Jes Sarup fra Haderslev tog i foråret 1918 til Vestfronten for at hente vennen Mikael Steffensens lig.
Budskabet om den faldne Ven kom
Da jeg den 30. November 1917 modtog telegrafisk Meddelelse om, at Landbrugskandidat Mikael Steffensen var falden den 29. November, fremkaldte det en Sorg i vort Hjem, som om en af vore allernærmeste var kaldt bort, og jeg havde allerede da det Ønske, at Mikaels Lig maatte komme hjem, maatte faa Lov til at hvile i det Land, som han havde elsket saa højt, som han havde kunnet, og nu ogsaa havde ofret alt for. Kort efter fik jeg Forbindelse med Mikaels Forlovede, Frøken Anne Jensen fra Rejsby, og vi mødtes da i Ønsket om at faa Liget hjem, saa vi kunde faa Lov til at frede om vor kære Vens Grav. I Vintermaanederne kunde Hjemtransporten daarlig lade sig gøre. Men da Foraaret nærmede sig, blev de indledende Skridt foretaget, og det formede sig saaledes, at jeg kunde selv faa Lov til at hente Liget hjem, noget, jeg til at begynde med slet ikke havde regnet med, da det var meget vanskeligt at faa Tilladelse til at komme ud til Fronten, særlig selvfølgelig for os Danske. Imidlertid meddelte man mig Paa et Militærbureau underhaanden, at man nok kunde faa en saadan Tilladelse, naar det gjaldt at hente Liget af en nærstaaende hjem.
Rejsen tiltrædes
Det fornødne Pas blev skaffet til Veje, og jeg blev vaccineret, som det krævedes for at kunne faa Lov til at komme til Fronten. Den 10. Marts startedes Rejsen, en meget besværlig Rejse, der da heller ikke var uden Fare. Men trods alt vilde jeg nødig have undværet denne Tur, der i mange Henseender blev overordentlig interessant. Den Gang maatte der ikke skrives noget om slige Rejser, og fremfor alt var vi jo underkastede en streng Censur, hvorfor jeg lod Materialet ligge til senere.