6. maj 1920. Hvad er den danske regerings stilling til Slesvig?

Telegram fra den danske gesandt, Bernhoft, til udenrigsministeren, dat. 5. Maj 1920:

Sir Charles Marling hørt den 5. om Morgenen af Ambassadør-Raadet, men efter Anmodning af den franske Repræsentant blev Sagen udsat, indtil Raadet kunde høre Claudel, som er blevet tilkaldt telegrafisk.

Gesandten meddelte samme Dag, at Raadet ventede at kunne høre Claudel den 8.

Kommissionens Betænkning havde i nogle Dage været omdelt til alle vedkommende. Den danske Regerings Stilling afventedes med nogen Spænding baade i officielle og journalistiske Kredse.

Den vilde være afgørende, saafremt — saaledes som der var Grund til at formode — Raadet ikke traf nogen Afgørelse, om hvis Antagelse af den danske Regering det ikke forud var sikker. Man maatte regne, at Danmarks Sag ønskedes afgjort i Tide inden de all. og ass. Magters forestaaende Møde i Spa.

6. Maj sendte Udenrigsministeren (Harald Scavenius) følgende Telegram til Gesandten i Paris:

Den nydannede Regerings vigtigste udenrigspolitiske Opgave er uden Tvivl Ordningen af det slesvigske Spørgsmaal, og jeg finder det derfor nødvendigt allerede nu at gøre Dem bekendt med dens Hovedsynspunkter derom.

Den nye Regering akcepterer det gennem de forskellige Rigsdagsbeslutninger skabte Grundlag og vil loyalt opfylde de deraf flydende Forpligtelser.

Den anser det dog foreneligt hermed at arbejde paa i størst mulig Omfang at sikre dansksindede Beboere af 2. Zone bedst mulig Beskyttelse.

I fuld Tillid til, at de Allierede vil bevare Interessen for denne for Danmark saa vigtige Sag og fastsætte en Grænse, der ogsaa i Fremtiden vil sikre os den fredelige Besiddelse af de overdragne Omraader, mener Regeringen at maatte lægge al Kraft ind paa at tilvejebringe den for Danmark gunstigste Afgørelse af den i den internat. Komm.s Indstilling tilstedeværende Meningsforskel
om Grænselinien.

Hr. Claudel [den franske gesandt] rejser den 17. ds. til Paris. Under en Samtale i Gaar lod han forstaa, at vi ikke burde holde os passive, men søge at vække Sympati for at opnaa det mest mulige.

Dertil vil efter min Mening være god Lejlighed, naar en Delegation for 2. Zone i de nærmeste Dage ankommer til Paris. Den er ikke udsendt af Regeringen, men har dens fulde Sympati, selv om man ikke kan være med til paa Grundlag af den stedfundne Afstemning at kræve 2. Zones Genforening med Danmark.

Delegationens principale Ønske er Flensborgs Indlemmelse, sekundært ønsker den 2. Zone internationaliseret.

Det maa haabes, at Delegationen, hvis Ønsker ikke er uden moralsk og historisk Berettigelse, i hvert Fald vil bidrage til at vække Sympati for Hr. Claudels Planer og tilintetgøre det tyske Stormløb mod 1. Zone.

Skulde Delegationens Bestræbelser for Internationalisering krones med Held, vil den danske Regering med Taknemmelighed modtage en saadan Ordning og anser ogsaa dette begrundet i Rigsdagens Beslutninger.

I den Skrivelse, der ledsager den internat. Komm.s Indstilling fremhæver Sir Charles Marling stærkt Nødvendigheden af Garantier for at sikre den dansksindede Del af Befolkningen i 2. Zone mod tyske Forfølgelser.

Garantiernes nærmere Beskaffenhed antydes ikke. Fra dansk Side befrygtes, at dette kan give Anledning til Krav om tilsvarende Garantier for tyske Minoriteter i Danmark og misbruges til fremtidig tysk Indblanding. Danmark er derimod villig til at arbejde paa en Ordning, der sikrer Minoriteterne i begge Lande Ret til at udvandre medtagende deres Formuer; dette vil dog kunne aftales senere, og bør ikke føre til, at Vilkaarene for Sønderjyllands
Overdragelse paany gøres til Genstand for Forhandling med Tyskland.

Spørgsmaalet vil evt. kunne rejses i Forbindelse med den senere Forhandling om Afviklingen af det økonomiske Mellemværende.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *