16. marts 1918. Jes Sarup i teater

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Et Ophold i Lille

En fast Køreplan for Togene kunde man selvsagt ikke regne med i disse Egne og under slige Forhold. Man kunde paa Jernbanestationerne se Afgangstiderne, men der var udtrykkeligt taget Forbehold.

Flyverfaren har selvfølgelig haft sin store Indflydelse paa Toggangen, men formodentligt har man ogsaa af Hensyn tilTroppetransporter i det hele villet vildlede Fjenden ved at undlade faste Togtider.

Det blev mig meddelt, at jeg maatte vente i Lille til om Aftenen Kl. 10, før den Tid gik Toget ikke videre.

Med Hensyn til Provianteringen havde jeg jo Dagen i Forvejen gjort mindre gode Erfaringer. Jeg vilde derfor nu prøve mig frem paa en anden Maade.

Jeg vidste, at mit Pas gav mig Adgang til Officersmessen, men hidindtil havde jeg ikke haft behov at benytte mig af Passet som særlig Legitimation i den Slags Øjemed. I Halluin havde man anvist mig et jævnt Spisekvarter, som jeg godt kunde hjælpe mig med, jeg skøttede slet ikke om at komme i Officerernes Selskab.

Nu gik jeg hen til Banegaardskommandanturen, og idet jeg fremlagde mit Pas, udbad jeg mig anvist et Sted, hvor jeg kunde spise Middag. Kommandanten var yderst elskværdig og viste mig hen til Officersmessen, som jeg jo ogsaa havde ventet.

Officersmessen var indrettet i et gammelt Hotel med store, hyggelige Lokaler. Da jeg kom ind og havde taget Plads ved et af Bordene, nærmede en civilklædt Tjener sig. Jeg havde lagt Mærke til, at en tilstedeværende Officer havde vinket ham hen til sig og ført en kort Korrespondance med ham. Tjeneren spurgte mig — ikke om mine Ønsker med Hensyn til Spisesedlen, men — om mine Papirer. Da jeg havde fremlagt mit Pas, og min Legitimation saaledes maatte anses for fuldgyldig, kunde jeg ogsaa faa en Spiseseddel.

Middagen, som blev serveret for mig, var baade rigelig og meget velsmagende og dertil ganske forbavsende billig: 3 Retter Mad med en halv Flaske Rødvin for 5 Mark. Det var ikke stort mere, end jeg havde betalt Dagen i Forvejen for Kaffe med nogle tørre Smaakager i Kafeen. Jeg forstod, at jeg var kommen til den rette Kilde. Men jeg forstod ogsaa bedre et Ord, som man hørte overalt dernede og forresten ogsaa herhjemme: „Gleiche Löhnung, gleiches Essen, denn wäre der Krieg schon längst vergessen”. (Frit oversat: Med samme Mad og lige Løn, havde Krigen for længst været en Drøm.)

Nu mærkede jeg i Grunden først, hvor tarvelig den Mad havde været, som vi havde spist i Halluin, og dog var den sikkert adskillig bedre end den, man leverede til Frontsoldaterne, dem, der gjorde det største Arbejde og trængte allermest til en ordentlig Forplejning.

Efter at jeg saaledes havde styrket mig, kunde jeg i Ro give mig til at se paa Byen. Omkring Banegaarden var Gaderne slemt medtagne. En hel Del store Huse var skudte i Grus, men, som jeg hørte var det sket af Tyskerne, inden Fæstningen var taget. De Allierede havde ikke beskudt Byen synderligt. Kuu Flyverne havde man jævnlig Besøg af.

Mens jeg gik omkring Paa en storPlads i Nærheden af Banegaarden, hvor det myldrede af Soldater – Civilister saa man ikke mange af — blev jeg anholdt af en Soldat, der med sin Messingplade foran Brystet kendetegnedes som Gendarm eller Politi. Han ønskede at se mit Pas. Man var i Lille øjensynlig mere nervøs og ængstelig for Spioner end i de andre Byer, hvor jeg havde været.

Der laa nu en hel Eftermiddag foran mig, og den skulde gerne anvendes godt, saa jeg kunde faa set, hvad der var af interessante Ting og Forhold. Det, jeg savnede, var en Fører, men jeg anede ikke, hvem der mulig kunde ligge her af mine Landsmænd.

I Halluin og Menin var Lykken mig huld, der løb jeg paa Landsmænd paa Gaden. Og det syntes virkelig, som om jeg skulde have lidt af samme Held her. Det var, mens jeg gik paa den store Plads i Nærheden af Banegaarden. Jeg saa da Bogholder Knud Høy fra Aabenraa gaa paa den modsatte Side af Pladsen.

I øjeblikket kunde jeg ikke komme i Tanker om hans Navn, og der var derfor intet andet for end at se, om jeg kunde indhente ham. Men inden jeg naaede derover, var han forsvunden i en eller anden Sidegade. Han var min eneste Chance, jeg saa ingen andre Landsmænd dernede, skønt der selvfølgelig har været adskillige af dem.

I Teatret

Ved et drive omkring i Gaderne kom jeg forbi Teatret og saa paa Opslaget, at der netop skulde gives en Forestilling om Eftermiddagen Kl. 4. Naa, altsaa Teater bag Fronten, ja hvorfor ikke? Det maatte jeg se. Det skulde interessere mig at se, hvad man bød Soldaterne, og saa vilde jeg nok gøre Psykologiske Studier.

Det var berlinske Kunstnere, som var reklamerede fri for Krigstjeneste, fordi de skulle stille deres Evner i Folkets Tjeneste paa en bedre Maade ved at sørge for god og fornøjelig Underholdning. Nu var de kommen til Frankrig for at glade Soldaterne med deres Kunst.

Teatret var stuvende fuldt, ene Soldater, og de syntes for en kort Stund at have strøget alle Tanker om Krigen, og hvad den førte med sig, af sig, for at give sig hen i Nuet. Der spilledes et Lystspil og de udmærkede Skuespillere gav deres Bedste. Soldaterne reves fuldstændig med og ydede udelt Bifald.

For mig var Modsætningen for stærk, jeg fattede næppe, at man kunde glemme Krigens Alvor saa helt og holdent. Der var baade i Vestibulen og inde i Teatret opslaaet store Plakater som opfordrede til at søge ned i Kældrene, naar Alarmsignalerne meldte, at Flyvere nærmede sig. Et saadant Signal var jo nok til at afbryde Idyllen.

Selv da Lamperne slukkedes, stod disse advarende Plakater for mine Øjne midt under Spillet. Jeg følte mig ikke tryg og kunde ikke under Spillet glemme, hvad der laa der ude.

Forestillingen gik uforstyrret, som sagtens saa mange. Men om Signalerne havde lydt, kunde alle Tilskuerne da naa at komme ned i Kældrene? Hvor var de, og var de rummelige nok?

Den Slags Tanker kom og gik. Jeg mærkede paa mig, at jeg var mere nervøs her, skønt jeg nu var længere fra Fronten, end jeg havde været de to foregaaende Dage, hvor jeg endog havde været i umiddelbar Nærhed af Skyttegravene og havde været fuldstændig rolig. Men alle de stærke Indtryk, som jeg havde været udsat for de sidste Dage, havde taget noget mere paa Nervesystemet, end godt var.

Efter Forestillingen gik jeg hen i en meget elegant Kafe, hvor jeg for dyre Penge kunde faa en Kop Chokolade. Men der var mennesketomt og kedeligt, og jeg længtes efter at kunne forlade Byen. Og der var endnu flere Timer til Togets Afgang. Da fik jeg den gode Tanke at faa mig et Bad. Badeanstalten, havde jeg set, var i Nærheden. Det styrkede mig. Det var første Gang i 6 Dage jeg kunde faa mig klædt helt af, og som et nyt Menneske forlod jeg Badeanstalten.

Før Afrejsen gik jeg endnu en Gang hen i Officersmessen og fik mig en udmærket Aftensmad, og saa endelig nærmede Tiden for Afrejsen sig.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *