Tag-arkiv: spionage

Ikke kategoriseret

29. januar 1920. De nye plebiscitfrimærker er stærkt efterspurgte

Skriv en kommentar

 

Der er indgaaet en endnu ubekræftet Meddelelse om, at to kendte Landmænd fra Omegnen af Haderslev er bleven løsladte fra tyske Fængsler, hvor de længe har hensiddet som sigtede for i sin Tid efter at være gaaede over Grænsen at have stillet sig i de Allieredes Efterretningstjeneste.

Paa Posthuset i Haderslev har man travlt med Udleveringen af de nye og meget efterspurgte Plebiscit-Frimærker. Tyske Frimærker er satte ud af Kurs.

Der klages forøvrigt over, at der endnu udøves Censur overfor Brevforsendelser. Folk modtager daglig Breve, som har været aabnede

Ikke kategoriseret

25. juni 1919. Nicolai Svendsens møde med en sønderjysk spion

2 kommentarer

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er femte del.

Da jeg paa Hjemrejsen fra København gik frem og tilbage paa Kolding Banegaard, mødte jeg en Mand, som jeg tidligere havde kendt godt, men som pludselig var forsvunden fra Haderslevegnen engang i 1916, da der var Fare for, at han kunde blive indkaldt.

Efter at have hilst paa ham, spurgte jeg om, hvad han havde bestilt i den Tid, vi ikke havde set hinanden.

”Ja, ser De,” svarede han, ”jeg kom jo her over til denne By uden nogen Forbindelse og stod saa at sige ledig paa Torvet. Saa traf jeg en venlig, fremmed Mand, som ønskede at komme i Besiddelse af militære Efterretninger fra Tyskland. Han vilde betale for det,” tilføjede han.

”Naa, det vil altsaa sige, at De har været Spion,” bemærkede jeg.

”Ja, saadan noget i den Retning. Jeg sendte af Sted til hans Dækadresse, hvad jeg mente var af Værdi for den fremmede Magt, og jeg fik Penge for det.”

”Det er jo spændende, og saa?”

”Ja, det gik godt i lang Tid; men saa skiftede Manden uden at sige mig Besked Dækadresse, og mit indsamlede Materiale kom i fejle Hænder.”

”Det bliver mere og mere spændende!”

”Nej, Afslutningen paa denne Spionhistorie var ikke morsom. Da jeg en Dag kort efter gik her paa Stationen, kom der atter en pæn Mand hen til mig. Han bankede mig paa Skulderen og bad mig om et Øjebliks Opmærksomhed.

Han tog derpaa et Messingskilt frem og præsenterede sig.

Med Nattoget rejste vi sammen til København. Jeg blev erklæret for anholdt. De tog mine surt fortjente Penge fra mig, og jeg kom i Arrest. Tilsidst blev jeg ført frem for Dommer Thorup, som holdt en Tordentale til mig, i hvilken han forklarede, at jeg opholdt mig i et neutralt Land. Han truede mig med alle Landsens Ulykker, hvis jeg fortsatte.”

”Hvad sagde De til det?”

”Jeg svarede, at jeg skulde nok lade vare. Den Gang, jeg ydede min Hjælp, havde man Brug for mig. Men nu kunde den fremmede Magt nok klare sig selv; den trængte ikke mere til mig.”

Fortællingen var længere, og Manden fortalte den med et vist Humør.

(fortsættes 29. juni)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Krigens forløb, Om Krigen, Sønderjyder

6. oktober 1918. H.C. Brodersen bliver forhørt af en engelsk officer. “…thi af gode Grunde vidste jeg ikke det allerbitterste.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:51

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  faaet  anvist  et  foreløbigt  Opholdssted  mellem franske  Gendarmer,  af  hvilken  een  kan  tale  tysk.  Som  Sergeant,  „Sousoffice”,  bliver  jeg  behandlet  godt.  Det  samme  er selvfølgelig  ogsaa  Tilfældet  med  Skorstensfejeren.

Vi  havde  ellers  en  drøj  Tur  hertil.  Ved  en  ny  og  større  „ Stab ”  blev vi  nemlig  taget  under  Forhør  og  blev  visiteret  paa  vor  Person.  De  fandt  dog  intet  mistænkeligt  og  var  rigtig  flinke, idet  de  baade  lod  os  beholde  Lommeknive,  Ur  og  Barberkniv,  og  for  Resten  alt  øvrigt  andet,  med  Undtagelse  af  Papirer  og  Breve,  for  saa  vidt  som  vi  ikke  havde  faaet  dem gemt  i  Støvlerne  eller  i  Ærmeopslag,  hvor  de  undgik  deres Opmærksomhed. 

Nu  blev  der  kaldt  paa  „Sousoffice”  —  det var  Skorstensfejeren  og  mig  —  og  vi  fik  Ordre  til  at  stige ind  i  et  stort  Automobil.  Af  Sted  gik  det  i rasende  Fart.  „Det er  længe  siden,  vi  har  været  saa  flot  kørende,”  begyndte Skorstensfejeren.  „Snause,  halt,”  brølede  en  fransk  Kaptajn, der  sad  foran  os  paa  Førersædet. 

Han  rev  en  Revolver  fra Bæltet,  retted«  den  mod  vores  Ansigter  og  bød  os  se  hver sin  Vej.  Jeg  til  højre  og  Skorstensfejeren  til  venstre.  Ikke eet  Ord  vilde  han  høre.  Stadig  med  Kaptajnens  Revolver hængende  over  Ryglænen  af  Førersædet,  og  medens  vi  for lang  Tid  siden  havde  faaet  Krampe  i  Halsmusklerne,  kørte vi  i hele  2  Timer.  Vi  fik  Lejlighed  til  at  se,  at  Jernbanevogne, Feltlazaretter,  Lokomotiver, Ammunitionslagrene  og  andet mest  var  amerikansk,  og  at  amerikanske  Tropper  arbejdede paa  Anlæggelse  af  en  ny  Jernbane.  Med  et  flot  Sving  og  i vældig  Fart  standsede  Bilen  endeligt  ved  en  slotslignende Bygning. 

I  den  store  Vestibule,  hvor  vi  blev  ført  ind,  herskede  der  vældig  Travlhed.  Officerer  med  Mapper  under  Armen  næsten  løb  fra  det  ene  Værelse  til  det  andet.  Kun et Par  Generaler  syntes  at  tage  Sagen  med  Ro.  I  lange,  afmaalte  Skridt  og  med  en  Cigaret  hængende  i  Mundvigen  gik de  gestikulerende  op  og  ned  ad  Flisegulvet.  Nu  blev  der kaldt  paa  mig.  En  engelsk  Officer  tog  mig  under  Afhøring.

Dog  Resultatet  heraf  var  meget  magert.  Han  troede,  at  jeg var  stædig,  men  det  var  jeg  nu  slet  ikke;  thi  af  gode  Grunde vidste  jeg  ikke  det  allerbitterste.  Da  han  spurgte  mig,  hvad Regimentskommandøren  hed,  og  jeg  svarede,  at  det  vidste jeg  heller  ikke,  blev  han  vred.

Noget  efter  syntes  han  dog at  falde  lidt  til  Ro  og  bød  mig  en  Cigaret.  Maaske  har  han dermed  ment,  at  det  kunde  hjælpe  paa  min  Hukommelse,  og han  begyndte  nu  forfra.  Dog  Resultatet  var  stadig  det  samme-  “Jeg  kan  godt  forstaa  Dem,”  sagde  han,  „De  har  deltaget  i  Krigen  fra  Begyndelsen  og  er  Soldat  helt  igennem, De  vil  ikke  forraade  noget.  Men  nu  skal  jeg  sige  Dem  noget,”  sagde  han,  medens  han  halede  en  stor  Bog  frem. 

Jeg blev  nu  aldeles  forbavset;  thi  denne  Bog  syntes  at  indeholde ikke  saa  lidt.  Han  læste  ordret  ud  af  den,  hvilken  Division jeg  tilhørte,  hvad  Kommandøren  hed  og  hvilket  Regiment jeg  tilhørte.  Desuden  af  hvilke  andre  Regimenter  Divisionen  var  sammensat,  paa  hvilke  Fronter  den  havde  været i  Ilden  og  meget  andet. 

Jeg  skulde  dog  blive  mere  forbavset. „Ser  De,”  sagde  han,  „jeg  havde  haabet,  at  De  kunde  fortælle  mig,  hvilken  Division  der  i  Dag  skal  afløse  Dem,  men da  De  angiver  intet  at  vide,  maa  vi  se,  om  vi  paa  anden Maade  kan  finde  ud  af  det.”  Han  tog  mig  med  hen  til  et stort  Kort,  der  hang  paa  Væggen.  „Ser  De,”  sagde  han, „her  har  vi  et  Kort  over  hele  Fronten.  De  kan  vel  læse  Kort? Vi  har  af  tidligere  Fanger  hørt,  at  De  i  Dag  skal  afløses  af 5.  Gardedivision,  passer  det?” 

Jeg  vidste  det  ikke.  „Kan  De imellem  alle  disse  smaa  Flag  finde  mig  5.  Gardedivision?” Jeg  søgte  imellem  de  mange  hundrede  Flag,  der  var  stukket  i  Kortet  fra  Kanalen  til  Vogeserne,  men  fandt  den  ikke. Han  tog  nu  ud  fra  Omegnen  af  Lille  et  Flag  og  viste  mig det.  „Dette  Flag,”  sagde  han,  „er  for  os  5.  Gardedivision, den  ligger  her  og  er  fuldstændig  oprevet,  saa  vi  er  ikke  sikker  paa,  at  det  er  den,  der  skal  afløse  Dem.  Men , ”  sagde han  og  saa  mig  skarpt  ind  i  Ansigtet,  „har  De  ikke  hørt  noget  om  3.  Gardedivision?” 

Jeg  havde  intet  hørt.  „Jo,”  fortsatte  han,  „nu  skal  De  se,  her  har  vi  3.  Gardedivision.”  Han tog  et  Flag  og  viste  mig  det.  „Denne  Division  har  ligget  her i  længere  Tid  og  har  i  de  senere  Dage  faaet  Forstærkning. I  Aftes  er  den  forsvundet!  Véd  De  ikke,  hvor  den  er?  Svar mig,” brølede  han.  Jeg  vidste  ingenting.  Han  satte  nu  Flaget  paa  Plads  og  mente,  at  de  nok  fandt  den  i  Løbet  af  Dagen. 

Han  spurgte  mig  nu,  om  den  tyske  Hærledelse  vidste samme  nøjagtige  Besked  om  det  franske  Militær.  Jeg  kunde kun  sige,  at  det  vidste  jeg  ikke. „Sig  mig  en  Gang,”  sagde  han,  „hvem  mener  De  er  Tysklands  største  General?” Jeg  nævnede  v.  Hindenburg. „Er  der  ikke  een  til?” „Jo,  v.  Mackensen!” Han  spurgte,  hvor  jeg  kendt  ham  fra. 

Jeg  fortalte  ham, at  jeg  havde  været  Soldat  i  Danzig,  og  at  v.  Mackensen  dér havde  været  Korpskommandør,  og  at  jeg  vidste,  han  var  blevet  Marskal  og  havde  Overkommandoen  paa  Balkan. „ Har  haft!”  rettede  han.  Jeg  saa  paa  ham. „Véd  De  da  ikke,  min  gode  Mand,”  sagde  han,  „at  Krigen  er  forbi  om  14  Dage?  Véd  De  ikke,  at  I  er  slaaet,  og  at Ludendorffs  store  Offensiv  er  slaaet  tilbage  af  vore  fortræffelige  Tropper?”

Jeg  vidste  ingen  Ting.  Ved  at  han  selv  tog  Ludendorffs Navn  i  sin  Mund,  blev  den  ellers  rolige  Mand  som  ude  af sig  selv. „Ser  De,  ser  De,”  sagde  han,  medens  han  greb  mig  i Armen,  „ser  De  den  sorte  Streg  paa  Kortet?  Hernede  stod  vi for  14  Dage  siden.  Der  er  100  Kilometer  derfra  og  her  til. I  Dag  rykker  vi  70  Kilometer  frem.  Om  14  Dage  staar  vi ved  Rhinen.”

Han  var  blevet  helt  ivrig,  og  jeg  maatte  smile,  ikke  alene af  den  Grund, men  fordi  han  nævnede  dette  her  med  Rhinen. Han  saa  det  og  sagde:  „Jeg  kan  udmærket  godt  forstaa  Dem, men  det  skal  De  vide,  at  Jeres  store  Ludendorff  er  færdig. Hans  store  Offensiv  er  knust,  knust  siger  jeg  Dem. 

Det  vil i  de  kommende  Dage  komme  til  at  gaa  haardt  til,  vær  De glad  for,  at  De  er  ude  af  det  hele.  Tag  De  nu  hellere  og  gaa ud  til  Gendarmerne  i  Gaarden  og  se  til at  faa  Dem  noget  at spise.  De  ser  ud  til at  trænge  til  det!”

Ude  i  Gaarden  traf  jeg  Skorstensfejeren.  Han  havde  allerede  spist  og  drukket  og  havde  rodet  sig  godt  ned  i  en  Stak Halm.  „Mensch,”  sagde  han,  „du  kan  tro,  jeg  er  glad  for  at være  naaet  herover.”  Det  er  jeg  ogsaa,  men  jeg  er  ikke  glad ved  det  Bevogtningsmandskab,  der  ses  ligge  rundt  om.  Det er  de  gule,  grimme,  forhadte  Kolonitropper.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

Ikke kategoriseret

26. august 1918 – Milert Schulz: “Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 26.8.18

Ærede Herr Pastor!
Igaar Deres kjære Brev fra den 4.8. modtaget og takker Dem mange Gange for same. Men da jeg læste Indholden blev jeg forfærdelig slaaet ved at höre at min elskede Broder var falden i Frankrig efter saa kort en Tid at være i Felten. Denne sörgelige Efterretning har jeg endnu ikke modtaget hjemmefra trods det jeg med samme Post havde et Brev fra min kj Fader fra den 3.8. men der stod intet om denne Begivenhed. Han skrev kun at di var haardt med i Ilden.

Maatte den kjære Broer dog havde sin udödelige Sjæl fre[l]sst inden Gud har kaldt af ham. Men vi vil staa i dette Haab at Herren har taget ham hjem til sig i sin Herlighed hvor der er mig Fryd og Glæde. Saa faldet det hellre ikke svær for os som Guds Börn at tage imod saadan et tung Budskab, tie saa ved vi at om en liden Stund skal vi sees igjen hos Gud. Det har heller aldrig falden mig svær at gaar i Skyttegraven for jeg ved mig frelst i Jesu Blod. Om Dödens kugle ogsaa skulde ramme mig saa véd jeg dog at Döden er mig en Vinding. Det er jo Naade over Naade at vi maa kalde os Guds Börn, at vi maa höre med til den frelste Skare, den lille Flok. Og derfor tager jeg ogsaa imod dette Budskab med et rolig Hjerte. Gud tröste os i vor Sorg med sin Tröst.

Indtil nu har Herren holdt sin beskÿttende Haand over mig og har bevaret mig i saa mangen en Fare som jeg har været i og derfor kan jeg ogsaa kun Takke og Lovprise Herren for sin Godhed som han har bevist imod mig. Ja Gud er god han sætter en Mur omkring mig og derfor sÿnger jeg saa fri og glad. Naar jeg immellem har været i Fare saa har jeg altid med et rolig Hjerte sunget den dejlige Sang i Lommesangbogen No 103 som jeg ogsaa har her ”Mig intet skal fattes min Hyrde som er o.s.w.” Det har altid været en stor Tröst for mig, ellers naar jeg kan tag mit nÿe Testamente ud af min Rücksak og öse af den herlige Kilde som aldrig slukkes. Ja giv Herren at jeg maa blive bestandig indtil Döden.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. For Tiden ligger vi endnu i Ro ved Middelhavskÿsten mellem Haifa og Jaffa og kan see ud over det uoverskuelige Hav. Solen brænder endnu temmelig stærk, men derfor ligger vi ogsaa saa tædt ved Vandet saa vi har den dejligste afkölende Söluft.

Hver Dag har vi besög fa Araber som bÿder deres Varer til Salg der bestaar af Meloner, Smör, Ost, Melk og Figner. Om Morgenen Kl. 5 kommer allerede Araberpiger med deres Melkekrukker bærende paa Hovedet og i bare Födder som di for det meste alle löber. Som Smykker bærer di om Hovedet eller Halsen en Kjæde med Mÿnter eller Medaillon. Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen. Klædningen er meget tarvelig. Kvinder er for det meste alle Tettoveret i Hovedet, på Brystet, Haanden og Benene. Derimod er den mandlige Araber som bringer Deres Varer til  Salg paa Kameler eller Eseler bedre klædt. Var for en Tro de har veed jeg ikke, men naar de beder har di altid Ansigtet vendt mod Mekka eller Medina og saa beder di med deres Serremonier, med at kÿsse Jorden og deslige.

En anden Befolkning her i Palästina er Beduinerne. Det er et mere röverisk Folk end Araberne. Vi har engang lagd som Bedækningskompagni paa en Banegaard hernede som kaldes Dera. Der kom der ogsaa en Nat 2 Beduiner om som vilde spionere, men vor Nattevagt blev dem redttidig var og sköd med sit M.G. efter dem da di ogsaa sköd efter os. Denne Slags Folk er mere öst for Jordanfloden i Slættene, de staar ogsaa for det emste i engelsk Tjeneste. Rigtige Tÿrker finder man her ikke.

For denne Gang slutter jeg saa med en hjertelig Hilsen og paa snarlig Gjensyn Deres unge Ven og Br. I Herren.

Milert Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten

9. juli 1918 – Enkefru Røgind: en falsk flyverløjtnant

1 kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Juli.
En ganske morsom Køpenick-Affære er foregaaet i Sønderborg. En ung Styrmand fra Bremen, mistænkt og fængslet for Spioneri, har set sit Snit til at undvige og efterlyses i Blade og Politibekendtgørelser, hans Billede har været opslaaet paa Raadhuse og i Togene, og der var udlovet en Belønning paa 3000 Rmk. for Paagribelse:

Til Sønderborg kommer der en ung flot Flyverlieutenant, bor paa det fineste Hotel, fraterniserer med Officererne, gør Visit hos Commandanten, hvor han præsenterer sig som Friherre v. Schmettau, gør ogsaa Visit hos Landraaden, bliver modtaget alle Steder med stor Venlighed, faar af Commandanten Lov til at færdes med Motorbaad i Havnen og at besøge den nye Forsøgstorpedostation, hvor han bliver vist det hele.

Han gør en Tur ud til Kegnæs, efter Sigende for at inspicere Fyrskibene, men da han ikke er saa kendt med Terrænet, lander han ved en større Gaard, hvor han bliver meget gæstfrit modtaget, og efter en fin improviseret Middag kører Værten ham selv til Kegnæs, hvor Motorbaaden støder til ham, bemandet med to Matroser.

Paa en eller anden Maade, ved at foregive at han alene maa inspicere Fyrskibene, faar han dem fjernet og tager saa over til Varnæs [?], hvor han spiser en flot Souper paa Hotellet, og da Værten kommer med Regningen, siger han, at den skal tilstilles Flyverskolen i Aabenraa, og navngiver sig. Værten bukker og Friherren gaar tilsidst igen, men Værten ser ham styre over mod Assens til og faar en Mistanke, telefonerer til Flyverstationen Aabenraa, om der findes en Friherre v. Schmettau. Nej, lyder Svaret. Stor Forvirring der, et Par Flyvere gaar straks ud, men naar ham ikke, han er allerede kommet over paa dansk Grund. Det viser sig, at Flyverlieutenanten er identisk med Spionen.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 153)

Ikke kategoriseret

19. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Plan over nogle tyske Krigsskibe”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia. Læs videre 19. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Plan over nogle tyske Krigsskibe” →

Krigens forløb

3. december 1917. Frederik Tychsen opdager en spion!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Om morgenen flyttede vi over i en betonunderstand, her fik vi et rum anvist, og her boede vi ret sikkert, indtil kommandoen var forbi. Det var kun et ganske lille rum, der var lige 4 brixe, et lille sammentømret bord, et par bænke, en kakkelovn samt en telefon, der satte os i forbindelse med de andre understande.

Her sad vi sikkert, dvs. hvis ikke englænderne skød med et kaliber, der var over 24 cm.

En eftermiddag, medens vi sad og hyggede os, kom der en soldat og bad om lov til at måle understanden op, han angav til grund, at vi stod over for en offensiv, og så skulle han nøjagtig vide besked med, hvor mange mand en sådan understand kunne rumme.

Han havde en meterstok med, han målte flere steder, men noterede ingen ting, og han stak heller ikke meterstokken ind i hjørnerne (det var ikke nødvendigt, at måle dem, generalstaben vidste meget vel, hvor store de var, og hvor de lå).

Dette forekom mig noget mistænkeligt. Han var Gefreiter og talte med en iblanding af saksisk accent.

Han spurgte efter den næste understand, og så gik han. Da han gik hen til den anden understand, telefonerede jeg over til dem, at de skulle undersøge manden, når han kom. De stod parate til at tage imod fyren, og det viste sig, at det var en engelsk spion. Han blev ført tilbage, og vi hørte ikke mere til ham (dog er han næppe blevet skudt).

