Den Store Krig 1914-1918

Nyheder

14. marts 1918. “I fem svinehunde skal til England!”

14. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Christian Hansen, Aabenraa, blev i november 1917 taget til fange af englænderne og sat i krigsfangelejr. I marts 1918 kom han til Feltham.

En Morgen i Marts Maaned 1918 ved Appellen blev Numrene 446, 447, 448, 449 og 450 raabt op og kommanderet tre Skridt frem. Mathias Carstensen fra Skelde spurgte sagte „Har du ogsaa stjaalet Brædder?”

Vi anede ikke, hvad der var i Vejen, og vi spurgte vor tyske Kompagnifører, en Feldwebel, hvad vi havde forbrudt os med. „Ihr fünf Schweinehunde sollt nach England” gav han arrigt til Svar. Vi var meget spændte. Kl. 8 fik jeg Ordre til at gaa over og rense ud i Vagtlokalet hos den engelske Vagt. Men det blev til noget helt andet end Rengøring.

Den engelske Stabssergent indbød mig til Frokost, og for første Gang siden Krigens Begyndelse satte jeg mig til et rigtigt Frokostbord: Brød med et tykt Smørlag paa og ovenpaa igen Pølse og længere hen i Frokosten kom der Ost, Honning og andre rare Ting paa Brødet. Dertil drak vi stærk og sød The og sluttede af med Cognak og Cigaretter.

Aah, det var dejligt. Jeg fik yderligere Cigaretter med til mine Landsmænd. Kl. 9.45 hed det „Træd an “, og saa gik det til Fods til le Havre Sct. Oma og herfra med Tog til le Havre, hvor vi blev indtil den næste Konvoj gik over.

I Feltham blev vi budt velkommen af Pastor Troensegaard Hansen og fik udbetalt 5 Shilling. Vi arbejdede ved forskelligt, paa en Flyveplads, i en Champignon-Kultur og paa en Bondegaard, men trods de efter Omstændighederne gode Kaar længtes vi jo alle efter vore Kære og efter vort Hjem.

DSK-årbog 1943

14. marts 1918. En natlig samtale med en landsmand

14. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland. Natten til den 14. marts køres han til Halluin af en landsmand, Kliver fra Mastrup, som han har truffet.

En Køretur om Natten.

Det var dejligt mildt Vejr, og Maanen skinnede. Men Landskabet husker jeg ikke meget af, vi kom igennem Chelouv, som ogsaa havde lidt meget. MenTiden brugtes ellers ikke til at se. Samtalen kunde nu gaa Paa vort Modersmaal, og som det var en Glæde for mig at mødes med en Landsmand derude, saaledes mærkede jeg, at Glæden over vort korte Samvær var ikke mindre for Kliver. Han fortalte ustandseligt, og jeg spurgte og lyttede. Kliver havde gjort Krigen med fra Begyndelsen af og havde haft det næsten ufattelige Held, at han ikke havde været saaret eller syg i alle de Aar, skønt han hele Tiden havde været med i forreste Række.

Nu havde han faaet en Plads bag Fronten som Kusk. Hans Arbejde bestod til Dels i at køre Proviant og særlig Ammunition og Maskingeværer frem til Ildlinjen.

Men helt frem kom han jo aldrig med sit Køretøj. Det sidste og farligste Stykke Vej skulde Ammunitionen eller Provianten bæres frem af Soldater.

Det gjaldt jo om at faa en eller anden af de mange „Druckposten” bag ved Fronten, fortalte han. Ja, der er mange af den Slags, en Del af dem officielle, men mange af dem er lavede for Tilfældet.En meget attraaet Post er saaledes at blive Oppasser for Regimentets Ko. Hvert Regiment har nemlig sin Ko, og den skal jo passes. Hvem der har det Held at faa den Post, er godt forsørget. Til Hestebeslag og til at holde alle de mange Vogne i brugbar Tilstand samt til at reparere Uniformer og Støvler krævedes der jo ogsaa en hel Del Haandværkere, Smede og Hjulmagere, Skomagere og Skræddere, som saaledes slap for at komme ud i Ildlinjen.

Men der laves da ogsaa andet end absolut Krigsmateriel, fortalte han. Haandværkerne er villige til alt, det gælder om at bevare Stillingerne!

Andre meget attraaede Stillinger var at faa Ansættelse i Officersmessen, enten som Kok eller med at gaa denne til Haande. De behøvede ikke at sulte, thi naar der kom Proviant, saa skulde disse Messer altid først forsynes, saa skulle Feldwebelen have sin Part, Skriverne paa Skrivestuen havde ogsaa sædvanlig god Forbindelse med Køkkenfolkene, saa de ikke blev glemte.

Det, der blev tilbage, naaede saa endelig ud til Frontsoldaterne.Jeg var en Tid lang Oppasser for en af vore Feldwebeler – de havde ingen Ret til at holde Oppasser, men det var der ingen, der brød sig om. – Som saadan blev jeg en Gang sendt hen til Officersmessens Køkken efter noget til min Feldwebel. Kokken holdt et Hus af den anden Verden. Feldwebelen skulde intet have.

Jeg stod ganske rolig og lod Skyllen gaa over mig, jeg var jo for-Resten ogsaa ligeglad. Men da Kokken havde faaet lettet sit Hjerte, saa udleverede han mig den ønskede Proviant. Han turde simpelt hen ikke andet. Det kostede jo kun Feldwebelen et Pennestrøg, så røg Kokken fra sin Bestilling, som ikke egnet til denne Gerning, og saa gik Vejen ud i Skyttegraven!

Vi havde Krammet paa dem!

Og hvor er der blevet sendt uendeligt meget til Tyskland af Soldaterne og Officererne, fortalte han videre. Da vi paa et af vore Tilbagetog kom til Cambrai, blev alle Beboerne fordrevet. Cambrai var en ikke helt lille Fabriksby, hvor der særlig lavedes fine Lærredsvarer.Alt, hvad man fandt af disse Varer, blev sendt hjem, og det var ikke smaa Pakker, som Soldaterne sendte af Sted, de kørtes bort i store Vognlæs. Min Feldwebel „reddede” en meget kostbar Buffet, som han sendte hjem. En Soldat, der var Snedker, skulde hjælpe mig med at skille den ad og pakke den ned. Men desværre for Feldwebelen ankom kun enkelte Dele af Buffeten i hans Hjem, saa han har ikke haft udelt Glæde af dette Rov.

Det oplæstes jævnligt for os, at Tyverier var forbudt. Men Soldaterne tog ikke dette saa højtideligt, de vidste, at der dog ikke blev foretaget alvorlige Efterforskninger.Og hvordan man maatte førstaa at hjælpe sig, det lærte man os ogsaa. Da vi en Aften nærmede os en By, læste en af Officererne en Fortegnelse op over de Køer, Faar og Svin, som var i Byen. Der maatte ikke stjæles, sluttede Oplæseren, men hvad man skulde bruge, kunde rekvireres.

Saa „rekvirerede”Soldaterne, men der blev intet„stjaalet”.

Til sidst faldt Talen tilbage Paa Mikael Steffensen, som Kliver havde været sammen med i lang Tid og derfor satte meget stor Pris paa. Hin 26. Novemberom Natten havde Kliver ogsaa været ude med sit Køretøj til Ildlinjen. Da han kom tilbage til Kvarteret om Morgenen, hørte han, at Mikael var falden. Saa vidste han, at han havde set ham. Han havde set en falden Kammerat ligge ved Vejen, hvor han kom forbi. Da havde han ikke tænkt paa, at det kunde være Mikael, skønt en Tanke skød gennem mig, sagde han, at det i Grunden kunde ligne Mikael. Men jeg skød Tanken fra mig. Det var jo heller ikke noget usædvanligt at se en falden Soldat ligge ved Vejen, særlig i disse urolige Nætter.

Ved Midnatstid ankom vi til Halluin, og Kliver afleverede mig i mit nye Kvarter.

Vi tog Afsked med hinanden, næste Dag skulde Kliver med paa den planlagte Udflugt til Lille og videre.

Da jeg kom op paa mit Værelse, fik jegmin Notebog frem for at nedskrive lidt afDagens Oplevelser.

Snart viklede jeg mig ind i mit Rejsetæppe og fandt nogleTimers Hvile. Jeg havde vænnet mig noget til de mange forskellige Lyde, og Trætheden gjorde sit til, at jeg fik noglefaa Timers Søvn.

13. marts 1918. Sådan døde Mikael Steffensen

13. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Sammen med Mikael Steffensens Kammerater

Endelig hen ved Kl. 4 kom en Feldwebelfra Mikaels Kompagni. Det var en Hamborgsk Storkøbmand Langenfeld.Hr. Staack havde ikke kunnet komme bortfra Kontoret og havde da bedt Hr. Langenfeld om at tage ind til Byen og bringe mig derud til deres Kvarter. Han bragte Kisten til Mikael med.

Den var købt i Cortrick, en af Nabobyerne. Vi kunde benytte Vognen til at køre ud til Kvarteret. Men da Vejret var godt, foreslog Feldwebelen mig, at vi skulde tage den til Fods, det var kun en lille Mils Vej. Og det var ikke en udelt Fornøielse at sidde paa en faadan Militærvogn og blive dygtig gennemrystet,da den jo ingen Fjedre har.

(fortsættes under billedet)

Vi naaede da ogsaa derud inden Aston,og her traf jeg saa Mikaels nærmeste Foresatte, Feldwebel Staack, der imidlertid mere betragtede sig som Mikaels Ven end hans Foresatte.

De laa i Moorseele, en lille By iBelgien, kun ganske kort bag ved Fronten.Første Kompagni, ved hvilket Mikael havde ligget, var lige gaaet i Stilling.En af Officererne sendte Hilsen og beklagede, at han ikke kunde faa Lejlighedtil at hilse paa mig. Skrivestuen, hvor Hr. Staack residerede med sin lille Stab, var indrettet i et Bondehus ude paa Marken. Man indbød mig til Aftensmad efter Marchturen sammen med Hr. Langenfeld; de andre havde spist.

Maden, godt belagt smørrebrød, var fra Officersmessen.Hr. Staack var synlig bevæget, da han hilste paa mig som Mikaels Ven. Han fortalte mig om de nærmere Omstændigheder ved Mikaels Død, og Beretningen gjorde et stærkt Indtryk paa mig, da det vidnede om, hvor megen Pris man havde sat Paa ham. Mikael skulde sammen med en anden Kammerat bringe Mad ud til Officererne i de forreste Skyttegrave om Natten hin 26. November. Staack havde prøvet paa at faa en anden af Sted, da han vidste, at de laa under stærk Ild den Nat. Men Mikael havde sagt, at det var hans Tur, og saa vilde han ikke, at en anden skulde tvinges til at tage den for ham. Han havde været noget tynget den Aften, men gik dog frejdig som altid. Om Morgenen bragtes Kammeraten saaret tilbage. Mikael hentedes først senere.

Da han kom, kunde vi ikke opdage noget Saar Paa ham, og jeg bad da, udtalte Hr. Staack, en Læge om at undersøge, hvad Dødsaarsagen kunde have været.

Lægen fandt et lille Saar under Skuldrene, hvor Splinten af en Schrapnelkugle var trængt ind, havde gennemboret hjertet og var standset foran Brysthinden. Døden maatte være indtraadt øjeblikkeligt, som Kammeraten ogsaa havde berettet.

Dette Træk rørte mig dybt. At man havde haft Tid til derude, hvor de mange Saarede og Syge lagde fuldt Beslagpaa Lægen, at undersøge en falden Soldat, for at fastslaa Dødsaarsagen, det gjorde man kun ved en god Ven, som man satte ganske særlig Pris paa.

(fortsættes under billedet)

Kammeraten havde fortalt, at de netop havde knælet ned for at hvile et Øjeblik, inden det sidste og værste Stykke Vej maatte tages.

Mikael havde taget sin Madpose af og stillet den ved sin Side, ligesom han havde taget sin Hjelm af.

Da man fandt ham, laa han med Ansigtet mod Jorden, Hjelmen havde han i sin Haand og i den anden en Stok, som Ordonnanserne sædvanligt brugte dem, dels til at støtte sig paa, dels til at orientere sig med i Mørket, man kunde da ikke se Granathullerne, som maatte klares.

Havde han ikke knælet, mente Hr. Staack, saa var han formodentligt sluppetmed et Saar i Benene, og havde da været frelst.

Jeg havde netop arbejdet paa at faa Mikael helt bort fra denne farlige Ordonnanstjeneste og knyttet ham her til mit Kontor. Og selv om jeg maatte regne med store Vanskeligheder, fordi Officererne ikke vilde give Slip paa ham fra denne yderst vanskelige Post, hvor han gjaldt for den mest paalidelige, saa. havde jeg begrundet Haab om, at det vilde lykkes mig denne Gang.

Til Julen havde jeg tænkt at indstille Mikael til at blive dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse, som han sikkert vilde have faaet og havde fortjent mange Gange. Det blev et Kors paa Kirkegaarden.

Jeg blev et Par Timer derude hos dem, og Samtalen kom selvfølgelig til at dreje sig om Krigen. Man var stærkt optagetaf den store Offensiv, som skulde begynde i meget nær Fremtid.

De mente endogsaa, at den var saa nær forestaaende, at jeg, da jeg skulde rejse igen den 15. Marts, vilde saa Ouverturen med, Hurtigskydningen for Stormen.Denne Gang er vi i den Grad forberedte, ytrede Hr. Staack, at vi vil ogskal bryde igennem. Men det stakkels Frankrig, det vil blive frygteligt! Jeg udtalte min Tvivl om, at det vildelykkes bedre denne Gang end de Gange, man havde forudsagt det tidligere, og sikkert ogsaa havde ventet det derude ved Fronten for.

Nej, mente baade Staack og Langenfeld, denne Gang er enhver Tvivl udelukket. (…)

Mens vi sad og underholdt os, kom en Soldat ind og stod stramt henne ved Døren.Han havde Hørt af en af Soldaterne om min Ankomst og bad om at faa Lov til at hilse paa mig, da han var en Landsmand af mig. Det var Landmand Kliver fra Mastrup.

Ja. saa kan De køre Hr. Sarup ind til Holluin i Aften, mente Staack.

Det var vi godt tilfredse med begge to. Han bestiltes saa til at mode Kl. 11.Og Samtalen gik videre. Langenfeld foreslog, at jeg skulde blive derude i Kvarter om Natten og saa gaa en Tur med ud til Skyttegravene næste Morgen.Han syntes, at der jo var forholdsvis Ro, og det vilde være en interessant Tur for mig. Jeg kunde saa ogsaa faa Lejlighed til at hilse paa Mikaels Kammerater derude.

Jeg var straks rede til at gaa ind paa dette Arrangement. Men Staack modsatte sig det Paa det allerbestemteste. Han vilde end ikke tillade, at jeg blev derude i Kvarteret om Natten. Vi faar stadig enkelte Granater, endnu i Gaar dræbte en saadan et Par af Bærerne her ude paa Marken. Vi andre skal være her, men hvem der ikke er tvunget til det, har ikke Lov til at udsætte sig for den Livsfare, som er forbundet med Opholdet her ude og endnu mere med en Afstikker ud til Skyttegravene.

Det interessante ved en saadan Tur ud til de yderste Skyttegrave og se Soldaterne i deres underjordiske Huler, som de nu havde kamperet i alle de lange Aar, virkede ret fristende. Jeg syntes, Hr.Staack saa for sort, jeg vilde nok trodse Faren, som jeg mente ikke var saa overhængende, og sluttede mig til Hr. Langenfelds Forslag, men maatte til Slut bøje mig for Staacks absolutte Modstand.

Vi aftalte saa en Tur til Lille næste Tag og derfra til Cortrick, i hvis nærmeste Omegn jeg vidste at Urmager P. Henningsen og Købmand Peter Frees fra Haderslev laa, og som jeg derfor gerne vilde benytte Lejligheden tilat hilse paa. Staack lovede at sætte sig i Telefonforbindelse med Feldwebelens Kontor der og anmelde vort Besøg. Klokken var imidlertid bleven ti og Kliver holdt for Døren med en Gig for at køre mig tilbage til mit Kvarter.

13. marts 1918. Ved Mikael Steffensens grav

13. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Da Soldaterne om Morgenen begyndte at lette Paa sig, var jeg heller ikke sen til at „komme ud af Fjerene”. Det var rørende, saa megen Omhu disse fire fremmede Soldater viste mig ved at skaffe Vaskevand og koge Kaffe til mig.

Jeg skyndte mig ud i den dejlige Foraarsmorgen og spurgte Vej til Soldaterkirkegaarden. Vejen førte mig forbi Byens Kirkegaard, bag hvilken den store Soldaterkirkegaard var anlagt.

Hjemme havde det været mere Vinter end Foraar, da jeg rejste, men her var alt mindst en Maaned længere fremme.

Træerne stod med store svulmende Knopper, ja Hyld og Syrener var endogsaa begyndte at springe ud. I en lille Skov, som jeg passerede, havde Anemonerne allerede bredt et Blomstertæppe over Efteraarets visne Løv. Livet brød sig sin Vej.

Saa meget stærkere følte jeg Modsætningen, da jeg traadte ind paa Soldaterkirkegaarden.

Her var alt Liv stænget ude. En Skov af Kors mødte mit Øje, Gravtue laa ved Gravtue, saa langt man kunde se, i alt var mere end 1500 Soldater begravede her paa Kirkegaarden.

Ikke et Træ eller en Busk livede op, ikke en Blomst var plantet Paa nogen af Gravene. Alle Grave var ensartet kantede med Græstørv, og paa hver Grav var rejst et Kors af nøjagtigt samme Maal med den Faldnes Navn, Fødselsdag og Dødsdato. Enkelte af Korsene var kunstfærdigt udskaarne og smykkede med et Skjold til Navn og Datoer. Men disse Kors skulde senere fjernes. De svarede ikke til de af Militærmyndighederne udstedte Anvisninger og Tegninger. De skulde alle være ens, der maatte ikke gøres Forskel mellem Officerer og Menige, tyske Soldater og Soldater fra de Allieredes Hære. Her paa Kirkegaarden skulde alle være lige.

Meningen var vel god nok, men Ordningen var ægte Preussisk. Orden og System skulde der være i Tingene. At denne saa stærkt gennemførts Ensartethed maatte virke i høj Grad kedeligt og trættende, er givet.

Jeg fandt forholdsvis hurtigt Mikael Steffensens Grav. Der laa en halvvissen Krans paa hans Grav som paa enkelte af de andre Grave. En af hans Kammerater havde altsaa tænkt paa ham.

Jeg satte mig ned ved Graven og lod Kirkegaardens store Stilhed falde ned over mig.

En Soldaterbegravelse

Da jeg havde siddet en Stund derude ved Graven, mærkede jeg, at der begyndte at blive Røre i Nærheden. Man samledes til en Soldaterbegravelse. Da jeg kom nærmere, saa jeg, at 11 Kister sænkedes i hver deres Enkeltgrav, som laa i en lang Række ved Siden af hinanden. En Del Soldater var fulgt deres faldne Kammerater til Graven. De bar alle Staalhjelme og stod opstillede foran Gravene.Lidt tilbage stod et Musikkorps, og foran Enden af den lange Række Grave stod Præsten i en ejendommelig Uniform, en Mellemting mellem en Officersuniform og en almindelig Soldateruniform.I en lang Kæde om Halsen hang et Kors ned over Brystet. For Fuldstændighedens Skyld skal nævnes, at han havde Lædergamascher paa.

Ceremonien indlededes med, at Musikkorpset spillede en Salme. Derefter holdt Præsten en kort opbyggelig Tale, og mens Musikkorpset spillede „Ich hatt’ einen Kameraden”, foretog Præsten Jordpaakastelsen, idet han gik langs med Gravene. Under denne Del af Ceremonien havde Soldaterne blottet deres Hoveder, og enkelte af dem kastede ogsaa nvgle Haandfulde Jord ned paa Kisterne.Hele Højtideligheden varede omtrent Time.

Jeg stod der lidt tilbage og overværede denne Begravelse, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig. I det Fjerne rullede Kanonerne og gav det rette Akkompagnement til det, der skete her. Fra en øvelsesplads i Nærheden skrattede Maskingeværerne uafbrudt deres Tak-Tak-Tak. Skydningen kunde være saa stærk, at Præstens Ord til Dels druknede i Larmen.

Her følte jeg for første Gang Krigens umiddelbare Nærhed. Som jeg stod der, optaget af alt dette, som omgav mig, saa jeg, at en af Musikerne sendte mig — den eneste Civilist, der var til Stede — et overraskende og hilsende Nik. Han kom senere hen for at hilse Paa mig, det var nu afdøde Musiker Kreutzer fra Haderslev, den første Landsmand, jeg traf derude.

Der kunde ikke blive lang Tid til Samtale, da han sammen med Musikkorpset skulde føre Soldaterne,som nu blev stillet op, ind til Byen. Jeg saa ham ikke mere. Da vi kom tilbage til Lighallen, var der allerede kommen nye Lig til den næste Begravelse.

Og saa var det endda de rolige Dage lige før den store Foraarsoffensiv, som tog sin Begyndelse faa Dage senere.

I et Bræddeskur tæt ved Lighallen var et Par Soldater travlt beskæftigede med at lave Ligkister. De lavedes af uhøvlede Brædder og var selvfølgelig Yderst tarvelige. Jeg formoder ogsaa, at det har været en Undtagelse netop der i Halluin, at man lagde de faldne Soldater i Kister og gav dem alle Enkeltgrav. Netop de Dage, da jeg var dernede, havde de ikke saa travlt i Ligkisteværkstedet. Det var jo rolige Dage. Men, sagde de, der vil snart komme fuldt op af Arbejde, den store Offensiv, vidste man, maatte snart komme.

Ligkistefabrikationen var ikke nogen Forretning for dem, men den var en behagelig „Druckposten”. Det var i det hele utroligt, hvad der var lavet slige „Druckposten” paa der lige bag Fronten. Men jeg havde det Indtryk, at disse Stillinger hovedsagelig var for ældre, tjente Soldater, som havde været med fra den første Tid, og som var bleven sparet for haarde Kvæstelser. Nu havde saa deres aargamle Forbindelse med rette Vedkommende hjulpet dem ind i slige Retrætestillinger, og man kunde kun glæde sig Paa de heldiges Vegne.

En Hjulmager var ligeledes sysselsat bag Fronten. Hans Arbejde bestod i at lave smaa Jagtvogne, som jo altsaa ikke brugtes ved Fronten, men som de lykkelige Ejere, der saaledes fik dem paa en billig Maade, sendte hjem til roligere Tider. Om den Slags „Livsforsikringer”, som de ogsaa kaldtes, hørte jeg bagefter adskilligt, som jeg skal omtale senere.

12. marts 1918. Jes Sarup på jagt efter en seng

12. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

I Farezonen

Om Aftenen gik Rejsen videre. Nu var der kun et kort Stykke tilbage ned til Halluin , som jeg skulde naa samme Nat. Denne sidste Strækning maatte Togene kun køre om Natten af Hensyn til Faren for Flyverne; vi kom nu ind i selve Farezonen. At jeg nærmede mig Fronten, det mærkedes paa mange Maader. Passagererne var nu ene Soldater. Kupeerne usædvanligt snavsede og medtagne, Vinduesruderne til Dels slaaede i Stykker, saa den kolde Natteluft havde uhindret Adgang. Lys maatte

der ikke være i Kupeerne, men Øjnene vænnede sig til Mørket, saa man alligevel kunde orientere sig derinde. Til Gengæld var Raketterne derude i Horisonten saa meget tydeligere. De steg og sænkede sig, røde, gule, blaa, det var Flyversignaler, fortalte Soldaterne mig, eller Signalet til Kanonerne, som laa længere tiIbage bag Frontlinjens Skyttegrave.

Soldaterne var til Dels paa Tilbagerejse fra en Orlov i Hjemmet, til Dels havde de været en lille Afstikker til Bryssel eller en anden belgisk By for at besøge Kendinge. Samtalen gik jævnt og ret stilfærdig, maaske lagde min Nærværelse som Civilist en Dæmper paa dem.

Deres aabenmundede Udtalelser paavirkedes imidlertid ikke paa nogen Maade.

Et Par Soldater, som havde været i Bryssel, fortalte, at nogle Jernbanevogne, som havde staaet paa et Sidespor, ved et Uheld ved Rangeringen var bleven masede, og Vognenes Indhold laa strøet paa Pladsen. De havde hovedsagelig indeholdt kostbart Bohave, Billeder og Kunstgenstande. Dette var jo ikke noget særlig paasaldende i disse Tider. Men hvad der virkede overraskende paa mig var, at det øjeblikkeligt blev slaaet fast, at det var selvfølgeligt noget, som Officererne havde „reddet” og nu sendte hjem.

Jeg ved ikke, om man havde noget som helst Bevis for den Slags svære Beskyldninger, særlig mod Officererne. Men Kendsgerning var, at ikke en tog Officererne i Forsvar mod slige Angreb, eller endog blot fremsatte den mindste Antydning om Tvivl.

Som eneste Civilist blandt Soldaterne vakte jeg selvfølgelig en Del Opmærksomhed, og det varede ikke længe, inden jeg kom i Samtale med de nærmest siddende. Mørkt var der jo derinde, men af og til lyste en eller anden Soldat op med sin Lommelampe, eller en Tændstik, fra en Pibe, som tændtes, gav et kort, blafrende Lys. Mørket var tættere bagefter, men Samtalen gik videre.

Jeg var rejst hjemmefra med en naiv Forestilling om, at man, hvis der ikke skulde findes Rum i Hoteller eller Gæstgivergaarde i Nærheden, saa kunde man vel henvende sig til „Røde Kors”, som vel ogsaa tog sig af tilfældige Vejfarende, Vi kendte jo kun Krigen fra Aviser og Breve.

Jeg fortalte Soldaterne om Hensigten med min Rejse og dennes Maal, og spurgte om, hvordan jeg vel nu skulde naa frem til Halluin, da man havde meddelt mig, at Toget kun gik til Menin, den belgiske Grænseby ved den fransk-belgiske Grænse.

Der var ikke andet for, udtalte Soldaterne, end at gaa Resten af Vejen til Fods.

Dette var utænkeligt for mig. Nu havde jeg rejst næsten uafbrudt i mere end 2 Døgn og ikke faaet anden Søvn, end den man kan faa i et overfyldt Jernbanetog, naar Trætheden overfalder en i nogle faa Minutter. Jeg vilde foretrække at søge hen til et af Byens Hoteller og blive der om Natten og saa gaa videre den følgende Morgen.

Det var jo mørkt, saa jeg kunde ikke se det Smil, som mine naive Bemærkninger har fremkaldt. Men jeg hørte det i Svaret. Hotelværelser maatte jeg ikke regne med, jeg kunde ikke blive i Menin, men maatte videre. Men, tilføjede Soldaten trøstende, jeg skal samme Vej, saa jeg skal nok hjælpe Dem og bære Kufferten for Dem.

Da vi ved 1-Tiden naaede Menin, holdt Toget midt i en Ruindynge, hvor Maanens klare Skin var det eneste Lys til at lede os paa Vej. Da først saa jeg, hvordan en By ser ud, naar Krigen har raset hen over den i aarevis.

Soldaten førte mig langs med Skinnene ind efter Byens Gader. Der, hvor vi gjorde Holdt, havde Stationen været, nu var denne ligesom hele den tilstedende Gades Bygninger en eneste stor Ruinhob, og dette Syn gentog sig helt Byen igennem.

En Billetkontrol var der slet ikke Tale om. Jeg har formodentlig ogsaa været den eneste Rejsende med Billet.

At hele Byen, der for Krigen havde talt omtrent 15.000 Indbyggere, en By altsaa omtrent som Haderslev, var de to Tredjedele af Husene skudt sammen.

I Halluin

Efter en lille halv Times Gang naaede vi den belgiske Grænse. Vi maatte over en Bro, som forbinder Menin med den franske Grænseby Halluin, en By, lidt mindre end Menin. En Soldat stod Vagt ved Broen, men vi kom uantastede over Broen, formodentligt fordi jeg var i Følgeskab med en Soldat. Kort efter naaede vi „Ortskommandanturen”, hvor jeg skulde melde mig ved min Ankomst, som den modtagne Instruktion lod paa.

Klokken var bleven henad 2, og det var derfor ret naturligt, at en Forstyrrelse paa den Tid af Natten ikke var saa velset af den vagthavende Skriver.

Jeg bad om at faa anvist et Kvarter, men søvndrukken, som han var, havde han ikke synderlig stor Lyst hertil. Først da jeg bad om, saa eventuelt at blive der i Vagtlokalet hos ham til næste Morgen, da jeg umulig kunde holde ud at gaa omkring paa Gaden, saa træt og udaset, som jeg var, da først bekvemmede han sig til at sø ge en Liste frem, fik opgivet et bestemt Nummer i en nærmere betegnet Gade, hvor han formodede, der vilde være Husrum for mig.

Saa traskede vi afsted for at finde Kvarteret, som ikke voldte os Vanskeligheder. Derimod mødte vi i det betegnede Hus Vanskeligheder, som vi ikke havde været forberedte paa. Huset var nemlig et

Nonnekloster. Da vi kom ind i en lang Korridor, viste Dørenes Plader, at Værelsernes Indehavere var Nonner. Vi havde ikke Mod til at trænge ind til dem paa denne Tid af Døgnet og vendte derfor om igen og gik tilbage til Ortskommandanturen.

Om han ikke havde opgivet os et fejlt Nummer, da det var et Nonnekloster, han havde vist os hen til.

Nej, vi kunde rolig gaa ind, Nonnerne var borte.

Saa prøvede vi vor Lykke igen. Vi gik ind i det første Værelse. Paa Døren stod: Søfter Elisabeth. Derinde laa et Par Soldater, Officersoppassere. Den ene fik vi rusket vaagen og forrettede vort

Ærinde. Men vi fik den Besked, at alle Værelser var optagne, udelukkende af Officerer.

Der var ikke en Seng at opdrive i hele Huset.

Ja, mente min flinke Fører, det er jo haabløst at søge videre. Vil De tage til Takke med at dele Kvarter sammen med mig og 2 andre Telefonister i Telefoncentralen, saa kan vi se Tiden an til i Morgen.

Der var intet Valg, og jeg tog med Tak mod det venlige Tilbud.

Den første Nat tilbragte jeg saaledes i Telefoncentralen.

Vi sov 5 Mand paa 4 Madrasser. Soldaterne, som jo var bleven vækkede ved vor Ankomst og skulde have Rede af Kammeraten for hans Udflugt, sov snart igen. For mig blev det ikke til Søvn den Nat.

Huset laa ved Hovedgaden, gennem hvilket der førte et Jernbanespor. Og her ad den Vej sortes om Natten Ammunition, og hvad der ellers skulde bringes frem til Ildlinjerne. Der var stærk Trafik, thi Banen kunde jo kun benyttes om Natten, og det gik ikke lydløst til. I det fjerne hørtes Kanonernes Torden, og saa ind imellem kom Telefonopringninger.

Alle disse uvante Lyde i de ejendommelige Omgivelser skulde nok holde Søvnen borte.

12. marts 1918. Jes Sarup gennem Tyskland – sejrsikkerheden er borte

12. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Efter omtrent 2 Døgns uafbrudt Rejse naaede jeg den belgiske Grænse. Indtil da havde jeg kun mærket lidt til Krigen, ikke stort mere, end vi mærkede til den herhjemme.

Der rejste selvfølgelig mange Soldater med Togene i Tyskland, men der var jo dog ogsaa Civilister med. I D-Toget, som kunde benyttes fra Hamborg til Køln, kunde man endogsaa spise baade godt og billigt i Spisevognen, bedre og billigere end man fik det i Hotellerne og Restaurationer i Hamborg. Det gjaldt jo om at bevare Skinnet udad til saa længe som muligt. Der rejste jo altid en Del Udlændinge gennem Tyskland, og de maatte for alt i Verden ikke ane den Nød, som herskede overalt i det tyske Rige, og som jo ogsaa mærkedes godt nok herhjemme, selv om vi langt fra lærte den at kende i en saadan Skikkelse, som den kunde møde os i en By som Hamborg eller i Jndustriegnene.

Brød- og Klædespørgsmaalet drøftedes meget mere blandt de Medrejsende end den foreliggende Krigssituation; man fattede ikke mere saa absolut Tillid til Sejrsmeldingerne fra det store Hovedkvarter.

Der var jo ogsaa da allerede indtraadt en ganske betydelig Krigstræthed inden for det tyske Folks store Masser.

Man ventede vel den Gang ikke nogen stor afgørende Sejr, selv om et Nederlag endnu laa uden for Mulighedens Grænse.

Madspørgsmaalet optog først og fremmest Sindene, og da al Elendighed stammede fra Krigen, saa ønskede man nu bare dens Afslutning saa snart som muligt; for at de gamle gode Tider kunde komme igen.

Gennem det hærgede Belgien

Da jeg kom ind i Belgien, da først mærkede jeg for Alvor lidt af Krigens Rædsler. Rejseselskabet var her et andet. De fleste Passagerer var Soldater, Civilister traf man kun ganske enkelte af.

Samtalestoffet var nu ogsaa et helt andet.

Nu fortaltes der mest om Oplevelser der ude fra Skyttegravene. De baade i Kupeer og paa Jernbanestationer opslaaede Plakater: „Vær forsigtig med Dine Udtalelser, pas Paa for Spionerne!” dem var der Øjensynlig ingen, der brød sig om.

Man lagde ikke Fingrene imellem, naar Talen faldt paa Officererne. I det hele mærkedes en voldsom Bitterhed mod dem.

Der blev fortalt de mest haarrejsende Historier om dem, og Soldaterne troede dem, det var det betegnende. Ikke en Prøvede paa at tage dem i Forsvar eller blot komme med en tvivlende Bemærkning, selv ikke tilstedeværende Underofficerer og Sergenter.

Snart saa man derude i Landskabet de første sammenskudte Huse. Vi nærmede os Louvain, den By, som havde naaet den sørgeligste Navnkundighed fra Tyskernes Fremfærd i 1914. Jeg var spændt paa, om man kunde se noget fra Toget.

Aah jo, der var tilstrækkeligt at se, hele Gader var raserede. Selvfølgelig var alt ryddet pænt til Side nu.

Tyskerne, som raadede i Belgien, skulde nok sørge for, at der kom Orden i Tingene igen, og at i alt Fald de værste Spor slettedes.

Det jeg ikke selv blev var, det skulde Soldaterne nok gøre mig opmærksom paa. De mærkede, jeg var ny paa Egnen og interesseret i Forholdene.

Jeg havde besøgt Belgien i 1913 og glædet mig over de gamle belgiske Byers Skønhed, nu saa jeg Landet igen efter 5 Aars Forløb. Men man saa ingen af de pæne, velklædte og høflige Konduktorer, som jeg mindedes fra min første Tur.

Konduktørerne var Tyskere. Krigen havde ogsaa givet dem et mere lurvet Udseende, end de havde haft tidligere, skønt Jernbanekonduktørerne ogsaa i det Tyskland, som man havde kendt for Krigen, hvor der herskede Orden overalt, og Togene var rene og pæne, var usædvanligt snavsede og ofte ogsaa lurvede i deres Paaklædning.

Paa Jernbanestationerne saas kun tyske Jernbaneuniformer, og den kendte røde Hue, som de tyske Stationsforstandere bærer, luede frem overalt. Ja, man havde sat Kloen godt fast i Landet, og at de var de eneste Herrer og selve Befolkningen døjede rene Slavekaar, det skulde jeg senere saa at se med egne Øjne!

I Bryssel havde jeg et flere Timers ophold fra om Morgenen til henimod Middag. Det benyttede jeg til at se mig omkring i Byen. Af Ødelæggelser saa jeg ikke mange her. Men som det myldrede af Soldater her! Der var næppe en Civilist at se paa Gaderne for hver 10 Soldater, syntes jeg. De marcherede gennem Gaderne, og de drev omkring eller spadserede i Boulevarderne eller de skønne Anlæg. Jeg hørte senere ude ved Fronten, at man regnede med, at der gemte sig ca. 6000 tyske Soldater som Flygtninge i Bryssel.

I Butikkerne laa Vinduerne fulde af Varer, men allerede da til utrolige Priser. Et Par Damestøvler, fineste Pariser-Mode, kostede 160—200 Frc.

Slagterbutikkerne viste hele Bjerge af Kød og Pølser, men Priserne var høje, syntes jeg. Det var Fødevarer fra Amerika, som jo skulde komme Belgierne til gode.

Om Eftermiddagen rejste jeg videre til Gent. Strengt taget gik min Vej ikke over denne By, men jeg længtes efter at se denne vidunderlige gamle By med de utallige, gamle dejlige Bygninger igen.

Da jeg sidst saa Gent, husede Byen en Verdensudstilling og var derfor festsmykket saa ødselt med levende Blomster og Palmer, som man kun venter det i Feernes Lande, men smagfuldt, som kun et Kulturfolk forstod at pynte til Fest.

Da jeg nu hen paa Eftermiddagen naaedl Gent, var det med en vis Lettelse, at Øjet ikke straks mødte Ødelæggelsen.

Byen lod til at være skaanet, thi jeg saa heller ikke senere større Ødelæggelser i Byen. Jeg kendte den kønne By igen, dog, hvor var alt forandret. For 5 Aa, siden var der Liv og Fest i Byen, og Festen viste sig jo ikke blot i Byens fine Festskrud, der genspejlede sig paa alle Ansigter, naar man gik gennem Byen eller Udstillingerne. Indbyggerne var stolte af deres Udstilling, og med Rette!

Nu var. der en underlig Stilhed over den gamle By. Den laa ikke paa den militære Rute den Gang, og var derfor nogenlunde befriet for Soldater, der var vist kun netop saa mange, som krævedes for at sætte Ejendomsstemplet paa Byen og opretholde tysk Tugt og tysk Orden.

Jeg styrede mine Skridt mod en Restaurant for at spise til Middag. Man havde intet, svaredes der, uden for de normale Spisetider, mellem Kl. 6 og 7 kunde jeg faa stegte Kartofler og Spejlæg.

Der fortaltes mig i 1913, at Gent var en stille By, trods den store Tekstilindustri, som drives i Byen. Der skulde være over 1000 Fabrikker i Byen og alene 50.000 Vævestole. Nu mærkede jeg Stilheden, men den virkede som Kirkegaardens.

Fabrikkerne har vel nok været lukkede og Maskinerne været sendt til Tyskland.

Jeg saa senere en stor Vævefabrik blive afmonteret, alle Maskiner skulde sendes til Tyskland. Tyskerne var jo Sejrherrerne, og „vae victis”! [”Ved de besejrede!”, RR] Hvad dette frygtelige Ord rummer i sig, har Belgierne faaet Beviser nok for. Det var kun saa lidt, jeg saa, men nok til at sende en Tak til Himlen, at mit Folk var blevet fri for Krigens værste Rædsler.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

12. marts 1918. Franskmændenes artilleri er uhyggeligt præcist – og de ved, hvor de skal skyde!

12. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Man kunne heller ikke undgå at lægge mærke til, at den franske såkaldte “Schallmesstrupp” (pejle-gruppe) var den tyske langt overlegen. Når et nyt tysk batteri blev kørt op bag fronten, kunne man være sikker på, at franskmændene forbavsende kort tid efter vidste, hvor det befandt sig, og tvang det til at skifte standplads – ellers blev det skudt i smadder.

Det franske efterretningsvæsen var meget effektivt. Tyskerne var jo i fjendeland, og befolkningen hjalp selvfølgelig deres egne.

Her er et eksempel på, hvor hurtigt den franske efterretningstjeneste virkede. I nærheden af Lille var den tyske generalstab indkvarteret i et slot uden for byen. Den havde kun været der en dags tid , da flyverne kom og kastede deres bomber. Staben flyttede så ind i en forstad til Lille , hvor den tog ophold i en stor hjørnebygning. Næste dag blev også denne bygning bombarderet.

Jeg var udkommanderet til flyverbeskyttelse begge steder, men maskinerne kom i så stor højde, at vor beskydning ingen virkning havde.

Lidt gavn gjorde vi dog. Så snart vi kunne høre de fjendtlige maskiner – det var nemt at skelne dem fra de tyske på motorlyden – skulle vi affyre en serie varselsskud. Fem gange fem skud med et lille ophold imellem. I samme øjeblik skuddene lød, styrtede officererne ud af huset og ind i deres biler, der holdt klar foran døren, og væk var de. Sirener til varsling var den gang endnu et ukendt begreb.

Jeg har før omtalt de små ting, der skulle iagttages, hvis man ville undgå det værste. Under forårsoffensiven, hvor flyvervirksomheden var stærkt tiltagende, var dette mere nødvendigt end nogen sinde før. Når kompagniet var på march bag fronten, var det f. eks. meget farligt at gøre ophold eller slå lejr i nærheden af kirker, ved broer der førte over vandløb, ved korsveje, eller hvor en vej udmundede i en anden. Flyverne havde da alt for let ved at give korrekte meldinger tilbage til deres artilleri om, hvor de fjendtlige tropper var at finde.

En bataljon infanteri blev således en dag næsten ødelagt, da den havde lejret sig ved en kirke, der lå i udkanten af en lille landsby. Der blev fortalt, at majoren, der førte bataljonen, fik sin afsked.

Man skulle tro, at majoren nærmest måtte være glad for at få sin afsked, men æresbegreberne inden for det tyske officerskorps har jeg aldrig kunnet finde ud af. Efter en større øvelse – jeg tror nok, det var i Lockstedter Lager – bebrejdede kommandøren ved officerskritikken en kompagnifører forskellige ting. Efter kritikken gik manden ind i et krat og skød sig en kugle for panden. –

Søkrig

11. marts 1918. Minestryger i Nordsøen

11. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

P. M. Christensen, Blans, gjorde krigstjeneste på minestrygerne. Han har netop prøvesejlet et nyt skib.

Nu var vi altsaa klar til vort egentlige Arbejde, at holde en Aabning fri for Miner i de Minespærringer, som Englænderne lagde, saa Undervands-baadene kunde gaa ud, altsaa et rigtigt “Himmelfahrtskommando”, som det hed, med Station i Cuxhaven.

Paa disse smaa Baade havde vi jo ikke ret megen Plads til Materiel. Der var derfor et saakaldt Moderskib, som fulgte med os. Snart laa vi ved Helgoland, snart ved List, eller hvor det nu passede bedst. Her fik vi Proviant, Benzol o. s. v.

Naar det var alt for daarligt Vejr, kunde vi ikke arbejde med Grejerne og søgte saa Læ, for det meste i List eller Helgoland. Af Vaaben havde vi kun et Maskingevær og Dybvandsbomber. Naar vi var langt ude, var der et Luftskib med os for at holde Udkig efter Englænderne.

Engang fik vi Besked om at hive Grejerne ind og se at forsvinde. Medens vi var i Gang med det og omtrent havde det indenbords, opdagede vi til vor Rædsel, at der fulgte en Mine med. Vi saa tydeligt Hornene paa den, medens den hang og dinglede et Par Meter fra vor Agterstavn. Vi lod Linen løbe ud igen, satte fuld Fart paa Maskinen og kom heldigt bort.

Det var ellers lige ved, at vi havde hivet Døden indenbords.

En Eftermiddag fik vor Baad Ordre til at afbryde Arbejdet og sejle ind til Keitum paa Sild efter et Par Officerer. Vi kom gennem Netspærringen inden Aften og fik Passagererne om Bord. Inden vi kom af Sted igen, var det dog blevet mørkt. Vi kunde ikke finde det rigtige Sted i Netspærringen igen, og inden vi saa os om, sad vi fast i det med begge Skruerne.

Det viste sig umuligt at komme fri igen ved egen Hjælp. Vi afgav Melding gennem vort F. T.-Apparat om, hvad der var passeret. Vejret var godt, saa der skete ikke noget videre, men vi sad der dog et Par Dage, før der kom et andet Fartøj med en Dykker, som skar os fri. Vi havde faaet den ene Skrueaksel beskadiget og kunde kun bruge den ene Skrue, men vi kunde dog klare os selv og kom omsider til Helgoland.

En Kammerat og jeg var ovre paa Moderskibet for at hente Proviant. Da saa vi vor Baad sejle ud af Havnen med Kurs mod Cuxhaven. Os havde de ladet i Stikken. Vi kom saa med en anden Baad dertil, men der fik vi at vide, at de havde faaet Ordre til at sejle videre til Hamborg for at faa en ny Skrueaksel.

Der stod vi saa i vort beskidte Arbejdstøj og uden noget som helst.

Vi henvendte os saa paa Kommandanturen, forklarede dem Sagen og fik Billet til Hamborg. Vi vakte Opsigt i Kupeen i vort snavsede Tøj; men Gustav havde en Historie parat om, at vi var blevet minesprængt og havde mistet alt.

Der var nogle af de rejsende, der havde Medynk med os, og vi blev indbudt til at besøge dem i Hamborg. Gustav var der ogsaa og blev godt trakteret. Jeg havde ikke Lyst til det. Vi blev hurtigt færdige denne Gang, og igen gik det ud til Flotillen.

DSK-årbøger 1948

10. marts 1918. Artilleribeskydning og 5 dages arrest til A.P. Andersen

10. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Hans ulyst til at udføre meningsløse ordrer bragte ham imidlertid i miskredit hos officererne.

(… fortsat)

Nå, — tredie Gang skulde ikke lade vente ret længe på sig. Da vi var nogle af de første, der var kommet til Landsbyen, søgte vi os selvfølgelig de bedste Kvarterer. Vi flyttede ret hurtigt fra Kirken over til en Væver-Enke, der havde en ret anselig Ejendom, og blev indkvarteret på Loftet. Hendes Mand var faldet i Krigen som fransk Soldat.

Vor Skrivestue, Telefon- og Kortcentral havde vi indrettet på første Sal i le maire’s (Sognerådsformandens) Hus — det eneste 2-Etagers Hus — midt på Hovedgaden.

Vi havde straks fået lagt mange Telefonledninger til Artilleri- og Divisionskommandøren, til 18. Armés Stab og til mange flere.

Efterhånden kom der flere og flere Tropper til den lille By, som måske i Fredstid talte en 5-600 Indbyggere. Omkring den 10. Marts var der vel nok en 4-5.000 Soldater i Byen.

Men nu begyndte Englænderne med en langtrækkende Kanon at hilse på os; hver Morgen ved 8-Tiden og hver Eftermiddag ved 5-Tiden blev der sendt en 5-6 Skud ind i Byen. De gav straks store Tab, hvad man ikke kan undres over ved den store Overbelægning af Byen.

Nu fik alle Tropper Ordre til efterhånden at skaffe sig Kvarter uden for Byen i Plantager, og hvor der ellers var Læ. Vi fik også i vor Trop vore første Tab, idet en Granat slog ned 20 m på den anden Side af vor Telefoncentral, den slog 5 Mand og 3 Heste ihjel og ødelagde det ene af vore Motorspil til Ballonen. Alle forlod lidt efter lidt Byen. Kun min gode Ven, Hollert fra Danzig, og jeg var de eneste, der skulde blive i Byen for skiftevis at passe Telefon centralen. Det vilde være alt for besværligt at flytte den.

Hver anden Nat holdt en af os Vagt der og sov der, om Dagen skiftedes vi hver tredie Time.

En Morgen, jeg lå og sov der, hørte jeg igen ved 8-Tiden Englændernes Afskud, og nogle Sekunder senere kom Granaten hvinende og bragende ned til os og slog ned i Huset på den anden Side af Gaden, hvor en Del nyankomne Infanterister om Natten havde taget Kvarter. En Del blev dræbt, en hårdt såret blev bragt ud og lagt ned på Gaden.

Et Øjeblik efter kom en let Sanitetsvogn, forspændt med en Hest, og holdt lige i Flugt med den sårede Soldat. Han skulde just anbringes på Vognen, da der igen lød et Afskud. Alle skyndte sig i Dækning, Soldaten skreg, Hesten vrinskede og gik baglæns med Vognen. Det så ud til, at den vilde køre lige ind på den sårede Soldat.

Jeg krøb i Dækning bag Vinduets Brystningsmur. Granaten slog ned lidt længere henne ad Gaden. Soldaterne ilede ud og fik den sårede op på Vognen, og af Sted gik det, ud af Byen.

Jeg antager, at alle I D. S. K.-Kammerater en Gang imellem har haft det på samme Måde og følt, at små Hændelser tit kan virke stærkere end de helt store. Det gjorde det i hvert Tilfælde denne Gang på

mig, måske var jeg endnu ikke hårdkogt nok, måske endnu halvsøvnig, måske havde jeg ikke fået min Morgenkaffe og var derfor fastende.

Nok er det, da det næste Afskud lød, og Telefonen i det samme ringede, lod jeg Telefon være Telefon og søgte igen Dækning, indtil Granaten var slået ned, ikke langt fra første Sted. Så først gik jeg hen og tog Telefonen. Det var Løjtnant Küster, der med brysk Stemme spurgte, hvorfor jeg havde ladet ham vente ved Telefonen.

Jeg var dum nok, eller måske tilstrækkeligt forvirret til at sige, at man lige i Øjeblikket beskød Byen, og at Granaterne ramlede ned i nærmeste Nærhed; jeg havde lige et Øjeblik søgt Dækning, da jeg

syntes, at jeg boede meget udsat på første Sal i det eneste høje Hus i Gaden.

Nå — jeg fik vel nok en Omgang på fastende Hjerte. „Det var Fejghed på betroet Post, og det kunde kun straffes med Arrest. Han havde jo lovet mig, at hvis der kun een Gang til skete noget, skulde han nok få Fingre i mig, og her var der Anledning nok til at konstatere, hvad for en jeg var.“

To Dage senere kom Meddelelsen: „ 5 Dage streng Arrest på Vand og Brød.” Det var altså tredie Gang, jeg skulde i Kachotten.

(… fortsættes)

10. marts 1918. Jes Sarup på vej til Vestfronten for at hente Mikael Steffensens lig

10. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jes Sarup fra Haderslev tog i foråret 1918 til Vestfronten for at hente vennen Mikael Steffensens lig.

Budskabet om den faldne Ven kom

Da jeg den 30. November 1917 modtog telegrafisk Meddelelse om, at Landbrugskandidat Mikael Steffensen var falden den 29. November, fremkaldte det en Sorg i vort Hjem, som om en af vore allernærmeste var kaldt bort, og jeg havde allerede da det Ønske, at Mikaels Lig maatte komme hjem, maatte faa Lov til at hvile i det Land, som han havde elsket saa højt, som han havde kunnet, og nu ogsaa havde ofret alt for. Kort efter fik jeg Forbindelse med Mikaels Forlovede, Frøken Anne Jensen fra Rejsby, og vi mødtes da i Ønsket om at faa Liget hjem, saa vi kunde faa Lov til at frede om vor kære Vens Grav. I Vintermaanederne kunde Hjemtransporten daarlig lade sig gøre. Men da Foraaret nærmede sig, blev de indledende Skridt foretaget, og det formede sig saaledes, at jeg kunde selv faa Lov til at hente Liget hjem, noget, jeg til at begynde med slet ikke havde regnet med, da det var meget vanskeligt at faa Tilladelse til at komme ud til Fronten, særlig selvfølgelig for os Danske. Imidlertid meddelte man mig Paa et Militærbureau underhaanden, at man nok kunde faa en saadan Tilladelse, naar det gjaldt at hente Liget af en nærstaaende hjem.

Rejsen tiltrædes

Det fornødne Pas blev skaffet til Veje, og jeg blev vaccineret, som det krævedes for at kunne faa Lov til at komme til Fronten. Den 10. Marts startedes Rejsen, en meget besværlig Rejse, der da heller ikke var uden Fare. Men trods alt vilde jeg nødig have undværet denne Tur, der i mange Henseender blev overordentlig interessant. Den Gang maatte der ikke skrives noget om slige Rejser, og fremfor alt var vi jo underkastede en streng Censur, hvorfor jeg lod Materialet ligge til senere.

9. marts 1918. Hindenburg synker!

9. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Den 9. marts 1918 ved middagstid løb den på en mine og begyndte at synke. Christian Nielsen komme ikke med redningsbåden – og han kunne ikke svømme!

(… fortsat)

Det var paa høje Tid, at Baaden kom klar af Daviderne, for de laa nu saa lavt over Vandet, at der kunde blive Fare for, at de kunde gribe fat i Baaden og saaledes foraarsage en Kæntring.

Skibet krængede lidt mod Styrbord; derved kom jeg ind mod Skibssiden og fik Fodfæste paa Stødlisten. Jeg kom i Vand til Knæene, og nu var der kun faa Meter tilbage af Skibet.

Paa Baadsdækket stod der endnu fire Mand af Maskinfolkene. De kastede en Redningsflaade ud. Den var fastgjort til en Tovende, og den blev min Redning. Flaaden passerede mig i en Afstand af smaa ti Meter. Det var min sidste Chance. Jeg sprang i Havet.

Som nævnt kunde jeg ikke svømme, men jeg tror, at min Vagtkappe har kunnet bære mig oppe, indtil jeg var saa heldig at faa fat i Tovenden og holdt fast!

De fire paa Baadsdækket sprang samtidig med mig, men kun tre af dem naaede hen til Flaaden. Den fjerde raabte et Par Gange om Hjælp, saa gik han ned …

Vi fire hang nu hver ved sit Hjørne af Flaaden. Vi havde kun Hovedet over Vandet. Da Skibet sank, blev vi begravet i et Bjerg af Vand, men vi holdt fast.

Det gør ondt, naar man ser sit Skib forvinde i Dybet. Det sidste, vi saa af »Hindenburg«, var to Mastetoppe med Antenneraa. De dannede to Kors. Det saa næsten symbolsk ud; men saa forsvandt ogsaa de.

Tilbage var vi fire ved Redningsflaaden. Et Stykke borte fik vi Øje paa Kommandanten, der klamrede sig til Kompashuset. Længere borte saa vi vor egen Baad, men den kunde ikke hjælpe os, for de havde ingen Aarer, og desuden var den overfyldt. Da Skibet var sunket, kom der Vraggods til Syne i Form af Dæksplanker og Kasser. Vi var saa heldige at faa fat i en Planke og fik den halet ind over Flaaden.

Mine tre Lidelsesfæller kravlede op paa Flaaden, og jeg blev ved deres Hjælp ogsaa halet op. Jeg kunde ikke klare den selv.

Det viste sig, at Flaaden havde svært ved at bære os. Den blev trykket ned under Vandet. Vi sad nu alle paa Knæ — hver paa sit Hjørne af Flaaden. Vandet naaede os op til Livet. Jeg laa med venstre Albue paa Planken og kunde paa denne Maade holde Hovedet oven Vande.

Det varede ikke ret længe, før de tre Kammerater begyndte at tale om, at naar vi ikke snart fik Hjælp, kunde vi ikke klare den ret længe. Vandet var iskoldt, men roligt. De andre paa Flaaden havde kun tyndt Tøj paa. Ikke saa underligt, at de frøs. Det var jo en stor Forandring at komme fra det varme Maskinrum eller fra Fyrpladsen og saa ned i det kolde Vand.

Jeg, som havde tykt Tøj paa og havde været udenfor hele Tiden, frøs ikke saa meget. Jeg kunde have klaret den en Tid endnu; men jeg vilde nødig miste de Kammerater. Hjælpe dem kunne jeg ikke. Jeg var klar over, at hvis det værste skulde ske, det vil sige, at dersom mine Kammerater forsvandt, vilde Flaaden komme højere op paa Vandet og mere sikker at opholde sig paa; men Hjælpen maatte komme inden alt for længe.

Paa Linieskibet »Rheinland«, der sejlede ca. en Kilometer foran os, havde man selvfølgelig hørt Eksplosionen. Den stoppede øjeblikkelig op og satte to Baade i Vandet — og der blev roet! Den Baad, der først naaede hen til os, tog os om Bord. Jeg blev surret fast paa en Transport-Hængemaatte og lagt paa Tofterne mellem Aaregasterne. Den anden Baad reddede Kommandanten og tog Baaden med de overlevende fra »Hindenburg« paa Slæb.

Efter en hurtig Lægeundersøgelse og Forbinding blev vi bragt ned i Kassematterne og klædt af til Skindet. Vi blev rullet ind i Uldtæpper og fik et Par store Cognactoddyer hældt i Halsen. De kvikkede op …

Der var, som før nævnt, kommet omkring 800 russiske Krigsfanger om Bord i Blokadebryderen »Steigerwald«. De skulde transporteres til Libau, hvor de skulde interneres i en Fangelejr. Fra Libau skulde Skibet gaa til Danzig for at komme i Dok.

Det blev bestemt, at jeg skulde med dette Skib og indlægges paa et Lazaret i Danzig. Kammeraterne kom og tog Afsked med mig. Vi havde jo kun været en kort Tid sammen. Flytningen gik nemt. Jeg havde ingen Ejendele. Alt var gaaet tabt ved Forliset.

Man lagde mig paa en Baare og bragte mig om Bord i den finske Isbryder »Zampo«, og derfra blev jeg overflyttet til »Steigerwald«. Isbryderen skulde bryde Isen ud til aabent Vand. Jeg skal gerne lndrømme, at jeg ikke følte mig rolig, før jeg vidste, at vi var kommet velbeholden gennem Minefeltet!

Efter en 3-4 Dages Sejlads via Libau ankom vi til Danzig, hvor jeg blev indlagt paa et Reservelazaret. Det var en almindelig Træbarak, og alt var ret primitivt. Her var der kun omkring en Snes Patienter, og vi fik en meget god Behandling. Jeg fik en dobbelt Portion »Liebesgaben« og 3½ Mark af Lazaretkassen, fordi jeg havde mistet alt.

Mit Lazaretophold varede otte Uger, saa rejste jeg til Kiel, hvor jeg paa ny blev indklædt, og man bevilgede mig fjorten Dages Rekreationsorlov.

Fem Maaneder senere var jeg atter om Bord og igen ude i de finske Farvande, og da var idet lige ved at gaa galt igen, men — det er en anden Historie …

9. marts 1918. Minesprængning! Hindenburg ramt!

9. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Tyskerne satte uden problemer tropper i land og “Hindenburgs” opgave var nu at bryde isen i området.

(… fortsat)

Ved Daggry satte vi igen Kursen mod Eckerö. Denne Gang sejlede Linieskibet »Rheinland« forrest. Vi havde jo brudt en Rende i Isen.

Omkring Middagstid var vi igen foran Minefeltet. Vi havde sat Damp til Spillet paa Fordækket, da vi regnede med, at vi om en lille Time kunde ankre op i Bugten hos de andre Skibe — men det skulde gaa helt anderledes!

»Rheinland« var allerede gaaet igennem Minefeltet og var kommet et stykke ind i Vaagen. Vi, sammen med »Hindenburg«, var blevet lidt bagefter og kunde maaske ved at ændre Kurs, vinde noget ind paa Linieskibet. Jeg fik af Kommandanten Ordre til at give lidt bagbords Ror. Vi var daarligt nok sejlet en Skibslængde, før Ulykken skete!

