I sit Møde 14. Maj vedtog Fem-Mands Raadet (Udenrigsministrene) — i hvilket den Dag Henry White var Robert Lansing’s Stedfortræder — at oversende Vedtagelsen af 3. Maj i Admiralernes Raad til det øverste militære Raad i Versailles, og Fem-Mands Raadet traf yderligere følgende Beslutning:

Det vedtages, at Overkommando’en over den Ekspedition, der skal vare­tage Ordenens Opretholdelse i Slesvig, skal overdrages den britiske Rege­ring, som vil forhandle med de militære Øvrigheder om Ekspeditions­Korpsets Styrke og tage de nødvendige Forholdsregler til Foretagendets heldige Gennemførelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Maj: I de forløbne Dage Samtaler med Rigsdagsmænd, Bladmænd, Diplomater, de sønderjyske Foreningers Ledere om vort Oplysningsarbejde, Bladplaner. Lige fra Ankomsten Mavesmerter.

I Dag H.P. Hanssens Krigserklæring mod 3. Zone, “Kamp energisk og ubøjelig, til Afgørelsen er falden”.

Kommissionens franske Medlem anser en Slettelse af 3. Zone for fuldkommen udelukket. Jeg skriver et udførligt Gensvar i “Berlingske Tidende”.

Sejler hjem med “Ægir” fra Kalundborg.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

13. Maj tilstillede den tyske Delegation Fredskonf.s Præsident en Note i Anledning af Traktat-Forslaget af 7. s. M. ; det hedder heri om Slesvig:

Den tyske Delegation er ikke blind for, at Folkenes Selvbestemmelsesret kan paakaldes til Støtte for en Række Bestemmelser i Traktat-Forslaget vedrørende de territoriale Ændringer, idet nogle Befolkninger, der hidtil har staaet under tysk Herredømme, som f. Eks. Polakkerne, ikke betragter sig som tyske.

Der kan ligeledes gøres nationale Grunde gældende i Spørgsmaalet om Slesvig, omend den tyske Delegation ikke indser, i Henhold til hvilken Fuldmagt de allierede og associerede Regeringer gør det mellem Tyskland og Danmark bestaaende Grænsespørgsmaal, som vil være at ordne, til Genstand for Fredsforhandlingerne.

Danmarks neutrale Regering veed  meget vel, at den nuværende tyske Regering altid har været villig til at blive enig med den om en ny, med Nationalitets-Principet overensstemmende Grænse.

Saafremt den danske Re­gering ikke desto mindre skulde foretrække at fremme sine Krav ad Fredsforhandlingernes Omvej, saa vil den tyske Regering ingenlunde rejse Mod­stand herimod.

Den tyske Regerings Indrømmelse strækker sig imidlertid ikke til at omfatte de Omraader af Riget, som ikke utvivlsomt er beboede af en Be­folkning af fremmed Stamme.

Navnlig anser den tyske Regering det for utilstedeligt, at tyske Befolkninger og Landomraader gennem Traktaten, i det Øjemed at sikre Tysklands Modstandere finansielle eller økonomiske Krav, gøres til Genstand for Handel mellem den ene og den anden Suverænitet, som var de blot Varer eller Brikker i et Spil …

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

En ny spændende og meget aktuel bog er netop udkommet i dag: Vibe Termansens: “Kampen om Centraleuropa”, der trækker linjer fra tiden lige omkring Første Verdenskrigs afslutning til vores dages konflikter og begivenheder inden for EU.

Forlaget skriver:

De to centraleuropæiske stater Polen og Ungarn er de senere år kommet på kollissionskurs med EU’s kerneværdier. Men kampen om, hvad Centraleuropa er og skal være, er slet ikke ny.

For 100 år siden, da Første Verdenskrig sluttede, var det ikke på forhånd givet, hvordan de gigantiske, centraleuropæiske landmasser skulle organiseres.

Burde de være præget af tysk kultur, tysk arbejdsmoral, tysk økonomi og tysk historie, til alles bedste, natürlich, uden smålig skelen til hvad de andre folkefærd måtte mene om det?

Eller burde der tværtimod oprettes et bælte af selvstændige, demokratiske bufferstater mellem de to evige aggressorer Tyskland og Rusland, for at bevare freden (og lidt for at få oprettet en selvstændig tjekkoslovakisk stat)?

Eller hvad med et gigantisk, polskdomineret, multinationalt rige mellem Østersøen og Sortehavet, ligesom i de gode, gamle dage, for effektivt at stække Rusland og lige så effektivt at styrke Polen?

I dag kæmpes der så igen.

De liberale ledere i Vest frygter, at regeringerne i Polen og Ungarn gør EU svag og splittet ved at forbryde sig mod de fælles værdier, når det gælder demokrati- og retsstatsopfattelse. I Warszawa og Budapest hævder magthaverne derimod, at de beskytter de ægte europæiske værdier mod det dekadente, homoseksuelle, sekulære, vegetariske, cyklende, migrant- og terroristfyldte Vesteuropa.

Bogen er på 216 sider og koster 249,95 kr. (vejl.).

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget

 

Umiddelbart efter Rigsdagens fortrolige Fællesmøde 12. Maj instrueredes de danske Gesandter i Overensstemmelse med de førte Forhandlinger. Til Gesandterne i Berlin, London, Paris og Washington samt de udenlandske Telegrambureauer telegraferedes saavel Flertallets som Mindretallets Resolutioner og Afstemningens Resultater med en Under­retning om Indholdet af N. Neergaards Tale, der samtidig i sin Helhed telegrafisk og en clair tilstilledes Gesandterne i London, Paris og Washington.

Gesandten i Paris opfordredes til at benytte sig af Neergaards Argumentation og anmodedes om snarest at meddele Re­sultatet af sin paatænkte Henvendelse til de Allieredes Udenrigsministre.

Til Gesandtskabet i Paris telegraferedes yderligere 12. Maj:

Under Diskussionen om den af Dem henstillede Instruks var det Udenrigsministeriets Opfattelse, som deltes af Regeringspartierne, at man allerede nu skulde udtale en Ikke-Godkendelse af Indlemmelsen, me­dens Venstre, hvis Standpunkt klart fremgaar af Neergaards til Dem tele­graferede Tale, ikke mente det opportunt paa et saa tidligt Tidspunkt at tage Stilling til et Spørgsmaal, der endnu kun er en Eventualitet.

Højres Standpunkt var dikteret af Ønsket om at holde Partiet sammen. Majoriteten menes at være for en eventuel Modtagelse af 3. Zone. Som Følge af Splittelsen i Partiet fik Højres Resolution den til Havas telegraferede Ord­lyd. Højres Resolution blev afvist af de andre Partier, fordi den kunde fortolkes som eventuel Godkendelse.

Telegrammet naaede først Paris 15. s. M. Regeringens Standpunkt motiveredes yderligere i et Telegram 15. s. M. til Gesandten i Paris.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Rigsdagens fortrolige fællesmødet blev genoptaget Kl. 19.
Forhandlingslederen, Pedersen-Nyskov, aabnede Mødet og gav straks Ordet til Folketings­mand Neergaard, der udtalte:

Jeg skal ikke bidrage til en Genoptagelse af Forhandlingerne fra i For­middags, men kun sige, at vi har ført en Forhandling indenfor det poli­tiske Udvalg, der ogsaa har nedsat et Underudvalg, be­staaende af to Medlemmer fra hvert Parti.

Der har vi gjort Forsøg paa, om vi kunde komme til en fælles Udtalelse, men dette strandede. Vi maatte fra vor Side fastholde, at som Sagerne laa, kunde man ikke uden at udsætte sig for Misforstaaelse udadtil undlade positivt at bekræfte det Standpunkt, der tidligere er taget ved Resolutionen af 23. Okt. i Fjor og ved Rigsdags­delegationens Optræden i Paris, hvorimod man fra det konservative Folke­partis Side ikke kunde gaa ind paa denne Betragtning.

Som Følge deraf kunde vi ikke komme til nogen Overenskomst mellem alle Partier. Da der imidlertid fra de to andre Partiers Side vistes Villighed til i det væsent­lige at tiltræde Venstres Forslag, og man derfra fremsatte Ønske om en tydeliggørende Tilføjelse, saa er denne optaget i Forslaget.

Taleren oplæste og anbefalede den vedtagne Resolution, hvorefter Ordet blev givet til

Statsminister Zahle: Jeg skal paa Ministeriets og det radikale Ven­stres Vegne tage det Forslag til Resolution, som vi havde stillet, tilbage. De to Resolutioner er i det væsentlige overens­stemmende. Der var i Ministeriets Forslag medtaget noget mere Argu­mentation, men paa den anden Side var den mundtlige Begrundelse, som Hr. Neergaard leverede for Venstres Forslag, klar og fyldestgørende, og Ministeriet kan fuldtud tiltræde den.

Gennem den nu foreslaaede Reso­lution udtrykker Fællesmødet paany Ønsket om, at Afstemningsomraadet i Overensstemmelse med Delegationens Henvendelse til de allierede og asso­cierede Magter i Paris begrænses til de Egne, hvor der endnu lever dansk Sprog og dansk Sindelag, og lægger saaledes Nationalstaten til Grund for Danmarks forventede Udvidelse. Det er saaledes lykkedes, hvad Afstem­ningen her sikkert vil vise, at samle et overvældende Flertal i Danmarks Rigsdag om en Fællesoptræden i denne Sag, og dermed er Formaalet for dette Møde paa en lykkelig Maade naaet.

Efter at Folketingsmand Sigvald Olsen paa Socialdemokratiets Vegne havde givet sin Tilslutning til Forslaget, udtalte

Landstingsmand Alexander Foss: Det konservative Parti har i det ned­satte Udvalg stillet et Forslag til en Udtalelse af Rigsdagen, som slutter sig til de Bemærkninger, jeg fremsatte i Formiddags, og som paa een Gang fastholder det Standpunkt, Rigsdagen har taget, og tager Afstand fra at fremsætte nye Resolutioner. Det lykkedes ikke at opnaa Tilslutning hos de andre Partier til denne Betragtning.

Paa det konservative Folkepartis Vegne stiller jeg da følgende Forslag, der i Betragtning af, at de andre Partier har taget deres Stilling, har faaet Form af en Mindretalsudtalelse:

Det konservative Folkeparti, der fastholder sin Tilslutning til Rigsdagens Resolution af 23. Okt. 1918 og bekræfter sin Medvirken gennem sin Delegerede i den politiske Delegations Virksomhed i Pa­ris, maa, efter at der foreligger en Beslutning af Fredskonferencen — i Fredsforslaget — om Afstemning i den 3. Zone af Slesvig, anse det for ubetimeligt, at der i denne Anledning vedtages nogen ny Udtalelse af Rigsdagen.

Folketingsmand Vanggaard udtalte derefter, at han, da han ønskede Af­stemning overalt Nord for Danevirke-Linicn, maatte undlade at stemme for Resolutionen.

Folketingsmand L. V. Birck erklærede, at han vilde stemme for den af Neergaard foreslaaede Resolution, og beklagede saaledes at være uenig med sit Parti, det konservative Folkeparti.

Forhandlingen sluttede, efter at der var udvekslet enkelte korte Bemærkninger.

Det af Alex. Foss stillede Forslag til Resolution forkastedes med 117 Stemmer mod 29.

Det af N. Neergaard stillede Forslag til Resolution vedtoges med 124 Stemmer mod 30.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Rigsdagspartiernes politiske Forhandlings-Udvalg fortsatte sit afbrudte møde den 12. Maj 1919 Kl. 16.

Den ledende Formand, Piper [konservativ], meddelte, at der forelaa et Forslag om Nedsættelse af et Underudvalg, bestaaende af 2 Medlemmer af hvert Parti med den Opgave at redigere en Resolution til Forelæggelse for et fortro­ligt Rigsdagsmøde.
Til Medlemmer af dette Underudvalg valgtes derefter: Piper, Foss, Borgbjerg, Sigvald Olsen, P. Munch, N. Petersen, N. Neergaard og J. C. Christensen.

Mødet genoptoges s. D. Kl. 17:

Den ledende Formand, Piper, meddelte, at Forhandlingerne i Under­udvalget ikke havde ført til Enighed, idet det konservative Folkeparti ikke havde kunnet slutte sig til de tre andre Partiers Resolution.
N. Neergaard oplæste den Resolution, som de tre Partiers Under­udvalgsmedlemmer var enedes om:

Idet den danske Rigsdag udtaler sin Glæde over Udsigten til, at den kommende Fred vil bringe Opfyldelsen af det danske Folks na­tionale Haab, fastholder den sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 og de Ønsker om Afstemningsomraadet i Sønderjylland, som er fremsat overfor de allierede og associerede Magter i Paris af Rigsdagens alle Partier omfattende Delegation og af Repræsentanter for den danske Vælgerforening i Sønderjylland.

Rigsdagen nærer fremdeles den Opfattelse, at en Afstemning paa Grundlag af disse Ønsker vil give den bedste Garanti for det danske Folks nationale Fremtid.

Til denne Udtalelse sluttede det radikale Venstres, Socialdemokratiets og Venstres Ud­valgsmedlemmer sig, medens det konservative Folkepartis Medlemmer forbeholdt sig at fremsætte en Resolution i en anden Affattelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Med Flyvepost afsendte Gesandten 9. Maj 1919 en haandskreven Notits uden Under­skrift; modtaget af Udenrigsmin. 12. s. M.:

Desværre har det franske Krigsministerium glemt at meddele Ltnt. Krauses  Afrejse, ellers havde der fulgt en Beretning med. Men den er kun til­dels skrevet.

Vi agter at søge Udenrigsministrene for at gøre Indvendinger mod den sydlige Afstemningsgrænse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

At der pludselig dukkede en 3. afstemningszone i Slesvig op i det første udkast til en fredstraktat, gav anledning til stærke indre danske diskussioner om, hvordan man bedst kunne reagere på det.

Rigsdagens Medlemmer af begge Ting samledes 12. Maj 1919 til fortroligt Fællesmøde:

Statsministeren [Zahle] aabnede Mødet og udtalte, at det lukkede Møde var sam­menkaldt for at gøre Forsøg paa, om en fælles Optræden kunde tilvejebringes over for det Spørgsmaal, der var rejst ved, at Fredskonferencen i Versailles havde opstillet i Fredsbetingelserne en 3. Afstemningszone sydligst i Slesvig.

Statsministeren nævnte, at Sagen havde været forhandlet i det politiske Ud­valg, men at det havde vist sig umuligt at komme til Enig­hed om en fælles Optræden.

Der var, saavidt han kunde skønne, Enighed mellem alle Partiernes Repræsentanter om, at Formaalet var, at man skulde tilstræbe en dansk Nationalstat, som omfatter saavidt muligt alle Danske, men ogsaa saavidt muligt kun alle Danske, og ikke tager flere fremmede Elementer med end absolut nødvendigt.

Idet Statsministeren udtalte sin Tro til, at langt den overvejende Del af Rigsdagens Medlemmer tilstræbte Dan­nelsen af en saadan dansk Nationalstat, fremsatte han paa Ministeriets Vegne følgende Forslag til Resolution:

Idet Rigsdagens Fællesmøde henviser til sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 , hvori det fastslaas:

at ingen anden Ændring i Slesvigs nuværende Stilling end en Ord­ning efter Nationalitetsprincipet stemmer med det danske Folks Ønske, Følelse og Interesse,

udtrykker det sin levende Taknemmelighed over, at der i de nu i Versailles offentliggjorte Fredsbetingelser er optaget Bestemmelser, der aabner Adgang for de danske Slesvigere til ved en fri Afstemning at genforenes med Danmark, saaledes at Afstemningen i Overensstem­melse med de af den danske Rigsdags Delegation og de danske Søn­derjyders Repræsentanter i Paris fremsatte Ønsker sker samlet i Nord­slesvig og kommunevis i de Dele af Mellemslesvig, hvor der endnu lever dansk Sprog eller dansk Sindelag.

Naar der hertil i Fredsbestemmelserne er føjet Afstemning i en 3. Zone, føler Fællesmødet sig overbevist om, at Bestemmelsen skyldes et Ønske om at fremme Danmarks Interesser, og det udtrykker sin Erkendtlighed for dette Ønske.

Fællesmødet er imidlertid fremdeles af den Opfattelse m.H.t. det nationale Spørgsmaal i Slesvig, der har fundet Udtryk i Rigsdagens Udtalelse af 23. Okt. 1918, i samtlige de af de danske Vælgerforeninger i Slesvig vedtagne Resolutioner og i den danske Delegations Henvendelse til de associerede Magter i Paris. Til Forhindring af den mulige Misforstaaelse, at den danske Regering og Rigsdag skulde have ændret Opfattelse af denne for vort Folk saa overordentlig betydningsfulde Sag, fastslaar den sin Tilslutning til den af Delegationen i Paris hævdede Opfattelse, at en Afstemning Syd for den af Delegationen anbefalede Grænse ikke stemmer med Danmarks Interesser.

Disse Egne bebos ikke af danske Slesvigere, men af en Befolkning, der siden Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, aldrig har vist Spor af dansk Nationalfølelse, men tværtimod ofte en Tyskhed, der fremtraadte udpræget danskfjendtligt. Til Klar­læggelse af de nationale Forhold i disse Egne er derfor en Afstemning unødvendig.

Den er af mange Aarsager betænkelig, og hvis Afstem­ningen under Indtryk af øjeblikkelige Forhold og paavirket af altyske politiske Planer om Bevarelsen af et udelt Slesvig skulde give Flertal for Tilslutning til Danmark, vilde en Gennemførelse heraf rumme en national Fare for vort Fædreland, da tyske Elementer derved vilde blive langt overvejende i det genvundne Slesvig.

Fællesmødet ønsker derfor Regeringens og Rigsdagens Standpunkt, saaledes som det er udtrykt i Resolutionen af 23. Okt. 1918 og Dele­gationens Henvendelse til de associerede Magter i Paris, fastholdt.

Efter Oplæsningen af Resolutionen, anmodede Statsministeren Folketingets Formand Pedersen-Nyskov om at lede Mødet. Pedersen-Nyskov gav derefter Ordet til

Udenrigsminister Scavenius: Den overraskende Meddelelse, der er kom­met fra Paris, hvor beklagelig den ellers maatte være, har den Fordel, at det gamle Spørgsmaal nu stilles klart til den danske Regering, den danske Rigsdag og det danske Folk: ønsker vi en national Løsning af det gamle Stridsspørgsmaal i Hertugdømmet Slesvig, eller ønsker vi at gaa over til en Politik, der i det væsentligste, tiltrods for at det ikke er hele Slesvig, det drejer sig om, dog gaar ud paa at generhverve saa meget af Slesvig, at det kan betragtes som en Venden tilbage til den gamle Ejderpolitik med alt, hvad dertil hører?

Naar man tænker paa, med hvilken Beklagelse man her i Landet siden 1864 har dvælet ved, at man ved tidligere Lejligheder forsømte at faa den nationale Løsning, og naar man tænker paa, at i disse over 50 Aar har denne Løsning været det idéelle Grundlag saavel for Kampene i Slesvig som for det danske Folks Opfattelse af Spørgsmaalet, maa det jo overraske, at der nu, efter at alt dette er sket, blot fordi der udefra frembyder sig noget der ligner en Chance, da ligesom opdukker en Mulighed for at gaa over til den anden Politik, og efter Indførelsen i Fredspræliminærene af dette Spørgsmaal paa den Maade, som sket er, kan vi jo ikke længer nøjes med at betragte dette som politisk Fantasteri, men maa tage i Betragtning, at det ligger indenfor den praktiske Politiks Omraade.

Jeg skal ikke gaa ind paa alle de Betragtninger, der kan knytte sig hertil, den Ulykke, det vilde være for Danmark, hvis noget saadant fandt Sted. Det er tilstrækkelig bekendt; det vilde kun være en Gentagelse, som jeg tror ikke længere behøves. Men jeg vil gerne understrege, at jeg tror ikke, at man skal hæfte sig for meget ved Trylleordet Selvbestemmelsesretten. Selv­bestemmelsesret er jo, som alle Begreber, aabenbart et Ord, der kan være Genstand for Fortolkning. Vi har altid forstaaet det som Selvbestemmelses­ret for dem, der hørte os til, Ret for de Danske til at udtale sig for at komme tilbage til Danmark. Nu ser vi, at det kan udstrækkes til fremmede Ele­menter, og det er en Opfattelse af Selvbestemmelsesretten, som ikke kan vinde Anklang, tror jeg, hos det store Flertal af det danske Folk.

Men man gaar jo videre — og det viser Forberedelsen til den ny Po­litik — man taler om, at denne Afstemning ikke skal være afgørende, men kun vejledende, saaledes at selv om Afstemningen i det sydlige Slesvig gik imod Tilslutning til Danmark, skulde det ikke ligge udenfor Mulighedernes Grænse, at denne Landsstrækning dog kunde blive tildelt Danmark.

Jeg tror, der maa være en Ret til Selvbestemmelse i dette Spørgsmaal ikke alene for Slesvigs Befolkning, og navnlig da naar man udstrækker den til tyske Elementer i Slesvig, der maa ogsaa være en Ret for det danske Folk til at have en Mening, om det stemmer med, hvad man her i Landet anser for forsvarligt og rigtigt.

Og jeg tror heller ikke, man skal bruge dette Ord som en Dækning, som en Formel, hvorefter man befries for Ansvaret. Jeg tror ikke, at det er rigtigt at mene, at fordi denne Befolkning kommer til­bage til Danmark efter en Afstemning, vil det stille sig anderledes med det danske Folks politiske Fremtid. Jeg tror, Ansvaret vil være det samme, og jeg tror, at de politiske Følger vil blive de samme.

Der er jo Grund til at spørge, naar vi saa pludselig faar denne Med­delelse fra Paris: hvorledes er dette sket? Det vil jo straks blive sagt — jeg har set, at det er blevet sagt — at dette maa betragtes som et Nederlag for den danske Regering.

Nu er jo ikke Spørgsmaalet herfra ført frem alene af den danske Regering. Det har hidtil været ført frem af alle de store Partier, saa hvis det skal være et Nederlag, kan det dog ikke være alene for Regeringen. Jeg tror heller ikke, at man fra de Allieredes Side vil se saaledes paa det. Jeg tror, at de betragter det saaledes — og det er ogsaa rig­tigt, synes jeg, hvad der i dette Forslag til Vedtagelse saa stærkt understre­ges — at det er de Allieredes Velvilje overfor Danmark, der har givet sig Udslag. Det vilde dog være ret ejendommeligt at tillægge dem saa ringe og underordnede Motiver, og det vilde være en Overdrivelse af vor egen Betydning at mene, at det skulde være indgaaet i deres Beregninger, om dette nu var noget, som kunde genere den ene eller den anden her i Landet.

Kan man tale om Nederlag, er det jo ogsaa rimeligt at tale om Sejr, og det skulde være en Sejr for den private Udenrigspolitik her i Landet, som har virket ved sine Gesandter i Paris og andre Steder. Og jeg nægter ikke, at den maaske har bidraget til dette Resultat. Den kan meget vel have bidraget dertil, selv om det var klart for alle, at det var en lille Mindretals­bevægelse her i Landet.

Det beror jo altid ved den Slags Bevægelser, saa længe Spørgsmaalet ikke er ført frem til virkelig Afgørelse for Folket, meget paa et Skøn, hvor omsiggribende man mener, at en saadan Bevægelse kan være.

Bevægelsen har selv villet meddele os, hvor stærk den var. Den har sat en Adresse i Gang, som er indleveret til Regering og Rigsdag, og har faaet, saavidt jeg ved, godt 100.000 Underskrifter.

Nu vil jeg, skønt man jo hører forskelligt om, hvordan saadanne Adresser bliver tilvejebragt, gaa ud fra, at alle disse godt 100.000 Underskrivere nøje har overvejet Spørgsmaalet og nøje tænkt over, hvad de indlod sig paa. Men jeg vil dog fremhæve, at de kun udgør en 1/20 Del af den Befolkning her i Landet, som kunde have skrevet under. Bevægelsen kan derfor ikke have været saa stærk, at den kan have været bestemmende for de Allierede.

Den har ikke alene virket ved sine Gesandter, den har ogsaa søgt at vinde Sympati for sit Formaal paa de Steder i Udlandet, hvor der kunde være Sangbund derfor. Den har virket kraftigt mellem Dansk-Amerikanerne, og jeg skulde tro, at den Opfattelse og Holdning, som har gjort sig gæl­dende fra dette om ikke store saa dog i visse Egne af Amerika betydnings­fulde Element, ikke har været af mindst Betydning, hvis den er blevet ud­trykt ved Henvendelser til Kongresmedlemmer i Washington.

Af de Samtaler, jeg har haft med Repræsentanter for Ententen, har jeg imidlertid snarere faaet det Indtryk, at man fra de Allieredes Side ikke rigtig har villet tro, at en saa stor Beskedenhed fra dansk Side virkelig skulde tages bogstaveligt. Der har været en Tilbøjelighed til at sige: ja, det er naturligvis meget forstaaeligt, at den danske Regering og Rigsdag fører det frem paa denne Maade, men Gud ved, om det danske Folk ikke alligevel ønsker at faa hele Slesvig tilbage, saaledes som det franske Folk ønsker at faa hele Elsass-Lothringen tilbage?

Saa vidt jeg har kunnet dømme efter Samtaler, jeg har haft, har dette været en Betragtning, som har spillet en Rolle. Man har ment, at vi har handlet ud fra en forsigtig Politik, vi ansaa det ikke rigtigt fra vor Side, og navnlig ikke officielt, at fremføre, at vi i Virkeligheden ønskede hele Slesvig, men det var nok alligevel vor Op­fattelse.

Se, hvis der har været saadanne Tendenser, synes jeg det er rimeligt, at ogsaa de private Udsendinge har kunnet have nogen Virkning.

De har rimeligvis ikke taget i Betænkning at henvise til, at det danske Folk i Virke­ligheden var med dem. Det har de næsten været nødt til, thi hele Bevæ­gelsen kunde jo ikke have nogen Berettigelse, hvis den ikke haabede at kunne vinde et Flertal af det danske Folk for sig.

Jeg gaar ud fra, at man ikke har tænkt sig, at det skulde ske alene ved Hjælp fra Udlandet. Mange her i Landet vil mene, at det er en betænkelig Sag paa den Maade at ind­blande Udlandet i vore vitale Interesser saaledes, at det skal være afgørende. Det maa dog være sket ud fra den Betragtning, at det maatte være muligt at vinde Flertal i det danske Folk.

Nu er dette sket, og vi staar overfor det Spørgsmaal, hvilken Taktik vi skal vælge. Der synes her at være opstaaet nogen Tvivl i saa Henseende.

Landets Repræsentant i Paris, Gesandten, har ikke været i Tvivl. Jeg skal tillade mig at oplæse det Telegram, han har afsendt fra Paris 7. Maj.

Taleren oplæste her Telegrammet og fortsatte:

Regeringen, Udenrigsministeriet havde allerede inden Modtagelsen af dette Telegram ikke været i nogen Tvivl om, hvad der var det rigtige i denne Sag, og dette bekræftes altsaa ved dette Telegram, hvori vor Repræ­sentant paa Stedet, som dog maa antages bedst at kunne bedømme Forhol­dene og nok saa godt som det er muligt i København, indstiller at anvende denne Fremgangsmaade.

Under Hensyn til den saaledes foreliggende Situation henvendte jeg mig til det politiske Udvalg for at meddele, hvorledes jeg havde tænkt mig at udtale mig til Gesandten. Det havde ikke været min Tanke, at denne In­struks til Gesandten skulde gøres til Genstand for nogen Afstemning, jeg havde kun tænkt mig det som en Meddelelse til det Udvalg, som jo netop er nedsat for at modtage den Slags Meddelelser.

Da der imidlertid blev udtalt Ønske om, at der maatte ske Henvendelse til Partierne, kunde der ikke fra min Side gøres nogen Indvending derimod, men derved har Sagen forskubbet sig noget, man har faaet den Opfattelse, at det var Rigsdagen, der skulde give Gesandten Instruks, og derom kunde Rigsdagen med Rette sige: det er ikke vor Opgave, det maa blive Ministeriets Opgave og falde indenfor dettes Ansvar at give Gesandten de Instrukser, han skal have, og som han beder om.

Imidlertid maa man jo vide, hvorledes man staar i sin Politik, hvilken Baggrund der her i Landet er for den af Regeringen foreslaaede Politik. Saaledes er det sket tidligere i dette Spørgsmaal, og saa­ledes maa det ogsaa være nu.

Efter de Forhandlinger, der fandt Sted i Fredags [9. Maj], blev følgende Telegram sendt til Gesandten:

“Regering og Rigsdag fastholder sit tidligere fastslaaede Stand­punkt. Nærmere Meddelelse følger.”

Dette blev samtidigt offentliggjort her. Jeg ser, at man har forsøgt at gøre noget ud af, at Telegrammet ikke blev offentliggjort i den samme Ordlyd som den, hvori det er blevet sendt. Jeg maa hertil sige, at den Tanke vanskeligt kunde komme indenfor nogen Deltagers Opfattelse den Dag, at dette havde nogen Betydning, thi Tilføjelsen var ikke indkommen paa Anmodning af nogen af de Herrer, det var en Tilføjelse, som Ministe­riet selv foretog rent ekspeditionsmæssigt.

Men der er et Hensyn, som gjorde, at Telegrammet maatte offentliggøres anderledes end det afgik, og det var Hensynet til vort Kodesprog med Paris. Derfor har jeg beklaget, at en Indiskretion bragte Ordlyden, saaledes som den virkelig er afgaaet, frem for Offentligheden, hvilket jo gør, at man ved at tage det Telegram direkte kan læse ogsaa vore andre Telegrammer, og dette vil gøre en Æn­dring af Kodesproget nødvendig.

Men jeg vil som sagt navnlig understrege, at det var Ministeriet selv, der gjorde denne Tilføjelse, og at den ikke frem­kom paa noget Ønske udtrykt fra anden Side.

Jeg mener, at de Bestræbelser, der er udfoldede fra denne Bevægelses Side, ikke i sig selv vilde være farlige. Alt beror paa, om de finder nogen Støtte, om de finder den Støtte, som man fra den Side utvivlsomt maa have henvist til i Paris.

Disse Bestræbelser kan jo umuligt være udfoldet i Paris paa det spinkle Grundlag, der endnu foreligger herhjemme, de maa være udfoldet under Henvisning til, at de kunde finde Støtte i videre Kredse. Og jeg maa da være af den Opfattelse, at hvis den Holdning skulde indtages, som syntes at fremgaa af de Samtaler, der fandt Sted i Lørdags, ved de Bemærkninger, der fremkom fra Oppositionens Side, saa vilde der derved ske en Bekræftelse af, hvad der er anført fra de private Gesandters Side. Hvis man forholder sig fuldkommen passiv eller endda gaar udenfor det passive og antyder, at saafremt de høje Magter bestemmer dette, kan vi ikke modsætte os det, saa er det jo netop en Bekræftelse paa det, som er ud­trykt for mig af herværende Diplomater: det danske Folk ønsker det i Virke­ligheden, det ønsker blot ikke at sige det.

Til en saadan Politik kan det nuværende Ministerium og de Partier, der støtter det, ikke gaa med. Vi maa gaa ud fra, at der i dette skæbnesvangre Øjeblik paahviler os en Pligt til at fremsætte vor Opfattelse. Hvis vi ikke gør det, vil det senere kunne siges til os: hvorfor sagde I det ikke den Gang, da I fik at vide, hvad der var sket.

Nu har jeg imidlertid til Morgen med Flyverpost fra Paris faaet en lille Meddelelse fra Gesandten, som aabenbart er nedkradset i største Hast, thi han har ikke engang haft Tid til at underskrive den, og som viser, at Ge­sandten, som det er hans Ret efter de Instruktioner, der er givet ham, og efter det Grundlag, han har at staa paa — og som har været støttet hidtil ikke alene af Regeringen, men af hele Rigsdagen — allerede har taget Sagen op.

Jeg maa maaske her gøre en Indskudsbemærkning i Anledning af en Afbrydelse. Jeg beklager, at man agitatorisk har bragt Ordet “Protest” frem. Det kan kun vanskeliggøre Sagen, naar vi skal henvende os til Magterne i Paris og søge at overbevise dem om, at det er paa et Grundlag, med Hensyn til hvilket der maa være indløbet en Misforstaaelse paa en eller anden Maade, at de har medtaget Afstemning i den tredie Zone.

Det er aldrig nogen tak­nemmelig Opgave at skulle sige til en Mand: du har taget fejl, men naar det yderligere lægges ham i Munden, at han skal være fornærmet derover, at det ikke er et Livsspørgsmaal for os, at vi nu kommer og fremstiller, hvor­ledes vi ser paa denne Sag, men det er for at krænke ham — saaledes som det allerede er sat frem i den danske Presse — ja, saa kan det kun blive yderligere vanskeligt.

Jeg vender tilbage til den løst henkastede Meddelelse fra Gesandten, som er skrevet den 9., altsaa i Fredags paa et Tidspunkt, da vort Telegram ikke kan være naaet til ham — vi har oven i Købet Erfaring for, at Telegrambefordringen er temmelig langsom, den tager let to Dage paa Grund af Liniernes Overbebyrdelse.

Meddelelsen lyder saaledes:

Taleren oplæste her telegrammet  og fortsatte:

Ja, det synes jeg er det rigtige Ord: man gør Indvendinger.

Deri er der ikke noget fornærmende, navnlig ikke naar man kan henvise til, af hvilken vital Interesse dette Spørgsmaal er for Danmark.

Spørgsmaalet har ved denne Meddelelse ændret Karakter.

Gesandten har, som det har været hans Ret, allerede optraadt i Henhold til det, der tidligere er sagt ham, og det, der nu bliver Spørgsmaal om fra dansk Side, er at støtte denne Henvendelse, han har foretaget. At denne Henvendelse vil blive støttet af den nuværende Regering, kan der ikke være Tvivl om, og at den vil blive støttet af de Par­tier, der staar bag den, kan der heller ikke være nogen Tvivl om.

Spørgsmaalet er nu — det er det Spørgsmaal, der foreligger paa dette Møde —: kan vi enes, kan hele Rigsdagen som hidtil støtte denne Politik og udtrykke dette overfor Gesandten? Det er det, der ligger i det Forslag til Resolution, der her er fremsat.

Jeg skal tilføje, at for Ministeriet staar det saaledes, at hvis vi ikke kan naa noget Resultat her, bliver det nødvendigt — og mange vil maaske mene, at det i det hele taget nu er nødvendigt — at denne Sag fore­lægges ved en offentlig Forhandling for det danske Folk.

Derefter gav Pedersen-Nyskov Ordet til Folketingsmand N. Neergaard, der angaaende selve Sagen udtalte sig i nær Tilslutning til det af Udenrigsministeren fremførte. Derimod kunde han paa Venstres Vegne ikke gaa med til den af Regeringen foreslaaede Resolution.

Han udtalte herom følgende:

Alle Partier er jo bekendt med de Forhandlinger, der er ført i Fredags i det politiske Udvalg, og den højtærede Udenrigsminister har erindret der­om. M. H. t. dette at fastholde Rigsdagens principielle Standpunkt, saale­des som det er indtaget igennem Resolutionen af 23. Okt. 1918 og gennem Rigsdagsdelegationen, var der i det politiske Udvalg ingen Uenighed, ab­solut ikke. Det fremgaar ogsaa af de skriftlige Erklæringer, som blev af­givet af samtlige Partier.

Derimod var der jo en stærk fremtrædende taktisk Uenighed om, hvor­ledes man skulde tage Situationen. Der var vi for vort Vedkommende — jeg skal selvfølgelig ikke tale om andre Partier — i høj Grad imod at frem­komme med en Udtalelse som den, Gesandten ønsker i sit Telegram, en Udtalelse, som bandt os til at nægte at modtage 3. Zone.

Dette vil være en Foregriben af Begivenhederne, som efter vor Mening vilde være i høj Grad uklog. Det maa afhænge af Forholdene, som de ligger til den Tid, hvis Afstemningen finder Sted, hvordan vi endelig vil stille os til det fore­liggende Resultat. Jeg skal for Øjeblikket ikke udtale mig derom, men jeg vil ikke paa nogen Maade — og det vil ingen i mit Parti — være med til at foregribe denne Afgørelse ved en Udtalelse allerede nu.

Heller ikke kunde vi være med til at afgive en Protest i den skarpe Form, som en saadan Erklæring, som den nylig berørte, vilde involvere. Vi maa erindre, at det, som ogsaa den højtærede Udenrigsminister indrømmede, er ud fra mod os venlige Motiver, Ententen har draget denne Afstemnings­grænse, om end det er imod de Ønsker, der blev udtalt med Enstemmig­hed af saavel den kongerigske som den sønderjydske Delegation.

Vi maa heller ikke glemme, at vi meget let kunde komme til at virke i modsat Ret­ning af den tilsigtede ved en Optræden, som kunde faa Karakter af at være noget krænkende, noget skarp overfor Ententen, som vi jo er i højeste Grad Tak skyldige — hvad vi aldrig maa glemme, og hvad der ikke alene maa være herskende i vore Udtalelser, men i vor hele Færd overfor den — fordi det er den og dens Sejr, der har muliggjort Virkeliggørelsen af vore natio­nale Forhaabninger.

Man behøver ikke at følge ret meget med i de tyske Forhandlinger, der nu finder Sted, med deres Krav om 2/3 Majoritet og de øvrige overdrevne Krav, som kommer frem ikke blot fra enkelte Steder, men autoritativt, delvis med Billigelse af den tyske Regering, for at indse, hvilken Genforening med Sønderjylland der var blevet, hvis Tyskland hav­de sejret.

Med Hensyn til dette kunde vi altsaa ikke enes i Fredags og kan det heller ikke her.

Vi fastholder imidlertid vort Standpunkt og er af den Me­ning, at det maa fastholdes ogsaa offentligt, for at man ikke i Paris skal hengive sig til den Tro, at vi har skiftet Opfattelse i et vitalt Spørgsmaal. Naar vi tror — og det er absolut ud fra denne Tro, vi har stillet os, som vi har gjort før — at der er Fare ved, at der aabnes en Dør til at faa et kompakt tysk Folkeelement herind i Danmark, er det nødvendigt, at vi ikke lader dem, der har Magten og Ledelsen, uvidende om, hvorledes vi stiller os. Derfor er det ganske naturligt, at vi her fremkommer med en Udtalelse, der klart og tydeligt viser, hvorledes vi staar, og hvilke vore Ønsker er.

Jeg vil mene, at det var af den allerstørste Betydning ikke mindre nu end tidligere, om den danske Rigsdag kunde bevare udadtil den Enighed, som den hidtil har hævdet. Vi behøver ikke at lægge Skjul paa, at denne Enighed har dækket over ikke saa lidt Uenighed med Hensyn til dette og hint, men det har dog kunnet lykkes os at finde en Enighedsformel udad­til, der var mere end en Formel, der var Udtryk for en Realitet, og det vilde være i højeste Grad beklageligt, hvis dette nu skulde briste i sidste Øjeblik. Det vilde udøve en uheldig Virkning udadtil overfor Magterne, og det vilde øve en splittende, maaske ret skæbnesvanger Virkning overfor Sønderjyderne, det maa vi heller ikke glemme.

Derfor mener jeg, at var det en Pligt for os paa de tidligere Stadier, hvor der ogsaa har kunnet være Meningsforskelligheder, at søge at samles om en fælles Udtalelse, saa er det ikke en mindre Pligt for os nu.

Denne Fællesudtalelse kan da ikke gaa ud paa noget som helst andet end at bekræfte det Standpunkt, vi gennem alle Stadier hidtil har været enige om og endnu i Fredags var enige om. Jeg tror, det vilde være hensigtsmæs­sigt, hvis der skal være Udsigt til at naa et saadant Resultat, at man, naar Ordførerne for de forskellige Partier har udtalt sig i dette Møde, saa suspen­derede Mødet — det er kun en Henstilling — og søgte gennem Forhand­ling i det politiske Udvalg eller paa anden Maade at enes om Formen for den Udtalelse, som jeg tror, det er i høj Grad ønskeligt, at vi kommer med.

Regeringen har jo nu forelagt et Forslag til Resolution. I vort Parti har vi selvfølgeligt ogsaa drøftet Sagen og ment, at der burde vedtages en Resolu­tion, og vi har samlet os om følgende Forslag til Udtalelse:

“Idet den danske Rigsdag udtaler sin Glæde over Udsigten til, at den kommende Fred vil bringe Opfyldelsen af det danske Folks nationale Haab, fastholder man sin Udtalelse af 23. Okt. 1918 og sine Ønsker om Afstemningsomraadet i Sønderjylland, som er fremsat overfor de allierede og as­socierede Magter i Paris af Rigsdagens politiske Delegation, hvilken talte Medlemmer af alle politiske Partier.
Rigsdagen nærer fremdeles den Opfattelse, at en Afstemning paa Grund­lag af disse Ønsker vil give den bedste Garanti for det danske Folks natio­nale Fremtid.”

Jeg tror, at hvis vi skal enes om en Beslutning her, gælder det om at gøre det saa kort som muligt, og jeg tror, at Regeringens Resolution vil være uegnet til at samles om allerede af den Grund, at den er for vidtløftig, unødig vidtløftig, forekommer det mig. Derimod tror jeg, at der i dette Forslag til Beslutning siges, hvad der er nødvendigt at sige, og ikke et Ord mere. Hermed skal jeg paa det varmeste anbefale dette Forslag til Beslut­ning til Vedtagelse.

Herefter blev Ordet givet til Ordføreren for det socialdemokratiske Parti, Sigurd Olsen, som udtrykte sit Partis Tilslutning til den af Ministeriet foreslaaede Resolution, idet han betonede Nødvendigheden af, at der udtrykkeligt blev gjort Indsigelse imod Afstemning i 3. Zone. Han vilde imidlertid ikke modsætte sig Neergaards Forslag om, at Forslaget nær­mere blev drøftet af et Udvalg.

Paa det konservative Folkepartis Vegne talte derefter Landstingsmand Alexander Foss, der udtalte, at han var enig med Neergaard i, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, hvilket Standpunkt den danske Regering var enedes om, og at der heller ikke kunde være nogen Tvivl om, hvilket Standpunkt Pariser-Delegationen var enedes om, og som efter at have gjort Rede for de Motiver, der efter hans Mening havde været bestemmende for den foreliggende Situation, udtalte følgende:

Nu har altsaa Fredskonferencen uden at tage Hensyn til vore Ønsker, som den havde fuldt Kendskab til, besluttet, at der skal finde Afstemning Sted i den 3. Zone.

Nu spørger jeg: er denne Beslutning af den Art, at man kan rette en Kritik mod den som et Brud paa de Principer, efter hvilke en Afstemning skal finde Sted? Vi har jo her tidligere hævdet, at det ikke var den danske Regering og den danske Rigsdag, det kom an paa med Hen­syn til Afstemningsspørgsmaalet, det var den slesvigske Befolkning. Ogsaa jeg mener, at naar Spørgsmaalet bliver om Optagelse af Folkeafsnit eller Landsafsnit i Danmark, kan det ikke alene være afgørende, hvad de ønsker, der har stemt for Optagelsen.

Vi paa denne Side af den gamle Grænse maa have mindst samme Ret til at tale med.

Men naar det drejer sig om at opnaa Afstemningsret i Forholdet til Tyskland og i Forholdet til den sejrende Entente, vil man efter mit Skøn ikke kunne bestride, at den Afstemning, her er Tale om, er en Anvendelse af Nationalitetsprincipet og Selvbestemmelsesretten.

Vore Modargumenter under Forhandlingerne i Paris gik da heller slet ikke ud paa, at en Afstem­ning i den 3. Zone vilde stride mod de Wilson’ske Principer, men de gik ud paa, at det vilde være til Skade for de danske Interesser at optage kom­pakte tyske Befolkningsdele, at det vilde kunne fremkalde en stærkt forøget Agitation paa Grund af de mange tysktalende, der fik Adgang til at stemme, og at Vanskelighederne ved at naa et for os tilfredsstillende Resultat i de blandede Distrikter, altsaa Nord for denne Linie, derved vilde vokse.

Nu er Spørgsmaalet altsaa i den foreliggende Situation dette: kan vi for­vente, at den Bestemmelse, der saaledes nu er indføjet i Fredsbetingelserne, atter kan bringes ud, og ad hvilke Veje kan vi forvente at dette vil kunne ske?

Og der forekommer det mig, at man maa være klar over, at naar ikke de Anstrengelser, der er fremkommet, naar ikke Delegationens Rejse og dens Forhandlinger har kunnet føre til det af os ønskede Resultat, saa kan man ikke vente, at en Indsigelse i dette Øjeblik vil forandre det saaledes ved­tagne, medmindre Fredskonferencen vil gøre det af helt andre Grunde, nem­lig af Hensyn til den Protest, man kan tænke sig vil fremkomme fra tysk Side.

Jeg spørger: vil det nu være klogt, vil det være til nogen Nytte, om vi i en saadan Protest stiller os paa den tyske Delegations Side, om vi stiller os ved Siden af Grev Brockdorff-Rantzau i en Indsigelse paa dette Punkt? Det forekommer mig, at hvis den Indrømmelse skulde blive givet Tyskland, at der ingen Afstemning skal finde Sted i den 3. Zone, saa vil den komme som et Led i en Fredsafgørelse med Tyskland for at imødekomme tyske In­teresser, men ikke som en Indrømmelse til Danmark, thi Tiden, hvor den kunde være opnaaet, er forbi.

Saaledes som Situationen efter min Opfattelse er, synes det mig, at det havde været heldigere, om Udenrigsministeren ikke havde gjort noget For­søg paa at fremkalde en ny Erklæring eller en ny Udtalelse fra den danske Rigsdag. Det viste sig jo ogsaa ved Forhandlingerne i det politiske Udvalg, at intet af Partierne tænkte paa at forlade den Beslutning, der var taget, eller det Standpunkt, som var fremført i Paris gennem Partiernes Delegerede.

Udenrigsministeren har imidlertid fastholdt, at dette ikke var nok. Uden­rigsministeren har i det politiske Udvalg forelagt et Udkast til en Protest­skrivelse, der gennem en Ordre til den danske Gesandt skulde forelægges for Konferencen, en Protestskrivelse, som jeg efter den Erfaring, jeg har faaet med Hensyn til diplomatiske Noter under Krigen og i vanskelige For­hold, ikke tager i Betænkning at erklære for lidenskabelig. Det var et For­slag — vi kender det jo alle, da det har været forelagt alle Partierne — som rejste Protest imod, at dette skete paa Nationalitetsgrundlaget. I det første Udkast taltes der endog om danske Intriger.

Hvorledes tror man nu, en saadan Protest vilde have virket i Paris? Ja, det kan der dog ikke godt være nogen Tvivl om. Dette vilde man jo, om nogensinde noget, have betegnet som en Stillen sig ved Siden af den tyske Regering. Det eneste Sted, hvor en saadan Protest kunde virke gunstigt paa Stemningen, maatte jo være i Berlin, og til hvad Nytte skulde man gøre dette?

Nuvel, Udenrigsministeren har jo ogsaa frafaldet denne Form for en Instruktion til Gesandten og forelagt en anden, som er holdt i en ganske anden og — det maa fuldt anerkendes — overordentlig rolig Tone i Sam­menligning med den tidligere.

Men vil nu alligevel en saadan Erklæring i Paris blive opfattet som andet end en Protest? Man kan jo kalde det Pro­test, og man kan kalde det Indsigelse.

Jeg er enig med Sigvald Olsen i, at det ikke er fuldtud konsekvent at nøjes med en Erklæring som den, der er foreslaael af Neergaard, og jeg mener ligesom Hr. Olsen, at vil man klart manifestere den Opfattelse, som her har været fremsat af Regeringen og Venstre i denne Situation, maa det føre til en Indsigelse. Men jeg mener, at hvilken som helst Form for Indsigelse — man kalde det Indsigelse eller Protest — i dette Øjeblik er virkningsløs, for saa vidt det gælder om at ændre Beslutningen, og skadelig ved den Virkning, den vil gøre.

Man har sagt — og det har Udenrigsministeren hævdet — at hvis man nu ikke paany erklærede sit Standpunkt, havde man bundet sig for Frem­tiden.

Dette maa jeg ganske bestemt protestere imod. Der var ingen An­ledning for Udenrigsministeren til at gaa til det politiske Udvalg for at hente Tilladelse til en Protest, fordi det at protestere er det uklogeste, man overhovedet kan gøre i dette Øjeblik, og der var ingen Anledning for ham til at forlange af Rigsdagen, at den skulde bekræfte, at den ikke fraviger det Standpunkt, den har taget.

Men selve den Omstændighed, at man, efter at Beslutningen er taget i Paris, vil have Rigsdagen til paany at afgive en Erklæring, bringer i Virkeligheden kun den danske Regering, den danske Rigsdag og selve Danmarks Interesser i en skadelig og vanskelig Stilling. Thi hvilken Form vi end giver den Udtalelse, Regeringen ønsker, har vi ingen Sikkerhed for, at dette ikke i den dertil bestemte Presse og gennem de Handlinger, Udenrigsministeren foretager sig, antager en saadan Form, at det bliver opfattet som en Protest.

Jeg maa da have Lov til at afgive den Erklæring, at det konservative Folkeparti ikke under nogen Form vil være med til en ny Vedtagelse, som paa nogen Maade kan blive lagt til Grund for en Aktion fra Regeringens Side, der med nogen Ret kan betegnes som Indsigelse eller Protest. Jeg tror, det havde været klogest, om disse Forslag ikke var bleven stillet.

Denne Dis­kussion føres dog, for at vi gensidig skal klare hinandens Tanker og se, hvad der under disse Forhold gavner Landet og Riget mest, og jeg synes, det vilde være heldigt, om vi kom til det Resultat, at der ingen Anledning er for Regeringen til at afgive nogen ny Erklæring. Rigsdagen har ikke for­andret Standpunkt, og det maa anses for uheldigt at afgive nye Erklæringer i dette Øjeblik, fordi de vilde blive opfattet ikke som drejende sig om Re­aliteten, nemlig Optagelsen i Danmark af større eller mindre Dele af Slesvig, men som en Protest mod det af Konferencen tagne Skridt.

Jeg tror, den nuværende Udenrigsminister skal være meget varsom med at forcere sin Politik. Jeg henstiller til ham, at han i Landets Interesse behandler disse Spørgsmaal paa en roligere, forsigtigere og varsommere Maade, at ikke Danmark med Urette skal blive opfattet som førende en Politik, der kun kan skade os under de nuværende Forhold.

Udenrigsminister Scavenius tog herefter Ordet og besvarede de enkelte Punkter i Alex­ander Foss’ Foredrag. Af Talen skal følgende gengives:

Jeg forstod Hr. Foss saaledes, at han ligesom de andre Talere mener, at det vil være en Ulykke for Danmark, hvis dette gennemføres, men han mener, at vi ikke nu bør gøre noget derimod.

Jeg er dog ikke rigtig klar over, hvorledes han stiller sig til, hvad man da skulde gøre i Fremtiden. Han mener, at man absolut maa modsætte sig den Opfattelse, at hvis vi ikke siger noget imod det, har vi akcepteret det; nej, siger han, vi staar fuldkom­men frit. Javel, men staar vi lige saa stærkt? Det er det, der er Spørgsmaalet. Selvfølgelig staar vi frit, det er ganske klart, man har ikke bundet sig posi­tivt, før man har udtalt sig i Favør af dette, men Spørgsmaalet er: staar vi lige saa stærkt i den Situation, der kommer?

Naar Hr. Foss absolut vilde kalde den Instruktion til Gesandten, der er Tale om, en Protest, kan jeg jo ikke hindre ham deri, men man maa dog lægge Mærke til, hvad den positivt gaar ud paa. Jeg ser bort fra den hi­storiske Indledning, der forsaavidt kunde gøres ganske anderledes, det er ikke det, der er afgørende. Og naar man f. Eks. siger, at Bestemmelsen om Afstemning i den 3. Zone ikke vil være nogen Gennemførelse af Nationalitetsprincipet, kan man jo altid, hvis man finder, at det er et for skarpt Udtryk, gøre det mere omstændeligt. Et saadant Telegram benyttes jo kun som Grundlag for en Note, som Gesandten selvfølgelig affatter i Over­ensstemmelse med de Former, han er opdraget i.

Det man tilkendegiver ham er, at man er enig i hans Opfattelse, og han maa saa deri indføre, hvad han anser for teknisk rigtigt i Øjeblikket. Man lader ham forstaa, at selv om Afstemningen finder Sted, vil den ikke finde Godkendelse i Danmark, og det slutter med, at han med Fastholden af det hidtilværende Grundlag og under Anvendelse af ovenstaaende skal rette en indtrængende Anmod­ning til Fredskonferencen om at undgaa Afstemning i 3. Zone.

Det er mig ufatteligt, at der kan være noget som helst fornærmeligt heri, og jeg vilde meget beklage, om Forholdene skulde ligge saaledes, at Danmarks Modstand mod at faa tyske Elementer herind i Landet, som selv­følgelig til en vis Grad maa falde sammen med de tyske Ønsker, bortset fra, at man fra den vedkommende Befolknings Side netop skulde ønske at bruge Danmark, skulde blive benyttet paa den Maade, at man vilde betegne Bestræbelserne for at undgaa at faa Tyskere herind i Landet som gjort i tysk Interesse, og det var jo dette, Hr. Foss mente, naar han sagde, at vi kom til at stille os ved Siden af den lyske Udenrigsminister, Grev Brock- dorff-Rantzau.

Idet jeg iøvrigt skal henholde mig til, hvad jeg tidligere har sagt om denne Sag, og som jo kun blev tydeligere understreget af, hvad de andre Talere sagde, skal jeg kun tilføje, at man maaske kunde have større Tillid til Hr. Foss’ stærke Udtalelser og stærke Argumentation for, at vi skal være absolut passive i denne Sag, og bedre havde kunnet slutte sig til den, hvis den Resolution af 23. Okt., som alle nu henholder sig til, og om hvilken Hr. Foss siger, at i den er vort Standpunkt udtrykt, i den er netop sagt det, som er nødvendigt, ikke var fremkommet under den stærkeste Modstand fra Hr. Foss’ Side.

Alex. Foss: Udenrigsministerens Udtalelser giver mig ikke Anledning til yderligere Udtalelser. Jeg tror, at jeg tilstrækkelig tydeligt har frem­hævet, hvad der er det konservative Partis Opfattelse af denne Sag. Det undrede mig, at den sidste Ytring overhovedet kunde fremkomme. Jeg var Medlem af det Udvalg, der redigerede den Beslutning, der er taget, jeg har stemt for den saavel som hele mit Parti, og den ærede Udenrigsminister har ikke Skygge af Ret til at sige, at den fremkom under den stærkeste Pro­test fra min Side — ikke Skygge af Ret.

Herefter talte Forsvarsminister P. Muncb. Foredraget indeholdt en Imødegaaelse af Foss’ Udtalelser. Af Foredraget skal nedenstaaende gengives:

Hr. Foss frygter endvidere for, at vi ved i dette Øjeblik at gøre Ind­sigelse skulde komme til at staa overordentlig vanskeligt, thi, sagde han, med Paaberaabelse af Principerne for Selvbestemmelsesretten kan vi ikke gøre Indsigelse, og han førte dette videre, idet han sagde: de maa dernede have Lov til at udtrykke deres Ønske, men saa staar ganske vist Danmark frit. Det anerkendes dermed, at fordi de dernede ønsker at komme til Dan­mark, vil Danmark bagefter kunne sige: vi vil alligevel ikke tage dem — ikke sandt? (Foss: Jo!). Det er den Tankegang, som Hr. Foss har udviklet.

Dertil kan man svare, at i og for sig kan vi naturligvis ikke modsætte os, at der finder Afstemning Sted, naar vi paa Forhaand siger, at denne Afstemning ingen Betydning kan faa for Danmark, at Danmark ikke kan betragte en saadan Afstemning som bestemmende for disse Folks Tilknyt­ning til Danmark. En hvilken som helst Befolkning i Verden kunde man naturligvis rent teoretisk give Ret til at udtrykke et Ønske om at komme sammen med Danmark.

Men saafremt vi uden Indsigelse skal lade en saa­dan Afstemning foregaa, maa vi netop paa Forhaand sige: denne Afstem­ning betyder intet for os, thi den er, efter alt hvad der foreligger, ikke et Udtryk for en national Tilknytning til Danmark, men et Udtryk for enten øjeblikkelige økonomiske Interesser eller en politisk Plan, som gaar ud paa at føre saa mange Tyskere ind i Danmark, at de senere kan vende tilbage til Tyskland med en stor Del af de Danske, som vi nu haaber at frigøre fra det tyske Herredømme …

Efter yderligere at have betonet som sin Opfattelse, at det var nødvendigt nu at frem­hæve det danske Standpunkt overfor selve Tanken om en Afstemning i 3- Zone, fortsatte Taleren:

Hr. Foss fremstillede det gentagne Gange, som om det, man fra Re­geringens Side havde ønsket og krævet, var en Protest mod den Beslut­ning, der nu er blevet taget.

Jeg vil gerne udtrykke en meget stærk Be­klagelse af, at man har kastet dette Ord »Protest« ud, først i Diskussionen her paa Rigsdagen og derpaa i den offentlige Diskussion. Hvad er nemlig Følgen deraf? Følgen deraf er, at man ligesom paa Forhaand stempler en Henvendelse fra den danske Stat, der udtrykker dens Ønsker paa dette Omraade, som en Protest mod Ententens Standpunkt.

Man har ved at knytte dette Ord dertil i den Presseagitation, der er sat i Gang, paa For­haand givet den danske Stat en svagere og uheldigere Stilling. Derfor sy­nes jeg, det er meget beklageligt, at man har benyttet dette Ord, og at man her, i hvert Fald foreløbig, endog ligesom fører det videre ved den Udtalelse, som Hr. Foss fremsatte, at hvis man nu fremfører sine Grunde imod Afstemningsbestemmelsen, vil det betyde, at man stiller sig ved Si­den af Berlin, betyde en Tilslutning til Grev Brockdorff-Rantzau.

Jeg vil meget haabe, at denne Opfattelse af dette Skridt maa blive inden for denne Sal, og at vi ikke i Morgen eller maaske allerede i Eftermiddag maa se den gengivet i forskellige Blade, thi hvis dette bliver Tilfældet, vil Danmark atter derigennem være vanskeligere stillet i den Forhandling, som nu fore- staar, end det ellers behøvede at være.

Hr. Foss mente, at hvis nu som et Resultat af en Henvendelse Bestem­melsen om Afstemning i den 3. Zone skulde blive taget ud, vilde det staa for Bevidsthederne som en Indrømmelse til Tyskland.

Ja, jeg vil dog derom sige, at hvis den tages ud, uden nogen Henvendelse fra dansk Side, vil det netop i meget højere Grad betyde en Indrømmelse til Tyskland. Hvis vi derimod giver vore Grunde derfor og saa indtrængende, som vi evner, an­moder om, at man vil tage Hensyn til Danmarks Interesser i denne Sag, og hvis saa Ententens ledende Mænd svarer: af Hensyn til Danmarks In­teresser lader vi dette fare, saa vil det dog meget mindre komme til at staa som en Indrømmelse til Tyskland.

Hr. Foss sagde dernæst, at det konservative Folkeparti ikke under no­gen Form kunde gaa med til en ny Vedtagelse. Jeg beklager i allerhøjeste Grad dette. Det giver jo et svagt Grundlag for de Forhandlinger, som jeg i Til­slutning til, hvad Hr. Neergaard udtalte Ønske om, kunde ønske, vi i Da­gens Løb fra de forskellige Partiers Side skulde føre om dette Spørgsmaal. Hr. Foss sagde, at der var ingen Begrundelse derfor, thi Rigsdagen havde tidligere angivet sit Standpunkt.

Ja, hvis der ikke i den mellemliggende Tid paa mangfoldig Maade var skabt Usikkerhed om dette Standpunkt, hvis der ikke ved Siden af havde været en Agitation, hvis der ikke ved Si­den af var fremkommet Udtalelser, som skabte Uklarhed ogsaa med Hen­syn til i hvert Fald nogle Rigsdagsmedlemmers Stilling. Men det er der jo.

Det er klart som Dagen, at i hvert Fald indenfor det konservative Folke­parti er der i Spørgsmaalet om denne Afstemning to forskellige Meninger. Der er Medlemmer inden for Partiet, der stiller sig som Hr. Foss, andre stiller sig paa et andet Grundlag, et Medlem af Partiet har været ledende i Arbejdet for en Adresse, som er indgivet til Rigsdagen, og som gaar i modsat Retning. Der er altsaa, givet og kendt for alle, en forskellig Me­ning paa dette Punkt inden for det konservative Folkeparti, og derfor er det nødvendigt, ganske afgjort nødvendigt, at der nu skaffes Klarhed.

Jeg nærer ingen Tvivl om, at det langt overvejende Flertal af dem, der er samlede i dette Øjeblik i denne Sal, vil betragte det som en skæbne­svanger, for Danmarks Fremtid ødelæggende Begivenhed, hvis Danmarks Grænse skulde blive flyttet ned til Slien—Danevirke-Linien. Derfor, i det Øjeblik vi her stilles overfor Spørgsmaalet om en Afstemning der­nede, maa denne Kreds af Mænd og Kvinder, der føler sig overbeviste om Nødvendigheden af at undgaa denne Tilknytning til Danmark af tyske Landsdele, klart og tydeligt tage deres Standpunkt og sige det saaledes, at det høres, ikke blot i Danmark, men ud over Danmarks Grænser.

Hr. Neergaard sagde, at nu maatte der tales offentligt og utvetydigt. Jeg er fuldkommen enig med Hr. Neergaard i, at dette er aldeles afgø­rende nødvendigt. Hvis der er Medlemmer, som staar paa et andet Stand­punkt, saa lad dem sige til, lad os faa at vide, hvor mange af Rigsdagens Medlemmer det er, og lad saa alle Rigsdagens øvrige Medlemmer samle sig til den yderste Modstand mod, at vi i dette Øjeblik gentager de Fejl, der førte os ind i Krigen 1864, den Danevirke-Politik, som kostede Sønder­jylland et halvt Aarhundredes Fremmedherredømme og forvoldte Dan­marks Skæbne i samme halve Aarhundrede det haarde Præg, som Adskil­lelsen fra en Del af det danske Folk medførte.

Belærte af Tidens Erfaringer maa vi i dette Øjeblik sige til os selv: fejlet er der Gang efter Gang i dette Spørgsmaal, Danmarks Regering og Rigsdag kan i denne afgørende Stund ikke gøre disse Fejl om igen.

I en Replik til Forsvarsmin. P. Munch udtalte Alex. Foss:

Dette er ikke den afgørende Stund. Den afgørende Stund kommer den Dag, da Afstemningen [i 3. Zone] har fundet Sted; først da ved vi, om der overhovedet er Grund til at rejse en Storm om dette Spørgsmaal. Jeg for min Part tror det ikke-, jeg tror ikke, at Afstemningen i den 3. Zone vil falde ud til Fordel for Danmark.

Efter at yderligere Indenrigsminister Rode og Landstingsmand Richelieu havde deltaget i Forhandlingerne, henvistes Sagen til Drøftelse i det politiske Udvalg og Mødet udsattes til Kl. 19 samme Aften.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

To slesvig-holstenske resolutioner blev vedtaget på et møde på Knivsberg den 11. Maj 1919 og stiledes til henholdsv. den tyske og den danske regering. De lød således:

10.000 slesvig-holstenske Mænd og Kvinder fra hele Slesvig-Holsten glæder sig over deres Folkelighed og er enige med Hundredetusinder i Hertugdømmerne i det brændende Ønske om, at tysk Land maa forblive tysk. Vi lover her paa Knivbjærgets Top trofast at fastholde vore Fædres dyre Arv.

Vi retter til Regeringen det afgjorte Forlangende at afslaa den smæde- fulde Fred og ikke paa noget Punkt at afvige fra de bekendte slesvig-hol­stenske Fordringer.

10.000 Mænd og Kvinder fra hele Slesvig-Holsten lover paa Knivbjær­gets Top trofast at fastholde Fædrenes dyre Arv. Vi Tyskere i Hertugdøm­merne er overbevist om, at en Voldsfred aldrig vil bringe Ro og Fred i Nordgrænselandet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

11. Maj: I Avtomobil over Jels Troldkær til Vamdrup. Første Gang efter Krigens Udbrud siddet i en velholdt dansk Kupé og i Fredericia ved et dansk Kaffebord med Fløde og Sukker. Sønderjyske Piger, deriblandt flensborgske, rejser til Børnehjælpsdag.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

10. Maj: Ny “Ægir”-Afrejse. Mange flere Mennesker end sidst. Aabner Klokken 10 i Borgerforeningen det mellemslesvigske Kirke- og Skoleudvalgs første Møde og vælges til Formand. H.J. Christensen indleder. Jeg oplæser et Brev fra en Lærer i Angel, der tilraader fuld Sprogfrihed. I Eftermiddag Telegram om at komme til
København, hvor der er stærkt Røre om 3. Zone. Den danske Regering og dens Blade protesterer.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen er bragt her og i de foregående dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Med betydelig Spænding imødeser jeg Besøget hos Godsejer og Teglværksejer Wall, Obdrup. Spændingen var øget ved de Svar, jeg havde faaet i Munkbrarup, i Strukstrup og andre Steder paa herhenhørende Spørgsmaal.

Jeg vidste, at Hr. Wall var tysksindet, at han havde været i baade København og Paris for at virke for sin Politik. Jeg gik ud fra, at jeg i Hr. Wall vilde finde en Mand, der ved Siden af at være tysk Angelbo tillige bar Spor af at være opvokset i en Landsdel, som engang har været dansk.

Hvorfor vilde han ellers til Danmark?

Hr. Wall, der bebor en herskabelig Ejendom, modtog mig ved Indgangsdøren. Han er en lille, fed Mand. Vi var snart inde i en politisk Samtale. Hans udtalte sig uforbeholdent – meget uforbeholdent. Jeg spejdede efter Spor af den danske Folkegrund, – efter Vidnesbyrd om en vis Forstaaelse for Landets gamle danske Traditioner. Men fandt ingen Antydning.

Naar Hr. Wall ønsker Genforening med Danmark, skyldes det ikke Længsel efter ”at komme Hjem”. Sandelig om det gør!  Det er –  om jeg saa maa sige – af mere substantielle Grunde. Han sagde dette med en Aabenhed, der rent ud sagt forfærdede mig. Jeg kunde gaa i Enkeltheder, men vil ikke.  Det er mig imod.

Jeg indskrænker mig til endnu at sige, at Hr. Wall sluttelig opmuntrede mig til ”sadle om” og stille mig i Række med ham og hans Meningsfæller. Og anbefalede mig at besøge Hr. Fischer i Møllebro, der ogsaa stod på den Navneliste, jeg havde faaet paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor.

Hr. Fischer er Stationsforstander og Banegaardsvært i Møllebro, tidligere Cirkusdirektør. Han er fra Tønderegnen. Ogsaa han ønsker at komme indenfor den danske Grænse, har været i København i den Anledning, men har aabent sagt, at det ikke var nationale, men økonomiske Grunde, der drev ham. Det staar at læse i et Flyveblad, der faas paa Det mellemslevigske Udvalgs Kontor.

Vor Samtale varede kun kort. Fru Fischer overværede den. Hun erklærede ved min Bortgang, at hvis jeg satte hendes Mand i Avisen, og han ikke syntes om det, vilde han stille mig op imod en Mur og skyde mig! Jeg haaber, at den spøgefulde Frue ingen Grund ser til Fortrydelighed.

Det var ud paa Aftenen, inden jeg forlod Møllebro. Det mørknedes.

Jeg gennemgik i Tankerne Dagens mange Indtryk. Det er altsaa Folk som tidligere Amtsforstander Clausen, Kommerceraad Hübsch, Godsejer Wall, tidligere Cirkusdirektør Fischer, som er virksomme for at faa Grænsen sat ved ”Thyras gamle Vold”, sammen med Grev Bent Holstein og Dr. Jonas Collin, i Forening med enkelte Mænd fra Mellemslesvig og Nordslesvig. De fører deres egen Politik, bag om Vælgerforeningen, den danske Regering og Rigsdag ….. Ved Bagtrappepolitik skal Døren til Danmark aabnes for Hundredtusinder af Tyskere.

Vil dette Spil lykkes? Er Danmark tjent med en saadan Eventyrpolitik. For det er det jo dog, hvor meget der end tales om gammel dansk Folkegrund. Hvad nytter det at tale om danske Spirer, hvor der kun gror tysk Egoisme?

Gælder det om et Hus, der er splidagtigt med sig selv, at det lægges øde, saa gælder det endnu mere om en Stat, der oprives af national Splid. I den Henseende har Fortiden givet det danske en bitter Lære.

Krigen har lært Nutiden, hvilken Fare der ligger i, at Statsgrænse og national Folkegrænse ikke falder sammen. Jeg behøver blot at nævne Polen og Elsas-Lotringen. Skal vi nu ikke indrette vor Fremtid efter, hvad Fortid og Nutid saa tydeligt har lært os? Eller skal det kunne siges, at vi aldrig bliver klogere? Nu er jo nemlig Lejligheden til at faa en god Grænse mod Syd. Hvem kan vide, om den nogen Sinde kommer igen?

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Der er kommet en spændende ny bog om danskere i fransk krigstjeneste i Første Verdenskrig. Det er en let tilgængelig og overskuelig bog på 106 sider.

Bogen er resultatet af forfatteren Jan René Wesths mangeårige forskning i dette område.

Den indeholder biografier over danskere i fransk krigstjeneste 1914-1918, såvel i Fremmedlegionen som i de regulære styrker og flyverkorpset. Desuden omtale af citationer – hæderfuld omtale – der førte til franske dekorationer til danskerne med beskrivelse af disse dekorationer. Der er også kapitler om mindesmærker for faldne danskere, den danske koloni i Paris, om fremmedlegionen og om franske ordener.

Hvem var de danske frivillige? Hvor kom de fra? Hvornår og hvorfor meldte de sig til fransk krigstjeneste? Og hvilke regimenter kæmpede de i?

Det sidste er nok så interessant, for det giver os mulighed for at placere de dansk frivillige på slagmarkerne – og konstatere, om de kan have stået over for sønderjyder i tysk uniform.

Bogen er udgivet på Ordenshistorisk Forlag. Den er illustreret og koster 120,- kr + forsendelse.

Den købes i boghandelen eller bestilles direkte hos forlaget

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Forkæmpere for Dannevirkelinjen.
Men der er da ogsaa andet end Tyskere i Angel?  Der er da ogsaa Folk, som vil tilbage til Danmark? Javel, nu kommer Turen til dem!

Det var min Mening at ville gemme det bedste tilsidst. Jeg har omhyggeligt opbevaret Navnelisten, jeg modtog paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor. Og nu kommer Øjeblikket, da den skal bruges.

Fra Sønder Brarup med Slesvig-Chausseen et Stykke mod Vest, saa til højre ind efter Strukstrup, med det mærkelige danske Hjem i Angel. Ved en Korsvej ligger en mindre Gaard, Ejeren, en ældre Mand, gaar og pysler og bakker paa sin Pibe.

Jeg spørger om Vej, – og drejer Samtalen ind paa det politiske. Manden er den sædvanlige angelske Blanding af Slesvig-Holstener og Tysker. Han ser ikke venligt paa mig, da jeg siger, at nu skal Angel vel snart være dansk igen! Men formildes, da jeg tilføjer, at jeg ikke er kommen for at hente ham. For mig maa han gerne blive, hvor han er. Et Par voksne Sønner kommer til, begge i aflagt Militærtøj. Begge har været Soldat i Krigen.

– Hvad kan Danmark byde os? spørger den ene. Maaske et Par Aar, men saa -! Dette lille Land.

Jeg fører Samtalen ind paa andre Baner. Manden er saa gammel, at han haft nogen dansk Skolegang.

– Kan De se Aaen derhenne? spørger han. Den dannede Grænsen mellem det tyske og det blandede Distrikt. Syd for var Sproget tysk i offentlige Forhold, nord for blandet. Sønder Brarup laa i det tyske Distrikt, Nørre Brarup i det blandede. Ingen fattede, hvorfor Grænsen netop var sat paa dette Sted.

Maaske var det, fordi der var en Aa, tilføjer han med et smørret Smil.

Og jeg cykler videre, kører i Fart ned ad Bakken.

Ved Aaen standser jeg et Øjeblik. Den slynger sig smaaklukkende gennem et bredt Dalstrøg. Her var altsaa Skellet mellem det tyske og det blandede Distrikt før 1864. Da var Sønderjylland delt i tre Distrikter, et dansk, et tysk og et blandet. Det var navnlig fra den blandede Del, at der fanatisk klagedes over dansk ”Undertrykkelse” og ”Vold”. Skal vi nu til at begynde forfra igen, med danske og blandede og tyske Omraader, eller vil det endelig lykkes at faa en national Grænse.

Jeg gaar over Broen og trækker langsomt Cyklen op ad Bakken paa den anden Side. Standser nu og da og ser udover den brede Dal, betragter Byerne, der ligger saa tæt i Angel, som i Sundeved og paa Als. Det er varmt, Solen staar paa den klare Himmel og varmer. En Gøg kukker et Sted langt borte.

En Timestid senere drejer jeg ind i Lassens Gaard i Strukstrup, med Dam og et Springvand foran. I Dagligstuen hænger et Billede af Gaarden med Underskriften ”Die Heimat”. En ældre tysktalende Kvinde modtager mig og byder mig til Sæde.

P. Lassen er ikke hjemme, han er i Flensborg, men hans Broder, der har opholdt sig i Nordslesvig, og hans gamle Fader, P. H. Lassen, som endnu ejer Gaarden, modtager mig. Vi er snart dybt inde i en politisk Samtale, drikker Kaffe, taler længe sammen. Den gamle Lassen ønsker Dannevirkelinjen, rundet af med Stykke Land syd for Slesvig, for at Byen ikke skal savne Opland mod Syd. Rendsborg overlader han til Tyskerne, – saameget er han villig til at lempe paa den historiske Ret!

Han er født 1839 og taler helst om den ældre Tid – da Frederik den Syende, tæt omringet af Befolkningen, foretog Udgravninger i Torsbjerg Mose, og da Angelboerne gik i Gaasegang gennem Salen for at se den folkelige Konge spise! Konge og Folk var lige tilfredse. Det var gode Tider.

Gamle Lassen tror, at Angelboerne igen vil kunne blive tilfredse under dansk Styre, men de ophidses af Det tyske Udvalg. Paa Præst, Lærer og Amtsforstander har han intet at udsætte. Han har oplevet fem Krige, 48, 64, 68, 70, 1914. Og ser stærk nok ud til at kunne opleve den sjette. – Sønnen havde helst set, at vi havde faaet, hvad han kalder den etnografiske Grænse, Dannevirkelinjen, fastsat af Ententen uden Afstemning. Ententen holder nok Tyskland i Ave. –

Om vi kan vinde Angel tilbage nationalt? Foreløbig ikke. Vi er nødt til at lade de nuværende Embedsmænd blive siddende. Senere kan vi maaske lempe nogle danske Embedsmænd ind og faa Befolkningen vendt.

Den i Flensborg fraværende P. Lassen lover, har jeg læst, at Tyskerne skal have Lov til at forblive, hvad de er. Han tilføjer – i Skriftet ”Angriffe und Abwehr” -: ”Efter min Mening kan kun Tilknytning til det gamle Fædreland redde os fra den økonomiske Ruin, som uvægerlig vil komme.”

I Hjemmet i Strukstrup holdes de gamle danske Traditioner vedlige, fastholdes med jydsk Sejhed. Men uden om er det overmægtige tyske Folkehav, Naboen, der kommer ind med en Forespørgsel, taler Platysk, naar den gamle Lassen og hans Søn henvender sig til hinanden, bruger de ogsaa dette hjemlige Maal.

Jeg mindes, hvad en dansk Mand har sagt: Det er, som om denne ene Stemme i Angel yderligere fremhæver, hvor stærkt det Tyske er blevet hernede.  Angel og Danmark stod hinanden fjernt i 1864, – og siden da har to Menneskealdres mægtige Udvikling yderligere lagt en Verden imellem dem.

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Rigsdagspartiernes politiske forhandlingsudvalg diskuterede på flere møder den 9. maj 1919 udkastet til de slesvigske bestemmelser i Versaillestraktaten. I Udvalgets Møde 9. Maj 1919, Kl. 12,15, der var foranlediget af Ministeriet, fungerede Landstingsmand Piper (konservative) som ledende Formand. Han gav straks Ordet til

Udenrigsministeren [Erik Scavenius]: Det var en forbavsende Meddelelse, der i Gaar indløb fra Paris — forbavsende af formelle Grunde, fordi Fredskonferencen havde ønsket at høre vor Mening, og fordi man havde udtalt sig anerkendende om vort forstandige og maadeholdne Standpunkt, og af reelle Grunde, naar man erindrer Konferencens principielle Stilling.

Vor Gesandt er ganske holdt udenfor. Han sender følgende Tele­gram

Ministeren oplæste gesandtens telegram

Det er glædeligt, at Gesandten har taget det Standpunkt. Det frier ham for Mistanke om at have deltaget i de Intriger, som har ført til det beskæm­mende Resultat.

Men det er forbavsende, at private, der intet repræsenterer, har kunnet opnaa dette Resultat. De har modvirket Bestræbelserne fra Lan­dets lovlige Regering. Adressen, de paaberaaber sig, har 100.00 Under­skrifter; men det er dog kun en ringe Del af de 2 Millioner Mænd og Kvinder over 18 Aar, der var kvalificerede til at underskrive. Den kan ikke overbevise Udlandet.

Der maa da ligge Intriger bagved. Det siges, at naar Afstemningen i 3. Zone er taget med, er Grunden den, at man ønsker at have noget at slaa af paa.

Der tales om Folkeafstemning. Men det, vi kræver, er Folkeafstemning paa Nationalitetsprincipets Grundlag. Den anden Afstemning er en Karika­tur herpaa. Man siger: de kommer frivilligt til Danmark, men de hernede vil sige: vi har stemt af Nød — de ubemidlede for at leve, de besiddende for at bjerge deres Formue. Der henvises til Folkeforbundet: det skulde give os Sik­kerhed for Fremtiden. Men der vil komme Klager fra undertrykte Nationali­teter. Der er ingen Tvivl om, hvordan det forholder sig.

Følgende Udkast til et Telegram, som tænkes sendt til Gesandten i Paris, er godkendt af Ministe­riet og H. P. Hanssen:

Bestemmelsen om Afstemning i 3. Zone strider fuldkommen mod den danske Regerings og den danske Rigsdags Ønsker og Politik, gaaende ud paa en Afgørelse af Grænsespørgsmaalet ved Folkenes Selvbestemmelsesret af Nationalitets-Principet, saaledes som udtrykt i Rigsdagsbeslutningen og Deres Eksposé, og mod den Opfattelse, som Rigsdagsdelegationen og de slesvigske Delegerede enstemmigt gav Ud­tryk for overfor Konferencen.

Bestemmelsens Indførelse i Fredsbetin­gelserne strider endvidere imod de Meddelelser om Konferencens Be­slutninger, De har kunnet indberette, og den maa antages at skyldes her fra Landet udgaaede Intriger, der har vildledt Konferencen.

Afstem­ning i 3. Zone vil betyde at give Adgang til Danmark for en Befolk­ning, der allerede ved Valget i 1867 har givet Vidnesbyrd om sin manglende Tilknytning til Danmark. En mulig Afstemning til Fordel for Danmark nu vilde ikke kunne være Udtryk for den paagældende Befolknings Tilslutning til det danske Folk, men kun være bestemt af Ønsket om at komme til Danmark for at unddrage sig de van­skelige Livsforhold i Tyskland og de økonomiske Byrder, der ventes at komme til at hvile paa Tyskland.

Den danske Stat vilde derfor ikke kunne anerkende og modtage som dansk denne Befolkning, hvis Indlemmelse i Danmark vil skaffe et tysk Element i Landet af en Vægt, der vil være uforenelig med Danmarks vitale Interesser nu og i Fremtiden. Under Anførelse af foranstaaende bedes De rette en ind­trængende Anmodning til Fredskonferencens Præsident om, at Konfe­rencen vil tage Hensyn til Danmarks Ønsker om at undgaa en Af­stemning i 3. Zone.

Det vil være rigtigt at afsende det Telegram nu og tage Stilling nu. Thi Tavshed betyder Accept. Det er for sent, naar Afstemning er foretaget; thi der er den Risiko, at den falder ud for Danmark.

Niels Neergaard [Venstre]: Vi maa gaa til Partierne med den Henvendelse, inden den afsendes. Man maa betragte en Afstemning i 3. Zone som en Ulykke. Delegationen — Sønderjyderne indbefattet — var enig om en Afgørelse efter nationale Synspunkter. De fleste paa Konferencen forstod det, og vi maatte opfatte det, som om vor Betragtning var anerkendt.

Det er farligt, naar der er Udsigt til, at man i 3. Zone stemmer for Danmark. Det vil være til Ejendomsbesiddernes Fordel. Der er ved at udvikle sig en slesvig- holstensk Bevægelse, som ønsker denne Afstemning. Den Tanke — sam­men med Frygten for Fremtidens Skatter — vil bevæge Folk til at stemme­for Danmark.

At det vil være en Ulykke, er vi alle enige om. Det vil ved­ligeholde et kraftigt tysk Liv i Slesvig og skabe et evigt Uroelement. Vi vilde faa 11-12 tyske Rigsdagsmænd, som vilde udgøre et stærkt tysk Ele­ment i den danske Rigsdag. Vi er enige i Ønsket om en national dansk Stat.

I den følgende Diskussion udtalte Sigvald Olsen, at Socialdemokraterne kunde tiltræde Udenrigsministerens Forslag straks.

Alex. Foss mente som Neergaard, at Sagen maatte drøftes i Partierne, og var enig med Neergaard angaaende det for Danmark farlige og vanskelige, der var sket. Han mente imid­lertid ikke, at det var sikkert, at man ved at afsende et Telegram som Ministerens vilde naa det, man ønskede. Naar det siges, at Afstemning i 3. Zone strider imod Nationalitetsprincipet, vil det næppe forstaas, naar der dog skal stemmes. Det var heller ikke rigtigt at tale om Intriger fra dansk Side. Taleren udtalte, at Telegrammet vist vilde faa den modsatte Virkning af den, man ønskede, og at det derfor ikke var rigtigt at tage et saadant Skridt nu.

I.C. Christensen [Venstre]: Det kan være meget rigtigt at telegrafere den første Del af Telegrammet til Gesandten, men ikke det om Intrigerne. Der har vist været andre Bevæggrunde. Taleren havde indbragt i Folketinget Adres­sen om Afstemning i 3. Zone, men var uenig med Bevægelsen. At Spørgsmaalet er kommet frem, skyldes vist Dansk-Amerikanere og Tyskere i 3. Zone.

løvrigt sluttede Taleren sig til, hvad der var sagt om selve Stillingen.

Efter nogen Forhandling enedes man om at lade Udenrigsministeren ændre Udkastet til Telegrammet og sende det til Partierne. Dette skete i Løbet af de følgende Timer. Uden­rigsministerens ændrede Udkast lød saaledes:

Deres Telegram af 7. Maj. Jeg anerkender Rigtigheden af Deres Betragtninger. Ministeriet har derfor idag forhandlet med Rigsdagens Partier, og jeg kan derfor udtale følgende:

Bestemmelsen om Afstemningen i 3. Zone vil ikke være nogen Gennemførelse af Nationalitets-Principet. Den vil betyde at give Ad­gang til Danmark for en Befolkning, der allerede ved Valget i 1867 gav Vidnesbyrd om, at den følte sig som tysk i afgjort Modsætning til det danske Folk. Den vil være bestemt dels af Ønsket om at und­drage sig de vanskelige Livsforhold i Tyskland og de økonomiske Byrder, der ventes at komme til at hvile paa Tyskland, dels af de i den sidste Tid i Slesvig-Holsten opdukkende politiske Planer om at afværge en national Deling af Slesvig ved at føre det tyske Sydslesvig til Danmark og saaledes skabe indenfor den danske Stat en samlet tysk Befolkning med Mulighed for at vedligeholde Usikkerhed i Frem­tiden om hele Slesvigs Skæbne.

Den danske Regering og Rigsdag vil derfor ikke kunne godkende Indlemmelse i Danmark af Egne, hvis Befolkning aldrig fra den Tid, Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse. Med Fastholdelse af det hidtilværende Grundlag bedes De under Anførelse af foran- staaende rette en indtrængende Anmodning til Fredskonferencens Præ­sident om, at Konferencen vil tage Hensyn til Danmarks Ønske om at undgaa en Afstemning i 3. Zone.

Mødet blev afbrudt, men genoptaget samme Dag (9. Maj) Kl. 17:

Efter at den ledende Formand havde aabnet Mødet, udtalte Alexander Foss:

Spørgsmaalet er behandlet i det konservative Folkeparti, som erklæ­rer, at dets Stilling er givet ved den Stilling, som Partiets Medlem af Dele­gationen stadig har indtaget. Men man anser det for urigtigt at afsende en Protest.

I.C. Christensen: Venstre har ogsaa drøftet Sagen. Partiet ønsker at udtale, at det staar paa samme Standpunkt, som er udtrykt i Resolutionen af 23. Okt. 1918, og som dets Delegerede stod paa i Paris, og det har vi intet imod, at der telegraferes. Men vi kan ikke gaa med til, at der telegraferes om at tage Hensyn til Danmarks Ønske om at undgaa Af­stemning i 3. Zone.

Sigvald Olsen og Slengerik sluttede sig paa henholdsvis det socialdemokratiske Partis og det radikale Venstres Vegne til Ministerens Affattelse.

Udenrigsministeren: Jeg maa efter disse Forhandlinger mene, at den Enighed, der hidtil har været i denne Sag, er sprængt, og maa derfor ønske en Forhandling indenfor Ministeriets Kreds samt derefter et nyt Møde i Udvalget.

Den ledende Formand ansatte nyt Møde til Kl. 17,45.

Møde samme Dag (9. Maj) Kl. 17,45:

Den ledende Formand gav Ordet til Statsministeren, der udtalte, at Ministeriet var enigt om, at Gesandten instrueredes i Overensstemmelse med Udenrigsministerens Udtalelser, og at det ønskede at indbringe i Rigsdagen Forslag til Beslutning herom.

Herefter fandt følgende Forhandling Sted:

I.C. Christensen oplæste en Formulering af et Telegram, der kunde ud­trykke Venstres Standpunkt.

Statsministeren: Venstre har udtalt, at det ikke kunde gaa med til at udtale Modstand mod at faa helt tyske Egne med til Danmark.

Indenrigsministeren: Den af J. C. Christensen oplæste Udtalelse inde­holder ikke det samme som den, han i forrige Møde fremsatte.

Statsministeren: Vi maa ikke være i Tvivl om hinandens Mening. Er Venstre enigt med os i, at man ikke ønsker en helt tysk Befolkning inden­for Landets Grænser, bør det udtales.

N. Neergaard: Vi er ikke Herre over, hvilke Egne der kommer med.

Udenrigsministeren: Ved Tavshed nu samtykker man.

N. Neergaard: Vi har klart nok fremsat vort Standpunkt.

Indenrigsministeren: Hvorfor saa ikke udtale det?

Statsministeren: Venstre billiger dog, at Gesandten udtaler det, som er udtrykt i Telegrammet.

N. Neergaard: Ikke det, der staar i Udenrigsministerens Affattelse, men i vor.

I.C. Christensen: Skal vi have en Forhandling i Rigsdagen, saa er For­handling her unyttig.

Forsvarsministeren: Men hvis det kunde undgaas?

N. Neergaard: Det kan jo meddeles Gesandten, hvordan Partierne staar.

Udenrigsministeren: Det er en svag Stilling for en Gesandt at staa i.

Efter hvad her er foregaaet, forstaar man nu bedre hele Stillingen og de Oplysninger, der er kommet fra Paris gaaende ud paa, at Oppositionspar­tierne ikke vil modsætte sig Afstemningen i 3. Zone, men kun Regerings­partierne. Det siges: ved Valgene kommer denne Regering bort, og naar en anden Regering kommer til efter Valgene — hvad man venter —, saa har man en ententevenlig Regering, som nok kan tage det, der bydes. Der­for er det hidtidige Sammenhold nu sprængt.

Vi skal forholde os rolige og lade Afgørelsen falde i Paris. Man ser, hvorledes det hele er lagt til Rette dernede. Under saadanne Forhold er det ikke let at være Udenrigsminister. Men man kan maaske bruge en af de Allieredes Gesandter.

Under den fortsatte Forhandling kunde der ikke opnaas Enighed om Afsendelse af et Telegram med Indhold, som af Regeringen foreslaaet, og man enedes da om at lade Sagen behandle i et fortroligt Møde.

Forsvarsminister P. Munch foreslog at telegrafere til Gesandten:

Rege­ring og Rigsdag fastholder sit tidligere Standpunkt. Nærmere Meddelelse følger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, afsendte den 7. maj 1919 nedenstående telegram, der ankom den følgende dag i København.

Den overraskende Bestemmelse om Afstemning i en 3. Zone, der muligvis i den egentlige Tekst til Præliminærfred er udvidet til at omfatte Ejdersted, maa være taget i de sidste Dage, da alle Meddelelser til forskel­lige Personer fra Folk, som direkte har behandlet Sagen ved Konferencen, ikke lod forudse Forandring i det tidligere vedtagne.

Vi tillader os at henstille en Udtalelse fra Regering og Rigsdag om, at de staar fast paa det hidtilværende Grundlag og ikke vil godkende en Ind­lemmelse i Danmark af Egne, som aldrig, fra den Tid Modsætningen mellem Dansk og Tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

8. Maj: En smuk Afrejse med idet første Børnehold. Niels Skrumsager og Kaptajn Mogensen paa Kommandobroen. —

Fredsbetingelserne overraktes i Gaar i Versailles. Tre Zoner skal besættes. Afstemning til Danevirke.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

I 1919 tog de første feriebørn fra Sønderjylland, Flensborg og Sydslesvig på ferieophold i Danmark.

I denne film med originale optagelser fra 1919-1920 fortælles om rejsernes baggrund og vi følger børnenes rejse fra Flensborg til Danmark med hjuldamperen Ægir.

Tilrettelagt, fortalt og redigeret af René Rasmussen.

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Tilbageblik og Udblik.
Da den danske Hær i den forfærdelige Vinternat i 1864 gik tilbage fra Dannevirke, var det med en fjendtlig Befolkning i Ryggen.

Sydslesvig og Angel var da for længst tabt for Danmark.

Befolkningen havde i de foregaaende Menneskealdre overskaaret de sidste Baand, der bandt den til den danske Stat. Den hadede og foragtede Danmark, – denne ”Nation af Pottemænd med forarmede Krikker, og sorte Gryder, af forløbne Hosekræmmere og Studedrivere”.

Dansk Nationalfølelse, som vi kender den, som et Livselement, der gennemtrænger vor Livsfølelse, hele vort Væsen, har Befolkningen i Sydslesvig og Angel overhovedet aldrig kendt. ”Da Sønderjylland vaagnede -”, var det i Nordslesvig til Danskhed og Lovprisning af det danske Modersmaal, i Sydslesvig og Angel til Tyskhed og foragt for alt Dansk. I Nordslesvig lød ”Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang,” – Sydslesvig sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen deutscher Sitte hohe Wacht”.

Allerede den Gang var Skellet sat. Under det preussiske Styre har Sydslesvig, Mellemslesvig og Angel befundet sig godt. Den Smule Utilfredshed, der til at begynde med var med de nye Tilstande, svandt hurtigt hen, navnlig efter den fænomenale Opblomstring af økonomisk Velstand, der i den sidste Menneskealder skete i det tyske Rige.  Hvormange Stemmer vilde der vel være bleven angivet for Danmark syd for Flensborg-Tønder-Linjen, hvis der i Foraaret 1914 havde fundet en Folkeafstemning Sted som den i § 5 forudsete? 

Befolkningen i disse Egne har i de sidste Menneskealdre levet i Svingning med det tyske Folk. Den har fortsat sin Udvikling i en Linje, der var forberedt ved Aarhundreders Vanrøgt under ”dansk” Styre. Den saameget omtalte Svingning er først sket efter Tysklands Sammenbrud. Har man saa ikke Lov til at spørge efter Motiverne?

Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?  Er det en saa betydningsløs Handling at gaa fra een Stat til en anden, at Motiverne er ligegyldige? Naar en dansk Mand i Køllertiden udmeldte sig af de danske Foreninger for at faa en Tjenestedreng, eller han solgte sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, blev der ikke lagt Skjul paa Motiverne.

Er det værre af en dansk Mand at sælge sin Gaard til en Tysker for Vindings Skyld, end af en Tysker at forraade det Land, han tidligere kaldte sit Fædreland, for at bjerge sit Mammon? Hvorfor maa der ikke tales om Motiverne?

Det er netop noget meget vigtigt med Motiverne. Det er meget vigtigt, om Folk stemmer dansk med Vilje til at dele gode og onde Kaar med det danske Folk, eller de gør det for at slippe for at betale Skat, for at fri sig for Følgerne af en Krig, de til at begynde med tiljublede og maaske har tjent sig rige ved.

Kan Danmark stole paa Folk, der svigter deres Land, fordi det er slagent og fattigt? Hvorfor skulde de samme Folk ikke senere sælge Danmark, naar de mener, at det lønner sig?

Man kan køre gennem Angel paa Kryds og paa Tværs og tale med alle mulige Slags Folk, uden at møde et Menneske, der har Længsel efter Danmark. Folk i Almindelighed hader ikke Danmark. Navnlig de Unge kender intet til Danmark. Danmark er dem ligegyldigt. Men tal med de Ældre. Der siges, at skraber man Russeren, kommer Tartaren frem. Skraber man Angelboen, kommer den gamle ”Schleswigholsteinisme” frem, Danskerhadet. Det vilde slaa ud i lyse Luer igen, hvis Angel atter kom under dansk Herredømme, og de Rivninger opstod, som det er ganske umuligt at undgaa i enhver Stat med blandet Nationalitet.

Allerede nu begynder Mistroen at ulme. Man tror ikke, at Afstemningen vil foregaa under lige Vilkaar. Man taler om Tryk af fremmede Besætningstropper, om Stemmekøb. Hvad nytter det med Modsigelser? 

I det hele og store maa det siges, at Mellemslesvig og Sydslesvig behandledes godt i Aartiet før 1864.  Hvad nyttede det? Det hindrede ikke et hadefuldt Pressefelttog mod Danmark, et uhørt Æreskænderi i tyske og andre Blade.  Hjemlige og udsendte Korrespondenter skrev Dag ud og Dag ind om det hjerteskærende Tyranni, den ”den forladte Broderstamme” var udsat for. De danske verdslige Embedsmænd skildredes som en Bande Voldsmænd og Optrækkere, de danske Præster som en Flok Slubberter, samlede op paa Københavns Brosten og puttede i Præstekjole med det samme, uden Tro og uden Kundskab, usædelige og forvorbne Naturer, der ikke var i Stand til at forrette en Daab eller afholde et Skriftemaal, næppe nok bekendt med Luthers lille Katekismus … 

Saadanne Minder om Danmark er det, der halvt forglemt ligger og lurer i Angelboernes Sind, og som igen vil slaa ud i lyse Luer, saa snart det gunstige Tidspunkt er der.

Jeg gav mig en Aftenstund i Samtale med en Mejeribestyrer inde i Hjertet af Angel. En Mand af Folket, født paa Egnen. Han betragtede det som ganske udelukket, at nogen paa hans Egn ville stemme for Danmark. Ganz ausgeschlossen!  Men han tilføjede paa sin sindige Maade, at kom Danskerne til Angel, vilde det give Ufred. De vilde ikke faa nogen god Modtagelse.

Efter mit Indtryk vil ingen i Angel paa en enkelt Undtagelse nær stemme for Danmark af ideelle Grunde. Man vil fastholde Tilhørsforholdet til Tyskland trods Nederlag og Ydmygelse. De rent materielle Grunde vilde være afgørende.

Kan Danmark være tjent med at bygge sin Fremtid i den tredje Zone paa et saadant Grundlag?

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Onsdag 7. Maj 1919, Kl. 15, samledes i en Sal i Hotel Trianon-Palace i Versailles de Be­fuldmægtigede fra de allierede og associerede Magters Fredskonference med Medlemmerne af Tysklands Befuldmægtigede, under Forsæde af Grev Ulrich Brockdorff- Rantzau.

Fredskonferencens Præsident, Georges Clemenceau, erklærede Mødet for aabent og holdt en kort Tale , hvorefter Generalsekretær Dutasta overrakte Grev Brockdorff- Rantzau Fredsbetingelserne. Præsident Clemenceau udtalte dernæst:

Der vil ikke finde nogen mundtlig Drøftelse Sted. De Bemærkninger, de tyske Delegerede maatte have at fremsætte, skal forelægges skriftligt. Disse Bemærkninger maa være affattede paa Fransk og Engelsk. De tyske Delegerede har en Frist paa fjorten Dage til at afgive deres Svar.

Præsidenten gav derefter Ordet til Grev Brockdorff-Rantzau, som oplæste en længere Tale, der sluttede saaledes:

Vi vil nu undersøge det Aktstykke, De har overrakt os. Det vil ske med god Vilje og i det Haab, at alle skal kunne skrive under paa vort Mødes endelige Resultat.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

7. Maj: I Aften kom “Ægir”. Det var festligt og gribende at se Splitflaget glide ind i Havnen. — Arbejderkommissionen ankom i Aftes til København. Kun 7 af de 20 er dansktalende. Adskillige er tysksindede.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Mandag
Jeg fortsætter min Tur gennem Angel, kører over Sørup og Sterup til Gelting ude ved Bæltet, gør fra Kappel en lille Afstikker over Pontonbroen til Svansø, cykler med Slesvig-chausseen til Sønder Brarup og videre frem, opdager stadig nye landskabelige Skønheder.

Hist og her gør jeg Holdt. Mens jeg Staar og ser ud over den brede Dal mellem Sønder og Nørrre Brarup, hører jeg for første Gang i Aar Gøgens Kuk-Kuk!

Alle Vegne, hvor jeg træffer Folk, giver jeg mig i Samtale med dem. Spørger om Vej, eller hvor langt der er til den eller den By, – for at faa dem ind paa det brændende Spørgsmaal.

I en By i det østlige Angel ser jeg ind til Præsten, en høj, blond Mand, der ivrigt bakker paa sin Pibe, – Dagen i Forvejen prædikede han ved Sørgegudstjenesten – efter hvad jeg hørte af Læreren i samme By – over Teksten ”wahre treu, was schwer errungen”: han forsikrer mig, at i hans By vil intet ordentligt Menneske stemme for Danmark, – selv om man vilde søge at paavirke Stemningen ved Uddeling af Skotøj Klæder og Levnedsmidler, saadan som der var ham fortalt, at der blev gjort paa Graastenegnen! –

Jeg gaar ind i Bøndergaarde og Mejerier og taler med Folk: jeg indleder Samtaler med Arbejdsfolk og Haandværkere: Jeg giver mig i Lag med hvem som helst, jeg støder paa, – men intet Steds lykkes det mig at faa en Ytring, der i ringeste Maade var Udtryk for venlige Følelser mod Danmark, derimod nok Udbrud af gammelt Nag, eller forbavset Maaben over, at nogen kunde falde paa den Tanke, at Angel skulde til Danmark igen.

En Gaardejer, jeg traf udenfor hans Gaard, sluttede sine Udviklinger med at sige: Kommer vi til Danmark, skal De bare se, hvad det vil give af Krach og Krakehl!

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Traktatforslaget indeholdt ialt 440 Artikler, deriblandt i Afsnit XII i »Del III vedrørende de evropæiske politiske Bestemmelser« de nedenfor gengivne Artikler 109—114, som om­handler Slesvig.

Bemærk at dette ikke er den endelige traktats ordlyd! Det i teksten omtalte kort kan desværre ikke gengives.

Artikel 109

Grænsen mellem Tyskland og Danmark skal fastsættes i Overensstem­melse med Befolkningens Ønsker.

I dette Øjemed vil Indbyggerne i de Omraader af det tidligere tyske Kejserrige, der ligger Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en blaa Streg paa Kortbilag No. 3 til nærværende Traktat): som deler Slimundingen Syd for Lodsøen og følger Sliens Løb opad, derpaa forlader Slien og vender sig mod Sydvest, saaledes at den gaar Sydøst om Slesvig, Haddeby og Bustrup og Nordvest om Fartorp og naar Rcjde Aa Nordvest for Jagel, derefter følger Rejde Aas Løb og senere Trenens Løb  indtil et Punkt Nordøst for Frederiksstad, derpaa vender sig mod Syd til Ejderfloden, idet den gaar Øst om Frede­riksstad, følger Ejderens Løb indtil Vesterhavet, blive kaldede til at tilkendegive deres Ønsker ved en Afstemning, som skal foretages under følgende Vilkaar:

1. Fra nærværende Traktats Ikrafttræden og indenfor en Frist, som ikke maa overstige 10 Dage, skal de tyske Tropper og Myndigheder (ind­befattet Overpræsidenterne, Regeringspræsidenterne, Landraaderne, Over­borgmestrene) rømme Zonen Nord for den ovenfor fastsatte Linje.

Inden for den samme Frist skal Arbejder- og Soldater-Raadene, som er dannede i denne Zone, opløses; deres Medlemmer skal, for saa vidt de stam­mer fra en anden Egn og udøver deres Funktioner paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft, eller har nedlagt dem efter 1. Marts 1919, ligeledes fjærnes.

Nævnte Zone skal uopholdelig stilles under Myndighed af en inter­national Kommission, bestaaende af fem Medlemmer, af hvilke de tre skal udpeges af de allierede og associerede Hovedmagter; den norske Regering og den svenske Regering skal anmodes om at udpege hver et Medlem; i Til­fælde af at de afviser at gøre dette, skal de to Medlemmer vælges af de alli­erede og associerede Hovedmagter.

Kommissionen, eventuelt bistaaet af de nødvendige Militærstyrker, skal have en almindelig Forvaltningsmyndighed. Den skal særlig drage Omsorg for uopholdelig at erstatte de fjærnede tyske Myndigheder og, hvis det er nødvendigt, selv at give Ordre til Bortfjærnelse af og Erstatning for saa- danne stedlige Myndigheder, for hvis Vedkommende dette maatte være paakrævet. Den skal træffe alle Forholdsregler, som den anser for egnede til at sikre en fri, uhindret og hemmelig Afstemning. Den skal lade sig bistaa af tyske og danske tekniske Raadgivere, valgte af den selv blandt den stedlige Befolkning. Dens Afgørelser skal træffes ved Stemmeflerhed.

Halvdelen af Omkostningerne ved Kommissionen’og de ved Folkeafstem­ningen opstaaede Udgifter skal bæres af Tyskland.

2. Stemmeret skal tilstaas enhver Person, uden Hensyn til Køn, som opfylder følgende Betingelser:

a) at have fuldendt det 20. Leveaar paa den Dag, nærværende Traktat træder i Kraft;

b). at være født i den Zone, som er undergivet Folkeafstemning, eller at være bosat deri fra en Dato, som ligger før 1. Januar 1900, eller at have været udvist derfra af de tyske Myndigheder uden at have bevaret sin Bopæl deri.

Enhver skal stemme i den Kommune, hvor han er bosat, eller hvorfra han stammer.

Militærpersoner, Officerer, Underofficerer og Soldater i den tyske Hær, som stammer fra den Zone i Slesvig, der er underkastet Folkeafstemningen, skal sættes i Stand til at begive sig til det Sted, hvorfra de stammer, for dér at deltage i Afstemningen.

3. I det Afsnit af den rømmede Zone, som ligger Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en rød Streg paa Kortbilag Nr. 3), som gaaer Syd om Øen Als og følger Midterlinjen af Flensborg Fjord, forlader Fjorden paa et Punkt, der ligger omtrent 6 Kilometer Nord for Flensborg, og følger det Bækløb opad, som gaar forbi Kobbermølle, indtil et Punkt Nord for Nyhus, løber Nord for Padborg og Ellund og Syd for Frøslev for derpaa at naa Østgrænsen af Tønder Amt (Kreds) paa det Punkt, hvor denne træffer sam­men med Grænsen mellem de tidligere Jurisdiktioner Slogs og Kær Herred, følger denne sidste Grænse lige til Skelbæk, følger med Strømmen Skelbæk (Gammel Aa), derefter Sønderaa’s og Vidaa’s Løb lige til det Knæ paa denne sidste, som befinder sig omtrent 1500 Meter Vest for Rudbøl, vender sig mod Nordvest for at naa Vesterhavet Nord for Sieltoft, derfra løber Nord om Øen Sild, skal den ovenfor nævnte Afstemning finde Sted senest tre Uger efter, at Landet er rømmet af de tyske Tropper og Myndigheder.

Resultatet af Afstemningen skal bestemmes ved Flertallet af Stemmer i det hele Afsnit. Dette Resultat skal ufortøvet af Kommissionen bringes til de allierede og associerede Hovedmagters Kundskab og forkyndes.

Hvis Afstemningen falder ud til Gunst for en Genindlemmelse af dette Omraade i Kongeriget Danmark, har den danske Regering, efter Aftale med Kommissionen, Ret til at lade det besætte af sine militære og admini­strative Myndigheder umiddelbart efter denne Forkyndelse.

4. I det Afsnit af den rømmede Zone, der ligger Syd for det tidligere angivne Omraade, og som Nord for en Linje fra Øst til Vest (angivet ved en sort Streg paa Kortbilag Nr. 3), udgaar fra Østersøen omtrent 13 Kilometer Øst—Nordøst for Flensborg, vender sig mod Sydvest, idet den løber Sydøst om Sigum, Ringsbjerg, Munkbrarup, Adelby, Tostrup, Jaruplund, Oversø og Nordvest om Lang­balleskov, Langballe, Bønstrup, Rylskov, Veseby, Lille Volstrup, Store Solt, derefter løber mod Vest Syd om Frørup og Nord om Vanderup, derpaa gaar mod Sydvest, Sydøst om Okslund, Stiglund og Østenaa og Nordvest om Landsbyerne ved Vejen Vanderup—Kollund, derefter løber mod Nordvest, Sydvest om Lyngsted, Hjoldelund, Goldelund og Nordøst om Kolkerhede og Høgel indtil Knæet paa Soholm Aa, omtrent en Kilometer Øst for Soholm, hvor den støder til Sydgrænsen for Tønder Amt (Kreds), følger denne Grænse lige til Vesterhavet, løber Syd om Øerne Før og Amrom og Nord om Øerne Oland og Langenes, skal der skrides til Afstemning senest fem Uger efter, at Afstemningen har fundet Sted i det forannævnte Afsnit.

Afstemningsresultatet skal fastslaas kommunevis efter Stemmeflertallet i hver Kommune (Gemeinde)

5. I det Afsnit af den rømmede Zone, som ligger Syd for det foran­nævnte Afsnit og Nord for den Linje, som gaaer fra Sliens Munding, til den ender ved Ejderens Munding, skal der skrides til Afstemning senest to Uger efter, at Folkeafstemningen har fundet Sted i det andet Afsnit.

Afstemningsresultatet dér skal ligeledes fastslaas kommunevis ifølge Stemmeflertallet i hver Kommune (Gemeinde).

Artikel 110

En Kommission bestaaende af syv Medlemmer, af hvilke de fem skal vælges af de allierede og associerede Hovedmagter, et af Danmark og et af Tyskland, skal træde sammen inden fjorten Dage, efter at det endelige Af­stemningsresultat er fastslaaet, for paa Stedet at fastsætte Grænsen.

Afgørelserne skal tages efter Stemmeflerhed og være bindende for begge interesserede Parter.

Artikel 111

Indtil Grænsen er bleven endelig fastsat i Marken, vil de allierede og asso­cierede Hovedmagter fastslaa en Grænselinje, draget paa Grundlag af Af­stemningsresultatet efter Forslag af den internationale Kommission, idet de tager Hensyn til Lokaliteternes særlige geografiske og økonomiske For­hold.

Fra dette Øjeblik kan den danske Regering lade disse Territorier besætte af danske civile og militære Myndigheder, og den tyske Regering kan indtil den nævnte Grænselinje genindsætte de civile og militære Myndigheder, som den havde trukket tilbage.

Tyskland erklærer, at det til Fordel for de allierede og associerede Hoved­magter giver endeligt Afkald paa enhver Højhedsret over de Omraader af Slesvig, der ligger Nord for den Grænselinie, der er fastslaaet, som ovenfor nævnt. De allierede og associerede Hovedmagter vil overgive de nævnte Territorier til Danmark.

Artikel 112

Alle Indbyggere i det Omraade, der vender tilbage til Danmark, erhver­ver uden videre, med Fortabelse af den tyske Statsborgerret, det danske Indigenat [Indfødsret].

Dog kan Personer, der først efter 1. Oktober 1918 har bosat sig i dette Omraade, kun med den danske Regerings Godkendelse erhverve dansk Ind­fødsret.

Artikel 113

Indtil to Aar efter den Dag, paa hvilken Suveræniteten over hele det Omraade eller den Del af de Omraader, inden for hvilke der finder Folke­afstemning Sted, falder tilbage til Danmark, har enhver over 18 Aar gammel Person, som er født i de til Danmark tilbagefaldende Omraader, men som ikke har Bopæl i disse, og som har tysk Indfødsret, Ret til at optere for Danmark; og enhver over 18 Aar gammel Person, som har sin Bopæl i de Omraa­der, der vender tilbage til Danmark, Ret til at optere for Tyskland.

Ægtemandens Option omfatter ogsaa Hustruens, og Forældrenes Option omfatter ogsaa Børn under 18 Aar.

Personer, der har gjort Brug af den ovenfor omtalte Optionsret, skal inden for de næste tolv Maaneder flytte deres Bopæl til den Stats Omraade, for hvilken de har opteret.

Det staar dem frit for at bevare deres faste Ejendom paa den anden Stats Omraade, i hvilken de havde Bopæl før Optionen. De kan medføre deres Løsøre af enhver Art. Herfor paalægges der dem hverken Ud- eller Indfør­sels-Afgifter.

Artikel 114

Omfanget eller Arten af de finansielle eller andre Byrder, som paahviler Tyskland eller Preussen, hvoraf Danmark skal bære en Andel, fastsættes i Overensstemmelse med Artikel 254 i Afsnit IX (finansielle Bestemmelser) i nærværende Traktat.

Ved særlige Bestemmelser skal alle andre Spørgsmaal afgøres, som maatte opstaa ved den fuldstændige eller delvise Tilbagelevering til Danmark af de Omraader, hvis Prisgivelse Traktaten af 30. Oktober 1864 havde paalagt Danmark.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Foran mig bukker Husby op.   Skønt der er et godt Stykke til Aften, hører jeg, da jeg nærmer mig Byen, Klokkerne i det Høje Kirketaarn ringe. Bim-Bam! Bim-Bam! lyder det ud over Landet i den sene Eftermiddagstime. Hvad er der paa Færde? – Der er Sørgegudstjeneste over det ydmygede Tysklands Nød! Det er strengere, men sundere, end da der prædikedes over Teksten: ”Gott strafe England”.

Jeg drejer ind P. Jensen, Oksagers moderne, indrettede Gaard. Paa en Mark ved Gaarden gaar en flok sortbrogede Køer, som ser ud til at være udsøgt Vare.  Hidtil har jeg paa min Tur kun set Anglerkvæg, for det meste i slet Foderstand.

Jensen, Oksager! ”Angels Konge”, Dr. Hahns Ven, de danske Nordslesvigeres bitre Modstander i Aarene før Krigen!  Mon han tror, at Angel bliver dansk?

Jeg er faar ikke Svar af Jensen senior, han er til Sørgegudstjeneste i Husby Kirke. Men med den unge Jensen, der har været Artilleriløjtnant under Krigen, og blandt andet har været indkvarteret i Toftlund, er jeg snart inde en politisk Samtale.

Han er konservativ, som hans Fader. Den ældre Jensen og Iversen, Munkbrarup, er Angels Modpoler i den indre tyske Politik. Men de er fuldkommen enige om, at Danmark ikke har noget at søge i Angel. Paa Afstemningsdagen staar de enige for Tyskland.

Alligevel synes den unge Jensen ikke at være ganske sikker.  Der sker saa meget mærkeligt i vore Dage.  Han holder det ganske vist for ”ganz ausgeschlossen”, at et Flertal af Vælgerne skulde kunne stemme for Danmark.

Men sæt, at den store Masse af Vælgerne blev hjemme, undlod at stemme.  Folk er ved at blive trætte af den evige politiske Ophidselse. Ved Valgene til Nationalforsamlingen blev der i hans Valgdistrikt angivet 256 Stemmer, men nu ved Kredsdagsvalgene gad kun 98 Vælgere stemme!  Sæt at en Flok skattesky Profitmagere og vindesyge Renegater gik hen og stemte for Danmark, mens de øvrige Vælgere blev hjemme, – ”dann haben wir die Schweinerei”.

Udtrykket er drastisk og smager af Militær.  Men ikke mindre velment for det.  Hvad skal vi til Danmark efter? siger han sluttelig.  Hvad kan Danmark byde os?  Vi kender intet som helst til Danmark. Det er for os Unge et ukendt Land, og hvad de Ældre har fortalt os om det, frister os ikke.

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

6. maj. Protesterer i en Leder imod, at medens alle Tyskere fra Højre til Socialdemokratiet holder Sammen med Regeringen i Ryggen, og det tyske Udvalg har faaet mindst 100,000 Mark af Statskassen, og medens Mellemslesvigsk Udvalg maa nøjes med private Bidrag, taler Forsvarsminister Munch 4. Maj i Nakskov paa en Maade, der nærmest maa skræmme Folk syd for den Clausen’ske Linje fra at stemme dansk:

“Vi sætter ikke Pris paa, at Folk, hvis Hjerte bliver i Tyskland, stemmer for at komme til os. De, som ikke nationalt føler sig knyttede til os, bør blive der, hvor de hører til. — Det nye Danmark skal være rent Land, beboet af Danske.« —

I Aften samledes Grosserer Uldalls Komité hos os sammen med Fru Oberstinde Ramsing, Fru Jutta Skrumsager Madsen, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen. Komiteen har arbejdet næsten Dag og Nat. Grosserer Uldall har gjort et glimrende Arbejde.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Det mellemslesvigske Udvalg raader over et ret rummeligt Lokale. I et Hjørne er anbragt et Bord med danske Aviser.  Paa et andet Bord ligger der Skrifter og Flyveblade, affattede paa tysk, af Cornelius Petersen, Lassen, Strukstrup, Wall, Obdrup. Mødre kommer og taler om at faa deres Børn til Danmark. I Vinduet hænger der farvetegnede Kort over Slesvigs sproglige og politiske Forhold.

Fra Flensborg paa Cykle, med Lyksborgchausseen. Til venstre Flensborg Fjord, rig paa Skønhed som paa Minder. Den skiller nationalt mellem to Verdener, Sundeved til den ene Side, Angel til den anden. Ad denne Fjord gled en Vinternat i 1864 Kongeskibet ”Slesvig” med Frederik den Syvendes Lig, med Dannebrog paa halv Stang, forbi Lyksborg og videre frem. Ak ja, det var tunge Tider for Danmark.

Nu er Turen kommen til Tyskland. I 1914 Drømme om Verdensmagt, i 1919 knust og ydmyget.  Vil Tyskland suge Sundhed af Nederlaget, som Danmark gjorde?  Er det ikke med Nationer som med Enkeltmennesker, at de, der duer noget, vokser i Modgang?

Lidt borte til venstre ligger Mørvig, – et Led i den tyske Flaade, som tysk Hovmod mente skulde kunne knække Englands Herredømme paa Havet. Vanvid, – hvilket Vanvid! Tyskerne er dygtige Folk, – men tage det op med Englænderne, med Englænderne paa Havet, hvilken forrykt Tanke!  Nu saves tyske Torpedobaade over, tyske Krigsskibe er foreløbig ikke nogen Fare for fredelige danske Fiskeres Næt under deres hensynsløse Sejladser.

Danmark aander op efter det Tryk, som tysk Hensynsløshed ofte har øvet, og som maatte døjes i Stilhed. Men vil der ikke af Militarismens Ruiner vokse et fornyet tysk Folk, stærkt nok til at være det lille Danmark en farlig Nabo – hvis vi ikke faar en Grænse, der deler nogenlunde retfærdigt mellem Dansk og Tysk?  Her ligger Fremtidsproblemet.  Nationer rejser sig ofte mærkværdig hurtigt efter tabte Krige. Og Nutiden raader ikke blot over forfærdelige Ødelæggelsesmidler, men ogsaa over mægtige Kilder til Genrejsning.

Jeg cykler gennem det dejlige Landskab, langsomt, standser nu og da. Saa dukker Munkbrarup Kirke op forude. Og Byens Huse og Gaarde.  Her bor Gaardejer Iversen, Medlem af den tyske Nationalforsamling. Ham gælder mit første Besøg i Angel. Hvad mon han er for en Mand? Hvad vil han fortælle mig?

Samtaler med tyske Angelboere.
Gaardejer Iversen i Munkbrarup er en yngre Mand, Medlem af den tyske Nationalforsamling, Demokrat. Han ser spørgende paa mig, da han giver mig Haanden. Jeg forklarer ham i faa Ord mit Ærinde, og han byder mig til Sæde. Han smiler sjælden. Han har mistet sin Hustru, og Tysklands Elendighed tynger ham.

Han har lige været i Berlin, har haft Forhandlinger i Udenrigsministeriet og fortæller et og andet om det Indtryk, Fredsbetingelserne har gjort. Vi sidder og samtaler en Timestid, ved en Kop Kaffe og en Cigar. En Solid og brav Mand, som de gode danske Bønder paa den anden Side af Flensborg Fjord, men tysk. Det nationale Skel danner et Svælg imellem dem dybere end Fjorden.

Her i denne tyske Bondes Stue faar jeg et Indblik i de udelikate Bestræbelser, der gøres af danske Nationalister og tyske Renegater i Forening for at faa Fodfæste i tyske Egne.

Iversen fortæller mig, at han haft Besøg af tidligere Amtsforstander Clausen. Bov, før og under Krigen ivrig tysk Patriot, nu Agent for Dannevirkefolkene, svælgrig, køber Ejendom efter Ejendom for sin Krigsvinding. Clausen kom paa Grev Bent Holsteins Vegne, skulde søge at vinde Iversen lovede ham fri Rejse til København og andet mere, blot Iversen vilde vise sig villig … !

Iversen spørger: – Hvilken Tillid kan De have til Folk, der nu vender deres Fædreland Ryggen, fordi det er i Nød?  De vil forraade Danmark, saasnart de ser deres Fordel ved det!  Vent bare!

Ikke Tale om, at Folk som Iversen stemmer for Danmark. Men Tysklands Vogn sidder dybt i Uføret.  Andre er maaske mere tilgængelige for Clausens og Konsorters Tilbud. Med Sikkerhed kan derfor ingen sige, hvilke Overraskelser en mulig Afstemning vilde kunne bringe.

Her i Iversens Stue møder jeg Tanker, som stadig vender tilbage i Samtaler med Folk i Angel: Der vil ikke kunne blive nogen fri Afstemning. De fjendtlige Befæstningstropper vil sørge for, at Afstemningen faar det Udfald, de ønsker. Afstemningen vil komme til at foregaa under Tryk.

Jeg indvender, at dette er en ganske forkert Opfattelse. Men Iversen bliver ved sit. Taler roligt og sindigt om det. Hvorfor skal de politiske Embedsmænd fjernes?  Det kan der være Mening i i Nordslesvig, men ikke her i de tyske Egne, hvor Embedsstand og Befolkning nationalt set er et. Der maa ligge en Hensigt bag. Ogsaa paa anden Maade øves der Paavirkning fra dansk Side.

Hvordan? Hvad skal det betyde, at der gives Folk fri Rejse til København? Og at der uddeles Gaver af mange forskellige Slags? Hvor kommer Pengene fra? Hvad Hensigt har alt dette lige foran det store Valg … ?   Det slagne, ydmygede Tyskland til den ene Side, Gaver og Løfter om store økonomiske Fordele til den anden Side? Kan dette siges at være Valg under lige Vilkaar?   Er det rigtigt at friste Tyskere til at løbe fra deres Andel i Tysklands Krigsgæld ved at give dem Lejlighed til at stemme for Danmark?

Pludselig spørger Iversen:

Hvorfor er Tyskland saa forhadt? Hvorfor er vi hadede alle Vegne?

Jeg begrænser mig til at sige, at Kilden til Danmarks og de nordiske Landes Uvilje mod Tyskland er let at finde, – den ligger i Nordslesvig. Det indrømmer han. Men alle de andre Folks Had mod Tyskland, hvor hidrører det fra?

Vi gaar sluttelig over til mere neutrale emner, og lidt efter sidder jeg igen på min Cykle, fortsætter Turen mod Syd, efter Oksager til, gennem det herlige angelske Landskab, – for et herligt Land er Angel. Hist og her skønne gammeldags Gaarde. Hvor lykkeligt vilde det have været for os, hvis det virkelig havde været sandt, at der her var en levende dansk Folkegrund!

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel – den store halvø mellem Flensborg Fjord og Slien – for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Fra Haderslev til Munkbrarup

En Morgen med første Tog til Flensborg. Og derfra videre paa Cykle gennem Angel. Hvad er Sandheden om Angel? Kan dette tabte Land genvindes? Hvad tænker og mener Angelboerne? Sidder der i Husby, Sterup, Gelting, Kappel Folk med Længsler efter Danmark, som i Fjelstrup, Haderslev, Sommersted, Rødding? Er der endnu danske Følelser i Angel, eller Mindelser om danske Følelser? Er gamle Minder ved at skyde nye Skud? Eller er det hele kun Drømme, Ønsker, Fantasier?  Uden Virkelighed. Er det andet end alt det meget, som anbringes paa det taalmodige Trykpapir?

Mange Spørgsmaal gaar gennem Sindet. Hvad er Sandheden om Angel og Sydslesvig? Har Krigen med dens Elendighed faaet venlige Følelser til at fremspire, hvor der før kun var Bitterhed?

Toget glider bort fra Haderslev Banegaard, rasler forbi Bøghoved, med den høje hvælvede Kuppel, slæber sig tungt gennem det frugtbare Østkystlandskab op mod Højderyggen. Huse og Gaarde glider forbi, grønne Marker med sultent Kvæg, der begærligt tager Næring til sig efter Vinterens beskedne Foder, Marker med spirende Sæd og Pløjemarker, Hegn med blomstrende Tjørn.

Sindet tumler med mange Slags Tanker, mens Toget stønner af Sted mod Syd, passerer den ene nordslesvigske Station efter den anden.

Vi taler om Græsespørgsmaalet, om Flensborg, om Mellemslesvig, om den tredje Zone. Min Sidemand, en ældet, men smuk midaldrende Herre, lytter opmærksomt til Samtalen. Han er fra Rhinen, har mistet sin eneste Søn i Krigen, er dybt medbøjet over sit Tab. Hans Fødeby er besat af Englænderne.  Hvad vi nu gennemlever, hvad der glider forbi os med Livets friske Farver, maa senere Tiders Historikere møjsommeligt granske sig til ved Studiet af gulnede Papirer.

Padborg – med den yndige Dal til venstre over mod Skovene ved Kobbermøllebugten. Vi kører fra første over i anden Afstemmingszone. Hvor kommer Danmarks nye Grænse mod Syd til at gaa? Vil det lykkes os at faa en god Grænse, – god i den Forstand, at den danner Afslutningen paa en ældgammel Grænsestrid?

Vil den nye Grænse blive sat saadan, at Danmark har Udsigt til at holde sig uden for den næste Krig, saadan som det blev forskaanet for denne? Vil vore Efterkommere velsigne os for Skellet, der blev sat i 1919?  Eller vil de bebrejde os, at vi ikke kendte vor Besøgelses Tid – saadan som vi bebrejder vore Fædre fra 1864, at de ikke kendte deres?

Taarnene inde i Flensborg dukker op. Vi nærmer os den omstridte By. Vi passerer Mølledammen. Mølledammen!  Den ligger og glimter nok saa fredeligt i Morgensolen. Vil den snart være forsvunden?  Fyldt med Jordmasser, dækket af Skinneveje eller nye Stationsbygninger?

Tyskerne begynder at give Flensborg Løfter, som Danmark giver Flensborg Løfter. Danmark sender Flensborg Skotøj og Klæder, vil sende det Levnedsmidler. Flensborgske Børn med Hindenburghuer, Ludendorffkasketter og tysk Tale og Sang indbydes til Ferieophold i Danmark. Der loves Flensborg Guld og grønne Skove efter Tilslutningen til Danmark.

Nu begynder Tyskerne ogsaa at røre sig. Tyskland er ved at vaagne efter det bedøvende Slag. Det prøver at faa Tag i, hvad der var ved at glide bort. Det slagne, forgældede, udpinte Tyskland samler sig sammen til en Kraftanstrengelse for at holde Flensborg. Den preussiske Jernbaneminister har været i den omstridte By, har lovet den en ny Banegaard til halvhundrede Millioner, en Frihavn, nye og gode Jernbaneforbindelser, Levnedsmidler, Kul.

Det siges aabent fra tysk Side, at Danmark ikke skal være ene om at lokke Flensborg med økonomiske Fordele. Tyskland tilbyder af sine fattige Rester at ville give rundeligt til Flensborg. Naturligvis med Henblik paa den store Afgørelse, den store Afstemning, der afgør Byens statslige Tilhørsforhold. Hvordan vil Flensborg stemme?

Jeg skynder mig fra Banegaarden ud i Byen, for at faa Adresser paa Folk inde i Angel. I Nordslesvig er der Venner og Bekendte i hvert Sogn, ofte i hver By. Med Landet mellem Flensborg Fjord og Slien er det anderledes.

Jeg henvender mig et Par Steder, først og fremmest naturligvis paa det Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor, hvor jeg faar fire Navne, P. Lassen, Strukstrup, Wall, Obdrup, Fischer, Møllebro, og Madsen, Rygge, Jeg tænker mig, at det maa være Folk, der har danske Sympatier, staar de danske Rørelser i Angel nær. Mærkeligt nok, at paa den Navneliste, jeg faar hos en tysk Bekendt i Flensborg, staar ogsaa de Herrer Wall og Fischer.

Paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor fortæller man mig, at de to Mænd ventes om Eftermiddagen til en Drøftelse. Jeg foretrækker imidlertid at opsøge dem i deres Hjem, se dem i deres nærmeste Omgivelser.

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.

I sit Møde 30. April 1919 vedtog Fem-Mands Raadet (Udenrigsministrene) at overdrage Admiralernes Raad — under Tilkaldelse af de landmilitære Autoriteter — at tage Bestem­melse om »de Foranstaltninger, der skal træffes til Overholdelse af Ordenen i den Del af Slesvig, Tyskerne skal rømme, inden Folkeafstemningerne har afgjort Territoriernes Suverænitets-Forhold«. I Overensstemmelse hermed tilstillede s. D. den franske Udenrigsminister sin Kollega Marineministeren (Georges Leygues) en Skrivelse, i hvilken han anmodede om at foranledige denne Beslutning udført, og 3- Maj holdt derefter Admiralernes Raad et Møde, i hvilket General Desticker (General-Kvartermester i Marskal Foch’s Stab) deltog. Paa dette Møde blev følgende Udtalelse vedtagen:

Admiralerne udtaler:

1. At Flensborgs Havn bør vælges som Basis for den Flaadedemonstration, der skal foretages paa Slesvigs Kyst.

2. At den Flaadestyrke, der skal anvendes, bør være sammensat af lette Fartøjer (Krydsere, Torpedojagere og Kanonbaade), idet de tre Mariner bi­drager til Foretagendet.

3. At det vil være nødvendigt at raade over Tropper, rede til at gribe ind, idet de nævnte smaa Krigsskibe vel hurtigt kan vise sig overalt paa Ky­sten, men ikke er i Stand til alene at overvaage Ordenens Opretholdelse og heller ikke kan medføre og landsætte Landgangskorps. — De nævnte Trop­per kan stationeres i Flensborg, hvortil de føres af Transportskibe.

4. At det vil være ønskeligt, at de tre Magter hver leverer et lige stort Antal Tropper. De bør staa under Befaling af den Søofficer, der har Over­kommandoen over den interallierede Flaadestyrke, og som maa opretholde nøje Forbindelse med den internationale Kommission, der varetager Forvalt­ningen i Slesvig.

General Desticker, der i sidste Øjeblik blev kaldt til Mødet, har ikke haft Tid til nærmere at undersøge Sagen. Han mener imidlertid foreløbig og uden Forbindende at kunne sige, at en Styrke paa tre eller fire Bataljoner vil være tilstrækkelig, paa den Betingelse at disse Bataljoner sammensættes, bevæbnes og udstyres i Overensstemmelse med deres særlige Opgave som Po­litistyrke og forsynes med det fornødne lette Materiel (Motorcykler, Auto- Mitraljøser etc.).

Admiralerne mener, at det tilkommer Regeringscheferne at bestemme, hvilken Nation der skal have Overbefalingen over den interallierede Styrke.

Saasnart denne Afgørelse er truffen, og Regeringerne har billiget de ovennævnte Forholdsregler, vil de tre Admiraliteter undersøge Sagens En­keltheder, saaledes at Udførelsen kan begynde, straks efter at Fredstraktaten er underskreven, og saaledes at Ordenen kan blive opretholdt efter de tyske Autoriteters Rømning.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.