Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg.

Forhandlinger

Udvalgets Møde 12. Maj 1920 lededes af Landstingsmand Herman Trier, der meddelte, at Klaus Bemtsen, J. C. Christensen, Rasmus Hansen-Staunsbjerg, N. Neergaard og Gunnar Fog-Petersen var udtraadt af Udvalget. I Stedet var Folketingsmændene Jensen-Sønderup, Kirk, Søgaard, Vanggard og Niels Petersen indtraadt.

Statsminister Neergaard omtalte, at der allerede inden det nuværende Ministeriums Tiltræden var truffet Beslutning om Kronemøntens Indførelse i 1. Zone, inden Suverænetetens Overgang og inden Toldgrænsens Flytning.

Regeringen havde fortsat dette Arbejde, og Ministeren gjorde Udvalget bekendt med følgende fra den internationale Kommissions Generalsekretær Mr. Bruce til Udenrigsministeren sendte Skrivelse, dat. 9. Maj:

Skrivelsen, der forelaa paa,Engelsk, blev af Ministeren gengivet i dansk Oversættelse:

Hr. Minister.

Jeg har den Ære at underrette Deres Excellence om, at den internat. Komm. i Slesvig har anmodet mig om at henvende mig til Dem i Spørgsmaalet om Indførelse af dansk Kronemønt i 1. Zone.
Som det uden Tvivl er Deres Excellence bekendt, er den finansielle Situation i 1. Zone i den lange Periode, der ligger mellem Underskrivelsen af Versailles-Traktaten og Plebiscitets Foretagelse, blevet mere og mere alvorlig.

Da Afslutningen af den internat. Komm.s Virksomhed nærmer sig, er dette Spørgsmaal blevet stadig mere brændende, og Priserne er allerede steget til Kroneniveau over hele 1. Zone.

Dette har foranlediget betydelig Forvirring i Lønspørgsmaalet, idet Lønningerne ikke er steget i samme Forhold som Priserne, og det er endvidere vanskeligt at opretholde det nuværende System med Maksimalpriser, som stadig er fastsat i tysk Mønt. En Generalstrejke har allerede fundet Sted i Sønderborg, og Kommissionen frygter yderligere Strejker i de andre Byer i Nordslesvig.

Den internat. Komm. mener derfor, at dansk Mønt bør indføres saa snart som muligt, og jeg har den Ære at forespørge, hvorvidt den kongelige danske Regering er rede til at bistaa den internat. Komm. og forelægge den en Plan til Gennemførelse af denne Forandring.

Møntforandringen vil efter den internat. Komm.s Mening paa ingen Maade gribe forstyrrende ind i den Overenskomst, der er indgaaet mellem den danske Regering og den internat. Komm. under 29. April.

Ministeren udtalte, at Regeringen her havde faaet den officielle Opfordring, og han forelagde for Udvalget nogle kongelige Anordninger til Gennemførelse af Sagen.

Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe ønskede derefter følgende Forespørgsler besvarede:

1. Hvorledes lyder den internat. Komm.s Indstilling?
2. Er Ministeren bekendt med, at private Personer agter at rejse til Paris for at søge at faa Ændringer i Fredstraktaten indført, og hvorledes stiller Ministeren sig til saadanne Forsøg?

Udenrigsminister H. Scavenius gav først en Redegørelse for Regeringens Bestræbelser for at faa Afgørelsen udsat, til Regeringens Synspunkter kunde blive fremstillet og Muligheden givet en Delegation fra Befolkningen i 2. Zone for at blive hørt. Ganske vist fremgik det af de Oplysninger, man havde modtaget fra Gesandten i Paris, at der ikke var stor Sandsynlighed for, at dette vilde kunne opnaaes.

[I Telegr. af 8. Maj havde Gesandten i Paris meddelt, at Formanden for Ambassadør-Konferencen forgæves havde søgt at faa udsat Mødet. Kommissionens Grænse var af Konferencen vedtaget uden Ændring. Formanden havde forelagt Adresser fra Flensborg og Mellemslesvig samt henstillet at høre den mellemslesvigske Delegation. Men det blev afslaaet at høre saavel Danske som Tyske, idet det ikke tilkom Konferencen at foretage nye Undersøgelser i en Sag, som det var overdraget C. I. S. at udrede. Det erklæredes, at den franske Gesandt i København vilde komme for sent og ligeledes den slesvigske Delegation, og at den sidste ikke vilde blive hørt, samt at Tanken om Internationalisering ikke var gennemførlig.

I et andet Telegr. af s. D. henstillede Gesandten, om ikke den slesv. Deleg, burde søge at faa Foretræde i London. Efter at Gesandten i London var bleven underrettet om Delegationens forestaaende Ankomst, henvendte han sig i Foreign Office, hvor det imidlertid meddeltes ham, at Delegationen ikke vilde kunne hlive modtaget, men hurtigst muligt burde rejse til Paris].

Regeringen havde under 6. Maj givet Gesandten i Paris de fornødne Instruktioner om sin Stilling til Spørgsmaalet. [Se under 6. maj 1920]

Udenrigsmin. meddelte Udvalget, at Prof. Vinding Kruse som Regeringens Delegerede var afrejst til Paris for at bistaa den mellemslesvigske Delegation.

Statsministeren overlod Udvalget et Eksemplar af CIS.’s Indstilling til Ambassadør-Konferencen og udtalte derefter paa et Spørgsmaal fra socialdemokratisk Side:

Statsministeren: Ved en Internationalisering forstaar jeg en Ordning, hvorved 2. Zone, antagelig midlertidig, for et vist Antal Aar, bliver stillet under Styrelse af Folkenes Forbund, og at der efter Udløbet af dette Aaremaal foretages en ny Afstemning.

Note:

Inden Prof. Vinding Kruses Afrejse meddeltes der ham mundtlig Instruktion af Udenrigsministeren.

Ved Skrivelse af 8. Maj underrettedes Gesandterne i Paris og London om Instruktionens Indhold: Vinding Kruse udsendtes som Delegeret for den danske Regering. Hans Opgave bestod i at støtte Delegationen fra 2. Zone i dens Bestræbelser for Opnaaelse af Internationalisering og danne Bindeled imellem Delegationen og Gesandtskabet i Paris. Dette maatte forstaas saaledes, at der lagdes Vægt paa et intimt Samarbejde mellem ham og Gesandten, der som Landets Repræsentant maatte have Ledelsen i sin Haand.

Vinding Kruse var ikke i Lighed med de allerede i Paris værende Sagkyndige attacheret Gesandtskabet i Paris, og han var i Konsekvens deraf bemyndiget til at rejse til London, dersom han maatte anse det for fornødent.

I Anl. af den ovenf. omtalte Henstilling fra Gesandten i Paris, anmodede Udenrigsmin. 10. Maj telegrafisk den danske Gesandt i London om at søge opnaaet en Samtale med Udenrigsministeren for at forklare ham den Betydning, Sagen havde for Danmark. Det maatte anses for ønskeligt, at Delegationen fra 2. Zone paa Gennemrejsen gennem London blev modtaget i Foreign Office, og Gesandten anmodedes om at søge opnaaet, at der blev givet Delegationen Foretræde for rette Vedkommende.
Efter at Prof. Vinding Kruse 12. Maj var ankommet til Paris, havde han sammen med den danske Gesandt en Konference med en af Direktørerne i det franske Udenrigsministerium (Jules Laroche), der havde haft det slesvigske Spørgsmaal til Behandling. Direktøren meddelte dem, at Sagen i Realiteten var afgjort, idet Ambassadør-Konferencen ikke havde kunnet gøre andet end følge den internat. Komm.s Flertal, bestaaende af Sir Charles Marling — der som Formand havde den afgørende Stemme — og Sydow, og ligesom dette Flertal vedtage den Clausen’ske Linie.
Denne Grænseafgørelse laa saaledes fast, og der forefandtes allerede et fuldt udarbejdet Udkast til Traktat til nærmere Ordning af hele og tilføjede, at det sikkert vilde blive vedtaget i næste Møde i Ambassadørraadet, 14. s. M.

M. H. t. Muligheden for en Internationalisering af 2. Zone udtalte han, at denne Tanke, saavidt han vidste, ikke vilde finde stærk Støtte i Frankrig.

Internationalisering faldt udenfor Fredstraktaten, hvis Art. 109 og 110 var klare. Som Forholdene laa, var der intet mere at gøre.

Alligevel gjorde Prof. Vinding Kruse Forsøg paa i alt Fald at faa den endelige Afgørelse udsat noget, og da England vilde faa det afgørende Ord, søgte han Foretræde hos den britiske Repræsentant ved Ambassadør-Konf., Lord Derby, med hvem det ogsaa lykkedes ham 13. Maj (Kristi Himmelfartsdag) at opnaa en Samtale.

Om Hovedindholdet af denne Samtale indberettede den danske Gesandt telegrafisk s. D. og ved Depeche af 17. Maj: Lord Derby erklærede straks overfor Professor Vinding Kruse, at selve Grænsen kunde der ikke rokkes ved; den var allerede fastlagt i Overensstemmelse med Kommissionens Flertalsindstilling, og han h avde allerede modtaget sin Regerings Godkendelse af Kommissionens Grænse, saaledes at dette Spørgsmaal var afgjort.

Derimod syntes Professoren at have vakt Lordens Interesse ved at fremstille, at man kun kunde skaffe det danske Mindretal i 2. Zone en virkelig Beskyttelse ved at unddrage det den tyske Statsstyrelse gennem Oprettelsen af en mellemslesvigsk Fristat. Efter at have gennemlæst den skriftlige Fremstilling af dette Forslag erklærede Lord Derby, at han vilde sende dette Aktstykke til Foreign Office med Kurér og samtidig direkte introducere Professoren hos Lord Curzon.

Straks efter sin Samtale med Lord Derby rejste Vinding Kruse Fredag 14. Maj til London for ogsaa dér at virke for Sagen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

• Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
• Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
• Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.

Nu kom der gang i alt, fra Kolding kom Søm, Glas og Kit og Vindueshasper, Mandskab havde vi nok af så alt blev ordnet i Løbet af et par dage.

Værst var det med køkkenet. Så vi levede ved konserves, den eneste forandring var dåsernes åbning, en dag fra neden, en fra siden og en dag fra oven, det hang os langt ud af halsen.

Husk alt var på kort, både i Danmark og i Sønderjylland, hvor de tilmed intet havde at rationere.

Den tyske mark faldt dag for dag, særlige penge blev indført og trykt i 1’Zone (Plebecil) men Marken var stadig brugbar.

Oberstløjtnant og Adjudant red ud hver dag og søgte efter et sted, hvor vi kunne få et måltid rigtig mad.

Så en dag kom der en stor Lastvogn til hver Garnison, som skulle hente Naturalier (Kød, Fisk og Købmandsvarer i Esbjerg og Kolding). Vi skulle hver morgen pr. radio opgive styrken til Mad to dage forud, den skulle så afhentes dagen før, Vognene skulle standse ved den gamle grænse og efterses af Tolden, (Grænsens åbning fandt først sted den 12’ juni, da Kongen red over Grænsen). Breve og Pakker til Styrken skulle afleveres og hentes på Bataillons-kontoret, der var postkontor og alt skulle stemples af mig med et særligt stempel.

Ingen kunne rejse eller komme til os. Spiritus var forbudt at indføre. Postevand var bedre end en tysk Bajer.

En dag Chefen havde dårlig mave blev vores motorordonnans sendt ind og skulle skaffe en flaske Snaps, før måtte han ikke komme hjem.

Han fik én, vi slikkede os om munden alle fire (Chef, Adjudant, Skriver og Hjælpeskriver). Nu skulle der være fest i Gaden. Messetjeneren (Ordonnansen, Sognefogdens Søn fra Lem) serverede middagen: Labskovs og dertil et glas vand og så en snaps som vi alle syntes havde en lidt underlig lugt. Vi nippede til den, den smagte af Karbid og var ikke til at drikke. Sorg over hele Linien.

Hvad der blev udgydt af jammer er ikke til at skrive, men i Postmesterens Hjerne (undertegnedes Hjerne) begyndte det at dæmre tanken.

Næste dag fik Hjalmar (vores Chauffør) et forseglet brev til Chefen for Udleveringen i Kolding. Brevet fik han i sin strømpe nede i foden og så sin støvle på. Pengene havde han i den anden støvle (Husk alt skulle efterses af tysk og dansk told ved Kongeågrænsen).

Vi talte om hvordan han skulle komme over Grænsen på tilbageturen, det skulle han nok ordne. Det ordnede han i Vonsild, så da han kom til Grænsen, råbte han: ”Gå væk. Jeg kan ikke bremse.” Tolderne sprang væk og Hjalmar kørte til Christiansfeld, hvorfra han telefonerede til Grænsen, at han var ved smeden og få den i orden og om han skulle komme tilbage. Det skulle han ikke, men sørge for hans vogn var i orden,

Den dag og indtil senere måtte vores Hjælpeskriver servere Maden og åbne kassen som stod i mit skab. Fra den dag blev der spist på Jacobsens og mit værelse. Ah! Blev der sagt og set på hinanden med et stort Smil, men ingen spurgte. Senere kaldte Chefen på mig: ” Ja jeg vil kun sige. Tak for mad.” og rakte med den ene Hånd 10 kr. og afværgede med den anden, som han ville sige: ”Sig ikke noget.”

Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen

Arbejderorganisationerne til C. I. S.

Paa et Møde i Flensborg 9. Maj 1920 af Repræsentanter for samtlige Arbejderorganisationer (»Arbeiterschaft«) i Flensborg og Nordslesvig vedtoges følgende Res., stilet til C. I. S.

Det Møde af Repræsentanter for den samlede Arbejderklasse i Flensborg og Nordslesvig, som holdes 9. Maj i Flensborg, kræver Selvbestemmelsesret for den nordslesvigske Befolkning for at gøre Ende paa den nationale Ophidselse, de politiske Rivninger og den økonomiske Nødstilstand.

Vi afviser paa det bestemteste og vil med alle Midler bekæmpe ethvert Forsøg paa en ny Ophidselse af den tysk-danske Grænsebefolkning, fra hvilken Side og i hvilken Form det end maa komme.

Vi forlanger, at den Folkevilje, der har lagt sig for Dagen ved Afstemningen, bliver respekteret som det i Fredstraktaten fastsatte Grundlag for Fastsættelsen af Grænsen og uforfalsket bliver gennemført, saa at Basis for enhver Irredenta paa Forhaand fjernes.

Vi kræver, at den tysk-danske Grænse straks fastsættes efter Befolkningens Ønske paa Grundlag af Fredstraktaten (Art. 109) xom et første Forsøg paa en sand Gennemførelse af Folkenes Selvbestemmelsesret.

Imidlertid hæmmes Saneringen af de økonomiske og politiske Forhold i 1. og 2. Zone, saa længe denne Afgørelse forhales. Vi kræver derfor, at man gengiver Befolkningen den fulde økonomiske og politiske Selvbestemmelse, som kun kan træde i Virksomhed, hvis den internat. Komm. og Besættelsestropperne trækkes tilbage.

Slesvig-Holstener-Forbundet til C. I. S.

Forbundet indgav 8. Maj 1920 til C. I. S. følgende Skrivelse med 36.000 Underskrifter samt senere en Tillægserklæring af lignende Indhold med yderligere 31.000 Navne

Vi har ved Afstemningen af 14. Marts bevist, at vi er Tyske og ogsaa vil blive ved Tyskland.

Vi tilbageviser med Harme alle Forsøg fra Danmarks og visse Krigsspekulanters (»Gullaschfolk«s) Side paa alligevel at udlevere os til Danmark eller at oprette en Fristat her.

De danske Paastande om Undertrykkelse fra vor, Tyskernes, Side er Løgn. Vi har tidligere levet i Fred med Danskerne og vil ogsaa i Fremtiden.

Franz von Jessen: Haandborg i Det slesvigske Spørgsmaals Historie II, 1937.

Statsministeren i Folketinget

Rigsdagstid., 1919-20, F., Sp. 5227.

I Folketingets Møde 7. Maj 1920 fremsatte Statsminister N. Neergaard bl. a. følgende Udtalelse:

Den Regering, som er udgaaet af Folketingsvalget 26. April, og som i  Dag første Gang træder frem for dette Ting, har som sin første og vigtigste Opgave at gennemføre den nu nær forestaaende Genforening med vore sønderjydske Landsmænd paa en med deres Tarv saa vel stemmende og for Danmark saa betryggende Maade som muligt.

Ikke mindst ligger de dansksindede Mellemslesvigeres Skæbne os paa Sinde.

Regeringen vedkender sig fuldt ud Rigsdagsresolutionen af 23. Oktober 1918 og Folketingets Udtalelse af 12. Marts d. A. og den maa anse det for sin Pligt at gøre alt, hvad der staar i dens Magt, for i saa stort Omfang, som det lader sig forene med Fredstraktatens Bestemmelser, at støtte vore Landsmænd dernede i deres Stræben efter at opnaa en Ordning, som kan sikre dem mod national Undertrykkelse og give dem Udsigt til en fri folkelig Udvikling.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie II, 1937

Ministeriet Friis’ Afskedigelse og Ministeriet Neergaards Udnævnelse Statstidende, 7. Maj 1920:

Hans Majestæt Kongen har under 5. d. M. bevilget den af Statsminister M. P. Friis for sig og sine Kolleger allerunderdanigst indgivne Afskedsbegæring og har allerhøjest udnævnt Folketingsmand N. Neergaard til Statsminister
og til Finansminister
samt udnævnt overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, Kammerherre Harald Scavenius til Udenrigsminister, Folketingsmand J. C. Christensen til Kirkeminister
Folketingsmand Klaus Berntsen til Forsvarsminister,
Folketingsmand, Redaktør Sigurd Berg til Indenrigsminister, Højskoleforstander J. Appel til Undervisningsminister, Landsdommer, tidligere Amtmand Svenning Rytter til Justitsminister,
Folketingsmand, Direktør M. N. Slebsager til Minister for offentlige Arbejder,
Forstander for Dalum Landbrugsskole Th. Madsen-Mygdal til Landbrugsminister og Grosserer,
Medlem af Sø- og Handelsretten i København Tyge J. Rothe til Handelsminister.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

C. I. S.
Danske Kreditforeninger i 1. Zone
Anordning No. 103 af 6. Maj 1920:

1. I Henhold til Dags Dato stedfunden midlertidig Stadfæstelse af Statuter for “Sønderjyllands Kreditforening” er denne Forening berettiget til at give Udlaan i Grundejendomme i 1. Afstemningszone. Der tilstaas Foreningen de i dansk Lov af 20. Juni 1850 § 2 a og d samt § 3 anførte Begunstigelser.

2. Følgende i Danmark bestaaende Kreditforeninger, nemlig

1. Kreditforeningen af Kommuner i Danmark,
2. Kreditforeningen for industrielle Ejendomme,
3. Den nye Kreditforening for Købstadgrundejere i Nørrejylland,
4. Kreditforeningen af Grundejere paa Landet i Jylland, 372
5. Kreditforeningen af Ejere af mindre Ejendomme paa Landet i Jylland,

er berettigede til at give Udlaan i Ejendomme i 1. Afstemningszone i Overensstemmelse med de i Statuterne for vedkommende Kreditforeninger indeholdte Regler, naar saadan Beslutning om Udlaansvirksomhed i de paagældende
Landsdele paa statutmæssig Maade er vedtaget af paagældende Forening, approberet af den danske Regering og midlertidig stadfæstet herigennem.

3. Den “Vest- og Sønderjydske Kreditforening af Landejendomsbesiddere” er berettiget til indenfor 1. Afstemningszone at give Udlaan i Landejendomme
i Tønder Amt (derunder indbefattet de nu til Haderslev Kreds hørende Sogne: Spandet, Roager, Hviding, Rejsby, Brøns, Skærbæk, Vodder, Højrup og Arrild) samt følgende Sogne: Fole, Øster-Lindet, Skodborg, Skrave, Rødding, Lintrup, Hjerting og Hygum, alt i Overensstemmelse med de i Statuterne for Foreningen indeholdte Regler og under Forudsætning af, at saadan Beslutning om Udlaansvirksomhed i de paagældende Landomraader paa statutmæssig Maade vedtages af paagældende Forening, approberes af den danske Regering og midlertidig stadfæstes herigennem.

4. Interessenterne i de i §§ 1-3 omhandlede Kreditforeninger skal være pligtige at finde sig i saadanne Ændringer i Statutbestemmelserne, som maatte blive krævede af det danske Indenrigsministerium ved Statuternes, henholdsvis Statuttillæggenes, endelige Stadfæstelse.
5. Denne Anordning træder straks i Kraft.
Om Statutstadfæstelserne ifølge §§ 2-3 vil offentlig Meddelelse blive udsendt.

Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

C.I.S.
Dansk Administrator i 1. Zone
Bekendtgørelse No. 101 af 6. Maj 1920:
Under Henvisning til Anordningen af 3. Maj 1920 meddeles, at Stiftamtmand Viggo Rothe Haarløv af den danske Regering er udnævnt til Administrator i Afstemningsomraadets 1. Zone.

C. I. S.
Borgmesterskifte i Flensborg
Bekendtgørelse No. 102 af 6. Maj 1920:
Da Hr. Karl Holm har indgivet Ansøgning om sin Afsked, er Hr. Dr. Todsen af den internat. Komm. bleven udnævnt til Overborgmester i Flensborg.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesviske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Telegram, dat. 6. Maj 1920:

Det franske Udenrigsministerium har kun med megen Vanskelighed op naaet Udsættelse til den ottende [i forhold til at tage stilling til eventuelt officielt dansk ønske mht. 2. zone]. Sandsynligvis vil hverken tyske eller danske blive kaldt for [Ambassadør-JRaadet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.

Havde jeg haft travlt i Odense, så fik jeg endnu mere i Tønder. Staben blev indkvarteret på det tyske Gasanlæg 1 km nord for byen, fodfolket i den tidligere tyske lejr 3 km nord for byen, rytterstyrken på Tønder Gymnasium, Radiostationen på Gasanlægget

Lejren bestod af 1 baraklejer til cirka 800-900 mand, 1 luftskibshangar og 1 flyverhangar og en enorm stor mark til start og landing.

Felttelefon straks udlagt mellem lejren og Gasanstalten. Med styrken fulgte forskellige videnskabsmænd, der straks konstaterede at vandet var udrikkeligt. Alle ruder var knust at kedler i køkkenbarakken ødelagt. På gasanlægget boede den tyske gasmester Rødder. Dagen før vi kom, var en CIS betjent skudt. Selvmord hed det.

Gasanstalten var: Gasanstalt (mægtig gaskedel), elektricitetsværk og vandværk (det sidste erfarede vi senere).

Første dag var vi rundt og se på det hele på egen hånd, på turen traf vi en tysker luskende rundt med forskelligt værktøj i lommen, han blev anholdt og blev konfronteret for gasmesteren, som i begyndelsen ikke kendte ham, men som senere på dagen viste sig at være den onde ånd (Hr. Langswarre fra Kiel, Sabotør m.m.) Melding på telefon til den internationale kommission i Flensborg. Svar: Arrester manden, kommer pr. bil straks- Vagt oprettes på Gasanstalten.

Jeg gik op på 1. sal for at tale med Rødder, men før jeg bankede på, hørte jeg at mand og kone skændtes og at hun græd, og havde forstået så meget, at Langswarre havde forklaret Rødder, at hvis han så meget som viste, hvor vandet var, ville han blive dræbt af tyskerne, hvilket han indrømmede under vores samtale med Chefen og CIS kommissionen, der var ankommet.

Vi var hurtigt klar over situationen for ham og hans familie og for os selv. Situationsmelding pr. Radio til København over Lyngby Radio om antagelse af Rødder. En halv time efter kom svaret: Ja. Nu blev Rødders glade. I mellemtiden havde vand plasket ud af et vindue i en meget høj bygning. Rent drikkevand, Beholderen løb over. Ledning i orden til lejren og åbning for vandet. Vi manglede kul. En lastvogn, en løjtnant og fire mand Tønder rundt efter kul, alt hvad de fik, var 500 pund kulstøv.

I mellemtiden havde vi opnået forbindelse med Esbjerg og bestilt en jernbanevognladning, afgang næste morgen kl 8. Vognen kom kl. 11.30, men var kun ¾ fuld, resten var hugget undervejs. Så sendte vi en Sergent og to mand til Esbjerg efter en vognfuld, En mand i hver ende af vognen og en sergeant i bremsehuset. Ved hver station for folk til kulvognen, men nu sprang der to trolde op og skød, sikken ballade, men alle kullene nåede Tønder Gasanstalt, der havde spor inde på området.

Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen

Telegram fra den danske gesandt, Bernhoft, til udenrigsministeren, dat. 5. Maj 1920:

Sir Charles Marling hørt den 5. om Morgenen af Ambassadør-Raadet, men efter Anmodning af den franske Repræsentant blev Sagen udsat, indtil Raadet kunde høre Claudel, som er blevet tilkaldt telegrafisk.

Gesandten meddelte samme Dag, at Raadet ventede at kunne høre Claudel den 8.

Kommissionens Betænkning havde i nogle Dage været omdelt til alle vedkommende. Den danske Regerings Stilling afventedes med nogen Spænding baade i officielle og journalistiske Kredse.

Den vilde være afgørende, saafremt — saaledes som der var Grund til at formode — Raadet ikke traf nogen Afgørelse, om hvis Antagelse af den danske Regering det ikke forud var sikker. Man maatte regne, at Danmarks Sag ønskedes afgjort i Tide inden de all. og ass. Magters forestaaende Møde i Spa.

6. Maj sendte Udenrigsministeren (Harald Scavenius) følgende Telegram til Gesandten i Paris:

Den nydannede Regerings vigtigste udenrigspolitiske Opgave er uden Tvivl Ordningen af det slesvigske Spørgsmaal, og jeg finder det derfor nødvendigt allerede nu at gøre Dem bekendt med dens Hovedsynspunkter derom.

Den nye Regering akcepterer det gennem de forskellige Rigsdagsbeslutninger skabte Grundlag og vil loyalt opfylde de deraf flydende Forpligtelser.

Den anser det dog foreneligt hermed at arbejde paa i størst mulig Omfang at sikre dansksindede Beboere af 2. Zone bedst mulig Beskyttelse.

I fuld Tillid til, at de Allierede vil bevare Interessen for denne for Danmark saa vigtige Sag og fastsætte en Grænse, der ogsaa i Fremtiden vil sikre os den fredelige Besiddelse af de overdragne Omraader, mener Regeringen at maatte lægge al Kraft ind paa at tilvejebringe den for Danmark gunstigste Afgørelse af den i den internat. Komm.s Indstilling tilstedeværende Meningsforskel
om Grænselinien.

Hr. Claudel [den franske gesandt] rejser den 17. ds. til Paris. Under en Samtale i Gaar lod han forstaa, at vi ikke burde holde os passive, men søge at vække Sympati for at opnaa det mest mulige.

Dertil vil efter min Mening være god Lejlighed, naar en Delegation for 2. Zone i de nærmeste Dage ankommer til Paris. Den er ikke udsendt af Regeringen, men har dens fulde Sympati, selv om man ikke kan være med til paa Grundlag af den stedfundne Afstemning at kræve 2. Zones Genforening med Danmark.

Delegationens principale Ønske er Flensborgs Indlemmelse, sekundært ønsker den 2. Zone internationaliseret.

Det maa haabes, at Delegationen, hvis Ønsker ikke er uden moralsk og historisk Berettigelse, i hvert Fald vil bidrage til at vække Sympati for Hr. Claudels Planer og tilintetgøre det tyske Stormløb mod 1. Zone.

Skulde Delegationens Bestræbelser for Internationalisering krones med Held, vil den danske Regering med Taknemmelighed modtage en saadan Ordning og anser ogsaa dette begrundet i Rigsdagens Beslutninger.

I den Skrivelse, der ledsager den internat. Komm.s Indstilling fremhæver Sir Charles Marling stærkt Nødvendigheden af Garantier for at sikre den dansksindede Del af Befolkningen i 2. Zone mod tyske Forfølgelser.

Garantiernes nærmere Beskaffenhed antydes ikke. Fra dansk Side befrygtes, at dette kan give Anledning til Krav om tilsvarende Garantier for tyske Minoriteter i Danmark og misbruges til fremtidig tysk Indblanding. Danmark er derimod villig til at arbejde paa en Ordning, der sikrer Minoriteterne i begge Lande Ret til at udvandre medtagende deres Formuer; dette vil dog kunne aftales senere, og bør ikke føre til, at Vilkaarene for Sønderjyllands
Overdragelse paany gøres til Genstand for Forhandling med Tyskland.

Spørgsmaalet vil evt. kunne rejses i Forbindelse med den senere Forhandling om Afviklingen af det økonomiske Mellemværende.

 

Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.

Det var en kæmpeopgave som skriver for et så stort og spredt kommando og med min Alder som 7 årig Sergent den yngste skriver i landet, med Stabssergenter og Oversergenter som kommandobefalingsmænd.

Det var en opgave som skulle tænkes nøje igennem og krævede pædagogik, høflig men bestemt Myndighed og slid. Tilmed havde jeg mavekatar og levede ved franskbrød, kogt kød og Fisk.

Min arbejdstid i Odense fra 10/2-1/5 1920, – Datoen for kommandoets Møde – var gennemsnitlig en 16 timer. Alt var udregnet og nedskrevet i befalinger i de mindste enkeltheder med togtider m.m. for godsvogne – kun 63 fyldte vogne med materiel fra synåle og tråd, madvarer for 8 dage, vår til puder og madrasser, Tang til fårene (vaarene), der var intet i Sønderjylland og intet kunne købes, det fandtes ikke. Alt skulle sælges til den civile befolkning, som ikke havde set ordentlig mad i flere År.

Godsvognene afgik i 2 tog: 1 langs Østkysten over Vamdrup – Haderslev – Aabenraa – Sønderborg. I Vamdrup fik de tysk maskine for. Føreren var 1 kpl. af Trainet. Han var instrueret om, at hvis det tyske togpersonel lavede kunster måtte han besætte lokomotivet og med pistol i Hånd tvinge dem til at fortsætte.

Lidt efter Vojens standsede toget og korporalen og to mand krøb op på maskinen og tvang dem til at fortsætte ellers fik de nogle danske klø, det hjalp – de så lidt på Maskinen og så kørte den. Persontoget kørte til Lunderskov, her blev styrkerne til Haderslev og Aabenraa udskilt, resten gik over Bramminge til Tønder. Tysk maskine fra Bramminge. I Skærbæk blev skorstenen – som var lige ved at falde af – bundet fast med ståltråd. I’ Batl. blev sejlet til Sønderborg fra Odense Kanal, ombord i en af marinens gamle skibe, jeg tror det var Herluf Trolle.

På det sidste stykke med toget fra Skærbæk fik vi Madpakkerne frem. Jeg var mavesur og skulle intet have. De andre sagde ”Lad os se din Mad”, jeg viste dem den – kogt kød og Fisk- Ah sagde de andre, vi byttede lidt om, jeg fik en kotelet med skaft og brød, det smagte mig og her holdt min diæt op.

Ved ankomsten til Tønder blev toget ledet ind til kreaturrampen. Stationsforstanderen blev hentet, og vi var klar over det var hans værk, nå, vi skulle så over Sporene 6-8 stykker, men det kunne vi ikke, sagde han, toget sydfra ankom om et par minutter, så han måtte sætte Stopsignal for indkørsel, han lavede et Vrøvl, så til sidst blev han anbragt mellem to menige på sporet og toget blev standset og vi gik over.

Ude på pladsen foran banegården stod et engelsk kompagni opmarcheret for at modtage os. Her så jeg den største Sergent (2,12 m) rødhåret og fregnet. Han var vant til at ordne alt i en fart, under modtagelsen var der en arbejder på en Nybygning, der lavede vrøvl. En, to, tre op ad stigen, en på kassen og ned ad stigen og overgivet til politiet. Hurtigt og godt og sikken Ro.

Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen

Efter at Afstemningsomraadets 1. Zone 5. Maj 1920 vil blive besat af
Danmark, vil Anordninger angaaende denne Zone blive udfærdiget af en Befuldmægtiget, udpeget af den danske Regering, og af Kommissionen i Forening. De nu i 1. Zone gældende Love og Anordninger forbliver i Kraft.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

 

Forhandlinger i Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg

Møde 28. April 1920:
Statsminister Friis meddelte, at man havde søgt at opnaa  Kronemøntens Indførelse i 1. Zone uden Toldgrænsens Flytning, idet de i sidste Møde omtalte Forhandlinger med Kommissionen jo var strandet paa, at denne ikke vilde gaa med til Toldgrænsens Flytning.

Regeringen havde derfor sat ind paa at gennemføre en Ordning, hvorved man i Stedet for at flytte Toldgrænsen tilvejebragte en Afspærring mellem 1. og 2. Zone, saaledes at Kronemønten kunde indføres.

Regeringen havde i saa Henseende ført forskellige Forhandlinger med Kommissionen og fundet Imødekommenhed under disse Betingelser.

Endvidere havde Ministeriet formaaet Kammeradvokat Aagesen til som Sagkyndig i juridisk, forretningsmæssig og administrativ Henseende at stille sig til Raadighed for Gesandten i Paris, og Kontorchef Hendriksen var som topografisk Sagkyndig ogsaa stillet til Gesandtens Raadighed.

Statsministeren meddelte yderligere, at det var en Selvfølge, at disse Mænd i et og alt handlede under Gesandtens Ansvar, og at denne igen handlede i Henhold til Instruktion fra Regeringen.

I Anledning af Statsministerens Meddelelse rejstes ingen Indvendinger fra nogen af Mødets Deltagere.

M. H. t. den endelige Afgørelse i det sønderjydske Spørgsmaal meddelte Ministeren, at Kommissionens Indstilling først nu var naaet til Paris, og at Regeringen havde søgt at virke for, at en Afgørelse ikke skulde komme til at foreligge saaledes, at det vilde være udelukket efter Valgene og en ny Regerings Udnævnelse at kunne udøve en saadan Indflydelse, som man vilde finde ønskelig

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, bind 2.

Skodborg hjemstavnsforening og arkiv har udgivet en række bøger om sognets krigsdeltagere, faldne – og om tiden under tysk styre.

Det drejer sig om følgende:

Keld Mortensen:” Krigsdeltagere fra Skodborg sogn i Den store Krig 1914-1918”. Bind 1-3

Steffen Riis har skrevet og udgivet et uhyre velillustreret tobindsværk om afstemningerne og genforeningen i 1920.

Læs nedenfor om begge bind.

Genforeningen 1920 – Vi vil hjem, hjem til Danmark

Bogværkets bind 1 fortæller om begivenhederne i Sønderjylland i perioden 10. januar til 15. juni 1920. Den 10. januar 1920 trådte Versaillestraktaten i kraft og Den Internationale Kommission påbegyndte forberedelserne til folkeafstemningen i Nordslesvig. Den 5. juli 1920 underskrev den danske gesandt i Paris traktaten, der overdragede suveræniteten over Sønderjylland til Danmark.

Genforeningen 1920 – Genforeningsfesterne juli 1920

Bind 2 handler om genforeningsfesten, der startede i København den 9. juli 1920, hvor kongen underskrev “Indlemmelsesloven”, de endeligt gjorde Sønderjylland til en del af Danmark.

Samme dag afsejlede kongefamilien med kongeskibet “Dannebrog” til Kolding, hvorfra kongen den 10. juli 1920 kørte til Frederikshøj og red på den hvide hest over den gamle grænse.

Efter ridtet over grænsen besøgte kongen Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa, og næste dag Sønderborg, hvor den store Genforeningsfest blev afholdt i Kongeskansen på Dybbøl Banke.

Den 12. juli aflagde kongen besøg i Tønder. Dermed var det officielle besøg afsluttet, men kongefamilien blev endnu 3 dage i Sønderjylland, hvor de aflagde besøg i en række mindre byer.

Den 16. juli 1920 sejlede kongen og dronningen fra Haderslev hjem til residensstaden med kongeskibet, og dagen efter blev de modtaget af 20.000 københavnere på Toldboden.

Bøgerne er skrevet af Steffen Riis, Værløse og udgives med støtte fra Kolding Kommune af Danmarkssamfundet, Kolding.

Bogværket udgives ved en højtidelighed på Genforenings- og Grænsemuseet i Frederikshøj den 10. februar 2020. De to bind er tilsammen på 525 sider med mere end 900 billeder.

Bøgerne (to bind) koster kr. 499,00 + forsendelse kr. 60,00. .

Bøgerne kan bestilles hos:

Forfatteren: Steffen Riis, e-mail: steffenriis@privat.dk, mobil/SMS 2386 0624

Udgiveren: kolding@danmarkssamfundet.dk, mobil/SMS 2324 6555

Betaling til Middelfart Sparekasse, reg. 0759 konto 3230490049 husk at oplyse navn og adresse.

Se mere på forfatterens hjemmeside

Forfatteren, Hans Schultz Hansen, har skabt et to-binds værk om de dansksindede sønderjyders førstemand H.P. Hanssen, som var arkitekten bag Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.

Bind 1: De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen 1862-1914

Bogen handler om H.P. Hanssens historiske betydning og lederskab indtil udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 og er skrevet af Hans Schultz Hansen, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa.

Den nye biografi indeholder ganske meget nyt, for bortset fra et par tynde hæfter ligger de tidligere H.P. Hanssen-biografier over 70 år tilbage i tiden. Den nye bog inddrager f.eks. den omfattende forskning i Sønderjyllands historie 1864-1914, som siden har fundet sted. Hans Schultz Hansens bog er således vidensmæssigt opdateret. Den er også mere kritisk over for hovedpersonen.

– Min bog rummer dertil resultater af mine egne studier på udvalgte områder. Således er der navnlig meget nyt om den unge H.P. Hanssen og hans vej til politikergerningen og om H.P. Hanssen som udgiver af Hejmdal, fortæller forfatteren, som begyndte at arbejde med bogen i 2010, i første omgang med delstudier om H.P. Hanssens tid i det danske Folketing 1924-26 og tilsidesættelsen af ham under genforeningsfestlighederne i 1920.

Forud for Genforeningen arbejdede H.P. Hanssen gennem årtier for at fremtidssikre danskheden i Sønderjylland trods det tyske styre. Det begyndte i 1879, da den 17-årige Hans Peter på en gåtur fra sit barndomshjem Nørremølle til Dybbøl Banke besluttede sig til at blive tysk soldat for at kunne blive i hjemstavnen. Som 23-årig betroede han sin forlovede Helene, at han ville påtage sig “en førerstilling” i nationalitetskampen. Den lederskikkelse blev H.P. Hanssen.

Det var i første række hans fortjeneste, at det sønderjyske grænsespørgsmål blev genrejst og løst på et demokratisk grundlag gennem en folkeafstemning i to zoner. Trods modstand og ydmygelser fra kredse, som ønskede en sydligere grænse, fastholdt han dette program. Det blev grundlaget for en dansk-tysk grænse, som tilfredsstillede flest mulig mennesker.

Bogen er på 360 sider, indbundet og illustreret.

Bind 2: Genforeningens arkitekt: H.P. Hanssen 1914-1936

Allerede under verdenskrigen satte han de første streger til en ny grænse, men virkede mest for at hjælpe sønderjyder i nød. Ved Tysklands nederlag i efteråret 1918 rejste han grænsespørgsmålet.

Med Aabenraa-resolutionen tegnede han den bærende konstruktion for Genforeningen: folkeafstemningen i to zoner. Som minister for sønderjyske anliggender 1919-20 samordnede han forberedelserne til landsdelens indlemmelse i Danmark. Tegningens mange detaljer kom på plads.

Samtidig blev han hovedperson i den bitre grænsestrid. Han stod fast på folkenes selvbestemmelsesret og trodsede stemningsbølgen for en sydligere grænse. Det kostede dyrt. Han blev afskediget og trængt til side under genforeningsfesterne, og hans plan om en sønderjysk rigsdagsgruppe mislykkedes. Men hans grænsepolitik sejrede og lagde fundamentet til nutidens fredelige forhold mellem danskere og tyskere.

1920’erne blev et antiklimaks for H.P. Hanssen. Som nationalpolitiker trivedes han ikke i dansk partipolitik. Tiden som folketingsmand for Venstre blev kort. I stedet lagde han sine kræfter i forsvaret for den nye grænse. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev grænsespørgsmålet atter betændt. H.P. Hanssen blev forgrundsfigur i kampen mod grænseflytning og nazisme.

Bogen er på 335 sider, indbundet og illustreret med kendte og mindre kendte fotos og forsynet med et navneregister til begge bind ved Hans-Ole Mørk.

Forfatteren

Hans Schultz Hansen, født 1960, dr.phil., forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa, adjungeret professor ved Center for Grænseregionsforskning og formand for Historisk Samfund for Sønderjylland. Han har også skrevet forgængeren til denne bog, De danske sønderjyders førstemand: H.P. Hanssen 1862-1914, som udkom i 2018 og har fået fine anmeldelser.

Bind 1 og 2 samlet koster 248,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 398,- for ikke-medlemmer.

 

En god ven af denne hjemmeside, Dan Obling fra Toftlund, har flere sæt DSK-årbøger og en del løse årbøger i overskud.

Han tilbyder derfor følgende (DET GÅR STÆRKT! DE KOMPLETTE SÆT ER BEGGE SOLGT):

Komplet serie af DSK-årbøger 1941-1972 (pæn stand): 450,- kr SOLGT!

Komplet serie af DSK-årbøger 1941-1972 (slidt, men uden mangler): 350,- kr. SOLGT

Mange enkelte årgange af DSK-årbøger: 15,- kr. pr. stk.

Dan kan kontaktes på mail wolter@mail.dk eller telefon 20 49 08 05

Museerne er lukkede pga. corona-krisen, og det er trist for alle parter. Men der er ét sted, hvor vi stadig kan være “åbne”, og det er på Facebook.

Som mange vil vide, er det Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, der var blandt initiativtagerne og stadig har hovedredaktionen af denne hjemmeside. Facebookbrugere blandt vores læsere her kan hjælpe os med at holde et “besøgstal” ved at gå ind på Sønderborg Slots Facebookside og følge eller “synes godt om” siden.

Klik på linket nedenfor, så kommer du direkte ind på Facebooksiden.

Mange tak!

https://da-dk.facebook.com/soenderborgslot/

Og giv også gerne vores samarbejdspartnere i Historie Haderslev et “like”, nu I er i gang.

https://www.facebook.com/Historiehaderslev/

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om Kapp-kuppet i marts 1920. Kuppet fandt sted samtidig med afstemningen i 2. zone.

Erik Henningsen (1855-1930): “De, som blev tilbage” er en akvarel, der forestiller dansksindede flensborgere på kajen i Flensborg dagen efter den tabte folkeafstemning den 14. marts 1920.
Museumsinspektør René Rasmussen, Museum Sønderjylland, fortæller om billedet.

 

 

Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

På valgdagen søndag den 14. marts 1920, var vi tilsagt til at drikke morgenkaffe på hotellet kl. 8 sammen med de tilrejsende og andre danskere fra Nibøl. Jeg var med til at hejse et stort dannebrogsflag på hotellet. Der mødte så en større flok unge mennesker, der sammen med en del drenge hujede og peb og lavede opløb udenfor. Vi telefonerede så til politistationen og kort efter marcherede en politipatrulje op udenfor, og så gav det luft.

[…]

Vi havde dengang gæstestuen og 6 værelser lejet for 100 mark dagligt, og vi kunne få at spise og drikkevarer, alt hvad vi ønskede. Undertiden fik vi en passiar med gæster, der, der kom til skænkestuen ved en tepunch, som vi spenderede på dem, men vistnok i de allerfleste tilfælde ”Ohne Erfolg”.

[…] En del af os, deriblandt også jeg, blev på valgdagen den 14. marts sendt ud til de omliggende valglokaler for at påtale mulige misligheder og forsøg på valgtryk. Vi fik et legitimationsbevis udstedt af den internationale kommission i Flensborg. Jeg blev sendt hen i valglokalet i Nibøl og modtoges til at begynde med af fjendske blikke af valgkomiteen. Da jeg fremviste mit kort, bad man mig dog høfligt en stol. Jeg opdagede hurtigt, at man gennem et par opstillede klædeskabe, som dannede væggen for det såkaldte hemmelige rum, iagttog hvilke stemmesedler de enkelte vælgere brugte, og min protest herimod toges også til følge. Hen på eftermiddagen blev jeg afløst af Sofus Godt, Gammelgab.

Kl. kvart i tre rejste jeg med ekstra tog tværsover til Flensborg, hvor gaderne var tæt pakket af mennesker. Der var stærk blæst, som om aftenen afløstes af regn. Man så dannebrog ude over hele byen, især i den nordlige del, hvor enkelte af smågaderne ind mod Skibbroen var helt rød/hvide, Der var dog også mange til dels meget store skibsflag i de tyske farver udhængt på murene i de store huse, især på Holmen. Jeg talte med Valdemar [Sørensen] oppe på Flensborg Avis’s kontor, og også med [Ernst] Christiansen, [J.N.] Jensen og Tage Jessen.

Kl. 8 var der danske møder flere steder i byen. Der var et egetræs skib med danske Sønderborgere, og jeg var til møde i ”Borgerforeningen”. Her talte mange af de i 1864 fordrevne danske embedsmænds børn. Hen imod kl. 10 indløb de første valgresultater, som omtrent alle var uheldige. Stemningen blev efterhånden trykket, især da alle byens kirkeklokker på én gang slog ind med at ringe tyskernes sejr ind. Slesvig Holsten visen og ”Wir wollen keine Dänen sein” lød uafbrudt.” […]

Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 12. marts 1920 rejste jeg videre til Nibøl efter at blev jeg opfordret af den danske valgkomite i de frisiske egne om ufortøvet at indfinde mig på Central Hotel i Nibøl. Her var vi indlogeret en hel stab af danske agitatorer, bl.a. Jørgen Nissen, Stenderup, Sofus Godt, Gammelgab, Jørgen Andresen, Nybøl, Jørgen Zachariassen, Dybbøl, Jørgen Grau, Gabøl, P. Fuglsang, Maugstrup, Simonsen, Flooh, Troels Beire, Roager, Varming, Råhede, Reinholdt, Oksgård m.fl.

Der holdt altid biler til vor rådighed. Vi kunne kun opgive hvor vi ville hen i omegnen, ligesom vi altid kunne få af mad og drikke på hotellet, hvad vi ønskede.

Jeg var især ude i håndværkerkredse og forsøgte at påvirke mine standsfæller i dansk retning, men mærkede hurtigt, hvad klokken var slået. Tyskerne havde haft for lang tid til at udfolde en voldsom agitation og folkene var for det meste frisisk orienterede.

I nogle loftsværelser på Central Hotellet havde vi store stabler af alle slags varer, mel, gryn, ris, sukker, alle slags kolonialvarer, håndværkstøj m.m., som var bestemt til at bruges ved valgagitationen. Det var det, som tyskerne nu kalder ”Speck”.

Undertiden kom der så folk ved aftenstid, små hold på 3-5, og bad om at få danske stemmesedler. De blev så modtaget venligt, blev beværtet og fik nogle gode pakker med, men om de danske stemmesedler blev afgivet er vel nok i de fleste tilfælde tvivlsomt.

Om aftenen den 12. marts havde vi modtagelsesfest for 14 danske stemmeberettigede. (sådanne hold kom tilrejsende nordfra med togene de sidste dage før afstemningen i 2. zone). Disse modtoges så af os og andre danske på stationen.

Hvis de ingen slægtninge havde at holde sig til, blev de helt gratis indlogeret på Central Hotellet, som vi havde lejet. Alle rejsedeltagerne fik ved ankomsten varm spise og eller alt, hvad de behøvede straks ved ankomsten, og hele tiden, indtil valget var forbi.

Ved den festlige sammenkomst om aftenen var der mange som talte, og stemningen var højt oppe.

De fleste tilrejsende var dog tyskere, som kom med togene sydfra. Disse modtoges på banegården af musikkorps, som ideligt spillede ”Schleswig-Holstein meerumschlungen. De blev indlogeret hos tyskere.

Tak til Tak til Lars Anker Petersen.

Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

”Den 11. marts 1920 blev jeg opfordret til straks at møde i Flensborg for at deltage i arbejdet for afstemningen den 14. marts.

Jeg meldte mig på kontoret for ’Mellem Slesvigsk udvalg’. Nede ved Sommers Hotel traf jeg mange kendte danske nordslesvigere.

Her holdt 25 automobiler fra Kolding til vor rådighed. Kl. 5 indkom den danske damper ”Nakskov” med tilrejsende.

Jeg var oppe på Søndertorv og så et mægtigt tysk demonstrationsmøde.

Jeg rejste hen imod aften med en bil til Læk, hvor jeg meldte mig til tjeneste på valgkontoret i Centralhotellet. Her var Hans Madsen, Roost, H. Thomsen, Roost, to brødre Enemark fra Gabøl, Schmidt fra Djernæs, Kr. Iversen, Sønderballe, Jørg. Nissen, Stenderup, Nik. Nissen, Riis m.fl.

Jeg tog en bil af dem vi havde til vor rådighed og besøgte skrædder Madsens broder i Klægsbøl. Der var kun ganske få danske her, fortalte man mig, og de samme var bange. […]

Tak til Lars Anker Petersen.

Simon Oscar Edmund Rafalski blev kommissarisk amtsforstander i Rødding i april / maj 1913. Han var udpræget danskfjendtlig og blev udvist af CIS i forbindelse med folkeafstemningen.

Flensborg Avis kunne den 10. marts 1920 give ham følgende svada med på vejen:

”Tidligere Amtsforstander Rafalski, der – som bekendt – blev udvist af den internationale Kommission, skal efter Forlydende opholde sig i Kiel. Da han fratraadte, var det vistnok ellers hans Mening, at han med sin Familie vilde blive boende i Rødding i Sommer, da han havde lejet Lejligheden, hvor han boede, indtil 1. Oktober. Men saa kom Udvisningsordren, der maa siges at være velfortjent og som ingen beklager.

Saa blev Planen for Fremtiden omlagt og nu rejser hans Familie, der endnu bor i deres gamle Bolig, nok i en nær Fremtid sydpaa til det Land og Folk, for hvilket Hr. Rafalski i Prøjsernes Velmagtsdage var en saa tro og ihærdig Repræsentant.

I Lørdags Eftermiddag var der Auktion over en Del af hans Bohave, der for øvrigt kostede store Priser i værdiløse tyske Mark, men som Hr. Rafalski vel nok vil faa Brug for i det forsultede og forarmede ”store Fædreland”, der med Hensyn til Skatter og Afgifter vil være som en Tønde uden Bund, hvori det sporløst forsvinder og i en ret uhyggelig Grad minder om Faraos Drøm om de syv magre Køer, der aad de syv fede uden at det kunde kendes paa dem.”

Og den 8. maj fik han lige en tur til:
”Tidligere Amtsforstander Rafalski, der før Afstemningen blev udvist af Afstemningsomraaderne tillige med flere andre ligesindede Kolleger og siden har opholdt sig i Kiel, vendte for 8 Dage siden tilbage til Rødding til sin Familie, der indtil nu har boet i Amtsforstanderboligen, for at hjælpe ved Sammenpakning og Flytning af Bohavet. I sidste Uge kom en Flyttevogn, og derefter rejste Familien bort fra Byen.

Rafalski hørte til de konstituerede Amtsforstandere, som Rødding, Toftlund og Skærbæk Amtsdistrikter lige siden Amtsforstanderembedernes Oprettelse i 1889 har haft at trækkes med og som blev rekrutterede af alle mulige militære og borgerlige Stillinger. Rafalski var saaledes forhenværende Apoteker i Skærbæk, den forrige v. Massow afgaaet Gendarmeri-Ritmester i Haderslev osv. Men gode Prøjsere var de alle. Rafalski kom hertil 1. April 1913 og gjorde sig snart bemærket som Prøjsernes haandgangne Mand og Ven af at straffe dansksindede Mænd, som intet havde forbrudt sig, med Udvisning af deres danske Tjenestefolk.

– Saa kom Krigen 1914 og dermed rigtig frit Spil for Rafalskis danskfjendtlige Sindelag. Det er jo bekendt nok, at han lod tre af Byens dansksindede Mænd uden nogen Grund arrestere og bortføre, blandt andre ogsaa Gaardejer August Lassen her, der nu sidder som Amtsforstander og Rafalskis Efterfølger i Embedet. Men særlig ildeset blev han ved at hindre dansksindede Mænd, som var indkaldte i Krigen, ved mistænkeliggørende Paategninger paa deres Ansøgninger om Orlov.

Nu er han borte, og ingen vil savne ham. Men i lange Tider vil han af mange Mænd og Kvinder blive mindet med Bitterhed og Harme som en af de Mænd, der – da det kneb haardest for den undertvungne sønderjyske Befolkning -, hjalp godt med til at gøre dem Kaarene saa mørke og tunge som muligt.

Men der gaar en Nemesis gennem Livet, og den har Hr. Rafalski vist allerede begyndt at føle.”

Mange tak til Jørgen Larsen, der har sendt historien til os. /RR

Medarbejder ved Den store Krig 1914-1918 Steffan Mulle Markussen har læst

Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet af Simon Kratholm Ankjærgaard

og skrevet nedenstående anmeldelse.

Bogen er på 400 sider i stort format og rigt illusteret. Den koster 399,- kr. (vejl.) i boghandelen.

Journalisten og historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard har i samarbejde med journalisten og forfatteren Ole Sønnichsen begået det fyldige værk Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet, der er udgivet på Storyhouse.

Visuelt er Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet et værk mere eller mindre i størrelse af en kaffebordsbog, og den er, som kaffebordsbøger ofte er, rigt illustreret med velvalgte både halv-, hel- og dobbeltsidede illustrationer og billeder. Den pynter både på kaffebordet og i reolen, for der er gjort noget ud af præsentationen.

Det store spørgsmål må da så være, hvorvidt Simon Kratholm Ankjærgaard har formået at matche bogens smukke ydre med et dybdegående indre?

Forfatteren søger i bund og grund at forklare og formidle fortællingen om hvorfor og hvordan Genforeningen kom i stand og at den ikke var en naturlighed, som ville ske lige meget hvad, men at den derimod var et produkt af hårdt arbejde, politisk snilde og hjælp fra store begivenheders konsekvenser. Dette gør han ved at gå tæt på både de kendte og de ofte glemte begivenheder, der udspillede sig i tiden op til, under og efter Genforeningens realisering. Fokus er i høj grad lagt på nøglepersoners personlige fortællinger og i mindre grad på klassisk baggrundshistorie.

I det første kapitel starter forfatteren ud med to sideløbende historier: den sønderjyske krigsfange Lorenz Jepsen og ”trekløveret” i Berlin bestående af H.P. Hanssen, Nis Nissen og Hans Diderik Kloppenborg-Skrumsager. På den måde søges Genforeningens historie repræsenteret af den almindelige befolkning og de aktive politiske aktører, hvilket fortsætter gennem hele bogen – dog med en klar overvægt til de politiske kredse, der i bogens løb bliver udvidet med andre nøglepersoner i både Aabenraa-, Flensborg- og Dannevirkebevægelsen. Hertil kommer personer i den danske samt den tyske regering, i gesandtskaberne samt i Den Internationale Kommission (Commission Internationale de Surveillance de Plebiscite Slesvig (CIS)).

Der hvor fokusset på nøglepersoner og skæbnefortælling virker stærkest på jeres ydmyge anmelder, er i ”trekløverets” samarbejde og splittelse, som gennem det maleriske og indimellem næsten poetiske sprog kommer til at fremstå som en klassisk tragedie. Dog skal det ikke forstås som om værket foregiver at være skønlitterært, da der bogen i gennem arbejdes tæt med de historiske kilder ved både henvisninger og direkte citater.

Ulempen ved denne fortælleform, som den udformer sig her, er at de historiske udviklinger og tilhørende intriger til tider kan virke en smule forsimplede og styrede af meget få personer. Et eksempel herpå er dannevirkemanden Ionas Collin, der her bliver brugt som repræsentant for stort set hele Dannevirkebevægelsen. Der kan naturligvis ikke være tvivl om Collins vigtighed i bevægelsen, men andre toneangivende medlemmer kommer ved denne fortælleform til at træde kraftigt i baggrunden og virke næsten ligegyldige i bevægelsen.

Det er tydeligt at forfatteren har fundet de politiske processer, forhandlinger og personlige modsætninger imellem de politiske aktører op til afstemningerne særligt interessante, da de i forhold til sideantal fylder mest og udgør de mest tilbundsgående kapitler i bogen. Det betyder at de andre emner udover forhandlingerne før afstemningerne mellem især den danske regering, ententen og Nordslesvigsk Vælgerforening fremstår en smule mindre velbeskrevne og til tider lidt forhastede. Efter anmelderens mening kunne emner som f.eks. de tysksindedes reaktioner og politiske organisationer have fyldt mere end de gør.

Disse er dog i det store og hele mindre anker, da Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet overordnet set er en meget interessant og flot fortalt historie om en af de sidste hundrede års vigtigste begivenhedsforløb i Sønderjylland og Danmark.

Til slut i efterskriftet binder Simon Kratholm Ankjærgaard fortid og nutid sammen med historien om Rasmus Christian Petersen, der er Ankjærgaards oldefar og hans personlige forbindelse til Første Verdenskrig, Genforeningen og Sønderjylland. Rasmus’ skæbne, som også har ligheder til skæbner i mange andre familier med sønderjyske rødder, opfordrer anmelderen den interesserede læser til for sin egen skyld selv at læse i bogen, da den fortjener det.

Dommen

Kort sagt har Simon Ankjærgaard skrevet en interessant bog om et interessant og meget aktuelt emne med masser af personlige historier bundet sammen af de store og mindre begivenheders gang. Visse emner kunne være beskrevet dybere eller anderledes, men de personlige historier og det politiske spil står knivskarpt. Derudover er bogen fyldt med velvalgte billeder og står flot i bogsamlingen.

Genforeningen 1920: Da Danmark blev samlet henvender sig særligt til de, som interesserer sig for sønderjysk og naturligvis dansk historie og gerne vil vide hvad Genforeningen er for en størrelse og til de, som allerede er bekendt med emnet og vil dybere ned i det politiske spil, der lå bag det hele og lære centrale personer bedre at kende.

Steffan Mulle Markussen

TV-stationen DKSYD sender for tiden en serie om Sønderjyllands historie i anledning af Genforeningen. De kan bl.a. ses på stationens Youtube-kanal.

www.youtube.com/watch?v=Q9Drza1ipns

DKSYD skriver:

Vore gode venner i Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord har sendt os følgende:

Vil du støtte vores arbejde?

Så meld dig ind i Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord.

Kontingentet er kr. 100 årligt.

I Anledning af en Artikel i Flensb. Av. om det høje Vælgertal i Byen afgav Magistraten følgende Protest til C. I. S. (Berl. Tid. (Aften), 2. Marts 1920):

»Flensborg Avis« forsøger at give det Indtryk af, at 6.000 Personer uberettiget er indført paa Stemmelisterne. Den hævder, at  Boligattesterne er overfladisk udfærdigede, og at der er blevet stillet de derved ansatte Folk Straf i Udsigt, fordi de ikke vilde have ladet disse Vidnesbyrd gaa gennem Det tyske Udvalg.

Magistraten maa paa det skarpeste protestere mod dette Forsøg paa allerede før Afstemningen at mistænkeliggøre  Afstemningsresultatet.

Ogsaa vi er overraskede over det høje Antal Stemmeberettigede i  Flensborg. Vi antager, at der i stor Stil er sket Dobbeltindførelser, idet Personer er optaget baade paa Liste 1 og 3. Dette vil vise sig ved Eftersynet, som Kontrolkommissionen foretager.

løvrigt tillader vi os at forelægge følgende for den høje Kommission:

Magistraten var allerede i 1919 fuldt klar over, at Gennemførelsen af Afstemningen i en By paa Flensborgs Størrelse ikke kunde  forberedes i Løbet af faa Uger. Vi besluttede derfor, ligesom enkelte Byer i 1. Zone, at begynde med Forberedelser allerede i Sommeren 1919.

I Juli 1919 blev der udsendt til alle Husholdninger Spørgeskemaer, i
hvilke de formentlig Stemmeberettigede skulde indføre sig. Disse blev samlede og prøvede, og derefter blev der opstillet en foreløbig Liste over de Stemmeberettigede.

Vi har bestræbt os paa at udføre dette Arbejde ganske upartisk og opfordrede de Danske til at være med i Arbejdet, men dette blev paa det skarpeste afvist.

Vi har paa det nøjeste prøvet disse Lister, hvad enten Stemmeretten
havde sin Grund i Fødsel eller 20-aarigt Ophold. Vi har derpaa udleveret de saaledes prøvede og rettede Lister til begge politiske Udvalg.

Siden dette Tidspunkt har begge Partier haft Mulighed for at undersøge disse foreløbige Lister. De indeholdt i Sommer 24.933 Stemmeberettigede, bosiddende i Flensborg.

Den nuværende Liste indeholder 29.718. Denne Forøgelse skyldes
tildels, at en Del ikke udfyldte Listerne i 1919, dels, at en Del siden
den Tid er fyldt 20 Aar.

Vi har siden Begyndelsen af Listeopførelsen paa samme Maade for begge Partier muliggjort Eftersyn af Listerne.

Det er ikke sandt, at de ved Arbejdet ansatte er blevet truet med Straf af politiske Grunde. En Gang er to Skrivere blevet afsatte, fordi de havde taget Drikkepenge for Udfærdigelse af Pas.

Det store Antal af Stemmeberettigede er iøvrigt ikke saa  uforklarligt.

Befolkningen er langtfra saa vekslende som i andre Byer. Den sidste Folketælling i 1905 viste, at af 53.771 Indbyggere var 23.838 født i Flensborg, desuden 22.380 i Provinsen Slesvig-Holsten.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.