Kategoriarkiv: Sønderjyder

23. februar 1918. Når jeg kun får orlov, så skal jeg tage afsked fra jer igen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 23.2.1918

…I dag fortalte kompagniføreren mig, at ansøgningen allerede var nået hertil, men han kunne ikke give mig orlov, da der fuldstændig er spærret for orlov. Vi skulle bare vente, sagde han, og det er jeg slet ikke ked af, for når jeg kun får orlov, så skal jeg igen tage afsked fra jer, og det er svært både for jer og for mig. Altså lad os vente, kære Inger. Du skal heller ikke bryde dig om det andet, jeg skrev om. Bataljonen er i aften gået i stilling, og du kan tro, jeg er glad ved at kunne blive her.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

23. februar 1918. Endelig kom der en hel stak med dine breve. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 23. febr. 1918

Min kære Jørgen!

Sikken mængde breve, der kom fra dig i dag. Jeg tror, der var ti i alt. Det første er fra den 2. febr., og så følger de jo senere, ligesom du har skrevet dem, også de fire smukke kort til børnene og mig.

Du kan tro, de var glade ved de kort. De talte dukkerne og drøftede det rigtigt. Fotografierne kom også, de er rigtignok også vellykkede, dyrene har stået så rolige, de er vel ikke så »spral« af sig. Det får de ikke havre nok til.

Havde alle de breve bare kommet på rad, som de plejer, kunne vi jo nok ha’ fået det ordnet med ansøgningerne efter dit ønske. Men nu er det hele jo en gang forkludret. Der er jo skrevet, at vi har en karl, en daglønner og en russer. Hvor var vi dumme i efteråret, da du kom hjem på orlov med den besked fra løjtnanten, at vi ikke rettede os efter den. Og dumme har vi jo været hele tiden, så længe du har været inde.

I førstningen har jeg sagt det, at vi kunne lade det hele ligge, så kunne det gå, som det ville, men da ville ingen høre efter mig. Nu begynder vi at få øjnene op, men det er jo lidt sent, nu har du døjet meget, og enden er der jo ikke endnu.

– Ellers var jeg rigtignok glad ved at læse alle dine breve. Jeg fik næsten ingen middagsmad, boghvedegrød og sylt, over alle de epistler…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

19. februar 1918: Frederik Tychsen – På besøg i bordelkvarteret “Dardanellerne”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Om aftenen samledes vi henne i Estaminettet hos Barbaras onkel, og der syntes at være almindelig gensynsglæde. Barbara var der også, der var kommet flere og flere unge piger, og efterhånden havde de fleste fået sig hver en veninde. Der blev danset en lille smule til grammofonmusikken eller harmonikaspilleren spillede, der blev snakket. Værten var flink, han solgte også lidt øl og snaps, der var varme og lys (vi havde ingen varme på slottet og med lyset var det så som så).

Vi skulle være i kvarteret til kl. 10; de unge piger gik med os på vej, ja, fulgte os hen til slottet, så gik de syngende tilbage, og det var virkelig en fornøjelig tid, den bedste tid jeg havde haft i Frankrig og Belgien. Det at komme sammen med den civile befolkning oplivede på en ejendommelig måde; og jeg elskede Barbara af hele mit hjerte, jeg syntes, hun var så smuk og så god, og vort forhold var sømmeligt og rent, og hun var jo pur ung og havde aldrig haft nogen ven før. Hun talte tit om at tage med hjem til Nordschlesvig, eller jeg skulle blive i Belgien, men det lå i det uvisse; nu måtte krigen først få en ende, og der var ikke gode udsigter.

 Medens vi nød livet på en sømmelig måde i den lille beværtning om aftenen, gik de allerfleste ned til Lüttich i “Dardanellerne” om aftenen, og der var livet frygtelig svinsk. Jeg gik sammen med Rudolf igennem dette kvarter en søndag eftermiddag. Det var mest små beværtninger med en danseplads i den ene ende og en lille tribune, hvor der sad en eller flere spillemænd.

Om dagen lå de stille hen, men om aftenen begyndte livet at pulsere og det vedblev efter hvad de fortalte, til morgenstunden med stadig tiltagende vildskab dyriskhed. Samme eftermiddag gik vi hen i en variete. Her fik vi en kop kaffe og sad og så på forestillingen, der var biograf, akrobatforestilling m.m. Hen imod aften tog vi med sporvognen hjem.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. februar 1918. Hans ko hedder Lise. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

16.2.1918

Min egen kære Inger!
… Som du vel kan tænke, er jeg igen i Frankrig tæt ved det sted, hvor jeg var sidste sommer…. Posten henter jeg i Walincourt. Det var der, Hans Fink var sidste sommer, da jeg var på lazarettet i Cambrai. Da jeg i dag kørte her til byen, blev en tysk flyver skudt ned lige i vor nærhed. Det så frygteligt ud, som den kom susende ned mod jorden med hovedet nedad, om man ellers kan kalde det sådan. Længe efter kom halen, som var tabt oppe i luften, også susende ned. De to mænd, som sad i maskinen, en løjtnant og en feldwebel, var selvfølgelig døde. Samtidig blev en lænkeballon og nok en flyver skudt ned, begge tyske. Ellers er det endnu roligt ude ved fronten, men hvor længe vil det vare. Her har vi et temmeligt godt kvarter, vi er kun fire mand i en stor stue. Den fjerde, som er kommen til, er en, som passer bataljonskoen, et let arbejde, men han er også en ældre mand. Hans ko hedder Lise…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

14. februar 1918. H.C. Brodersen bliver erklæret for duelig til fronten.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  har  flere  Gange  været  paa  Vagt  paa  Banegaarden,  og der  er  der  særlig  om  Natten  meget  livligt.  Lange  Transporttog  kommer  fra  Øst  og  gaar  i  Retning  af  Vestfronten.  De store  østrigske  Motormørsere  gik igennem  sidste  Nat,  og  forøvrigt  meget  andet  svært  Artilleri.  I  Østen  er  Freden  jo  sluttet,  og  der  siges,  at  der  paa  Vestfronten  nu  vil blive  sat  alt ind  for  at  fremtvinge  en  Afgørelse  der.

I  Kasernen  bliver der  jævnlig  foretaget  Lægeundersøgelser,  og  Mandskabet  bliver  taget  meget  nær med.  Knapt  er  Folk  kommet  fra  Lazaretterne,  før  de  atter  staar  klædt,  parat  til at  tage  af  Sted.  Ogsaa  jeg  har  i  Dag  været  hos  Lægen  og  er  blevet  erklæret  for duelig  til at  komme  med  ud.  Jeg  fik  straks  indpodet  en  større  Ladning  Modgift  for  Kolera  og  er  i  Eftermiddag  blevet tildelt  en  Transport,  der  snart  skal  afgaa.

 

13. februar 1918. Der skal vist ske noget her på Vestfronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 13.2.1918

Min kære, kære Inger! .
.. Jeg ved ikke, hvornår du får mine breve, for jeg kan forstå på mine kammerater, at deres pårørende heller ikke hører fra dem. Der skal jo vist ske noget her ved vestfronten, og derfor er det vel, at der gås så hemmelighedsfuldt til værks. Jeg vil ikke endnu skrive, hvor vi er, for jeg tænker, at brevet måske lettere når hjem, når der ikke står noget derom. Er i aften henne på et soldaterhjem, og der har jeg truffet på et par andre danskere, og nu har vi alle tre sat os til at skrive. Ja, tankerne går hjemad til alle de kære, som sidder der og længes. Det er et par unge mænd, og de er kede af, at de nu snart skal ud i stillingen igen, og det er ikke så sært. Hvis jeg skulle have været med derud, ville jeg også have været meget beklemt derved…

Torsdag d. 14.2.1918

Mange tak for brevet fra den 8. febr. Du fortæller deri, at du vil søge om at få mig hjem til såtiden, og det er jeg ikke glad ved. Og samtidig fik jeg brev fra Thaysen, at du allerede havde været ovre hos ham med ansøgningen, og at han allerede havde sendt den videre. Der har været postspærring i 14 dage, og så har du ikke fået mine breve, hvori jeg bad dig om at vente med at søge. Og den 6. febr. skrev jeg så, at du skulle søge om at få mig stillet tilbage i et fjerdingår eller mere.
Mon du ikke kan få denne ansøgning, som allerede er indsendt, til at gå tilbage, for jeg kan næsten ikke tænke mig at komme hjem en lille tid, selv om det blev i fire uger, og så skulle afsted igen. Det er så forfærdeligt, dette at skulle til at tage afsked fra jer alle mine kære. Og så er der endnu en grund… jeg er bange for at skulle miste min plads, og det værste var da, hvis jeg igen kom tilbage til kompagniet. Kære Inger, hvis det er muligt, så se at få ansøgningen tilbage, og hvis du synes det, så søg om at få mig sat tilbage, enten nu eller i det mindste til høsten. Jeg kan som sagt ikke tænke mig afskedstimen igen…

Det har jo også været en lang ventetid for dig, kære Inger, vel hele 14 dage, hvor du slet ikke har hørt fra mig, og derfra stammer det også med ansøgningen om orlov. Det er slet ikke blevet os fortalt, at der var spærret for posten, men nu i dag blev det fortalt, at det igen er åbnet for trafikken. Derimod er der i dag blevet spærret for orlov indtil videre. Der skal vist snart begyndes for alvor på offensiven. Det er noget, jeg tænker mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

13. februar 1918. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13.2.1918

Min egen kære Jørgen!
Der kommer bestandig ikke brev fra dig. Det er hårdt helt at være uden efterretninger fra dig, i dag er det akkurat 14 dage siden dit sidste brev er skreven. Jeg begynder at blive lidt urolig. Hvis I nu skulle være flyttet, er det jo vanskeligt, at du får det så godt, som du har haft det hidindtil…
Jeg havde så småt håbet på at få Jenny til forår, men nu er hun lejet til Mathias Johansens igen for en vældig stor løn, 300 M for sommeren. Petrine synes, hun vil prøve det et andet sted, men Sara vil nok blive. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal til sommer, Dimitri beholder vi jo sikkert ikke, nu da der fred med Rusland. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen.
Fredag d. 15. febr. 1918. Der er endnu ingen brev kommet fra dig. Så længe har det endnu aldrig varet, og du kan forstå, at jeg længes helt forfærdelig efter at høre fra dig. Efter avisen ser det ud, som der er uro i Vogeser- ne, så jeg kan ikke andet end være urolig for dig….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

10. februar 1918 – Hans Brink: “… dette vemodsfulde og taknemlige Minde”

Den 20. februar1918 bragte Flensborg et mindeord over Hans Brink, der var faldet den 10. februar 1918.

Hans Brink
Redaktionen har modtaget følgende:
Saa brat, Saa brat er der i de sener Aar tit sat Punktum for en Ungdoms Drømme eller en Mands Virken. Med Sorg og Vemod vil Hans Brinks mange Venner og Bekendte erfare, at han nu ogsaa hører til den Skare, vi i Fremtiden kun kan mindes. Tankerne gaar i første øjeblik ud til den unge Hustru, der sidder alene tilbage og som vi andre maa nøjes med Minderne om Hans Brink, til hende, som nu er ene om Hjemmet med Børnene, i det Hjem, der byggedes for saa kort Tid siden i Haab og Tro, med Grund i alt godt og ædelt, i Pagt med Livets største og skønneste Magter, og som nu maa savne dets bærende Kraft.

Hans Brink var ikke noget Gennemsnitsmenneske, hverken i den ene eller den anden Forstand. Han var et voksende og villende Menneske, ikke af dem for hvem alting straks falder let, men af dem, for hvem intet er for svært og koster for meget Arbejde, naar det kan tjene og fremme de Livsmagter, han lever med og paa. Han havde Vesterboens sejge Vilje, der kun saa nødigt giver tabt og aldrig opgiver noget, som engang har vundet hans Hu og Kærlighed. Arbejdet var for ham Vejen til personlig Uddannelse i enhver Retning; Arbejdet var for ham Midlet, som for enhver, der vil naa noget, men faa var saa arbejdsglade som han. „Om et Haab eller to blev brudt, blinker et nyt for dit Øje.” — Det gjaldt for ham. Ikke fordi han var Sangviniker, men fordi han aldrig kunde slippe Troen paa den Sag, han arbejdede for; han vilde dermed have mistet noget af det bedste og bærende i sit Liv. Hans Brink havde noget tungt ved sig, men det havde absolut intet med Træghed at gøre. Det bundede i den Alvor i bedste Forstand, som var hans udprægede Karaktermærke. Naar det tunge !i hans Karakter aldrig fik Lov til at tage Overhaand og lamme hans Arbejdslyst og Arbejdskraft, skyldes det hans stærke Tro paa alt godt, der havde sin Rod i hans stærke Gudstro. Han var stærk i Kraft af sin Tro.

Hans Brink hørte til dem. om hvem man siger, at han var født med en Gaard. Men hans Hu, stod til mere end at komme til at styre denne. I hvilket Samfund Hans Brink end var født, havde han næppe gaaet den slagne Landevej. Han var et Samfundsmenneske, med dyb Forstaaelse af Fællesskabet i et Samfund, og af den enkeltes Ansvar over for sine Medmennesker. Hvor Hans Brink end var kommen til at virke, vilde man have været sikker paa altid at finde ham Paa deres Side, der lider Uret, altid med til at arbejde for, hvad der er godt og ædelt. At svigte her vilde for ham have været at svigte sig selv.

Han var en god Kammerat, skønt man maaske ikke lærte at kende og skatte ham ret første Gang, man var sammen med
ham. Et Samvær med ham blev aldrig tømt og indholdsløst. Dertil var hans unge Personlighed for ægte og rig. Helst mindes jeg ham fra de Aar, da han stiftede sit unge Hjem, optagen af det, af sin Fædrenegaard og af alt, hvad der i enhver Henseende skulde gro og vokse derudfra. Man mærkede, hvorledes han følte sig knyttet til dette Hjem med alle sit Livs fineste Traade, hvorledes han slog Rod. Der var højt til Loftet i bedste Forstand i den vestslesvigske Bondegaards Stuer.

I Foraaret 1915 kaldte Pligtens Bud Ham fra dette Hjem. Han fulgte og adlød. Al Pligt var for ham selvfølgelig og hellig. For faa Maaneder siden var han hjemme paa Orlov — for sidste Gang. Vi faar ikke Hans Brink at se mere, men Mindet om ham vil leve iblandt os i lang Tid, i gode og onde Dage, dette vemodsfulde og taknemlige Minde.

8. februar 1918. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

 Fredag d. 8.2.1918

Hvor jeg da blev glad, da jeg så der var brev fra dig i dag. Jeg havde ingen breve fået i et par dage, og så begynder jeg straks at længes. Du skriver, at Fedder vil få Johansen til at skrive en ansøgning, og så vil du en af dagene gå over til Thaysen med den. Men inden det er så vidt, så har du jo vist fået mit brev, hvori jeg skriver, at du ikke skal søge endnu. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe, for nu går der jo en 8-10 dage hen, inden ansøgningen kommer i gang… Det vil nok ikke vare længe, inden vi kommer bort herfra. Noget bestemt ved jeg ikke, men der ymtes om, at vi snart skal på rejse. Det har jo også været en ualmindelig lang hviletid for os, men ikke for lang, for her ved man, hvordan man har det, men man ved ikke, hvordan man får det.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

7. februar 1918: ”Der var horkvinder …” – Frederik Tychsen hjælper en ven med dårlig samvittighed.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr.  407. I slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Alle de andre tog ned til Lüttich. Her var der skøger og horehuse i massevis. Der lå et helt kvarter langs med Masfloden (Meuse), det var ganske frygtelig (Hele dette kvarter blev i soldatersproget kaldt for “Dardanellerne”). Det ene horehus lå ved siden af det andet, og her søgte de fleste hen, her levedes et frygteligt liv, det vidnede alle de historier og fortællinger om, som de tog med hjem derfra.

Jeg gik en tur rundt i den skønne egn næsten hver aften sammen med Gefreiter Rudolf Winkler, en skolelærer fra Braunschweig. Han var en rolig mand, og han var forlovet med en slagterdatter fra sin hjemegn, og hende elskede han over alt, og han talte næsten ikke om andet. Han forklarede, at når man havde en kæreste, som man holdt af, det kunne hjælpe en over mangen en fristelse.

Så en søndag fik de andre kammerater ham med ned til byen; Winkler havde godt med penge, og derfor kunne han også købe noget og betale. De fik ham med ind på en beværtning, han fik noget at drikke – fik mere og mere, alkoholen svækker viljen – der var horkvinder, og det endte med, at han syndede imod det sjette bud, som han så nødig ville.

Jeg mærkede godt, at der var noget i vejen med Rudolf; han undgik mig ved enhver lejlighed, og jeg gik min tur alene i en uge. Søndagen efter kom han hen til mig og spurgte, om vi skulle gå tur sammen. De allerfleste af vort batteri gik ned i byen, da det var knap med penge, tog de fleste I/2 eller et helt brød med som betalingsmiddel, da den civile befolkning i høj grad trængte til levnedsmidler af alle slags, og mangen en af soldaterne ville nok sulte for at få noget brød til overs.

Winkler og jeg gik vor søndagstur ud i den skønne egn, vi gik gennem flere landsbyer. Vi kom til et sted, hvor der var en prægtig udsigt ned over byen (Lüttich); der stod en bænk mellem to træer, og vi satte os på den. Da vi nu sad der, åbnede han sit hjerte for mig, og fortalte mig, hvorledes det hele var gået til – og så græd han.

Han havde hele tiden sat sig for, at han ville leve et ordentlig liv og komme hjem som et pænt menneske, og nu var det gået ham sådan imod hans vilje. ”Ja” sagde han, “Man siger nok, at een gang er ingen gang, men een gang er akkurat en gang for meget. – Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte han. ”Skal jeg skrive det hele hjem, som det er gået til og bede om hendes tilgivelse?”.

Jeg sagde: ”Gå bort og synd ikke mere. Hold dig i skindet, undgå dårlige kammerater, og når krigen er til ende, og du kommer hjem, og du føler trang til at få din samvittighed lettet, så kan du ved en passende lejlighed fortælle hende det, men vent indtil da, men bliv frem for alt dit forsæt tro og hold dig borte fra dårlige mennesker, for dem er der nok af alle vegne”. Det var mine ord til Rudolf, og for eftertiden holdt vi sammen som brødre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. februar 1918. Når der skal søges er det bedst det bliver gjort grundigt. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 6.2.1918

Min kære Inger!
Efter at jeg nu i længere tid har tænkt over den sag med at søge om at få mig stillet tilbage, er jeg kommet til det resultat, at det alligevel er det bedste at gøre alvor af sagen… Jeg har jo skrevet i mine sidste breve, at du skulle vente med at søge, men jeg synes, at nu da jeg er så gammel, er der vist ikke så stor fare for, at jeg bliver indkaldt igen. Man har jo da ingen hørt, som er blevet indkaldt af dem, der er blevet stillet tilbage. Bare det da nu må lykkes for os denne gang!… Måske det ikke er værd at skrive, at vi har Hans. Eller skulle han måske rejse bort i den tid, det står på. Det skulle han vistnok gøre, når du bad ham derom. Men så skal han jo også udmeldes hos Eickemejer, for ellers kan vi ikke stole på, at han anbefaler sagen. Ja, det er noget, jeg vil overlade til dig, kære Inger, men når der skal søges, er det jo bedst, at det bliver gjort grundigt. Kompagniføreren sagde jo i efteråret, at det var bedst, at den danske karl, vi har, helst skulle bort. Lad det så gå med gården, som det kan i den tid. Det skal vi så se at få oprettet, når jeg kommer hjem…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918