Kategoriarkiv: Nyheder

29. januar 1915. Nye faldnemeddelelser fra Hejmdal

29. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra Felten.

Faldne.

I Gaar modtog Købmand Th. Voss i Haderslev den sørgelige Meddelelse, at hans Søn Otto, var falden i Flandern. Voss har yderligere 2 Sønner med i Felten og en under Uddannelse.

I Torsdags fik Maler Hans Brockdorff i Skærbæk Meddelelse om, at Sønnen Laurids, som hele Tiden har ligget ved den vestlige Front, er falden den 21. Januar. Laurids Brockdorff var Maler og skulde have haft Forretningen efter sin Fader. Han blev gift for godt et Aars Tid siden og boede sammen med Forældrene. I Efteraaret faldt hans Svoger fra Vester Gasse, ligeledes paa den vestlige Krigsskueplads. Han har endnu en Broder i Felten, som han hele Tiden har været sammen med. Det er den tredje, som er falden fra Skærbæk Sogn.

Til Jens Bertelsen og Hustru i Bjerndrup indløb for et Par Dage siden det sørgeligste Budskab, at deres eneste Søn, Thomas, var falden den 13. December ved et Stormangreb i russisk Polen. Han blev ramt af en fjendtlig Kugle, saa Døden indtraadte straks. Thomas Bertelsen blev kun 22 Aar gammel. Søndag Eftermiddag holdes der ifølge “Fl.Av.” en Sørgegudstjeneste for ham i Kliplev Kirke.

Parcellist Hans Chr. Bonde fra Kajnæs paa Als er ifølge “Dvp.” falden den 12. Januar ved Soissons i en Alder af 32 Aar.

En Sørgegudstjeneste holdtes sidste Søndag i Notmark over Gefr. Gustav Mathiesen fra Flensborg. Han deltog i Kampene mod Vest og faldt ved Draaibank den 28. Oktober. Han var før Krigen i Forretningen hos sin Fætter, Købmand A. Lorenzen i Hundslev. Pastor Augustinus skildrede den Faldne som en tro og paalidelig ung Mand, afholdt af sin Familie og alle, som kendte ham. Efter Gudstjenesten ringede Kirkeklokkerne en halv Time for den Faldne.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder

29. januar 1915. Landraad Siemon fra Aabenraa Kreds: Der skal spares paa Havren

29. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Kundgørelse

Vedrørende Beslaglæggelsen af Havren i Aabenraa Kreds

I Udførelse af Forbundsraadsbeslutningen af 25. December angaaende Sikringen af den nødvendige Havre for Hæren skal jeg efter Bemyndigelse fra Indenrigsministeren iværksætte følgende Forholdsregler:

Det samlede i Kredsen forhaandenværende Havreoplag beslaglægges herved.

Fra Beslaglæggelsen fritages alene:

a. Sædhavre efter § 1, Afsnit 3 i Bekendtgørelse over Højestepriserne for Havre fra 19. December 1914 (Rigs-Lovsblad, Side 531).
b. Hos Landmænd den nødvendige Sædhavre for deres Ejendom (ca. 150 Klg. Hektaren).
c. For Personer, der har Heste eller enhovede Dyr i Besiddelse eller i Varetægt for hver Hest 300 Klg. (det vil sige 2½ Pund om Dagen til næste Høst).

Ordren til Levering udstedes efter Kommune i Maanederne Frebruar, Marts og April.

I denne Forbindelse gør jeg særlig opmærksom paa Forbundsraadsforordningen fra 25. December, hvorved Opfodringen af Havre paa andre Dyr end Heste og andre enhovede Dyr er forbudt.

Ved denne Anordning stilles der store Krav til Ejerne af Havre og paalægge dem store Ofre med Hensyn til deres sædvanlige Maade at fodre Hestene. Men jeg, at disse Ofre villigt vil blive bragte i Fædrelandets Interesse og alle de Paagældende vil gøre sig Umage for at opfylde de Krav, der stilles.

Under alle Omstændigheder maa det undgaas, at Sædhavre tages i Brug som Foder. Der bør i Foraaret saas Havre paa et lige saa stort Areal som ellers. Men maa endvidere ogsaa hos Heste lægge an paa den mest udtrakte Brug af Fodermidler, der kan være Erstatning for Havre, i Skikkelsen af Sukker, Sukkermelasse og Roer, og hvor det nogenlunde kan gaa an undgaa at bruge Havre som Foder.

At opspare den Havremængde paa 300 Klg., som bliver tilbage for hver Hest, til Tiden, da Arbejdet i Marken, som Hø- og Rughøsten stiller øgede Krav til Hestene, maa indtrængende anbefales.

Aabenraa, denn 29. Januar 1915.

Landraaden,
Siemon.

Nyheder

29. januar 1915. “Der bliver uddelt en frygtelig mængde jernkors …”

29. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved. Han gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86)

Cuy den 29. januar 1915

Løjtnanten har fået jernkorsets første klasse. Der bliver uddelt en frygtelig mængde jernkors; det er jo en eftertragtet tingest.

Hvem husker ikke feltwebel Eichner ved stormen på heksekedlen. Han stormede på som en vild, med sin degen [officersdolk, RR] og sin revolver: die Schweinebande, die Schweinebande! råbte han; sie mussen was haben! og så knibsede han løs med sin revolver, som imidlertid hver gang slog klik.

Dengang jeg efter sidste storm drog hjem fra slottet til stillingen, kom jeg i flåde med en del af andet komp. Der var bælgmørkt. Da vi kom til skoven og skulde begynde opstigningen, er der nogen, der råber inde mellem træerne. Vi står stille og lytter: kammerat, kammerat, helft mir! Det er nok en såret – siger jeg; vi må hjælpe ham hjem. Jeg famler frem ind i skoven; dér ligger der en soldat, som har fået favnen så fuld af vinflasker, at han slet ikke kan slæbe dem, vi får alle hver en af ham, og så går det videre hjemad.

Lidt højere oppe i skoven ligger der en såret løjtnant fra Regiment 36, 8. kompagni. Nogle soldater, som har fundet ham, har lavet en båre af to geværer, kviste og kapper. Vi må tage ham med og bære ham op ad alle trapper til livregimentets stilling.

Hjemmefronten, Nyheder

28. januar 1915. Hejmdal forbudt! Kejserens fødselsdag ikke omtalt tilstrækkeligt festligt!

28. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af rigsdagsmand H.P. Hanssens krigsdagbøger:

Aabenraa d. 26. Januar 1915.
I Dag fik „Hejmdal“s Redaktion i Anledning af Kejserens Fødselsdag Ordre til i Spidsen af Bladet at bringe en Artikel, som forherligede Dagen. Bladets første Side var allerede trykt, da Ordren indløb. Det var af tekniske Grunde umuligt at udføre Ordren. Redaktionen meddelte dette og optog kun en kort i almindelige Udtryk holdt Notits om Fødselsdagen.

Landraaden lagde ikke Skjul paa sin Misfornøjelse, lod Bladet beslaglægge og indberettede Sagen til Overpræsidenten. Et Par Dage efter modtog Redaktionen følgende Skrivelse : „I „Hejmdal” for den 26. Januar har Redaktionen kun omtalt Hs. Majestæt Kejserens og Kongens Fødselsdag paa en meget tarvelig Maade paa Bladets anden Side. Det havde maattet ventes, at Avisen efter eget Initiativ havde bragt en passende Omtale paa fremragende Sted paa første Side af Bladets Udgave den 26. Januar.
Overpræsidenten har bemyndiget mig til overfor Redaktionen at udtale hans Misbilligelse af denne Undladelse. (sign.) Siemon.“

Redaktionen gav nu Overpræsidenten en Fremstilling af Sagen, henviste til de tekniske Vanskeligheder og viste Næsen tilbage.

Under 11. Februar svarede Overpræsidenten: „Den Misbilligelse, som jeg har ladet udtale overfor „Hejmdals Redaktion, er baseret paa en korrekt Indberetning. Efter Tildragelserne i Anledning af Hds. Majestæt Kejserindens og Dronningens Fødselsdag kunde det ventes, at Redaktionen vilde gøre sig Umage for paa særlig værdig Maade at fremhæve Betydningen af Hs. Majestæt Kejserens og Kongens Fødselsdag. Det var dens Opgave i rette Tid at informere sig om, hvilken Behandling af Sagen, der kunde gøre Regning paa Censurens Billigelse. Hvis Redaktionen havde gjort dette, vilde den ikke i sidste Øjeblik have været saa daarligt forberedt, at den ikke kunde vise Dagen den tilbørlige Ære.

Det blev i sin Tid kun tilladt at udgive Avisen paany under den Forudsætning, at den af sig selv vilde beflitte sig for at undgaa alt, hvad der kunde vække Anstød, og at den hverken vilde vente efter Myndighedernes Anordninger eller stole paa Censurens Agtpaagivenhed. Bladet bærer Ansvaret for Redaktionens Undladelser, i givet Fald ogsaa for Forseelser, som Censuren har overset. Redaktionens Skrivelse har ikke kunnet ændre min Bedømmelse af Sagen, som allerede er den bekendt. (sign.) v. Moltke.“

Nyheder

28. januar 1915. Forberedelser forud for vinterslaget ved Masuren

28. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (nu 1. Landwehr Division), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Hen over årsskiftet 1914/15 var der i den øverste hærledelse intense drøftelser og uenigheder om, hvor en offensiv skulle sættes ind. Skulle man flytte enheder fra den ene front til den anden og hvor skulle de igangværende oprettelser af nye enheder fra hjemstavnen indsættes?

Den øverste hærleder, General v. Falkenhayn, mente ikke, at der kunne flyttes enheder fra vest til østfronten. Mens Oberbefehlhaber Ost, Generalfeldmarchall v. Hindenburg mente, at man ikke på østfronten og i Østpreussen kunne fortsætte med at angribe uden forstærkning enten fra vestfronten eller fra de nyoprettede enheder.

Den Østrig-ungarske General v. Conrad mente, at forstærkningerne skulle indsættes i Galicien og i Karpater-bjergene, for her at slå russerne og befri fæstningen byen Przemysl, som var omringet af russiske enheder. Man manglede forråd i byen og var begyndt at slagte heste for at brødføde byens befolkning og den 150.000 mand store hær, som var i byen. Løbende meldinger fra hærledelsen i Przemysl gik på, at de kunne holde ud til begyndelsen af marts. Det skulle vise sig, at undsætningen af fæstningen mislykkedes og byen måtte kapitulere.

Den 8. januar meddelte den øverste krigsherre, at man ville danne en ny Süd Armee, som skulle indsættes ved siden af den østrig-ungarske hær i Karpaterne. Og af 4 nyoprettede korps skulle 3 af dem danne den nye 10. Armee, som skulle indsættes i Østpreussen nord for 8. Arme og syd for Memel. Det 4. korps skulle indsættes syd for de Masuriske søer som en del af den 8. Arme. Målet var at befri Østpreussen for den russiske besættelse.

Den 28. januar meddelte Oberbefehlshaber Ost planen og målet var at tilintetgøre russernes 10. arme. Tyskernes 10. arme skulle omringe fjenden på den venstre fløj og 8. Arme skulle angribe på deres højre fløj syd for Arys – Johannisburg.

Til sikring af 8. arme fra syd skulle 9. armes XX. Armekorps samles ved Willenberg-Neidenburg. Den 29. januar meddelte Oberbefehlshaber Ost, at Landwehr Div. Köngisberg, 1. Kavaleri Division og Troppekomando Tilsit skulle overføres fra 8.til 10. Arme. Indsættelsen af 10. arme og deres 3 armekorps forløb planmæssigt op til den 6. februar.

I mens tilpassede General der Infanteri Otto v. Below sin 8. Arme efter den befalede reorganisering og befalede følgende placeringer. 3. Reserve Division ved floden Angerapp og Darkehmen og 1. Landwehr Division under General der Infanteri v. Jacobi stod indtil ”Seenkette” (nord for Angerburg). Hindenburgs plan for offensiven var, at 8. Arme skulle angribe den 7. februar ved deres højre fløj ved linjen Kurwien – Rudczanny mod Kolno – Johannisburg, og 10. arme skulle angribe den 8. februar. Planen var en omringningsplan af russernes 10. arme.

De stod foran et vinterfelttog, hvor operationen i stor grad afhang af vejrforholdene, og som skulle komme til at stille store forhindringer i vejen. I flere dage havde der været en heftig snestorm og vejene var isede og tilsneede så både mandskab og dyr blev forsinket eller helt måtte opgive fremmarchen. Man planlage at rydde vejene med sneplove og tilføre hjælpemidler som kælke og slæder, så forsyninger og våben kunne komme frem. Man var også bekymret om radio og telegraf forbindelsen kunne modstå vejrforholdene.

Nedenfor ses kort over den tyske hærs front mod Rusland i Østpreussen lige inden storoffensiven og vinter slaget i Masuren. (Der Weltkrieg 1914-1918 – bn. VII – Die Front gegen Russland am 7. Februar 1915 – Karte nr. 9).

Den 8. februar bestod 8. Arme af 7½ Infanteri divisioner og 1/3 Kavaleri division. 1. Landwehr Div. med General D. Infanteri V. Jacobi (1.L.)bestod af 18 Bataljoner, 4 Eskadroner og 9½ Batterier, heraf 34. Landwehr Brigade (34. L. Br.) og Otto Theodor Wagner’s enhed Landwehr Infanteri Regiment 84.(LIR84).

Nyheder

27. januar 1915. Et strejftogt på Weichselfloden

27. januar 2015 Rene Rasmussen 1 kommentar

Et Strejftogt paa Weichselfloden.

Thorn, den 27. Januar 1915.

Kære Søster og Svoger!

Jeg er i Thorn nu, og det ser ud til, at vi skal blive her en Tid, da Frosten vedvarer, og der stadig kommer mere og mere Drivis paa Weichselen. Jeg er altsaa foreløbig udenfor al Fare og lider ingen Nød.

Det er ogsaa allerede længe siden, vi har haft noget med Russerne at bestille, naar da undtages lidt Knalderi for en 8 Dages Tid siden.

Værre var det forrige Gang, vi var ude. Vi sejlede ved Middagstid fra Wloclavec i den Hensigt at indtage og holde Byen D., der ligger paa den højre Weichselbred, omtrent 20 Kilometer ovenfor Wloclavec. Efter Meldingerne skulde Byen være besat af svage fjendtlige Kavalleri- patrouiller.

Vor Flaade bestod af en med Maskingeværer og to Kanoner af lille Kaliber udrustet Damper samt 8-9 Motorbaade. Jeg var denne Gang med paa Damperen. Vi tog et Kompagni Infanteri med om Bord, som skulde sættes i Land en Mils Vej nedenfor Byen. Vandstanden, der veksler meget ofte og meget hurtigt her paa Floden, var den Gang meget lav, og vi sad flere Gange fast paa Sandbanker. Det var derfor langt hen paa Eftermiddagen, da vi kom til det Sted, hvor Infanteriet skulde sættes i Land. Damperen kastede Anker midt i Strømmen, og Motorbaadene besørgede Infanteriet i Land.

Jeg stod med nogle Kammerater i Forstavnen. Lige med et faar vi Øje paa noget ca. 20 Meter ret forude i Vandet, en sort Indretning, der dukkede op og ned i Vandskorpen. Vi var snart klare over, at det var en Mine, som her laa forankret, og som nu paa Grund af den lave Vandstand af og til naaede op over Vandfladen. Lidt længere borte saa’ vi endnu en. Vi havde kastet Anker i et heldigt Øjeblik. Hvis vi var gaaede et lille Stykke længere frem, var vi utvivlsomt løbet paa Minen og gaaet i Luften. Nu dampede vi pænt udenom den og mærkede desuden Stedet ved en Bøje.

Det blev helt mørkt, før vi naaede op til D. For ikke at blive set, blev Damperen fuldstændig blændet, saa intet Lysskær kunde trænge ud. Der var noget særegent eventyrligt ved Farten i Mørket. Jeg havde som Signalgast min Plads hos Kommandanten paa Kommandobroen.

Udfor Byen kastede vi atter Anker midt i Strømmen for at afvente et Signal fra vore landsatte Tropper.

Vi ventede længe forgæves. Engang hørte vi en halv Snes Skud i Udkanten af Byen. Saa blev alt stille igen.

Vor Fører besluttede at sende en Patrouille i Land, bestaaende af en Feldwebel og to Mand. Jeg meldte mig frivilligt. Vi blev sat i Land af en Motorbaad, og saa begyndte vi saa lydløst som muligt at kravle op ad den stejle, temmelig høje Skrænt, paa hvis Top Byen ligger. Det var ikke saa let i Mørket. Det havde regnet, og den opblødte Lerbund var glat og slibrig.

Vi naaede snart en lille Hytte, der laa paa Skraaningen, og søgte her at faa at vide, hvordan Sagerne stod. Ingen af os kunde Polsk; men vi fik da saa meget ud af deres Kaudervælsk, at der havde været Kosakker i Byen om Eftermiddagen. Om de var der endnu, vidste man ikke.
Vi tog en halvvoksen Fyr med som Vejviser, da det var meget mørkt og der mange Steder fandtes stejle Kløfter, hvor man let kunde falde ned og brække Halsen.

Vi naaede Byen uden at finde noget mistænkeligt. Men vi saa’, at vore egne netop var ved at rykke ind i Byen. De var udenfor stødt paa en Kosakpatrouille. Herfra hidrørte Skydningen, som vi havde hørt. De havde af den Grund været forsigtige. Nu var vi altsaa ovenpaa og vendte tilbage til Damperen med de Oplysninger, vi havde indhentet.

Den følgende Dag var det smukt, klart Vejr. Et Par hurtigsejlende Baade gjorde en lille Tur op ad Floden for om muligt at faa noget om Fjendens Stilling og Styrke at vide. Vi andre blev sat i Gang med at bygge en Bro over et lille Vandløb paa Vejen til Plock, da vi havde i Sinde at gaa længere frem. Vi fik ogsaa Broen bygget færdig, men under Arbejdet saa’ vi flere Gange fjendtlige Patrouiller liste omkring i Nærheden. Vi trak os tilbage, mens Infanteriet besatte Broen. Vi var næppe naaede ned til Damperen, før det gik løs. Vagten ved Broen blev angreben og kastet tilbage. Den meldte, da den naaede ned til os, at der var 3 Eskadroner Kavalleri i Fremrykning. Nu fik vi travlt med at bringe vore Maskingeværer op paa Skrænten for at give dem en passende Modtagelse.

Vi naaede derop. Der var ikke en levende Sjæl at se. Vi ventede bare et Øjeblik, saa — Bum! — Bum! kom der to Granater og slog ned tæt til venstre for os og belærte os om, at vi maatte være forsigtige. Vi søgte Dækning saa godt vi kunde, mens det russiske Artilleri stadig skød. I Begyndelsen eksploderede Projektilerne rundt omkring os, men snart fløj de højt over Hovedet paa os og faldt i Weichselen uden at volde nogen Skade.

Da vi stadig ikke saa’ nogen Fjende, fik Damperen Ordre til at trække sig tilbage for ikke at blive skudt i Sænk til ingen Nytte. Vi dampede tilbage, saa vidt mulig i Dækning af den høje, stejle Flodbred. Vi naaede ogsaa lykkelig bort efter dog først at have sendt dem en lille Afskedshilsen med vore smaa Skibskanoner. Det blev en besværlig og uhyggelig Tur i Mørket, da vi hvert Øjeblik løb fast i Sandet.

Infanteriet holdt D. til den følgende Morgen og trak sig derpaa tilbage i god Orden.

Se, det var en af vore smaa Ekspeditioner. Denne gik det skævt med, men det har ikke altid været Tilfældet. Mange hjertelige Hilsener. Eders Peder

Nyheder

27. januar 1915. Pølse, vin og franske granater til kejserens fødselsdag.

27. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Lassigny den 27. januar 1915

Kære forældre!

I dag har jeg atter modtaget en pakke med håndklæde og sæbe og så mange gode sager – tak for den. Jeg trængte også til det, men det værste er, at vi nu ikke længere har vand til at vaske vore sorte næver i, for rigtignok går der en bæk gennem vor stilling med det dejligste vand; men løjtnanten har set en vandrotte der – og tænk jer, sikke en smittefare, der så må være, da kan det bedre gå an at gå omkring som en neger. Hygiejnen slår mange underlige kolbøtter her, så snart den stikker en lille bleg næsetip frem – for her trives den sandelig ikke.

I dag fik jeg endelig fat i en lille stump spejl og kam; mit hår har ikke set sidstnævnte siden den 7. august 1914 om morgenen; men jeg har nu også en paryk så tæt, at kammen knap kan gå igennem, og faren for at blive skaldet er bleven udsat et par år endnu. Jeg tror, det, at håret falder så stærkt af, kommer af, at man bearbejder hovedbunden med spidse kamtænder; nu sidder mit hår så fast igen. Nå, det er da en glædelig kendsgerning midt i det hele.

Nu skyder de igen ganske forfærdeligt med granater; det er jo kejserens fødselsdag i dag, og vi får hver et stykke pølse så stort som en tommelfinger, og et bæger vin – og så mange flere franske granater, end vi skotter om; men vi sidder jo i dækningerne, og så skal der et værre slumpeskud til, for at den kan passere noget; men de springer med brag, så brystet trykkes sammen ved trykket.

Jeg vilde tage et par tegninger af skyttegraven; men det er såre vanskeligt, og på en måde forbudt, jeg vil derfor give jer en beskrivelse af vor stilling. Den adskiller sig en hel del fra de andre almindelige grave, fordi den ligger op ad en banedæmning, og derfor for en stor del er over jorden. Længst ude er pigtråden. Det er en seks-syv rækker almindelige hegnspæle, med pigtråd trukket på kryds og tværs. Derpå kommer brystværnet med skydeskårene, hver mand har sit; når klokken er seks, planter vi bajonetten op, lader og stikker bøssen ind i skåret; så spænder vi koblet om, og sådan ruster vi os til natten.

Bag brystværnet ligger så dækningerne. De er gravet en meter ned i jorden, dækket med et lag tykke planker og så en mængde jord; de er selvfølgelig meget mørke, i nogle er der en lille snavset glasrude, i de fleste har lys og luft kun adgang gennem døren, der i denne hundekulde må holdes lukket. Så er der overalt en lille kakkelovn eller komfur, som det nu kan træffe sig; hver morgen kl. 9 må en mand fra hver gruppe (8 mand) gå ind til Lassigny og gøre „indkøb” af træ og kul; nu er alle kartofler sluppet op, ellers levede vi højt på stegte kartofler. Nå, hulen er ikke højere, end at vi må gå krumbøjede.

Foran den lille omtalte glasrude står der en flot servante med marmorplade, den bruges nu til bord; vi har endnu et lille kunstigt spillebord af mahogni, som kan klappes sammen i det uendelige. Langs bjælkerne er der hylder, hvor vi har vores pakkenelliker og kram, og de øvrige våben, kobbel, brødpose, tornyster, kappe o.s.v. hænger rundt om op ad væggene. Den inderste halvdel af hulen er sovekammer, der er først et lag halm og så dyner; laget bliver større og større, for hver gang vi har oversvømmelse her, for så hentes der friske dyner inde fra Lassigny til at brede ovenover; det varer ikke længe, førend man må føle sig som prinsessen på ærten. For øvrigt er der så tre stole, som vi fem mand må rives om.

Når der bare er tørt, så er det såmænd slet ikke så galt at være her. Det værste er jo, at man aldrig kommer af tøjet og aldrig får sig vasket; og om natten sover man jo i fuld udrustning med støvler og pikkelhue på, og kobbel om livet. Så ligger vi et par timer, så op at stå vagt et par timer, og sådan går det i det uendelige. For her er der slet ingen forskel på nat og dag og søn og søgn. Den ene time går hen efter den anden i en tung ensformighed, og så er det jo dog på den måde, vi nærmer os enden; blot have tålmodighed og skære timer og døgn bort, og så er man jo så meget nærmere enden.

Og for hver gang vi kommer til Cuy, så skaffer vi os en lille oplevelse, idet vi så er en hel del danskere, der samles og synger nogle sange og snakker; det er så oplivende og noget, jeg kun nødig vil gå glip af. – Nu får jeg lige bud om, at jeg skal på lyttepatrulje, derfor må jeg have mig et livfuldt først, din rullepølse smager fortrinlig, mor; jeg kan jo sagtens, når jeg har en sådan tilførsel, som jeg har haft i den tid, jeg har været her.

Jeg håber, I har fået mine breve fra Soissons. For fremtiden tror jeg, jeg vil skrive nummer på dem, så kan I se, om der bliver nogle borte. Derfor begynder jeg nu med nummer ét.

Kærlig hilsen til alle fra
eders søn Kresten

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

27. januar 1915. Hjemmefronten: Brødkorn beslaglægges og priserne stiger

27. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Beslaglagt Brødkorn

Landraaden i Haderslev bekendtgør ifølge “Flensborg Avis”:

“De paa min Ordre af Kommuneforstanderne beslaglagte Forraad af Hvede og Rug kan, naar de ikke kan opbevares paa Stedet, af Ejerne leveres paa Krigskornselskabets Vegne til Kornhandlerne Outzen, Speth og Holbeck i Haderslev og Outzen i Tyrstrup nu straks, inden hver især faar Ordre til Levering. Ved Levering maa det paagældende Firma udtrykkelig underettes om, at det drejer sig om beslaglagt Vare.

Desuden maa i hvert enkelt Tilfælde de kompetente Politimyndigheder (Amtsforstanderen osv.) underrettes af Ejeren om den nøjagtige Mængde, der er afleveret. Forsømmes dette, kan den paagældende Ejer ved mulige Unøjagtigheder udsætte sig for Vanskeligheder. For Korn, der allerede er leveret, maa den forsømte Meddelelse til Politimyndighederne ske nu bagefter.”

Fodtøjspriserne stiger

Skomagerne i Sønderborg Kreds forhøjer Prisen paa Fodtøj med 25%

Ganderupgaard

ved Fol er blevet købt af Gaardhandler Peter Jørgensen for 73.000 Mark. Overtagelse snarest. Den hidtilværende Ejer, E. Brink, er indkaldt til Krigstjeneste.

Aviser, Nyheder

27. januar 1915. Guld til gengæld for orlov. Grænsebevogtning øges

27. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Guldet samles
3 dages Ekstra-Orlov for hver 100 Mark i Guld
For at fremme Lysten til at skaffe Guldmønt tilveje ogsaa gennem Soldaterne er det tilkendegivet dem, at enhver, der mod Veksling i Seddelpenge eller Sølv kan faa samlet og afleveret 100 Mark i Guld, vil faa tilstaaet 3 Dages Orlov ekstra.

I øvrigt foranstaltes der rundt om i Byer og Kommuner offentlige Indsamlinger af Guldmønt mod Udveksling af tilsvarende i Sølvmønt eller Sedler.

Det tyske Grænsevagt-Mandskab
er i den sidste Tid blevet forholdsvis betydeligt forøget ved Hvidding, hvor der nu ligger ca. 80 Mand.

Hjemmefronten, Nyheder

26. januar 1915. Annonce: Stearinlys i stedet for petroleum! Tæpper af avispapir!

26. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Annoncer i Aabenraa-avisen Hejmdal i januar 1915.

Hjemmefronten, Nyheder

25. januar 1915. Januarudsalg: Køb varmt tøj til soldaterne! Nedsat pris!

25. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Annoncer i Aabenraa-avisen Hejmdal i januar 1915

Aviser, Nyheder, Søkrig, Sønderjyder

24. januar 1915. Sorg i Aabenraa: Gik sønderjyder ned med SMS Blücher?

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Blüchers Undergang

har ifølge “Hejmdal” fremkaldt Ængstelse og Sorg i Aabenraa. Om Bord paa Skibet befandt sig flere udmærkede Sømænd der fra Byen. Blandt disse var ogsaa Kaptajn Christian Michelsen, en Søn af Enkefru Michelsen paa Skibbroen.

Man venter af den Grund her med Uro og Spænding paa Efterretning om, hvorledes det er gaaet den store Krydsers Besætning.

Nyheder

24. januar 1915. Hans Petersens kammerat i køkkenet

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I efteråret fik Hans Petersen en ny kammerat, den lille Frits Wolf fra Hamburg. Det blev et godt makkerskab.

Den 24. Januar 1915. Jeg sad i lidt Halm under Halmristen oppe paa Loftet af en middelstor Bondegaard og røg en Cigar, mens jeg skrev i min Dagbog.

Til Skrivebord benyttede jeg min Tornyster, som laa tværs over Knæene. Vi var kommen her til Blérancourdelle d. 15. for at faa 10 Dages Ro. Mine Tænder løb i Vand. En frisk, behagelig Duft af Løg og stegt Skinke trængte hen til mig fra den anden Ende af Laden. Det var Frits Wolf, som var ved at stege Skinke til os to. Det havde Frits da lært i den Tid, vi havde været sammen. Paa den lille, aabne Kamin, som var meget tarveligt opsat af Sten oppe paa Loftet, stegtes og kogtes der hele Dagen igennem.

Vi stegte Frikadeller, Skinke og Æg og kogte Kartofler, Krebssuppe, Æblegrød, Kakao, Kaffe og The. Det var mærkeligt, at der ikke skete et Uheld med den aabne Kamin og de mange Tællelys, som vi havde tændt rundt om i Halmen om Aftenen.

Dagene gik med at vaske og istandsætte vore smudsige, iturevne Sager; men vi havde ogsaa Eksercits og Geværappel og gravede Forsvarsstillinger. Om Morgenen d. 17. havde vi Feltgudstjeneste i en Hulvej. Feltpræsten betroede os, at vore Vaaben snart havde sejret.

En Aften var jeg ogsaa paa Signalvagt med 6 Mand; vi skulde oppe fra et højt Bjerg iagttage Fjendens Lyssignaler. Vagtstuen havde vi i en af de store Stenhuler, hvor »Frands« hugger sine Sten ud til Bygningsbrug. Da jeg havde opstillet den første Vagt og instrueret den, indrettede vi andre os i Halmen, saa godt vi kunde, huggede et Hul i Stenmuren til vort Tællelys og fik os lidt at leve af under gemytlig Samtale og allehaande Skæmt. Næste Dag gik det atter i Skyttegraven.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

Nyheder

24. januar 1915. “Jeg er syg og længes kun efter fred.”

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Efter indsatsen ved Soissons returnerede regimentet til Lassigny

DAGBOGEN

Lassigny den 24. januar 1915

Så, nu er jeg tilbage i det gamle svinehul igen. I nat klokken 3 blev vi vækket. Da vi kom hertil, var hele stillingen sat efter i vand, kun få dækninger var hele endnu. Hele højre fløj var sammenskredet. Det kommer af, at bækken er stemmet op. Vi vilde drukne franskmændene, og nu drukner vi selv. I den dækning, hvor jeg skulde ind, stod vandet halvanden fod højt. Jeg gider ikke tænke på det uendelige svineri; jeg er syg og længes kun efter fred; og sådan er vi svært matte.

Nyheder, Søkrig, Sønderjyder

24. januar 1915. Søslaget ved Dogger Banke

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

1915-01-24 britisk krydser beskydes 00020X00791 — Postkort med motiv fra 1. Verdenskrig. Aus dem Seegefecht in der Nordsee am 24. Januar 1915. Englischer Schlachtkreuzer im Salvenfeuer deutscher Kreuzer. Efter forlæg af professor Willy Stöwer, 1915. Udgivet til fordel for tidligere kolonikrigere fra hæren, marinen, politiet og deres efterladte.

I januar 1915 erfarede den tyske marine, at britiske styrker rekognoscerede i området ved Dogger Banke. En tysk eskadre af slagkrydsere under admiral Hipper stod den 23. januar 1915 ud for at nedkæmpe denne tilsyneladende underlegne britiske flådeeskadre. Den tyske eskadre bestod af slagkrydserne SMS Seydlitz, SMS Moltke, SMS Derfflinger og SMS Blücher, foruden de lette krydsere SMS Graudenz, SMS Rostock, SMS Stralsund og SMS Kolberg samt 19 torpedobåde.

Men briterne opsnappede tyske radiosignaler og sendte en stærk eskadre til området for at imødegå det tyske fremstød. Kl. 8.14 om morgenen den 24. januar 1915 fik Kolberg øje på den lette krydser HMS Aurora samt et antal destroyere. Kolberg og Aurora udvekslede skud og fik begge træffere ind på hinanden. Slaget var i gang.

Hippers slagkrydsere kom nu i spil, men i samme øjeblik fik Stralsund øje på røgen fra den britiske hovedeskadre: Et uidentificeret antal store, britiske krigsskibe havde kurs direkte mod Hipper. Var den tyske eskadre gået i en fælde?

Hippers lod straks den tyske eskadre tage flugten, men blev hæmmet af, at SMS Blücher maksimalt kunne løbe 23 knob (43 km/t). De forfølgende britiske slagkrydsere med en tophastighed var 27 knob (50 km/t) indhentede snart de tyske skibe. Kl. 9.52 åbnede HMS Lion ild på Blücher fra ca. 18 kilometers afstand. Kort påbegyndte også HMS Princess Royal og HMS Tiger ildgivningen.

Kl. 10.09 blev Blücher ramt første gang. To minutter senere begyndte de tyske skibe at besvare ilden, idet de koncentrerede sig om Lion. Afstanden var da ca. 16 kilometer. Kl. 10.28 blev Lion ramt i vandlinjen, mens Blücher fik ram på Lions forreste kanontårn.

Kl. 10.35 var hele den tyske linje inden for rækkevidde af de britiske skibes kanoner (16 kilometer) og det egentlige søslag tog sin begyndelse.

Blüchers undergang 1915 a — “Blücher” skyder fortsat på trods af svær slagside

Da klokken var 11.00 var Blücher svært beskadiget af adskillige direkte træffere, men også Lion, som Seydlitz, Derfflinger og Moltke havde koncentreret ilden på, var hårdt mærket. Kl. 11.48 nåede HMS Indomitable frem og begyndte at beskyde Blücher, der brændte og var begyndt at hælde til bagbord.

Blücher var nu dødsdømt, og den britiske admiral Beatty gav signal til de øvrige slagkrydsere om at optage forfølgelsen af de resterende tyske skibe. På grund af en misforståelse stoppede de britiske skibe derimod op og koncentrerede ilden om den heroisk kæmpende Blücher, hvis kanoner stadig gav ild på trods af en nu svær slagside.Den tyske Admiral Jacobsen, der var chef for skibsartilleriskolen i Sønderborg, har senere med stolthed noteret sig, at det var hans elever, der blev på deres poster.

Den britiske signalfejl gav den tyske eskadre mulighed for at forøge afstanden til briterne. Det var tilstrækkeligt til at undslippe, men også de øvrige tyske skibe havde fået store skader.

Blücher blev ramt af knap 100 svære granater og ni torpedoer, før hun endelig kl. 13.13 begyndte at kæntre. Mange hundrede tyske sømænd klamrede sig til skroget, der nu vendte bunden i vejret.

Blüchers undergang 1915 b — Den kæntrede Blücher med søfolk, der klamrer sig til skroget

Britiske destroyere nærmede sig skibet for at tage overlevende om bord, men blev angrebet af Zeppelineren L5, der smed bomber efter destroyerne, der herefter trak sig tilbage.

Der er nogen usikkerhed om, hvor mange sømænd, der gik ned med Blücher. Briterne reddede ifølge egne angivelser 234 mand fra skibet, heriblandt sønderjyden Karl Nielsen fra Egernsund. Ifølge tyske oplysninger gik 792 mand ned med Blücher. Af var 5 eller 6 sønderjyder, mens yderligere tre sønderjyder blev dræbt om bord på Seydlitz.

Kort film om slaget ved Dogger Banke (youtube)

Karl Nielsen, Egernsund cropped — Karl Nielsen. Egernsund

Blücher_Karl_Nielsen_1 — Karl Nielsens reservist-krus, som man købte efter endt værnepligt.

Nyheder

24. januar 1915. Hemming Skov på lazarettet i Alexandrovo

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Lige som 86’eren H.C. Brodersen på vestfronten havde Hemming Skov fået leddegigt af skyttegravslivet, og ligesom Brodersen blev han sendt på lazaret.

Snart dampede vi af fra Lowic, og her forstummede Larmen fra Kanonerne paa Slagmarken (…)

Da vi kom gennem Byen Kutno, kunde jeg regne ud, at det gik mod Thorn; men jeg ønskede at komme længst muligt, og min Skuffelse var stor, da jeg blev sat af i Alexandrowo, et Par Stationer før den tyske Grænse. Paa Banegaarden var alt indrettet med det Formaal for Øje at tage mod lemlæstede og syge Soldater; over alle Sale og Stuer var Gulvene belagt med et blødt Tæppe af Halm. Læger, Sanitets-Soldater og Søstre, alle med det Røde Kors-Bind om Armen, var travlt beskæftiget, og Arbejdet syntes at blive udført med febrilsk Travlhed. Der var tilvisse ogsaa nok at gøre. Mit Opholdssted her var foreløbig i en Ventesal, ud for hvis Vinduer det ene Tog efter det andet rullede forbi. Togenes Indhold vekslede med Infanteri og Kavaleri paa Vej til Østfronten. Her blev vi igen „sorteret”, og jeg havnede sammen med en Del andre, som led af samme Skavank, i et Hus i Nærheden.

Vi fik os vasket, underligt, at vi ikke kom i Bad, det trængte vi højligen til. Men det mest mærkelige, der mødte os her, var dog en Seng, man skulle puttes i. En rigtig Seng med Sengeklæder var nu saa fjernt og uvant som noget, og at blive puttet ned i Dunene, var slet ikke uden videre ubeskrivelig dejligt; efter et halvt Aars Frontliv kunde ens Krop ikke saa brat tilpasse sig en saadan Dejlighed, og den første Nat kunde man da heller ikke sove. Af vor Sygevært, en Württemberger, hvis Dialekt jeg havde svært ved at forstaa, blev vi bragt til en Læge en Gang daglig de følgende Dage. Lægen tog de af Skyttegravslivet mishandlede Øjne under Behandling, og en Bedring sporedes meget hurtigt.

Skyttegravslivet havde forvoldt mig endnu en Lidelse. Benene i Knæ- og Fodled svulmede op og paaførte mig en Del Smerter. Lægen konstaterede „Ledegigt”, og jeg skulde bæres til Banegaarden, hvor der netop i Øjeblikket stod et Lazarettog oprangeret.

Min Glæde var stor, jeg havde nu Udsigt til at komme paa Lazaret i Hjemlandet. Og om den Herlighed, der mødte os der, havde Kammeraterne, som havde været saaret og atter var kommet til Fronten, fortalt os. Efter med et „Paa Gensyn” at have taget Afsked med Stuekammeraterne, blev jeg baaret til Lazarettoget ligesom en anden haardt-saaret. Lazarettoget hed „Provinz Pommern”. I hver Vogn var der ti skinnende hvide Senge, og jeg blev straks pakket ned i en af dem. En gammel, hvidhaaret Læge og nogle Sygeplejersker kom lidt efter ind for at se til de nye Patienter.

Vi holdt stadig stille paa Banegaarden i Alexandrowo. Først næste Dags Morgen dampede Toget af Sted, og snart efter kom vi over den tyske Grænse. I Thorn, min gamle Garnisonsby, havde vi nogle Timers Ophold, og der blev modtaget Forsyninger af Levnedsmidler til den videre Færd. Der var endnu ingen, som kunde sige os, hvor vi skulde hen, men da det gik i Retningen mod Berlin, var jeg dog klar over, at vi stadig kom min Hjemstavn nærmere. Da vi naaede Kustrin og svingede til venstre, fik vi imidlertid at vide, at vi skulde til Dresden.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216 — Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, maj 1917.

Hjemmefronten, Nyheder

23. januar 1915. Kød og brød til hjemmefronten

23. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kød og Brød

Takket være det tyske Landbrugs uafladelige arbejde i Fredstid har den hjemlige Kvægbestand, baade hvad Mængde og Kvalitet angaar, tiltaget i en Grad, saa alle Befolkningskredse i de hidtilværende Krigsmaaneder uden Vanskeligheder næsten paa den gamle Maade har kunnet forsørges med Kød.

Opgaven, at dække Kødforbruget, vil de tyske Landmænd ogsaa vise sig voksen i Fremtiden. Men Opgavens Løsning vil ikke være mulig for dem, især hvis Krigen varer ved, uden betydelige Ofre og Vanskeligheder.

Med Krigens Udbrud er den omfangsrige Indførsel af Fodermidler fra Udlandet standset. Opfodringen af Rug og Rugmel, som man hidtil har været vant til mange Steder, har man maattet forbyde, fordi alt Brødkorn og Mel er nødvendig til Menneskelig Ernæring. Haabet om at kunne anvende Kartofler som Kvægfoder i forhøjet Grad, er ikke bleven virkeliggjort paa forventet Vis; thi Kartoflerne bruges til at udjævne hvad der mangler af Brødkorn og andre Nærringsmidler, der tidligere indførtes fra Udlandet. Kvægfoderet er derfor bleven knapt og dyrt, og en Ændring kan foreløbig ikke ventes.

Det vil alligevel ikke volde Vanskeligheder at opretholde Hornkvægbestanden paa Grund af den rige Hø- og Halmhøst. Svineholdet og Svinefedningen vil derimod mange Steder ikke være mulig i det hidtidige Omfang. Slagtekvægmarkeder og Tilbudet af Svinekød er i den sidste Tid taget til i en Grad, der overstiger det øjeblikkelige Behov, og der maa regnes med en yderligere Stigning.

Efter dette altfor store Tilbud i Øjeblikket vilde der nødvendigvis følge en ubehagelig Mangel senere, hvis ikke alle Vedkommende virkede med til at gøre denne Overflod nyttig for Fremtiden. Det kan opnaaes ved at fremstille saa mange som muligt af forskellige Slags holdbare Varer (Skinker, Flæsk, røgede Pølser, Svinekød, Konserves. Hvis Slagternes og Kødvareindustrien retter deres Opmærksomhed herpaa, hvorved de sikkert ikke vil savne Støtte fra Kommuneforvaltningerne og Interessentskaber, og hvis især Husholdningerne forsyner sig med passende Forraad af holdbare Varer, saa forebygges en Bortødslen af Overfloden. Den nuværende Aarstid er den bedste til Fremstilling og Opbevaring af holdbare Kødvarer.

En saadan Fremgangsmaade gør det muligt for den enkelte Husholdning at dække en stor Del af sit Kødforbrug forud til antagelige Priser. Helheden bringer det den Fordel, at det ringere Tilbud af Svinekød, som afgjort vil komme i de senere Maaneder, ogsaa kommer til at staa overfor en ringere Efterspørgsel. En alt for stor Prisstigning undgaas saaledes, at det forebygges, at Folkenæringen lider Skade. Det er ogsaa et Stykke Krigsarbejde, som de, der ikke staar i Felten maa paatage sig med patriotisk Pligtfølelse; thi for at holde ud mod den Verden af Fjender, som vil paatvinge os Hungersfred, maa først og fremmest ved Siden af Brød- ogsaa Kødforsyningen sikres

Berlin, 2. Januar 1915.
Friherre von Schorlemer,
Minister for Landbrug,
Domæner og Forstvæsen.

Nyheder, Sønderjyder

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

23. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Faldne.

Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.

Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.

Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.

Ikke falden.

Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.

Fra Felten.

Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.

Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.

Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.

Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.

Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!

Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.

Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.

Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.

Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans

Fra Skyttegravene i Østpreussen.

Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:

Østpreussen, 11. Jan. 1915.

Kære Familie!

I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.

Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.

Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.

Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.

Lidt om Juleaften:

Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.

Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.

Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.

Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.

Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.

Nyheder

23. januar 1915. Hemming Skov på vej væk fra fronten

23. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Han blev sendt på infirmeriet i Partokko og derfra videre ind i baglandet.

Første Etape paa Rejsen var Lowic, som jeg naaede til Fods. I Følge med en Del let saarede fulgte jeg nogle Vogne, der var læsset med haardtsaarede. I Dagene forud var der kommet en Strøm af saarede og syge til Ambulancefolkene, og disse havde en stor Opgave. Undervejs passerede vi en lille By, i hvilken de haardtsaarede blev skilt fra os.

Ankommen til Lowic var man paa det rene med, hvor man var, for overalt vajede Røde Kors-Flag. Men først stimlede vi sammen om Jøderne, som paa Gaden stod og falbød deres varme Te og tørre Boller. Endelig kunde vi faa noget for vore Penge, Vi spiste os godt mætte, før det lykkedes Røde Kors-Søstrene at faa os ved Haanden og bragt i deres Varetægt. Der skulde kæles for os; vi kom jo lige derude fra Fronten. Vi blev ført til en Stab af Læger, af hvilke vi saa blev sorteret. En Seddel uden et Bogstav, men kun med underlige Tegn, som blev trykket mig i Haanden, sagde mig intet om min nærmest forestaaende Skæbne. Jeg blev ført ind i en stor Sal, hvor der paa udbredt Halm laa Hundreder af saarede i lange Rækker. En Sky af Cigaretrøg laa over de lange, velordnede Rækker. Jeg var klar over, at her kun var letsaarede.

Efter et Par Timers Ophold her begyndte en Stabslæge at raabe Navne op. Ogsaa jeg blev raabt op, og vi fik Besked om ikke at forlade denne Sal. Ud paa Natten blev vi ført ud, og efter at være naaet over et bredt Jernbanekompleks, blev vi stillet op langs med et Jernbanetog — saa godt, som saarede og syge nu lod sig stille op. Da jeg lidt efter blev puttet i Toget, opdagede jeg, at Tegnene paa min Seddel betød: Transport i siddende Stilling.

Aviser, Nyheder

23. januar 1915. Telegrammer til soldater i felten. Frigivelse af havre?

23. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Telegrammer til Soldaterne i Felten
Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps’ Vedkommende:

„Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”

Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Havren
Generalkommandoen i Altona (Artilleri-General v. Roehl) offentliggør følgende:
Til Generalkommandoen indløber stadig Andragender om Frigivelse eller Overladelse af Havre, vel ud fra den Antagelse, at hele Bestanden er rekvireret af Militærmyndighederne. Det er imidlertid ikke Tilfældet, af Hærforvaltningen er der kun rekvireret forholdsvis ringe Mængde. Generalkommandoen er altsaa ikke i Stand til at efterkomme saadanne Ønsker.

Nyheder, Sønderjyder

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder

22. januar 1915. Bekendtgørelser vedr. opfodring af Brødkorn m.m.

22. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Kornet. retten til Beslaglæggelse. Berlin, 21. Jan. (W.B.)

Krigskorn Selskaber meddeler, at dette og Centralstedet for Tilvejebringelse af Forplejningen til Hæren har Ret til at lægge Beslag paa Rug og Hvede. Af Beslaglæggelsen rammes de Landmænd, der allerede har solgt Kornet, men endnu ikke har leveret det. Disse fritages derved for de tidligere indgaaede Leveringsforpligtigelser. Prisforskellen mellem en tidligere afsluttet Handel og den, som de beslaglæggende Organisationer betaler landmanden, kommer den første Køber og ikke Landmanden til gode.

Bekendtgørelse vedrørende Opfodring af Brødkorn, Mel og Brød. af 5. Januar 1915

Forbundsraadet har i Henhold til § 3 i Loven om Forbundsraadets Bemyndigelse til at træffe økonomiske Forholdsregler osv. af 4. August 1914 (Rigs-Lovbl. S. 327) udstedt følgende Forordning:
§ 1.
Til Fodring maa ikke anvendes:
1. Rug og Hvede, der egner sig til Maling, uanset om det er knust, gruttet eller paa anden Maade smaadelt.
2. Rug og Hvede, egnet til Maling, der er blandet med andet Frugt.
3. Rug- og Hvedemel, som for sig eller blandet med andet Mel egner sig til Brødbagning.
4. Blandinger, som der er tilføjet saadant Mel.
5. Brød med Undtagelse af fordærvet Brød og Brødaffald.
§ 2.
De i § 1 nævnte Produkter maa heller ikke anvendes til Tilberedelse af Foderstoffer, hvortil ogsaa Grutning hører.
§ 3.
Landscentralmyndighederne kan yderligere indskrænke eller forbyde Anvendelsen af Rug og Hvede, der er egnet til maling, især Grutning samt Anvendelse af Rug- og Hvedemel (§1 Nr. 3) til andre Formaal end menneskelig Næring.
§ 4.
Naar der foreligger stor økonomisk Nødvendighed kan Landscentralmyndighederne eller de af dem udpege Myndigheder give Tilladelse til Opfodring af Rug, som er avlet i Kreaturernes Ejers Landbrug, paa det Kvæg, som holdes i det paagældende Landbrug, i al Almindelighed for Egne og visse Slags Landbrug eller i enkelte Tilfælde.
§ 5.
Embedsmændene, Politiet og de af Politimyndighederne udnævnte Sagkyndige er berettigede til til enhver Tid at betræde de Rum, hvor der fremstilles Foderstoffer, eller hvor der holdes og fodres Kvæg, og i Forretningstiden at betræde eller pakkes Foderstoffer og at foretage et Syn der og at se i Forretningsoptegnelserne, endvidere at udvælge og medtage mod Modtagelsesbevis Prøver til Undersøgelse. Paa Forlangende maa en Del af Prøven blive ladt tilbage under Myndighedernes Segl og maa der ydes en passende Godtgørelse for den medtagne Prøve.
§ 6.
Arbejdsgiverne i Foretagender, hvor der fremstilles Foderstoffer eller holdes Kvæg, samt de af dem ansatte Ledere af Driften og Opsynsmænd er forpligtet til paa Forlangende at give Politimyndighedsmændene og de Sagkyndige Oplysning om Fremgangsmaaden ved Fabrikationen af Produkterne samt om Forretningens Omfang og om, hvilke Stoffer der forarbejdes eller bliver opfodrede, i Særdeleshed med Hensyn til Kvantum og Oprindelse.
§ 7.
De Sagkyndige er forpligtede til, under Forbehold af Udfærdigelsen af Beretninger i Embedsfør og Anmeldelse af Overtrædelse af Loven, at iagttage Tavshed med Hensyn til de Indretninger og Forretningsforhold, der ved deres Tilsyn kommer til deres Kendskab og at afholde sig fra ar oplyse om dem og udnytte Forretnings- og Fabrikationshemmeligheder. De skal i saa Henseende tages i Ed.
§ 8.
Landscentralmyndighederne udsteder Bestemmelserne vedrørende Udførelsen af denne Forordning.
§ 9.
Med Pengebøder indtil et Tusinde fem Hundrede Mark eller med Fængsel indtil tre Maaneder straffes:
1. hvem der overtræder Forbudet i §§ 1 og 2 eller de paa Grundlag af § 3 udstedte Anordninger fa Landscentralmyndighederne;
2. hvem der med Vidende sælger, falbyder eller paa anden Maade bringer i Handlen Fabrikanter, der er fremstillede i Strid med Forbudet i §§ 1 og 2 eller paa grundlag af § 3 udstedte Anordninger af Landscentralmyndighederne;
3. hvem der trods § 7 i Forskrifterne ikke iagttager Tavshed eller ikke afholder sig fra Oplysninger om eller Udnyttelsen af Fabrikshemmeligheder;
4. hvem der overtræder de i Medfør med § 8 udstedte Udførselsbestemmelser.
I Tilfældet Nr. 3 indtræder en Retsforfølgelse kun, naar Arbejdsgiveren ansøger derom.
§ 10.
Med Pengebøder indtil et Hundrede og halvtreds Mark eller med Arrest straffes:
1. hvem der i Strid med § 5 nægter Adgang til Rummene, Tilladelse til at fortage Synet, til at se Forretningsoptegnelse eller til Udtagelse af en Prøve;
2. hvem der nægter, at give de af ham i Medfør af § 6 krævende Oplysninger- eller ved Meddelesen med Vidende giver falske Oplysninger.
§ 11.
Denne Forordning træder i Kraft med den 11. Januar 1915. Rigskansleren bestemmer Tidspunktet, naar den skal træde ud af Kraft.
Kundgørelsen af 28. Oktober 1914 (Rigs.Lovblad side 460) vedrørende Opfodring af Brødkorn og Mel ophæves. Saafremt Landscentralmyndighederne ikke har truffet eller træffer andre Anordninger, forbliver de Bestemmelser, som de har udstedt paa Grundlag af §§ 2 og 4 i denne Kundgørelse i kraft; Overtrædelse straffes efter § 9 af den her meddelte Anordning.
Berlin, den 5. Januar 1915.
Rigskanslerens Stedfortræder.
Delbrück

Nyheder

22. januar 1915. Regiment 84 skifter stilling til Uffholz og Sennheim. De frivillige – mest store drenge – sad og græd.

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

84’eren “Chr.” deltog i stormen på Hartmannsweilerkopf. Efter stormen fortæller

Den 21. Januar om Aftenen blev vi afløst. Vi kom ned til Byen Bollweiler og haabede nu paa et haardt tiltrængt Hvil. Det var kun faa og sørgelige Rester, Bataillonen kom tilbage med. Vi var ikke saa lidt deprimerede og medtaget i enhver Henseende. Men endnu samme Nat kom der Telegram om, at vi omgaaende skulde i Stilling ved Ufholz og Sennheim [ved Mühlhausen/Mulhouse].

Hülsemann, der var en Fører, vi alle holdt meget af, blev yderst opbragt, da han modtog Telegrammet. Til at begynde med nægtede han rent ud at gaa i Stilling. Han gjorde Forestillinger og henviste til Mandskabets Forfatning og de Strabadser, vi havde gennemgaaet. Det hjalp altsammen ingen Ting. Grædende gav han Ordre til Opbrud.

Den ny Stilling var ikke bedre end den gamle. Skyttegraven indskrænkede sig til elendige Huller. Kampene var de samme forbitrede her som der, Vinterføret ligeledes, og vi havde ogsaa her mange Døde og mange Saarede. Mens vi laa her, fik vi for anden Gang Udfyldningsmandskab hjemmefra, det var Landstorms-mænd. Den første »Ersatz« fik vi ved Moulin, det var Frivillige, mest store Drenge, der ikke sjældent sad i Skyttegravene og græd.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin — Skyttegrag ved Moulin – her er det søsterregimentet Nr. 86

Nyheder

22. januar 1915. “Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons.”

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar var hans bataljon flyttet til Soissons, hvor det deltog i det tyske angreb her 8.-14. januar.

Cuy d. 22. Jan. 1915.

Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons. Jeg forstår næsten ikke, at jeg kom uskadt derfra. Vi kom derud om natten og vidste hverken det ene eller det andet, kun peb kuglerne fra alle sider, så vi kunde nok regne ud, at vor reservestilling ikke var så langt tilbage. Da det blev dag, viste det sig, at vi lå lige over for franskmændene, og snart begyndte granaterne at regne ned over os, så slemt, at de, der ellers har været med hele tiden, ikke har oplevet noget lignende. En del af os, hvoriblandt også jeg, søgte dækning noget tilbage i en skov. Her var det langtfra sikkert, men dog lidt bedre end forude. Her lå vi og ventede, at franskmændene skulde komme, men de kom ikke, og hen paa eftermiddagen gik vor bataillon over til angreb og tog de franske stillinger og en hel del fanger. Stormen var temmelig let. De franske Stillinger var helt ødelagt af det svære tyske artilleri. Det var forfærdeligt at se dets virkning. Ligeledes lykkedes det med disse svære kanoner at spærre vejen for den franske reserve. — De stillinger, vi tog, vil ikke være lette at tage igen, for højderne falder brat ned mod Aisnefloden.

Det var en herlig egn der. Vi lå på højderne på nordsiden lige over for byen, en dejlig by, med to store domkirker, som jo desværre vist ikke bliver skånet, nu når det tyske artilleri for alvor beskyder byen. Ved begge sider af Aisne hæver sig skovbevokste højder, hvoraf små byer og enkelte huse titter frem. Man kunde ikke blive træt af at se på dette billede. Men desværre er der jo nu så meget, der skæmmer det. Man behøver blot at se lige ned for sig, overalt ligger lig af franske sønner, der i disse dages hårde kampe har sat livet til. Ja der har været kæmpet hårdt om disse højder og hidtil uden held for tyskerne.

Nu kom vor 1. bataillon og tog dem. Og tænker man så på, at over halvdelen af mandskabet i det er fra Nordslesvig — det var altså os, der skulde klare det, — og lader vi så tankerne glide hjemad og behandlingerne der — hvilken forskel!!

I 5 dage lå vi derude i skyttegravene og fik næsten hverken søvn eller mad, kun en hel del vin gav det, da der var rigeligt deraf i byen og et par slotte, som vi erobrede.

Nyheder

22. januar 1915. “Tyskerne har desværre båret sejren hjem ved Soissons.”

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste ved Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten.

Cuy, Oise, den 22. januar 1915

Kære forældre!

Det forholder sig desværre sådan, som der skrives. Tyskerne har båret sejren hjem ved Soissons, har taget en mængde fanger. Det stemmer også, hvad franskmændene skriver, at vi var tropper fra 7 regimenter, der angreb: 84,85,86,12,36,163,52 samt III jægere.

Vor bataljon alene har vist taget hen imod tusinde fanger, et maskingevær, en revolverkanon; de kom jo løbende imod os uden våben med hænderne i vejret; jeg forstår ikke, så lidt modstand de gjorde. Men da jeg først havde set deres skyttegrave, forstod jeg det bedre. Vort svære artilleri havde i flere dage beskudt dem med haubitser; de går rutsj gennem de stærkeste dækninger, de slår et hul i jorden så stort som vort spisekammer og spreder død og ødelæggelse i en omkreds af næsten et halvt hundrede meter. Deres grave lå fulde af døde og sårede, og de må til sidst være bleven helt forrykte af skræk, så de har mistet al modstandskraft – tilmed var de lutter nye tropper, som lige var kommet dagen i forvejen.

Vi var helt inde i de forreste huse af Soissons, En Poulsen af Sommersted sov derinde i en kælder natten over, og en fransk vagtpost patruljerede udenfor. Nå, tanken om alt det fylder mig med vemod. Glad er jeg, at jeg selv er sluppet derfra; for når man kunde slippe helskindet igennem en sådan granat- og kugleregn, så har man håb for fremtiden. Ingen af de „gamle” havde oplevet noget lignende i de mange slag, de har været med til.

En kærlig hilsen fra jer søn Kresten

Nyheder

22. januar 1915. Hemming Skov på infirmeriet: “Det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!”

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

Vi var tit vaade, og det gav Eftersmæk, En Del blev syge, og en skønne Dag fik jeg daarlige Øjne.

Orlov var for Frontsoldater paa dette Tidspunkt af Krigen endnu et ukendt Begreb, men nu gjaldt det virkelig om at faa Held til at blive sygemeldt. At dette ikke var saa ligetil og let, skal belyses gennem en gængs Talemaade Kammeraterne imellem om dette vanskelige Problem. Den lød saa drastisk, at det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!

Tre Gange paa tre efter hinanden følgende Dage meldte jeg mig hos Bataillons-lægen, før det lykkedes for mig. Denne gav mig en Seddel, hvorpaa jeg henvistes til Infirmeriet i Partokko. Og med denne Seddel i Haanden som et kært Klenodie begyndte for mig en lykkelig Rejse, hvor jeg dog til at begynde med — forskellige Steder i Selskab med utallige baade let- og haardtsaarede — lærte Krigens Følger at kende i al sin Gru.

Nyheder

21. januar 1915. “Skyd mig ned, så jeg endelig kan få fred!”

21. januar 2015 Rene Rasmussen 2 kommentarer

“Christian” fra Regiment 84 fortæller om oplevelser på Hartmannsweilerkopf

“For hvert nyt Angreb blev der tyndet yderligere ud iblandt os. Vi havde især mange Haardtsaarede. En Dag blev Kompagniføreren fra 5. Kompagni haardt saaret. Vor Fanebærer, en Sergent, fik Maven revet op og led meget, udsat som han var for Kulden og den alt for utilstrækkelige Hjælp, der under de udsatte Forhold blev ydet ham. Tilsidst stønnede han: »Jeg kan ikke holde det ud mere, jeg kan ikke. Tag din Revolver,« sagde han til en Kammerat, »og skyd mig ned, saa jeg da endelig kan faa Fred.«

Midt under Kampen rejste min Sidemand sig, stillede sig ganske roligt bagved et Træ »Se der,« sagde han, og pegede paa de angribende Alpejægere, »se der, dem tager jeg paa Kornet.« Saa lagde han an og skød, igen og igen, skød og ladede paany, og nedlagde med største Sindsro 6 Alpejægere i Træk. Da han lagde an paa den Syvende, faldt Geværet ud af Haanden paa ham, en Kugle havde ramt ham i Armen. En Nødforbinding omkring og saa bare hurtigst muligt afsted tilbage. Han havde nu særlig travlt, men der var heller intet at vente efter i dette Helvede, han satte sig paa Enden og rutschede med den blodige Arm bøjet ind imod Kroppen ned ad Bakken. Mange misundte ham.

Aviser, Nyheder, Sønderjyder

21. januar 1915. “Et dansk hjem lagt øde”. Falitter i byggebranchen. Faldne og sårede.

21. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Et dansk Hjem lagt øde.
„Flensborg Avis” fortæller om et dansk Hjem i Nordslesvig, som Krigen helt har lagt øde. Det er hos Gaardejer A. Waldemar i Løjtkirkeby.

Manden selv var sygelig, og der var tre Sønner, der alle maatte i Krigen. Den ældste kom som Marinesoldat til Kiel. Og her blev han dræbt ved en Kedeleksplosion. Den anden kom til Belgien, blev haardt saaret, kom paa Lazarettet, blev kureret og sendt til Fronten igen, denne Gang mod Øst. Juleaften gik han paa Vagt, fik to Kugler gennem Hjælmen og en lige i Tindingen.

Faderen døde af Sygdom og Sorg lille Juleaften.

Den tredie Søn er Landeværnsmand og gør Tjeneste i Belgien.

Hjemme sidder en ensom, forladt og sørgende Moder.

Murermestrene i Haderslev melder sig fallit.
Siden Krigens Begyndelse har, meddeler “Dannevirke”, enkelte af Haderslev Bys Borgere enten haft Betalingsvanskeligheder eller maattet melde sig fallit; især er det svært for Bygge-haandvaerket. I Løbet af de sidste Maaneder har fire Murermestre maattet standse deres Betalinger eller melde sig fallit. I Onsdags bekendtgjorde Amtsretten der i Byen to Fallitsager.

Udvisning paa Als.
Malker Harald Elibius Andersen (dansk Undersaat), der er født den 16. August 1883 i Horsens, sidst i Skovby, er udvist fra det prøjsiske Statsomraade.

Faldne og aaarede.
Barbér Martin Junge, der havde Forretning paa Nytorv i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var 31 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn.

Endvidere er der indløbet Meddelelse om, at følgende er faldet: Jef H. Petersen af Skast. (9. Januar i Frankrig), Hans Thomsen af Gejlaa (6. September i Frankrig), Bagerm. Chr. Møller af Iller (ved Vestfronten).
Søren Jensen fra Øster Aabølling er blevet såret den 9. Januar ved M. i Frankrig, En Kammerat H. F. Hansen fra Ottersbøl, meddeler herom i et Brev til Forældrene og sender samtidig en Hilsen fra Kresten Schmidt og Bent Andersen fra Roager. Stationsforstanderen i Toftlund er bleven Saaret under Kampene i Frankrig.

Nyheder

21. januar 1915. “Og dog, – Haabet giver vi ikke Slip paa!”

21. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Feltpostbrev fra sønderjyde, dateret “M. den 21. januar 1915”

Hvad Krigen lærer
Jeg havde i min Afdeling en lille stilfærdig Soldat. Han var altid ved godt Mod. I glade som i tunge, alvorsfulde Timer var han altid den samme, den rolige, den prøvede Mand. Han gjorde mig mangen Tjeneste, hentede mig lidt Kul i Landsbyen til min lille Kakkelovn Og kom altid hen paa Eftermiddagen og spurgte, om han ikke skulde forrette et Ærinde for mig. Han fik altid en god Belønning for det.

Saa blev han haardt saaret, af et Skud i Hovedet, og faa Timer efter døde han, uden at være kommen til Bevidsthed. Hans Hjem laa langt nede i Schlesien. I vort Kompagni havde han kun Venner. Men der var en i 12. Kompagni, som stod ham meget nærmere. Han kom Dagen efter, og spurgte til ham. Men da var han allerede begravet, da var der allerede sat en lille Sandsten paa hans Grav.

Vennen kom ind til mig. Han var dybt rystet over hans bratte Død. Jeg gav ham lidt at spise og fik ham tøet op. Og saa fortalte han om den Afdødes Forhold, om et Par gamle; Forældre, som den Afdøde helt siden sin Konfirmation havde sørget for. Nu stod de to Gamle ganske ene i Verden, deres eneste Haab, deres Søn og Forsørger, var nu død. Og saa udbrød han: Det er nu mig ligegyldigt, om jeg falder i Dag eller i Morgen! Nu er min bedste Ven borte, nu bryder jeg mig ikke mere om at leve her paa Jorden!

Da gik det først op for mig, hvor inderligt dette Venskab dog havde været, hvor meget de to Venner dog havde holdt af hinanden. Ja, der gives sikkert mange af den Slags Venskaber mellem Soldaterne her i Felten, velsagtens ogsaa mange, som er bleven brudt paa lignende Vis.

Døden kræver næsten hver eneste Dag sine Ofre. Forleden Nat stod jeg og ledede Arbejdet ved en ny Hule. Det var henad Klokken 3. Maanen smilede mildt ned til os. Arbejdet gik med Afløsning. Fire Soldater, som lige var bleven afløst, stod og talte hviskende ved Siden af mig. Da faldt der et Skud. Den ene styrtede om ved min Side, de andre løb bort. Jeg sprang til. Manden var allerede død. Kuglen havde ramt ham i Tindingen. Et Par Timer efter laa han i den kolde Jord, og endnu samme Dag satte vi en Sten paa hans Grav. Men der vil gaa fire Dage, inden hans Paarørende faar det sørgelige Budskab.

Ja, Krigen er ubarmhjertig haard. Naar man saaledes gaar med Døden for Øje hver eneste Dag, hvor er Glæden over hver Dag, som man faar Lov til at leve, dog stor. Og naar der saa kommer en ledig Time, lever man hele sit tidligere Liv om igen i Tankerne. Man glæder sig over alle de fornøjelige Timer, som man før har haft, alt staar i et saa dejligt Lys. Og man bebrejder sig selv, at man ikke har udnyttet sin Tid bedre. Hvor kan det dog være, at man først nu opfatter alt det skønne paa rette Maade?

Hvor har vi dog i Grunden været utaknemmelige, har været, thi vi er det sandt for Dyden ikke mere. I skulde bare høre vor Samtale i en ledig Aftenstund, naar det lille Tællelys smiler vemodigt til os. Altid drejer den sig om, hvor lunt og godt, hvor rart og hyggeligt vi dog har haft det før. Ja, og før syntes vi dog allesammen, at saadan skulde og maatte det være. Derfor følte vi ingen Taknemmelighed. Og saa udmaler vi os altid, hvordan Fremtiden vil se ud. Men ak, det er alt saa uvist, saa usikkert. Man bygger og bygger, men ser dog den nære Fare for, at alt styrter sammen en skønne Dag. Og dog, — Haabet giver vi ikke Slip paa. Det holder vi fast til vort sidste Aandedræt. Det giver os Mod og Fortrøstning!

Ja, vi vil haabe, at det hele snart maa faa Ende. Sikken Lykke for den, som saa atter faar Lov til at vende hjem til sine Kære, ja, gid den Lykke ogsaa maatte times mig, saa vil man alligevel glæde sig over, at man har gennemgaaet en saa haard Prøvelse, glæde sig over meget af det, man har oplevet, da vil man føle sig som en Mand, rank og stærk og prøvet.

Ja, ha’ det saa alle godt, I mine Kære, – jeg tænker saa meget paa Jer.

Regiment 86 018 Moulin soldaterbegravelse — Soldaterbegravelse ved Moulin-sous-Touvent

Nyheder

21. januar 1915. “Der blev fordelt ti jernkors til hvert kompagni.”

21. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste ved Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. Han deltog i slaget ved Soissons i januar 1915.

DAGBOGEN

Cuy den 21. januar 1915

Festivitas. I går kom den kom. general v. Bohmer for at takke os, fordi vi havde hævdet regimentets ære. Der blev fordelt ti jernkors til hvert kompagni, og til min store forbavselse og skræk blev Peter Jensen råbt frem. Nu går han og skammer sig som en hund, fordi han slet ikke har fortjent det. Jeg traf Hans Moos, han havde været i Chauny for at få tænder plomberet. Nu er vi ved at falde lidt til ro igen. Jeg har fået et utal af breve og pakker, og nu skal jeg jo svare på det hele.

Den Store Krig 1914-1918

Kategoriarkiv: Nyheder

29. januar 1915. Nye faldnemeddelelser fra Hejmdal

29. januar 1915. Landraad Siemon fra Aabenraa Kreds: Der skal spares paa Havren

29. januar 1915. “Der bliver uddelt en frygtelig mængde jernkors …”

28. januar 1915. Hejmdal forbudt! Kejserens fødselsdag ikke omtalt tilstrækkeligt festligt!

28. januar 1915. Forberedelser forud for vinterslaget ved Masuren

27. januar 1915. Et strejftogt på Weichselfloden

27. januar 1915. Pølse, vin og franske granater til kejserens fødselsdag.

27. januar 1915. Hjemmefronten: Brødkorn beslaglægges og priserne stiger

27. januar 1915. Guld til gengæld for orlov. Grænsebevogtning øges

26. januar 1915. Annonce: Stearinlys i stedet for petroleum! Tæpper af avispapir!

25. januar 1915. Januarudsalg: Køb varmt tøj til soldaterne! Nedsat pris!

24. januar 1915. Sorg i Aabenraa: Gik sønderjyder ned med SMS Blücher?

24. januar 1915. Hans Petersens kammerat i køkkenet

24. januar 1915. “Jeg er syg og længes kun efter fred.”

24. januar 1915. Søslaget ved Dogger Banke

24. januar 1915. Hemming Skov på lazarettet i Alexandrovo

23. januar 1915. Kød og brød til hjemmefronten

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

23. januar 1915. Hemming Skov på vej væk fra fronten

23. januar 1915. Telegrammer til soldater i felten. Frigivelse af havre?

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

22. januar 1915. Bekendtgørelser vedr. opfodring af Brødkorn m.m.

22. januar 1915. Regiment 84 skifter stilling til Uffholz og Sennheim. De frivillige – mest store drenge – sad og græd.

22. januar 1915. “Det var en værre tur, vi der var på ved Soissons.”

22. januar 1915. “Tyskerne har desværre båret sejren hjem ved Soissons.”

22. januar 1915. Hemming Skov på infirmeriet: “Det ikke var tilstrækkeligt at komme til Lægen med Hovedet under Armen; der skulde ogsaa føres Bevis for, at det var ens eget Hoved!”

21. januar 1915. “Skyd mig ned, så jeg endelig kan få fred!”

21. januar 1915. “Et dansk hjem lagt øde”. Falitter i byggebranchen. Faldne og sårede.

21. januar 1915. “Og dog, – Haabet giver vi ikke Slip paa!”

21. januar 1915. “Der blev fordelt ti jernkors til hvert kompagni.”

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918