Alle indlæg af Rene Rasmussen

17. april 1915. Tog afsporet ved Tønder

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen

Af Nicolai Flyman

Syd for Grænsen under krigen

Tog af Sporet ved Tønder
Det tog, der ankommer til Hvidding om Middagen kl. 12.48 løb i går middags af sporet umiddelbart nord for Tønder station. Der var en vogn omtrent midt i toget, der løb af. Den forreste del af toget, kunde senere forsætte til Hvidding medens den Bagerste halvdel , der var løbet af sporet, spærrede banen for trafik resten af dagen.

Passagerer fra Tønder nordpå måtte køre et lille stykke med Højerbanen og derefter spadsere ca. 1 kilometer til nord for uheldsstedet, hvor man så steg i toget nordpå.

Den ret livlige godstransport på vestbanen måtte i går af den grund dirigeres over Vamdrup. Sporet der blev revet op i en strækning af ca. 500. meter, var atter fuldstændig i Orden i aftes kl. 11.

17. april 1915. Et angreb på de franske linjer ved Moulin planlægges

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 17. April blev vi kaldt sammen af vor Kompagnifører, som fortalte os, at der var planlagt et lille Foretagende mod »Frands«, som vi ogsaa skulde være med til. Det var tænkt saaledes:

Vort svære Artilleri skulde bombardere de franske Skyttegrave, som i Forvejen kun var tyndt besatte, i flere Timer. Saa skulde der være et Kvarters Ro, som man troede Fjenden vilde benytte til at kaste sine Reserver ind i forreste Linie. Han var vel nok bleven klar over, at der snart vilde følge et Angreb.

Derefter skulde der atter bombarderes paa de første Skyttegrave, saa man var temmelig sikker paa, at der ikke vilde blive mange levende tilbage. Paa et aftalt Klokkeslet skulde saa en Skyttelinie gaa frem til den 3. franske Skyttegrav og besætte den. En anden Skyttelinie, bevæbnet med Spader, Hakker og Skovle, skulde følge efter til den første Skyttegrav og jævne den med Jorden, saa Fjenden ikke mere kunde komme til at undergrave os.

En Trop blev bestemt til at befordre de erobrede Maskingeværer og Kanoner tilbage, og andre blev udpeget til at transportere Fangerne, som vi muligvis vilde tage. Vi var alle enige om, at Planen var god.

IMG_9128 Moulin_april_1915
Skyttegravene ved Moulin – afdeling “Apenrade”

 

16. april 1915. Strandet i Østafrika. Hvad nu?

Senest ændret den 21. august 2016 21:09

Nis Kock var med blokadebryderen S/S Kronborg kommet til Østafrika. Skibet var skudt i sænk af briterne, men det var lykkedes at redde dets last af våben, ammunition og sprængstof. Men hvad skulle der nu sket?

Vi gled saaledes … hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.

I disse to Slag havde Tyskerne sejret og skaffet sig Ro baade paa Fronterne og til Dels ved Kysten, og i Tiden, der fulgte efter, levedes Livet endnu nogenlunde normalt i den tyske Koloni. Ganske vist var alt vaabenført tysk Mandskab udskrevet til Soldat, men en Mængde Plantere fik Lov til at blive paa deres Farme og Plantager endnu i 1915, selv om deres Arbejde dér var ret haabløst, da Landet var blokeret. Stillingen ved Fronterne var den, at den Øverstkommanderende over alle tyske Tropper i Afrika, Oberst Lettow-Vorbeck, laa med Hovedstyrken af Hæren ved Taveta mod Nord paa Grænsen til Kenya, Generalmajor i den sachsiske Hær Wahle, der tilfældigt opholdt sig i Østafrika, da Krigen brød ud, laa med en mindre Styrke paa Grænsen til belgisk Kongo og ved de store Søer, og ogsaa mod Syd, mod Nord-Rhodesia, laa der mindre tyske Styrker.

Oberst Lettow-Vorbeck støttede sine Styrker til Landets nordligste Jernbane, Usambarabanen, og General Wahle støttede sig til Dels til den sydlige Jernbane, som kaldtes Midtbanen eller Centralbanen, fordi den delte Landet over i to lige store Halvdele. Dette blev vi snart helt paa det rene med. De talrige Europæere, der Tid til anden besøgte vor Lejr under Bjergningsarbejdet, fortalte beredvilligt om alt, hvad de havde oplevet og vidste, mod at faa Lov til at spørge ud om Forholdene i Hjemlandet, som de omfattede med en rørende Interesse.

Vi fik at vide af disse Folk, at Krigen havde truffet Østafrika fuldstændig uforberedt. Koloniens samlede Hær bestod af 4000 Mand sorte „Beskyttelsestropper“ , hvis Opgave egentlig kun var at holde Ro inde i Landet, og som derfor var udrustet med gammeldags Rifler af Model 71. Disse Tropper havde maattet kæmpe mod moderne udrustede engelske Tropper ved Tanga og Jassini, men havde sejret, og det havde givet baade deres Befalingsmænd og dem selv Mod paa Fremtiden.

I Øjeblikket var der omkring ved 10,000 Mand af de gode Negerstammer fra Egnene omkring Søerne under Uddannelse i talrige Rekrutlejre, men trods det store Bytte ved Tanga og til Dels Jassini og trods vore 2000 Mauserkarabiner havde man ikke Vaaben nok til dem allesammen, men maatte uddanne dem uden Vaaben eller forsyne dem med Restoplaget af de gamle 71-ere, som man skrabede sammen omkring i Provinsernes Magasiner, hvor de havde ligget i en Menneskealder.

Værst følte man dog Savnet af moderne Artilleri. Man maattet klare sig med Revolverkanoner fra Boerkrigens Tid og med Feltkanoner Model 1873. I Timevis kunde Kolonisterne fortælle om alt det, Kolonien manglede for at kunne forsvare sig, men naar vi paa Slutningen af saadan en Samtale uvægerligt spurgte dem, hvorledes det havde været muligt for Kolonien at forsvare sig saa heldigt, medens alle de andre tyske Kolonier forholdsvis hurtigt var bukket under, saa svarede de fuldstændig enstemmigt: — Det er Lettow-Vorbecks Skyld. Uden hans Villiekraft havde Kolonien været fortabt allerede i November. Han vandt Slaget ved Tanga med 1400 Mand mod 8-10.000 Englændere og Indere.

I disse Maaneder, medens der var Ro paa Fronterne efter de to Sejre, naaede Forgudelsen af Lettow-Vorbeck sit Højdepunkt i Østafrika. Senere, da Fronterne ikke længere kunde holdes, fik man Øjnene op for de ubehagelige Sider, denne Mands Energi og Handlekraft havde, men jeg tvivler om, at nogen Hær i noget Land har set op til sin øverste Chef med en saadan Tillid og Beundring som de tyske Tropper i Østafrika under hele den lange og for denne Koloni næsten totalt ødelæggende Krig.

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Afrika

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

 

16. april 1915. Ribe Stiftstidende: Faldne, sårede og fangne.

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen

Af Nicolai Flyman

Faldne, sårede og fangne.  Efter nordslesvigske blade

Vejmand Andersen i Toftlund har modtaget efterretning om, at sønnen er falden. Han var kun 22 år gammel og kom ind i efteråret som rekrut. Det var forældrenes eneste søn.

Der er nu faldet 16 fra Toftlund sogn.

Jes Frederiksen i Bylderup har fået meddelelse om, at Sønnen, Frederik, den 30. marts er bleven hårdt såret i Hovedet og den 31 Marts var død på Lazaret.

Familien Jes Høy på Roesgård ved Løjtkirkeby har modtaget meddelelse om, at sønnen Peter er falden og bleven jordfæstet den 8. april.

Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Brandsbøl er falden den 12. januar. Han efterlader enke og 6. børn, hvoraf det yngste kun er nogle uger gammelt.

Ifølge den nyeste tabliste er Jes Christensen fra Trappen ved Gråsten falden. Han stod som landeværnsmand ved 86. Füsilerregiments 3.kompagni.

En søn af byggemester Schlichting i Dybbøl blev i September måned hårdt såret på den østlige krigsskueplads. Nu er sønnen død af sine sår.

Niels Christensen fra Nordborg og Christian Schmidt fra Holm er bleven let såret i Kampene mellem 11. og 17. Marts.

Endvidere meddeles at Johs. Erichsen Adsbøl, Peter Jessen, Snogbæk , og Anders Christensen Poulsen fra Bevtoft er bleven hårdt sårede i Kampene i begyndelsen af Marts Måned til den 2 april.

Frivillig Fr. Nielsen fra Nybøl, Åbenrå Kreds, er hårdt såret.

Karl Szameitat fra Sønderborg er Død i tirsdag på Reservelazarettet i Flensborg, 25 år gammel. Han Efterlader enke og børn.

Marie Lund i Hajstrup, har fået meddelelse fra sin søn Mads Lund om, at han og Anders Christiansen fra Skovby (Bedsted sogn) på en Patrouilletur den 11. Marts kom i russisk Fangenskab. De får nok at spise og har det det for så vidt godt.

Et fransk Brev
Landdagsmand Nis Nissen, Viby, Købmand Chr. Jakobsen, Høruphav, og maler Jakobsen, Sønderborg, har modtaget følgende franske brev som ”Dybbølposten gengiver i oversættelse:

”Herrerne Jakobsen og Hr. Nis Nissen. I et for os alle sørgeligt øjeblik har vi haft den ære at gøre deres bekendtskab. I den måned vi har levet sammen, har de trods fuld opfyldelse af deres pligt gjort alt muligt for at lette os krigens hårdheder.

Emil, Andrea og jeg er dybt rørt og hjerteligt taknemmelige for den venlighed , der har vist os.
I Fremtiden, når de atter er hos deres Familie, ønske vi dem al mulig lykke på deres ø, langt borte fra os vil vi i tankerne se tre Hjerter, som vi aldrig vil forglemme.
Marie Dorey”

De tre alsinger havde været indkvartede på et større bondegård hos nævnte familie en måneds tid, men har nu fået et andet kvarter. I anledning af deres omkvartering blev nævnte brev overrakt af husmoderen, der er en født pariserinde.

15. april 1915. Faldne, sårede, fangne – og hjemme på orlov

Senest ændret den 20. maj 2018 9:41

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Af Nicolai Flyman

Syd for grænsen under krigen

Faldne, sårede og fangne

Søren Møller fra Felsted er død af sine sår på et Feltlazaret. Han blev næppe 21 år gammel.

Hans Flintholm, søn af Agent Flintholm i Bolderslev, er falden i begyndelsen af marts måned. Han var med som frivillig. En Sørgegudstjeneste holdtes onsdag i Bjolderup kirke.

Postassistent August Reimers, der indtil krigens udbrud var ansat på postkontoret i Aabenraa, er falden den 6 April. Han har været med i krigen lige fra begyndelsen af og havde fået jernkorset. Kort tid efter at havde fået denne udmærkelse, blev han ramt i ryggen af en kugle, der også sårede lungerne. Da han var bleven rask igen, kom han med i Garde-forstærkningstropperne og for en månedstid siden blev han løjtnant i Reserven. Han var med ved de forbitrede kampe, som har stået i den senere tid, og faldt under disse. Reimers var fra Nørreditmarsken.

– Røgter Willy Prahl fra Avnbøl er Falden krigen.

– Ferdinand Jansen fra Augustenborg, Chr. Johansen fra Fjelby og Eskild Christensen fra Fjelby er sårede.

Hans Lammers fra Buskmose er ifølge en af de sidste tabslister død den 16 marts på et feltlazaret. Han var hårdt såret.

– Jakob Schmidt og Hustru i Flensborg modtog forleden meddelelse om deres 21 årige søn Henrik var falden anden påskedag.

– Underofficer Callsen fra Undevad Mølle er bleven let såret under kampene i slutningen af marts måned.

–  Johan Simonsen fra Vollerup er ifølge en af de sidste tabslister bleven hårdt såret under kampene fra 11. til 30. marts

– Mejerist H. Johansen fra Raved er død af Lungebetændelse. Han har siden krigens begyndelse ligget i skyttegravene ved Toul.

Hjemme på Orlov

Gårdejer Andreas C. Lunn i Fol, der er med i krigen som Reservist, kom anden påskedag hjem på en 3 ugers orlov for at lede forårsarbejdet på sin gård, der er en af de største i Fol sogn.

– Gårdejer Mathias Mygin i Østerlindet, Der siden efteråret har deltaget i krigen på den østlig front som landeværnsmand og var med i det store slag i Masuren i februar måned, kom lørdag aften hjem på orlov for at være med ved forårsarbejde på sin gård.

– Jep. Nissen fra Hovslund Station er kommen hjem på en 14. dages orlov.

– Gårdejer Johan Nissen, Horsbyg der har ligget i Elsass, er kommen hjem på orlov til 1 maj for at led Forårsarbejdet på sin gård.

– Postbud Frellesen fra Broager, der i efteråret var med i Rusland, har fået 3 måneders Orlov som følge af Rheumatisme og er vendt hjem.

Graven i det Fjerne.

Enke Mette Marie Nielsen på Løjtertoft i Nordborg modtog forleden et brev fra sin søn, skræddemester Christian Nielsen i Egen, der kom Gefreiter deltager i krigen. Han fortæller ifølge “Flensborg Avis” sin moder, at han forleden gik rundt på en kirkegård i nærheden og blandt gravene traf han en, på hvilken der var rejst et kors med indskriften:

Hans Sandvej fra Holm ved Nordborg. Dette minde satte din ven Peter Nielsen Nordborg”.
På graven lå tillige en smuk krans sendt af den afdødes moder og søster.

Havrens aflevering

Landråden i Haderslev Bekendtgør: “Herved anmoder jeg alle havrejere samt kommuneforstandere om at aflevere de til rådighed stående havremængder til “Proviantamt Altona, Güterabfertigungsstelle Altona”, så vidt muligt i hele vognladninger. Ved afsendelsen af hver levering skal der gives mig en kort meddelelse om den afsendte mængde. De nødvendige formularer (militærfragtbreve, sækkebestillingskort, regningsformularer) fås på landrådskontoret.

15. april 1915. I Østafrika: S/S Kronborgs last bjærges

Senest ændret den 21. august 2016 21:08

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

I de to Maaneder, der nu fulgte, bjergede vi „Kronborg“’s Last, Stykke for Stykke, Kasse for Kasse. Det var midt i Regntiden. Vi boede i en Landsby, som Indfødte havde bygget til os, saaledes som man nu bygger i Afrika, Græshytter med udskaarne Vinduer og Døre, og som laa ikke langt fra det Sted, hvor vi var kommet saa hovedkulds i Land.

Hver Dag roede nogle ud til Vraget sammen med de nødvendige indfødte Hjælpere og dykkede ned i de vandfyldte Lastrum for at sætte Gribere fast omkring Kasserne i Lasten. Griberne fabrikerede jeg paa Skibets Smedie, som var bragt i Land. Den sidste Maaned fik vi Forstærkning af Dykkere fra Krydseren „Königsberg“ , der var gaaet fra den ene Ende af Kolonien til den anden for at komme os til Hjælp.

Vi bjergede 5 Millioner Geværpatroner, 2000 Mauserkarabiner, et let Batteri, nogle Tusinde Skud 10,5 cm Granater til „Königsberg“, en Mængde Sprængstof, Lægemateriel, Telefonudstyr, Telte og meget mere. Alt dette blev baaret af sorte Bærere til Tanga og derfra med Jernbanen sendt gennem Usambarabjergene og videre med Bærere ud til den nordlige og vigtigste Front, Taveta Fronten, ved Foden af Afrikas højeste Bjerg, Kilimandjaro.

Det var et Bjergningsarbejde, som Afrika talte om i de Aar, der fulgte, og som selv Englænderne efterhaanden fik noget at vide om — dog heldigvis for sent til, at de kunde hindre det. I de to Maaneder, dette Arbejde stod paa, stiftede vi Bekendtskab med nogle af Afrikas Skikke og lærte os lidt af Sproget, som det tales af de Indfødte, og uden hvilket man ikke kan klare sig gennem Østafrika, da kun de færreste forstaar den mindste Smule af det tyske Sprog, der aabenbart ikke faldt de Indfødte let. For et saa almindeligt Ord som Tjener anvendte man overalt den engelske Betegnelse Boy, og min Boy, der hed Saidi, kendte ikke andre europæiske Ord end dette.

Vi saa, hvorledes store Safarier kom og gik, hørte deres langtrukne, ensformige Sange og saa, hvorledes Negrene levede deres primitive daglige Liv i Lejren. Vi lærte den afrikanske Mad at kende i al dens afskrækkende Ensformighed, lærte, hvorledes Europæere skal føre sig overfor de Indfødte, og gled saaledes under Arbejdet paa vort gamle Skib, der stadig mindede os om, hvor vi kom fra, hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4741 Askari_2
Fra tysk Østafrika (privateje)

 

 

14. april 1915. Krigsfangerne i Nordslesvig: “Befolkningen vil gerne lade fangerne spise sig mætte.”

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Af Nicolai Flyman

Nye indkaldelser i går

I går er der fra egnene i Nordslesvig afgået en mængde indkaldte landstormsmænd indtil 34 års alderen til Flensborg, hvor de skal møde i dag. Også en del, der var hjemme på Orlov og ankom for få dage siden, har fået ordre til at møde.

Krigsfangerne og Levnedsmidlerne

Fra Fangelejrene, hvor der jo i det hele ikke leves særlig rigeligt og hvor der adskillige steder endog leves på yderst sløj krigskost, udgår der efterhånden flere fanger til arbejde hos landbefolkningen. Hjælpen er billig- der er kun kosten og nogle så Penning pr. mand – men arbejdet er også ofte til dels sløvede af lang tids uvirksomhed, dels sløje og udmatted af manglende på Ernæring. De er gennemgående villige nok til at arbejde og glade ved at få nogen afveksling i livet i fangelejerne.

Men allermest glade ved at komme ud er de dog, fordi de derved får Lejlighed til at spise sig mæt. Befolkningen vil gerne lade fangerne spise sig mætte, med efter den lange tidsmagre kost tager de i glæden over kunne så solid og god mad ofte så stærkt til sig af retterne, at de forspiser sig, bliver syge og må på lazarettet. Befolkningen søger derfor nu at holde lidt igen, for at gøre overgangen til solidere kost uskadelig.

14. april 1915. På landbrugskommando med “pligt-preussere.”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:50

J. Hansen gjorde krigstjeneste på vestfronten i Batl. 33.

Det var i Foraaret 1915 Tildragelsen foregaar. Batl. 33 laa i Hvilestilling i længere Tid i Gravelotte og paa Fæstningen „Kaiserin“.

Mange af Læserne har vel nok passeret Vejen Metz-Gravelotte-Conflans og vil huske at nord for St. Hubart, ca. 300 Meter, laa en Herregaard, kaldet „Moskov“. Her var Ejeren eller rettere Forpagteren flygtet til Frankrig og Driften lededes af en tysk Landbrugskommando, og deriblandt var ogsaa 2 Danskere, Gdr. Chr. Knudsen, Vonsbæk, og Avlsbruger Peter Gram, Ribe. Det var disse 2 Mænd, Batl. 33 havde en vittig Fortælling om.

Chr. Knudsen og Peter Gram havde alt pløjet og tilsaaet mange Hektar, et haardt og vanskeligt Arbejde paa denne Jordbund. Saa en Dag, op paa Formiddagen, kommer hele Bataillonsstaben ridende paa Vejen efter „Moskov” til. Knudsen havde hørt nogen Dundren paa Afstand. „Nej, do Peter, die Gejster kommen” (Officerer i Militærsproget). „Aa, skidt med dem, men jav lidt aa den skimle Hest, ejsen la mæ faa æ Pisk”.

 —„Halten Sie” — brølede Major Mûller — „Also, das sind die Landwirte in Arbeit”.

— „Jawohl”, svarede P. Gram

— „Nah! aber gute feine Arbeit, muss man sagen”. Henvendt til Hauptman Kohler — „Ja wohl! das muss man einräumen”. Kohler var Godsejersøn og meget interesseret i Landbruget.

– „Jah! sagen Sie mir”, spurgte Major Müller, „was seid Ihr für Landsleute?”

— en lille Pause — „wir sind Musspreussen, Hr. Major”, svarede P. Gram [“musspreussen” – eller “pligtpreussere” var en betegnelse, som bl.a. sønderjyder og andre, der var blevet indlemmet i Preussen i 1867, benyttede].

„Musspreussere — muss — Musspreusere — Nu var den gamle Major vel nok en klog Mand, og i Stedet for at gøre Vrøvl sagde han rolig — „vel oppe fra Haderslevegnen” — spurgte om deres Navne — bød Godmorgen — og henvendt til Officererne „Wir wollen das ganze Feld beschauen”.

Endnu før d ’Hrr. Officerer kom hjem til Kasernen, var „Musspreusser-Historien” almindelig bekendt. Kasino-Ordonnanserne, som havde serveret ved Middagsbordet, fortalte senere, at hele Underholdningen havde været præget af deres Oplevelser paa Inspektionsturen til „Moskov“. Gram og Knudsen vil vi mindes for deres danske Sindelag i Ærbødighed.

DSK-årbøger, 1943

Oppassere med heste 6a44-014
Oppassere med heste

 

 

14. april 1915. “Velkommen til Afrika!”

Senest ændret den 21. august 2016 21:07

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

Vi var nu ikke længere alene. Ud fra Buskene var myldret en Mængde Sorte, som stod og saå paa os med nysgerrige Øjne, og kort efter kom en lille Afdeling sorte Soldater sammen med en hvid Officer og en Læge med Røde Kors-Rind paa Armen.

Soldaterne, der var klædt i brungule Uniformer og bar Huer med Nakkeklæde mod Solen, havde gammeldags Rifler over Nakken, men satte et fuldt moderne Maskingevær fra sig, da de gjorde Holdt. Det var sikkert dem, der havde skudt mod den engelske Baad med saa stor Virkning.

Lægen gav sig straks til at undersøge Kaptajnen, der nu var kommet til Bevidsthed og saå sig omkring med forvirrede Øjne. Da Lægen forbandt ham, kunde jeg se, at han var ramt lige over Knæet, og havde faaet et dybt, gabende Saar. Ikke saa faa af de menige var lettere saaret og nærmede sig nu Lægen for at blive forbundet, naar han var færdig med Kaptajnen, der aabenbart var den mest medtagne.

De sorte Soldater, som man ikke kunde lade være med at se paa, havde tilsyneladende ganske den samme Interesse for os som vi for dem. De havde sat sig paa Hug i Græsset og snakkede ivrigt og under mange Fagter med hinanden paa deres eget Sprog, alt imens de holdt nøje Øje med os. De saa intelligente og veldisciplinerede ud og nikkede forstaaende, da Officeren talte til dem paa deres eget Sprog og aabenbart havde sagt noget om os.

Officeren var en temmelig svær Mand, der svedte voldsomt, hvoraf jeg skønnede, at han og hans Folk havde skyndt sig meget for at naa frem til os. Efter at have tørret sig i Ansigtet med et stort, hvidt, tilsyneladende nystrøget Lommetørklæde, der tydede paa, at han ikke til daglig opholdt sig her i Mangrovekrattet, kom han hen til os og sagde:

— Velkommen til Afrika!

IMG_2011_11_22_4731 Askari_1
Blandt Askari-krigere i Østafrika (privateje)

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

13. april 1915. S/S Kronborg brænder!

Senest ændret den 21. august 2016 21:07

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 13. april blev skibet opdaget af HMS Hyacint, tvunget ind i en bugt og beskudt. Besætningen flygtede i land.

Nis Kock fortæller:

Vi var kommet helt ind til Land, eller rettere ind i det tætte Mangrovekrat, der løb ud i Vandet. Jeg vendte mig et Sekund og saa det brændende Skib, hvor Flammerne og Røgen slog helt op til Mastetoppen, mens Skroget næsten var forsvundet, og desuden den anden Baad, hvis Besætning var ved at springe i Vandet et Stykke fra vor Baad, der stod ensomt og forladt midt i Kugleregnen. Saa forsvandt jeg mellem Mangrovebuskene og satte for første Gang Foden paa Afrikas Jord — troede jeg da. Det viste sig imidlertid at være en Misforstaaelse. Der var aabenbart endnu et Stykke Vej til det mørke Fastland.

Den Jord, jeg nu betraadte, bestod fortrinsvis af Vand og Dynd, der sugede mine Ben til sig. Kun langsomt, Skridt for Skridt, kunde jeg arbejde mig frem, og bedst gik det, naar jeg tog fat i Grenene paa Busken foran og saaledes trak mig selv frem ved Armene. Rundt omkring mig kunde jeg høre Kammeraterne stønne og puste, plaske og bande, men kun glimtvis saa jeg noget til dem. Ogsaa Englænderne kunde jeg høre, men ikke se. Bag mig rungede deres Kanoner uophørlig, og over Hovedet paa mig skraldede deres Shrapnels, medens Blykuglerne smeldede gennem Buskene i tætte Byger. Nu var der flere Kanoner, der brugte denne infame Ammunition. Gid Fanden havde dem, at de skulde jage os arme skibbrudne Mennesker saa langt, som deres Skyts rakte. Var det nu ogsaa nødvendigt, naar de havde faaet Skibet?

Men det var jo øjensynlig Folk, som ikke gjorde deres Ting halvt. De havde jo ogsaa Ord for at være grundige. — Bang! Den var nær ved. Skraldet klang i mine Øren, og Kuglerne fejede en Busk foran mig, saa Bladene røg af den. Jeg kunde lugte den sure Bøg af Sprængladningen, og forude var der en, der skreg. Det var nok kun en af de mange. Maaske var de fleste skudt ned allerede. Bang! Lige bagved mig. Kuglerne sang om Ørene paa mig fulgt af et Føg af Smaakviste, Grene og Blade. Det var dog rent forbandet — aabenbart en Kanon, der skød med fast Indstilling paa et bestemt Punkt i Skoven, som jeg var lige i Nærheden af. Jeg løb en halv Snes Skridt til Siden stadig med en Fornemmelse af, at et Kanonløb pegede lige mod min Byg: — Bang! Det var vist omtrent dér, hvor jeg før havde staaet. Jeg kunde mærke Lufttrykket af Eksplosionen og hørte en Busk blive gennempisket af Blykuglerne. Men nu var det, ligesom Jorden blev mere tør og det var lettere at faa Benene med. Et Øjeblik efter havde jeg fast Grund under Fødderne, men Besværlighederne var ikke forbi dermed. Over mit Hoved skraldede Shrapnellene Slag i Slag, og over Jorden laa Mangroverødderne som tykke Tove og spændte Ben for mig, saa jeg faldt den ene Gang efter den anden. Hvor langt skulde man dog bort fra Kysten for at komme ud af denne Skydning?

Mon man virkelig skulde midt ind paa Fastlandet for at faa Fred for disse paagaaende og stædige Englændere? Rundt omkring i Krattet hørte jeg nu Raab fra de andre, som hidtil havde nøjedes med at bande lavmælt. De havde nok faaet Øje paa et eller andet, der fik dem til at meddele sig til hinanden, men jeg forstod ikke, hvad det var, før jeg et Øjeblik efter saa, at Krattet blev tyndere, og at en Skraaning hævede sig foran mig. Med Opbydelse af mine sidste Kræfter naaede jeg ud af Krattet, stadig faldende og snublende, og saå en ubevokset Høj hæve sig foran mig. Et Stykke fra mig kravlede en meget snavset Mand paa alle fire op ad Højen, og saa vidt jeg kunde se, var det Peter Hansen, min Makker fra Fyrpladsen.

Jeg vilde raabe noget til ham, men det blev kun til en hæs Lyd, da jeg var meget forpustet og havde nok at gøre med at faa Vejret igen. Jeg erindrede saa, at Peter Hansen jo altid havde været en rolig og betænksom Mand, der nøje overvejede, hvad han gjorde, saa naar han kunde kravle paa alle fire op ad den ikke videre stejle Skraaning, saa kunde jeg gøre det samme, hvorpaa jeg lod mig falde om og blev liggende et Øjeblik, før jeg begyndte at kravle. En enkelt Shrapnel, der eksploderede i Luften over mig, satte Fart i mig igen, og jeg begyndte at kravle op. Da jeg langt om længe var naaet op paa Højens Top paa denne ydmyge og stilfærdige Maade, saå jeg, at der allerede laa nogle deroppe i Forvejen, men hvem det var, stod mig ikke klart lige i Øjeblikket. Jeg var for træt til at interessere mig for andre end mig selv. Saadan omtrent maa  Marathonløbere have haft det efter endt Bedrift, og de er endda ikke tvunget til at løbe mellem Mangrover.

Og nu kom der ogsaa andre vandrende op ad Højen. Nogle kravlede, medens andre gik stærkt foroverbøjet med Armene hængende ned ligesom Aber. Alle uden Undtagelse var meget let paaklædt, og de fleste af dem havde faaet Tøjet revet i Laser under deres kilometerlange Løb mellem Mangroverne. Desuden var de uden Undtagelse tilsølet af Dynd og Mudder, og kun ganske faa havde noget paa Hovedet. Hvilken Forandring fra den forholdsvis pæne og rene Besætning, der færdedes paa „Kronborg“ s Dæk for blot en Time siden. Det mest forbavsende var dog, at der var saa mange i Live trods den stærke Beskydning, men det bekræftede, hvad jeg havde hørt før, at Skydning i Blinde  næsten aldrig gør nogen Virkning, selv om den er nok saa voldsom.

Nogle var dog ramt. Ud af Krattet kom to Mænd slæbende paa en tredie, der hang som livløs i deres Hænder. De to Bærere gik med krumme Knæ, og det saa ud, som om de kunde styrte om, hvad Øjeblik det skulde være. Paa lang Afstand kunde jeg se, at det var Kaptajnen, de bar paa. De slæbte ham møjsommeligt op ad Højen, og da de naaede op, rev en Mand noget af sin Skjorte og gav sig til at forbinde ham.

Jeg havde rejst mig op og stod og saa ud over Bugten. Fra Højen kunde jeg lige skimte „Kronborg“, der endnu brændte stærkt. Den engelske Krydser havde holdt op med at skyde, og mens jeg saa til, skete der en kraftig Eksplosion i „Kronborg“ s Forskib, hvorved en Mængde brændende Brædder og ogsaa Trædele, som Ilden ikke havde haft fat paa, blev hvirvlet højt op i Luften. Fra Krydseren blev en stærkt bemandet Baad sat i Vandet og nærmede sig med hurtige Aaretag det brændende Skib. Nu skulde „Kronborg“ sikkert have en sidste grundig Behandling med Sprængpatroner. Der var intet, der kunde hindre Englænderne i at gøre, hvad de vilde. Vi havde ikke Vaaben, og denne Bugt var tilsyneladende helt blottet for Forsvar.

Da: — Rat-rat-rat-rat-rat! Det var en ny Lyd. Et eller andet Sted fra Mangrovekrattet i Land begyndte et Maskingevær at brage, og jeg saa Nedslagene rejse sig i en smuk Stribe ud mod Baaden, der hurtigt vendte om og gik tilbage i stor Hast. Naa, saa megen Vagt var der da heldigvis paa Kysten, at Englænderne ikke kunde undersøge et Skib, der laa kun et Par Hundrede Meter fra Land.

Maskingeværet skød kun nogle faa Salver endnu, saa forstummede det, da Afstanden blev for lang. Men nu skød Englænderne. Endnu inden deres Baad var naaet tilbage til Skibet, blinkede alle Kanonerne i Bredsiden, én Gang, endnu en Gang og én Gang til, medens de sørgelige Rester af „Kronborg“ næsten skjultes af Granatnedslag i Vandet og Sprængninger paa Dækket. Saa var Baaden naaet ud og blev hejst om Bord, medens Krydseren, der virkelig kun var et temmelig lille Skib med tre høje, gammeldags Skorstene, begyndte at spy Røg ud af dem og vende Næsen udefter. Kun nogle faa Minutter efter var den naaet gennem Indsejlingen og forsvundet bag Landtangen.

Da jeg saa ud paa „Kronborg“, opdagede jeg, at Ilden brændte mere dæmpet. Dækslasten var nok helt brændt op, og alt brændbart paa Dækket havde gjort den Følgeskab. Den ene Mast, der var af Staal, var knækket sammen, og man kunde se tværs gennem Kommandobroen, hvor alt Træværk var brændt væk. Alle, der kunde staa op, stod og saa ud mod det Skib, der havde ført os saa langt og saa vel og nu laa med Rælingen kun en Meter over Vandfladen og Overdelen helt ødelagt af Ilden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

BlokadebryderenKronborg_ødelagt
Kronborg udbrændt ud for Afrikas kyst

 

13. april 1915. “Do you speak english?” – “Hold din snut!”

Senest ændret den 21. august 2016 21:06

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

Nis Kock fortæller:

Inde fra Land var der kommet en Robaad ud imod os, roet af Negre med en hvid Mand ved Roret. Den passerede os, da vi endnu havde lidt Fart paa, og den hvide Mand, hvis Ansigt næsten var skjult af en Tropehjelm, var øjensynlig i Vildrede med, hvad det var for et Skib, han havde for sig. Han satte Hænderne for Munden som en Raaber og prajede os tre-fire Gange, men først, da han kom os helt nær, kunde vi høre, at han foreløbig forsøgte sig med det engelske.

— Do you speak English? raabte han op til Tømmermanden, der stod og kiggede ned paa ham. Tømmermanden maa have følt sig irriteret over at blive tiltalt paa dette Sprog, som han og vi andre havde holdt os længst muligt paa Afstand fra. Han tog et ekstra Tag i Bukserne, satte en foreløbig Skibsrekord i Langspyt og svarede paa jævnt Sønderjysk: — Hold din Snut! hvorpaa han bed sig en ny Skraa.

Det, jeg kunde se af Mandens Ansigt, forvandledes fra Tvivl til et straalende Smil, og han raabte glædestraalende op til Tømmermanden: — Hurra — Sie sind Hamburger!! Hvortil Tømmermanden intet svarede og vi andre heller ikke sagde noget.

Endnu engang vendte vi os om som paa Kommando. For med en Helvedes Larm af skurrende, skruende, hvinende og hvæsende Lyde slog et glat Lag Granater ned i Vandet kun et lille hundrede Meter fra os, medens et Brøl af Kanoner rungede over Bugten og fik mig til at se mod Indsejlingen. Dér laa ganske rigtig den engelske Krydser med Bredsiden til, og i samme Øjeblik jeg saa derhen, blinkede det endnu engang fra Kanonerne, og et nyt Lag gik lige over „Kronborg“ . Granaterne passerede os som et Uvejr af  Mislyde og rejste en temmelig velordnet Stribe af Nedslag inde under Land i det lave mudrede Vand.

I et Glimt saa jeg Negrene i Robaaden vende om og ro mod Land i en rasende Fart, Aarerne gik som Trommestikker, og samtidig rungede det næste Brøl fra Kanonerne ind over Bugten.

Fra Kommandobroen hørte jeg Kaptajnens rolige Stemme: — Klar til at sænke Skibet og klar ved Baadene. Der slog en Salve ned tæt omkring Skibet, og jeg hørte et dumpt Brag mod Skibssiden. Det var jo nok den første Træffer. Jeg maatte hellere se at foretage mig noget, inden Træfferne blev mere almindelige. Jeg var paa Vej ind mod vort Rum for at hente nogle personlige Ejendele og et Fotografi af min Hustru, som jeg havde haft med paa Rejsen, men det var for sent nu. Fra Baadene blev der raabt til mig om at skynde mig lidt, og jeg vendte derfor om og løb over til Baadene.

Den, jeg skulde med, var allerede firet ned, og Folkene var ved at tage Plads i den. Det gik meget roligt for sig, uden det mindste Tilløb til Panik, skønt de engelske Salver faldt Slag i Slag og Skibet allerede var ramt flere Gange. Kaptajnen stod endnu paa Kommandobroen og raabte til en eller anden, hvordan det gik, og nikkede, da han fik et Svar nede fra Skibets Dyb. Det var sikkert Sænkningen af Skibet, det drejede sig om. Jeg bemærkede nu ogsaa, at Dækket var begyndt at skraane meget stærkt, og samtidig med, at jeg gjorde denne Opdagelse, slog et nyt Lag ned omkring os, en Granat sprang paa den anden Side Kommandobroen, og Splinterne hvinede til alle Sider. Det var dog ejendommeligt, at vor Dynamitladning, vore mange Millioner Geværpatroner og vore Granater til „Königsberg“ ikke havde ladet høre fra sig for længe siden.

Tanken om vor Ladning satte imidlertid Fart i mig, og et Øjeblik efter stod jeg i Baaden, som straks efter lagde fra. Det sidste, jeg saå paa Dækket, var et Par Mand i Færd med at hælde Indholdet fra nogle store Spande ud over Dækslasten. Det lugtede infamt af Petroleum, og nu blev jeg først klar over, hvor den Lugt stammede fra, som jeg havde bemærket om Natten. Petroleumsspandene havde staaet parat hele Tiden. Da vi kom nogle Meter fra Skibet, begyndte det allerede at brænde i Bræddestablerne fra for til agter, og jeg bemærkede, at Skibet laa meget dybt med Agterenden. Alle Bundventilerne maatte være blevet lukket op, siden vi havde faaet saa meget Vand ind paa et Øjeblik.

Der blev roet meget stærkt. Da vi var kommet et Hundrede Meter fra Skibet, lagde en anden Baad fra det brændende Skib, og der var én, der sagde: — Nu er der ikke flere tilbage. Skipperen tog sin Hund med.

Røgen fra det brændende Skib lagde sig som et Slør over Vandet, og det generede vel Englændernes Skydning noget. Det hindrede dog ikke, at alle de Granater, der gik for langt, slog ned i umiddelbar Nærhed af Baaden, og til sidst blev jeg klar over, at de ligefrem fyrede efter os. Da vi sprang i det lave mudrede Vand for at vade det sidste Stykke ind, skiftede Englænderne ved en eller flere Kanoner om til Shrapnel og skød direkte paa os. Jeg kunde høre de skarpe, skrattende Skrald oppe i Luften, der var helt forskellig fra de almindelige Granaters dumpe, rungende Bulder, og et Sekund efter hvinede en Byge af Blykugler ned over os og rejste Brakvandet i Hundreder af Sprøjt. Ganske køligt og nøgternt arbejdede min Hjerne og undrede sig over, at ingen var blevet ramt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Anker Nissen fortæller:

Vi blev nogle timer forsinkede og nåede ikke kysten og målet som planlagt, da vi pludselig fik øje på en stærk røgsøjle fra et skib, der viste sig at være den engelske krydser Hyacinth. Vi blev straks opdaget og et skud for boven var signal til at vi skulle stoppe, men kaptajnen gav ordre til at lukke søventilerne og skibet kunne sætte farten op og nu fulgte en beskydning, hvorunder granaterne fløj os om ørerne. Heldigvis var de fleste forbiere, og da kaptajnen kunne se, at vi ikke kunne nå frem til Tanga, uden at blive indhentet, bøjede vi ind i Manzabugten.

Et stykke tid skjultes skibet af høje palmer, men fristen var kun kort, krigsskibet nærmede sig med stærk fart og nu fulgte salve efter salve, vort skib kom i brand, faren for en stor eksplosion var stor, søventilerne blev åbnet igen og skibet sat på grund, hvorefter ordren lød: Alle mand i bådene!

Det gjaldt om at komme hurtigst muligt bort fra skibet. Blev ammunitionen ramt, ville skibet ryge i luften — og vi med. Vi forsøgte a t ro mod land, men nu satte Hyacinth ind med schrapnellgranater, så vi måtte forlade bådene. 5 mand blev såret, derunder kaptajnen hårdt. Nu fik vi imidlertid også ild fra land, idet de indfødte tyske vagtposter jo ikke kunne ane hvem vi var; men heldigvis ramte de ikke — de fleste kugler går jo da forbi.

Det lykkedes trods alt dog os alle at komme i land, og et stykke inde i land, samlet under et træ på et højtliggende sted, kunne vi iagttage det brændende skib og englændernes forsøg på at komme om bord. Hen på dagen forlod de skibet, gik om bord i krydseren og forlod bugten vel menende, at skibet var udbrændt.

Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962)

BlokadebryderenKronborg_ødelagt
S/S Kronborg – udbrændt

 

 

 

13. april 1915. Reddet? Blokadebryderen S/S Kronborg ved vejs ende

Senest ændret den 21. august 2016 21:05

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

I en mægtig Bue ændrede „Kronborg“ sin Kurs, og i rivende Hast forandrede Billedet sig. Vi satte nu Næsen direkte mod Land, og det saå ud, som om vi skulde løbe paa Grund, men et Øjeblik efter viste det sig, at vi sejlede mod Indløbet til en Bugt, som næsten var lukket af en lang, kratbevokset Tange.

En høj, klar Vandsøjle skød op paa vor Styrbords Side, og jeg hørte en dyb Buldren langt borte. Det var et Stoppeskud. Kunde de naa at faa Barn paa os, inden vi naaede ind i Bugten, hvor vi var beskyttet af Landtangen?

Endnu en Vandsøjle skød op ledsaget af en halvkvalt Buldren af en Granat, der eksploderede i Vandet, men nu var vi kommet paa Højde med Indsejlingen til Bugten, og et Øjeblik efter var Krydseren ikke at se over den kratbevoksede Tange.

Det forekom mig, at der var Tilløb til et Hurra paa Dækket, men det blev ikke til ret meget. Et Blik op paa Kommandobroen paa Kaptajnens sammenbidte og alvorlige Ansigt var nok til at overbevise mig om, at Faren ikke var overstaaet endnu. Det var da heller ikke til at tage fejl af, at vi kun havde faaet en Galgenfrist. Foran os bredte sig en rundagtig Bugt, der kun var 4-5 km i Dybden og hvis Bredder hele Vejen rundt var bevokset med Krat. Hvis vi var sluppet herind, uden at nogen havde set os, vilde det have været et glimrende Skjulested, eller hvis der havde været en Flod her, saa kunde det ogsaa gaa an, selv om vi var blevet set. Men her saa ikke ud til at være Floder, der søgte deres Udløb i Bugten, og da vi var set, kunde der jo ikke være Tale om at skjule os her.

Et tilstrækkelig let engelsk Krigsskib kunde lægge sig i Indløbet og ramme os, hvor vi saa end var ankret op i Bugten.

Vi nærmede os imidlertid hurtigt det inderste af Bugten, og jeg lagde Mærke til, at Farten gradvis var taget af. Vi havde sikkert ikke meget Vand under os, og det var paa høje Tid, at der blev gjort noget for at hindre, at vi løb paa Grund.

— Den engelske Krydser er vendt om og staar mod Nord! raabte Udkigsmanden med saa megen Befrielse og Lettelse i Stemmen, at jeg ikke kunde lade være at se op. Der var flere, der gjorde det samme, som om de vilde spørge Manden, om han nu ogsaa havde set rigtigt.

Vi var reddet. Hvorfor Englænderen vendte, kunde jeg ikke forstaa, men maaske laa der et Batteri skjult i Bugten, som han kendte og havde Bespekt for — maaske var Vandet for grundt selv udenfor Bugten, saa han ikke kunde komme paa Skudhold. Hvad nu Grunden end kunde være, saa var vi frelst, og vi havde virkelig sejlet en Ladning Krigsmateriel fra Wilhelmshafen til Mansabugten i Østafrika, uden at den havde taget mindste Skade.

Jeg saa ind mod det Land, som havde været i vore Tanker hver Dag under den lange Rejse. Det var altsaa Afrika. Tæt Mangrovekrat, som voksede helt ud i Vandet, og foreløbig ikke et Menneske at se paa Land. Bag Mangroverne saa jeg Palmer. Vi var kommet til et af disse Lande, som alle Mennesker, der er født i det kolde Norden, bærer en hemmelig Længsel efter.

Vi var kun nogle faa Hundrede Meter fra Land, da Maskinen helt standsede, og et Øjeblik efter raslede Ankeret ud. Det havde ikke nogen lang Vej at gaa, kunde jeg høre. Vi maatte aabenbart ligge paa næsten grundt Vand med kun nogle faa Meter Vand under Kølen. Nu havde vort Anker fat i den afrikanske Strandbund. Vor Rejse var til Ende.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Raid_hyacinth-rubens_east_africa1915-04-14
Skibenes bevægelser – i engelsk krigshistorie kaldes S/S Kronborg for “Rubens”, som var skibets oprindelige navn. Fra Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Hyacinth_%281898%29

 

 

 

13. april 1915. “Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os!”

Senest ændret den 21. august 2016 21:04

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.

— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.

— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.

— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.

— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.

Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.

Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!

Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.

Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.

Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.

Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)

— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.

Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.

Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.

— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.

Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.

— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!

Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .

I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.

Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

BlokadebryderenKronborg
S/S Kronborgs rute

 

 

12. april 1915. Tysk modangreb planlægges ved Moulin-sous-Touvent

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Franskmændene gravede minegange ind under de tyske stillinger, og den 11. april 1915 blev dele af de tyske forsvarslinjer sprængt nedefra.

Fjenden rodede videre i jordens indvolde. Den følgende eftermiddag røg sapespids 4 i luften. Som ved et under kom de to poster fra det med livet i behold, men blev dog såret. Med de sidste kræfter blev der i de følgende dage arbejdet på oprydning af disse ødelæggelser. Uafladelig skød fjenden dag og nat med miner og granater ned i krateret, idet de hele tiden tilføjede det arbejdende mandskab tab. Det lykkedes ikke at redde alle kammeraterne. En underofficer, 10 menige og 4 pionerer forblev under jorden.

Nu hed det: gør det ødelagte klar til forsvar igen. Sprængningen havde revet skyttegraven midt over, nu blev der trukket en ny uden om krateret. På randen af krateret gravede man et galleri.[1] Derfra gik der ved den rand, der vendte mod fjenden, retvinklede, indskårne standpladser. Foran randen trak man pigtrådsspærringer, stillede spanske ryttere op, og snart var også dette ruinlandskab indrettet til forsvar.

Det beroligede imidlertid på ingen måde ledelsen. Hvad havde fjenden haft til hensigt med denne sprængning? Lod han det blive ved det? Var det bare optakten til en større sprængningsoperation? Ville han måske sende hele Soltau-Eck til himmels? Det skulle man ubetinget have klarhed over og komme fjenden i forkøbet. En patruljeoperation skulle tiltvinge sig adgang til de fjendtlige skyttegrave, opspore eventuelle underjordiske gange og sprænge dem. En svær opgave at løse, men den var helt nødvending. For følelsen af at sidde på vulkan var i det lange løb utålelig.

[1] Et galleri er i denne sammenhæng en overdækket skyttestand.

Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

14 86ere Skyttegrav Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin-sous-Touvent

 

12. april 1915. Efter sprængningen ved Moulin: “Et stort, tragtformet hul på godt 30 meter.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Det værste var alligevel, at vore Pionerer og flere Vagtposter længe havde mærket, at »Frands« gravede og borede underjordiske Minegange ind under vor Skyttegrav. Midt om Natten kunde man høre, hvorledes han huggede i den haarde Sten neden under os. Det var med lidt uhyggelige Følelser, vi lagde os til at sove i Jordhulen om Aftenen, og Tanken, det varer vist ikke længe, førend »Frands« sprænger os alle i Luften, blev ofte udtalt.

Det var flere Gange bleven meldt til Kompagniføreren, som dog ikke havde villet tro det. Langt om længe fik vore Pionerer Ordre til at grave Fjenden i Møde for at ødelægge hans Arbejde. Og de gravede ikke mange Meter, førend de stødte paa den fjendtlige Minegang, der  allerede var saa nær færdig, at de elektriske Ledninger, som skulde antænde Krudtminen, var lagt.

Da de brød igennem til den fjendtlige Minegang, og Fjenden saa sig opdaget, udspandt der sig en forbitret Kamp under Jorden, hvorved en af vore Pionerer blev saaret i Armen. Efter Kampen overskar Pionererne de lagte Ledninger og barrikaderede Gangen med Sandsække og troede nu, at Faren foreløbig var forbi. Men »Frands« havde godt mærket vort Arbejde og havde derfor været saa snedig at lægge flere Ledninger skjulte i Jorden, saa det ikke lykkedes Pionererne at overskære dem alle.

En Eftermiddag skete saa Sprængningen alligevel. Der var nok enkelte, der mærkede ligesom en Jordrystelse, og man sad og talte om, hvad det mon kunde være. Nogle mente, at det var en stor Blindgænger, som var slaaet ned i Nærheden. Men snart blev de underrettet om, at Fjenden havde sprængt et Stykke af Skyttegraven, og straks tog de fat paa at grave deres Kammerater ud. Der var bleven 4 Sektioner begravet; men det lykkedes 16 Mand at grave sig selv ud ved Hjælp af smaa Spader, Spadserestokke, Sabler og andre Redskaber, som de i Hast kunde faa fat paa. Fjorten Mand blev draget frem som Lig.

Redningsarbejdet blev stærkt forhindret, og der blev tilføjet os yderligere Tab ved, at Fjenderne stadig beskød Ulykkesstedet med Artilleri.

Næste Morgen blev der sprængt i samme Grav lidt længere til venstre. Ved Sprængningen og Redningsarbejdet havde vi over 50 døde og saarede. Om Eftermiddagen var jeg henne paa Ulykkesstedet, hvor der mødte mig et uhyggeligt Syn. Et stort, tragtformet Hul paa godt 30 Meter i Gennemsnit gabede mig i Møde. Det var gennemrodet mange Steder for at finde de ulykkelige Kammerater.

Rundt omkring laa Bjælker og Stumper af Brædder fra de sønderrevne Jordhuler, og der var mange Blodspor af de saarede. Ved begge Sider af Tragten var Skyttegraven af den stærke Jordrystelse styrtet sammen, saa Mandskabet, som befandt sig i de Jordhuler, blev ogsaa begravet. Iblandt dem var Feldwebel Blunk, som havde været saaret 3 Gange i Forvejen; men ogsaa denne Gang slap han godt derfra og kom ud i god Behold.

Da jeg steg ud af Tragten, mødte jeg Andreas Jessen, som saa forundret op paa mig med de Ord: »Men hvor har du dog været?«
– »Aa, jeg har bare været nede i Tragten for at se, hvordan den saa ud.«
– »Da er det et Under, at du er sluppet helskindet ud; thi »Frands« har en Kanon indstillet til at skyde midt ned i Tragten, og den har saaret mange.«
– »Har du ikke været dernede?«
– »Nej, jeg gaar ikke derned, undtagen det er min Pligt.«

Jeg fik en Hilsen gennem et Brev fra Andreas’s Forældre, og han spurgte mig, om jeg snart vilde med hjem paa Orlov. Der var naturligvis ikke noget, jeg hellere vilde; men den første Maaned kunde jeg ikke komme paa Tur. — En Granat hvislede lige hen over os og slog ned bag ved Skyttegraven.

Vi skiltes. »Hils hjemme!« — »Paa Gensyn!«

Regiment 86-4komp-overlevende
Overlevende fra Füsilierregiment 86’s 4. kompagni efter sprængningen ved Moulin den 11. april 1915. (privateje)

 

11. april 1915. Minekrig ved Moulin: “Da skete kl. 18.30 det forfærdelige …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 11. april 1915 om formiddagen opdagede regimentet, at franskmændene havde undermineret dele af stillingen, men det lykkedes at afbryde sprængladningen. Men var der flere?

Havde franskmanden mon ikke også undermineret andre dele af stillingen, og hvor? Længe kunne mændene i 4. kompagni ikke tænke over tingene, for tung artilleri- og mineild holdt hele dagen afsnittet i ånde.

Vort artilleri skulle hjælpe dem, men ledningen var sønderskudt og de kunne ikke underrettes.

Da skete kl. 6.30 det forfærdelige. En kort sitren, uro og revner i jorden, et underjordisk buldren, så brister jorden, en brun vulkan stiger mod himlen, i vid omkreds rasler en regn af jord og sten ned.

Hvor engang sape 3 og den tilstødende skyttegrav var forløbet, gabte nu et kæmpe krater på 10 meters dybde og 30 meters diameter. Et øjeblik lammet af frygt, mens chokket overvindes, så kun én tanke: Hjælpe, redde! Hvor var gruppen fra sape 3, hvor var den og den?

Nu viste det sig, hvor djævelsk planen var udtænkt. Den franske artilleri- og mineild havde skræmt alle, der ikke lige var på post, ned i dækningsrummene, og dér var de nu begravet. Alle ilede til hjælp med spader, hvert sekund er kostbart.

Men nu åbenbarede sig hele den moderne krigs golde råhed. Fjenden ville ikke tillade, at levende, sårede og døde blev bjærget, uopholdelig skød han med granater og miner ned i krateret for at jage de tapre væk fra deres redningsarbejde, eller i hvert fald forstyrre redningsarbejdet.

Men det ville ikke falde en 86’er ind at lade sine kammerater i stikken. Under indsats af de sidste kræfter blev der gravet under stadig ”fald ned” og ”søg dækning” til langt ud på natten. Døde, sårede, bevidstløse, uskadte. Hen mod kl. 11 om aftenen indstillede fjenden sin skydning. Ved midnatstide dukkede der endnu fire füsilierer op, der selv havde gravet sig ud.

Wilhelm Jürgensen: “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918″

Vestfront Fransk mine slår ned 2

11. april 1915. Er blokadebryderen S/S Kronborg opdaget af englænderne?

Senest ændret den 21. august 2016 21:04

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

I disse Dage forstummede Harmonikaen, som havde været lidt i Gang ved Altapraøen. Der var igen langt flere Udkigsmænd end nødvendigt og vi hørte igen Raab om Røg, hvor der ingen Røg var. Styrmændene og Mestrene passede deres Arbejde med Ro og Rutine og var et godt Eksempel for os andre, der dog ogsaa gjorde alt, hvad vi kunde, for ikke at røbe vor stigende Spænding.

Men det var to lange Dage. Der er ikke meget fra Samtalerne dengang, der huskes, udover at Tømmermanden en Dag brød sin Ro og sagde uden at henvende sig til nogen bestemt:
— I Tanga den 13. April — ja, det er let nok sagt. Det er ligesom at skrive til en Pige, at hun skal være paa Banegaarden ved 4-Toget. Det kan de sagtens sige, de guldgallonerede Hundestejler paa „Königsberg“ , men det er sgu’ os, som skal gøre det. Selv kommer de ikke ud — og hvorfor? Selvfølgelig fordi de ikke kan. Men vi skal med vore 10 Knob.

Telegrafisten fortalte os jævnligt, at Englænderne stadig var tossede. Luften svirrede af Telegrafi. Derimod var „Königsberg“ blevet tavs, hvad vi var meget glade for. Vi havde imidlertid en tydelig Fornemmelse af, at den havde telegraferet tilstrækkeligt til at ødelægge alle vore Chancer.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

11. december 1915. Russiske kvinder og børn tigger om brød

Senest ændret den 14. april 2015 11:05

Sønderjyden Jacob skriver fra Østfronten:

December 1915.

Lørdag Eftermiddag Kl. 3.

Vi kom ikke til Lyck, men bøjede af mod Øst og kørte over den russiske Grænse ved Suvalki. Forskellen mærkedes straks. Bygningerne, Redskaberne osv. var meget primitive i Forhold til Østpreussen.

Ved et Ophold, som Toget gjorde for at skifte Maskine og Personale, var russiske Kvinder og Børn straks til Stede for at tigge om Brød. Noget fik de, men det er forbudt at afgive Brød under Transporten, og det er heller ikke let at afgøre, hvem der er mest trængende.

Her paa den russiske Side har Bygningerne intet lidt. Anderledes i Tyskland, da vi passerede Egnen, hvor det masuriske Slag havde staaet i Februar. Her er Fyrreskov i Massevis, og russiske Fanger er i Færd med Skovhugst og Oprydning. Ligeledes er Banelinjen, hvorpaa vi kører, bragt i Orden og der er lagt Dobbeltspor. Vogterhuse, bygget i Villastil, er under Opførsel.

Om Krigen minder talrige Kors og forladte Skyttelinjer og Stillinger. Derpaa Skov og atter Skov. Banelinjen er ikke angivet paa mit Kort, men den er vist ogsaa for største Parten anlagt af Tyskerne i den forløbne Sommer.

Det bliver mørkere. De store Fyrreskove, vi kører igennem, mørkner ogsaa. Og da vi nærmer os Grodno, er det helt mørkt, det vil sige, vi har Maaneskin.

Jacob

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

11. april 1915. Minekrig i Moulin-sous-Touvent: Franskmændene har undermineret de tyske stillinger!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. De lå i foråret 1915 ved Moulin-sous-Touvent

I begyndelsen af april lå der særligt på det højre afsnit svær artilleriild, som om aftenen øgedes til en hidtil ukendt styrke. Værst gik ildregnen ud over Soltau-Eck, hvor 4. kompagni under premierløjtnant Neumann lå. Indtil 9. april vedblev ilden i regelmæssig styrke, men så blev der roligt på hele fronten.

Under beskydningen havde det ved 4. kompagni været påfaldende, at ilden blev kraftigere, når en eller flere soldater gik gennem graven med faste skridt. Hvordan det? Kunne modstanderen høre skridt? Havde man ikke også i stille nætter fornemmet en sælsom banken? Havde fjenden gravet en underjordisk gang under vor stilling? Var gravene undermineret? Måske endte det en nat med himmelfart eller levende begravelse! Det var nette udsigter!

Der måtte gøres noget. Pionererne blev tilkaldt, ved sape 2 blev der gravet en lyttegrav. De slemme formodninger skulle snart blive bekræftet. Den 11. april om formiddagen støder en pionerunderofficer på forskallingen til en fjendtlig underjordisk gang. Sikke en opdagelse.

Hvert øjeblik kan en sprængladning i gangen gå i luften. Det gjaldt om at handle hurtigt og bekæmpe angsten for denne underjordiske kamp. Væggen i gangen blev yderligere fritlagt og så åbnet. Gangen er fuld af sandsække. De bliver ryddet ud ved hjælp fra 86erne. Da opdager man den fjendtlige tændsnor. Det har altså været lige over. Den bliver kappet. Man ånder ud.

Da lyner i gangens mørke nogle geværskud. En pioner bliver såret. Hurtigt bøssen til kinden for at besvare ilden fra mørket. Med hvilket resultat kan ikke konstateres. Da kaster franskmændene stinkbomber, luften bliver uudholdelig, adskillige pionerer bliver bevidstløse og må skaffes op i det fri.

Til sidst lykkes det under store vanskeligheder at anbringe en sprængladning i den fjendtlige gang, klokken 5 om eftermiddagen bliver den sprængt af vore pionerer, sape 2 går med den i luften. Gud ske lov! Fjenden skød ganske vist som en vild ned i krateret med miner og granater, måske forventede han fra vor side et angreb, men faren var dog på dette sted forbi.

Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014) – bestil den her eller køb den i boghandelen

08-01_Moulin-kort
Füsilierregiment 86’s stillinger ved Moulin-sous-Touvent

 

Nyt på siden om DSK (Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere)

Den frivillige medarbejder ved hjemmesiden her, historiestuderende Troels Peter Roland, har arbejdet intensivt med DSK’s røde årbøger i de seneste uger. Det er der kommet nogle meget nyttige lister og fortegnelser ud af.

Bl.a. en indholdsfortegnelse til samtlige 31 årgange 1941-1972 og en liste over de ca. 6.000 medlemmer af DSK, der afgår ved døden og mindes i hvert nummer.

Du kan se dem på siden om DSK- Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere

DSK-Omslag

 

10. april 1915. Anholdt! Forsøgte at smugle brev over grænsen

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Af Nicolai Flyman

Syd for Grænsen under Krigen

Det bødes der for

Karlen med Brevet i Strømpen
Onsdag før Paaske var en ung Karl fra Guldager efter Besøg søndenaa paa Vej tilbage hertil sammen med sin Kæ­reste. Ved Grænsen underkastedes de det sædvanlige Eftersyn, og den tyske Bevogtning var omtrent færdig med Undersøgelsen, da den fandt et Brev i hans Strømpe! Om Brevets Indhold forlyder intet udover, at det var skrevet fra en Kone søndenaa til en Kone heroppe. Karlen blev øjeblikkelig anholdt og se­nere ført til Skærbæk, hvor en nær­mere Undersøgelse fandt Sted hos Distriktskommandøren. Karlen er senere ført til Flensborg, hvor der antagelig venter ham 1 á 2 Maaneders Fæng­selsophold.

Karlen, der ikke havde Papirerne i Orden
En Karl fra Vesterenge i Ribe Her­red havde i Fjor Tjeneste hos Gaardejer Jensen i Harreby, søndenaa. Den 1. Novbr. skiftede han Bopæl, idet han tog Tjeneste som Daglejer hos Naboen, Gaardejer S. Hansen. Karlen forsømte imidlertid at faa ordnet de foreskrevne Fra- og Tilflytningspapirer hos Myn­dighederne, og da han nogen Tid efter kom til Ribe og som hjemmehø­rende i Herredet fik udleveret et Pas og atter kom ned over Grænsen, blev han anholdt af den tyske Grænsebevogtning paa Grund af den ovennævnte Uorden med Hensyn til hans Opholdspapirer. Han blev ført til Rødding og derfra til Flensborg, hvor han nu har siddet fængslet en Maanedstid.

Vi finder Anledning til at indskærpe for de danske, der tager paa Besøg eller tager Arbejde i Nordslesvig, at de uvægerlig retter sig efter de Paabud, de tyske Myndigheder har givet, og retter sig efter dem indtil det yderste. Vil man gøre Krav paa Tilladelse til at færdes søndenaa for Tiden, er det kun Ret og rimeligt, at man til Gengæld ikke overtræder de af Krigs­forholdene dikterede Paabud til Sikringsforanstaltninger. Vil man ikke ind­rette sig herefter, maa man tage Føl­gerne, som de falder, uden at beklage sig.

Under alle Omstændigheder maa det fraraades — og skarpt misbilliges — at følge de ovennævnte Karles Eksempel, der kan virke skadeligt paa det allerede forud i mange Henseender vanskelige Samkvem mellem begge Si­der af Grænsen.

10. april 1915. Blokadebryderen S/S Kronborg får ordre om at sejle til Tanga

Senest ændret den 21. august 2016 21:03

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Anker Nissen fortæller:

Om bord på skibet havde vi en hemmelig radiostation, anbragt i et rum under kaptajnens kahyt og hvortil adgangen var skjult af kaptajnens servante, der havde dobbeltbund.

Vi fik en nat over radioen ordre til at anløbe en af koloniens havnebyer Tanga den 14. april ved daggry. Vi var uvidende om at den telegrafkode, som blev anvendt, var kendt  af englænderne og at vi derved var blevet opdaget.

Nu kom der en spændende nat. For fuld kraft, med slukkede lanterner, ingen måtte ryge, gik det mod den østafrikanske kyst. Alle var på vagt, og enhver skulle melde så snart eventuelle blokadeskibe var i sigte.

Nis Kock fortæller:

Der er to Dages og én Nats Sejlads fra Fredens Ø, Altapraøen, hvor Skildpadderne gaar nede paa Havbunden, til den sumpede og sandede afrikanske Østkyst. I disse to Dage og én Nat blev der bandet mere om Bord end paa hele den øvrige Rejse sammenlagt, og det var lige fra øverst til nederst. Der er heller ikke nogen Tvivl om, at der blev svedt mere. Der blev sejlet for fuld Fart hele Tiden, og det var ingen Spas for os nede i Fyrrummet. Men det, der navnlig bragte Sveden frem, var den tavse Spænding, som steg fra Time til Time og gjorde en Ende paa det fredelige, dagligdags Liv om Bord. Den var meget højere — og her hjalp den stegende Varme vel ogsaa til — end da vi gik gennem Blokaden i Skagerak, for dengang havde vi kun lige begyndt, men nu havde vi næsten fuldført vort Arbejde, og nu kunde et eneste Uheld ødelægge det hele.

Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962)

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen (1915)

 

 

9. april 1915. “Den russiske Officershustru i Uniform”

Anonym sønderjyde skriver fra Østfronten

V …………… den 9. April 1915.
Kære Forældre!

Den Fangst, som vor Division gjorde, og som jeg i mit forrige Brev fortalte om, kunde ogsaa let være mislykket; det var vor Lykke, at Russerne intet Artilleri havde. Af vort Regiment skulde kun to Eskadroner deltage: anden og fjerde. De var punkt­lige paa Stedet, hvor de skulde staa . . . Dragoner kom forsent. Og dertil kom, at det aktive Jægerkom­pagni, som skulde indtræffe, var gaaet fejl Vej. Saa var der kun de to Eskadroner fra vort Regiment og de øvrige Jægere; ialt omtrent to Hundrede Mand, endvidere to Kanoner og et Maskingevær. Det rus­siske Infanteri var Tusinde Mand stærkt og dertil kom 100 Kosakker. Men alligevel blev der angrebet til fastsat Tid — Klokken 6 om Morgenen.

Da Russerne mærkede, at de blev angrebne, gik de tilbage, men her mødte de Jægerne. Saa omkring igen og frem. Her mødte de vore Dragoner. Saa gjorde de Højre om, men her mødte de igen Jægere. Saa gik de over en Isflade, og derved klumpede de sig noget sammen. Det var det Øjeblik, da Artilleriet og Maskingeværet satte ind. Og de mejede skrække­ligt ned. Masser af Døde laa der omkring paa Isen.

Den unge, smukke Kvinde — som ingen genken­der som Kvinde, da hun bærer russisk Officersuni­form — kæmper tappert ved sin Mands, Oberstløjt­nantens Side. Hun ænser ikke Kuglerne, hun ænser ikke de Saar, hun faar; kun fremad, stadig kæm­pende. — Indtil hun synker bevidstløs sammen, — tre Kugler, alle i venstre Arm. Men hendes Mand stormer videre fremad, indtil ogsaa han rammes og synker død om.

Da Russerne tages til Fange, bliver de Saarede lagt paa Vogne; Oberstløjtnantens Hustru ogsaa. Hun vaagner af Bevidstløsheden, da hun atter forbindes ved Kirken her i Byen. — Hun spørger efter sin Mand. Hun maa ikke faa at vide, at han er falden. Han er blandt Fangerne, svares der. Senere føres Fangerne forbi Vognene med de Saarede. Hun vil se Fangerne, naar de føres forbi; hun har tvivlet om Sandheden af, hvad der fortaltes. Vor Regimentslæge lader et Par Mand støtte hende, og nu sidder hun og ser paa Fangerne, som gaar forbi — indtil den sidste er forbi. Saa falder Øjenlaagene i, og Taarerne strøm­mer ud af Øjnene. — Nu ved hun, at hendes Mand blev derude . . .

Dagen før Kampen toges en Junker af vort Regi­ment til Fange af Kosakkerne. Han var en Svoger til Løjtnant H. — ligeledes af vort Regiment. Dagen efter fandt man hans Lig. Kosakkerne havde skudt ham, efter først at have taget ham usaaret til Fange. Han havde faaet en Kugle gennem Hovedet og en gennem Hjertet.

Nu da de fangne Infanterister førtes her igennem, røbede en af de russiske Soldater, at det var den høje, slanke Kosakløjtnant, som havde skudt Junke­ren. Løjtnant H. blev straks underrettet herom, og Kosakløjtnanten vil naturligvis blive stillet for en Krigsret. Man behøver ikke at være bange for at falde i Hænderne paa russiske Infanterister, men Kosak­kerne er et Røverfolk. — Nu er her ingen Kosakker i hele Egnen, kun russiske Dragoner.

Vi har endnu en Fjende at kæmpe med overalt her i Rusland, saa snart vi er over Grænsen — og det er Utøjet. Russerne kender det ikke anderledes; de me­ner, at naar man ikke har Utøj, saa er man ikke sund og rask. I Hovedhaaret faar vi ikke „Indkvar­tering“, naar man hver Dag vasker sig, kan man let holde sig fri. De første Par Dage, efter at man har skiftet Linned og renset sig, gaar det, men snart kni­ber det med at falde i Søvn om Aftenen.

I saadan en russisk By er der i de fleste Tilfælde ingen, der kan læse eller skrive — ingen besøger Skolerne, Vejene er jo ufremkommelige. Det samme er Tilfældet med Tyskerne her. Her i Huset er for Eksempel to Kvinder paa 20 og 24 Aar. Den ældste er gift og har to Børn. Hendes Mand er i Amerika. De kan hverken læse eller skrive, hverken Tysk, Russisk eller Littauisk. De kan ikke skrive til deres Paarørende i Tyskland, og hun kan ikke skrive til sin Mand i Amerika, ligesaa lidt som han kan skrive til hende. Han har dog sendt hende en Billet til Over­farten, som hun dog ikke kan benytte nu for Øjeblik­ket.

Jeg skrev i Gaar et Brev for hende, til hendes Svigerinde, som bor paa den tyske Side af Grænsen. Broderen er preussisk Undersaat og sandsynligvis med i Krigen, hvad hun gerne vilde vide.

Aa, hvor her nu er snavset! — Her staar i hvert Hus en hel Del Træsko, ganske nye og helt af Træ, som de gammeldags hjemme. Her i Byen gaar nu alle i Træsko, lige fra Ritmesteren og ned til den yngste Rekrut. Men man maa gaa helt ovre paa Si­den af Gaden; midt paa Gaden er der flydende Mo­rads til Knæerne omtrent: Det er frygteligt.

Nu har vi i næsten fem Maaneder levet i dette fryg­telige Land og vi er lede og kede af det for længe, længe siden . . . Man kan have hvad Sympatier man vil, man kan ønske dette eller hint, men den russiske „Kultur“ maa ikke sejre og brede sig. Det kan den naturligvis heller ikke. I Rusland trænges der til at blive vendt op og ned paa mangt og meget; ja paa alting. Den der ikke ved det af Erfaring, han kan umuligt gøre sig noget Begreb om, hvad Rusland er for et ravgalt Land.

Til Slut mange kærlige Hilsener fra Eders Niels.

Fra Harald Nielsen: Sønderjyske soldaterbreve (1916)

1915-02-14 LIR84_Wagner_russiske krigsfanger

9. april 1915. Et halshugget kongepar og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for et være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Af Nicolai Flyman

Syd for grænsen under krigen

Russiske fanger

Påskelørdag ankom ifølge “Flensborg Avis” til Møgeltønder sogn et halvt hundrede russiske fanger, der som landarbejdere fordeltes blandet bønder i sognet. Kun ganske enkelte af fangerne kan lidt tysk, og forståelsen formidles ved tegn; men det lader til, at fangerne har hurtigt nemme over for god mad og venlighed.

I lørdags ankom ifølge “Flensborg Avis” nogle afdelninger russiske krigsfanger til Læk. De får sysselsættelse de omliggende landsbyer.

En afdeling på omtrent 50 fanger er en af de sidste dage kommen til gården Holm ved Kliplev, hvor de skal arbejde på mosen.

Udmærkelser

Underveterinær R. Johansen, en søn af Johs. Johansens enke fra Bovrup, har ifølge “Hejmdal” fået Jernkorset. Han er med på Vestfronten. Jernkorset af første og anden klasse er blevet tildelt skovrider Rickert af Arnum, der er stabssergent ved 18. reserve jægerbataillon og for tiden ligger hårdt såret hjemme. Den nævnte jægerbataillon har ifølge “Schleswigsche Grenzpost” fået tildelt en række udmærkelser; den har allerede i oktober og november i fjor udmærket sig særlig ved Yserkannalen og i 4 måneder har den næsten uafbrudt kæmpet i forreste række i skyttegraven.

Købmand P. Thuesen af Kliplev har efter forlydende fået tildelt jernkorset.

En søn af agent B.B. Petersen i Storegade i Haderslev, Peter Petersen, er ifølge “Dannevirke” den 22. Marts bleven udnævnt til løjtnant. Han har fra første færd deltaget som frivillig og i førstningen som Menig.

Faldne, sårede og fangne – efter sønderjyske Blade

Landmand Peter Hansen Tiedemann fra Øster Løgum er død efter at have ligget på lazaret i fem måneder. Han blev såret i efteråret. Før sin afsendelse til fronten lå han i nogen tid i Flensborg og siden i lejren ved Locksted. I felten var han bl.a. med ved Antwerpens belejring og fald. Tiedemann var 25 år gammel.

Skærtorsdag modtog aftægtsmand Boisen Iversen i Hjordkær meddelelse om, at hans søn, Peter, der allerede i længere tid havde været savnet, var falden. Ligeledes meddeltes det gæstgiver Hansen på Banegården Dersteds, at hans sidst indkalde søn, der var bager og først for fjorten dage siden var kommen til fronten, var falden.

Arbejdsmand Rasmus Christensens kone i Skodsbøl har i følge “S.Ztg.” fra kompagniføreren ved den afdeling hendes mand står ved, modtaget meddelelse om, at Christensen den 23. December i fjor er bleven hårdt såret og derpå er død på forbindingstedet.

H. Schmidt og Hustru i Nørre Abild ved Tønder har mistet deres eneste søn, som den 15 marts blev dødeligt såret. Han døde samme dag.

Landbolsmand Christian Lorenzen i Skodsbøl har ifølge ” S. Ztg.” modtaget efterretning om, at hans søn savnes siden en fægtning i midten af denne måned.

Jul. Hinrichsen og hustru i Barsbøl ved Skærbæk har i de sidste påskedage gjort den lande rejse til Frankfurt for at besøge deres hårdt sårede søn, som ligger op Lazaret der. Schmidt fik gratis rejse med toget både for sig og hustru.

Musketer Sønke Torp af Brarup er død af sine sår. Han havde siden krigens begyndelse stået ved østfronten.

Fangelejren i Døstrup
I nærheden af Døstrup er der en fangelejr på 12 mand, alle er russere. I fritiden laver fangerne små fugle af træ, som de så sælger til de mange nysgerrige som kommer for at se fangelejren. Især i påskedagene har de ifølge “Hejmdal” gjort god forretning med at sælge Fuglene, og deres Øjne strålede af glæde, når folk købte af dem.

Brevkortet, der blev beklippet.
En ung pige fra Kerteminde sendte ifølge “Fyns Tidende” forleden et lykønskningskort til Als i anledning af, at en søn af hendes herboende svigerforældre skulde konfirmeres. Da den unge Pige vidste, at hendes svigerforældre længe havde ønsket et billede af kongen og dronningen af Danmark, købte hun et billede af kongeparret og klæbede det på brevkortet. Kortet som også til sit bestemmelsested på Als, men stor blev forbavselsen, da man så, at kongens og dronningens hoveder var klippet af.

8. april 1915. Fangelejren i Bajstrup: Suppe af runkelroer

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under Krigen
Redaktør Thomsen ved ,Hejmdal“ blev — skønt han er ældre end mange andre og aldrig har faaet nogen militær Uddannelse — ind­kaldt henved Midten af Marts Maaned og sendt til Østprøjsen, hvor han for Tiden undergaar en 6 Ugers Uddan­nelse i Kønigsberg.

