Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem 5. juni (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

Foruden Valgene til de kommunale Raad afholdtes der ogsaa Valg til den tyske og til den preussiske Nationalforsamling, henholdsvis d. 19. og d. 26. Januar 1919.

Vælgerforeningen vedtog imidlertid i sit Møde d. 30. December 1918 følgende Erklæring:

”Efter at Ententen har sejret og Tyskerne antaget Wilsons Program som Grundlag for Verdensfreden, betragter vi vor Hjemstavns nar forestaaende Adskillelse fra Tyskland og Genforening med Danmark som en Kendsgerning.

Skjønt vi endnu er tyske Statsborgere og som saadanne fuldt berettigede til at deltage i Valgene til den tyske Nationalforsamling, betragter vi det dog under disse Forhold som urigtigt at øve Indflydelse paa det tyske Folks indre Anliggender. Vi opfordrer derfor alle danske Sønderjyder til at afholde sig fra Deltagelse i det forestaaende Valg til Nationalforsamlingen.

Denne Parole blev fulgt. Valgdeltagelsen blev derfor kun ringe i de nordslesvigske Kredse. Den største Aktivitet udfoldede Socialdemokraterne, som ogsaa opnaaede anselige Stemmetal, derimod blev mange af de tyske Borgere hjemme.

Ved Valget til den preussiske Nationalforsamling var der paa den socialdemokratiske Liste for Provinsen Slesvig-Holsten opstillet en Kandidat fra Haderslev: Fru Anne Mosegaard, Tobaksarbejder Mosegaard jr.’s Hustru. Hun stod som Nr. 3 og blev valgt.

Denne Opstilling vakte en Del Opmærksomhed; Fru Mosegaards Navn var ikke kendt i Forvejen; man hørte ej heller efter Valget videre til hende.

Disse to Valg viste tydeligt, i hvor høj Grad man i Nordslesvig var klar over, at Tilhørsforholdet til det tyske Rige kun var et formelt Tilhørsforhold. Man haabede paa en snarlig Løsning. Haabede og skuffedes og haabede igen, indtil Haabet gik i Opfyldelse.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem 5. juni (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

Den 18. februar udstedte den preussiske Regering en Forordning, hvorved Valgene til Kredsdagene (Amtsraadene) nyordnedes. De Kredsdagsmand, som hidtil var valgt af de større Grundejere, skulde fremtidig ogsaa vælges af Landkommunerne; det betød for Haderslevs Vedkommende, at Landdistrikterne skulde vælge 20 Kredsdagsmand i Stedet for 10.

Hidtil var Kredsdagsmændene valgt af Valgmænd, nu skulde de vælges direkte ved Listevalg og Forholdstalsvalgmaade efter d’Hondts System. Medens Valgbarheden hidtil havde hvilet paa Grundejendommen, bortfaldt dette Krav. Bopæl i Landdistriktet var tilstrækkelig, men ogsaa nødvendig.

De paa Landet valgte Kredsdagsmand var hidtil valgt i Valgdistrikter; dette regnede den nye Forordning ogsaa med, idet den af Hensyn til Forholdstalsvalgmaadens Anvendelse krævede, at Distrikterne skulde være saa store, at der mindst skulde vælges 3 Kredsdagsmænd. Undtagelsesvis tillod Forordningen, at hele Kredsen dannede eet Valgdistrikt.

Da Haderslev Kredsdag den 31. Marts 1919 skulde træffe de nærmere Bestemmelser om Kredsdagsvalget, foreslog Tyskerne, at hele Kredsen skulde danne eet Valgdistrikt, medens Danskerne i Henhold til Forordningen foreslog Kredsens Inddeling i 6 Valgdistrikter. Da Tyskerne endnu

havde Flertal i Kredsdagen, vedtoges deres Forslag. Det sikrede dem de største Chancer for at faa det bedste ud af deres spredte Stemmer paa Landet.

Fra dansk Side indkaldte man til Møder i de foreslaaede Distrikter og lod der udpege de Mænd, som Egnen ønskede valgt ind i Kredsdagen.

Disse Forslag sammenarbejdedes saa af et nedsat Udvalg til selve Kandidatlisten. Derved maatte der tages Hensyn til de Krav, som stilledes fra den af Lageri (senere radikal Folketingsmand) oprettede Sønderjydsk Arbejderforening.

Da man fra de danske Kredsdagsmænds Side ønskede at undgaa en Splittelse af de danske Stemmer, tog man mere Hensyn til hans Krav, end baade de opstillede Kandidater og hans Tilhængere, hvis

Faatallighed Afstemningen senere aabenbarede, berettigede til. Der fremkom saaledes en Liste, hvorpaa baade de tidligere Kredsdagsmænd, de nye lokale Emner og Sønderjydsk Arbejderforenings Kandidater var repræsenteret.

Ved Afstemningen den 4. Maj 1919 afgaves der i Haderslev Kreds paa den danske Liste 13279 Stemmer, paa den tyske Liste 2005 Stemmer. Af de 20 Mandater fik Danskerne saaledes 18, Tyskerne 2. Det var atter over Forventning.

Kredsdagen omfattede foruden Landdistrikternes Repræsentanter ogsaa Kredsdagsmænd fra Købstæder og Flækker. Haderslev og Christiansfeld skulde i Fællesskab vælge 5 Kredsdagsmand. Ved Opstillingen af Kandidatlisten krævede baade Arbejderne og Byraadsmedlemmerne fra Christiansfeld deres Repræsentant placeret paa en sikker Plads, hvilket, saaledes som man kunde bedømme Valgudfaldet paa det daværende Tidspunkt, ikke lod sig gøre.

Lodtrækningen maatte derfor afgøre Rækkefølgen.

Valghandlingen fik dog et saa heldigt Udfald, at ogsaa Repræsentanten for Christiansfeld, som maatte nøjes med at være Nr. 4 paa den danske Liste, blev valgt. Tyskerne fik kun een Mand valgt.

Den nye Kredsdag fik saaledes 22 danske og 3 tyske Medlemmer. De af Kredsdagen valgte Udvalg skulde vælges efter Forholdstalsvalgmaaden. Da Udvalgene som Regel bestod af 4-6 Medlemmer, kunde Tyskerne ikke faa nogen Repræsentant ind i Udvalgene, undtagen naar Danskerne selv foreslog det. Medens det vigtigste Udvalg — Kredsudvalget — besattes med lutter danske Mand, foreslog man at vælge to tyske Kredsdagsmand som Medlemmer af Smaabanekommissionen, da der i Henhold til Kredsdagens Beslutning om Bygning af Banen Gram-Skærbæk havde siddet 3 danske Medlemmer i denne Kommission. Det var i sin Tid et af Vilkaarene for, at de danske Kredsdagsmand gik med til at bevilge Pengene til dette Baneanlag, og derfor vilde man nu gøre Gengæld og vise sig imødekommende overfor Tyskerne, selv om man havde Magten til at udelukke dem.

I de andre Kredse fik de nye Kredsdage ogsaa dansk Flertal. I Aabenraa havde den nye Kredsdag 15 danske og 5 tyske Medlemmer. I Sønderborg 18 danske og 2 tyske. I Tønder Kreds valgte Købstader og Flækker tyske Repræsentanter, Landdistrikterne i Nordtønder valgte helt overvejende danske, Sydtønder derimod naturligvis tyske Kredsdagsmand.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Jonathan Smith giver i bogen “Paa Vej til Danmark” en oversigt over de demokratiske valg, der fandt sted i Sønderjylland efter revolutionen i Tyskland. Vi bringer dem i dag (på dagen for folketingsvalget i Danmark 2019) og følgende dage.

I December 1918 indførte den tyske Regering lige og almindelig Valgret for alle Mand og Kvinder over 21 Aar til alle offentlige Valg.

Der udskreves Nyvalg for Byraad og Kommunalraad, Raadenes Medlemstal fastsattes i Forhold til Indbyggerantallet.

Hidtid havde der hersket almindelig Censusvalgret i Købstaderne og Treklassevalgret i  Landkommunerne, i begge Tilfælde ved offentlig Stemmeafgivning.

I Købstaderne og Flækkerne var Valgretten før Krigen knyttet til Bestemmelsen om en vis Mindsteindtægt eller til en vis Grundejendom med en nærmere fastsat Mindsteskatteydelse. Hvor Grænsen for den Indtægt eller Grundejendom, som gav Valgret, skulde ligge, bestemtes ved kommunal Vedtægt; Bestemmelsen var forskellig for hver By, eftersom det bedst tjente de tyske Interesser.

Paa Landet deltes de kommunale Vælgere i 3 Klasser; i første Klasse kom de, som betalte den første Tredjedel af alle kommunale Skatter, i anden Klasse de, som betalte anden Tredjedel, i tredje Klasse Resten. I første Klasse var der sædvanlig kun nogle faa Vælgere, ja det forekom, at een Mand, som betalte en Tredjedel af Kommunens Skatter, var eneste Vælger; i anden Klasse var der som Regel en halv Snes Vælgere, medens Resten opførtes i tredje Klasse.

Hver Klasse valgte en Tredjedel af Kommuneraadsmedlemmerne.

Efter at det danske Borgerskab havde mistet Flertallet i Købstaderne i Halvfjerdserne, havde Danskerne i Almindelighed afholdt sig fra at deltage i Byraadsvalgene.

Efter 1900 var der fra de yngre Danskeres Side gjort enkelte Forsøg paa at genoplive Interessen for de kommunale Valg. Der agiteredes for Deltagelse i Valgene som Protest mod Udelukkelsen fra det kommunale Styre og som Middel og Lejlighed til at mønstre de danske Stemmer.

Det blev dog ved enkelte Fremstød, som viste Umuligheden af at bryde Tyskernes Herredømme. For Haderslevs Vedkommende laa Forholdene saaledes, at Danskerne raadede over en Tredjedel af Stemmerne, Tyskerne over to Tredjedele.

Da der kravedes absolut Flertal, kunde ingen af de danske Kandidater vælges.

Den almindelige Valgret til de kommunale Valg knyttedes efter Revolutionen sammen med Forholdstalsvalgmaaden. Derved muliggjordes Mindretallenes Repræsentation.

Udsigten til at kunne udrette noget med Stemmeafgivningen ansporede til livlig Valgdeltagelse.

Dertil kom Stemningsomslaget. Tyskerne var nedtrykte over Krigens Udgang, som nedslog alle højtspændte Forhaabninger og aabenbarede Tysklands Afmagt og som stillede Tysklands Lemlæstelse i Udsigt. Det var givet, at Nordslesvig vilde komme tilbage til Danmark.

Lige saa nedslaaende dette virkede paa Tyskerne, lige saa oplivende virkede det paa Danskerne. Nu kunde de sagtmodige og forsagte Danske vove at bekende deres Danskhed; nu fandt ogsaa mange Nationalt ligegyldige og andre, som hidtil havde holdt med Tyskerne, at de i Virkeligheden var Danske.

Strømmen var vendt; stærkest virkede det i Haderslev, hvor Danskheden baade i By og paa Landet altid havde varet mest selvbevidst, mindre stærkt i Aabenraa, betydelig svagere i Sønderborg; til Gengæld viste Danskheden i Tønder sig at være stærkere, end man havde troet.

I Haderslev havde man i Kommunalforeningen og dens Tillidsmand et Organisationsapparat, som gjorde god Fyldest. Dens Rammer blev udvidet og udfyldt. Kommunalforeningen omfattede alle Danske i Haderslev fra Landdagsmanden paa Damager til Arbejderne i ”Bøndergaardene”.

Den Kandidatliste, som opstilledes til Byraadsvalget paa et Møde i Højskolehjemmet, blev lige saa demokratisk; den omfattede alle Lag og Anskuelser indenfor Danskheden i Haderslev.

Valgarbejdet fremmedes med Fynd og Klem. Stemningen var optimistisk, men Valgdagens Resultat overgik endog Forventningerne. Af de 30 Pladser i det nye Byraad fik Danskerne 16 og dermed Flertallet, Tyskerne 9 og Socialdemokraterne 5.

I Aabenraa fik Danskerne lige Halvdelen af Mandaterne: 12 af 24, medens Tyskerne fik 8 og Socialdemokraterne 4. I Sønderborg fik Danskerne 10, Tyskerne 10 og Socialdemokraterne 4. I Tønder valgtes 3 Danske, 12 Tyske og 3 Socialdemokrater.

Samme Dag, som Byraadsvalgene fandt Sted, stemtes der paa Landet over den nye Sammensætning af Kommuneraadene. Ogsaa her blev det en Sejr over hele Linien. I de gode Egne blev Repræsentationen helt dansk, i de mindre gode Egne maatte de nøjes med en forholdsmæssig Repræsentation i Kommuneraadene. Det blev en god Optakt til selve Genforeningsafstemningen.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

C. Gabe, der boede lige nord for den daværende dansk-tyske grænse, har berettet om smugleriet i overgangstiden 1918-1920.

Enkelte Gange faldt – forstaaeligt nok – en og anden Sønderjyde, som var paa Besøg i Danmark, for Fristelsen til at tage et Pund god ”Bønnekaffe” med hjem, og saa maatte vedkommende fra Grænsen tilbage til Retten i Kolding, hvor den sædvanlige Bøde var 20 Kr. eller – i Mangel af Penge – et Par Dages Hæfte og derpaa Transport under Politiledsagelse til Grænsen og Overlevering i den tyske Grænsevagts Hænder, og derfra gik Vejen uvægerlig til Retten i Flensborg, fordi Personen uretmæssig havde overskredet Grænsen for at komme til Danmark, og dette førte til ny Afstraffelse.

Dette var den regelrette Fremgangsmaade. Men – medens Herredsfogeden i Kolding idømte Bøden, fik han samtidig telefoneret til den gode Købmand Hans Have, der saa mødte den dømte ved Retslokalets Dør og overleverede vedkommende det nødvendige Pengebeløb — og saa var Retten sket Fyldest, Passagen over Grænsen skete uden Politiledsagelse, og Turen til Flensborg blev undgaaet.

Ja, der var mange morsomme Trak. Tyskerne var jo i høj Grad interesserede i at faa Varerne ind over Grænsen, saa der var ingen Vanskeligheder.

Det var nu i meget ringe Tal, at Smuglerne var indfødte Folk, nej, Lejligheden til Smugleri havde Syd fra – fra Hamborg og andre Byer – kaldt en Mængde tvivlsomme Eksistenser op til Grænseegnen og da særlig til Haderslev.

Da der lidt senere blev givet Tilladelse til, at de grænsepasserende maatte medtage et bestemt Antal Pund af forskellige daglig nødvendige Varer, ja, saa var det slet ikke hyggeligt at færdes paa vor ellers saa fredelige Vej! Et underligt Publikum at se paa — og den store Part var Professionals.

Efter den omtalte Tilladelse til mindre Udførsel var givet, myldrede der langs den danske Vej til Grænsen en stor Mængde Forretninger frem, alle vilde have Del i den mulige Fortjeneste.

Nu, da man haabede paa i en nær Fremtid at faa Lov til igen at hejse det gamle Flag — Dannebrog, gjaldt det om at komme i Besiddelse af dette, og aldrig har jeg set saa store og saa flotte Flag, som her blev anskaffet. Kolding By var meget hurtigt købt tom og fik travlt med at fremskaffe nye store Lagre. —

De Flag, der gik normal Vej gennem det tyske Toldvæsen, blev fortoldet, Ejeren fik Lov at betale Tolden — og fik saa Meddelelse om, at nu gik Flaget, der ofte var uldent Stof, til Klædefordelingsstedet i Berlin — og herfra modtog saa Ejeren senere saa og saa mange Pfennig for saa og saa mange Gram Stof! Jo – der var endnu mange Maader at genere Sønderjyderne paa! Men en Klage til Ententen fik dog hurtigt denne Trafik standset.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

C. Gabe, der borde lige nord for den daværende dansk-tyske grænse, har berettet om smugleriet i overgangstiden 1918-1920.

Smugleri, hvoraf der selvfølgelig havde været noget under selve Krigen, tog naturligvis under de slappe Forhold stærkt til.

Danmark var jo over for Ententen forpligtet til at paase, at Varer, som vi havde faaet Tilladelse til at faa gennem Ententens Spærring, ikke udførtes igen af Landet, og derfor maatte vort Toldvæsen være aarvaagent.

Mange Skorter og Kjoler, der var udstyret med Lommer indvendig hele Vejen rundt som noget Patronbælte, blev tømt paa de danske Toldstuer.

Det var ustyrlig grinagtigt at se paa Vejen fra Jernbanestationen op til Grænsen, hvorledes en saadan udforet Kjole kunde svinge i Takt med hvert Skridt, Personen tog. Og saaledes kunde Toldopsynet alene ved Synet forvisse sig om, at der inden for Kjolen var noget galt.

Eller en anden gik og saaede Kardemomme, saa det laa som efter en Saamaskine paa Vejen — Buksebenet, der var udforet med navnte Frø, var ikke strammere snøret ved Knæet, end at et Frø med visse Mellemrum kunde smutte ud. Særlig Krydderier – og Kaffe – var jo Syd for Grænsen en meget efterspurgt Vare, som det nok betalte sig at bringe over.

Kom man Syd for Grænsen, havde adskillige Personer slaaet sig ned i Vejgrøften og tilraabte de forbipasserende: ”Haben Sie Kautabak?” (Skraatobak) eller lignende sjældne Varer.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Den danske gesandt i Paris, Bernhoft, om den finansielle Ordning.

4. Juni 1919 tilstillede den danske Gesandt Fredskonf.s Præsident følgende Skrivelse:

Ved Skrivelse af 30. f. M. havde jeg den Ære at overrække Deres Excellence et Forslag til en ny Tekst til Art. 114 i den Del af Fredstraktaten, der vedrører Slesvig, og som indeholder den finansielle Ordning som Følge af Tilbagegivelsen af dette Landomraade.

Jeg tillader mig at henlede Deres Excellences Opmærksomhed paa Fordelene ved denne Ordning. Saasnart Grænsen for de tilbagegivne Landsdele er blevet fastlagt, vil det efter vort Forslag være muligt straks at beregne det Beløb, som Danmark vil have at betale. Det vil da være tilstrækkeligt blot at opgive:

1 ) Det Indbyggerantal, som Danmark er blevet forøget med,

2) Værdien af de Statsejendomme, som er blevet erhvervede i Slesvig under det tyske Styre.

Saa snart disse Tal er opgivet, vil det Beløb, Danmark vil have at betale, med Fradrag af de Kontrakrav, som med de høje allierede og associerede Magters Billigelse vil kunne fradrages, omgaaende være at erlægge. Efter vort Forslag vil det hverken være nødvendigt at vurdere Landsdelenes økonomiske Ydeevne eller at undersøge, hvilke Statsejendele der er erhvervede ved Hjælp af Statslaan, hvilket vil kræve en omhyggelig Undersøgelse af det tyske Riges og Preussens Statsregnskaber for hele Perioden 1864-1914 og nemt kan foranledige forskellige Vanskeligheder.

Det vil ikke være vanskeligt gennem en Vurdering at fastsætte en rund Sum for de slesvigske Statsejendomme, og vi er absolut overbeviste om, at det Beløb, Danmark vil have at betale efter vort Forslag, ikke fjerner sig nævneværdigt fra det, som vil blive Resultatet efter det nuværende Traktatudkasts Bestemmelser.

Det er meget vigtigt for os at gøre opmærksom paa, at vort Forslag ikke vil kunne skabe Præcedens for de øvrige Landsdele, som skal fratages Tyskland. Tilbagegivelsen af Slesvig har jo ikke sin Oprindelse i Verdenskrigen.

Danmark mener endvidere, at det vil være mere naturligt at betragte den finansielle Ordning, ikke som en Overtagelse af en Del af en fremmed Stats Gæld, men som Betalingen for en overtagen Statsejendel.

Antagelsen af den foreslaaede Ordning vil derfor i høj Grad blive paaskønnet og vil sikre, at Danmark vil antage Ordningen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

31. Maj: “Flensburger Norddeutsche Zeitung” skifter Ejer paa Mellemslesvigsk Udvalgs Foranledning. Foreløbig sker der ingen Forandring i Ledelsen. —

P. Lassen i Strukstrup, der skulde have været sat ud af en Sparekassebestyrelse, blev i Aftes genvalgt med 38 mod 9 Stemmer.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Den danske Gesandt i Paris tilstillede 30. Maj 1919 Fredskonf.s Præsident følgende Skrivelse:

Under 27. ds. har Deres Excellence haft den Godhed at lade mig vide, at det Memorandum om den finansielle Ordning mellem Danmark og Tysk­land som Følge af Tilbagegivelsen af det danske Slesvig, som jeg havde tilladt mig at overrække Dem, er blevet oversendt til Præsi­denten for Erstatnings-Kommissionen.

Idet jeg mener, at den nuværende Affattelse af Art. 114, der indeholder Præliminærtraktatens Bestemmelser vedrørende Slesvig, ikke stemmer over­ens med den Ordning, som er foreslaaet i det danske Memorandum, tillader jeg mig høfligst at overrække den høje Konference vedlagte Forslag til en anden Tekst for den omhandlede Artikel.

For os er det meget magtpaaliggende at henlede Opmærksomheden paa, at det endelige finansielle Resultat, i det Omfang som det lader sig forudse, ikke maa væsentlig ændres, hverken i den ene eller den anden Affattelse, og at vi ikke saa meget tænker paa at opnaa en Nedsættelse af Udgifterne som paa at opnaa en retfærdig og endelig Ordning.

Vort Formaal er — saavidt Omstændighederne tillader det — at ud­slette Virkningerne af Freden i Wien 30. Okt. 1864 og at afvikle de fi­nansielle Dispositioner, som den preussiske Stat har truffet til Slesvigs For­tyskning.

Dette forklarer vort Forslag, som samtidig søger at beskytte de allierede og associerede Magters Interesser.

Det Skrivelsen vedlagte Forslag havde følgende Ordlyd:

Danmark skal tilbagebetale en Del af den Andel i det danske Monarkis Statsgæld, som Preussen i Henhold til Artikel VIII i Wien-Freden af 30. Okt. 1864 overtog, og denne Del skal udregnes efter Forholdstallet mellem Indbygger-Antallet i hele det i 1864 afstaaede Landomraade og Indbygger-Antallet i den Del heraf, som skal genafstaas, idet den sidste tyske Folketælling før Krigen lægges til Grund for Beregningen.

Til denne Sum bør føjes et Beløb, som svarer til Værdiansættelsen før Krigen [1914—18] af de tyske (preussiske) Statsejendomme, der er til­komne efter 1864 paa de Landomraader, som skal genafstaas.

De Ejen­domme, der har udelukkende militær Værdi, vil være at afstaa uden Godt­gørelse.

Den samlede Sum skal betales til Erstatnings-Kommissionen efter Fra­drag af et Beløb, der svarer til de Krav, Danmark som Følge af enten Genafstaaelsen eller den store Krig kan gøre gældende overfor Tyskland, efter de allierede og associerede Magters Godkendelse.

Den nøjagtige Opgørelse og Afgørelsen i alle Spørgsmaal angaaende Vurderingen af de forskellige Artikler skal foretages af en blandet tysk­dansk Kommission under Forsæde af en i dette Øjemed af de allierede og associerede Magter udpeget Voldgiftsmand.

Alle andre Spørgsmaal, Genafstaaelsen maatte rejse, skal ordnes ved særlige Overenskomster mellem de allierede og associerede Magter paa den ene og Tyskland paa den anden Side; Udførelsen af disse Overenskomster skal overdrages de ovennævnte blandede Kommissioner.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

I Flensborg- og Danevirkegruppen i Den nordslesvigske Vælgerforenings bestyrelse og tilsynsråd var der utilfredshed med, at Vælgerforeningen blev taget til indtægt for at støtte den danske regerings forsøg på at fjerne den 3. afstemningszone fra fredstraktaten. Den var kommet ind på privat initiativ og imod den danske fredsdelegations ønske. Men der var på dansk side opstået diskussion om, hvorvidt det var opportunt at bede om at få den fjernet igen.

På mødet i Vælgerforenungen den 30. Maj 1919 stillede fhv. Landdags­mand H. D. Kloppenborg Skrumsager følgende Forslag til Resolution:

Vælgerforeningen fastholder Selvbestemmelsesretten som den eneste Vej til en forsvarlig Løsning af Grænsespørgsmaalet og udtaler m. H. t. 3. Zone som sin Opfattelse: Den har fuld Tillid til Ententemagternes Ordning og er forvisset om, at vor Sag løses paa den bedste Maade gennem den Af­gørelse, som træffes af Fredskongressen.

Der bør før Afstemningen tilvejebringes fuld Klarhed blandt Befolk­ningen over, at den gennem et Flertal for Danmark tilkendegiver Viljen til at gaa ind i det danske Folk som fuldt loyale Statsborgere.

Efter Navneopraab forkastedes Forslaget med 34 St. imod og 22 St. for, 1 stemte ikke. Derpaa vedtog Forsamlingen et Forslag til Res., som var stillet af fhv. Landdagsmand Nis Chr. Nissen, ligeledes efter Navneopraab, med 34 St. for og 22 St. imod, 1 stemte ikke. Den ved­tagne Res. havde følgende Ordlyd:

Idet vi bringer de allierede og associerede Magter vor dybtfølte Tak for den varme Interesse og store Velvillie, hvormed de omfatter det sønderjydske Spørgsmaal, slutter vi os til den danske Rigsdags Resolution af 12. Maj 1919.

Om Bestyrelsens og Tilsynsrådets Møde 30. Maj 1919 meddeler Protokollen yder­ligere, at man paa Mødet var enig om:

at Grænsen ved Kongeaaen fuldstændig slettedes, og at en hurtig Over­gang fremmedes saa hurtigt som muligt. Vi vil ikke stænge kongerigske Embedsmænd ude, men under lige Forudsætninger, for saa vidt som særlige Hensyn ikke kræver en anden Ordning, bør Landets Børn foretrækkes, og maa der ikke tages Hensyn til den forskelligartede politiske Opfattelse.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

30. Maj: Et socialdemokratisk Partimøde vedtog 27. Maj mod et stort Mindretal at udelukke Sørensen. Denne paaviser i et Svar, at P. Michelsens Forbund med Altyskeme har tvunget ham til hans Skridt.

l Dag Vælgerforeningsmøde, forlangt af os, fordi hele Vælgerforeningen tages til Indtægt af 3. Zones Modstandere. Kloppenborg, Svensson og jeg rykker frem. Rubin-Affæren, Oktober-Adressen, Hanssens Politik fremdrages. Gør Rede for Fuldmagterne til Collin og Holstein. Men Hanssen synes at have tabt al Lyst til ubøjelig Krig (eller fører han den underjordisk?). Vi naar et Mindretal paa 22 for vor Resolution.

Nis Nissens ret farveløse faar 34. “Afkøling” kan sættes over en Artikel om Mødet.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Den 29. Maj 1919 tilstillede den tyske Delegation, med en Følgeskrivelse, Fredskonfonferencens Præsident “Bemærkninger til Fredsbetingelserne”, dat. 28. s. M. Heri forekommer i anden Dels andet Afsnit, “Territoriale Spørgsmaal”, som Punkt 8: Slesvig. Det paagældende Afsnit lyder saaledes:

Skønt den tyske Regering havde erklæret sin Beredvillighed til ad Freds­forhandlingernes Omvej at drøfte de danske Ønsker om at opnaa en ny, med Nationalitets-Principet overensstemmende Grænse, kan den tyske Regering ikke undlade at gøre opmærksom paa, at det slesvigske Spørgsmaal ikke udtrykkelig nævnes i Præsident Wilson’s Punkter.

Naar Tyskland erklærer sig villig til at samtykke i Folkeafstemningen i Slesvig, saa sker dette, fordi det anerkender Folkenes Selvbestemmelses-Ret.

Den tyske Regering ser sig dog ikke i Stand til at antage Traktatudkastets Forslag til Bestemmelser om Afstemnings-Distriktets Omfang og heller ikke de foreslaaede Vilkaar og Frister for Afstemningen.

Den stiller derimod følgende Modforslag:

a)    Afstemningsomraadets Sydgrænse skal falde sammen med den Linje, der angiver Skellet mellem de sproglige Flertal, saaledes at det bliver de Kommuner, som i territorial ubrudt Sammenhæng rummer mere end 50 pCt. Danske, der kommer til at stemme .

Dette vil give en Linje Syd om Rømø, Nord om Højer, Syd om Møgeltønder, Nord om Tønder, Sydvest om Rørkær, Syd om Ladelund, Nord om Karlum, Syd om Bramsted, Syd om Veseby, Nord om Medelby, Syd om Jardelund, Nord om Valsbøl, Nord om El­lund, Syd om Frøslev, Vest om Harreslev, Padborg og Nyhus, Nord om Krusaa, Syd om Hønsnap, hvorefter den ved Sønderhav gaar ind i Flensborg Fjord og følger denne ud i Østersøen.

b)    I hele dette Omraade skal der stemmes kommunevis.

c)    I hele Omraadet finder Afstemningen Sted samme Dag, hvis Dato skal fastsættes efter nærmere Overenskomst.

d)    Det tyske Embeds- og Forvaltnings-Væsen vedbliver som hidtil at bestaa under Afstemningen, men underordnes en upartisk Kommis­sion, der sammensættes af lige mange Tyske og Danske med en svensk Opmand; denne Kommission har uindskrænket Tilsynsret.

Man forbeholder sig at tage Stilling til de Spørgsmaal, der rejses ved Afstaaelsen, og som delvis er omhandlede i Udkastets Artikler 110-113.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Noget af det særlige ved Sønderjylland er, at én og samme person i første halvdel af det 20. århundrede kunne nå at bære både pikkelhue, frihedskæmperarmbind og dansk officers-kasket.

Se den lille udstilling om Dr. Lorenzen fra Bov på Oldemorstoft i Bov.

Du kan læse mere om Hans Lorenzen på hans egen personside her på Den store Krig.

 

En ny spændende og meget aktuel bog er netop udkommet: Vibe Termansens: “Kampen om Centraleuropa”, der trækker linjer fra tiden lige omkring Første Verdenskrigs afslutning til vores dages konflikter og begivenheder inden for EU.

Forlaget skriver:

De to centraleuropæiske stater Polen og Ungarn er de senere år kommet på kollissionskurs med EU’s kerneværdier. Men kampen om, hvad Centraleuropa er og skal være, er slet ikke ny.

For 100 år siden, da Første Verdenskrig sluttede, var det ikke på forhånd givet, hvordan de gigantiske, centraleuropæiske landmasser skulle organiseres.

Burde de være præget af tysk kultur, tysk arbejdsmoral, tysk økonomi og tysk historie, til alles bedste, natürlich, uden smålig skelen til hvad de andre folkefærd måtte mene om det?

Eller burde der tværtimod oprettes et bælte af selvstændige, demokratiske bufferstater mellem de to evige aggressorer Tyskland og Rusland, for at bevare freden (og lidt for at få oprettet en selvstændig tjekkoslovakisk stat)?

Eller hvad med et gigantisk, polskdomineret, multinationalt rige mellem Østersøen og Sortehavet, ligesom i de gode, gamle dage, for effektivt at stække Rusland og lige så effektivt at styrke Polen?

I dag kæmpes der så igen.

De liberale ledere i Vest frygter, at regeringerne i Polen og Ungarn gør EU svag og splittet ved at forbryde sig mod de fælles værdier, når det gælder demokrati- og retsstatsopfattelse. I Warszawa og Budapest hævder magthaverne derimod, at de beskytter de ægte europæiske værdier mod det dekadente, homoseksuelle, sekulære, vegetariske, cyklende, migrant- og terroristfyldte Vesteuropa.

Bogen er på 216 sider og koster 249,95 kr. (vejl.).

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget

Toftlund Lokalhistoriske Forening og Arkivs store og grundige bog om sognets historie under Første Verdenskrig blev for nogen tid siden anmeldt i det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift.

Vi vil fra Den store Krigs side meget gerne opfordre andre lokalhistoriske foreninger i Sønderjylland til at følge Toftlunds eksempel og udgive en bog om sognets historie under Første Verdenskrig.

Anmelderen, Jørn Buch, skriver:

Fra Vestergade til Vestfronten.

Toftlund sogn i 1. Verdenskrig i 1914-1918 Dan Obling o.a. Udgivet af Toftlund Lokalhistoriske Arkiv, 2016. 476 sider, rigt illustreret. Pris: 250 kr.

(Bogen er efterfølgende udkommet i en ny i og forbedret udgave).

Bogen om Toftlund sogn under 1. Ver­denskrig er en meget flot og velfortalt bog om Toftlunds mange unge, som blev ramt af 1. Verdenskrig, både som soldater og som civile. Næsten 500 unge i fra Toftlund deltog som tyske soldater under 1. Verdenskrig, og heraf døde de 66 i et sogn, som dengang havde ca. 1.700 indbyggere. I bogen findes et bil­lede af mindetavlen i Toftlund Kirke.

Et fantastisk stort og flot afsnit for­tæller om de 500 skæbner – person for person, hver for sig. Det er lokalhisto­rie, når det er bedst – men også en lo­kalhistorie, som bredes ud til den store historie.

Bogen er sprængfyldt med relevante billeder og kort, og et særlig illustrativt kort demonstrerer, hvor store dele af byen der var berørt af krigen. Det gæl­der vejspærringer, boliger for tyske offi­cerer og straffefangelejre, ja lejre i fler­tal, da der var hele to straffefangelejre omkring Toftlund, hvoraf den ene lå lige ved siden af kirken.

Bogen har også et stort afsnit om Sicherungsstellung Nord, hvor der både fortælles om baggrunden for stillingen i 1916 og illustreres med nogle meget flotte billeder, som viser, hvor stillin­gen fra 1917-18 løb i terrænet omkring byen.

Bogen om Toftlund sogn under 1.  Verdenskrig kan varmt anbefales til alle, som interesserer sig for 1. Verdens­krig generelt og for Sønderjyllands hi­storie specielt. Det må blive en klassiker for alle, som interesserer sig for 1. Ver­denskrigs betydning for lokale sam­fund.

Jørn Buch

Bogen kan købes på foreningens hjemmeside

eller ved henvendelse til Anne-Grethe Petersen  på tlf.nr. 20 25 95 13 eller tlhf6520@gmail.com

Pris: kr. 250,- + evt. forsendelse kr. 80,-

Nedennævnte 10 Medlemmer af Den nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd tilstillede 26. Maj 1919 H. P. Hanssen som Vælgerforeningens Formand følgende Skrivelse:

Da den nordslesvigske Vælgerforening tages til Indtægt for Modstanden imod de Allieredes Afgørelse [dvs. kravet om afstemning i 3. zone] i vort Grænsespørgsmaal, anser de underteg­nede Medlemmer af Vælgerforeningens Tilsynsraad det for nødvendigt, at Sagen behandles i et Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde.

Vi opfordrer derfor Vælgerforeningens Formand til telegrafisk at indvarsle et Møde med føl­gende Dagsorden:

1) Grænsespørgsmaalet,

2) Embedsbesættelserne,

3) For­skelligt.

Opfordringen var underskrevet af: E. Christiansen, Flensborg, P. Damgaard, Bramsted, P. Sibbesen, Overskov, N. J. Gotthardsen, Nørmark, K. Outzen, Ellum, L. Christensen, Ha­derslev, J. Andersen, Haderslev, Chr. Skøtt, Maugstrup, P. Tønder, Birkelev, H. D. Kloppen­borg Skrumsager. Københoved.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

26. Maj: Da trods Krigserklæringen Vælgerforeningen ikke indkaldes, har vi indvarslet vor Gruppe til Møde i Dag i Flensborg. Det vedtages at kræve et Vælgerforeningsmøde sammenkaldt telegrafisk. — Fra alle Sider berettes om udmærket Stemning i Flensborg og Slesvig-. —.

Valdemar Sørensen [socialdemokrat i Flensborg, red.] har i Skrivelse af 26. Maj nedlagt sin Post som Borgerrepræsentant, fordi han vil arbejde for Mellemslesvigs Tilslutning til Danmark.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Ny vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om de meget vanskelige forhandlinger om, hvordan freden – og de fremtidige grænser mellem mange lande – skulle se ud.

Sidste år udkom denne fine, lille bog, der fortjener langt større udbredelse, end den har fået. Det er en spændende historie – og bogen indeholder fantastiske 100 år gamle fotografier fra Grønland.

Den handler om Jens Jepsen fra Bylderup, der gik over grænsen i 1915 – og endte i en kryolitmine i Grønland!

Gunnar Solvang, tidligere museumsinspektør i Køge, er forfatter til en ny bogudgivelse fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Bogen har titlen ”En sønderjysk rømningsmand i Grønland” og er historien om den 19-årige Jens Jepsen fra Bylderup ved Tinglev, der i 1915 valgte at krydse Kongeåen for ikke at blive tysk soldat i 1. verdenskrig.

To brødre var allerede med i krigen, en tredje var udvandret til Amerika. Jens’ plan var at rejse over til bror Hans, men på Grundtvigs Højskole i Lyngby ombestemte han sig og sejlede til Grønland, hvor han arbejdede tre år i kryolitminen.

Først et halvt år efter verdenskrigens afslutning kunne han i 1919 vende hjem, og igennem mange år drev han den gamle kaptajnsgård Straagaard ved Aabenraa.

Gennem breve mellem Jens, hjemmet og bror Hans i Amerika får læserne af bogen et levende indblik i de følelser, tanker og beretninger, som fløj tværs over verdenshavet, mens krigen rasede i Europa. Desuden skildres det hverdags- og fritidsliv, som Jens oplevede sammen med kammeraterne i det fjerntliggende Ivigtut.

Bogen afspejler skismaet mellem Jens’ liv i Ivigtut og forholdene hjemme i landsdelen – rømningsmandens refleksioner på baggrund af sine oplevelser og de mænd, der under fremmedherredømmet fulgte “pligtens tunge bud” som soldat i den tyske hær.

Teksten understøttes af et righoldigt billedmateriale, hvor hovedparten er grønlandsbilleder, taget af kammeraten Harald Johansen, og publiceres her for første gang i 100 år.

Bogen er på 72 sider, indbundet og både rigt og smukt illustreret.

Bogen koster 98,- kr for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland og 148,- for ikke-medlemmer.

Køb den hos Historisk Samfund for Sønderjylland eller i boghandelen.

 

24. Maj 1919 afgav Fredskonferencens Præsident Svar paa Noten fra den tyske Delegation; om Slesvig findes heri kun følgende Linjer:

Hvad Slesvig angaar, da er det paa den danske Regerings Anmodning, at Konferencen har taget Sporgsmaalet under Behandling.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

23. Maj: Den danske Regering og dens Tilhængere i Forbund med H. P. Hanssen fortsætter deres Felttog mod 3. Zone i Pressen og paa Møder.

A. Lebeck har været i Angel og opsøgt de tyske Førere Iversen i Munkbrarup og P. Jensen i Oksager.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Se Anders Lebecks artikelserie fra 4. maj 1919 og de følgende dage.

Se mere her http://www.mosedefort.dk/det-sker/276-soenderjylland-og-1-verdenskrig/

 

 

Vi vil gerne opfordre alle vore følgere til at gå på Facebook og “synes godt om” Facebooksiden Nyt MSJ magasin.

Museum Sønderjylland er i gang med at bygge et nyt fællesmagasin, hvor alle vores genstande kan opbevares i et optimalt miljø.

Magasinet forventes at stå færdigt i 2021, men allerede nu er et flytte-team i gang med at nedpakke genstandene, som står i magasinerne rundt omkring på vores forskellige enheder.

Følg med her på flytteholdets Facebookside, hvor vi vil opdatere, hvordan processen skrider frem – krydret med små fortællinger om nogle af de fine genstande, vi har på vores magasiner!

Fotografiet i toppen viser den tyske semiautomatiske pistol Mauser C96 med pistolhylster monteret som kolbe (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot).

Under 19. Maj 1919 tilstillede den danske Gesandt i Paris Fredskonferencens Præsident følgende Skrivelse:

Ved Brev, dat. 6. Marts d. A., havde jeg den Ære som Repræsentant for den danske Delegation, der har været modtaget af den belgisk-danske Kommission, at oversende til Deres Excellence et summarisk Udkast til en finansiel Ordning mellem den danske og den tyske Regering som Følge af Tilbagegivelsen af det danske Slesvig.

Samtidig var jeg bemyn­diget til at meddele, at den danske Regerings finansielle Delegerede, Hr. Glückstadt, er til Raadighed for at give den høje Konference de nødvendige Oplysninger.

D. 22. April d. A. tillod jeg mig at gøre Deres Excellence bekendt med, at et mere detailleret Memorandum var under Udarbejdelse for det Til­fælde, at den høje Konference vilde anse det for formaalstjenligt i Freds­traktaten at indføje et Forbehold med Hensyn til den finansielle Ordning.

Vi erfarer med Beklagelse, at Konferencen ikke har ment at kunne tage Hensyn til vort første Udkast, og at den selv har fastsat de Principer, efter hvilke de finansielle og andre Forhold vil være at ordne Tyskland, Preussen og Danmark imellem, uden at den har givet den danske finansielle Delege­rede Lejlighed til at forhandle med den kompetente Kommission saavel om de Ting, der særlig vedrører Danmark, som om det finansielle Spørgsmaal.

Vore Oplysninger om disse Anliggender er imidlertid fremstillet i et Memorandum, som jeg har den Ære at vedlægge i flere Eksemplarer. Man har deri forsøgt at vise Hovedlinierne for en Afgørelse, der er baseret paa følgende Principer:

En Tilbageførelse — saa vidt det er muligt — til Stillingen før 1864, samt en Betaling for de Statsejendomme, som er beliggende i den Del af Slesvig, der skal tilbagegives, og som er erhvervede siden da.

Dette er efter vor Formening den eneste Maade, paa hvilken man kan foretage et fuldstændigt Opgør af alle de finansielle Foranstaltninger, der er foretaget af den tyske Regering i det danske Slesvig til Fremme for Tysk­heden.

Under disse Omstændigheder tillader jeg mig høfligst at bede den høje Konference om at ville underkaste Forslaget i vort Memorandum en vel­villig Undersøgelse og, saafremt den finder det formaalstjenligt, at opfordre den danske Delegerede, Hr. Glückstadt, til at forhandle med den Kommis­sion, til hvilken disse Sager er betroet.

Med ovennævnte Følgeskrivelse af 19. Maj 1919 fra den danske Gesandt blev følgende Memorandum, dat. Paris 5. s. M. og underskrevet af den danske Regerings finansielle Delegerede, Emil Glückstadt, indgivet til Fredskonferencen:

Under 6. Marts 1919 har den danske Delegation til de høje allierede og associerede Magters Fredskonference indgivet et Memorandum, i hvilket blev udtalt:

Her anføres det nævnte Aktstykke, idet dog den sidste Sætning er udeladt.

Dette Memorandum angiver i Hovedtrækkene de Principer, som efter Danmarks Opfattelse bør benyttes ved den finansielle Ordning mellem Dan­mark og Tyskland som Følge af det danske Slesvigs Afstaaelse.

I nedenstaaende Redegørelse har jeg tilladt mig at anføre et vist Antal Enkeltheder vedrørende de Krav, som henholdsvis Tyskland og Danmark vil gøre gældende. Imidlertid kan Fortegnelserne over disse Krav paa nær­værende Tidspunkt ikke betragtes som endelige; i Virkeligheden kan de kun tjene til at give en summarisk Opgørelse over de finansielle Krav, som de to Lande kan formodes gensidig at gøre gældende. Alene gennem direkte Forhandlinger vil det blive muligt at faa fastslaaet det nøjagtige Antal af de gensidige Krav og deres virkelige Værdi.

Nærværende Redegørelse, der kun giver Eksempler, stræber derfor blot efter at anvise den Basis, der vil kunne benyttes, naar den endelige Ordning skal finde Sted. Naar her nævnes Beløb for Gældsposterne, sker det derfor heller ikke for at angive de ende­lige Summer; thi disse kan først fastsættes efter en Vurdering paa Stedet af hvert enkelt Krav. De her angivne Beløb kan kun have en foreløbig Karakter, og som Følge heraf vil de kun kunne tjene til at paavise de Resultater, man er naaet til paa Grundlag af en retfærdig Vurdering af Kravenes Penge­værdi før Verdenskrigen.

Den danske Regering har sat sig som Maal at opnaa en retfærdig Ord­ning af de finansielle Spørgsmaal, som vil opstaa mellem Danmark og Tysk­land som Følge af det danske Slesvigs Genafstaaelse i det Øjemed derved — saavidt Omstændighederne tillader det — at faa ophævet Virkningerne af Freden i Wien af 3o. Oktober 1864. Saaledes forklares de fleste af Posterne for de gensidige Krav, der nævnes i denne Redegørelse.

Den For­skel, der vil opstaa mellem de to Gruppers Totalsummer, vil være at udrede af Debitor, saasnart den endelige Opgørelse har fundet Sted.

Her skal fremføres en Række af de Krav, som Tyskland (Preussen) vil kunne fremføre mod Danmark:

1).    Forholdsvis Andel i den Del af det danske Monarkis Stats­gæld, som Preussen overtog i Henhold til Wien freden af 30. Oktober 1864, Art. VIII.

I den ovenf. nævnte finansielle Memorandum af 6. Marts udtales:

Danmark nærer den Anskuelse, at der vilde skabes en retfærdig Ord­ning af det finansielle Spørgsmaal ved at bestemme, at der skal til­bagebetales Tyskland en Del af de 58 Miil. Kr., Danmark modtog i 1865 som det Beløb, der repræsenterede dets Kvota-Andel i Landets samlede Statsgæld paa hint Tidspunkt, saaledes at denne Del sættes i Forhold dels til den Folkemængde, dels til det Landomraade, som nu vender tilbage til Danmark.

I denne Forbindelse skal nu her anføres nævnte Artikel VIII i Wien- freden af 30. Okt. 1864:

For at opnaa en billig Fordeling af det danske Monarkis Statsgæld i Forhold til Kongerigets og Hertugdømmernes respektive Folketal og for derhos at afhjælpe de uoverskuelige Vanskeligheder, som en detailleret Opgørelse af de gensidige Rettigheder og Fordringer vil frem­byde, har de høje kontraherende Parter fastsat den Andel af det dan­ske Monarkis Statsgæld, der skal falde Hertugdømmerne til Last, til en rund Sum af 29 Millioner Rigsdaler (dansk Rigsmønt).

Det Beløb, der i nuværende dansk Mønt svarer til disse 29 Mili. Rigs­daler, er 58 Mili. Kr. Da Wienfreden af 30. Okt. 1864 blev underskrevet, omfattede denne Sum de tre Hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Nu er der imidlertid kun Spørgsmaal om at tilbageføre til Danmark en Del af det ene Hertugdømme, Slesvig. Wientraktaten fastsætter udtrykkeligt som Basis for en retfærdig Fordeling Forholdet mellem Befolkningen i Kon­geriget og i Hertugdømmerne.

Under de nuværende Omstændigheder maa det derfor synes naturligt at anvende samme Princip og som Grundlag at benytte den sidste tyske Folketælling inden Verdenskrigen.

Ved Wienfreden afstod Danmark til de allierede tyske Magter (Preussen og Østrig):

1)    Hertugdømmet    Holsten og    Øen    Femern.
2)    Hertugdømmet    Lauenborg.
3)    Hertugdømmet    Slesvig.

Disse    tre Provinser udgør    et samlet Areal    af    ca.    19.000 km2 med 1.621.000    Indbyggere (1910).

De Landomraader, som Tyskland (Preussen) nu under Forudsætning af Befolkningens Samtykke i Overensstemmelse med de høje allierede og asso­cierede Magters Beslutninger vil have at genafstaa, fordeler sig saaledes:

1)    Nordslesvig med et Areal af ca. 4.000 km2 og omtrent 167.000 Indbyg­gere (1910).

2)    Mellemslesvig med et Areal af 1.300 km2 og omtrent 100.000 Indbyg­gere, heri indbefattet Byen Flensborg med dens Forstæder, som i 1910 havde ca. 70.000 Indbyggere.

Disse Tal muliggør tilnærmelsesvis at vise den forholdsvise Andel af det danske Monarkis Gæld i 1864, som nu vil være at betale tilbage. — Det er klart, at Danmark ikke vil have at betale Renter af dette Beløb, da Tysk­land (Preussen) har ejet Udnyttelsen af Landet i hele det siden 1864 for­løbne Tidsrum.

I Overensstemmelse med ovenomtalte Memorandum vil der imidlertid til dette Gældsbeløb, som hidrører fra Freden i Wien 1864, være at lægge den Værdi, som Statsejendommene paa de i Tyskland (Preussen) inkor­porerede Landomraader siden Erhvervelsen har naaet.

Dog maa bemærkes, at Opgørelsen mellem de to Stater ikke berører Kommunerne, der beholder deres Gæld og Formue som hidtil.

2)    De det tyske Rige, Preussen eller den preussiske Provins Slesvig-Holsten tilhørende offentlige Bygninger, Anlæg o. a.

I Nordslesvig beløber Værdien sig til 11 Mili. Kr. Man er kommet til denne Sum ved at støtte sig til Vurderinger foretaget af Eksperter (Arkitek­ter, Entreprenører og Forsikringsmænd). Eksperterne har foretaget deres Vurderinger til normale Tiders Priser, idet de har forhøjet disse med gen­nemsnitlig 5o %.

3)    Den preussiske Stats Jernbaner.
Værdien af disse Jernbaner er for Nordslesvigs Vedkommende vurderet til Kr. 11.300.000. Vurderingen omfatter ikke Stationer og andre Bygninger, der er nødvendige for Banernes Drift.

I Tiaaret før Verdenskrigen lod den preussiske Forvaltning, med Hen­blik paa en fremtidig Krig, foretage store Udvidelser af Jernbanestationerne i Nordslesvig; saaledes er der bygget store Perroner til Udladning af Sol­dater, Heste, Krigsmateriel m. v. I Overensstemmelse med de Principer, der er anførte i det ovenfor nævnte Memorandum fra den danske Delegation, dat. 6. Marts 1919, er man af den Opfattelse, at Værdien af disse Anlæg ikke vil være at erstatte.

4)    Den preussiske Stats Telegraf- og Telefonanlæg.
Under de nuværende Omstændigheder har de danske Eksperter ikke været i Stand til at danne sig nogen Mening om Værdien af disse Anlæg. I dette, som i flere andre Tilfælde, vil det være nødvendigt at foretage Vur­deringerne paa Stedet.

5)    Overtagelse af c. 35 af den preussiske Stat opkøbte Do­mæner.

Den preussiske Stat har købt disse Domæner til Støtte for Fortyskningen. De er alle beliggende i Nordslesvig. De dækker et Areal af c. 13.000 ha.

Deres Værdi er ansat til 18 Miil. Kr. Denne Vurdering er foretaget paa Basis af Priserne i 1914. Det Beløb, som den preussiske Stat har betalt for Erhvervelsen af disse Ejendomme, kan sættes til c. 7 Miil. Mark; men det maa bemærkes, at efter Erhvervelsen har paa flere Omraader betydelige Forbedringer i Driften fundet Sted.

Det er nødvendigt, at disse Ejendomme kan frigøres for enhver Af­hængighed af den preussiske Stat, hvilket kan ske ved, at man refunderer den Værdi, de besad i 1914.

6)    Overtagelse af de 3 i Nordslesvig af »den hannoveranske Kloster-Fond«, opkøbte Ejendomme.

»Den hannoveranske Kloster-Fond« har opkøbt disse tre Landejen­domme i Nordslesvig, af hvilke to er beliggende i Aabenraa Amt og en i Sønderborg Amt (paa Øen Als). De dækker et Areal paa 537 ha. Deres Værdi er ansat til 1½—2 Mili. Kr.

Kloster-Fonden købte disse Ejendomme paa Opfordring af den preussiske Stat for at bidrage til Fortyskningen af Nordslesvig, og den preussiske Stat udøver — i det mindste indirekte — Kontrol med Forvaltningen af de Midler, over hvilke Kloster-Fonden raader.

Det er derfor nødvendigt, at disse Ejendomme befries for enhver Af­hængighed af Kloster-Fonden, hvilket kan ske ved, at man tilbagebetaler Fonden den Værdi, som disse Ejendomme besad i 1914.

7)    Overtagelse til Vurderings pris af den preussiske Stats Ret­tigheder i de saakaldte »Rentegüter«.

Ved »Rentegüter« forstaas smaa Landejendomme, hvis Besidder ikke ejer den fulde Ejerret, idet hans Ret til Afhændelse er afhængig af den preussiske Stats Tilladelse. »Rentegüter« kan altsaa hverken sælges eller udstykkes uden Statens Tilladelse, og Staten har forbeholdt sig Forkøbs­retten.

Ved Udgangen af 1912 fandtes i Nordslesvig et betydeligt Antal af disse Ejendomme, over hvilke Staten udøvede sin Kontrol i det Øjemed at bevare dem som Middel til Landets Fortyskning. Der fandtes: 136 i Haderslev Amt, 69 i Aabenraa Amt og 80 i Tønder Amt.

Det maa synes ubetinget nødvendigt at overføre den Kontrol, den preus­siske Stat nu udøver over de nævnte Ejendomme, til den danske Stat gen­nem Køb af den preussiske Stats Prioriteter i dem.

8)    Overtagelse til Vurderingspris af den preussiske Stats Prioriteter og andre Rettigheder i de af y>Schleswig-Holsteinische Höfebank« forvaltede Ejendomme.

De Ejendomme, der hører under dette Afsnit, forvaltes af en Bank i Kiel ved Navn Schleswig-Holsteinische Höfebank. Disse Ejendomme er ligeledes under Kontrol af den preussiske Stat, som ejer Prioriteter i dem op til 1/3 af deres samlede Værdi. For at vise Omfanget af Statens Kontrolret overfor denne Slags Ejendomme, vil det være tilstrækkeligt at anføre, at selv Ejerens Søn ikke kan efterfølge sin Fader uden Samtykke fra Regerin­gens Repræsentant (Regeringspræsidenten).

Til denne Fortegnelse bør yderligere føjes de øvrige Forpligtelser og Rettigheder, som det tyske Riges og Preussens Myndigheder maatte besidde i de Omraader af Slesvig, der vil blive genafstaaede til Danmark. Eksempel­vis kan nævnes, at den preussiske Stat har Interesser i det tyske Kolonisations­selskab, kaldet »Schleswig-Holsteinische Siedlungs-Genossenschaft«, og i Skærbæk Bank, som har ydet adskillig Støtte til forskellige Fortysknings- Foretagender.

Efter at have givet en Oversigt over Tysklands finansielle Krav skal nu. saa vidt det er muligt, anføres de Krav, Danmark agter at gøre gældende overfor Tyskland (Preussen):

1) Andel i den i Henhold til den tyske Lov af 1911 oprettede Alderdoms- og Invaliditets-Forsikringsfond.

Det Beløb, der aarlig udredes i Invaliderenter i de 4 Amter, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder, andrager c. I.o23.3l4 Mark.

Det Beløb, der i Nordslesvig udredes til Enkeforsorg og til Udstyrs­Hjælp, kendes ikke nøjagtigt, men det drejer sig næppe om større Beløb.

Det tyske Rige har ydet et Beløb af c. 300.000 Mark aarlig af disse Be­løb, saaledes at Forsikringsfonden for sin Part har maattet yde c. 700.000 Mark.

Enhver Person, der er forsikret i Forsikringsfonden mod Invaliditet, har — bortset fra Statens Bidrag — gennem de aarlige Præmier fuldt ud betalt, hvad han eller hun har Krav paa i Tilfælde af Invaliditet.

Som Følge heraf kan Fondens Forpligtelser overfor de forsikrede ikke annulleres. Gennem Betalingen af deres Præmier har de forsikrede en Andel i den meget betyde­lige Formue (c. 55 Miil. Mk.) som nu administreres gennem Forsikrings- institutet i Kiel. Paa den anden Side vilde det være uantageligt, at For- sikringsinstitutet i Kiel fortsat forvaltede denne Forsikring for den Del af Slesvig, som vil blive tilbagegivet til Danmark.

Som Følge heraf bringes i Forslag, at det nævnte Institut skal tilbagebetale de udtrædende Medlemmer deres Andel i Formuen.

Betalingen vilde være at udrede til den danske Stat, og denne vilde da paatage sig at fordele Pengene mellem de paagældende. I Danmark findes der intet tilsvarende Forsikringsinstitut, og det vil være ugørligt at opretholde to forskelligartede Forsikringsinstitutioner.

Med Hensyn til Ulykkesforsikringen er det betydeligste Selskab det, der forsikrer mod Ulykker indenfor Landbruget. I 1917 har de 4 ovennævnte slesvigske Amter for den Slags Forsikringer udredet c. 292.000 Mark. Det Antal Personer, der oppebærer Understøttelser fra denne Art Forsikring, er 2.600 Skadelidte, 130 Enker og 120 Børn. Det synes naturligt at fratage den tyske Administration Forvaltningen af denne Forsikringskapital. Likvi­dationen bør finde Sted som ovenfor anført.

Med Hensyn til Sygeforsikring og de private Funktionærers Forsikring (aaben for enhver privat ansat Funktionær med ikke over 5.000 Mark i Ind­tægt) vil disse, da de kun har en lokal Karakter, være at bibeholde under den Forudsætning, at deres Kapital og Kassen forbliver i den afstaaede Del af Slesvig.

2) Andel i de kirkelige Fonds og Kasser, som er fælles for Slesvig og Holsten.

Under dette Afsnit hører bl. a. de Kapitaler, som tjener til Underhold af Landskirkens Kirker. I dette Øjemed har i tidligere Tid forskellige offent­lige preussiske Institutioner faaet overdraget og forvaltet de Kapitaler, som stammer fra Tilbagekøb af Tiende. Derfor vilde det være nødvendigt at træffe en Ordning, ved hvilken de slesvigske Landomraader, der gengives Danmark, paany faar overdraget de Kapitaler, som med Rette tilhører dem.

3)    Andel i forskellige sociale Institutioners, Handelskamrenes. Landbrugs- og Haandværker-Selskabers, Sindssyge- og Abnorm-Anstalters, Brandassurance-Selskabernes, Hede- opdyrknings-Selskabernes m. fl.s Formuer.

I Tilfælde, hvor disse Formuer befinder sig paa det Omraade af Slesvig, der tilbagegives Danmark, bør de forblive urørte, medmindre der paahviler dem Forpligtelser overfor de Omraader af Slesvig, som ikke vender tilbage til Danmark. I sidstnævnte Tilfælde vil en tilsvarende Andel være at tilbage­betale Tyskland.

4)    Legatformuer tilhørende Kommuner eller offentlige Insti­tutioner eller som er testamenteret til Fordel for danske Slesvigere. Endvidere Andel i Legater oprettede til Fordel for Indbyggerne i Hertugdømmet Slesvig eller i Hertug­dømmerne Slesvig og Holsten, og omvendt.

5) Tilbagebetaling af de Beløb, som af Private, Kommunerne, 163 b offentlige Institutioner eller Foreninger er indbetalt i de offentlige preussiske Kasser som Kaution, Depot eller Pant.

6) Tilbagebetaling af Bidrag fra Amterne (»Kreise«.) til den tyske Regerings Udgifter til Understøttelser af Soldaternes Familier under Krigen.

7)    Skade paa Privatejendom forvoldt under Krigen ved An­læg af militære Værker af alle Slags m. v.

En officiel Undersøgelse har konstateret, at Skaden paa Markerne i Ha­derslev og Aabenraa Amter (»Kreise«) beløber sig til 1.9o2.oco Mark.

8)    Betaling for ubetalte Rekvisitionssedler.
De tyske Myndigheder har foretaget et vist Antal Rekvisitioner, hoved­sagelig af Kvæg, som endnu ikke er blevet betalt.

9)    Erstatning for Skibe og Ladninger skudt i Sænk under Krigen.
Den samlede Værdi af de danske Skibe, som er totalt forliste paa Grund af den tyske Søkrigsførelse, beløber sig til c. 230 Miil. Kr., Tabene af Fragt og Last ikke indbefattet.

Den danske Regering er af den Formening, at dette Beløb bør betales af Tyskland, saaledes at Danmark modtager en An­del heraf i Forhold til sit eget Forbrug af Tonnage under Krigen, og de allierede Magter samt U. S. A. en Andel i det Forhold, i hvilket de under Krigen har anvendt dansk Tonnage.

Følgelig vil det være nødvendigt at udregne dels Antallet af Tonnage­dage for den danske Handelsflaade under Krigen, dels Antallet af Tonnage­dage, i hvilke den danske Handelsflaade har været chartret af andre Lande. Erstatningsbeløbet vil da være at fordele forholdsvis mellem de forskellige Lande.

Paa denne Maade vil hvert Land faa rimelig Erstatning for en Del af de Tab, som er foraarsagede af den Forøgelse af Forsikringspræmierne, som var en direkte Følge af Tysklands maritime Krigsførelse, hvilke atter var den væsentligste Aarsag til Vareprisernes Stigning. Da Prisstigningen har været baaret af hele Befolkningen, maa det synes retfærdigt, at det ogsaa bliver den, der faar Fordelen af Erstatningen.

10)    Skadeserstatning til de danske Søfolks Familier, hvis For­sørgere er omkomne under Krigen som Følge af Torpe­deringen af danske Skibe.

Den internationale Sømandskongres i Paris har vedtaget en Resolution, i Følge hvilken alle Sømandsorganisationer i de allierede og associerede Lande og de neutrale Lande af Tyskland skal kræve en Erstatning paa i det mindste £ 1.000 til Familie (eller andre dertil berettigede) af Sømænd, der har mi­stet Livet som Følge af de tyske sømilitære Krigsforanstaltninger. Intet Fra­drag i denne Erstatning maa foretages af den Grund, at faglige Sømands­organisationer eller de forskellige Staters offentlige Myndigheder nu eller i Fremtiden understøtter den efterladte Familie af en Sømand, som mistede Livet under Krigen.

I Løbet af Krigen har 600 danske Sømænd ombord i danske Skibe mi­stet Livet, nemlig 266 som Følge af Torpederinger, 8o ved Mineeksplosioner og 232 ombord paa Skibe, der af ukendte Grunde er gaaet tabt.

11)    Tyske Gældsforpligtelser, garanterede af den tyske Rege­ring og hidrørende fra V areudveksTmg under Krigen.

Disse Forpligtelser har deres Oprindelse i Vareudvekslingen mellem Danmark og Tyskland under Krigen. De hidrører fra Differencen mellem Eksport og Import. Tyskland krævede Opretholdelse af denne Difference i Form af Kredit som Betingelse for at forsyne Danmark med visse Raa- stoffer (Kul, Jern m. v.), der var nødvendige for Landets økonomiske Liv.

Til disse forskellige Kreditposter maa endelig føjes de Krav, som Inva­lider, faldne eller forsvundne Soldaters Familier eller andre dertil beret­tigede Efterladte efter Krigsofre kan rejse overfor den tyske Stat. Disse private Krav bør fastholdes, paa samme Maade som det modsat var Tilfæl­det i 1864, nemlig som de paagældendes Krav overfor Tyskland, eller Tysk­land kan udbetale disse Forpligtelsers Kreditposters kapitaliserede Værdi, der da, saafremt de tyske Kontrakrav tillader det, vil kunne bringes i Mod­regning ved den endelige Opgørelse mellem Tyskland og Danmark.

Idet denne Redegørelse forelægges de høje allierede og associerede Mag­ters Fredskonference, er det nødvendigt at gentage, at paa nuværende Tidspunkt har det kun kunnet dreje sig om saa vidt muligt at klarlægge de Principer, som Danmark ved Tilbagegivelsen af det danske Slesvig kunde ønske at se anvendt paa det finansielle Opgør mellem Tyskland og Dan­mark. Det vil være af den største Vigtighed, at de i dette Memorandum anførte Principer maatte vinde Billigelse hos de allierede og associerede Magters Konference.

