Kübler, underofficer ved Regiment 84’s 6. kompagni, beretter om den underjordiske krig.

Efter tilbagevenden fra østfronten til vestfrontens stillingskrig syntes livet os ensformigt og afstumpende. Vi var jo vant til fremrykning og nye oplevelser hver dag.

Således kom 2 mand fra mit kompagni på den idé grundigt at undersøge Estorf-Nase-minegangen i stillingen ved Moulin, som af os var betegnet med et skilt: “Korteste vej til Paris.” Begge havde tilbragt flere gange to timer derinde som lyttepost.

Da jeg en aften – det var kort før jul 1915 – som skyttegravstjenstgørende underofficer kommer ned i den underjordiske gang for også her at kontrollere alt, var de to ved en lommelampes skær ved at undersøge den yderste ende af hulen.

Efter kort tid trak de en sandsæk ud af væggen foran sig. Vi var alle tre overraskede og temmelig forskrækkede, da vi gennem hullet, som havde været stoppet af sandsækken, kunne se ind i en yderligere minegang.

Yderste forsigtighed var nødvendig. Der kunne jo sidde en franskmand på den anden side og give os en venlig hilsen i form af en håndgranat eller lignende. Men det forblev altsammen stille.

Så gik vi i gang med at undersøge hulen med lommelampen. Vi fandt den tom. Men pludselig hørte vi franske ord og skridt, der kom imod os. Det gik over. Hurtigt blev hullet stoppet til igen, og vi lyttede alle tre, fornemmede også en mumlen.

Da vi efter nogen tid igen tog sandsækken væk, så vi, hvordan adskillige mennesker netop fjernede sig. Det blev klart for os, at franskmanden kun nu og da sendte en patrulje ind i sin minegang.

Efter at jeg havde beordret de to poster til at være meget opmærksomme, gik jeg selv til min delings-og kompagnifører for at aflægge rapport. Undervejs traf jeg Unteroffizier Madea fra min deling, hvem jeg fortalte om min oplevelse. Denne, en gammel feltsoldat, begav sig straks ind i minegangen. Da jeg sammen med min delingsfører kom tilbage til de tre, havde de ikke været uvirksomme. De havde allerede undersøgt den anden side grundigt og konstateret, at der langs begge sidevægge gik en stærk tråd, der førte ned i jorden. Vi vidste nu, at vi sad på en krudttønde.

Først måtte tråden klippes over. At gøre det med en almindelig trådsaks var ikke ufarligt, fordi tråden jo godt kunne være ladet med elektrisk strøm, Der blev derfor forespurgt ved bataljonen, om dér fandtes en saks med isoleret håndtag. Da dette ikke var tilfældet, måtte altså en almindelig saks bruges.

I mellemtiden havde Unteroffizier Madea og de to vagter, det var menig Jordan og menig Spiro, besluttet sig til at kravle igennem gangen og hente en fransk vagtpost ud af gangen. Hullet i væggen blev hurtigt udvidet. Snart var det så stort, at alle kunne komme igennem.

Forsigtigt krøb den ene efter den anden ind i den franske gang, én tog en trådsaks med, og snart var de forsvundet. Jeg blev i stor spænding tilbage sammen med min delingsfører. Det varede ikke længe, da kom alle tre hurtigst tilbage, desværre uden franskmand.

Unteroffizier Madea og menig Jordan krøb straks gennem hullet tilbage til os, mens menig Spiro vovede at klippe ledningstråden over. På begge sider skar han et stykke på ca. 50 cm ud. Så krøb også han hurtigt tilbage. Det var på høje tid, for nu kunne man igen høre stemmer og trin. I al hast blev hullet igen stoppet så godt som muligt, desværre blev der en lille åbning tilbage.

Den franske patrulje mærkede til vor beklagelse, at der var foregået noget i minegangen og opdagede også den afbrudte ledningstråd. Som vi kunne konstatere, blev to vagter tilbage, ikke til vor glæde, for vi havde jo endnu en udgravning foran os. Det blev der så ikke noget af. Vi måtte altså begrænse os til at passe nøje på, om franskmændene forlod minegangen. Skete det, så kunne man frygte en sprængning, og også vore vagtposter måtte så forlade minegangen.

Næste dag blev den franske mingang røget ud. En pioner satte forsigtigt tre kasser med hver to stinkbomber imod den væg, i hvilken hullet befandt sig. Mod vor side blev kasserne yderligere fordæmmet med tre lag sandsække og så bragt til sprængning med elektrisk tænding.

Stakkels franskmænd! – Efter nogen tid hørte vi en brusen som fra en pumpe. Franz var altså i gang med redningsarbejdet. Det blev han ikke forstyrret i.

I de næste dage kunne vi ikke give minegangen stor opmærksomhed. Kun fra tid til anden blev der sendt en patrulje derind.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Hvad angår kompagnitjenesten, var den organiseret på følgende måde:

Ved de kompagnier, der var indsat forude, skulle hver gruppe om dagen have én mand på post, om natten to mand.

I morgen- og aftentimerne herskede der i en vis periode alarmberedskab, da det erfaringsmæssigt var tiden for fjendtlige overraskelser, d.v.s. at i denne tid måtte hele kompagniet være på sin post.

Rigtigt til ro kom tropperne kun nogle timer om dagen, for om natten måtte alle kræfter, som ikke lige blev brugt til vagttjeneste, arbejde hårdt på udbygning af stillingen, på forstærkning af skyttegravsvæggene, på bygning af betonobservationsstande, på anlæg af nye gange og grave samt udbedring af gravenes bund med riste.

Ikke mindre anstrengende var tjenesten ved beredskabskompagnierne. Selvom den svære vagtposttjeneste her faldt bort, så måtte delingerne nat for nat vandre ud foran for at forsyne de forreste kompagnier med skansemateriale. Og da den fjendtlige artilleri- og minevirksomhed var betydelig stærkere om natten end om dagen, var procentsatsen af tab ved beredskabskompagnierne ofte større end ved stillingskompagnierne.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Også signaltjenesten var blevet formålstjenligt og bedre udbygget. Der blev desuden uafbrudt arbejdet på dens forbedring.

Hvert kompagniafsnit havde telefonforbindelse til bataljonen. Endvidere var der i forbindelsesgravene for hver 200 meter etableret en ordonnans, som blev virksom ved telefonens svigten i en alarmsituation.

Man begyndte også allerede at etablere forbindelse ved hjælp af brevduer fra den forreste linje til divisionen i Bléroncourt.

For at gøre telefonforbindelserne sikrere blev der anlagt dybe kabelgrave mellem bataljonskommandostationerne og regimentskommandostationen.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Ligeså sanitetstjenesten var bedre organiseret. Nu havde hvert kompagniafsnit sin egen sanitetsgang, der i reglen lå ved kompagniførerens reserve og gav plads nok til, at kompagniernes sygebærere kunne anlægge den første forbinding på de sårede.

Et lidt større rum fandtes ved bataljonskommandostationen til disposition for bataljonslægerne, der var egnet til at optage et større antal sårede, og som samtidigt tjente som infirmeri. Bataljonslægen havde på denne forbindsplads til stadighed en sanitetsunderofficer og nogle sygebærere til hjælp. I tilfælde af alarm skulle til stadighed et antal musikere være til stede på bataljonsforbindspladsen som hjælpesygebærere.

Bedre organiseret var også den øvrige sundhedstjeneste i de forreste linjer. Hver morgen havde kompagniernes sygebærere på deres morgenprogram at se efter latrinerne og bestrø indholdet med kalk.

Desuden skulle de efterfylde de flasker, der var ophængt ved latrinerne, og hvis indhold var bestemt for desinfektion af hænderne.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Svarende til stillingens udbygning var også forplejningssystemet blevet mere regelmæssigt og effektivt sammenlignet med 1914.

Mens feltkøkkenerne i 1914 hver aften kom fra Nampcel og senere fra Blérancourt ud til Slesvig-dalen, og én mand fra hver gruppe med kogegrej blev sendt til afhentning af mad, var det enklere nu. Nu var der hos beredskabskompagnierne i Slesvig-dalen feltkøkkener med store indbyggede kedler til de forreste kompagnier, sådan at kompagniets madvogn kun behøvede at medtage råvarer og den daglige post fra bagage-lageret for igen at forsyne køkkenerne med næringsmidler.

Fra køkkenerne blev maden båret ud foran i store beholdere, sådan at kun få folk fra hver deling behøvedes til at skaffe mad, kaffe, brød pålæg og post frem foran.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Aldrig har en nat været så lang, men omsider begyndte det dog at dages. Vi kunne begynde at skimte lidt af omgivelserne, og vi troede, al det værste var forbi; men pludselig — klokken var vistnok halv syv — begyndte de franske maskingeværer at brænde løs.

De skød fra flere forskellige steder, og der var mindst fire maskingeværer i aktivitet. Projektilerne fløjtede på kryds og tværs om ørerne på os, og pludselig råbtes: „De kommer! De kommer!” De franske angrebslinier myldrede frem.

På grund af tågen var det ikke muligt at få et klart overblik over hele situationen, og følgen var, at vi omgående blev kastet ud af vor stilling. Nu blev kaptajn Schellins ord virkelighed, for vi måtte straks i gang med at erobre stillingen tilbage, og det blev et blodigt arbejde.

Med håndgranater og opplantede bajonetter gik vi atter fremad, og en halv time senere var vi atter; herre over stillingen, men det syn, der mødte os, fyldte os med rædsel, ja med sandt raseri. Rundt omkring i grave og i granathuller lå vore kammerater døde eller sårede gode kammerater, som vi måneder igennem havde delt ondt og godt sammen med. Her lå de nu, døde eller hjælpeløse. Det var fortvivlende, når en såret kammerat bad om hjælp, og vi ikke kunne hjælpe ham.

Vi blev alle fyldt af en eneste tanke, og det var at tage hævn for vore kammerater.

Ret lange fik vi imidlertid ikke tid til at hengive os til hævntanker, for pludseligt vældede en ny fjendtlig angrebsbølge frem imod os, og vi måtte atter tilbage. Men igen gik det frem. Stillingen blev efter modangrebet taget tilbage. Dette skuespil gentog sig fire gange, men da franskmændene angreb femte gang, brød angrebet sammen i vor ild. De franske stormkolonner nåede ikke frem til vore grave. Stillingen var stadig vor. Vi havde klaret den over for flere angreb, men med uhyre tab.

Klokken var blevet ti, og det var helt lyst. Vi kom. efterhånden lidt til besindelse, og lidt efter lidt gik det op for os, at vi stod midt i dynger af faldne soldater, tyskere og franskmænd imellem hinanden. De, der i levende live så meningsløst havde kæmpet mod hinanden, lå nu fredeligt side om side.

Ved elleve tiden rykkede en deling af fjerde kompagni frem for at understøtte os. Vort kompagnis rækker var også pa dette tidspunkt i den grad udtyndet, at der var fare for, at vi kunne blive rendt over ende, bare fjenden foretog et lidt kraftigere angreb. Men dette måtte ikke ske, og det skete heller ikke; men fra begge sider vedligeholdtes en stadig geværild. Den varede ved hele dagen.

Det var en meget trist og alvorlig dag. Jeg så to brødre falde. Den ene var en syttenårig frivillig. Ligeledes faldt en af mine bedste kammerater. Jeg havde mange gange stået vagt sammen med ham. Han blev først såret i den ene arm, men da han ville gå tilbage til en forbindingsplads, måtte han et sted gå over åbent terræn, og her kom han ind i et maskingeværs kugleregn og blev dræbt. Jeg blev helt underligt til mode. — Men her var der ikke tid til at tænke alt for meget over tingene.

Ud på eftermiddagen stilnede geværilden for en kort tid lidt af. Kun feltartilleriet vedblev at tordne. Nu begyndte sulten at melde sig. Vi havde ikke haft lejlighed til at spise siden den foregående aften. Jeg havde den foregående dag købt et halvt pund smør i marketenderiet og bar det i mit kogekar oven på stormoppakningen. Det viste sig nu, at en geværkugle var gået lige igennem karret, og det så uheldigt, at jeg ikke kunne få låget af. Det sad som fastnittet. Jeg masede med låget, men det endte med, at jeg måtte brække hele karret i stykker. En lille smule brød havde jeg også, ligeledes lidt kaffe i min feltflaske.

Jeg smurte et godt lag smør på en rundtenom, og da jeg var i færd med at satte det til livs, kom en af mine kammerater hen til mig. Han havde en stor pølse i hånden og tilbød at dele med mig. Det var jeg mere end villig til, og vi blev godt hjulpet begge to.

Efter måltidet gik jeg i gang med at grave et hul i jorden, så jeg havde lidt dækning, og omkring hullet anbragte jeg en bunke håndgranater for at have dem ved hånden i påkommende tilfælde. Jeg var dog næppe blevet færdig med mit arbejde, da der kom befaling til os, at første kompagni skulle trækkes ud af linien. Der blev stor glæde blandt os, og vi spejdede længselsfuldt efter afløsningen.

DSK-årbøger, 1955

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Den følgende aften skulle vi ud til fronten på skansearbejde. Vi kom gennem en stor mineby, Angres. Den var dog delvis sammenskudt, og også kirken var en ruinhob. Herfra fortsatte vi i en løbegrav.

Af og til måtte vi standse og trykke os op mod siden, for at lade sanitetssoldater med deres sørgelige byrder af sårede soldater passere. Hist og her lå en død mand slængt op over gravens kant. Måske død undervejs på båren, og så havde han jo ikke mere hjælp behov, der var nok der forude, som ventede.

Ude i frontlinien forlod vi løbegraven og blev trukket ud i en linie til venstre. Forbindelsen i fronten var her revet over, og vi skulle grave en ny. Det så ikke godt ud her. Jorden var oprodet, og der lå ituskudte våben og andet materiel, og mellem det hele døde mænd.

Der gik en lav banedæmning forbi, og langs med denne havde der stået træer. De var alle som savede over i højde med dæmningens overkant, ramt af projektiler, slynget ud af glammende malmmunde …

Som det altid vil gå, er nogle mindre flittige, og en del havde ikke så stor hast med arbejdet. Jeg havde nu en følelse af, at dette ikke ville ende godt, og derfor gravede jeg alk hvad jeg kunne, og smed jorden op foran hullet. Jeg nåede da også at få en ret god dækning, før det gik løs. Der kom en byge af ild og jernstumper og fejede alt, der stod oprejst, væk. Folk reagerede på mange måder. En del ville søge tilbage til løbegraven.

Der kom én kravlende på albuer og knæ, mens han holdt huen for ansigtet. Jeg kendte ham, det var en polak. Jeg slog en klo i ham for at trække ham ned, men så snart jeg igen slap ham, kravlede han videre på samme måde og slap mærkelig nok godt igennem.

Vi lå fire mand klemt ned i mit hul, deriblandt en slagter fra Angel. »Vi må«, og så bandede han stygt på dansk »Vi må have fat i vore geværer. Vi vil ikke værgeløse lade de sorte skære halsen over på os!« Og så kravlede han op og kastede nogle geværer og patrontasker ned.

Da skydningen efterhånden ebbede ud, afsøgte vi området for at se efter vore kammerater. En medicinsk student, en jøde med det mærkelige navn Øjendick, gjorde her et stort arbejde med at forbinde de sårede, alt mens byger af maskingeværprojektiler bestrøg området.

En af de døde tog vi med tilbage. Han havde en svoger ved vort kompagni.

DSK-årbøger, 1960