I den franske ”Plan XVII” indgår et angreb på Tyskland gennem Luxemburg som et centralt element.
Denne dag indleder ”Den første franske Armé” angrebet med 2 korps i Vogeserne og 2 nordøst for Sarrebourg (se kort)
Joffre var overbevist om, at de tyske tropper kun mønstrede 6 korps. Men der var i virkeligheden 8, da angrebene sættes ind. De var under ledelse af kronprins Rupprecht af Bayern (6. Armé) og von Heeringen (7. Armé).
Hermed indledtes krigens første blodige og skånselsløse kampe på egentlige slagmarker, hvor især det tunge tyske skyts spillede en uhyggelig rolle.
Ved Haelen i Belgien kommer det til et klassisk rytterslag mellem 2.400 belgiske kavalerister mod 4.000 tyske. Slaget udkæmpes med lanser og sabler og slutter med en belgisk sejr.
Slaget er et eksempel på, at den traditionelle tankegang ikke havde sluppet sit tag i den militære planlægning.
De voldsomme kampe ved forterne omkring Liège fortsætter. Tyskland har sat ind med et intensivt bombardement af de franske stillinger med voldsom effekt. Men mandskabet holder fortsat ud og nægter at overgive sig. Herved bindes og forsinkes de tyske tropper.
I Rusland gives der nu besked om generalmobilisering.
(+) Den 35-årige Oberleutnant Karl Fitze fra Tønder dør på Krankenhaus Westerland af sine sår.
Det engelske ekspeditionskorps – BEF – går nu ind i kampene på Vestfronten. På samme tid opretter England en flyvende kystvagt for at sikre sig mod angreb fra de tyske zeppelinere.
Frankrig afbryder de diplomatiske forbindelser til Østrig-Ungarn.
Kampene ved Mühlhausen raser videre med stor voldsomhed.
(+) Den 36-årige militærlæge, Oluf Riis fra Hoptrup, dør af hedeslag under marcherne ved Aachen.
Den 6. august 1914 stævnede Den Kejserlige Marines 1. Ubådseskadre ud fra Helgoland. 10 i alt. Blandt disse var U15.
U15 var bygget på Kaiserliche Werft Danzig og leveret til marinen i juli 1912. Om bord var den 21 årige Nikolai Hansen Wolf fra Egernsund sammen med 24 andre.
Opgaven var at lokalisere engelske krigsskibe. De 10 ubåde sejlede med en indbyrdes afstand på 7 sømil (ca. 13 km.) og dækkede altså en linje på omkring 240 km. Eftersøgningen foregik i den nordlige Nordsø mellem Utsire på Norges vestkyst og Orkneyøerne nord for Skotland. Ubådene var ikke neddykkede.
Den 8. august observerede U15, der lå længst mod vest, tre engelske krigsskibe. U15 dykkede straks ned og afskød en torpedo mod HMS Monarch. Forbier!
U15 i konvoj
Englænderne blev opmærksomme på de tyske ubåde – og jagten gik ind.
Den 9. august var tåget. U15 med Nikolai Hansen Wolf om bord fik maskinproblemer og dykkede ud ved Fair Isle, nordvest for Orkneyøerne, for at reparere maskinen. Støjen fra reparationen kunne høres langt væk over det stille, tågede vand. Om bord på krydseren HMS Birmingham kunne man tydeligt høre hammerslag. Krydseren satte fuld kraft frem mod U15 og fyrede løs. Seks skud fra krydserens kanoner slog ned omkring U15, men båden blev ikke ramt.
Ombord på U15 blev der nu givet besked på hastig neddykning. Mænd hastede ned gennem lugerne, dæksler blev lukket og U15 gjorde klar til dykning – for sent! For fuld kraft vædrede HMS Birmingham U15 med en hastighed på mere end 21 knob (ca. 40 km/t). U15 blev skåret midt over.
U15 gik til bunds med hele besætningen – inklusive sønderjyden Nikolaj Hansen Wolf. Det var den første tyske ubåd, der gik tabt under krigen.
I Alsace rykker det franske 7. korps frem fra Belfort og indtager byen Mulhouse, der kort tid forinden var blevet forladt af de tyske tropper.
Kampene ved Mulhouse (Mülhausen) 8. august 1914
Franskmændene var imidlertid usikre på de tyske planer og bevægelser og tøvede derfor med videre fremrykning.
I stedet begyndte man at anlægge en række skyttegravslinjer og afvente forstærkning til stor utilfredshed hos general Joffre, der ville have yderligere fremrykning.
Denne dag falder den 24-årige dragon, Jens Peter Jepsen, fra Øsby Sogn ved Bouvigny.
Den 2. tyske Armé under ledelse af feltmarskal Karl von Bülow indleder angrebet på de belgiske fæstningsanlæg ved byen Liége.
Kort over fæstningerne ved Liége
Fæstningsanlæggene består af 12 tungt bevæbnede forter ved floden Meuse med 6 på hver side. Den belgiske general Gerard Mathieu Leman, der havde kommandoen over fæstningsanlæggene, lod disse svare voldsomt igen. Tyskerne anvendte for første gang i verdenshistorien et luftbombardement, da man sendte en zeppeliner ind over byen og fæstningen med bomber. Dog uden den store effekt.
Det lykkedes således belgierne at bremse den tyske fremrykning – midlertidigt.
Efter Tyskland har overskredet den belgiske grænse, meddeler den engelske ambassadør i Berlin, Sir Edward Goschen, den tyske udenrigsminister Gottlieb von Jagow og kansler Bethmann-Hollweg, at England nu er i krig med Tyskland.
Theobald von Bethmann Hollweg
I indberetningen fra Sir Edward Goschen skulle Bethmann-Hollwegs blandt andet have sagt: ”at det skridt, Hans Majestæts regering havde taget, i den grad var frygteligt. Blot på grund af en lap papir (a scrap of paper)..” – en hentydning til aftalen mellem Frankrig, England og Belgien.
I en tale i Parlamentet sagde den engelske udenrigsminister, Sir Edward Grey, samme aften blandt andet: ”The Lamps are all going out all over Europe…”
Allerede få timer efter den tyske krigserklæring overskrider en mindre russisk kosakpatrulje den russisk-tyske grænse i Østprøjsen og besætter postkontoret i den lille by Klein-Zwalinnen (Cwaliny Małe, Polen). i de følgende dage krydser både tyske og russiske patruljer grænsen.
Tyskland erklærer Rusland krig, angiveligt fordi russerne ikke har besvaret det tyske ultimatum fra 31. juli om indstilling af al mobilisering, hvis frist udløb kl. 12 den 1. august. Den tyske hærledelse har dog ingen planer om et umiddelbart angreb på Rusland. For at undgå en tofrontskrig skal syv af de planlagte otte tyske armékorps i et hurtigt fremstød besejrer Frankrig. Den tyske hærledelse regner med at kunne nå dette inden, den russiske hær har mobiliseret og er klar til angreb. Når den franske hær er besejret, vil de syve arméer kunne sættes ind mod Rusland, og man har derfor foreløbig kun afsat en armé til beskyttelse af den tysk grænse mod øst.
Den tyske krigserklæring:
Den kejserlige tyske regering har siden krisens begyndelse brugt alle midler for at sikre en fredelig løsning. I overensstemmelse med et ønske fremsat til ham af Hans Majestæt den russiske Kejser har Den tyske Kejser sammen med Storbritannien indvilliget i at fungere som mægler mellem kabinetterne i Wien og St. Petersborg, men Rusland begyndte uden advarsel en generalmobilisering af sine styrker til lands og til vands.
Som følge af dette truende skridt, som ikke kunne retfærdiggøres med nogen militære tiltag fra tysk side, blev Det tyske Imperium stillet overfor en alvorlig og umiddelbar fare. Den tyske regering var derfor tvunget til at gøre indsigelse til Hans Majestæt Kejseren over alle Russeres regering og til at insistere på et ophør af den førnævnte militære handling. Da Rusland har nægtet at efterkomme dette krav og da det ved denne nægtelse har vist at dets handling var vendt mod Tyskland, har jeg æren af, efter instruks fra min regering at informere Deres Excellence om følgende:
Hans Majestæt Kejseren, min ophøjede Suveræn, accepterer i Det tyske Imperiums navn udfordringen og betragter sig som værende i krig med Rusland.
Første mobiliseringsdag fastsættes til den 2. august, hvilket i de følgende timer meddeles de lokale myndigheder telegrafisk.
Kreisblatt Apenrade skriver:
Mobiliseringen er anordnet. Den 2. august 1914 er den første mobiliseringsdag. Samtlige militærpligtige personer, der endnu ikke har modtaget en endelig beslutning om deres militære forhold, skal straks at melde sig til nærmeste myndighed til registrering i stamrullen.
Alle værnepligtige kan af deres militærpas se, hvor og hvornår de skal møde. I grænseområderne indkaldes også straks landstormen, der består af de ældste værnepligtige – de 39- til 45-årige.
Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.
Spændingen i Europa.
Hvor man hører fra, meldes det, at Spændingen og Nervøsiteten er stor, saa stor, at ingen kan mindes noget lignende; thi den hersker i enhver nok saa lille By hele Europa over, eftersom alle Europas Lande, naar det gaar galt, kan blive indviklede i den Krig, som nu er begyndt mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.
I ethvert af de store Lande, der enten høre til Tremagtsforstaaelsen eller Treforbundet, findes der to Partier, et Krigsparti, som absolut vil have Krig, og et Fredsparti, der ikke vil have Freden krænket. Disse Partier fører aabenlyst, men især bag Kulisserne, en voldsom Kamp, og Fred eller Krig afhænger af, hvem der vinder Overhaand. Afgørelsen kan trække ud, og den kan ogsaa komme pludselig. En almindelig europæisk Krig staar paa Dørtærskelen – et Ord, som anvendes ofte i disse Dage.
Krigsbegejstringen for ikke at sige Krigsgalskaben er størst i de af Slaver og Tyskere beboede og beherskede Lande; thi det længe ulmende Had mellem de to Folk, Slaver og Germaner, synes nu, da Tiden er til det store Opgør, at ville bryde ud i lys Lue.
Heldigvis synes Flertallet af de ledende Mænd i alle Stater og særlig de, som det mest kommer an paa, endnu at ville dæmme op for den Kæmpekrig, hvis Udfald og Følger vil være uberegnelige.
Naar man læser tyske Blade, vil man lægge Mærke til, at der i meget store Dele af det tyske Folk er en udpræget Krigslyst. Begejstringen for Østerrig-Ungarn er meget stor, og hele skylden væltes over paa Serbien.
Det skal ikke nægtes, at Serbien har en meget stor Part af Skylden, og særlig maa det stygge Dobbeltmord paa det østerrigske Kronprinsepar den 28. Juni fordømmes paa det skarpeste; men Østerrig og Ungarn har i mange Aar undertrykt og forulempet Serbien paa alle mulige Maader, saa det er forstaaeligt, at Serberne til Gengæld tirrer deres store Nabofolk, hvor de kan, og at serbiske Fædrelandsvenner nu efter Sejren over Tyrker og Bulgarer gør sig Haab om at samle alle serbisktalende Folk – ogsaa de, som er under Østerrig-Ungarn, som til Eksempel Bosnien og Herzegovina – til et stort serbisk Rige.
Men sligt kan en Regering som den østerrig-ungarnske selvfølgelig ikke billige og bør, før det bliver for sent, skride ind derimod. Nu maa man altsaa i Wien have indset, at det var paa højeste Tid, og ved Mordet paa Tronfølgerpaaret brast Taalmodigheden. Serbien skal straffes.
At man paa ledende Steder i Tyskland er ked af de stærke Tilkendegivelser for Krigen, fremgaar af en officiøs Artikel i ”Hamburger Correspondent” i Gaar under Overskriften ”Spænding og Bekymring”. Det hedder her til Slutning: ”I det tyske Folk har den Bekymring og den Spænding, som er bleven paalagt det, heldigvis ikke fostret nogen som helst Modløshed. Langtfra at ønske Krigen er Tyskland besluttet paa fuldt at staa paa sin Forbundsfælles Side. De i de sidste Dage fra forskellige tyske Byer meldte Tilkendgivelser lader ingen Tvivl tilbage; men nye Tilkendegivelser behøves ikke. Ja, den kan skade, da de let kan udarte og blive en Brod mod andre Magter.
Det er derfor absolut i sin Orden, at der nu i Berlin er udstedt Forbud herimod. Lad Diplomaterne have Ordet. De har givet os tydelige Beviser for, at de forstaar Folkets Sprog. I Kabinetterne er man ligesom i Fædrelandets videste Kredse gennemtrængte af, at den svære Krise ikke maa endes med en raadden Fred.”
– Krigslystens Udslag er altsaa kommen visse Folk i Berlin paa tværs; de ønsker ikke saa megen Rabalder.
Redaktør Nicolai Svendsen
Udenrigsrubrikken “Politisk Rundskue” var redigeret af Nicolai Svendsen
Den kongelige serbiske regering har ikke svaret på en tilfredsstillende måde på noten af 23. juli 1914, overgivet af den Østrig-Ungarske gesandt i Beograd, den kejserlige og kongelige regering ser sig derfor tvunget til at sikre sine rettigheder og interesser, og med det formål at gribe til våbenmagt. Derfor betragter Østrig-Ungarn sig herefter som værende i krig med Serbien.
Avisen Modersmaalet-Dannevirke udkom ikke på søndage. Men søndag den 26. juli 1914 udgav avisen denne løbeseddel om krigserklæringen mellem Østrig-Ungarn og Serbien. Avisen var nu to dage for tidligt på den …
Flensborg Avis analyserer den højspændte situation på Balkan efter det østrigske ultimatum den 23. juli:
Østerrigs note til Serbien – Et Ultimatum
De viser sig, at de beroligende Røster, der midt i Ugen fremkom fra Wien, ikke var til at stole paa, i Særdeleshed den Meddelelse, at der ikke ville blive sat noget Frist paa Besvarelsen af den bebudede østerrigske Note.
Denne Note blev allerede i Torsdags Eftermiddags Klokken 6 overrakt den serbiske Regering af baron Giesl, og den kræves besvaret inden 48 Timer.
Det er altsaa de østerrigske Krav. De overgaar vistnok de flestes Forventninger. Det synes klart, at de allerfleste af disse Fordringer, om overhovedet nogen af dem, kan Serbien ikke gaa ind paa. Selv hvor der stilles et rimeligt Forlangende, saaledes om en Undersøgelse mod Deltagerne i Komplottet fra Sarajevo, er det knyttet sammen med den ydmygende Fordring, at østerrigske Embedsmænd skal se de serbiske paa Fingrene.
Hele denne Note maa efterlade det Indtryk, at Østerrig vil have Krig med Serbien, skønt man i Wien maa være klar over, at dette saare let kan føre til en Europæisk Krig.
Haderslev-avisen “Modersmaalet” behandler i sin udenrigsrubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa:
Østerrig-Ungarns Klagemaal over Serbien.
De østerrig-ungarnske Sendemænd i Tyskland, Frankrig, Storbritanien, Italien, Rusland og Tyrkiet har af deres Regering faaet Paalæg om at bringe Indholdet af den østerrig-ungarnske Note til den serbiske Regering til den Regerings Kundskab, ved hvilken de er akkrediteret, og dertil at føje en Bemærkning, i hvilken der henvises til Serbiens Politik, som gaar ud paa at forberede Løsrivelsen af de til Serbien grænsende østerrig-ungarnske Distrikter. Serbien er bleven Arnestedet for en forbryderisk Agitation…..
Østerrigske Hovedstadsblade om Noten til Serbien.
Bladene i Wien erklærer overenstemmende, at den til Serbien rettede Note er Begyndelsen til et Forsvar og ikke et Angreb, at den viser Monarkiets faste Vilje, men ikke forlanger andet af Serbien, end hvad dette for længst af fri Vilje burde have gjort for at værne sin Anseelse over for Europa. Den samlede Presse udtaler haabet om, at Serbien ved en hurtig Antagelse af Østerrig-Ungarns Fordringer vil afvise enhver Mistanke for Fællesskab med Morderne, og være klog nok til ikke at vælge Krigen, men Freden.
En Verdensfredskongres.
I Byen Konstanz skal der fra den 1. til 4. August afholdes en Verdensfredskongres. Stødet dertil er udgaaet fra England, og i alt 120 Delegerede fra alle Lande deltage i Kongressen, især vil der komme Deltagere fra De forenede Stater, England, Holland og Svejts.
De Delegerede er for det meste høje kirkelige Embedsmænd, særlig har den katolske Kirke udnævnt Kardinaler, Ærkebiskopper og Biskopper.
Ogsaa Diplomater vil besøge Kongressen, der skal kaldes ”International Verdensfredskongres” eller ”Kirkelig Fredskongres”. – I den stærkt politisk bevægede Tid kan en Verdensfreds-Kongres næppe udrette stort; men derfor kan det vel nok med Tiden gøre sin Virkning, at fremragende Personer fra alle Lande optager en Virksomhed for Verdensfredens Fremme. Især bør det være Kirkens Pligt at arbejde for Fred.
Flensborg Avis beretter om begivenhederne i Europa:
Østerrig og Serbien. En engelsk Advarsel.
I Beretninger fra Wien til tyske Blade hedder det, at man nu ser roligere paa Tingene. (…) Ingen kender endnu de østerrigske Fordringer (…) og i ledende Kredse er man overbevist om, at Serbien vil gaa ind paa dem. Dette vil naturligvis afhænge af deres Art, og det vil derfor udelukkende komme an paa den østerrigske Regering, om Tingene skal udvikle sig i den ene eller den anden Retning. Er Østerrigs Krav urimelige, vil Serbien utvivlsomt kunne stole paa Ruslands støtte.
Men ogsaa alle uhildede Iagttagere vil i saa Fald staa paa Serbiens Side. Meget oplysende er en Artikel, der i Onsdags fandtes i Verdensbladet Times; den turde gengive den almindelige Opfattelse:
“Den voksende Spænding mellem Østerrig-Ungarn og Serbien har hidført en Situation i den europæiske Politik, der er alt for alvorlig til, at man kan lade den uænset. Det er ikke vort ønske at overdrive Faren, men Magterne maa søge at besværge den, inden det er for sent. Og der er ingen Tid at spilde. (…)
Den østerrigske Regering har hidtil handlet med forholdsmæssigt Maadehold. Det er nu som før vort Haab, at den Holdning, som Kejser Franz Josef umiddelbart efter Mordgerningen indtog i de af ham udstedte Proklamationer til Hæren og Folket, maa blive bibeholdt under de uundgaaelige Forestillinger, der vil blive gjorte Serbien. Men der er tydelige Tegn paa, at man i indflydelsesrige Kredse nu indtager en ganske forandret Holdning. Det er vel tilfredsstillende, at der ogsaa i disse Kredse er et stærkt Ønske om at opnaa Støtte hos Europas offentlige Mening. Men de Midler, der anvendees, er snarere egnede til at modarbejde end opvække Sympati hos upartiske Iagttagere.
Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen. Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Konflikten, hvis det kan. Men det er lige saa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmaal.
Et Felttog mod Serbien, ja blot Fordringer over for Serbien, der kan synes at være Udslag af politisk Ærgerrighed, vil i Rusland fremkalde en slavisk Bevægelse, der vil kunne øve Indflydelse paa Regeringen. Og hvis det forholder sig rigtigt, at Østerrig-Ungarn er bestemt paa at benytte Lejligheden til at søge alle Spørgsmaal, der angaar Orienten, ordnet, saa er Faren for en Eksplosion overordentlig stor.”
Flensborg Avis’ udenrigspolitiske artikel var skrevet af Peter Simonsen
Til ”Neues Wiener Tagblatt” meddeles fra Semlin den 23. Juli:
Den østerrig-ungarnske Gesandt har over for den serbiske Regering klaget over, at serbiske Gendarmer for nogle Dage siden har skudt paa østerrigske Undersaatter. Den serbiske Regering har indledt en indgaaende Undersøgelse. ”Novoje Bremja” skriver i Anledning af den spændte Stilling mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, at Rusland og Frankrig endnu mindre end i 1912 og 1913 vil tillade, at Østerrig overfalder Serbien.
Østerrigsk Ultimatum til Serbien.
Ifølge et i Morges modtaget Telegram fra Belgrad har den østerrig-ungarnske Gesandt i Aftes Kl. 6 overrakt den serbiske Regering en Verbalnote med den østerrig-ungarnske Regerings Krav til Serbien. I Noten kræves der Svar til Lørdagen den 25. Juli Kl. 6 Aften.
Flensborg Avis skriver om krisen mellem Østrig-Ungarn og Serbien:
Østerrigs Henvendelse til Serbien
(…) Det forlød i Tirsdags i Wien, at Østerrig ville forlange et Svar af Serbien inden 48 timer, og om Notens formentlige Indhold hedder det i et Telegram fra Wien til et berlinske Blad:
‘Efter hvad man hører, vil det wienske Kabinets Note være affattet i en høflig, men bestemt Form og først kræve Indledelsen af en Undersøgelse mod de serbiske Statsborgere og Organer, der er blottede ved Mordet i Sarajevo med Garanti for, at denne Undersøgelse fører til en grundig og virkelig Fuldstændiggørelse af det Resultat, der blev fastslaaet ved Undersøgelsen i Sarajevo. Disse Garantier er af Betydning med Henblik paa, at det østerrig-ungarske Monarki vil have fuld Sikkerhed for, at de skyldige ogsaa virkelige forfølges og straffes. (…).’
Noget som helst Hensyn til, at Østerrig har gjort det serbiske Folk en blodig Uret ved Anneksionen af Bosnien i 1908, trykker ikke den østerrigske Regering; men det har næppe heller nogen ventet.
Man haaber nu i Wien, at ingen andre Stormagter vil blande sig i Sagen. Hvad Italien og Tyskland vedrører, er man vis derpaa, og ligesom “Norddeutsche Allgemeine Zeitung” har den engelske Regerings Organ “Westminster Gazette” talt om, at Konflikten bør “lokaliseres”.
Frankrig og Rusland har ikke ytret sig; men Bladet “Neue Freie Presse” i Wien glæder sig over, at man i Talerne i Skt. Petersborg ikke har slaaet i Bordet, og at de ikke indeholder nogen Opmuntring for Storserbervæsenet.
Præsident PoinCaré er altsaa paa Besøg i St. Petersborg. At hans Rejse har stor politisk Betydning, er der ingen, som tvivler om, særlig da han ledsages af Førsteminister Bibiani og Direktøren for Udenrigsministeriet i Paris de Margerie.
Af de russiske Blade har ”Novoje Bremja” betonet Toforbundets fredelige Karakter, men tillige hævdet, at det burde optræde med Fasthed.
Kadetbladet ”Retj” erklærer, at Forbundets Forpligtelser maa være gensidige, og advarer indtrængende Frankrig mod at nedsætte den treaarige Tjenestetid. Sker det, vil Ruslands Følelser for Frankrig blive stærkt afkølede. Bladet haaber, at Poincaré som en særlig Mægler kan skaffe en engelsk-russisk Marineoverenskomst i Stand.
Et radikalt russisk Blad peger paa de svære Byrder, som Forbundet paalægger begge Lande, kræver, at de skal nedsættes, og tager til Orde for et tysk-fransk-russisk Forbund.
De franske Blade er glade over, at den fransk-russiske Forstaaelse er saa inderlig, men betoner i øvrigt, at de stærke Rustninger er den bedste Garanti for en Verdensfred.
”Action” skriver, at man fra Berlin stadig udbreder Rygter om, at Frankrig ønsker Hævn. Det er imidlertid ikke Tilfældet, og Rygterne udspredes kun for at dække over den udæskende Politik, som man fører i Berlin.
”Gaulois” erklærer, at Poincaré ikke nu vil foreslaa en engelsk-russisk Marineoverenskomst, en saadan kan komme senere, men først maa de to Magter blive enige om de persiske Spørgsmål.
”Matin’s” Petersborgkorrespondent Jules Hedeman, fremhæver i sine Artikler vedvarende Ruslands umaadelige militære Styrke. Den russiske Hær tæller nu 44, til næste Aar 45 Hærkorps, dog maa 12 blive i Asien, 2 i St. Petersborg og Finland. Hele Resten kan angribe ved de tyske og østerrigske Grænser.
Overfor Rumænien behøver Rusland ikke mere at dække sig, da dette Land ikke længere har nogen Militæroverenskomst med Østerrig, og det sandsynligvis vil vende sig mod Østerrig for at tage Siebenbürgen. I stærk Modsætning til den krigerske Tone i denne Korrespondance, staar, som meddelt, de Taler, som Kejser Nikolaj og Præsident Poincaré har udvekslet.
Østerrig og Serbien
Det spændte Forhold mellem Østerrig og Serbien forvolder vedblivende Uro, ikke mindst paa Børserne. En snarlig Udbrud af en Krig regner man dog ikke med. Man mener i berlinske diplomatiske Kredse, at Forhandlingerne mellem Wien og Belgrad i Betragtning af Forholdenes alvorlige Natur vil strække sig over et længere Tidsrum…
”Times” behandler i Tirsdags den truende Stilling i en længere Artikel, hvor det bl. andet hedder: ”Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen.
Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Striden, hvis det kan. Men det er ligesaa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmål.”
Flensborg Avis beretter om en episode ved den tysk-russiske grænse:
Zeppelin over Vojens banegård
Fra den russisk-tyske Grænse har Rygtet fortalt, at det tyske Militærluftskib “Z4” havde været over Grænsen, og at russiske Grænsesoldater havde skudt paa det.
Fra Berlin hævdes halvofficiøst, at Luftskibet ikke har været over Grænsen, men et par Kilometer derfra, og at Besætningen paa Grund af Støjen fra Skruerne ikke har kunnet høre, om Russerne alligevel skød.
I “Hamburger Fremdenblatt” gaas der ud fra, at Russerne har forset sig, og at Tyskerne er optraadte ulasteligt, og det kræves, at Tyskland endelig engang skal slaa i Bordet for Rusland.
Naar Hundedagene indfinder sig, og det gør de i Dag, plejer man ogsaa at kriges i – Aviserne. De sidste Ugers stærke Solskin og Hede synes i Aar at have fremkaldt en krigerisk Stemning før dette Tidspunkt; thi Stemningen har været meget krigerisk hele sommeren igennem og en Del af Foraaret med, særlig i tyske og slaviske Blade. Heldigvis kommer engang imellem et ledende Blad med en afsvalende Bemærkning.
I Anledning af det forestaaende Opgør mellem Østerrig-Ungarn og Serbien offentliggør ”Norddeutsche Allgemeine Zeitung” i sin Ugeoversigt i Søndags en officiøs Erklæring, hvori det hedder:
”Vi slutter os til det mere end et Sted udtrykte Haab, at det ved, at den serbiske Regering i Tide stemmer Tonen ned, undgaas, at det kommer til en alvorlig Krise. Europas Sammenhold, der hidtil under den lange Balkankrise har givet sig Udtryk gennem Bevarelsen af Freden mellem stormagterne, gør det i hvert Fald ønskeligt og nødvendigt, at de Stridigheder, der kan opstaa mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, forbliver lokaliserede”
I Bemærkningerne til denne Erklæring hedder det, at den fortjener særlig Opmærksomhed. Der forlanges frie Hænder for Østerrig-Ungarn under det kommende Ordskifte med Serbien, der, efter hvad man antager, ikke vil forløbe saa glat. En Indskriden udefra med det Formaal at støtte Serbien kan ikke forblive ubesvaret fra Tysklands Side, og Bevarelsen af Freden er derfor kun sandsynlig, naar stormagterne afholder sig fra enhver Indblanding i denne Sag mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.
At Østerrig-Ungarn vil afholde sig fra enhver Voldshandling over for det serbiske Landomraade og det serbiske Folk og vil holde sig strengt til sin Opgave: en moralsk politisk Udrensning i Serbien og Tilintetgørelse af det anarkistisk-nationalistiske Soldaterherredømme i Belgrad, er en Selvfølge. En saadan skarp Begrænsning til den egentlige Opgave er ganske i Østerrig-Ungarns egen Interesse, saa at det næppe kan tænkes, at ville lade sig friste til at gøre sig skyldigt i Overgreb, der kunde fremkalde en russisk Indskriden.
Haderlev-avisen “Modersmaalet” kommenterer udviklingen i Europa:
Fast og Rolig sin Vej.
I Anledning af de franske Blades rosende Omtale af det russiske Forsvarsvæsen bemærker ”Berliner Lokal-Anzeiger” i sin politiske Ugeoversigt for i Søndags bl. andet:
Hr. Poincaré har endnu ikke naaet sit Rejsemaal, og allerede viser Forstaaelsesfællerne i et uundgåeligt Anfald af Lidenskab de forfærdelige Tegn paa tøjlesløs Hadefuldhed. Jo mere beskæmmende de Tilstande er, som dertil kaldede Kritikere i disse Dage har fastslaaet i Frankrig, des mere imponerende skildres de russiske Krigsforberedelser for dermed at gøre Indtryk i Tysland. Muligvis er i Rusland alt det Guld, som glimrer. Men den tyske Hær vil man ikke indjage Frygt og Rædsel. Den gaar fast og rolig sin Vej og kan fortrøstningsfuldt vente paa det, som skal komme.
Krigsfaren i Sydøst.
…”Neue freie Presse” i Wien erfarer fra særlig Kilde angaaende Ruslands Holdning over for den østerrig-serbiske Spænding følgende: Rusland haaber, at Østerrig-Ungarn ikke vil stille Krav til Serbien, der paa nogen Maade truer dette Lands Selvstændighed. Saafremt Østerig-Ungarns Forlangender er maadeholdne, vil Rusland sikkert i Fredens Interesse gøre alt for at støtte dem.
Haderslev-avisen “Modersmaalet” kommenterer situationen i Europa:
Præsident Poincarés Rejse. Verdens stærkeste Militærmagt.
I anledning af Præsident Poincarés Rejse fremhæver Bladene i Paris de militære Kraftanstrengelser, Rusland i den sidste Tid har gjort. Med særligt Eftertryk fremhæves dette i et Telegram som ”Le Matin” har modtaget fra sin særlig Korrespondent i St. Petersborg. Det hedder deri:
… Paa Forøgelsen af den tyske Hær har Frankrig svaret med 3-Aarsloven og Rusland med sin Mandskabsforøgelse, der den første Maaned i Aaret 1916 vil give det en knusende Overlegenhed over alle europæiske Hære.
Rusland vil da ganske alene have en Fredsstyrke, der i Tal overgaar Treforbundets forenede Hære.
Bladet ”Eclair” skriver: Den tyske Presses Ro er bleven forstyrret. Den ser en Fare i den slaviske Bevægelse. Ogsaa vi føler, om end af andre Grunde, Trang til Klarhed. Lad os haabe, at Præsident Poincarés Besøg hos Kejser Nikolaj maa splitte de skyer, der indhyller en hel Verdensdel. Aldrig tidligere har der eksisteret en mere begivenhedsrig, mere alvorlig Tid. Vi vil ikke være Ofre for en kunstig Ophidselse, men heller ikke overraskes af uforudsete Forpligtelser.
Der er Skyer paa den politiske Himmel.
I en Tale ved Lordmayorens Middag i Fredags for Citys Bankierer og Købmænd udtalte den engelske Finansminister Lloyd George blaandt andet:
Et er af allerstørste Betydning for os, nemlig Freden, Fred udadtil og Fred herhjemme. For et Aar siden befandt vi os midt i en stor Krig i Orienten. Det var en Tid fuld af Uro og Bekymring, og vi forestiller os nu næppe, hvor foruroligende Stillingen var.
Vi Englændere har Grund til at være, stolte af, at under hele denne Forvirring, der havde kunnet føre til en af de største Ulykker, der nogen Sinde har truet den europæiske Civilisation, overtog England under Sir Edward Greys kloge Ledelse Førelsen af Arbejdet paa Genoprettelsen af den europæiske Fred.
Paa den internationale Himmel findes der stedse Skyer; en fuldstændig skyfri Himmel gives der aldrig i Udenrigspolitikken, og ogsaa nu er der Skyer; men naar vi i Fjor er slupne over saa meget større Vanskeligheder, stoler vi paa, at sund Menneskeforstand, Taalmodighed, god Vilje og Taalsomhed, der i Fjor hjalp med at overvinde større Vanskeligheder, vil sætte os i stand til at overvinde de nuværende Vanskeligheder.
Østerrig og Serbien.
Alt i Østerrig tyder paa, at et forestaaende Opgør mellem Østerrig og Serbien ikke vil forløbe glat. Regeringen i Wien er denne Gang fast besluttet paa at kræve utvetydig klar Besked af Regeringen i Belgrad. ”Neue freie Presse” skriver, at hvis Pasitch ikke kommer paa andre Tanker, vil det stille sig daarligt med Fredsudsigterne. Østerrig venter kun paa Høstens Tilendebringelse for at gaa mod Serbien.
Flensborg Avis analyserer i udenrigssektionen Verdens Gang situationen på Balkan
Ved Adriaterhavet
Fra Italien, Østerrig og Serbien er der kommet Meddelelser om delvis Mobilisering; fra alle tre Lande er det i de sidste Dage officiøst blevet modsagt, men Dementierne synes i hvert fald ikke alle troværdige.
Over for den serbiske Paastand om, at der slet ingen militære Forberedelser er sket, som kunne berettige til de østerrig-ungarske Meddelelser, opretholder Bladene i Wien og Budapest deres Opgivelser.
Hvem der har Ret, vides ikke. I hvert Fald kunne den serbiske Mobilisering meget godt forklares ved de fremkomne Efterretninger om, at der allerede sendtes østerrigske Tropper ned til Grænsen, hvilket temmelig længe blev staaende uimodsagt.
I et Telegram fra Wien hedder det: “Efterretninger fra Sarajevo, der kommer fra absolut paalidelig Kilde, gaar ud paa, at Meldingerne om Indkaldelsen af de serbiske Reserver virkelig stemmer overens med Sandheden. I herværende bestemmende Kredse erklæres, at de af de østerrig-ungarske Monarki paatænkte Skridt ikke vil blive paavirkede af de serbiske Benægtelsesforsøg.”
Dette ser næsten ud, som om man nu ville træffe militære Forberedelser i Østerrig under Paaskud af, at Serbien har begyndt.
Udenrigsrubrikken blev redigeret af Peter Simonsen
Verdenspressen er selvfølgelig optagen af den franske Præsidents Rejse til Rusland og de skandinaviske Hovedstæder.
Det russiske Hovedstadsblad ”Novoje Bremja” betegner Præsidentbesøget som en Fredshandling for hele Europa. Hverken Frankrig eller Rusland har angribende Hensigter. Tyskland kan rolig nedrive sine Fæstningsværker, baade ved den russiske og franske Grænse uden at udsætte sig for nogen Fare. [Mon det russiske Fremskridtsblad mener, hvad det her skriver? Et godt Værn er selvfølgelig den bedste Garanti mod Overfald.]
Det franske Hovedstadsblad ”Echo de Paris” skriver i Tilknytning til en Beretning om Poincarés rejse: ”Man vil overbevise sig om, at der foregaar en nøjere Sammenslutning mellem Treforstaaelsesmagterne. Dette snævrere Baand har allerede begyndt at blive knyttet ved Aarets Begyndelse, da Sir Edward Grey gjorde Skridt til at faa oprettet et Centralsted i London for Tremagtsforstaaelsens Anliggender. Siden har Rusland bevist, at det er dets fulde Alvor ogsaa at ville hævde sit Herredømme paa Havet.
Bladet hilser derfor med Glæde, at den første russiske ”Dreadnought” er bleven færdig, da det er Begyndelsen til Ruslands storslaaede Marineprogram.
I lummer Tordenluft.
Et tysk Blad gør opmærksom paa, at pludselig i den mest lumre politiske Tordenluft indløber Beretninger om, at trods alle modsigende Beretninger har Rusland den 1. Juli beholdt sine Reservetropper ved Hæren. Desuden gør Bladet opmærksom paa, at Italien har indkaldt 70,000 Mand af sin Reserve, og at Serbien vil forøge sin staaende Hær fra 45 til 70,000 Mand, samt at Tropper i de nyerhvervede Lande trækkes hjem til Moderlandet.
Flensborg Avis analyserer 18. juli i udenrigsrubrikken Verdens Gang den spændte situation mellem Østrig-Ungarn og Serbien:
Østerrig og Serbien
Efterretningerne om Mobilisering om end kun af en mindre Troppestyrke i Østerrig har med rette vakt Opsigt og Uro. Fra Wien nægtes det nu paa det bestemteste, at det er rigtigt; Meddelelsen er rent Opspind, paastaas der. Ogsaa til Øvelserne efter Høsten vil kun det sædvanlige Antal Forstærkningsmænd blive indkaldte.
Hvor meget man kan stole paa Dementiet, faar staa hen; imidlertid lader det til, at Efterretningen om Mobiliseringen har øvet sin Virkning i Serbien. Ikke saaledes, at man der er bleven bange; men paa militære Steder i Wien har man modtaget Meldinger om, at den serbiske Regering har indkaldt flere Aargange af Reserven, i alt henved 70.000 Mand.
Herved forhøjes Fredsstyrken til 110.000 Mand, og man behøver kun at indkalde endnu 80.000 Mand for at fuldstændiggøre første Linje.
Man maa afvente, om denne Meddelelse bliver stadfæstet.
Flensborg Avis analyserer i sin udenrigspolitiske artikel den spændte situation på Balkan.
Østerrig og Serbien – modstridende Efterretninger
Der er, som nævnt, fremkommet Efterretninger om, at Østerrig allerede havde begyndt at sende Tropper til den serbiske Grænse. Til Berlin indløb der i Tirsdags Efterretning om, at der var anordnet en delvis Mobilisering af de to Armékorps for at give det Skridt, der skal foretages i Belgrad, et særligt eftertryk. man syntes der endnu ikke rigtig at ville tro derpaa; det ville i Virkeligheden være en mere end mærkværdig Fremfærd fra Østerrigs Side, men man har jo i de senere Aar næsten hørt op med at undre sig over noget i den Retning, der kommer fra Wien.
Den ungarske premierminister, grev Tisza, havde været i Wien og bl.a. udtalt:
… at Østerrig-Ungarns forhold til Serbien maatte klares. De, der har Ansvaret, var sig bevidste, hvilke Interesser, der knytter sig til Fredens Opretholdelse. De bestaaende Uoverenstemmelser burde ikke ubetinget føre til en krigerisk Konflikt. (…) Paa Spørgsmaalet om de østerrigsk-ungarske Statsborgeres Stilling i Belgrad erkærede Grev Tisza, at de alarmerende Efterretninger desangaaende lykkeligvis ikke havde bekræftet sig. Intet tydede paa, at Belgrads Befolkning tilsigtede fjendtlige Demonstrationer.
Den sidste Indrømmelse vil være værdifuld for Serberne. I øvrigt lægger man i Førsteministerens Tale mærke til hans Ord om, at Uoverenstemmelserne “ikke ubetinget” burde føre til en Krig. Det lyder ikke meget tillidsfuldt.
Udenrigsredaktør Peter Simonsen
Den udenrigspolitiske artikel var som regel skrevet af redaktør Peter Simonsen.
