Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.
Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.
Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.
Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Kl. 11 om formiddagen. Ilden springer fremad og slår nu tættest ned i slugten. Besætningerne foran er for størstedelen revet op eller begravet. Ganske få poster står der endnu, resten kryber sammen i dækningsrummene, fuldkommen rystede af artillerivirkning af hidtil ukendt styrke.
Fjendens masser vælder nu frem. Fire bataljoner er det, Zuaver, skarpskytter, Bretoner, en overvældende overmagt. De få poster kan hverken opholde dem eller alarmere deres kammerater. På et minut er fjenden fremme og nede i skyttegravene. En bølge stormer hen over dem, en anden, ”Nettoyeurs”[1] begynder deres arbejde. Zuaverne, dels afrikanere, dels udskud fra storbyen tørster efter blod. Kniv, bajonet og håndgranater gør deres arbejde.
Afsnittene ”Sønderborg” og ”Flensborg” er helt, ”Aabenraa” halvvejs, til venstre endnu en del af ”Slesvig”, i fjendens hånd. Denne indtager med stor hastighed en ny stilling nord for Slesvig-vejen. Hovedstyrken trænger videre frem mod slugten, dels i frit terræn, dels i løbegravene. Når franskmanden dem, er han i åbent terræn.
Mens fjenden rykker frem, griber de dele af regimentet, som ligger i flanken af angrebsstedet, beslutsomt og selvstændigt ind. 2. kompagni under kaptajn Siegert besætter til højre højderne øst for Bascule ved landevejen Moulin-Les Loges Ferme. 4. kompagni forlænger til højre. På angrebets venstre flanke lader 7. kompagni tre grupper vende om og lader dem komme 6. kompagni, der ligger umiddelbart ved angebsstedet, til hjælp.
To maskingeværer fyrer flankerende ind i fjenden, skønt afstanden er vel stor, men det virker, og adskillige Zuaver bliver ramt. 5. kompagni lå som bataljonsreserve i ”Neudorf”. En deling besætter støttepunktet foran ”Fort Dauber”, en deling ”Glücksburgvejen”, en deling forstærker det venstre hjørnestøttepunkt ved angrebsstedet. En sluttet gruppe fra dette kompagni trænger frem i den forreste skyttegrav. De kaster fjenden ni skulderværn tilbage, fem af dem kan de holde. 48 timer holder gruppen ud i det stykke skyttegrav.
Således var angrebsstedet ud mod flankerne nødtørftigt dæmmet op og en omgående bevægelse oppe på højsletten forhindret. Men vil det lykkes at standse fjenden frontalt? Hvis han med større styrker støder ind i slugten, så ville han let kunne rulle hele regimentet, ja, måske hele divisionen op.
Zuaverne er allerede ved randen af Moulin-slugten. Dér, nord for ”Fort Dauber”, har 2. batteri 45 deres stilling. Den falder i Zuavernes hænder, størstedelen af artilleristerne bliver nedkæmpet eller taget til fange. Noget længere nordpå var situationen ved ”Hvilehjemmet” yderst alvorlig. Her holdt løjtnant Remmers (2. kompagni) med svage styrker et støttepunkt. Yderligere styrker er ikke til rådighed. Da indtræffer kl. 3 om eftermiddagen ved stenbruddet bataljon von Senden fra 17. infanteri division. To kompagnier skal til venstre forlænge 2/86, to kompagnier bliver sammen med en del af 8/86 kastet ind ved ”Hvilehjemmet”. De renser slugten for Zuaver.
Straks derpå ankommer tre kompagnier fra 36. infanteribrigade. Et bliver underlagt I bataljon, to kaptajn von Senden ved ”Hvilehjemmet”. På den venstre fløj bliver 5. kompagni i støttepunkt ”Fort Dauber” og i ”Glücksburgvejen” forstærket. Et kompagni 31’ere under kaptajn von Kathen stormer kort før mørket sænker sig batteristillingen igen. Det bliver understøttet med flankerende infanteri ild fra ”Fort Dauber”. Efter en kort ildkamp, trækker fjenden sig flugtagtig tilbage. Han efterlader adskillige døde, et antal geværer og mange håndgranater.
Efter mørkets frembrud blev der etableret og besat en skyttegrav fra ”Fort Dauber” til ”Glücksburgvejen”. Således blev også dette hul lukket. Endnu var det store stykke mellem ”Hvilehjemmet” og ”Fort Dauber” åbent. Det blev lukket om natten af reserveregiment 75 fra 9. reservekorps under oberstløjtnant Rickert. General von Blottnitz overtog kommandoen over hele afsnittet. Om natten blev der trukket talrige reservekompagnier til fra naboregimenterne, og de blev sat ind, hvor behovet var størst.
[1] ”Nettoyeurs” (rensere) var soldater, der i by- og stillingskampe tog sig af oprensning, efter at hovedstyrken var rykket videre frem.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Den 6. om Formiddagen Kl . 11 blev der løbet Storm mod os af nogle udsøgte, stærke Stormkolonner, lutter Turkos og Zuaver. Angrebet blev udført med vældig Kraft og Viljestyrke. Det var uhyggelige Følelser, vi stod med, da de myldrede frem af deres Skyttegrave.
Der var ikke lang Tid til at tage Sigte; vi kastede kun Bøssen til Skulderen og trykkede af. Jeg rystede over hele Kroppen, saa jeg havde svært ved lade Geværet. Foroverbøjede med lange Bajonetter paa Geværet kom de gulbrune Skikkelser styrtende over imod os. I Hundredevis blev de mejet ned af vore Granater, som hyllede dem ind i en Sky af Krudtrøg og Svovldamp. Jeg vil vist aldrig glemme det Syn. Vore Artillerister fyrede saa voldsomt, som de aldrig havde gjort før. Ved et Batteri havde Betjeningsmandskabet endog kastet baade Trøje og Vest i Kampens Hede.
Zuaverne brød først igennem ved Løbegraven, ved hvis Ende vi havde tre Kanoner staaende; de tog Kanonerne i Besiddelse og dræbte hele Mandskabet. Angrebets Grænse var lige til venstre for vor Deling, hvorfor vi udmærket kunde flankere Angriberne. Men det vidste Fjenden meget godt og overøste os derfor med en sand Regn af Shrapneller, saa det var os umuligt at blive ved med Flankeringen. To Mand til højre og en ved min venstre Side segnede ned fra deres Pladser og var haardt saaret; som ved et Under slap jeg godt derfra. I Sektionen til venstre for mig faldt to Mand. Friseren Peter Thomsen blev ramt af en Shrapnel, saa Hovedet skiltes fuldstændig fra Kroppen. En anden Shrapnel slog ned i Niels Hansens Sektion, dræbte ham selv og saarede syv Mand; kun en af Sektionen blev uskadt. Blandt de haardtsaarede var ogsaa Korporalens Broder.
Vi havde 18 døde og saarede i vor Deling. Vor Løjtnant var ogsaa falden, det har han vel anet; thi Dagen før solgte han alle sine Ejendele, til hvem der havde Lyst til dem. Da der nu ikke kom flere Angribere, gik jeg ind i Jordhulen. Her laa Friseren Thiesen paa Maven i heftige Feberfantasier. Han var min venstre Sidekammerat, men segnede, ramt i Ryggen af en Shrapnel. I Tankerne saa han hele Tiden Zuaverne komme stormende, og med den ene Arm fægtede han omkring som for at værge for sig, mens han raabte: »Der er de! Der kommer de! Fyr! Fyr!«
Da jeg forsøgte at berolige ham, rejste han sig op paa Knæene og greb mig i Struben med et kraftigt Tag. Ved en smidig Bevægelse snoede jeg mig fra ham, og i samme Øjeblik vendte hans Bevidsthed tilbage. Hans Øjne saa spørgende omkring, idet han mumlede: »Hvad er der sket? Hvor er jeg?« »Du er vist bleven saaret,« sagde jeg, »kom, saa skal jeg forbinde dig.« Saa trak jeg lidt forsigtigt Trøjen og Skjorten af ham. Det viste sig, at han havde faaet et dybt Saar i Ryggen og et i Skulderen. Jeg forbandt ham, saa godt jeg formaaede, og fulgte ham lidt paa Vej til Stenbruddet, for at han kunde komme under Lægebehandling.
Om Aftenen, da vi skulde hente Mad og var kommen en Snes Skridt hen i Løbegraven, blev vi pludselig overfaldet af svære Miner. Vi for alle 8 Mand ind i en Jordhule; dog, i Gangen laa to faldne Kammerater, dem maatte vi over. Jeg fik en uhyggelig, kold Fornemmelse ned ad Ryggen, da Liget bevægede sig under min Vægt.
Da jeg var kommen tilbage med Maden, traf jeg Thomas Petersen og Nis Abrahamsen. De var begge helt nedbøjede over, at Niels Hansen var falden; han havde jo været deres allerbedste Ven, lige siden Krigen begyndte.
Jeg var nødt til at staa Vagt den Nat, da vi havde haft saa haarde Tab. Hele Natten vedligeholdt vort Artilleri sin Ild. Det var et mærkeligt Skue at se de mange Hundrede og atter Hundrede Shrapneller sprænges i Luften og paa Jorden, og hvis det ikke havde været saa alvorligt, kunde det sammenlignes med et uhyre stort Fyrværkeri. — Bedst som jeg stod i mine Betragtninger, sprængtes en fransk Granat lige foran mig, saa jeg af Lufttrykket blev slynget over mod Bagmuren i Skyttegraven. Jeg samlede mig lidt fortumlet op og gik atter op paa min Plads.
Fem Minutter senere kom der en til og slog ned paa samme Sted. Denne tvang mig i Knæ. Først da befalede Korporalen mig at gaa hen til et andet Udkigshul. Først henad Morgenstunden sagtnedes Ilden, og da Dagen gryede, blev det ganske stille.
En tæt Taage laa udbredt over Jorden; den benyttede de nysgerrige til at spadsere rundt iblandt de døde, som laa foran vor Skyttegrav. Man saa, at hver enkelt Mand havde været godt udrustet baade med Levnedsmidler, Skansetøj og Haandgranater samt Briller og Masker for giftige Gasarter. Man takserede, at der laa 700 Lig foran Skyttegraven, og der blev sagt, at Fjenden havde tabt henved 20,000 Mand den Dag. Vor 17. Division havde nemlig skudt sine Reserver ned fra Flanken.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
De første morgentimer var helt rolige, der var også morgentåge. Da troede bataljonen, at den på egen hånd kunne foretage afløsning. De to afløsende kompagnier 9. og 10. er allerede i den forreste skyttegrav, 11. og 12. vil netop til at trække sig tilbage. Da, kl. 6, bryder ildorkanen løs på ny. Den rammer de overfyldte skyttegrave, den spærrer løbegravene. En tilbagetrækning er ikke mere mulig, de afløste kompagnier må tømme det bitre bæger helt til bunds. To reservekompagnier er brugt op, inden de har afgivet et skud.
Tågen letter snart, og en strålende sommerdag viser sig. En søndag, der som så ofte før har bragt regimentet uheld. Kort efter ildens begyndelse sprænger franskmanden indgangen til det højre krater. Ilden raser videre. Frontgrave, løbegrave bliver hamret sammen. Også Moulin-slugten genlyder af bragende skud. De skrænter, der vender mod fjenden bliver ramt bagfra, fra Autrêches-kanten hyler de svære granater ned over de arme reservister. Hele slugten er fyldt med sort røg. Kl. 8 trommeild, den varer sædvanligvis en time, men efter en ildpause på et kvarter, rasler jernstykkerne igen ned for fuld kraft.
Allerede kl. 7.15 er alle telefonledninger skudt over. Ordonnanser kommer ikke igennem mere. Observation er udelukket. En tårnhøj væg af røg og lerstøv indhyller stillingen. Regimentsstaben i stenbruddet får ikke mere meldinger fra fronten. At stille reserver klar eller trække dem nærmere er alt, hvad man kan gøre. De fleste af reserverne bliver tildelt I bataljon på højre fløj. For sent erfarede regimentet, at reserverne til den hårdest ramte III bataljon allerede befandt sig foran i stillingen og dér blev skudt sønder og sammen. Sådan følger den ene ulykke den anden.
Ved fronten fuldender rædslen sit værk. Grave og dækningsrum styrter sammen, poster synker bagover og bliver hurtigt begravet. Endnu viser heltemodet sig. Folk fra et endnu ubeskadiget dækningsrum styrter hen til den næste, i hvis sted der kun kan ses et brændende krater. De graver og graver i den værste granathagl. Her bliver enkelte reddet, det er ofte kun en stakket frist, dér synker den ene efter den anden bagover, de sidste må opgive forehavendet, de kan ikke klare det længere. Frygtelig ser skyttegravene ud. Her rager et gevær op, dér en arm, dér en fod. Der findes ikke en håndsbredde jord, der ikke er oversået med granatsplinter.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I forsommeren 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Om morgenen den 5. juni var der ro. Om middagen brølede ilden op igen, og om aftenen rasede en orkan af trommeild over de ulyksalige skyttegrave. Hvad fjenden ville, stod helt klart for regimentet, og at han snart ville komme, ligeledes. Desværre var det ikke lykkedes at overbevise divisionen om farens omfang og nærhed, først efter at premierløjtnant Rintelen rettede de mest indtrængende henvendelser til Generalkommandoen, blev der truffet enkelte helt utilstrækkelige afværgeforanstaltninger.
Nogle alarmbatterier gik i stilling den 5. om eftermiddagen, afsnittet fik stillet bataljon Hagedorn fra 18. division og bataljon von Senden fra 17. division til rådighed. Da disse reserver først indtraf den følgende eftermiddag, stod regimentet i første omgang alene. Det stillede 1. kompagni til disposition for I bataljon, mens III bataljon, der var hårdest ramt, fik 10. og 13. samt et kompagni fra divisionsreserven, nemlig 9. kompagni.
Hårdest havde III bataljon lidt, begge dens frontkompagnier havde holdt 10 dage ud i helvedet. Ingen søvn, bestandigt arbejde med de sammenstyrtende skyttgrave, med de sønderskudte dækningsrum. Kompagnierne skreg på afløsning.
Da natten til den 6. juni var rolig, troede regimentet at det kunne tillade sig afløsning, men da blev der meldt, at fjenden foran 12. kompagni var ved at fjerne spærringerne, med andre ord, at han den næste dag ville angribe, blev afløsningen forbudt.
C. Vøllschow, Blans, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Under de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent blev han såret.
4. Juni 1915 blev jeg saaret af en Shrapnelkugle i venstre Underben. Det skete under et Skinangreb, foretaget paa den af 11. og 12. Kompagni af Regiment „Königin“ besatte Stilling ved Moulin sous Touvent.
Jeg meldte mig paa Forbindingsstedet i Slugten mellem Byen og et Stenbrud hos vor Bataillonslæge, Dr. Agerley , nu Læge i Augustenborg. Efter at jeg var blevet forbundet, opfordrede han mig til at søge hen til Stenbruddet og der afvente Ambulancens Komme. Jeg humpede derhen, og efter fire til fem Timers Vente tid kom Ambulancen og kørte mig og endnu et Par saarede til Lazarettet i Les Mesnil.
Samme Aften blev jeg i en stor Privatbil kørt videre til Opsamlingslazarettet i Bleancour, og efter et Døgns Ophold her sendtes jeg med Feltbanen til Chauny.
Her blev jeg indlagt paa Lazarettet; men efter otte Dages Forløb kom jeg med en Transport af letsaarede til Guise ved den fransk belgiske Grænse.
Her laa jeg i ca. ti Uger; saa blev jeg over Hals og Hoved sendt ud af Lazarettet og fik Ordre til at melde mig til „Genesungskompagniet”. Her fik jeg Ordre til at melde mig hos den vagthavende Feldwebel i en Skole i Udkanten af Byen. Jeg fik anvist en Halmsæk i Gymnastiksalen.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter, hvor særligt mange soldater kom fra Sønderjylland. I foråret 1915 lå regimentet ved Moulin-sous-Touvent.
Så modbydelig denne muldvarpekrig end var, så var påvirkningen af den stadig tiltagende beskydning hen mod slutningen af maj værre endnu.
”Grænse-” og ”Landværnstillingen” kom til at udholde det værste. Dækningsrum styrtede sammen, tabene var store. Det blev ved de tre første dage af juni. Færdsel i løbegravene var næppe længere mulig.
Den 4. juni lå hele dagen den tungeste ild over afsnittene ”Aabenraa”, ”Sønderborg”, ”Flensborg” og den højre fløj af ”Slesvig”. De ramte kompagnier var 3., 12., 11. og højre fløj af 13. Angrebslinien tegnede sig.
Den følgende nat gav ingen ro. Hele natten sværmede miner herned, idet de spredte død og ødelæggelse. Dækningsrummene lignede små lazaretter, uophørligt bar sygehjælperne deres blødende og stønnende last gennem gravene.
Som et Lyn fra en skyfri Himmel kom Ordren, at vi skulde forlade L…
Ugerne forlod vi den lille venlige By, men derefter gaar det jo ikke. Klokken 10 Onsdag Aften forlod vi L . .. Banegaard. Ved Daggry naaede vi S… og fik her Rissuppe til Morgenkost.
Om Aftenen Klokken 8, efter 22 Timers Jernbanefart, blev vi til alles Forbavselse udladet i Nedre Elsas nede ved Udløberne af Vogeserne. Vi blev her indkvarteret i den lille Købstad D……… (2500 Indbyggere).
Jeg havde, som altid, Lykken med mig, og fik et herligt Kvarter hos en gammel Vinbonde, hvor Sønnerne er i Krigen, men der var 4 voksne Døtre hjemme. Vi kom fire Mand i Kvarter her, blev godt modtaget og kom — for første Gang efter 3 Maaneders Forløb — i en Seng igen. Men aa, hvor vi svedte den første Nat! Vi var ikke vant til et saadant Leje.
Vi er her rigtig i Tysklands Vinegn, saa vi drikker Vin, som vi derhjemme drikker Vand. Der er meget frugtbare Enge udenfor Byen. Høbjærgningen her er i fuld Gang, og vi hjælper i vor Fritid Husets Døtre ved Arbejdet.
Jeg vil slutte for i Dag, da en af de mørkøjede Skønheder venter paa mig, vi skal ud i Engen og sætte Hø i Stak.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.
Artilleri- og mineilden, der ellers var stilnet af, satte efter denne dag ind med forstærket kraft. Den uhyggelige underjordiske støj hørtes igen. Som modforanstaltning arbejdedes febrilsk på egne gange. En sådan traf den 2. juni på en fjendtlig underjordisk gang, denne blev om eftermiddagen sprængt i luften med en 250 kg ladning. Krateret lå 20 m foran vor stilling.
Om natten kl. 11 kom der igen en voldsom detonation, fjenden sprængte resten af den underjordiske gang på den anden side af krateret i luften. Ved sape 15 opdagede franskmændene vores underjordiske gang, nu var det tid. Den blev sprængt om eftermiddagen kl. 5 for samtidigt at kunne kvase den fjendtlige gang. Detonationen var meget kraftigere end forventet. Tilsyneladende gik en fjendtlig ladning med i luften.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Faldne, saarede og fangne
En Søn af Enkefru Truelsen i Hvidding er den 21. Maj falden paa Vestfronten — den første eller en af de første Dage, han deltog i Kamp. — En Søn af Snedkermester Schmidt i Rejsby er ligeledes fornylig falden paa Vestfronten.
Maa nordslesvigsk e Soldater ikke tale Dansk?
Mod Slutningen af sidste Aar kom den mærkelige Meddelelse fra Lejren i Lockstedt (ved Itzehoe), at det var bleven forbudt nordslesvigske Soldater at tale Dansk indbyrdes — et Forbud, der dog næppe overholdtes saa strængt og som vi derfor ikke omtalte. Nu synes det imidlertid, som om saadanne Forbud ogsaa udstedes andre Steder.
Saaledes er Forbudet nylig udstedt for de i Rostock og Königsberg liggende nordslesvigske Soldater, og fra sidstnævnte By maa Soldater end ikke korrespondere paa Dansk til deres Slægt i Hjemmet. — Det forekommer os at være en mærkelig Maade at paaskønne nordslesvigske Soldaters loyale Optræden under Krigen.
Ethvert Samkvem med K rigsfanger er forbudt
I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armékorps hedder det:
Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger forbydes Befolkningen:
a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræver det, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne;
b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholholdige Drikkevarer;
c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangerne.
Hvem der optræder i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Den 12. maj faldt vores gode kompagnifører kaptajn v.d. Marwitz ved et skud gennem hovedet. Jeg var med til at bære den knap 200 pd. svære mand tilbage, han skulle hjem og begraves i Tyskland.
Den 28. blev vi trukket ud af den ret gode stilling, jeg havde jo været med i det der var værre. Den nat vi forlod skyttegraven blev vi belyst af en meget stærk lyskaster, som russerne havde fået stillet op i deres bagland, det førte med sig, at de ny der flyttede ind straks blev angrebet, de måtte nu klare sig selv.
Vi var færdige for en tid, fordi Hindenburg havde beordret os en ferie for vore fortjenester i Masuren, hør hvad han skriver i sine erindringer: Alene navnet, vinterslaget i Masurien virker lammende som isnende blæst eller dødens stilhed.
Når mennesker tænker tilbage på dette slags gang må de standse og spørge sig selv, har menneskelige skabninger virkelig kunnet udføre dette eller er det hele kun en fabel eller en feberfantasi. Er disse marcher gennem vinternætterne, denne bivuak i isnende snestorme og denne sidste del af slaget i Augustowoskoven, der var så grufuld for vore fjender, når det kommer til stykket kun skabt af en blændende fantasi?
Vi fik virkelig tre ugers ferie, vi måtte ikke rejse hjem, men vi slog vore telte op i en skovkant hvor vi lå og dasede og var i de tre uger kun til skarpskydning en gang, det var meget varmt og vi blev plaget af myggene der overfaldt os i millionvis, mod dem nyttede kanoner ikke noget.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Mishandling af krigsfanger. Fra fangelejren ved Døstrup
Vi har tidligere bragt nogle oplysninger om uheldige forhold ved enkelte af fangelejrene i Nordslesvig. De bidrog efter sikkert forlydende til, at de prøjsiske myndigheder blev opmærksom derpå og foranledigede forholdene ændrede til det bedre.
Der har i 2-3 uger blandt befolkningen, og ikke mindst i den tysksindede del, været talt meget om en grim tildragelse, der efter samstemmende udtalelser fra forskellige sider skildres således:
Blandt fangerne i lejren på Vinum Mark ved Døstrup var også en russer, som havde været syg i nogen tid, men alligevel sammen med medfanger deltog i opdyrkningsarbejde ved Tevring for en tysker. Når arbejdet var sluttet om eftermiddagen, fik fangerne tilbage til lejren. På hjemvejen hertil blev den omtalte russiske fange en dag så syg, at han ikke længere kunne slæbe sig frem, da man nåede vejen i Vinum i nærheden af kroen. De soldater, der havde opsyn med fangerne, troede imidlertid, at russeren simulerede og skubbede og sparkede ham til forargelse for dem, der så transporten. En kone, der havde ondt af den syge fange, bad om ikke hun måtte give ham et glas vin for at søge at få ham til kræfter igen, men denne naturlige menneskelige medfølelse blev brutalt afvist med et udbrud, som gik ud på, at han snarere skulle have gift end vin!
Imidlertid kunne fangen ikke slæbe sig frem længere trods sparken og skubben, og han måtte så blæres resten af vejen. Ved ankomsten til lejren var han død eller få minutter efter.
Nogle dage senere blev han begravet og fik en efter forholdene smuk jordefærd, hvor det ikke manglede på medfølelse fra befolkningens side. Kisten blev båret fra sprøjtehuset til kirkegården, medens medfangerne hele vejen sang deres ejendommelige russiske salmer. På kirkegården talte pastor Jørgensen af Døstrup smukt og gribende over den døde og kom i sin tale også ind på at formane opsynet til at behandle fangerne godt, de det jo dog ikke var deres skyld, at krigen rasede.
Det er muligt, at sagen er draget frem af befolkningen dernede, vi ved det ikke. Men det er også muligt, at der dækkes over den, når den ikke kommer offentlig frem. Vi har imidlertid gode mænds ord for, at det er myndighedernes vilje, at fangerne skal behandles så godt som de økonomiske forhold tillader det og at der fra opsynets side ikke må ske mishandling.
Når tildragelsen nu er draget frem, nærer vi ikke tvivl om, at man fra de pågældende myndigheders side vil træffe de fornødne forholdsregler mod, at så brutal mishandling af krigsfanger finder sted i fremtiden.
Hurtige forfremmelser
Redaktør Kr. Thomsen ved ’Hejmdal’, der indkaldtes i midten af marts uden nogensinde tidligere at have fået militær uddannelse, og bankassistent Calløe i Rødding, som heller ikke tidligere har modtaget militær uddannelse, er begge udnævnt til løjtnanter.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Jens Jensen Nissen fra Sønderballe er falden den 2. maj. Han var 33 år gammel.
– Smed Hans Kelsen fra Lysabild er falden den 7. maj. Han efterlader enke og to små børn.
– Parcellist J. Espensen, Købingsmark, har fået meddelelse om, at hans eneste søn, Christen Espensen, var falden i Frankrig.
– Hjulmager Kr. Hansen, Smøl, er falden under de sidste kampe. Han blev 33 år gammel og efterlader sig en svagelig enke.
– I sidste tabsliste meddeles, at Johannes Christensen fra Holm i Tønder Kreds er falden i kampene fra den 20. til den 29. april.
– Vognmand Ludvig Jensen i Tønder har fået meddelelse om, at af hans to sønner er den ene, kommis Peter Jensen, falden. Han var 22 år gammel. Den anden af sønnerne har længe været savnet og menes også at være falden.
– I sidste tabsliste meddeles, at Joakim Hinrichsen, Varnæs, er bleven hårdt såret ved kampene fra 24. til 29. april. Robert Ihde fra København [sic!] er bleven hårdt såret i kampene fra 24. til 29. april. Christian Schulz, Simmerstedholm, er atter bleven let såret, men kan blive ved sin troppeafdeling. Theodor Clausen, Uldal, står opført som hårdt såret.
– Vilhelm Christiansen fra Rørkær ved Tønder, som stod ved Østfronten, er bleven hårdt såret og ligger på et lazaret ved den tysk-østrigske grænse.
Fader og to sønner indkaldte
Gårdejer Peter Christensen på Kamp ved Fæsted blev den 2. august indkaldt som gammel landstormsmand. Efter at have gjort vagttjeneste forskellige steder i Nordslesvig kom han til marts til en fangelejr i Pachim i Mecklenborg. Han er nu sammen med mange andre nordslesvigere havnet ved etappetjenesten nede foran Karpatherne.
Hans ældste søn blev sidste efterår indkaldt som infanterist (rekrut), og nu for kort tid siden er hans næstældste søn også bleven indkaldt som rekrut.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Barmhjertighedsgaverne til de russiske krigsfanger. Frikendt af retten i Haderslev
Ved bisidderretten i Haderslev forhandledes i torsdags den tidligere omtalte sag mod syv dansksindede beboere i Haderslev, cand.theol. Andersen, forretningsfører Oggesen, bagermester Andersen, agent Chr. Lausens datter, købmændene Lausen Holm og Årø samt vinhandler Bang – der hver var idømt en bøde på 30 mark for ’grov uorden’, begået den 27. marts 1915 på banegården i Haderslev; da en transport af russiske fanger førtes forbi, havde de givet fangerne gaver.
’Dannevirke’ skriver følgende referat fra forhandlingerne:
”Cand.theol. Andersen var ordfører for de anklagede. Han hævdede, at man i skrivelsen fra politimyndighederne havde idømt dem bøder, fordi de havde givet russerne ’kærlighedsgaver’ i denne forbindelse; dem gav man kun til sine egne soldater. Til fanger kunne der kun være tale om barmhjertighedsgaver. Han havde set, at flere fanger gjorde tegn til maven og munden for at gøre tilskuerne forståelig, at de var sultne, og det havde vakt tilskuernes medlidenhed, tilmed, da de så meget medtagne og trætte ud. En af soldaterne, der ledsagede transporten, en landstormsmand, havde også fortalt dem, at de var meget sultne og medtagne; han havde givet dem sit eget brød.
Efter en meget lang rådslagning faldt dommen, der lød på frifindelse. Generalkommandoen havde udstedt forbud mod at give fanger noget, men dette forbud var først kommet langt senere, så det havde de ikke kunnet overtræde.
Russiske krigsfanger som landbrugsarbejdere
’Dannevirke’ skriver:
En væsentlig del af arbejdskraften på de fleste gårde i vor landsdel udgør for tiden russiske krigsfanger. Erfaringen har vist, at de røgter deres arbejde til husbondens tilfredshed. Dette bevidnes også ude fra en gård på Vesteregnen. Som så mange andre steder var husbonden og den øvrige arbejdskraft på gården bleven indkaldt. To russiske krigsfanger har nu overtaget driften. Og det interessante er, at de to krigsfanger før krigen i deres hjemstavn i Rusland som husbonde og karl har gået sammen på en gård af samme størrelse som den her i Nordslesvig. Sammen var de bleven indkaldt, var bleven sårede sammen og kommen sammen i fangenskab. De røgter nu gården, som var det deres egen.
Den uøvede landstorm ved fronten
Kommis Chr. Blohm, søn af landmand Blohm i Bylderup-Bov, er falden. Han var indkaldt som ikke-uddannet landstormsmand. Efter endt uddannelse i Rendsborg kom han for nylig til fronten og faldt kort efter. Han blev 26 år gammel.
Italienerne flygter over Vamdrup
Som følge af den truende krig er der ifølge ’Kolding Folkeblad’ siden i fredags med hvert af togene sydfra til Vamdrup ankommet italienere, der flygter fra Tyskland og foreløbig begiver sig til København.
H.C. Brodersen fra Nordborg var med Füsilierregiment 86 ind i Frankrig og Belgien i de store offensiver i august-september 1914. I slutningen af oktober 1914 fik han gigt i benene som følge af de kolde og fugtige skyttegravsliv i Frankrig, og han kom på lazaret. Siden julen 1914 har han været på orlov – og er det fortsat, nu et halvt år senere. Han har udført bevogtningsopgaver i hjemstavnen og er nu med til at uddanne nye soldater til fronten.
Aabenraa, den 25. Maj 1915.
Vi har nu faaet noget mere at bestille, thi der er indkaldt nye Rekrutter, og Krigserfaringerne og anden Militærteknik skal indpodes i dem. Kompagniføreren er en gammel, skikkelig Major, der i Fredstid har været Amtsforstander. Han gør ingen Fortræd, og Rekrutuddannelsen overlader han til dem, der har Forstand paa det.
Han er ikke „saddelfast” i det tyske Sprog, og hans Taler er derfor aldrig af lang Varighed. Bedst tilpas synes han at være, naar vi har en Udmarch i Retning af Løjtkirkeby og Barsmark. Fra Hesten nikker og smiler han til mange Bekendte, der faar et „God Daw, Mari”, eller et „God Daw, Jens” med i Købet, ligesom det nu passer.
Uddannelse af rekrutter – her i Lockstedter Lager i Angel
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange soldater fra Sønderjylland.
Artilleri- og mineilden forøgedes gennem hele måneden og medførte mærkbare tab. Men det var ikke bare det. Når posterne om natten lyttede efter fjenden, opfattede de en stadig vognraslen; jernbanevogne, tilsyneladende også kanoner kørtes frem på skinner, motorer brummede. Alt det opfattedes af natposterne. Særlig foran ”Grænse-” og ”Landværnsstillingen” lød det tydeligt. Dér faldt også artilleri- og mineilden tættest.
Men det mest modbydelige var dog den knirkende lyd af boren under jorden, som man fornemmede i saperne 4, 5, 6 og 8, altså på den højre fløj. Tilsvarende hobede jordmasserne sig op foran Quennevières-Ferme, de blev beskudt af vores tunge feltartilleri, men det var kun symptombehandling, ondets rod fik man næppe ram på. Altså skulle det gå løs igen på det ulyksalige Soltau-Eck. Her faldt ilden også særlig tungt.
Pinsedagene bragte så den sørgelige nyhed om vor forbundsfælle Italiens forræderi.[1] Hos tyskerne blev nyheden modtaget med nærmest ligegyldighed. Den formåede ikke at rokke ved troen på en sejrrig udgang af krigen. Hos franskmændene derimod udløste den en glædestummel. Om natten mellem 24. og 25. maj holdt det slet ikke op med råb og sang derovre. ”Vive l’Italie!”, ”Deutschland kaputt!” sådan lød det herover, et helt fyrværkeri af lyskugler blev brændt af. Den næste morgen prangede foran vor pigtrådsspærring et stor skilt med efterretning om Italiens tilslutning til Ententen … Det blev den følgende nat af en patrulje bragt tilbage påklæbet aviser, som meldte om de tyske sejre i Galicien.
[1] Italien erklærede den 23. maj Østrig-Ungarn krig og brød dermed sit forbund med landet.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham lige siden mobiliseringen i august 1914.
Pinsedag, den 23. Maj 1915. Jeg stod op med Solen og vaskede mig; det var jeg ikke bleven de sidste 14 Dage. Hvor frisk og glad man dog bliver ved at faa sig vasket! Man ser meget lysere paa Tilværelsen. Jeg gik ind med Haandklædet; men jeg kunde næppe aande derinde i den menneskefyldte, tætte, lave Stenhule, hvor der aldrig kunde komme frisk Luft ind.
Mine Kammerater snorkede. Fuldt paaklædte, med de lange Støvler paa Benene laa de med en lille Haandfuld Halm under Ryggen i alle mulige Stillinger.
Jeg tog min Lommebog og gik ud. Siegfried havde faaet Ild under Feltkøkkenet og var ved at koge Morgenkaffen. — I et halvt Hundrede Skridts Afstand fra Stenbruddet satte jeg mig ned i det kraftige, grønne Græs. Der var en gammel, forladt Artilleristilling, hvor der havde staaet 3 Kanoner. Volden, som havde været opkastet omkring Kanonerne, frembød en behagelig Græsbænk at sidde paa. Der var fuldstændig Stilhed.
Vaabnene hvilede. Vist aldrig har en Maj morgen gjort et saa -velgørende Indtryk paa mig. Hvilken Modsætning mellem den stinkende, snorkende Stengrotte og den blide, vaagnende Natur. Tusindfryd og Anemoner stod ved min Side og drak af Duggen. Solen hævede sig langsomt op over Grusdyngerne af den nedskudte Quenneviére-Gaard. Hvor er vi Mennesker dog sunket dybt, at vi saadan ødelægger alt og løber Storm imod hinanden som rasende Rovdyr. Men denne Time gjorde mig godt, den hævede mig ligesom op over Krigens Uhygge.
Tanken søgte de kære i Hjemmet, og jeg var lykkelig ved Tanken om den fælles Gensynsglæde, naar Krigen var forbi. De to gamle Landeværnsmænd Jørgen Refshauge og Christian Lydiksen kom hen ad Vejen. Hulen var nok ogsaa bleven dem for trang. Vi tog en lille Spadseretur alle tre og gik, snakkende paa vort kære, sønderjydske Modersmaal, om ad den nyanlagte, skjulte Skovsti, der førte gennem Elme- og Birkekrattet til Kløften. Den friske Skovbund og det nys udsprungne Løv duftede af Sundhed og Sommer. En lille pikkende Spætte fortalte os, at alt Fugleliv endnu ikke var uddød her ved Fronten.
Da kom en Granat susende med taktfaste Drejninger gennem Luften og eksploderede med et sønderrivende Brag, der forplantede sig som en rullende Torden om ad Kløften. Spætten tav øjeblikkelig. »No vende vi om,« sagde den høje, stovte Familiefader Jørgen Refshauge; »vi skylle vor Familie o pas aa«. Saa vendte vi Ryggen til Sommer og Sol og den skønne Natur og gik ind i den modbydelige Stenhule.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Nordslesvigernes tab under krigen
En sønderjyde, der har gjort uddrag af de tyske tabslister siden krigens begyndelse, meddeler i ,Sorø Amtstidende’, at i tabslisterne for den nordligste del af Slesvig (heri indbefattet Flensborg) indtil den 10. maj (Tabsliste Nr. 220) omfatter 978 døde, 2377 sårede og 790 savnede. Af disse sidste må ca. 300 anses for døde.
Forbudet mod Danseforlystelser
Generalkommandoen har ifølge, Hejmdal afslået et Andragende fra gæstgiverforeningeme om at lade indtræde lempelser med hensyn til forbudet mod danseforlystelser. Afslaget begrundes ligesom i sin Tid forbudet ud fra etiske overvejelser; det er ikke på sin plads at more sig ved dans, mens så mange må vove livet ved fronten.
Hårdt ramt
Handelsmand Flintholms Familie i Bollerslev er bleven hårdt hjemsøgt af krigen, idet to af sønnerne i en alder af 22 og 20 år er faldne på den vestlige krigsskueplads i løbet af 4 uger. Og en tredje søn paa 18 år er bleven vanvittig over tabet af de to brødre og har måttet bringes til sindssygeanstalten i Slesvig.
Landstormspligten
Til „Hamburgischer Correspondent” meddeles fra Berlin: Skønt der for nylig fra kompetent Side blev udtalt, at der ikke var påtænkt nogen lovmæssig Udvidelse a f landstormspliten, er der igen opdukket Rygter, der betegner en sådan udvidelse som påtænkt. Vi er i Stand til at kunne fastslaa, at disse Rygter er lige så ugrundede som de første.
Marie Maskov Petersen, Harreby ved Fole, fortæller om en dramatisk episode i Harreby ved Fole pinselørdag 1915.
Min nu afdøde Mand, Laurits Petersen, var dengang endnu hjemme, idet han som gammel Landstormsmand først blev indkaldt omkring December 1915. Vi havde her paa Egnen fra første Dag Indkvartering af Soldater. Nogle af dem var flinke og pæne Folk, andre mindre behagelige. Det er om en af disse sidste og om de Besværligheder, han bragte os, jeg her vil berette.
Denne Soldat var indkvarteret hos os, men han drak som en Svamp, ja, han var en ren Drukkenbolt og gik jævnligt paa Frierfødder til Gram. Han meget beruset. Vi havde faaet Besked om fra hans Kammerater, at hans Kone om Aftenen kom paa Besøg fra Hamborg. Fyren havde ellers hele Tiden fortalt os, at han var Enkemand, og jeg sagde derfor til ham, at jeg nok skulde fortælle hans Kone om hans Bedrifter.
Under dette kom en af vore Bekendte, Eskild Slott fra Hygum, ridende. Han vilde lige over og hilse paa os, og han stod nu og talte med min Mand; men nu blev Drukkenbolten Fyr og Flamme. Han gik hen og forlangte at se hans Pas. Eskild svarede, at han jo allerede tidligere havde haft Lejlighed til at se det hele to Gange, og da han nu oven i Købet tillod sig at bebrejde ham, at han var beruset, blev Fyren aldeles rasende. Han fo’r ind i Huset og hentede sit Gevær, stormede ud igen og lagde sig paa Knæ og begyndte at skyde efter ham.
Eskild havde dog faaet et Forspring og naaede i Sikkerhed hos Johannes Paulsen, der havde tre Mand indkvarteret. Disse sneg sig nu ned langs Hegnet og kom bag paa Skytten. Vi havde laaset Døren. Gamle Bedste og Børnene løb ud gennem Stalden, og jeg klatrede ud gennem Vinduet i Sovekammeret. Min Mand krøb op paa Loftet og tog Stigen med sig.
Men nu vendte den balstyrige Soldat sig om; han rendte over til Døren, slog den i Stykker og raabte: „Ud med dig og din Mand! Jeg skal skyde jer ihjel!“ — Heldigvis varede det ikke længe, inden Soldaten ved Hjælp af Vagtmandskabet fra Byen blev afvæbnet. Paa Vejen til Gram mødte han sin Kone. Hun kom saa ud til os og blev her Natten over.
Hele Episoden fik dog et Efterspil; vi kom nemlig i Forhør, først i Harreby, senere i Flensborg, og den 1. December blev min Mand indkaldt og sendt til Strassbourg. Resultatet af Afhøringerne blev, at den hidsige Soldat blev erklæret for utilregnelig; men det vilde Overkrigsretten, der havde faaet Akterne tilsendt, ikke tro paa, og den 10. December blev jeg derfor stævnet for Retten i Altona, hvor Sagerne nu skulde uddybes nærmere.
Min Mand blev ogsaa ført dertil.
Ledsaget af en Underofficer blev jeg ført ind i Retten. Jeg havde en Følelse af, at jeg vandrede lige ind i Løvens Gab. Der sad nemlig ni høje, gallaprydede Herrer i Lokalet, og de gloede paa mig og nedstirrede mig; men jeg tænkte bare, at nu gjaldt det kun om at holde Ørene stive.
Vidnerne — Soldater, der havde været indkvarteret i Harreby — blev kaldt ind, de blev udspurgt om, hvorledes Kvartererne havde været, og de svarede, at de havde haft det godt. Jeg havde muligvis været lidt brysk, men det forstod de godt, og det var sikkert ogsaa nødvendigt. Jeg blev derefter opfordret til at aflægge Ed paa, at hele Tildragelsen var foregaaet, som jeg havde skildret den. Da det var overstaaet, sagde de høje Herrer: „Vi betvivler ikke, hvad Fru Petersen siger!”
— Nu spurgte jeg, om min Mand ogsaa skulde til Afhøring, for hvis dette var Tilfældet, vilde jeg anmode om, at han fik en Tolk stillet til Raadighed. Da de hørte dette, fo’r de op og raabte: „Og saa er han endda preussisk Soldat!” — men jeg sagde: „Undskyld, mine Herrer, min Mand er 45 Aar, han har gaaet i dansk Skole, og han er kun Soldat efter Ordre!”
— De ønskede dog ikke at drøfte dette Anliggende nærmere med mig, og Enden af Historien blev, at den udfordrende og krigslystne Soldat blev afvæbnet. Han sagde, at jeg havde været et skrapt Vidne; men Retten svarede ham, at han fortjente en rigtig god Omgang Prygl, hvortil han ytrede noget om, at han dog haabede at have gjort sig fortjent til Jernkorset
Jeg fik for min Ulejlighed Rejseudgifterne godtgjort, og mine Udgifter havde jeg nu ikke beregnet for lavt, og derefter kunde jeg atter rejse hjem; men min Mand maatte atter tage tilbage til Strassbourg.
Johannes Hansen, Avnbøl, gjorde krigstjeneste ved LIR75/3 på Østfronten
Det var i Rusland i Maj 1915. Jeg hørte til 3. Kompagni, Landwehr Inf. Reg. 75, og vi var efter et tolv Dages Ophold i forreste Linie kommet tilbage paa et tre Dages Ophold i en Hvilestilling i en tæt Granskov, ca. 500 m bag forreste Linie. Det var nærmest en Reservestilling, vi befandt os i.
En Formiddag skulde vi alle til Feltgudstjeneste. Man havde af Grangrene lavet en nydelig Prædikestol, og da Kompagniet stod opstillet, ankom Præsten, naturligvis flot dekoreret med Jernkorset.
Vi sang nogle Salmer, hvorefter Præsten entrede Prædikestolen og tog fat paa sin Prædiken. Denne gik ud paa, at vi roligt kunde bede til den store, tyske Gud, for han hørte vor Bøn, hvorimod Englændernes Gud og Franskmændenes Gud ikke hørte deres Folk. — Nu var der mange, der syntes, at han havde sagt nok, og saa gik det løs: „Den Fyr spinder jo en Ende!
Sikke noget Pjat! Han har jo en Skrue løs! Han er jo skruptosset! Vi gaar hjem!!“ — Og saa gik vi allesammen; kun Officererne blev tilbage.
Samme Eftermiddag havde vi Gymnastik. Man havde anbragt en Stang mellem et Par Graner, og vi skulde nu trække os op i Armene. En Feldwebel kommanderede, og da vi alle var raske Karle i Trediveaarsalderen, gik det jo fikst og let. Øvelserne overværedes af tre Løjtnanter og vor Kaptajn.
Midt under Forestillingen ankom en ny Løjtnant. Han forestillede sig for vor Kompagnifører og meddelte ham, at han var tildelt vort Kompagni. Det var nu en mærkelig Mand at se paa. Han var ganske lille, og saa var han næsten lige saa tyk, som han var høj. Saa var han omtrent blaasort i Ansigtet — af Drik, men hans Næse var saa rød som et modent Jordbær.
Vor Kaptajn kikkede længe og spekulerende paa den lille Tyksak, men saa sagde han: „Naa, ja, saa kan De jo overtage Kommandoen!” — „Javel, Hr. Kaptajn,” svarede han, hvorefter han stillede sig i flot Positur, med Hænderne paa Ryggen, som om han var selve Generalen, og saa kommanderede han.
Den første, der skulde prøve Kræfterne, var en stor og flot Fyr, som havde været ved Garden Han sprang op i Tværstangen; men saa blev han hængende som en røget Sild.
„De skal hæve Dem op i Armene, tre Gange, og De skal hver Gang hæve Dem saa højt, at De kan kigge over Stangen!” raabte Løjtnanten; men Fyren hoppede ned paa Jorden igen og sagde: „Vær saa venlig, Hr. Løjtnant, og vis mig, hvordan det skal gøres.”
Det kunde den tykke naturligvis ikke, og han blev oven i Købet saa forfjamsket, at han ikke vidste, hvad han skulde gøre eller sige. Vi morede os kosteligt, og Officererne vendte sig om — med brede Grin om Munden.
Saa sagde Kompagniføreren: „Lav hellere noget andet med Folkene, Hr. Løjtnant.”
Løjtnanten kommanderede os nu til Geværerne, som stod i Pyramider langs Skovvejen. Han tog fat paa Geværeksercits, men det huede ikke vor Kaptajn. „De vil da ikke lave Geværeksercits med mine Folk?” raabte han. „Jo, Hr. Kaptajn,” svarede Løjtnanten.
„Hvad i Alverden! Tror De, vi stiller os op her og indøver Geværgreb? Hvad tror De, Russerne derovre vilde sige, dersom de saa det! Nej, med den Slags driller man Rekrutterne i Garnisonen, men ikke Soldater i Felten! Find paa noget andet, Hr. Løjtnant!” Kaptajnen var vred.
Løjtnanten vidste ikke, hvad han skulde gøre, men saa fandt han paa, at vi skulde sværme ud langs Skovkanten. Det gik helt godt; men pludselig raabte en af mine Kammerater: „Saa stormer vi Skoven!” — og med kraftige Hurraraab forsvandt hele Sværmen i den tætte Granskov.
Løjtnanten kunde ikke komme med; han var for tyk til at komme ind under Granerne. Han stod paa Vejen og kaldte os tilbage; men der kom ikke en eneste.
Saa maatte han omsider gaa hen til Kompagniføreren og melde, at Kompagniet var forsvundet.
Kompagniføreren saa haanligt paa ham og sagde: „Jeg synes, det er ret enestaaende, at De sætter hele mit Kompagni til i Løbet af et Kvarter!”
Den tykke og helt igennem umulige Løjtnant blev kun fjorten Dage hos os. Da vi kom ud, hvor Kuglerne fløjtede os om Ørerne, meldte han sig syg og forsvandt.
I Gaar var jeg og en god Landsmand i Nabobyen med nogle Heste, og vi red saa hen til det Kvarter, hvor vi har været hele Vinteren. I kan jo nok tænke Jer, at det var mig om at gøre at besøge vor Far og Mor fra i Vinter, min Landsmand om at besøge sit Kvarter. Nu ligger der Artilleri i Byen.
Naa, Mor tog imod os med aabne Arme, Fatter var i Marken. Hun fik Kaffekedlen paa. Imens den kogte, gik vi en lille Tur rundt i Haven. Hvor hun mønstrede sin Have, og det kan nok være, at alt var i Gang. Ærterne groede allerede oven ud over Stængerne, flere var i Blomst, ja saadan var det med alt. Men hun er nu ogsaa særlig dygtig, hun gik saa sejrssikker med Hænderne i Siden. Falmet var hun nu; det er saa knapt med Brød, sagde hun, men nu har de begyndt at spise af en Del fra Haven. Spidskaalen var saa trind, saa ens Tænder løb i Vand.
Saa blev Kaffen lavet, og inden jeg saa mig om, vi sad i Haven, var vi et helt lille Selskab, som sad hos Mor til et Glas Kaffe. Det var selvfølgelig Nabokonerne og et Par Piger. Det var jo spurgt, at der var kommet Fremmede. Saa gik Samtalen jo med Tegn og Grimasser. De fortalte mig en hel Bunke og vilde saa gerne vide, om det da ikke var muligt at vor Kolonne igen kom dertil. Det vidste jeg selvfølgelig ikke. Mutter kom med en fin Cognac, jeg maatte smage den. Jo, hun forstod nok den Kunst at gemme.
Til allersidst kom der saa en stor Krukke med de dejligste syltede Blommer, — dem skulde jeg ogsaa smage. Saadan var det ogsaa i Vinter, hun havde stor Respekt for min Smag. Det kom vel af, at jeg jo altid kogte Maden. Saa forsvandt Nabokonerne, en for en. Min Kammerat kom oppe fra sit Kvarter med et stort Smil. Ham kunde vor Mor saa godt lide, da han ligner hendes eneste Søn, som er med i Krigen. Saa blev ogsaa han trakteret. Men da hun saa min Kammerat, fik hun Taarer i Øjnene. Ja, det er strenge Tider. Men det varede ikke længe, saa var hun i sit gamle Es igen.
Vi synes imellem, de tager det for let; men de er jo ikke Nordboere, de er mere livlige.
Da saa min Kammerat var bleven forsynet med det bedste, hun havde i Huset, red vi bort, med mange Hilsener til Kolonnen. En saadan Oplevelse gør godt, ikke mindst i denne Tid, under disse Forhold, i fremmed Land.
Det er, som kom man lidt tilbage til den gode gamle Tid igen. Slige Oplevelser gør et stærkt Indtryk. De hører med til Lyspunkterne i vort Liv, som leves her i alt dette fremmede.
Vi bor nu i en lille By, som ligger paa en Banke. Vi har en herlig Udsigt; men Befolkningen her i denne By staar en Del tilbage. Vi har haft meget Arbejde med at faa gjort rent rundt om, baade ude og inde. Men vi bor dejligt roligt.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Løsladte
Kommuneforstander Hans Knudsen fra Vinum, der for ca. 14 dage siden arresteredes, fordi han havde udtalt en skarp kritik over tilsynshavendes opførsel overfor en syg russisk krigsfange, blev atter løsladt nogle få dage efter.
Også lærer Jensen, der i samme dage arresteredes på besøg i Skærbæk, blev løsladt et par dage efter.
Faldne, sårede, fangne – efter nordslesvigske blade
– Den 2. maj er Poul Christensen fra Borrig falden. Han var 22 år gammel.
– Forstærkningsreservist Peter Hansen fra Bredebro er falden den 27. marts.
– Arthur Petersen fra Tønder, søn af lærerenke Petersen, er død på lazarettet i Oldenburg.
– Anton Dørschlag, søn af tidligere gendarm Dørschlag i Tønder, er falden. Han var kun 16 år gammel. Den 23. september i fjor kom han på forberedelsesanstalt i Eutin. Den 27. marts i år blev han dernæst beordret til udfyldningsbataillonen i Flensborg. Den 1. maj gik turen til fronten, og den 4. maj, vistnok samme dag som han ankom til fronten, faldt han.
– Den 6. maj er overlærer Buchard Rüthning fra overrealskolen i Sønderborg falden.
– Hans Knudsen, en søn af Lorens Knudsen fra Frisergade i Flensborg, har den 8. maj fundet døden på valpladsen, 29 år gammel.
– Den 24. april faldt endvidere kontorist Emil Thomsen, der siden oktober 1909 var ansat ved Flensborg bys forvaltning.
– Jørgen Ahrenkiel, Bolderslev, er let såret i kampene fra den 22. til den 28. april. Christian Petersen, Hyrup, og Poul Herbst, Haderslev, er blevne hårdt sårede i kampene fra den 29. april til 3. maj. Jørgen Jørgensen, Varnæs, er bleven let såret den 1. maj. Karl Meier, Vojens, er bleven hårdt såret i kampene fra den 17. til den 27. april. Diedrich Duus, Aabenraa, er den 4. maj blevet let såret for anden gang. Joh. Hansen, Laurup, er bleven let såret den 4. maj. Chr. Imersen, Ustrup, og Hendrik Kasten, Agerskov, er blevne let sårede i kampene i sidste halvdel af april måned.
Nordslesvigere i Sibirien
Det danske firma Brüel & Thøgersen, Kurgan i Tobolsk-Guvernementet i Sibirien, skriver den 29. april:
”Vi har haft besøg af 4 nordslesvigere, der har bedt os anmode Dem om at meddele til deres respektive familier, at de befinder sig her – alle fuldstændig raske, og at de har fået en god behandling her i Rusland. Vi giver dem nu arbejde her på slagteriet.”
De fire er Peter Johannsen fra Midtholm pr. Jyndevad (Tønder Kreds), Michael Petersen fra Jernhyt pr. Hammelev (Haderslev Kreds), Anders Christiansen fra Skovby pr. Hovslund (Haderslev Kreds) og Mads Lund fra Hajstrup pr. Øsby (Haderslev Kreds).
Martin Falkenberg, Gram, tilhørte de ældste årgange og blev derfor i første omgang sendt på vagttjeneste. I 1915 gik han vagt ved Jels-Troldkær.
Vi var alle Danske, og der blev naturligvis ikke talt Tysk undtagen netop Kommandosproget. — Efter nogen Tids Forløb kom vi nærmere til Grænsen. Jeg kom til Jels Troldkær, i Nærheden af mit Fødested. Her skulde vi bevogte Grænsen, og det var vi vel nok de rigtige Gutter til.
Da jeg en Dag gik Vagt paa Vejen, der fører mod Skudstrup og Skodborg, ca. 50 Meter fra Grænsen, havde jeg en lille Oplevelse. Medens jeg stod og stoppede min Pibe ved et tæt Buskads, stod der pludseligt, da jeg vendte mig om, lige ved Siden af mig en ung Mand med en stor Kuffert i hver Haand. Han blev helt bestyrtet, da han saa mig, og paa mit Udbrud „Naa?“ spurgte han, om han dog ikke nok maatte faa Lov til at gaa over Grænsen.
Jeg svarede: „Jeg tror, du er tumbet! Vil du se, du kommer tilbage, ellers skyder jeg dig!“ Han kiggede lidt paa mig og begyndte lidt smaat og skuffet at gaa tilbage.
Saa tog jeg Bøssen paa Nakken og gik, uden at se mig om, bort; men jeg lagde den ene Haand om paa Ryggen og gjorde nogle Kast med den, — og det kunde jeg jo ikke gøre ved. Da jeg var gaaet ca. hundrede Meter, vendte jeg mig om og saa da til min store Glæde, at han allerede var kommet langt ind i Danmark.
En anden Gang stod jeg ved Grænsetoldstedet og talte med en dansk Grænsegendarm. Pludselig siger Gendarmen: „Se lige derned!’
— Jeg sagde, at jeg ikke kunde se noget. „Nej“ , svarede han, „du ser jo ikke saa godt.
– At det var en Mand, der vilde over Grænsen, var vi jo godt nok klar over, men da jeg som min Mening holdt paa, at det ikke var en Overløber, men en Smugler, maatte det jo være Grænsegendarmens Opgave at tage Affære, og medens vi med et lunt Smil i Øjenkrogene stod og „smaaskændtes” om dette Tilfælde, var Manden allerede kommet et godt Stykke ind i det forjættede Land, og saa havde jeg i hvert Fald ikke mere noget at gøre med denne Sag.
En skønne Dag blev vi dog desværre afløst af Hamborgere og kom til Karpaterne.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Brev fra Yser-fronten.
Gårdejer Frederik Jepsen af Kørup, der som tysk soldat deltager i kampene ved Yser-kanalen, har ifølge „Horsens Folkeblad“ på et brevkort skrevet hjem til sin kone, at soldaterne som følge af de vedvarende anstrengelser er nær ved at segne om af udmattelse. Tabene er frygtelige. Der er snart ikke ældre mandskab tilbage. Det kompagni, som Jepsen står ved, og som oprindelig talte 230 mand, er skrumpet ind til 40.
Men der kommer stadig forstærkninger, der imidlertid udelukkende består af ungt mandskab.
En unavngiven sønderjyde fortæller denne historie om begravelse af faldne venner og fjender
Kammeradskab (Set. Eloi – Vermandovillers).
I Efteraaret 1914 var mit Kompagni en Tid lang afkommanderet til at begrave de Soldater, Venner som Fjender, der endnu laa paa Slagmarken i Omegnen af Bixchoote og Langemark ved Ypern. Da der var Mangel paa Underofficerer, var jeg som en af de ældste forbigaaende udnævnt til Delingsfører, og jeg havde altsaa faaet 8 Mand, frivillige fra Hamborg, med for at afsøge og begrave de der liggende Lig.
Ved et Kornhæs fandt vi syv tyske Soldater, som vi, efter at have frataget dem Identifikationsmærke og de personlige Ting, vi kunde finde hos dem, jordede i en Fællesgrav, og efter at vi havde lavet et Kors af nogle Lægter, vi bandt sammen med et Stykke Hegnstraad, og pyntet Graven med Udrustningsgenstande, saa man kunde se, at det var tyske Soldater, der laa der, gik vi over en gammel engelsk Skyttegrav og kom over et Tjørnehegn ind i en anden Mark og fandt her en engelsk Soldat.
Da „Hamburgerdrengene” saa ham, udbrød en af dem: „Den lange Sportsmand smider vi bare i den gamle Skyttegrav og roder ham til der”, og saafremt jeg ikke havde blandet mig i Sagen, var den gamle Skyttegrav vel nok blevet Englænderens sidste Hvilested.
Jeg gav Ordre til at lægge Engelskmanden ned igen og jeg snakkede saa ganske roligt og fornuftigt med de unge tyske Soldater og især med ham, der var kommet med Forslaget om at smide Sportsmanden i den gamle Skyttegrav, og forklarede dem, at man under saadanne Forhold, som vi levede under, maatte regne med Gengældelse. „Vilde du, Kammerat Feich, der lige kom med Forslag om at smide Englænderen i den gamle Skyttegrav, — vilde du bryde dig om at komme til at ligge i en gammel Skyttegrav, halv fyldt med Vand, hvis du blev dræbt, hvad tror du, dine Forældre vilde tænke, hvis de fik Viden om, hvorledes du opfører dig her”.
Enden paa Forhandlingen blev, at Englænderen fik en Begravelse lig den, vi gav vore egne Kammerater.
Faa Maaneder senere, omkring Maj Maaned 1915, fortalte en af mine Kammerater mig, at Feich var faldet, og at han i ca. 14 Dage havde ligget i et Ledhul, og at der var stor Sandsynlighed for, at han vilde faa Lov at ligge længe endnu, da Begravelseskommandoen ikke kunde komme frem til hans Lig, da der ingen Dækning var, og Egnen dér permanent var under Maskingeværild. Vi blev enige om at gaa hen til Stedet for at undersøge, om der var noget at gøre. Vi blev snart klar over, at vi ikke kunde faa Feichs Lig bort, men nogle Kammerater kravlede hen ved Siden af Liget og dækkede det ved Hjælp af deres Feltspader til med Jord.
Jes Kær planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark
Min Søster Bothilde var den eneste, jeg havde betroet mit Foretagende til. Hun var tidlig oppe Søndag Morgen, havde Kaffen færdig og rent Tøj parat til mig, da jeg kom op. Allerførst var jeg ovre i Stalden for at faa Karlene til at gøre mit Arbejde der, da jeg skulde ud at rejse. Jeg kom ind, blev vasket, skiftede Tøj og drak Kaffe, og det varede ikke længe, før jeg var klar. Saa gik jeg ind i Sovekammeret for at sige Farvel til Far og Mor, som endnu laa og sov.
De to kære Forældre blev helt forvildede, fordi jeg saa hurtigt tog bort uden at tale med dem derom, men Far naaede dog at faa fat i Tegnebogen, saa jeg fik 100 Mark med, og i det samme var jeg ude af Døren.
Da jeg kom over paa Nabogaarden, hvor min Ven tjente, stod han endnu og var ikke i Tøjet, endskønt det var aftalt, at vi skulde gaa derfra Kl. 6; men jeg forstod straks, at han havde fortrudt at tage med.
Jeg forlangte saa de 10 Mark, som var sat paa Vilkaar, men dem vilde Johannes ikke af med, thi han var meget sparsommelig. Omsider fik jeg ham dog overtalt, og vi tog bort efter Østerløgum til. Det var Meningen, at vi vilde til Hovslund Station og saa med Toget til Sommersted, og Resten af Vejen skulde Vi tage til Fods. Efter en halv Times Gang naaede vi Østerløgum.
Da pludselig slog det mig, det gaar ikke at tage med Toget, vi kunde blive fanget paa en Station og saa var det hele ødelagt. Vi besluttede saa at gaa til Fods hele Vejen.
Nu skal det bemærkes, at da vi kom til Østerløgum, mødte vi vor gamle Ven Martin Tiedemann, ogsaa han var bleven indkaldt sammen med os, og jeg foreslog, at han tog med os, men han turde ikke.
To Dage senere blev Martin sammen med Iver Jessen, Damgaard Mølle, fanget nede paa Sommersted Station, og de to raske Karle har maattet døje meget derfor, ja det er næsten ikke til at fortælle.
I Østerløgum var vi inde at tage Afsked med Købmand Carsten Petersen og hans Hustru, thi der var vi Unge altid sammen, og det var gode danske Folk.
Vi gik videre og naaede saa omsider til Genner. Der boede en gammel Skomager, han blev altid kaldt Søren Skomager. Denne gamle Skomager havde arbejdet for os hjemme i mange Aar, var godt dansk, altid med i Forsamlingshuset og spillede ofte paa Harmonika, naar vi unge vilde have en lille Svingom, og alt, hvad han tjente, blev omsat i Sølv- og Guldmønter. Søren havde lovet mig et Guld-Timarkstykke eller to, naar blot jeg vilde snyde Tyskerne og tage over Grænsen til Danmark, og de Penge var ikke saa lidt mere værd for mig, naar vi kom over Grænsen, end Papiret var.
Vi kom ind til Søren og fortalte, hvor Rejsen gik hen. Sit Løfte havde han ikke glemt, han gik ind til Sengen og kom tilbage med to Tyve Marksstykker i Guld, Pengene sagde Folk, at Søren gemte i et Strømpeskaft i Sengen.
Naa, vi gik videre og naaede efter en Times Forløb Hoptrup. Paa Gaden der mødte vi en tysk Landpost, som jeg flere Gange havde været i Konflikt med om Tysk og Dansk, det var Aaret før, da jeg tjente paa Gaarden Venbjerg i Hoptrup Sogn. Jeg mærkede, at han havde Opmærksomheden henvendt paa os, men det anfægtede os ikke.
Denne Landpost meldte til Grænsen, at der skulde passes paa to unge Karle iført grønne Regnfrakker, og som nok vilde over Grænsen. Han fik dog ikke noget ud af det.
Vi gik ind paa Hoptrup Kro og fik hver en Toddy til at styrke os paa, for vi havde da allerede gaaet i ca. 3 Timer.
Saa kom Aabenraa—Haderslev Rutebilen, med den kørte vi til Haderslev. I Rutebilen var der flere Bekendte, blandt dem Hans Lassens. Kone fra Gpnner. Hun vilde til Haderslev for at besøge Manden, som var indkaldt og laa paa Kasernen der.
Vi steg ud af Rutebilen ved Kejser Wilhelm Mindesmærket paa. Torvet, det gjorde Hans Lassens Kone ogsaa, skønt hun kunde tage med Bilen helt op til Kasernen. Jeg tror nok, hun vidste, hvor vi vilde hen, for da vi sagde ‘Farvel til hende, sagde hun: “Lad mig nu se, I kommer godt over.”
Jeg sagde, at hun kunde hilse Manden og sige, at vi var godt paa Vej og ved godt Mod. Det kunde Hans Lassen let taale at høre, han var nok tysk Underofficer, men bag den blaa Trøje med de blanke Knapper bankede der et godt dansk Hjerte, og han vilde more sig, naar vi kom godt til Danmark.
Fra Nordbanegaarden i Haderslev tog vi med Toget til Hjerndrup. Derfra spadserede vi ind over Stepping efter Højrup til for at naa Nordhøjgaard. Paa Nordhøjgaard tjente min Kusine Marie Lauritsen fra Skovby, og kunde vi først naa dertil, kom vi ogsaa nok over Grænsen; den var ikke saa langt derfra.
Paa hele Turen havde vi ikke mødt en eneste Vagtpost. Dog oppe i Højrup By stod der en saadan iført Feltuniform med opplantet Bajonet.
Vi kom op ved Siden af ham og hilste “God Dag”. “Haben Sie Grenzpass”, spurgte han. Jo, det havde vi jo da, og vi begyndte at hale det ud af Inderlommen i Vesten, og det kostede lidt Besvær at faa Regnfrakken og Trøjen knappet op.
Imens spurgte jeg, hvor Nordhøjgaard laa, og om det var Peter Nissen, der boede der. Vi skulde over til denne Mand og søge Arbejde og vilde jo nok vide lidt om Forholdene der.
Vagtposten kendte godt Peter Nissen, der var “ein sehr netter Mann, und da werden Sie gut zufrieden sein”, og han roste ham endnu meget mere og glemte helt at se Passet efter. Vi talte lidt med ham endnu og fortsatte saa over til Nordhøjgaard, som vi naaede Klokken godt fem. Kusine Marie, der tjente der, kom os imøde, da hun vidste, vi kom, for det havde jeg skrevet til hende nogle Dage før. Peter Nissen var ikke hjemme, da vi kom. Han var en Tur ude i Marken, for det var saadan et herligt Vejr, men det varede dog ikke længe, før han kom.
Der blev lavet Mad til os, og den smagte godt, for vi var bleven sultne efter den lange Spadseretur. Vi sad i en Stue og spiste sammen med fire tyske Vagtposter … det var jo ikke helt morsomt for os, for de sad og snakkede om os. Vi gjorde, som om vi ikke forstod dem, og lod dem snakke løs paa deres Plattysk.
Dette, at vi kom til at spise sammen med Soldaterne, var for at de kunde kende os, naar vi skulde igennem Vagtkæden, og det blev brugt, hver Gang der kom nogen til Nordhøjgaard og vilde over Grænsen. Soldaterne var gamle Landstormsmænd nede fra Elsass-Lothringen. Dernede ved den franske Grænse kunde disse Folk ikke bruges, da de var franskvenlige og ikke til at stole paa. Saa blev de skubbet helt op til Grænsen mellem Danmark og Tyskland, for om de muligvis der kunde være mere paalidelige.
Men heller ikke der var de tro mod Kaiser og Vaterland, naar da de først havde været der nogle Dage og faaet lidt at vide om Befolkningen og Forholdene her, og faaet oplyst, at her var det ligesom i deres Hjemegn, saa lod de roligt Flygtningene passere.
Peter Nissen var imidlertid kommen hjem, og vi blev præsenteret for ham. Vi talte saa med ham om baade det ene og det andet, da han lige med et siger til os, I vil jo vist til Danmark, men jeg vil ikke have noget med det at gøre, kun dette, nu kender Vagtposterne jer, og fra 6 til 8 skal to af dem paa Vagt hernede nord for Gaarden, og saa kan I godt gaa over, naar der blot ikke i Øjeblikket kommer en Underofficer eller Løjtnant.
Nissen viste os saa Retningen, vi skulde gaa, og skulde det gaa saa galt, at der kommer en og vil anholde jer, kan I spørge Vej efter Farris Station og sige, at I har været ovre hos mig for at søge Arbejde og nu vil med Toget hjem, saa klarer I det nok, nu I er kommen saa langt, Det var Peter Nissens hele Forklaring og Vejledning.
Vi talte lidt endnu med Kusine, og et Kvarter før syv startede vi saa igen.
Der var vel en 5 til 600 Meter fra Nordhøjgaard ned til Grænsen, hvor vi skulde over. Ca. 150 Meter fra Grænsen, lige midt paa Vejen, stod en tysk Underofficer og talte sammen med to Vagtposter, den ene af dem fra Nordhøjgaard.
Vi skulde lige forbi dem, der var ikke andet at gøre, for det var højlys Dag endnu, men vi kunde jo da spørge om Vej til Farris, hvis det skulde gaa galt, endnu var det dog gaaet godt, og vi var ikke saa forknytte.
Vi kom op til dem og hilste Goddag, men Vagterne saa slet ikke efter os, de lod, som om de slet ikke saa os, og vi gik roligt videre. Der var nu kun en 40—50 Meter tilbage, og det begyndte at blive mere spændende. Dernede, hvor Vejen bøjer op efter Skoven, skulde vi lige ud ned over en lille Bæk.
Det var en tung Gang, dette Stykke. Vi rystede over hele Kroppen, saa vi næsten ikke kunde gaa, og kolde var vi, som om der var kommen en Spand koldt Vand ned over os. Vi turde næsten ikke se tilbage, for der kunde jo falde et Skud efter os, hvad Øjeblik det skulde være, vi vidste jo ikke, om Vagtposterne var falske eller ej.
Det gik dog godt, og da vi satte Foden paa gamle Danmarks Grund, gav det atter Luft, og der kom en Følelse over os, der næsten ikke er til at beskrive. Lykken havde været med os hele Dagen, og nu var vi kommen bort fra den preussiske Militærtjeneste, ja Maalet var naaet. Vi svang Huen og raabte Hurra for gamle Danmark, vinkede efter Vagtposterne til Tak, fordi de lod os komme over Grænsen. Vagterne vinkede igen, og jeg tror, de var lige saa glade som vi, fordi alt var gaaet godt.
Naa, vi gik saa videre og kom op til Ødis Bramdrup Kro og blev godt modtagne der. Der samledes en Del Folk og nogle Gendarmer, som var nysgerrige efter at faa at vide, hvordan vi dog var kommen over Grænsen paa denne Tid af Dagen, da det jo endnu var lyst. Vi fortalte saa om hele Turen, og de var begejstrede derover og vidste snart ikke, hvor gode de skulde være imod os.
Vi blev omsider trætte og skulde til Sengs, og vi sov godt efter denne anstrengende og spændende Dag.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark.
For nu at komme ned til Grænsen skulde vi have et Grænspas; dette blev ogsaa brugt, naar vi skulde til Flensborg.
Lørdag Formiddag skulde jeg have Passet, som skulde udstedes hos Kommuneforstanderen og stemples hos Amtsforstanderen.
Kommuneforstanderen var en meget ivrig Tysker. Før var han dansk, blev saa Kommuneforstander, og efter Genforeningen vilde han igen slutte op i Danskernes Rækker.
Han var jo den første, jeg skulde ind til, og alt skulde være godt forberedt, for at han ikke skulde fatte Mistanke om, at jeg vilde til Danmark.
Jeg kom ind paa Kontoret og bød Goddag. – “Naa, hvad har du saa paa din Samvittighed?” spurgte han mig. – “Ja, ser du, nu skal jeg snart være Soldat, og jeg er meget ked af at skulle være Artillerist. Min største Lyst er jo at komme til Hest, til Kavallenet, som jeg jo sidste Aar meldte mig frivillig til. Tror du ikke, at det lader sig gøre at melde mig dertil endnu engang”? – “Jo, sagde han, du kan jo godt prøve derpaa, men saa skal du rejse op paa Bezirks-Kommandoet i Flensborg og melde dig, og dertil skal du have et Bevis med med din Fars og Mors Underskrift, at du maa melde dig.”
Ja, det maatte jeg jo da, skønt jeg hverken havde talt med Far eller Mor derom; men jeg tænkte som saa: Nu hopper han ligegodt paa’en.
Kommuneforstanderen skrev saa Beviset til mig, og jeg cyklede hjemefter for at faa det underskrevet; men i Stedet for at tage hjem, tog jeg ned paa en Gaard, som ligger i Udkanten af Byen, og fik Manden der og hans Husholder til at skrive Fars og Mors Navn paa Beviset. Gaardmanden der var en god dansk Mand og med paa at tage den tyske Kommuneforstander ved Næsen.
Vi fik en Kop Kaffe, og jeg blev der en halv Times Tid, saa skulde jeg tilbage til Kommuneforstanderen igen, for selv om Beviset nu var rigtig, saa skulde jeg jo have et Pas for at rejse til Flensborg.
Jeg kom saa ind paa Kontoret og forklarede ham det. Ja., siger han, det skal du faa, skrev saa Passet ud, og nu kunde jeg tage til Amtsforstanderen og faa det stemplet. Han var jo bleven helt stor, fordi jeg først var kommen til ham om at melde mig til tysk Kavallerist og ønskede mig Held dertil. Det havde han nok ikke gjort, dersom han havde vidst eller blot anet, at jeg vilde til Danmark; men godt, Kommuneforstanderen var taget ved Næsen.
Nu cyklede jeg over til Amtsforstanderen, som boede i Hovslund. Jeg kom ind paa Forstuen og bankede paa Døren ind til Kontoret. “Herein!” lød en skarp Røst paa Tysk. Døren blev aabnet, og jeg kom ind paa Kontoret og hilste Godmorgen. Amtsforstanderen gengældte min Hilsen med et “Gutenmorgen, was wunschen Sie denn.”
Jeg havde nok gaaet ni Aar i tysk Skole, men holdt mig til mit danske Modersmaal og begyndte at fortælle Historien om at melde mig til Kavalleriet, der jo var min største Lyst som tysk Soldat. Jeg havde været hos Kommune forstanderen og havde Beviset og Passet i Orden til at rejse til Flensborg for at melde mig der, men manglede blot at faa Amtsforstanderen til at stemple Papirerne.
Han maa være bleven meget optaget af min Fortælling, for han glemte heft at tale Tysk og stemplede Papirerne. Nu var alt jo i skønneste Orden, og jeg kunde rejse den Vej, jeg vilde. Ogsaa Amtsforstanderen hoppede paa Limpinden, og det Øjeblik, jeg var hos ham, var ikke saa lidt spændende; men det gik jo godt. Dagen efter skulde Rejsen saa foregaa med gamle Danmark som Maal.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten. Vi har fulgt ham tæt her på siden hele efteråret 1914. I januar blev han syg og blev transporteret til Dresden, hvor opholdt sig på lazaret det meste af februar og marts.
I Paasken fik jeg Orlov i en Uge og var hjemme, og kort Tid efter, at jeg var kommet tilbage til Lazarettet, blev jeg udskrevet og sendt til min Garnison i Thorn, hvor jeg snart fandt min gamle Kaserne. Denne husede Østrigske Soldater. Mit Ophold her var kort, for jeg blev sendt til Preussisch-Stargard ved Danzig, hvorfra mit gamle Regiment rekruteredes. — De nyankomne blev lægeundersøgt og Dommen lød paa tre Ugers Rekreations-Orlov med paafølgende Duelighed til Fronttjeneste. Det første nød jeg, men det sidste snød jeg mig fra, idet jeg midt i Maj gik over Kongeaaen og dermed tog Afsked med min Soldatertid.
Gennem mine Oplevelser har jeg prøvet at skildre en nordslesvigsk Frontsoldats Færden paa Østfronten det første Stykke Tid af Krigen 1914—18, — først gennem den af aktive Regimenter noget rastløse Jagt paa Russerne i Østprøjsen, en Jagt, der kulminerede sidst i August i Slaget ved Tannenberg og i September ved Angerburg, og senere gennem Beskrivelsen af den mere stillestaaende Skyttegravskrig.
Idet jeg udtrykker en Tak til Aarbogen for Optagelsen af mine Indlæg, haaber jeg i al Beskedenhed, at mine Bidrag, saavel som mange andres, for kommende Slægter maa kunne vidne om en Trængselstid for nordslesvigsk Ungdom.
Sluttelig vil jeg, hvad vi D. S. K.’ere vel alle gør, i Taknemmelighed mindes gode Kammerater fra den Tid. Tak for jeres Trofasthed, naar Døden lurede paa os. Var mine Kammerater end tyske Mennesker, var de dog udmærkede Kammerater.
Jes Kær fra Hovslund planlagde i maj 1915 at desertere og gå over grænsen til Danmark
Jeg var udskrevet til Fæstningsartillerist og fik Lov til at blive længere hjemme; dem faldt der ikke saa mange af. Infanteristerne blev indkaldt lige efter Sessionen, for de havde svære Mandefald, og det kneb med at faa nok. Saa blev de, der var taget til Kavalleriet og Artilleriet, overskrevet til Infanteriet, og nu kom Ordren jo ogsaa til os.
Jeg havde begyndt paa Forberedelserne til Flugten nogle Dage, før Ordren kom. Den 14. Maj 1915 var jeg rundt hos min Familie for at tage Afsked. Jeg kom lidt sent hjem den Aften. Klokken var godt elleve. Mor sad endnu oppe og ventede paa mig, jeg tror nok, hun havde en Anelse om, at jeg vilde flygte; hun spurgte mig ogsaa ud derom, men jeg svarede kort og godt nej, for ellers var der kommen saa mange Bønner og Formaninger, saa jeg slet ikke var kommen afsted.
Endnu skulde jeg over i Stalden til Hestene. Derovre stod min Ven og Præstekammerat Johannes Midtgaard fra Østerløgum. Han tjente paa Nabogaarden og kom jævnlig hen til mig. Nu var det lidt sent denne Aften, og jeg kunde mærke paa ham, at der var noget, der trykkede,
Johannes havde samme Dag faaet Ordre til at møde til Soldat i Flensborg den 19. Maj; men nu vilde han ogsaa til Danmark. Han spurgte mig, om jeg vilde med, saa kunde vi da følges ad.
Vi blev saa enige om at tage afsted Søndag Morgen tidlig, altsaa den 16. Maj, og der blev sat 10 Mark paa Vilkaar; dersom den ene af os trak sig tilbage, skulde den anden have de 10 Mark.
Grænsen ved Vr. Vedsted fotograferet fra den danske side
