11. maj 1915. “Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav”

En anonym sønderjyde skriver

Kampen om et Sprænghul.
Lasarettet i ……….. , 11. Maj 1915.

Min elskede Hustru og Børn!

I Haab om, at Du har modtaget mit Kort fra i Gaar, vil jeg i Dag, da Du vist længes efter at høre fra mig, skrive et Brev og fortælle Dig lidt om, hvordan jeg har det.

Den 9. om Aftenen kom vi i Skyttegraven, vi løste . . . Kompagni af. De havde sprængt et meget stort Hul mellem vor og Franskmændenes Grav. Dette Hul skulde vi besætte med 24 Mand og tre Underofficerer. Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav.

Til at begynde med overøste vi Franskmændenes Grav med Haandgranater, saa gav vi os til at forskanse os for at have nogen Dækning. Vi var ikke sene med at faa nogle Huller gravet, som vi kunde ligge i. Derpaa fyldte vi nogle Sække med Sand og Jord og stillede dem op foran os.

Det varede ikke længe, før Franskmændene mærkede, at vi var ved at forskanse os. Saa fik vi Haandgranater. Først blev min Underofficer saaret i Armen og Hovedet (det var anden Gang, han blev saaret). Saa blev der atter roligt, og vi fortsatte med Arbejdet. Nogle gik tilbage. De var ængstelige, men jeg havde nu faaet temmelig god Dækning og blev paa Stedet.

Der gik en Times Tid, saa begyndte Franskmændene igen med Haandgranaterne. Vi havde en død Underofficer; men vi kastede ogsaa med Haandgranater, og saa blev der Ro.

Vi arbejdede videre; vi var nu kun fem Mand tilbage. Alle de øvrige var gaaede tilbage. Saa gik der en Tid. Atter fik vi en Salve Haandgranater. En Forstærkningsreservist, en god Ven af mig, som jeg har været sammen med hele Tiden i Flensborg og Sønderborg blev ramt. To Granater slog ned ved Siden af ham, og han blev saaret fem Steder. Alle de øvrige paa en Reservist og jeg nær gik tilbage.

Vi to havde temmelig god Dækning. Vi laa der længe. Haandgranaterne suste ned ved Siden af os, saa Jorden røg os om Ørerne. Du kan tro, kære T . . . . at dét var ubehageligt. Jeg bad en Bøn til Gud om at skaane mig, og hvis jeg skulde falde, om at han da vilde være hos Eder.

Saa mærkede jeg et Slag i Tindingen. Jeg troede, det var en Sten eller et Stykke Jord, der havde ramt mig i Hovedet; men saa mærkede jeg, at Blodet løb mig ned ad Kinderne. Reservisten, som laa hos mig, forbandt mig. Splinten var gaaet gennem Kanten af Huen ind i Hovedet og 6 Centimeter derfra var den gaaet ud igen.

Omsider blev det saa roligt, at jeg kunde komme ud, thi naar Granaterne kom, slog de altid ned mellem mig og Udgangen.

I Dag er det temmelig godt med mig, saa Du skal ikke være ængstelig, kære T . . . Jeg ligger ikke engang til Sengs og har heller ikke videre Feber. Hovedet gør bare lidt ondt. Hullet har vist ikke været saa lille, thi i Huen, hvor Splinten er gaaet ind, kan jeg stikke en Finger igennem. Jeg har nu takket Gud for, at det ikke blev værre.

Hvorledes har I det derhjemme? Din Mand.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *