Den tyske satireblad Kladderadatsch havde følgende lille sang til nedenstående meddelelse i Politiken om kongelige forhandlinger om køb af en hvid hest.
Nordischer Sang Die Zeitung Politiken meldet aus Kopenhagen, das der dänische König wegen Ankaufs eines prachtvollen weissen Pferdes unterhandelt, auf dem er nach Besitznahme des Grenzlandes über die Grenze reiten will.
Heil sei dem Tag, allwo aus stolzem Schimmel Der Dänenkönig triumphiert, Und gnädig möge sein der Himmel, Daß ihm beim Einzug nichts passiert!
Die sanfte Gangart bringt des Stalles Meister Dem Ross schon bei mit sichrer Hand, Denn peinlich wär’ s, fiel’ koppheister Herr Krischan ins „erkämpfte” Land.
Kein Zweifel darf den Sinn uns trüben, Dass der Triumph dem Herrscher glück, Den Grenzstein selbst einst zu verschieben. (Im Geist ist er ja schon verrückt
Avisen Politiken meddeler fra København, at den danske konge forhandler om køb af en pragtfuld hvid hest, som han efter overtagelsen af grænselandet vil ride over grænsen på.
Hil den dag, hvor på stolten skimmel
Danskerkongen triumferer,
Og må himmelen være nådig,
At intet sker ved indtoget.
I let gang fører staldens herre
gangeren med sikker hånd,
for pinligt ville det være, faldt
Hr Krisjan på hovedet i det “tilkæmpede” land.
Der må ikke være nogen tvivl om,
at herskerens triumf lykkes,
selv en gang at skubbe grænsestenen.
(I ånden er den jo allerede flyttet)
Den 28. juni 1919 bragte Flensborg Avis et brev om feriebørnene fra Slesvig By.
(Brev til „Flensborg Avis”)
Slesvig, 26. Juni 1919. Fra Laaland er der kommet mange glade Efterretninger fra Børnene, og Forældrene er mest fornøjede: Folk gik til „Schleswigsche Nachrichten” og vilde have nogle af Børnenes Breve offentliggjort; men Bladet vilde ikke optage noget, fordi det maaske ikke passede med dets tidligere Udtalelser.
Mange er kede af, at de ikke fik deres Børn med. Her gik Rygter om, at der skulde afgaa fleree Transporter af Børn, og man begyndte saa at løbe i Byen for at faa Børnene med. I Dag blev de til Danmark sendte Børns Forældre opfordrede til at aflevere Børnenes Levnedsmiddelkort, men man vilde ikke give dem tilbage.
Det tyske Udvalg er nu ogsaa ved at anbringe Børn her paa Landet. Børnene har under Krigen haft Landophold og veed, hvorledes de har haft det der, og Landmændene vil heller ikke have Børnene. Det hedder, at der i 120 Sogne kun har været anmeldt Plads for 20 Børn.
I „Schleswiger Nachrichten” beder Damer om Tøj til Børn, som Forældrene ikke vilde have til Danmark. Man hører intet om Børn, der kommer paa Landet her.
Forældrene er henrykte over Modtagelsen paa Laaland, hvor Børnene hilstes med Musik. Mange af dem blev saa straks af Plejeforældrene udstyrede med de nødvendigste Klæder. Børnene skriver, at de har faaet Chokolade og andre gode Ting; de kommer ikke til at faa Hjemlængsel.
I Sammenligning med de flensborgske Børn havde Børnene fra Slesvig et daarligere Udseende, og her findes endnu saa mange Børn, som trænger Haardt til et Ferieophold i Danmark og ønsker at komme bort.
Folk har igennem deres Børn faaet en bedre Mening om Danmark end den, „Schleswiger Nachrichten” foreskriver dem, og mange Forældre er glade over, at deres Børn nu lærer Dansk.
Her følger et Brev af en 13-aarig Dreng fra Slesvig By
Den 28. juni 1919 bragte Flensborg Avis et brev fra et af de feriebørn, der var sendt til Nakskov med damperen Ægir den 21. juni 1919. Det var den 13-årige Christian, der skrev hjem til sine forældre i Slesvig By. Brevet var skrevet på tysk, men bragtes i oversættelse.
Danmark, d. 22. 6. 19.
Kære Forældre! Jeg meddeler eder, at vi er vel ankomne, og alle endnu er sunde og ved godt Mod; haaber det samme om eder, I kære.
Vi ankom Klokken 11 til Flensborg, fik allerede straks dejlig Te og Kiks. Vi overnattede paa et Hotel. Saa sov vi 3—4 Timer og blev igen vækkede klokken 3½. Henad 5 gik det bort saa Flensborg til Dampskibet; her fik vi Brød og Æg. Allerede da Damperen var i Bevægelse, lod nogle Børn fra Flensborg sig endnu tage med, og der var Jubel og Sang. Fra Klokken 5 Morgen til 5 Aften sejlede vi med Skibet paa det aabne Hav; intet Land var at se, og Bølgerne var saa høje; de sprøjtede op paa Skibet.
Da vi saa om Aftenen ankom til Laaland, stod der i Land fuldt af Mennesker, som vilde se os. Musik og alting var der. Saa gik det med Musik gennem Gaderne. I en Gade gjorde vi Holdt, og alle blev udsøgte, hvor de skulde hen. Vi kom først ind paa et Hotel; her gav det Chokolade at drikke og mange Kager. Jeg drak 5 Kopper Chokolade, og Kagerne har jeg slet ikke talt. Til dette Hotel kom saa Herrerne og hentede os. Jeg blev meget venlig modtagen, og vi gik straks gennem Byen; jeg fik straks en ny Dragt, en Hue og et Par Sko og et Par helt fine Støvler og 2 Par Strømper og 2 Sweatere.
Nu maa jeg slutte; thi jeg veed ikke mere. En hjertelig Hilsen til eder alle sender eders Christian.
Den 21. juni 1919 sejlede den danske forfatter og digter Valdemar Rørdam med damperen Ægir, som bragte feriebørn fra Flensborg og Slesvig By til Nakskov og Korsør. I artiklen “Sønderjylland – Nordslesvig?”, hvis første del blev bragt i Nationaltidende den 27. juni 1919, kom han ind på feriebørnenes rejse og skrev blandt andet om deres tilstand:
Hvad var det nu for Børn? Det var Krigens sønderjyske Købstadsbørn, underernærede, utilstrækkelig klædte, mange ligefrem udsultede og halvnøgne; faderløse eller dog hjælpeløse; alle paa en eller flere Maader nødlidende. Hvor beundringsværdigt pænt end størtste Parten var hjemmefra pudsede og pyntede til Rejsen, hvor rørende stolt end mange af de smaa fortalte om alt, hvad de var vant til at spise – det kunde baade ses og føles, hvad de fejlede. […]
Senere kom han ind på deres sprogkundskaber:
Den Ladning Børn fra Flensborg og Slesvig, som i Lørdags stod Nakskov ind, syngende og jublende efter 11 Timers Sejlads med ikke saa lidt Regn og Blæst undervejs, var i “Ægir”s Nøddeskal, selve den “kompakte tyske Majoritet” fra disse to Byer. Tysk talte og Tysk sang de, som Hjem og Skole Lærte dem. […]
Feriebørn ombord på damperen Ægir på vej til Nakskov og Korsør den 21. juni 1919. Bag børnene ses midt i billedet en rygende Valdemar Rørdam (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
De manglende dansk kundskaber kom også til at sætte deres præg på den festlige modtagelse i Nakskov:
I Nakskov Havn blev Børnene modtagne af en myldrende Menneskemængde med Faner og Musik, af den stedlige Komité med Hvedebrød og Chokolade ved festligt dækkede Borde af ders ventende lollandske Førere og Værtsfolk med den ømmeste Omhu og Kærlighed. Musiken spillede “Det er et yndigt Land” og “Slumrer sødt i Slesvigs Jord”, “Kong Christian” blev tusindstemmigt sunget. Flertallet af Børnene kendte ikke disse danske Nationalsange, men de forstod, at Danmark hilste dem Velkommen. Og de, der skulle videre, sang ved Bortsejlingen, som de havde sunget om Morgenen i Flensborg Havn “Mein Heimatland, ade”, og hvad de nu ellers kunde, den en vemodige tyske Soldatervise efter den anden.
Det hele blev i øvrigt filmet, klip fra filmen kan ses i René Rasmussens lille film Slesvigske børns ferierejse 1919
I slutningen af november 1918 var størstedelen af den tyske flåde blevet interneret ved den britiske flådebase Scapa Flow på Orkneyøerne. Den var stadig bemandet af den tyske marine, men kun med det aller nødvendigste mandskab. En planlagt underskrivelse af den endelige fredstraktat i Versaille lørdag den 21. juni 1919 fik den øverstkommanderende over de tyske skibe i Scapa Flow til sidst på formiddagen at give ordre til at sænke dem. Ifølge traktaten skulle den tyske flåde nemlig overdrages til sejrsmagterne og det ønskede man at forhindre. Ordren blev staks iværksat og ud på eftermiddagen lå det mest af den tyske højsøflåde på havets bund.
Tyske krigsskibe i Wilhelmshaven kort inden afsejlingen til internering i Scapa Flow (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)
Nyheden om den tyske flådes sænkning, nåede dog først de danske avisers forsider mandag. Da Flensborg Avis ikke havde nogen mandagsudgave, bragte den først nyheden tirsdag den 24. juni:
Tyskerne sænker de internerede Krigsskibe i England.
Reuters Bureau i London udsendte i Aftes følgende opsigtvækkende Telegram:
„Admiralitetet meddeler: I Eftermiddags er et Antal af de internerede tyske Skibe i Scapabugten blevne forladte af Besætningerne og sænkede. Besætningerne befinder sig i sikker Varetægt.”
Senere fremkom der gennem Reuter en udførligere officiel Fremstilling: Alle de i Scapabugten interneredetyske Slagskibe og Slagkrydsere er blevne sænkede med Undtagelse af Slagskibet „Baden”. Ligeledes er 5 lette Krydsere sænkede, medens de andre 3 blev satte Paa Stranden af Slæbedampere. 13 Torpedojagere blev satte paa Stranden, 4 flyder, de øvrige ersænkede. Den tyske Kontreadmiral og de fleste Tyskere om Bord paa Skibene befinder sig under Bevogtning paa britiske Krigskibe. Nogle Skibsbaade, som opfordredes til at stoppe, nægtede dette og blev beskudte. Et ringe Antal Tyskere blev dræbte eller saarede. Svarende til Vaabenstilstandsbetingelserne var Skibene internerede med smaa tyske Besætninger uden britiske Vagter om Bord.
Tysk krigsskib lodser sin ammunition inden afsejlingen til internering i Scapa Flow. De tyske krigsskibe afleverede ikke alene al deres ammunition, men besætningerne reduceredes også til det allermest nødvendige (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)
Endvidere melder et Telegram fra Edinburgh af Søndag: Der var truffet Forholdsregler. til at besætte den tyskeFlaade Mandag, hvis Fredstraktaten blev undertegnet, da Skibene i saa Fald uden videre vilde være gaaede over til deallierede. De tyske Besætninger paa Skibene, der nu er sænkede, havde forudset denne Hensigt.
Over Amsterdam meldes: Ifølge et Reutertelegram fra Thuro af 21. Juni om Middagen var Hejsningen af et rødt Flag Signalet til at sænke de tyske Skibe. Besætningerne gik i Baadene og roede mod Land. Da Bevogtningsskibene fyrede, sprang Tyskerne i Vandet og svømmede til Kysten. Efter hvad Telegraafmelder fra London, blev der ikke hejst et rødt, men et tysk Flag. Alle Slagskibeog Slagkrydsere er sunkne undtagen „Baden”, som driver endnu. Det førsteSkib sank kort efter Middag, det sidsteførst Klokken 4½.
Foreløbig foreligger kun disse Efterretninger om selve Kendsgerningen. Detmaa afventes med nogen Spænding, hvad de allierede Magter vil sige til denne Handling.
Tyske krigsskibe i Wilhelmshaven kort inden afsejlingen til internering i Scapa Flow (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)
I kolonnen det “Det brændende Spørgsmaal” bragte Flensborg Avis forskelligt om de forestående afstemninger, den 13. juni 1919 blandt andet:
Toldere og Syndere.
Menighedspræst Thade Petersen skrider i „Heimdal” til Kloppenborg Skrumsager: „Holdt Sydslesvigerne sig til os og vort Folk, som Tolderne og Synderne efter Luk. 15,1 holdt sig til Jesus, sandelig jeg skulde ikke være med til al drive dem bort. Men det er jo det, de ikke gør. Gennem Petitioner og Folkemøder dernede fra vilde jeg gerne se Vidnesbyrd om, at de holdt sig nær til vort Folk, eller endda bare nærmede sig til det, ja om det saa kun var, længtes efter det. I Steden for hører vi kun om hysteriske Udbrud af Had og Fjendskab fra store Møder paa Skærsbjerg, i Gottorp Slotsgaard og andre Steder. Med det for Øje kan Sydslesvig nu ikke sammenlignes med Nordslesvig i Trediverne og Fyrrerne. Hvor kan du Afstemningen i Sønderjylland. dog nævne Fischer, Wall og Hübsch i Aandedræt sammen med Idealister som P. Hiorts Lorenzen, P. Chr. Koch og Fr. Fischer? I Nordslesvig sov Danskheden. Derfor kunde den vækkes. I Sydslesvig er den død – oven i Købet for Befolkningens egen Haand. Derfor er der ikke mere noget Haab sov hen. I Nordslesvig stejlede den danske Vilje mod tysk Tvang og Rænkespil. Derfor sejrede den. I Sydslesvig er det netop den danske Vilje, der er borte. Saa længe jeg ikke faar den at se, tror jeg ikke paa nogen National Omvendelse.”
Th. Petersen lever paa Afstand fra tredje Zone. Han burde læse Indlægget i „Flensborg Avis” for i Gaar „Hastværk er Lastværk” med Eftertanke. Det vil give ham en Fornemmelse, som han vilde faa bekræftet ved at færdes i de paagældende Egne, af, at Angelboerne ikke er Tyskere. De Møder som er foranstaltede af det tyske Udvalg, imponerer ikke os. Det kan holde lige saa store Møder i Nordslesvig.
Vil Tyskerne stemme alligevel? Samtidig med at det tyske Udvalg officielt lader erklære, at Tyskerne ikke skal veltage i Afstemningen i første Zone, forbereder man sig underhaanden til det modsatte. Det fremgaar tydeligt af nedenstaaende Brev, som offentliggøres i.Hejmdal” (Oversættelse)
Aabenraa, den 7. Juni 1919. Vi beder om Deres Hjælp til den tyske Sag og anmoder Dem om at komme til Stede ved en Drøftelse paa „Grethen´s Hotel” Torsdagen den 12. Juni, Eftermiddagen Klokken 4. Vi havde allerede den 5te ds. et godt besøgt forberedende Møde, paa hvilket de udenbys Damers Adresse blev fastslået. Det drejer sig om en Kvindeorganisation til Agitationen ved den forestaaende Afstemning og om Uddelingen af Flyveblade.
Efter Bemyndigelse Fru Dr. Wiemer.
Vil Tyskerne skrive under? Et Telegram fra Berlin til „Politiken” fortæller følgende, som for en Gangs Skyld lyder rimeligt nok:
Den 18., 19. eller 20. Juni vil antagelig være de kritiske Dage, da Tyskland afgøre sit Ja eller Nej til de allieredes endelige Fredsforslag. Trods alle højtklingende Taler og tonende Avisartikler er der i indsigtsfulde Kredse kun faa, som tvivler om, at Svaret vil blive et: „Ja, i Guds Navn da, naar det ikke kan være andet.”
Paa Vildspor. I Mandags Aftes, holdtes i „Philharmonie” i Berlin det bebudede Møde for de “voldførte” Folkeslag. Der skal have være: Tyrker, Bulgarere, Indiere, Irlændere osv. En Advokat Or. Boysen gav en Oversigt over det slesvigske Spørgsmaal op udtalte herunder, at der ved Afstemningen i Slesvig maatte kræves to Trediedeles Flertal for Adskillelse fra Tyskland. Opnaaedes ikke et saadant Flertal, skulde hele Slesvig-Holsten forblive. under Tyskland. Saafremt dette Krav ikke blev opfyldt, vilde det tyske Flag atter blive hejst ved Kongeaaen.
Paa den Konto optræder en Tysker som Ordfører for et „voldført” Folkeslag, nemlig for de Tyskere, som ved et Krav om to Tredjedeles Flertal vil voldføre Landets Befolkning, der er forblevne trofast under de prøjsiske Erobreres Tvangsherredømme.
Flensborg Avis var den sydligste dansksprogede og dansksindede avis, og fulgte alle aspekter af de forestående folkesafstemninger i Slesvig tæt. Avisens redaktionelle linje i grænsespørgsmålet var en ny dansk-tysk grænse langs Danevirke.
Det tyske Udvalgs Arbejde
Det tyske Udvalg, der i sin Tid gik Tiggergang fra Byraad til Byraad, ogsaa i det danske Slesvig, trænger atter til Penge. For at fremskaffe disse er der udsendt et langt Opraab, undertegnet af Amtsdommer Dr. Ewoldt af Sønderborg, der former sig som en Slags Redegørelse for Udvalgets Arbejde. Opraabet er ifølge „Dybbøl-Posten” betegnet som fortroligt.
Der skildres, hvad Udvalgets Arbejde koster: Et helt Bureau er i Flensborg sysselsat med at bearbejde Dagspressen og føre et Forsvar mod den danske Oversvømmelse af Presseartikler. „En vældig Flod af danske Flyveblade l begge Sprog oversvømmer hele Nordslesvig. Hidtil er der kun ført det nødtørftigste Forsvar, da hvert Oplag af flyveblade for en Landkreds maa være paa 10,000, altsaa tilnærmelsesvis 50—100,000 for hele Slesvig.”
Som Bierhverv er Agitationen ikke mulig: (i Rejsepenge og Dagpenge ydes 25 Mark eller 7— 900 Mark maanedlig for hver Mand. For „kun 12 Mand” bliver dette alene 10,000 Mark maanedlig. Gennemarbejdelse af alle Spørgsmaal, som er af Betydning for Fredsforhandlingerne, ved sagkyndige, er af Betydning. Der er dannet en Retskommission under Landraad Bøhme, en Kulturkommission under Kredsskoleinspektør Schacht og Pastor Schmidt i Vodder, som bearbejder Overgangsspørgsmaal for Kirke og Skole „i Tilfælde af delvis Afstaaelse”, og en økonomisk Kommission, som bearbejder alle Spørgsmaal af økonomisk Art.
Det politiske Arbejde drives af et Hovedkontor i Flensborg og Enkeltudvalg med Skriverhjælp i Kredsene. Der føres Forhandlinger med Regering og Parlament. „Dertil et Kontor i Berlin og stadig personlig Føling med Hovedkontorerne i Berlin og Weimar.”
Dertil er der hidtil, det vil sige i Begyndelsesstadiet, „inden Flensborg og Mellemslesvig syntes stærkt truede”, maanedlig brugt omtrent 25,000 Mark. Fra 1. Maj regner man mindst med en maanedlig Udgift paa 50,000 Mark. „Der maa mindst skaffes Driftskapital for 6 Maaneder, da Arbejdet paa Grund af, at man ikke kan regne med en hurtig Udførelse af Fredstraktaten, maa holdes paa Højden hele Sommeren” Blandt det, man hidtil har naaet ved Hjælp af de omtrent 100,000 Mark, som er brugte, nævnes, at „Regeringen er bleven stærk og opgiver os ikke uden at spørge os, men holder i Afstemningsspørgsmaalet paa vort Standpunkt. Tidligere sagde den: „Danskere, tag, hvad I ønsker”, men nu hedder det: „Vi redder saa meget som muligt”.”
Hvad gavner denne Organisation? spørges der. „Der er Udsigt til ved en Udsættelse af Afstemningen at redde det hele. Flensborg og Flensborg Fjord kan sikkert reddes, det vil sige Slesvigs økonomiske Knudepunkt, og dermed maa ogsaa Angel og den frisiske Marsk reddes. Om dette er 300,000 Mark værd, er der vel ingen Tvivl om. De Pengemidler, som for Tiden staar til Raadighed, er smaa, saa Stillingen er kritisk. Hurtig og storslaaet Hjælp er nødvendig.”
Man paakalder saa alle mulige Institutioners og Personers Hjælp, minder ogsaa om, at Overpræsidenten har et „Nordgrænselandsfond”.
Om det tyske Udvalgs Opraab skriver „Dybbøl-Posten”: „Det viser blandt andet hvor ærligt det tyske Udvalg og den tyske Regering mener det med Selvbestemmelsesretten. Det gælder ikke om at faa denne gennemført og faa en Klaring af det nordslesvigske Spørgsmaal, men kun ifølge den gamle tyske Røvermoral om at redde saa meget som muligt.”
I kolonnen det “Det brændende Spørgsmaal” bragte Flensborg Avis forskelligt om de forestående afstemninger, den 1. juni 1919 blandt andet:
Et tysk Forslag. I et Uddrag af det tyske Modforslag, som er udsendt gennem Wo’ffs Bureau, hedder det: Med Hensyn til Slesvig foreslaar den tyske Regering, at Grænsen for Afstemningsomraadet mod Syd falder sammen med den Linje, som betyder Omslagslinjen for de sproglige Flertal, saa at de Kommuner foretager Afstemning, der i den territoriale Sammenhæng indeholder over 50 Procent Danskere. Afstemningen sker kommunevis paa een og samme Dag. De tyske Myndigheder vedbliver at bestaa under Afstemningen, men underordnes under en Kommission, bestaaende af lige mange Tyskere og Danskere med en svensk Opmand.
Tyskland gaar med til at sløjfe Fæstningsværkerne paa Helgoland; derimod maa nødvendige Forholdsregler til Værn for Kysten og for Fiskerihavnene bevares.
Fredstraktatens Forskrift om, at Kiel-Kanalen stilles under en international Kommission, kunde kun være antagelig, hvis der handledes Paa samme Maade med alle andre Forbindelsesveje mellem Havene.
— Tyskerne er et vidunderligt Folkefærd. De foreslaar for ramme Alvor, i et Dokument, der fremlægges for Fredskonferencen, at der kun skal være Afstemning saadanne Steder, hvor men i Forvejen veed, at Danskerne er i Flertal!
“Fyns Venstreblad” for Fredag Morgen er ude med et Ovefald paa „Flensborg Avis” og Redaktør Christiansen, der er holdt i en Tone, som tilstrækkeligt viser, at Bladet ikke tror at kunne klare sig med et sagligt Angreb. Nærværrende Blad mener, det ligger under dets Værdighed at svare paa den Slags Ting. Kernen i Odense-Bladets Artikel er en Sigtelse for, at „Flensborg Avis” tilslører, hvor ringe Jordbund dens Standpunkt har i Befolkningen, i Vælgerforeningen osv. Dette tillader „Fyns Venstreblad” sig at paastaa efter at Redaktør Christiansen lige havde krævet Vælgerforeningsmødet indkaldt for at saa fastslaaet i Offentligheden, hvor mange eller hvor faa der delte hans Opfattelse.
Afstemningen i den danske Rigsdag har „Flensborg Avis” tit nok omtalt. Hvad de nordiske Udtalelser angaar, da er „Flensborg Avis” ikke ene om at mene, at det eneste, der er at sige hertil, er, at det er beklageligt Misgreb fra dansk Side at spørge Nordmænd og Svenskere om, hvor Danmark skal sætte sin Grænse.
[…]
Om Mellemslesvig skrider „Danskeren”: „For det første kan Stillingen i Mellemslesvig ikke sammenlignes med den i de nordlige Amter alene af den Grund, at der føler man sig tryg og sikker, godkendt og anerkendt som man er baade i København og i Aabenraa. I Mellemslesvig føler man sig endnu forskudt. Det er sørgeligt, at det skal siges, men saadan er det. Og hvor kan de andet. Lyt til tyske Samtaler i Kupeerne, naar man rejser en Tag med Hovedbanen. Og man hører stadig det samme. — Flensborg gaar med! — Nej, nej, Flensborg gaar ikke med. — Flensborg gaar med, Stemningen er helt for Danmark. — Men Danmark vil ikke have Flensborg. Regering og Rigsdag stritter imod af alle Kræfter. Saadan refereret efter Hukommelsen fra en Rejse for faa Dage siden.
Dernæst maa man tage i Betragtning den mere end sparsomme Udbredelse, den danske Presse har paa de Kanter. Befolkningen er endnu helt i de tyske Skillingsblades Vold. Her maa og vil der sandsynligvis indtræde en Ændring til det bedre, naar Oplysningsarbejdet forud for Folkeafstemningen tager sin Begyndelse. At Danskheden i disse Egne, stridende sig frem imod Vejr og Vind, trods det møder op med en saa betydelig Stemmetilvækst. er mere end Anerkendelse værd. Det burde hos os alle vække den dybeste Samfølelse.
Sammenholdes hermed maa ogsaa, at de tyske Stemmer trods det forhøjede Vælgertal er saa godt som stillestaaende. Alt dette taler ikke til Fordel for Paastanden om den „kompakte Tyskhed” efter Indlemmelsen. Tværtimod det taler om jævn og naturlig Danskheds Vækst, som vi kun kan være glade ved. Der var Steder nok i Nordslesvig, hvor man i Aarene før Krigen var taknemmelige for mindre end det.”
Om Kreddagsvalget i Kær Herred skriver „Flensburger Nachrichten”, at kun 40 Procent af Vælgerne har stemt, og at af de andre 60 Procent de fleste ved Folkeafstemningen vil stemme tysk.
Bladet faar undskylde. For at faa den Historie til at glide i Folk maa det dog give den et lille Skær af Sandsynlighed.
Tidligere Landraad Rogge holdt for nylig tysk Møde i Medel by, og i Søndags holdtes der tysk „Skovfest” i Padborg under der Amtsforstanderens Ledelse; W. Fiehler af Flensborg talte.
Redaktør Ander Lebecks beretninger om sin rejse på Angel for undersøge danske sindelag gik ikke upåagtet hen, og førte blandt andet til nedenstående læserbrev i Flensborg Avis.
Naar man læser A. L.’s Beretninger fra hans Tur til Angel, maa man forbavses over denne Herres Naivitet.
Tror han virkelig, han kan komme derned, forestille sig for Folk som Journalist fra et dansk Blad og saa spørge dem helt officielt om deres Mening med Hensyn til en eventuel Tilslutning til Danmark.
Saa røber han et beklageligt Ukendskab til de Forhold, han ellers nok vil gælde for at kende. Angelboerne skal nok vogte sig for at give deres Mening til Kende, naar de veed, hvilken Brug der gøres af deres Udtalelser, og at de er bestemte til under Navns Nævnelse at komme offentlig frem i Bladene.
For det første synes Hr. A. L. jo ogsaa at ville gøre sine Studier i Folkestemning hos Agenter for det gamle prøjsiske Junkerregimente.
Han kunde saamænd have sparet sig Umagen: Angelboen vil betragte den, der spørger paa en saa paatrængende Maade, med Mistanke og allermindst paa denne Maade røbe sine inderste Følelser for at paadrage sig Forfølgelser og Angreb fra det tyske Udvalgs og dets Agenters Side. Hr. A. L. faar at høre en Del tomme Talemaader og en Del Udenomsnak.
Det veed enhver, der kender Angel paa Forhaand. At tillægge Hr. A. L.’s Studier i Folkestemning nogen Betydning, vilde for Angels Vedkommende være meningsløst.
Det tyske satirerblad “Kladderadatsch”, der solgtes i hele Tyskland, beskæftigede sig også fra tid til anden med situationen i Sønderjylland/Nordslesvig. I maj bragte bladet et digt, der som omkvæd brugte slagordet “Up ewig ungedeelt”, en popularisering af en passus i det såkaldte Ribebrev fra 1460, der af de tysksindede blev brugt som argument for at Sønderjylland/Nordslesvig var tysk.
Schleswig-Holstein
Im Norden liegt ein schönes Land, Gedroht von List und Ränken; Des fremden Gier streckt aus die Hand, Das wollen wir bedenken. Deutsch ist das Land von alters her, Deutsch ist das Volk und deutsch das Meer, Deutsch ist das Lied, das dort erklingt, Und, was das Volk erzählt; Und durch ein halb Jahrtausend klingt Der Schwur, den nie die Zeit verschlingt: Up ewig ungedeelt!
O Schleswig-Holstein, trotziger Gau Der Dämme und der Deiche, vom Elbstrand bis zur Königsau, Du Land der Doppeleiche — wie haben wir für dich geschwärmt, Um deine Leiden uns gehärmt In stolzer, ach, verklungener Zeit, Da auszog, kraftgestählt, Der Väter Schar für dich zum Streit! Und durch Altdeutschland klang es weit: Up ewig ungedeelt!
Da ward für dich viel deutsches Blut Am Alsensund vergossen; Wie klingt der Name Düppel gut, Von lichtem Ruhm umflossen! — Heut aber sehn in stumpfer Ruh’ Des deutschen Landes Lenker zu, Wie dich zerreißt des Räubers Hand; Und das sei nicht verhehlt: Es ward das wort- o Schmach und Schand’!- Zu Spott im ganzen deutschen Land: Up ewig ungedeelt!
Du aber, Michel, wache auf Und raffe dich zusammen! Es heult und tobt der Feinde Hauf, Es steht dein Haus in Flammen. Und schläft der Wächter auf dem Turm, Weck’ ihn mit deines Zornes Sturm; Denk’ an die Brüder du im Nord, Die harte Sorge quält; Und laß ans Herz dir fort und fort Als Mahnung Hallen du das Wort: Up ewig ungedeelt!
Den 26. april 1919 bragte Flensborg Avis en beretning om et møde, afholdt to dage forinden angående de flensborgske feriebørn.
I Torsdags holdt de Komiteer i Flensborg, der forbereder Flensborgske underernærede Børns Landophold i Kongeriget, et Møde, paa hvilket det oplystes, at hverken de kommunale eller statslige Myndigheder nu vilde lægge yderligere Hindringer i Vejen for Tankens Udførelse, især da Forsøget paa at anbringe et større Antal Børn i Holsten og Sydslesvig er strandet.
Der er i Flensborg, efter at der een Gang var offentliggjort Meddelelse i Bladene, indtegner omkring en tre Tusind Børn til Rejsen, deraf alene henved et Tusind hos Mellemslesvigsk Udvalg. Der er en Del blandt, som taler eller forstaar Dansk, men selvfølgelig ogsaa en Mængde tysktalende. Det vil dog næppe blive saa svært at komme over Sprogvanskeligheden over for de smaa Gæster.
Medens den af Arbejderraadet nedsatte Komite paatog sig de afsluttende Forhandlinger med Myndighederne og Lægerne, vil man fra anden Side saa hurtigt som muligt søge at faa Ordningen og Fordelingen gennemført. Den dansk Sundhedsstyrelse har forlangt, at Lægeundersøgelsen stal finde Sted tidligst Dagen før Afrejsen.
Redaktør E. Christiansen modtog i Gaar Middags et Telegram, hvorefter Østasiatisk Kompagni tilbyder at afhente omkring ved 2400 Børn i Flensborg i tre Gange, begyndende den 4. Maj Morgen. Der forespurgtes, om alle nødvendige Forhold var ordnede, saa Tilbudet kunde modtages. Der er herpaa svaret, at det smukke Tilbud bør modtages, men at Begyndelsens saafremt det et muligt, gerne skulde udsættes til den 8. Maj, da det vil knibe med at faa alle Forberedelser gennemført.
Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
København er — det véd alle — en fodboldinteresseret By. Og da det blev bekendt,at vore sønderjydske Gæster under deres Ophold i England havde uddannet et Fodboldhold,var det jo selvsagt, at der, mens de opholdtsig i København, maatte etableres en lilleMatch.
A.B. var straks villig og indbød Sønderjyderne til en Kamp paa sin Bane Søndag den23. Marts.
Det tjener nu ikke det københavnske Fodboldpublikum til synderlig Ære, at ikke flere end detgodt og vel Par Hundreder Tilskuere, der havde givet Møde, interesserede sig for at konstatere,hvor megen Fodboldkultur, vore sønderjydskeLandsmand havde tilegnet sig i Feltham-Lejren. Saa snart der pibes til Samling af A.B. modK.B., „Frem“ eller B. 93, skal de nok troppe op; men er det lidt ud over det almindelige, som her: en Match, hvis Kampmoment formodesat være ringe, holder de sig borte.
“Det sønderjydske Hold faar efter Fodboldkampen overrakt et Erindringsbæger” 23. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”, 1919.Og det var virkelig interessant at se, hvad Sønderjyderne havde lært sig. Selvfølgelig kundede langt fra hamle op med de veltrænede Studenter. De spillede som Folk gør det, der kommersent med i Legen, men frisk og fair, medgod Villie og Forstaaelse af Spillets tekniske og taktiske Principper.
Efter Spillet holdt Raadmand Jessen Tale og forærede paa „Sønderjydsk Fond“ s Vegne hveraf Gæsterne et lille Sølvbæger til Minde om Kampen.
Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
BESØGET I VOR FRUE KIRKE
Onsdag Formiddag d. 19. Marts var der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Vor Frue Kirke. Enkeltvis ankom de sammen med deres Værter og blev indladt i Kirken gennem Indgangen mod Frue Plads.
Pastor Henriksen modtog dem, og snart var Kirken fyldt til sidste Plads. Mellem de Tilstedeværende var der en Mængde Præster med Biskop Ostenfeld i Spidsen.
Der var ikke gjort noget videre for at pynte den i sig selv pragtfulde Kirke, nogle Blomster ved Alteret og et Par diskrete Dannebrogsflag, det var det hele.
Efter at P. Lauritsens Sang: „Slesvig, du er dyrekøbt“ var afsunget, talte Stiftsprovst Ussing fra Prædikestolen.
“De sønderjydske Gæster i Frue Kirke” 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.
Det skulde ikke være nogen egentlig Gudstjeneste, sagde han, man vilde kun gerne vise Sønderjyderne den Seværdighed, som Kirken var. Han vilde til et hjerteligt Velkommen knytte den sønderjydske Sanger Brorsons Salme: „Her vil ties, her vil bies“. Sønderjyderne havde vist, at de kunde tie. Vi heroppe havde ogsaa tiet, men ofte havde vi sendt Bønnens Due over Grænsen, Haabet var aldrig dødt i Danmark, og nu kom de sønderjydske Krigsfanger her til Landet som Oliebladet, der varsler, at Syndfloden er til Ende.
Stiftsprovsten sluttede med en bevæget Bøn for Sønderjylland.
Efter en Korsang med Musik af J. P. E. Hartmann gav Stiftsprovsten i korte Træk Kirkens Historie. Bl. a. sagde han om Kirkens Ødelæggelse i 1807, at Englænderne nu havde indset den Fejl, de havde begaaet den Gang, de bombarderede København, og siden da de undlod at hjælpe os i 64, og at de paa den smukkeste Maade havde lagt deres Følelser overfor os for Dagen ved deres store Venlighed mod Sønderjyderne.
STUDENTERFORENINGENS GÆSTER
Efter Besøget i Vor Frue Kirke samledes de sønderjydske Gæster og deres Værtsfolk Klokken 12 i Studenterforeningens Festsal, som var smukt dekoreret med Dannebrogsflagog Foreningens gule Banner, om de dækkede Frokostborde.
Den ledende Senior, cand. jur. Schlotfeldt, bød Sønderjyderne Velkommen som Gæster blandtdansk Ungdom.
Man indledede med „Det haver saa nyligen regnet“, hvorefter den ledende Senior paany togOrdet for med en kort Motivering at udbringe et „Leve for gamle Danmark“, som besvaredesmed 9 taktfaste Hurraer.
Departementschef Hiort- Lorentz en takkede derefter Studenterforeningen for den smukke Tankeat indbyde Sønderjyderne.
Herefter fik Pastor Troensegaard-Hansen Ordet. Han talte stærkt og gribende om Oplevelser fra sit Ophold i England og om Glæden vedGensynet i denne Festtid. „Paa mine sønderjydske Drenges Vegne“, sluttede han, „siger jegdem alle en inderlig Tak for disse Dage, som vi aldrig skal glemme.“
Efterhaanden var man naaet gennem Frokosten og begyndt paa Desserten, under hvilken Chr.Gottschalch meget smukt og følt sang nogle Sange, Axel Juels „Flaget“ og Bruuns og Lehmanns „Velkommen Brødre fra Sønden Aa“, ogFormanden motiverede et Leve for den danske Student, hvorefter Axel Juel læste egne Digtehøjt, blandt andet et smukt Hyldestdigt til dehjemvendte Sønderjyder.
“I Studenterforeningens solfyldte Festsal” den 19. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage i København”.
En af Krigsfangerne Hans Hansen, fra Haderslev, gav uforbeholdent Udtryk for den Stemning,som trods alt behersker Sønderjyderne, nemlig Længselen efter at komme hjem. Han takkede iøvrigt hjerteligt for den Velkomst, hanog hans Kammerater havde mødt.
Efter at Formanden for Akademisk Skytteforening, Kontorchef Nandrup havde bragt en smukHyldest til de sønderjydske Kvinder og Hjem, og Sønderjydsk Forenings Formand, OverretssagførerManthey- Wagner havde talt for PastorTroense-Hansen og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen for Pastor Jensen, der ligeledes har gjort et stort Arbejde blandt de sønderjydskeKrigsfanger, gav Direktør Brunn nogle praktiske Oplysninger om Programmet for de nærmesteDage, og efter at endnu nogle Talere havde haft Ordet, deriblandt Grosserer Holm, Fru Osten fra Aabenraa og Direktør Bang, udbragte den ledende Senior et Leve for Drs. MajestæterKongen og Dronningen, hvorefter den vellykkede Fest sluttede med „Der er et yndigt Land“.
S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
UDFLUGTEN TIL HILLERØD
Med morgenfriske og fornøjede Ansigter mødte Sønderjyderne Mandag Morgen Klokken 9 paa Nordbanegaarden — lidt betagede endnu af Indtrykkene fra den store Raadhusfest Søndag Aften men ikke Spor af medtagne. De blev fulgt dertil af deres Kvarterværter, og de blev straks modtagne med Musik af 1ste Artilleriregiment, som under Ledelse af Løjtnant Merrild spillede gamle danske Melodier.
Viften med Lommetørklæder fra alle Kupevinduer, Viften og Vinken fra Perronen, og saa bruste Toget af Sted.
Alle Villakvartererne under Vejs og alle Smaabyerne langs Banelinien var flagsmykket, og i Holte og i Birkerød mødte Skolebørnene op i samlet Flok, festklædt og under deres Banner og hilste Sønderjyderne med Sang.
I Frederiksborg, hvor alle Flagene naturligvis var ude, vajede Statsskolens lyseblaa Banner over en Menneskemængde, der fyldte hele Stationspladsen. Grosserer Chr. Holm. Fru Gedde og Boghandler Poulsen gjorde Honnør paa Komitéens og Byens Vegne, uden mange Ord, men med hjertelige Haandtryk, mere behøvedes heller ikke.
De raske og praktiske akademiske Skytter, der i disse sønderjydske Dage gjorde udmærket Nytte som Fest- og Ordensmarskaller, fik hurtigt Sønderjyderne fordelt mellem de elskværdige Frederiksborgere, der havde indbudt dem til smaa Frokostselskaber i Hjemmene.
„Det er kun altfor meget!“ sagde Sønderjyderne glade og taknemmelige, og lidt efter saa man i det lille hyggelige Hillerød det smukke Gadebillede, som vi nu kender fra København: En Vært, der broderligt spadserer med sin sønderjydske Gæst, eller med et Par Gæster, som bærer det hvide Armbind med Dannebrogsmærket.
Sønderjyderne kiggede sig alle Vegne interesserede omkring, „for det er jo første Gang, vi er paa Sjælland”.
“Sønderjyder ved Hostrups Mindesmærke i Hillerød” 17. marts 1919, efter “De Sønderjyske Dage i København”, 1919
Slottet imponerede dem allerede ved sin ydre Skønhed, og de blev længe staaende foran Granit-Mindesmærket for deres gamle Ven Digteren Hostrup, med de syngende Lærker, der stiger op over den modne Kornmark.
Kl. i 1½ samledes man i Slotsgaarden, hvor Musikkorpset modtog Selskabet med en rask Marsch, og hvor en Mængde af Byens Folk var mødt. Damerne rakte Sønderjyderne smaa Buketter af Vintergækker, omvuudet med røde Baand.
Jo mere Sønderjyderne havde set her i disse Dage, des mere tavse var de blevet, og des tydeligere har man af deres Udtryk kunnet læse, hvor tilfredse de var. Men den Dag paa Frederiksborg Slot fik de Tungebaandene rigtig løst og blev talende. De blev det i den Grad, at vi Københavnere, som har været der de hundrede Gange for at vise Gæster rundt, efterhaanden syntes, at Nationalmuseet næsten blev nyt for os, medens vi hørte paa dem. Om alt dette historiske vidste de Besked, grundigt, og paa en egen Maade, saa man gøs, hvis man kom til at begaa en Fejltagelse, naar man forklarede dem noget, og de saa rettede Fejlen.
— Vi kender det jo altsammen, men det bliver saa levende her, sagde de.
Foran Portræterne af Heltene fra 48 og 64 blev de længe staaende, og hvor der var et Maleri med Voldgrave og Fæstningsværker, gjorde de Sammenligninger mellem dem og de nutidige Skyttegrave, som de selv havde ligget i.
Redaktør Bernild ledede Forevisningen; og efter den, og efter at man inde i Slotskirken havde sunget „Der er et yndigt Land“ og hørt Fru Mengel-Thomsen oppe fra Orgelet synge „Kongernes Konge” og „Slesvig, vort elskede omstridte Land”, skulde man samles ovre i Hotel Leidersdorff. Det kneb med at faa Sønderjyderne derover. De blev staaende nede i Gaarden og talte om alt. hvad de havde set deroppe i Salene, og beundrede det store Springvand, som i DagensAnledning sendte sine højeste Kaskader til Vejrs.
“Sønderjyder i Frederiksborg Slotsgaard” 17. marts 1919, “De Sønderjyske Dage i København”, 1919
Men omsider kom de da derover, hvor Kaffebordene ventede. Arrangementet var i al Beskedenhed. Partikulier Carstens holdt fra Scenen i Teatersalen en pæn Tale, hvori han sagde: — Har vi nu lært at sige Tak til Gud for, at vi har faaet det, vi har gaaet og sukket efter? Fremtidig skal I ikke mere længes hjem, for nu er I hjemme. I skal sige: Nu vil vi kæmpe for Danmarks Sag. Og vi skal sige: Ingen Lunkenhed mere, men Enighed i Danmark. Nu sletter vi Aaen, nu er der kun eet Danmark. Haab paa Renhed og Lykke for det.
Grosserer Chr. Holm fra „Sønderjydsk Fond” her i København takkede Frederiksborg-Komitéen. Hillerød havde vist, at der var Hjerterum; for i Stedet for at beklage sig over Pladsmangel havde Byens Borgere klaget over, at der ikke var kommet mange flere Sønderjyder — de, der ingen Gæster havde faaet i deres Hjem, følte sig forurettet.
Med Musikkorpset — det var i Ilden næsten uafbrudt — i Spidsen marscherede alle, Sønderjyder og Frederiksborgere, i sluttet Trop til Banegaarden. Paa Tærskelen udbragte en Sønderjyde et „Leve Hillerød!” og saa begyndte Hurraraabene, der fortsattes paa alle Smaastationerne helt ind til Hovedstaden. Langs Banelinien, et ‘ godt Stykke udenfor Hillerød, stod Folk i Rækker og viftede med deres Lommetørklæder, saa de inde fra Toget lignede et hvidt Gærde. Og paa alle Perronerne, Birkerød, Holte osv., var Folk samlet og’ viftede med Flag og raabte Hurra, lykkelige over at faa et Glimt af de unge, blonde Landsmænd søndenfra, her i Forbifarten.
Paa Villa-Balkonerne mellem Stationerne, hvor Taget fløj hastigt forbi, stod Husets Damer flere Steder med mægtigt store Flagduge, som de holdt i de øverste Hjørner og lod bølge ud imod de forbidragende.
Nogle af Frederiksborg-Værterne fulgte med her til København; og ved Afskeden hørte vi en af dem sige til sin Sønderjyde: — Kom saa igen næste Aar, som De har lovet mig, og tag Konen med!
Der blev aabenbart knyttet varige Venskaber i disse sønderjydske Dage.
S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
FESTGUDSTJENESTEN I GARNISONS KIRKE 16. MARTS
Klokken 10 Søndag Formiddag den 16. Marts afholdtes der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Garnisons Kirke. Allerede Kl. 9½ var den rummelige Kirke fyldt til sidste Plads og Folk stod langt ud ad Gaden.
De fleste Sønderjyder sad med deres Værtsfolk oppe paa Pulpituret, nogle enkelte stod op foran Alteret. Det blev en gribende og smuk Højtidelighed, der vil efterlade smukke Minder hos alle de tilstedeværende.
Da Orgelet intonerede „Den signede Dag —” sang alle med, saa det store Kirkerum gav Genlyd. Pastor Olfert Richard talte. Hans Præken kunde alle forstaa; det var jævne og varme Ord, der kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Han sluttede sin Tale med følgende Ord til Sønderjyderne:
„Og her favner nu i Dag en Moder igen sit hjemkomne og befriede Barn. Thi, sønderjydske Brødre, nu er I hjemme. Hvil nu i eders Moders Favn og glem al eders Nød! I er i Danmark, hvor I altid har hørt hjemme. Hin naadefulde Dag, da den gamle Frankermunk Sankt Ansgar gik over Ejderfloden, da var Jesus atter kommet til Grænsen af Hedningeland. Da kom Evangeliet til Danmark, thi dernede ligger Danmarks Grænse fra ældgamle Dage og i Guds Øjne.
Vi har aldrig glemt dette i Nødens Time. Eders Moder har aldrig holdt op at sørge over eder. Klædte hun sig end yndigt hver Vaar i sin lysegrønne Kjole med mange brogede Blomster i, og bredte hun ved Vintertid sin hvide Kaabe om sig, hun havde dog altid Taarer i sine Øjne og bar eders Navne i sit Hjerte. Og se, da Nøden var størst, saa var Hjælpen ogsaa nærmest. Thi da blev Nøden utænkelig stor, da hendes Sønner maatte bære Vaaben i fjerne Lande under en Fane, de ikke kunde elske, og mod Folk, de tænkte venligt om. Og der kom mange Sørgebud om faldne Sønner, seks Tusinde dyre Navne, som sover i fjerne Grave. Da saa det ud, som hendes Haab skulde slukkes. Thi hun havde ventet saa meget af denne Ungdom, der nu var blevet moden, og kom I ikke nu, saa kom I aldrig.
Da vendte Bladet sig i Skæbnebogen; og snart kommer Genforeningens store Sommerdag. I er Svaler paa Gennemrejse, som bebuder Sommeren. O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil! I havde Troen, eders Kvinder ikke mindst, I troede trods alt, og I bevarede den sejge, faste Villie, skønt I var de faa og de sinaa, og se, nu sker det, som I vilde.
A f Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne . . .
“Udenfor Garnisons Kirke efter Festgudstjenesten” 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919
RIGSDAGENS FORMIDDAGS-FEST FOR SØNDERJYDERNE
Efter Gudstjenesten i Garnisons Kirke drog Sønderjyderne fulgt af tætte Skarer af Københavnere til Christiansborg, hvor Rigsdagen havde indbudt dem til Frokost.
Der var dækket i den store Restaurantsal og i flere af de tilstødende Lokaler. Og Borddækningen var helt igennem fiks. En af de sønderjydske Gæster sagde da ogsaa: „Det er længe siden, vi har siddet saa godt i det!“ Og i det hele traf man i Rigsdagen de sønderjydske Gæster i et saa taknemmeligt Humør, at det gjorde det bedste Indtryk.
— Da man var naaet gennem den enkle Frokost-Menues første Ret, bød Folketingets Formand, Hr. Pedersen-Nyskov, Velkommen. Vi byder Dem — sagde Taleren — Velkommen her i Rigsdagens Hus. Og vi længes kun efter den Dag, da vi kan byde de danske Slesvigere Velkommen her i Danmark (Hør!). Med beundringsværdig Sejghed har vore Landsmænd i Sønderjylland kæmpet for og opretholdt Danskheden. Og de Unge, som vi samles med i Dag, har jo kun kæmpet for at bevare Retten til at blive i det Land, de altid har elsket.
I, vore unge Gæster, vender nu tilbage til et Land, hvor der hersker Nød og Sorg over Tusinder af Faldne, men midt i Sorgen har dog baade I og vi den Glæde, at vi er sikre paa Genforeningen. Og vi heroppe vil gøre, hvad der staar i vor Magt, for at læge de Saar, Krigen har slaaet. Vi gør det, fordi vi holder af jer og fordi vi føler os forvisset om, at Sønderjyderne — og ikke mindst de Unge — vil tilføre Danmark en national Kraft, der vil bidrage meget til at samle vort Folk saaledes, at det vil gaa en lys og lykkelig Fremtid i Møde.
Nu, i Genforeningens Glæde, vil vi mindes og takke Fædrene for det Arbejde, de har udført. Paa de Kæmper, der ligger i deres Grave, og som ikke naaede at se deres store nationale Haab opfyldt, vil vi anvende det gamle Ord:
„Den, der saar med Graad, høster med Frydesang“. De har saaet Trofasthedens og Kærlighedens Sæd. Deres rige og gode Høst vil vi nu i Fællesskab bjerge hjem til Gavn og Ære for hele det danske Folk. Gamle Danmark leve! (Stærkt Bifald.)
— Efter Frokosten besaa næsten alle de sønderjydske Gæster Rigsdagsbygningen fra øverst til nederst. Rigsdagsmedlemmerne optraadte ved denne Lejlighed selv som Ciceroner.
“Sønderjyder i Rigsdagens Læsesal” den 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919
DEN STORE RAADHUSFEST SØNDAG DEN 16. MARTS
Søndag Aften den 16. Marts — Dagen efter Ankomsten — fejrede Byen København Sønderjyderne ved en Fest i Raadhussallen.
Over 1000 Københavnere var stævnet sammen og for dem blev Aftenen en Oplevelse. Del var ikke Talerne og Sangene, der gjorde det, hvor smukke eller stemningsfyldte de end var; det var Synet af disse unge, vejrbidte Mænd, den Glæde, der straalede ud af deres Øjne, og saa Bevidstheden om alt det, disse Mennesker havde gaaet igennem.
Og saa een Ting til!
Bevidstheden om, hvor lidt vi selv har gaaet igennem i disse Krigens Aar, der skyllede Guld op paa vore Strande, Guld, der var malet af Lidelser og Smerte, Had og Vanvid hos hele den øvrige Verden.
Vi følte os saa smaa, saa ubetydelige, og vi havde vænnet os til at betragte os som disse Europas kloge Hoveder, der havde forstaaet med Behændighed at holde det hele borte fra os selv.
Ved at se disse Menneskers Glæde forstod vi, at dette var det første, det eneste, vi har gjort under denne forfærdelige Krig, første Gang, vi har evnet virkelig at skabe den Lykke, der faar et Menneske til at glemme alle udstaaede Lidelser.
Professor Vilhelm Andersen sagde i sin Tale, at der endnu var eet tomt Felt i Raadhusets Hal, hvor Aarstallet for Sønderjyllands Tilbagegivelse skulde staa, og først da var Huset færdigt. Alle, der var til Stede ved denne Fest, og som hverken har sultet eller savnet, stod det med eet klart, at der i vore egne Hjerter længe — for manges Vedkommende altfor længe — har manglet den samme Indskrift.
Vi har trængt til denne Skrift paa Væggen, og vi lærte at forstaa det den Aften i Raadhusets Sal.
Og vi saa, at der altsaa virkelig var Mennesker, der saa hen til os som Vennerne, Befrierne og Ejerne af den Lykke, som de regner for den højeste.
Og disse Mennesker gik rundt i vor Bys Hus og trykkede vore Hænder, sagde „Tak“ , og saa os ind i Øjnene, saa det varmede og fyldte os. Der steg en Hjerternes Varme op mod disse Sønderjyder og en Tak fra dette lille Land, som de vil tilhøre, og med hvilket de vil regne det for en Lykke at blande Blod, og Spørgsmaalene døde mere og mere paa vore Læber, og til Slut stod Københavner mod Sønderjyde og vidste heller ikke andet at sige, end „Tak“ .
Nationaltidende have også taget forsiden i brug til at berette om sønderjydernes første dag i København – klik her for at læse nærmere (eksternt link)
S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade. Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:
DE FØRSTE SØNDERJYDSKE SOLDATERS ANKOMST TIL KØBENHAVN
Vi havde ventet at modtage dem i Foraarssol, med en broget Blomsterregn, med Festsmæld i alle røde og hvide Dannebrogsflag.
Skæbnen vilde, at det i Stedet for Foraarssol og Flag blev Byen København, der illuminerede for de første sønderjydske Soldater, der ombord paa „Primula stille stævnede ind mod Danmarks Hovedstad, hilst af en bølgende, jublende Menneskemængde.
Det gamle, irrede Kronborg, med Solflammer i alle Slotsvinduer, havde med Kanondrøn paa Kanondrøn budt Sønderjyderne det første, danske Velkommen, og ned langs en flagsmykket Kyst med rødmende Aftensol over alle sorte Foraarsmarker var man sejlet, for endelig under en Festillumination af Byen Københavns gule, røde og grønne Lys og Lanterner at glide ind i Frihavnen og modtages af dette bølgende, sorte Menneskehav:
Leve Danmark og Sønderjylland! Sønderjylland leve!
Syngende sejlede Primula ind i Frihavnen. Man kunde høre, at det var Landsmænd, der var ombord. Op i Aftenmørket steg „Der er et yndigt Land“ og bagefter lød „Kong Kristian”, mens Menneskesværmen inde paa Kajen faldt i, Gang paa Gang afbrudt af Hurraraab og det hjertelige, oprigtige: „Velkommen — Velkommen hjem!” Tusindvis af Hænder blev rakt op mod Primulas Skibsskrog — tusindvis af Hænder vilde række de sønderjydske Soldater Haanden til Goddag. De store Følelsers Tid var vendt tilbage. . . !
“Dagens Nyheders Medarbejdere gaar fra ders Motorbaad ombord i “Primula” ud for Kronborg og er de første Københavnere, der byder Sønderjyderne Velkommen” fra bogen “De Sønderjyske dage i København”, 1919
Der stod en ung Sønderjyde ved Rælingen og saa ud over denne begejstrede Menneskemængde, der strakte Hænderne op imod barn, viftede med Hatte og Lommetørklæder og lod ForaaretsBlomster regne ned over sig — og han udbrød i dette Øjeblik:
„Vi havde selvfølgelig ventet, at manne vilde tage imod os — men saa graue manne Folk som her, var der knap paa hele Slagmarken!“
Han udløste vist den almindelige Mening ombord. Det var let at se, at Sønderjyderne var overvældede af den varme Ankomst. Alle trængte frem, hilste paa dem og bød dem Velkommen.
De havde rigtig Følelsen af, at de var kommen hjem — endelig kommen hjem til gamle Danmark. . . . Langsomt trak Folk sig ud af Frihavnen og tog Opstilling helt ned til Østerbrogade. For hver Gang en Sønderjyde med det rødhvide Armbind gik forbi, lød Velkomstraabene og mange af Sønderjyderne blev baaret i Guldstol.
Overalt sang man „Der er et yndigt Land — “ og blottede ærbødigt Hovedet for Sønderjyderne. De fik, vore Landsmænd og Kammerater, en saa jublende, begejstret Modtagelse, som en Udløsning af de Følelser, der besjæler hele Nationen, maatte skabe. Det blev en Aften, som ingen af de tilstedeværende nogen Sinde vil glemme . . .
Nationaltidende have dagen efter ryddet forsiden for at berette, om sønderjydernes ankomst – klik her for at læse nærmere (eksternt link)
Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl syd for den nuværende dansk-tyske grænse blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september samme år kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.
Feltham, d. . 12.1918
Kære Anne! Saa fik den skrækkelig Krig da Gud ske Lov en Ende og selvom Freden ikke er sluttet endnu, saa maa det vel ogsaa snart komme. De Allierede træder sammen i disse Dage og ind i det nye Aar vil selve Fredsforhandlingerne begynde. Saa vil vel ogsaa vor Skæbne blive afgjort.
Der synes jo at være stærkt Røre hjemme angaaende det slesvigske Spørgsmaal. Det har baade bedrøvet og forbavset mig at høre om en Grænse Krusaa-Tønder, havde ikke troet det muligt, at en Dansker kunde ønske Grænsen der. Hvad har vi forbrudt, at vi skal stødes bort. Men vi behøver hverken H.P. Hans[s]en eller Vælgerforeningen som Formynder[,] ej heller skal den nordslesvigske Befolkning bestemme for os.
Vilde ned til ovennævnte Linie stemme med P[aragraf].5. som Grundlag, saa vers´god, saa er der med vel rammet en Pæl gennem det Genfærd. Men derved har vi ikke mistet vor Ret, Selvbestemmelsesretten. Haaber sikkert, at Entente Magterne vil hjælpe os til vor Ret. Skriv mig ved Lejlighed hvorledes Stemningen er hjemme, behøver da ikke at frygte den prøjsiske Bussemand mere.
Hjertelig Hilsen til Dig og Børnene.
(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P345,3)
Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september 1917 kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.
Feltham, d. 27. November 1918
Kære Anne! Verdenskrigen synes jo nu at være endt, thi efter de Vaabenstilstandsbetingelser, som Tyskerne er gaaet ind paa, er det vel umuligt at begynde Krigen igen. Der nok heller ingen som har Lyst at forsætte. Skulde imidlertid Revolutionen tage en blodig Vending, saa kan der være Rædsler nok tilbage endda. Det er jo hidtil forløbet meget heldigt. Jeg hører ogsaa at der er Gering [Gæring?, dvs. at der er uro] derhjemme.
Selvbestemmelsesretten kommer jo ogsaa til at gælde os. Afgørelsen vil formodentlig falde i de næste Maaneder naar Fredskonferencen træder sammen. Jeg haaber da, at Befolkningen er klar over til hvilken Side den vil gaa. De er da heldigvis ingen Tvivl om, hvor det herefter er bedst at være.
Skade at man ikke kan være hjemme i denne Tid. Kunde jo være taget med Flaaden til Kiel eller ogsaa i næste Uge med Frederits[?] [–]. Men vi faar jo ogsaa nu tage den sidste Tid med Ro, skønt man længes nu mere end ellers. Haaber, at Forholdene hjemme er taalelige, at i kan leve i Ro, og saa paa et snarligt Gensyn! De hjerteligste Hilsner til Eder alle. Din egen Lor.
Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil formet som et brev til hendes bror om revolutionen i Tønder.
Tondern, d. 22. Nov. 1918
Lieber Bruder! Hier in Tondern ist, wie jetzt in allen Städten das ganzen deutschen Reichs ein großer Umsturz vorgegangen. Der Sozialismus steht auf dem Höhepunkt. Es bilden sich Arbeiter und Soldatenräte. Am 7. November gründete sich hier der Arbeiter und Soldatenrat. Die Soldaten liefen mit rotem Bändchen umher zum Zeichen eines Bulschewisten. Der Zug durch die Straßen fand am Nachmittag statt. Zahlreiche Versamlungen werden von dem A-S-Rat, wie er sich nennt, gehalten. Sie nahmen die ganze Regierung in die Hand und geben nicht viele Gesetze. Wer beim Rauben ertappt wird, soll standrecht erschossen werden.
Wir leben nicht mehr in einem Kaiserreich, sondern in einer Republik. Es kommet uns ganz sonderbar vor, Deutschland ohne Kaiser. Haussuchungen werden unternommen und Gerüchte werden getrieben, daß so und so viel gefunden wurden ist. Wenns doch bald einmal eine Wendung geben möchte. Man spricht zwar davon, daß wir an Dänemark kommen werden. Ist es dann nicht merkwürdig, wir wollen dich besuchen und müssen in anderes Land? Was sagt du dazu? Du bist als Soldat gewiß im Soldatenrat, du mußt es ja schließlich. Bist du krank gewesen? Der Grippe sind ja überall viele zum Opfer gefallen. Ich wollte dich auch noch einladen, uns Weihnachten zu besuchen. Lichter für den Tannenbaum gibt´s gewiß nicht, aber dann muß es ohne Tannenbaum gehen.
Schreibe uns wann du kannst.
Laß dich herzlich grüßen von deiner
Schwester Marie.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
18. Novbr.
Marie og jeg til Mødet i Juhls Sal. Vi gik herfra 1¾, mødte Vognen med Schmidt, Vojensgaard. Han hilste saa glad, vi ogsaa, det er jo det første store danske Møde her. Byen fuld af Mennesker, der styrede Kursen ligesom vi. Mødet skulde begynde 2¾, men da vi kom, var allerede alt fuldt, Galleriet, Salen, Gangen udenfor, i Haven, man var allerede begyndt at synge danske Sange.
Ved et rent Held og lidt Dristighed fik vi virkelig Plads paa femte Række fra Scenen. Efterhaanden som der stuvedes flere Mennesker sammen, blev ogsaa Scenen frigivet til Publikum, men det hjalp ikke stort, thi der kom flere og flere. Stemningen høj, nu hørtes de forbudte Sange, alle Versene, og saa begyndte Talerne.
Kloppenborg Skrumsager begyndte nok lidt tørt, men sagligt paa. mange Maader, saa kom Refshauge, stilfærdigt og godt, men saa kom Schmidt, Vojensgaard, og det er ligesom hans Ord udløste al den Begejstring, der var i Folk, han rev alle med sig, jeg hører hans Stemme endnu, skælvende af Bevægelse og Glæde. Det var jævne, fattelige Ord, han sagde, men prægede af saadan Hjertevarme og Inderlighed, at. de rørte os alle til Taarer.
Han mindedes Trængselstiden, dog kun som overvundet og besejret, talte om hvor nu alt vilde forandre Skikkelse og vilde blive lyst og smukt for os, naar vi nu atter kom hjem til vort elskede Moderland. Han mindedes alle Nordslesvigs unge Mænd. der hviler i fremmed Jord, efter at have ofret Livet af Pligtfølelse og for Slægtens Jord; der var saa højtidsstille i Salen og alle rejste sig.
Og saa blev der sunget: »Der er et yndigt Land« og »Det haver saa nyligen regnet«. Og efterhaanden som Pastor Thade Petersen, Lebeck, Advokat Andersen (levende Illustration til de fire Lidelsesaar, han havde gennemgaaet) talte, blev Sangene dristigere, og vi endte med »Kong Christian« og Leve for ham. Det var en Dag, man ikke glemmer. Og »Vift stolt« blev ogsaa sunget, og saa kom der et Leve for vort skønne Danebrog, vort gamle elskede Flag, og da var Folk helt vilde.
Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.
Den 9. gik vi i stilling under æbletræerne i en have midt i byen. Her stod vi både den 9. Og 10. Uden at blive beskudt. Nogle kanonerer havde fået fat i en stor gul stud, som skulle slagtes, med en stor hammer drev de det drabelige hug i panden, men den stod helt flegmatisk tilsyneladende uden at generes af slagene. Så dukkede der en slagter op i landskabet, han fik fat i hammeren, og nu segnede studen øjeblikkeligt. Om aftenen gik en af vore løjtnanter rundt og fortalte, at der skulle være våbenstilstand fra den 11. kl. 12 middag. Vi sagde til ham: Det vil vi dog først se. Han svarede: Se I kun til, denne gang er det alvor.
Den 11. November kom, vi skød til kl. 11½. Kl. 12 viste det belgiske flag sig fra kirketårnet, og de øvrige huse fulgte efter med at bekende kulør. Nu vidste vi, at løjtnanten havde talt sandhed. Den 11/11 kl. 11 efter belgisk tid i året 1918 oprandt det store øjeblik, som vi så ofte havde længtes efter. Med et slag var alting roligt, der faldt ikke et skud mere, der hørtes kun sprængninger i det fjerne. Jeg tror nok, at alle som oplevede det, følte øjeblikkets storhed.
Der var ingen lystighed, kun alvorlig afventen, hvad tiden nu ville bringe os. Dette øjeblik havde vi så ofte udmalet os i fantasien, og samtalen havde altid drejet sig om, hvad hver enkelt ville foretage sig, de fleste ville af glæde drikke sig en ordentlig kanon, som de udtrykte sig. Nu var det dog lige som det kom bag på dem, og der herskede overalt stilhed og alvor, enhver havde nok med sine egne tanker.
Da det første indtryk havde lagt sig, blev de tomme ammunitionskasser og granatkurve slæbt sammen i en stor hob. Det hele blev overdrysset med krudt, det var nu ikke almindeligt krudt, men lange rør, som hidhørte fra patronammunitionen, og stablen antændtes. Hele mandskabet stod så forsamlet omkring bålet og så ind i flammerne. Ilden øver altid en vis tiltrækning, og ikke mindst på en soldat, tænk på bivuakbålene.
Enhver var beskæftiget med egne tanker eller tænker på ingenting. Granaterne blev kastet af vognene, dem ville vi ikke mere køre rundt med. En del civilister indfandt sig for at se, hvad der gik for sig og om der muligvis var noget at arve. Nogle af dem slæbte af sted med tomme granatkasser og andre ting, der var kastet bort.
Batteriføreren løjtnant Mundt kaldte batteriet sammen og holdt en tale, hvor han sagde: At nu var det ikke ham mere, som havde kommandoen, men derimod et soldaterråd, der skulle vælges ud af batteriets midte. Det skulle bestå af en officer, en korporal og en menig fra trainkonstablerne og ligeledes en korporal og en menig fra fodmandskabet. Til dette råd skulle så enhver henvende sig, der ville besvære sig over en eller anden, eller muligvis havde forslag angående forplejning osv. Han oplyste straks, at officereren ikke måtte være ham, thi han vidste nok, at han ellers var blevet enstemmigt valgt. Det var også den eneste fører, vi havde haft under krigen, som besad hele mandskabets tillid. Han var en udmærket mand, der ikke med vilje gjorde nogen uret.
Endvidere forklarede han, at enhver tysk soldat, der ikke var ude af Belgien og Frankrig inden fjorten dage efter våbenstilstandens afslutning, ville blive interneret. Han ville stille enhver mand frit, med hensyn til hvad der skulle gøres for at nå Tyskland hurtigst muligt. Vi måtte gerne straks forlade batteriet og drage af sted på egen hånd, han oplyste dog med det samme, at togtrafikken var fuldstændig standset, og det kunne volde store vanskeligheder med at få forplejning. Efter hans mening var det rigtigste, at vi samlet forsøgte at nå Tyskland. Hans råd fulgtes også, og alle mand blev ved batteriet.
Soldaterrådet var blevet valgt, og der indførtes straks forskellige reformer. Officerskøkkenet ophævedes, så officerer og mandskab var ligestillet med hensyn til forplejning, hidtil havde der været en særlig officerskok, der nok skulle få fat i det bedste til officererne.
(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
10. Novbr. Fader kom hjem fra Harmonien, bekræftende Underretninger om Republiken, har selv set Løbesedlen fra Hejmdal. Der gaar Rygter om, at Englænderne allerede er i Kiel eller paa Vej dertil. Man siger saa meget.
Senere: Thomsen var her med en Løbeseddel fra Grenzpost for iaften, hvor de vigtigste af Vaabenstilstandsbetingelserne var opførte. Det er haarde Betingelser, nogle maaske for haarde. Vi var alle placerede om Bordet i Dagligstuen, da han læste dem højt, og de blev drøftede og gennemgaaede om og om igen. Betingelserne viser Nederlagets Størrelse.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
9. Novbr. Endnu er Vaabenstilstanden ikke bekræftet, men der er sket store Begivenheder. Bayern er blevet Republik, og nu iaften kom Løbesedlen med Kejserens og Kronprinsens Abdication. Her optræder Soldaterraadet korrekt og roligt. De Officerer, der ikke vilde underkaste sig, fik Lov til at forlade Byen civilklædte, de andre maa bøje sig. Paa Kasernen er det røde Flag hejset.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
8. Novbr. Alle Soldater har forladt Kasernen uden Tilladelse og sluttet sig til Soldaterraadet. I alle Byer, hvor der er Marinestation, og det er mange paa hele Kysten, vajer det røde Flag. I Dag er der kommet en Deputation af Matroser fra Kiel, som vist skal ordne endel for det nye Soldaterraad her.
I Aften kom Efterretning om Vaabenstilstand, endnu ikke officiel. Outzen telefonerede det. Jeg gik min Tur i Haven, og Rose lukkede Vinduet op og kaldte paa mig for at fortælle mig den glædelige Nyhed, min første Tanke var: »Saa takker alle Gud«, og jeg skyndte mig ind. Outzen telefonerede paa Dansk, ogsaa et Tidernes Tegn. Hvor har de ikke plaget og pint os paa alle Maader.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
7. Novbr. Nu har vi ogsaa faaet Soldaterraad. Matroser, Soldater og Arbejdere holdt et stort Møde i Juhls Lokaler, og der blev Raadet dannet, derefter Officersafvæbning, og hvis de ikke godvillig vilde, bliver de internerede indtil videre; de civile Myndigheder behandles paa samme Maade; Vagt posteret paa Posthuset, Telegrafstationen, Jernbanestationen. Nu har det tyske Folk selv taget Sagen i sin Haand.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
6. Novbr. Uroligheder i Berlin. I Flensborg har der dannet sig Soldaterraad, som har overtaget hele Kommandoen. Officererne har maattet udlevere deres Vaaben, som ikke er gaaet af uden Kamp, alle de ansatte paa Marinestation Mørvig har maattet underkaste sig. Men der er Ro endnu. Soldaterne sørger selv for Orden.
Af et Øjenvidne hørte vi om tre Matroser, kommende fra Banen her, mødte en højere Officer, som de ikke hilste. Officeren kaldte saa den ene af Matroserne hen til sig og bebrejdede ham i en mild Tone, thi den, der fortalte det, hørte ham sige »Kamerad«.« Imedens ventede de andre, blev saa utaalmodige, og en af dem raabte: »Hol em nicht länger opp«, hvorpaa Officeren forsvandt.
Det frie Ord. Der er i de sidste Dage gaaet et Pust hen over vor slesvigske Hjemstavn, der kun kan sammenlignes med en varm Vaarsols Aande hen over et tilfrosset Landskabs stivnede Øde. Nu brydes Isen, Tungebaandene løsnes, og Hjerterne strømmer over af det Haab, der trofast er bevaret inderst inde under 51 Maaneders lange og bange Ventetid. Det gaar ikke som en Bæks Rislen, det gaar som en Elvs Drønen gennem vort Folks Sind, mens man vantro Gang efter Gang griber sig i Hovedet for at spørge, om man da ikke drømmer, om det er virkeligt, at der igen kan tales frit, hvad der trofast er tænkt og talt om bag stængede Døre. En Tid som denne oplever vi aldrig mere. Det er endnu saa ufatteligt, at det er kommet saaledes. Men det er saaledes, der er igen Frihed. Der maa atter skrives om, hvad der er tiet med i fire lange Aar, der, saa vi aldrig glemmer det, hverken over for Venner eller Modstandere, har lært os, hvor dyrebart Frihedens Klenodie er.
Endnu føler og ser vi Sporene af Magtens haarde Tag, endnu virker Friheden næsten som en Rus. Men Tiden kræver Ædruelighed, den kræver under Hjertets varme Slag Koldblodighed og Overlæg. Vi gaar ind i en Tid, da der træffes afgørende Bestemmelser angaaende vor Skæbne, ikke ved det grønne Bord, ikke ved Anordninger oven fra som hidtil, men da vi selv skal til at tage vor Skæbne i vor Haand. I de sidste tre Uger har man over hele vor Landsdel talt om og drøftet dette Spørgsmaal. Man har følt en Glæde saa dyb og inderlig, som den vel næppe er følt i vor Slægt tidligere; man nærer Forventninger saa store i danske Hjem Landet over i denne Forbindelse, saa man kun kan betegne dem ved at sige, at de ikke kan overtræffes.
Vi staar jo heldigvis ikke over for dette, at skulle til at forme et nyt Program eller et Program i det hele taget. Vi tager fat, hvor vi slap for 51 Maaneder siden. Udviklingen har givet os Ret: Vi kræver nu som før Selvbestemmelsesret, den naturlige og selvfølgelige Ret, som for 52 Aar! siden blev fastslaaet i Pragfredens Paragraf 5, og som nu er hele det krigstrætte og udmattede Evropas Løsen. Intet og ingen vil med vor Vilje kunne saa os til at give Afkald Paa denne Ret, som vi paa Trods af Magt, paa Trods af Tvivl og Vantro rundt omkring os har hævdet gennem 54 Aar. Den er vort Løsen, paa den vil vi bygge og grundlægge vor Fremtid.
Det betones fra alle Sider, at den Fred, som nu kommer, stal være varig, og for at den kan blive det, skal det være Retsfred. Der skal ikke gøres halvt Arbejde. Netop det er det, vi ønsker. Vi ønsker ikke, selv om vi havde Magt til det, at øve Tvang over for nogen, men vi ønsker under de kommende betydningsfulde Maaneder heller ikke, og vil ikke med vor Vilje taale, at der øves Tvang over for nogle af vore egne. Folkenes Selvbestemmelsesret er vort Løsen, og hvor dette Krav løftes, saa det høres, der maa der spørges, der maa Selvbestemmelsesretten anvendes.
Vi staar foran en Nytid. Gamle Fordomme, ja gamle Meninger er styrtede sammen. Mangen en har maattet tænke om og veje om. Der er flyttet Skel, og det ogsaa hvad Sindelag angaar. Motiverne kan ikke vejes paa Guldvægt; hvad man kan og hvad man skal, er at spørge, stille Folk over for Folkenes Selvbestemmelsesret med den Bevidsthed, at de nu stemmer ikke blot for sig selv, men ogsaa for de kommende Slægter.
De allierede Fredsbetingelser vil kræve Selvbestemmelsesret for Slesvigerne.
Københavnske og en Del store tyske Blade bragte i Gaar et længere Uddrag af en Artikel af Lord Northcliffe om Fredsbetingelserne. Af Mangel Paa Plads skal i Dag kun meddeles, hvad Redaktør Franz von Jessen Søndag telegraferer herom fra Paris til „Berlingske Tidende”:
Times og de med det sammenhørende Blade samt den franske Presse vil i Morgen offentliggøre en Artikel af Lord Northcliffe, hvori denne gengiver Hovedpunkterne i det Fredsgrundlag, som de allierede vil fastsætte. Paragraf 10 har følgende Ordlyd:
„Befolkningen Slesvig skal have Frihed til at bestemme, hvilken Nation den vil tilhøre. Det slesvigske Spørgsmaal er et fundamentalt Eksempel paa den Maade, hvorpaa Prøjsen og Østerrig har brugt deres Magt til at sætte sig ud over Princippet om den frie Selvbestemmelsesret.
Uroligheder i Kiel. „Kieler Zeitung” melder om Uroligheder, som fandt Sted i Kiel i Søndags Eftermiddags:
Efter et Møde paa den store Eksercerplads, hvori Marinemandskaber og Arbejdere deltog, og paa hvilke en uafhængig Socialdemokrat talte, dannede der sig et Tog, der paa Vejen til Byen hentede Mandskaberne ud af „Waldwiese”, beskadigede Lokalet betydelig og satte sig i Besiddelse af forskellige Vaaben. Toget gik over „Sophienblatt” forbi Banegaarden, hvor en Patrouille blev afvæbnet, gennem Holstenstraße, over Torvet og gennem „Dänische Straße” til Brunstvikerstraße. Undervejs trængte Folkene ind i Lokalerne for at opfordre Marinemandskaber og Arbejdere til at slutte sig til dem.
Maalet var Militær-Arrest-Anstalten i Freldstraße. Man vilde med Magt befri nogle Fanger, som 3. Eskadre havde anbragt der for grov Nægtelse af Lydigheden. Paa Hjørnet af Karlstraße og Brunswikerstraße ved „Hoffnung” var Gaden spærret af Militær. Officeren opfordrede Mængden til at skilles ad. Men Demonstranterne trængte alligevel fremad.
Derpaa gav Officeren Ordre til at affyre et Skræmmeskud i Luften. Mængden trængte imidlertid vedblivende fremad, hvorpaa der blev givet Ordre til at skyde med skarpt. Resultatet var 8 døde og 29 saarede. Ud fra Mængden blev der ogsaa skudt og kastet med Sten. Da Militæret havde skudt, flygtede Mængden til alle Sider. Klokken 8 herskede der igen Orden i Gaderne, om end mindre og større Flokke endnu nogle Steder forblev sammen til Midnat.
Bladets Beretning slutter: Ved den kommanderende Officers Indgriben, der desværre blev Haardt saaret, er en langt større Ulykke bleven forhindret, som uvægerligt vilde være opstaaet, hvis Demonstranterne havde forsøgt at storme den af en Troppestyrke besatte Arrest-Anstalt.
„Schleswig-Holsteinische Volks-Zeitung”, der bringer en lignende Beretning, meddeler desuden fuld af Harme, at stærke Afdelinger af Søbataillonen med ladte Geværer i Lørdags patrouillerede gennem Gaderne, fordi man frygtede en Skrue. „Det er som i de gamle Tider fra Poulskirken [1848], da der paa Papiret opstod et idealt Frihedens Rige, med den prøjsiske Militarisme med Haanlatter beholdt Bøsserne i Haanden og roligt ventede Paa sin Time. Her maa der fejes ud med en Jernkost.”
Bladet oplyser, at en Partifælle, Kürbis, straks er rejst til Berlin og Mandag Formiddag har forhandlet med Regeringen; han ventedes Mandag Aften tilbage, og saa vil der indtræde en Forandring. „Partifælle Ebert har ikke ladet nogen Tvivl tilbage om, at Partiet, hvad der jo stod fast i Forvejen, nægter enhver unyttig Fortsættelse af Kampen. Det beder, i Betragtning as den nuværende indrepolistiske Stilling og Regeringens første Beslutning om at gribe ind, indtrængende Arbejderne om at blive paa Værkstederne.”
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
5. Novbr. Vi er alle meget excited, kan næsten ikke forstaa, det er kommet saa vidt. Herhjemme vil der ogsaa komme Uroligheder, man siger Matroserne i Aarøsund har taget Udgangsbillet. I Flensborg er der Oprør, og Butikker er blevet plyndrede. Efterretninger fra Kiel og Hamburg udeblevne og Trafiken standset, ingen Tog. Begivenhederne udvikler sig saa hurtigt, at man næsten ikke kan følge med.
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
4. Novbr. Et meget naivt Oprnab til Slesvigske Landsmænd, at de tror os saa dumme, at vi skal bryde os en Døjt om saadanne Ord, saadanne Løfter nu. Lebeck har svaret dem kraftigt og godt i Modersmaalet.
— Thomsen fortalte om store Uroligheder i Kiel. Matroserne paa Skibene har gjort Oprør, afvæbnet Officererne. Dannet et Soldaterraad og forelagt Militærguverneuren bestemte Fordringer, og han er gaaet ind paa alle Punkter. De har befriet deres Kammerater, som sad i Fængsel, og draget i store Masser gennem Gaderne, de har hejset det røde Flag paa Skibene. Det er kommet til blodige Sammenstød med de Tropper, der blev sendt imod dem, flere Officerer dræbtes og mange saaredes. Resten af Officererne er blevet interneret.
Nogle af de Punkter, Gouvernøren maatte gaa ind paa, var: Ingen Hilsen paa Officererne, Forplejning den samme som Officererne, ingen Officerskasino osv. Det maa være haardt for en preussisk Officer at bøje sig under det, men de maa, nu er deres Saga ude.
