H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 27. September 1918.
Finansudvalgets Møde udsattes til Kl. 11 ½, fordi Statssekretær v. Hintze atter havde indbudt Partiførerne til fortrolige Forhandlinger.
I Udvalgssalen fortalte man, at v. Hintze vilde afgive en Erklæring vedrørende Bulgarien, før Udvalget gik over til Dagsordenen. En første Meddelelse sent i Aftes til Pressen blev, fortalte Professor Doormann mig, atter taget tilbage, fordi den var altfor pessimistisk.
Pospiech, som har deltaget i et stort Fællesmøde, som de polske Andelsforeninger har holdt i Posen, kom ind i Udvalgssalen og var i høj Stemning. Hans Ansigt lyste som selve Glæden. Da han kom hen til Bordet, hvor jeg sad, udbrød Wurm atter meget nedtrykt: „Der har vi vort politiske Barometer.
Naar det gaar os daarligt, er Hr. Pospiech altid straalende.”
Flere Kolleger stemte i med, men det anfægtede ham ikke. Han spadserede roligt rundt i Salen og saa ud, som om han havde vundet den store Gevinst i Lotteriet.
Omsider fik Statssekretær v. Hintze Ordet for at afgive en Erklæring.
Medlemmerne flokkede sig tæt omkring ham.
Med bøjede Hoveder stod de i tætte Rækker tyst og tavst, men spændt lyttende, omkring Statssekretæren, mens han oplæste Erklæringen, og en træt, trist og trykket Stemning sænkede sig over Forsamlingen.
Flere høje Officerer fik efter hinanden Ordet for at gøre rede for Udviklingen af de forskellige Vaabenarter. De fandt ringe Opmærksomhed, og Hærledelsen blev i Tilknytning til disse Specialforedrag meget skarpt kritiseret af Noske Erzberger og Gothein, som alle bebrejdede Hærledelsen, at den havde forsømt Udviklingen af Tanksvaaben og ikke forceret Luftskibsbygningen og Flyvepladsindretningerne stærkt nok.
Erzberger viste sig igen som den overlegne, næsten alvidende, saglige Kritiker, men Opmærksomheden var ikke stor, Udvalgets Tanker var andetsteds: Medlemmerne samlede sig i Grupper ind til Siderne og talte om Bulgarien.
Der er kun faa, paa hvem disse Jobsposter tager stærkere end paa Wurm. Han lider rent fysisk, bliver lille og afmagret.
I Dag klagede han sig til mig over Zionismens stærke Fremgang. Skønt Jøde, føler han sig saa nationalsindet tysk, at han ikke kan forsone sig med Zionismen. „Desværre,” sagde han tl! mig, „gør den rivende Fremskridt her i Berlin. De jødiske Børn er i stor Udstrækning grebne af den, efter at Palæstina er bleven befriet fra det tyrkiske Herredømme. De bliver fremmede for os Jøder, der føler os som Tyskere og som Socialdemokrater tillige som Internationalister.”
Erzberger fortsatte imidlertid sin Kritik. Han udstrakte den til Sundhedstilstanden i Hæren og paatalte især meget skarpt det unge Mandskabs Behandling. „I Potsdam,” sagde han bl. a., „er, som enhver ved, over Halvdelen af det sidst indkaldte unge Mandskab brudt sammen under Øvelserne. Skuf Dem ikke med Hensyn til Stemningen i Hæren, den er yderst daarlig.”
Ved Middagsbordet sad jeg i en større Kreds af Frisindede: Naumann, Doormann, Professor Liszt, Vicepræsident Dove Gothem, Waldstein, Dr. Heckscher m. fl. De hang alle med Næbet. Næppe aabnet, udsattes Mødet paany. Denne Gang til Mandag. Udvalgets Forhandlinger skulde have været afsluttede i Aften, Lørdag, men Begivenhederne i Bulgarien har kuldkastet alle Planer.
Finansudvalget skal nu blive siddende, indtil Stillingen er klaret. Regeringen har lovet at holde Udvalget løbende underrettet om Forholdenes Udvikling, og at raadføre sig med Partiførerne om Sagens videre Behandling.
Imens fortsætter Fraktionerne deres Møder, og jævnsides med dem løber interfraktionelle Forhandlinger mellem Flertalspartierne.
Da jeg efter at have besørget min Korrespondance ud paa Eftermiddagen vilde gaa hjem fra Rigsdagen, mødte jeg Dr. Oscar Cohn, ledsaget af Repræsentanten for „Neue Wiener Journal , Dr. Friedegg, som nylig har haft en Samtale med Kronprinsen.
Dr. Cohn vinkede ad mig. Vi tog Plads paa en overbevist om, at den bulgarske Fredsaktion længe har været under Forberedelse. I Wien var man allerede forberedt paa Aktionen, da han var dernede for 10 Dage siden. Han meddelte det til forskellige Politikere, da han kom tilbage, men ingen vilde tro ham. Dr. Cohn var overbevist om, at der var opnaaet en Slags Forstaaelse mellem Bulgarien og de Allierede, inden Aktionen blev indledet. Han troede endvidere, at der allerede var opnaaet en Forstaaelse mellem Tyrkiet og de Allierede, og satte dette i Forbindelse med Tyrkernes Besættelse af Baku. Han opfattede det som en Slags Erstatning for Mesopotamien og Palæstina.
Jeg modsagde denne Opfattelse, som jeg holder for urigtig, og spurgte Dr. Friedegg, hvad Indtryk han havde faaet af Kronprinsen. „Mit Indtryk var godt,” sagde han, „Kronprinsen er intelligent og talte meget forstandigt om Stillingen. Men fire Femtedele af, hvad jeg havde nedskrevet af Samtalen, blev strøget af Censuren.
Samtalen fandt Sted i hans Generalstabschefs Værelse, da han selv betegnende nok ikke har et eget Arbejdsværelse. Da jeg antog Samtalen for sluttet, tog jeg Afsked og gik ud paa Gaden.
Kronprinsen fulgte mig, og paa Gaden fortsatte vi endnu Samtalen i henved 1 1/2 Time.
Dette vakte Opsigt og misbilligedes af Generalstabsofficererne. Jeg fik af Overkommandoen Ordre til straks at nedskrive Samtalen, og at forelægge Censuren Referatet. Det blev saa først censureret af 3 yngre Officerer, som hver især strøg en Del af det.
Derefter blev det forelagt Efterretningsvæsenets Chef, Oberstløjtnant Nicolaj, som atter strøg en Del, og endelig fik det en sidste Afhøvling af selve Ludeudorff, som skældte ud over, at Kronprinsen endog havde udtalt sig om politiske Spørgsmaal.
Da mit Referat af Kronprinsens Udtalelser havde gennemgaaet denne Proces, var kun en Femtedel af Referatet og desværre den mindst interessante Del af det, i Behold. Kun det maatte jeg meddele Offentligheden.
Kronprinsen sagde bl. a. til mig, at hvis Tyskland kun beholde Vestfronten og den indre Front til i November, haabede han, at det vilde kunne opnaa en Forstaaelsesfred med England. Men han var bange for, at man inden den Tit kunde komme til at staa overfor et indre Sammenbrud.”
„Ludendorff,” fortalte han videre, „gjorde i Modsætning til Kronprinsen et ubehageligt Indtryk. Han er en brutal Herskernatur. Hadet og frygtet af Hærens højere Officerer. Forbruget af Generaler er kolossalt. Han terroriserer alle sine Omgivelser, og gjorde Indtryk af at vide meget lidt udenfor sit militære Speciale.
Med Kejseren staar han paa en meget spændt Fod. Men Kejseren føler sig magtesløs overfor ham og frygter ham derfor.”
„Ja,” stadfæstede Dr. Cohn, „Kejserens Følelser overfor Ludendorff er velkendte. Da Wilhelm II. saaledes sidst var i Wien, sagde han — som jeg ved af meget god Kilde — til Kejser Karl: „Bare vi dog snart kunde faa Fred, saa jeg kunde blive fri for daglig at se paa dette modbydelige Underofficersfjæs (Feldwebelfratze)!”
„Det lyder meget sandsynligt,” fortsatte Dr. Friedegg, „thi det er almindelig bekendt, at Kejseren altid omtaler Ludendorff som Feldwebel. Da han for nogle Maaneder siden fik de første Efterretninger om Julioffensiven ved Marne, spurgte han saaledes skadefro sine fortrolige Omgivelser: „Hvad siger Feldwebelen nu?”
Dr. Cohn var af den Mening, at det hohenzollernske Dynasti er stærkt truet. Det kan efter hans Mening kun frelses, hvis Kejseren hurtigst mulig nedlægger Kronen til Fordel for Kronprinsen og samtidig lader ham slutte Fred. Dr. Friedegg delte denne Opfattelse.
Jeg spurgte Dr. Friedegg om, hvorledes Forholdene nu var i Østerrig. „De er i enhver Henseende elendige,” svarede han, „Folket sulter og lider Nød. Der udleveres kun 1 Pund Kartofler pro persona ugentlig. Masserne er energiløse.
Men snart kommer Fortvivlelsesstadiet. Vi har nu Stilstand før Stormen. I Salzburg var der forleden store Optøjer. Ruderne blev knuste, og talrige Butiker plyndrede. Det betænkeligste var, at Embedsmændene sluttede sig til de oprørske Skarer.
Da jeg forleden var i Wien, forlangte man 80 Mark for et Par Strømper og 150 Mark for et Par Sko.”