Fra Fangelejren ved Bajstrup
Det meddeles os, at der før Paaske har været en Inspektionshavende i Lejren ved Tinglev, ved hvilken Lej­lighed han — hvad der er glædeligt at høre, navnlig dersom Inspektionen fin­der Sted jævnlig — kasserede en Del Rationer Mad og lod lave nye i Stedet for, vistnok Suppe.

Nu begynder det forøvrigt at knibe med Anvendelsen af Kaalrabi, og man gaar mere og mere over til Anvendelse af Runkelroer, der jo desværre ikke er behagelige paa denne Aarstid og ialt fald ikke er tilnærmelsesvis så nærende.

6a41-061 Krigsfangelejren i Bajstrup_3
Krigsfangelejren i Bajstrup

 

8. april 1915. “Der laa endnu 300 døde Franskmænd i Pigtraadshegnet, samt deres Kaptajn og hans Hest. “

Senest ændret den 19. juni 2015 15:53

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Lige ud for vor Skyttegrav laa en Gaard, som var totalt nedskudt; kun nogle faa gennemhullede Murrester stod tilbage; men i Skjul af dem havde “Frands” flere Kanoner opstillet, med hvilke han ofte beskød os helt uventet. Afstanden var kun 150 Meter, og naar Skuddet gik af, var Granaten herovre næsten i samme Nu.

Lidt til højre for os nede i Dalen laa en By; men deraf var ikke et helt Hus tilbage. Et af Husene var bleven sprængt, derved var Sten og Træværk fløjet henved 100 Meter ud over Markerne. Til højre for Byen havde Fjenden for lang Tid siden foretaget et Angreb, som man tydelig kunde se var mislykkedes. Der laa endnu 300 døde Franskmænd i Pigtraadshegnet, samt deres Kaptajn og hans Hest.

Stillingen der var meget stærk, den var udhugget i den hvide Kalksten. Jeg havde nogle Gange været henne at besøge min Skolekammerat, Hans Christensen fra Skodsbøl, og Andreas Jessen fra Smølmark. Naar vi kom sammen, talte vi altid vort sønderjyske Maal, og saa forekom det os, som var vi et Smut derhjemme. Vi saa hinandens Fotografier og fik det sidste Nyt at vide fra Hjemegnen. Det var ret nogle herlige Timer, vi tilbragte sammen; men Pligten, den haarde, bitre Pligt kaldte paa os. Med et kraftigt dansk Haandtryk og med Ønsket: Paa Gensyn! skiltes vi.

Nu havde vi atter smukt Vejr hernede. Solen straalede hver Dag, og Skyttegraven var helt tør. Svalen var kommen, og naar det i Middagstimen var roligt, kunde jeg undertiden i Ny og Næ faa Øje paa den i dens pilsnare Flugt. Den bragte da altid med sig et Pust af kære Barndomsminder fra dengang, da jeg legede hjemme paa Gaden, mens Svalen byggede Rede under Kromandens Paptag over Indkørselen.

Ja, Tiden var meget for smuk til at ligge dernede i Skyttegraven. Havde jeg blot været derhjemme, saa kunde jeg da gøre Gavn; men dette her, det var mig inderligt imod.

»Frands« skød hver eneste Dag vort Brystværn ned, og hver Nat skulde vi bygge det op igen. Sandsække og Staalplader var for det meste skudt i Stykker. En Dag skød han 6 Fuldtræffere ned paa vor Jordhule uden dog at anrette nogen videre Skade. Vor Jordhule var godt afstivet med tykke Bjælker, og der var meget Jord ovenpaa. Naar der kom en Fuldtræffer ned paa den, gav det dog et Stød i os, som naar et Tog standser brat. Imens sad vi musestille og ventede taalmodigt paa, at Skydningen skulde holde op. Hvis man opsøgte en anden Jordhule, vilde det kaldes Fejghed; men at blive tog slemt paa Nerverne.

12-01_Sappe_14_Moulin_mindre
Sappe 14 ved Moulin-sous-Touvent forår 1915

 

 

7. april 1915. Regiment 84: To mand bliver begravet levende

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne

Den 7. april går der om eftermiddagen flere fuldtræffere ned i nærheden af maskingeværstanden; to mand bliver begravet; først næste dag bliver de fundet døde og bliver gravet fri. Den følgende dag om formiddagen finder deres begravelse sted på kirkegården bag hvilestillingen.

C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)

RIR242_Maskingeværstilling_mindre
Maskingeværstilling på vestfronten, formentlig RIR242.

 

7. april 1915. Krigsfangelejrene: “Løgn fra ende til anden.”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Af Nicolai Flyman

Syd for Grænsen under Krigen

Løgn fra ende til anden

Den stedfortrædende generalkommando i Altona har haft den frimodighed at anmode nordslesvigske blade om at optage følgende:

I den dansk Tyskfjendtlige presse findes under overskriften Krigsfangerne i Tyskland lider hungersnød en artikel, der skildrer Formentlige tilstande, samt anbringelsen og forplejningen af Fangerne i barakkerne i Tinglev.

Disse meddelelser er, som også redaktionen af bladet ”Humburger Echo” af 1. April meget rigtig bemærker, en notits, der bærer løgnens mærke på sig.

Angivelserne er faktisk løgn fra ende til anden.”

For så vidt dette med så megen tysk kultur affattede Dementi skulde sigte til den af os givne beretning om forholdene i lejren ved Bajstrup, der ligger nær ved Tinglev, skal vi blot bemærke at dementiets kraftfulde form ikke er i stand til at ændre de i vort referat omtalte Kendsgerninger. Betegnelsen ”løgn fra ende til anden” må åbenbart sigte til forhold andre steder.

Den tysk hærs forsyning med hø truet

Landråden i Haderslev Bekendtgør: ”Da det havde vist sig, at det indenfor det niende armékorps område trods de største anstrengelse ikke var muligt at få hø i frihandel, blev det, for om muligt at undgå rekvisitioner på grundlag af krigsydelsesloven af krigsministeriet anordnet at skaffe hø til veje gennem kommissærer. Desværre har dette middel hidtil ikke medført nævneværdige resultater, så hærens forsyning med foderstoffer er truet. Inden der skrides til det sidste middel rekvisition, anmodes landmændene indtrængende om i frihandel at tilbyde proviantkontorerne deres forråd af hø.

Ud til Sibirien ved Stillehavet

Nytårsaften 1914 blev mandskaber af 9de og 12te kompagni af 84de landeværnsregiment ved indtrædende tåge pludselig taget til fange af Russerne. Blandet fangerne var også overlærer Poulsen ved Realskolen i Sønderborg. Efter flere Måneders forgæves spørgen er der nu til slægtninge i Angel Kommen efterretning om, de befinder sig i Nikolsk i det østligste Sibirien i nærheden af Vladivostok.

Jeg er dansk

En dansk Nordslesviger, der har deltaget i krigen siden dens begyndelse, var forleden hjemme på orlov. Gensynet med familie og venner blev selvfølgelig fejret, men uheldigvis så stærk at soldaten blev en smule for snakkesalig, fortæller ”Holbæk Posten”. I denne tilstand kom han til at sige, at han sagtens kunde finde sig i alle strabadser ved fronten, når blot tyskerne til sidste måtte så klø.

En tysker, der hørte dette, angav soldaten, og da denne vendte til sin afdeling han stillet for en krigsret.

– Er de dansk? Spurgte chefen for Krigsretten.
– JA!
– Er de i dansk foreninger og da hvilke?
– Soldaten nævnte de danske foreninger han var i, og den overordnende forhørt sig derefter, hvilke steder han havde deltaget i krigen og spurgte til sidst: Bliver de ved med at være dansk?

– Jeg er dansk svarede soldaten, og jeg bliver ved med at være det. Men har gjort min pligt , på hvilken post jeg end har været fat.
– Så var forhøret forbi: men lidt senere fik soldaten, der frygtede det værste meddelelse om, at der var tilstået ham en særlig orlov. Grunden kunde han selv regne ud.

Russiske krigsfanger Løgumkloster
Russiske krigsfanger ankommer til en fangelejr ved Løgumkloster

 

6. april 1915. Grænsebevogtningen udskiftes. Knaphed på arbejdskraft

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for Grænsen under Krigen
Af Grænsebevogtnings-Mandskabet, blandt hvilket ogsaa befinder sig en Del Elsasser, dirigeredes en Del af disse, til hvilke man ikke nærede en ubegrænset Tillid, Paaskelørdag sydpaa. Paaskesøndag førtes yderligere en Del af Mandskabet, der efter foretaget Læge­undersøgelse var fundet felttjenstdygtig og under 35 Aar, ligeledes sydpaa, formentlig for senere at afgaa til Fron­ten.

Kniber det med Arbejdskraften?
Paa flere Egne siges det at knibe for Landboerne med Arbejdskraften og at det navnlig volder nogen Vanskelighed at faa udført Forårspløjningen og Sæd­lægningen — til hvilken sidste der er udleveret 300 Pund Korn pr. Hektar. Det paastaas, at der — i alt Fald nogle Steder — den 15. Marts er traadt en Bestemmelse i Kraft, hvorefter Kon­trakter med udenlandsk Arbejdskraft ikke maa indgaas paa mindre end et Aar.

6. april 1915. Mudder ved Moulin-sous-Touvent

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Om Aftenen den 6. April skiftede vi Stilling. Kl. blev 11½, inden vor Afløsning kom, og en Time gik endnu hen med at faa alting i Orden. Alt imens begyndte det at regne. Natten var mørk og kold, da vi forlod vor Stilling. Kun Lyskuglerne, som blev skudt til Vejrs med en lang, regnbueformet Udhale bagefter sig, lyste ud over det omstridte Land. I Førstningen gik det kun meget langsomt fremad. Af og til gjorde vi Holdt, dog ikke nok dermed, fire til fem Gange var vi gaaet fejl, og hver Gang hed det: Omkring og samme Vej tilbage! En Knurren og Banden var altid Svaret.

Regnen piskedes nu ned af Blæsten, som gjorde Vejret endnu mere uhyggeligt. En halv Time stod vi paa Vejen, førend man fandt den rette Løbegrav. Imens løb Regnen os ned i Støvlerne, saa det gav et Svup ved hvert Skridt. I Løbegraven var der lagt Brædder i Bunden; men af og til var der en, som skred ned i Hullerne ved Siden og stak Benene i Vandet til op over Knæene. Et Gisp efter Luft og en drøj Ed var det, der fulgte næst efter.

Til vor nye Stilling ankom vi gennemblødte, og nogle var i den Grad tilsølet med Ler, at de lignede Lerklumper. Klokken blev henimod 4, inden vi blev færdige med Afløsningen, og Kl. 5 gik det af Sted igen samme Vej for at hente Mad nede i Stenbruddet. Desværre var Feltkøkkenet kørt bort, da vi naaede Stenbruddet; det skulde nemlig være oppe i Byen Nampcel, førend Dagen gryede, saa vi slap for varm Mad denne Gang.

Regiment 86 019 stenbrud Namcel
Stenbruddet ved Namcel