Kategoriarkiv: Sønderjyder

Sønderjyder

15. marts 1918. H.C. Brodersen møder sin gamle ven, “Skomageren”, og forsyner ham med et Par “blaa Briller”.

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Rekrutuddannelsen  er  i  fuld  Gang, men  jeg  fik  ikke  noget Korporalskab,  eftersom  jeg  under  Kammerunderofficerens Orlov  skulde  afløse  ham  paa  Kamret.  Det  er  et  Driverliv, men  hellere  vil  jeg  det,  end  ærgre  mig  over  Rekrutterne.

Det  værste  er  kun,  at  det  altid  er  meget  vanskeligt  at  faa nogen  til  at  hjælpe  sig.  Som  nu  forleden  Dag.  Jeg  gik  fra Stue  til  Stue,  men  der  var  ikke  een  Mand  at  opdrive.

Alle havde  de  Beskæftigelse,  hvad  enten  de  nu  bestilte  noget  eller  ej.  Da  jeg  aalbnede  Døren  ind  til Stue  Nr.  15,  røg  der  mig et  fyldt  Blækhus  om  Ørerne  og  smadredes  mod  Døren  bag ved  mig.  Samtidig  røg  en  Mand  ind  paa  mig  og  vilde  smide mig  ud.  Jeg  havde  ikke  fortrædiget  Manden  og  slog  fra  mig det  bedste  jeg  havde  lært.

Dog,  Kampen  holdt  snart  op,  thi han  var  ikke  længe  om  at  opdage,  hvem  han  havde  for  sig, og  det  viste  sig,  at  vi var  gamle  Bekendte.  Det  var  Skomageren.  Trods  det,  at  jeg  havde  forsynet  ham  med  et  Par „blaa  Briller”,  var  han  henrykt  over  at  træffe  mig.

Forbavselsen  var  stor  blandt  dem,  der  kendte  Skomageren,  og  som havde  set,  hvad  der  foregik.  Sagen  var  nemlig  den,  at  den stakkels  Mand  efter  Opholdet  i  „Prinz  Heinrich”  Hulen  var blevet  tosset.  Ingen  Gummicelle  eller  Arrestophold  havde kunnet  kurere  ham  for  det,  som  alle  mente  han  gjorde,  nemlig  at  simulere.

Vi blev  dog  meget  gode  Venner  og  havde jo  altid  været  det.  Han  mødte  nu  trolig  paa  Kamret  og  løb alle  de  Ærinder,  jeg  skulde  have  gjort.  Han  pudsede  mine Støvler,  og  hentede  min  Post,  og  var  den  flinkeste  Mand  jeg kunde  tænke  mig.

Alle  var  de  forbavset  over  den  Vending, der  var  sket  med  Skomageren,  som  hidtil  ingen  havde  kun­net  stille  noget  op  med,  men  som  var  gaaet  rundt  efter  sit eget  Hoved.

Han  er  stadig  paa  Kamret  hos  mig,  og  det  er i  Grunden  en  Skam,  at  jeg  ikke  vedblivende  skal  være  paa Kamret,  da  der  vel saa  kunde  blive  et  brugbart  Menneske  ud af Skomageren  igen.

Han  er  vel  nok  noget  af  en  Simulant, men  jeg,  der  ved  Besked  med,  hvad  der  foregik  i  Hulen,  og efter  det  Indtryk  jeg  straks  fik  af  ham  dengang,  kan  godt forstaa,  at  han  er  blevet  „skør  i  Knolden”.

 

Sønderjyder

11. marts 1918: “Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med” – Frederik Tychsen bliver indlagt med difteritis

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

Den 11. marts blev en lang dag. Jeg lå og vred mig på en brix i laden, kunne ikke spise og ikke sove, jeg havde stærk hovedpine, og blodet bankede i min tinding. Dagen gik og natten også. Halsen truede med at lukke sig helt til, jeg trak vejret tungt – svedte og frøs.

Hen på formiddagen den 12. marts kom der en fra skrivestuen og gav besked om, at jeg skulle straks begive mig til lazarettet – det var difteritis – streng halsbetændelse. Prøven var kommet tilbage fra bakteriologisk station, og nu var det bare med at få mig sendt af sted så hurtigt som muligt, for denne sygdom var smittefarlig i høj grad. Jeg fik min tornyster pakket. Kammeraterne hjalp mig med at få teltdugen og mantelen rullet, og de var i det hele taget mig meget behjælpelig.

Jeg skulle selv gå hen til et samlingssted for syge, og et sådant var der i Wassigny ca. 2 km fra La Vallee Mulatre. Ved middagstid tog jeg af sted, Skurnia og Rudolf Winkler gik med mig derhen, de bar min tornyster og karabiner. Her i Wassigny var der et stort samlingssted for syge og let sårede.

Hele lazarettet var telte. Jeg tog afsked med Skurnia og Rudolf Winkler, og så meldte jeg mig på kontoret. Dernæst kom jeg ind i et telt og fik en seng anvist. Her var sygeplejersker og Røde Kors søstre. Vi havde en flink Røde Kors søster – hun var fra Hamborg og rødhåret. Hun spurgte mig om, hvad jeg var for en landsmand: Nordslesviger, svarede jeg – så er vi jo halvvejs landsmænd.

Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med, og det tog noget af smerterne. Vi lå i en 3 – 4 lange rækker i dette telt. Ved siden af mig lå en Sanitätshundefører, en benævnelse, som jeg mødte første gang. Han fortalte vidt og bredt om hans bestilling som hundefører; deres pasning, arbejde osv.

Her i dette telt lå vi til anden dag om morgenen, vi skulle stå op og komme i et persontog, der førte syge og let sårede med sig (Leichtkrankenzug). Vi kom imidlertid ikke af sted før hen på eftermiddagen – vi sad i III. klasses kupévogne. Vi var alle syge mere eller mindre, og jeg følte mig meget dårligt til pas. Feberen var høj, jeg havde en voldsom hovedpine, og så måtte jeg kaste op af og til, dette gjorde jeg gennem vinduet.

Ved 10 tiden om aftenen holdt vi i Maubeuge. Vi kom ud og kom op på en slags sporvogn, der kørte os ud til et lazaret. Jeg stod foran på perronen hos føreren, men jeg så ikke ret meget. Jeg var meget syg.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Sønderjyder

Foredrag i Aabenraa 7 marts: “Sanitetssoldat på Østfronten 1915”

Skriv en kommentar

Rigsarkivet Aabenraa inviterer onsdag den 7. marts 2018 til et spændende foredrag ved dr.phil. Lars N. Henningsen, Aabenraa, kaldet ”Sanitetssoldat på Østfronten 1915”.

Henningsen-forsideForedraget handler om vognmaler Iver Henningsen fra Haderslev som tysk soldat i 1915. Han oplevede østfronten i grænseområdet mellem Litauen, Polen og Rusland.

I hundredvis af breve og tegninger til familien skildrede han slagmarkernes gru, brutale fangenedskydninger og lazaretternes elendighed. Han så ødelagt herlighed på storgodser, i kirker og klostre og oplevede bøndernes liv i de jævne bondestuer.
Foredraget vil fremdrage en ualmindelig krigshistorie, om virkeligheden på lazaretterne og soldatens møde med lokalbefolkningen i øst, ledsaget af nogle af hans fine tegninger.

Iver Henningsens breve og tegninger er udgivet i bogen “Sanitetssoldat på Østfronten” – læs en omtale af bogen.

Praktiske oplysninger:

  • Sted: Rigsarkivet, Aabenraa, Foredragssalen, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
  • Tidspunkt: kl. 15.00-16.00.
  • Pris: Gratis.
  • Tilmelding er ikke nødvendig.
Sønderjyder

5. marts 1918: Frederik Tychsen og hans batteri ankommer til Frankrig

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Det varede ikke ret længe, inden vi opdagede, at turen gik ned gennem Meusedalen, der var nogen, der opdagede, at vi havde passeret Namur – senere Maubeuge, altså gik det i hvert fald til Frankrig igen. Hen på eftermiddagen den 5. marts 1918 standsede toget i Bohain, et par stationer længere mod syd end Le Cateau.

 Vi holdt en lille tid, så kørte vi uden for byen, og midt på marken var der rejst en interimistisk perron. Her blev vi læsset af. Vi mærkede straks, at der var en usædvanlig tilstrømning af militser. Over alt vrimlede det med soldater, og i hver eneste time kom der transporttog med tropper ved denne ene perron, og inden en time skulle vi være færdig, for at perronen kunne være fri til det næste togs ankomst.

 Vi marcherede af sted, og ved aftenstid kom vi ind i en landsby, der hed La Vallee Mulatre, en by på størrelse med min fødeby Agerskov. Da vi kom derhen opdagede vi snart, at byen var svært belagt med militær. Vi fik en stald anvist til kvarter, der var nogle enkelte brixe; gulvet var af cement – men vi havde tag over hovedet (Vinduerne var i stykker).

De følgende dage havde vi ikke videre nogen tjeneste, så vi gik en tur rundt i egnen hver aften; solen skinnede om dagen, men om natten var det meget køligt. Alle vegne, hvor man kom, og hvor man så, var byerne, gårdene og husene belagt med soldater; man havde indtryk af, at der var noget usædvanligt i luften. Vi vidste intet, men vi måtte ikke gå ud i større flokke om dagen for flyvernes skyld. En dag kom løsningen. Der kom en engelsk flyvemaskine, højt, højt oppe; der var klart solskin, og han kastede en stor bunke flyvesedler ned, på dem stod der: ”Vi ønsker eder til lykke med den store offensiv den 21. marts”. Altså den 21. skulle det gå løs. Ja, man kunne også nok se, at noget måtte komme – al denne militær – kanoner og materiel.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

3 marts 1918. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 3. marts 1918

Min egen kære Inger!
… Her nede tales der meget om den forestående offensiv, som tyskerne sætter deres håb til. Der er nogle af dem, som mener, at om et par måneder er det hele forbi, og krigen vundet. Nu skal vi se, om de får ret, som spår således. Et er sikkert, at når det først går løs, vil det blive forfærdeligt. Jeg tænker noget lignende som i Flandern og ved Somme. Men denne gang er det vel tyskerne, som tager offensiven. Vi skal nu afvente, hvad det bliver til. Jeg ønsker, at krigen snart skal få ende, med en god og lykkelig fred for os hjemme i Nordslesvig. Så kunne man da sige, at der var kommet noget godt ud af den forfærdelige krig…

I eftermiddag har jeg igen måttet søge en ny stald for mine æsler. Det sker så ofte. Der kommer nok flere tropper her til byen, og så kniber det med at få plads, både til folk og fæ. Det er så heldigt, at jeg bor hos bibliotekaren og posten, for dem kan de ikke så godt flytte med, da de alligevel skal have et stort rum.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Sønderjyder

2. marts 1918: Den vanskelige afsked – Frederik Tychsen og hans batteri rejser fra Liége.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Imidlertid nærmede tidspunktet sig, da vi skulle forlade Beyne Hensay. Vi havde nu fået den nødvendige udfyldning af heste og mandskab. Batteriet var krigsstærkt, kanoneme var nye, og der blev talt om offensiv. En af de sidste dage gik vi hele batteriet under førelse af chefen hen og beså noget af de forter uden for Lüttich, som var blevet ødelagt af de store 42 cm Mørsere 1914, og om aftenen holdt Unteroff. Dres et foredrag om Lüttichs indtagelse 1914.

 Vi fik besked om, at vi skulle bort fra Beyne Hensay om aftenen den 4. marts, og læsses på jernbanen i en af Lüttichs forstæder natten mellem den 4. og 5. marts. Et par dage i forvejen var vi nede i Lüttich på luserensningsanstalten; det blev sent, og vi forlod anstalten ved ca. 7 tiden.

 Da vi gik igennem gaderne, sang vi en soldatersang så kraftigt, at folk kom hen til vinduerne i hvert hus for at høre og se, hvad der var lås. Sergenten forbød at synge inde i byen, men i aften ville vi synge, og når den ene sang var forbi, begyndtes der på en anden; jeg tror aldrig vi har sunget mere kraftigt end denne aften, sangens ånd kom over soldaterne, det gav genlyd i gaderne, folk standsede, så og hørte – og det lød vidunderligt denne aftenstund. Med faste fodslag marcherede vi igennem gaderne, og vi vakte opmærksomheden, og den rettedes imod os.

 Den sidste dag i Beyne Hensay blev vi synet af en læge om nogen eventuel var kønssyg. Det viste sig, at 37 mand havde “Tripper” (gonorré) og måtte på lazarettet. Det var et forholdsvis stort kontingent, der måtte til lazarettet, men der var intet at gøre. Selv om hver mand havde fået udleveret et “Lommeapoteke” (der bestod af en tube med salve, en lille sprøjte og et lille glas med væske), dog syntes det, at det ikke var taget i brug i tilstrækkelig grad. Lægen havde givet instruktion i brug og anvendelse af apoteket.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Hjemmefronten, Sønderjyder

1. marts 1918. Vi fik lov at beholde skimlerne. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften, d. 1.3.1918

Min kæreste Jørgen!
Nu vil jeg da allerførst fortælle dig, at vi fik lov til at beholde skimlerne, men stakkels »Prins« måtte med (det er jo i dag, hestemønstringen har været i Haderslev). Jeg tog med 7-toget ud i morges, Hans og Gustav var kørende med hestene, og var jeg ikke selv kommet med, så var den store skimmel gledet med. Prins kom først for, men den havde et tykt ben, så den fik jo øjeblikkelig et »zu Hause« bagefter sig. Og så kan du nok tænke, da ritmesteren så skimlerne, var han jo straks parat til at tage en af dem. Men jeg måtte jo så til at bede, om de da ikke ville lade os beholde de to. Landråden sagde ikke så ret meget til det, det stolede jeg jo nu ellers på. Men når det rigtig gælder noget, så kan jeg jo da nok få lidt sagt. Bagefter husker jeg knap selv, hvad det er, jeg fik sagt; men det endte jo da med, at Prins skulle hentes igen og mønstres. Og så tog han den til »schweres Zugtpferd«. Du kan tro, skimlerne vakte opmærksomhed, og folk, som jeg slet ikke kendte, kom og udtalte deres glæde over, at vi fik lov at beholde dem begge. Der var jo også straks flere ved hånden, som spurgte, hvad de skulle koste. Der var en, som sagde til Hans, at han ville give alt, hvad vi forlangte. Hvad om vi nu kunne have fået 20.000 for dem? Bare du selv kunne have været med til det. Det var helt interessant at se alle de heste, der var nok 600 i alt. Hele markedspladsen var fuld; men ellers kan man jo ikke kalde det et godt hestemarked. Alle folk er jo kede af at komme af med deres gode heste. Her fra byen mødte 16, men så vidt jeg ved, blev der kun taget 3, en hos Magda Refshauge, en hos Anne Hansen og så vores. Du ser, det er gået ud over konerne. Jens’s skimmel blev også fri. De helt lyse tog de ingen af. Jeg tænker, vi får 3800 eller måske 4000 for hesten, og så gir kommunen 1000, så tabet biir jo da ikke så slemt..

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

27. februar 1918. Du har megen ulejlighed både for min og hestenes skyld. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 27.2.1918

… Du fortalte også fornylig, at du havde været ude hos landråden for at få de skimlede heste fri, men du ved ikke rigtig, hvad det blev til. Det var da skammeligt, hvis vi skulle af med dem, for det er sådan et par rare dyr, som jeg holder meget af. Og det ville jo også blive et stort tab, for der er vel ingen, som i år vil hjælpe at bære tabet. Sådan blev det jo ellers lavet sidste år. Du har megen ulejlighed og arbejde både for min og hestenes skyld. Når du nu blot kan få al din møje betalt. Du skriver også om revision, er det ligesom sidste forår, at de kommer og ser efter om vi har korn nok, eller for meget!…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

25. februar 1918. Modersmålet skriver om hjemsendelse af arbejdsduelige landmænd. Brev fra Jørgen til Inger

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. 25.2.1918

…I Modersmålet, som jeg fik idag, læste jeg en glædelig nyhed om hjemsendelse af arbejdsanvendelige landmænd, og til dem må jeg vel nok kunne regne mig. Du har måske set det i bladet, men jeg klipper det ud og lægger det i brevet. Jeg synes, at så kan der da være håb om, at jeg kan blive sendt hjem. Løjtnanten beklagede meget, at det ikke var lykkedes for os sidste sommer. Det gjorde ham hjerteligt ondt, sagde han, det skulle jeg skrive til dig. Som du ved, er det en mand, som jeg sætter meget pris på. Han mener, hvad han siger. Orlov skal være spærret til 27. april, men så længe vil det jo også vare, inden en sådan ansøgning om tilbagestilling når hertil…
Jeg må sige, at jeg har det meget godt nu, og du kan tro, at jeg skønner på det, kære Inger. Det er noget andet at kunne lægge sig til at sove om aftenen og ikke behøve at trække på vagt ude i skyttegravene. Og den bestilling, jeg har, er en af de bedste, for med mine æsler behøver jeg aldrig at køre derud. Det gør de derimod med hestene, og det kan sommetider være fare derved, men jeg ved da ikke, at de har haft tab derved. 3. kompagni havde 4 døde i går. Tidligt om morgenen foretog englænderne et ildoverfald, og derved blev de fire mand, som havde søgt skjul, ramt af en granat og var døde med det samme. Det er sørgeligt sådan noget, og det vil jo nok blive meget værre, når offensiven begynder…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918