Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig.

Om morgenen den 29. kl. 6 gik englænderne over til storm og brød igennem til højre for os. Alle telefonledninger var afbrudt, og ingen vidste, hvad der gik for sig. Batteriet fyrede ustandseligt. Feltartilleriet til højre begyndte at gå tilbage. Henimod middag kunne vi se Tommy kravle rundt på højen foran os. Da mandskabet så ham komme, stak de fleste af, vi blev kun 5 mand tilbage i stillingen, det var løjtnant Hefs, som for øvrigt havde kigget for dybt i flasken., underofficer Dräger, telefonist Raonnowsk, sygebærer Thron og så mig.

Vi forskød så størstedelen af ammunitionen hen ved et par hundrede skud. Det var et besværligt arbejde, da vi måtte bære ammunitionen et langt stykke. Løjtnanten havde bestilt forstillingerne [kanonernes forvogne/red.], men de kom ikke. Forbindelsen med bataljonstaben var afbrudt, så vi var anvist på os selv. Jeg fik mit rødekors armbind på og legitimationsbeviset frem, for at have det ved hånden, thi vi ventede hvert øjeblik, at Tommy skulle komme og tage os med, han lå nu kun ca. 100 m. fra os. Til højre kunne vi se de tyske granater hugge ned i højde med os, vi kunne også se hvordan Tommy søgte dækning derovre.

Kl. ca. 4 kom der en enkelt rytter bagfra ned imod os, da han kom nærmere, opdagede vi at det var underofficer Schöning fra vort batteri, han skulle vel sagtens se, hvordan sagerne stod. Tommy lod ham komme temmelig nær, for så at modtage ham med maskingeværild, da han mærkede det, gjorde han kort omkring og sprængte af sted i susende galop. Det var et halsbrækkende ridt at se på, thi han måtte over et terræn med en masse granathuller. Vi ventede hvert øjeblik, at hesten skulle styrte, men han undslap virkelig.

Imidlertid var der ankommet tysk forstærkning, som besatte en skyttegrav på højden bag os. Vi ventede i stillingen til kl. 6 og besluttede så, at vi ville gå tilbage til den omtalte skyttegrav. Stålhjelmene trykkede vi ned over ørerne og så af sted.

Til at begynde med var vi dækket i en sænkning, hvor der stod et par pilebuske, men aldrig så snart vi havde forladt sænkningen, begyndte et maskingevær at rasle ned imod os. I næste sekund lå vi fladt på jorden, vi fortsatte så i korte spring langs et feltbanespor, kuglerne klaskede mod skinnerne, andre sang forbi ørerne på os, det er uhyggeligt sådan at være skydeskive og mærke kuglerne i umiddelbar nærhed af hovedet.

Vi nåede alle uskadte op til infanteriet. Vi var kommet fra hverandre undervejs, og dumpede selvfølgelig på forskellige steder ned i graven. Jeg kunne ikke finde de andre og fortsatte alene over mod Levergies´. Byen blev stærkt beskudt og jeg sad vel en time i et hul i udkanten. Derefter begav jeg mig på vandring længere tilbage, og langt om længe traf jeg også de andre fire.

Da Thron så mig, sagde han, det var da godt, at du kom, jeg ville af sted for at søge efter dig, thi jeg troede, at du var blevet ramt, da det varede så længe inden du kom. Nu var vi kommet ud af ildlinjen, vi gik tilbage til Fresnoy le Grand og glædede os til, at vi nu kunne få lidt ro. Men næppe var vi ankommet, før det hed sig at alle, som var kommet fra stillingen, skulle gøre sig færdig til at hente kanonerne. Det var et sørgeligt budskab, og tilmed regnede det i stride strømme, men vi måtte af sted.

Hen ved kl. 10 ½ kørte vi bort, og kl 12 nåede vi Levergies´. Den blev beskudt så tag og mursten raslede ned alle vegne. Vi kørte gennem byen og gjorde holdt i udkanten. Her blev forstillingerne ladt tilbage. Officerstedfortræder Strand, som havde kommandoen samlede fodmandskabet, og det gik lydløst ned mod stillingen. I umiddelbar nærhed af stillingen gjorde han holdt, karabinerne var selvfølgelig parate. Derpå sendte han to mand hen til hver kanon, som forsigtigt skulle undersøge understandene, thi vi ventede, at de var besat af englænderne. De kom alle tilbage med meldingen, at understandene var fri. En melderytter, som var med, blev sendt tilbage for at hente forstillingerne.

I mellemtiden gjorde mandskabet kanonerne klar til afmarch. Forstillingerne kom en for en med et kvarters mellemrum og vi åndede lettet op, da den sidste kanon kørte ud. Sagen var nemlig kritisk, thi kanonerne stod mellem linjerne i ingenmandsland. Vi var hele tiden bange for, at englænderne skulle høre støj og afskyde lyskugler, så var vi opdaget, og det var en smal sag, at skyde forspandet ned. Vi mærkede ikke det mindste til dem, muligvis var de igen gået noget tilbage om aftenen.

Vi kørte tilbage gennem Levergies´og Segnchart til Fontaine Uterte, hvor vi gik i stilling om morgenen kl. 5. Om natten blev byerne rømmet både af civil og militær. Civilbefolkningen skulle være ude af deres hjem i løbet af en time. Jeg så rømningen af Segnchart. Det var et sørgeligt skue, folkene stod udenfor i bælgmørke og øsende regn med deres små børn og de få ejendele, som de kunne føre med sig. Man måtte have et hjerte af sten, hvis man ikke kom til at føle medlidenhed med dem. Her kunne krigen ses i hele sin gru.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)