Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.
Det var en stille aften sidst i juni 1918. Batteriet lå i bivuak i en skov, og selv om vi lå inden for franskmændenes rækkevidde, blev der ikke skudt. Vi måtte gå lidt omkring i og ved skoven, men vi måtte ikke gå langt bort.
Sanitetsofficeren (sygebæreren), Skurnia og jeg gik igennem skoven og kom ud ved den anden side, og her gik vi langs med skovkanten. Oppe ved hjørnet i buskadset lå der en død. Han havde ligget 4 – 5 dage, og han lå meget afsides, og det var rent tilfældigt, at vi opdagede ham. Vi stod og så lidt på ham, og så opdagede sygebæreren, at han havde nogle breve siddende i ærmeopslaget.
Han tog dem frem og løste et af dem. Det var fra en lillesøster, og hun havde skrevet på sin barnlige måde et brev med omtrent følgende indhold:
”Min kære broder Julius! Du kan ikke tænke dig, hvor det glæder os, at du kommer hjem på orlov. Og du mener, at du muligvis kan komme hjem til moders fødselsdag sidst i juni. Vi har samlet sammen af brød- og sukkerkort alt. det, der var os muligt, og du kan tro, at vi sparer, for at vi kan få nok at spise på moders fødselsdag. Det er jo ikke så nemt at få mad nok, for vi har jo ingen forbindelse på landet. Mor er sund og rask, og de små søskende er også raske. Nu skal du kun komme, så snart du kan; vi venter med længsel og taler om dig hver eneste dag. Hvis du ikke tager brød med hjem, gør det ikke noget, for vi skal nok se at få så meget sammensparet som muligt. Bare dog denne slemme krig var til ende, men det må dog komme en gang.
Jeg har sparet sammen til cigaretter til dig, når du kommer hjem, og du skal også få penge til en biografbillet, og moder siger, at du også skal have dit undertøj vasket, og du kan have godt af at sove i en ordentlig seng nogle nætter. Bare du snart ville komme. Vi kan næsten ikke vente, til dagen kommer. Så snart du får besked, så skriv, for så vil vi begynde at løbe til togene, det er så spændende at gå i denne forventning.
Lev rigtig vel! og skriv snart til os og mange hilsener og mange kys sender vi alle. Din søster Elly”
Sygebæreren læste brevet højt, men da han var kommet et stykke ned i brevet, kunne han ikke holde tårerne tilbage – han måtte viske øjnene hele tiden, og vi andre græd med. ”Ja”, sagde han, ”der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død.
De omgiver ham med hele deres kærlighed, for dem betyder han alt, og her er han kun en af de mange, mange døde, der glemmes straks de er døde, ja, bliver ikke en gang begravet, men ligger og rådner op ligesom andre kadavere – Den forbandede krig!!”.
Det var dette barnlige brev på den ene side og den døde broder på den anden, der gjorde os bløde om hjertet, og da faderen ikke var omtalt, måtte vi antage, at moderen var enke, og han den ældste søn. Vi fandt identitetsmærket, der viste, at han var 18 år.
Vi besluttede at begrave ham, og sygebæreren ville fotografere hans grav og sende det hjem til familien. Vi hentede en spade og fotografiapparatet, samt en økse og et par søm henne ved batteriet – gik tilbage og gravede en grav i skovkanten.
Jeg tog hans ejendele frem: Ur, pung, der indeholdt nogle få mark, og nogle breve. Han havde en ring af aluminium på fingeren. Den fik vi også taget af, i baglommen havde han nogle enkelte fotografier; alle disse småting pakkede vi sammen. Sygebæreren skrev et brev og sendte et billede af graven samt en skitse af skoven og stedet, hvor han lå, hjem til moderen (Kaufungen, Bezirk Leipzig).
Medens Skurnia gravede graven, lavede jeg et simpelt kors af birketræ. Derefter viklede vi ham ind i teltdugen, lagde ham ned og dækkede ham til. Der var en mærkelig stemning over os tre, solen gik ned, det begyndte at mørknes, og ensom lå han ved skovkanten langt, langt borte fra sit hjem, sit kære hjem, hvor alle ville savne ham.
Og sådan lå der så uhyre mange, nogle blev begravet, andre ikke. Nogle blev begravet enkeltvis, andre kom i fællesgrave.
Det var godt, at de pårørende ikke så deres døde. De så frygtelig ud.
En ganske kort tid efter, at døden var indtrådt, var næse, mund, øjnene, samt sår og blod belagt med æg af spyfluerne, og disse sad i hvide lag 1 – 2 cm tykke rundt omkring de oven for nævnte steder.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
