20. august 1915. Hjem på orlov – men rejsepengene er brugt på øl!

C. Vøllschow, Blans, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Under de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent blev han såret den 4. juni 1915. Det var få dage før det store franske angreb, der kostede så mange sønderjyder livet. Efter 10 uger på forskellige lazaretter kom han til ”Genesungskompagniet” (”skåne-kompagniet”) i Guise.

(… fortsat)

Efter at have drevet rundt i Byen et Par Dage, skulde jeg melde mig hos en Underofficer paa en Vagt, som var stationeret i den anden Ende af Byen. Vagten skulde kon­trollere Passene hos de Folk, Franskmænd eller Belgiere, som gik ind til eller ud af Byen.

Jeg havde været paa Vagt fra tolv til to og laa om Morgenen ved halvseks Tiden i min bedste Søvn, da Vagtens næstkommanderende ruskede mig vaagen. „Vollschow, du maa i Dag rejse paa Orlov”.

Jeg blev lysvaagen med det samme. Jeg skulde Klokken ni paa Aflusning, Klokken halv elleve til Lægen og saa hen paa Skrivestuen efter Orlovsbevis, Fribillet og Lønning for ti Dage, saa jeg burde have travlt.

Men Tiden kravlede af Sted, særligt efter at jeg var færdig til at rejse. Klokken godt to gik der et Tog fra Guise til Charleroi. Vi var seks Mand fra „Genesungskompagniet”, som skulde hjem, og vi var i god Tid mødt op paa Banegaarden.

Det var saa varmt, at Tøjet ligefrem klæbede til Kroppen, og vi fandt da paa at gaa, ind i Kantinen og drikke et Glas Øl; men det første Glas smagte efter mere, og vi fik hver en seks til syv Glas. Af de modtagne 5,30 Mark røg her 1,40 Mark. Endelig kom Toget, og vi kom ogsaa til Charleroi. Her maatte vi vente i to Timer paa Orlovsekspressen, der kom fra Chauny. Ved Syvtiden om Aftenen ankom vi til Herbesthal ved den tysk-belgiske Grænse.

Da der var en Ventetid paa flere Timer, inden vi kun­de køre videre til Köln, gik vi ind i Banegaardsrestaurationen og fik noget Smørrebrød og et Par Glas Øl; det kostede 2,60 M.

I godt Humør og sikre paa snart at være hjemme efter næsten et Aars Fravær, slentrede vi rundt paa Perronen og kom ogsaa ind i Banegaardshallen. Her fik jeg pludselig Øje paa et Skilt: Militærbillet til Ham­burg 6,50 Mark.

Det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig: 6,50 Mark, 6,50 Mark …!

Min Kammerat kom til, og jeg pegede stumt paa Skiltet: „Hvad gør vi nu? Vi kom­mer ikke hjem paa Orlov.”

Vi gik noget slukøret ud paa Perronen og mødte her Stationsforstanderen. Det maatte være Manden, som kunde hjælpe os. Jeg gik hen til ham og knaldede Hælene sammen, saa det gav Genlyd over hele Perronen. Han syntes forbavset, men hilste og spurgte: „Naa, Kammerat, hvad er der løs?” Jeg kunde se paa ham, at han ikke var saa brøsig som de Militærpersoner, vi kom i Berøring med, men at han gerne vilde hjælpe os. Jeg forklarede ham den Nødssituation, som vi var i.

Han kløede sig i Nakken og sagde: „Prøv at melde Dem paa Banegaardskommandanturen og bed om en Fribillet til Hamburg. “

Vi gik hen til Kommandanturen og hilste forskriftsmæssigt paa den vagthavende Feldwebel. Han løftede Blikket og saa paa mig: „Was wollen Sie?“. Jeg tænkte, nu kan du godt sige Farvel til Orloven; men jeg fattede mig og bad militærisk kortfattet om en Fri­billet til Hamburg.

Pludselig lød der et Løvebrøl fra et af Sideværelserne, til hvilket Døren stod aaben. Derinde sad en Major. Han brølede videre: „Se til, at I kommer ud. I maa laane Pengene hos en af jeres Kammerater. Kommer I igen, sender jeg jer tilbage til jeres Deling!”

Spagfærdigt svarede jeg:„ Javel, Hr. Major,” og saa stod vi atter udenfor paa Perronen. Min Kammerat og jeg blev meget nedslaaet; men nu kom Stationsforstanderen os i Møde, og da han hørte Resultatet af vor Henvendelse til Banegaardskommandanten, gav han os det gode Raad at købe en Billet til Dortmund og saa bare blive siddende i Toget. Vi købte Billetten og havde saa hver 15 Pf. i Behold; men vi syntes alligevel, at Livet var værd at leve igen.

Vi kørte saa videre, men alt som vi nærmede os Dortmund, blev vore Hjerter mere og mere knuget af Angst og Spænding. Toget holdt paa Stationen i Dortmund, og det kører videre.

Kammeraterne i Kupeen sov de retfærdiges Søvn; men vi to følte absolut ikke nogen Trang til at sove. Saa lød en Stemme: „Billetter skal forevises!” Min Kam­merat forsvandt hen i den anden Ende af Vognen til Toilettet. Da Konduktøren lige var færdig med at billettere;. puffede en Kammerat til mig og sagde: „Vaagn op, du skal fremvise din Billet!” Jeg gjorde, som om jeg blev vaagen og fremviste min Billet. Konduktøren saa paa den:

„Dortmund, der er vi jo lige kørt fra.” Jeg forklarede ham Situationen, og han lovede, at han vilde undersøge, om jeg havde en Chance hos en Kammerat, som havde Billet til Hamborg, men kun vilde til Bremen, og det lykkedes. Jeg udstødte et Lettelsens Suk, sank tilbage i Hjørnet og forsøgte at faa mine Nerver i Ro.

Klokken syv om Morgenen naaede vi Hamborg. Jeg kom godt igennem Billetkontrollen, men da min Lidelsesfælle kom, saa jeg, at der blev parlamenteret, og omsider kom en Vagtpost og førte ham bort.

Efter fjorten Dages forløb saa jeg ham igen i Guise ved Lønningsappellen. Feldwebelen kundgjorde her, at da han ikke havde kunnet betale Billetten fra Dortmund til Ly­bæk, havde Kompagniet betalt hans Gæld, og Beløbet vilde blive fradraget hans Lønning. Men han trøstede sig med, at han havde haft fjorten dejlige Dage derhjemme.

I Oktober blev der saa iøvrigt vedtaget en Lov, efter hvilken Soldater paa Orlov rejste frit hjem og tilbage.

Men jeg glemmer aldrig denne Orlovsrejse med dens Forhindringer.

DSK-årbøger 1952

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *