Tag-arkiv: Jeppe Østergård

Krigens forløb

26. oktober 1914. Jeppe Østergaard er død: “Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 9:59

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Slutningen af Jeppes Østergårds sidste brev den 25. oktober blev skrevet på godset Kobylin, der ligger ca. 25 km sydvest for Skiernewice. Her forskansede grenaderregimentet sig i løbet af søndagen den 25. oktober. Jeppe Østergaard var “Gefechtsordonnanz”, dvs. han skulle bringe meldinger fra bataillonsstaben ud til kompagniet. Det var en meget farlig post.

Mandag morgen den 26. oktober blev den tyske stilling voldsomt angrebet af russerne, og især blev artilleriet på venstre fløj hårdt trængt. Der var tæt tåge over egnen, og det gjorde kampen endnu mere uhyggelig. Første og andet kompagni af grenaderregimentet lå i skyttegrave på en lille forhøjning i jordsmonnet. Der blev snart givet ordre til, at de to kompagnier skulle trække sig ud af skyttegraven og rykke artilleriet til hjælp og forstærke fløjen, og “Gefechtsordonnanzerne” måtte afsted med meldingen. Det var de to nordslesvigere, Jeppe Østergård fra 2. kompagni og Jørgen Asmussen fra 1. kompagni. Den sidste fortæller i et brev, dateret den 10. januar 1915 om, hvad der videre skete:

Vi gik sammen bort. Hans kompagni lå betydelig videre borte end mit. Der var en heftig geværild fra fjendens side, så kuglerne peb os tæt om ørerne.

Til mit kompagni kom vi begge i god behold. Jeppe måtte jo så videre. Vel omtrent 30 skridt fra mig seer jeg ham falde. Jeg vilde ile derhen, men det var mig på grund af den tiltagende geværild ikke muligt. Endnu i aften ligger jeg sammen med den sygebærer fra vort kompagni, som forbandt ham. Han udtaler, at Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig. I samme nu faldt han til jorden, idet han råbte: “Kammerater, hjælp mig!”

Sygebæreren har straks taget ham ned i skyttegraven, revet hans klæder op og forbundet ham. Men han kom desværre ikke mere til bevidsthed. Han levede 6-7 minutter, så udåndede han. . . . Da aftenstunden frembrød, blev han jordet i en fællesgrav sammen med hans Hauptmann, som faldt samme dag. De ligger i en smuk have ved et stort gods, som lå der i nærheden. Det var mig en tung gang denne aften at følge ham, min kæreste ven, jeg nogensinde har haft, til graven. Vi bad en stille bøn ved graven, og derpå jordedes han.

Brevene og dagbøgerne er udgivet af Marius C. Skar: “To faldne brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig”, Kolding , 1931. Læs den her: To_Faldne_Brødre_Østergård

1914-10-polsk landsby

Krigens forløb

25. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “Russerne er os talmæssigt knugende overlegne.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 9:55

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

25.10-1914.

Det er nu tredje gang, jeg tager fat på dette brev. Vi befinder os nu en 40 km sydvest for Skiernewice og går næppe videre tilbage. Herfra vil der snart spørges nyt.

Alt indrettes på et virksomt forsvar, da russerne talmæssigt er os knugende overlegne. Skønt det er søndag, har kanonerne alt begyndt deres frygtelige virksomhed. I det hele taget har søndag hidtil aldrig bragt os noget godt eller en smule hvile. Netop søndagen nærer vi en grundet mistillid til.

En lille undtagelse dannede for os den 18. ds. Mens af regimentet to bataljoner lå i skyttegrave, lå 1. bataljon bagved i reserve og til dækning af det svære saksiske artilleri. Der lå vi hele eftermiddagen i det dejligste oktobervejr, mens artilleriet fyrede, og russerne svarede i salvevis, men alle kugler eksploderede på 100 meters afstand.

Margrethe sendte mig Peters adresse og skrev, at han var afrejst til Frankrig. I brevet af 14. skriver I, at han sammen med Michael Steffensen har logi hos en dansktalende familie i Slesvig. Foreløbig er han altså ikke med. Flere gange har jeg skrevet til ham, men da hans adresse veksler så ofte, har han næppe fået noget deraf.

Tysklands sager står nok ikke nær så glimrende, som de i sin tid tegnede. Her har vi dog ikke trukket os tilbage som en slået hær, men kun af taktiske grunde. Russerne havde, sagde man, 15 armékorps samlet i Warschau, og skulde vi med 5 armékorps have løbet stormløb mod en 1. klasses fæstning, var vi forblødte.

Rigtignok må vi ikke glemme, at de beretninger, vi får i hænde, er ensidige, og at vor snævre horisont ikke giver rum til et samlet overblik. Jeg tvivler derfor ikke om, at mænd som oberst L. med indsigt i mangfoldige forhold nærmere rammer sømmet på hovedet end jeg.

Her, hvor jeg skriver, er halvmørke, så læsningen vil måske volde vanskeligheder. Stykkevis som det er skrevet, bør det måske også læses for at skåne øjnene for overarbejde. Men så snart tiden tillader mig det, skal I få et bedre skrevet og lettere læseligt brev.

I bedes hilse P. Skau, Windfeldts, Ankersens, Dagmar, Anna og andre, som sender mig en venlig tanke. Hans J. Andresen talte jeg med i går. Han var i bedste velgående. Det samme er tilfældet med mig. Nå, hvem der får sådanne pakker, som I sender mig, må vel kunne døje noget. Dog een eneste tanke, som ofte kommer frem i ord, behersker alle: fred! fred! Hvornår har dette her en ende?

Men kærlige hilsner og tanker besjælet af et gensynshåb sender jer

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914

Krigens forløb

24. oktober 1914. Brev fra Jeppe Østergård: “Vi var 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 23. november 2017 9:26

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Jeppe Østergaard påbegyndte dette brev den 23. 10. 1914

24.10 1914.

(fortsat) Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen. Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås. Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark.

Jøderne, som i byerne behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blodsugere er stor.

Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og 2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bagefter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod andre lyde nå vort øre.

Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten.

Skønt det store hovedslag endnu ikke har fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer, kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før.

Vi var ved andet komp. 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget…. I Nis mistede jeg en trofast og kær kammerat.

Alle dem, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende.

En erstatning har jeg fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er “Gefechtsordonnanz”, og med hvem jeg under disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det et par gange været udsat for artilleriild; men den nervøsitet, som i førstningen gjorde sig gældende, kendes ikke mere.

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

Krigens forløb

23. oktober 1914. Feltpost fra Jeppe Østergaard: “Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 9:43

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 23.10-1914.

I går af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne i dag. 1. og 2. bataljon, en bataljon 128, maskingeværkomp. og een afdeling artilleri skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget. En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de russiske forposter, der skydes lidt på begge sider, artilleriet fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede grupper tilbage. Hele bataljonen havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen. Bataljonen forskanser sig en 2-3 km bag byen.

Brev til hjemmet

2 km vest for Skiernewice 23.10-1914 aften.

Kære allesammen!

Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz” og vil ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord.

Først mange tak for alt, hvad de sidste dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem, jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt.

En tid lang gik posten via Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. —

Så har jeg fået 3 pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.

Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn.

Siden vi betrådte Polens grund, har vi kun sovet ude en 5-6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkelovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne stoppes til, og man har strå at vælte sig i.

Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i lommen.

Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart damper man fra øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge, og strømperne holder derfor kun en 14 dage.

Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et par “fodlapper”. Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst ud.

Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men sultet har jeg dog aldrig.

1914-10-polsk bondegård

Krigens forløb

22. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Skiernewice: “Alt er vild forstyrrelse!”

2 kommentarer

Senest ændret den 22. februar 2016 8:57

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 22.10-1914.

Tilbage mod Skiernewice. Hele dagen høres stærke drøn fra byen. Banegården brænder, værksteder og banelegemet sprænges mange steder. Alt er vild forstyrrelse.

Natten igennem brænder store kullagre. Himlen er rød, og jorden lyser som af nyfalden sne. Men i baggrunden over skoven er det kulsort. Lysvirkningen er enestående, og kun ved juletid ses dets lige.

Warszawa oktober-november-1914

Krigens forløb

21. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 8:54

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 21.10. 1914.

Afmarch videre mod sydvest. Vejene opblødte og elendige. Vi passerer Skiernewice og 10 km videre i kvarter.

I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde. Deres drøn høres som en fjern dundren, og det blinker om aftenen som kornmod. Det er velgørende.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri
Krigens forløb

20. oktober 1914. Jeppe Østergaard på fortsat march.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 8:53

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 20.10-1914.

March med mange standsninger, men alligevel videre, til endelig kl. 2.30 eftm. målet nås.

Banegårdene brænder, og broer sprænges bag os. Vi passerer Cerardowo og går videre.

Ankommen til bestemmelsesstedet, hvor vi traf en prægtig slagterbutik, må jeg gå 1/4 time tværs over marker til batl.-staben for der at modtage eventuelle meldinger til komp.

1914-10-tysk marchkolonne passerer østrigsk
Tysk marchkolonne passerer østrigsk, oktober 1914

 

 

Krigens forløb

19. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “En overløber har forrådt stillingen.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 8:26

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 19.10-1914.

En mand fra 7. komp. er bleven overløber og har forrådt stillingen. Da tågen er lettet, sendes der præcise skud bedre og bedre mod vor stilling.

Vi går tilbage 4-5 km, salver ledsager os, men altid en 40-50 m bagved, og skønt sprængstykkerne falder umiddelbart ved os, træffes ingen. Senere rammes huset, hvor bataillonsstaben har ligget, og vore grave ved kirkegårdshegnet.

Afmarch kl. 6.30 i sydvestlig retning. Det hedder sig et tilbagetog for at lokke russerne ud af fæstningen, hvor de har samlet 15 armékorps.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

 

Krigens forløb

16. oktober 1914. Jeppe Østergaard ved Kosnaz.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. februar 2016 15:21

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 16.10-1914.

Patruljer, som skulde undersøge, om Kosnaz var besat, blev hæftig beskudt. De, som endnu sov, skræmmes op kl. 5.30 af infanteriskydning, ja een ramtes dødelig af en kugle gennem taget.

Vor battaillon skulde udfylde et hul, som var opstået mellem landeværnsbrigaden til højre og infanteriregimentet til venstre. Stillingen var vanskelig og svær, for linjen var 2 km lang, og kun et batteri stod til understøttelse. Da vi ved middagstid fik befaling til at gå tilbage og atter slutte os til divisionsreserven, havde hvert komp. mistet 4-6 mand. Om aftenen kom vi atter i kvarter.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær
Krigens forløb

11. oktober 1914. Jeppe Østergård: Nis Fuglsang er død!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 23. november 2017 9:09

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 11.10-1914.

Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer havde fjenden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte „Querschläger”, og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz”, stod en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi.

Senere blev jeg med en melding sendt til kompagniet i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere sås, men gennem underskoven peb kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede våndede sig.

Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på morgenstunden.

Jeppe Østergaard ven, Nis Fuglsang var blandt de dræbte i slaget ved Magdalenka. Nogle dage senere skrev Jeppe Østergaard til Nis fuglsangs forældre i Kastrup og meddelte dødsfaldet:

17.10-1914.

Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi havde lovet hinanden at skrive hjem, hvis én af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.

Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under marchen, og når aftenen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og trygt, til næste dag bragte os nye anstrengelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og fylde vor plads hjemme.

Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den 9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste vi.

Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz” og kom en tidlang bort fra kammeraterne. Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt underskov, og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om ørene på os.

Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7 udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig: Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!

Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15-20 km syd for Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv.

Hvornår vil denne krig få ende og blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt give os hans almagt i vold, vidende, at intet sker uden hans vilje.

Jeg deler jer dybe sorg fuldt og helt.

De kærligste hilsner.
Jeppe Østergård.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær
Krigens forløb

8. oktober 1914. Jeppe Østergaard syd for Warszawa

Skriv en kommentar

Senest ændret den 13. februar 2016 21:32

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Radom, 8—10—1914.

Kære allesammen!

Når undtages Margrethes Flensborg-kort har jeg ikke hørt fra jer siden den 10. September. Dog ved jeg, at skylden ikke træffer jer, da I nok ugentlig har sendt mig mindst een hilsen. Alle institutioner har i krigstid omtrent gjort fyldest, kun feltposten har måttet melde pas. I 1870 skal den ha været fortrinlig, og selv om hæren nu er større, og skrivefærdigheden er vokset, så er dog samfærdselsmidlerne steget i tilsvarende grad, så det er ingen undskyldning. Uddelingen gennem de forskellige troppedele er heller langt; fra mønstergyldig og tager flere dage. Følgen er, at breve er 2-3 uger undervejs.

Nu er vi en 200 km fra grænsen og 100 km syd for Warschau. Radom, en by på 100 000, er i modsætning til de andre stinkereder, vi har passeret, en smuk og renlig by med vældige kirkebygninger. Her havde russerne en let befæstet feltstilling, og der var store troppemasser undervejs til forstærkning. Men vi kom dem i forkøbet, og efter at have løsnet et par skud trak russerne sig skyndsomst tilbage.

Vi har nu haft en dags ro, som hårdt tiltrængtes, ikke blot for hvilen, men også for fodtøjet. Det er nu bedret en del, og vejret er klaret op. Natten over har det frosset. Om en halv time går det videre, vistnok mod Iwangorod, en stærk fæstning ved Weichselen, 50 km østpå. Pionererne har haft travlt med at bygge broer, og belejringsskyts indtræffer.

Af og til træffer man store godser med solidt og smukt byggede herrehuse og gamle parkanlæg. I storbruget ses de mest veldyrkede marker. Langt den største del af jorden optages dog af småbruget. Legetøjshusene ligger klumpet sammen til landsbyer med hullede, elendige veje. Hver husejer er sin egen bygmester. Alt er stråtækket. Mellem bjælkerne lægges mos og ler. Det luner og tætter. Foruden det “tækkes” til vinteren væggene med langhalm, mos eller senegræs, som fastholdes med lægter og brædder. Gennem den lave dør kommer man krumbøjet ind i huset, som i reglen har to rum. I det større står et muret komfur, og gennem flere murede kanaler ledes trækket ind i skorstenen. Rummet er køkken, dagligstue, sovekammer, kort sagt alt. Det mindre rum er pulterkammer, børne- og gæstestue. På væggene hænger kun gudelige billeder, og blandt dem indtager det førnævnte Madonnabillede fra klostret i Czenstochau første pladsen. Ved bjælken er ofte indstukken poppelris. Befolkningen er meget fordringsløs og nøjsom. Mændene går i lange støvler, fåreskindspels og do. hue, mens kvinderne alle som en endnu ved denne årstid går barbenet. Trods fattigdommen er der bygget store, stilsmukke og pragtfulde kirker. De fleste har to tårne og mange tilmed en tagrytter. Befolkningen er uoplyst. Skoler findes ikke, og præsteskabet har naturligvis ubegrænset indflydelse. Jeg har set bønderne bukkende, næsten krybende kysse den hånd, som præsten nådigt rakte frem.

Alt vel! I en hel måned har vi nu ikke haft med fjenden at gøre. Det er helt rart som nu at være lidt i reserve.

Eders Jeppe.

Kolno i Polen 6a49-361
Kolno i Polen – nord for Warzawa.
Krigens forløb

3. oktober 1914. Jeppe Østergaard mangler strømper.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 13. februar 2016 20:49

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Kæreste søster!

Tak for dit Flensborgkort. I lang tid har vi nu været uden forbindelse med feltposten, så næste gang vil der nok være mere til mig. Et par korte, uldne strømper vilde jeg også være taknemlig for. Strømperne sidder på benene en 14 dage, så trækker man støvlerne af, og strømperne er da omtrent ødelagte af fodsved.

Med fødderne går det ellers udmærket, hvad næsten er vigtigere end alt andet. Vi går dag efter dag 30-40 km i retning østnordøst og har passeret Czenstochau, Zytna, Przebora, Konsk og et godt stykke videre. Det planløse vejvæsen fører os frem i zigzagkurve, og skønt hver dag bringer os nye egne og vide udsigter er alt omtrent ens, elendige sandmarker, planløst skovbrug, usle hytter, nød og fattigdom.

Ved lejlighed følger mere. Alt vel, når undtages at hele kroppen smerter mere eller mindre!! De kærligste hilsner til eder alle.

Din Jeppe.

1914-10-tysk marchkolonne passerer østrigsk
Tysk marchkolonne passerer en østrigsk i Galicien
Nyheder

31. august 1914. Jeppe Østergaard på lazarettet: “Jeg har aldrig elsket livet højere end nu”.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 1. februar 2016 10:15

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten. Den 20. august blev han såret i benet.

Locken d. 31—8—1914.

Kære allesammen!

En dyb lykke og taknemlighed fylder mig. Vi har endelig en smule ro, og jeg glæder mig over at kunne få lejlighed til at udtale mig. Alle eders kærlige breve har jeg modtaget, også dem fra den 25. ds.

Hvor blir jeg glad for sådanne fortrøstningsfulde ord. Det gir hjærtevarme, gør sindet lyst og let. Jeg er lykkelig over at vide mig i eders tanke- og takkekreds og i eders bønner til ham i det høje. Man føler i disse tider mere end ellers sin egen ubetydelighed og al livets forkrænkelighed, og tanken glider da uvilkårligt hen til det faste, det evige. Sådan går det vel mange. Måtte vi nu bare ikke senere glemme det, nøden lærer os. Jeg vil gerne leve, har aldrig elsket livet højere end nu og ønsker af ganske hjerte atter at mødes med jer, I kære.

Dog frygter jeg heller ikke døden, thi jeg føler, at det ikke betyder tilintetgørelsen, og jeg ved, at Kristi ord har bestået sin prøve gennem tiderne. Lad mange kun tale hånt om troen og prale med deres oplysning. Det er ikke oplysning, der gør dem vantro, men den herskende mode, deres overfladiskhed, manglende eftertanke og det at ville synes. Man kan i fred og ro leve et liv uden Gud, men når døden ser en i øjet, da møder den, som tænker, et hvorhen, og kun troen formår at give svar.

Som I veed af kortene, var jeg med i slaget ved Walterkehmen, syd for Gumbinnen den 20. Fægtningen ved Mlava var imod dette den rene børneleg. (…) Da jeg ramtes, var klokken 10, og da ved 3-tiden vore tropper trak sig tilbage, gik jeg med. I mellemtiden havde jeg hjulpet enkelte sårede, hvor jeg kunde.

Benet er nu næsten helbredet uden mindste betændelse. En geværkugle er mindre farlig, når bare man kan holde såret rent. Der siges endog, at hastigheden og drejningen om længdeaksen gør den noget nær steril.

Hvorom det nu er, i tunnellen, som kuglen lavede, og hvis længde var 15 cm, har jeg ikke haft den mindste betændelse. Kun endepunkterne har jeg plastret en smule. Jeg er dybt taknemlig over at være sluppet så billigt.

Min bedste rekrut, som jeg havde den glæde at turde kalde ven, er borte, en Frederiksen fra Løgumkloster er borte, mange sårede. Vort regiment er stærkt svækket.

Nyheder

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 31. januar 2016 18:03

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri
Nyheder

16. august 1914. Jeppe Østergaard på vej mod Königsberg: “Her må ingen kosak nå hen!”

1 kommentar

Senest ændret den 30. januar 2016 12:31

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste på østfronten i 5. grenadérregiment. Den 16. august satte han sig på toget med kurs mod Königsberg.

Dagbogen 16—8—1914.

Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede kl. halv to om morgenen må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården i Soldau. Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind.

Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin.

Ingen ved rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man bliver menneske mellem mennesker.

De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6-tiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres.

Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det.

Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag.

Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914
Germania forsvarer fædrelandet. Propagandabillede.

 

Nyheder

12. august 1914. Jeppe Østergaard: “Kosakkerne smurte haser!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 30. januar 2016 12:01

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde tjeneste ved 5. grenadérregiment i Danzig. Den 12. august 1914 fik han sin ilddåb mod russiske kosakker.

Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse.

Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også udmærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem. Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning.

Kuglernes „iss“ lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.

Mens vi der går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser.

Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde der have skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de forsvundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu understøttes de også af deres artilleri.

For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok forskræmte spurve.

Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klapjagt på den 10-12 km lange strækning.

En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet.

Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, deriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.

Sønderjyder

31. juli 1914. Soldaterbrev fra Jeppe Østergård

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. januar 2016 22:02

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931.

31—7—1914.

Hvor to eller flere er samlet er krigen det eneste samtaleæmne såvel i byen som på kasernen. Alle lever i forventning om, hvad der vil ske. I byen råder en stærk krigsbegejstring, en stemning, der gir sig mangfoldige udslag. To nætter i træk ved midnatstid drager gennem gaderne vældige skarer såvel damer som herrer, syngende patriotiske sange og råbende hurra for hæren, kejseren og forbundsfællen. En krigserklæring vil blive modtaget med ildhu. —

Forlængst er alle troppeøvelsespladser rømmede, alle mandskaber, som var på orlov, indkaldte. En vagtkommando, som iaftes kom tilbage fra Graudenz, fortæller, at dær er de blanke våben slebne, patroner uddelte, alting færdig til udrykning. Vi er også inddelte til en mængde forskellige poster, og jeg skal til Bagpommern og hente heste.

Men det er alt kun den første dag. Senere skal vi nok alle komme med i første linje.

Hvad et væbnet sammenstød vil bringe af nød og elendighed, det går man helst let henover, da det kun gør ondt værre at tænke derpå. Endnu er krigen vel ikke uundgåelig, men udsigterne synes at blive ringere. Afgørelsen må falde i denne uge. Glider tiden endnu længere ud, er der tid til forhandling, og England er jo utrættelig i sine fredsbestræbelser.

Iaftes modtog jeg de kærkomne breve fra jer. Her er næppe muligt at samle sig til at skrive noget fornuftigt, men lad da alt være gemt i det ene ord tak. Det er godt at vide, at kærlige tanker krydser hinanden og forkorter den udvortes 1000 km store afstand.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 38)

Nyheder, Sønderjyder

30. juli 1914. Jeppe Østergård: “Aldrig har det været så kritisk som nu”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 28. januar 2016 12:36

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931.

30—7—1914.

I formiddag har vi ingen tjæneste. Alle på stuen skriver breve hjem, og jeg blir også smittet af manien. Stort nyt er der naturligvis ikke at berette.

Byen var iaftes i vildt oprør, og begejstringen gik højt, da regimentet med fuld musik i spidsen drog gennem byen fra banegården til kasernen. I løbet af natten er to kompagnier rykket ud krigsmæssigt udrustet for at besætte Weichselbroen ved Dirschau. Forøvrigt arbejdes i det stille. Krigssager blir tilpasset og udleveret fra oplagsrummene.

Den almindelige mening er den, at vi i morgen rykker ud og går til grænsen. Hvordan det så videre vil gå, må afventes. Aviser har jeg idag endnu ikke læst, men jeg tvivler stærkt på et tilbage. Dag for dag har tingene tilspidset sig, overalt arbejdes der på mobiliseringen. Aldrig har det været så kritisk som nu.

Mine tanker ved alt dette tør jeg ikke betro papiret, da brevhemmeligheden i denne tid langtfra er sikret. Dog kan I så omtrent tænke jer min stilling. Men der er intet valg, og vi går med så friske og frejdige som nogen. Meget værre er det for dem, der må forlade familie, bedrift og alt. Jeg er løs og ledig, har ingen forpligtelser, kan udmærket undværes o. s. v.

Det er morsomt at lægge mærke til, hvordan de forskellige tar imod efterretningerne. Gennemgående er den ældre årgang mere rolig og mandskaberne i besiddelse af mere galgenhumør.

Rekrutterne føler stærkere de bånd, som binder dem til hjemmet og alle de kære. Af skrålhalsene er mange bleven underlig tavse — en stadfæstelse af gammel erfaring.

— Jeg er meget spændt på, hvad dagen endnu vil bringe. I morgen skal I atter høre mere.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 38-39)

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914

Nyheder, Sønderjyder

29. juli 1914. Soldaterbrev fra Jeppe Østergård: “Lavinen er begyndt at rulle …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 28. januar 2016 12:36

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931. Den 29. juli var han netop kommet tilbage til Gdansk, efter at regimentet i nogen tid havde ligget i sommerlejr ved Arys, i dag Orzysz, Polen.

29—7—1914.

Ankom i aftes som fourer en dag før kompagniet til Danzig.

Her føler man sig mere vel, næsten en smule hjemlig.

For tiden er udsigterne ret kritiske. Det store spørgsmålstegn er Rusland, men netop nu udspredes på gaden flyveblade, at Rusland mobiliserer. I den tyske militærforvaltning bevares udadtil en overlegen ro, omend der på de ledende steder arbejdes med højtryk.

Forøvrigt tvivler ikke en eneste om, at den tyske mobilisering vil kunne gennemføres programmæssigt. Overalt på rejsen blev vi modtaget med begejstring, og også i Danzig er alle stemte for krigen. Man forsætter sig i en patriotisk rus.

Musikkapeller må stadig spille nationale melodier. Der udbringes hurraer for hæren, kejseren o. a., og vé den som ikke gøer med.

Overalt har man fornemmelsen: der må ske noget, spændingen må udløses. Englands velvillige mægling strander rimeligvis på Østrigs trang til handling. Lavinen har begyndt at rulle. Vil den standse eller rive alt med? Man hører almindeligt den vending: hellere nu end senere, den rådne fred er utålelig.

Jeg for mit vedkommende siger med: hellere nu end senere. På en varig europæisk fred kan dog ingen for alvor tro. Kendsgærningerne taler dog et ganske andet sprog. — Imorgen skal I atter hør nærmere.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 37-38)

Våbensøstre 6a49-328
Idealiseret fremstilling af våbensøstrene Tyskland og Østrig