25. oktober 1917. Peter Poulsen hos venner i Ostende

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres, men blev derefter sygemeldt nogle dage.

Mens vi laa i Brügge, var jeg kommet i Forbindelse med et Par gode, trofaste Kammerater, Gartner Johansen fra Løgumkloster og Gaardejer Kresten Madsen fra Oksbøl paa Als. Den første var Gartner for en Flok Officerer, den sidste var Leder af Landvæsenet paa den store Sindssygeanstalt, som var omdannet til Lasaret. Vi tilbragte i Brügge mange fornøjelige Timer sammen. De førte mig, Peter Hansen og
flere Kammerater ind i et Hjem i Brügge, hvor der var fire Flygtninge oppe fra Egnen ved Dixmuiden.

Det var Mand og Hustru og to voksne Døtre, Bertha og Else. Disse havde i Ostende en Onkel og Tante samt en Søster, som boede sammen, og med hvem de ikke havde været i Forbindelse i over et Aar.

Oprindelig var der ogsaa en Broder deroppe, men han var blevet flyttet paa samme Tid ude fra Fronten; de var blevet skilte fra hinanden og kunde ikke faa Lov til hverken at skrive sammen eller at besøge hinanden.
Saa fik Kresten Madsen stillet an, at da jeg skulde til Ostende, fik jeg Brev med til de to gamle og til Mariane, Datteren.

Jeg søgte en Tid lang og fandt omsider ogsaa Huset, hvor de tre Mennesker boede. Det var et lille nyt Hus; en Bombe var slaaet ned i Nærheden; der var kun en eneste Rude, men Dørene havde holdt, og Tagstenene var ogsaa saa nogenlunde fuldtallige paa Huset.

Første Gang, jeg kom derud, bankede jeg mange Gange heftigt paa Døren, indtil endelig den gamle Kone kom, lukkede Døren op og tittede ud; men saasnart hun saa, det var en tysk Soldat, som stod der, smækkede hun Døren i: „Nicht prützischer Soldat hier.”

Jeg fik en Fod i Klemme i Døren, og det lykkedes mig igennem den smalle Aabning at faa Brevet fra hendes Bror og hendes Svigerinde i Brügge stukket ind. Alle havde skrevet lidt, baade de gamle, Bertha og Else, og da hun først havde læst Brevet, sprang Døren op paa vid Gab.

Jeg kom ind, blev meget hjerteligt modtaget og fik Pandekage inde hos den gamle, fik ogsaa at vide, at Mariane arbejdede inde i Byen i en Grønthandel, hvor der uddeltes Grøntsager til Byens Befolkning. Jeg har flere Gange været derude, har ogsaa en Gang været i Brügge hos Kresten Madsen og Gartner Johansen og har haft Breve med ned til Familien i Brügge.

Disse gode Venner vilde vi for Resten gerne besøge, især naar vi var godt sultne, thi særlig Kresten Madsen havde et meget godt Spisekammer, og kom vi end aldrig saa skrupsultne til ham, skulde han nok faa os mætte.

Jeg havde haft Breve med derfra op til Ostende, og nu, da jeg var syg og forkommen, styrede jeg paany mine Skridt ud til de to gamle, stille Mennesker og var glad for at sidde derude et Par Timer.

Jeg besøgte ogsaa flere Gange den føromtalte lille Frue i Kælderlejligheden; men der var blandt de Soldater, som laa i Huset, en Haandværker, som stadig kom ind, saasnart han saa mig komme, en rigtig Tysker, som troede baade paa Tyskerne og paa Tyskernes Sejre. Vi mundhuggedes som Regel hele Tiden, saa nogen egentlig Opbyggelse var der i Grunden ikke ved det.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *