Alle indlæg af MBN

Hjemmefronten

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

– I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.
Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Krigens forløb

20. januar 1918 – Flensborg Avis: Manden i Brønden

Skriv en kommentar

Manden i Brønden
(Feltbrev til “Flensborg Avis”.)

Den 20. Januar 1918.
Men oplever mangt og meget herned ved Fronten, men at finde en Mand, der havde ligget 7½ Døgn i en 18 Meter dyb udtørret Brønd, hører vel nok til Sjældenhederne.

Det var i Nordfrankrig, I Oktober i Fjor, kort bag ved forreste Linje; i en sammenskudt Landsby havde vi  Forbindelsesplads, og vi Sygebærer havde paa vore natlige Ture ud til Stillingen gentagende
hørt nogle underlige dumpe Hyl, som syntes at komme langt borte fra vi agtede derfor ikke videre derpaa. Dog da vi en tidlig Morgenstund (det var den 19. Oktober) igen Hørte Raabene, gik vi efter Lyden og fandt Mellem Ruinerne en aaben Brønd, hvorfra Nogle høje Raab om Hjalp trængte op til os.

Efter at vi havde forskaffet os et langt, stærkt Tov firedes en Mand ned, som bandt den forulykkede fast, saa vi fik ham rask op til Dagens Lys. Vel var han stærkt medtagen, men han havde foruden et Brud af venstre Fodled kun nogle Hudafskrabninger, saa vi undredes over, at han var kommen saa godt fra denne Rejse ned i Dybet. Han kom straks under Lægebehandling og blev paa Forbindingspladsen til om Aftenen. Han fortalte os følgende:

Han var 28 Aar gammel, født i Glückstadt, og hørte til et Maskingeværkompagni, var den 11. Oktober efter Mørkets frembrud gaaet tilbage for at hente Levnedsmidler. Paa Tilbagevejen havde skudt Genvej over Grushobene og faldt derved ned i Brønden, hvorved han tabte Bevidstheden.

Da han igen kom til sig selv, indsaa han straks det fortvivlede i sin Stilling. Der laa ingen Tropper i Byen, kun om Natten var der nogen Færdsel fra og til Stillingen: dog fandt han til sin store Glæde, at de hentede 5 Brød og 5 Feltflasker med Kaffe velbeholdne var komne med ned, saa han foreløbig havde Levnedsmidler nok.

Men da den ene Dag gik efter den anden, uden at der paa hans Raab kom Hjælp, slap Levnedsmidlerne op, og hvad der var det Værste, han led til sidst af Tørst, saa han med fin Lommekniv forsøgte at aabne Pulsaaren paa venstre Haandled for at stille den brændende Tørst.

Jeg har varet med til at hente mange saaredede i forreste Linje, har modtaget mangen en grav [sic!] Tak, men sjælden har jeg set et Menneske saa lykkeligt som denne Mand; da vi om Aftenen bragte ham videre, græd han af Glæde over at vare bleven reddet.
H. F.

(Flensborg Avis 11. februar 1918)

Ikke kategoriseret

18. januar 1918 – Ernst Christiansen: “Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 18. Januar.
Forlod saa Sygestuen i Gaar Eftermiddags, ud­skreven med nogle Dages Indentjeneste. Der var levnet 15 Centimeter af min gamle Sengeplads. Der lagde jeg min Halmsæk og mine Tæpper og min Kasse paa Højkant og halvt laa, halvt sad, lidt util­pas, i »Empfangs«-Mylret. Hver tredje Dag faar vi for tre Dage Marmelade, Cigarer, Brændevin, Pølse, Sukker osv. og skal hente hver Ting for sig med nogle Minutters Mellemrum og have Beholderne rede, mens der knap er Plads til at staa paa Gulvet. Hvor skulde jeg hen med mit tilsmurte Marmelade-bæger? Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side. Omsider, da man knap kunde se mere, rykkede de andre lidt, og jeg fik kneben Halmsæk-Plads.

Om Morgenen vader man i foddybt Lerælte. Belgierne vil ikke ud af Barakken. Paa Appel-pladsen gaar Vandet oven i deres Træsko. Da jeg vel havde faaet mine meldt, blev jeg kaldt til Kom­pagniets Skrivestue og beordret til at gøre Tjeneste ved Kompagniet igen. Naa, saa sættes man til at skrælle Roer og save tykke Træstammer igennem. Den Rekreation er mere legemlig anstrengende end Arbejdet ellers; men det gjorde helt godt, og lidt at se paa var der ligeledes. I Rusland morede »Maks« sig ogsaa med at lade de sygemeldte save tykke Knuder igennem paa Lejrens mest blæsende Hjørne i Snefog, og saa stillede han sig op med Hænderne i Lommen og spurgte med haanlig Medynk til vort Befindende.

I Morges stod endnu et lille pynteligt nyt Hus paa den anden Side Vejen med røde Tagsten. Be­boerne har maattet rykke ud. Nu blev i Formid­dagens Løb Taget revet løs og hevet ned, Murene halvt væltede, Vindueskarme og Døre slæbte bort, og der staar en sørgelig Ruin igen — alt for at faa noget Brænde.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 169-70)

Ikke kategoriseret

18. januar 1918 – Jens Iversen: “… ligger under de rødes Ild”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 18. Januar 1918.
Ildebrandene tager til i den indre By. I Nat saa vi det brænde flere Steder, hovedsageligt i Centrum omkring Moskovskaja, hvor de store Handelshuse har deres Kontorer og Varelagre. Den ene Part under dem ikke den anden, derfor ødelægges de af begges Artilleri. Kosakkerne skal nu være trængt ind i Byen fra Sydvest. Deres Forstærkninger og Forsyninger faa de ude fra Kirgissteppen, men de skal sættes over Volga, og det er et baade besværligt og farligt Foretagende, der stadig ligger under de rødes Ild, hvorimod disse kan benytte sig af den mere sikre Jernbane.

Fiedler har været her et Par Gange med Leonid Nikolajevitj for at aflægge Regnskab overfor Fru Chlebnikoff. Det er ikke gode Nyheder, de bringer. Der var bl.a. Rekvisitionssedler, som selvfølgeligt ikke er en Pibe Tobak værd. De gjaldt hovedsageligt nogle og tredive af de bedste Heste, som de røde har hentet. Men der er intet at gøre end at lægge Hænderne i Skødet og vente paa nye Jobsposter. Jeg var derude i Gaar Formiddags. Alt ligger stille, ingen Kørsel, Foderet er ved at slippe op, Penge til Aflønning kan ikke fremskaffes, da Banerne er lukket, mange af Krigsfangerne søger ind til Lejren for Forplejningens Skyld, og lignende Tidender strømmer ind fra de andre Virksomheder.

Jelisaveta Aleksejevna er ved at tabe Modet. Ogsaa her i Huset begynder det at knibe med Levnedsmidler, da Tilførslen udebliver. Alt slaar sammen om hende. Godt, at hendes Bror Aleksej Aleksejevitj nu af og til ser ind til hende og forsøger at opmuntre hende, men han selv er en nedbrudt Mand. Han er fuldstændig paa det rene med, hvor mørkt Situationen tegner sig med Hensyn til Fremtiden.

Under Vagten forleden Nat traf jeg paa Kanalbroen to Bekendte fra Nytaarsnatten hos Wieners, de østrigske Officerer Ehrlich, en Jøde, og Gembka, en Polak. Vi patrouillerer undertiden sammen om Natten. Saa gaar Tiden. De er blevet inviteret til at tage Ophold i Huset hos en rig tysk-russisk Grosserer Schmidt paa den anden Side af Kanalen, i hvis Forretninger Hänel er impliceret.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

17. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Nedstyrtning

Skriv en kommentar

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Donnerstag 17.1.18

8h) Barom 759,2. +3C. W. 2-3 doms ½ bedeckt, gew. Sicht.

Flugdienst. F.T. Flug mit D.F.W. 2041. Absturz dieser Maschine, Totalbruch. Führer tot, Beobachter schwer verletzt.

2h) Barom. 760,5. -0,4C. 3/4 bedeckt, etw. diesig.

7h) Barom. 761,2. -3,5 C. Stille. 1/4 bedeckt, etw. diesig.

(Bundesarchiv RM112/223)

Ikke kategoriseret

17. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Det værste er Tænderne”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 17/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for dit Pakke med Smør og Frikadeller jeg modtog i Gaard. Du gaar vist og er urolig for mig, jeg er jo ogsaa en rigtig Skidt. jeg har ikke skrevet til jeg i 8 Dage nu, men du maa undskylde mig, jeg gaar nemlig hver Dag og har Tandpine og vi er ogsaa kommen i Stilling igen[.] Det skal du nu ikke være ked af for hos os er helt roligt. Jeg har været i Stilling siden den 11 og endnu er der ikke falden et Skud i Skoven hvor vi ligger.

Det værste er Tænderne[.] Jeg har været hene og faa to mere trukket ud, saa i det hele har jeg faaet 5 ud nu.I Gaard var jeg i Mühlhausen og skulde have de andre daarlige Plomberet, Herfra og til Mülhausen og tilbage igen er lige 34 km saa det er en temmelig god tur til Fods, og saa var der saa mange hos Lægen saa jeg kom slet ikke for, saa jeg kunde gaa hjem med uforrettet Sag. En Regn og Storm var det saa jeg var gennemvaade da jeg kom hjem. I Morgen skal jeg hen igen. Forhaabentlig giver det ingen Regn i Morgen[.] Ellers har jeg det godt[,] haaber ogsaa at i har det godt[.] Jeg skal vist paa Post nu.

Mange kærlige Hilsner sender Eder alle din Søn
Th Thomsen

Du maa undskylde Papiret men jeg har ikke noget bedre for Tiden.

(Kåre Pedersens samling)

Ikke kategoriseret

16. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… døde Kammerater paa Vejen”

Skriv en kommentar

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i december 1917 befandt sig i Flandern.

En Dag, vi havde været en Tur ved K.T.K. i Cheluwe, blev Luften varm. Medens vi fik de Saarede ladet i Vognen, var det helt roligt, men med ét begynder Englænderen at faa et ondt Øje til det tyske Feltartilleri og sendte saa den ene Salve efter den anden. Det var ikke andet at gøre for os end roligt at blive holdende med de Saarede i Vognen, indtil Uvejret var drevet over.

Pludselig forlagdes Ilden til lige bag ved os, og da gjaldt det om at være rask paa Tæerne, i en Fart gik det afsted forbi Artilleristillingen. Bagved os kunde Englænderne roligt skyde. Det gik ogsaa godt til vi kom lige forbi Kirkegaarden pa “Kølberg”. Saa sattes der en Granat lige ved Siden af Vognen, men Stedet var temmelig blødt, saa den pustede en Sky af Mudder op over baade Vogn og Heste, men ellers skete der heldigvis intet.

Til Tider var Natteturene heller ikke morsomme. En Nat sattes en Hest til i et Granathul, den anden Hest blev spændt fra og Vognen trukket til Side. Armeringssoldaterne, som udbedrede Vejene ved Nattetide, havde snart parteret Hesten i Granathullet; derefter blev der kastet Jord og Sten ovenpaa, saa den Slags Begivenheder tumledes der ikke længe med.

Det hændte ogsaa en Nat, da vi havde været forude og skulde tilbage igen, at “Kølberg” havde været under Ild. Den Nat sad jeg ogsaa fast i et Granathul med min Vogn, men kom dog paa ret Køl igen. Jeg kunde ikke forstaa, hvad det var, der gav Stød ved Baghjulet, men opdagede da, at der laa nogle døde Kammerater paa Vejen, de var bleven ramte i den Tid, vi havde været forude, og det var dem, Vognhjulet gik henover.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 131-2)

Hjemmefronten

15. januar 1918 – Hans Paulsen: “Morgen gør vi vor første Biltur”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W. den 15. Jan. 1918.

Kære Fader!
Idag vil jeg kuns sende Dig nogle faa Ord, da min nye Virksomhed paa Køreskolen lægger Beslag paa mig selv i min Fritid. Jeg har kuns nogle Bönner til Dig, som Du forhaabentlig ikke vil tage mig ilde op. Vilde det være Dig mulig, at opdrive en strikked ”Kopfschützer”? I Nødstilfælde kan jeg ogsaa behjælpe mig med et strikked Schal eller ”Ohrenschützer” Paa Grund af Knaphed maa vi nemlig trods Kulden paa Vognen behjælpe os med en Simpel Tøjmantel.

Morgen gør vi vor første Biltur. Der gøres altid en Frokost-Station i en eller Restaurant og er det desværre Skik, at Eleverne holder Læreren fri. Det griber naturligviis Punge an og vilde det komme mig godt tilpas, naar jeg atter i Begyndelsen af næste Maaned kunde faa lidt Tilskud. Naar Du ønsker det, kan Du faa Afregning, da jeg over hver eneste Penning, som jeg giver ud, fører nøje Bog. Har Du atter nogle Vokslys? Har I noget Stoppegarn? Muddis Pakke synes jo fuldstændig at være gaaet tabt! – Endnu nok engang haaber jeg, at I ikke holder mine Bøn[ner] for uforskammed!

Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

14. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Ødelagt propel

Skriv en kommentar

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Montag 14.I.1918

8h) Barom. 755, 2-2, 5C[,] N.W. 1,5 doms Schnee

Schiessflüge von zwei K.E. [Kampfeinsitzer] (D.III)
Übungsflug der D.F.W. C.V.2041

2) Barom. 758, 8-6 C.

Infolge zu hohen Schnees rollte die C.V. 2041 beim Landen in eine Vertiefung u. zerschlägt den Propeller.

7h) Barom. 761, 7-8C. Stille, wolkenlos, etwas diesig

(Bundesarchiv RM112/223)

Ikke kategoriseret

14. januar 1918 – Hans Paulsen: “Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W.47. den 14. januar 1917 [fejl for 1918]
Kære derhjemme!
Vi har Middagspause fra 12-2. Lige har jeg spist til Middag. Menuet var lidt knap. Det lød: ”Fleischlos, Nudeln 100 g.” Deraf kan man jo næppe blive mæt, da de kun er kogt i Vand. Men derfor har jeg jo de hjemlige Pakker.

– Lige har jeg faaet Mors Brev. Mange Tak. Jeg bringer vist næppe i mine Breve helt til Udtryk, hvor glad jeg bliver, naar jeg faar et Brev hjemmefra, men I kan tro, at, naar man er saadan ene i en stor By blandt lutter fremmede mest usympatiske Mennesker (Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne), saa er et Brev hjemmefra en Ting, som kan hæve Humøret for en hel Dag. Desværre er det mig helt umulig, prompt at svare derpaa. Derfor skriver jeg hyppigere til Eder Alle.

– Endelig! idag har jeg tilbragt de første Timer paa Køreskolen. Det gaar temmelig gemytlig til der. Vi har 2 Timer sat 2 Slanger paa et Hjul (5 Mand), den 3. Time forsvandt vi stiltiende og spiste vor Nudelportion. Naar jeg kunde tælle alle de Timer sammen, som jeg har trykked mig ved Militæret, vilde det sikkert blive mange Dage. Forleen har jeg med flere andre ”schwänzed” en hel Dag. Det er en temmelig pirrende, men fylder en med Fryd, naar det er fuldbragt og godt overstaaet.

– Forleden spiste jeg med Hinrichs i en ”Mittelstandsküche” [suppekøkken for middelklassen/red.] til Aften. Priis 0.90 M. Vi fik et Tallerken med Kartofler, en Skaal med Sup (udefinerbar, smagløs, grøn, tilsyneladende lavet af Roerstilke) og et Tallerken med Kunstsauce og et Stykke Blodpølse. Det smagte ikke godt, men naar vi atter er i Nød, kan vi jo altid ty derhen. Det er saa gunstig, da Soldater ingen Levnedsmiddelkort bruger at give af der.

– Vi har ogsaa Vinter her. Sneen ligger saa dyb, at hele Sporvognenfærdslen i Byen er standsed. Vore Biler har ogsaa svært Arbejde, Afslæbningskommandoerne har fuldtop at gøre. Snart har vi Frost, snart Tøvejr. Det var ingen behagelig Vejr at staa Vagt i igaar, Fødderne blev gennemvaade. Vi var saa træt og kaput deraf igaar, at vi gik Kl. 6 i Seng.

– Desværre synes Muddis Pakke at være tabt! Paa Frikadellerne glæder jeg mig meget, jeg er for Øjeblikket nemlig kuns anvist paa den knappe Kasernekost.

– Til Slut gratulerer jeg Far til Hussalget.
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

Jeg haaber, i den næste Tid, at kunde sende Eder nogle Billeder med mig i Arbejdsdragt. I kan tro, at jeg ser flot ud deri. –
Kære Far, kan Du ikke sende mig ved Lejlighed til Privatadresse S.W. 47. et Pakke med nogle Kasser gode Cigarer? Jeg kunde faa Brug derfor!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

13. januar 1918 – Jens Iversen: “… en voldsom Maskingeværild”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 13. Januar 1918
Da der i Forgaars havde hersket Ro det meste af Dagen, var jeg i Mørkningen en lille Tur hos Siedels for at høre Nyt, eftersom de bor nærmere Krepost, den gamle, højtliggende Skanse fra Tatartiden, hvor Bolshevikkerne holder til. Siedel fortalte, at de som ogsaa andre Steder i Kvarteret havde indrettet en Slags Salvegarde, en privat Sikkerhedstjeneste om Natten, idet Naboer skiftevis patrouillerer i Gaden, deriblandt Fiedler, der nu om Natten har taget Ophold hos Familien Wiener, desuden Kindermann og nogle Jøder, hvis Synagoge ligger i Petro-Pavlovskaja.

Den røde Kommandant skal have givet Tilladelse til disse Værn. Hänel og jeg har i hvert Fald ogsaa begyndt samme Nat uden for Dom Smirnov. Vi afløser hinanden hver anden Time. I Nat kom Jelisaveta Aleksejevna af og til ned for at spasere med frem og tilbage i det stille Frostvejr, mens vi inde fra Byen af og til hørte Shrapnelerne eksplodere. Hun søger af aflede Tankerne. Da hun endelig mente at være træt nok til at kunne falde i Søvn, gik hun ind til Naboen, der har overladt hende Nøglen.

I Formiddags tog Skydningen pludselig til, men ebbede igen ud ved Middagstid. Da der er Udgangsforbud efter KL. 7, gik jeg hen paa Eftermiddagen til Siedels og kom i Skumringen paa Tilbagevejen ved den midterste Kanalbro ud for en voldsom Maskingeværild, saa jeg maatte søge Læ i en Port. Hjemme igen, kom Fru Chlebnikoff mig for første Gang i disse Dage opstemt i Møde. Hendes Broder, hvis Skæbne ved Fronten i lang Tid havde været ukendt, var pludselig dukket op hos hende og var lige gaaet. Han er Oberst og var Kommandør for et Regiment, men det eksisterer ikke mere. Men hun var glad for, at han var i Live og at han netop nu var kommet tilbage.

Hos os har vi ingen Skydning været udsat for. For saavidt er vor Beliggenhed tilsyneladende gunstig, da Kampens Centrum er den indre By.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

12. januar 1918 – Hans Paulsen: “… hellere vil miste et Ben end en Arm”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin-Schönberg, den 12.1.18.

Kære derhjemme!
Atter er jeg paa Vagt og atter paa en Søndag. Da det næsten er bleven Tradition at skrive til Eder paa Vagt, vil jeg denne Gang ogsaa sende Eder et Par Ord, trods Skrivelejligheden her er daarlig. Brevet ligger nemlig paa mit Skød, derfor er Skriften saa daarlig.

Muddis Pakke med Honningkage, Strømper og Marzipanbrød er ikke ankommet endnu. Derimod fik jeg i dag 2 Bøger fra Tante Laura. – Kan I ikke sende det næste Pakke lidt før afsted, da det imidlertid er bleven lidt knap her? Helst maa I ingen Fiskedaase sende mere, da de let bliver daarlig, naar de staar aaben saalænge, jeg kan jo ikke tømme Daasen saa rask. Fornylig blev jeg nemlig daarlig deraf.

– Besichtigung gennem vor Hauptmann har ikke fundet Sted endnu. Desværre! –

Jeg har købt et einfach Skakspil hos Wertheim [berlinsk stormagasin/red.] til 4.- og spiller saa med Hinrichs. Det er en dejlig Underholdning! – Kan jeg ved Lejlighed faa et Pakke (rødt) Sæbepulver, da jeg gerne vil vadkse mine Strømper og Fodlapper, da de ruinere i Vadskerierne? Fru Wienicke har tilbudt sit Hjælp.

– Fornylig traf jeg i vor Kantine gennem Tilfælde en Skolekammerat, Felix Thomsen, Apotekerens Søn fra Leck. Berlin er dog ogsaa kun lille!

– Her i Vagtstuen er for Øjeblikket en livlig Underholdning i Gang. Vor Vaghavende, med forskudte Fingre, og en 48 aarig Soldat kommer endelig til Resultatet, at de hellere vil miste et Ben end en Arm i Krigen –

Naa, det er nok et Godt Sammelsurium, som jeg har smurt sammen. Men det ligger i Forholdene.

Hjertlig Hilsen fra
Eders Hans

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten

12. januar 1918 – Enkefru Røgind: Nøden og forbitrelsen vokser

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

12. Jan.
Tante Christiane rejser paa Mandag over Christiansfeld, hvorfra Outzen kører hende til Kolding. Hun var endnu meget ophidset over den Behandling, hun havde faaet paa Landraadskontoret, ligefrem blevet behandlet som en Hund; det er skandaløse Tilstande. Hun mente, at herefterdags ingen fik Pas. Nu er Tyskerne saa ædderspændte at bruge Brutalitet som eneste Vaaben.

Her i Haderslev, som ellers har hørt til de begunstigede Steder, vokser Nøden stille, ubønhørligt, og Forbitrelsen med den. Der er næsten ingen Mælk at faa, Mejerierne er befalede at sende deres Mælk til Hamburg, og det er saa slet ordnet, at den bliver sur. Forretningen paa Vojens har et stort Arbejde dermed; den Mælk, der faar Lov at blive her, kommer ogsaa ofte sur hertil og kan ikke taale at koges.Sød Mælk gives der næsten intet af, Folk er fortvivlede, og i det Hundevejr maa de i timevis vente paa Gaden.

Aften: Telegram fra Cathrine, at de har faaet Pas. Sikken Glæde og sikken Snakken, endelig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 146)

Ikke kategoriseret

12. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Stærkt snefald

Skriv en kommentar

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

[Son]abend 12.I.18.

8h) Barom. 751, 0-1,5C.[,] S.O. 0,5 doms bedeckt, diesig

Flugdienst
Einfliegen der B 481

2h) Barom. 749, 0-2,5 C.[,] Ost 2,5 doms[,] bedeckt, diesig.

Flugdienst wird wegen entretenden starken Schneefalls abgebrochen.

7h) Barom. 748, 5-3 C.[,] Ost 4-5 doms[,] bedeckt[,] starker Schneefall.

(Bundesarchiv RM112/223)

 

Søkrig

11. januar 1918 – Max Valentiner kaprer norsk skib

Skriv en kommentar

Den 11. januar 1918 kaprede U-157 under kommando af Max Valentiner den norske damper  “Norefos” (1.788 BRT).  Damperen var afgået fra Mozambique 1. december 1917 med stykgods til Marseille. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter Valentiner:

Kort efter kaprede jeg en nordmand. Den svarede oven i købet helt til det, vi forlangte af en damper.  Han kom fra Madagaskar, vor proppet med levnedsmidler til den franske hær, gav os den fineste kødkonserves og var desuden – hvilket ikke var uvigtigt for Tyskland – ladet med 30 tons gummi fra Mozambique. For slet ikke at tale om vinen, snapsen og delikatesserne. 

Først læssede vi alt gummiet over til mig, så så mange levnedsmidler som muligt, og så tog jeg ham som forspand for mine planer: Jeg ville sejle mod syd, han skulle slæbe mig, så jeg  kunne (tænkte jeg, det skulle vise sig at gå anderledes) spare brændstof…

Inden da havde jeg et rendevouz. Ved øen Ferro ventede et spansk sejlskib med 40 tons wolfram, som jeg skulle have ombord. Desuden skulle jeg samme sted mødes med en tysk ubåd.  I mellem tiden ville nordmanden naturligvis være stukket af. Jeg sendte derfor tyve af mine mænd med kaptajnløjtnant af reserven, Ölrichs, en kendt herre fra handelsflåden, ombord, gav ham en småkalibret kanon så vel som en radiotelegraf med, så jeg kunne opretholde forbindelsen med ham.

Kaptajnløjtnanten modtog desuden en mængde forholdsregler af mig. Han skulle, formanede jeg ham blandt andet, i tilfælde af fare, føre det norske flag ligesom de engelske ubådsfælder.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 244-5)

 

Ikke kategoriseret

10. januar 1918 – Hans Paulsen: “…. en ubehagelig stram Ventetid”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Fortsættelse af brev påbegyndt 6. januar 1918

Den 10. Januar 1918.
Nu tænker I vist allerede, at jeg endelig sidder paa Køreskolen. Nej! heller ikke denne Gang! Tirsdag morgen stod vi alle 2½ Timer i Kulden paa Kasernegaarden og frøs og ventede paa vor Hauptmann. Endelig spurgte vi, paa Kompagnieskrivestuen, om han ikke kom. Derpaa svarede han naadig, at han idag ingen Lyst havde at komme. Nu har han allerede siden den Tid bestemt 2 nye Dage, hvor han heller ikke lod sig see. Hele Besichtigungen udvides nu til 3 efterhinanden følgende Dage, den 1) Exerceren, 2) Instruktion 3) Feldttjeneste. For Øjeblikket lever vi altsaa i en ubehagelig stram Ventetid. Derfor har jeg heller ingen Lejlighed haft til at skrive

– Idag modtog jeg nu Muddis Brev og Pakke 35 med Sæler [dvs. seler/red.] og Bonbons. Et Pakke med Honningkage og Strømper har jeg hidtil ikke faaet, men det kan jo altid komme endnu. I Eftermiddag fik jeg ogsaa Fars Indskrivningsbrev. Mange Tak!

Hjertelig til Lykke med det nye Køb! De er ellers en interessant Efterrætning! Mondt [sic!] Grunden virkelig vil stige saa meget i Værd gennem Kobbermøllens Foretagende? Dit gamle Grundstykke bliver jo saa ogsaa meget værdifuldt! Forhaabentlig forlader Lykken Dig ikke i de nye Omgivelser! Det vil dog sikkert være en glædelig Efterrætning for Peter! Det er ellers en stor Pris for Kobbermøllens nye Huse, men Grundstykkerne er jo lidt dybere. –Jeg maa slutte!

En hjertelig Hilsen til Eder Alle fra
Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

Ikke kategoriseret

10. januar 1918 – Jens Iversen: “… massive Trusler om Skydning og Standret”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A . , Torsdag, den 10. Januar 1918.
Nu er, som det var at vente, Borgerkrigen ogsaa sluppet løs her i Astrakan. I Forgaars havde Chlebnikoff om Formiddagen ikke som sædvanlig været paa Kontoret, og hverken han eller Sønnen Lavrentje var til Stede ved Middagsbordet. Derimod var Jelisaveta Aleksejevna ret nedstemt. I Gaar Morges hørte vi saa ude i Elnik Kanon-, Shrapnel- og Maskingeværskydning, og saa vidste vi Besked. Hen paa Formiddagen sendte hun sin østrigske Skræder Joseph ud til mig med Bøn om med mine Pakkenelliker at overflytte til hende i Dom Smirnov, da hun var ganske alene med Hanel, der jo ofte er borte, og Kokkepigen. Det kun de jeg selvfølgeligt ikke sige Nej til. Af Forsigtighedshensyn tog jeg min Militærhue med, som jeg ikke har baaret et helt Aar, for under Omstændigheder at kunne legitimere mig som “Ikke-Russer”, altsaa som neutral eller dog som nonkombattant. Der skulde ikke gaa lang Tid, før jeg fik Brug for den.

Jelisaveta Aleksejevna fandt jeg behersket, men alvorlig. Hun bad mig forblive hos hende i denne tunge Tid, da ogsaa hendes Liv maatte anses for at være i Fare, siden Natten til i Forgaars hendes Mand og Søn stod i de kæmpendes Rækker Side om Side med de kontrarevolutionære udenfor Byen. Fronterne er nu klart afstukne: Kosakker kontra Bolshevikker, de “hvide” mod de “røde”.

Hänel og jeg har indrettet os i Sønnernes Værelse til venstre for Gangen, medens Fru Chlebnikoff sover paa den modsatte Side i Spise værelset for at være i Nærheden. Eftersom Bolshevikkerne har spærret for den elektriske Strøm, var vi gaaet tidlig i Seng. Kort efter hørtes et forfærdeligt Rabalder udefra Jerntrappen i Gaardspladsen, der fører op til Køkkenet og Glasverandaen paa første Sal. Vor gamle Husdvornik [portner/red.] var skrækslagen retireret, og saa buldrede det løs paa Bagdøren. Vi kom hurtigt i Klæderne og fik aabnet.

En halv Snes Rødgardister med vilde Fagter og opplantet Bajonet var ikke sene om at komme indenfor. Hvem vi var? Hänel fremviste sin Pasport som her i Huset boende Civilfange, og Militarhuen identificerede mig tilfredstillende. Det var aabenbart andre Ting, de var ude efter. Imidlertid kom Jelisaveta Aleksejevna til. Hvor hends Mand var? Om hun gemte paa Vaaben? Det første vidste hun ikke, det andet benægtede hun. Derpaa massive Trusler om Skydning og Standret for falske eller misvisende Opgivelser. Husundersøgelsen – en Soldat blev tilbage i hvert gennemrodet Rum – gav Gud ske Lov intet Resultat, men et Par Flasker Vodka gik dog med i Skyndingen, og vi fik Løfte om, at de kom snart igen, saa det kan jo blive rart.

Det er med en Lettelse, jeg nedskriver disse Linier efter nogle bevægede Nattetimer. Sove kan jeg alligevel ikke. Da Fru Chlebnikoff havde beroliget sig lidt, indrømmede hun, at der laa Vaaben velforvaret under Taget. Vi fik hende omsider overbevist om, at de dog aldrig vilde komme til at gøre Nytte, Afgørelsen afhang ikke af dem, og Aleksej Lavrentjevitj kunde aldrig ønske, at hun skulde udsætte sig for Fare. Endelig indvilgede hun i, at de skulde tilintetgøres.

Da det var usandsynligt, at der i Nat kunde ventes yderlige Visiter, gik vi straks til Værks. Vi hentede ialt en tyve Geværer og Pistoler ned, savede Kolben af og brændte dem med det samme i de to store indmure de Jernovne i Spisestuen, og Resterne nedsænkede vi i Kanalen. Jeg tror alligevel, at det ogsaa har lettet Jelisaveta Aleksejevna, da vi saaledes fik gjort rent Bord. Men denne Nat har dog taget haardt paa hende. Hun tør ikke tilbringe Natten i Lejligheden, og jeg har lige ledsaget hende hen til en Familie i Nabolaget.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

9. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: “Vaterländischer Vortrag”

Skriv en kommentar

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

[Mittw]och [9.I.1]8.

8) Barom. 758, 1-9C[,] N.O. 1,5 doms 1/4 bedeckt, diesig

Flugdienst. Einfliegen der C.VII 3500, sowie C.I. 245/15 und D.III 3151

2) Barom. 756, 4-4 C[,] Süd 2 doms, bedeckt[,] Schnee

Weitere Flugdienst findet wegen allzu grosser Diesigkeit nicht statt.

7) Barom. 754, 7-1 C.[,] Süd 2 doms Schnee.

Vaterländischer Vortrag durch den Flugmaat (B) Pannier. Thema: “Unsere Kolonien bei Ausbruch des Weltkrieges während d[i]esselben und Ausblick”.

(Bundesarchiv RM112/223)

Ikke kategoriseret

9. januar 1918 – Nyeste Efterretninger: “… heftig Ildvirkning i 4 Kilometers Bredde”

Skriv en kommentar

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. De sidste med et par dages forsinkelse.

Nyeste Efterretninger. Dagens Beretning
Det store Hovedkvarter, Onsdag

Den vestlige Krigsskueplads.
Hæregruppe-Kronprins Rupprecht. Under stærkt Ildværn stødte engelske Opklaringsafdelinger frem mod Sydranden af Houthoulst-Skoven. Nogle kompagnier angreb Banen Boesinghe-Staden. Paa intet Sted kunde Fjenden naa vore Linjer; han led haarde Tab i vor Ild.

Paa begge Sider af Lens livlig Artillerivirksomhed. Øst for Bullecourt fandt der flere Gange Haandgranatkampe Sted om mindre Gravstykker.

Hærgruppe Hertug Albrecht. Ved Flirey brød Franskmændene om Eftermiddagen efter heftig Ildvirkning i 4 Kilometers Bredde frem til stærke Angreb. Paa enkelte Steder trængte Fjenden ind i vor Forpostlinje. Forsøg paa at vinde Terræn derud over strandede. Vore Modstød kastede Fjenden i Løbet af Natten tilbage til hans Udgangsstillinger.

Den østlige Krigsskueplads.
Intet nyt.

Den makedoniske og italienske Front.
Stillingen er uforandret.

Fredag den 11. december 1918 bragte Flensborg Avis beretninger fra de udenlandske generalstabe fra onsdag den 9. januar 1918.

Generalstabs-Beretninger.
(W. T. B.)

Den tyrkiske Onsdagsberetning.
Ud over Patrouillevirksomhed  kun livligere Artilleriild mod vort Kystafsnit. Ellers ingen Begivenheder.

Engelske Onsdagsberetninger.
Aften. I Nattens Løb var vort og Fjendens Artilleri virksomt nogle Steder syd for Scarpe. Det fjendtlige Artilleri udviklede ogsaa nogen Virksomhed nordvest for Ypern. Ellers er der intet at melde af særlig Interesse.
Fra Palæstina. Der meldes fornyet Virksomhed af Araberne ved Hedshasbanen. Syd for Maan gennemførte Araberne heldige Undersøgelser mod vigtige Jernbanebroer.

En fransk Onsdagsberetning.
Aften. Gensidig Artillerivirksomhed paa højre Maasbred i Afsnittet ved Høj 304 og ved Beaumont. Et tysk Kup mod vor lille Post ved Memenoy lykkedes ikke. Ellers var Dagen rolig over hele Fronten.

Italienske Beretninger.
Tirsdag. Sne og daarligt Vejr har indskrænket Kampvjrksomheden til et Minimum. Der har kun fundet. Artillerikampe af nogen Heftighed Sted i det østlige Afsnit af A Asiago -Platauet og i Canene ved Monte Tomda, Monsenera og Montello. Nord for Monte Lemerle tog vor Rekognosceringspatrouille nogle Fanger.
Onsdag. Livlige Ildoverfald ved Coallo del Brenta og Forstyrrelsesild over Piavefloden. Mellem valdobbiadenes Højder og Monteloo blev et lille fjendtligt Angrebsforsøg i Retning af Monte Melago (Asiago-Højsletten) forpurret af vor Spærreild. Fjendtlige Troppebevægelser omkring Novanta blev virksomt tagne under Ild.

 

Ikke kategoriseret

8. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 8/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det store Julepakke jeg modtog i Gaard. Det var alt sammen i god Behold, saa du kan tro jeg spiser i Dag. Her har vi ordentlig Vinter ikke alene udenfor, men ogsaa i mine Tænder. Jeg har jo riglig faaet 3 Tænder ud, men nu er der 4 andre Stumper der gør ondt, saa jeg kan næsten ikke skrive. Det ender med at jeg skal have dem trukket ud ogsaa, saa har jeg sandelig ikke mange tilbage.

Hvordan gaar det ellers med Freden hos jer. Her siges det at Russerne vil til at begynde igen. Dersom det er tilfældet maa i nok købe mig en Gaard ved Lejlighed, og se at faa mig Reklameret til Foraaret, men bliver det til Fred med Russerne behøver i det ikke for saa skal vi nok blive ferdig til Foraar allerede.

Mange herlige hilsner sender Eder alle
din Søn Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

Ikke kategoriseret

8. januar 1918 – Tønder Luftskibsbase: Lavthængende skyer

Skriv en kommentar

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

Dienstag 8.I.18.

8h) Barom. 741, 5-1 C. N.W. 2,5 doms[,] doms 3/4 bedeckt, sichtig.

D.F.W. C.II No. 9091/16 wird eingeflogen.

2h) Barom. 743,5, 5-2 C.[,] N.W. 2 doms 3/4 bedeckt, sichtig.

Wegen tiefhängender Wolken findet kein weiterer Flugdienst statt.

7h) Barom. 745,5 5-3C.[,] N.W.2 doms wolkenlos [resten ulæseligt]

(Bundesarchiv RM112/223)

Søkrig

7. januar 1918 – Max Valentiner: “Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod”

Skriv en kommentar

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.

Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)

 

Ikke kategoriseret

7. januar 1918 – Mathias Damm: “godt at Onkel er Fangenskab”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 7 Januar 1918.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 31. Det er da godt at Onkel er i Fangenskab, om ogsaa saaret. De engelske Læger ere lige dygtige, som de tyske, saa de skal nok faa ham kludret i Lavn. At det Spænd paa Løgtepold ikke altid vil gaa, vil jeg gærne tro. Han kunde ogsaa godt have ventet med sligt til efter Krigen, kanske han saa havde faaet fornuftigere Tanker. Foreløbig er der da intet i Veien at han dør af Alderdom. Nu mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

6. januar 1918 – Jens Thomsen: “… at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.”

Skriv en kommentar

Et afslaaet Angreb.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Den 6. Januar 1918.
Natten er mørk, meget mørk, Maanen kommer først frem Klokken 12 og Klokken er først syv om Aftenen. Jeg er lige kommen ud i Granathullet og har afløst min Kammerat med hans Betjening. Jeg er nemlig ved et Maskingevær-Kompagni og er Geværfører; foruden en saadan gaar der tre eller fire Mand med ud i Linjen som Skytter. Den Geværfører, som jeg havde afløst, var nu gaaet ind i Houthoulst-Skoven i Reserve.

Den første Mand af min Betjening stod paa Vagt. Da pludselig begyndte Fjenden at lægge Trommeild paa mit Afsnit. Selv stod jeg ved min Vagtmand, da han var temmelig ny i Fronten, og spejdede ud i Mørket. Intet at se, blot Lynene af Granaterne og Shrapnellernes Eksplosioner blænder Øjet; efter et Kvarters Tid er det atter stille. Den første og den anden Time gaar rolig, Klokken 8,48 aabner Fjenden atter sin Trommeild, og denne Gang paa en saa forfærdelig Maade, at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.

Trommeilden tog til og alt paa et kort Afsnit, saa vidt jeg kunde fastslaa. En Dobbeltpost havde jeg opstillet for straks at være rede til at skyde, naar Fjenden kom. Et Teltstykke havde vi over os, det var det hele. Sprængstykker raslede imod og igennem dette Stykke Lærred. Klumper af Jord fløj ned paa os, uden at gøre os nogen Skade. Den ene Vagtpost fik et Sprængstykke paa den ene Arm, men det havde ingen Kraft til at slaa igennem. En anden Skytte, som laa hos mig, fik et Sprængstykke imod Haanden.

— Giv Agt! raaber Skildvagten, og med det samme fløj en Granat ned i min Fordybning. Den eksploderede dog ikke, men den ene Side af Fordybningen begravede os til Dels. Kort derefter kom nok en anden og satte sig ved Siden af den første. Heller ikke den eksploderede; det var vidunderlig, saadan et Held som vi havde — hvis blot en af de to var eksploderet, saa havde vi alle været i bore. Men Held maa man have i Krigen, siger Kammeraterne og saadan var det ogsaa her.

Efter halvanden Times Forløb ophørte Ilden, og Englænderne kom i Sneskjorter frem til Angreb. Dog havde vi opdaget dette i Tide. Saa let skulde det ikke blive for ham at trænge ind i vore Linje; pludselig satte alle Maskingeværer deres Ild i fuld Gang, og efter en halv Times Forløb var Kampen endt — Angrebet var afslaaet. Nu begyndte vore Sanitetstropper at bjærge de saarede, Fjender faavel som Venner. Resten af Natten forløb roligt. Saadanne Foretagender sker hver Nat paa Fronten i Flandern.

Gefr. Jens Thomsen, Ballum.

(Fra Flensborg Avis 23. januar 1918)

Ikke kategoriseret

6. januar 1918 – Hans Paulsen: “…. og lidt prøjsisk Historie”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 6. Januar 1916.

Kære Forældre Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke, hvorfor jeg takker Eder mangen Gange. Maa jeg bede Eder, næste Gang at sende et Brød, som ikke er saa gammel, hvis det da er mulig, fordi det, som jeg fik igaar, er fuldstændig tør og stenhaard.

Hvor rar af Fru Mikkelsen at sende mig et halvt Hvedebrød! Jeg fik ogsaa et Nytaarskort af hende. Paa Fredag fik jeg ogsaa et Brev af Fru Lenschau.

I Overmorgen har vi Besichtigung gennem vor Hauptmann. Det bliver en stram Tour, men værst er dog Forberedelserne. Morgen har vi gennem Feldwebelen ”Vorbesichtigung” og Examiner i alt, hvad en Soldat skal vide, og i ”Unser strategische Lage”, ”Ursachen und Anlass des Krieges”, ”Unser Verfassung” og lidt prøjsisk Historie.

Paa Onsdagmorgen Kl. 8 skal vi saa træde an i Køreskolen og saa begynder forhaabentlig den gode Tid som Belønning for den overstaaede stramme Tid.

Brevet fortsættes

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

Ikke kategoriseret

5. januar 1918 – Mathias Damm: “… naar man kravlede 14-16 m i Jorden”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5. Januar 18.
Kære Moder!
Mange Tak for Pakkerne fra d 27 og Kort fra den 28-29, som jeg modtog i Aftes. Jeg har det stadig godt hernede i Frankrig. Hjemme hos eder vilde man nok drukne, naar man kravlede 14-16 m i Jorden ved Juletid, og her er det snart for tørt. Thi Læberne revner, naar man sover 6 Timer ved en opvarmet Kakkelovn. Luften er for tør, og det hjælper kun lidt om man stiller Vand paa Kakkelovnen, for at det skal dampe. Men godt at det aldrig er saa slemt som naar Læberne revner af Kulde. Naar man her staar to Timer paa Post, er de atter hele. Det er her rigtig Vinter. Det fryser, saa det knager, men i Rusland er det vist værre. Men der behøver der jo ikke at staa saamange Poster nu.

At Guste ikke hører fra Mathias undrer mig slet ikke, thi der er der ikke Orden for en rød Øre mere. Derfor er det intet Under, at Postsageme gaar tabt. Hovedsagen er at Fangerne i det hele har det bedre nu, og de bliver nok allerede saa langsomt samlede til Udveksling, baade her og i Rusland. Er Stephan endnu hos Onkels? Her er de alle borte nu, som her har arbeidet i Etappen. Gid de andre Magter ogsaa vilde besinde sig, men de ere ligesaa Stædige som før. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

Her er nu et Billede til C. F. og H. saa kunne de jo brænde dem med Manden fra sidste Krigslaan som Rasmus udtrykte sig.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

3. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… et uhyggeligt Besøg”

Skriv en kommentar

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i januar 1918 befandt sig i Flandern.

Kort efter Nytaar havde vi en Nat et uhyggeligt Besøg. Det kunde til Tider Hænde, at Vandet pressede paa Nyrerne, og saa maate man jo ud selv om det var Nattetide. Kosten var nemlig temmelig vandet og næsten uden Indhold af Næring og Søvnen som Følge deraf lidt urolig.

Saadan gik det mig en Nat jeg var uden for, og da jeg lyttede, kunde jeg høre Flyverne. Paa lyden kunde man ganske tydeligt høre, det var en engelsk Flyver. Lidt efter gik jeg ind igen, lagde mig i “Sengen” og trak Dækket over Hovedet. Hele Kompagniet havde Opholdsrum i Kælderen. Kort efter lød et Brag uden for vort Kældervindue og Vinduesskærmen kom ind i Kælderen til os. Min gode Ven, W. Jensen, laa ved Siden af mig og jeg tiltalte ham med; Sover du, Willi! Træk tæppet over Ørerne, der er Flyvere uden for.

Flyene smed 9 Bomber rundt omkring Hospitalet. Da Uvejret var drevet over, gik vi ud for at se paa Skaden. Værst var det gaaet ud over en af Træbarakkerne, hvor 10 Heste laa saarede og døde. Hele Barakken var saa gennemhullet som et Si. P. Grevsens Apotekervogn var heller ikke bleven skaanet, og om den kunde transporteres videre var et Spørgsmaal.

Da det blev Dag, blev alle ti Heste flaaede og parterede; det gav nu rigeligt med Hestebøf og transporteret tilbage til Føde og for Krigsfangerne, som mange Steder var beskæftiget ved et eller andet Arbejde.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset, mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 128-30)

Ikke kategoriseret

Håndbog for krigsrekrutterne

Skriv en kommentar

Før verdenskrigen fandtes der i Tyskland en omfattende litteratur for værnepligtige. Adskillige forlag udgav håndbøger, hvor soldaterne kunne læse om alt fra faneed og hilsepligt til omgang med våben og orientering i terrænet. Forlagenes militære håndbogsvirksomhed blev på ingen måde indstillet ved krigsudbruddet, hvor det potentielle marked med indkaldelsen Læs videre Håndbog for krigsrekrutterne →