Senest ændret den 17. september 2021 20:27
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.
Adskillige uger af vinteren 1916-17 tilbragte vi bag fronten i en skovlejr. V i boede i træbarakker, som i den stærke kulde næppe kunne betegnes som et ideelt kvarter. Brænde havde v i sådan set nok af, da skoven især bestod af birketræer, der brænder udmærket i grøn tilstand. Men barakkerne, der var interimistisk opført, kunne til trods for, at vi fyrede dag og nat, ikke holde kulden ude.
Hver dag marcherede vi ud t i l en reservestilling, og det tog os en time hver vej. Det hed sig, at vi skulle udbedre stillingen, men på grund af den stærke frost var det så godt som umuligt. Jorden var som sten at hugge i . Arbejdet blev da heller ikke til noget af betydning. De timer, v i hver dag tilbragte i disse stillinger, var frygtelige, for der fandtes ikke opholdsrum af nogen art.
Meningen med dette arbejde var vel at holde os i træning. Men det hed sig også, at skyttegraven foran os var besat med et tjekkisk regiment. Det var velkendt, at tjekkernes kampmoral var lig nul, så vi har sikkert fungeret som en slags sikringsstyrke for frontafsnittet.
Jeg husker ikke ret meget fra denne skovlejr, dog står én episode endnu klart i min erindring.
Vi var en dag ved at rense vore våben, da der pludselig lød et skud, og to mand blev såret; den ene endda ret slemt, idet det viste sig, at lungen var beskadiget.
Stor opstandelse, men ingen ville indrømme at have skudt. En undersøgelse af de forskellige våben gav heller intet resultat.
Endelig var der en, der kom i tanke om, at skuddet måske kom fra rummet ved siden af, hvor et kompagni fra infanteriet havde til huse, og det slog til.
Manden, som var kommet til at skyde, havde siddet på sin køje og afladet geværet. Han havde holdt det i den forskriftsmæssige stilling med løbet skråt opefter. Det kunne nemt konstateres, for kuglen var gået gennem skillevæggen ind til os helt oppe under taget.
Normalt skulle den være forsvundet ud i den blå luft, men da den passerede gennem brædderne i skillevæggen, stødte den på en knast og forandrede retning. Inde hos os hang der et par støvler oppe under taget, og kuglen gik nu gennem den ene støvle.
Dér, hvor den gik ind , var der kun ét hul i støvlen; men dér, hvor den gik ud, var der to.
Kuglen havde delt sig i to dele, der hver for sig sårede en mand.
Kort fortalt beskrev kuglen følgende bane: Fem meter skråt opad, derpå ca. 6 meter vandret ud til siden og til sidst, da den havde passeret støvlen, ca. 8 meter skråt nedad.
En kommentar fra et vittigt hoved lød: »Infanteristerne er nu dygtige. De kan skyde omkring hjørner, og det ender nok med, at de skyder sig selv i røven.« –
Ja, sådan kan det gå, »når uheld være skal, og lykken den er sløv . . .«