Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.
En morgen mellem 20. – 25. juni kom vi meget tidligt i gang med skydningen. Vi havde beskudt de franske stillinger lige fra daggryet, infanteriet havde stormet, og vi var straks med ved forfølgelsen. Vi havde ikke fået nogen kaffe, og vi kunne heller ikke få fat på drikkevand. Tørsten blev meget slem.
Solen skinnede klart, og vi bevægede os fremad af de støvede landeveje. Ved ca. 10 – 11 tiden om formiddagen kom vi forbi et sted, hvor der løb noget gulligt vand i vejgrøften. Vi for hen til vandet og drak. Jeg drak meget, for jeg var uhyre tørstig.
Da vi havde drukket, indhentede vi batteriet, og da vi kom op ad bakken, opdagede vi, at vandet kom fra en lille dam ovre på marken, og der lå der nogle døde heste og nogle døde soldater i det. De var delvis opløst. Men vi havde drukket af vandet, og tørsten var slukket.
Jeg havde vel nok drukket mest, og da der var gået et kvarter, blev jeg frygtelig syg. Jeg begyndte at kaste op, og jeg blev ved at kaste op. Det varede ikke ret længe, så kunne jeg ikke gå mere. Jeg ville blive liggende, men kammeraterne ville have mig med – de lagde mig op på kanonen, og her lå jeg så nu og kastede op.
Maven var tom, men jeg måtte blive ved at kaste op. Jeg var så syg – så syg. Ved 4 tiden gjorde vi holdt uden for en større landsby. De tog mig ned af kanonen og lagde mig i græsset ved siden af landevejen. Om jeg var bevidstløs eller jeg sov, ved jeg ikke.
Men da jeg kom til mig selv, var Skurnia og nogle flere ved at hælde noget spiritus i halsen på mig. Det var en flaske mavebitter, som de havde fundet i et apotek i den rømmede landsby. Det kan nok være, at den hjalp.
Det var lige den medicin, jeg tiltrængte, og smerterne forsvandt lige med det samme. Jeg blev noget beruset, faldt i søvn, og efter to timers god søvn, blev jeg vækket, og vi fortsatte marchen gennem byen. Jeg kom til at sidde på kanonen, smerterne var borte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne flaske mavebitter i rette tid reddede mit liv fra forgiftning.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Andr. Bøgen, , Vennemose, tilbragte siden sin indkaldelse i sommeren 1915 krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.
I April Maaned fik Bataillonen Ordre til at holde sig marchberedt. Denne Gang gik det til Ukraine. Vor Bataillon blev stationeret i Byen Romny; derimod forblev et større Vagtkommando, som ogsaa jeg tilhørte, tilbage i en Landsby en 30-40 km derfra.
Egnen var her noget bakket, men meget skovfattig. I den første Del af Maj Maaned holdt Russerne deres Pinsefest, og da jeg holdt Vagt i Kirkens Nærhed, fik jeg Lejlighed til at iagttage Præstens Ceremonier og Menighedens Procession omkring Kirken i Pinsedagene.
Jeg var sammen med tre Kammerater ind kvarteret i et Baghus hos en Landmand. I Modsætning til de fleste andre Beboelseshuse herskede her Orden, Akkuratesse og Renlighed. Vor Lejlighed, i hvilken der var en hel Del Værktøj, tydede paa, at Manden ogsaa var Haandværker; men han var en interesseret Landmand, og da han forstod, at ogsaa jeg var Landmand, beklagede han rystende paa Hovedet, at vi ikke kunde gøre os forstaaelige for hinanden; men jeg maatte se hans Besætning.
Den bestod af to Køer og fire Heste. Efter mine Begreber var det en mærkelig Besætning; men i Ukraine drives der hovedsagelig kun Kornavl og kun lidt Kvægavl, og Ukraine kan sikkert med Rette kaldes Ruslands Kornkammer.
Da jeg havde set Besætningen, bød Værten mig indenfor til en Kop Te. I Stuehuset hilste jeg paa Konen, en voksen Søn og Datteren. Man bød mig tage Plads ved Bordet, og der blev budt paa Te og Hvedebrød, som saa meget indbydende ud, men i Smagen lod det en Del tilbage at ønske. Før jeg forlod Huset, viste de mig Stuerne, og var der Orden udvendig, var det i ikke mindre Grad ogsaa indvendig.
Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.
Polske Hjem. (Feltbrev til „Flensborg Avis”.)
Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.
Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’
Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)
Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.
Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.
Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.
Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.
Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.
Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)
Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.
Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.
Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.
Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.
Christian Esbensen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste ved RIR 215 på Vestfronten. Han fortæller:
På en brændende varm Solskinsdag i Sommeren 1917 laa Res. Inf. Reg. 215 i Ro bag Fronten i Nordfrankrig. Vort Kompagni havde faaet anvist Kvarter i en lille Landsby. Emil, en Kelner fra Hamborg, og jeg laa i en indelukket Have og dasede i Solen, kun plaget af de smaa, mangebenede „Husdyr”, der tilsyneladende benyttede den ledige Time til at holde Tropperevu paa de mest utilgængelige Steder, hvor man havde de færreste Chancer for at gribe forstyrrende ind i deres Øvelser.
Som ved en pludselig Indskydelse fik vi begge den Tanke, at Vejret var som skabt til at holde Generalafregning med de smaa Plageaander, og Forberedelserne dertil var snart gjort. To Marmeladespande, to Fyrsteder op imod Muren, der omgav Haven, Brænde samlet sammen af Spaantaget fra en Udbygning, der var halvt sammensunket af en Fuldtræffer, og snart flammede en lystig Ild under vore „Gruekedler” med vort Vasketøj, hvori der før havde hersket „rege Tätigkeit”.
Ih, hvor vi glædede os over den blodige Hævn, vi her havde udpønset! — Tiden, der gik med at faa Suppen til at koge, blev dog snart Emil for lang, og mens jeg ogsaa overtog Ansvaret for hans Gryde, gik han paa Opdagelsesrejse. Han kom herved om bag Muren, hvorfra han kort efter kom styrtende tilbage og fremviste en mystisk Masse, som han holdt i den ene Haand. Han raabte: „Krischan! Se her, Klorkalk!”.
„Klorkalk? Ja, hvad med den?” „Du er dum, Krischan, Klorkalk gi’r saadan en hvid Vask!” — Naa, saaledes!
Jeg for i Hast om bag Muren, og, maaske til min Ulykke, fandt jeg i Nærheden af Klorkalken en lille, rusten Kulskovl. Med en snedig Bagtanke om, at min Vask vilde blive endnu mere hvid end Emils, naar jeg brugte et endnu større Kvantum Klorkalk, stak jeg Skovlen saa dybt i Klorkalkbunken, saa jeg fik Topmaal. Jeg hældte flot det hele i min Kedel.
Begge Gryder kogte nu af fuld Kraft, og der var ikke noget Haab for et eneste levende Væsen om at slippe levende ud af denne Heksekedel.
Vi fik efterhaanden travlt med at røre rundt i Gryden, hvis Indhold efterhaanden var blevet hvid som Mælk. Tøjet maatte jo ikke gerne lægge sig for haardt eller for længe paa den tynde Bund i Spanden, som af den stærke Ild var blevet stærkt ophedet. Vi kunde let svide Hul i Tøjet. Med visse Mellemrum stak jeg derfor en Kæp ned under Tøjet for at hæve det lidt ud af Spanden, og jeg var spændt paa, om det snart vilde begynde at blive hvidt.
Det lykkedes trods flere Forsøg ikke rigtigt at faa fat paa Tøjet. Jeg gjorde mig særlige Anstrengelser for at faa det løftet ud, men pludselig opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at Kæppen gik lige igennem Tøjet.
Af det alt for store Kvantum Klorkalk var Tøjet kogt saa mørt, at det bristede ved den mindste Berøring med Kæppen, og med et Udbrud, der helt forskrækkede den stakkels Emil, fik hele Suppedasen en Kommisstøvle i Flanken, saa det hele trillede hen ad Gangstien, mens Emil med et desorienteret Udtryk i Ansigtet udbrød: „Wat is’ denn eigentlich los?“
„Se selv,“ sagde jeg, — og da Miseren nu ogsaa gik op for ham, røg hans Suppe den samme Vej; men selv om hans Tøj næppe havde lidt samme Overlast som mit, var det dog allerede ubrugeligt.
Først da Garderoben saa nogenlunde igen var suppleret op til det normale Omfang, fandt vi Tidspunktet inde til at aabenbare Historien for vore øvrige Kammerater, og jeg behøver vel næppe at gøre opmærksom paa, at vi fik stor Succes med den „hvide Vask.“
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Skreven d. 28/2 17.
Mine kjere Forældre og Sösk.! Guds Fred til Hilsen! Först manqe Tak for 6 Pakker fra No 7 – No o2[,] som jeg iforgaars har alle modtaget paa een Gang. Jeg modtog nemlig 11 Pakker denn Aften. 1 Pakke var fra (Anton) Asmussen[,] een fra Tante Mie, een fra Broder Drees, to med Cigaretter fra Bocks som jeg havde bestillet. In[d]holden har jo selvforstaaeligt smaget mig rigtig godt[,] kjere Moder.
Igaar har jeg skrevet et langt Brev til Tante Mie og takkete hende derfor. Ligeledes har jeg igaar sendt 30 Mark hjem. Skriv mig naar I har modtaget dem.
Med Cigaretter handler jeg. Jeg bestiller 1000 Stück hver otte Dage og die er vek som intet her. Jeg har da i det[]mindste en god Fortjeneste ved det. Fra 1000 Cigaretter tjener jeg 14 Mark. Det kan jo nok gaa an.
Lige for Tiden er vi i Ro siden den 24. Februar til den 5. Marts. Da vi kom fra Graven hvar vi jo naturligvis beskidt og fuld af Lus. Naar man saadan ligger 3-4 Uger i Graven og i denne Tid kun faar sig vasket 3-4 Gange og ingen reen Vask at trekke paa saa kan I jo nok forestille Eder hvordan vi kan seer ud.
Dagen efter da vi kom i Ro havde jeg saa stor Vask. Vor det saa gjör godt naar man har faaet sig vasket, baberet og reen Vask paa Kroppen. Saa er man först et Menneske igjen.
Forplejningen er rigtig godt her. Hver 2 Dage faar vi 1 1/3 Brød saa vi ikke tör hungre[,] men vi Soldater herude kan jo lett fortere det. Her hvor vi er i Ro[,] har vi lidt Tjeneste om Dagen. Om Formiddagen Appel og om Eftermiddagen fra kl 3-½5 Exerseren med Gewehr. Jeg har det jo ikke saa streng da jeg altid skal spille Underoffizer[,] saa jeg kun Kommanderer med mit Gewehr og 4 Mann. Som jeg har hört[,] bliver jeg vist befördret til Gefreiter i den nærmeste Tid.
Forrige Nat hvar vi til Zapfenstreich i Anledning af den Bulgarriske Kaisers Födselsdag. Sidste Nat havde vi Natövelse med M.G.
Vejret er i denne Tid her som for os i April Mai med Solskin saa man snart sveder i denne Varme. Derimod om Natten er det kold saa man ligger og halvt frÿser. Igaar Aftes hörte man en forfærdelig Kanontorden i Egnen af Monastir. Himlen var blodröd saa det saa trist ud. Ellers er jo endnu Gud skee Tak sund og rask endnu. Herren give dog at Fredsklokkerne snart maa lyde.
Nu til Slut mange mange Hilsener til Eder alle mine kjere i Hjemmet fra mig Eders Sön og Broder Milert
Send mig dog to Lommertörklæder. Jeg har kun et saalenge jeg drog fra Arÿs.
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Geschrieben d. 25/2 17,
Mein lieber Vater. Deinen lieben Brief vom 11/2 habe gestern mit Freuden dankend erhalten. Wier[]ich daraus ersehe[,] möchtest du als alter Soldat gerne wissen wie ich hier im Felde einen Tag Durchschnittlich erlebe. Ich will dir denn erzählen[,] wie wir in Stelleung verleben.
Wenn die Koche mit in Stellung ist[,] wird morgens wenn es noch dunkel ist Kaffe geholt, dann wird Kaffe getrunken und zum schlafen hingelegt[,] weil wir doch nachts Posten gestanden haben. Alle 6 Stunden 2 Stunden Posten. Mittags wird eine beschmierte oder wenn nichts da ist eine troken Stulle Brod gegessen. Dann holen wir wieder Abend unser Mittagessen wenn es dunke[l] ist. Das ist mitunter nicht so angenehm[,] da uns die Kugeln doch um die Ohren pfeifen. Nachts wird denn Posten gestanden. Sonst wird in der Übriegen Zeit geschrieben oder sonst irgend gemacht.
Augenblicklich sind wir gestern in Ruhe gekommen und habe ich gleich grosse Wasche gehabt. Sonst geht es mir ja noch Gott sei Dank gut. Schreibe nun auch gleich einen Brief nach Hause. Auf baldiges Wiedersehn dein Sohn Milert.
Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten i Skovkarpaterne.
Noget af det værste ved at være i skyttegraven, var, at vi havde meget lidt vand, så vi blev aldrig vasket, og vores kogegrejer blev næsten altid kun tørret af med græs eller blade.
Vi kunne dog bag ved skyttegraven ad en temmelig stejl bjergside komme til en lille kilde, hvor der dog ikke var ret meget vand, men det, der var der, var dejligt drikkevand.
Kilden lå temmelig langt væk fra skyttegraven, og skulle så én hente vand, måtte han altid tage så mange af vores kogegrejer med som muligt, hvilket var ca. 6 stykker.
Det værste var, at russerne må have kendt kildens beliggenhed godt, da de sikkert også har benyttet den.
Når vi så havde været heldige at få vores grejer fyldt op med vand, og skulle op ad den stejle skrænt, mistede vi ofte fodfæstet og tabte vandet, så måtte vi gøre det om igen.
Værre var det, når russerne ofte og uregelmæssigt sendte en salve af granater ned over skråningen.
Nå, men vi brugte så lidt vand som muligt, og det endte da også med, at mange af os fik bylder. Jeg fik dem både i nakken og under armene. Arrene har jeg endnu den dag i dag.
Hvor vi lå, ved jeg ikke. I mit militærpas står der “Septemberslaget i Karpaterne”. Vi havde det dog forholdsvist roligt nu, og skyttegraven var temmelig godt udbygget.
Så en dag fik vi besked om, at vi skulle et andet sted hen, og vi blev igen afløst af østrigerne. Hvor vi så kom hen, ved jeg ikke.. Der står i militærpasset “Stillingskrig i Skovkarpaterne og ved Tatarenpas”.
Stedet, hvor vi gik i stilling, lå i hvert fald højere oppe i bjergene. Vi skulle marchere temmelig langt, og min gamle sygdom kom igen. Jeg kunne ikke holde til strabadserne op og ned i bjergene, og blev så syg i nogle dage. Jeg husker idag ikke mere, hvor jeg blev indlagt, men det var kun en lille forplejningsstation.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.
Skyttegravene på østfronten var i reglen udbygget meget »komfortabelt«. Det gjaldt selvfølgelig kun de steder, hvor fronten lå fast i måneder.
Til komforten hørte givetvis også en latrin. Det hørte til sanitetssoldaternes opgaver at bygge disse. Latrinerne lå altid en 20-30 meter bag skyttegravslinien og var forbundet med denne ved en smal siksak-grøft.
Selve latrinen var et hul , ca. to gange to meter udgravet i samme dybde som skyttegraven.
Den ene halvdel af hullet var så yderligere gravet 1½-2 meter dybere. E n stang t i l at sidde på manglede heller ikke, så man kunne sidde nogenlunde behageligt og forrette sin nødtørft og samtidig fundere over livets besværligheder.
En dag, jeg havde opsøgt dette sted og sad og gjorde mig det behageligt, syntes jeg at høre det frygtede »Bum«, som hidrørte fra affyringen af en mine.
I samme nu kastede jeg et blik over venstre skulder i den retning, lyden kom fra, og fik, så utroligt det end lyder, omgående øje på minen. Den havde nået sit højdepunkt, hvor den vendte i luften – for øvrigt det eneste punkt på dens bane, hvor man havde chancen for at se den. –
Nu var minen for nedadgående med retning mod det sted, hvor jeg befandt mig. Hurtigere end det kan siges, sprang jeg – med bukserne om hælene – ud i den smalle tilførselsgrav.
Af lufttrykket blev jeg slynget flere meter hen og halvt tildækket af jord. Delvis bedøvet blev jeg liggende et øjeblik, fik så jorden skrabet væk og konstaterede, at jeg var uskadt.
Da jeg havde fået jorden rystet ud af bukserne og anbragt dem på rette plads, kravlede jeg tilbage til latrinen for at se, hvad der var sket.
Den var der simpelt hen ikke mere. Minen var landet midt i herligheden …
Det var ikke 95 % held, men 100! Havde jeg ikke omgående fået øje på minen – den eneste gang, jeg har set en mine vende i luften – og kunnet taksere dens retning og reagere i samme nu – ja, så havde krigen været forbi for mit vedkommende.
Mon jeg ikke sendte en stille tak til skæbnens herre? Jeg tror det!
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.
Mandag den 7. august 1916
Kære forældre! I dag er det så netop to år siden, at jeg kom i trøjen. Hvor er det dog en sørgelig dag at mindes. Man kan tit blive så tungsindig ved at støde på den slags mindedage. Men ellers har jeg i de to år holdt humøret temmelig godt oppe. Men i den sidste tid har det undertiden knebet lidt.
Der bliver her forlangt for meget af mennesker. Jeg rykkede i stilling den 23. juni og har til dags dato været uden afløsning, d.v.s. et tidsrum af over fyrretyve dage. I den tid har jeg ikke fået mig vasket en halv snes gange. De sidste fjorten dage har været særlig hårde, da vi i den tid har måttet kampere under åben himmel. En nat under åben himmel vil sige en søvnløs nat; da ligger man og tænker på, hvordan man har haft det, og hvordan man kunde have det, når der ikke var krig. Hvor kom mer man dog til at sætte pris på et hjem her, hvor man flakker om som en fredløs mand.
Jeg har gravet mig et hul ind i en lervæg, sådan at jeg lige kan ligge der med benene udenfor, som sådan en røver. Og her får jeg post. Et brev fra den 3. aug. fra jer og et fra Misse og en Hejmdal. Det virker oplivende at føle, at man i dette røverliv dog har forbindelse med mennesker.
For øvrigt tror jeg, at vi med det første bliver helt afløst. Foreløbig kan I være fuldstændig rolige. Det er en ren lykke, at vi har haft det dejligste sommervejr i al den tid.
Men nu er himlen grå, og det vilde ikke være rart, om vi nu fik regn, for så vil det blive et frygteligt pløre at vælte sig i.
Har I hørt noget fra Jørgen Brag? Misse skriver, at Christian endnu er i behold i garnisonen. Sikken en lykke for ham. Jeg ved ikke mere at skrive om.
Til slut mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.
Ind til den 26. juli lå begge bataljoner endnu i Croix-Molingneaux og Guizancourt. Så blev hele divisionen trukket ud. Regimentet nåede på tre dages fodmarch over St. Quentin og Guise den nye indkvarteringsegn syd for Nouvion. Midtpunktet var det smukke Esquéheries, rigt på enge, og som med sine levende hegn mindede så meget om Slesvig-Holsten.
Her blev regimentsstaben, II bataljon og 10. og 12. kompagni indkvarteret; I bataljon blev indkvarteret i Boué og La Folie, III bataljon i Dorengt og La Neuville. Regimentet var ret spredt, kvartererne var gode. Ung forstærkning – det var årgang 1916 – fyldte hullerne i geleddet. Ved mønstringer, eksercits og feltøvelser blev de nødtørftigt svejset sammen med regimentets stampersonel.
Om eftermiddagen var der let tjeneste, små marchture i den herlige skov ved Le Nouvion, badning i dejlige skovsøer. Fulde af tilfredsstillelse over deres succes nød 86´erne de dejlige sommerdage og den herlige natur.
Muntre hændelser bragte morskab og latter. Således, da en ung løjtnant umiddelbart efter badning overmodigt besteg sin usadlede hest, den løb løbsk med ham, og bar splitternøgen gennem en kilometerlang landsby til stor forargelse for alle de franske mødre og døtre.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.
Den 29. juli 1916
Kære forældre! Mange tak for brevet af 24. juli. Jeg har det godt. For øjeblikket lever jeg et dejligt friluftsliv. Jeg ligger i en grøn dal, med skrænter, enge og franske popler; og langs gennem den flyder Ancre- bækken. Det er ved en by, som hedder Grancourt.
Jeg har været nede at vaske mig grundigt i den historiske bæk. Det er også en nydelse, som jeg ikke har kunnet evne i en halv snes dage. Man bliver næsten fuldstændig til en vildmand, snavset, med langt hår og lange skægbørster og fuld af utøj. Så har jeg fået en tingest på hovedet, som nærmest ligner en natpotte; men det er en stålhjelm, og den er jeg meget glad for.
Nå, dette liv i herlig julisol kan man holde ud. Det er en stor modsætning til det mørke skyttegravsliv. Men her har vi jo også bevægelseskrig nu, hævdes der, endskønt ingen kommer af stedet. Jeg har hverken set noget til Jørgen Beck eller hans regiment. Forhåbentlig er han i fangenskab.
Nå, ikke mere denne gang. Lad os være ved godt mod og stole på en god fremtid. Jeg er meget rolig ved hele sagen.
Mange kærlige hilsner fra eders hengivne Kresten
NB. Har I modtaget nogle af alle de breve, jeg har sendt?
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.
Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31.
Jeg deltog i krigen ved infanteriregiment 31, 1. kompagni. Den 18. juli 1916 blev vi om aftenen klokken 11 afløst af infanteriregiment 11, som kom nede fra Verdun. Man fortalte hårrejsende historier om kampene dernede.
Vi havde i mange måneder ligget på højderne ved Loretto og Vimy; det var gået frem, og det var gået tilbage, og vi var glade for at blive afløst. Vi slæbte alle vore ejendele med os tilbage, og hen på morgenstunden nåede vi Mericour-Caronne, der var vort samlingssted. Vore gamle kvarterer var allerede optaget af andre troppeformationer. Vi hørte altså ikke mere hjemme her.
Allerede klokken fire om morgenen trådte vi an på pladsen foran kirken. Stabssergenten uddelte appelsiner og chokolade, og efter en times forløb marcherede vi af sted. Vi kom til en by, der hed Nouelles-Gardeauet. Her blev vi indkvarteret hos civilbefolkningen og fik lov til at gøre, lige hvad vi ville, men så snart vi havde fået udleveret vor middagsmad, fik vi befaling til at blive i vort kvarter.
Vi brugte tiden til at vaske os grundigt, vi fik snavset fra skyttegraven fjernet fra vore uniformer, og enhver fik udleveret en splinterny skjorte. Efter denne renselsesproces gik jeg til landsbyens franske barbér for at blive klippet og barberet. Det var en mærkelig barberforretning, for barberen var samtidig kromand, og barberingen foregik midt imellem syngende og drikkende gæster, der jo hovedsagelig var tyske soldater.
Ved totiden marcherede vi videre. Det var en frygtelig varme, og sveden drev af os i stride strømme. Efter to timers march naaede vi en lille jernbanestation. Her holdt et tog, og vi blev stuvet ind i det. Vi var nu så langt fra fronten, at vi kun svagt hørte artilleriilden som en fjern torden. Toget kørte ikke særlig hurtigt. Jeg fik derfor god lejlighed til at se på landskabet, som vi kørte igennem. Overalt var der frugtbare marker, hist og her kønne skovpartier. Venlige og fredelige landsbyer med kønne kirker optog landskabet og forstyrredes ikke af krigen. Hist og her så man enkelte bønder høste korn, og unge piger hakkede roer.
Ved seks-tiden standsede toget ved en lille station, og vi steg ud. Efter en times march naaede vi vort kvarter. Det var en nydelig og tiltalende landsby i nærheden af Cambrai. Nu begyndte rygterne at tage fart. Vi troede, at vi for længere tid skulle blive her i de idylliske omgivelser; men det kom anderledes. Klokken fem om eftermiddagen marcherede vi videre, igennem Cambrai. En af kompagniets spøgefugle var saa heldig at faa fat i en gammel høj silkehat, som han satte oven over staalhjelmen, og hvor vi kom frem, gjorde han uhyre lykke. Ikke mindst morede civilbefolkningen sig kosteligt.
Efter en times march på den anden side Cambrai gjorde vi holdt. Vort kompagni tog kvarter i en lade. Den var fyldt med halm. Vi fik ordre til at være parat til at bryde op med øjeblikkelig varsel. Dette havde til følge, at ingen følte trang til at sove. Nogle satte sig til at spille kort, andre gav sig til at drikke, og andre lavede halløj på anden måde. Vi var vel to hundrede mand i alt i laden, og alle de helt eller halvfulde folk røg tobak, cigarer, cigaretter eller pibe; de tumlede rundt i halmen med stearinlys og lamper; det var et Guds under, at der ikke gik ild i laden. Bondekonen kom hvert øjeblik ind til os og bad os om at være forsigtige, men man lo kun ad hende, og hendes bøn om at udvise forsigtighed gjorde kun ondt værre.
Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.
Den 16. juli 1916
Kære forældre! Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.
Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.
Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.
Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.
Med mange hilsner til Johanne og Bodil
Eders hengivne søn Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.
“Gode råd”
Jeg havde klaret mig nogenlunde under turen, fødderne var ømme, men hele. Det var atter Claus, der havde hjulpet mig med sine gode råd, som han havde givet mig under vore mange natteture og nattevagter. Han havde ofte skildret disse lange, forbandede marchture, der gjorde livet surt for infanteriet på østfronten. Her er nogle af de tips, han havde givet mig:
»Husk altid at holde fødderne renvaskede, det er mere nødvendigt end at holde ansigtet rent. Du skal altid have et par rene – og helst nye – fodlapper liggende i dit tornyster til brug, når du skal ud på en længere marchtur, dem skal du først tage på, og så et par strømper oven over.
Træk aldrig støvlerne af under et kort hvil, fødderne er ophovnede, og du får et værre besvær med at få dem på igen. I ni af ti tilfælde kommer fodlapperne i uorden herved, og så er du først »rigtig på den«.
Hvis du kan undgå det, så drik aldrig ukogt vand her i dette velsignede land. Vandet er de fleste steder dårligt, og du fordærver din mave dermed. Drik kun det, du får udleveret ved feltkøkkenet.
Selv om du bliver stærkt fristet til at drikke det meste af feltflaskens indhold på én gang, så hold igen; drik kun en mundfuld ad gangen, den virker lige så godt som en halv liter, hovedsagen er, at du får ganen læsket.
Hvis du er i besiddelse af et stykke tørt brød, så put det i munden og tyg på det, så holdes spytkirtlerne i funktion.«
Jeg havde rettet mig efter disse velmente råd, skønt det med kun at drikke én mundfuld ad gangen, var faldet mig meget svært. Jeg gennemførte det imidlertid og kom »godt i land«, bedre end de fleste.
Vi havde hver faaet 3 Cigaretter. Nogle røg kun en halv ad Gangen. Resten svøbtes i et Stykke Papir og gemtes i Lommen til en anden Gang.
Den Dag saa vi da nogenlunde ud i Ansigtet, naar undtages Skægget, der for Resten saa lidt bisseagtigt ud, da det havde groet vildt og uden Behandling, lige siden vi drog ud fra Flensborg. Vi havde nemlig faaet os vasket om Morgenen. Ikke saadan at forstaa, at vi kunde tillade os den uhyre Luksus at vaske os i Vand; det var der kun faa, der havde kunnet de sidste 20 Dage. Men ved at stryge Haanden hen over de dugvaade Roeblade kunde man udvinde saa megen Fugtighed, at man kunde væde Ansigtet dermed. Rigtignok skulde man kærtegne adskillige Roeblade, før man blev færdig; men det gik.
Om Natten gravede vi Løbegrave under Opsyn af Kompagnichefen for 9. Kompagni. Et Par Mand havde skyndt sig og gjort deres Arbejde færdigt og saa lagt sig ned for at hvile lidt. Da Chefen overraskede dem i at ligge ned, blev han aldeles rasende. Han førte dem ned til en Skov lige i Nærheden af den franske Stilling og bandt dem til hver sit Træ. Her stod de saa i fire uhyggelige Timer i Fare for at blive skudt af vort eget Artilleri, og hvert Øjeblik kunde de vente at blive gennemboret af de fjendtlige Kugler. Armene havde de bundet paa Ryggen, saa Blodomløbet standsede snart ved den uvante Stilling. Den sidste Time hang de sammensunkne af Træthed i de snærende Baand. Ja, naar man blot hørte Navnet Knobelsdorf, saa følte man sig ubehagelig tilpas.