Jeg saa en Ild- og Røgsøjle saa høj som Masterne, blev med Rattet slynget oven over Kommandobroen og faldt ned paa Ristværket over Fyrpladsen. Jeg havde tabt Bevidstheden og havde under Luftrejsen paadraget mig et Par Saar paa højre Hofte og paa Ryggen. Saarene var ikke særligt alvorlige, men de smertede meget.

Hvorvidt jeg blev ramt af Minesplinter, er jeg ikke klar over, skønt Eksplosionen skete faa Meter foran mig, eller om jeg blev slynget mod nogle opretstaaende Jerngenstande. Min Vagtkappe var flænget fra øverst til nederst, ligesom min Hue og den ene Støvle var fløjet væk. Ved Eksplosionen fløj ogsaa Kommandanten sammen
med Kompashuset over Bord.

Styrmanden fik Hovedet kløvet og blev liggende død paa Kommandobroen. Han gik ned med Skibet. En civil Kaptajn, som var med som Tillidsmand, og en Signalgast, der stod paa Bronokken, kom intet til. Nede paa Fordækket blev Spillet presset ud af Sokkelen og Damprøret revet over. Dampen fossede ud.

Dette var maaske Skyld i, at forholdsvis mange blev reddet, for ellers var der kanske fulgt en Eksplosion i Kedelen.

Eksplosionen skete nøjagtig Klokken tolv Middag. I Lukafet laa ogsaa en Mand dræbt. Desuden var der en 7-8 Mand, som fik lettere Saar, men de kunde klare sig selv.

Vort Skib saa sørgeligt ud! Paa nederste Kommandobro var hele Korthuset borte, Skorstenen var ved at falde om, Baadene i Stykker paa én nær. Redningsbælterne var revet i Laser og laa strøet over hele Dækket. Tyk Bøg, Aske og Damp væltede op fra Maskinrummet og Fyrpladsen. — Det hele var et trøstesløst Skue.

Jeg kan ikke have været bevidstløs ret længe. Jeg laa — som nævnt — paa Ristværket over Fyrpladsen og saa ud, som om jeg var halet gennem en Skorsten. Der kom to Mand op fra Maskinrummet. De fandt mig og fik mig stablet paa Benene. I samme Øjeblik, jeg kom paa Benene, var jeg fuldstændig klar.

Nu stod hele Forskibet under Vand. Skibet gik fremad med ringe Fart, men det gik mod Dybet! Vi prøvede at faa Baaden sat ud. Der var ikke Panik af nogen Art. Enhver vidste, hvad han skulde gøre!

Jeg kunde paa Grund af mine Saar ikke vinde med, men kom tids nok til at se, at de andre løftede Baaden ud af Baadsklampen og at Gajen fra den forreste David stod fast. Af denne Grund kunde Baaden ikke svinges ud.

Jeg fik min Lommekniv, som heldigvis var i Behold, op af Lommen og skar Bændslet over. Baaden blev svunget ud, bemandet og firet væk.

Jeg naaede ikke at komme med i den. I Stedet for kastede jeg mig ud i Baadstaljen for at fire mig ned til dem, men de havde allerede Baaden fri af Taljerne og drev agterover. De raabte til mig fra Baaden, at jeg skulde give slip og lade mig falde i Vandet — men det turde jeg ikke. Jeg kunde ikke svømme.

(… fortsættes)

Nyheder

9. marts 1918. “Enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud.”

9. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund gjorde krigstjeneste (M. W. 92)

Cotricourt, den 9. 3._ 1918.
(Første Aften i Kvarter , i Frankrig).
. . . . Violinspilleren fik Instrumentet frem, og straks efter kom ogsaa Mundharperne. Vi morede os paa sædvanlig Vis med Musik og Sang, og sn a rt samledes Byens Beboere omkring os. De saa slet ikke fjendtlige ud, tværtimod, men holdt sig dog lidt tilbage. Efterhaanden rykkede de nærmere og morede sig over Sangene.

Da vi saa gik over til mere alvorlige Sange, duggedes Franskmændenes Øjne. Det gjorde os endnu mere stemningsfulde, og da vi med vemodige Stemmer sang: „Nach der Heimat möcht ich wieder“, var der ikke alene flere Kvinder, men ogsaa enkelte Mænd, som græd.

Atter det samme Billede, som vi saa tit har fremtryllet. Paa Rejsen gennem Tyskland har vi mange Gange, naar vi holdt paa en Banegaard, sunget vemodige Sange og Hjemlængselssange, og Folk har staaet paa Perronerne og lyttet og grædt. Men det var vore egne Folk. Folk, som maaske kendte en eller anden i Kompagniet. For manges Vedkommende forsultne Mennesker, som kom for om muligt at faa et Stykke Brød af Soldaterne.

At de kunde græde ved vor Sang, er kun naturligt. Men at vi faar Russere og Franskmænd til at græde med vor Sang, vi, der som deres Fjender har besat deres Land, har været med til at dræbe deres Kære, og er dem til daglig Plage og Besvær, det synes underligt. Og dog … de ved lige saa godt som vi, og vi ved det lige saa godt som de, at det ikke er os og dem, som har villet Krigen.

I hvert Fald er baade de og vi i de 3 Aar bleven belært om, at Krig er en Forbandelse. Hvorfor skal vi slaa deres Mænd og Sønner ihjel og ødelægge deres Land og Byer, og hvorfor skal deres Mænd og Sønner slaa os ihjel? Vi kender jo ikke hinanden, har ikke set hinanden og kan da heller ikke nære Had til hinanden.

Vi er samme Slags Mennesker, vi tilbeder den samme Gud, og dog … Vor, saavel som deres verdslige og kirkelige Øvrighed formaner os daglig til at bede Gud velsigne den Nations Hære, og give den Nation, som hver af os nu tilhører, Sejren.

O, Taabelighed! Det er kun for naive og enfoldige Mennesker. Det beviser tilfulde, hvor lidt Gud er regnet af Mennesker. Thi hvor kan vi af en retfærdig Gud forlange, at han skal velsigne den ene Nation til at ødelægge den anden.

Nej, enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud. Men der er en Gud!

DSK-årbøger, 1943.

Krigens forløb

8. marts 1918. På isbryderen Hindenburg ved Finland

8. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Næste Formiddag kom der firs russiske Krigsfanger ud over Isen. De kom om Bord i »Steigerwald«.

Landgangstropperne fortsatte uden større Kampe deres Fremmarch mod Byen Mariehamn. Her tog de et Skib med 700 Russere, der vilde flygte til Helsingfors. Ogsaa disse Russere blev taget om Bord i »Steigerwald«.

Vi, der blev paa Skibene, søgte at faa Kontakt med de svenske Marinesoldater, nærmest for at faa lidt at vide om, hvordan de saa paa Krigen, eller om vi muligvis kunne slaa en lille Handel af med dem om Ting, som vi manglede.

Dette Samkvem blev hurtigt forbudt! Vi fik Ordre til med »Hindenburg«, Linieskibet »Rheinland« og Blokadebryderen »Franken« ,at gaa over til den svenske Kyst, hvor vi skulde hente en Kuldamper, Post og nogle Tropper.

Vi sejlede som altid foran for at bryde Isen, og vi kom ogsaa denne Gang godt gennem Minefeltet.

Hen paa Eftermiddagen fandt vi Kuldamperen »Hugo Stinnes 5« og et Par andre Skibe. Vi blev Natten over ved den svenske Kyst.

(… fortsættes)

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Nyheder

Foredrag i Lyngby den 15. marts: Frontliv, faneflugt og fangelejr

8. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag kl. 19:00 på Kulturstedet Lindegården i Lyngby, Peter Lunds Vej 8, 2800 Lyngby.

Foredragets titel er: “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Arrangøren skriver:

Kulturstedet Lindegaarden har indgået samarbejde med “Historiske Dage”, der bl.a. arrangerer festivallen “Historiske Dage” i Øksnehallen og nu også rejser til historisk interessante steder.

Næste foredrag er
”På sporet af 1. verdenskrig: Frontliv, faneflugt og fangelejre: Sønderjyder i Den store Krig 1914 -1918”.

Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var Sønderjylland en provins i Det tyske Kejserrige. Derfor blev mænd fra hele landsdelen indkaldt til tysk krigstjeneste. I alt deltog ca. 35.000 sønderjyske mænd som soldater i Den store Krig, og deraf faldt ca. 6.000, ca. 2.500 deserterede og ca. 4.000 blev taget til fange. I foredraget vil

René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Slot, mv. fortæller i sit levende, vidende og (også) humoristiske foredrag om krigsudbruddet og soldatertilværelsen i skyttegravene, om deserteringer og flugten over den danske grænse og fra de særlige krigsfangelejre, som de allierede indrettede til de dansksindede sønderjyder.om krigen,

En krig, der også har sat sig spor i Kgs. Lyngbys lokalområde med de gamle forter, der indgik som en del af Københavns befæstning.

René Rasmussen er museumsinspektør på Sønderborg Slot og et af de mennesker i Danmark, der ved mest om første verdenskrig og Sønderjylland. Og så er han en gudbenådet fortæller, der med stor humor og indsigt kan formidle stoffet, så det fremstår levende og relevant for tilhørerne. Han er af samme grund en efterspurgt foredragsholder og har også deltaget i adskillige historiske programmer på TV2. Endelig er han tovholder på hjemmesiden
denstorekrig1914-18.dk.

Billetter á 50 kr. købes i døren.

Krigens forløb

7. marts 1918. K. Tastesen kollapser efter 60 kilometers march

7. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Vi skulde til en By, som hed Braila, ved Donau-Floden, hvor der skulde foretages en stor Offensiv. Vi marscherede fra Balla-Albert om Morgenen ved 5-Tiden.

Det er den længste Marschtur, jeg har været med paa, og da vi var kommen ca. 60 km, maatte jeg opgive, og da var der allerede mange falden af. Jeg faldt midt inde i Kolonnen og kunde ikke rejse mig igen.

Saa blev jeg slæbt ud til Kanten af Vejen, hvor jeg laa et Par Timer. Da var en Del af de, der var faldet af, samlet, og under en Officers Førelse maatte vi saa videre og naaede Regimentet, der havde slaaet Lejr, ved 4-Tiden om Morgenen. Da havde vi tilbagelagt ca. 80 km, siden vi marscherede fra Balla-Albert.

Her, hvor der var samlet flere Regimenter af alle Vaabenarter, laa vi til den 7. Marts og ventede paa, at vi skulde i Ilden igen. Vi havde ellers glædet os til at komme hjem, men det havde vi allerede opgivet. Saa fik vi pludselig at vide, at Vaabenstilstanden var forlænget i 4 Uger, og vi maatte marschere samme Vej tilbage til Balla-Albert igen. Den Tur var ikke saa slem, da den blev taget lidt mere med Ro, skønt den kunde være slem nok, da jeg næsten ingen Hud havde under Fødderne fra den sidste Tur.

I Balla-Albert blev vi kaldt sammen og fik Besked om, at vi skulde blive der en 8 Dages Tid og desinficeres for Utøj, hvorefter vi skulde til Vestfronten.

Vi blev instrueret om Kampmaaden paa Vestfronten, da det kun var faa af det Regiment, der havde været der før. I de 8 Dage blev vi saa nogenlunde renset for Utøj, og vi fik os barberet og klippet, saa vi kom til at ligne nogenlunde pæne Soldater, før vi skulde af Sted igen.

Krigens forløb

6. marts 1918. ”Jawohl, Herr Leutnant!” A.P. Andersen får en skideballe

6. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten.

(… fortsat)

Som jeg lige har fortalt, skulde vi være Stabsballon, og af den Grund skulde vi forsyne os med en Masse lette Telefonstænger, som kunde sættes op under Fremmarchen. Vi skulde jo opretholde Forbindelsen bagud.

Jeg fik en Dag Ordre til sammen med en af vore Lastbilchauffører at tage til en stor Pionerpark Syd for Fresnoy le Grand for at hjemføre et svingende Læs af disse Stænger. Da vi, forsynet med en Rekvirerseddel, kom derhen, kasserede jeg alt, hvad der blev forevist os, som uegnet til Formålet.

Til sidst kom Pionerparkens Major og sagde, at de intet andet havde end disse tykke Granstammer 6-8 m lange, lige afkvistede og med en Tykkelse af 12-18 cm i Rodenden. Disse Bomme, som var velegnede til Stillads-Rejsebomme ved et 3-Etagers Hus, men ikke Spor anvendelige under en Fremmarch, hvor alt skulde gå hurtigt og let, kasserede jeg.

Ja, det måtte jeg selv om! — sagde han.

„Det går ikke an,“ — sagde Chaufføren, — „det går ikke an at komme tilbage med tom Vogn, om så Stammerne er nok så ubrugelige.”

„Vær bare rolig,” sagde jeg til ham. — „Hvem har Kommandoen her, du eller jeg? Der er noget, der hedder at handle efter Konduite, og tror du, jeg vil stå her i seks Timer sammen med dig for at læsse denne Vogn med alt det friske Tømmer? Til sidst vil vi være så oversmurt med Harpiks, at vi slet ikke kan slippe Træet. Nej, jeg tager Ansvaret! Nu tager vi ind til Fresnoy le Grand og henter de Telefon-Batterier, vi skal have derinde, og så besøger vi Soldaterhjemmet, og bagefter går vi i Biografen og ser Asta Nielsen!”

Min Ulyst til at bestille alt for meget som tvungen tysk Soldat kan bl. a. henføres til min Dagbog, i hvilken jeg for Eksempel den 9. Januar 1917 i Nantillois for an Verdun skrev — en Dag, da jeg var godt gal i Hovedet på hele den tossede Krig og specielt på de tyske Officerer: „Derfor vil jeg også se at trykke mig og lave så lidt som muligt. Det skal være sådan, at jeg får Samvittighedsnag, hver Gang jeg har bestilt lidt for meget. — Hvis det var gamle Danmark, ja — så var det en helt anden Sag!”

Som sagt, så gjort.

Ved 6-Tiden vendte vi tilbage til Sequehart, og jeg gik op på Skriverstuen for at aflægge Rapport. Et Kvarter forinden var Lt. Küster lige kommet derop fra et Møde i en eller anden Stab, hvor man havde drøftet Offensiven, og hvor der var blevet pålagt Officererne at sørge for en skrap Disciplin og ikke tåle nogen Slingren i Geledderne. Han havde lige givet Skriverstuens Personale den første Omgang. Og så kom jeg.

Jeg skal love for, at jeg fik læst og påskrevet. Ordre var Ordre, og Ordren skulde udføres, om den var nok så idiotisk, set med mine Øjne. Men han havde lagt Mærke til mig. Jeg var en rigtig Stivnakke! Først det med Brevene og nu denne Ordre, som jeg ikke havde udført. Han skulde nok holde Øje med mig. Tredie Gang skulde jeg ikke slippe så nemt. Og så oplevede jeg det Øjeblik, som er så skønt og uforglemmeligt i en lille Soldats Liv.

Da jeg blev ved med at glo på ham med intetsigende Øjne og bare en Gang imellem sagde: „Jawohl, Hr. Leutnant,“ forløb han sig og råbte:

„Ja, Sie sagen: Jawohl! Jawohl, Hr. Leutnant, aber man sieht es Ihnen an, Sie denken, Sie konnen mich im A. l.!“

Jeg beherskede min Lyst til ikke at sige: „Jawohl, Hr. Leutnant, “ — men tav …

(… fortsættes)

6. marts 1918. Om bord på Hindenburg: Landsætning i Finland

6. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Næste Morgen blev de lettere Skibe, som ikke kunde forcere Isen, hjulpet ud af denne og sendt hjem.

De øvrige Skibe lettede Anker, og vi gik med »Hindenburg« foran for at bryde en Rende, efterfulgt af Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, som med deres svære 30,5 cm Kanoner skulde dække os mod eventuelle Angreb. Bag dem kom den øvrige Del af Flaaden.

Kursen sattes mod Eckerö paa Aalandsøerne. Vi sejlede gennem svær Is, indtil vi hen paa Eftermiddagen ankom ud for Eckerö.

Minelodserne gik os i Møde til Fods. De vandrede en 4-5 Kilometer ud over Isen og kom om Bord hos os, Ligeledes kom tre svenske Marineofficerer ud til os — ligeledes over Isen. Jeg husker, at den ene af dem, som maaske ikke var helt stiv i at tale Tysk, sagde: »Ich bin von meiner Admiral gesendet«. De kom om Bord hos os.

Svenskerne var paa dette Tidspunkt meget interesseret i Aalandsøerne.

Inde i Bugten paa Eckerö (der var ikke nogen Havn) laa der to svenske Krigsskibe. Det var fra dem, de tre Officerer var kommet. Det var Krydserne »Oscar II.« og »Svea« samt den finske Isbryder »Zanipo«.

Uden for Indsejlingen til Bugten laa et russisk Minefelt, som vi skulde igennem og ogsaa kom, uden at der skete noget. Nogle faa Kilometer fra Land var der et isfrit Omraade paa et Par Kvadratkilometer. I denne Vaage fandt vort Skib et Par Dage senere sin Grav!

Fra Vaagen og ind imod Land var der igen fast Is. Vi kom ind i Bugten henimod Aften. Med vor Isbryder lavede vi smaa Havne i Isen. Her kunde de store Skibe gaa ind, og man begyndte øjeblikkelig at sætte Infanteri, Kanoner og Lastbiler ud paa Isen. De fortsatte ind mod Land. Der faldt ikke et Skud, og det var vi glade for, for selv om vi havde de store Kanoner fra Linieskibene til Dækning, vilde det alligevel ikke have været vanskeligt at sænke en Del af Skibene, som de laa her i Isen.

(… fortsættes)

5. marts 1918. Skriv på tysk! A.P. Andersen i opgør med løjtnant Bäumer

5. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på vestfronten. Han skulle forrette signaltjeneste som telefonist.

(… fortsat)

Det varede ikke mange Dage, før jeg igen efter et Års Forløb kom på Kant med de høje Herrer. Som det måske vil erindres, var jeg Telefonist og Korttegner ved vor „Zug“ og havde det som sådan relativt godt. Men har man haft det godt i længere Tid, er det menneskeligt at tro, at man kan tillade sig mere end andre.

Det begyndte med, at der blev indført Brevcensur. Vor Lt. Bäumer skulde være Censor. Jeg skrev som sædvanlig en hel Del Breve hjem og naturligvis på Dansk. Så kom Bäumer og foreholdt mig, om jeg ikke for en Gangs Skyld i de kommende 2-3 Uger kunde skrive hjem på Tysk, for han kunde ikke læse mine Breve.

„Nej,“ sagde jeg, — „det kan jeg ikke, for hvis jeg skriver hjem på Tysk, kan mine Forældre ikke læse det; og forøvrigt har vi dansktalende Nordslesvigere „Ret“ til at skrive hjem på Dansk; og kan De ikke læse det, gives der sikkert en anden Censurmyndighed, som kan gøre det!“

Nå — han mente, at jeg nu alligevel skulde give efter, og så gav han mig mine Breve tilbage. Men da der også lå et Inf. Reg. med en hel Del Polakker i samme By, gav jeg en Kammerat Brevene til Viderebesørgelse gennem deres Postvæsen, og der var Censuren ikke så striks.

Da der var gået et Par Dage, spurgte Bäumer, hvorfor jeg ikke skrev hjem.

„Nej,“ sagde jeg, — „det har ingen Interesse at skrive hjem på Tysk !”

Så revnede Ballonen, som man siger, og jeg fik en Straffeprædiken både af ham og Lt. Küster. De sagde, jeg skulde bare ikke bilde mig noget ind, fordi jeg var Telefonist; det var der også andre, der kunde blive.

(… fortsættes)

Nyheder

Foredrag i Silkeborg den 13. marts: Frontliv, faneflugt og fangelejr

5. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Museumsinspektør René Rasmussen holder foredrag i Silkeborg i medborgerhuset på Bindslevs plads nr. 5 kl. 19:00. Alle er velkomne.

Foredragets titel er “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Det både alvorlige og morsomme foredrag indeholder bl.a. lydklip med sønderjyske krigsveteraner, der fortæller om deres oplevelser.

Efter foredraget holder Grænseforeningen generalforsamling, men man behøver ikke være medlem for at være tilhører til foredraget, som kom bare!

Krigens forløb

4. marts 1918. Ved iskanten i Østersøen

4. marts 2018 Rene Rasmussen 1 kommentar

Næste Morgen passerede vi den svenske Ø Øland, og hen imod Aften naaede vi Isgrænsen, et Stykke Nord for Godska-Sandøen. Flaaden standsede, og der blev fra et af Skibene sendt en Flyvemaskine til Vejrs for at rekognoscere.

Meldingen maa nok ikke have været tilfredsstillende. Hele Flaaden fortsatte et Stykke ind i Isen, indtil vi naaede et Skær, hvorpaa der stod et slukket Fyrtaarn. Her kastede vi Anker.

Vi med »Hindenburg« fik Ordre til at gaa ti Mil ind i Isen for at finde aabent Vand. Vi krydsede det meste af Natten rundt i Isen uden at finde aabent Vand og vendte derefter sent paa Natten tilbage til Flaaden og kastede Anker.

(… fortsættes)

Krigens forløb

3. marts 1918. Ugens kampe fra The Great War

3. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den tyske offensiv “Operation Faustschlag” på Østfronten, som blev iværksat for at lægge pres på de nølende bolsjevikkiske forhandlere. Tyskerne rykker frem uden at møde megen modstand. Det tvinger russerne tilbage til forhandlingsbordet, og de må acceptere store landafståelser. Også grænsen mellem Det osmanniske Rige og Rusland i Kaukasus blev diskuteret. På Vestfronten deltager en amerikansk observatør i et fransk trench raid – og får Croix de Guerre for sin dåd. Amerikaneren var den senere så kendte Douglas MacArthur. Af særlig interesse for sønderjyske læsere er også, at princippet om folkenes selvbestemmelsesret, sådan som det var udtrykt i præsident Wilsons 14 punkter, blev diskuteret i Tyskland og Østrig-Ungarn. I mellemtiden bygger tyskerne op til den kommende offensiv i vest. Tyskerne vil have et overtag på 191 divisioner mod vestmagternes 178. Det ville være første gang siden 1914, at tyskerne ville være i overtal på Vestfronten. Tropperne blev desuden trænet intensivt i Hutiers stormtropstaktikker og Bruchmüllers artilleritaktik. Men selvom tropperne var veludhvilede og veltrænede, så lod mobiliteten en del tilbage at ønske. Men det var Tysklands sidste chance for at vinde krigen.

Søkrig

3. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Vi var nu en flåde på omkring 30 skibe.”

3. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Næste Dag fik vi et Hold russiske Krigsfanger om Bord. De skulde tage vore Bunkerkul over. Vor Kommandant sagde, at vi ikke skulde snavse os til paa Kullene, men vi kunde jo tage en Lampe i Haanden og pudse den lidt, saa de høje Herrer paa de store Skibe kunde se, at vi ogsaa bestilte noget.

Da vi havde faaet Kullene om Bord, gik vi ud af Havnen og op til Halvøen Hela, hvor vi ankrede op sammen med nogle andre Skibe.

Der skulde vi vente, til de store Skibe i Neufahrwasser var færdige med at laste.

Dagen efter, en Søndag, ankom Flaaden. Vi lettede Anker, og der styredes nordpaa i Kølvandslinie.

I Østersøen sluttede en Flotille Torpedobaade og Fiskedampere sig til os. Vi var nu en Flaade paa omkring 30 Skibe.

Kommandoen havde Admiral Meurer, den Admiral, der ved Krigens Slutning maatte aflevere den tyske Flaade til Englænderne i Scapa-Flow paa Orkney Øerne.

(… fortsættes)

Søkrig

2. marts 1918. Om bord på Hindenburg: “Det trak op til en større historie.”

2. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

(… fortsat)

Da det blev Dag, kunde vi se, at Flaadeafdelingen bestod af følgende Skibe: Værkstedsskibet »Norder« fra det kejserlige Værft i Kiel, Isbryderen »Nr. 4« fra Hamborg. Desuden Blokadebryderne »Steigerwald« fra Nordtysk Lloyd i Bremen samt »Gifforn« og »Franken«. De to sidstnævnte var engelske Dampere, som Tyskerne havde kapret og bevæbnet.

Vi om Bord i »Hindenburg« havde ingen Vaaben. Ikke engang et Gevær.

Kursen gik nu mod Neufahrwasser ved Weichselfloden, hvortil vi ankom hen paa Eftermiddagen. Der skulde vi tage Bunkerkul. I Neufahrwasser var hele Kajpladsen optaget af en Del store Skibe, Linieskibene »Rheinland« og »Westfalen«, desuden Transportskibene Nr. 5- 7- 8 og 9.

Disse Skibe, alle store, havde ikke noget Navn, men et stort, hvidtmalet Nummer paa Siden. De lastede alle Krigsmateriel, Kanoner, Lastbiler, Heste, Hø og Halm og havde desuden store Infanteristyrker om Bord.

Om Bord i Linieskibene var der ligeledes en Masse Landtropper samt nogle enkelte Civilpersoner med Pelshuer. Disse Herrer tiltrak sig vor Opmærksomhed, og vi kom til det Resultat, at vort Forehavende nok havde noget med Finnerne eller Russerne at gøre.

Vore Formodninger viste sig jo senere at holde Stik …

Vi vidste stadig ingenting, men vi kunde jo nok se, at det efterhaanden trak op til en større Historie.

(… fortsættes)

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

2. marts 1918. Flyverangreb: “En dag talte jeg 72 døde heste på stribe”

2. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

I begyndelsen af marts gik turen tilbage til Frankrig , og vi fik atter vor sag for. Den sidste og afgørende fase af krigen begyndte.

Jeg tror ikke, at tropperne var kede af denne offensiv. Den almindelige mening var, at dette var “begyndelsen til enden”. Hvordan afslutningen ville forme sig, var man ligeglad med, når blot krigen ville holde op.

Denne gang kom vi længere mod nord. Cambrai, Arras og Lille er de større byer, jeg husker navnene på. Vi var snart her, snart dér og førte en omflakkende tilværelse ligesom i Galicien blot med den forskel, at her marcherede vi ikke, men blev fragtet med jernbane. Vi var sikkert en såkaldt “flyvende division”. Der sker for øvrigt mange mærkelige ting under en sådan offensiv. Engang lå vi en halv dag ved en stor læsse- eller losserampe. Vi blev læsset i toget, kørte knap en halv time, blev losset ud igen, og gik så den samme vej tilbage. Det har nok været for at narre fjenden. Det var velkendt, at det franske spionagenet var intakt.

Flyveraktiviteten, der i 1917 ikke havde været overvældende, tog til i en helt uhyggelig grad. MG-afdelingerne fik her en ny opgave, der til tider kunne være meget ubehagelig. Der blev altid et maskingevær tilbage for at dække bagagen, da de fjendtlige flyvere især søgte deres mål bag fronten.

En dag mistede v i under et luftangreb halvdelen af vore heste og en del af vognene. Det gik også ud over mandskabet. Før var man i nogenlunde sikkerhed, når man opholdt sig ved bagagen. Sådan var det ikke mere. Når fjendtlige flyvemaskiner nærmede sig, gjaldt det om at komme i skjul. Det gik endda for mandskabet, men køretøjerne — tit var det lange kolonner – var ikke så nemme at få væk. En dag talte jeg 72 døde heste på stribe. Det var ikke noget kønt syn.

Tyskerne havde også fået flere maskiner, og vi kunne tydeligt mærke, når vi havde en stærk jagereskadrille bag os, som kunne holde de fjendtlige flyvere i skak. Men Amerikas indsats af materiel gjorde efterhånden tyskerne underlegne også på dette område.

Krigens forløb

1. marts 1918. A.P. Andersen på signaltjeneste i den tyske offensiv

1. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på vestfronten. Han skulle forrette signaltjeneste som telefonist – dvs. den, der tog imod meldinger fra ballonobservatøren

Den 1. Marts 1918 flyttede vi fra St. Marceau i Etapen pr. Jernbane til Picardiet. Dagen efter ankom vi til vort nye Kvarter, en lille Landsby, Sequehart, et Par Mil Nord for St. Quentin. Vi kom til at bo i Landsbykirken.

Byen og Omegnen blev fra Dag til Dag mere og mere befolket med Soldater i Massevis af alle Våbenarter, og der ymtedes om, at der snart fra denne Egn skulde iværksættes en mægtig Offensiv, der skulde løbe Engelskmændene over Ende.

Det viste sig også senere at slå til, idet den såkaldte „Kaiseroffensiv”, et af de største tyske Forehavender i den første Verdenskrig, startedes herfra den 21. Marts.

— Når man sammenholder Offensivens Omfang med dens Intensitet, må den uden Forbehold betragtes som Verdenshistoriens største Slag. Fra Floden Sensee til Oise over en Front på 65 km Længde satte Tyskerne efterhånden 37 Fodfolksdivisioner ind, støttet af 6000 Kanoner. Endnu 30 Divisioner blev holdt i Reserve bagved.

På den samme Front blev den britiske Kamplinie holdt af 17 Divisioner og 2500 Kanoner med 5 Divisioner i Reserve.

I alt havde Tyskerne samlet og sat i Bevægelse over 750.000 Mand imod 300.000 Englændere. I de to 16 km brede Afsnit, der lå Nord og Syd for det Knæk på Fronten, hvor 9. britiske Division stod, var Tætheden af Fjendens Tropper nået op på een Storm division for hver 1000 m Front, og Styrkeforholdet var 4 til 1.

Det var også Tyskernes sidste Chance for at vinde Verdenskrigen, og da Ludendorff havde fået Fred med Russerne i Brest-Litowsk i Efteråret 1917, havde han samlet så mange Tropper som muligt for at træffe en Afgørelse her og skille Englænderne fra Franskmændene.

Mindre Kontingenter var afsat til Offensiv i Belgien ved Lys og længere sydpå mod Soissons.

I denne Heksekedel blev altså vi sat ind med vor Ballonzug 33. Vi blev tildelt General von Hutier’s 18. Arme, og da det blev bestemt, at vi også skulde fungere som direkte Efterretnings-Ballon for 18. Armes Stab, blev vi forstærket på den Måde, at en anden Ballon-Zug blev slået sammen med vor. Vi blev derved særligt mobile.

Vor egen Lt. Küster blev gjort til Chef for den forstærkede Ballon-Zug, som nu talte godt 250 Mand.

(… fortsættes)

Søkrig

1. marts 1918. Om bord på isbryderen “Hindenburg”

1. marts 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin.

Omkring Klokken otte blev vi purret ud og kaldt op paa Dækket. Chefen sagde til os, at vi vel nok kunde se, at det ikke var noget stort Skib, vi var kommet om Bord i, derfor skulde det militære falde bort, men vi kunde dog godt sige god Morgen til ham, naar vi kom paa Dækket. — Og, fortsatte han, saa spiser vi allesammen af samme Gryde!

Det med at spise af samme Gryde, havde vi hørt om før, men det viste sig altid, at Befalingsmændene fik bedre Forplejning end de menige. Det blev ikke Tilfældet her! Vi kunde senere ved Selvsyn overbevise os om, at der her ikke blev gjort nogen Forskel.

Endvidere blev vi spurgt om, hvad vi vilde have af Uldtæpper, Vagtkapper, Filtstøvler og Tobak. Naa, vi var jo nok klare over, at vi ikke skulde sejle paa Varmen med en Isbryder. Vi fik ellers ikke noget at vide om, hvor Rejsen skulde gaa hen. Maaske har vor Kommandant heller ikke vidst det paa det Tidspunkt.

Vi krævede mange forskellige Ting og fik dem ogsaa, deriblandt ogsaa Tobak! Hvor Manden har kunnet skaffe det fra, ved jeg ikke. Paa den Tid havde man i Tyskland for længst begyndt at ryge Kirsebærblade og andet Stads, som kunde kaste en blaa Røgsky fra sig . . . Vi fik god Tobak i Pundevis.

Imidlertid var der kommet et Par Brød og lidt Kaffe om Bord, saa vi kunde faa den med Længsel ventede Frokost. Den bestod af lidt Kaffe og noget tørt Brød, men vi blev da mætte.

Efter Frokosten tog vi Proviant om Bord. Skønt Civilbefolkningen paa det Tidspunkt næsten ikke havde det daglige Brød, var der hos os ikke Mangel paa noget som helst, hvad Levnedsmidler angik. Vi glædede os til en god Middagsmad. Det havde vi ikke faaet i lang Tid.

Da vi hen paa Eftermiddagen var færdig med at tage Proviant og andet Skibstilbehør om Bord, kastede vi Fortøjningerne og forlod Havnen med Kurs mod Sassnitz paa Rügen. Efter nogle faa Timers Sejlads ankom vi dertil.

Vi var næppe kommet ind i Havnen, havde ikke engang faaet Skibet rigtigt fortøjet, da der kom en lille, let Baad med nogle høje Officerer op langs Skibssiden. De gav Ordre til, at vi øjeblikkelig skulde forlade Havnen og paa et nærmere angivet Sted i Østersøen møde en Flaadeafdeling. Denne traf vi midt om Natten.

(… fortsættes)

Krigens forløb

28. februar 1918. Med isbryderen “Hindenburg” på Østersøen

28. februar 2018 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. Besætningen rejste med tog via Hamborg.

(… fortsat)

Ved Daggry blev vi vækket, fik en Kop sort Roekaffe og et Stykke tørt Brød.

Vi kom saa igen i Toget og fortsatte Rejsen mod Byen Güstrow i Mecklenborg, hvor vi fik et længere Ophold. Da Tiden faldt os lang, bad vi om Lov til at gaa ud og se paa Byen. Vi fik Tilladelsen, mod at vi lovede at være rettidigt tilbage.

Hen paa Eftermiddagen gik Rejsen videre til Stettin, hvor vi ankom ved Mørkets Frembrud.

Paa Banegaarden var mødt en Del høje Marineofficerer for at tage imod os. Vi fik Ordre til stråles at gaa om Bord i Isbryderen »Hindenburg« af Stettin. Den laa i Havnen med Dampen oppe, og skulde hurtigst muligt forlade Havnen.

Vi maatte saa i en Fart faa Køjesækkene om Bord og komme i noget gammelt Tøj. Fortøjningerne blev kastet los, og Kursen blev sat mod Swinemünde. Der var gode Logiforhold om Bord, og Lukafet var dejlig varmt, men der var hverken Proviant eller Køjeklæder. Det skulle vi faa, naar vi kom til Swinemünde.

Jeg fik Rortørn med det samme og fik samtidig Ordre til, naar jeg blev afløst ved Roret, at blive paa Broen som Udkig. Saa kom Chefen. Han spurgte, om jeg havde et Ur. Det havde jeg. Han sagde derpaa, at jeg kunde gaa ned i Lukafet og blive varmet op, men jeg skulde selv komme frem, naar jeg igen skulde afløse ved Roret, for der var Folk nok heroppe til at holde Udkig.

Undervejs ned gennem Stettiner-Haff sejlede vi gennem en hel Del Is, og dette foranledigede et saa frygteligt Spektakel i Lukafet, at man næsten ikke kunde tale sammen.

Vi ankom til Swinemünde ud paa Natten, korrigerede Kompasset og gik til Kaj.

Vi maatte gaa til Køjs paa de bare Brædder med Køjesækken som Hovedpude. Det var jo et temmelig haardt Leje, men da der var godt varmt i Lukafet, var det hele ikke saa slemt. Man var jo ikke forvænt med Bekvemmelighederne.

Sulten begyndte ogsaa at melde sig. Vi havde jo ikke faaet noget at spise fra om Middagen og havde ikke Udsigt til at faa noget før næste Dag.

(… fortsættes)