Alle indlæg af Rene Rasmussen

11. oktober 1914. Hemming Skov: “Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup”.

176’eren Hemming Skov deltog i kampene på østfronten

Næste Morgen maatte vi frem til Kompagnierne med Patronvognene, og inden ,,Dagens Gerning” tog sin Begyndelse, fik jeg talt et Par Ord med min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson. Han søgte mig, saa ofte det lod sig gøre, for at faa en Bid Brød, hvad jeg som oftest havde i Vognen. Vi skiltes, som vi plejede, med Haab om Gensyn.

Det var desværre blevet lyst, og Kuglerne peb om os, mens vi kørte tilbage til Skoven. Derfor gik det i strakt Galop, og vi naaede uskadt vor Plads.

Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup. Han blev lagt i en Fællesgrav i en Skov sammen med 12 Kammerater, formodentlig i ovennævnte Skov, ved Piacezno, 15 km Syd for Warszawa.

1914-10-polsk bondegård

 

10. oktober 1914. “Alle havde mere eller mindre syge Maver”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 10. Oktober 1914. Hver Mand fik en Pakke med Gaver fra vor Regimentschef, Kejserinde Augusta Viktoria.

De følgende Dage gik alting sin rolige Gang. Vi laa i Vinkælderen om Dagen og skrev Breve, fortalte om de forskellige Oplevelser og spillede paa Mundharpe og sang.

Jeg kogte Mad en Gang daglig; thi den Smule, vi fik fra Feltkøkkenet, forslog ikke meget. Vi var totalt udhungrede og saa magre, at der var kun Skind og Ben tilbage. Alle havde mere eller mindre syge Maver. Det var en Slags Tyfus med en smertefuld Blodgang. Det gav ofte Anledning til de pinligste Optrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og klagede sig i de voldsomste Smerter.

Soldater på feltlatrin
Soldater på feltlatrin

 

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.

10. oktober 1914. Hemming Skov: “Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv”

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten

10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.

I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.

Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.

Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.

EasternFront1914b

9. oktober 1914. Skyttegravsliv i Dreslincourt

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 9. Oktober 1914.

Straks om Morgenen fik vi Artilleriild. Der blev kun 2 Mand fra hver Sektion som Vagt i Graven. Resten fik Lov til at ligge i Vinkælderen om Dagen. Ved Sidevæggene var der Halm at ligge i . Her laa 40 Mand, 20 paa hver Side med Tornysterne under Hovedet. De fleste maatte ligge paa Siden, ellers kunde der ikke blive Plads til alle.

Om Middagen var alting roligt. Jeg listede lidt omkring ved Huset og fandt nogle Hvidkaalshoveder og hvide Bønner i Haven. I et Udhus var der en aaben Kamin, hvor jeg gjorde Ild paa og kogte Hvidkaal med Bønner. Brænde var der nok af i de sønderskudte Lægter og Sparrer. Stuehuset var helt nedskudt til Grunden, og Murresterne laa oven paa Vinkælderen og gjorde den temmelig sikker mod smaa Granater.

Jeg gik ned i Kælderen for at hente en Ske til at røre i Suppen med; men det kunde jeg godt have sparet; thi da jeg kom tilbage, var Suppen kogt over og havde omtrent slukket Ilden. Nede paa Bunden af Kogekarret laa nu den tørre Hvidkaal og Bønnerne og brændte paa, saa det lugtede slet ikke skønt. Saa forsøgte jeg med en ny Portion, og den lykkedes.

Frits og Underofficer Petersen fra Hamborg spiste med, og de forsikrede, at det var mange Dage, siden de havde faaet saa velsmagende Mad.

Om Natten skulde vi alle være i Graven. De, der ikke stod Vagt, havde Lov til at sove. Jeg var meget glad for Halmmaatten. Den rullede jeg mig ind i , og saa havde jeg Værn mod Kulden baade fra oven og neden.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914
86’erer i en skyttegrav ved Dreslincourt

8. oktober 1914. Jeppe Østergaard syd for Warszawa

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Radom, 8—10—1914.

Kære allesammen!

Når undtages Margrethes Flensborg-kort har jeg ikke hørt fra jer siden den 10. September. Dog ved jeg, at skylden ikke træffer jer, da I nok ugentlig har sendt mig mindst een hilsen. Alle institutioner har i krigstid omtrent gjort fyldest, kun feltposten har måttet melde pas. I 1870 skal den ha været fortrinlig, og selv om hæren nu er større, og skrivefærdigheden er vokset, så er dog samfærdselsmidlerne steget i tilsvarende grad, så det er ingen undskyldning. Uddelingen gennem de forskellige troppedele er heller langt; fra mønstergyldig og tager flere dage. Følgen er, at breve er 2-3 uger undervejs.

Nu er vi en 200 km fra grænsen og 100 km syd for Warschau. Radom, en by på 100 000, er i modsætning til de andre stinkereder, vi har passeret, en smuk og renlig by med vældige kirkebygninger. Her havde russerne en let befæstet feltstilling, og der var store troppemasser undervejs til forstærkning. Men vi kom dem i forkøbet, og efter at have løsnet et par skud trak russerne sig skyndsomst tilbage.

Vi har nu haft en dags ro, som hårdt tiltrængtes, ikke blot for hvilen, men også for fodtøjet. Det er nu bedret en del, og vejret er klaret op. Natten over har det frosset. Om en halv time går det videre, vistnok mod Iwangorod, en stærk fæstning ved Weichselen, 50 km østpå. Pionererne har haft travlt med at bygge broer, og belejringsskyts indtræffer.

Af og til træffer man store godser med solidt og smukt byggede herrehuse og gamle parkanlæg. I storbruget ses de mest veldyrkede marker. Langt den største del af jorden optages dog af småbruget. Legetøjshusene ligger klumpet sammen til landsbyer med hullede, elendige veje. Hver husejer er sin egen bygmester. Alt er stråtækket. Mellem bjælkerne lægges mos og ler. Det luner og tætter. Foruden det “tækkes” til vinteren væggene med langhalm, mos eller senegræs, som fastholdes med lægter og brædder. Gennem den lave dør kommer man krumbøjet ind i huset, som i reglen har to rum. I det større står et muret komfur, og gennem flere murede kanaler ledes trækket ind i skorstenen. Rummet er køkken, dagligstue, sovekammer, kort sagt alt. Det mindre rum er pulterkammer, børne- og gæstestue. På væggene hænger kun gudelige billeder, og blandt dem indtager det førnævnte Madonnabillede fra klostret i Czenstochau første pladsen. Ved bjælken er ofte indstukken poppelris. Befolkningen er meget fordringsløs og nøjsom. Mændene går i lange støvler, fåreskindspels og do. hue, mens kvinderne alle som en endnu ved denne årstid går barbenet. Trods fattigdommen er der bygget store, stilsmukke og pragtfulde kirker. De fleste har to tårne og mange tilmed en tagrytter. Befolkningen er uoplyst. Skoler findes ikke, og præsteskabet har naturligvis ubegrænset indflydelse. Jeg har set bønderne bukkende, næsten krybende kysse den hånd, som præsten nådigt rakte frem.

Alt vel! I en hel måned har vi nu ikke haft med fjenden at gøre. Det er helt rart som nu at være lidt i reserve.

Eders Jeppe.

Kolno i Polen 6a49-361
Kolno i Polen – nord for Warzawa.

8. oktober 1914. FR86’erne kommer til Dreslincourt

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 8. Oktober 1914.

Om Morgenen K l . 5 fik vi den kedelige Meddelelse, at nu gik det af Sted igen. Vi gik langs Landevejen til Blérancourt. Ved en Skov gjorde vi Holdt, og Postsagerne blev fordelt. Her fik jeg det første Brev fra min Søster Katrine, et dejligt, opmuntrende Brev. Det har jeg  aldrig vidst, at jeg havde en Søster med saa meget Mod, at hun kunde give noget deraf til mig, til hendes store Bror, som var i Krig. Nu gik det meget lettere.

Vi gik gennem Noyon, hvor der herskede travl Virksomhed. Artilleristerne kom kørende med Hø og Havre til deres Heste. Trænkuskene kom med Vogne fulde af Brød og læssede dem af paa Modtagelsesstedet, hvor de blev stablede helt op til Taget. Postbudene løb travle omkring, og Toget for fløjtende over Vejen. Paa Vagonerne saa man de kendte Navne derhjemmefra.

Mellem Noyon og Chiry gjorde vi Holdt paa en Mark og fik Mad. Her talte jeg med Helmar Thomsen og Johan Hansen fra Aabenraa. De var begge mine Stuekammerater i Tjenesten 1911.

Sent om Aftenen kom vi til Dreslincourt, hvor vi skulde i Stilling. Først laa vi et Par Timer ved Indgangen til Byen, mens Førerne overtog Stillingen, som vi skulde besætte. Der var adskillige Rygter i Omløb. Nogle fortalte, at vi fik hver 200 Patroner og skulde til at storme en stærk fjendtlig Stilling, hvorved vi skulde over en Dødsdal; men netop derfor skulde det være om Natten. Andre kom og dementerede det.

Et Feltkøkken kørte ud af Byen. Lige udenfor Byen suste et Par franske Granater over imod det; men de gik for højt og eksploderede 50 Meter fra det. I en Have fandt jeg en Halmmaatte og tog den med under Armen; den kunde være god at ligge paa i Skyttegraven. Vi blev ført ind paa en Gaardsplads gennem en Port og ud til Skyttegraven gennem en Løbegrav, der var gravet ned under Længen.

Fjenden mærkede vi ikke noget til; men vi skulde alligevel alle vaage til næste Morgen. Regimentet, som vi afløste, drog stille bort.

08-02_Hulvej_Dreslincourt
86’ere på hulvejen ved Dreslincourt i oktober 1914

 

 

8. oktober 1914. Hemming Skov i kamp foran Warzawa

IR176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten.

8. Oktober gik det imod Warka, en større By ved Floden Pilitza lige før dennes Udløb i Weichsel.

I nogle Timer marcherede vi igennem en Skov, og endnu inden vi var ude af Skoven, begyndte Artilleriet at beskyde Byen, Infanteriet sværmede ud og fordrev de russiske Forposter.

I vor Nærhed begyndte en Vejrmølle at løbe rundt, og i det samme blev vi overfaldet af et Haglvejr af Shrapnel. En Patrouille hentede to melede Møllere, og med Bind for Øjnene blev de ført til Reg.-Staben.

Russerne havde imidlertid sprængt Broen over den ca. 200 m brede Pilitza, og Pionererne arbejdede hele Natten paa en ny, hvortil de næste Dag fik Assistance fra Infanteriet. Under Arbejdet fik vi Besøg af en russisk Flyver; men dengang var der heldigvis ingen Bombemaskiner.

Hen paa Eftermiddagen kunde Broen befærdes, dog foreløbig kun af Infanteriet. Vi kom over, Warka toges i Besiddelse, og efter en 15 km March kom vi i Kvarter paa et Gods.

EasternFront1914b

 

7. oktober 1914. Hemming Skov på østfronten: March mod Radom ad elendige veje

Hindenburg undslipper de russiske styrkers forsøg på at omgå og udslette den tyske nordfløj og flytter i ilmarch tropper til et fremstød mod Warszawa.

Hemming Skov’s regiment 176 skiftede front og var ankommet til den russiske by Tschenstochau på den modsatte side af grænsen til provinsen Schlesien. Her så de frem til at udforske nogle af byens seværdigheder.

Det fik vi selvfølgelig ikke tid til at se, for allerede første Dag fik vi Marchordre. Med Jøder, der vil slaa en handel af, rendende rundt om os, og med Reg. Musikken foran, dingler vi saa gennem Byen ud paa et langt og fare fuldt eventyr efter Warszawa til.

Vi fik den Dag en ny Kompagni-Fører (Oberleutnant Hindersen). Samme Mand blev senere hen en forhadt bekendt af mig. –

Vi asede 30 werst (km) ad sandede Veje, før vi opnaaede at komme i Kvarter. De følgende Dage ligesaa. Byernes Navne kan vi næppe læse, kun paa Vejviserne Tallene og werst, der samtidig er det eneste, der interesserer os. Det planløse Vejvæsen fører os frem i Zikzakkurve, og skønt hver Dag bringer os nye Egne og vide Udsigter, er alt omtrent ens, elendige Sandmarker, planløst Skovbrug, usle Hytter, Nød og Fattigdom.

Endelig den 2. Oktober havnede vi paa en god Landevej, noget, vi nu næsten betragtede som en Slags Luksus. Til Aften kom vi i Kvarter paa et stort Gods sammen med vor Batl.-Stab, vort Maskingevær Kompagni og noget Artilleri.

Vi var nu i Nærheden af Fjenden, hvad vi samme Aften fik at se. Stærke Kosak-Patrouiller kom sprængende ind i Byen, sandsynligvis uden at ane Uraad. SaaIedes kom to Kosakker hæsblæsende paa deres smaa viltre Heste farende forbi den Gaard, hvor 1. Kompagni laa indkvarteret. Men denne Manøvre midt i Fjendens Lejr endte med, at vi ”sofort” maatte takke af for godt Husly og ud i aaben Mark.

Næste Morgen var jeg med til at kaste en Grav til 3 Kosakker. Under stadig Berøring med Fjenden arbejdede vi os et Par km frem. Den 4. Oktober nærmede vi os Radom, hvorfra Russerne i Hast lod den ene Transport efter den anden forsvinde pr. Jernbane.

Selv om Radom var en større By, kom vi hurtigt derind; om Morgenen den 5. blev der angrebet, og hen paa Eftermiddagen var vi i Radom. En Del af vort Kompagni blev sendt tilbage med Fanger, og vi andre naaede ud paa Natten i Kvarter et Stykke Syd for Byen, hvorfra vi den næste Dag alter drog tilbage til Radom.

 Czenstochau—Radom, en Strækning paa ca. 200 km, tilbagelagt paa en Uge. Radom ligger 100 km stik Syd for Warszawa og er i Modsætning til de andre Stinkreder, vi har passeret, en smuk og renlig By med vældige

Kirkebygninger. Her havde Russerne en befæstet Feltstilling, og der var store Troppemasser undervejs til Forstærkning. Men vi kom dem i Forkøbet, og Russerne trak sig tilbage. Vi saa kun russisk Kavalleri, og efter Sigende blev her 2 Kavalleridivisioner slaaet tilbage. De to følgende Dage vekslede med noget saa naturtro som Regnvejr og Solskin og Hvile.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

7. oktober 1914. Hans Petersen og den nye kammerat

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller.

Den 7. Oktober 1914.

Frits og jeg laa i vor Kalkhule og kunde ikke sove. Kalken var nærved her. Der var kun et lille Lag Jord, derunder kom en Slags Kalk eller Kridt. Vi stod op og gik en Tur ud i den raa, klamme Morgen for at faa Varme i Kroppen.

Herved kom vi op paa en Høj, bag hvilken det fjendtlige Artilleri havde haft Stilling. Det saa helt interessant ud.

Rundt omkring laa mange Hundrede Granathylstre. Nogle havde de stablet op som en Mur omkring deres Kanoner til Værn mod de fjendtlige Kugler. Men det var maaske disse Hylstre, der jo skinner i Solen, som havde været Skyld i , at de var bleven opdaget af vort svære Artilleri.

Vort Artilleri havde skudt godt. Det havde haft flere Fuldtræffere lige midt i de franske Kanoner, som nu laa fuldstændig smadrede i deres Huller. —

Lidt derfra var en frisk Grav. Et Trækors, hvorpaa der var skrevet med Blyant, fortalte, at her hvilede en Løjtnant og to menige.

7. oktober 1914. Faldne, sårede, tilfangetagne

Hejmdal

Fra felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Dyrlæge J.P. Schmidt fra Aabenraa, der er med paa den vestlige krigsskueplads ved Noyon som Overstabsveterinær, meddeler i et Brev til sit Hjem, at han den 29. September har talt med Bager Hansen paa Nørretorv i Aabenraa, Thomas Schmidt fra Hovslund, Thiedemann fra Stenhøj og Møller fra Rebbøl. De var alle i bedste Velgaaende.

Faldne.

Blandt de Faldne paa sidste Tabslister er Jens Brink, en Søn af Vognmand Brink, Aabenraa. Hans stod ved et østpreussisk Infanteriregiment.

I Søndags modtog Gaardejer Jørgen Overbecks Hustru og hans Moder i Maugstrup gennem et Brev fra hans tro Ven og Sidekammerat det tunge Budskab, at deres Mand og Søn var falden paa Slagmarken i Frankrig, ramt af et Skud i Hovedet. Jørgen Overbeck var, skriver “Dv.”, en af Maugstrup Bys bedste Mænd, beskeden og bramfri i al sin Færd. Blandt andre Hverv, hans Bysbørn havde overdraget ham, var ogsaa det som Kirkeældste. Pligttro, som han altid har været, har han ogsaa nu gjort sin Pligt til det sidste. Ære være hans Minde!

Bygmester Knud Knudsen fra Guderup skal ifølge “Fl.Av.”, efter en Meddelelse til Nordborg, være falden i Krigen paa den vestlige Krigsskueplads. Knudsen var en Sønnesøn af Knudsen paa Lyshold.

En af dem, der vel er bleven haardere ramt end de fleste i denne Krigstid, er iflg. “Dv.” Arbejdsmand Tobias Jensen i Østergade i Haderslev. For en 14 Dages Tid siden modtog han saaledes Meddelelse om, at den ene af hans to Sønner havde fundet Døden paa Slagmarkerne i Vest; Ugedagen derefter modtog han Meddelelse om, at ogsaa den anden var død. Han var bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads og senere død af Saarene.

Kusk Jørgen Hovberg fra Naffet i Haderslev, er falden den 23. September i Slaget ved Noyon. Han ligger ifølge “S.Gr.” begravet paa Kirkegaarden i Noyon. Hovberg var kusk paa “Slotsvandmøllen” og en flittig og solid Mand.

Sergent Gustav Fries Hansen, eneste Søn af Enke Hansen i Tønder, er ifølge “S.Ztg.” falden den 14. September i Fægtningen ved Bailly i Frankrig.

Jørgen Jensen, en Søn af Gæstgiver Hans P. Jensen, Jægerslyst ved Tønder, er falden i en Fægtning ved Normee i Frankrig den 8. September.

Saarede.

Gartner Christiansens Søn i Aabenraa er vendt saaret hjem. Hans stod i Infanteriregimentet Nr. 84 og blev saaret af 3 Skud under Kampene i Nordfrankrig, et Skud i Armen, et i Benet og et Strejfskud paa Kinden.

Landmand Georg Knudsen fra Raved i Bjolderup Sogn, der stod som Reservist i Garden, er saaret i Skulderen af en Granat. Han befinder sig saa et Lasaret i Nürnberg i god Bedring.

Gaardejer Jens Majland fra Kassø, der er med i Kampen paa den vestlige Krigsskueplads og stod ved 86. Regiment, har faaet en Kugle i venstre Haands Tommelfinger. han var først indlagt paa Lasaret i Stade, men er nu i god Bedring ankommer til Flensborg. Han ventes hjem paa Orlov i disse Dage.

Gaardejer Peter Hejsel fra Kassøgaard, der ligeledes har været med paa samme krigsskueplads og ved samme Regiment, er bleven saaret i Ryggen og ført til Overlü Sygehud ved Postdam.

Christian Jørgensen fra Kristiansdal i Vonsbæk er blevet slemt saaret i Armen. Hans Tilstand har ifølge “S.G.” forværret sig. For nogle Dage siden besøgte hans Forældre ham o Lasarettet.

Af de Mænd der er dragne i Krigen fra Klægsbøl Sogn er ifølge “T-Z.” de fleste Saarede, om ogsaa kun let.

I Fangenskab.

Hans Birk og Hans Fogh fra Arnum befinder sig ifølge “S.G.” i engelsk Fangenskab.

I fransk Fangenskab befinder sig ogsaa en ung Mand fra Bolderslev, en Søn af Carl Smith dersteds. man var musiker ved 84. regiment (Haderslev).

I Mandags modtog Gaardejer Mathias Hansen i Øster Gejl (Holebøl Sogn) et Brev fra sin Søn, som paa den vestlige Krigsskueplads var blevet saaret i Hovedet og falden i fransk Fangenskab. Den unge Hansen, der ifølge “Fl.Av.” befandt sig efter omstændighederne temmelig vel, fremhævede i sin Skrivelse, at de saarede tyske Soldater i Frankrig nød en meget omhyggelig Pleje.

Lærer Jensen fra Vestre er kommen i fransk Fangenskab. Der ankom nylig et Brev til hans Forældre, der bor i Flensborg, hvori han ifølge “Fl.Nordd. Zeitung” meddelte, at han befandt sig i Bordeaux og nød en god Behandling.

4. oktober 1914. Landwehr-Division Goltz skifter navn

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Einem (tidligere Goltz), som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 3. oktober skiftede også Landwehr-Divisionen øverst befalende og kom til at hedde Landwehr-Division Einem. Måske som følge af de seneste dages tilbagetog og blottelse af armeen.

Landwehr-Divisionen bestod af 33. Landwehr-Brigade med Landwehr Infanteri Regiment 75. og 76. samt 34. Landwehr-Brigade med Landwehr Infanteri Regiment 31. og 84., som var min oldefars regiment.

På kortet ses 8. arme’s front langs rigsgrænsen den 4. oktober 1914. Landwehr-Divisionen (L. på kortet) stod nord for Lyck, mens 33. Landwehr Brigade (33. L.) stod lige vest for.

1914-10-04 LIR84 Lage in Ostpreussen am 4.10.1914 - Skizze 12 v2

4. oktober 1914. “Der var straks en lille, spinkel, rødhåret fyr, som spurgte, om han måtte være kammerat med mig.”

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 4. Oktober 1914.

Vi rykkede ud af vor Stilling og hen bag en Skov i Nærheden af Byen Nampcel. Her fik vi 72 frivillige til Undsætning i vort Kompagni. Der var straks en lille spinkel, rødhaaret Fyr, som spurgte, om han maatte være Kammerat med mig. Han hed Frits Wolf, han var 19 Aar og Jernbaneembedsmand fra Hamborg.

Vi fik kun nogle raa Kartofler udleveret til Aftensmad; dem kogte vi, og Frits havde lidt Salt med hjemmefra. Det smagte udmærket med kogte Kartofler og Salt til Aftensmad.

Ved Postuddelingen fik jeg den første Pakke derhjemmefra; det var en Tavle Chokolade fra Peter Jacobsen i Iller.

I Mangel af Skrivepapir skar jeg Bunden ud af den lille Papæske, hvori Chokoladen havde været, skrev derpaa og sendte det hjem. Saa gravede vi et Hul til at sove i til Værn mod Nattekulden.

07-01
Her lå Regiment 86 i september 1914.

 

3. oktober 1914. Jeppe Østergaard mangler strømper.

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Kæreste søster!

Tak for dit Flensborgkort. I lang tid har vi nu været uden forbindelse med feltposten, så næste gang vil der nok være mere til mig. Et par korte, uldne strømper vilde jeg også være taknemlig for. Strømperne sidder på benene en 14 dage, så trækker man støvlerne af, og strømperne er da omtrent ødelagte af fodsved.

Med fødderne går det ellers udmærket, hvad næsten er vigtigere end alt andet. Vi går dag efter dag 30-40 km i retning østnordøst og har passeret Czenstochau, Zytna, Przebora, Konsk og et godt stykke videre. Det planløse vejvæsen fører os frem i zigzagkurve, og skønt hver dag bringer os nye egne og vide udsigter er alt omtrent ens, elendige sandmarker, planløst skovbrug, usle hytter, nød og fattigdom.

Ved lejlighed følger mere. Alt vel, når undtages at hele kroppen smerter mere eller mindre!! De kærligste hilsner til eder alle.

Din Jeppe.

1914-10-tysk marchkolonne passerer østrigsk
Tysk marchkolonne passerer en østrigsk i Galicien

2. oktober 1914. Kadaverdisciplin i den preussiske hær: Bundet til et træ i ildlinjen!

FR86’eren Hans Petersen fortæller:

Den 2. Oktober 1914.

Vi havde hver faaet 3 Cigaretter. Nogle røg kun en halv ad Gangen. Resten svøbtes i et Stykke Papir og gemtes i Lommen til en anden Gang.

Den Dag saa vi da nogenlunde ud i Ansigtet, naar undtages Skægget, der for Resten saa lidt bisseagtigt ud, da det havde groet vildt og uden Behandling, lige siden vi drog ud fra Flensborg. Vi havde nemlig faaet os vasket om Morgenen. Ikke saadan at forstaa, at vi kunde tillade os den uhyre Luksus at vaske os i Vand; det var der kun faa, der havde kunnet de sidste 20 Dage. Men ved at stryge Haanden hen over de dugvaade Roeblade kunde man udvinde saa megen Fugtighed, at man kunde væde Ansigtet dermed. Rigtignok skulde man kærtegne adskillige Roeblade, før man blev færdig; men det gik.

Om Natten gravede vi Løbegrave under Opsyn af Kompagnichefen for 9. Kompagni. Et Par Mand havde skyndt sig og gjort deres Arbejde færdigt og saa lagt sig ned for at hvile lidt. Da Chefen overraskede dem i at ligge ned, blev han aldeles rasende. Han førte dem ned til en Skov lige i Nærheden af den franske Stilling og bandt dem til hver sit Træ. Her stod de saa i fire uhyggelige Timer i Fare for at blive skudt af vort eget Artilleri, og hvert Øjeblik kunde de vente at blive gennemboret af de fjendtlige Kugler. Armene havde de bundet paa Ryggen, saa Blodomløbet standsede snart ved den uvante Stilling. Den sidste Time hang de sammensunkne af Træthed i de snærende Baand. Ja, naar man blot hørte Navnet  Knobelsdorf, saa følte man sig ubehagelig tilpas.

Voelkerkrieg 1026
Der graves skyttegrave

 

1. oktober 1914. Hemming Skov skifter front og rykker ind i Rusland

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skovs regiment 176 skifter front og rejser i to døgn med tog fra Lötzen i Østpreussen til provinsen Schlesien og den russiske by Tschenstochau lige på den modsatte side af grænsen.

Natten til 26. Sept. kom vi til Løetzen (Lötzen) og blev nu læsset på Tog. Dermed var vi klar over, at nu gik det til en anden Front, hvor, lød der intet om, dog, at vi ved Lublindtz Schlesien drejede af, sagde os, at det i hvert Fald ikke gik til Galizien.

Vi kørte over Rastenburg, Korschen, Allenstein, Rotfliess, hvor vi fik Kaffe, og Wartenburg, hvor vi på Banegaarden fik en Ret varm Mad. Ud paa Natten naaede vi vor gamle Garnisionsby Thorn, hvor det paa Banegaarden vrimlede af mennesker, som vilde hilse paa deres ”Hundertsechsundsiebziger” (176).

Under det Kvarters Ophold, vi havde paa Hovedbanegaarden, blev vi meget gæstfrit trakteret med Kaffe, Brød og Rygelse, en og anden hev sig endog af en velhavende og gavmild Lillemor en varm beklædningsgenstand. Der levedes jo endnu en Rusen af krigsbegejstringen.

Men alle disse velmenende Damer (af den mandlige Befolkning var jo kun en forsvindende Part hjemme) krævede meget til Gengæld, idet der formelig raabtes i Kor: ”Haben Sie nicht was von den Russen”. Det havde de fleste; men om deres Godhed ligefrem blev honoreret med en Kosak-Sabel eller en Kikkert eller et par lange pæne Officersstøvler, tror jeg dog næppe, for disse Ting passede jo daarligt til Kvinder.

Toget hastede videre med os igennem Provinserne Posen og Schlesien. En saadan Rejse paa Jernbanen var en herlig Afveksling. Igennem skønne Egne, men især da fordi det flød med Liebesgaben (kærlighedsgaver) paa de Banegaarde, hvor vi havde Ophold, særlig i Schlesien. Ved Preussisch-Herby forlod vi Tyskland, den næste Station var Russisch-Herby, og nu kom vi, denne Gang for Alvor til Rusland.

Fra Grænsen kørte vi endnu en Times Tid i russisk Tog. Jernbanesporet blev senere omlagt, saa tyske Tog kunde køre igennem. Forskellen var ganske vist kun 7 cm men den ene Skinne maatte dog fuldstændig omlægges. Den tredje Gang over Grænsen.

Czenstochau var Maalet med denne Jernbanerejse der havde varet i to Døgn. Efter at alt var læsset af, fik vi anvist Kvarter i en stor Kavalleri-Kaserne. Holm fra 1. Komp. (Rasmus Holm, Gabøl) og jeg var som sædvanlig Naboer med vore Heste. Og husker du, at vi først havde anbragt os paa et Gulv, der formelig svævede, hvorfor vi søgte en anden Plads og fik saa hestene ind paa en stue i Kasernen, hvor der overalt i nederste Etage var ”møbleret” med Heste.

Maaske du ligeledes husker, at vi studerede en Del Tortur-Redskaber i Kasernens Straffeanstalt. Czenstochau er en By med mange kirker. Og Byen, der paa et Par Hundrede Tusinde Indbyggere, er kendt som katolsk Valfartsted til et Kloster, som stammer fra Aaret 1400. I Klostreret findes et Bord af Cyprestræ, som efter Overleveringen skal stamme fra Abraham. Aarligt valfartede Millioner derhen.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

1. oktober 1914. 8 Armé får ny øverstbefalende.

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Da fjenden ved Grajewo ikke var til at indtage ville General Schubert indlede et angreb i nord. 1. Infanteri Div. med General Francois skulle marchere mod nord, men da fjenden fortsatte fremmarchen mod Balalarschewo og Filirowo forslog General Francois at udskyde afmarchen for at ”udrydde” den fremrykkende fjende. Men ”Oberbefehlshaber” Schubert holdt fast i sin beslutning om at angreb mod nord. General Francois skulle bl.a. med Ldw.Div. Goltz beskytte den sydlige tilgang til Suwalki.

Men General Francois var uenig i General v. Schubert og skrev direkte til Hærledelsen, at han havde haft succes med at påføre fjenden store nederlag og anbefalede at fortsætte angrebet. General Schubert blev kaldt til det store hovedkontor til personlig ”Rücksprache”, og vendte ikke tilbage til sin post.

Efterfølgeren blev General Francois og han frafaldt tanken om angreb på nordfløjen.

1914-09-27 LIR84 Verstoff gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18

30. september 1914. “Vi havde gravet huler ind i skyttegravsvæggen.”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager fortæller

Den 30. Sept. 1914. Det var koldt og fugtigt Vejr. Vi havde gravet Huler ind i Skyttegravsvæggen, hvor vi laa lunt for Regn og Blæst. Ved Aftenstid fik vi Ordre til at bytte Stilling med 2. Kompagni. De havde kun en lille Grøft at ligge i , og nu maatte vi grave hele Natten. Humøret var for de flestes Vedkommende nede paa Nul.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin 1914

30. september 1914. Landwehr-Division Goltz blotter 8. armé

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Vedvarende russiske angreb tvang Landwehr Division Goltz til tilbagetrækning mod Lyck.

Den 30. september angreb fjenden Ldw.Div. Goltz ved Grajewo og General v. Goltz valgte at trække sig op mod Lyck. Sammen med Major Engelien valgte han at vige over Lyck-floden mod Raigrod. Da Divisionsstaben, i ly af mørket, ville følge sine tropper over en midlertidig bro over Lyck-floden, blev de beskudt med heftig ild og måtte efterlade krigsmateriel. Den 1. oktober var vejen Grajewo-Lyck udækket og dermed vejen i ryggen på Armeen fri!

Den øverst befalende for den 8. Arme General v. Schubert overvejede den 1. oktober at trække armeen tilbage til Lötzen-Angerapp stillingen. (En stilling som går fra de Masuriske søer ved Lötzen/Angerburg og langs floden Angerapp nord på.) Dette tiltag blev forstærket af meldinger fra Ldw.Div. Goltz og 70. Ldw.Brigade, at de var trukket nord på over rigsgrænsen mod Kallinowen, og at de var udmattede, kamp og bevægelses udygtige og havde mangel på forplejning og ammunition. Også på de andre fronter var man på tilbagetog.

På kortet er troppeplaceringerne og krigshandlingerne fra den 30. september skrevet med markeret skrifttype. Landwehr-Division Goltz (Go.) var på hastigt tilbagetog nord på.

1914-09-27 LIR84 Verstoff gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18

29. september 1914. Levnedsmiddelsituationen – del 2. “Hungersnød udelukket!”

Hejmdal

Er der Fare for Mangel paa Levnedsmidler? (del 2) (Nordsl. Landbrugs- og Mejeri-Tidende)

Et andet Spørgsmaal er saa igen, om den indenrigske dyriske Produktion kan holdes paa sin nuværende Højde, hvis Krigstilstanden varer længe ved? Dette Spørgsmaal kan næppe besvares bekræftende. Den stærke Udvikling af Husdyrbruget, som et gaaet for sig de sidste Aartier, har nemlig ikke kunnet fuldbyrdes uden at tage indførte Foderstoffer i Brug. Det hjemmeavlede Raafoder – Græs og Grønfoder om sommeren, Hø, Halm, Roer og Kartofler til om Vinteren – danner nok det egentlige Grundlag for Fodringen, et Grundlag, som forslaar til at vedligeholde Besætningerne med; men den egentlige Produktion – hvad enten det drejer sig om Kød, Fedt eller Mælk – bliver til for lidt uden Kraftfoder. og af det benyttede Kærnefoder har – saa vidt foreliggende Oplysninger tillader at skønne derom – mindst en Fjerdedel været indført fra Udlandet. Man kan betragte det som givet, at der vil blive holdt stoppet for Tilførsel fra Udlandet, saa længe Krigen varer, henhv. saa længe Tysklands Modstandere formaar at gøre det, saaledes at Rigets Husdyrholdere vil være henvist til at nøjes med, hvad Landet selv kan yde.

Nogen Erstatning kan der skaffes for den manglende Indførsel. Græsset paa Marken vil i Efteraaret blive udnyttet til det yderste, ligesom Affald fra Roer og Kartofler – top – , der ellers næsten udelukkende pløjes ned som Gødning, kan blive brugt til foder. Det vigtigste er imidlertid, at det mægtige Overskud af Sukkerroer naturligvis maa fodres op i den ene eller den anden Skikkelse. Hvis Kartoffelhøsten skulde vise sig at være større end forudset, betyder det ogsaa et ikke uvæsentligt Plus.

En Mangel vil der imidlertid klæbe ved Tysklands samlede Foderforraad til den kommende Vinter; et for ensidigt Indhold af Næringsstoffer. Straafoderet har en naturlig, alsidig Sammensætning. Det sammen kan siges om den hjemmeavlede Sæd, der kan blive tilovers til Besætningerne. Anderledes med de store Masser af Foderroer, Sukkerroer og Kartofler. Det er alt sammen saa afgjort Sukkerfoder, at det kun lader sig opfodre med størst mulig Nyttevirkning, naar det gives sammen med andet Foder af modsat Indhold.

Naar lige undtages Husdyrhold saa uforholdsmæssig store, at de overvejende er baseret paa Opfordring af indkøbt Kraftfoder, saaledes som det navnlig er Tilfældet med de saakaldte “Flæskefabrikker” – dog gælder det ogsaa mangen Bondegaards Svinebesætning – , vil Besætningerne tilnærmelsesvis kunne holdes paa det nuværende Omfang. Man vil maaske som Følge af det Raadighed staaende Foders Mængde og Art blive nødt til at nøjes med en noget mindre Produktion om Vinteren, men at Husdyrholdet skulde komme til at staa over for en Katastrofe, kan ikke indses. Svineholdet maa indskrænkes en hel Del, men den Nødvendigehed stod vi jo i Forvejen over for, idet der netop var Overproduktion af Flæsk. Derimod maa der advares imod at mindske Kvægbesætningerne synderligt. Vi maa huske paa Kvægbesætningernes store Opgave: at udnytte Græsset om Sommeren, Straafoder og Roer om Vinteren. Dertil har vi saa store Besætninger behov, og Holdet af dem skal nok aller blive lønnende. Fordringen til Størrelsen af Køers og Fedekreatureres Ydelse af Mælk og Kød maa foreløbig rykke noget tilbage for Hensynet til Omkostningerne ved Fodringen. Smørret staar ikke i nogen høj Pris. Al Sandsynlighed taler imidlertid for, at det bliver anderledes. Kunstsmørfabrikanten kan komme til at lide Mangel paa Raastoffer; sibirisk Smør kommer ikke ind i Landet; disse Forhold i Forbindelse med, at der i Fredstid var en betydelig Indførsel af Fedtstoffer, lader sig ikke godt forene med vedvarende, lave Smørpriser.

Prisstigninger og Knaphed i de egentlige Kolonialvarer maa i Længden være uundgaaeligt: det samme gælder naturligvis alle Slags Sydfrugt. Kort sagt alt, hvad der skal tilføres fra oversøiske Lande. Det faar imidlertid hjælpe sig, da disse Ting kan undværes. De er ikke virkelige Livsfornødenheder.

Som sagt: En Fare for, at langvarig Krigstilstand skal medføre mangel paa Næringsmidler – for ikke at tale om Hungersnød – maa siges at være helt udelukket. Af saa vigtige Livsfornødenheder som Brød, Kartofter og Sukker er der fra mere end nok indtil stor Overflod. Den dyriske Produktion kan holdes gaaende. Skulde Forholdet udvikle sig saaledes, at Tilførsel af disse Produkter ude fra umuliggøres, medfører det ingenlunde nogen Katastrofe. At Folk kom noget under 100 Pd. med det gennemsnitlige, aarlige Kødforbrug, vilde saa langtfra virke sundhedsskadeligt. Selv om den indenrigske Produktion af dyriske Produkter af Forholdene skulde blive tvungen betydeligt nedad, behøver det langt fra at medføre nogen Nødstilstand. Det kan for øvrigt ikke ske i en Fart. Daa maa Ernæringen ændres noget i vegetarisk Retning. Landets Jord har let ved ar yde Føde nok til dets Indbyggere.

Forbud om Fodring med Rug og Hvede i Danmark. Den danske Regering har udstedt Forbud mod at anvende aftærsket Rug og Hvede, herfra dog undtaget Smaasæd og Frarensning, som ikke egner sig til Brødkorn til Fodring.

Saa længe dette Forbud er i Kraft, skal det ligeledes være forbudt til Spiritusfabrikation at anvende indenlandsk Rug og Hvede, dog at der herfra vil kunne meddeles Dispensation efter Omstændighederne til Anvendelse af indenlandsk Rug i Brødgærfabrikationen.

29. september 1914. Hans Petersen på lyttepost tæt ved den franske stilling

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 29. Sept. 1914. Jeg var paa Lyttepost tæt ovre ved den franske Stilling. Naar man saadan skal snige sig ind paa Fjenden, gaar man ikke og slæber paa Benene, nej, da kan man pænt løfte dem.

Der blev afgivet et Par Geværsalver over til os, jeg kastede mig hurtigt ned paa Maven og troede i første Øjeblik,at de vilde angribe os. Men lidt efter blev alting stille, og saa hørte jeg, at de raslede med Kogekarrene. Aha, tænkte jeg, det er altsaa ved denne Tid, at de henter Mad. Jeg afgav et Skud for at se, om de var borte alle. En halv Snes Skud peb hen over mig. Der var altsaa kun ganske faa Mand tilbage i Graven. Jeg listede tilbage og afgav Beretning om, hvad jeg havde iagttaget.

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

 

28. september 1914. Nyt fra sårede og fangne sønderjyder. “Lige så godt som et kys!”

Hejmdal

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Vi meddelte forleden, at to unge Mænd fra Aabenraa Thorkild Rosenvold og Hans Ries var blevne saarede, og at den sidste tillige var falden i fransk Fangenskab. Der foreligger nu nærmere Efterretninger om dem i følgende Brev fra en Kammerat:

– Jeg har ikke kunne skrive før, thi vi ligger her i en Skyttegrav. Vi har ligget her i 6 Dage og Nætter og kan kun forlade Graven i Mørkningen.

Da vi havde ligget her i to Dage, kom der Ordre til at forlade Skyttegraven, da Fjenden havde trukket sig tilbage. Vi skulde gaa igennem en Skov. Leret og fedtet var det. Vi tabte Forbindelsen baade tilhøjre og til venstre – det var nemlig imidlertid blevet kommanderet Holdt – men da vi ikke havde hørt det, løb vi, en Bataillon stærk, frem af den Vej. Der blev kommanderet “Bajonet paa”, thi der viste sig Franskmænd paa Vejen. Vi raabte Hurra! og stormede frem. Men de fyrede af al Kraft og mange af vore blev saarede.

Her var det, at Hans Ries blev Saaret sammen vor Kompagnifører, Kompagniføreren for 8 Kompagni, to Feltwebler og ca. 30 Mand, som alle senere faldt i fransk Fangenskab. Hans Ries gar faaet to eller tre Skud, et i Benet, et i Armen, det tredje ved jeg ikke nøjagtigt hvor, men han er dog kun let saaret. Han blev foreløbig forbunden af Jakobsen, som er gift med en Datter fra Tandsgaard.

Franskmændene trak sig tilbage, og vi marcherede videre frem, overladende vore Saarede til Sanitetskolonnen, som vi troede kom bagefter os. Det gjorde den imidlertid ikke, da Divisionen havde gjort “Holdt”. Paa Vejen fremad blev vi atter beskudt, men tog dog otte Franskmænd tilfange, som Thorkild Rosenvold blev sat til at vaage over. Vi gik videre frem, men fik saa paa en Gang meget heftig Ild, og først nu blev vi kommanderet tilbage. Th. Rosenvold var paa dette Tidspunkt forrest med sine Fanger, da han fik et Skud i Foden. Han blev imidlertid, da han ellers befandt sig vel, baaret med tilbage. Jeg har desværre hverken talt med ham eller Hans Ries, efter at de var saarede, men de skal nok have det godt efter Omstændighederne.

Jeg slap godt fra denne farlige Ekspedition. Jeg fik kun et Skud gennem min Tornyster, som iturev mine Skjorter, og dem faar jeg nok ligesom utallige af mine Kammerater erstattede med et Par franske Damechemiser, naar vi først slipper ud af vor Skyttegrav.

Vor Batillon havde ved denne natlige Ekspedition været ca. 50 Meter fra den franske Hovedstilling. Adjudanten havde søgt ca. 2 Timer efter os. I kan nok forstaa, at vi var lykkelige, da vi igen var i vor Skyttegrav, men vi savnede desværre 30 af vore Kammerater.

Nu har vi ligget her i Skyttegraven fire Dage siden den Tid. Granater og Shrapnells slaar ned over os og lige ved Siden af os. Det er uhyggeligt, men vi deler Skæbne med mange. Vi haaber, at det er en Del af den afgørende Kamp, som vi befinder os i, haaber alle sammen, at vi igen skal ses med vore Kære i vor Hjemstavn. Men der er sagtens adskillige af os, der endnu maa væde Franskrigs Jord med deres Blod.

— Da jeg havde ligget her i Skyttegraven i fire Dage, fik jeg for tredje Gang Post. Hvilken Glæde det var for mig, forstaar I slet ikke tilfulde. Jeg var lykkelig som et Barn. Chokolade og Cigarer her i en Skyttegrav, hvor man er sjæleglad ved det tørre Brød, hvor man samler hvert enkelte lille Brødkrumme ud af den plørede Lerjord, – Chokolade og Cigarer under sådanne Forhold, det var en Livsoplevelse!

Det er haarde Tider for os alle. Man modnes og bliver lidt af en Mand. Jeg mærker, at det alvorlige og mandhaftige gror frem i mig. Og dog forlader det naive én aldrig. Det bryder frem i et Øjeblik, som da jeg modtog Chokoladen.

— Jeg vil gøre min pligt. Det ligger i Guds Haand, om det skal koste mit Liv. Men jeg haaber med Jer alle sammen, at vi maa ses under gode Forhold.

I Lørdags modtog Maler Brokdorf i Skærbæk et Brev fra sin Søn Laurids, som er med i Felten i Frankrig. Han meddelte, at hans Svoger Nikolai Nicolaisen fra Vestergasse (Thomas Nicolaisens Søn) er falden den 14. September. Laurids Brokdorf havde talt med ham Aftenen i Forvejen, og da havde han været glad og munter, men Dagen efter havde han fundet ham død på Valpladsen.

Denne Efterretning er den første, der er naaet til Skærbæk Sogn om, at nogen er falden her fra Sognet. Derimod er tre fra Skærbæk By bleven saarede og en fra Ullerup.

Sundeved, Mandag.

Haardt saaret. Købmand P. Eriksen fra Snogbæk, som har været med i Frankrig, har faaet et lettere Skud i Armen og et farligt Saar i Benet. Han ligger for Tiden paa et Lasaret i Hamborg.

Af et Feltpostbrev.

Af et Feltpostbrev kan hidsættes følgende: I Gaar fik min Kammeral R. en særlig Hilsen fra sin Kone og to Børn, som bestod i et Par Chokoladekager i en lille Feltpostpakke. Hans Kone havde bidt en Mundfuld af i Midten og et af Børnene ved hver Side, saa man kunde se Tænderne. R. siger, at det maa absolut være lige saa godt som et Kys.

Guderup, Mandag.

Saaret. Kornhandler Chr. C. Schmidt har under Kampene i Nordfrankrig faaet et Skud gennem begge Kinder og er hjempermitteret som Saaret.

Sommersted, mandag.

Falden i Krigen. Ernst Møller, en Søn af Teglværksejer Frits Møller, der var med i Krigen, er falden den 161. September.

Holebøl, Mandag.

Falden i Krigen. Peter Jensen Rossen fra Holebøl Mark er falden i Kampen ved St. Quentin den 29. August. Han blev rigelig 24 Aar gammel.

28. september 1914. Brev og tobak hjemmefra!

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 28. Sept. 1914. Vi havde stærk Artilleriild hele Dagen. — Det kneb at holde Humøret oppe for de stærke Rygere, da de ingen Tobak kunde faa, hvormed de kunde adsprede deres Tanker. De havde rigtignok opfundet en hel Del Erstatninger; men de manglede den rigtige Aroma, sagde de. Først forsøgte de at ryge Hvedeavner, saa tørrede de Kløverblomster, og sidst prøvede de at tørre visne Roeblade i Solen. Nogle blandede ogsaa disse tre Sorter sammen og kaldte det Melange. Men jeg kunde da se paa den megen Spytten og de sure Miner, hvormed de kiggede ned i Pibehovedet, naar de havde taget et Drag, at Melangen ikke var saa god som den, Far plejede at ryge derhjemme.

Jeg fik om Aftenen et Kort hjemmefra, dateret d. 10. Sept. Lidt efter fik hver Mand en Cigar. Det kan nok være, der blev Glæde. Det var helt underligt at sidde nede i den mørke Skyttegrav med korslagte Ben og Ryggen lænet op imod den kolde Lervæg og læse de kære Bogstaver derhjemmefra ved det sparsomme Skin fra den glødende Cigar.

1914-09-17 Tobak
Ild i piben – med tørrede roeblade!

 

28. september 1914. LIR84: Artilleriangrebet på Ossowjez

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Goltz, som var en del af den 8. arme på Østfronten. Det var denne enhed, min oldefar, Otto Theodor Wagner, senere på efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 26. september startede beskydningen af fæstningen Ossowjez og den 27. september fortsatte fremrykningen af tropper. Et russisk angreb på venstre flanke mod Grajwo – Augustow vejen blev afvist, men viste tegn på svaghed i geledderne. Op til den 29. september kom 70. Ldw. Brigade som forstærkning. Men situationen var ændret og man afbrød beskydningen af Ossowjez.

Russisk forstærkning fra Lomsha nærmede sig Ldw.Div. Goltz’ højre flanke og General v. Schubert befalede derfor tilbagetræning af belejringsartilleriet. Den 29. om morgenen rykkede flere russiske kolonner op fra Narew mod Schtschutschin. General v. Goltz måtte så dække den højre flanke sydvestlig for Grajewo.

På kortet er troppeplaceringerne og krigshandlingerne fra den 26-29. september skrevet med IKKE markeret skrifttype. Landwehr-Division Goltz (Go.) stod nordvest for byen Ossowejz.

1914-09-27 LIR84 Vorstoss gegen den Njemen und Kämpfe bei Augustow-Sulwalki 27.9 und 2.10.1914 - Karte 18
Angrebet ved Njemen

 

27. september 1914. “Franskmændene kom stormende imod os!”

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller

Den 27. Sept. 1914. Det var min Fødselsdag. Det første, jeg saa den Morgen, var, at Franskmændene kom stormende frem imod os. Men vi skød saa hurtigt, vi kunde, og saa vendte de om igen. De var nok kommen i Tanker om noget bedre.

Vi kom kun ud af Skyttegraven om Aftenen, da det var mørkt, og fik lidt varm Mad og noget Brød.

Nu havde vi ligget stille her i over 14 Dage; efter Sigende laa vi over for den stærkeste franske Armé, som bestod af 9 Armékorps; men vi var meget stærkere.

Der var lige kommen den Melding fra højre Fløj, at vi havde taget 1.600 Franskmænd til Fange og erobret 18 Kanoner, og 64 Franskmænd var løbet over og havde fortalt, at de havde ikke haft noget at spise i 4 Dage.

Ja, jeg  troede, at Krigen sikkert snart var forbi. Officererne sagde, at Franskmændene ikke kunde mere. Det maatte være herligt at komme hjem til Flensborg med Sejr. Men hvad mon det saa vilde blive til med Arbejdet i vore Forsamlingshuse?

1914-09-14 Autreches
“Franskmændene kom stormende frem …”