De, der arresterede ham, fik jernkorset, Jeg fik ingen ting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

18. november 1917 – Jens Iversen: Anholdt for spionage

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 18. November 1917
Med Friheden er det som med Sundheden, den værdsattes først, naar man har mistet den. Jeg kan imidlertid takke Chlebnikoff for, at dette Excercitium i et russisk Fangehul blev saa kortvarigt, som det blev. Det begyndte Tirsdag den 6. November, altsaa et Par Dage før den nye Revolution i St. Petersborg. Som sædvanlig var jeg ved Middags tid undervejs til Chlebnikoffs , da jeg paa Satonbroen blev anholdt af det hemmelige Politi og uden nogen som helst Forklaring indleveret paa Politistationen i Tatarkvarteret, hvor jeg efter en grundig, naturligvis resultatløs Kropsvisitation og uden Forhør blev overladt til mig selv i et uhyggeligt Arrestlokale, der gennem et Hul i Døren bevogtedes af en bevæbnet Soldat. Al min Protesteren forblev forgæves. Jeg fik ikke engang Svar.

Nætterne var det frygteligste i dette ubeskriveligt smudsige Hul. To nøgne Træbrikse til at sidde eller sove paa, den ene over den anden, og en Klosetspand i et Hjørne var hele Inventaret. I Løbet af den første Nat overfyldtes Rummet med alle mulige Individer, der blev indbragt fra Gaden og straks rekvirerede Plads paa Briksene, hvor de lagde sig hen Side om Side som Sild i en Tønde. Der havde aabenbart været Razzia. Blandt de paagrebne var to Kvinder, men ingen Krigsfanger. Tilsidst lagde jeg mig hen paa Stengulvet, men jeg kunde ikke faa Fred for Tægerne. Med dem blev jeg i midlertid fra næste Formiddag alene tilbage. De under En end ikke en Antydning af Søvn om Natten. De kommer frem fra Sprækkerne i Briksene eller dumper sig ned fra Loftet paa den varme Krop. Lus er rene Smaating mod disse store, væmmelige ildelugtende Blodsugere.

Forplejningen bestod i klæbrigt, uappetitligt Rugbrød, Vand og en tynd, ubestemmelig Suppe. Her sad jeg saa mutters[]ene den ene Dag efter den anden, hvorfor vidste jeg ikke, forhørt blev jeg ikke, ingen vidste, hvor jeg var, jeg var helt afskaaret fra Omverdenen. Saadan gik fem, seks uendelig lange Dage og Nætter. Saa fik jeg uventet Kontakt med Vogteren. Af lutter Modløshed og Kedsommelighed havde jeg skitseret ham med nogle Streger paa Kalkvæggen, hvad han opdagede gennem Kighullet, og saa kunde han dog trods Forbudet ikke dy sig længere. Vi kom i Snak, og Enden blev, at han lovede at give Chlebnikoff Besked. Denne kom næste Formiddag, ledsaget af en Kommissar.

Jeg var blevet beskyldt for at være Spion. Denne latterlige Sigtelse kunde jeg med god Samvittighed betegne som grebet ud af Luften. Jeg har aldrig end ikke tænkt paa noget i den Retning, det har jeg hverken Forudsætninger for eller Muligheder til, og Aleksej Lavrentjevitj sagde ogsaa straks god for mig. Isen var nu brudt. Ogsaa med Vagten kom jeg til udmærket Forstaaelse. Han gav mig Lov til at vaske mig i Gaarden, og jeg delte den rigelige gode Mad med ham, som Jelisaveta Aleksejevna fra nu af sendte mig, indtil Aleksej Lavrentjevitj i Forgaars ved Ni-Tiden om Formiddagen i Nærværelse af en Kommissar personlig afhentede mig i sin Vogn.

Frisk barberet efter et haardt tiltrængt velgørende Bad og en grundig Rensning af Tøjet maatte jeg ved Middagsbordet gøre Rede for hele Balladen, som ingen tog saa højtidelig som jeg selv, men nærmest fra den humoristiske Side. Hændelser af den Slags skal man i Rusland øjensynligt ikke tage saa alvorlig. Man var derimod stærkt optaget af den store Omvæltning i Petersborg, som jeg jo var helt uvidende om, da det altsammen var foregaaet, mens jeg sad bag Laas og Slaa.

Efter svære Gadekampe har Arbejder- og Soldaterraadet styrtet Regeringen, Kerenski er flygtet, Kommunisterne, dvs. Bolshevikkerne med Lenin og Trotzki i Spidsen har med Vold tilegnet sig Magten og slaaet de regeringstro Troppers Modstand blodig ned, altsaa Borgerkrig og en ny Revolution i Rusland i Løbet af godt et halvt Aar.

Straks da min Anholdelse var rygtedes tor en Uges Tid siden, havde Fiedler af Forsigtighedshensyn i Tilfælde af en mulig Husundersøgelse brændt det meste af mine Optegnelser- Det er kedeligt, de kun de næppe have været kompromitterende, men i Rusland kan man jo aldrig vide.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

7. november 1917 – Avisen Hejmdal: Livet i en Fangelejr III – Paa Transport

Skriv en kommentar

I begyndelsen af november bragte Hejmdal en artikelserie om livet i en tysk krigsfangelejr, skrevet af en sønderjyde under mærket “N-n.”

Paa Transport.

S. i Oktober 1917.
Tilværelsen som Vagtmand har ikke mange Tillokkelser. Fra i Dag til i Morgen paa Vagt: 2 Timers Vagttjeneste og 4 Timer fri Døgnet igennem, og Fritiden er bunden til Vagtstuen, hvor der ikke findes mange Bekvemmeligheder, men til Gengæld i Reglen en utrolig Mængde Lopper. (Lopper er afskyelige! De er ikke til at komme til Livs. For det første er de forberedende Øvelser til en Loppejagt ret omstændelige, og for det andet er de i Reglen forgæves.) Efter Vagtdøgnet følger et ”Fridøgn”, hvor ”Friheden” dog er ret begrænset af Eksercits, Instruktion, Istandsætning af Udrustningsgenstande osv. Næste Dag er der ”Opsynstjeneste”, dvs. Opsyn med de Fanger, som er beskæftigede med Arbejde i Lejren, og den Tjeneste er om muligt endnu kedeligere og langsommere end Vagttjenesten. Og er den Dag endelig til Ende, begyndes der forfra igen med Vagt, saa Afvekslingen i Programmet er meget indskrænket.

En ret interessant Afveksling kan Transporterne byde paa, især de længere. I en saa stor Lejr gaar der jo daglig en Mængde Fangetransporter ud og ind fra Arbejdskommandoer, men det hænder ogsaa, at Fangerne skal bringes langvejs hen eller hentes langvejs fra. Før jeg blev afkommanderet, var jeg saa heldig at faa flere længere Transporter, bl.a. en til Vestfalen og en til Nordfrankrig.

Før man begiver sig paa en saadan længere Transport, er der i denne Krigstid én Ting, der er ligesaa nødvendig som Billetten, og det er Provianten. Man gør bedst i at regne med, at man maa leve af, hvad man selv bringer med. Og i den Henseende er vi her i det ellers som fattigt udskregne Polen ret heldigt stillede, idet man kan – og især kunde – faa tilstrækkeligt af alt, naar blot man har de nødvendige ”Finanser”. Jeg forsynede mig da rigeligt, eller i hvert Fald tilstrækkeligt, og da jeg med min Fange, der skulde afleveres til en Grube i K., kom til Industriegnene i Vest og i Kupéen aabnede for Madkassen, hvor der baade forefandtes Brød, Smør, Æg, Pølse, Skinke og andre Herligheder, saa jeg ganske tydeligt at jeg vakte min Medrejsendes levende Misundelse. Men enhver er sig selv nærmest. Det Princip har Krigen yderligere knæsat. Og jeg spiste min Mad paa farisæisk Vis, dvs. glædede mig over, at jeg ikke var stillet som de andre Mennesker.

Naar man første Gang kommer til Industriegnene i Vesttyskland, imponeres man. Egnen er langt tættere befolket. Overalt Jernbaneskinner! Og Tog farer i alle Retninger. Det hele synes at være en eneste stor Bydel, især om Aftenen, naar Lysene i Tusindvis skinner ud i Mørket. Hvilke Kræfter, hvilke Værdier kan ikke her frembringes! Og nu under Krigen er alle disse Kræfter taget i Tilintetgørelsens Tjeneste! Underlig Tanke! – Men bedst er det at lade være at filosofere over Krigen. Dens mange ”hvorfor” løses dog ikke nu!

Min Fange skulde jeg som nævnt aflevere ved en Kulgrube, og ved denne Lejlighed fik jeg lidt af de ydre, for mig hidtil ukendte Forhold ved denne Industri at se. Interessantere havde en Tur i Dybet jo været, men derom kunde der jo desværre ikke være Tale. Selve Industri- og Kulbyerne, med Kulstøv overalt, paa Gaden, i Luften, har jo i sig selv intet særligt tiltrækkende for Udenforstaaende, men imponerende er Landskabet med de utallige, kæmpemæssige Skorstene og med de bjerghøje Dynger af Kulaffald ved hver Grube.

Endnu interessantere var dog Turen til Belgien og Nordfrankrig. Jeg skulde hente en Fange i C., en Polak, der havde faaet Lov til at vende Hjem til sin Hjemstavn, Warschau. Det var kort efter Proklamationen af det nye Kongerige Polen.

En Tur tværs igennem Tyskland fra Øst- til Vestgrænsen tager 24 Timer, men stor er Forandringen i Landskabet i Løbet af det Døgn, og større endnu, naar man kommer til Belgien lige fra Polens udstrakte, flade, ensformige Sletter. Et morsomt Træk er betegnende. Her er i Polen spænder man et Par smaa magre Krikker – eller maaske kun én endda – for en vældig Arbejdsvogn, hvis Dimensioner vi ikke tilnærmelsesvis kender hjemme hos os. Og Hestene faar lægge sig i Selen, thi Vognen læsses til Randen. I Belgien derimod ser man 2-3 store, stærke, fede belgiske Heste trække afsted med en lille tohjulet Vogn, noget større end en velvoksen Trillebør. Men det ligger jo i de ”lokale Forhold”. Her i Polen gaar det ”lige ud ad Landevejen”, i Belgien gaar det over Bjerge og Dale. Men alligevel er det bedre at være Hest i Belgien end i Polen!

Min Rejserute var gaaet over Berling-Køln-Aachen, og den nærmeste Vej var jo nu over Lüttich-Namur til C. Men da jeg nu endelig var kommen saa vidt, kunde jeg have ønsket at se Løwen og Bryssel. Til alt Held kom jeg i Lüttich ”af en Fejltagelse” ikke ind i Toget til Namur, og jeg var saa nødt til at fortsætte til Bryssel.

Om eftermiddagen naaede vi Løwen, og da der om Aftenen igen var Forbindelse med Bryssel, besluttede jeg at stige ud. Jeg syntes ogsaa, at jeg nu, efter at have kørt uafbrudt i 1½ Døgn, kunde trænge til en Smule Hvile. Og nogle overordentlige interessante Timer tilbragte jeg i den gamle belgiske Universitetsby. Den har faaet Krigen at føle. – Smukkest af alt var det prægtige Raadhus, der bortset fra en enkelt Granat i Kvisten er bleven helt skaanet.

Fra Løwen til Bryssel er der kun en god halv Times Kørsel, og i god Tid ankom vi til Residensbyen. Da jeg her fik mine Papirer undersøgt, maatte jeg jo besvare nærgaaende Spørgsmaal om, hvad jeg egentlig vilde i Bryssel. De Spørgsmaal blev klarede, og da jeg nu engang var ”kørt galt i Byen”, var der jo ikke mere ved den Sag at gøre.

Borset fra de mange Soldater fik man egentlig ikke noget stærkt Indtryk af Krigen i Bryssel. Livet forekom at være ret normalt. Sporvognene gik som sædvanligt, var overfyldte. De elegante Kaféer var stuvende fulde, saa man gennem Spejglasruden (thi som Landstormmand, med lange Støvler, Rygsæk og Gevær kan man selvfølgelig ikke vove sig ind slige Steder. Hvad vil en Spurv i Tranedans!) De nyeste Aviser, paa Fransk og paa Tysk, kunde købes paa Gaden, og Folk syntes at tale og le og more sig, som de altid havde gjort. Men et Træk forraadte Krigstilstanden: En vis Aldersklasse savnedes blandt de civile Mænd. De laa nu paa den anden Side Fronten. I det lille Stykke der er tilbage af Belgien. Men de unge Piger – i hvert Fald nogle af dem – havde allerede for længst fundet Erstatning – ”Ersatz” – i Soldaterne, der heller ikke syntes at være uvillige. ”Ein Tor ist immer willig, wenn eine Törin will”, siger Heine.

Efter en højst ubehagelig Nat i en belgisk kaserne gik Turen næste Morgen til C., hvor jeg skulde finde min Fange. Men hvor? Jeg løb fra Banegaardskommandanturen til Stadkommandanturen og tilbage igen, men igen vidste, hvor Stanislaus var at finde. Han var vist ved et eller andet Jernbanekommando. De telefonerede i Øst og Vest, men kunde ikke faa rigtig Besked. Dog var det sikkert, at han maatte være i Nordfrankrig. Men det var jo just ikke nogen tiltalende Opgave at gennemrode hele Nordfrankrig for at finde Fyren. Endelig blev det da med nogenlunde Sikkerhed konstateret, at han nok var ved en Station paa Strækningen mellem L. og A., vistnok i N. Og med den Besked begav jeg mig paa Vej.

Det blev en langsommelig Tur. Vi havde jo nu nærmet os Etappeomraadet, hvor Togforbindelsen selvfølgelig ikke kan være saa regelmæssig. Snart maatte vi vente paa Stationen, og snart midt paa Strækningen, og endelig Klokken 3 om Natten ankom jeg til mit Bestemmelsessted, hvor jeg antog, at Fangen var, – og han var der virkelig ogsaa. Her fandt jeg i Nattens Mulm og Mørke en mindre Arbejdslejr bygget, og ved Vagtens Hjælp fandt jeg en Seng, som var tom, og nu sov jeg de Retfærdiges velfortjente Søvn!

Næste Morgen fik jeg fat paa Fangen, og enhver vil kunne forstaa hans Glæde over at skulle sige Farvel til Frankrig og maaske komme hjem til sine egne. Det ar som en Forsmag paa Freden, der altid ligger og dæmrer forude i Maalet. Dengang var den jo langt borte. Men det vidste vi ikke. Nu er den rykket et Aar nærmere, men hvor nær, ved vi heller ikke nu, dens Omrids skimtes endnu kun lidet tydeligere.

Før vi begav os paa Hjemturen, foretog jeg en Spadseretur gennem Landsbyen N. Vi var endnu langt bag Fronten. Indtrykket af Landsbyen overraskede mig en Del. Jeg havde ventet at finde et ganske modsat Billede af en fattig polsk Landsby, som jeg daglig havde haft for Øje. Men i Virkeligheden gjorde den temmelig store Landsby et ikke meget bedre Indtryk. Alt saa om ikke ligefremt forfaldent, saa dog mindre vel vedligeholdt ud. Ogsaa her kunde jeg med Stolthed konstatere, at Nordslesvig kan maale sig med baade Øst og Vest.

Hen paa Eftermiddagen var vi rede til Opbrud, og den lange Hjemtur begyndte. Vi fik Selskab med en Postordonnans, der skulde til A. og hente Postsagerne, og som fortalte livligt om Livet og Forholdene der. Da vi kørte forbi L., fortalte han, at her var en fransk Spion bleven henrettet Aaret i Forvejen. Spionen, vistnok en Underofficer, var bleven sat af af en Flyvemaskine, der skulde have afhentet ham igen næste Nat. Men Skæbnen indhentede ham før. Han blev fanget, og han var selvfølgelig klar over, at det var halsløs Gerning, han havde øvet. Selv hans Modstandere ydede ham Beundring for hans Dristighed og Mod. Men Krigens Ret maatte gaa sin Gang, og han maatte dele alle uheldige Spioners Skæbne. Han afslog at lade sig et Tørklæde binde for Øjnene, og hans sidste Ord var: ”Vive la France!” ”Was hatte der Mann für Courage!” sagde Ordonnansen! Ja, saadan er Krigens Gang! Livet er Indsatsen, men kæmper man for, hvad man har kær, da er Livet jo ej saa Svært, Døden ikke heller!

For at faa saa meget som muligt ud af Turen, lagde vi Vejen hjem ad en anden Rute, over Metz, Frankfurt og Leipzig, men naar man har siddet 8 Døgn i Træk i Kupéen, saa kommer man dog tilsidst til at længes efter Vejende. Og det var med en vis Tilfredsstillelse, vi saa Baraklejren tone frem igen. Men alligevel var jeg godt tilfreds med Turen, mend det nye, Øjet havde mødt. Den graa og ensformige Soldatertid var et Minde rigere.

N-n.

Hjemmefronten

1. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “…et Batteri for 8 svære Kanoner”

1 kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia
En dansksindet Desertør, der har arbejdet paa forskellige Steder i Sønderjylland, og som gør et meget paalideligt Indtryk, har fortalt.

  1. a. Ved Aarøsund findes nu et Batteri for 8 svære Kanoner med en Besætning af 1 Fregattenkapitän som Obef., 1 Oblt., 2 Feldw [—], 8 Uoff. 216 Marinere (sidstnævnte i 3 Barakker à 96, 80, 40 Md).
    Ved Forskel er et Ammunitionsmagasin af Jernbeton med Dimensioner 8x6x3. Fra Magazin til Kanoner er et dobbelt Jernbanespor til Transport af Ammunition.
    Udenfor Batteriet ligger Panserbatteriet Kurfürst med 250 Mands Besætning.

    b. fra Årø er en Kommandostation af Jernbeton med skudsikre Rum; endvidere 2 svære Kanoner med 32 Mand Besætning.

    c. ved Rødekro staar 4 svære Kanoner, 2 N. og 2 S.Ø. for Banen; endvidere et Ammunitionsmagasin (8x6x3) samt en Br[—-]stationer med 12 Mands Besætning: Endelig er der i Barakker indkvarteret 20 Mand, der laver Pigtraadsspærringer og anbringer Miner under Vejen.

  2. En sønderjysk, meget støt og paalidelig Uoff., der fra Fronten (Riga) er hjemme med Orlov, har til Forbindelse over Grænsen fortalt,

    a. (Murren, da Kejseren talte til Tropperne, uden at der blev skredet ind).

    b. Mand og Mand imellem tales der om, at den saakaldte ”Urlaubssperre” er etableret for at forhindre Mandskabet i at komme hjem og se Elendigheden og blive paavirket.

  3. Det hedder sig, at Christiansfeld i Vinter skal aflastes for Indkvartering. Derimod skal Fjeldstrup have 60 Mand.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Krigens forløb

19. august 1917. Spioner i det falske egetræ

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk. Han var privat indkvarteret i Ostende – og oplevede der noget meget mystisk!

Det er det skønneste Kvarter, jeg har haft, og jeg fik Lov at blive der i 6 Uger. Den gamle vidste ret god Besked med vore nordslesvigske Forhold. Han havde i en Aarrække handlet med Fedekvæg paa England og havde været baade i Tønning og Husum til Marked, og han vidste nok, at der oppe i Nordslesvig boede et dansk Folk, der følte Prøjseraaget som en Pine.

Han var meget meddelsom; men der var to Omraader, hvor jeg intet kunde faa ud af ham.

Der var i Ostende en dejlig Park, og inde i den stod der blandt unge og slanke Elmestammer en 8-10 m høj gammel Eg, hvis Krone var blæst af, saa kun en eneste nøgen Gren stak ud fra den bare Stamme, som var saa tyk, at en Mand ikke kunde favne om den.

En Aften sad der en tysk Søsoldat og en belgisk Pige derude i Parken. Soldaten saa da en Skikkelse komme ovenud af den gamle Eg og glide ned ad den slanke Elmestamme og derefter forsvinde i Buskadset.

Han gjorde næste Dag Anmeldelse om det, han havde set.
Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Egen var lavet af Jern og Cement, og at der gik en underjordisk Gang hen til Egen, 1½ m dyb og 1 m bred, i hvis ene Side der laa en Mængde Telefonkabler.

Det var sikkert en Spion, som havde sit Sæde dér, og det blev paastaaet, at Telefonledningerne førte over til England og til Newport og Dixmuiden.

Egen var saa skuffende efterlavet, at man bogstavelig kunde staa med Øjnene og Næsen et Par Tommer derfra og ikke opdage, at det ikke var naturlig Egebark. Først naar man tog sin Lommekniv og prøvede Barken, viste det sig, at det var Cement udenom et Jernstativ.

Det sagdes, at Gangen havde to Udgange, men jeg har aldrig fulgt den til Ende, endskønt jeg flere Gange har været nede i den.

Om denne Eg vilde jeg meget gerne have lidt at vide af den gamle, men det var umuligt; han var saa tæt som en Potte.

Endvidere fortalte Svigerdatteren mig, at den gamles nuværende Hustru, hans anden Hustru, Stedmoder til Svigerdatterens Mand, sad lammet i en Rullestol. Jeg vilde meget gerne med hjem for at besøge den syge Kone og for at se hans Hjem; men det vilde han paa ingen Maade tillade.

Vi kunde godt være gode Venner og dele vort Haab om Tysklands Nederlag i Krigen; men han vilde ikke føre den lutherske Kætter ind i sit Hjem og udsætte sin Hustru for dennes Paavirkning.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Ikke kategoriseret

11. august 1917. Mystisk spion på besøg hos redaktør Willemoës

Skriv en kommentar

Senest ændret den 6. april 2018 17:31

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I begyndelsen af august 1917 er der flere notater om en unge mariner, der havde forbindelser til sønderjyden Petersen-Pauli.

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen.

Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskonstruktioner] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

Aviser, Hjemmefronten

13. juni 1917. Zeppelinere ved Blåvandshuk – og engelsk overlegenhed ved Arras

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Fra Arrasfronten

Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.

Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.

En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.

Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.

Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6

Trafikken langs vestkysten

N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen.

I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig).

Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Ikke kategoriseret

9. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Britiske agenter

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Der er fra engelsk Side iværksat en meget detailleret Spionage i Grænseegnen; det er særlig Forholdene i Slesvig, -Troppe, Skyttegravsanlæg, Artilleristillinger, Feltbaner, Luftskibsstationer, Pasforhold o.l., der interesserer Agenterne.

En Overløber beretter:
Ved 9. Rgt. i Itzehoe ligger f.T. 400 Md. og 800 Heste; Mandskabet gaar til Fronten efter 6 Ugers Uddannelse.

En Soldat med Orlov i Haderslev fortæller, at Brødrationerne ved Fronten nu er mindre end tidligere. Meningen blandt Soldaterne er, at Tyskland om en Maaned ikke har mere Brød. I Slesvig skal alle Husmølller være forseglede, saa der ikke kan males i Hjemmene.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Aviser, Hjemmefronten

7. juni 1917. Tysk James Bond i Kolding

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Eli: Den tyske sikringsstyrke i Stubbom syd for Hejlsfjord er i færd med at lave skyttegrave ud til Hejlsbugt.

Dette sætter man i forbindelse med den omstændighed, at man for nogle dage siden så et tysk opmålingsfartøj lodninger i Hejlsbugt.

Skytte[-grav] nord for Haderslev Fjord

En russer – der er kommet 4 over grænsen s.f. Kolding i dag, hvoraf de 3 var gået øst om Haderslev Fjord, meddeler, at de ikke ret langt n.f. Haderslev stødte på en skyttegravslinje.

Efter det lukkede Rigsdagsmøde
Minister Stauning
Der fremkom efter det lukkede Rigsdagsmøde den       i  ”Berlingske Tidende” og i ”Nationaltidende” meddelelse om, at der var rettet angreb mod minister Stauning for hans optræden i Stokholm.
Som bekendt dementeres dette officiøst gennem Ritz.Bur.
Der blev heller ikke rettet noget angreb på Stauning i Rigsdagsmødet, men derimod i det bagefter stedfindende ministermøde, hvor I.C. Christensen stærkt kritiserede hans optræden, ligesom Rottbøl fandt, at dette I.C. C’s angreb ikke var uberettiget, hvortil Stauning svarede, at han først og fremmest var international socialdemokrat, og at den stilling han havde fået i ministeriet havde han ikke valgt selv, men fået overdraget af partiet.
Udenrigsministeren Scavenius var, som sædvanlig, ved at tabe hovedet, da denne udtalelse kunne tyde på en mulig sprængning af ministeriet, men mødet havde dog den følge, at Stauning nu ikke rejser til konferencen i Stokholm.
Når Stauning derfor i et interview til journalist har udtalt, at det ikke var givet, at han fik lejlighed til at komme til Stokholm, står dette i forbindelse med det på ministermødet forefaldne.

Spionage
Eli: Det tyske paskontors bestyrer i Kolding v. Küchler, har siden sin ankomst været bekendt som en stor elsker af det smukke køn. Han har længe levet sammen med en husholderske som af flere af husets gæster kaldes frøken men af andre frue.

Vedkommende dame er nu rejst, og Herr V. Küchler har meget ofte damebesøg fra byen. Blandt disse besøgende er en telefondame frk. Jensen, datter af en portør ved Sydbanen. Hun havde kun været en kort tid på centralen som elev, da man opdagede, at hun var noget letlevende.

Samtidig kom der en påstand op om, at hun ved visse lejligheder holdt herr v. Küchler underrettet om telefonsamtaler, navnlig med 861 (militærets). Der ymtedes om, at hun samtidig med at stille 861 i forbindelse med folk i byen, stillede paskontoret med, men centralen har dog stillet sig meget tvivlende om, at hun virkelig har udført det.

Hun blev imidlertid afskediget, dog vel nærmere p.g.a. letsindighed og desuden for urenlighed, idet hun 2 gange har vist sig at være befængt med lus.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Aviser, Hjemmefronten

29. maj 1917. Spionage i Kolding

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Spionage

Eh: Man har i Kolding lagt mærke til, at når der ved visse lejligheder står et eller andet i ”Kolding Avis”, bliver der efter dennes ankomst til paskontoret på dette travlt med skrivemaskiner, hvorefter der afsendes post med toget sydpå kl. 3½ efterm.

Det oplyses fra militær side, at undersøgelsen i en affære i Grenå- Århus har givet til resultat, at der i Rostock er en station for trådløs telegrafering; dertil indgår der rapporter fra Danmark og derfra udgår der atter ordrer til ubådende f.eks. i følgende form: Fisk12.

Dette betyder ubåd i den og den kvadrat. – Telegrammer fra Danmark er i kopi fundet hos spioner, og koden til telegrammerne fandtes hos den i Århus arresterede tysker, gemt i hans vest.
I Kolding har E. personligt konstateret, at der afgår overordentlig hyppig korrespondance sydfra, dels besøget til posthuset, dels til banegården ved toget, og paskontorets personale har overordentlig stærk forbindelse med banegården.

Stvbg. Arbejdsmandskabet ved de tyske befæstningsanlæg i Nordslesvig er delt i 3 klasser, formodentlig efter straffegraden. 1. klasse får 10 pfg. daglig i lønning, 2. klasse 7 pfg. og 3. klasse 3 pfg. daglig. Når mandskabet opfører sig godt og melder sig frivilligt til tjeneste ved fronten, afgår de straks og straffen eftergives.
Der arbejdes bestandig på befæstningslinjen i Nordslesvig med 10-20.000 mand.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Ikke kategoriseret

11. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle blev taget …”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Fra meget paalidelig Kilde

a. Kysten syd for Hjelsminde har i den sidste Tid ofte været besøgt af tyske Officerer. I sidste Uge var en Stab paa 6 Officerer, som med Kort i Haanden syntes at have Opmærksomheen henvendt paa Brandsø.

b. Ved Gasse Høje er opstillet 4 Kanoner af meget svært Kaliber (38 cm).

c. I April Maaned har der i Haderslev været Session over 17-aarige. Alle blev taget – hovedsagelig til Artilleriet og Rytteriet.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

30. april 1917. Wytschaete: Hemmelige lyssignaler til fjenden?

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå på Vestfronten.

Den 30.4. måtte vi forlade dette dejlige sted og ud i rummelen igen, vi kom nu længere ned efter Wytschaete, det var et sted, vi havde respekt for, det var en bue langt ind i den engelske linie, og den kunne flankeres fra to sider (min medkonfirmand faldt her) men heldigvis kom vi ikke så langt, der var en by forinden der hedder Warrin, her blev vi foreløbig, men kunne tydelig høre kanonerne i Wytschaete-buen.

Byen var ikke berørt af krigen, alt var i orden og befolkningen også.

Min gruppe blev indkvarteret i en stor tom hestestald, man i skumringen kom der bud fra skrivestuen (kompagnikontoret), at min gruppe skulle stille med al udrustning ved kontoret omgående, da vi kom holdt dør en vogn med sejl over, hvor vi blev gemt ind i, hvad i al verden skulle vi nu ud på, blev det Wytschaete, patruljer eller hvad, tankerne svirrede, mens kusken kørte ud af byen.

Det var nu blevet næsten helt mørkt, og så holdt vognen og kusken hoppede ned, og begyndte at hamre på vognen mod et eller andet af jern, for at illustrere, at der var gået noget i stykker, og vi fik ordre til at stige ud og gøre bøssen skydeklar. Foran os lå et stort to etages hus og bag ved det kirkegården, folkene i huset mærkede uråd, og kom frem i vinduerne, vi havde ordre til ikke at skyde kun jage dem bort fra vinduerne.

Da vi havde stået der en tid fik vi ordre til at trænge ind i det og samtidig med os kom der en afdeling fra bagsiden, vore efterretningsfolk havde lagt mærke til, at der fra dette hus kom lysglimt op mod en fransk eller engelsk lænkeballon, der stod langt bag fronten, og at denne lænkeballon igen sendte glimt mod jorden og ved pejlinger og målinger kunne det fastslåes, at dette hus kunne komme i betragtning, huset blev undersøgt, folkene afhørt, men selvfølgelig uden resultat, men ved undersøgelsen af det hele kom man ud i haven, her lå et havehus eller lysthus, og det var taget i besiddelse af to bayerske underofficerer.

I døren, der vendte ud mod lænkeballonen, var der en glasrude og lige over for den hang der et spejl og midt i rummet en lampe, og når den ene gik op og ned forbi lampen mens hen talte med sin kammerat, der lå på en gammel divan, kunne det nok se ud som om, der kastedes lysglimt ud i rummet, og det havde ballonen også opfattelse af.

Det hele var nu opklaret, aktionen blev afblæst og glade var vi, da vi kørte tilbage til vores hestestald.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Hjemmefronten

29. april 1917. Spionerne melder nyt fra Sikringsstilling Nord

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

U.K. På Gassehøjene ved Skærbæk er der anbragt 4 svære kanoner (15 cmt.) og ved Ø. Gassehøj 2 af samme slags og 8 stk. anbragt i Kolby Skov, der ligger lige vest for Øbjerg.

I Husum findes der ingen garnison.

En mand, der er hjemme fra østfronten, meddeler, at der er mængder af soldater på østfronten, som får orlov.

Forplejningen ved østfronten er ret ordentlig og der er ingen forskel ude i linjen og længere inde; men der foretages heller intet som helst fra nogen af siderne.

Af redaktør Willemoës’ notesbøger

Hjemmefronten

25. april 1917. Efterretninger om Sikringsstilling Nord

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han nedskrev i sine notesbøger.

Syd for – langs grænsen
32. bataljon, der har udført grænsebevogtningen mellem Fladså og ”Friheds”broen, er afgået for nogle dage siden til Haderslev (vistnok den 17de) og mandskabet fordelt til forstærkning af de øvrige afdelinger til grænsevagt.
– Bevogtningsstyrken ved den befæstede linje synes at bestå af 3 bataljoner. – Bag ved linjen ligger en række optiske signalstationer på Knivsbjerg, Over Jerstal, Bjørneskov, Toftlund og i Vognshøj. En linje går mod syd (?)
– Skyttegravslinjen ved Toftlund er udgravet i ½meters dybde; ”understand” (de bombesikre rum er derimod helt færdige i størrelse 2X4 meter)
Der er udstukket en ny linje parallelt med gamle, fra hvilken der udgår gange i zigzag.
Pigtrådsbælter på ca. 5 meters bredde ligger foran linjen.
Et 15 cmt. batteri a 4 kanoner er opstillet lige vest for Galsted =Bevtoft, dog nærmest ved Galsted.
Vedkommende meddeler har intet set til større troppe[vandringer?] i tiden 15. januar til udgangen af februar.
Hos landboerne er der tilsyneladende ikke større forplejningsvanskeligheder.
Al telefonering er forbudt eller under censur.

K.K. Tilsynet med den befæstede linje føres af oberstløjtnant von Kerzmann [?] i Toftlund. Bevogtningen af linjen Hyrup-Arrild afsnittet besørges af Ersatzbataljon 35, der har et kompagni i Toftlund og de 3 andre kompagnier i de omliggende byer: Arrild-Allerup-Hønning, Højrup II, Åbøl, Hølleskov. Lidt rytteri ligger indkvarteret i Brænderup og Roust.
I Toftlund ligger foruden [et] kompagniet Brotnen [?] med ca. 200 mand, 100 heste og 20 pontoner med tilhørende vognpark samt 10 ingeniører til betjening af Funken [?] = stationen. Ca. 1000 fæstningsfanger er indkvarteret i barakker i nærheden af Toftlund kirke. – Funken=stationen er etableret i et skur nær møllen.
Der har ikke været troppesamlinger i januar og februar i Flensborg ud over dem, der hurtigt afgik til Leckstedt lejren.
En armékorpsstab var ventet til ”Sommers Hotel[?]” men kom ikke.
Vagttjenesten i Flensborg besørges af mandskab, der er hjemme på rekreation.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

31. marts 1917. Spionage ved Vimy

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten

Arraskammerater! Alene Navnet fremkalder Minder. Hvem af jer var med i Paaskeslaget 1917 ved Arras — eller rettere sagt 10 km Nord for Arras ved Vimy-Højene? Vimy laa jo ved den store  Landevej fra Douai til Arras, dukkende sig bag de ret store,  skovbevoksede Høje. Her prøvede Englænderne 2’den Paaskedag,  den 9. April 1917, at gennembryde Tyskernes Front.

For at kunne udføre dette Kup blev der lagt Trommeildsbølger over den ulykkelige Egn i en 5-6 Uger, og til syvende og sidst udsendtes  en Spion for at sætte Kronen paa Værket og udspionere de tyske Forsvarsstillinger.

En og anden, der læser disse Linier, laa maaske til højre eller venstre for Vimy i Dagene fra 1. Marts til 13. April 1917 og ved, hvordan de 280 engelske Batterier af alle Kalibre bearbejdede os stakkels  Soldater Dag og Nat, kun med smaa Afbrydelser, i de seks Uger. I kunde kun høre Bulderet eller mærke en sagte Skælven af Jorden, men vi kunde baade høre og føle, nej, hvad siger jeg der, vi kunde ingen af Delene, vi blev jo fuldstændig sløvede, uimodtagelige og moralsk nedbrudte af den evindelige Skydning. Da vi saa den 13. om  Aftenen kl. 9 sanseløse løb ned af Højen og tilbage i Ro, var vi kun 11 Mand, Resterne af 1. Batl. 262. — Det var Spionens Værk.

Jeg maa nu gaa lidt tilbage i Tiden, til Sommeren 1914. Jeg stod da paa Broen over Saale i Weissenfels-Thyringen. Det var Søndag den 2. August, den for Europa saa skæbnesvangre Dag. Hvem husker ikke denne smukke Sommerdag, med den lidt trykkende Luft, som stemte Sindene til Alvor. — Men som sagt, jeg stod med min Cykel paa Broen og saa ned i Saaleflodens gule, grumsede Vand og lod Tankerne drage paa Langfart med de glidende Vande. Der var jo Stof nok at tænke over denne Dag. Jeg havde været paa Farten fra om Morgenen, kørt over Naumburg, hvor et Batteri »Felt« stod klar til Afrejse til Fronten, til »Bad Kosen«, Rudelsburg og Saaleck for saa endelig ved Aftenstid over Giebichenstein at ende i Weissenfels.

Saa blev jeg paa een Gang revet ud af mine Tanker ved, at en Bil blev standset af Brovagten, der af Garnisonen der i Byen var sat til at bevogte denne Overgang. (Alt var jo i de første Krigsdage spærret  for om muligt at fange omstrejfende Spioner). De seks Personer i Bilen, alle Mænd, blev ført ind i Brohuset for at legitimere sig. Efter nogen Tids Forløb blev Vagten raabt til Gevær, og en af  Passagererne førtes ud og blev af seks Soldater med opplantet Bajonet ført af Sted til Garnisonen, som laa i Klipperne Syd for Byen.

Vi unge Mennesker løb med, for det sivede ud, at det var en fransk Spion, hos hvem der var fundet Tegninger af Rhinfæstningerne. Han skulle nu skydes, mente vi da. Da gik det op for os, at nu var det Alvor med al den . Krigssnak.

Jeg glemmer aldrig denne Mand. Han var stor og kraftig, men bleg som en Dødning. Kunde han nu ikke klare for sig i Tide, var han i  Morgen ikke mere blandt de levendes Tal. Hans høje, brede Pande vidnede om Kløgt og Energi, og var der et Halmstraa at klamre sig til, skulde han nok vide at gribe det. De brune Øjne i det markerede  Ansigt spejdede til alle Sider, men Flugt var umulig. Uden for Porten ventede vi en halv Times Tid efter at høre den Geværsalve, der  skulde udslette hans Liv.

Jeg havde ca. 10 km til min Arbejdsplads og kunne derfor ikke vente længere, og da der jo stadig intet skete, tog jeg omsider af Sted. Tiden gik, og Krigen skred frem over søndrede Byer, Landskaber og Mennesker med uformindsket Styrke.

2½ Aar senere, den 1. Marts 1917, gik vi i Stilling ved Vimy. Canadiske Tropper angreb os de første Martsdage. Deres Batterier skød straks et Batteri af de os tildelte »Felt 63« i Stumper og Stykker.  Englændernes Infanteri led svære Tab, og man foreslog os to Timers Vaabenhvile, for at de kunde begrave de døde, der laa i Ingenmandsland. Englænderne havde ikke troet, at Tyskerne efter ca. tre Aars Krig endnu havde saa gode Tropper, der kunde afslaa et  saa energisk Angreb. De skulle selvfølgelig nedkæmpes og  blødgøres, og derfor blev vi udsat for deres forfærdelige Artilleribeskydning i de efterfølgende seks Uger. De af os, der stod det igennem, gik Dag og Nat med en dundrende Hovedpine.

Saa var der en Nat med et ubehageligt Vejr, rigtig et fransk Vejr med Regn og Slud lige i Ansigtet. Vi saa nogle skarpe Lysglimt, som fra en  Lommelygte glimte frem fra vor Stilling over imod Englænderne.  Tiden sneglede sig hen, mens vi stod paa Lyttepost og paa Vagt i Skyttegraven, og vi syntes, som saa ofte før, at de to Timer aldrig fik ende i det Hundevejr. Ronden kom for at se efter, om alt var i Orden. Officeren havde en Majors Rang, og spurgte ud om alt. Næste Nat  gentog det samme sig med Glimtene og med Majoren, men kort efter kom endnu en Ronde, og det forekom os lidt besynderligt. Vi talte om dette mærkelige næste Dag, og da saa det samme gentog sig for tredie Gang, var vor Mistanke vakt. Vi vidste jo, at Ronden  beklædtes af alle Bataillonens Officerer.

Vor Korporal, der var en opvakt Fyr, fik hurtigt fat i den fremmede Major og bad ham legitimere sig. Fyren blev selvfølgelig grov og skældte og smældte over den raadne Disciplin, der nu var i Hæren, og at man kunne have Mistanke til en prøjsisk Major. Han bad om at blive ført til Bataillonsstaben, saa skulle alt nok klares. Vor første Bataillon førtes ogsaa af en Major, og han sad i sin hyggelige Bunker, da den fremmede Major førtes ind. Korporalen aflagde Bapport og tilføjede, at det var tredie Nat, den nye Major drev rundt i vort Afsnit.

Da vor Bataillonschef ikke kendte den fremmede, bad han om at se hans Papirer. Han fremdrog et Papir, hvorpaa der kun stod »Zollern« (vor Afsnitsbetegnelse), og at han hed Major v. d. Tann. Saa kom Vinflaskerne paa Bordet, og det gik løs med skaalen og tituleren, men vi gik tilbage til Natten og Regnen. Jeg havde set hans Ansigt og — studsede. Hvorfor og hvorfra var det mig bekendt?

Om det nu var for at faa Tiden til at gaa, at Flasken kom paa Bordet, saa der kunde foretages en Kontrolopringning, ved jeg ikke. Men da v. d. Tann viste sig i Skyttegraven igen kort Tid efter, kom selve Bataillonsadjudanten springende og forlangte ham anholdt. Der fandtes ingen Officer af det Navn i den store Generalskab, og de havde heller ingen udsendt. Nu for vi i Nattens Mulm og Mørke rundt i Graven for at finde ham, og nede ved tredie Deling blev han halet ned i Frakkeskøderne. — Han var nemlig ved at forsvinde over Dækningen.

I det flakkende Lys fra Lyskuglerne saa jeg atter dette blege Ansigt med de urolige brune Øjne, og da gik det op for mig, hvor jeg sidst havde set det. Det var ved Broen over Saalefloden i Weissenfels for  2½ Aar siden.

Dengang klarede han altsaa Skærene, og det er sikkert det, der har fristet ham til at prøve igen. Kan han mon klare sig i Land igen? Jeg ved det ikke og har aldrig faaet det at vide.

DSK-årbøger, 1957

 

Krigens forløb

31. januar 1917 – Fra Efterretningssektionens journal

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachment mod Frcia [Fredericia] 1. 1 Bilag modtaget fra H angaaende Forhold i Tyskland og Slesvig. (Bilaget skrevet af).

2. Fra paalidelig Kilde: Tropper, der var anmeldt til Egnen om Gram og Hygum, er ankomne.

3. Gennem Kolding Rytteri:
a. Det meddeles fra 2 forskellige Kilder, at der til Nordslesvig i alt er ankommet 6000 Ryttere.
b. En meget paalidelig Mand meddeler, at den 30/1 eller 29/1 kom et Tog til Rødekro med Artilleri, desuden[?] med Geværer og andre Udrustningsgenstande.
c. Det forlyder, at der i Hamborg skal være mange Tilfælde af Plettyfus.

Okdoens [overkommandoens?] Efteretningssektion (tilintetgøres).
Rytteriet i Nordslesvig er nærmere at betragte som et Hestedepot

i Aabenraa: 1500-2000 Md.
omkring Haderslev: 6-7000 –
i Flensborg 10000 –

Indkvartering af 400 Md. i Gabøl: 400 Mand i Ø. Linnet er aflyst

En Mængde Pontoner er aflæsset ved Rødekro og Hovslund og transporteret til Kalvøvig.

Der arbejdes stærkt paa Barakker, 4-6 km. bg. Skyttegravslinien (i Linie med Batterierne) (Hoptrup – Syd om Mastrup – S. om Vedsted – N. om Skovby – Bevtofte – N. om Toftlund og videre mod V.)

Ved Skovgaard et Batteri lige midt i Alléen.

38 cm Kanoner i Lerskov Plantage og i Plantagen V. f. Banen.
Til disse Batterier er der Spor direkte fra Hovedbanen.
Hovedepotet af Ingeniørmateriel ved Hovslund Station.

Bane fra lidt N. for Rødekro til Skovby (direkte).

Bekræftelse paa Ankomst af Pionerer med store Pontoner og en Mængde Bromateriel til Over Jersdal.

2 Divisioner i Lockstedt Lager.

i Rødding 30 Md af 9.Res.Ersatz Jægerbatl. og Mandskab af 32 Lsb. [Landsturm-Bataillon]

Byerne mellem Haderslev-Aabenraa-Rørkjær-Kabdrup, Erigsted[?] og Bjerning har den 24/1 faaet Melding om Indkvartering af Rytteri

I Juleugen laa
i Mastrup 2. komp af Lsb.Inf.Rgt. 31
i Gram Lsb.Infrgt 27
i Haderslev Lsb.Inf.R. 21

Sparekassedirektør Sibani, Skive.
Til Stabschefen. Om en mistænkelig Sønderjyde, der siges af spionere for tysk Regering.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

 

Krigens forløb

7. juli 1916. Willemoës’ noter: Stor militær aktivitet omkring Skærbæk

Skriv en kommentar

Senest ændret den 11. juli 2016 8:03

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Fra Skærbæk meldes, at der i egnen er anlagt telefon i rigt mål, og man har set store lastbiler transportere telefonpæle og andet materiel i massevis.

Der er også tale om i Skærbæk at lave feltkøkken til massebespisning.

Den tyske gendarm Wollesen i Hvidding siges at tage nordpå engang i mellem – civil selvfølgelig – for at drive lidt spionage. En deserteret soldat traf ham en dag i Ribe og udbrød:” Nej, goddag Wollesen, er De her”, hvorpå Wollesen skyndsomst forsvandt.

På Gassehøjene er anlagt spejlsignaler, hvormed der signaleres om dagen formentlig med brohovedet ved Skærbæk og med Sild eller Rømø. Nogle tilfældige besøgende havde set i en mægtig kikkert hvor alt var rødt, hvad de så.

I vinter fik kommuneforstanderne i Hvidding, Brøns og Rejsby m.fl. steder fra myndighederne anordning om at skaffe pålidelige mænd eller kvinder til at rejse over grænsen og købe levnedsmidler. Vedkommende skulle ikke blot få pas men alle mulige lettelser og gratis rejse. Kommuneforstander Evald i Brøns gjorde forsøg for at skaffe en mand, medens Jensen i Hvidding og Brodersen i Rejsby intet foretog i den retning.

De hjemløse i Tønder kreds indkaldes

De hjemløse indkaldes allerede nu i Tønderkreds og skulle, så vidt vides, genmøde den 7. juli i Flensborg, medens der intet forlyder om deres indkaldelse i Haderslevkreds.

I Haderslev indkaldes nu ca. 400 mand – det er ikke hjemløse – men de sidste rester af folk med skavanker.

Da zeppelineren ”Z18” sprang i luften onsdag den 17. november 1915 bragte ”RST” [Ribe Stiftstidende] den 20. meddelelse om, at der var dræbt 1 mand og såret 8. Men forholdet er det, at der i virkeligheden blev såret langt flere og så mange, at flere lazaretter rekvireredes og førte de sårede fra luftskibshallerne direkte til Flensborg uden at standse undervejs – ude ved luftskibshallerne ved Tønder er der på en plads umiddelbart og dertil et lille anlæg, der ligner en begravelse på hvilken der er rejst et jernkors; det menes, at der her er begravet de døde, der omkom ved eksplosionen.

Det hedder, at der samme dag forulykkede en zeppeliner i Friederichshafen og en anden et sted i Pommern.

N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

8. juni 1916. Agent “Z” hos Willemoës i Ribe

Skriv en kommentar

Senest ændret den 11. juli 2016 8:12

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Optanter m.v.

Student Truels Nielsen og Z var her på kontoret, og Truels N. meddelte, at udenrigsministeren umiddelbart før vedtagelsen af den ordinære indfødsretslov i februar 1916 havde udtalt til Landstingets udvalg desangående, at den danske regering havde forpligtet sig til ikke at naturalisere hverken tyske undersåtter eller optantsønner eller hjemløse, så længe krigen varer.

Z meddeler, at der ikke endnu er anbragt kanoner på Astrup bakker; skytset henstår på banen, og der er tale om at anbringe det på Gassehøjene øst for Skærbæk.

Når Tyskere stormer på vestfronten

Folk der kommer fra fronten – vestfronten – meddeler, at når tyskerne stormer – i hvert fald på enkelte steder – anbringes der bag ved tropperne xxxx kanoner med kardatsker, klar til at fyre, såfremt tropperne skulle flygte eller nægte at gå frem.

Af Redaktør Willemoës’ dagbøger

Agent “Z” skal ifølge en teori af historikeren Michael H. Clemmesen være identisk med rigsdagsmand H.P. Hanssen. Denne teori er dog senere draget i tvivl.

Aviser

13. marts 1916. Russisk spion bortført fra Danmark til Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kartoffelkort.

Er nu indførte af magistraten i Kiel. Indtil videre tildeles der hver person et pund om ugen.

Den russiske jøde og den tyske opdager.

Tyskerne har i nogen tid eftersøgt en russisk jøde, der som tysk borger sigtes for at have udsmuglet medicinalvarer fra Tyskland til Rusland samtidig – og det er formentlig den egentlige grund til anstrengelserne for at få fat i ham – at have drevet spionage. En tysk opdagelsesbetjent tog til København, hvor han har opholdt sig i nogen tid og hvor det lykkedes ham at opspore den eftersøgte og efterhånden vinde dennes tillid således, at han kunne få jøden med på rejse ved at foregive for denne, at de i fællesskab kunne gøre et godt forretningskup i Jylland.

Opdagerens mål var at få russeren lokket over grænsen, i hvilken henseende der måtte udvises ikke ringe snedighed. Det turde derfor ikke gå an at tage med toget til grænsestationen, hvor russeren øjeblikkelig vilde blive klar over situationen, men der måtte gås omveje. Opdageren valgte da at tage til Ribe, og i fredags aftes ankom de med 6-toget hertil. En tredje mand – en dansktalende fra Hvidding – der var indforstået med, hvad der skulle ske, stødte her til dem i et gæstgiveri, og ved 7-8 tiden tog de alle tre afsted i bil ned mod grænsen.

Bilen fik imidlertid bestemt ordre til at holde ved Egebæk Kro – ca. 1 km fra grænsen – hvor de tre mænd steg ud og forsvandt ad den gamle Vedstedvej lige overfor og senere ind i plantagen syd for vejen.

Russeren nærede nogle øjeblikke tvivl om ekspeditionens redelighed, men den tyske opdager forstod at overvinde hans betænkelighed, og de gik videre, indtil de ad en sti over markerne nåede ind over grænsen. Her var imidlertid vagterne blevet forstærket, og aldrig så snart var man på tysk grund, før russeren blev arresteret og belagt med håndjern, medens samtidig hans gode ven opdageren forsvandt. To kriminalbetjente førte i lørdags morges opdagerens bytte videre sydpå, formentlig til Berlin.

Ikke kategoriseret

2. februar 1916. Trætte soldater på Østfronten

Skriv en kommentar

Johann H. Schramm gjorde krigstjeneste på Østfronten.

På marchtur under slaget ved Masuren.

De største anstrengelser for soldaterne på østfronten var de evindelige marchture. Hvilket besvær det var for mandskaberne, kan man næsten ikke dannede evindelige marchture. Hvilket besvær  det var for mandskaberne, kan man næsten ikke danne sig en forestilling om, når man ikke selv har været med, og det er utroligt, hvad soldaterne kunne holde til.

Den 2. februar 1916 nåede vi fra den tidligste morgenstund og til middag kun femten kilometer frem. Vejene var så at sige  ufremkommelige. Trætte, som vi var, undte man os ikke noget hvil. Vi  måtte omgående stille os til rådighed som dækning for et  armékorps, som var under march, og det vil sige, at vi resten af dagen måtte stå på vagt for at forhindre, at de marcherende kolonner blev angrebet fra siderne.

Vi stod i en vælling af dyb ler. Vi sank i til langt op ad benene. Det var et frygteligt pløre, og vi måtte holde ud til klokken otte om aftenen, altsaa til langt efter, at det var blevet mørkt. Tro ikke, at der så blev en hvilepause! Nej, vi måtte omgående marchere videre og nåede  frem til en by, der hed Krambola. Her fik man fat i en civilperson, der skulle føre os ti kilometer frem.

Vejen var et frygteligt ælte, for her havde regiment efter regiment  marcheret, her havde et utal af vogne kørt. Det var bælgmørkt. Vi var beskidte til langt op ad benene. Af og til lå der store sten på vejen, Dem faldt man over. Så tændte man en lommelygte for at faa lidt oversigt over terrænet. Så blev der råbt og skreget: »Sluk lyset!« — Russerne var jo i nærheden.

Langsomt gik det fremad. Da vi havde passeret midnat, og klokken var blevet ét, opdagedes det, at civilisten var ved at narre os. Han  var lige ved at føre os over til russerne; men så kan det nok være, at han fik en omgang. Jeg har aldrig hørt nogen skrige og jamre så  grusomt, som her i den stille nat. For resten blev civilisten skudt tre dage senere, fordi han var ved at snige sig gennem den tyske forpostkæde på vej over til russerne.

Vi måtte nu marchere omkring ved tre kilometer tilbage, og først klokken tre om natten nåede vi vort bestemmelsessted. Her fik vi den sølle besked, at enhver måtte se at finde et sted, hvor han kunne  få tag over hovedet. I løbet af et øjeblik var hele kolonnen opløst  og forsvundet.

Jeg var sammen med nogle kammerater kommet ind i et hus. Vi havde fået de våde støvler af og var ved at skifte strømper — hvis man da var så heldig at være i besiddelse af et par ekstra strømper — da der kom ordre om, at vort kompagni straks skulle træde an igen for at marchere videre til den næste by.

Men kompagniet var jo nu fuldstændig opløst, og der var derfor kun få, der adlød befalingen. Ordren blev gentaget; men — vi blev, hvor vi var, og det var håbløst at tænke på, at kompagniet nu kunne samles. Ærlig talt syntes vi, at vi havde ydet tilstrækkeligt, og vi lagde os simpelthen til at sove, og det gjorde vi til langt op ad formiddagen.

Da vi vågnede, gjorde vi vel nok store øjne, for det viste sig, at vi lå lige lukt blandt en flok russiske soldater. De var lige så trætte, som vi. Deres befalingsmænd havde ikke kunnet få dem til at marchere videre. De havde smidt sig ned på gulvet og var omgående faldet i søvn.

Vor ankomst havde ikke forstyrret dem; men nu var de i en ubehagelig situation, for de var for få i forhold til os. Komme bort kunne de ikke. Det var for sent, og der var ikke andet at gøre for dem end at lade sig tage til fange.

Først om eftermiddagen klokken to blev kompagniet igen samlet, hvorefter vi omgående blev sat i gang med at bygge stillinger.  Russerne lå kun en kilometer borte, så vi havde travlt; men da aftenen var gået, og morgenen brød frem, opdagede vi, at alt vort arbejde havde været nytteløst, for russerne havde trukket sig tilbage, og — så gik det atter fremad på march på de  ufremkommelige og opløste veje, og atter blev der stillet umenneskelige krav til soldaternes udholdenhed.

DSK-årbøger, 1958

Aviser

27. januar 1916. Ribe Stiftstidende: Belgiske tilstande

Skriv en kommentar

To tyske spioner hængte – og en kommentar.

Franz von Jessen telegraferer tirsdag fra Paris til Berlingske Tidende: Det vil erindres, at den tyske spion, der angav den engelske sygeplejerske, Miss Edith Cavell, og derved gav anledningen til hendes henrettelse, nogen tid efter blev fundet dræbt på gaden i en af Bruxelles forstæder. Han var dræbt ved to revolverskud i hovedet. 

Den tyske ambassadør idømte i den anledning byen Bruxelles en bøde på en halv million francs, med den motivering at det ved attentatet var godtgjort, at i hvert fald nogle borgere havde overtrådt det udstedte forbud mod besiddelse af revolvere.

Nu er to andre spioner bleven dræbt i Bruxelles. De er fundne hængte. På ligene fandtes der i lommen et kort, hvorpå der stod: Hængt for spionage-forbrydelse.

Det er forbudt belgierne at bære revolvere, men ikke at eje solidt reb til at ekspedere spioner med.

Ikke kategoriseret

20. december 1915. Fængsling af sønderjyske kvinder

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. januar 2016 22:25

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Når sønderjyske kvinder fængsles.

Den 3. december blev der, som tidligere nævnt, pludselig foretaget en række fængslinger i vesteregnen, deriblandt også af 4 sønderjyske kvinder. Om den fremgangsmåde, der er anvendt overfor disse, skal vi, uden at gå i enkeltheder, anføre nogle træk, der er karakteristisk for den hensynsløshed, der – sikkert imod regeringsmyndighedernes vidende og vilje – af visse lavere myndigheder øves mod dele af en befolkning, der udviser en pligtopfyldelse og loyalitet, som har vundet den tyske regerings og den tyske hærledelses uskrømtede ros.

I forbindelse med arrestationerne fandt der omfattende husundersøgelse sted af kriminalbetjente. I hvert eneste rum i hele lejligheden blev skuffer, skabe og overhovedet ethvert aflukker gennemrodet og alt, hvad der fandtes af beskrevet, halet frem og efter endt gennemsyn kastet til side, så det flød overalt i huset i den ubeskriveligste uorden.

Om aftenen førtes de arresterede damer til Tønder, hvor de – til trods for, at kriminalbetjentene gentagne gange havde forsikret, at der kunde overnattes på hotel – blev ført direkte til arrestbygningen og der hensættes i hver sin bælgmørke celle med et par ord om, at der fandtes både seng og ”kloset”, med at de i øvrigt selv måtte orientere sig, dvs. famle sig omkring i mørket.

Et par tæpper på den indretning, der skulle forestille seng, udbredte en meget ilde lugt, og ”klosettet” spredte i det lille tæt lukkede mørkekammer en ulidelig stank, der næsten var ved at tage vejret fra beboerne.

I sådanne rum måtte damerne overnatte til næste morgen.

Den 4. december førtes arrestanterne til Flensborg, og de fire kvinder hensattes i hver sit værelse, hvor der var så koldt, at der var meget vanskeligt at holde varmen.

Her hensad damerne så indtil den 10. december om middagen, da de pludselig fik meddelelse om, at de var løsladt og kunne gå, hvorhen de vilde uden at der under deres ophold i Flensborg var blevet afholdt spor af forhør over dem og end ikke stillet et eneste spørgsmål til dem.

Da de blev løsladt, må myndighederne selvfølgelig være blevet klar over, at damerne intet strafbart havde begået, men man viste dem ikke engang det hensyn at meddele, at den mistanke, for hvilken de havde måttet døje fængsel i 8 dage, havde vist sig at være ugrundet.

Det er at håbe, at de højere myndigheder vil blive sat i kundskab om denne sag og tage den under nærmere overvejelse.

Aviser, Nyheder

10. april 1915. Anholdt! Forsøgte at smugle brev over grænsen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Af Nicolai Flyman

Syd for Grænsen under Krigen

Det bødes der for

Karlen med Brevet i Strømpen
Onsdag før Paaske var en ung Karl fra Guldager efter Besøg søndenaa paa Vej tilbage hertil sammen med sin Kæ­reste. Ved Grænsen underkastedes de det sædvanlige Eftersyn, og den tyske Bevogtning var omtrent færdig med Undersøgelsen, da den fandt et Brev i hans Strømpe! Om Brevets Indhold forlyder intet udover, at det var skrevet fra en Kone søndenaa til en Kone heroppe. Karlen blev øjeblikkelig anholdt og se­nere ført til Skærbæk, hvor en nær­mere Undersøgelse fandt Sted hos Distriktskommandøren. Karlen er senere ført til Flensborg, hvor der antagelig venter ham 1 á 2 Maaneders Fæng­selsophold.

Karlen, der ikke havde Papirerne i Orden
En Karl fra Vesterenge i Ribe Her­red havde i Fjor Tjeneste hos Gaardejer Jensen i Harreby, søndenaa. Den 1. Novbr. skiftede han Bopæl, idet han tog Tjeneste som Daglejer hos Naboen, Gaardejer S. Hansen. Karlen forsømte imidlertid at faa ordnet de foreskrevne Fra- og Tilflytningspapirer hos Myn­dighederne, og da han nogen Tid efter kom til Ribe og som hjemmehø­rende i Herredet fik udleveret et Pas og atter kom ned over Grænsen, blev han anholdt af den tyske Grænsebevogtning paa Grund af den ovennævnte Uorden med Hensyn til hans Opholdspapirer. Han blev ført til Rødding og derfra til Flensborg, hvor han nu har siddet fængslet en Maanedstid.

Vi finder Anledning til at indskærpe for de danske, der tager paa Besøg eller tager Arbejde i Nordslesvig, at de uvægerlig retter sig efter de Paabud, de tyske Myndigheder har givet, og retter sig efter dem indtil det yderste. Vil man gøre Krav paa Tilladelse til at færdes søndenaa for Tiden, er det kun Ret og rimeligt, at man til Gengæld ikke overtræder de af Krigs­forholdene dikterede Paabud til Sikringsforanstaltninger. Vil man ikke ind­rette sig herefter, maa man tage Føl­gerne, som de falder, uden at beklage sig.

Under alle Omstændigheder maa det fraraades — og skarpt misbilliges — at følge de ovennævnte Karles Eksempel, der kan virke skadeligt paa det allerede forud i mange Henseender vanskelige Samkvem mellem begge Si­der af Grænsen.

Aviser, Nyheder

22. februar 1915. Anholdte danskere atter løsladt

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Grosserer I. C. Clausen af Kolding løsladt af Haderslev Arrest

Grosserer I. C. Clausen, Indehaver af Tarmsliberiet i Kolding, blev som bekendt Søndag den 7de Februar paa Hjemrejse fra Hamborg, anholdt i Som­mersted og Dagen efter indsat i Arre­sten i Haderslev. I Lørdags er han løsladt og om Aftenen vendt tilbage til Kolding.

Om denne Arrestation, der er et talende Vidnesbyrd saavel om den Ner­vøsitet, der hersker hos visse nord­slesvigske Myndigheder, som om den Mangel paa Hensyn, der kan vises de paa Mistanke anholdte, meddeler vi føl­gende Enkeltheder af Interesse:

Aarsagen til Anholdelsen var en maskinskreven Seddel med Uddrag af et Foredrag om 42 Centimeters Mørsere, holdt i Ingeniørforeningen i Düsseldorff, og ikke blot udsendt i Tyskland, men ogsaa til nevtrale Lande. Hr. Clausen havde faaet den af en Bekendt paa en Restaurant i Hamborg.

Efter Anholdelsen i Sommersted maatte Hr. Clausen overnatte i det derværende Vagtlokale sammen med 8 Soldater og en Dame, og han fik an­vist Soveleje paa Gulvet. Da den 62- aarige Mand næste Morgen bad om at maatte vaske sig, blev der svaret ham, at han kunde gøre Toilette ude i Gaarden under Vandhanen. Opad Dagen blev Grosserer Clausen ført til Haders­lev, og med en Soldat paa hver Side og fulgt af en Hoben nysgerrige maatte han spadsere fra Banegaarden gennem Byens Gader til Arresten. I denne har Opholdet i de forløbne 14 Dage været upaaklageligt, idet den Anholdte fik Tilladelse til at tage egen Forplej­ning.

Efter Anholdelsen blev Sagen herom sendt til Rigsretsadvokaturen i Leipzig. Fra Familiens Side skete der Henven­delse til Udenrigsministeriet i Køben­havn, og den danske Gesandt i Berlin, , Grev Moltke, satte sig snarest i Be­vægelse for at udvirke Hr. Clausens Løsladelse. Det lykkedes ham saa godt, at der allerede i Lørdags fra Rigsrets­advokaturen indløb telegrafisk Ordre til Myndighederne i Haderslev om at løslade Clausen. Forinden dette imid­lertid kunde ske, maatte ogsaa Gene­ralkommandoens Ordre hertil foreligge, og den indløb om Eftermiddagen. En kort Meddelelse til Hr. Clausen om, at han var fri og kunde rejse hjem var alt, hvad der blev sagt ham. En Undskyldning for, at der forelaa en Fejltagelse eller at Anholdelsen havde været ubegrundet, gaves ikke.

Atter løsladt

Dyrlæge Hansen i Skærbæk, der i Maanedens Begyndelse blev sat un­der Anholdelse og interneret i Flens­borg, blev, som vi erfare, løsladt i Fredags.