Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Nordslesvigernes tab under krigen
En sønderjyde, der har gjort uddrag af de tyske tabslister siden krigens begyndelse, meddeler i ,Sorø Amtstidende’, at i tabslisterne for den nordligste del af Slesvig (heri indbefattet Flensborg) indtil den 10. maj (Tabsliste Nr. 220) omfatter 978 døde, 2377 sårede og 790 savnede. Af disse sidste må ca. 300 anses for døde.
Forbudet mod Danseforlystelser
Generalkommandoen har ifølge, Hejmdal afslået et Andragende fra gæstgiverforeningeme om at lade indtræde lempelser med hensyn til forbudet mod danseforlystelser. Afslaget begrundes ligesom i sin Tid forbudet ud fra etiske overvejelser; det er ikke på sin plads at more sig ved dans, mens så mange må vove livet ved fronten.
Hårdt ramt
Handelsmand Flintholms Familie i Bollerslev er bleven hårdt hjemsøgt af krigen, idet to af sønnerne i en alder af 22 og 20 år er faldne på den vestlige krigsskueplads i løbet af 4 uger. Og en tredje søn paa 18 år er bleven vanvittig over tabet af de to brødre og har måttet bringes til sindssygeanstalten i Slesvig.
Landstormspligten
Til „Hamburgischer Correspondent” meddeles fra Berlin: Skønt der for nylig fra kompetent Side blev udtalt, at der ikke var påtænkt nogen lovmæssig Udvidelse a f landstormspliten, er der igen opdukket Rygter, der betegner en sådan udvidelse som påtænkt. Vi er i Stand til at kunne fastslaa, at disse Rygter er lige så ugrundede som de første.
Marie Maskov Petersen, Harreby ved Fole, fortæller om en dramatisk episode i Harreby ved Fole pinselørdag 1915.
Min nu afdøde Mand, Laurits Petersen, var dengang endnu hjemme, idet han som gammel Landstormsmand først blev indkaldt omkring December 1915. Vi havde her paa Egnen fra første Dag Indkvartering af Soldater. Nogle af dem var flinke og pæne Folk, andre mindre behagelige. Det er om en af disse sidste og om de Besværligheder, han bragte os, jeg her vil berette.
Denne Soldat var indkvarteret hos os, men han drak som en Svamp, ja, han var en ren Drukkenbolt og gik jævnligt paa Frierfødder til Gram. Han meget beruset. Vi havde faaet Besked om fra hans Kammerater, at hans Kone om Aftenen kom paa Besøg fra Hamborg. Fyren havde ellers hele Tiden fortalt os, at han var Enkemand, og jeg sagde derfor til ham, at jeg nok skulde fortælle hans Kone om hans Bedrifter.
Under dette kom en af vore Bekendte, Eskild Slott fra Hygum, ridende. Han vilde lige over og hilse paa os, og han stod nu og talte med min Mand; men nu blev Drukkenbolten Fyr og Flamme. Han gik hen og forlangte at se hans Pas. Eskild svarede, at han jo allerede tidligere havde haft Lejlighed til at se det hele to Gange, og da han nu oven i Købet tillod sig at bebrejde ham, at han var beruset, blev Fyren aldeles rasende. Han fo’r ind i Huset og hentede sit Gevær, stormede ud igen og lagde sig paa Knæ og begyndte at skyde efter ham.
Eskild havde dog faaet et Forspring og naaede i Sikkerhed hos Johannes Paulsen, der havde tre Mand indkvarteret. Disse sneg sig nu ned langs Hegnet og kom bag paa Skytten. Vi havde laaset Døren. Gamle Bedste og Børnene løb ud gennem Stalden, og jeg klatrede ud gennem Vinduet i Sovekammeret. Min Mand krøb op paa Loftet og tog Stigen med sig.
Men nu vendte den balstyrige Soldat sig om; han rendte over til Døren, slog den i Stykker og raabte: „Ud med dig og din Mand! Jeg skal skyde jer ihjel!“ — Heldigvis varede det ikke længe, inden Soldaten ved Hjælp af Vagtmandskabet fra Byen blev afvæbnet. Paa Vejen til Gram mødte han sin Kone. Hun kom saa ud til os og blev her Natten over.
Hele Episoden fik dog et Efterspil; vi kom nemlig i Forhør, først i Harreby, senere i Flensborg, og den 1. December blev min Mand indkaldt og sendt til Strassbourg. Resultatet af Afhøringerne blev, at den hidsige Soldat blev erklæret for utilregnelig; men det vilde Overkrigsretten, der havde faaet Akterne tilsendt, ikke tro paa, og den 10. December blev jeg derfor stævnet for Retten i Altona, hvor Sagerne nu skulde uddybes nærmere.
Min Mand blev ogsaa ført dertil.
Ledsaget af en Underofficer blev jeg ført ind i Retten. Jeg havde en Følelse af, at jeg vandrede lige ind i Løvens Gab. Der sad nemlig ni høje, gallaprydede Herrer i Lokalet, og de gloede paa mig og nedstirrede mig; men jeg tænkte bare, at nu gjaldt det kun om at holde Ørene stive.
Vidnerne — Soldater, der havde været indkvarteret i Harreby — blev kaldt ind, de blev udspurgt om, hvorledes Kvartererne havde været, og de svarede, at de havde haft det godt. Jeg havde muligvis været lidt brysk, men det forstod de godt, og det var sikkert ogsaa nødvendigt. Jeg blev derefter opfordret til at aflægge Ed paa, at hele Tildragelsen var foregaaet, som jeg havde skildret den. Da det var overstaaet, sagde de høje Herrer: „Vi betvivler ikke, hvad Fru Petersen siger!”
— Nu spurgte jeg, om min Mand ogsaa skulde til Afhøring, for hvis dette var Tilfældet, vilde jeg anmode om, at han fik en Tolk stillet til Raadighed. Da de hørte dette, fo’r de op og raabte: „Og saa er han endda preussisk Soldat!” — men jeg sagde: „Undskyld, mine Herrer, min Mand er 45 Aar, han har gaaet i dansk Skole, og han er kun Soldat efter Ordre!”
— De ønskede dog ikke at drøfte dette Anliggende nærmere med mig, og Enden af Historien blev, at den udfordrende og krigslystne Soldat blev afvæbnet. Han sagde, at jeg havde været et skrapt Vidne; men Retten svarede ham, at han fortjente en rigtig god Omgang Prygl, hvortil han ytrede noget om, at han dog haabede at have gjort sig fortjent til Jernkorset
Jeg fik for min Ulejlighed Rejseudgifterne godtgjort, og mine Udgifter havde jeg nu ikke beregnet for lavt, og derefter kunde jeg atter rejse hjem; men min Mand maatte atter tage tilbage til Strassbourg.
Johannes Hansen, Avnbøl, gjorde krigstjeneste ved LIR75/3 på Østfronten
Det var i Rusland i Maj 1915. Jeg hørte til 3. Kompagni, Landwehr Inf. Reg. 75, og vi var efter et tolv Dages Ophold i forreste Linie kommet tilbage paa et tre Dages Ophold i en Hvilestilling i en tæt Granskov, ca. 500 m bag forreste Linie. Det var nærmest en Reservestilling, vi befandt os i.
En Formiddag skulde vi alle til Feltgudstjeneste. Man havde af Grangrene lavet en nydelig Prædikestol, og da Kompagniet stod opstillet, ankom Præsten, naturligvis flot dekoreret med Jernkorset.
Vi sang nogle Salmer, hvorefter Præsten entrede Prædikestolen og tog fat paa sin Prædiken. Denne gik ud paa, at vi roligt kunde bede til den store, tyske Gud, for han hørte vor Bøn, hvorimod Englændernes Gud og Franskmændenes Gud ikke hørte deres Folk. — Nu var der mange, der syntes, at han havde sagt nok, og saa gik det løs: „Den Fyr spinder jo en Ende!
Sikke noget Pjat! Han har jo en Skrue løs! Han er jo skruptosset! Vi gaar hjem!!“ — Og saa gik vi allesammen; kun Officererne blev tilbage.
Samme Eftermiddag havde vi Gymnastik. Man havde anbragt en Stang mellem et Par Graner, og vi skulde nu trække os op i Armene. En Feldwebel kommanderede, og da vi alle var raske Karle i Trediveaarsalderen, gik det jo fikst og let. Øvelserne overværedes af tre Løjtnanter og vor Kaptajn.
Midt under Forestillingen ankom en ny Løjtnant. Han forestillede sig for vor Kompagnifører og meddelte ham, at han var tildelt vort Kompagni. Det var nu en mærkelig Mand at se paa. Han var ganske lille, og saa var han næsten lige saa tyk, som han var høj. Saa var han omtrent blaasort i Ansigtet — af Drik, men hans Næse var saa rød som et modent Jordbær.
Vor Kaptajn kikkede længe og spekulerende paa den lille Tyksak, men saa sagde han: „Naa, ja, saa kan De jo overtage Kommandoen!” — „Javel, Hr. Kaptajn,” svarede han, hvorefter han stillede sig i flot Positur, med Hænderne paa Ryggen, som om han var selve Generalen, og saa kommanderede han.
Den første, der skulde prøve Kræfterne, var en stor og flot Fyr, som havde været ved Garden Han sprang op i Tværstangen; men saa blev han hængende som en røget Sild.
„De skal hæve Dem op i Armene, tre Gange, og De skal hver Gang hæve Dem saa højt, at De kan kigge over Stangen!” raabte Løjtnanten; men Fyren hoppede ned paa Jorden igen og sagde: „Vær saa venlig, Hr. Løjtnant, og vis mig, hvordan det skal gøres.”
Det kunde den tykke naturligvis ikke, og han blev oven i Købet saa forfjamsket, at han ikke vidste, hvad han skulde gøre eller sige. Vi morede os kosteligt, og Officererne vendte sig om — med brede Grin om Munden.
Saa sagde Kompagniføreren: „Lav hellere noget andet med Folkene, Hr. Løjtnant.”
Løjtnanten kommanderede os nu til Geværerne, som stod i Pyramider langs Skovvejen. Han tog fat paa Geværeksercits, men det huede ikke vor Kaptajn. „De vil da ikke lave Geværeksercits med mine Folk?” raabte han. „Jo, Hr. Kaptajn,” svarede Løjtnanten.
„Hvad i Alverden! Tror De, vi stiller os op her og indøver Geværgreb? Hvad tror De, Russerne derovre vilde sige, dersom de saa det! Nej, med den Slags driller man Rekrutterne i Garnisonen, men ikke Soldater i Felten! Find paa noget andet, Hr. Løjtnant!” Kaptajnen var vred.
Løjtnanten vidste ikke, hvad han skulde gøre, men saa fandt han paa, at vi skulde sværme ud langs Skovkanten. Det gik helt godt; men pludselig raabte en af mine Kammerater: „Saa stormer vi Skoven!” — og med kraftige Hurraraab forsvandt hele Sværmen i den tætte Granskov.
Løjtnanten kunde ikke komme med; han var for tyk til at komme ind under Granerne. Han stod paa Vejen og kaldte os tilbage; men der kom ikke en eneste.
Saa maatte han omsider gaa hen til Kompagniføreren og melde, at Kompagniet var forsvundet.
Kompagniføreren saa haanligt paa ham og sagde: „Jeg synes, det er ret enestaaende, at De sætter hele mit Kompagni til i Løbet af et Kvarter!”
Den tykke og helt igennem umulige Løjtnant blev kun fjorten Dage hos os. Da vi kom ud, hvor Kuglerne fløjtede os om Ørerne, meldte han sig syg og forsvandt.
I Gaar var jeg og en god Landsmand i Nabobyen med nogle Heste, og vi red saa hen til det Kvarter, hvor vi har været hele Vinteren. I kan jo nok tænke Jer, at det var mig om at gøre at besøge vor Far og Mor fra i Vinter, min Landsmand om at besøge sit Kvarter. Nu ligger der Artilleri i Byen.
Naa, Mor tog imod os med aabne Arme, Fatter var i Marken. Hun fik Kaffekedlen paa. Imens den kogte, gik vi en lille Tur rundt i Haven. Hvor hun mønstrede sin Have, og det kan nok være, at alt var i Gang. Ærterne groede allerede oven ud over Stængerne, flere var i Blomst, ja saadan var det med alt. Men hun er nu ogsaa særlig dygtig, hun gik saa sejrssikker med Hænderne i Siden. Falmet var hun nu; det er saa knapt med Brød, sagde hun, men nu har de begyndt at spise af en Del fra Haven. Spidskaalen var saa trind, saa ens Tænder løb i Vand.
Saa blev Kaffen lavet, og inden jeg saa mig om, vi sad i Haven, var vi et helt lille Selskab, som sad hos Mor til et Glas Kaffe. Det var selvfølgelig Nabokonerne og et Par Piger. Det var jo spurgt, at der var kommet Fremmede. Saa gik Samtalen jo med Tegn og Grimasser. De fortalte mig en hel Bunke og vilde saa gerne vide, om det da ikke var muligt at vor Kolonne igen kom dertil. Det vidste jeg selvfølgelig ikke. Mutter kom med en fin Cognac, jeg maatte smage den. Jo, hun forstod nok den Kunst at gemme.
Til allersidst kom der saa en stor Krukke med de dejligste syltede Blommer, — dem skulde jeg ogsaa smage. Saadan var det ogsaa i Vinter, hun havde stor Respekt for min Smag. Det kom vel af, at jeg jo altid kogte Maden. Saa forsvandt Nabokonerne, en for en. Min Kammerat kom oppe fra sit Kvarter med et stort Smil. Ham kunde vor Mor saa godt lide, da han ligner hendes eneste Søn, som er med i Krigen. Saa blev ogsaa han trakteret. Men da hun saa min Kammerat, fik hun Taarer i Øjnene. Ja, det er strenge Tider. Men det varede ikke længe, saa var hun i sit gamle Es igen.
Vi synes imellem, de tager det for let; men de er jo ikke Nordboere, de er mere livlige.
Da saa min Kammerat var bleven forsynet med det bedste, hun havde i Huset, red vi bort, med mange Hilsener til Kolonnen. En saadan Oplevelse gør godt, ikke mindst i denne Tid, under disse Forhold, i fremmed Land.
Det er, som kom man lidt tilbage til den gode gamle Tid igen. Slige Oplevelser gør et stærkt Indtryk. De hører med til Lyspunkterne i vort Liv, som leves her i alt dette fremmede.
Vi bor nu i en lille By, som ligger paa en Banke. Vi har en herlig Udsigt; men Befolkningen her i denne By staar en Del tilbage. Vi har haft meget Arbejde med at faa gjort rent rundt om, baade ude og inde. Men vi bor dejligt roligt.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Løsladte
Kommuneforstander Hans Knudsen fra Vinum, der for ca. 14 dage siden arresteredes, fordi han havde udtalt en skarp kritik over tilsynshavendes opførsel overfor en syg russisk krigsfange, blev atter løsladt nogle få dage efter.
Også lærer Jensen, der i samme dage arresteredes på besøg i Skærbæk, blev løsladt et par dage efter.
Faldne, sårede, fangne – efter nordslesvigske blade
– Den 2. maj er Poul Christensen fra Borrig falden. Han var 22 år gammel.
– Forstærkningsreservist Peter Hansen fra Bredebro er falden den 27. marts.
– Arthur Petersen fra Tønder, søn af lærerenke Petersen, er død på lazarettet i Oldenburg.
– Anton Dørschlag, søn af tidligere gendarm Dørschlag i Tønder, er falden. Han var kun 16 år gammel. Den 23. september i fjor kom han på forberedelsesanstalt i Eutin. Den 27. marts i år blev han dernæst beordret til udfyldningsbataillonen i Flensborg. Den 1. maj gik turen til fronten, og den 4. maj, vistnok samme dag som han ankom til fronten, faldt han.
– Den 6. maj er overlærer Buchard Rüthning fra overrealskolen i Sønderborg falden.
– Hans Knudsen, en søn af Lorens Knudsen fra Frisergade i Flensborg, har den 8. maj fundet døden på valpladsen, 29 år gammel.
– Den 24. april faldt endvidere kontorist Emil Thomsen, der siden oktober 1909 var ansat ved Flensborg bys forvaltning.
– Jørgen Ahrenkiel, Bolderslev, er let såret i kampene fra den 22. til den 28. april. Christian Petersen, Hyrup, og Poul Herbst, Haderslev, er blevne hårdt sårede i kampene fra den 29. april til 3. maj. Jørgen Jørgensen, Varnæs, er bleven let såret den 1. maj. Karl Meier, Vojens, er bleven hårdt såret i kampene fra den 17. til den 27. april. Diedrich Duus, Aabenraa, er den 4. maj blevet let såret for anden gang. Joh. Hansen, Laurup, er bleven let såret den 4. maj. Chr. Imersen, Ustrup, og Hendrik Kasten, Agerskov, er blevne let sårede i kampene i sidste halvdel af april måned.
Nordslesvigere i Sibirien
Det danske firma Brüel & Thøgersen, Kurgan i Tobolsk-Guvernementet i Sibirien, skriver den 29. april:
”Vi har haft besøg af 4 nordslesvigere, der har bedt os anmode Dem om at meddele til deres respektive familier, at de befinder sig her – alle fuldstændig raske, og at de har fået en god behandling her i Rusland. Vi giver dem nu arbejde her på slagteriet.”
De fire er Peter Johannsen fra Midtholm pr. Jyndevad (Tønder Kreds), Michael Petersen fra Jernhyt pr. Hammelev (Haderslev Kreds), Anders Christiansen fra Skovby pr. Hovslund (Haderslev Kreds) og Mads Lund fra Hajstrup pr. Øsby (Haderslev Kreds).
Martin Falkenberg, Gram, tilhørte de ældste årgange og blev derfor i første omgang sendt på vagttjeneste. I 1915 gik han vagt ved Jels-Troldkær.
Vi var alle Danske, og der blev naturligvis ikke talt Tysk undtagen netop Kommandosproget. — Efter nogen Tids Forløb kom vi nærmere til Grænsen. Jeg kom til Jels Troldkær, i Nærheden af mit Fødested. Her skulde vi bevogte Grænsen, og det var vi vel nok de rigtige Gutter til.
Da jeg en Dag gik Vagt paa Vejen, der fører mod Skudstrup og Skodborg, ca. 50 Meter fra Grænsen, havde jeg en lille Oplevelse. Medens jeg stod og stoppede min Pibe ved et tæt Buskads, stod der pludseligt, da jeg vendte mig om, lige ved Siden af mig en ung Mand med en stor Kuffert i hver Haand. Han blev helt bestyrtet, da han saa mig, og paa mit Udbrud „Naa?“ spurgte han, om han dog ikke nok maatte faa Lov til at gaa over Grænsen.
Jeg svarede: „Jeg tror, du er tumbet! Vil du se, du kommer tilbage, ellers skyder jeg dig!“ Han kiggede lidt paa mig og begyndte lidt smaat og skuffet at gaa tilbage.
Saa tog jeg Bøssen paa Nakken og gik, uden at se mig om, bort; men jeg lagde den ene Haand om paa Ryggen og gjorde nogle Kast med den, — og det kunde jeg jo ikke gøre ved. Da jeg var gaaet ca. hundrede Meter, vendte jeg mig om og saa da til min store Glæde, at han allerede var kommet langt ind i Danmark.
En anden Gang stod jeg ved Grænsetoldstedet og talte med en dansk Grænsegendarm. Pludselig siger Gendarmen: „Se lige derned!’
— Jeg sagde, at jeg ikke kunde se noget. „Nej“ , svarede han, „du ser jo ikke saa godt.
– At det var en Mand, der vilde over Grænsen, var vi jo godt nok klar over, men da jeg som min Mening holdt paa, at det ikke var en Overløber, men en Smugler, maatte det jo være Grænsegendarmens Opgave at tage Affære, og medens vi med et lunt Smil i Øjenkrogene stod og „smaaskændtes” om dette Tilfælde, var Manden allerede kommet et godt Stykke ind i det forjættede Land, og saa havde jeg i hvert Fald ikke mere noget at gøre med denne Sag.
En skønne Dag blev vi dog desværre afløst af Hamborgere og kom til Karpaterne.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Brev fra Yser-fronten.
Gårdejer Frederik Jepsen af Kørup, der som tysk soldat deltager i kampene ved Yser-kanalen, har ifølge „Horsens Folkeblad“ på et brevkort skrevet hjem til sin kone, at soldaterne som følge af de vedvarende anstrengelser er nær ved at segne om af udmattelse. Tabene er frygtelige. Der er snart ikke ældre mandskab tilbage. Det kompagni, som Jepsen står ved, og som oprindelig talte 230 mand, er skrumpet ind til 40.
Men der kommer stadig forstærkninger, der imidlertid udelukkende består af ungt mandskab.
En unavngiven sønderjyde fortæller denne historie om begravelse af faldne venner og fjender
Kammeradskab (Set. Eloi – Vermandovillers).
I Efteraaret 1914 var mit Kompagni en Tid lang afkommanderet til at begrave de Soldater, Venner som Fjender, der endnu laa paa Slagmarken i Omegnen af Bixchoote og Langemark ved Ypern. Da der var Mangel paa Underofficerer, var jeg som en af de ældste forbigaaende udnævnt til Delingsfører, og jeg havde altsaa faaet 8 Mand, frivillige fra Hamborg, med for at afsøge og begrave de der liggende Lig.
Ved et Kornhæs fandt vi syv tyske Soldater, som vi, efter at have frataget dem Identifikationsmærke og de personlige Ting, vi kunde finde hos dem, jordede i en Fællesgrav, og efter at vi havde lavet et Kors af nogle Lægter, vi bandt sammen med et Stykke Hegnstraad, og pyntet Graven med Udrustningsgenstande, saa man kunde se, at det var tyske Soldater, der laa der, gik vi over en gammel engelsk Skyttegrav og kom over et Tjørnehegn ind i en anden Mark og fandt her en engelsk Soldat.
Da „Hamburgerdrengene” saa ham, udbrød en af dem: „Den lange Sportsmand smider vi bare i den gamle Skyttegrav og roder ham til der”, og saafremt jeg ikke havde blandet mig i Sagen, var den gamle Skyttegrav vel nok blevet Englænderens sidste Hvilested.
Jeg gav Ordre til at lægge Engelskmanden ned igen og jeg snakkede saa ganske roligt og fornuftigt med de unge tyske Soldater og især med ham, der var kommet med Forslaget om at smide Sportsmanden i den gamle Skyttegrav, og forklarede dem, at man under saadanne Forhold, som vi levede under, maatte regne med Gengældelse. „Vilde du, Kammerat Feich, der lige kom med Forslag om at smide Englænderen i den gamle Skyttegrav, — vilde du bryde dig om at komme til at ligge i en gammel Skyttegrav, halv fyldt med Vand, hvis du blev dræbt, hvad tror du, dine Forældre vilde tænke, hvis de fik Viden om, hvorledes du opfører dig her”.
Enden paa Forhandlingen blev, at Englænderen fik en Begravelse lig den, vi gav vore egne Kammerater.
Faa Maaneder senere, omkring Maj Maaned 1915, fortalte en af mine Kammerater mig, at Feich var faldet, og at han i ca. 14 Dage havde ligget i et Ledhul, og at der var stor Sandsynlighed for, at han vilde faa Lov at ligge længe endnu, da Begravelseskommandoen ikke kunde komme frem til hans Lig, da der ingen Dækning var, og Egnen dér permanent var under Maskingeværild. Vi blev enige om at gaa hen til Stedet for at undersøge, om der var noget at gøre. Vi blev snart klar over, at vi ikke kunde faa Feichs Lig bort, men nogle Kammerater kravlede hen ved Siden af Liget og dækkede det ved Hjælp af deres Feltspader til med Jord.
Jes Kær planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark
Min Søster Bothilde var den eneste, jeg havde betroet mit Foretagende til. Hun var tidlig oppe Søndag Morgen, havde Kaffen færdig og rent Tøj parat til mig, da jeg kom op. Allerførst var jeg ovre i Stalden for at faa Karlene til at gøre mit Arbejde der, da jeg skulde ud at rejse. Jeg kom ind, blev vasket, skiftede Tøj og drak Kaffe, og det varede ikke længe, før jeg var klar. Saa gik jeg ind i Sovekammeret for at sige Farvel til Far og Mor, som endnu laa og sov.
De to kære Forældre blev helt forvildede, fordi jeg saa hurtigt tog bort uden at tale med dem derom, men Far naaede dog at faa fat i Tegnebogen, saa jeg fik 100 Mark med, og i det samme var jeg ude af Døren.
Da jeg kom over paa Nabogaarden, hvor min Ven tjente, stod han endnu og var ikke i Tøjet, endskønt det var aftalt, at vi skulde gaa derfra Kl. 6; men jeg forstod straks, at han havde fortrudt at tage med.
Jeg forlangte saa de 10 Mark, som var sat paa Vilkaar, men dem vilde Johannes ikke af med, thi han var meget sparsommelig. Omsider fik jeg ham dog overtalt, og vi tog bort efter Østerløgum til. Det var Meningen, at vi vilde til Hovslund Station og saa med Toget til Sommersted, og Resten af Vejen skulde Vi tage til Fods. Efter en halv Times Gang naaede vi Østerløgum.
Da pludselig slog det mig, det gaar ikke at tage med Toget, vi kunde blive fanget paa en Station og saa var det hele ødelagt. Vi besluttede saa at gaa til Fods hele Vejen.
Nu skal det bemærkes, at da vi kom til Østerløgum, mødte vi vor gamle Ven Martin Tiedemann, ogsaa han var bleven indkaldt sammen med os, og jeg foreslog, at han tog med os, men han turde ikke.
To Dage senere blev Martin sammen med Iver Jessen, Damgaard Mølle, fanget nede paa Sommersted Station, og de to raske Karle har maattet døje meget derfor, ja det er næsten ikke til at fortælle.
I Østerløgum var vi inde at tage Afsked med Købmand Carsten Petersen og hans Hustru, thi der var vi Unge altid sammen, og det var gode danske Folk.
Vi gik videre og naaede saa omsider til Genner. Der boede en gammel Skomager, han blev altid kaldt Søren Skomager. Denne gamle Skomager havde arbejdet for os hjemme i mange Aar, var godt dansk, altid med i Forsamlingshuset og spillede ofte paa Harmonika, naar vi unge vilde have en lille Svingom, og alt, hvad han tjente, blev omsat i Sølv- og Guldmønter. Søren havde lovet mig et Guld-Timarkstykke eller to, naar blot jeg vilde snyde Tyskerne og tage over Grænsen til Danmark, og de Penge var ikke saa lidt mere værd for mig, naar vi kom over Grænsen, end Papiret var.
Vi kom ind til Søren og fortalte, hvor Rejsen gik hen. Sit Løfte havde han ikke glemt, han gik ind til Sengen og kom tilbage med to Tyve Marksstykker i Guld, Pengene sagde Folk, at Søren gemte i et Strømpeskaft i Sengen.
Naa, vi gik videre og naaede efter en Times Forløb Hoptrup. Paa Gaden der mødte vi en tysk Landpost, som jeg flere Gange havde været i Konflikt med om Tysk og Dansk, det var Aaret før, da jeg tjente paa Gaarden Venbjerg i Hoptrup Sogn. Jeg mærkede, at han havde Opmærksomheden henvendt paa os, men det anfægtede os ikke.
Denne Landpost meldte til Grænsen, at der skulde passes paa to unge Karle iført grønne Regnfrakker, og som nok vilde over Grænsen. Han fik dog ikke noget ud af det.
Vi gik ind paa Hoptrup Kro og fik hver en Toddy til at styrke os paa, for vi havde da allerede gaaet i ca. 3 Timer.
Saa kom Aabenraa—Haderslev Rutebilen, med den kørte vi til Haderslev. I Rutebilen var der flere Bekendte, blandt dem Hans Lassens. Kone fra Gpnner. Hun vilde til Haderslev for at besøge Manden, som var indkaldt og laa paa Kasernen der.
Vi steg ud af Rutebilen ved Kejser Wilhelm Mindesmærket paa. Torvet, det gjorde Hans Lassens Kone ogsaa, skønt hun kunde tage med Bilen helt op til Kasernen. Jeg tror nok, hun vidste, hvor vi vilde hen, for da vi sagde ‘Farvel til hende, sagde hun: “Lad mig nu se, I kommer godt over.”
Jeg sagde, at hun kunde hilse Manden og sige, at vi var godt paa Vej og ved godt Mod. Det kunde Hans Lassen let taale at høre, han var nok tysk Underofficer, men bag den blaa Trøje med de blanke Knapper bankede der et godt dansk Hjerte, og han vilde more sig, naar vi kom godt til Danmark.
Fra Nordbanegaarden i Haderslev tog vi med Toget til Hjerndrup. Derfra spadserede vi ind over Stepping efter Højrup til for at naa Nordhøjgaard. Paa Nordhøjgaard tjente min Kusine Marie Lauritsen fra Skovby, og kunde vi først naa dertil, kom vi ogsaa nok over Grænsen; den var ikke saa langt derfra.
Paa hele Turen havde vi ikke mødt en eneste Vagtpost. Dog oppe i Højrup By stod der en saadan iført Feltuniform med opplantet Bajonet.
Vi kom op ved Siden af ham og hilste “God Dag”. “Haben Sie Grenzpass”, spurgte han. Jo, det havde vi jo da, og vi begyndte at hale det ud af Inderlommen i Vesten, og det kostede lidt Besvær at faa Regnfrakken og Trøjen knappet op.
Imens spurgte jeg, hvor Nordhøjgaard laa, og om det var Peter Nissen, der boede der. Vi skulde over til denne Mand og søge Arbejde og vilde jo nok vide lidt om Forholdene der.
Vagtposten kendte godt Peter Nissen, der var “ein sehr netter Mann, und da werden Sie gut zufrieden sein”, og han roste ham endnu meget mere og glemte helt at se Passet efter. Vi talte lidt med ham endnu og fortsatte saa over til Nordhøjgaard, som vi naaede Klokken godt fem. Kusine Marie, der tjente der, kom os imøde, da hun vidste, vi kom, for det havde jeg skrevet til hende nogle Dage før. Peter Nissen var ikke hjemme, da vi kom. Han var en Tur ude i Marken, for det var saadan et herligt Vejr, men det varede dog ikke længe, før han kom.
Der blev lavet Mad til os, og den smagte godt, for vi var bleven sultne efter den lange Spadseretur. Vi sad i en Stue og spiste sammen med fire tyske Vagtposter … det var jo ikke helt morsomt for os, for de sad og snakkede om os. Vi gjorde, som om vi ikke forstod dem, og lod dem snakke løs paa deres Plattysk.
Dette, at vi kom til at spise sammen med Soldaterne, var for at de kunde kende os, naar vi skulde igennem Vagtkæden, og det blev brugt, hver Gang der kom nogen til Nordhøjgaard og vilde over Grænsen. Soldaterne var gamle Landstormsmænd nede fra Elsass-Lothringen. Dernede ved den franske Grænse kunde disse Folk ikke bruges, da de var franskvenlige og ikke til at stole paa. Saa blev de skubbet helt op til Grænsen mellem Danmark og Tyskland, for om de muligvis der kunde være mere paalidelige.
Men heller ikke der var de tro mod Kaiser og Vaterland, naar da de først havde været der nogle Dage og faaet lidt at vide om Befolkningen og Forholdene her, og faaet oplyst, at her var det ligesom i deres Hjemegn, saa lod de roligt Flygtningene passere.
Peter Nissen var imidlertid kommen hjem, og vi blev præsenteret for ham. Vi talte saa med ham om baade det ene og det andet, da han lige med et siger til os, I vil jo vist til Danmark, men jeg vil ikke have noget med det at gøre, kun dette, nu kender Vagtposterne jer, og fra 6 til 8 skal to af dem paa Vagt hernede nord for Gaarden, og saa kan I godt gaa over, naar der blot ikke i Øjeblikket kommer en Underofficer eller Løjtnant.
Nissen viste os saa Retningen, vi skulde gaa, og skulde det gaa saa galt, at der kommer en og vil anholde jer, kan I spørge Vej efter Farris Station og sige, at I har været ovre hos mig for at søge Arbejde og nu vil med Toget hjem, saa klarer I det nok, nu I er kommen saa langt, Det var Peter Nissens hele Forklaring og Vejledning.
Vi talte lidt endnu med Kusine, og et Kvarter før syv startede vi saa igen.
Der var vel en 5 til 600 Meter fra Nordhøjgaard ned til Grænsen, hvor vi skulde over. Ca. 150 Meter fra Grænsen, lige midt paa Vejen, stod en tysk Underofficer og talte sammen med to Vagtposter, den ene af dem fra Nordhøjgaard.
Vi skulde lige forbi dem, der var ikke andet at gøre, for det var højlys Dag endnu, men vi kunde jo da spørge om Vej til Farris, hvis det skulde gaa galt, endnu var det dog gaaet godt, og vi var ikke saa forknytte.
Vi kom op til dem og hilste Goddag, men Vagterne saa slet ikke efter os, de lod, som om de slet ikke saa os, og vi gik roligt videre. Der var nu kun en 40—50 Meter tilbage, og det begyndte at blive mere spændende. Dernede, hvor Vejen bøjer op efter Skoven, skulde vi lige ud ned over en lille Bæk.
Det var en tung Gang, dette Stykke. Vi rystede over hele Kroppen, saa vi næsten ikke kunde gaa, og kolde var vi, som om der var kommen en Spand koldt Vand ned over os. Vi turde næsten ikke se tilbage, for der kunde jo falde et Skud efter os, hvad Øjeblik det skulde være, vi vidste jo ikke, om Vagtposterne var falske eller ej.
Det gik dog godt, og da vi satte Foden paa gamle Danmarks Grund, gav det atter Luft, og der kom en Følelse over os, der næsten ikke er til at beskrive. Lykken havde været med os hele Dagen, og nu var vi kommen bort fra den preussiske Militærtjeneste, ja Maalet var naaet. Vi svang Huen og raabte Hurra for gamle Danmark, vinkede efter Vagtposterne til Tak, fordi de lod os komme over Grænsen. Vagterne vinkede igen, og jeg tror, de var lige saa glade som vi, fordi alt var gaaet godt.
Naa, vi gik saa videre og kom op til Ødis Bramdrup Kro og blev godt modtagne der. Der samledes en Del Folk og nogle Gendarmer, som var nysgerrige efter at faa at vide, hvordan vi dog var kommen over Grænsen paa denne Tid af Dagen, da det jo endnu var lyst. Vi fortalte saa om hele Turen, og de var begejstrede derover og vidste snart ikke, hvor gode de skulde være imod os.
Vi blev omsider trætte og skulde til Sengs, og vi sov godt efter denne anstrengende og spændende Dag.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark.
For nu at komme ned til Grænsen skulde vi have et Grænspas; dette blev ogsaa brugt, naar vi skulde til Flensborg.
Lørdag Formiddag skulde jeg have Passet, som skulde udstedes hos Kommuneforstanderen og stemples hos Amtsforstanderen.
Kommuneforstanderen var en meget ivrig Tysker. Før var han dansk, blev saa Kommuneforstander, og efter Genforeningen vilde han igen slutte op i Danskernes Rækker.
Han var jo den første, jeg skulde ind til, og alt skulde være godt forberedt, for at han ikke skulde fatte Mistanke om, at jeg vilde til Danmark.
Jeg kom ind paa Kontoret og bød Goddag. – “Naa, hvad har du saa paa din Samvittighed?” spurgte han mig. – “Ja, ser du, nu skal jeg snart være Soldat, og jeg er meget ked af at skulle være Artillerist. Min største Lyst er jo at komme til Hest, til Kavallenet, som jeg jo sidste Aar meldte mig frivillig til. Tror du ikke, at det lader sig gøre at melde mig dertil endnu engang”? – “Jo, sagde han, du kan jo godt prøve derpaa, men saa skal du rejse op paa Bezirks-Kommandoet i Flensborg og melde dig, og dertil skal du have et Bevis med med din Fars og Mors Underskrift, at du maa melde dig.”
Ja, det maatte jeg jo da, skønt jeg hverken havde talt med Far eller Mor derom; men jeg tænkte som saa: Nu hopper han ligegodt paa’en.
Kommuneforstanderen skrev saa Beviset til mig, og jeg cyklede hjemefter for at faa det underskrevet; men i Stedet for at tage hjem, tog jeg ned paa en Gaard, som ligger i Udkanten af Byen, og fik Manden der og hans Husholder til at skrive Fars og Mors Navn paa Beviset. Gaardmanden der var en god dansk Mand og med paa at tage den tyske Kommuneforstander ved Næsen.
Vi fik en Kop Kaffe, og jeg blev der en halv Times Tid, saa skulde jeg tilbage til Kommuneforstanderen igen, for selv om Beviset nu var rigtig, saa skulde jeg jo have et Pas for at rejse til Flensborg.
Jeg kom saa ind paa Kontoret og forklarede ham det. Ja., siger han, det skal du faa, skrev saa Passet ud, og nu kunde jeg tage til Amtsforstanderen og faa det stemplet. Han var jo bleven helt stor, fordi jeg først var kommen til ham om at melde mig til tysk Kavallerist og ønskede mig Held dertil. Det havde han nok ikke gjort, dersom han havde vidst eller blot anet, at jeg vilde til Danmark; men godt, Kommuneforstanderen var taget ved Næsen.
Nu cyklede jeg over til Amtsforstanderen, som boede i Hovslund. Jeg kom ind paa Forstuen og bankede paa Døren ind til Kontoret. “Herein!” lød en skarp Røst paa Tysk. Døren blev aabnet, og jeg kom ind paa Kontoret og hilste Godmorgen. Amtsforstanderen gengældte min Hilsen med et “Gutenmorgen, was wunschen Sie denn.”
Jeg havde nok gaaet ni Aar i tysk Skole, men holdt mig til mit danske Modersmaal og begyndte at fortælle Historien om at melde mig til Kavalleriet, der jo var min største Lyst som tysk Soldat. Jeg havde været hos Kommune forstanderen og havde Beviset og Passet i Orden til at rejse til Flensborg for at melde mig der, men manglede blot at faa Amtsforstanderen til at stemple Papirerne.
Han maa være bleven meget optaget af min Fortælling, for han glemte heft at tale Tysk og stemplede Papirerne. Nu var alt jo i skønneste Orden, og jeg kunde rejse den Vej, jeg vilde. Ogsaa Amtsforstanderen hoppede paa Limpinden, og det Øjeblik, jeg var hos ham, var ikke saa lidt spændende; men det gik jo godt. Dagen efter skulde Rejsen saa foregaa med gamle Danmark som Maal.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten. Vi har fulgt ham tæt her på siden hele efteråret 1914. I januar blev han syg og blev transporteret til Dresden, hvor opholdt sig på lazaret det meste af februar og marts.
I Paasken fik jeg Orlov i en Uge og var hjemme, og kort Tid efter, at jeg var kommet tilbage til Lazarettet, blev jeg udskrevet og sendt til min Garnison i Thorn, hvor jeg snart fandt min gamle Kaserne. Denne husede Østrigske Soldater. Mit Ophold her var kort, for jeg blev sendt til Preussisch-Stargard ved Danzig, hvorfra mit gamle Regiment rekruteredes. — De nyankomne blev lægeundersøgt og Dommen lød paa tre Ugers Rekreations-Orlov med paafølgende Duelighed til Fronttjeneste. Det første nød jeg, men det sidste snød jeg mig fra, idet jeg midt i Maj gik over Kongeaaen og dermed tog Afsked med min Soldatertid.
Gennem mine Oplevelser har jeg prøvet at skildre en nordslesvigsk Frontsoldats Færden paa Østfronten det første Stykke Tid af Krigen 1914—18, — først gennem den af aktive Regimenter noget rastløse Jagt paa Russerne i Østprøjsen, en Jagt, der kulminerede sidst i August i Slaget ved Tannenberg og i September ved Angerburg, og senere gennem Beskrivelsen af den mere stillestaaende Skyttegravskrig.
Idet jeg udtrykker en Tak til Aarbogen for Optagelsen af mine Indlæg, haaber jeg i al Beskedenhed, at mine Bidrag, saavel som mange andres, for kommende Slægter maa kunne vidne om en Trængselstid for nordslesvigsk Ungdom.
Sluttelig vil jeg, hvad vi D. S. K.’ere vel alle gør, i Taknemmelighed mindes gode Kammerater fra den Tid. Tak for jeres Trofasthed, naar Døden lurede paa os. Var mine Kammerater end tyske Mennesker, var de dog udmærkede Kammerater.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere og gå over grænsen til Danmark
Jeg var udskrevet til Fæstningsartillerist og fik Lov til at blive længere hjemme; dem faldt der ikke saa mange af. Infanteristerne blev indkaldt lige efter Sessionen, for de havde svære Mandefald, og det kneb med at faa nok. Saa blev de, der var taget til Kavalleriet og Artilleriet, overskrevet til Infanteriet, og nu kom Ordren jo ogsaa til os.
Jeg havde begyndt paa Forberedelserne til Flugten nogle Dage, før Ordren kom. Den 14. Maj 1915 var jeg rundt hos min Familie for at tage Afsked. Jeg kom lidt sent hjem den Aften. Klokken var godt elleve. Mor sad endnu oppe og ventede paa mig, jeg tror nok, hun havde en Anelse om, at jeg vilde flygte; hun spurgte mig ogsaa ud derom, men jeg svarede kort og godt nej, for ellers var der kommen saa mange Bønner og Formaninger, saa jeg slet ikke var kommen afsted.
Endnu skulde jeg over i Stalden til Hestene. Derovre stod min Ven og Præstekammerat Johannes Midtgaard fra Østerløgum. Han tjente paa Nabogaarden og kom jævnlig hen til mig. Nu var det lidt sent denne Aften, og jeg kunde mærke paa ham, at der var noget, der trykkede,
Johannes havde samme Dag faaet Ordre til at møde til Soldat i Flensborg den 19. Maj; men nu vilde han ogsaa til Danmark. Han spurgte mig, om jeg vilde med, saa kunde vi da følges ad.
Vi blev saa enige om at tage afsted Søndag Morgen tidlig, altsaa den 16. Maj, og der blev sat 10 Mark paa Vilkaar; dersom den ene af os trak sig tilbage, skulde den anden have de 10 Mark.
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 14. Maj 1915. Vi var kommen i samme Stilling som sidst. Den ene Dag gik som den anden med at forbedre Skyttegraven og staa Vagt. Jeg gik stadig 3 Gange daglig til Stenbruddet for at hente Mad og Postsager. Ved Hjørnet af Løbegraven, som førte ind til Skyttegraven, blev der hver Dag ophængt en Kundgørelse, og deri kunde man læse en Sejr for hver Dag.
Vore Underofficerer og særlig Feltpræsten havde anbefalet os en meget god Bog, som hver Soldat burde læse, sagde de. Bogen hed: Et Folk i Vaaben og var skrevet af Sven Hedin.
Nu var vi forfærdelig kede af Livet dernede. Alle vore Tanker, Samtaler og Haab drejede sig om Freden, og deri blev vi skuffet hver eneste Dag. Derudover drejede Tanken sig kun om at spise og sove. Desværre var der rundt om i Jordhulerne en Mængde Utøj, som vi ikke kunde sove for om Natten.
De fleste klagede over, at de laa og blev kolossalt dumme. De laa kun dernede og saa de to nøgne Skyttegravsvægge og spiste og sov. Tankerne fik ingen ny Næring, og de blev saa underligt afstumpede. Man kunde ofte gribe sig selv i , at man havde siddet længe aandsfraværende og stirret ud i den tomme, nøgne Jordhule.
På jagt efter lus. Fra tøndringen Valentin Hemmsens album (i privateje). Gengivet efter “Füsilierregiment 86 “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen.”
N. H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste ved bataljon 36 på Vestfronten. I maj 1915 mødte han ved fronten en belæst Hauptmann.
Historien, som jeg dengang oplevede den, daterer sig fra den fjortende maj 1915. Vi havde den foregående nat foretaget et mindre angreb på en belgisk skyttegravsstilling til højre for den lille købtad Dixmuiden i Flandern.
Belgierne havde måttet opgive deres stilling, og de, der kunne, trak sig tilbage i sikkerhed på den anden side af Yserkanalen, hvor de havde deres udbyggede og gode stillinger i den ret høje kanaldæmning, og herfra tog de os under ild. Vi, der befandt os i en lavere stilling, kunne næsten ikke finde et sted, hvor vi ville være i sikkerhed.
Før krigen havde her ligget en bondegård, men nu var der kun nogle lave ruiner tilbage. Man havde anbragt nogle af de sårede omme bag en stump mur, andre hørtes jamre ude på marken, og på grund af nattetågen var det ret vanskeligt at bringe dem hjælp.
Vi opholdt os her kun en times tid eller så; men så gik det fra mand til mand som en gentagen mumlen: »Vi går nu tilbage«. Da vi var stormet frem, var dette sket forholdsvis hurtigt, men nu gik det kun langsomt, for de sårede kammerater skulle ikke lades tilbage. De, der kunne, skulle gå, andre måtte slæbes bort på teltlærreder, båret af fire mand. Del værste var næsten denne tåge, som hindrede vor vandring tilbage, men som til gengæld også forhindrede fjenden derovre i at se, at vi nu igen havde forladt den vundne stilling.
Vi havde lagt vor byrde fra os. — Kammeraten var blevet tavs. Vi havde gjort vor pligt og stod nu der og trak vejret et øjeblik. Gennem tågen skønnede man, at en ny dag var ved at bryde frem. — I øst begyndte himlen at farves rød. — Frøernes »kvak-kvak« hørtes fra de mange små vandløb, der gennemkrydsede de side enge.
Der stod man, udkørt og træt, og nød den herlige natur og den stilhed, ja, skønhed omkring én . . . —
Pludselig blev vi kaldt tilbage til virkeligheden. En sagte kommando hørtes: »Alle, der er her tilbage, må følge med frem . . .«
Lidt efter befandt jeg mig sammen med andre i et lille gravstykke — vor første stilling. Megen dækning fandt man ikke her. Vandstanden var nemlig alt for høj. Når man lå ned, var man i skjul, ellers ikke. Mig var det lige meget, for træt, som jeg var, faldt jeg straks i søvn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg nød denne tilværelse, men jeg må have sovet meget længe, for da jeg vågnede, var det solen, der stak så nederdrægtigt.
Jeg åbnede øjnene. Jo, det var for længst dag. Jeg fik mig anbragt i siddende stilling og var endnu ret desorienteret. — Der var også andre mænd, ligesom jeg, her. — Mænd, jeg ikke kendte. Det var ikke mine sædvanlige kammerater fra kompagniet. De lå og drev den af i ret umagelige stillinger. En lod en lille latter høre, et par lå og fortalte hinanden et eller andet, lidt længere fremme sad en anden og så nærmest sindssyg ud. En gang imellem gjorde han en mærkelig bevægelse og stak hovedet op over brystværnet og så sig rundt. — Sikken en fornøjelse, tænkte jeg, men manden her var alt andet end sindssyg. — Han var vagtpost . . .
Jeg henvendte mig til en af de nærmeste og spurgte ham, om han hørte til »36’erne«? — Men manden, en skægget fyr, så ret nysgerrigt på mig, før han tillod sig at besvare mit spørgsmål. — Nej, kammerat, det gør jeg ikke. Vi er andet kompagni fra bataljon 14, der ligger her; det kan du da ikke have glemt — eller måske . . .
— Å, jeg torsk, afbrød jeg ham. Nå, du, I hører altså til en anden afdeling. Så kan jeg bedre forstå, jeg ingen kendte ansigter ser her.
— Ha, sagde manden, her er én, der er gået fejl i byen, og så lo han af fuld hals. — Men ellers, kammerat, hører du til bataljon 36? spurgte han videre. — Jo, indrømmede jeg, det har sin rigtighed, og her har jeg absolut ikke noget at gøre, men hvad, nu er jeg engang her — så . . .
Jeg følte mig sulten og tørstig og greb efter min feltflaske; men den var borte, forsvundet i nattens løb. — Fra brødposens dyb halede jeg en gnalling brød frem, tørt og hårdt. Mistrøstig! betragtede jeg det. — Det er altså alt, jeg har af spiseligt.
Kammeraten, der så ret nysgerrigt til, sagde: — Hør, kammerat. Du har nok ikke noget at fylde i vommen . . . kom, her skal du se, det har jeg; hvorefter han af sin udrustning halede både brød og en stump pølse frem.
— Her, kammerat, tag bare og spis! Du skal ikke sulte. Jeg får nok senere noget igen, og et bæger kan jeg også byde på, men du må regne med, at det er lunkent. Og det var det; men når man er sulten og tørstig, er alt godt. Jeg var ikke mere sulten, men følte mig ret vel tilpas.
Snakken gik, og røgen bølgede fra vore piber og så ud til at ville stå stille i den stille sommerluft. En luftning og borte var den alligevel. Vi blev dog en enkelt gang forstyrret af en sælsom lyd. Det var, når fjendtlige projektiler under hvislen eller imed smæld for hen over gravens rand og fik os til at dukke os lidt. Også et par granatsalver fra fjendens batterier slog med brag ned, dog uden, at gøre synderlig skade, bortset fra den jord, der ved granaternes eksplosion slyngedes op i luften og lidt senere dalede ned til os i graven. Jo, man blev rigtignok doven i sådan en varme. — Pyh!
Hvor tit har man ikke senere erfaret, hvor kort en sommereftermiddag kan være; men når man som her lå og gjorde sit bestik, blev eftermiddagen særlig lang.
Solen ville absolut ikke gå ned! Nå, endelig, endelig er den nede ved horisonten, og om kort tid vil den være helt forsvundet. Se, der kommer allerede tågen; sagte og som et fint slør breder den sig efterhånden over egnen og indhyller omgivelserne, så alt skjules under den.
— Så, kammerater, siger jeg, nu er tiden inde til at komme af Sted. Nu må I have farvel og mange tak for denne gang. — Jeg griber min bøsse og andre ting og stiger op af graven for at gå hen og melde mig hos kompagniet, som pligten byder. Jeg ser, at kaptajnens bolig er anbragt i graven. Lidt brædder dækket med græstørv, ellers er der ingen forskel mellem hans og mandskabets dækning.
Kaptajnen er hjemme, ser jeg. Jeg hilser og nævner mit navn og min afdeling og siger det, som det er; at jeg ikke hører til her, og at det nu er min agt så hurtigt som muligt at vende tilbage til min af deling.
— Ha, ha, ha — nå, De er faret vild? — og kaptajnen ler.
— Javel, hr. kaptajn, svarer jeg, jeg . . .
Han afbryder mig. — Åh, gå til hede h ………… med det pjat. Det har intet på sig her . . . Kort og godt, jeg er . . . og Besenschneider er mit navn. Lad os bare snakke sammen uden videre dikkedarer. Han tilføjer: — Hør, vent lige et øjeblik, så kan De slå følge med Küschmann, han har nemlig fået et strejfskud og skal tilbage, og han kender vejen, hvad De nok ikke gør.
Hvad var det nu, De hed? — Lustrup, hr. kaptajn.
— Ja, ja, sådan var det. — Er De måske fra Hamborg, spurgte han.
— Nej, jeg er hjemmehørende oppe ved grænsen til Danmark.
— Nej, se! Det var da ganske interessant. Kender De noget til Danmark, dette herlige land, fortsatte kaptajnen.
— Jo, det kan jeg da ikke nægte, for der har jeg da så godt som hjemme, og jeg har endda familie i Danmark.
— Hjemme? sagde kaptajnen og afbrød mig. — Det kan De da ikke have, for man må vel gå ud fra, at De må være tysk statsborger, siden De er med her på den tyske side. — Jo, indrømmede jeg, tysk statsborger er jeg, men dansksindet og dansktalende, som vi allesammen er det deroppe ved grænsen.
Kaptajnen ser nysgerrigt på mig og bemærker så: — hm, det lyder mærkeligt, ja, forunderligt — danskere som er tyskere . . . — Ja, sådan er det nu blevet mit hjemlands lod deroppe ved grænsen, forklarer jeg.
— Hvor lyder det dog forunderligt, mæler kaptajnen, og efter et øjebliks tavshed fortsætter han: — Hør, min ven, kender De måske også til dansk litteratur? —Jeg har beskæftiget mig en hel del med åndslivet i Danmark og har læst en hel del af danske forfattere i oversættelse, bl. a. ham — hvad er det nu, han hedder? Jakob Knudsen! og hvad er det nu, den anden — Grundtmann — er det ikke sådan han hedder eller noget lignende.
— Grundtvig, — er det ikke ham, De mener, hr. Besenschneider ? — Jo, sandelig, sådan er det. — De har ret. — Store mænd, de to herrer.
— Ja, hr., men de er jo forlængst døde begge to.
— Ja, nok, men deres tanker og ideer lever jo videre, og bøgerne, de har skrevet, tror jeg, vil blive læst og studeret over hele verden . . . og hvis den forbandede krig ikke var kommet, så . . . — Jo, jeg kender det — og efter en kort pause — jeg kender også lidt til dit land. Jeg har før dette her været på studierejse i de nordiske lande, har været i København, Aarhus og i . . . Hør, har De nogen sinde været i Ribe, en lille by lidt nord for grænsen? — I Ribe! Hvor forunderligt! I Ribe! — Jo, hr. Besenschneider. Ribe kender jeg da godt, for mit hjem ligger ikke langt fra denne gamle danske kongeby med domkirken, hvis tårn ses langt — — Åh ja, en dejlig gammel og hyggelig by — og domkirken og dens arkitektur og udsmykning! Ting, som jeg netop har studeret, og ikke mindst disse mange gamle bindingsværkshuse . . . Kaptajnen gør atter en pause. Han er dybt inde i minderne, men fatter sig igen, hvorefter han fortæller mig, at han er fra Leipzig, hvor han før krigen havde en stilling som docent ved byens universitet, og hvor han også har sin familie boende. Vi afbrydes her af manden, som jeg skal slå følgeskab med. — Nå, er det dig Küschmann, siger kaptajnen. Det er godt, du kommer, for det er bedst, at I to nu kommer af sted. — Men, hør Küschmann, du kommer jo nok en tur hjem til Tyskland med dit hoved der. Skulle du så nå at komme til Leipzig, må du endelig huske at gå op til min hustru og bringe hende en hilsen fra mig, og så — kom ikke for hurtigt igen, min ven! Küschmann kan blot nikke. Hovedet er helt indpakket i bandager. Man ser kun et par huller, som han kan kigge ud af, og et, hvori den korte pibe hænger og dingler. — Og du, Lustrup, siger Besenschneider ved vor bortgang, besøg mig endelig i Leeke, hvor vi ligger i hvil, og når du kommer hjem, så husk endelig at hilse fra mig i Ribe!
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Købmand Jakobsen, Nordborg, har modtaget budskab om, at hans ældste søn Jørgen er falden i de sidste hårde kampe.
– To mænd fra Broager sogn er faldne, nemlig stud.phil. Hans Clausen, søn af gårdejer Jens Peter Clausen i Skelde, og Chr. Paulsen fra Røj, der var løjtnant i reserven.
– Fru Stind i Toftlund har fået meddelelse om, at hendes mand er falden den 19. november forrige år i Rusland. Han efterlader hustru og flere børn.
– Rasmus Rasmussen fra Hagenbjerg [nutidig stavemåde: Havnbjerg, RR], som blev hårdt såret den 5. marts ved en frygtelig nærkamp på Vestfronten, ligger fremdeles på lazaret i Düsseldorf, men er nu i bedring. Han ramtes af en kugle i munden, der rev undertænderne og kæbebenet bort. Når mundsåret er lægt, vil kæbebenet blive erstattet med at stykke af hans eget skinneben.
– Gårdejer Jørgen Jørgensen, Lavensby, har fået meddelelse om, at hans søn Christen er blevet hårdt såret på Vestfronten.
– Familien Hansen i Masrkgade i Aabenraa har hørt fra deres søn, som den 4. maj blev såret i Frankrig. Det oplyses, at han ligger på et lazaret i Noyon.
– I de sidste kampe ved Ypern er Johannes Toft fra Øster Løgum Mark bleven såret af en granatsplint i begge arme. Han ligger nu på et lazaret i Vesttyskland. Jens Damgaard, Genner, er ligeledes bleven såret af en granatsplint i ryggen.
– I den sidste tabsliste meddeles, at Adser Skau, Vesterbæk, Heinr. Bahnsen, Skovbøl, Laurids Jensen, Vojens, Johan Schmidt, Sønderby, og Karsten Bruhn, Sæd, er bleven let såret i kampene fra 14. til 25. april.
– August Ingvertsen, søn af gårdejer Ingvertsen i Langetved, er på Østfronten bleven såret i siden af et strejfskud.
Kampen om et Sprænghul. Lasarettet i ……….. , 11. Maj 1915.
Min elskede Hustru og Børn!
I Haab om, at Du har modtaget mit Kort fra i Gaar, vil jeg i Dag, da Du vist længes efter at høre fra mig, skrive et Brev og fortælle Dig lidt om, hvordan jeg har det.
Den 9. om Aftenen kom vi i Skyttegraven, vi løste . . . Kompagni af. De havde sprængt et meget stort Hul mellem vor og Franskmændenes Grav. Dette Hul skulde vi besætte med 24 Mand og tre Underofficerer. Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav.
Til at begynde med overøste vi Franskmændenes Grav med Haandgranater, saa gav vi os til at forskanse os for at have nogen Dækning. Vi var ikke sene med at faa nogle Huller gravet, som vi kunde ligge i. Derpaa fyldte vi nogle Sække med Sand og Jord og stillede dem op foran os.
Det varede ikke længe, før Franskmændene mærkede, at vi var ved at forskanse os. Saa fik vi Haandgranater. Først blev min Underofficer saaret i Armen og Hovedet (det var anden Gang, han blev saaret). Saa blev der atter roligt, og vi fortsatte med Arbejdet. Nogle gik tilbage. De var ængstelige, men jeg havde nu faaet temmelig god Dækning og blev paa Stedet.
Der gik en Times Tid, saa begyndte Franskmændene igen med Haandgranaterne. Vi havde en død Underofficer; men vi kastede ogsaa med Haandgranater, og saa blev der Ro.
Vi arbejdede videre; vi var nu kun fem Mand tilbage. Alle de øvrige var gaaede tilbage. Saa gik der en Tid. Atter fik vi en Salve Haandgranater. En Forstærkningsreservist, en god Ven af mig, som jeg har været sammen med hele Tiden i Flensborg og Sønderborg blev ramt. To Granater slog ned ved Siden af ham, og han blev saaret fem Steder. Alle de øvrige paa en Reservist og jeg nær gik tilbage.
Vi to havde temmelig god Dækning. Vi laa der længe. Haandgranaterne suste ned ved Siden af os, saa Jorden røg os om Ørerne. Du kan tro, kære T . . . . at dét var ubehageligt. Jeg bad en Bøn til Gud om at skaane mig, og hvis jeg skulde falde, om at han da vilde være hos Eder.
Saa mærkede jeg et Slag i Tindingen. Jeg troede, det var en Sten eller et Stykke Jord, der havde ramt mig i Hovedet; men saa mærkede jeg, at Blodet løb mig ned ad Kinderne. Reservisten, som laa hos mig, forbandt mig. Splinten var gaaet gennem Kanten af Huen ind i Hovedet og 6 Centimeter derfra var den gaaet ud igen.
Omsider blev det saa roligt, at jeg kunde komme ud, thi naar Granaterne kom, slog de altid ned mellem mig og Udgangen.
I Dag er det temmelig godt med mig, saa Du skal ikke være ængstelig, kære T . . . Jeg ligger ikke engang til Sengs og har heller ikke videre Feber. Hovedet gør bare lidt ondt. Hullet har vist ikke været saa lille, thi i Huen, hvor Splinten er gaaet ind, kan jeg stikke en Finger igennem. Jeg har nu takket Gud for, at det ikke blev værre.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Sælg hestene, ellers …!
Landråden i Haderslev bekendtgør:
”Tirsdagen den 11. maj om formiddagen kl. 9, afholder militærforvaltningen i Haderslev på markedspladsen på Gravene et hestemarked til køb af heste i alderen fra 4 til 12 år.
Jeg opfordrer landbefolkningen til at tilføre markedet rigeligt med heste, da i modsat tilfælde en ny hesteudskrivning bliver nødvendig, og der da naturligvis betales ringere priser, ligesom der ikke vil kunne tages tilstrækkelig hensyn til det økonomiske tarv.
Også kommuneforstanderne opfordrer jeg til på deres side at sørge for, at markedet bliver godt tilført med heste.
Underskrevet: v. Løw”
Mens Haderslev byråd sælger varer!
Haderslev byråd bekendtgør, at det fra onsdag den 12. maj begynder med at udsælge de af det nedsatte udvalg for kødforsyning opkøbte varer. Udsalget sker to gange ugentlig i seminariets øvelsesskole i Ringgade, nemlig onsdag og lørdag fra kl. 9 til 1 og fra 3 til 8.
Der sælges ris til 40 pg, grubbegryn 35 pg, islandsk lammekød 65 pg, tørret klipfisk 35 pg, røget skinke 1,30, 1,40 og 1,50 mk, røget karbonade og nakkestykke 1,30 mk, røget flæsk 1,20 mk samt køkkenurter.
Købernes navne optegnes; hver familie kan kun hente én gang om dagen ved et voksent medlem. Enhver familie kan få udleveret indtil 5 pd kød, 3 pd klipfisk, 2 pd ris eller grubbegryn, 1 dåse køkkenurter (kål eller roer).
Der sælges kun til borgere i Haderslev og mod kontakt betaling.
Prisnedsættelse på hvede og rugmel
Krigs-Kornselskabet nedsætter fra 15. maj melpriserne med gennemsnitlig 37,50 mark pr. tons, for rugmel med 25 mark pr. tons og for hvedemel med 50 mark pr. tons.
Prisnedsættelsen for hvedemelet er ifølge ”Hejmdal” større for også at gøre hvedemelet, hvoraf der er forholdsvis rigeligt for hånden, tilgængeligt for den mindre bemidlede befolkning.
Som følge heraf er prisen på rugmel efter nævnte angivelser nu 32,50-35,50 mark pr. dobbeltcentner, for hvedemel 35,75—38,75 mark pr. dobbeltcentner.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
2det opbud af den ikke uddannede landstorm
Nogle steder har årgangen 1869 af den ikke uddannede landstorm været fritaget for at møde til session. Ifølge en ny forordning fra den stedfortrædende generalkommando skal nu også denne årgang til session. Alle de i 1869 efter 1. august fødte landstormspligtige skal møde.
Fra landdagsmand Nis Nissen
har Hejmdal modtaget en venlig hilsen. Han ligger i omegnen af Metz og har det godt efter omstændighederne.
Johannes Tiedje
som i de senere år har været frimenighedspræst i Königsberg, er indtrådt som frivillig i de 6. thüringske Ulanregiment.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
I sidste tabsliste meddeles, at underofficer Christian Jørgensen, Rødding, er falden.
– Hans Hansen fra Blansskov er falden den 12. februar. Han blev 28 år gammel og efterlader enke og barn.
– I den 216. prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Boysen fra Sønder Hostrup og Heinr. Nikolaj Popp fra Felsted er blevne let sårede ved kampene i april måned.
Endvidere nævnes Jørgen Jensen, Gråsten, Jørgen Petersen, Røllum, Johan Nissen, Harreslev Mark, Peter J. Jensen, Vester Sottrup, og Christian Hansen, Egernsund, som let sårede.
– Chr. Møller fra Barsmark er bleven hårdt såret den 22. april.
– I marinens 29. tabsliste er Johs. Schlott, Sottrup, anført som let såret.
– Matros Hans Felsted, Aabenraa, der hidtil har været savnet, befinder sig i fangenskab. Asmus Detlevsen, Langdel, er savnet.
– Musketer Peter Carlsen, Trappen, befinder sig i fangenskab.
– Typograf J. Hansen, en søn af Hansen på Voetmanns fabrik i Aabenraa, er den 25. april blevet hårdt såret på den vestlige front og indlagt på et lazaret.
– Familien Hansen i Markgade nr. 22 i Aabenraa har modtaget et kort, hvorpå der meddeltes dem, at deres søn den 4. maj var bleven såret ved M…. i Frankrig.
Johs. Clausen, Gram, gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 på Vestfronten. Han kan berette flere historier om sin stammende kammerat, Gustaf. Her er én af dem.
Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 laa den 10. Maj 1915 med 1. Batl. i forreste Linie ved Lizerne i Flandern . Min Gruppe laa paa venstre Fløj med Tilslutning til Naboregimentet, og da Pionererne arbejdede i Pigtraadsspærringen, fik vi Ordre til at stille en Lyttepost ca. 60 Meter foran Pigtraaden.
Da Pionererne tidligt om Morgenen holdt op med Arbejdet, blev Lytteposten trukket ind, og da vi kom ind i Skyttegraven, blev vi af Delingsføreren, Ltnt. Cordes, opfordret til at hente Ammunition nede ved en lille Tøndebro, der gik over Yserkanalen.
Da vi kom ned til Kanalen i Nærheden af Broen, var Franskmændene travlt beskæftiget med at skyde den lille Bro i Stykker ved Hjælp af Artilleri, og da vi ikke skulde nyde noget, medens Skydningen stod paa, blev vi liggende i passende Afstand.
Da Skydningen efter vor Mening var ophørt, gik vi nærmere, fandt Patronerne, og skulde netop til at tiltræde Tilbagevejen, da vi fik Øje paa en Soldat, der kom fra den anden Side og vilde passere Broen. Den kommende havde Tornyster paa, og i højre Haand holdt han Geværet, medens han havde en Sandsæk med noget i i venstre Haand. Tornystret var bugnende fuldt af Uldtæpper, og da jeg syntes, at jeg skulde kende Fyren, gik jeg nærmere og saa nu, at det var min gode Ven Gustaf — Løjtnant Cordes’ Oppasser.
Gustaf havde været oppe ved Kaffevognen for at hente Løjtnantens Bagage, og foruden Udtæpperne var der sikkert ogsaa andre gode Sager i Tornyster og Sandsæk.
Da vi gensidig blev os var, var Gustaf ved at undersøge Broens Stabilitet ved med den ene Fod at træde paa Broplanken. »N-n-na, Ind r-r-r-etningen g-g-gynger jo slemt, men det gaar vel«, — mente Gustaf og balancerede ud paa Broen. Ved Broens højre Side var der spændt et svært Tov, og med højre Arm forsøgte Gustaf at støtte sig til Tovet, og han var kommet godt halvvejs over Broen, da Franskmændene igen fandt paa at sende en lille Granatbyge hen over Broen.
Det var naturligvis uhyggeligt for Gustaf, og han forsøgte da ogsaa at faa lidt mere Fart paa, for at faa fast Grund under Støvlerne, da en Granat slog ned umiddelbartunder Broen. Ved Eksplosionen røg Broen op i Luften, og Gustaf forsvandt i Yserkanalens Bølger med Gevær, Tornyster og Sandsæk.
Vi sprang straks til for at hjælpe, og da Gustaf endelig kom til Syne, svømmede han kun med højre Arm, saa vi mente, han var saaret i venstre Arm, hvilket dog senere viste sig at være en Misforstaaelse. Kammeraterne sprang til, og snart fik vi Gustaf trukket paa Land.
Gustaf var ikke saaret; han havde i venstre Haand vedblivende Sandsækken, og paa vor Forespørgsel svarede Gustaf stammende, — Gustaf stammede nemlig som et Maskingevær: — »I-i-i er vel t-t-tossede, i højre H-h-haand havde jeg j-j-jo Ge-geværet,——-d-d-det b-blev derude, men F-f-flaskerne har jeg da faaet med i Land —.«
Gustaf havde altsaa F-f-flasker i Sandsækken!!!
»En Bø-bø-bøsse skal Kompagniet nok sk-skaffe mig igen, m -m -m en «…
Meget rigtigt tænkt, Gustaf, et Gevær skal Kompagniet nok skaffe dig igen, men to Flasker Rødvin — — aldrig; altsaa maatte Bøssen blive derude, — men nu straks at betænke saadan noget, naar man er ved at drukne i Yserkanalen!
Gustaf saa slemt medtaget ud, — tilsmurt af Kanalens Mudder som han var, fra Top til Taa. — Vi hjalp ham med at faa Tornystret af, og skyllede ham med Vand fra Kanalen, og snart saa Gustaf ret præsentabel ud igen.
»N-n-na, det var det«, — mente Gustaf — »d-d-det er n-n-nu ikkke lutter Grin a t faa M-m-mudderbad, saadan s-s-straks om Mor’nen, — jeg f-f-fryser nederdrægtigt, — o-o-om F ø -fø -fø d d e rn e .
Denne Gustafs Udtalelse skaffede mig den ædle Tanke at indgive Gustaf noget, der kunde varme ham, — og da Gustaf jo selv havde fortalt, at han havde Flasker med i Sandsækken, saa laa Tanken ret nær, at det var den Medicin, Gustaf trængte til, og paa en høflig Forespørgsel fra min Side svarede Gustaf: »D-d-du m aa jo-jo-jo være tosset, altsaa , — det er Løjtnant Cordes’ Fla-fla-flasker, — din Idi-o-ot.«
»Nanu, Gustaf«, svarede jeg, »Flaskerne blev dog derude, hvor du lod Bøssen blive, — jeg er dog Vidne, — vi alle har dog set, at du røg i Kanalen, og det kan Løjtnanten da baade se og lugte paa dig …«.
Gustaf gloede paa mig, inden det brød ud af ham : »S-sørenme e-e-en gggod! Idé«!!!
Som sagt, saa gjort, — frem med Fla-fla-flaskerne, — Kammeraterne fik en Slurk med, og Gustaf truede endnu med Munden fuld: »I-i-i skal sø-sø-rnme hold’ Kæft med den her Historie …, ellers faa-faa-faar jeg et sy-syndigt Leben med ha-ha-ham, Lø-Lø-Løjtnanten.
Som gode Kammerater lovede vi Gustaf ubrødelig Tavshed, altsaa hvad Løjtnanten angik, thi ellers kunde jeg jo ikke skrive denne Historie, — vel?
Det var ved at blive rigtig lyst, vi fik hurtigt fat i Patronkasserne, og med Gustaf i Teten gik vi tilbage til Skytttegraven. Ankommet dertil stod Løjtnanten og tog imod os, og Gustaf knaldede Hælene sammen og meddelte Løjtnanten om Tilfældet ved Broen og Vandgangen mm.
»Je-je-jeg ser u-u-ud som et Sv-sv-svin, Hr. Lø-Lø-Løjtnant «, forklarede Gustaf.
»Javel, Gustaf, du ser ud som et Svin, — du lugter ogsaa som et Svin, Gustaf, men jeg synes ogsaa, du har en anden Lugt, din Laban, — du lugter efter min gode Bourgunder!«.
Mere hørte jeg ikke af Samtalen, thi vi havde jo alle lovet Gustaf ubrødelig Tavshed, og iøvrigt fik vi meget travlt med at bringe Patronerne hen i den anden Ende af Skyttegraven.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvor forsigtig man bør være baade i sin Optræden og i sin Tale, fremgaar af en Række Arrestationer i de sidste Dage.
Saaledes er en ung Pige, der af Uvidenhed har rejst paa et Pas, der ikke er tilstrækkelig for en Optant, bleven arresteret i Toftlund og sendt til Flensborg.
En pensioneret Lærer Jensen, tidligere i Skærbæk nu i Aabenraa, er paa Besøg førstnævnte Sted bleven anholdt og ført til Flensborg. Jensen anses i Almindelighed for at være en meget forsigtig Mand.
Endnu kan nævnes, at Kommuneforstander Knudsen i Vinum er arresteret og ført til Flensborg — efter Sigende fordi han har kritiseret Behandlingen af Fanger – , og endelig er ogsaa en Møller Sørensen paa Rømø bleven arresteret.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Gravning af skyttegrave
ved Vojens i sidste måned gav, som man kunne vente, anledning til alarmerende rygter om forestående gravninger af en skyttegravslinie hen over Nordslesvig fra Østersøen til Vesterhavet. Det meddeltes tillige, at også Soldater i Spandet her vest på gravede skyttegrave. Dette sidste opfattede vi, som om der gravedes ved Spandet. Det viser sig imidlertid at være en misforståelse; ganske vist gravede de, kun ikke ved Spandet, men ved Vojens, hvor man for øvrigt har sløjfet en del af disse arbejder som således foreløbig synes at have haft karakteren af øvelser.
Der har, som bekendt, cirkuleret rygter om store troppesamlinger mellem Flensborg og Tønder. Rygterne har vist sig at være urigtige. Det samme gælder verserende rygter om større troppestyrker i Nordslesvigs østlige del.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Nis Clausen fra Tumbøl, bestyrer hos enke Hansen dersteds, er falden under de sidste kampe.
– Præparandskoleelev Max Nissen, søn af maler Hans Nissen i Skibbrogade i Tønder, er falden. Han var kun 18 år gammel og var med som frivillig.
– i den 213. prøjsiske tabsliste meddelelse, at forstærkningsreservisterne Enevoldt Schmidt, Abild, og Nikolaj Jessen, Stenderup i Haderslev kreds, er faldne i kampene fra 9. marts til 1. april. Christian Thuesen fra Sundsmark og Laust Lausen fra Daler i Østerby er døde af deres sår.
– Underofficer Feddersen fra Skodborg er bleven såret den 23. april i kampene ved Yserkanalen. Han ligger nu på lazaret i Bingen.
– Samme dag er hans sidekammerat, Joh. Fr. Johansen fra Tumbøl, bleven såret.
– Gårdejer Jens Hansen, Gaasbjerg i Dynt kommune, ældste søn af amtsforstander Hansen i Midtskov, er bleven hårdt såret.
– I 213. prøjsiske tabsliste meddeles, at Paul Paulsen, Højer, Andreas Petersen, Gallehus, Peter Autzen, Maugstrup, Max Skjøde, Haderslev, Niels Thorsen, Flovt, Hans Wollesen, Roager, Iver Ravn, Ørsted, Jens Damgaard, Over Jerstal, Peter Lund, Rævsø, Karl Autzen, Lert, og Theodor Juhl, Ellum, er bleven let sårede i kampene i første halvdel af april måned.
– Mathias Petersen, Bylderup, står opført som hårdt såret.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Så blev det maj. Så varm, skyfri og smuk, som nogen maj havde været. Når de afløste 86’ere forlod deres trøstesløse stilling på højsletten, blomstrede hvidtjørnen dem i møde fra Moulin-dalens skrænter, blødgjorde deres hjerter og vakte længslen efter fred.
Med den så det ellers stadig skidt ud. Den 2. maj var tyskerne og østrigerne brudt igennem ved Gorlice-Tarnow og havde taget over 150.000 fanger, og nu gik de i gang med at rulle den russiske front op. Med jubel blev disse sejrsefterretninger modtaget i regimentet, men også franskmanden rørte nu på sig. Han kunne sige sig selv, at tyskerne kun kunne tilkæmpe sig så store resultater, efter at de havde trukket betragtelige styrker væk fra vestfronten. Nu måtte det være muligt at trykke den svækkede tyske vestfront, som efter deres mening kun fremstod som en tynd facade, sørge for aflastning for deres russiske forbundsfæller, ja, måske endda trænge helt frem til den tyske grænse. Således gennemførtes i maj et rasende men forgæves tilløb mod vor front nord for Arras. Også 86erne skulle på den hårdeste måde komme til at føle hans genvakte angrebsvilje.
Frontsoldaten fornemmer straks, hvis der hos fjenden sker nogle forberedelser, lige som gamle folk føler vejret i knoglerne. Her var tegnene så ovenikøbet ikke svære at se. I begyndelsen af maj satte igen kraftig artilleriild og den modbydelige mineild ind. Som store, sorte fugle fløj de tunge vingeminer op i luften, syntes et øjeblik at udse sig et bytte, og jagede så med stadig tiltagende ødelæggelsestrang nedad. 86’erne fulgte dem åndeløst spændt med øjnene. Så sprang de fra det ene skulderværn til det næste, dukkede sig i et hjørne som høns for falken, mens bæstet bragede ned mellem naboskulderværnene og spredte en ladning ler og sten om sig.
Pigtrådspæle hvirvlede som tændstikker gennem luften, pigtrådsspærringer gik i stykker som spindelvæv, intet dækningsrum kunne holde, skyttegraven fyldtes til randen. Ved højlys dag og i en åben skyttegrav var det ikke vanskeligt at undvige dem; Beregning og rutine indøvedes hurtigt. Men grufuldt var det, når udyrene ligesom kæmpeflagermus svirrede om ørerne om natten. Tidsintervallet mellem det dumpe afskud og nedslagets helvedesbrag var nerveopslidende. Hvem kan påstå, at han i sådanne øjeblikke ikke følte angst, elendig, rystende angst!? Dem er der ikke mange af. Senere vandt ganske vist den almindelige ligegyldighed over disse følelser.
En sønderjyde [måske P.A. Callø?] filosoferer over, hvad skyttegravstilværelsen gør ved den menneskelige psyke.
Lidt Krigs-Psykologi.
Flandern, i Maj 1915
Krigen har sin egen Psyke. Det er en bekendt Sag, at vedvarende skadelige Indflydelser, for Eksempel stadig Nydelse af Alkohol, indvirker omformende paa Karakteren. Saaledes foregaar der og saa i Felten betydningsfulde Forskydninger i de sjælelige Anlæg. Milieuet præger os.
Alene dette, at vi fører en ren Mandfolketilværelse, at vi er revne ud af Hjem og Arbejde og saa godt som fuldstændig maa savne Kvindernes og Børnenes Selskab, sætter sit Præg paa os. Vi er ikke mere Borgere og Familiefædre, men Krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede Egne og se Børnene lege ved Vejen. Ja, i Gaar blev jeg helt hjertegreben ved at møde en So med et Kuld Grise, som vi havde taget til Fange. Det var noget af en Oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en So.
Og saa Omgivelserne og Haandteringen! Hvor man kommer frem, Ruiner af menneskelige Boliger, den evindelige Brummen og Knalden i Luften, det daglige Myrderi, det stadige Syn af Saarede og Døde, alt dette indgaar i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden, og bundfælder en vis Barskhed og Sløvhed i Sjælen.
Jeg erindrer fra Psykologien, at der er noget, der hedder Sløvelsens Lov. Den hører ikke til de Love, som ophæves ved Krigstilstanden. Den gælder heldigvis ogsaa i Felten, ellers var det ikke til at holde ud.
Vi maa her revidere vore Begreber om mange Ting. Grundigst er vel nok Forskellen i Opfattelsen af al Slags Fare. Jeg maa saaledes smile ved Tanken om alle de Farer, der truer Borgerens Liv og Sundhed. Forspis dig ikke, forkøl dig ej! Hvor er det farligt i Civil at sætte eller lægge sig paa Jorden! Det maa man først i Højsommeren, naar Solen har gennembagt Jordbunden, ellers risikerer man at faa Snue, Influenza eller Lungebetændelse paa Halsen.
Allerede i Garnisonen var det mig imidlertid paafaldende, at man kunde ligge i halve Timer paa Maven i Frost og Sne uden at blive saa meget som forkølet. Og her ligger vi ofte hele Dage i fugtige Lerhuller; naar den ene Side bliver kold, lægger man sig om paa den anden. Vaade Fødder hører ogsaa til Dagens Orden, og alligevel er Sundhedstilstanden fortrinlig.
Der er rigtignok dem, der paastaar, at Straffen for vore Overtrædelser af Sundhedens Bud kommer bagefter i Form af Gigt, naar vi en Gang kommer hjem og i Seng. Det er muligt, men den Tid, den Sorg. De Pinsler, som lurer under de hjemlige Dyner, skænker jeg ikke en Tanke. Hver Dag har nok i sin egen Plage. Det eneste, jeg sporer, er en vis Mathed og Stivhed i Lemmerne; vi har ikke godt ved at udholde Marchens Anstrengelser.
Tidligere nærede jeg en til Mani grænsende Angst for Ild. Den er jeg bleven grundig kureret for her. Vi laa en Tid lang i Kvarter paa et Loft. Halmen flød over hele Loftet, og midt i Halmen stod tre belgiske Ovne, som vi kogte og stegte og tørrede vort Tøj ved. De var for det meste gloende, og jeg undredes ofte over, at der ikke hændte en Ulykke. En Dag gik der da ogsaa Ild i Halmen, men tror I, at der var nogen, der vilde slukke? Alt imens vi skændtes om, hvem der var nærmest til at gøre det, brændte Ilden lystigt videre. Til sidst maatte vi naturligvis bekvemme os til at slukke den for ikke at indebrænde.
I gamle Dage kunde jeg ikke godt taale at se Blod, jeg har saaledes aldrig været at formaa til at holde ved en Slagtegris. Jeg overværede en Gang en Hanekamp af en Duel mellem et Par Studenter og greb mig i, at jeg stod og skjulte mig bag – en Damehat. Og da Krigen udbrød, gøs jeg ved Synet af de blanke Bajonetter paa Landstormsmændenes Geværer. Nu staar jeg selv med paasat Bajonet, og de brave gamle Landstormere forekommer mig helt borgerlige og tamme.
Man kan vænne sig til alt, ogsaa til Synet af Saarede og Døde. Noget af det første, som mødte os, da vi kom herned, var Kirkegaardene med de friske Krigergrave, og jo længere vi kom frem, desto hyppigere traadte Døden os i Møde, desto nærmere rykkede den os ind paa Livet. Marken mellem Skyttegravene var oversaaet med Lig fra Kampene i Efteraaret, den ene Part tillod ikke den anden at komme frem og jorde dem.
Jeg har i Uger haft dette grufulde Syn for Øje og efterhaanden vænnet mig til det, og, da den fjendtlige Skyttegrav var taget, været med til at begrave de Døde. Det var et ubehageligt Arbejde, som vi helst havde undslaaet os for. Men det var nødvendigt, og da vi først var i Gang med det, gik det hurtigt og rent mekanisk fra Haanden.
Pinligst er det at møde de Haardtsaarede, naar de jamrende eller tavse bæres ud af Slaget – som oftest bærer de deres Smerter med en beundringsværdig Sjælsstyrke. Man staar saa hjælpeløs overfor deres Nød; her føler man allermest Savnet af en nænsom Kvindehaand, hvor godt og dygtigt Sanitetsvæsenet end arbejder.
De Letsaarede beklager vi ikke; den Ferie, der venter dem, holder dem skadesløse for udstaaet Pine. Men Hjertet maatte være af Sten, om det ikke rørtes ved Synet af en haardtsaaret Kammerat. Og dog, jeg maa med Skam bekende, at jeg med Sindsro har tændt min Pibe ved en Haardtsaarets Leje. Jeg bebrejdede mig mit Hjertes Kulde og søgte at bøde derpaa ved at hjælpe ham, saa godt jeg kunde.
Denne Erfaring om Vanens sløvende Magt har vi Lejlighed til at gøre, hver Gang vi fra Kvarterets Fred vender tilbage til Kampens Tummel. De første Geværkugler, som krydser vor Vej, ser vi slemt skævt efter, og vi har ikke meget, vi skal have sagt, naar Kanonerne aabner deres Malmmunde. Men det varer som Regel ikke længe, inden vi er fortrolige med Skydningen, og jo tættere Kuglerne falder, desto mindre farlige forekommer de os.
Troels Lund skriver i sin Afhandling om Kulturhistorie til Karakterisering af dansk Aand i Modsætning til tysk, at Vittighederne regnede om Kap med Kuglerne paa Dybbøl. Det kan jeg ikke sige om os. Jeg husker, at en Forstærkningsmand første Gang, han var i Skyttegraven, mente at have Raad til at gøre sig lystig over Granaterne, som slog ned i vor umiddelbare Nærhed, og at jeg fandt Lystigheden stødende og utidig.
Men man kan blive ganske døv for Tummelen og sløv for Faren. Der fortælles om Napoleon som et Vidnesbyrd om hans Aandsoverlegenhed, at han kunde lægge sig til at sove midt under Slaget. Jeg er ogsaa slumret ind til Kanonernes Torden; det er ingen Heltegerning, men en ganske naturlig Reaktion mod Nervernes Anspændelse.
Endnu et har jeg undret mig over, og det er den Lethed, hvormed vi bærer vor Skæbne, naar Faren ikke ligefrem er overhængende. Vi har det i den Henseende som Børnene: vi lever i Øjeblikket, og det er godt. Dersom vi bestandig havde de Farer for Øje, som lurer paa os, vilde Livet i Skyttegraven være uudholdeligt. Naar Granaterne slaar ned i Nærheden, naar Shrapnellerne springer over Hovedet, saa er der vel ingen, der kan sige sig fri for Ængstelse. Men blot Ilden flytter sig en Kende, er vi fuldstændig beroligede. At den gaar ud over andre, er ikke vor Sag.
Indenfor Vaabenarten er der dog en vis Samfølelse, er det derimod Artilleriet, Fjenden betænker med sine Granater, rører det os ikke en Smule. Lad dem bare sende dem derover, siger vi gerne, der er Plads til mere. Ja det er nær ved, at vi har mere Medfølelse med det fjendtlige Infanteri, naar vi ser det lide under vor Artilleriild. Mod Skyttegraven har Artilleriet frit Slag, vi maa tage imod dets Ild uden at kunne besvare den. Det er altid Infanteriet, det gaar ud over.
At vi lever i Øjeblikket og glæder os over hver Dag og Time, vi kan nyde i Fred, hænger vel i nogen Grad sammen med, at vi ikke er vore egne Herrer, men lydige Redskaber i højere Hænder. Vi kommer og gaar paa Kommando og maa tage imod, hvad der falder paa vor Vej. Men det beror ogsaa paa en Svaghed — jeg kunde fristes til at sige en lykkelig Svaghed — i den menneskelige Natur. Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage, at Soldaten mere tænker paa sin Bekvemmelighed og paa Øjeblikkets Krav til Mad og Drikke og Hvile end paa sin Sikkerhed. Dette gælder i endnu højere Grad de unge Tropper end os.
De Tab, vi lider, berører os smerteligt. Men vi faar ikke Lov til at hengive os i Smerten og dvæle i Mindet. Krigen gaar sin ubønhørlige Gang frem mod nye Kampe og nye Tab. Dagene ruller som tunge Bølger mod Stranden. De Mærker, den ene afsætter i Sandet, sletter den næste ud. Enhver Dag har nok i sin Plage.
Det er Krigens Kaar. Saaledes indvirker den paa Sjæl og Sind, saadan har jeg i hvert Fald fornummet dens Virkning. Det, som optager Sindet mest, det Spørgsmaal, som bestandig staar for vor Tanke og møder os i ethvert Brev hjemmefra, er dette: Hvornaar vil det ende, hvornaar vil der atter blive Fred? Vi spejder efter Fredstegn i Aviserne og knytter vort Fredshaab til de spinkleste Holdepunkter. Et Rygte, en Spaadom er tilstrækkelig til at holde det oppe.
Den Dag, da der atter bliver Fred paa Jorden, vil vi, om vi ellers faar Lov til at opleve den, hilse som en Genfødelse, som en Befrielse fra en ond Mare, som en Udfrielse af Dødens Favn.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Fantastiske tal om sejren i Galizien
Hvad rygtet kan præstere
I hvor høj fra rygtet kan få en tysk sejr til at vokse i tyske byer, inden generalstabens officielle kundgørelse bliver bekendtgjort, fremgår af, at der i aftes i Tønder blev slået meddelelser op, hvorefter tyskerne i Galizien skulle have taget 161.000 fanger, over 400 kanoner og 600 automobiler, 4 lazaret-tog og 28.000 geværer.
Jeg kom allerede ud af Lasarettet den 6. April og anretter siden da lettere Tjeneste her ved Kompagniet.
Du maa ellers tro, at det er dejligt her nede i Frankrig for Tiden, blot vi ikke havde den uhyggelige Krig. Rugen staar alt i Mandshøjde og med Vipper her, og Kløveren staar ogsaa tæt og frodig.
Træerne staar saa lysegrønne, og Fuglene synger. Selv Gøgen er mødt. Jeg spurgte den i Gaar: „Kukmand, Kukmand kløw, hvomanne Aae ska’ a’ løw?“
Som Svar derpaa kukkede den mindst 100 Gange, saa der er jo stærk Udsigt til, at jeg vil overleve denne Krig.
Desværre modtog vi i Dag Efterretning om, at der er falden Venner og Bekendte i Flandern i den sidste Tid. Aa, hvor er det trist.
„Triste“ kalder Franskmændene ogsaa Krigen, dette Ord har vi og Franskmændene fælles.
Din hengivne Th. K.
Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)
Ukendte soldater på hjemmelavet bænk (uden år – Museum Sønderjylland)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 4. Maj 1915. Jeg laa paa Maven i en Hængekøje, bestaaende af noget Hønsetraad spændt imellem 4 Pæle, og skrev. Vi var lige kommen tilbage fra vor daglige Eksercits, som havde kostet os adskillige Sveddraaber, da det var meget varmt. Nu laa mine 7 Kammerater ude i Toften i det grønne Græs og røg Cigarer.
Vi laa 8 Mand der i et lille, umøbleret Værelse i Byen Le Fresne. Byen var ikke videre beskadiget af Krigen, og en stor Del af Civilbefolkningen boede der endnu. I Huset ved Siden af os var der et Barn paa 2 Aar, som jeg holdt meget af.
Jeg spadserede ofte med Barnet paa Armen eller ved Haanden. Moderen kunde godt lide det, hun begyndte at faa Tiltro til os; men hun tabte dog aldrig den lille af Syne.
Jeg syntes, det var saa rart at tage et Barn ved Haanden; saa var det mig, ligesom der var Fred i Landet, og det var nogle af mine skønneste Timer. Jeg sad ofte under Hyldetræet med den lille paa Knæet og sang danske Fædrelandssange.
Det var underligt at tænke paa, at jeg maaske i Skyttegraven stod over for Barnets Fader.
Journalist J.N. Jensen fra Flensborg Avis som tysk soldat med en lille, fransk pige på knæet.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Landstormen
Ved sessionen over landstormens 2. opbud – mænd mellem 39 og 45 år, der aldrig har været soldater – mødte der den 28. april 250 i Haderslev by og Vilstrup distrikt, og af dem blev kun 3 kasserede.
Færdslen til Danmark
Al privatfærdsel til Danmark af fodgængere, ryttere, køretøjer osv. må indtil videre kun ske ad landevejen forbi toldstederne Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.
Overtrædelser straffes med fængsel indtil et år.
Kartoffelmangel
Fra kommuner i Aabenraa-omegnen, hvor der råder kartoffelmangel, er der bleven rettet forespørgsler til Hejmdal, navnlig fra de bemidledes side, om der muligvis kunne købes kartofler af Aabenraa bys kommunale beholdninger.
Bladets redaktion har indhentet oplysninger på kompetent sted og kan meddelem at der af byens beholdninger ikke kan sælges udenfor byen. De indkøb af kartofler, byen har foretaget, er kun sket i et omfang, beregnet til at dække byens eget behov.
Breve, adresserede til gæstgiverier
Den stedfortrædende generalkommando bekendtgør, at det er forbudt ejerne af gæstgiverier i deres lokaler at udlevere postsendinger til personer, der ikke er tagne ind på deres gæstgiverier og anmeldte hos politiet som sådanne.
Overtrædelse af denne bestemmelse (af gæstgiveren eller hans personale) straffes, såfremt lovene ikke hjemler højere straf, med indtil ét års fængsel.
Den tysk-østerrigske sejr
I Galizien under den tyske general Macksensens ledelse har langs grænsen, hvor der flages overalt i dag, antaget mægtige dimensioner. Allerede i aftes vidste man at fortælle, at 120.000-180.000 russere var taget tilfange. I dag forslog dette tal ikke længer – det var vokset til 200.000-300.000!
En Zeppeliner
Passerede i middags i nærheden af grænsen fra øst til vest og gik over havet, hvor den stod nordpå.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Sparekassebestyrer Vilh. Schmidt, Spandetgaard, har modtaget efterretning fra vedkommende hærafdeling om, at hans søn Søren Schmidt er falden i én af den sidste tids hårde kampe om Hartmansweilerkopf. Søren Schmidt var gårdejer i Arnum, 29 år gammel, men ugift.
– Ifølge meddelelse fra landmand Køhrisen [må være Köhrsen, RR] i Vimtrup, er hans søn falden.
– Telegrafsekretær Jacob Maack og hustru i Frisergade i Flensborg fik i onsdags vished for, at deres søn Julius er død ved ’Blüchers’ undergang den 24. januar.
-Løjtnant i landeværnet Nahmen Petersen fra Flensborg er falden den 22. april. Han efterlader enke og to børn.
– Reservist H.P. Hansen fra Vilsbæk, der antoges at være falden, er alvorligt såret indlagt på et lazaret.
– En søn af slagtermester Toft i Aabenraa er ved Yserkanalen bleven såret i venstre hånd. Han ligger på lazaret i Linz ved Rhinen.
– Enke Sørensen i Slagtergade i Haderslev , der for længere tid siden mistede en søn på valpladsen, har nu modtaget meddelelse om, at en anden søn er hårdt såret.
– Matthias Dinsen, Skodborg Skov, er let såret.
– Jens Clausen, Kværs Mark, er bleven såret den 16. april.
– Under kampene i første halvdel af april måned er Herm. Wolf fra Sønderborg og Hans Hommelhof-Vollesen, Maugstrup Skov, blevne hårdt sårede, Karsten Skov, Vesterbæk, og Matthias Hansen, Daler, let såret. Endvidere er Hans Ebsen, Mastrup, såret.
– I de sidste kampe i Flandern har Johan Schäfer, søn af uldspinder Schäfer i Nørregade i Tønder, fået tre kugler i låret; Fr. Mørup, søn af enke Mørup i Vestergade i Tønder, er ligeledes bleven ramt i låret; Arthur Petersen, søn af enke Petersen på Kirkepladsen i Tønder, er såret. Endvidere er Andreas Petersen fra Tønder Præparandskole og to elever fra Tønder Seminar, Nikolaj Mølgaard og Bahne Petersen, bleven sårede.
Seks sønner og en svigersøn i hæren
Bager Peter Jensen i Gaarskærgade i Haderslev har fra i dag 6 sønner og 1 svigersøn i hæren, idet hans yngste søn, Søren, i lørdags skulle melde sig som rekrut. 3 sønner og svigersønnen er med på valpladserne. Den ene blev såret i september af et strejfskud i Flandern; han er nu igen med ved fronten.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvad der kundgøres at skulle være modbydeligt!
Den 29. marts førtes nogle krigsfangetransporter gennem Haderslev, og ved denne lejlighed var der en del mennesker, både fra dansk og tysk side, som af medlidenhed med fangerne gav eller tilkastede dem forskellige ting. De tyske blade kom i harnisk herover og straffemyndighederne blev sat i bevægelse overfor de pågældende, hvis medfølelse havde givet sig udslag overfor fangerne, og nu kundgøres i de dertil indrettede blade følgende, der vidner så kønt om det høje stade, den tyske kultur indtager:
”Den 29. marts kom det lejlighedsvis ved krigsfange-transporter gennem Haderslev til modbydelige optrin, idet der af publikum blev vist fangerne allehånde opmærksomheder, der ikke svarede til vort folks værdighed overfor vore fjender. De pågældende er blevet straffede. Deres navne bliver efter anordning af den stedfortrædende generalkommando offentliggjorte som følger:
Jens P. Lauridsen fra Roager blev som 26-årig indkaldt for at blive uddannet til infanterist. Han hørte til Erz.-Res. 1. Han fik takket være en snarrådig kammerat reddet sig en forsvarlig “Druckposten” som skomager, skønt han aldrig havde flikket en sko i sit liv.
En Dag blev Depotet lavet om til Kompagnier, og samtidig hermed blev en Del af os sendt til Slesvig. Jeg var blandt de heldige — ligesom ogsaa Andreas Beck m. fl. var med her. Her i Slesvig blev vi indkvarterede paa Gottorp Slot, og der blev nu daglig ekserceret med os, og dette var just ikke saa rart. Turen kunde jo snart komme til os — vi maatte til Fronten.
Der herskede stor Mangel paa Haandværkere i Slesvig. De, der var her, længtes alle — hvor besynderligt det end lyder — efter at komme med ud i Kampen, at høste Forfremmelse og Ære eller — dø! — De gik ind i Geleddet og drog af Sted.
Ved den daglige Appel blev der derfor spurgt efter Haandværkere — hvilket vil sige: Skomagere og Skræddere. Andreas Beck var fræk nok til at melde sig som Skrædder — skønt han aldrig havde lært Haandteringen.
Nu sad han deroppe og havde sit paa det tørre, tænkte jeg, og ærgrede mig halvt over, at det ikke var mig. Jeg skulde ikke have noget af at dumme mig, skønt Andreas pressede paa, at jeg skulde melde mig.
En Dag kom Kammersergenten sammen med vor Feldwebel hen til mig, mens jeg stod i Geleddet. — Hør, sagde Feldwebelen: De er jo Skomager, Lauritsen!
Jeg? — Hr. Feldwebel. — Nej, det er jeg ikke. — Jo, De er, Lauritsen. Træd kun ud af Geleddet og følg med Kammersergenten op paa Kammeret!
Ja, saadan blev jeg — Haandværker, og dette kunde jeg takke min gode Ven, Andreas, for. Han havde nemlig over for Kammersergenten angivet mig som — Skomager af Profession.
Ankommet paa Kammeret fik jeg under en vis Beklemmelse anvist en Buk og en ledig Plads, og Sergenten tilkastede mig et Par Støvler, som skulde beslaas med Søm.
Sømmene blev slaaet i, og jeg var antaget som — Skomager …
Her sad vi nu og havde det godt. Arbejde skulde vi jo, men — det blev dog ikke til ret meget. Dette her var dog noget helt andet end at trave rundt dernede i Ka- sernegaarden, og en Dag var Kammeraterne borte — afgaaet til Fronten.
Jo, jovist. — Vi havde vel nok skudt Papegøjen … Saa sad vi da her og havde det rart, medens Vinteren gik, og Vaaren kom. Nede i Kasernegaarden var man i Gang med at indøve et nyt Hold Rekrutter. — Det var Folk fra Landstormen — ældre Mænd, de fleste af dem var Familiefædre. Man kunde godt sidde og faa ondt af dem, medens de løb som besatte dernede paa Pladsen.
Men hvad — det rager en jo ikke, og, som det hedder — enhver hytter sig, som han kan bedst.
Mit Arbejde bestod i at lappe gamle Støvler, der i Vognladninger kom tilbage fra Fronten.
Det hele tog vi dog ikke saa højtideligt. Wagner, som Kammersergenten hed, var en flink Mand. At lappe eller forsaale eet Par Støvler om Dagen var nok, saa vi havde god Tid til at lave andet, og det gjorde vi da ogsaa.
Forlængst havde vi indkvarteret os privat i Byen og kunde nu nyde et halvt civilt Liv. Vi blev efterhaanden godt kendte med en Del af Byens Borgere, ligesom vi ogsaa havde den Fornøjelse at have Familien paa Besøg og ogsaa kunde komme hjem paa Søndagsorlov.
Byens Borgere var over for os flinke og gæstmilde. — Men noget for noget! — De gæve Fruer eller Damer kom med deres mere eller mindre pæne Sko, der trængte til en ny Saal eller at blive syet. — Man maa jo huske, at der jo var Krig, og Læder og nye Sko var det smaat med. — Saa, lille Soldat — du kommer til at hjælpe mig denne Gang! — Og det kunde vi. — Vi tog — stjal — Læderet oppe i Magasinet, hvor der laa i Bunker af det. Ja, hvor lærte man mange Mennesker at kende, gode og daarlige mellem hverandre.
Hvordan det kom, forstaar jeg ikke; men efter et Par Maaneders Forløb kom Wagner en Dag og sagde henvendt til mig: Hør, Lauritsen, De har været en flink og tro Mand, og Dem har jeg Tillid til. Fra i Dag af staar De for Udleveringen fra Magasinet.
Javel, sagde jeg og takkede ham for hans store Tillid til mig. Jeg skulde nok passe godt paa Magasinet og dens Indhold.
Jeg opdagede senere, at Wagner var Medlem af det stedlige Baptist-Samfund. — Ellers var han god nok.
Andreas og jeg holdt sammen til Paaske 1915, da var Andreas saa heldig at komme hjem paa Orlov i et Par Dage. Han vendte ikke tilbage, men gik den rette Vej. Han kunde dog godt have sparet sig dette, da det kort Tid efter oplystes, at han var dansk Statsborger.
Kammerater havde jeg altid nok af. Mange er de, som jeg bagefter med en vis Vemod mindes. De fleste af dem, der drog til Fronten, kom aldrig mere tilbage. En af de faa heldige er Karl Hein, Spandet. Det var en kort Tid efter, at Andreas Beck var borte, at Karl Hein søgte ind til mig som Skomager. Han havde været saaret og havde fra Rekonvalescentkompagniet søgt herind. En kort Tid sad han nu her, men en skønne Dag var han igen borte. Karl Hein faldt i engelsk Fangenskab og sad der, til Krigen var forbi.