I Overensstemmelse hermed udtaler Danmark det Ønske, at Konferen­cen vil bestemme, at Udførelsen af Bestemmelserne i den finansielle Ord­ning mellem Danmark og Tyskland (Preussen) maa blive overdraget blan­dede tysk-danske Kommissioner under Forsæde af en Voldgiftsmand, ud­nævnt i dette Øjemed af de høje allierede og associerede Magter.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

17. Maj 1919 tilstillede den danske gesandt i Paris, H. A. Bernhoft, Fredskonferencens Præsident — og samtidig de fem Stormagters Delegationer samt Medlemmerne af Fredskommissionens danske Kommission — følgende Skrivelse:

Den høje Fredskonference har besluttet at udstrække Afstemningsom-raadet i Slesvig til en Linje Kappel—Slesvig—Tønning, og den har saaledes føjet et tredje Afsnit til de to Afsnit, som var foreslaaet af Danmark og det danske Slesvigs Repræsentanter.

Denne Beslutning, som har fremkaldt levende Bevægelse i Danmark og i det danske Slesvig, har 12. ds. foranlediget et Fællesmøde af den dan­ske Rigsdags to Ting. Efter forudgaaende Drøftelse blev følgende Beslut­ning vedtaget:

Her anføres rigsdagens beslutning af 12, maj 1919

For denne Beslutning stemte alle tilstedeværende Medlemmer af Rigs­dagen med Undtagelse af de Konservative, som vel bekræftede deres Tilslut­ning til Rigsdagens Udtalelse af 23. Okt. 1918, men som fandt en ny Be­slutning uhensigtsmæssig.

Det fremgaar heraf, at de to Ting enstemmigt har bekræftet deres Be­slutning af 23. Okt. 1918, hvori Rigsdagen udtrykker Haabet om, at det slesvigske Spørgsmaal maa blive løst i Overensstemmelse med Nationalitets-Principet.

Idet jeg har den Ære at bringe ovenstaaende til Deres Ekscellences Kundskab, tillader jeg mig dertil at knytte følgende Bemærkninger:

Danmarks Hovedstyrke bestaar i dets Befolknings Ensartethed.  

De to Zoner eller Afsnit, hvori Danmarks og det danske Slesvigs Re­præsentanter havde anmodet den høje Konference om at lade foretage Folke­-Afstemning, omfatter hele den Del af Slesvig, som i 1867 — før det preus­siske Undertrykkelses-System var blevet fæstnet — stemte dansk ved de tyske Valg. Skøndt Danskheden har tabt Terræn siden 1867, findes der dog endnu i det andet Afsnit virksomme danske Sympatier.

Ganske vist omfatter de to Afsnit, ja, selv Nordslesvig tyske Mindre­tal; men i et Slesvig, hvis Indbyggeres store Flertal er dansk, vilde efter Indlemmelsen i Danmark de mere eller mindre splittede tyske Mindretal hurtigt forsvinde.

Selv om Danmark udvides til en Grænse, der drages i andet Afsnit, vilde det vedblivende være et Land med ensartet Befolkning.

Anderledes vilde Sagen stille sig, hvis Grænsen blev trukket sydligere efter Afstemning i det tredje Afsnit.

Allerede inden Krigen 1864 var Befolkningen i dette tredje Afsnit ikke alene tysk af Sprog og Sindelag, men ogsaa antidansk.

Hverken i det halve Aarhundrede, som er forløbet indtil 1914, eller under den store Krig har der for os foreligget noget Tegn paa, at en Æn­dring i denne Befolknings Sindelag skulde være foregaaet.

Først efter Tysklands Nederlag og under Truslen om finansiel Ruin er der hos visse Elementer i denne Befolkning opstaaet Ønske om at frigøre sig fra Tyskland og at faa Lejlighed til at stemme for Genforening med Danmark.

Til denne Bevæggrund af materiel Art slutter sig en Genopblussen af den slesvigske eller slesvig-holstenske Partikularisme, der, som vor Historie viser, rummer en Fare for Danmark.

Det er disse Partikularisters Ønske at indlemme i det fremtidige Dan­mark sluttede tyske Mindretal, som vil være tilstrækkelig betydende til i Danmark at opretholde en kæmpende Tyskhed, i Haab om saaledes at for­beholde Fremtiden.

De spredte Mindretal i Nord- og Mellemslesvig vilde da ikke mere være tyske Smaaøer, som hurtigt vilde kunne forsvinde, men de vilde blive Tysk­hedens Forposter.

Denne Bevægelse er saa meget farligere, som den giver politisk Paaskud for saadanne Omvendelser, der nødig vil indrømme, at deres Bevæggrunde er Pengeinteresser.

Jeg skal tillade mig at anføre nogle Tal. Den høje Konference har fast­sat Folkeafstemning i en Zone, der omfatter rundt 415.000 Indbyggere. Den Del af Slesvig, hvori der findes et dansk Element, omfatter omtrent 255.000 Indbyggere, hvoraf rundt 175.000 taler Dansk.

Der findes altsaa i Afsnit­tene I og II mindst 80.000 Tyskere, til hvem den sluttede Masse af 160.000 Tyskere, der bor i tredje Afsnit, vilde kunne slutte sig.

Som Begrundelse for den af Rigsdagen tagne Beslutning udtrykte Tale­ren, under Tingenes almindelige Tilslutning, Danmarks dybe Taknemme­lighed overfor de allierede og associerede Magter, hvis Sejr og efterfølgende Beslutninger paa Fredskonferencen har muliggjort vore nationale Forhaabningers Virkeliggørelse.

Det er i denne Aand, som besjæler hele det danske Folk, at jeg har til­ladt mig at forebringe de ovenstaaende Bemærkninger.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Den danske gesandt i Paris Bernhoft sende den 10. maj 1919 en depeche til Udenrigsministeren. Den blev modtaget i København den 17. maj 1919.

Jeg har den Ære at fremsende hermed det officielle “Résumé du traité avec l’Allemagne”, hvis Afsnit vedrørende Slesvig telegraferedes 7. d. M., samt et i det franske Udenrigsministerium modtaget Uddrag af Traktatens Bestemmelser vedrørende Slesvig. Selve Traktatteksten, en tyk Bog, ud­leveres kun Deltagerne i Fredskonferencen.

Det var en pinlig Overraskelse,at finde under Afsnittet “Slesvig” , at Fredskonferencen havde vedtaget at lade afholde Plebiscit i en 3. Zone, der strækker sig ned til en Linie: Kappel-Slesvig-Tønning, ikke som angivet i “Résumeet” Kappel-Slesvig-Husum.

I øvrigt synes Trak­taten i alt væsentligt at følge det danske Forslag.

Jeg har søgt at indhente Oplysninger om Grundene til Vedtagelsen af den 3. Afstemningszone eller, som den betegnes i Præliminærtraktaten, 3. Sektion i Afstemningszonen.

Saavidt skønnes, er Bestemmelsen om en 3. Afstemningszone først blevet taget paa et sent Stadium, efter at man havde Grund til at tro, at Sagen var behandlet færdig, da ovenomtalte Uoverensstemmelser mellem det franske Resumé og Traktatens Tekst tyder paa, at Spørgsmaalet indtil det sidste har været Genstand for Diskussion.

I det sædvanlige Communiqué for 30. f. M. om Konferencens Arbejder fandtes angivet, at de 4 Udenrigsministre vilde undersøge visse Spørgsmaal bl. a. om “l’organisation d’un régime transitoire dans le Slesvig aprés la signature de la Paix”.

Det har ikke været muligt at faa noget at vide, hvorom der havde været forhandlet ved dette Møde1. Det er muligt, at man da har vedtaget Afstemning i den 3. Zone. Men dette er en ren Gisning. For­slaget om denne 3. Afstemningszone er stillet af Kommissionen, hvis Ind­stilling angives at have været enstemmig.

Paa mine Spørgsmaal om, hvilke Motiver man havde haft til at stille dette Forslag, svares der mig af et af Medlemmerne af Kommissionen, at der forelaa talrige Petitioner fra Sydslesvig om at faa Adgang til at stemme om, hvorvidt dette Land ønskede at høre under Danmark eller Tyskland, tillige med Oplysninger om en voksende Stemning for at slutte sig til Dan­mark. Man ansaa sig derfor ikke berettiget til at udelukke denne Befolk­ning fra at udøve sin Selvbestemmelsesret.

Da jeg udtalte min Forundring over, at Kommissionen havde fæstet mere Lid til nogle faa fanatiske Danske og nogle helt tyske Slesvigere end til den danske parlamentariske og sles­vigske Delegation samt til den danske Regerings Repræsentanter, svarede man mig, at den danske Regering, der ikke havde foreslaaet denne 3. Af­stemningszone og derfor intet Ansvar havde for den, stod fuldstændig frit. Saaledes kunde den f. Eks. nægte at give særlige Garantier for tysk Sprog, tysk Skole o. lign., hvis saadanne fordredes af Sydslesvigerne før Afstem­ningen. Man havde anset denne Afstemning for “a safety valve” mod senere Bebrejdelser fra Sydslesvigernes Side for ikke at have faaet Adgang til selv at bestemme deres Skæbne.

Desuden mentes det, at Resultatet af Afstem­ningen i Sydslesvig vilde være et væsentligt Moment ved den internationale Kommissions Afgørelse af det vigtigste Spørgsmaal, nemlig hvorvidt Flens­borg skulde tildeles Danmark eller vedblive at tilhøre Tyskland.

Det synes at være vedkommende klart, at der næppe kan ventes mere end en større eller mindre Minoritet danske Stemmer i Flensborg, f. Eks. 40 pCt.

Skulde derfor Angel vise sig at stemme helt tysk, vilde det rimeligvis bidrage til at trække Flensborg til Tyskland og vice-versa.

Ifølge denne Betragtning vil der ikke blive Spørgsmaal om, at den 2. Zone overtages af Danmark straks efter Afholdelsen af Plebiscitet, saa langt dette skulde falde ud til Fordel for Danmark. Men den internationale Kom­mission forbeholder altsaa sin Afgørelse, til Afstemningen i 2. og 3. Zone er afsluttet. Ordene i “Resuméet” tillader denne Forstaaelse.

Vedkommende mente, at det vilde være en Fordel for os, hvis Flensborg blev dansk, om hele Kysten til Gelting Bugten ogsaa kunde blive dansk. Han synes ikke at nære nogen Tro til, at der i Henhold til Plebiscitet kunde gives os mere, d. v. s., han er paa det rene med, at der ikke i 3. Zone kan ventes nogen dansk Majoritet. Saa meget mærkeligere er Kommis­sionens Indstilling.

Hvad særlig angaar Medtagelsen i yderste Øjeblik af Ejderstedt, sagdes det, at man derved fik en bedre Evakuationslinje, uden at denne tyndt be­folkede Landsdels Medtagelse kunde gøres noget synderligt fra eller til. I øvrigt mente man at vide, at Græsgangene i Ejdersted ejedes eller dog lejedes af Nordslesvigere.

Ganske tilsvarende Argumenter anføres fra anden Side.

Tanken om at lade den “3. Zone” stemme synes at være opstaaet som en Konsekvens af Evakueringen. Baade overfor Delegationen og overfor Ge­sandtskabet har man udelukkende nævnt Evakueringen Syd for 1. og 2. Zone som en Garanti for Valgets Frihed i de nævnte to Zoner. Oprindelig har man formodentlig ikke tænkt paa Afstemning i 3. Zone, men er efterhaanden kommet ind paa Tanken, da Evakuering er en Forudsætning for Afstemning.

Da Kommissionen umiddelbart forinden Delegationens An­komst foreslog Magister H. V. Clausen og mig en Evakueringslinje Kappel —Tønning og forespurgte, hvorvidt den burde drages norden eller sønden om Slesvig By, fremsatte vi vore Betænkeligheder ved overhovedet at drage Evakueringslinjen saa sydligt og anbefalede en Linie Gelting-Husum

Jeg har indberettet tidligere, at vort egentlige Motiv hertil var at søge i vor Frygt for, at Afstemningsgrænsen skulde blive draget med Syd efter.

Spørgsmaalet blev af Kommissionen forelagt Delegationen. Denne kunde imid­lertid ikke blive enig under Mødet, og efter at Sagen var blevet drøftet paa Hotel Meurice, vedtog Delegationen, trods Magister Clausens og mine Betænkeligheder, at svare, at den ikke ønskede at udtale sig.

Jeg har troet atter at burde anføre vore Betænkeligheder ved at faa en samlet stor tysk Befolkning, og særlig da Tyskerne i Sydslesvig under de nuværende Forhold i Tyskland formentlig vil stemme dansk af rent peku­niære Grunde.

Dertil bemærkedes, at den internationale Kommission ikke behøvede at tage Hensyn til Stemmeafgivningen til Fordel for Danmark, hvis den fik den Overbevisning, at den udelukkende skyldtes Skatteflugt o. lign. Motiver.

Mit Spørgsmaal om, hvorledes man vilde kunne afgøre, af hvike Motiver Vælgerne lod sig lede ved den hemmelige Afstemning, forblev ubesvaret.

Endelig kan jeg ikke undlade at anføre et Argument, som i Fortrolig­hed anførtes. Naar jeg undrede mig over — blev det sagt mig —, at man ikke havde lagt mere Vægt paa det fra officiel dansk Side fremførte, skyld­tes det blandt andet Forestillingen om, at den danske Regerings Optræden var motiveret ved Ønsket om at faa saa lidt som muligt af Slesvig og endnu præget af visse tidligere Traktationer med Tyskland om det slesvigske Spørgsmaal.

Overfor disse Paastande henviste jeg til Regeringens bestemte Dementi.

Vi — Hr. H. V. Clausen og jeg — formoder, at man har søgt at dis­kreditere saavel Hr. H. P. Hanssen-Nørremølle som Hr. N. Neergaard, der var Medlem af Delegationen, ved at fremdrage de to Herrers Indblanding i den “Rubinske Artikel” i “Preussische Jahrbücher” og Hr. Clausen selv paa Grund af hans Deltagelse i “Adressesagen”.

[Der sigtes til en Artikel af Marcus Rubin i “Preussische Jahrbiicher”, Berlin, Maj 1911, i hvilken (S. 274 og 276) forekom Udtalelser om, at “Artikel Fem [i Pragfredeti] længst er død og magtesløs”, og at “kun Taaber og Folk uden Indflydelse i Danmark tænker paa en Cienopstaaelse af Artikel Fem”.]

Jeg beklager at have undervurderet de sydslesvigske Udsendinges Virk­somhed i Paris og overvurderet Betydningen af Kommissionsmedlemmer­nes Udtalelser til mig. Under Kommissionsforslagets Behandling for den territoriale Centralkommission, de 5 Udenrigsministre, er det stadig fra de bedste Kilder blevet sagt mig, at der ikke var sket væsentlige Ændringer i Kommissionens Indstilling. Paa direkte Forespørgsel i Anledning af nogle Bladmeddelelser om en “3. Zone” udtalte et Medlem af Kommissionen for nogen Tid siden, at der ikke var sket Ændring i Forslaget: 2 Afstemnings­zoner og 1 Evakueringszone. Den Hemmelighedsfuldhed, hvormed Freds­konferencen har omgivet sit Arbejde, har hindret en virkelig Kundskab om dens Bestemmelser.

Man maa stille sig det Spørgsmaal, hvorvidt Beslutningen om en 3. Afstemningszone har en storpolitisk Baggrund. Man indrømmer stadig, at man vel forstaar vor Frygt for at faa et stort tysk Befolkningselement og maa følgelig kunne forstaa, at vi vil vægre os ved at modtage Sydslesvig, selv om det skulde stemme dansk.

Paa den anden Side vilde man næppe kunne tilbagegive til Tyskland Befolkninger, som har udtalt Ønske om at komme bort fra dette Land. Tænker man ad denne Omvej at genopvække Tanken om en Kanalstat eller en Stødpudestat — eventuelt med et Man­dat fra Folkenes Forbund til Fordel for Danmark? Intet Middel til at svække Preussen vil blive forsømt.

Da vi erfarede Bestemmelsen om den 3. Afstemningszone, afsendte vi Telegram af 7. Maj, hvoraf Afskrift vedlægges. Vi tillod os heri at henstille, at der fremkom fra Regering og Rigsdag en Udtalelse om, at de staar fast paa det hidtilværende Grundlag og ikke vil godkende Ind­lemmelse i Danmark af Egne, som aldrig, fra den Tid Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse.

Det er vanskeligt for os at bedømme den indre Stilling i Danmark, især da man her synes at lægge en vis Vægt paa, at Hr. J. C. Christensen, i hvem man her ser den næste Regeringschef, menes at være sympatisk stemt overfor Danevirkebevægelsen.

Men vi venter, at vore foreløbig mundtlig overfor Kommissionsmedlemmer fremsatte Indvendinger vil faa Støtte hjemmefra, saaledes at de vil kunne fremføres paa mere officiel Maade.

I en af Le Temp’s Redaktion begæret Udtalelse har jeg nøjedes med i meget afdæmpet Form at udtale min Forbavselse. —

Det er Hensigten at gaa saa hurtigt frem som muligt med Hensyn til Plebiscitet i Slesvig, og det er sagt mig, at man traf Forberedelser til de nødvendige militære Foranstaltninger (Flaadestyrke). Jeg har ikke kunnet faa nogen Besked om Sammensætningen af den internationale Kommission udover, at den ved Siden af de skandinaviske Medlemmer vil tælle et fransk, et engelsk og et amerikansk.

Som en Detaille af nogen Interesse tilføjes, at det er Hensigten at ude­lukke fra Slesvig under Overgangsperioden Agitatorer saavel fra Tyskland som fra Danmark (Kongeriget).

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

16. Maj: Den prøjsiske Trafikminister og Regeringspræsidenten fra Slesvig har i Gaar været her og lovet Guld og grønne Skove. —

Cornelius Petersen og P. Lassen i Flensborg.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Med Datum: Paris, 15. Maj 1919, men i Virkeligheden afleveret paa et senere Tids­punkt, tilstillede den danske Delegerede Fredskonferencen et (af H. V. Clausen forfattet) Memo­randum : “Mémoire relatif a la restitution par l’Allemagne (la Prusse) d’objets artistiques ou ayant une valeur scientifique, littéraire et historique par suite de la rétrocession du Slesvig danois”.

Det indledes saaledes:

Uafhængigt af den finansielle Ordning mellem Danmark og Tyskland, som skal træffes, naar den danske Del af Slesvig bliver tilbagegivet Dan­mark, melder sig et andet Spørgsmaal vedrørende Genstande, der har vi­denskabelig, kunstnerisk eller litterær Værdi, og til hvilke der desuden knytter sig nationale Følelser.

I visse Tilfælde drejer det sig om Tilbagegivelsen af Genstande, som uden lovlig Grund er bleven fjernede fra Slesvig.

Memoiren nævner derefter disse Genstande under nedenstaaende otte Rubriker:

I.    Oldsager
I 1852 oprettedes i Flensborg den “Kgl. Samling af nordiske Antikvi­teter”, som snart opnaaede stor Betydning ved Indlemmelse af de bemær­kelsesværdige Fund fra Folkevandringens Tid, som gjordes i Aarene 1858-1861 i Torsbjerg Mose i Angel og i Nydam Mose i Sundeved.

Udbyttet af disse Udgravninger omfattede tusindvis af Genstande af største histo­riske Betydning, nedlagte i Moserne som Gudernes Part i Byttet. Den danske Regering bekostede disse Udgravninger, danske Lærde ledede dem. beskrev de fundne Genstande, deres Nytteanvendelse og Maaden, paa hvil­ken de var bleven nedlagt. Som bekendt indtager de skandinaviske Lande i vore Dage en fremragende Plads paa Arkæologiens Omraade. De paa­gældende Genstande er iøvrigt i fuld Overensstemmelse med de andre be­tydningsfulde Fund fra samme Tidsalder, som er gjort i andre Dele af Danmark.

Art. XIV i Wien-Freden af 1864 omtaler udtrykkelig Flensborg-Samlingen:

“Samlingen af Oldsager, som knyttede sig til Slesvigs Historie, men som for en stor Deel er blevet adsplittet ved de seneste Begivenheder, vil ved den Danske Regjerings Medvirkning være at gjenoprette.”

Overensstemmende med denne Bestemmelse blev Samlingen, som det var lykkedes at rekonstruere, udleveret til Preussen, men i Stedet for at blive givet tilbage til Byen Flensborg, blev den sendt til Kiel, hvor den danner Hovedparten af Museum vaterländischer Altertümer.

Danmark anmoder (demande”) om denne Oldsagssamlings Tilbage- givelse til den Landsdel, hvor den er bleven dannet, og til hvilken den hører, saaledes at alt, hvad der bevisligt — med Støtte i Museernes Kataloger og andre Dokumenter saavel som Genstandenes Afmærkning — i 1864 har tilhørt Flensborg-Museet, bliver tilbagegivet.

Det er en Selvfølge, at denne Tilbagegivelse bør ske paa det Tidspunkt, da den almindelige Fred med­fører Wien-Fredens Revision. Denne Sag er ikke alene et Retsspørgsmaal; den offentlige Mening i Kongeriget Danmark og i Slesvig kræver, at den bliver taget i Betragtning. Denne Mening er kommet til Orde ikke alene i Pressen, men ogsaa i talrige til Nationalmuseet i København rettede Hen­vendelser, thi Samlingen bærer tydeligt et dansk-nordisk Præg og danner et af de bedste Vidnesbyrd om dansk Nationalitet i Slesvig i den fjerneste Oldtid.

Danmark har ogsaa en naturlig Ret til at kræve (exiger), at de tyske Museer i Provinsen Slesvig-Holsten og andet Steds tilbagegiver de Gen­stande, de er kommet i Besiddelse af efter 1864, og som hidrører fra de Egne af Slesvig, som nu atter bliver danske . Hvis Slesvig ikke fra 1864-1919 havde været indlemmet i Preussen, vilde de her omtalte Oldsager have fundet deres Plads i Hertugdømmets forskellige stedlige Museer; nogle af Genstandene, som frembyder en mere almindelig Interesse, vilde være bleven deponerede i Nationalmuseet i København.

For Slesvig og for hele Danmark er det af stor Betydning, at alt, hvad der staar i Forhold til det slesvigske Lands Historie og Kultur, i størst muligt Omfang bliver ført tilbage over den nye Grænse. De Udgifter, de tyske Museer har haft til Erhvervelse af disse Genstande, vil blive erstattede af Danmark.

Samtidig bor de danske og tyske Regeringer i Fællesskab træffe Be­slutning om ved Hjælp af Midler, begge Stater skal yde, at beskytte mod al Beskadigelse og i hele dens Omfang den gamle og saare interessante Danevirkevold, ligesom det Omraade, paa hvilket den gamle Handelsby Hedeby har staaet, bør bevares for historiske og arkæologiske Undersøgelser.

II.    Hovslund-Stenen
I Øster-Løgum Sogn, Nord for Aabenraa, ligger Landsbyen Hovslund. nærved den gamle Vej, som løb fra Nord til Syd gennem Slesvig; dér fandtes en Runesten, som for omtrent 1000 Aar siden blev rejst af en Høvding for at bevare hans Minde gennem Tiderne. Slægtled efter Slægtled lod pietetsfuldt Stenen staa paa sin Plads. Den omtales i Litteraturen allerede 1592. Under Krigen 1864 blev den af Prins Friedrich-Karl af Preussen bortført som Krigsbytte og anbragt i Parken ved hans Jagtslot »Dreilinden« nærved Berlin. Danmark kræver, at denne Sten bliver genopsat paa sin oprindelige Plads.

III.    Arkiver
Arkivalier — lige fra de ældste Breve til de sidste Dages Dokumenter — tjener ikke alene videnskabelige Studier, men er ogsaa til praktisk Nytte. Danmark har Ret til at kræve, at alle Dokumenter, der historisk eller ad­ministrativt knytter sig til de genafstaaede Landomraader, og som nu findes i tyske Arkiver, bliver det udleveret.

Det følger af sig selv, at de Arkiver, som findes i den Del af Slesvig, der tilbagegives Danmark — saavel den stedlige Administrations som de forskellige Institutioners Arkivalier — forbliver paa det Sted, hvor de nu findes. Dette er saa klart, at Wien-Freden end ikke omtaler dette Forhold.

Ikke desto mindre er der nu Grund til at fremhæve dette Spørgsmaal, thi dels vil Provinsen Slesvig-Holsten blive delt, dels bør det her omtalte Krav udstrækkes til den Del af de stedlige Arkiver, som er bleven overført til Provinsens centrale Arkiver i Byen Slesvig, altsaa til Statens og Provins­regeringens Arkiver.

De stedlige Arkiver i de Forvaltnings-Omraader, som vil blive delt, bør i Principet følge den Lod, som træffer det Sted, hvor de nu er anbragt; dog bør de Dokumenter, som vedrører de Dele af et Forvaltnings-Omraade, som adskilles derfra, udleveres i det Omfang, det vil være muligt at udføre Fordelingen, ligesom Byernes Arkiver, der — efter al Sandsynlighed dog kun som Depot — har været betroede Statsarkivet i Byen Slesvig, bør udleveres.

Foruden de stedlige Arkiver bør ligeledes Dokumenter, som befinder sig i Provinsens Centraladministrations Besiddelse, og som særlig vedrører den afstaaede Del af Slesvig, tilbageleveres. Denne Tilbagelevering bør ske først fra de to ovennævnte store Arkiver og desuden fra andre Arkiver, tilhørende Institutioner, som hidtil var fælles for hele Provinsen (Slesvig- Holsten) eller alene for Slesvig; dette gælder Slesvigs Bispesæde, Kiels Konsistorium, Provinslanddagen, Kiels Overlandsret, Landbrugskammeret, Generalsynoden og »Verband der Schleswig-Holsteinische Genossenschaften«.

Hele det Materiale vedrørende den afstaaede Del af Slesvig, Forvaltningskredse og Kommuner, som findes i Preussens og Rigets statistiske Bureauer i Berlin, bør udleveres; det samme gælder alle Aktstykker ved­rørende Køb og Drift af Statens Domæner. Disse sidste findes højst sand­synligt i Landbrugs- eller Finansministeriet i Berlin.

Aktstykker vedrørende løbende Retssager ved Domstole udenfor den afstaaede Del af Slesvig bør ligeledes udleveres.

Da Slesvig indtil 1864 uomtvisteligt har udgjort en integrerende Del af Danmark, bør endelig tilbageleveres alle Dokumenter, der knytter sig til Hertugdømmet som Helhed, og som hidtil har været opbevaret enten i det slesvig-holstenske Kancelli eller i Rentekammeret eller, for Perioden 1850-1864, i Ministeriet for Slesvig, og som nu opbevares i Arkiverne i Byen Slesvig.

Saa snart ske kan, bør udstedes Forbud imod at tilintetgøre eller flytte noget Dokument vedrørende den afstaaede Del af Slesvig, som for Tiden opbevares i tyske Arkiver. De tyske Øvrigheder skal uopholdelig underrette deres Underordnede om dette Forbud.

Sagen er, at vi har faaet Meddelelse om, at Konsistoriet i Kiel er i Færd med til denne By at flytte det størst mulige Antal vigtige Aktstykker, til­hørende Sognearkiverne, og at det agter at udføre denne Flytning før det danske Slesvigs Tilbagegivelse til Danmark.

Navnlig forlanger det at faa tilsendt alle Dokumenter vedrørende Frimenighederne, Forordningerne ved­rørende tysk og dansk Sprog, Aktstykkerne vedrørende Præsternes Religions­undervisning paa Dansk eller Tysk — kort sagt alt, hvad der vedrører politisk-religiøse Spørgsmaal.

Heraf kan sluttes, at naar Konsistoriet lægger Vægt paa at unddrage danske Forskere disse Aktstykker, saa vil det være endnu langt vigtigere for andre Øvrigheder at hindre, at deres Dokumenter bliver undersøgt. Der er f. Eks. Grund til at tro, at Landraaderne, Borg­mestrene og Politimestrene er blevet opfordrede til at sende alle Dokumen­ter, der har en politisk Karakter, til Provinsens sydlige Egne — maaske endog til at tilintetgøre dem. Det vil være af den største Betydning, saavel af Hensyn til det praktiske Kendskab til Landets Kaar som for fremtidige Hi­storikeres Arbejde, at der bliver sat en Stopper for denne Handlemaade.

Mellem den danske Regering og den tyske Regering (Preussens og Slesvig-Holstens Regeringer) bør tilvejebringes Overenskomst om paa Opfor­dring af de overordnede Forvaltningsmyndigheder gensidig at tilstille hin­anden alle Aktstykker og Meddelelser vedrørende Sager, som har Betydning samtidig for den afstaaende Del af Slesvig og Provinsen Slesvig-Holsten.

IV.    Tryksager
Hvad ovenfor er sagt om Arkiver, som findes paa de afstaaede Land- omraader, gælder ligeledes Tryksagerne. Alle Tryksager, der tilhører Stats­forvaltningen, eller som danner selvstændige Bogsamlinger, skal forblive urørt paa det Sted, hvor de findes. For at varetage Interesserne for Befolk­ningen i den afstaaede Del af Slesvig anmoder Danmark desuden om, at et Eksemplar af alle trykte Skrifter, udkommen efter 1863 Nord for den nye Grænse, skal udleveres det.

Afleveringen bør ske fra Det Kgl. Bibliotek i Berlin eller i givet Fald fra Universitetsbiblioteket i Kiel og samme Bys Historisches Landesbibliotbek. Hvis dette Krav ikke skete Fyldest, vilde de danske Slesvigere ikke være i Stand til at benytte trykte Skrifter, der i tal­rige praktiske Tilfælde kan være nødvendige, og som overhovedet vil være af stor Betydning og Nytte for Befolkningens Kultur. Dette gælder ganske særligt Aviserne. I Danmark benytter daglig et stort Antal Læsere Arkiver­nes og Bibliotekernes Avissamlinger.

I denne Forbindelse kan Aviserne sna­rere betragtes som Arkivalier end som Tryksager.

V.    Løgum Klosterkirkes Restaurering
Nordslesvigs betydeligste arkitektoniske Mindesmærke er Løgums Klosterkirke. Ved det anvendte Bygningsmateriale og i Stilen er denne Kirke ubestridelig dansk. Tyskerne begyndte i Aarene før Verdenskrigen Restau­rerings-Arbejder, men disse Arbejder har under Krigen været fuldstændig standsede.

I danske Kunstnerkredse næredes en vis Ængstelse for Restau­reringen, da den tyske Arkitekt, som ledede den, fuldstændig savnede Kend­skab til Bygningsværkets Slægtskab med de danske middelalderlige Kirker og først senere blev oplyst derom. Arbejdet vil sikkert blive fortsat og fuldendt af Danskerne, men det er af stor Vigtighed, at alle Planer, Opmaalinger, Fotografier, Beskrivelser og andre Aktstykker vedrørende Klo­strets Tilstand før og under Restaureringen bliver udleverede til Anvendelse for danske Arkitekter.

VI.    Kirkernes Klokker
Under Verdenskrigen blev Kirkeklokkerne overalt i Tyskland fjærnede for at blive omsmeltede til Kanon-Fabrikation; dog synes det i Almindelig­hed, at hver Kirke har kunnet bevare en af sine Klokker. Klokker af kunst­nerisk Værdi var Genstand for Begunstigelser.

I det danske Slesvig forløb Tingene paa samme Maade. Et Antal Klokker er imidlertid ikke blevet om­smeltede, men blot opmagasinerede. Selv om de skulde være uden kunst­nerisk Værdi, sætter Menighederne stor Pris paa dem, fordi de fra Slægt­led til Slægtled paa Søn- og Festdage har lydt ved alle Gudstjenester. De Klokker, der ikke er omsmeltede, bør tilbagegivcs Menighederne, som da vil tilbagebetale de udbetalte Erstatninger med Fradrag af Transport- og Ophængnings-Omkostninger.

VII.    »Flensborgløven«.
Henved 2000 danske Soldater, som faldt i Krigene 1848—50 og 1864, hviler paa Flensborg gamle Kirkegaard. I 1862 blev ved Hjælp af en Ind­samling, i hvilken hele det danske Folk deltog, et Mindesmærke rejst for de i den første af disse Krige faldne Soldater. Mindesmærket bestod i en Bronceløve paa en høj Granitsokkel.

Kunstværket skyldes en Slesviger, Bil­ledhuggeren H. V. Bissen; dets kunstneriske Værdi er meget høj, men endnu større er dog den Kærlighed, hvormed det omfattes af alle danske Hjerter.
Dets Indvielse var en national Festdag. En tysk Lærd har kendetegnet det som »det skønne og ædle Mindesmærke«.

Da i Februar 1864 Preusserne rykkede ind i Flensborg, søgte ved Natte­tide en Pøbel fra Hamborg-Altona at ødelægge Mindesmærket, men naaede kun at faa det opgravet. For at hindre dette Kunstværks fuldstændige Ødelæggelse lod den preussiske General Wrangel det fjærne fra Sokkelen. Da Krigen var omme, blev det imidlertid ikke sat tilbage paa sin tidligere Plads, men som Krigstrofæ flyttet til en Gaard i Officersskolen i Lichterfelde ved Berlin. Dekorative Enkeltheder i Bronce, saaledes de danske Hær­føreres Medaillon-Portræter, blev anbragt i Spisesalen i Officerskasinoet i Magdeburg (4. Artilleri-Regiment til Fods, »Encke«).

Som Repræsentant for det danske Folk ejer den danske Regering utvivl­somme Rettigheder til dette Mindesmærke og anmoder derfor om dets Tilbagegivelse.

Danmark vil, hvis det findes rigtigt, genopstille det paa Flens­borgs Kirkegaard eller, saafremt denne By skulde komme til at ligge Syd for den nye Grænse, genopstille det enten i denne By eller et andet Sted paa Slesvigs Jord, hvor danske Soldaters Grave findes.

Lad os minde om, at Sankt-Marcus Hestene, som Napoleon havde bort­ført, blev givet tilbage til Byen Venezia, og at Firspandet paa Brandenburg- Porten i Berlin — som ligeledes havde været bortført af Napoleon — blev genopstillet paa denne Port.

De nordslesvigske Mindesmærker, som ikke er Mindesmærker over Fald­ne, og som tilhører den preussiske Stat (Monumenterne paa Dybbøl og i Arnkilsøre paa Øen Als), vil blive fjærnede fra deres nuværende Plads og Materialerne leveret tilbage til Preussen.

VIII.    Maleren Frølichs Værker
Den udmærkede danske Kunstner Lorenz Frølich malede i Aarene 1854-1858 tre Malerier i stort Format, bestemt til Ophængning i den danske Appelret, som da havde sit Sæde i Flensborg.

Det ene af disse Billeder fremstiller Kong Valdemar Sejr, som i 1241 udsteder Jydske Lov; det andet fremstiller Kong Frederik IV., som 1721 modtager de slesvigske Stænders Hyldest; det tredje fremstiller Kristi Fristelse.

Det førstnævnte og sidst­nævnte af disse Kunstværker befinder sig nu i Flensborg Domhus, men »Stændernes Hyldest« er bleven transporteret til Byen Slesvig, hvor Billedet smykker Overpræsidentens Audienssal.

Paa Historiemaleriets Omraade hører disse Billeder til Frølichs Hovedværker; for dansk Kunst har de en betydelig Værdi, medens de er uden større Interesse for Tyskland. For nogle Aar siden blev Billedet fra Overpræsidentens Audienssal udlaant til en Udstil­ling i København af Frølichs Værker. Det vilde være retfærdigt, om dette Billede blev tilbagegivet Byen Flensborg, hvis denne paany blev dansk; i modsat Fald synes det at være ret og billigt at udlevere de tre Billeder til Danmark, som sandsynligvis til Gengæld vil kunne tilbyde Tyskerne Kunst­værker af Interesse for dem.

Skulde dette ikke være Tilfældet, vilde Bil­lederne være at betale efter Vurdering.

I Overensstemmelse hermed anmoder den danske Regering de høje al­lierede og associerede Magters Fredskonference om at ville bestemme, at

1.    — Oldsager, som naturligt hører hjemme i Danmark, og som findes i Museerne Syd for den nye Grænse, i deres Helhed skal tilbagegives Dan­mark;

2.    — Runestenen fra Hovslund tilbageleveres Danmark;

3. — Arkivalier vedrørende de genafstaaede Dele af Slesvig eller Her­tugdømmet Slesvig i Almindelighed, som findes i det genafstaaede Slesvig eller i Arkiverne Syd for den nye Grænse, skal udleveres Danmark, uanset deres historiske eller administrative Karakter. Intet Aktstykke i Arkiverne skal flyttes eller tilintetgøres før Genafstaaelsen.

4.    — Alle offentlige Bogsamlinger skal forblive urørte paa det Sted, hvor de findes i den Del af Slesvig, som genafstaas til Danmark.
Et Eksemplar af hver Bog, Hæfte eller en hvilken som helst anden Tryk­sag, som siden 1863 er udgaaet fra Trykkerierne paa Landomraaderne Nord for den nye Grænse, skal udleveres den danske Regering fra Det Kgl. Bibli­otek i Berlin eller fra Universitetsbiblioteket i Kiel og Historisches Landes-Bibliothek i samme By.

5.    — Alle Planer og Beskrivelser vedrørende Klostret i Løgum skal udleveres Danmark.

6.    — Alle Klokker fra Kirkerne i det genafstaaede Slesvig, som i Kri­gens Løb er bleven fjærnede og ikke er bleven smeltede, skal tilbageleveres de Kirker, til hvilke de hører.

7.    — Mindesmærket kaldet »Flensborgløven«, Billedhuggeren H. V. Bissens Værk, skal tilbageleveres Danmark.

8.    — De tre historiske Malerier af den danske Maler Lorenz Frølich, som findes i Flensborg og i Byen Slesvig, skal tilhøre Danmark.

Den danske Regering anmoder desuden om, at den høje Fredskonference vil beslutte, at Udførelsen af de her nævnte Krav betroes en blandet dansk­tysk Kommission under Forsæde af en af Konferencen udnævnt Voldgifts­mand.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.