Valgkampen gik ind i sin afgørende fase. Alle argumenter blev bragt i anvendelse, herunder også de økonomiske. Nedenfor anbefales husmødre at stemme dansk, fordi det vil stille familien langt bedre økonomisk.

I Rendsborg samledes 1. Marts 1920 200 slesvig-holstenske  Repræsentanter for Stænderne, Handel, Haandværk, Industri og Landbrug, for Arbejderstanden, Gejstligheden samt Universitetet
i Kiel; endvidere mødte der Delegerede fra alle politiske Partier, fra Det tyske Udvalg i Flensborg, fra Slesvig-Holstener-Forbundet samt fra Provinsiallanddagen og den preussiske Landsforsamling.

Forsamlingen vedtog enstemmigt følgende Res. (Flensb. Av. 3. Marts 1920) :

De i Rendsborg 1. Marts 1920 forsamlede Slesvig-Holstenere forlanger af Statsregeringen, at den ufortøvet retter et Dekret til Slesvig-Holsten, der sikrer vort Lands gamle Friheder i Forvaltning og Kultur samt Udformningen af en muligst vidtgaaende  Selvforvaltning med Landets Godkendelse og efter demokratiske Grundsætninger.

De paalægger Borgmester Timm af Rendsborg, den Deputerede Iversen i Munkbrarup og den Deputerede Michelsen i Flensborg straks at forelægge dette Andragende for Statsregeringen og at arbejde for dets Vedtagelse. De erklærer dette Krav for det enige, uløseligt forbundne slesvig-holstenske Lands urokkelige fælles Maal.

I Tilslutning hertil udstedte Forsamlingen et Opraab til den slesvig-holstenske Befolkning, undertegnet »Efter Bemyndigelse fra de i Rendsborg forsamlede Slesvig-Holstenere« af Overborgmester Dr. Todsen, Flensborg, Borgmester Timm, Rendsborg, og Medlem af Nationalforsamlingen Iversen, Munkbrarup:

Slesvig-Holstenere!
I Aarhundreder har Slesvig og Holsten levet sammen i det inderligste og lykkeligste Fællesskab. I Fællesskab blødte de paa utallige Valpladser, i Fællesskab forsvarede de deres tyske Folkelighed, deres Ejendommeligheder og deres Rettigheder, i Fællesskab værgede de sig imod ethvert Forsøg paa at trække en Skillelinje mellem dem.

Nu truer der nordfra deres Fællesskab en Livsfare saa alvorlig som aldrig tilforn.

Danskerne sætter med brutal Aabenhed alt paa eet Kort; trods sin overvældende Tyskhed er hele anden Zone det danske Maal.

Slesvig-Holstenere! I den tolvte Time opfordrer vi eder til fælles Kamp for at værne vor havomslyngede Hjemstavns truede Lykke.

Slesvigs Folk staar i den haardeste Kamp om en national  Retfærdighedens Grænse. Eder, Holstenere, kalder det til Hjælp. Vore Fædres Aand er vaagnet i os, vor Hjemstavns store Fortid.

Dybt alvorligt er dette Øjeblik. Hør ikke op med at raabe fra Mund til Mund og ud over den vide Verden: Vi Slesvig-Holstenere er enige; vi forbliver tro, som vore Fædre har været det.

Netop I Holstenere, Borgere, Bønder og Arbejdere! Vi slesvigske og holstenske Mænd tilraaber Eder: Protestér paa Massemøder mod den truende Voldførelse af vor nationale Ret.

Faren staar for Døren. Tillad ikke, at man sønderriver Eders  Hjemstavn eller undertrykker Eders Folkeejendommelighed. Hele Eders Lykke dg hele Fremtiden og Børn og Børnebørns Ro
staar paa Spil.

Den blaa-hvid-røde Fane er hejst. Fastere end nogen Sinde slutter vi Kreds om den. Slesvig-Holsten er vert Kampraab. Frie Slesvig-Holstenere!

Støt derfor vort Krav til Statsregeringen om øjeblikkelig  Virkeliggørelse af en vidtgaaende Selvstændighed, der svarer til vore gamle Rettigheder. Vi vil forvalte os selv, selv pleje vor Folkeejendommelighed.

Som vi uløseligt hører til vort store tyske Folk, saaledes er vi ogsaa uløseligt knyttede sammen.

Fra Slesvig er det engang udgaaet, fra Holsten klinger det tilbage, vor Hjemstavns fælles Sang: »Schleswig-Holstein stammverwandt, bleibe treu, mein Vaterland.«

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Dansk brochure: Opråb til flensborgerne! Et dansk Flensborg vil beholde hele sit nordlige opland og nyde godt af de gode sikre vilkår i Danmark. Et tysk Flensborg vil derimod få det økonomisk svært uden sit nordlige opland og dele skæbne med et Tyskland i armod.

Følg afstemningen direkte fra valgstudiet anno 1920. Med kommentatorerne Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen samt studievært Kristian Pallesen.

Første del – med de første resultater fra de mindre valgsteder samt Aabenraa

Anden del – de større bysamfund og det samlede resultat

I de sidste uger op til afstemningen i 2. zone den 14. marts 1920 blev der udsendt masser af brochurer og løbesedler. Vi bringer dem fordelt over lidt flere dage op til afstemningen.

Denne danske brochure viser forskellene i pris og kvalitet på sko i Danmark og Tyskland.

Nu er det snart sidste chance for at se den meget roste udstilling på Sønderborg Slot med værker af maleren og krigsveteranen Hans Horn.

Museet har åbent tirsdag-søndag 13:00-16:00.

Efter resultatet af afstemningen i 1. zone forelå, har man fra tysk side argumenteret for den såkaldte “Tiedje-linje” som en mere retfærdig fremtidig grænse, fordi den ville efterlade lige store mindretal på begge sider af den nye grænse.

Som Svar paa en Depeche fra Gesandten i Berlin af 18. Febr. 1920, hvori Gesandten meddelte den tyske Presses Omtale af  Afstemningsresultatet fra 1. Zone og fremhævede den Vægt, der fra tysk Side syntes at ville blive lagt paa Tiedje-Linien, afsendte Udenrigsmininsteren 25. s. M. følgende Depeche til Grev Moltke med det Forbehold, at C. I. S. endnu ikke havde offentliggjort de officielle Stemmetal:

Paa det af Gesandtskabet udarbejdede Kort er Løgumgaard afsat tysk med 21 danske og 80 tyske Stemmer, medens Tallene er 80 danske og 51 tyske Stemmer, ligeledes Løgumkloster med 542 danske og 546 tyske Stemmer, medens Tallene er 542 danske og 516 tyske Stemmer, og endelig er Alslev Sønder afsat med 14 danske og 21 tyske Stemmer, men har 21 danske og 14 tyske Stemmer; disse 3 Distrikter overgaar saaledes til dem med dansk Flertal.

Endvidere har 3 Distrikter lige mange danske og tyske Stemmer, nemlig:
Fredstrup (10-10); Vester Højsted (16-16 ); Aabenraa Skovdistrikt
(9-9). Heller ikke disse kan da med Rette markeres som havende tysk Flertal.

Endelig er Distrikterne Bommerlund og Duborg i Tønder Amt afsat
som tyske, dog uden Angivelse af Stemmetal. Rigtigheden heraf kan ikke helt benægtes, men rimeligvis er Tallene ombyttede, hvilket vides at være sket i flere Tilfælde. Amtets Hovedavis, Tondernsche Zeitung (dansk), opgiver Tallene (15-14) og (25-11), hvorefter der skulde være dansk Flertal begge Steder. [Den endelige optælling viste for Bommerlund 15 danske og 14 tyske, for Duborg 11 danske og 25 tyske, RR]

løvrigt bør der ved en Opgørelse som den foreliggende ikke alene tages Hensyn til Afstemningsdistrikterne, der særligt i den  midterste, daarligt befolkede Del, er store i Udstrækning, men med ringe Stemmetal (f. Eks. Draved Skov). Der maa ogsaa foretages Opgørelse sognevis, saaledes som det skete i 1867. Jævnfør de to hermed følgende Kort.

Gøres dette, opsluges ikke alene de længere Nord paa liggende tyske Enklaver af de danske Dele af det paagældende Sogn, men det samme bliver ogsaa Tilfældet omkring og Syd for den Tiedje’ske Linie. Saaledes gaar Lavtrup op i Uge Sogn, saa at Sognet ialt giver 174 danske og 165 tyske Stemmer. Ogsaa de tyske Majoriteter i Vollerup og Gaasekær forsvinder mod det danske Stemmetal, idet Bjolderup Sogn som Helhed giver ca. 639 mod ca. 2102, medens Ravsted Sogn giver 354 mod 236.

Det er disse Forhold, der maa regnes med Syd for den Tiedje’ske Linie.

De tilrejsendes Stemmer har uden Tvivl været til Tysklands Fordel, og de oftest meget smaa Flertal er derfor i Virkeligheden kun tilsyneladende Flertal, ligesom det ogsaa viser sig ved en Optælling sognevis, at der tiltrods for tysk Flertal i et eller flere Afstemningsdistrikter alligevel er dansk Flertal i Sognet.

Af Omraadet Syd for den Tiedje’ske Linie har saaledes:

Hostrup Sogn: 299 danske mod 285 tyske Stemmer 51%
Højsted ca. 282 danske mod ca. 206 tyske Stemmer 61%
Burkal 445 danske mod 421 tyske Stemmer 51%

Tinglev 433 danske mod  567 tyske Stemmer 43%
Bylderup 349danske mod 203 tyske Stemmer 64%

Grundlaget for Tiedje-Linien, der er bygget paa den Forudsætning, at disse Distrikter, der overvejende har stemt tysk til  Rigsdagsvalgene, ogsaa nu skulde give tysk Flertal, falder hermed.

I hele Nordslesvig har foruden Byerne Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Højer ialt kun 3 Landsogne givet tysk Flertal, nemlig Højer Landsogn, Udbjerg Sogn lige Syd for Tønder

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Historisk Samfund for Sønderjylland, Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland inviterede i torsdags til “valgstudie anno 1920” i riddersalen på Sønderborg Slot.

Med studievært og eksperter i studiet blev afstemningsresultaterne i 1920 bragt, analyseret og kommenteret – lige som ved Folketingsvalg i TV i vore dage.

Valgaftenen var så velbesøgt, at vi desværre var nødt til at lukke dørene 20 minutter før, vi gik i gang.

Heldigvis var TV-kanalen DKSYD til stede. Nedenfor kan ses den anden tredjedel af aftenen.

Det er historikerne Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen, der er valgeksperter, mens Kristian Pallesen er aftenens studievært.

Harald J. Rud bringer denne beretning fra en “sangerkrig” i Tinglev

Ved 4-Tiden Søndag Eftermiddag den 22. Februar 1920, 12 Dage efter Afstemningen, sad jeg paa »Hejmdal«s Kontor i Aabenraa for i de stille Søndagstimer at faa en Del Arbejde til Side. Det havde været en travl Tid, den travleste og den herligste, jeg har oplevet. Men pludselig ringede Telefonen. Det var Peter Hansen i Tinglev, der var i Røret… Vi maatte sende en Mand til Tinglev øjeblikkelig!

Der var stor Uro i Byen, for Tyskerne havde bestemt at holde Møde — ulovligt ganske vist, fordi Møder i Henhold til Den internationale Kommissions Forordninger skulde anmeldes 24 Timer i Forvejen, og det var ikke sket, men de havde averteret Mødet Lørdag Aften i »Flensburger Nachrichten«, og Danskerne havde besluttet at stille, saa ingen vidste, hvad det kunde blive til.

Det var vistnok Hensigten at demonstrere for den saakaldte Tredje-Linje, som vilde udelukke en Række af de sydlige Sogne fra at komme med hjem til Danmark. Vi maatte i hvert Fald sende en Mand øjeblikkelig!

Naa, jeg talte med H. P. Hanssen om Sagen. Han syntes, jeg skulde tage af Sted.

»Men husk paa«, sagde han, »at er det ulovligt for Tyskerne at holde Møde, er det ogsaa ulovligt for os. Sørg for, at ingen taler«.

Jeg har mange Gange taget til Møde for at høre andre tale eller for selv at tale, men det var første Gang i min Praksis, at jeg skulde til Møde og sørge for, at ingen talte!

Peter Hansen hentede mig i Automobil i Aabenraa, og det løber mig koldt ned ad Ryggen, naar jeg tænker paa den Fart, hvormed vi kørte til Tinglev ad de meget slette Veje. Ved »Bahnhofshotel« gjorde vi Holdt og gik ind i Skænkestuen.

Her var fuldt af Folk. Paa Døren ind til Mødesalen sad en Lap Papir med følgende Indskrift i tyske Bogstaver:

Geschlossene Gesellschaft
Nur für Deutsche!

Inde i Salen gik unge Piger fra den tyske Højskole i Tinglev og pyntede Væggene med tyske Plakater og Flagbaand oglavede Scenen tilrette.

I Skænkestuen udenfor kom der stadig flere, Danske og Tyske i broget Blanding, for der var sendt Ilbud til de Danske rundt i Sognet.

De holdt foreløbig Fred indbyrdes, de to Parter, men sludrede   ustandseligt og kom med snertende Bemærkninger til og om hinanden.

Da Klokken slog 7, lukkede den averterede Taler, Hr. Jessen, Stoltelund, Døren til Salen op og bad Tyskerne om at komme ind. Men Danskerne var i stort Overtal, og de vilde med. Vel var Mødet »nur für Deutsche«, men endnu var ogsaa de jo tyske Statsborgere!

Tilmed stod en Mængde af de Danske nærmest ved Døren, og et Øjeblik efter væltede Folk, Danske og Tyske, ind i Salen.

Den blev fyldt i et Nu, hver eneste Siddeplads blev taget. Danskerne satte sig uden videre til Bords. Der var dækket tre lange, pyntede Kaffeborde ned gennem Salen, dem tog man i Besiddelse, og her blev man.

Rundt omkring Bordene stod Folk op. Alle ventede spændt paa, hvad der vilde ske, for det var efterhaanden gaaet op for de fleste, at Mødet var ulovligt.

Saa traadte Gendarm Frederiksen, en af Den internationale Kommissions Gendarmer, klædt i sin svære Militærkappe frem til Hr. Jessen og bad ham om at fremvise Tilladelsen til Mødet. Men en saadan eksisterede jo ikke.

Jessen meddelte Forsamlingen denne triste Kendsgerning og forlod snart efter Salen under stort Bifald fra dansk Side.

Der var midt i Jubelen Lyst nok til at holde danske Taler, men det afholdt man sig selvfølgelig fra. Saa stod Slagter Sørensen, den gamle Auktionator, op og foreslog, at man dog skulde blive sammen en Timestid og have det lidt fornøjeligt.

Svaret lod ikke vente længe paa sig. Øjeblikkelig istemtes »I alle de Riger og Lande«, og der var Klang i Sangen, skal jeg love for. Nogle af Tyskerne rejste sig allerede nu og gik ud, og dette blev omgaaende besvaret med: »Der er et yndigt Land« med Linjerne og gamle Danmark skal bestaa, saa længe Bøgen spejler sin Top i Bølgen blaa.

Saa forsvandt de sidste Tyskere ud ad Døren. Tilbage blev de 200-250 Danskere, og nu tog man fat for Alvor. Man kunde naturligvis nok synge det meste af »Jeg elsker de grønne Lunde«, »Du skønne Land med Dal og Bakker fagre« og »Jeg vil værge mit Land« udenad, men naar man kom til de sidste Vers, saa begyndte det alligevel at knibe, og det varede heller ikke længe, inden Mændene trak »den blaa« op af Lommen.

Alle havde taget den med, viste det sig.

Men Tyskerne, der nu var undsluppet Samværets Skærsild og havde samlet sig i Restaurationslokalerne ved Indgangen til Salen, vilde ingenlunde lade Danskerne alene om Stemmens Brug. Med Højskolepigerne i Spidsen stemte de i. Først kom »Schleswig-Holstein meerumschlungen«, saa »Ich bin ein Preusse«, og inden længe havde der udviklet sig en hel Sangerkrig.

»Jylland mellem tvende Have« blev øjeblikkelig fulgt af »Es braust ein Ruf«, og »Heil Dir im Siegeskranz« havde hurtigt »I Danmark er jeg født« i Hælene! Saadan blev Sangerkrigen ved en Timestid uden et Minuts Ophør. Den ene Part havde intet at lade den anden høre, eller rettere: de havde meget at lade hinanden høre! Tales maatte der jo ikke, men sunget blev der af Lungernes fulde Kraft.

Men efterhaanden syntes de Danske, at en Kop Kaffe kunde gøre godt. Man sad jo ved de dækkede Borde i den pyntede Sal, og saa blev der under Munterhed sendt en Deputation ind til Værten igennem de tyske Linjer.

Men Kromanden beklagede; han kunde skam ikke overkomme Serveringen!

Denne let gennemskuelige Undskyldning blev omgaaende besvaret fra Salen med et Tilbud om Assistance. 20-30 unge Piger meldte sig straks, men blev afvist.

Saa kløede man paa »den blaa Sangbog« igen, og Tyskerne i Restaurationen viste, at de heller ikke var kørt trætte. Efterhaanden blev de dog kede af Underholdningen. Aarsagen hertil var foruden den talmæssige — og derfor stemmemæssige — Underlegenhed den Kendsgerning, at Forstanderinden for den tyske Højskole havde lovet at stille Lokale til Raadighed for et »sluttet Selskab«.

Tyskerne forsvandt pludseligt allesammen, og saa sendte Kromanden Bud til Danskerne, at de, hvis de vilde beholde Salen, maatte betale 100 Mark.

Jeg har aldrig  set 100 Mark blive indsamlet saa hurtigt som her, men de blev ikke betalt, for Betænkelighederne ved at beholde Salen og overanstrenge Kromanden med Serveringen af Kaffen meldte sig under voldsom Larm.

Man opgav altsaa Salen, efter nu at have sunget Tyskerne ud af deres eget Hotel i Tinglev, og vandrede i sluttet Trop ud igennem den tomme Restauration over paa »Landbohjemmet «, der ejedes af en Dansker.

Her fik de meget tørstige Halse endelig den Kaffe, man saa stærkt trængte til efter Sangerkrigen. Stemningen var ypperlig. Her i denne private, ikke offentligt sammenkaldte Kreds maatte der jo oven i Købet holdes Taler.

Og saa sang man iøvrigt Resten af »den blaa Sangbog«.

Harald J. Rud.

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen.

DKSYD skriver om programmet:

“To skud i juni 1914 udløste en verdenskrig, som betød, at mellem 30 og 35 tusinde sønderjyder blev tvunget til at gå i krig for Tyskland. Femte afsnit af DKsyds genforeningsserie Adskilt – Genforenet –

Efterladt handler denne gang om det sønderjyske traume, som kostede næsten 6000 sønderjyske soldater livet og 4000 bliver så invalideret, at de er berettiget til at modtage invalidepension efter krigen.”

Produceret af DKsyd

Historisk Samfund for Sønderjylland skriver på sin hjemmeside:

Stor bogsamling sættes til salg

Historisk Samfund for Sønderjylland, Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland inviterede i torsdags til “valgstudie anno 1920” i riddersalen på Sønderborg Slot.

Med studievært og eksperter i studiet blev afstemningsresultaterne i 1920 bragt, analyseret og kommenteret – lige som ved Folketingsvalg i TV i vore dage.

Valgaftenen var så velbesøgt, at vi desværre var nødt til at lukke dørene 20 minutter før, vi gik i gang.

Heldigvis var TV-kanalen DKSYD til stede. Nedenfor kan ses den første tredjedel af aftenen. Det er historikerne Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen, der er valgeksperter, mens Kristian Pallesen er aftenens studievært.

Det vides endnu ikke, om DKSYD og vil bringe de øvrige to afdelinger af valgaftenen.

Oprettelse af en særskilt Domstol
Anordning No. 49 af 17. Febr. 1920:

§ 1. Overtrædelser af de Forbud, som er anført i den officielle  Samling af Bekendtgørelser fra den internat. Komm. for Slesvig, straffes med Pengebøder fra 30 til 10.000 Mk. og med Fængsel indtil 6 Mdr. eller med en af disse Straffe, saafremt der i vedkommende Bekendtgørelse selv ikke ertruet med en højere Straf, eller  Vedkommende er hjemfalden til en højere Straf efter de gældende tyske Straffelove.

§ 2. Til at dømme i Overtrædelsessager af den i § 1 nævnte Art oprettes en særskilt Domstol, som bestaar af 3 af den internat. Komm. udnævnte Dommere. Det tilkommer udelukkende denne Domstol at anstille Undersøgelser og i første og sidste Instans afsige Domme om Overtrædelser af omhandlede Art.

§ 3. Domstolens Afgørelser kan træffes uden forudgaaende  mundtlig Forhandling; dog skal der i alle Tilfælde gives den Anklagede lejlighed til at udtale sig.
Den Anklagede kan paa ethvert Trin af Proceduren benytte en Forsvarer.
Til Forsvarer kan antages enhver fuldmyndig Person, som er bosat
i Afstemningsomraadet.

§ 4. De idømte Straffe bliver efter Andragende fra og under Kontrol
af Domstolens Formand at fuldbyrde indenfor  fstemningsomraadet af de tyske Eksekutionsmyndigheder.

Pengebøder indbetales til den internat. Komm.s Regnskabsafdeling og overføres til Fondet for Forvaltningsomkostningerne i Afstemningsomraadet.

Strafbar adfærd

Anordning No. 50 af 17. Febr. 1920:
300 Ifølge Anordning af idag fra den internat. Komm. angaaende Oprettelse af en særskilt Domstol vil den blive ilagt Straf:

1. som viser Trodsighed imod de Paabud, som gives af den internat. Komm. eller af Politimyndighederne til Opretholdelse af den offentlige Ro,
2. som med Vold eller Trusler retter Angreb imod andre i Anledning af Afstemningen,
3. som ulovligt fjerner, sønderriver eller beskadiger Opslag eller andre Meddelelser, som er udstillede for Almenheden, og som vedkommer Afstemningen,
4. som ophidser til Handlinger som ovenfor angivet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I magasinet “Grænsen” anmeldes Lars N. Henningsens bog om mindesmærkerne og mindekulturen for de faldne sønderjyder 1914-1918.

Anmelder er historiker Claus Bundgård Christensen, der vil være kendt for bl.a. den prisvindende “Danskere på Vestfronten 1914-1918”.

Anmelderen skriver bl.a.

“Bogen er … den første, der fortæller hele historien fra 1914 til 2018.

Dens styrke er de skarpe analyser på relativt få sider. At forfatteren har valgt en kronologisk struktur, hvor man begynder under Første Verdenskrig og slutter i nutiden, er klogt, da læseren derved får den bedste indføring af mindekulturens dramatiske udvikling over tid.

Herudover foretages der en række tematiske og lokale nedslag, der udfolder emner som kampen mellem dansk og tysk eller monumenternes bevidste opfordring til forsoning. 

Kampen om de faldnes minde hører hjemme i enhver bogsamling om Første Verdenskrig og det dansk-tyske grænseland.”

Læs hele anmeldelsen her: Mindekultur i et grænseland.

Og køb bogen hos Historisk Samfund for Sønderjylland

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen.

DKSYD skriver om programmet:

Den 10. februar 2020 er det præcist 100 år siden, at sønderjyderne gik til stemmeurnerne for at blive genforenet med resten af Danmark. I den anledning sender vi en specialudgave af genforeningsserien Adskilt – Genforenet – Efterladt – hvor vi her 100 år efter sender en valgudsendelse, som vi forstiller os, at det kunne have set ud, hvis det var i dag, at afstemningen fandt sted. 

DKSYD har produceret en serie om Sønderjyllands historie i anledning af 100-året for Genforeningen.

DKSYD skriver om programmet:

Efter nederlaget i 1864 mister Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg – og landegrænsen flyttes op til Kongeåen. Men i Nordslesvig er der et flertal af dansksindede, som fortsætter kampen for danskheden og går dermed imod den fortyskning af samfundet, som bliver iværksat fra tysk side. Tredje afsnit af DKsyd genforeningsserie Adskilt – Genforenet – Efterladt handler om de dansksindede, der efter 1864 må kæmpe en kamp for at opretholde danskheden i Sønderjylland.

På Museum Sønderjyllands Youtube-kanal ligger denne lille film, der viser danske embedsmænd, der ankommer til den gamle Kongeågrænse og modtages af sønderjyder. Yderst til højre i billedet ses minister H.P. Hanssen.

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen slog afskedens time, og jeg takkede min gæstfri vært og værtinde for den hjertelige og i alle måder gode behand­ling, de havde ladet mig blive til del. Københavneren skulle først rejse dagen efter.

Hr. Evald fulgte mig på banegården. Jeg købte billet til Vamdrup, den kostede 5 mark 50 pf. Emma rejste også hjem med samme tog.

Hjemrejsen gik hurtigere end henrejsen. Fra Åbenrå til Rødekro rejste vi med tysk tog. Derfra rejste vi med det danske tog, og blev i samme kupe helt til Kolding.

Der var i Vamdrup intet toldeftersyn, men stadig måtte ingen forlade toget. Vore pas blev efterset, og toget rullede videre nordpå.

Da vi kørte forbi Munkensdam vinkede jeg over mod mit hjem, og Margrethe, som havde set det, kom mig i møde, og lidt efter var jeg atter hjemme.

Tak til Karen Majland

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Da jeg næste morgen stod op og så ud ad vinduet, var det et smukt vejr. Der skulle være gudstjeneste i kirken kl 10 1/2.

Jeg fulgtes så med hr. og fru Evald til kirke.

Den dag var byen smuk. ikke et eneste tysk flag var at se. De var som blæst bort. Kun dannebrog vajede fra huse og flagstænger, så man skulle tro, at vi var hjemme i Danmark, men nu skulle Åbenrå jo også snart være en dansk by.

Da vi trådte ind i kirken, var denne omtrent fyldt med blomster. Det var en højtidelig dag for mig, atter at se og være til stede til gudstjeneste i den kirke, hvori jeg var døbt og konfirmeret, og som jeg ikke havde set i de mange år. Alteret, prædikestolen og orgelet var som i min barndom, kun kendte jeg hverken kirke­gængerne eller præsten.

Efter den første salme messede præsten fra alteret. Det var helt forskelligt fra det, vi er vant til at høre herhjemme. Liturgien er meget udførligere og tager derfor længere tid; men højtideligt er det og stemmer hjerterne til andagt.

Derefter talte præsten, og efter endnu en salme talte provst Munk fra Ordrup. Provsten talte om disse dages betydning og mindede om at takke Gud for det der var sket. Dette var Guds værk, sagde han.

Han understregede, at nu skulle de danske i Sønderjylland være gode mod tyskerne og ikke betale ondt med ondt.

Der blev mindet om den kamp de havde haft, om alle de savn og lidelser de havde udstået og om de 6000 faldne sønder­jyder. Gud havde vendt alt til det bedste, og vi måtte takke ham og bede ham om at lade det skete blive til velsignelse for os alle. Mange græd under prædikenen.

Til slut forrettede stedets præst altertjenesten, og der blev bedt for Danmark og den danske konge. Det var ejendommeligt for mig – og vel også for de andre – at høre dette i den kirke, hvor der nu i over et halvt århundrede var blevet bedt for den tyske kejser.

Det meste af eftermiddagen tilbragte vi hos Evalds.

Tak til Karen Majland

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 10. februar (afstemningsdagen) indeholder dagbogen følgende:

„Indtil kl. 2 om natten hørte man musik fra byen. Da kom de sidste gæster med toget. Blev vækket kl. 7. Det var en orkan og øsende regnvejr. Skade, at vejret ikke var godt. Op sammen med de andre for eventuelt at sætte barduner på flagstangen foran huset, for at den ikke skulle knække, hvilket dog ville være et dårligt varsel. Det blev alligevel opgivet, idet man så hejste et mindre flag fra en af gårdene.

Kl. 9 var vi i gården. Da blev det lille flag sat op på hovedbygningen. Både det og stangen var fra 1864. Det var ejendommeligt at overvære. Så ud i haven, hvor Schack hejste flaget, hvorefter vi sang første vers af „Vift stolt på Kodans bølge”. Så gik vi en tur ned i byen.

Schack og jeg kørte senere ind til Tønder. Alt var roligt derinde. En mængde mennesker på gaden og masser af flag, også danske. Mange butikker var lukkede, for at de kongerigske ikke skulle købe alt. Ingen optøjer. Engelske patruljer stadig gennem gaderne. Der er også 10 mand af englænderne i Højer idag. Kaptajn Tretow-Loof fra den internationale kommission var på Schackenborg til frokost. Han er her i disse bevægede dage. Han boede i Tønder i nat. Loff og jeg var enige om, at man ved kommissionens bistand skulle se at få så mange som muligt af de urolige og ubehagelige elementer udvist, inden det blev dansk. Det bliver jo besværligere med udvisning til den tid.

Efter middag tog Loof, Schack og jeg til Tønder. Vi var i kontrolkommissionen for afstemningen. Resultaterne indløb pr. telefon og telegram fra kommunerne. Herfra telefoneredes de videre til Åbenrå, hvorfra vi samtidig fik resultaterne fra de andre amter. Fra andre telefoner gik det fra os ud til de forskellige forsamlinger rundt om. Kl. 2 kørte vi hjem. Alt var roligt i Tønder. Så kørte vi til forsamlingshuset i Møgeltønder, hvor vi lige overværede afslutningen.”

Den nyligt indsatte danske borgmester i Haderslev har berettet følgende om aftenens afstemningsfest.

Kl. 8 om Aftenen samledes Værter og Gæster i alle Byens offentlige danske Lokaler, som hurtigt blev fyldte.

Man ventede  under en Uendelighed af varmhjertede Taler og Sange i spændende Timer paa det endelige Opgør.

Fuldtonende og kraftigt som aldrig tilforn lød Carl Plougs kendte Vers fra oplyste Sale ud i den mørke Aften:

Kling da, Nordens Toner, over Vangen!
Mød den Fremmede kun uden Sky!
Mal den Storhed, som er længst forgangen!
Varsl om den, der fødes skal af ny!
Lyd som vor betrængte Moders Klage!
Far hver hendes Søn til Marv og Ben!
Kald os vore Fædres Kraft tilbage,
Mens vi rejser Danmarks Grænsesten!

Hvor ofte havde man ikke tidligere været samlet til dansk fælles Kaffebord i Udlændigheds Dage, men ingen Sinde til en  Sammenkomst paa saa indgribende Baggrund og af saa alvorlig Natur som denne!

Haderslev bekendte hurtigt Kulør med 5209 danske mod 3275 tyske Stemmer. Ved Rigsdagsvalget i 1867 var Byens danske Stemmeprocent 59, nu efter 53 Aars Forløb 61,4 %.

Behøvede man yderligere Vidnesbyrd om Virkningen af det
preussiske Tvangsherredømme!

Da det desuden efter den første Optælling kunde fastslaas, at 33 af Landsognene i Haderslev Amt havde afgivet mindst 90 % danske Stemmer og 13 Sogne 80 % danske Stemmer og derover, udløstes Spændingen i overvældende Begejstring.

Et Par Tal vil vise, hvor smukt Danskheden havde hævdet sig i de mange Aar, idet der i Agerskov blev afgivet 97 %, Bevtoft 97 %, Tirslund 97 %, Fole 97 %, Rejsby 98 %, Stepping 96 %, Øster Lindet 96 %, Roager 96 Hygum 96 %, Maugstrup 95 %, Moltrup 95 %, Gram 95 %, Grarup 96 %, Spandet 95 %, Brøns 95 % danske Stemmer og saa videre.

I Aabenraa var der 2233 danske mod 2734 tyske Stemmer, d. v. s. at 45 % havde stemt dansk. I Sønderborg var Tallene 2029 mod 2601 eller 44 % danske Stemmer, og i Tønder stod der 750 danske Stemmer overfor 2448 tyske, saaledes at den danske Procent i Tønder altsaa var 23,5. I Kristiansfelt var den danske Procent 67, i Løgumkloster 51, i Augustenborg 52, i Uge og Burkal 51, men i Højer og Udbjerg henholdsvis kun 27 og 17.

Hundreder af Værter og Venner nord fra holdt ud, indtil det samlede gode Resultat fra hele Landsdelen forelaa: 75,431 for Danmark mod 25,329 for Tyskland eller rundt regnet 3 mod 1.

Naar det blev fortalt, at man i den sene Nattetime under Indtrykket af dette Udfald enkelte Steder overtraadte baade Polititimen og Forbudet mod at nyde opflammende Varer, er det ikke utroligt. Men Politirapporten, som jeg modtog næste Morgen, lød paa, at Natten forøvrigt var forløben meget roligt. Begge de stridende Parter havde sat en Ære i, at det store Opgør fik et værdigt Forløb.

Mens Stemningsbølgerne saaledes om Aftenen gik højt, opholdt jeg mig sammen med den vordende Amtsassessor Jonathan Smith, en anset Repræsentant for det hjemmetyske Borgerskab, den franske Kommandant og dennes Adjudant paa Raadhuset.

Det gjaldt om at faa Dagens Konflikt mellem Franskmændene og de to unge Tyskere jævnet i Mindelighed, og det lykkedes omsider paa en tilfredsstillende Maade, som nu godt kan hjemfalde til Glemsel, saa at Dagen ogsaa i den Henseende endte uden nogen Dissonans.

Ved Midnatstide gik jeg om ad Klostret til mit Hjem i den røde Gaard, hvor ogsaa »Dannevirke«s Redaktionskontor og Trykkeri havde til Huse. Her samledes og bearbejdedes i de sidste Timer alle Efterretninger udefra og udsendtes ved flinke Spejdere til Byens Mødelokaler.

Paa dette Tidspunkt er man i Færd med at opgøre det endelige Resultat og forberede Løbeseddelen, der skal indleveres paa Posthuset endnu denne Nat. Hele Officinet er oplyst. Personalet kommer feststemt ude fra Byen og gaar i Gang med den mærkeligste Sats, det nogen Sinde har skabt.

Rotationsmaskinen efterses og smøres. Snart vil dens monotone Surren lyde ud over Nabolaget, mens den i Tusindvis
udspyr Aviseksemplarer med Facit fra den 10. Februar 1920.

Jeg staar ovenfor Trappen med Haanden paa Dørgrebet og samler hurtigt denne Dags Indtryk og Betydning i et Øjebliks Besindelse, før Døgnet rinder ud, og der dermed ogsaa paa en Maade sættes Punktum for min Gerning paa dette Sted gennem mange Aar: En Befolkning har efter lang Tids Adskillelse stemt sig hjem til sin Stamme.

Historien har fuldbyrdet sin Dom. Nu er her Danmark!

Da jeg træder indenfor, møder jeg en Udlænding, som har ventet paa mig for at faa nogle yderligere Oplysninger.

»Hvem har jeg den Ære at tale med?« spørger jeg.
»Det er »Times«, London!

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Nicolai Svendsen genfortæller en historie fra en afstemningsfest i et sogn, han ikke præciserer nærmere, end at det ligger syd for Skærbæk. Det kan være flere sogne.

I et Sogn mod Syd sad ved Festen blandt de Hjemvendte en Gubbe nær Støvets Aar og fortalte stilfærdigt og uden al Sentimentalitet med den naturlige Evne, som ofte er en jævn Mand givet, sit Livs Eventyr saa gribende, at alle Tilhøreres Sind var underligt betagne deraf.

Han begyndte med at fortælle om Barndomsaarene her paa dette Sted, i Gaarden med de høje Træer derovre bag Kirken, om Skolegangen i Halvtreserne hos den danske Lærer, der som faa forstod at indprente i Børnenes Forestilling og Fantasi Sagn og Sagaer, Fædrelandets Historie og Beretninger om henfarne Slægters Bedrifter i Norden, som tilsammen afspejlede Folkets Liv og Færden gennem Tiderne, saa det aldrig glemtes.

Danskheden sad i Højsædet den Gang, og man priste den i Tale og Sang, fordi den var saa dyrekøbt fornylig paa Treaarskrigens Valpladser.

Men en Dag den Vinter, da han gik til Præsten, drog en Flok preussiske Soldater pludselig ind i Gaarden. De kom som Fjender, efter at vore egne var vegne for Overmagten.

Han huskede det saa grant netop nu. Det var just i Dag for seksoghalvtresindstyve Aar siden, den 10. Februar 1864. Den Dag voldte en Sorg og Græmsel i Gaardens og Slægtens Historie, som aldrig kunde udslettes.

Da Grænsen blev draget ved Kongeaaen, og han var kommen til Skelsaar og Alder, blev han overskrevet til Danmark, som det hed, og dermed fraskrev han sig sin Førstefødselsret til Stavn og Sted hernede. Men vi ventede jo, at det ikke vilde vare ret længe, før vi atter skulde vende tilbage til Danmark.

Men det skete ikke, og Tiden led, og det var ham forbudt at gense sit Hjem og alt det, han havde fattet Kærlighed til i sin Barndom.

Jo, to Gange hændte det. Han fik Lov til fra Sol stod op til Sol gik ned at vende tilbage til den gamle Gaard. Det var for at være med til at bære først sin Far og siden sin gamle Mor til Graven. Jo, og een Gang til, da han dreven af Hjemlængsel en mørk Nat sneg sig over Grænsen som en Landflygtig for at staa ved deres Grave og kaste et Blik paa Gaarden med de mange Minder.

Og han fortsatte med Fortællingen om, hvorledes han trods Afstanden vedblev at leve med i Forholdene hernede fra Aar til Aar, fra Slægt til Slægt, fra Gaard til Gaard. Hver lille Ting gemte han i sin Hukommelse. Han fulgte Byens Udvikling, Døgnets Hændelser og Familiernes Skæbne.

Jo længere han talte, des stærkere fik Minderne Tag i Gubben, saa at det var for Tilhørerne, som om de paany oplevede disse  Begivenheder og atter saa de kendte Skikkelser fra Fortiden lyslevende færdes iblandt dem.

Det var Byens Saga i Mands Minde; det var deres egen Saga; det var selve Folkets Saga fra det sidste halve Aarhundrede afmalet med saa levende Farver, efter at den havde været gemt gennem de mange Aar i et trofast Sind.

Ved Fortællingen gik der gennem Salen og Forsamlingen som et Pust af Folkesjælen i det omstridte Land med dens dragende Magt over Menneskene, som den ytrer sig ved Indvirkning fra en tusindaarig Historie og en ejendommelig Livsførelse fra Slægt til Slægt, som kan fylde den, der har mærket den, med en underfuld Styrke, saa længe han lever.

Og dette var vel i Grunden den dybeste Aarsag til, at Sejren
i Dag blev vor.

Da Gamlingen sluttede, rejste hans Bysbørn sig dybt bevægede til Tak for denne Oplevelse og for denne Kærlighed til Hjemstavnen og for denne troværdige Tale, der indeholdt tre Slægtleds Historie fra 10. Februar 1864, da Dannebrog blev gemt hen der ovre paa Gaarden, og til den 10. Februar 1920, da Flaget atter hejstes.”

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen.Han har berettet om afstemningen i det meget tysksindede Burkal Sogn.

Og saa oprandt da endelig den store Dag med Regn og Slud og Blæst, der herude paa det flade Land sled stærkt paa de nye Flag.

I de sidste Ugers Travlhed havde der ikke været Tid til at tænke paa Resultatet af Afstemningen, men nu da det forberedende Arbejde var gjort, meldte Situationens Alvor og en stille Ængstelse sig igen hos mange. Det forekom næsten ufatteligt, at Tyskerne ikke mere skulde være de bestemmende.

Endnu Dagen før Afstemningen udtalte en af de stille i Rens overfor mig sin Tvivl om, at det virkelig skulde lykkes at faa Flertal ved Afstemningen i 1. Zone. Manden var kort Tid forinden blevet Kommuneforstander, men han savnede det store Overblik og bedømte derfor Forholdene i hele Nordslesvig ud fra Stillingen i sit eget Sogn. Han følte nu Trang til overfor en fortrolig Ven at give Udtryk for den Tvivl, som han ikke turde lade komme offentlig frem.

Paa selve Afstemningsdagen blev Ængstelsen og Utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige Morgenstund havde Tyskerne Vogne i Gang til at hente de gamle og svage til Afstemningsstedet, og man saa baade den ene og den anden, som man havde regnet med stemte dansk, blive kørt til Valgstedet af Tyskerne.

Den gamle Markmand Johannes Hansen, der var en sikker Budbringer, naar der skulde sendes Besked rundt til danske Hjem, kom om Formiddagen ind til Købmand Marcus Jørgensen og udtrykte sin Ængstelse. »Jeg er bange for, at det gaar galt«, sagde han. Saa godt jeg kunde, søgte jeg at opmuntre ham, men det kan ikke nægtes, at jeg selv smittedes af Dagens Alvor, og jo længere Tid der gik, desto større blev Spændingen og Alvoren i Byen.

Det var i Forvejen bestemt, at alle Danske om Aftenen skulde samles i Kroen, Byens eneste offentlige Samlingssted, for at slutte Dagen med en lille Festlighed. Og for at faa alle de forskellige kristelige Retninger og de mange forskellige Sekter i Byen med til denne Fest, var det bestemt, at Lægprædikant, Maskinhandler Kruse Due fra Bylderup-Bov skulde være Hovedtaler ved Festen.

Paa Kroen samledes da alle om Aftenen for at høre Resultatet af Afstemningen. Optællingen af Stemmerne fandt Sted i Mellemstuen. Fra den forreste Stue, Skænkestuen, kunde man gennem Køkkenet komme op i Storstuen og Salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i Salen og bede, indtil Optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende Øjeblikke kunde samle deres Sind til fælles Bøn. De fleste blev staaende i Skænkestuen, der efterhaanden fyldtes til Trængsel.

Al Samtale førtes hviskende; selv nogle unge Mennesker, der fra den tidlige Aften havde sikret sig et Par Borde at spille Kort ved, blev mere og mere tavse og lagde tilsidst Kortene ned.

Da lukkedes Dørene fra Mellemstuen op til baade Skænkestuen og Storstuen, og en dansk og en tysk Tillidsmand forkyndte Resultatet paa begge Sprog, saaledes som foreskrevet af Den internationale Kommission.

Det var den danske Tillidsmand, nuværende Sogneraadsformand Jørgen Tinglef, Lund, der forkyndte Resultatet ud i Skænkestuen: 114 danske og 99 tyske Stemmer i Rens Afstemningsdistrikt.

Der var altsaa et dansk Flertal, men ikke saa stort, som vi havde ventet det.

Jeg mærker endnu det smertelige Stik i Brystet, da Resultatet blev læst op, men var dog klar over, at nu gjaldt det om at holde Humøret oppe og ikke lade Skuffelsen faa Luft.

Hans Peter Johansen kunde imidlertid ikke skjule sin Skuffelse, men udbrød impulsivt: »Ja, de Karle kender ikke deres eget bedste!« Jeg tyssede paa ham og foreholdt ham, at nu skulde vi være glade. Som et Bevis paa, at man andre Steder var bedre tilfreds med  Afstemningen i Rens, end vi selv var det, kan nævnes, at da man senere paa Aftenen ude i Møgeltønder Forsamlingshus fik Resultatet fra Rens, klappede man i Hænderne over, at der i disse Egne kunde skaffes et dansk Flertal. Dette havde man ikke ventet; her som alle andre Steder i Nordslesvig regnede man jo hele Burkal Sogn for at være overvejende tysk, men den 10. Februar 1920 faldt der dog i Sognet 445 danske Stemmer mod 422 tyske.

Da vi havde sundet os lidt oven paa Spændingen, forsvandt de fleste Tyske, og alle Danske samledes om Kaffebordene i Salen, hvor der foruden af Kruse Due blev talt af forskellige andre og sunget en Del af vore danske Sange. Dog, mere end af noget andet var jeg optaget af at faa Resultaterne fra de andre Afstemningssteder og fra Landsdelen som Helhed at vide.

Der førte paa det Tidspunkt kun een eneste Telefonledning til Rens, og Betjeningen paa Centralen i Bylderup-Bov var tysk og ret modvillig til at give Oplysninger. I Løbet af Aftenen fik vi derfor kun Resultaterne fra de enkelte Kommuner i Burkal Sogn, fra Højer Flække og fra samtlige Købstæder, og disse Resultater var jo ikke alle opmuntrende. Om man paa Centralen ikke har vidst mere, eller man med velberaad Hu foreholdt os Resultaterne, tør jeg ikke sige, men hver Gang jeg tænker paa denne første Afstemningsfest, mindes jeg det Tryk, der den Aften inderst inde hvilede over hele Forsamlingen. Et Tryk, der for mit Vedkommende først forsvandt, da jeg den følgende Formiddag i Tinglev fik Helhedsresultatet af Afstemningen at vide.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Den nyligt indsatte borgmester Nicolai Svendsen berettet om afstemningsdagen i Haderslev og omliggende kommuner.

Den 10. Februar oprandt med Regn og Rusk og stærk Blæst.

Da ved Ottetiden om Morgenen de Tusinder og atter Tusinder blottede deres Hoved, mens Dannebrog for første Gang officielt gik til Vejrs overalt i Land og By, var det endnu nogenlunde Opholdsvejr.

Men Vinden tiltog i Styrke op ad Dagen; Regnen faldt til Tider i stride Strømme; de nye Flag hev og sled i Snore og Stænger og smældede om Kap med den farende Blæst.

Uvejret voldte maaske hist og her lidt Forstyrrelse i Festen; men paa selve Afstemningen havde det naturligvis ingen Indflydelse. Det bidrog sit til, at Dagen vil huskes.

En stor Del af de danske Vælgere deltog i en kort Andagt i Kirken, før de begav sig til Afstemningslokalet. Pigespejdere gik i Flok og Følge til Kirkegaardene, hvor de nedlagde Kranse paa danske Føreres Grave.

Henad Klokken 10 blev jeg tilfældigt afhentet af Folketingets Formand Pedersen-Nyskov, som i Dagens Anledning var kommen til Byen, og Kontorchef Andreas Thulstrup fra Haderslev, der var ansat i Det sønderjydske Ministerium.

Vi fulgtes ad til Raadhuset. Her var Gange og Trapper allerede saa tæt besatte, at det var vanskeligt at bane sig Vej til den store Sal, hvor jeg skulde afgive min Stemme.

Jeg ser endnu for mig siddende paa en Afsats i stoisk Ro den trofaste gamle Skræddermester Birkedal.

»Hvad sidder De der efter, Birkedal?« spurgte jeg.

»A venter paa Restanterne!« svarede han. Det var de danske Vælgere fra et bestemt Distrikt, som Kommunalforeningen havde betroet til hans Varetægt.

Der var ikke Tale om nogen som helst højlydt Demonstration eller om indbyrdes Rivning mellem Danske og Tyske. Begge Parters Tillidsmænd kom og gik og røgtede roligt og besindigt deres Hverv, der bestod i at drage Omsorg for, at alle mødte Mand af Huse. Men Folk kom saamænd villigt.

Efter faa Timers Forløb havde de fleste gjort deres Pligt.

Det var et højtideligt Minut, da man endelig inde i Aflukket lagde den lille hvide Seddel med Paatrykket »Danmark« i Konvolutten. Min Pen svigter overfor dette Øjeblik, som hele denne Redegørelse med alle dens Enkeltheder har taget Sigtepaa. Man kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at mange var stærkt grebne af Situationens Alvor, af denne lille Handling, som to Slægtled havde drømt om, og som nu i Dag blev til Virkelighed som meget andet mærkeligt i disse Dage — ikke blot en sælsom Oplevelse, men selve det store Eventyr i al sin enkle formelle Form.

Den danske Flagning i Haderslev var almindelig. En Del Butikker havde pyntet smukt med rød-hvide Dekorationer.

Nogle Facader var helt dækkede af Dannebrog. Af tyske Faner saas næppe saa mange, som man havde ventet. Fra de offentlige Bygninger vajede ingen Flag; det var forbudt. Derfor maatte ogsaa de preussiske Faner, som man havde hængt ud paa Seminariet og Præparandskolen, tages ned.

Trods det ublide Vejr var der megen Færdsel paa Gaderne. Udefra kom talrige Besøgende for at se, hvordan vi klarede os, blandt andre Højskoleforstander Jacob Appel, der var udset til at beklæde Embedet som Skoledirektør i Sønderjylland, og Politidirektøren, Kaptajn Daniel Bruun.

Jeg sad næsten hele Dagen paa mit Kontor paa Raadhuset for at have Rede paa, at den gode Orden blev overholdt. Det var sikkert heldigt, at Den internationale Kommission havde udstedt Forbud mod Udskænkning af berusende Drikkevarer paa Afstemningsdagen.

Lidt Gnidning kunde naturligvis ikke undgaas.

Den franske Kaptajn sendte saaledes Meddelelse om, at et Par unge Tyskere havde haanet hans Flag og talt uærbødigt om Franskmændene. Han havde derfor anholdt dem og krævede dem straffede.

Det blev ogsaa meldt, at Alpejægerne gjorde Gengæld ved Forsøg paa at fjerne nogle tyske Flag, ligesom enkelte tyske Tilrejsende klagede over, at franske Soldater havde set sig vrede paa deres Emblemer.

Paa den anden Side havde danske Vælgere vitterligt været udsatte for tysk Overlast.

Det var jo i og for sig efter Omstændighederne kun ubetydelige Optrin, og de havde langt fra det Omfang, som tyske Blade senere vilde tillægge dem. Vort lokale Politi var fuldkommen i Stand til at opretholde den nødvendige Orden. Derfor opsøgte jeg sammen med Kaptajn Daniel Bruun den franske Kaptajn Cuny og formaaede ham uden større Vanskelighed til hele Eftermiddagen og Aftenen at holde Alpejægerne indenfor Kasernens Enemærker.

En Flok løse Eksistenser, som lavede Løjer i Havnekvarteret, blev hurtigt gjort uskadelige ved at blive sat bag Laas og Slaa, og jeg
husker ikke, at der efter at disse Forholdsregler var tagne, fandt Udskejelser Sted af nogen Art.

De i Byen hjemmehørende Tysksindede drog sammen med deres tilrejsende Gæster i en ret imponerende Procession gennem Gaderne, uden at det forstyrrede noget i den Stræben efter Korrekthed, som var paakrævet og virkelig blev udvist.

Der blev fortalt, at en og anden Tysker havde sat en skadefro Mine op ved Synet af forrevne Dannebrog. Hvis det var sandt, blev det fra dansk Side smilende tilgivet.

Senere gik de danske Pigespejdere i sluttet Trop gennem Byen. Begge Optog bidrog til at bringe lidt Liv i Gadebilledet, der ellers tog sig noget trist ud som Følge af Regntykningen.

Skønt denne Dags Begivenhed var den største historiske Tildragelse i vor Landsdel efter 1864, forløb den forholdsvis jævnt og stilfærdigt. De, der havde Lejlighed til ved en Rundtur at se ind i Landdistrikternes Afstemningslokaler,vendte tilbage og fortalte, at Stemningen overalt var god, og at man ventede et smukt Resultat.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

HjulmagerJørgen Petersen, Avnbøl, havde sluttet sig til Flensborg-gruppen. Han I sine erindringer fortæller han om sine oplevelser under afstemningskampen.

Den 10. februar 1920 oprandt så afstemningsdagen med voldsomme regn og stormbyger fra morgenstunden af. Der var en endnu ikke kendt feststemning over folkets brede lag, børnene iberegnet.

I Avnbøl Kro var der truffet store forberedelser på alle måder for at holde fest for alle. Der var dækket til kaffe, gratis for alle, hele dagen. Udgifterne betaltes bagefter med 6000 – 7000 mark, hovedsagligt af alle grundejere.

Skolebørnene drog i optog hver med et dannebrogsflag i hånden, syngende gennem byen, ledsaget af musikkens toner. Det var noget man græd af glæde over.

Peter Iversen talte om 1864 og om de mange år vi boede i fjendevold. Om formiddagen kl. 10 talte pastor Moos, født i Ullerup, nu præst i Nørre Nebel, i Ullerup Kirke. Vi havde om eftermiddagen besøg af en skolekammerat, Jacob Brodersen og Kone.

Valgudfaldet var for Avnbøl 309 stemmer for Danmark, 39 for Tyskland og 2 ugyldige. Om aftenen var omkring 400 mennesker forsamlet i P. Nielsen kro til fest. Også jeg talte flere gange.

Tak til Lars Anker Petersen.

Over hele Nordslesvig gik Dannebrog til tops på afstemningsdagen præcis kl. 08:00. Frederik Wilkens fra Agerskov skrev senere om de følelser, der fyldte ham.

”Det er noget stort for os mennesker at opleve, at nå et længe ventet mål, og så var det da ikke så underligt, at afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev en af de store dage, som man aldrig glemmer, for da nåede vi jo det tidspunkt, da vi fik lov at stemme os tilbage til Danmark efter at have levet under tyskernes herredømme i 56 år, der så endte med den forfærdelige verdenskrig.

Det var længe forudbestemt, at på afstemningsdagen kl. 8 om morgenen skulle Dannebrogsflaget hejses i de enkelte hjem.

På slaget 8 stod jeg og hele mit hus klædt i festdragt rundt om flagstangen for for første gang at hejse Dannebrog. Flaget  smældede, og mine tanker var mange. Jeg grebes af en inderlig bøn til Gud om, at vi nu måtte få lov til at leve et lykkeligt liv oven på alt det sorte, der lå bag ved os under Dannebrog, at mit hjem og hele Danmark måtte få lov til i mange , mange år at blomstre under dette
flag.

Jeg ville have sagt et par ord derom til min familie, men jeg kunne ikke for bevægelse.

Vi sang så alle ”Hil dig vor fane” og da vi nåede det sidste vers Hjemkærligheden bor os i bryst, striden for freden kuns er vor lyst
måtte jeg igen standse og sige til Vorherre: Ja det det, vi ønsker, giv os din velsignelse dertil.”

Frederik Wilkens
Smedemester i Bovlund
Født den 14. februar 1871 i Bovlund

Gengivet efter bogen “Genforeningen i Tønder kommune- Udgivet af arkiverne i Tønder Kommune i 2020. Bogen koster 40,- kr. og kan købes ved henvendelse til ét af de lokalhistoriske arkiver i kommunen.

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen ved 8-tiden stod vi op, og efter at have indtaget vores morgenkaffe gik vi til valg. Det var øsende regnvejr.

Alle flag, både danske og tyske, var ude. Der var trængsel ved valglokalet, så det tog nogen tid, før vi blev færdige. Da jeg havde forevist mit pas og afgivet min stemme og dermed kastet mit lod i vægtskålen for Danmark, havde jeg gjort min pligt. Derefter gik jeg ind til en boghandler for at købe nogle prospektkort og derfra gik det hjem til mit kvarter.

Om eftermiddagen var jeg ude omkring i byen. for at se alle de kendte steder, hvor jeg havde henlevet mine barndomsår. Der var først mit fødested i Borkmøllegade. Huset var endnu som dengang, og alle husene ligeså. Mange minder randt i mine tanker, da jeg stod og betragtede mit gamle hjem. Der var alligevel noget under­ligt ved det. Jeg gik der som en fremmed og kendte ingen, og ingen kendte mig. Hvor var alle mine legekammerater fra barn­domstiden og mine skolekammerater, hvor var de henne?

Jeg genså Juhlers skole, hvor jeg fik den første undervisning og Borgerskolen, hvor jeg senere gik i skole. Juhlers skole var dansk, Borgerskolen var tysk, så jeg lærte begge sprog i min skoletid.

Der, hvor der i min barndom var eksercerplads, ligger nu markeds­pladsen for kreaturer, og ved siden af er der en ny banegård.

Min vej førte mig også om ad havnen, forbi toldboden og om ad Nyvej, hvorfra jeg kunne betragte det franske slagskib “Marseillaise”, som lå et stykke ude på fjorden. Der lå det med bredsiden ind mod byen, stort og mægtigt. Skibets mandskab skulle jo holde orden i byen sammen med englænderne. Jeg så også flere gange patruljer på en halv snes mand marchere gennem byen med på­sat bajonet. Det må have været ydmygende for tyskerne. Det var jo ellers dem, der hidtil havde haft magten.

Da regnen og blæsten blev ved, gik jeg omsider “hjem” igen.

Jeg var drivvåd. Jeg skrev nogle prospektkort og sendte en hilsen til dem derhjemme i Kolding.

Om aftenen kl. 8 sluttede afstemningen, og 1.zones skæbne var
afgjort. En time senere gik vi alle sammen ned på “Grethens” hotel, forhen hotel “Danmark” for at høre afstemningsresultaterne. Det var ellers meningen, at vi ville have været ud på “Folkehjem”, men vi fik at vide, at der var fuldt optaget for 2 timer siden.

På hotel “Royal” og på “Grethens” hotel havde de danske lejet salene. Der var fuldt hus alle 3 steder. Tyskerne havde deres egne steder, hvor de var samlet. Nogle af dem havde lokalerne i stueetagen i det hotel, hvor vi var. Vi kunne høre dem synge, når dørene gik op.

Vi havde det rigtigt hyggeligt. Et strygeorkester spillede for forsamlingen, og der veksledes med taler og sang.

Så begyndte telegrammerne at indløbe. Hvert øjeblik gik døren op, og en rask spejder trådte ind i salen og afleverede tele­grammerne. Når de var oplæst, modtog spejderen atter papiret og forsvandt.

Hen på aftenen trådte minister H.P. Hanssen ind i salen. Han mod­toges med et begejstret hurra. Da der blev stilhed, holdt han en tale, hvori han oplyste forskelligt angående afstemningsre­sultaterne. Da kl. var henad 1 brød vi op og gik “hjem”.

Det varede længe inden jeg faldt i søvn den nat. Det havde jo været en stor dag. Der var mange, som næsten slet ingen søvn fik den nat. Fra mit værelse kunne jeg høre folk færdes på gaden, nogle syngende, andre højttalende.

Tak til Karen Majland

Nicolai Svendsen gengiver i bogen “Tiende Februar” indtryk fra afstemningsdagen i Skærbæk.

I Skærbæk samledes tidlig paa Formiddagen en stor Skare af Byens Mænd og Kvinder sammen med de Tilrejsende for Klokken 8 at overvære det højtidelige Øjeblik, da gamle Postmester Godske Hansen skulde hejse Flaget paa Torvet.

Dr. med. H. Lausten-Thomsen udtalte ved denne Lejlighed:

»Her paa Torvet stod en ‘Januardag for 71 Aar siden Egnens Bønder opstillede med Ryggen mod Timmerefter beseglede de i Brøns deres Troskab med deres Blod.

Da var Godske Hansen en ni Aars Gut. Han mindes den Tid med Stolthed og taler tit om den. Om et Øjeblik hejser han nu Byens Flag over vore Hoveder. Til Lykke med det! Det betyder, at nu er Frihedens, Hjemfærdens Dag kommen.

Og saa hejser unge Mænd og Kvinder vore to ældste frie Brødrefolks, det svenske og det norske Flag — Islands og Finlands har vi desværre ikke — og vore Befrieres Flag.

Vi ser op til dem med Tak og Glæde, men midt i Glæden hvisker Vemod igennem vort Sind. Vi tænker paa dem, der blev derude paa Frankrigs Slagmarker, i Ruslands uendelige Skove og Sletter, mellem Balkans og Alpernes Bjergkæder, i det hellige Land og ved det yderste Hav.

Fra Kl. 10 til 11 sænker vi Flagene paa halv Stang til deres Minde og Ære.

Men efter Nat følger Dag; hver Morgen frembryder atter den gyldne Sol, og i Dag staar vi i den genvundne Friheds Morgenrøde.

Vi vil i Dag med vor Stemmeseddel vise, at vi har det samme Sindelag som Bønderne paa Skærbæk Torv i 1849.

Vi skal sætte Slutstenen i den Mur, der hegner Danmarks Gaard og gøre Ende paa en tusindaarig Kamp. Vi skal med vor Stemmeseddel skaffe nye og bedre Vilkaar for kommende danske Slægter, fri dem ud fra Tryk og Tvang, hjælpe dem til fri og sund Vækst under Dannebrog. Vi skal skaffe vort danske Flag Lov og Ret til i kommende Aarhundreder at vaje over et frit dansk Sønderjylland.

Vi vil hjem til Danmark. Vi vil i Dag være med til at bære vort Land ind i en lys og god Fremtid.

Hvad der er godt, vil vi elske dobbelt, naar det er dansk; men hvad der er ondt, vil vi hade tifold, hvis det er dansk.

Vi vil, Danmark, klynge vor Sjæl til dig, og vor Tunge skal prise dit Navn, vi vil lægge alle Kræfter i for at tjene din Ære.

Et nifoldigt Hurra for Danmark. Leve Danmark, vor Moder!«

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Nicolai Svendsen gengiver denne beretning fra Rømø, hvor der ved en fejl var alt for få danske stemmesedler.

En Beretning fra Rømø lyder saaledes:

Aftenen før Afstemningen kom Skibet med ca. halvandet Hundrede Rømøboere fra Danmark, der vendte hjem for at stemme dansk.

Ved Ankomsten bragte 25 unge Piger i Øens Nationaldragt Gæsterne en Velkomsthilsen. Smukt lød Sangen fra de mange klare Pigestemmer.

Rømøboerne er et aarvaagent Folk, de fleste af Sømandsæt.

Allerede tidligt strømmede Folk til Valglokalet; men Ak og Ve! Da Kommuneforstander Duhn aabnede for sine Stemmesedler, viste det sig, at der var sendt 1000 tyske og kun faa danske.

Hurtigt blev der telefoneret til Tønder om Fejltagelsen, og lige saa hurtigt afsendtes en Automobil derfra med danske Stemmesedler.

Men Postbaaden sad fast af Mangel paa Vand, saa den kunde ikke bruges.

Heldigvis var en Skipper P. Præst, der var kommen fra Esbjerg i sin Motorbaad, saa elskværdig trods Storm og Regn at hente Stemmesedlerne i Ballum.

Det Hverv var ogsaa sikrest i en god dansk Mands Haand, og Glæden og Taknemmeligheden overfor den raske Sømand var da ogsaa stor. Han fik et velfortjent Leve om Aftenen af den Forsamling, der ved et hyggeligt Kaffebord afventede Resultatet af Afstemningen.

Tiden gik hurtigt med Taler og med Sang af vore nationalklædte Piger.

Endelig kom Duhn med Udfaldet fra Øen. Det fremkaldte endeløs Jubel og Bravoraab. Sejren var stor: 514 danske og kun 92 tyske Stemmer. Det var et Øjeblik, som aldrig glemmes.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen. Få dage før afstemningsdagen stod det dog klart, at der kun var 10 Dannebrogsflag i hele Burkal Sogn. Andreas Bach tog straks sagen i egen hånd.

Paa et tidligt Tidspunkt af Afstemningsforberedelserne havde Den nordslesvigske Kvindeforening paataget sig at ordne Udleveringen af Dannebrogsflag til Afstemningsdagen til alle danske Hjem. Der blev kun bestilt 10 Flag til hele det store Burkal Sogn, men i Ventetiden, under det danske Folkelivs stille Vækst, var der blevet Brug for yderligere 10 Flag, som senere efterbestiltes.

Søndag den 8. Februar, altsaa to Dage før Afstemningen, blev Flagene udleveret fra forskellige Fordelingscentraler, og det faldt i min Lod at cykle til Tønder og hente de 20 Flag til Burkal Sogn, men da jeg kom derud, var der kun afleveret de oprindeligt bestilte 10 Flag til os.

Hvad skulde jeg gøre? Komme hjem uden Flag vilde være en forfærdelig Skuffelse for de mange, der havde Flagstængerne parat, og selv de 20 Flag vilde ikke fylde for meget i Landskabet.

For ikke at skuffe mine Landsmænd og give Tyskerne Anledning til at hovere besluttede jeg at rejse til Ribe for at skaffe Flagene dér, og hvis ogsaa dette glippede, da at fortsætte til Esbjerg. Der gik paa det Tidspunkt kun eet Tog daglig i hver Retning, fra Tønder tidlig om Morgenen og fra Ribe om Aftenen. Der var derfor ikke andet at gøre end at cykle til Ribe.

Men hvilken Cykletur blev dette ikke! Inden jeg rejste fra Tønder, fik jeg ved et Kig i de danske Blade en moralsk Opmuntring ved at gense det stolte Opraab: »Sønderjyder, nu er Dagen der, vi vil hjem«. Som en Sejershymne virkede dette manende Opraab, som Bladene atter bragte, nu umiddelbart forud for den store Styrkeprøve. Snart skulde jeg dog faa et endnu stærkere Varsel om den ny Tid, der
skulde komme.

Det var høj Himmel, Solen skinnede, og Vinden bar med, Cykleturen gik derfor som en Leg, men det, der skilte den fra alle andre Cykleture i mit Liv, var Synet af de mange Flag. Kvindeforeningens Bil var en Time tidligere kørt op gennem Landet og havde delt Flag ud i alle Landsbyerne langs Landevejen, og alle Vegne havde man straks ladet Flagene gaa til Tops som en Slags Generalprøve paa den store Dag i Overmorgen. Fra Gaarde og Huse vajede de flunkende nye rød-hvide Dannebrog; hvad betød det saa, at de tyske Indskrifter endnu fandtes paa de rustne og forfaldne sort-hvide
Vejskilte. Den tyske Fernis var ved at skalle af, den ydre Forvandling fra dansk til tysk skete netop i denne Time.

At opleve denne Forvandling, mens jeg cyklede op gennem Landet,
var som at opleve selve Eventyret.

Ved Rejsby mødte jeg det første danske Jernbanetog, der kom med danske Afstemningsdeltagere. Om det i Dagens Anledning var særlig smykket, erindrer jeg ikke, men alene dette at se Toget med det rød-hvide Baand om Lokomotivets Skorsten, hvor man tidligere kun havde mødt de snavsede, slidte tyske Tog, var som et nyt Led i Landskabets Forvandling fra tysk til dansk.

Efter flere forgæves Henvendelser i Ribe og adskillige lukkede
Døre — det var jo Helligdag — fandt jeg endelig en Manufakturhandler, som havde en Del Dannebrogsflag, der var hængt op til Udsmykning i »Klubbens Hotel« til en Fest, som skulde holdes om Aftenen. Disse Flag kom jeg efter adskilligt Besvær i Besiddelse af.

Nu stod tilbage den ikke mindre vigtige Opgave at faa Flagene over Grænsen og komme hjem med dem. Dette var ikke alene et Toldspørgsmaal. Selv om det kunde være ærgerligt nok at betale Told til Tyskland af danske Flag, der skulde anvendes i et fremtidigt dansk Land, var det dog langt værre, at man sagde, tyske Toldere ved Landegrænsen havde nægtet Indførsel af danske Flag, skønt Nordslesvig jo stod under Den internationale Kommissions Styre.

Jeg var meget ked af at skulle løbe nogen Risiko for mine dyrebare Flag. Dertil kom, at det lakkede stærkt mod Aften, og jeg var ikke tryg ved Tanken om i den mørke Nat at skulle cykle de 47 Kilometer
til Tønder med min kostbare Skat.

Men atter smilede Lykken til mig, idet der om Aftenen kørte endnu et dansk Tog med Afstemningsdeltagere sydpaa til Tønder. Dette Tog fik jeg Lov til at køre med, og Togpersonalet viste fuld Forstaaelse for, hvad det gjaldt, og gemte for en Sikkerheds Skyld Pakken med Flagene i en Tjenestekupé. Det viste sig dog, at baade Told- og Paseftersyn var en ren Formalitet, og da vi vel var over Grænsen, var Rejsen sydpaa sammen med de feststemte og forventningsfulde Afstemningsgæster næsten lige saa festlig som Cykleturen om Formiddagen. Adskillige havde ikke set deres Fødeegn i mange Aar, og skønt de fleste var fremmede for hinanden, følte vi os dog som en stor Familie allesammen.

Ved Ankomsten til Tønder ved 10 Tiden om Aftenen var Cykleturen til Rens jo kun for en Smuttur at regne, men om jeg havde haft 100.000 Kr. paa mig, havde jeg ikke været mere ængstelig for disse end for de Flag, jeg efter saa mange Genvordigheder havde faaet fat paa. Jeg foretrak derfor at overnatte paa et Hotel i Tønder og først næste Morgen cykle hjem til Rens ved Dagslys.

Ved min Ankomst til Rens Mandag Formiddag havde man allerede hørt, at der ikke var mere end 10 Flag til Sognet, og de mest vankelmodige havde derfor endnu ikke faaet deres Flagstang rejst; de vilde ikke unødig løbe nogen Risiko, hvis de ikke fik noget Flag.

Men næppe naaede Rygtet ud i Byen, at jeg var kommet med yderligere 13 Flag — saa mange som jeg kunde faa fat paa i Ribe — før der blev Travlhed med at lægge sidste Haand paa Værket. Et Par Steder var man ikke naaet længere end til med Økse, Baandkniv og Høvl at bearbejde den Gran, der skulde blive til en Flagstang, men allevegne arbejdedes der nu med et Humør og en Energi, der viste, at nu skulde det være Alvor. For at der ikke senere skulde opstaa Misforstaaelser, blev Tildeling af Flag dog betinget af, at Flagstangen kom i Orden, saa Flaget kunde komme til Tops næste Dag.

Det største af dem alle fik Chr. Lorenzen i Burkal, der selvanden skulde præsentere Dannebrog i denne By og derfor maatte have et Flag saa stort, at det kunde vaje hilsende langt omkring. Det smukkeste Flag fik derimod Hans Peter Johansen, Rens. Hos ham var alt i Orden, og det var kun naturligt, at han som den første i Byen lod Dannebrog gaa til Tops.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.