Anders Schmidt, Favrholm, gjorde krigstjeneste ved Garde-Jægerne i Potsdam. Ved Loretto mistede han i maj 1916 den ene arm og blev erklæret ikke-krigsduelig. I januar 1917 hentede han en falden nordslesviger hjem for at blive begravet i Asserballe. I maj 1918 måtte han af sted igen.

Et par år senere – i 1918 – måtte jeg ud på en lignende rejse og i et lignende ærinde, dog dengang østpå, til Letland. Vi var igen to mand, nemlig foruden mig nu afdøde Jørgen Mathiesen, Asserballeskov.

Det var på opfordring af Cathrine Andresen, Naldmose ved Fynshav. Hun ønskede sin mand Peter Andresen, født 23. december 1881 og faldet 2. september 1917, hjemført, for at han kunne blive begravet i hjemlig jord, og vi tog derned for at opfylde hendes ønske.

Peter skulle ligge begravet ved et nærmere angivet hus, der lå bag ved en skov. Når det blev os to, der måtte af sted, var det, fordi to andre, som havde givet tilsagn derom, ikke kunne få pas. Det skal her bemærkes, at J. Mathiesen tidligere havde været derude for at hente liget af en søn hjem.

Vi rejste 3. pinsedag 1918 forsynet med proviant, levnedsmiddel-mærker og penge fordelt imellem os af sikkerhedsgrunde. Den første nat sov vi i Flensborg for at kunne få en god forbindelse derfra til Berlin dagen efter, hvor vi overnattede, købte kister og lejede loddetøj m. m.

Fra Königsberg tog vi over Tilsit-Memel til en lille grænseby, hvis navn jeg ikke husker, men jeg glemmer måske aldrig, at vi skulle være over grænsen til militært område inden kl. seks aften, og vi kom 20 minutter for sent, så »vær så god at stige ud og fortsætte rejsen næste morgen«. Vi spurgte om logi for natten og fik anvist resterne af en kirkebygning; halvdelen var dog skudt sammen men der var da et loft med tre senge, af hvilke den ene var belagt, de var til vor rådighed. Med et par stykker brød i lommen gik vi ned for eventuelt at snuppe en kop kaffe til vort brød. Det lykkedes, men dernede var vi ikke alene, idet der herskede travlhed alle vegne på grund af »Truppenverschiebung«.

Man spillede kort her, men ikke om småpenge fra vor såkaldte brystpung, men med store stakke af det såkaldte »Oberostgeld«, der i realiteten intet var værd. Dette syn kunne Mathiesen huske længe efter.

Nå, vi kom i seng og slap igennem natten uden at få lus, hvad jeg havde været meget bekymret for.

Nu kørte vi videre for militærkommandoets regning og nåede næste aften Riga. Selv om krigen var forbi på disse kanter, mødte der os dog megen ødelæggelse, sprængte broer, afbrændte ejendomme og nedhuggede skove. Nye broer var opført af træ; det gjaldt jo om at holde trafikken i gang. På banestrækningen arbejdede mange civile, der sikkert levede under trange kår. Elendigt var de påklædt, mange havde ikke fodtøj, men gik med træbark under fodsålerne, dertil gamle sække bundet om benene for at fastholde barken.

Vi nåede Riga og fik her et godt værelse, men noget spiseligt var ikke til at opdrive, derimod varm the, og da vi selv havde godt med brød og pålæg, så klarede vi os, og her kunne vi tilmed spise i ro for os selv.

Vi blev hurtigt klar over, at sulten var stor overalt blandt befolkningen, og vi turde slet ikke åbne vore kufferter, når vi ikke var alene. Næste morgen skulle vi efter programmet tage med tog til Økskül – det var et arbejdstog, der kørte langs Dyna-floden og transporterede arbejderne til de forskellige arbejdspladser.

I toget fandtes et par kupeer, som var forbeholdt officererne, og her tog vi plads. Da vi ved billetteringen foreviste vore papirer, blev vi skældt ud og blev ved håndbevægelser betydet, at vi havde at forsvinde og begive os til en anden afdeling af toget, men vi blev, hvor vi var, lod dem skælde ud, for »vi forstod dem alligevel ikke«.

I Økskül meldte vi os hos »Gräberverwaltungsofficeren«, og kort efter gik det med hestekøretøj længere mod syd. Vejen var nyanlagt, og vi kørte på granstænger. Vor vogn var en let ponyvogn med en stol til officeren og kusken, mens vi var anbragt på en lille klapstol, hvor rygsædet var slået op til vor bekvemmelighed.

Vi sad og holdt os fast ved at klamre os til hinanden, mens hesten, der efter vore begreber var meget dårligt forspændt, løb af sted efter alle kunstens regler.

Omsider nåede vi dog velbeholdne til bestemmelsesstedet, hvor vi fandt graven som meddelt i en have. Den var velholdt. Et trækors fortalte os, at det var den rigtige, og så vidt jeg husker, stod der en flaske på graven, hvori der fandtes oplysninger om navn og formation – så det hele var i orden.

I huset boede to ældre mennesker, der havde hygget om graven og holdt den pæn i stand. De græd, da liget blev gravet op og lagt i de medbragte kister.

Da alt var klaret, kørte vi tilbage til Økskül, hvor vi fik anvist plads for natten i officersbarakken. Ja, mere, – vi fandt alt tilrettelagt for os: Brænde til fyring og to gode tæpper til hver. Før vi gik til ro, tog vi en spadseretur ned til Dyna-floden. I byen boede civile, men huse så vi ingen af, så de må have boet i jordhuler og sikkert under elendige forhold. Næste dag fik vi kørelejlighed tilbage til Riga, hvor vi fik vore tidligere værelser igen.

Herfra gik rejsen så næste morgen til Königsberg, hvor vi afleverede de lejede lodderedskaber. Også her boede vi igen på hotellet, det samme som for få dage siden. Fra Königsberg fulgte vi ikke ligvognen, men tog direkte tilbage via Berlin-Hamborg til Sønderborg, hvortil vi ankom 12 dage efter afrejsen.

Kisten kom et døgn senere, og Peter Andresen blev nu jordet i hjemlig jord på Notmark kirkegård.

DSK-årbøger 1971

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Mens jeg opholdt mig i Hamborg, dukkede Minderne op fra den Tid, da jeg var kommen til Altona sammen med mine Kollegaer som Krigsfange. [Jes Sarup var sammen med andre dansksindede blevet arresteret og sendt til Altona i august 1914, RR]

Jeg fik Lyst til at aflægge et Besøg i Kriminalfængslet i Altona, hvor vi havde siddet den sidste Tid af vor temmelig omflakkende Tilværelse som Krigsfanger. Da vi i den sidste Tid havde faaet en Del særlige Friheder der i Fængslet, kom vi snart paa en ret god Fod med Fangevogteren, som til at begynde med havde vist sig fra en ubehagelig og brøsig Side. Og særlig havde han kastet sin Kærlighed paa mig. Jeg mindedes saaledes, at han en Aften bad mig om at komme ned paa sit Kontor, og her stak han et dejligt stort Tæppe til mig, som jeg skulde lægge i min Seng, at den ikke skulde være fuldt saa haard. Men jeg maatte endelig ikke omtale det til de andre!

Nu vilde jeg altsaa benytte et Par Timer, da min Søn var optaget af sin Tjeneste, til at aflægge ham et Besøg.

Jeg ringede paa Fængselsporten, og en Betjent kom ud og spurgte mig, hvad jeg ønskede. Jeg udrettede mit Ærinde, at jeg gerne vilde hilse paa Overfangevogteren. Han bad mig om at vente et øjeblik og smækkede Porten i for Næssen af mig. Noget efter kom Overfangevogteren. tyk og bred, og meget reserveret.

Om han ikke kunde kende mig igen? Jo, nu kendte han mig. Vi skiftede et Par Replikker, men Porten blev lukket for mig. Jeg mærkede, at en Fængselsport ikke saa let aabner sig for Besøgende, som jeg havde troet. Sidste Gang, jeg gik ind ad den Port, gik det nok saa let.

Næste Dags Morgen var der endnu ikke kommet noget Telegram fra Manden i Herbesthal, jeg begyndte derfor at blive urolig. Jeg forespurgte Paa Godsekspeditionen i Hamborg, men der svarede man mig, at Liget vilde gaa lige igennem, og de kunde ikke give nogen Oplysning om, hvilket Tog det vilde komme med. Der var ikke andet for, end at rejse hjem og haabe, at det nok vilde klare sig.

Ankommen til Vojens erfarede jeg imidlertid, at Liget stadig ikke var kommet. Jeg begyndte at blive ængstelig for, at Manden i Bryssel alligevel havde spillet mig et Puds og enten havde stillet Vognen ind paa et blindt Spor og „glemt” den der, eller havde dirigeret den fejl. Fra Manden i Herbesthal hørte jeg intet.

Dagen efter ankom Liget imidlertid i god Behold, og dermed var saa alle Bekymringer fjernede.

Nu kunde Mikael stedes til Hvile i Familiegravstedet paa Hammelev Kirkegaard, og vi, hans Venner, kunde faa Lov til at frede om hans Grav. Denne Tanke lod mig glemme Rejsens mange Besværligheder. Men Reaktionen kom, og det tog lang Tid, inden jeg kom til Kræfter igen efter de udstaaede Strabadser. Værst var det med Søvnen. Naar jeg kom til Ro, saa indfandt Minderne sig, og den aabne Kiste i Halluin stod igen for mig, saa snart jeg lukkede Øjnene.

Senere har jeg modtaget et Brev fra Peter Henningsen, hvori han omtaler den farlige Egn, som jeg havde besøgt. Han skriver her blandt andet:

Afsnittet af Kampfronten ved Halluin kaldtes „Wytschete-Bogen”. Det 9. Armekorps var gentagende i denne Stilling, der var meget udsat for svære Angreb. De to nævnte Byer, som laa under Fjendens Artilleriild, var efterhaanden bleven slemt medtagne. Civile Folk var der kun faa af, alle paa egen Risiko, for største Delen beskæftiget af Hærledelsen. De mange smaa Byer i Nærheden var fyldte med Soldater og Krigsmateriel, den noget længere tilbage liggende By Cortrick (Flandern) var ofte udsat for Flyverangreb, og mange af Byens dejlige gamlc Huse og offentlige Bygninger bar Mærker af de frygtede Flyverbomber. Dette var især Tilfældet i den Tid, den berømte Friherre v. Richthofen (den røde Kampflyver) var med sin store Flyvertrop i Lejren et Stykke fra Byen. Til Tider var her flere Hundrede Flyvere, og aldrig var der Ro, hverken Dag eller Nat, det ene Brag afløste det andet. Det var derfor med største Forundring, at jeg en Dag i Telefonen fik Meddelelse om, at du havde faaet Lov til al komme ind i dette Kampafsnit. Min Svoger, Dyrlæge Schmidt fra Aabenraa, der var Kommander for et Hestelasaret, og tilfældig laa i Nærheden, Peter Frees og jeg ventede paa det aftalte Sted for at være sammen med dig. Vi glædede os til Sammenkomsten, men den blev jo desværre ikke til noget.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Senest ændret den 15. marts 2018 9:48

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Hemmeligt Politi

Næste Morgen stod jeg tidligt op, da jeg vaagnede efter nogle Timers forfriskende Søvn, den eneste rigtige Søvn, som jeg fik paa hele Rejsen derned. Staack og Kliver skulde først komme op paa Formiddagen, saa jeg havde endnu flere Timer til min Raadighed, som det gjaldt at faa anvendt paa den bedste Maade.

Min Morgenmad skulde jeg have i det Spisekvarter, som var bleven mig anvist. Det var vist mest beregnet paa Embedsmændene og de lavere Befalingsmænd i Byen. Maden var velsmagende, en god Appetit hjalp ogsaa godt til, at den ellers noget tarvelige Mad skred saa let.

Morgenmaden bestod af et Par tykke Skiver Brod med Marmelade og en varm Drik, som skulde forestille Kaffe. Men med de Reserver, som jeg selv havde med i min Kuffert, kunde jeg nok faa et kraftigt Morgenmaaltid, som kunde give Kræfter til de forestaaende Strabadser.

Jeg vandrede omkring i Gaderne de Par Timer, indtil Rejseselskabet til Lille kunde komme. Der var jo altid noget at se efter, og man kunde have Held til træffe paa Landsmænd, eftersom det var rygtedes, at jeg var kommen derned. Der var ikke saa faa af dem dernede, og mange havde de mest mærkelige Bestillinger. Drejer K. Bahnsen fra Haderslev havde saaledes faaet Ansættelse som hemmeligt Politi i Menin. Han har fortalt mig ganske interessante Træk fra sin militære Karriere, der begyndte som Arbejdssoldat; han var oprindelig kasseret for Militærtjeneste paa Grund af en Hjertefejl – og nu tilsidst var han altsaa kommen ind i det hemmelige Politis Tjeneste. Hans Vaaben bestod i en tyk Stok og en Revolver. Som Arbejdssoldat fandtes han nok ikke værdig til at bære Sabel.

Men før han naaede frem til denne Post, havde han en kort Tid været ansat ved Proviantsfordelingsstedet og derefter som Fangevogter.

Ved Proviantsfordelingsstedet havde han i Grunden først oplevet, hvor bunduærlige Menneskene var. Den Proviant, som skulde have været fordelt mellem Soldaterne, blev brugt som Betalingsmiddel ved de berygtede „Schieberforretninger”. Officererne og de Soldater, der kunde faa Lejlighed til det, sendte store Pakker Levnedsmidler hjem.

Før var der ofte blevet oplæst et Reglement for os, hvorefter Tyveri var forbudt. Det samme gjaldt vel ogsaa her, men der var bare ingen, der brød sig om det. Ja, en Officer fortolkede endogsaa Reglementet saaledes for Mandskabet, at Tyveri i og for sig ikke var forbudt, men det var forbudt at lade sig fange. Og den Fare at blive fanget, var meget lille, for vi stjal alle, ingen havde noget at lade den anden høre.

Senere maatte jeg gøre Tjeneste som Fangevogter for Belgierne, som skulde føres til Arbejdspladser. Da jeg imidlertid opdagede, at de blot skulde arbejde for at fordrive Tiden — de skulde bygge Barakker, som de maatte bryde ned igen for at bygge dem paa en anden Mark — saa tog jeg det ikke saa højtideligt med Arbejdet. Jeg gav dem Lov til at tage sig en Skraber, jeg skulde nok holde Vagt og sikre os mod Overraskelser.

Mit næste Trin paa den militære Rangstige blev saa, at jeg kom ind i Politiets Tjeneste.

Vort Arbejde, fortalte han, bestod i at spadsere fra Morgen til Aften — jeg vil hellere sige at luske omkring saa lidt iøjnefaldende som muligt. Alt, hvad der kunde vække vor Opmærksomhed eller Mistanke, skulde vi undersøge og melde, særlig skulde vi have et vagtsomt Øje med Officererne og afkræve dem deres Legitimation, hvor vi traf dem. Man mente, at franske Spioner med Forkærlighed benyttede deres Uniformer til Forklædning. Det er gerne muligt, men jeg har aldrig haft Lejlighed til at fange en Spion, og Belgierne skulde jeg nok lade gaa i Fred.

Paa et Tilbagetog kom vi til Byen Isegim i Flandern. Alle mandlige Indbyggere fra I6 til 45 Aar skulde indespærres for at sikre Tilbagetoget mod lumske Baghold. Kirken blev benyttet som Fængsel. Det var os paafaldende, at til Trods for, at vi nu havde slæbt Mænd hen i Kirken i mange Timer, saa fyldtes den ikke, og det var, ligesom Byen ikke kunde tømmes. Vi opdagede saa, at der stod en Stige op imod et Taarnvindue, og derigennem forsvandt de, lige saa hurtigt vi puttede dem ind i Kirken. Det blev der jo saa sat en Stopper for.

Hen paa Eftermiddagen havde vi saa endelig faaet hele den mandlige Befolkning samlet der i Kirken. Saa opdagede vi en Flok fjendtlige Flyvere. Vi fik alle travlt med at søge Ly i Kældere og andre Dækninger. Da Belgierne mærkede, at Vagten var borte, var de heller ikke sene med at komme ud og spredtes hurtig i alle Verdenshjørner, og senere tænkte ingen paa at samle dem igen. En Gang skulde jeg transportere en Belgier til et Fængsel i en Naboby. Undervejs kom vi forbi hans Hjem. Han bad, om han ikke maatte faa Lov at være hjemme om Natten, da det nu var blevet Aften. Jeg indvilgede heri, imod at han ogsaa skulde skaffe mig Soveplads, og det gik han med Glæde ind paa. Der blev serveret en meget velsmagende Aftensmad for os — jeg hørte senere, at det havde været stegte Frø-Laar. Min Soveplads blev anvist mig sammen med Ægteparret i deres eget Soveværelse. Om Morgenengik vi hen til Fængselet, hvor Manden blev afleveret. Jeg har senere tænkt paa, at jeg i Grunden Løb ikke saa lille en Risiko ved at gaa med ham hjem og lægge mig til at sove, han vidste, at jeg bar Beviset for hans Lovovertrædelse Paa mig. Men de svigtede ikke den Tillid, jeg havde vist dem. Jeg tror derfor heller ikke nogen af de Historier om lumske Overfald, som man fortalte os.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Sammen med Mikael Steffensens Kammerater

Endelig hen ved Kl. 4 kom en Feldwebelfra Mikaels Kompagni. Det var en Hamborgsk Storkøbmand Langenfeld.Hr. Staack havde ikke kunnet komme bortfra Kontoret og havde da bedt Hr. Langenfeld om at tage ind til Byen og bringe mig derud til deres Kvarter. Han bragte Kisten til Mikael med.

Den var købt i Cortrick, en af Nabobyerne. Vi kunde benytte Vognen til at køre ud til Kvarteret. Men da Vejret var godt, foreslog Feldwebelen mig, at vi skulde tage den til Fods, det var kun en lille Mils Vej. Og det var ikke en udelt Fornøielse at sidde paa en faadan Militærvogn og blive dygtig gennemrystet,da den jo ingen Fjedre har.

(fortsættes under billedet)

Vi naaede da ogsaa derud inden Aston,og her traf jeg saa Mikaels nærmeste Foresatte, Feldwebel Staack, der imidlertid mere betragtede sig som Mikaels Ven end hans Foresatte.

De laa i Moorseele, en lille By iBelgien, kun ganske kort bag ved Fronten.Første Kompagni, ved hvilket Mikael havde ligget, var lige gaaet i Stilling.En af Officererne sendte Hilsen og beklagede, at han ikke kunde faa Lejlighedtil at hilse paa mig. Skrivestuen, hvor Hr. Staack residerede med sin lille Stab, var indrettet i et Bondehus ude paa Marken. Man indbød mig til Aftensmad efter Marchturen sammen med Hr. Langenfeld; de andre havde spist.

Maden, godt belagt smørrebrød, var fra Officersmessen.Hr. Staack var synlig bevæget, da han hilste paa mig som Mikaels Ven. Han fortalte mig om de nærmere Omstændigheder ved Mikaels Død, og Beretningen gjorde et stærkt Indtryk paa mig, da det vidnede om, hvor megen Pris man havde sat Paa ham. Mikael skulde sammen med en anden Kammerat bringe Mad ud til Officererne i de forreste Skyttegrave om Natten hin 26. November. Staack havde prøvet paa at faa en anden af Sted, da han vidste, at de laa under stærk Ild den Nat. Men Mikael havde sagt, at det var hans Tur, og saa vilde han ikke, at en anden skulde tvinges til at tage den for ham. Han havde været noget tynget den Aften, men gik dog frejdig som altid. Om Morgenen bragtes Kammeraten saaret tilbage. Mikael hentedes først senere.

Da han kom, kunde vi ikke opdage noget Saar Paa ham, og jeg bad da, udtalte Hr. Staack, en Læge om at undersøge, hvad Dødsaarsagen kunde have været.

Lægen fandt et lille Saar under Skuldrene, hvor Splinten af en Schrapnelkugle var trængt ind, havde gennemboret hjertet og var standset foran Brysthinden. Døden maatte være indtraadt øjeblikkeligt, som Kammeraten ogsaa havde berettet.

Dette Træk rørte mig dybt. At man havde haft Tid til derude, hvor de mange Saarede og Syge lagde fuldt Beslagpaa Lægen, at undersøge en falden Soldat, for at fastslaa Dødsaarsagen, det gjorde man kun ved en god Ven, som man satte ganske særlig Pris paa.

(fortsættes under billedet)

Kammeraten havde fortalt, at de netop havde knælet ned for at hvile et Øjeblik, inden det sidste og værste Stykke Vej maatte tages.

Mikael havde taget sin Madpose af og stillet den ved sin Side, ligesom han havde taget sin Hjelm af.

Da man fandt ham, laa han med Ansigtet mod Jorden, Hjelmen havde han i sin Haand og i den anden en Stok, som Ordonnanserne sædvanligt brugte dem, dels til at støtte sig paa, dels til at orientere sig med i Mørket, man kunde da ikke se Granathullerne, som maatte klares.

Havde han ikke knælet, mente Hr. Staack, saa var han formodentligt sluppetmed et Saar i Benene, og havde da været frelst.

Jeg havde netop arbejdet paa at faa Mikael helt bort fra denne farlige Ordonnanstjeneste og knyttet ham her til mit Kontor. Og selv om jeg maatte regne med store Vanskeligheder, fordi Officererne ikke vilde give Slip paa ham fra denne yderst vanskelige Post, hvor han gjaldt for den mest paalidelige, saa. havde jeg begrundet Haab om, at det vilde lykkes mig denne Gang.

Til Julen havde jeg tænkt at indstille Mikael til at blive dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse, som han sikkert vilde have faaet og havde fortjent mange Gange. Det blev et Kors paa Kirkegaarden.

Jeg blev et Par Timer derude hos dem, og Samtalen kom selvfølgelig til at dreje sig om Krigen. Man var stærkt optagetaf den store Offensiv, som skulde begynde i meget nær Fremtid.

De mente endogsaa, at den var saa nær forestaaende, at jeg, da jeg skulde rejse igen den 15. Marts, vilde saa Ouverturen med, Hurtigskydningen for Stormen.Denne Gang er vi i den Grad forberedte, ytrede Hr. Staack, at vi vil ogskal bryde igennem. Men det stakkels Frankrig, det vil blive frygteligt! Jeg udtalte min Tvivl om, at det vildelykkes bedre denne Gang end de Gange, man havde forudsagt det tidligere, og sikkert ogsaa havde ventet det derude ved Fronten for.

Nej, mente baade Staack og Langenfeld, denne Gang er enhver Tvivl udelukket.  (…)

Mens vi sad og underholdt os, kom en Soldat ind og stod stramt henne ved Døren.Han havde Hørt af en af Soldaterne om min Ankomst og bad om at faa Lov til at hilse paa mig, da han var en Landsmand af mig. Det var Landmand Kliver fra Mastrup.

Ja. saa kan De køre Hr. Sarup ind til Holluin i Aften, mente Staack.

Det var vi godt tilfredse med begge to. Han bestiltes saa til at mode Kl. 11.Og Samtalen gik videre. Langenfeld foreslog, at jeg skulde blive derude i Kvarter om Natten og saa gaa en Tur med ud til Skyttegravene næste Morgen.Han syntes, at der jo var forholdsvis Ro, og det vilde være en interessant Tur for mig. Jeg kunde saa ogsaa faa Lejlighed til at hilse paa Mikaels Kammerater derude.

Jeg var straks rede til at gaa ind paa dette Arrangement. Men Staack modsatte sig det Paa det allerbestemteste. Han vilde end ikke tillade, at jeg blev derude i Kvarteret om Natten. Vi faar stadig enkelte Granater, endnu i Gaar dræbte en saadan et Par af Bærerne her ude paa Marken. Vi andre skal være her, men hvem der ikke er tvunget til det, har ikke Lov til at udsætte sig for den Livsfare, som er forbundet med Opholdet her ude og endnu mere med en Afstikker ud til Skyttegravene.

Det interessante ved en saadan Tur ud til de yderste Skyttegrave og se Soldaterne i deres underjordiske Huler, som de nu havde kamperet i alle de lange Aar, virkede ret fristende. Jeg syntes, Hr.Staack saa for sort, jeg vilde nok trodse Faren, som jeg mente ikke var saa overhængende, og sluttede mig til Hr. Langenfelds Forslag, men maatte til Slut bøje mig for Staacks absolutte Modstand.

Vi aftalte saa en Tur til Lille næste Tag og derfra til Cortrick, i hvis nærmeste Omegn jeg vidste at Urmager P. Henningsen og Købmand Peter Frees fra Haderslev laa, og som jeg derfor gerne vilde benytte Lejligheden tilat hilse paa. Staack lovede at sætte sig i Telefonforbindelse med Feldwebelens Kontor der og anmelde vort Besøg. Klokken var imidlertid bleven ti og Kliver holdt for Døren med en Gig for at køre mig tilbage til mit Kvarter.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

I Farezonen

Om Aftenen gik Rejsen videre. Nu var der kun et kort Stykke tilbage ned til Halluin , som jeg skulde naa samme Nat. Denne sidste Strækning maatte Togene kun køre om Natten af Hensyn til Faren for Flyverne; vi kom nu ind i selve Farezonen. At jeg nærmede mig Fronten, det mærkedes paa mange Maader. Passagererne var nu ene Soldater. Kupeerne usædvanligt snavsede og medtagne, Vinduesruderne til Dels slaaede i Stykker, saa den kolde Natteluft havde uhindret Adgang. Lys maatte

der ikke være i Kupeerne, men Øjnene vænnede sig til Mørket, saa man alligevel kunde orientere sig derinde. Til Gengæld var Raketterne derude i Horisonten saa meget tydeligere. De steg og sænkede sig, røde, gule, blaa, det var Flyversignaler, fortalte Soldaterne mig, eller Signalet til Kanonerne, som laa længere tiIbage bag Frontlinjens Skyttegrave.

Soldaterne var til Dels paa Tilbagerejse fra en Orlov i Hjemmet, til Dels havde de været en lille Afstikker til Bryssel eller en anden belgisk By for at besøge Kendinge. Samtalen gik jævnt og ret stilfærdig, maaske lagde min Nærværelse som Civilist en Dæmper paa dem.

Deres aabenmundede Udtalelser paavirkedes imidlertid ikke paa nogen Maade.

Et Par Soldater, som havde været i Bryssel, fortalte, at nogle Jernbanevogne, som havde staaet paa et Sidespor, ved et Uheld ved Rangeringen var bleven masede, og Vognenes Indhold laa strøet paa Pladsen. De havde hovedsagelig indeholdt kostbart Bohave, Billeder og Kunstgenstande. Dette var jo ikke noget særlig paasaldende i disse Tider. Men hvad der virkede overraskende paa mig var, at det øjeblikkeligt blev slaaet fast, at det var selvfølgeligt noget, som Officererne havde „reddet” og nu sendte hjem.

Jeg ved ikke, om man havde noget som helst Bevis for den Slags svære Beskyldninger, særlig mod  Officererne. Men Kendsgerning var, at ikke en tog Officererne i Forsvar mod slige Angreb, eller endog blot fremsatte den mindste Antydning om Tvivl.

 Som eneste Civilist blandt Soldaterne vakte jeg selvfølgelig en Del Opmærksomhed, og det varede ikke længe, inden jeg kom i Samtale med de nærmest siddende. Mørkt var der jo derinde, men af og til lyste en eller anden Soldat op med sin Lommelampe, eller en Tændstik, fra en Pibe, som tændtes, gav et kort, blafrende Lys. Mørket var tættere bagefter, men Samtalen gik videre.

Jeg var rejst hjemmefra med en naiv Forestilling om, at man, hvis der ikke skulde findes Rum i Hoteller eller Gæstgivergaarde i Nærheden, saa kunde man vel henvende sig til „Røde Kors”, som vel ogsaa tog sig af tilfældige Vejfarende, Vi kendte jo kun Krigen fra Aviser og Breve.

Jeg fortalte Soldaterne om Hensigten med min Rejse og dennes Maal, og spurgte om, hvordan jeg vel nu skulde naa frem til Halluin, da man havde meddelt mig, at Toget kun gik til Menin, den belgiske Grænseby ved den fransk-belgiske Grænse.

Der var ikke andet for, udtalte Soldaterne, end at gaa Resten af Vejen til Fods.

Dette var utænkeligt for mig. Nu havde jeg rejst næsten uafbrudt i mere end 2 Døgn og ikke faaet anden Søvn, end den man kan faa i et overfyldt Jernbanetog, naar Trætheden overfalder en i nogle faa Minutter. Jeg vilde foretrække at søge hen til et af Byens Hoteller og blive der om Natten og saa gaa videre den følgende Morgen.

Det var jo mørkt, saa jeg kunde ikke se det Smil, som mine naive Bemærkninger har fremkaldt. Men jeg hørte det i Svaret. Hotelværelser maatte jeg ikke regne med, jeg kunde ikke blive i Menin, men maatte videre. Men, tilføjede Soldaten trøstende, jeg skal samme Vej, saa jeg skal nok hjælpe Dem og bære Kufferten for Dem.

Da vi ved 1-Tiden naaede Menin, holdt Toget midt i en Ruindynge, hvor Maanens klare Skin var det eneste Lys til at lede os paa Vej. Da først saa jeg, hvordan en By ser ud, naar Krigen har raset hen over den i aarevis.

Soldaten førte mig langs med Skinnene ind efter Byens Gader. Der, hvor vi gjorde Holdt, havde Stationen været, nu var denne ligesom hele den tilstedende Gades Bygninger en eneste stor Ruinhob, og dette Syn gentog sig helt Byen igennem.

En Billetkontrol var der slet ikke Tale om. Jeg har formodentlig ogsaa været den eneste Rejsende med Billet.

At hele Byen, der for Krigen havde talt omtrent 15.000 Indbyggere, en By altsaa omtrent som Haderslev, var de to Tredjedele af Husene skudt sammen.

I Halluin

Efter en lille halv Times Gang naaede vi den belgiske Grænse. Vi maatte over en Bro, som forbinder Menin med den franske Grænseby Halluin, en By, lidt mindre end Menin. En Soldat stod Vagt ved Broen, men vi kom uantastede over Broen, formodentligt fordi jeg var i Følgeskab med en Soldat. Kort efter naaede vi „Ortskommandanturen”, hvor jeg skulde melde mig ved min Ankomst, som den modtagne Instruktion lod paa.

Klokken var bleven henad 2, og det var derfor ret naturligt, at en Forstyrrelse paa den Tid af Natten ikke var saa velset af den vagthavende Skriver.

Jeg bad om at faa anvist et Kvarter, men søvndrukken, som han var, havde han ikke synderlig stor Lyst hertil. Først da jeg bad om, saa eventuelt at blive der i Vagtlokalet hos ham til næste Morgen, da jeg umulig kunde holde ud at gaa omkring paa Gaden, saa træt og udaset, som jeg var, da først bekvemmede han sig til at sø ge en Liste frem, fik opgivet et bestemt Nummer i en nærmere betegnet Gade, hvor han formodede, der vilde være Husrum for mig.

Saa traskede vi afsted for at finde Kvarteret, som ikke voldte os Vanskeligheder. Derimod mødte vi i det betegnede Hus Vanskeligheder, som vi ikke havde været forberedte paa. Huset var nemlig et

Nonnekloster. Da vi kom ind i en lang Korridor, viste Dørenes Plader, at Værelsernes Indehavere var Nonner. Vi havde ikke Mod til at trænge ind til dem paa denne Tid af Døgnet og vendte derfor om igen og gik tilbage til Ortskommandanturen.

Om han ikke havde opgivet os et fejlt Nummer, da det var et Nonnekloster, han havde vist os hen til.

Nej, vi kunde rolig gaa ind, Nonnerne var borte.

Saa prøvede vi vor Lykke igen. Vi gik ind i det første Værelse. Paa Døren stod: Søfter Elisabeth. Derinde laa et Par Soldater, Officersoppassere. Den ene fik vi rusket vaagen og forrettede vort

Ærinde. Men vi fik den Besked, at alle Værelser var optagne, udelukkende af Officerer.

Der var ikke en Seng at opdrive i hele Huset.

Ja, mente min flinke Fører, det er jo haabløst at søge videre. Vil De tage til Takke med at dele Kvarter sammen med mig og 2 andre Telefonister i Telefoncentralen, saa kan vi se Tiden an til i Morgen.

Der var intet Valg, og jeg tog med Tak mod det venlige Tilbud.

Den første Nat tilbragte jeg saaledes i Telefoncentralen.

Vi sov 5 Mand paa 4 Madrasser. Soldaterne, som jo var bleven vækkede ved vor Ankomst og skulde have Rede af Kammeraten for hans Udflugt, sov snart igen. For mig blev det ikke til Søvn den Nat.

Huset laa ved Hovedgaden, gennem hvilket der førte et Jernbanespor. Og her ad den Vej sortes om Natten Ammunition, og hvad der ellers skulde bringes frem til Ildlinjerne. Der var stærk Trafik, thi Banen kunde jo kun benyttes om Natten, og det gik ikke lydløst til. I det fjerne hørtes Kanonernes Torden, og saa ind imellem kom Telefonopringninger.

Alle disse uvante Lyde i de ejendommelige Omgivelser skulde nok holde Søvnen borte.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

Jes Sarup fra Haderslev tog i foråret 1918 til Vestfronten for at hente vennen Mikael Steffensens lig.

Budskabet om den faldne Ven kom

Da jeg den 30. November 1917 modtog telegrafisk Meddelelse om, at Landbrugskandidat Mikael Steffensen var falden den 29. November, fremkaldte det en Sorg i vort Hjem, som om en af vore aller­nærmeste var kaldt bort, og jeg havde allerede da det Ønske, at Mikaels Lig maatte komme hjem, maatte faa Lov til at hvile i det Land, som han havde elsket saa højt, som han havde kunnet, og nu ogsaa havde ofret alt for. Kort efter fik jeg For­bindelse med Mikaels Forlovede, Frøken Anne Jensen fra Rejsby, og vi mødtes da i Ønsket om at faa Liget hjem, saa vi kun­de faa Lov til at frede om vor kære Vens Grav. I Vintermaanederne kunde Hjemtrans­porten daarlig lade sig gøre. Men da Foraaret nærmede sig, blev de indledende Skridt foretaget, og det formede sig saaledes, at jeg kunde selv faa Lov til at hente Liget hjem, noget, jeg til at begynde med slet ikke havde regnet med, da det var meget vanskeligt at faa Tilladelse til at komme ud til Fronten, særlig selvfølgelig for os Danske. Imidlertid meddelte man mig Paa et Militærbureau underhaanden, at man nok kunde faa en saadan Tilladel­se, naar det gjaldt at hente Liget af en nærstaaende hjem.

Rejsen tiltrædes

Det fornødne Pas blev skaffet til Veje, og jeg blev vaccineret, som det krævedes for at kunne faa Lov til at komme til Fronten. Den 10. Marts startedes Rejsen, en me­get besværlig Rejse, der da heller ikke var uden Fare. Men trods alt vilde jeg nødig have undværet denne Tur, der i mange Henseender blev overordentlig interessant. Den Gang maatte der ikke skrives noget om slige Rejser, og fremfor alt var vi jo underkastede en streng Censur, hvorfor jeg lod Materialet ligge til senere.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918