Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Nogle af de slesvigske Førere steg nu op ad den høje Trappe, og Dækket blev draget fra to store Guldhorn, der var Befolkningens Hyldestgave til Kongen. “De skal vidne om, at Sønderjylland altid har været dansk, og om vor Glæde over at være blevet forenede igen med Danmark”, sagde deres Talsmand, den gamle Kaptajn C. C. Fischer fra Aabenraa, ved Overrækkelsen.

Et naturligere og værdigere Symbol kunde ikke være valgt. 1639 fandt en Bondepige ved Landsbyen Gallehus tæt udenfor Møgeltønder, hvor i Oldtiden Vejen fra Ribe til Tønder løb forbi, et prægtigt Guldhorn. 1734 fandtes et andet tæt ved.

Af alle de mange er det de mærkeligste Oltidsminder, der nogensinde er fremdragne af Danmarks Jord. Det ene bærer en Runeindskrift paa Gammeldansk, der oversat paa Nutidssproget lyder: “Jeg, Lægæst fra Holte, gjorde dette Horn”.

Det er de ældste Ord, der er bevaret af dansk Tunge. Sammen med de danske Runestene fra Dannevirke er de Jordens egne utvetydige Vidnesbyrd om den danske Odelsret til Landet.

Da sidenefter en Guldsmed stjal dem fra Kunstkammeret i København og smeltede dem om, skrev vor største Digter, Adam Oehlenschlager, Digtet “Guldhornene”, der lagde Grunden til hans Berømmelse. Nu skænkede Sønderjyderne Kongen Hornene i Guld.

Dæmpet lyder Musikken og Sangen til:

Slumrer sødt i Slesvigs Jord,
Dyrekøbt den blev ved Eder.
Sommeren sit Blomsterflor
Over Eders Grave breder;

Mindet flyver som en Fugl
Hen til Slesvigs grønne Vange,
Synger der fra Gravens Skjul
Ensomt sine simple Sange.

mens en gammel Mand, Veteranen Hans Thomsen fra Sundsmark paa Als, menig Soldat i 1864, langsomt, langsomt steg op ad Trinene, fulgt af fire hvidklædte unge Piger, der bar et gammelt Flag udfoldet mellem sig — det sidste danske Flag, der i 64 var strøget i Sønderborg, trofast skjult i Haabet om Genoprejsningen i den danske Familie Reimers’ Gemme.

Nu, da det igen kan vaje stolt og frit,
Beder vi vor Konge: Tag det, det er dit!
Vi har elsket det, mens vore Hjerter led;
Hjerter brast, men ikke deres Kærlighed.

Den fik vore Børn i Arv, og med vort Sprog
har vi givet dem at elske Dannebrog.
Ved dets Dug svor nye Slægter Faneed —
Tag vort gamle Flag, tag vor Trofasthed!

Paa disse Vers, som Hans Thomsen fremsagde, svarede
Kongen:

“Dybt rørt takker jeg for de gamle Veteraners Flag, som de i saa mange Aar har gemt til den Dag, vi alle haabede paa” — og saa løftede han Flagdugen og kyssede den: “Jeg modtager Eders og vort Flag, og idet jeg kysser dets gamle Dug, kysser jeg Jeres Trofasthed. — Det er med bevægede Hjerter, alle vi nordfra staar blandt Eder Sønderjyder. Vor Herre har lønnet Eders Trofasthed, men Tak skal ogsaa rettes til de allierede Magter, som forstod vor fælles Hjertesag.

Den Jord, vi staar paa, er hellig for os alle; thi her gav Fædrene Livet som Indsats, og det Slægten for os kæmpede for og haabede paa, sker Fyldest for os i Dag; netop her mindes vi derfor dem, der med uvisnelig Hæder indskrev deres Navne paa Danmarks Bavtasten.

Vi mindes min Bedstefar, hvis Hjerte hang ved denne Landsdel; vi mindes min Far, hvis Følelser ikke var mindre, og hvem det ikke blev forundt at staa her i Dag i mit Sted. Vi mindes alle dem, der blandt Slægten hernede betegnedes som de ypperste.

Sønderjyder, tag ved mig vort Haandslag som Tak for den Trofasthed, hvormed I gennem de mange trange Aar bevarede Kærligheden til Danmark, til vort Sprog og til
vore fælles Minder. Indtag Eders Sæde blandt os, hvor Eders Plads saa lange stod tom, og byg i Fællesskab med os Danmarks Fremtid. Gud signe Danmark! Gud velsigne
Eder!”

Kongens mægtige Røst kunde høres over hele Skansen.

Ved Talens Slutning lagde han sin Arm om Halsen paa den gamle Mand og kyssede ham.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Vi synger, men saa mange er vi, at Gardens mægtige Musikkorps ikke kan holde Sangen sammen, men Versenes Slutord ruller som et Ekko ud mod Yderkanterne. —

Foran Kongesædet er Talerstolen rejst. Sønderjydernes Ordfører træder derop. Det er den unge Grev Otto Didrik Schack fra Møgeltønder, ved Krigens Udbrud med mange andre danske Tillidsmand brutalt og meningsløst fængslet af Tyskerne og slæbt bort, nu Amtmand over det sydligste danske Amt.

Men han er ikke i Guldstriber og Fjerbusk. Han bærer den samme Festdragt som de andre Bønder og Borgere af Vælgerforeningens Styrelse: den sorte Frakke og Klaphatten. Med blottet Hoved ser han opad mod Kongen. Sollyset falder skarpt ned over det tætte Haar og de stærke lyse Øjenbryn, og en dyb Bevægelse glider hen over hans Ansigt.

Fra brydsom Begyndelse hæver han sig gennem sin Tale til høj Pathos:

“Deres Majestæter, Deres kongelige Højheder, højtærede Forsamling!
Paa Dybbøl Banke, det dyrebareste Sted Danmark ejer, hvor Fortid og Nutid fører et Sprog, der stærkere end Mennesketunge formaar det, vidner om, at Herren har gjort store Ting imod os, mødes Danmarks Kongehus, Regering og Rigsdag — mødes Danmark selv i Dag med sønderjydske Landsmænd.

Saa skal da det Velkommen, der bydes af de Tusinder, der fra det genvundne Land er stævnet hid i Dag, lyde saa varmt og hjerteligt, som det alene kan lyde fra Befolkningen sønden Aa til Danmarks Konge og Danmarks Folk.

Genforeningen bragte os ikke den Glædens Dag, vi haabede paa — og hvad der fylder vort Sind og ikke kan glemmes, skal heller ikke glemmes i denne Stund og paa dette Sted, men som en dyb og alvorlig Tone klinge med i det store Kor af Løfter og Tak, der fra Dybbøl Banke vil lyde ud i Fremtiden.

Men Fortrøstning og Taknemlighed maa i Dag bære frem over det, der tynger. Med inderlig Tak vil vi mindes, at hvor Danmarks Konge hin Gang i Nattens Mørke besøgte de til Død og Undergang viede Skanser i en tabt Landsdel, der samles i Dag i Festdagens Glans en dansk Konge af samme Navn med sit Folk for at føre det tilbage til Moderlandet.

Hvem turde have haabet dette, da for 6 Aar siden den tyske Dybbølfest skulde overtyde Verden om, at dette Land var tabt for Danmark for bestandigt? Men Festsalutten fra den tyske Flaade fik et grufuldt Ekko, der rullede gennem Verdenskrigen.

Da Kanontorden forstummede, sang Dybbøllærken atter over vang.

Taleren standsede betaget et Øjeblik, højtidsstilhed som i en Kirke laa over de mange Tusinder. Og hør! Et Brus af jublende Lærkesang tonede og klang over vore Hoveder.

“Og saa dansk er dette Land og Folk hernede, at vi til Trods for det vidunderlige, vi oplever, føler: Vort Møde her paa Dybbøl er ligesaa naturligt som den Fugls Kvidren, der for os staar som et Symbol paa det danske Folkesind; skal der fejres en Fest paa dette Sted, da maa det være et Møde som vort i Dag, hvor Dansk møder Dansk for ikke atter at skilles.

Og kommer vi hjem, færre og fattigere end vi drømte, og blandes der Afskedssmerte i Gensynets Glade paa denne Dag, der skiller Slægt og samler Slægt — der er dog noget, der er stærkere. Hvor Hjertet er for fuldt til at tolke sine Følelser i Ord, der sænker sig Øje dybt i Øje for at sige det uudsigelige, der lyder kun Velsignelsen, som rummer alt, Anger og Tilgivelse, Tak og Løfter for Fremtiden, men først og fremmest Kærlighed, Kærligheden, som forener i Adskillelsen, og som gør Genforeningen hellig, Kærligheden, der samler alt dansk, hvor det end findes paa Jorden.

Gud velsigne dem dernede, der længes hen til os i Dag!
Gud velsigne dig og dit Hus, Kong Christian!
Gud velsigne Danmark!

Det store Budskab, Genforeningen bringer til os Sønderjyder, er, at vi nu ikke mere skal bare dette Navn, men blive Danske, ikke kun i Sind, men ogsaa af Navn.

Det er med Vemod, at vi giver Afkald paa dette Navn, under hvilket vi har elsket Danmark og alt, hvad der er dansk, med en Inderlighed og Hengivenhed, som den ikke fandtes større i Moderlandet, og det er med Sorg, at vi siger Farvel til det, fordi det endnu som Hædersmarke maa bæres af dem, vi ikke glemmer i denne Stund, og som vi vil bevare
i Troskab, saa lange der banker et dansk Hjerte dernede.

Men med inderlig Tak og Glæde tager vi imod Danmarksnavnet, mødes vi i Dag til Samarbejde for Danmarks Vel og Danmarks Fremtid. Den Kærlighed, der spirede og plejedes i de lange og trange Udlandigheds-Aar, skal nu bære Frugt. Lød det før med særlig Varme i den Sang, vi vel hyppigst har sunget hernede: “Mig fryder din Ros, din Ære, mig knuger din Sorg, dit Savn”, saa skal det nu vise sig, at vor Kærlighed var saa stærk og ægte, at vi kan indfri vore Løfter, at vi vil møde Kravene og være med til at bære Byrderne, at det er sandt, naar vi synger videre: “Hver Glans, hver Plet vil jeg bære, som falder paa Danmarks Navn”, og at “om Trængsel og Nød du fristed, jeg elsker dig dobbelt ømt”.

Vi skal være dig gode og trofaste Sønner og Døtre, Danmark, det lover vi dig i Dag — det giver vi dig Haandslag paa, Kong Christian!

Ja, om Kongen samler vi os i denne Stund, den største vor Slægt har oplevet. Naar i svundne Dage Folket havde valgt sin Konge, stævnede det til Tinge for at hylde ham under aaben Himmel. Den 10de Februar, da vi Sønderjyder stemte os hjem, kaarede vi Kong Christian af Danmark til vor Konge. I Dag løfter vi, alle som een, vor Konge paa Skjold, som frie Mand og Kvinder hylder vi Danmarks Konge og Dronning, nu ogsaa vor Konge og Dronning, idet vi samles i et tusindstemmigt Hyldestraab:

Kong Christian og Dronning Alexandrine leve!”

Det var en sær Skæbnens Førelse, at det blev Grev Schack, der var Sønderjydernes første Talsmand. Uoverensstemmelser angaaende Grænsedragningen havde holdt de vante Førstetalere tilbage.

Disses Evner og Ydelser ufortalt: Grev Schack var den rette. Det djærve Du til Kongen faldt med naturlig Kraft fra hans Læber. “Kongens Lensmand” paa Møgeltønder Slot ramte med sine skønne Ord det inderste i Sønderjydens Sindelag: det var: “den lovlige og retmæssige Konge”, der var vendt tilbage.

Saaledes havde det allerede lydt i Velkomsthilsenen fra den “gamle danske By” Haderslev.

Og denne Tankegang fandt den fuldeste Genklang i Kongens fine Beskedenhed og Slægtsfølelse, som den ytrede sig Gang paa Gang i hans Svar paa Befolkningens Hyldest: “Jeg mindes min Bedstefader og min Fader, hvem jeg ønsker havde holdt her i mit Sted”, havde han sagt straks ved Grænsen.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Saa kom vi nærmere til Dybbølbjergs Vartegn, der skues videnom: det grimme tyske Sejersmonument, der ligner Spiret paa et gotisk Kirketaarn, som man uden Sans for Stil og Smag, Natur og Landskab har stillet plat ned paa Bakkekammen, og den trofaste og redelige hvide Dybbøl Mølle, i Dagens Anledning pyntet med et stort Dannebrogsflag paa Mølleomgangen. Den bærer nu igen sin hjertevindende Indskrift, som Prøjserne pillede ned:

Tvende Gange skudt i Grus,
atter rejst som Møllehus,
Vogter for et Mindebo,
Selv en Bavta dansk og tro.

Spejd saa langt Dit Øje naar,
Grav ved Grav i Marken staar.
Danske Mænd gav Livet hen,
Troskab holder Skansen end.

Taaredugget Ærekrans
slaar om Dybbøls Navn sin Glans.
Slægter dø, men Sproget binder,
Fremtid gror af dyre Minder.

Det grimme tyske Værtshus, bygget i tysk Ølstil, ligger der fremdeles og skæmmer; det hjælper dog lidt, at det nu har faaet dansk Navn. Men i Dag er der kommet noget nyt til.

Soldaterforeningerne har smykket det danske Thermopylæ — hvor en lille trofast Skare, i tapper Kamp trods Haabløshed, for en Stund standsede de fremvæltende Horder og selv led Offerdøden — med en mægtig Flagstang i en stor Stensætning. Naar Kongen passerer i Dag, skal der for første Gang hejses et Kæmpeflag af Silke, skænket af Dansk-Amerikanere, af hvis Skare de udvandrede Nordslesvigere udgør den solide Kærne.

Helt nede i Angel kan de se, at dette Sted er dansk. Saa svinger Toget tilhøjre ind over Markerne og ad et Gab i Skansevolden ind paa Festpladsen: en mægtig Skanse paa flere Tønder Land, vel saa stor som Kongens Nytorv, anlagt af Tyskerne i 1865. Fra denne Dag af skal den bare Navnet: Kongeskansen. —

En Overraskelse møder os straks paa Festpladsen: Skansernes Inderskrænter er allerede besat af nye Tusinder. Og nu først kommer Processionen. Vil Vejret holde? Fra Morgenstunden har alt tegnet glimrende, men tunge Skyer trækker op, og der falder enkelte Draaber.

Det store Friluftsstavne kan ikke taale Regn. Jo, det holder, det bliver endda straalende Skiftevejr, som det danske Sind, der veksler saa tit og saa let mellem Alvor og Skæmt; det knaldende Lys mellem Overskygningerne gyder dobbelt Liv over Farverne i Landskabets pragtfulde Rundskue og i den brogede Menneskeskare. Og højt, højt oppe hænger Lærkerne og synger i Kor.

Hele det mægtige Rum fyldes efterhaanden. Var der treds-, var der hundrede-tusind? Ingen kunde tælle dem. Der kommer Smil paa alle Ansigter, da en lille Deling Marinesoldater med Løjtnant og Marinesplitflag marcherer ind ad Skansegabet til de gemytlige Toner af “Holmens faste Stok”.

Hver og en kender jo Melodi og Ord fra Moders Skød. En agtet, sindig og graanet københavnsk Socialistfører, der er født paa Fyen, ler hen til mig: “Der har vi nok Københavnerne!”

Jeg er jo selv en ægte Københavner med K. Saa kommer Studenterskytterne og sluttelig Garden med gammel laset Fane til “Den Gang jeg drog af Sted”.

Den faar en velvillig, strengt sagkyndig Bedømmelse. Militærvæsen har alle disse “Musspreussere” maattet lære at forstaa sig paa.

Der skulde jo Kongen have redet i Spidsen, dobbelt høj med den mægtige Bjørneskindshue!

Men nu kommer han langsomt gaaende i Admiralsuniform — du Danskes Vej til Ros og Magt, sortladne Hav!

— Mange strækker Hænderne ud imod ham, alle raaber ham i Møde, som han og hans følge skrider frem gennem Menneskemængden i langsom Højtidelighed, Skridt for Skridt, hen til den græsklædte Jordhøj paa Pladsens Midte, op ad de mange Trin til Æressædet højt over hele Menneskehavet.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Henad 12 stiller vi op til Procession paa Pladsen bag Slottet.

Der ligger det paa det lille Næs ved Svinget ind fra Flensborg Fjord til Alssund. Ingenlunde stateligt at se paa, med Respekt at melde: en gammel Kasse. Men hvad har det ikke indenfor og udenfor sine svære Mure set af Omskiftelser, siden Valdemar Atterdag dansede Bryllup her med Dronning Helvig. I Danmarkshistorien staar det først og fremmest ridset ind som den ulykkelige Borgerkonge Christian den Andens Fængsel gennem 17 lange Aar. Det runde Fløjtaarn, hvor han sad, og hvorfra Sagnet beretter om Stenbordet med Fugen efter hans Tommelfinger, som han pressede ind i Kanten i sin evige, evige Rundgang under tunge Grublerier, er forlængst brudt ned.

Kom man for Krigen over fra Fyen med Skibet fra Faaborg, var det det første Sted, hvor Pikkelhuerne skar en i Øjnene og Hjertet; thi Prøjserne anvendte det til Kaserne.

Under og efter Krigen blev det saa brugt — til Husvilde!

Sic transit gloria mundi: saaledes forgaar Verdens Herlighed!

I Dag fik det dog lidt historisk Oprejsning som Udgangspunkt for det danske Folks Procession op til Dybbølbjerg.

Det danske Folk i Procession, det er i Sandhed en broget Skare. De eneste “stilige” var den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse, der gik i Spidsen, alle, Borgere som Bønder, i lange sorte Frakker og med høj Hat paa — Silkeklaphatten, der pænt ligger flad i en Æske til Hverdag, for paa Festdagen at slaas op med et Smæld. En Amtmand med Guldstriber og hvid Fjerbusk ved Siden af en Rigsdagsmand i graat Jakkesæt og med Straahat paa, runde Hatte og bløde Hatte, Huer, Kasketter, Straahatte og høje Hatte i Hang — saadan som et moderne demokratisk Folk ser ud, der som det danske baade i sin daglige Tilværelse og ved Fest tager Demokratiet for Alvor Med lidt Musik hist og her, med en Fædrelandssang nu og da marcherede vi af i broget Skare, Mænd og Kvinder, høje og lave, langs Havnen, over Pontonbroen, i et Sving forbi de gamle Broskanser og saa lige frem og jævnt opad en halv Mils Vej mod Bankens Top.

Vendte man sig om undervejs, saa saa man Hoved ved Hoved den store Skare bag sig ned ad Landevejen med de høje Alletræer, med Vandet, Bakkerne og de røde Tage i Baggrunden, og med Skanserester og Krigergrave paa Siderne — da de første var ved Toppen, stod de sidste endnu paa Slotspladsen, alle med alvorligt-glade Ansigter i Forventning om Festen.

Det Stykke Vej, der siden Stormen paa Dybbøl i 1864 staar gravet ind i enhver Danskers Sind som vor ulykkelige Hærs via dolorosa — denne Smertens Vej var i Dag bleven en via triumphalis, ikke for et sejersberuset, brovtende Folk, men for stille Lykke og Taknemlighed.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

Københavns borgmester Ernst Kaper deltog i festen på Dybbøl den 11. juli 1920. Han har berettet om dagens forløb.

Den danske Stat havde foruden sine egne højeste Embedsmænd ogsaa indbudt Københavns Borgmestre til Genforeningsfesten paa Dybbøl som Tak for Stadens Gæstfrihed mod Hold paa Hold af hjemvendende Krigsfanger. Efter den foregaaende Dags glade og begivenhedsrige Kørsel i et Særtog, som ogsaa havde tjent os Gæster som Nattekvarter, tog vi med Lykkens aabne Sind Del i det store Folkestævne paa Dybbøl Banke.

Over Pontonbroen, der dengang endnu forbandt Fastlandet med Als, Sundeved med Sønderborg, som den gjorde det i 1864, da vore Soldater under Belejring og Brand maatte over den i Kugleregn for at naa fra Byen til Skanserne, gik vi over til Kajpladserne paa Alssiden. Pontonbroen var pyntet med lange Rækker af Dannebrogsguirlander og Gran, og Byens hyggelige og fornøjelige smaa Huse, som endnu for en Del paa gammelslesvigsk Vis vender Gavlen mod Gaden, blegnede og rødmede under en Styrtsø af Flag, saa mange som jeg aldrig har set sammen i mit Liv.

Højt, højt oppe paa den mægtige tyske Marinekaserne blafrede nok saa kækt og veltilfreds et lille Splitflag for den raske Vind: “Her er jeg ogsaa!” kvidrede Flaget. —

Jeg var saa heldig at blive bedt om Bord paa Ministrenes Skib “Ægir”, der allerede laa ved Kajen, og der sad jeg i de følgende Timer paa Dækket og saa Festdagen folde sig ud.

Først vrimlede Gader og Bolværk af festklædte Mennesker fra By og Land, saa fyldtes Vinduerne, saa Plankeværker og Tagene paa Skure og Lysthuse, og tilsidst hang der tæt med Drenge paa Tagrygningene.

De høje grønne Skrænter, der baade paa Als- og Sundeved-Siden falder brat ned mod det smalle Sund, fyldtes med store Klynger af Mennesker; tilsidst var de dækkede fra Fod til Isse med Tusinder og atter Tusinder, som til Fods, i Vogn og Bil var kommet dertil, i mængdevis uden Husly om Natten. Lystjagt paa Lystjagt laa allerede paa Alssund eller kom strygende ind for fulde Sejl, og Dampskib paa Dampskib, fyldte til Randen med Mennesker og Fædrelandssange, kom glidende ind nordfra og sydfra, fra Haderslev, Aabenraa og Kolding, fra Fyen og fra Flensborg, hilste med Viften og Hurra og Sang fra Bakker, Skrænter og Huse.

Rigsdagsmændenes store Damper, der kom lige fra København, gik ind gennem den udsvingede Pontonbro og fik fin Modtagelse med Byraadsmedlemmer og Tale.

Nu maa Kongen da snart komme! Det trækker op med Honoratiores i høje Hatte og med Officerer i Galla og Fjerbuske; Garden med Bjørneskindshuerne, Studenterskytter og Spejderdrenge stiller op til Parade.

Nu, nu er han der! Hvor lige nord for Havnen det smalle Sund — saa dybt, at de største Krigsskibe kan gaa igennem — svinger i en brat Kurve, smutter tre smaa Torpedobaade omkring Pynten, og bag Skrænterne kommer der Master til Syne; Krigsskibene “Gejser” og “Heimdal” fyrer Kongesalutten, og gennem Krudtrøgen styrer Kongeskibet, kridende hvidt i Solen, ind i Sundet, hen til Kajen, med Kongen ragende i Vejret paa Hjulkassen, hilst med jublende Raab og viftende Lommetørklæder fra hver Bakke, hver Skrænt, hvert Hus!

Saa Tale og Svar, Honnørmarch og Parade — Kongen gaar kun med Besvær ned langs Fronten — og endelig Kørsel gennem Byen under Trængsel og Jubel.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.

Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse den 11. juli 1920.

To milepæle stod ved vejen, kun en alen fra hinanden; de meddelte kilometerafstanden – den ene “fra Kolding”, den anden “von Altona”, og mellem de to lå grænsepælen væltet.

Forunderlige tanker gik igennem vort sind, da vi stod ved dette sindbillede på det store, som var vundet. Hvor ofte havde jeg ikke stirret med længsel over denne grænse ned mod “det elskede, omstridte land” og søgt min trøst i det kendte ord: “Troen kan flytte bjerge – så kan den vel også flytte pæle nogle mile mod syd!”

Og nu var det sket. Lige ved den væltede grænsepæl hævede den skønne triumfbue sig over vejen med et “Velkommen til Sønderjylland”, og – som alle andre – blottede vi uvilkårligt hovederne og gik med hjerter, der bankede af glad bevægelse, ind under buen – ind i det genvundne land.

Men man må have oplevet dette selv – med et dansk hjerte – for rigtigt at forstå, hvad disse skridt betød af glæde. Der var klang af sejr og jubel i de tusinde fodtrin, der lød hen under den stolte triumfbue hin sommermorgen, da det store danske folketog drog ind i Sønderjylland til fest. Hvert eneste fodslag forkyndte jo, at grænsen ved Kongeåen var slettet.

Kun et kort stykke – vel ca. 100 meter – syd for triumfbuen havde man rejst en lille, beskeden talerstol af gran ved vejens vestlige side, og da vi anede, at det var dér, at kongen skulle modtage den første velkomsthilsen i Sønderjylland, vendte vi efter en tur ned til det gamle toldsted tilbage til denne plads og plantede os ved vejen lige over for talerstolen. “Nu viger vi kun for bajonetterne”, sagde jeg – uden at ane, at dette virkeligt skulle blive til sandhed. “Det er hørt!” – svarede Horn.

Og når jeg nu tænker på, at vi dér – efter en anstrengende rejse og en gennemvåget nat – stod plantede på den samme plet i vejens lerede ælte i tre en halv time, så undrer jeg mig over, hvor disse timer vel blev af – for vist er det, at tiden ikke på nogen måde faldt os lang.

Regnen var hørt op, men himlen var stadig grå, og skydækket lå tungt hen over den skønne egn, der bugtede sig i bakke og dal med grønne skove og frodige marker – så dansk, så velsignet dansk!

Men alle vegne var der flag og festglade mennesker, og folketoget gennem triumfbuen blev ustandselig ved, så at der var nok at tale med og mere end nok at se på – automobiler og vogne rullede frem i en så uafbrudt række, at det ikke ville være let at slippe over vejen, og en af de sidste, der kom, før trafikken klokken halv ni blev standset, var en rutebil, der klokken ti den foregående aften var kørt ud fra Mariager; den var stuvende fuld af mennesker, og ovenpå taget lå seks karle svøbte i tæpper og drivvåde efter nattens regn, men med et humør, der straks hilste os med hurraråb, da vi vinkede til dem. –

En mand ved siden af os havde en liste over bogstaverne på automobilernes skilte, hvoraf man kunne se, fra hvilke amter de var, og en tid underholdt vi os med at bestemme de forbikørende bilers hjemsted, hvorved vi stødte på alle bogstaver undtagen tre og derved fik konstateret, at med undtagelse af Bornholm var alle amter i Danmark præsenterede pr. bil ved grænsefesten.

“Bornholm mangler!” forkyndte Horn, hvis stemme gerne kunne høres viden om. “Men kun pr. bil!” – svarede en syngende bornholmsk stemme et sted ude i mængden.

Men også adskilligt andet var der, som holdt opmærksomheden og dannede langs med vejen og langt ud over markerne en uigennemtrængelig menneskemasse: folk af alle stænder og fra alle egne af vort land, mænd og kvinder, unge og gamle – en mægtig, forventningsfuld hær! – I træerne ved vejkanten hang på alle grene, der var tykke nok til at bære, unge mænd og kvinder, hvis ikke altid vellykkede klatreforsøg vakte megen munterhed, men i øvrigt var der velvillige hjælpere nok, og en snedig dreng havde lavet sig en stige af grene, som han for en skilling lejede ud til enhver, der ønskede at betragte den festlige scene “i fugleperspektiv”.

Jo nærmere vi kom til tiden for kongens ankomst, desto mere broget blev det billede, der udfoldede sig for øjet. Sønderjyske ringridere paraderede til hest og med lange lanser ude på marken – hundreder af sønderjyske piger i hvide kjoler med rødt skærf dannede allé ved vejen for at strø blomster for kongen, hvor han red frem, og nu, da vejen blev holdt ryddelig af det ypperlige “grønne politi”, der forstod at gøre sin pligt med hensynsfuldhed og dansk humør, indfandt de kendte mænd, der skulle spille en rolle ved festen, sig efterhånden på pladsen, bl.a. amtmand Vedel og Kloppenborg-Skrumsager.

Og endelig klokken halv ni marcherede 1. sønderjyske bataljons 2. kompagni, som skulle danne æresvagten for kongen, frem og tog opstilling lige over for talerstolen, og nu måtte vi virkelig vige for bajonetterne. Til trods for harmfyldte protester mod, at vi, som havde ventet tålmodigt i hen ved fire timer, nu skulle berøves vor plads i første parket, var der selvfølgelig intet at stille op – men ulykken blev da heller ikke stor. Både kaptajn Bülow, som førte vagten, og som jeg kendte fra mit hjem, og sergent Madsen, der var min legekammerat fra drengeårene på Kronborg, optrådte med så stor en forekommenhed, som den militære pligt ville tillade dem, og selve chefen, oberst Moltke, der holdt til hest ved flanken af kompagniet, trøstede venligt folk med, at han, så snart kongen kom, ville ride frem, og – “så kan De komme til igen”.

Endelig tog en blid form for bestikkelse al vor bekymring bort. Blandt soldaterne, som for det meste stod “rør”, og som vi derfor snart kom i livlig samtale med, var der nemlig en, der ytrede: “Havde man bare noget at ryge på!” – og da jeg hjemme havde stoppet frakkelommerne fulde af cigarer, fik jeg hurtigt en halv snes stykker frem og fordelte dem mellem de nærmeste af vagten, der samtidig fik tildelt hver sit “ammunitionsrum” mellem Horns eller mine udspilede fingre, for at de i hast kunne anbringe cigaren dér, når en eller anden, for hvem der skulle gøres honnør, nærmede sig.

Denne gavmildhed, som vi ikke fik grund til at fortryde, efterdi hele restoplaget af mine cigarer en time senere var knust til snustobak i den store trængsel, indbragte os et velvilligt løfte om “et snævert pas”, hvorigennem vi kunne slippe frem, når kongen kom – for da ville sikkert ingen bekymre sig hverken om æresvagten eller om os.

Imidlertid nærmede klokken sig til ni, og spændingen i de store skarer var i kendelig stigning. Og just nu – fem minutter før klokken ni, da den fjerne brusen af hurraråb forkyndte, at kongen var undervejs – just nu brød solen frem i al sin glans og fejede for resten af de to festdage alle skyer bort fra himlen.

Det store, historiske øjeblik var nær.

Mange varme hjerters tanker og mangfoldige flittige hænder havde virket sammen for at berede vor konge en festlig vej ved hans indtog i længslernes land, og gang på gang i disse dage måtte vi beundre den kloge indsigt og skønhedssans, hvormed alt var ordnet og lagt til rette. Intet offer var sparet, og intet arbejde skyet for at give denne Danmarks enestående fest en ramme, der i enhver henseende var dens storhed og glæde værdig. På de få kilometer fra grænsen ned til Haderslev var ikke mindre end 18 æresporte rejst, og hele vejen – ikke mindst da byerne undervejs – var som en eneste festsal, over hvis flag og blomster sommersolen lyste om kap med smilet – og tårerne – i alle øjne.

Og alligevel! hvor pragtfuld denne ramme om festen end var, så betød den dog ikke mere, end en ramme bør betyde, og af alle arrangementer var de, der fødtes ud af den stærke stemning selv, som regel dem, der greb sindet dybest. Den store glæde skabte – i folkets som i kongens færd – adskillige improvisationer, som intet officielt program havde kunnet udforme, og allerede her ved grænsen gav dette sig til kende på den skønneste måde. Vor konges ridt ind i Sønderjylland fik en indledning, der ikke godt kunne tænkes smukkere – et gribende præludium, der var dette enestående øjeblik i vort folks historie værdigt.

På en lille festplads ved vejen nord for grænsen, hvor den hvide hest ventede på sin rytter, og hvorfra den kongelige kortege skulle udgå, blev kongen modtaget af sognerådet i Taps, og i de tyve minutter, som gik hen dermed, nåede forventningen i de store skarer en sådan spænding, at den krævede udløsning. Alle samtaler var gået i stå, fordi alle sind kun var opfyldte af dette ene: øjeblikket – det, som det danske håb i mere end et halvt århundrede havde ventet på, var kommet.

Da var det, at skarerne nord for grænsen begyndte at synge:

Slesvig, vort elskede, omstridte land!
Du, som så hårdt bliver tynget af åget
ej fra dit moderland vristes du kan
thi du er bunden ved hjertet og sproget.
Brødre, hold ud, holder tappert ud!
stol på vor sag, men dog først på Gud!
Slesvig, Slesvig, omstridte land.

Men da de nu tav, fortsatte skarerne syd for grænsen med det næste vers:

End er vor trøst på den jernhårde vej
dejlige håb, som dog aldrig kan slukkes:
det, at vort barnebånd bryder man ej,
det, at ej moderens hjerte kan lukkes,
dette, at engang i salig lyst
barnet får udgrædt ved moders bryst.
Slesvig, Slesvig, Danemarks Land.

Og så tog de fat igen nord for grænsen, medens vi tav:

Omstridte er vi, dog enige i,
Dankonning vi som vor fyrste vil kalde.
Elskede drot, med hver dansk stå os bi!
Alle med dig vil vi stå eller falde.
Hvad der end sker, vi vil holde stand,
aldrig vi svigte vor drot og land.
Slesvig, Slesvig, elskede navn.

Svagere i selve sangen, men brusende i omkvædet lød Thaulows kendte sang – som indledning til en tusindstemmig vekselsang over grænsen – en sang, som fyldte de forventningsfulde minutter og i den lyse sommermorgen lød vidunderlig smuk. –

Den sidste sang var »Kongernes konge,« men næppe havde vi syd for grænsen sunget det sidste vers:

Herrernes herre! Mægtig og stor, nådig du høre vort bedende kor!
Herre, du ene kan sejren os forlene, værn om vort herlige og ældgamle nord! –

før brusende hurraråb med klang af en ganske ny begejstring forkyndte, at kongen havde besteget den hvide hest og red mod grænsen.

Og så skete det – !

De danskes drøm blev virkelighed, og det blev af nåde forundt os at se det syn, som ingen, der var med, vil glemme.

Kong Christian den Tiende red over Kongeåen.

Red ind i det gamle danske land, som ingen dansk konge havde gæstet, siden Christian IX i 1864 forlod Dybbøl Skanser.

Jeg havde ofte hørt sige, at den stærkeste stemning er tavs, men jeg havde aldrig oplevet dette før.

Nu måtte jeg sande det her.

Hurraråbene døde hen. Hundredtusinde blikke, der lyste med den store forventnings glans, rettedes mod triumfbuen ved grænsen.

Æresvagten præsenterede gevær, men bajonetterne rystede af bevægelse. Underlig lydeligt klang endnu et næsten grådkvalt udbrud et sted ude i mængden: “Der er han! – åh, der er han!”

Så blev der stille som i en kirke.

Stemningen var så fortættet – så knugende, at den føltes som en legemlig smerte. Det var, som om alle hjerter stod stille i vældig forventning.

Og se! nu dukker en rytter frem i triumfbuen – på den hvide hest.

Forunderlig ensom, skønt omringet af tusinder – barhovedet og iført infanteriets beskedne, grå uniform – rider kongen langsomt frem, og hans ansigt lyser af den store højtid, skønt de skarpe træk er prægede af den stærkeste sindsbevægelse, og skønt tårer løber ned ad hans kinder, medens blikket vendes opad -.

Det var Danmarks drot og Danmarks søn, som i et af de største øjeblikke, historien har skænket os, græder af glæde; – og havde kong Christian ikke grædt, så havde kongens øjne vel også været de eneste, der var tørre.

Lykkelig den, som fik lov at være med!

Sønderjyske Årbøger, 2010.

Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse den 11. juli 1920.

Sommerdagen var ved at gry, men regnen sivede ned, og himlen, som var ganske grå, gav slet ingen løfter om sol over den kommende fest.

I Kolding sov befolkningen endnu den glade forventnings søvn, men klokken otte ville kongen på “Danebrog” sejle ind til byen, og at borgerne ville berede ham en festlig modtagelse, forstod vi, da vi gik gennem byens gader, hvor flere æresporte var rejst, og husenes facader smykkede med blomster og flag.

På Sydbanegården fortalte et opslag os, at det første tog til Taps ville afgå lidt før klokken fem, og der var altså endnu et par timer at vente for den snes mennesker, der var kommen derud sammen med os.

“Havde man bare en kop kaffe!”, sukkede jeg. “Der ligger en café derhenne”, pegede en. “Den er vist ikke åben endnu!”, erklærede andre.”Vi dundrer dem op!” – påstod Horn med sædvanlig raskhed.

Og som sagt, så gjort! Hele flokken vandrede hen til den lille café og begyndte så ihærdigt at bearbejde døren med knytnæver, at der virkelig efter blot et par minutters forløb viste sig en svær mandfolkeskikkelse i døren, kun iført skjorte og bukser og med et ansigt, der var alt andet end velvilligt. “Vi åbner først klokken seks”, – vrissede han.

Men Horn, som var flokkens anfører, lod sig ikke vise af. “De må da være glad, mand, ved at få en sådan invasion”, – hævdede han. “Vi er tyve mand, som skal ned til grænsen og gerne skulle have kaffe, før toget går. De må skam være en sløj vært, hvis de ikke tager denne forretning med.”

“Vi kan ikke lave kaffe på et minut”, – brummede værten med et ihærdigt forsøg på at få morgengnavheden bort. “Jeg skal se, om jeg kan få kvinderne op.”

“Men kaffen skal være god – og varm!” – brølede Horn efter ham.

Og det skal siges til caféens ære, at dens kvinder i en prisværdig fart kom op og fik lavet os en god og varm kop kaffe, og da vi havde drukket denne til et stykke franskbrød og fik morgencigaren tændt, følte vi os i stand til at møde alle kommende strabadser.

Fire mænd – om jeg husker ret: fra Langeland, Thisted, Køge og Lolland – havde særlig sluttet sig til os, og vi seks bestemte at holde sammen på turen, men ak! endnu før vi nåede grænsen, blev de borte fra os i trængslen, og vi så dem ikke siden. Dog fulgtes vi ad i morgentoget, der ikke var særlig overfyldt, og klokken kvart over fem ankom vi til Taps, hvor vi modtog det første varsel om, hvor vældig dagen ville blive.

Straks da vi kom ud af toget, kunne vi overse en betydelig strækning af den brede chaussé, der fører fra Kolding ned i Sønderjylland, og den­ne vej, der ellers på den tid af døgnet ligger tom og nattestille, var nu opfyldt af et festligt bølgende folketog, så langt som øjet kunne nå.

Flagsmykkede automobiler og vogne rullede langsomt af sted mellem en hærskare af cykler og fodgængere, der mange steder, hvor vejen ikke gav plads nok, bredte sig ud over markerne, og alle bevægede sig mod syd, ned mod den grænse, der ikke længere var en grænse.

Hist og her- lød kendte danske sange, morgenglade hilsener veksledes mellem mennesker, der aldrig havde set hinanden før, og hverken regnen, der stadig faldt så småt, eller vejens frygtelige pløre evnede at gøre skade i den glade stemning, der drev skarerne mod syd.

Et sådant folketog klokken fem om morgenen! – det var et syn, der måtte gribe et dansk sind, og drevne af en forventning, der nærmede sig til stille begejstring, sluttede vi os til toget for at vandre de to kilometer ned til grænsen ved Frederikshøj forbi den festplads, hvor kongen klokken ni skulle bestige den hvide hingst.

Kun skridt for skridt gik det fremad, alt for langsomt for vor utålmodige længsel, hvorfor vi gang på gang veg ud på markerne for at komme hurtigere frem, og endelig – klokken kvart i seks – nåede vi vort mål: den grænse, der nu kun var et ondt minde.

Thora Madsen fra Faster og Bertha Christine Petersen fra Bevtoft var elever på Skibelund Efterskole i sommeren 1920. Sammen deltog de i festlighederne i forbindelse med genforeningen.

Lørdag den 10. juli skulle kong Christian den Tidende komme til Haderslev, og det skulle vi selvfølgelig overvære, så der blev spændt for jumben, og vi fik en dejlig køretur ind til byen. 

Også i Haderslev var der pyntet op til fest. Jeg tror ikke, at jeg så et eneste hus, hvor der ikke var pyntet op med blomster og flag. Der kan ikke have været mange tyskere i den by! 

Der var masser af æresporte og guirlander, og langs med gaderne stod der piger med blomstersmykkede kurve og røde bånd, og drengene havde flag. 

Da vi endelig havde fundet staldplads til vores hest (det var svært, for alt var optaget) gik vi om i den gade, som kongen ville komme ridende. Selvom det var en hel time før tiden, så var der allerede stopfyldt med mennesker. Vi var dog så heldige, at Berthas forældre kendte en familie, som boede på denne gade, og fra deres altan havde vi en fin udsigt. 

Endelig kl. 11.30 kom de kongelige. Kongen var til hest, medens dronningen, prinserne og prinsesserne samt hoffolkene var kørende i fine vogne pyntet med blomster og flag. Der var også en mængde fine herrer med høje sorte hatte, og der var mange faner og hvidklædte piger med deres blomsterbuketter. Det syn glemmer jeg aldrig.  

Kl. 14.30 var vi nede i havnen for at se, når kongen sejlede af sted ombord på kongeskibet Dannebrog. Der blev nationalsangen sunget, og kongen holdt en tale til os ude fra skibet, men det var svært at høre, hvad han sagde. 

Vi blev i Haderslev til hen på søndagen, hvorefter vi tog jumben tilbage til Bevtoft. 

Venligst tilsendt af Mogens Ladegaard

Thora Madsen fra Faster og Bertha Christine Petersen fra Bevtoft var elever på Skibelund Efterskole i sommeren 1920. Sammen deltog de i festlighederne i forbindelse med genforeningen.

I sommeren 1920 var jeg elev på Skibelund Efterskole, som ligger lige nord for den gamle Kongeågrænse, og derfor var jeg så heldig at komme til at opleve festlighederne omkring Genforeningen på allernærmeste hold. 

Den 6. juli fik vi at vide, at selve genforeningen skulle finde sted den 9. juli, så skolen havde besluttet, at alle eleverne skulle have ferie i en uge, så de kunne være sammen med deres familier i festdagene. 

Nu kunne jeg jo godt være rejst hjem til mit hjem i Faster ved Skjern, men min veninde Bertha, som var fra Bevtoft, inviterede mig med hjem til sin familie, og denne invitation tog jeg glad imod. 

Den næste morgen var vi så en flok piger, der startede cyklerne og begyndte på den 42 km lange tur mod Bevtoft, hvor vi skulle være med til festlighederne fredag den 9. juli. Det blev en festlig tur med mange sjove oplevelser – og med både sol og regn. 

Fredag morgen vågnede vi så op nede hos Berthas forældre, hvor der var feststemning straks fra morgenstunden. Alle var festklædte, og der var gæster til morgenkaffe i lysthuset i haven foran bageriet. Sangbøgerne kom frem, og der blev sunget af hjertens lyst.

Efter middagen gik alle i kirke, og selvom det nu var blevet øsende regnvejr, så var det en smuk tur gennem den festklædte by. Alle vegne var Dannebrog hejst.

Også kirken var smuk pyntet. Det var pastor Kock fra Odense, der prædikede, og jeg husker, at det var en god prædiken, og at han bl.a. mindedes de, som var faldet under krigen. Der var opsat en mindetavle for dem i kirken, hvor der også barnedåb. 

Uden for øste vandet stadig ned, så den planlagte friluftsfest måtte aflyses. Festen blev flyttet til Forsamlingshuset, hvor der så var fest for børnene om eftermiddagen og for de voksne om aftenen. Om aftenen var forsamlingshuset fyldt til sidste plads, og der blev holdt mange taler, og selvfølgelig sunget et utal af sange. Bevtoft Sangforening var mødt op og underholdte os med vores dejlige fædrelandssange. 

Senere gik turen op på en mark, hvor der blev tændt bål og brændt raketter af. Den tyske ørn, som havde “prydet” grænseovergangen blev under hurraråb og klapsalver brændt af på bålet. 

Venligst tilsendt af Mogens Ladegaard

En helt ny bog om Zeppelinbasen i Tønder udkommer den 5. august på Historisk Samfund for Sønderjyllands forlag.

Den er skrevet af Mogens Jensen, der er historiker og ingeniør med en livslang interesse for flyvningens historie.

Bogen er på 108 sider og illustreret med ca. 120 fotos og tegninger af meget høj kvalitet.

Bogen koster 98,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 168,- kr. for ikke-medlemmer.

Den kan snart bestilles på hjemmesiden hssdj@hssdj.dk

i web-butikken lige her

eller på e-mailadressen hssdj@hssdj.dk

Fra bogens indledning:

Indledning

Få kilometer nord for Tønder ligger resterne af en tysk luftskibsbase fra Første Verdenskrig. En flyhangar og forskellige andre bygninger står endnu, men de store luftskibshaller er kun synlige som fundamenter i skovbunden.

Basen blev taget i brug i februar 1915 og ophørte med at være operativ efter et spektakulært britisk luftangreb i juli 1918, hvor begge basens luftskibe gik til grunde.

Navnlig det britiske luftangreb har været gjort til genstand for flere udgivelser de senere år. Men perspektivet har altid været britisk: Den teknologiske udvikling af fly og hangarskibe, de omhyggelige taktiske forberedelser og den dristige gennemførelse af dette verdenshistoriens første hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden. Det er også en dramatisk historie, som naturligvis heller ikke forbigås her.

Men denne lille bogs sigte er alligevel et andet: Den flytter blikket fra et britisk til et tysk perspektiv: Hvad var formålet med basen? På hvilken måde indgik basen i den tyske marines strategi? Og løste basen de opgaver, den var udset til?

Endvidere flyttes fokus fra de dristige britiske piloter til de ikke mindre dristige tyske marinere, der var knyttet til luftskibsbasen: Hvordan blev basen bygget? Hvori bestod dens opgave? Hvordan fungerede dens luftskibe? Hvordan foregik togterne? Og hvordan formede livet sig for luftskibsbesætninger og jordpersonel her i den nordligste del af Det tyske Kejserrige?

Denne lille bog gør på ingen måde krav på at være udtømmende. Men den forsøger at sammenfatte den eksisterende og hidtil meget spredte viden om luftskibsbasen i Tønder, supplere med nyt og hidtil upubliceret originalt kilde- og billedmateriale, sætte basen ind i en større sammenhæng og forhåbentlig dermed også bidrage til ny indsigt og nye erkendelser.

Mandag den 5. Juli 1920 indledede den danske Gesandt i Paris, Kammerherre Bernhoft, sin Tale, for Grænse-Traktatens Underskrift i det franske Udenrigsministerium, med følgende Ord:

„Jeg er bemyndiget til i det danske Folks og den danske Regerings Navn at give Udtryk for den dybe Taknemlighedsfølelse, der besjæler alle Danske, overfor de allierede og associerede Magter. Den Kendsgerning, at største Delen af den danske Befolkning i Slesvig nu forenes med vort Fædreland, skyldes fremfor alt det Retfærdighedsprincip, hvis Sejr de allierede og associerede Magter har sikret gennem umaadelige Ofre …“

Traktaten blev under Forsæde af Jules Cambon Kl. 11,45 i Ursalen i Udenrigsministeriets Bygning paa Quai d’Orsay, foruden af den danske Gesandt, paa Englands Vegne underskrevet af Lord Derby, paa Frankrigs af Jules Cambon og Paleologue, paa Italiens af Bonin Longare og paa Japans af Matsui.

De forenede Stater er ikke Deltagere i Traktaten og: var ikke repræsenteret ved Undertegnelsen.

Efter Undertegnelsen blev der givet en Frokost til Ære for Slesvig.

Den undertegnede Grænse-Traktat indeholder 3 Artikler, der lyder som følger:

Artikel 1.
De allierede og associerede Hovedmagter erklarer, at de herved overdrager frit og kvit for alle Byrder og Forpligtelser, under Forbehold af Bestemmelserne i nærværende Traktat, til Danmark, som modtager denne Overdragelse, alle Suverænetetsrettigheder, som de i Henhold til Artikel 110, 3. Stk., i Fredstraktaten med Tyskland, undertegnet i Versailles den 28. Juni 1919, besidder over de Omraader, Øer og Holme af Slesvig, der er beliggende nord for den nedenfor beskrevne Grænselinie.
Denne Overdragelse skal regnes fra den 15. Juni 1920, paa hvilken Dag Fastsættelsen af Grænsen er bleven officielt notificeret Tyskland og Danmark.

(Herefter følger Beskrivelsen af Granselinien, om hvilken der efter nøjere Eftersyn kan bemærkes følgende: En stor Del af den ny Rigsgrænse følger Vandløb, bl. a. Kobbermølledammen, Krusaaen, Skjelbækken, Gammel Aa, Sønder Aa og Rudebøl Sø. Markgrænsen omfatter en Linie fra det Punkt, hvor Krusaaen støder sammen med Nørre-Smedeby og Bov Kommuner, en Linie i Marken skærende Flensborg-Aabenraa-Chausseen 400 Meter syd for Krusaaen, derfra mod Sydvest indtil Bov-Nyhus Vejens Skæring med Krusaaen.

En Linie i Marken øst for Gaarden Valdemarstoft og syd for Paddeborg Station mod Vest til Eggebæk Kommunes Sydgrænse ved Skjelbækken, videre langs Sydgrænserne for Frøslev, Kragelund og Eggebæk Kommuner over et Punkt paa den nordlige Bred af Rudebøl Sø ved Ringsvarf, langs en Linie i Marken, 400 Meter syd for Vidaaen og parallelt med denne Aa mod Vest indtil det Punkt, hvor Kjærdiget støder til Rudebøl Sø, 500 Meter syd for Rudebøl, Stens Midterlinie, derfra mod Vest til Siltoft, en Linie, der følger Kjærdiget, Sydgrænserne af Rudebøl Kog og ny Frederiks Kog, og endelig derfra en Linie mod Nordvest, saaledes at Øen Sild bliver
hos Tyskland og Rømø hos Danmark).

Den ovenfor beskrevne Grænse vil blive udstukket paa Stedet af den i Artikel 111 i Fredstraktaten med Tyskland, undertegnet i Versailles den 28. Juni 1919, omhandlende Kommission.

Artikel 2
De Omraader, der omhandles i Art. 1, 1- Stk., skal fremtidig forblive uafhændelige, med mindre der foreligger Samtykke fra Raadet for Folkenes Forbund.

Artikel 3.
De allierede og associerede Hovedmagter forbeholder sig ved særlige Aftaler, i hvilke Tyskland og Danmark vil være Medkontrahenter, senere at sørge for Ordningen af de Spørgsmaal, navnlig Nationalitetsspørgsmaal, finansielle eller økonomiske Spørgsmaal, der opstaar ved Danmarks Erhvervelse af Suveræneteten over de i Art 1 omhandlede Territorier, saaledes som det er bestemt i Art 114, 2. Stk., i Versailles-Traktaten.

Rob. Ludvigsen: En Konges Ridt. København, 1920.

Sønderjysk Månedsskrift er et historisk tidsskrift, der udsendes otte gange årligt til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Det indeholder korte artikler om navnlig historiske emner – og fire gange årligt Grænselandskronikken, der giver et nyhedsoverblik over begivenheder i Sønderjylland det forgangne kvartal.

I dette nummer bl.a.: en stor artikel om festen på Dybbøl i 1920, skrevet af museumsinspektørerne Lisette Juhl Hansen og Mariann Kristensen og illustreret med talrige smukke farvedias fra dagen, taget af Otto Nørmark.

Desuden en artikel af Niels T. Sterum om Oskar Eggelings mindesmærker for de faldne i Første Verdenskrig. Eggeling tegnede bl.a. mindetavlerne i Tønder og Løgumkloster kirker – foruden det nu fjernede mindesmærke i Mariekirken i Flensborg.

Anders Bjørneboe skriver om sprogdebatten i stændersalen i Slesvig i 1840’erne – og stiller spørgsmålet: var det lige så meget en social kamp for bondestandens politiske rettigheder som en national kamp?

Else Roesdahl fortæller om et besøg af en tysk terrorist på Brundlund slot – ganske vist i den senere terrorists mere uskyldige barndom.

Bagsiden om forsiden er skerevet af René Rasmussen og handler om Christian den 10.’s besøg i Agerskov i 1920. Her opfyldte han en gammel profeti om, at hyldetræet ved kirken skulle skæres ned to gange og vokse op tre gange, før den danske konge ville komme og binde sin hest ved det.

Sønderjysk Månedskrift sendes til medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bliv medlem her: https://www.hssdj.dk/bliv-medlem

Det koster kun 275,- kr for resten af året – og så får du også Sønderjyske Årbøger, når det udkommer til november.

Steffen Riis har skrevet og udgivet et uhyre velillustreret tobindsværk om afstemningerne og genforeningen i 1920 på Danmarks Samfundets forlag.

Læs nedenfor om begge bind.

Genforeningen 1920 – Vi vil hjem, hjem til Danmark

Bogværkets bind 1 fortæller om begivenhederne i Sønderjylland i perioden 10. januar til 15. juni 1920. Den 10. januar 1920 trådte Versaillestraktaten i kraft og Den Internationale Kommission påbegyndte forberedelserne til folkeafstemningen i Nordslesvig. Den 5. juli 1920 underskrev den danske gesandt i Paris traktaten, der overdragede suveræniteten over Sønderjylland til Danmark.

Genforeningen 1920 – Genforeningsfesterne juli 1920

Bind 2 handler om genforeningsfesten, der startede i København den 9. juli 1920, hvor kongen underskrev “Indlemmelsesloven”, de endeligt gjorde Sønderjylland til en del af Danmark.

Samme dag afsejlede kongefamilien med kongeskibet “Dannebrog” til Kolding, hvorfra kongen den 10. juli 1920 kørte til Frederikshøj og red på den hvide hest over den gamle grænse.

Efter ridtet over grænsen besøgte kongen Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa, og næste dag Sønderborg, hvor den store Genforeningsfest blev afholdt i Kongeskansen på Dybbøl Banke.

Den 12. juli aflagde kongen besøg i Tønder. Dermed var det officielle besøg afsluttet, men kongefamilien blev endnu 3 dage i Sønderjylland, hvor de aflagde besøg i en række mindre byer.

Den 16. juli 1920 sejlede kongen og dronningen fra Haderslev hjem til residensstaden med kongeskibet, og dagen efter blev de modtaget af 20.000 københavnere på Toldboden.

Bøgerne er skrevet af Steffen Riis, Værløse og udgives med støtte fra Kolding Kommune af Danmarkssamfundet, Kolding.

Bogværket udgives ved en højtidelighed på Genforenings- og Grænsemuseet i Frederikshøj den 10. februar 2020. De to bind er tilsammen på 525 sider med mere end 900 billeder.

Bøgerne (to bind) koster kr. 559,00 + forsendelse kr. 60,00. .

Bøgerne kan bestilles hos:

Forfatteren: Steffen Riis, e-mail: steffenriis@outlook.dk

eller: mobil/SMS 2386 0624

Udgiveren: kolding@danmarkssamfundet.dk, mobil/SMS 2324 6555

Betaling til Middelfart Sparekasse, reg. 0759 konto 3230490049 husk at oplyse navn og adresse.

Se mere på forfatterens hjemmeside

En helt ny bog om Zeppelinbasen i Tønder udkommer i juli måned på Historisk Samfund for Sønderjyllands forlag.

Den er skrevet af Mogens Jensen, der er historiker og ingeniør med en livslang interesse for flyvningens historie.

Bogen er på 108 sider og illustreret med ca. 120 fotos og tegninger af meget høj kvalitet.

Bogen koster 98,- kr. for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 168,- kr. for ikke-medlemmer.

Den kan snart bestilles på hjemmesiden hssdj@hssdj.dk og på e-mailadressen hssdj@hssdj.dk

Fra bogens indledning:

Indledning

Få kilometer nord for Tønder ligger resterne af en tysk luftskibsbase fra Første Verdenskrig. En flyhangar og forskellige andre bygninger står endnu, men de store luftskibshaller er kun synlige som fundamenter i skovbunden.

Basen blev taget i brug i februar 1915 og ophørte med at være operativ efter et spektakulært britisk luftangreb i juli 1918, hvor begge basens luftskibe gik til grunde.

Navnlig det britiske luftangreb har været gjort til genstand for flere udgivelser de senere år. Men perspektivet har altid været britisk: Den teknologiske udvikling af fly og hangarskibe, de omhyggelige taktiske forberedelser og den dristige gennemførelse af dette verdenshistoriens første hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden. Det er også en dramatisk historie, som naturligvis heller ikke forbigås her.

Men denne lille bogs sigte er alligevel et andet: Den flytter blikket fra et britisk til et tysk perspektiv: Hvad var formålet med basen? På hvilken måde indgik basen i den tyske marines strategi? Og løste basen de opgaver, den var udset til?

Endvidere flyttes fokus fra de dristige britiske piloter til de ikke mindre dristige tyske marinere, der var knyttet til luftskibsbasen: Hvordan blev basen bygget? Hvori bestod dens opgave? Hvordan fungerede dens luftskibe? Hvordan foregik togterne? Og hvordan formede livet sig for luftskibsbesætninger og jordpersonel her i den nordligste del af Det tyske Kejserrige?

Denne lille bog gør på ingen måde krav på at være udtømmende. Men den forsøger at sammenfatte den eksisterende og hidtil meget spredte viden om luftskibsbasen i Tønder, supplere med nyt og hidtil upubliceret originalt kilde- og billedmateriale, sætte basen ind i en større sammenhæng og forhåbentlig dermed også bidrage til ny indsigt og nye erkendelser.

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, til Udenrigsministeren.
Telegram, dat. 21. Juni 1920:

Ved Breve af 18. og 19- [til Ambassadørkonf.] meddeltes den kgl. Regerings Ønske om snarest at ordne endeligt Overdragelse af Suverænetet.

Ambassadørerne har derfor bestemt hurtigst muligt at undertegne en Traktat mellem de Allierede og Danmark med det Formaal at overdrage Danmark Suverænetet over de under 15. Juni i Danmarks Besiddelse overgivne Territorier.

Denne Traktat vil udgøre Danmarks lovlige Hjemmel for Udøvelse af Suverænetet.

Indtil denne Traktat er undertegnet og traadt i Kraft, erklæres i de allierede Hovedmagters Navn, at disse tilkender den kgl. Regering Ret til frit at udøve paa de nævnte Territorier den kongelige Myndighed forsaavidt angaar saavel den udøvende, den lovgivende og dømmende Myndighed som m. H. t. enhver anden af Suverænetetens Beføjelser.

Saa snart som muligt vil man iøvrigt skride til Underskrift af den mellem de allierede Hovedmagter, Tyskland og Danmark foreslaaede Traktat, som samtidig med at indeholde Anerkendelse af Suverænetetens Overdragelse til Danmark, saavel som af de Omstændigheder under hvilke Overdragelsen er sket, vil ved de allerede kendte Bestemmelser ordne de væsentligste af de Spørgsmaal, der opstaar i Anledning af Suverænetetens Overdragelse.

Telegrammet blev offentliggjort i den danske Dagspresse 22. Juni.

Udenrigsministeren sendte følgende telegram til den danske gesandt i Paris, Bernhoft,, dat. 17. Juni 1920.

Naar de allierede og associerede Hovedmagter foruden at notificere
Grænsen faktisk og retligt har overdraget Omraadet til Danmark, synes ifølge Fredstraktaten Suveræneteten at maatte følge med denne Overgivelse, idet hermed alle de i Art. 110 indeholdte Bestemmelser er sket Fyldest.

En modsat Opfattelse bringer den danske Regering i en meget vanskelig Stilling, navnlig med Hensyn til Lovgivningsforholdene for det omhandlede Omraade.

Saalænge Suveræneteten ikke er overgaaet, kan danske Love ikke som saadanne sættes i Kraft i de sønderjydske Landsdele. Man ser sig derfor ikke i Stand til at gennemføre de nøje forberedte Planer, der er lagt m. H. t. Sønderjyllands Indlemmelse i Danmark i legislativ Henseende, men maa indskrænke sig til at gennemføre de absolut paakrævede foranstaltninger derved, at nogle af de med de sønderjydske Landsdeles Indlemmelse for Øje udarbejdede Lovforslag sættes i Kraft ved Anordning og derefter bekendtgøres af en Administrator i Sønderjylland.

Herved opstaar imidlertid den største Uklarhed og Usikkerhed i Retsforholdene.

Ogsaa af H. t. den paatænkte Højtideligholdelse af Genforeningen bereder den Omstændighed, at Suveræneteten ikke er overdraget, Vanskeligheder.

Man havde under Forudsætning af Suverænetetens Overdragelse 15. ds. tænkt sig, at der St. Hansdag 24. (Hans Majestæt skulde afrejse herfra 22. ds.) afholdtes Møde paa Dybbøl, hvor Kongen skulde være til Stede.

Det har ikke kunnet undgaas, at Offentligheden har erholdt Kundskab om disse Planer, og det vækker stor Skuffelse, at Genforeningsdagen nu er udskudt paa det uvisse. Denne Skuffelse har ikke alene givet sig Udslag i Danmark, men ogsaa i de sønderjydske Landsdele er Stemningen meget trykket.

Det vilde saaledes, dels af H. t. de tekniske Vanskeligheder vedrørende Lovgivningsforholdene, dels af politiske Hensyn, jfr. navnlig det ovenfor angaaende Stemningen i Sønderjylland anførte, være den danske Regering kært, om Ambassadørraadet kunde bevæges til at beslutte sig til nu at overdrage den formelle Suverænetet.

Dersom Beslutningen tages 19. ds., og Udenrigsministeriet erholder telegrafisk Meddelelse fra Dem 20. ds., vilde der være Mulighed for at gennemføre de paatænkte Planer for Højtideligholdelse af Genforeningen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Johannes Buchholtz skrev nedenstående digt om en begivenhed, der fandt sted natten mellem den 16. og 17. juni 1920: Da danske jernbanefolk nedtog de tyske skilte på stationen i Tønder og erstattede dem med danske.

I den slørede juninat
var luften fredfyldt og lun
Over Tonderns første perron
fløj flagermus bløde som dun

Fra den stille, grønne marsk
Kun et langeligt brøl af en ko
Men på Tonderns første perron
Brødes den natlige ro

Danske jernbanemænd
med funklende huer på sned
satte beslutsomt en stige til
Og tog tyske skilte ned.

Ikke en sabel rasled
gennem den natlige fred
Man rejste bare en stige
og tog nogle skilte ned

Verden har mange sprog
men dansk, det er nu mit
Forunderligt – over første perron
stod Tønder, i rødt og hvidt

Sagte som plov vender muld,
eller bøg strækker roden i jord,
strakte mit land sin rod
så langt som de danske bor.

Fra digtsamlingen: Ravne og duer, 1921.

Rigsdagspartiernes sønderjydske Udvalg Forhandlinger.

I Udvalgets Møde 16. Juni 1920 gav Udenrigsministeren Meddelelse om den officielle Notifikation af Grænsen og føjede dertil følgende Bemærkninger:

Dermed indtræder det i Fredstraktaten forudsatte Forhold, at den
danske Regering kan lade Slesvig besætte med sine civile og militære Myndigheder.

Dette er jo efter Overenskomst med den internat. Komm. allerede for en Del sket, og vil antagelig Kl. 12 Nat mellem 16. og 17. være fuldført.

Suveræneteten hviler nu hos de allierede og associerede Magter, der i Henhold til Fredstraktatens Art. 110 vil overdrage denne til Danmark.

Statsministeren: Da Danmark endnu ikke har Suveræneteten, kan det ikke uden videre give Love for Sønderjylland, saaledes heller ikke Indlemmelsesloven, før Suveræneteten er blevet Danmark overdraget. Heller ikke kan det tilraades, at Kongen foretager Rejsen til Sønderjylland, før Overdragelsen er sket. I hvert Fald bør Regeringen have Samtykke af Ambassadør-Konferencen til at foretage saadanne Skridt.

Regeringen vil nu rette Henvendelse til Ambassadør-Konferencen for at faa Forholdet klaret.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Paa derom af Statsministeriet nedlagt allerunderdanigst Forestilling har det under 16. Juni 1920 behaget Hans Majestæt Kongen at udfærdige saalydende Anordning om Danmarks Overtagelse af Administrationen i de i Henhold til Fredstraktaten aj 28. Juni 1919, Artikel 110, Danmark tilfaldende Landsdele

Vi Christian den Tiende . . . Gøre vitterligt; Efter at Vi fra de allierede og associerede Hovedmagter, som har underskrevet Fredstraktaten i Versailles den 28. Juli 1919, har modtaget Meddelelse om den af disse Magter i Henhold til nævnte Traktats Artikel 110 fastsatte Grænselinie for den Danmark tilfaldende Del af Sønderjylland, og efter at Vi derpaa i Medfør af samme Bestemmelse har ladet de paagældende Omraader besætte af de danske civile og militære Myndigheder, vil Vi herved have anordnet som følger:

De af Den internationale Kommission for Slesvig alene eller i Forbindelse med Administrator for de sønderjydske Landsdele udstedte Anordninger eller paa anden Maade trufne Bestemmelser, som ved denne Anordnings Udstedelse er gældende, forbliver indtil videre i Kraft i de ovennævnte Omraader.

Ministrene bemyndiges dog til hver for sit Forretningsomraade helt eller delvis at ophæve de nævnte Anordninger og Bestemmelser, naar det maatte skønnes ønskeligt.

Hvorefter alle Vedkommende sig har at rette.

Givet paa Sorgenfri Slot, den 16. Juni 1920.

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

Anordningen er paraferet af Statsminister N. Neergaard.

Statstidende, 19. Juni 1920.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Bekendtgørelse No. 159 af 15. Juni 1920:

Efter at de allierede og associerede Magter i Henhold til Art. 100 i Versailles-Fredstraktaten idag har fastsat Grænsen mellem Tyskland og Danmark, bekendtgør Den Internat. Komm. herved, at dens Myndighed i Afstemningsomraadet fra og med 16. d. M. er ophævet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Den danske Gesandt i Paris afsendte 15. Juni 1920 følgende Depeche til det danske Udenrigsministerium:

Jeg har den Ære at fremsende hermed en i dag Kl. 3,35 Efterm. modtagen Skrivelse, hvorved Udenrigsminister A. Millerand som Formand for Fredskonferencen notificerer den dansk-tyske Grænse.

Af Skrivelsens sidste Afsnit fremgaar, at Suveræniteten over de Nord for Grænsen liggende slesvigske Territorier, Øer og Skær er — foreløbig — overgaaet til de allierede og associerede Magter, medens ved Notifikationen de nævnte Territorier, Øer og Skær overleveres til Danmark.

Jeg tillader mig at fremføre de varmeste Ønsker om, at denne Grænse maa blive til Lykke for Danmark.

Som Bilag til Depechen fulgte Alexandre Millerand’s Note, dat. Paris 15. Juni 1920:

Artikel 110 i Versailles-Traktaten har forudset, at de allierede og associerede magter vilde fastsætte Grænselinien mellem Danmark og Tyskland efter en Linie baseret paa Resultatet af Afstemningerne og foreslaaet af den internationale Kommission, idet der tages Hensyn til de lokale, geografiske og økonomiske Forhold.

Paa dette Grundlag har Ambassadørraadet, i Kraft af sin Magt, bestemt den dansk-tyske Grænse som følger:

Fra Østersøen mod Vest indtil Indløbet af Flensborg Fjord:
Hovedsejlløbet; derfra til et Punkt 54° 50° N. Br. og 9° 28° Ø. L. fra Greenwich: Hovedsejlløbet i Flensborg Fjord; derfra i en Retning af 315° (at regne fra Nord mod Øst) indtil 400 Meter fra 3-Favne-Linien ved Fjordens nordlige Bred: en ret Linie; derfra mod Vest indtil Mundingen af Krusaaen paa den vestlige Bred af Flensborg Fjord: en Linie, som i det hele løber parallelt med Fjordens nordlige Kyst; derfra mod Nord indtil det Punkt, hvor Krusaaen skærer Kobbermøllefabrikens sydlige Skel: dette Aaløb opad; derfra mod Nord indtil det vestligste Punkt af Kobbermølledammen, omtrent 400 Meter sydøst for Krusaaen: en Linie, som følger Kobbermøllefabrikens sydlige og østlige Skel, derefter Dammens nordøstlige og nordvestlige Bredder; derfra mod Vest indtil det Punkt, hvor Krusaaen naar Grænsen mellem Nørresmedeby og Bov Kommuner: en Linie, som fastsættes i Marken, saaledes at den skærer Chausséen fra Flensborg til Aabenraa i et Punkt, omtrent 400 Meter syd for Krusaaen; derfra mod Sydsydvest indtil det Punkt, hvor Vejen fra Bov til Nyhus skærer Krusaaen: dette Aaløb opad; derfra mod Sydvest indtil det Punkt, hvor Sydgrænsen for Bov Kommune og Østgrænsen for Frøslev Kommune støder sammen: en Linie, der fastsættes i Marken, saaledes at den gaar Øst om Gaarden Valdemarstoft og Syd om Padborg og den derværende Jernbanestation; derfra i det hele i vestlig Retning, indtil det Punkt, hvor Sydgrænsen for Egebæk Kommune og Skelbækken mødes: Sydgrænserne for Frøslev, Kragelund og Egebæk Kommuner;
derfra indtil et Punkt, som bestemmes ved Sønderaa omtrent 500 Meter Øst for Sammenløbet mellem denne Aa og Vidaaen: Skelbækkens, Gammelaaens og Sønderaaens Løb nedad; derfra mod Vest indtil et Punkt, som skal vælges paa den nordlige Bred af Rudbøl Sø nær Ringsvarf: en Linie, som fastsættes i Marken, saaledes at den løber parallelt med Vidaaen højst 400 Meter Syd for denne Aa og gaar Nord om Aventoft; derfra mod Vest indtil det Punkt, hvor Kjærdiget naar Rudbøl Sø omtrent 500 Meter Syd for Rudbøl: Søens Midtlinie; derfra mod Vest indtil Sieltoft ved Vesterhavet: en Linie, der følger Kjærdiget, derpaa Sydgrænserne af Rudbøl Kog, Gammel Fredriks Kog og Ny Frederiks Kog; derfra en Linie i hovedsagelig nordvestlig Retning, saaledes at Øen Sild overlades til Tyskland og Øen Rømø til Danmark.

Ved nærværende Notifikation bekræftes til Fordel for de allierede og associerede Magter, i Overensstemmelse med Artikel 110, Stk. 3 i Versailles-Traktaten, Overdragelsen af Suveræneteten over de slesvigske Territorier, Øer og Holme, som er beliggende Nord for den ovenfor beskrevne Grænselinie; fra denne Dag at regne tilbagegiver Magterne de omtalte Territorierog Øer til Danmark.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Bekendtgørelse No. 156 af 15. Juni 1920:

Den 15. d. M., Kl. 12,30 Efterm., ophæves Den Internat. Komm.s Paskontorer i Flensborg og København samt Passtedet i Nibøl.

De af Kommissionen udfærdigede Pas, Passérkort og Visa er, saafremt de ikke er paategnet en tidligere udløbende Tidsfrist, gyldige til 15. Juli d. A. Kl. 12 Midnat.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

CIS proklamerer Afstemnings-Resultatet for 2 . Zone

Med Datum 15. Juni 1920 offentliggjorde CIS under Titlen “Indberetning til Ambassadør-Raadet i Paris” og med Anordnings-Nummer 157 følgende Protokol:

Aar nitten Hundrede og tyve, den fjortende April, har Den Internationale Slesvig-Kommission, sammensat af . . . .  efter at have gjort sig bekendt med de autentiske Protokoller, som er blevet overgivet den af vedkommende Afstemnings-Komitéer, og efter foretagen Prøvelse, proklameret, at Resultaterne af den kommunevise Afstemning, som i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Art. 109 i den i Versailles 28. Juni 1919 undertegnede Fredstraktat, der traadte i Kraft 10. Januar 1920, har fundet Sted den fjortende Marts Aar nitten Hundrede og tyve i det sydlige Afsnit af Slesvig, beskrevet i den nævnte Traktat-Artikel, har været følgende:

ANDEN SLESVIGSKE ZONES FOLKEAFSTEMNING
14. Marts 1920
Afstemnings-Omraadet : 129.166 ha
Indbygger-Antal (1910): 106.580
Stemmeberettigede: 70.854
Afgivne Stemmer: 64.941 (91,7 %)
For Tyskland: 51.724 (79,7 %)
For Danmark: 12.800 (19,7 %)
Ugyldige Stemmer: 417 ( 0,6 %)

Til Bekræftelse heraf er optaget nærværende Protokol.
Sket i Flensborg, Slesvig, ovennævnte Dag, Maaned og Aar . . .

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Min bedstefar, bagermester Peter Marius Petersen (10.07.1877-29.07.1952) fra Bevtoft, blev uddannet som dragon ved Magdeburg Dragonregiment nr. 6 i Niederhafen fra 1897-1900, hvorefter han kom til at stå i Reserven.

Han blev således indkaldt til krigstjeneste den 4. august 1914. Hans regiment, Magdeburg Dragonregimentet nr. 6, blev straks sendt til Vestfronten i Frankrig via Belgien. I 1915 blev regimentet overført til kampene på Østfronten, hvor det stod helt nede ved Sortehavet, da der den 3. marts 1918 blev indgået en fredsaftale mellem Tyskland og det nye sovjetstyre i Rusland. Meget tyder på, at regimentet – som ikke blev overført til Vestfronten – selv måtte finde ud af at komme hjem til kasernen i Rendsborg.

Desværre er brevene fra min bedstefar til min bedstemor i Bevtoft forsvundet. Men han skrev også breve til sin storesøster Cathrine Schmidt, der var gift med Jes Hansen Schmidt på “Vojensgård”. Bl.a. skriver min bedstefar i et brev fra november 1915 om, hvor strengt de lider af kulde og hunger i Serbien. Det allerværste for min bedstefar og hans soldaterkammerater var dog at se, hvordan den civile befolkning led. Han skrev: “Det lille Serbien er nu næsten tilintetgjort”. En meget tankevækkende – ja, nærmest uhyggelig – melding fra et øjenvidne på stedet!

PS: I virkeligheden var Serbien måske det land i Europa, der blev hårdest ramt under Den Store Krig 1914-1918: Ifølge Gyldendal – Den Store mistede godt hver tredje af den mandlige befolkning mellem 18 og 45 år livet under krigen. Den Frie opgiver antallet af civile dræbte i Serbien til 950.000, hvilket er et uhyggeligt højt tal i forhold til landets størrelse.

Hvordan forløb “vejen hjem” for de soldaterne i Magdeburg dragonregiment nr. 6?

Som alle, der selv havde oplevet krigens rædsler, fortalte min bedstefar ikke om sine “krigsoplevelser”, der gav ham traumer for resten af livet. Men han fortalte til os børnebørn om, hvordan han og hans soldaterkammerater selv måtte finde hjem til Sønderjylland fra Sortehavet, da krigen sluttede dernede i foråret 1918.

Det blev en meget lang rejse på omkring 2.000 km op gennem det krigshærgede Europa, hvorunder soldaterne bogstaveligt talt måtte arbejde for føden undervejs. Som ridende ordonnans havde han sin elskede hest med hele vejen hjem. Hesten har sikkert også gjort nytte under det forefaldne arbejde for bl.a. bønderne.

Det er i sig selv en god historie. Men jeg mangler i højeste grad detaljer om bl.a.:

• Hvilken rute fulgte soldaterne fra Magdeburg Dragonregiment nr. 6 op gennem det krigshærgede Europa?
• Hvilke “oplevelser” havde soldaterne på den lange vej op gennem Europa?
• Holdte regimentet sammen hele vejen hjem? Eller kom de i små grupper til kasernen i Rendsborg, hvor jeg ved, at min bedstefar afleverede sin hest for derefter at gå de sidste 120 km hjem til Bevtoft.

Jeg kender ikke den nøjagtige dato for, hvornår min bedstefar var helt hjemme i Bevtoft. Men det må have været mod slutningen af 1918. I øvrigt var min bedstefar meget aktiv op til og under Afstemningen den 10. februar 1920. Til den største fest, der nogensinde har været i Bevtoft Forsamlingshus, bagte han 65 Store Kringler og 111 Torter samt andet bagværk. Og intet blev levnet af de 400 deltagere, der kunne fejre, at 97 % stemte dansk i Bevtoft sogn samtidigt med, at hele Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark.

Det er mit håb, at nogen ligger inde med flere oplysninger om Magdeburg Dragonregiment nr. 6. Herunder specielt, hvordan regimentet fik sig “arbejdet hjem”, da Tysklands krigsindsats sluttede på Balkan i foråret 1918.

Jeg kan kontaktes på mail mogens.ladegaard@gmail.com eller telefon 23 74 97 47

Med mange hilsner fra

Mogens  Ladegaard
Vesterbakken 14
Grejs
7100 Vejle

I fjerde og sidste afsnit af Grænseland på DR1 fulgte vi bl.a. redaktør Ernst Christiansen og journalist J.N. Jensen på Flensborg Avis i deres forgæves kamp for en sydligere grænse.

Hvordan gik det dem efter 1920? Det er er dramatisk historie:

Ernst Christiansen blev tvunget bort fra redaktørposten af nazisterne i 1940 og J.N. Jensens hjem blev bombet af britiske fly i 1942.

Det kan man læse meget mere om i René Rasmussens tobindsværk “Front og bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945.”

Historisk Samfund for Sønderjyllands antikvariat har i øjeblikket fem eksemplarer, som kan købes for kun 50,- kr pr. sæt.

Bestil bogen på: hssdj@hssdj.dk

Resolution vedtaget 7. Juni 1920 (Flensb. Av., 9. s. M. ):

Det til i Dag af Det tyske Udvalg og Slesvig-Holstener-Forbundet indvarslede offentlige Møde opfordrer Rigsregeringen til under alle Omstændigheder at afvise Traktatudkastet i den foreliggende Form.

Udkastet fastsætter en i økonomisk og national Henseende ganske umulig Grænse. Den er blottet for Bestemmelser til Beskyttelse af Mindretallet i 1. Zone og modsiger paa adskillige Punkter udtrykkeligt Versailles-Fredstraktaten.

En saadan Traktat kan aldrig udjævne de dansk-tyske Modsætninger, kan aldrig føre til den varige Fred mellem de to Nationer, som vi indtrængende ønsker i Grænsebefolkningens og vort tyske Fædrelands Interesse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Nedenstaaende Resolution vedtoges enstemmigt paa Magistratens og Byraadets Møde 4. Juni 1920 (Flensb. Av., 6. s. M.) :

Flensborg Magistrat og Byraad (»Die städtischen Kollegien«) nedlægger endnu en Gang og paa det skarpeste en enstemmig Protest imod, at den saakaldte Clausen-Linie fastlægges som den nye Grænse mellem Tyskland og Danmark.

Den svarer ikke til den nationale Stilling og vil give ny Anledning til varig Strid mellem de to Folk.

Ved Fastsættelsen af denne Grænse vil en snarlig Revision af Fredstraktaten være uundgaaelig.

Vi forlanger, at Rigsregeringen afviser ethvert Krav, der gaar ud over Fredstraktaten.

Vi fordrer samme Værn for de nationale Mindretal paa begge Sider af Grænsen.

Resolutionen undertegnedes af Dr. Todsen, Overborgmester, Dr. Löbmann, Byraadets Formand og Erfurth, Byraadets Næstformand.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.

Anordning No. 143 af 3. Juni 1920:

§ 1. Den stedlige Kompetence for den ifølge § 2 ved Anordningen No. 49 af 17. Febr. 1920 oprettede særskilte Domstol begrænses til 2. Zone.

For de Sager, som i 1. Zone falder ind under denne Domstol, indrettes der en særskilt Domstol i Tønder og Aabenraa, som hver ledes af en af den internat. Komm. udnævnt Dommer.

§ 2. Domstolen i Aabenraa har den stedlige Kompetence i Kredsene Aabenraa, Sønderborg, Haderslev Østeramt samt de Dele af Landkredsen Flensborg, der hører til 1. Zone.

Domstolen i Tønder i Kredsen Tønder, saavidt denne hører til 1. Zone, samt Haderslev Vesteramt.

§ 3. Domstolene i Tønder og Aabenraa kan afholde særskilte Biting i Byer indenfor deres Kompetenceomraade.

§ 4. Politimesteren er offentlig Anklager i strafbare Handlinger, foretaget indenfor hans Omraade. Han kan lade sig stedfortræde af en anden Politimester.

Politimesteren overdrager til vedkommende Domstol direkte de Sager, som falder ind under dennes Kompetence.

von Jessen, Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, 1937.