I Nationalforsamlingen i Weimar udtalte Grev Brockdorff-Rantzau 14. Febr. 1919 følgende:
Hvad der er Ret for de tyske Polakker, er ogsaa billigt for de tyske Danskere, og den tyske Regering opfatter det som sin Pligt at indrømme Danskerne den Selvbestemmelsesret, som den kræver for Tyskerne.
Efter den Udvikling, Tingene har taget, haaber jeg, at der ved vor Nordgrænse skabes et Forbillede for, hvorledes der ved frivillig gensidig Forstaaelse, ved ærlig Bilæggelse af en gammel Folkestrid hidføres en oprigtig og varig Folkeforsoning.
Det tyske Folk — det er jeg sikker paa — er enigt i Ønsket om at leve i et godt, ved intet hemmeligt Nag forstyrret Forhold til det danske Folk, og ogsaa det danske Folk vil sikkert med overvældende Flertal træde i Skranken for, at Tysklands Nederlag ikke misbruges til at indlemme tysk Land i Danmark.
Den, der oprigtigt ønsker et godt Forhold imellem de to Nabolande, kan ikke lukke Øjnene for de Farer, som Skabelsen af en Irredenta uvægerligt maatte føre med sig.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.
Dengang gang var der vise og realistiske politikere til!