Heste synker ned i mudderet

23. august 1915. Med kolonnerne en regnvejrsdag i russisk Polen: “Det hele var kørt fast!”

Sønderjyden “H” skriver den 23. august fra Østfronten:

Med Kolonnerne paa en Regnvejrsdag i russisk Polen.
Lublin, den 23. August 1915

Regnvejrsdagen skulde vi i Gang Kl. 3½ Morgen. Da øsregnede det. Vi havde læsset paa Banegaarden, og begyndte Marchen op igennem Byen.

Gaden der var næsten som en Flod. To Vognrækker ud ad, to ind ad, og midt paa Gaden de store Biler, alt paa samme Gade! Vandet sprøjtede over os fra Bilerne. Vi anede, at det vilde blive en vanskelig Vi skulde en 32 Kilometer frem, ligge Natten over ved Afladningsstedet og saa næste Dag tilbage igen. Egnen er meget frugtbar, rigtig fed og svær Jord. Vejen, ja den er sikkert en god Chaussé, men som vi anede: denne Bløde og saa den umaadelige Færdsel, særlig af Bilerne, kunde den ikke staa for.

Dertil kommer saa, at Egnen er meget bakket, og at flere Kolonner har daarlige Heste! Vi kunde sagtens. Vi har jo fire for, og kører aldrig mere end 2000 Pund pr. Vogn. Færdselen blev ved der ud ad; men desværre kun kort — saa sad der en Bil fast. Den var gaaet igennem Gruslaget og ned i det fede Ler. Baghjulene snurrede, saa Leret sprøjtede op i en rund Bue. Men forbi skulde vi, og I kan tro, der skulde passes paa. Kuskene er vaagne en Dag som denne.

Det blev snart almindeligt med disse store Biler. Der skændtes, der bandedes — men det hjalp ikke. Maskinen sad fast. Hvor har jeg tit moret mig over en Vognstyrer i en saadan Stilling. En Kusk eller Rytter, ja han slaar løs paa Hestene, før han kører fast, og siden slaar han løs for Alvor paa de arme Dyr for at komme løs igen.

En Motorvognsstyrer, ja han sætter Dampen op, det puster og stønner. Naar det rigtig kniber, saa giver han sig rigtig i Kroppen forover og vil som tvinge Vognen frem med sin Legemsvægt og aabner for Eksplosionsstoffet. Der staar sort Røg om ham; men den vil ikke — den arbejder sig dybere og dybere ned, og til sidst staar Motoren stille.
Og hvad gør saa Føreren? Han skælder ud, tit paa sig selv, klør sig i Nakken saa ærgerlig, men Piskeslag hjælper ikke. Maskinen har sin Begrænsning.

Der­ imod Hestene, de arme Dyr, dem gaar jo næsten altid Kuskens Harme ud over, tit med tunge Piskeslag; Hestene lider tit frygteligt under disse Forhold.

Motorvognsføreren, han maa have fat i sin Spade, smider Trøjen, og saa kiler han paa, saa Sveden hagler ned ad ham. Jeg under ham det tit, for han er næsten altid vel ved Magt. De lever, som velbekendt iblandt os, meget komfortabelt, men har jo ellers tidt meget at bestille.

Saadan var det rigtig den Dag. Tilsidst standsede hele Herligheden i en stor Lerbakke. Vejen var nedgravet, Hulvej, men meget bred. Her sad den ene Motorvogn fast bag ved og ved Siden af den anden. Leret sprøjtede i store Buer i Vejret. Der var Førere, som ikke vilde give sig, oversprøjtede alt og alle. Og saadan som de sled med Spaden! Der skændtes. Og ind imellem hele Herligheden holdt vi, og ovre paa den anden Side af Vejen de andre Kolonner, som kørte til Lublin, og kunde ingen Steder komme.

Det hele var kørt fast. Saa langt man kunde se tilbage og fremad var Vejen fuld af Køretøjer og Motorvogne. Alt stod stille. Og Vandet drev ned i stride Strømme. Hestene hang med Ørene. Kuskenes Piber gik ud. Det er altid Tegn paa lidt Utilpashed.

Efter næsten to Timers Forløb begyndte der at komme Bevægelse i Rækkerne. Enkelte af Motorvognene var komne løs, saa der var bleven en lille Aabning, som Kolonnerne kunde knibe sig igennem. Regnen sagtnede lidt. Nu galdt det om at smutte igennem Aabningen. I kan tænke Jer, at Vognene fik Slagside, da Aabningen jo formelig blev bundløs, undtagen der, hvor der var puttet store Sten ned i Hullerne.

Da vi saa kom ned i det allerværste (det var nemlig ned ad Bakken, det gik for sig; havde det været modsat, ved jeg ikke, hvordan det var gaaet), stod selveste Generalen over 11. Etappeinspektion i egen Person midt i Leret, rygende paa en Cigar, saa Røgen stod om ham, med Ler op til Knæene og oversprøjtet med tyndt Ler, og sagde med stor Ro til Kuskene: „Rolig, rolig, fremad og pas paa“; men af og til rystede han paa Hovedet.

Ja, det er et vældigt Maskineri, som her er i Gang. Naar Parolen hedder: „Ammunition og Proviant skal frem til Tropperne, selv om det koster den sidste Hest“ — det skal være Mackensens egne Ord —, saa skal disse Ting igennem, enten det er Regn eller Solskin, Sand eller Ler, men det værste er nu da alligevel Dynd.

Hen paa Eftermiddagen klarede det lidt op, og Motorvognene kom hvæsende forbi os. Nu var de ovenpaa igen.

Det var en lang Tur den Dag. Kl. 10½ om Aftenen kom vi først i Kvarter. Den næste Dag kørte vi saa tilbage til Lublin. Da var den uforglemmelige Hulvej ukendelig. Den var gjort i Stand, og det grundigt. Men flere Hundrede havde ogsaa arbejdet, og det sikkert til langt ud paa Natten. Ja man maa tit forundre sig. Tænk i Løbet af 24 Timer er Vejen som ny. Saadan er det saa tit. Man maa forundre sig over denne Foretagsomhed og vældige Energi. Saadanne Dage liver lidt op, for mig da i hvert Tilfælde . . .

H.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *