvigske spørgsmål løses på den måde, „at Nordslesvig opfattes som en helhed, hvis befolkning ved at stemme med ja eller nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark” .. .

Derimod vil i Mellemslesvig en retfærdig afgørelse kun kunne ventes efter en distriktvis afstemning i overensstemmelse med Aabenraa-resolutionens punkt 5.

Skulle det mod forventning vise sig, at de allierede magter ikke vil gå med til en afstemning, må den danske regering holde for, at den i Aabenraa-resolutionens punkt 2 omtalte grænse lægges til grund ved spørgsmålets afgørelse, idet man ikke nærer betænkelighed ved, at den nord for denne grænse liggende del af Slesvig tilfalder Danmark uden afstemning.

I Aabenraa-resolutionens punkt 5 udtales, at det betragtes som en selvfølge, „at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, har ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark.” Såfremt de allierede magter imidlertid også for disse distrikters vedkommende måtte modsætte sig en afstemning, mener man dog at kunne modtage de enkelte sogne sønden for grænsen, der utvivlsomt har et dansktalende flertal, selv om dette ikke er så nationalt vågent som i Nordslesvig . ..

Anderledes stiller forholdet sig derimod med hensyn til Flensborg og dens nærmeste omegn. Man vil ikke kunne gå med til, at disse distrikter forenes med Danmark uden en udtrykkelig tilkendegivelse i så henseende ved en fri afstemning, idet de utvivlsomt har en overvejende tysk befolkning. Petitionen fra Flensborg by er underskrevet af 3401 mænd og kvinder over 20 år. Disse aldersklasser må regnes i deres helhed at omfatte 40.000 mennesker.

I den senere tid er også spørgsmålet om afstemningens frihed blevet brændende, idet man fra slesvigske kredse erfarer, at det fra tysk side søges hindret, at dansk sindelag manifesterer sig. Der er derfor anledning til at undersøge, hvorledes friheden til afstemningen kan sikres såvel i Nordslesvig som navnlig i de dansktalende dele af Mellemslesvig og i Flensborg.

Når man har nævnt militær besættelse af disse egne enten fra ententens side eller fra neutral (skandinavisk) eller fra dansk side, nærer den danske regering store betænkeligheder herved af hensyn til konsekvenserne, ligesom der fra tysk side eventuelt senere i så tilfælde kunne blive rejst den indvending, at afstemningen var foregaaet under et tryk. Det forekommer derfor den danske regering, og den mener derved at være i overensstemmelse med de danske slesvigeres opfattelse, at de distrikter i Slesvig, hvor afstemningen skal finde sted, forinden afstemningen evakueres af den tyske militærmagt, og at der for at overvåge, at en for begge nationer retfærdig afstemning kan finde sted, indsættes en blandet kommission bestående af danske og tyske med en svensk eller norsk opmand. . .

Det skal endnu fremhæves, at det af hensyn til den udvikling, der under de nuværende forhold kan befrygtes i Slesvig, må anses for overordentlig ønskeligt, hvis sagens afgørelse kunne fremskyndes så meget som muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *