I.C. Barsballe fra Københoved gjorde krigstjeneste på Vestfronten i LIR85. Efter at have ligget ved La Chapelle, kom hans regiment i juni 1915 til Argonnerskoven.

Sommeren forløb ellers ret roligt; men den 23. September sporede vi en livlig Flyveraktivitet, og Dagen derpaa rettede Franskmændene et stærkt Artilleribom­bardement mod vore Stillinger.

Vi laa nu i Argonner-skoven. Jeg var sammen med en Kammerat, Carl Poulsen, i en Gruppe, der skulde grave en Understand i forreste Linie; men Bombardementet var meget haardt. Splinterne røg omkring os som Snefnug om Vinteren, og da det blev Aften, var vore Skyttegrave næsten jævnet med Jorden.

En Del af vore Kammerater var blevet saaret eller var faldet. I Mørkningen gik vi tilbage til vore Hytter, der laa paa en Skrænt, for at faa lidt at spise.

Da Kompagniet havde lidt en Del Tab, maatte Carl Poulsen og jeg om Natten frem i Linien igen. Natten forløb dog rolig, men ved Firetiden aabnede Franskmændene dog Skyderiet igen med Kanoner og Minekastere.

Jeg blev sendt tilbage efter Kaffe til vor Gruppe, men da jeg naaede tilbage til vort Køkken, var dette forladt af Mandskabet. Der var gaaet en Granat ned i Nærheden. Jeg dyppede Kogekarrene ned i Kaffegryden, fik dem fyldt og trave­de saa hurtigt som muligt ud i Stillingen. Min Ven Carl Poulsen stod paa yderste højre Fløj ved en fremskudt Løbegrav, der gik over imod Franskmændene. Her var Johannes Jensen fra Hygum faldet Dagen i Forvejen. Nu var Adgangen til Løbegraven spærret med Pigtraad, for at ingen skulde komme Franskmændene for nær.

Carl Poulsen stod med en Haandgranat i hver Haand, da jeg kom. „Kast dog det Skidt bort,” sagde jeg til ham, „for det er jo ikke vor Mening at gøre Franskmændene Fortræd. Vi drak vor Kaffe og fik en Bid Brød til. Af og til maatte vi søge Dækning for Nedslagene fra Minekasterne. Vor Situation var yderst kritisk, og da vi engang i fuldt Løb vilde søge Dækning i en paabegyndt Understand, eksploderede en Mine i vor Nærhed. Jeg fik et saa voldsomt Slag i Ryggen af en Klump Jord, at jeg et Øjeblik var helt lammet; men ned kom vi da.

Carl Poulsen blev siddende paa Trappen, der førte ned i Understanden. Han var bleg som et Lig. Om sider blev der en Pause i Skydningen, og vi gik atter uden for. Idet jeg vilde tage mit Gevær, mærkede jeg, at det ikke var mit. „Det kan da vel være det samme, hvilket Gevær du faar,”sagde min Kammerat. Det var nu ikke helt ligegyldigt for mig, for jeg kendte mit Gevær ud og ind, og det har nu sin Betydning i Krig.

Bombardementet tog atter til, og jeg gik atter ind i Understanden. Omsider hørte Granatregnen dog op. En af mine Kammerater gik ud en for, men han kom, dog hurtigt ind igen, idet han samtidigt raabte: „Den forreste Skyttegrav er fuld af Franskmænd.”

– „Saa maa vi vel ud ,” sagde jeg.

Det var rigtigt nok. Franskmændene var under den pludselige Standsning i Skydningen stormet frem, og de myldrede stadig over mod vore Linier i smaa Grupper. Det havde smaaregnet hele Morgenstunden, og Krudtrøgen laa som en Taage over Jorden og kunde ikke drive bort i den regnmættede Luft. Jeg steg op paa Skyttegravskanten og skød paa maa og faa en Kugle i Retning af Franskmændene. Sigte kunde jeg ikke, dertil var jeg for urolig.

En af mine Kammerater skændte paa mig, for Kuglen suste lige forbi hans Hoved. Da jeg vilde Skyde endnu et Skud, klikkede Geværet. Jeg havde gjort en Ladefejl; Patronhylstret fra det første Skud sad endnu i Løbet.

Ved Klikket kom jeg dog til mig selv igen. „Det er vel ikke din Mening, at du vil skyde Franskmændene,” sagde jeg til mig selv.

Neden for mig stod min Kammerat Seeberg fra Brøstrup. Jeg foreslog ham, at vi omgaaende skulde retirere. Det kunde vel ogsaa nok være paa høje Tid.

Vi løb nu tilbage gennem en L øbegrav; men da den­ne var tæt pakket af tilbagestrømmende Soldater, sprang jeg udenfor og løb videre i en Sænkning i Jordsmonnet. Her slog Granaterne og Shrapnels dog saa voldsomt ned, at jeg hurtigst muligt kom ind i Løbegraven igen.

Endnu peb en Kugle om Ørerne paa mig. Det har nok været en Franskmand, der har haft mig paa Kornet. Vi naaede helt tilbage til Regimentets Samleplads. Her blev vi stand­set af Regimentskommandøren.

Han holdt en mægtig Tordentale til os og befalede os at besætte Voldene om­kring Samlepladsen. Jeg gjorde kort omkring, som om jeg var meget ivrig efter at adlyde hans Ordre; men i Stedet for at entre Volden forsvandt jeg mellem nogle Hytter og søgte Tilflugt i en Understand, og flere andre gjorde det samme. Det var vel nok det klogeste at se Tid en lidt an. Jeg var jo nærmest ligeglad med, om Stillingen kunde holdes eller ikke, bare vi kunde blive fri for al Myrderiet.

Franskmændenes Angreb ebbede ud og forblev resultatløst. Det var ikke iværksat med den fornødne Kraft, og de maatte trække sig tilbage under store Tab.

Vi havde ogsaa lidt store Tab. I vort Kompagni var kun 25 uskadte, omkring ved 50 var faldet, og Resten var saaret. Blandt de faldne var ogsaa min gode Kammerat Carl Poulsen fra Langetved. Den følgende Dag, den 26. September, var ogsaa ret urolig; men vi havde nu faaet Forstærkning fra et andet Regiment, og Franskmændene kunde nu ikke bryde gennem vore Linier.

DSK-årbøger 1952

Frederik Bjørnsen, Roager, fortæller om følgende uheldige forsøg på kurtisering

Jeg lå dengang ved artilleriet, og vi var nu gået i stilling med batteriet et sted mellem Metz og Beims. Kanonerne stod ude i stillingen, mens deres forspand samt øvrige bagage lå i sikkerhed  længere bagude.

Vi havde en tid vort kvarter i en mindre landsby og lå her på gårdene med vore heste.

Sammen med to kammerater og seks heste havde vi fået anvist kvarter på en gård, og her havde vi det forholdsvis rart og hyggeligt. Folkene, vi boede hos, var flinke. Der var nu først gammelfar. Han kunne kun fransk. Så var der svigerdatteren, der  kunne en hel del tysk. Vi kunne da gøre os forståelige. Så var der datteren. Hun var en flink og sød pige på en 16—17 år. Manden,  gammelfars søn, var borte. Han var med på den anden side.

Jo, vi  kunne ikke klage. Vi havde det godt her. Om aftenen, når vi ikke var en tur ude bag fronten med proviant og ammunition, opholdt vi os inde hos familien og fordrev tiden med at spille »Sorteper« med mor og datter. Ved sengetid serverede de en kop kaffe med en vaffel til.

Ellers var franskmændene af let forståelige grunde ret afvisende. Gik vi tyske soldater gennem landsbyens gade, og sendte vi et lille venligt smil til en af pigerne, så vendte de sig bort og så til den anden side. De hadede os . . .

På den modsatte side af vejen lå der et hus. Man opdagede snart, at der her befandt sig to unge piger samt deres forældre. Den ældste af dem viste sig at være lærerinde ved byens skole. Denne var ved  krigens udbrud blevet lukket, men var atter blevet åbnet. Det skete, at de unge piger en gang imellem kom på besøg hos vor unge pige. De ville kun lige hilse på hende. Os så de tilsyneladende ikke.

Men det fortog sig dog lidt efter lidt. Vi fik endda et lille slag kort med dem og med Monica, ja, sådan hed vor pige.

— Åh du, hvor er hun dog køn — betroede Seibert, min kammerat, mig.
— Køn! Hvem mener du, er køn! udbrød jeg.
— Selvfølgelig den sorthårede, lærerinden! tilføjede han.
Jeg drillede ham med, at han jo kunne forsøge at gøre sine hoser grønne hos den skønne . . .
— Ja, men hun kan nok ikke tale andet end sit modersmål, mente den allerede dybt forelskede Seibert.
— Jeg mente, at det vel ikke betød noget, når man ellers holdt af hinanden, for så kom det andet nok af sig selv. — For resten kender jeg en udvej. Hvad om du kunne benytte den.
— Hvilken? — Frederik! -— Om jeg bare kunne sige:
— Frøken, kys mig! Jeg elsker dig! Eller sådan noget i den retning . . .
— Åh, nu har jeg det. — Ser du, ham Buchmeier, kokken, han’ er jo Elsasser af fødsel. Han taler jo lige så godt fransk som tysk. Få du bare ham til at lære dig, hvad du skal sige . . .

Der gik nogle dage. Af og til hørte jeg den gode Seibert gå og brumme et eller andet.

— Han reperterer nok på sit franske, tænkte jeg og lod ham ellers være i fred.
Så kom da igen en aften, hvor vi kom sammen med naboens piger. Aftenen igennem havde vi haft det så rart sammen, og da pigerne endelig brød op for at gå hjem, sagde jeg til min kammerat:
— Hør, Seibert, nu frem med dig! Benyt nu lejligheden og få det overstået!
Jeg måtte ligefrem hale i ham — men han fik da afleveret den tillærte remse. Men — hvad skete der . . . ?
Ak, den skønne rødmede. Øjnene lynede. Hun forsvandt skyndsomt ud gennem døren, som hun lod falde i med et brag.
Ja, der stod vi så — ret betuttede, for hvad var der vel sket, siden hun, den skønne, trak sig så hurtigt ud af legen?
Og — Seibert, han stod som fortabt . . .
Men så råbte Monica: — Fy! Fy! Det kan De ikke være bekendt — De »boche«!
— Ja, men hvad har jeg da gjort? jamrede den uheldige bejler.
— Gjort — gjort!!!
Jo, det var den forbandede kok, der havde været på spil. For den sætning, Seibert havde glædet sig så meget til at kunne sige til den elskede pige, lød omtrent sådan: »Du kan rende mig ad helvede til!

DSK-årbøger, 1959

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Nu var Jernbanen lavet i Stand, og vi kom med Toget til Krautsche. Derfra marscherede vi saa til Alt Seilburg, hvor vi mødte vort Regiment. Der kom vi til at grave Skyttegrave foran Byen. Vi laa her i otte Dage og stormede i den Tid 4 Gange med store Tab.

Endelig var Russerne dreven ud af Byen, men vi maatte trække os lidt tilbage igen for ikke at forskyde Fronten for meget. Da vi havde faaet anlagt Skyttegrave der, blev vi afløst af Landstormsmænd, og vi marscherede derfra den 19. September.

Der var allerede stærk Snestorm og Frostvejr. Vinteren var kommen meget tidlig og pludselig.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Peter Clausen fra Lundsgårdsmark gennemgik i 1915 fem måneders rekruttræning i Aabenraa under kommando af den særprægede Knudsgaard “von Barsmark.”

Afrejsen til fronten blev stadig udsat, og da vi næsten hver dag havde lange marchture, regnede vi så småt med, at vi skulle til Rusland og nu skulle i træning.

Normalt så vi ikke meget til vor chef, major Knudsgaard, på eksercerpladsen, men når vi var på tur, bl. a. ude på Løjtland, så kom han for det meste på sin brune vallak og hentede os hjem.

En gang, vi holdt lidt hvil i Barsmark, kom hans naboer og hilste på ham, og det kom på dansk: »Go’dav Jep«. Det irriterede ham  sandsynligvis, for han skal have affærdiget dem med følgende: »Ich will das »Jeppen« nicht haben«. Om det stemmer, det ved jeg
ikke, da jeg personlig ikke har hørt udbruddet.

Blandt alle de forskellige befalingsmænd, vi havde, husker jeg også en officersstedfortræder, der var fra Pommern. Hans navn mindes jeg ikke, men det var noget med »ski«, og vi kaldte ham »Krumstiefel« på grund af hans lange, krumme ben, som altid stak i infanteristøvler. Det var en lang, knoklet fyr, og han var fanatisk soldat, så det idylliske liv, som vi levede i Aabenraa, var noget, der ikke passede ham.

En eftermiddag skulle vi have let tjeneste nede på måderne, men han havde kommandoen. Uden at have lov dertil lod han sig udlevere en del patroner med løst krudt, og i stedet for at komme til at lege »tre mand høj« slæbte han os ud på Løjtland, hvor vi skulle lege rigtig krig. Der blev formeret skyttekæde og hvad mere, han kunne finde på af sligt. Så blev det ene hegn stormet efter det andet, og der blev knaldet med de førnævnte »Platzpatroner« i stor stil, så køeme rev sig løs og for forvildede omkring, mens vi ved vore stormangreb lavede huller i de levende hegn.

Dagen efter var det ikke godt at være »Krumstiefel«. Knudsgaard var vred, og »Krumstiefel« fik otte dages kvarterarrest, så vi så ham om morgenen sidde ved sit vindue, som vendte ud mod torvet, og se sur og for trædelig ud, alt imens vi godtede os umådeligt over det, der var forefaldet.

I de fem måneder, vi var i Aabenraa, var vi en lille flok, der havde et godt tilholdssted på »Folkehjem«, hvor vi kunne læse aviser fra Danmark og høre nyt om mange ting. Værtinden, fru Andersen, tog sig meget af os, og også hendes mand, Nikolaj Andersen, viste sig og snakkede med os.

DSK-årbøger 1968.

Peter Clausen fra Lundsgårdsmark gennemgik i 1915 fem måneders rekruttræning i Aabenraa.

Da der ingen skydebaner var i Aabenraa, måtte vi til Haderslev for at dyrke denne ædle sport. Turen frem og tilbage tog vi til fods. Navnlig turen derop var streng, særlig fordi det var vor første større marchtur, og vi hverken var vant til at pakke vort tornyster  fornuftigt eller forstod at pleje vore fødder rigtigt, og så var det så ulideligt varmt den dag.

Allerede da vi nåede Knivsbjerg, begyndte de første at ømme sig, og vi fik lov til at fjerne halsbindet og noget senere at løsne den øverste knap i uniformsfrakken. Det hjalp lidt, men det var alligevel en sørgelig indmarch i Haderslev, vi præsenterede.

Men næppe havde vi gjort holdt på den glohede kasemeplads, før der drattede fem mand. Havde Gosch ikke i en fart fået os inddelt og sendt til de forskellige kvarterer og det uden militærisk orden, så var såmænd hele kompagniet segnet.

Jeg blev indkvarteret på hotel »Concordia« ikke langt fra kasernen.  Men hvor gjorde det godt at få smidt tornysteret og støvlerne og få fødderne i vand. Så godt som alle havde vi vabler under fødderne.

Det var også første og sidste gang, at dette skete for mig, thi nu vidste jeg og forstod, at det gjaldt om at få fødderne godt varmt og tykt indpakket, når det gjaldt en længere marchtur og det i varmt vejr. Jeg havde taget et par tynde sommerstrømper på, da jeg mente, at det betød noget, om fødderne kunne få luft. Helt forkert! Efter denne tur skete det ikke oftere.

Nej, et par gode hjemmestrikkede uldstrømper og et par kraftige »Fusslappen« udenom, det var absolut det bedste.

DSK-årbøger 1968.

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Saa gik vi frem igen. Der var ingen Fjender at se, men da vi kom over en Bakkekam, blev vi modtaget af Maskingeværild. Da vi ingen Fjender kunde se, trak vi os straks tilbage til nogle Gaarde, som laa i en Lavning; men vi var knap kommen derned, før nogle Granater slog ned i Gaarden. Det varede ikke længe, før vi havde en Telefon i Orden og underrettede Artilleriet om Fjenden, men der faldt mange, før Artilleriet kom til Hjælp.

Sagen var, at da Russerne gik tilbage, havde de skjult et Batteri og nogle Maskingeværer i en Lavning for at standse vor Fremrykning. Kanonerne var i Forvejen bleven indskudt efter Gaardene, da Russerne jo nok tænkte, vi vilde søge tilbage dertil, naar vi blev modtaget af Maskingeværerne. Da vort Artilleri kom til, var de hurtig bragt til Tavshed. Kanonerne blev taget og Mandskabet taget til Fange.

Vi blev der saa i Kvarter om Natten. Da jeg sammen med et Par af mine Kammerater kom uden for Gaarden, mærkede vi pludselig, at Jorden gyngede under os, og i det samme styrtede vi ned i et Hul, som var tildækket med Lægter og Jord. Vi blev selvfølgelig noget forskrækkede, og blev det endnu mere, da et Svin begyndte at hyle dernede. Vi fik Hullet undersøgt og fandt et stort Svin dernede som Beboerne af Huset havde gemt der; desuden var der baade Høns, Ænder og Gæs. Vi fik det hevet op og tænkte, vi rigtig skulde have Svinesteg. Men det blev en stor Skuffelse, for da Officererne opdagede det, maatte vi aflevere det hele til Køkkenet. Jeg beholdt alligevel selv en Høne, som jeg senere plukkede og stegte.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84. Fra den 8. september 1915 deltog han i kampene ved Njemen.

Den 10. september var en dag til at hvile og at komme til kræfter i dejligt vejr. Delingsvis blev der badet i den nærliggende flod Njemen. Men russerne undte os ikke denne fredelige fornøjelse, men skød med shrapnel ned i den brede flod, heldigvis uden at ramme. 8. kompagni fik tildelt 67 mand erstatning og kunne nu igen opstille 3 delinger.

Om natten kl. 1 blev vi forstyrret af ordren: “Klargøring!” Endnu i mørke indtog vi en reservestilling på bredden af Njemen syd for landsbyen med avlsbygninger ved navn Lawna, hvor russerne sad i stærkt udbyggede og forsvarede stillinger. Om eftermiddagen blev stillingerne taget ved storm af regimenterne R. 90 og R. 27, uden at vi behøvede at gribe ind. Natten til den 12. september forblev vi på stranden.

I denne nat gik de slagne russere langt tilbage, og da vi om morgenen fulgte efter tværs over kamppladsen, så vi, at vore to regimenter havde betalt den forgangne dags laurbær dyrt.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84. Fra den 8. september 1915 deltog han i kampene ved Njemen.

Vor første optræden underlagt 8. armé gav os et slemt tab. Straks efter overgangen over floden Njemen gik vi ind i en stor skov, ved hvis modsatte kant vi indtog en reservestilling. Bataljonsstaben befandt sig hos 8.kompagni.

Da endnu engang shrapnel-hagl i den opblussede artilleriduel raslede ned over skovkanten, blev bataljonskommandøren, kaptajn Hülsemann, såret og måtte bæres bort. Han havde ført II bataljon i mange kampe, og han havde alles ubegrænsede tillid. Det var nok, at han var tilstede for at udløse følelsen af sikkerhed i de kæmpende rækker. Derudover havde han sørget for sin bataljon på bedste måde, og vi har sommetider undret os over, hvordan han bar sig ad med at få feltkøkkenet på plads i det rigtige øjeblik. Det var derfor ikke så mærkeligt, at denne førers afgang blev almindeligt beklaget.

Kaptajn af reserven Fürsen overtog føringen af II bataljon.

Hen mod aften blev vi sat ind, overhalede de forreste linjer og gravede os ned, da den fjendtlige ild blev for stærk.

Hele næste dag blev vi i denne stilling, stærkt beskudt af fjendtligt artilleri, uden at vi dog havde tab. Andre regimenter blev indsat og overhalede igen vor stilling, hvorpå vi om aftenen blev trukket tilbage til skoven.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer senere i 2015.