25. december 1915. Slagsmål til jul

Lauritz Jørgensen beretter om en ualmindelig ufredelig juleaften.

Juleaften blev vi afløst i skyttegraven. Vi glædede os til nogle få dages ro og havde slået køjesenge med halmsække op i et hus. Vor gruppe var folk fra Holsten og Mecklenborg samt undertegnede. En mand – “Paul Brændevin” – hvis borgerlige navn var Zimmermann, var altid glad, når vi gik tilbage; men i aften var han i overstadigt humør. Han sprang fra den ene til den anden og fortalte om alt, hvad han havde hørt om festen i aften.

„Ja,“ sagde han, „vi får en pakke hver, „Liebespaket”, fra garnisonen, en hel flaske vin, cigarer, julegodter, øl så meget som vi kan labbe i os, og rom fik vi muligvis også osv.“

Jo, han mente, at festen ville blive ualmindelig god.

Nu hoppede han ind i skoven og kom snart tilbage med juletræet, for det hørte med til en rigtig jul. Munden stod ikke stille på ham, han var så glad som et barn. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise fra feltkøkkenet, men herlige sager fik vi. Juletræet blev pyntet og Paul vimsede rundt. Sagerne blev pakket ud, og i al tarvelighed fejrede vi nu jul — til at begynde med da.

Paul havde allerede taget sig nogle store gibbenakker og havde vældig travlt. Han havde fået et par tøjsko i julegave, dem var han glad for. Jakken havde han smidt, men livremmen og feltflasken havde han om livet. Paul havde altid to feltflasker med rom i. Det hele formede sig, som han havde forudsagt, med vin, cigarer, øl, småkager m. m. —Men det varede ikke så længe.

Døren blev pludselig revet op, og ind trådte en feldwebel, “der Löwenbändiger”, iført flot ekstrauniform. Pistolen hang lige på maven. Her, bag ved fronten, kunne han tillade sig at være modig, her var han fræk, en farlig kraft at se på. Ude ved fronten var han lige det modsatte.

I dag var han en mand med sammenbidt energi, ja, ligefrem selve »der Kaiser*. Han blev stående et øjeblik for rigtig at sole sig. Så brølede han som en rasende efter «Schof«. »Hvor er den forbandede Schof?«

Pludselig stod Paul foran ham. — Her, herr feldwebel — og i samme nu slog han Paul lige i panden, så han omgående gik i gulvet. Da han kom til sig selv igen, krøb han ind under køjen og blev liggende der. Benene kunne der ikke blive plads til, så »sutterne« stak udenfor.

“Løvetæmmeren” brølede igen. “Frem med cigarerne!”

Straks havde flere af de yngre kammerater de nye kasser parat og bød ham af de flotte cigarer, men han langede ud efter kasserne, og flere hundrede cigarer røg rundt på gulvet. Så delte han lussinger ud både med højre og venstre hånd, og her var fart over feltet. Alle uden undtagelse fik en omgang.

Sadelmageren sagde nu til mig: »Lad os redde det, vi kan!“ og så væltede vi bordet med alle lys samt juletræet.

Nu var der mørklagt. »Løvetæmmeren« havde taget et af vore geværer, som stod opstillet i stativet, og slog om sig som desperat. Alle vi andre blev også snart bevæbnet, og kampen var hurtigt i gang. Den ene kolbe efter den anden røg af, efterhånden som vi ramte ham eller en anden — eller køjekanten.

Slaget var snart på sit højdepunkt. »Løvetæmmeren« løb rundt imellem os, og mange af de slag, der var tiltænkt ham, ramte en af vore. Snart var han her, snart der, ligesom en loppe.Han var næsten ikke til at få ram på. En gang imellem knurrede Paul, når vi trådte ham over tæerne, der jo kun var beskyttet af sutskoene. Det lød som en fornærmet, gammel kat.

Kampen fortsattes ude i køkkenet. En trappe herfra førte ned i kælderen, hvorfra over jæger Mathiesen kom op. Han og nogle andre fejrede jul dernede. Han råbte: »Hvad er her på færde?«. — Mathiesen var fra Husumegnen og havde bl. a. arbejdet i København. Han talte godt dansk; derfor svarede jeg på dansk: »Her er næsten alt skrupskørt!«

— »Er det ham, den bandit! Nu skal jeg ordne ham!« Han smed trøjen og gik lige i bælgen på »løven». Kampen blev ført i asende tempo. Træpanelet brasede sammen og de to kæmpende styrtede ned ad trappen, »løven« først, så Mathiesen. Han fik god lejlighed til at klø ham, og vi undte ham det. »Tænd lys!« råbte Mathiesen. Lyset blev tændt og nu kunne han bedre se, hvor „løven” var. Vi andre var blevet observatører.

Kampen bølgede videre med uformindsket kraft. — »Du, Paul«, kaldte en af kammeraterne, »nu kan du godt komme frem, for nu er han »løvetæmmeren« gået under jorden«. »Paul Brændevin« kunne altid snakke sig fra det hele og yndede at optræde i helterollen, men vi var spændt på, hvorledes han ville klare den nuværende situation. På forhånd syntes stillingen jo håbløs for ham, for han havde jo ligget skjult under køjesengen. Der var slet ikke noget at prale af for ham. For en gangs skyld kunne vi jo nu se ham som en slagen mand. Det var ikke til at bortforklare! — Men hvad gjorde Paul? — Han optrådte som »sejrherre!« Han brystede sig, han knejsede som en hane paa en møgbunke.

Nu var »løvetæmmeren« vel nok blevet snydt rigtig godt, sagde han. — Jeg narrede ham, for jeg hedder jo ikke »Schof«.

»Nej«, sagde sadelmageren, »du hedder »Paul Brændevin « og er en stor kujon!«

„Hvem? Er jeg en kujon? — Jeg skal bevise det modsatte!”

– Og nu ville han slå »løvetæmmeren« ihjel. En af kammeraterne rakte ham et stoleben. »Det dur ikke«, sagde han, og løb forbi de kæmpende og udenfor. Et par meter fra brostensrækken stod i dybt pløre en høj pumpe med en mægtig pumpestang af tykt jern. Stangen lignede et spørgsmålstegn. En stor kugle dannede afslutningen. Med den ville han ordne »løvetæmmeren«. Han sled hele natten med den stakkels pumpe, kun afbrudt en gang, da han løb ind for at skifte feltflasken med rom i. »Det gav kræfter«, sagde han. Det knagede i boltene, når han sled sidelæns i svinget, og engang imellem var det ligesom den trak modsat vej, for allerbedst som han mente, at nu havde han overtaget, fremkom der en hvislende lyd. Et ryk! og Paul mistede grebet og gik omkuld i pløret.

Han så farlig ud efter det mudderbad, iklædt skjorte og sutsko.

Mathiesen og »Løvetæmmeren« endte også i pløret, »Løvetæmmeren« endda i det fine tøj. De rullede rundt som et marsvin derhjemme i »Lillebælt«. Vi fik nu stablet bordpladen op, og lysene blev tændt. Vi tog et kort overblik over situationen og fortsatte vor julefest. Mathiesen kom ind, forrevet og forslået i ansigtet og — snavset, ikke så lidt endda. Jeg sagde til ham: »Tror du, vi holder fastelavn, siden du har maske på?« — »Hold kæft!« svarede han.

Ved totiden kom også Paul ind. Han så forfærdelig ud efter sin kamp med pumpen. Denne ville tydeligt nok ikke godvilligt afgive sit flotte sving, der nu nærmest lignede en kohale i færd med at jage fluer væk. Den før så stolte pumpe lignede nu nærmest et abstrakt kunstværk. Paul smed livremmen og skjorten, satte sig på køjekanten og sov på tværs i køjen. En af kammeraterne dækkede ham til med en kappe. Paul var træt.
Ved tretiden ebbede festen ud. Vi havde haft en gevaldig jul og moret os godt,, og sikken masse lussinger vi havde fået. Lidt uorden og rod var der vel nok efter festen, men oprydningen kunne vente til vi havde sovet. Vi var ogsaa trætte.

Klokken otte blev der kommanderet »Aufstehen!«

Lidt forbavset over et sådant brøl, lå vi nu og lurede lige som en flok grise efter en afbrudt, dejlig middagssøvn. Lidt omtumlet og slet ikke rigtig vågne glanede vi omkring, og uvilkårligt tænkte vi på, om vi nu skulle have tærsk igen. — Men denne gang mødte der tre mand, en officerstedfortræder, en løjtnant og vor stabsfeldwebel. De stod midt på gulvet og var benovet, ja, helt chokeret over den utaknemmelighed, vi havde lagt for dagen for de dejlige julegaver, vi havde fået. Alle vore gode sager lå spredt overalt på gulvet, godt blandet, som i et rovdyrbur.

Her lå cigarer, småkager, underbukser, fedtegrever, håndgranater, smør, patroner m. m. Næsten alle geværer var slået i stykker, og juletræet var også gået i stykker. Paul havde endnu sine nye hjemmesko på, men sikke nogen konvolutter!

Nu blev der læst op for os på ægte tysk soldatermanér. Der blev bandet og svovlet om den straf, som hang over hovedet på os, osv. Jo, der blev holdt morgenandagt, men det var jo da også jul endnu. »Giv en forklaring på, hvad her er sket!« råbte officeren til mig. Jeg lå nemlig nærmest. Jeg fortalte, hvorledes vi havde begyndt at fejre en fredelig jul ved et smukt juletræ, da feldwebelen pludselig indfandt sig og mishandlede os alle; derefter havde han slået alle vore geværer itu på os, og da overjæger Mathiesen kom ind, var også han blevet mishandlet.

— »Hent ham herhen!« — Mathiesen bekræftede forklaringen og føjede mere til. — »Aldrig før har jeg fået en sådan omgang tærsk,« sagde han.——- De talte nu sammen, hvorefter vi fik ordre til at bringe det hele i orden i løbet af en time. De gik.

Udenfor stod mange soldater med tomme spande. Nogle skældte ud, medens andre stod dybsindigt og funderede over den skæbne, som havde ramt den gode pumpe i nattens løb. Et par timer efter kom Mathiesen. »Du og sadelmageren skal med mig til forhør klokken elleve,” sagde han, »men nu skal I høre! Da han (»Løvetæmmeren«) gik herfra, har han givet to vagtposter lussinger henne ved vejkrydset —, hans papirer er ikke gode.«

Vi mødte klokken elleve, men »Løvetæmmeren« var der ikke. Vor forklaring blev ført til protokols. Sekretæren sad og smågrinede, medens han skrev. Sagen skulle gå videre, og vi skulle høre nærmere.

Vi hørte aldrig mere til den sag. »Løvetæmmeren« var sendt til »reparation« og kom tilbage ca. tre uger senere, tilsyneladende lige så fræk som før. Den danske gruppe fejrede jul i et større hus sammen med flere andre. De havde også moret sig godt, men de mange lussinger vi fik, I var de gået glip af.

DSK-årbøger, 1955

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *