Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er ellevte del.

Hvad vilde der ske med Embeds- og Bestillingsmændene?

I 1918, da man endnu ikke havde fordybet sig i Løsningen af de enkelte Opgaver ved Genforeningen, var der fra uansvarlig Side givet dem, der spurgte, visse Tilsagn. Da Tiden nu nærmede sig, da denne vigtige Sag stod overfor en praktisk Ordning, meldte der sig i denne Forbindelse mange Forhold, der skulde overvejes.

De Hundreder af Tjenestemand indenfor Stat og Kommune, ved Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen, paa offentlige Kontorer og Lærerne saavel som Præsterne var naturligvis begærlige efter at faa deres Skæbne at vide. Det drejede sig for Masser af Mennesker om Familiens Fremtid, og den laa nu ude i det uvisse.

Disse Mennesker var desuden af en meget uensartet Støbning. De tyskfødte, der var kommen til Nordslesvig uden nogen nærmere Tilknytning til Befolkningen, regnede med at skulle flytte syd paa. Men tilbage blev de mange Nordslesvigere, for hvem denne Landsdel var deres

Hjemstavn. Flertallet af dem var rundet af dansk Rod, men havde under deres Virksomhed fjernet sig noget fra Stammen. Tyskerne havde altid set paa dem med Mistro. Nu vilde Danskerne formentlig gøre det samme. De var opdraget i tysk Skole, tysk Form og tysk Tjeneste. Vilde de kunne finde sig til Rette under danske Forhold, som jo var væsentlig anderledes?

Paa Vælgerforeningens Tilsynsraadsmøde i Slutningen af Maj Maaned 1919 var der Enighed om, hedder det i en kort Meddelelse i ”Hejmdal”, at Landets Børn burde foretrækkes ved  Embedsbesættelse, for saa vidt som særlige Forhold ikke krævede en anden Ordning, og at Ansøgerne ikke maatte vrages paa Grund af deres politiske Standpunkt.

For Folkeskolens dansktalende Lærere blev der i Sommerens Løb indrettet et Kursus til Orientering i Dansk og danske Forhold paa Statens Lærerhøjskole i København.

De tyske Myndigheder gav Tilladelse til, at Lærerne fritoges for deres Gerning, mens dette Kursus stod paa. De synes imidlertid senere at være blevet betænkelig ved Sagen. Den 15. Oktober oplyses i hvert Fald, at den preussiske Kultusminister har indskrænket den Lærerne givne Tilladelse og forbudt rigsdanske Lærere, som havde begyndt at vise sig i vore Landsbyer, at undervise.

Det af Vælgerforeningen nedsatte Udvalg var imidlertid ikke blot ivrigt i Færd med at udarbejde Retningslinjer for den vordende Skole; men der blev ogsaa ved dets Formand H. Jefsen Christensen og ved Højskoleførstander Jacob Appel truffet en Ordning med Henblik paa en midlertidig Ansættelse af danske Lærerkræfter i de danske Egne.

Som Tiden skred frem, stilledes man i øget Grad overfor Opgavernes Mængde og Vanskeligheder. I Aarets første Maaneder havde der, som nævnt, raadet vildt Kaos; men efter at H. P. Hanssen i Forsommeren var bleven sønderjydsk Minister med M. Hammerich som Kontorchef, begyndte der at komme System i Tingene. Engang vil der forhaabentlig blive gjort nærmere Rede for det Materiale, de to Mand stilledes overfor, og deres vægtige Indsats i Udformningen af de talrige nye Forhold, som vi gik ind under.

Det skal for Fuldstændighedens Skyld ogsaa noteres, at Den internationale Kommission holdt sit første Møde allerede den 8. August.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Paa Den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelses- og Tilsynsrådsmøde 4. Juli 1919 vedtoges eenstemmigt følgende af Red. Ernst Christiansen, Flensborg, foreslaaede Resolution:

Vælgerforeningen er taknemmelig for de Henvendelser, der af danske Rigsdagsmænd er rettede til Udenrigsministeren om at virke for, at Rømningen af tredie Zone genoptages.

Naar Afstemningsforholdene i anden Zone fuldt ud skal betrygges, er det en bydende Nødvendighed, at Rømningen ikke standser faa Kilometer sønden for Flensborg.

Resolutionen undertegnedes af Best. og tilstilledes 17. s. M. den franske Legation i Kbhvn.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er tiende del.

De økonomiske Forhold blev stadig vanskeligere. Købmandsstanden var for en stor Del hæmmet i sin Virksomhed. Manufakturhandlerne havde intet at sælge. Mange Haandværk laa helt stille. Den Tid maatte jo komme, da Forsyningerne nord fra vilde fylde de tomme Lagre.

Men hvormed skulde man betale dem? Markens Købeevne blev jo ringere og ringere. Den havde nu kun en Trediedel af dens oprindelige Vardi. Hvorledes skulde man kunne klare sig i Konkurrencen med kongerigske Forretningsfolk, naar Grænsen blev slettet?

Handelsforeningerne i de fire nordslesvigske Byer henvendte sig derfor til Det slesvigske Udvalg i København med Anmodning om Hjalp og Bistand, naar de engang gik ind under Kronemøntfoden. Henvendelsen var vel begrundet. Mange led Skibbrud i den følgende vanskelige Overgangstid.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

“Landsforsamlingen for de forhenværende Hertugdømmer Slesvig og Holsten” vedtog paa sit sidste Møde, 3. Juli 1919, i Rendsborg nedenstaaende Resolution. (Schlesw.-Holst. Kunstkalender, 1920, Tillægsblad).

Det af os repræsenterede slesvig-holstenske Folk var og er endnu i Dag beredt til i det nordslesvigske Spørgsmaal at skabe en fredelig Udligning med Danmark, som svarer til begge Folks berettigede nationale Krav, som yder Mindretallene paa begge Sider kulturel Beskyttelse og gør Nordslesvig til en Folkebro mellem Tyskland og Norden.

Den af den sejrrige Entente fremtvungne Løsning af det nordslesvigske Spørgsmaal betyder derimod en ny Voldførelse, et nyt Had, en ny Fare for Freden.

Vi nedlægger for Historiens Domstol en højtidelig Indsigelse mod Afstemningsterminen, mod Inddragelsen af rene tyske Mindretal i 1. Zone, mod at berøve Tusinder af Tyskere, som fandt deres Hjem i Slesvig, Stemmeretten.

Vi erklærer, at vi aldrig vil anerkende Udfaldet af en saadan Afstemning og fra i Dag af vil sætte al vor Kraft ind paa at udslette den Uret, der er besluttet.

Vi hilser blandt os med bevæget Hjerte Repræsentanterne for de nordlige Omraader, hvis Voldførelse staar fast.

Vi venter, at alle Tyskere hinsides de nye Grænser bevarer Troskaben mod deres Sprog og Kultur.

Vi gør det til en Pligt for alle Tyskere i de truede Omraader at holde ud paa deres Poster til det yderste.

Vi brændemærker overfor hele Tyskland de Personers skamløse Færd, som – endog ud over Ententens Vilje til Vold – vil forraade tysk Omraade til Danmark.

Landsforsamlingen fordømmer alle Bestræbelser for at løsne Baandet mellem Slesvig-Holsten og Tyskland – den forpligter alle Slesvig-Holstenere til hensynsløst at modsætte sig Bestræbelser af denne Art, under hvilket Foregivende de end maatte fremkomme –  den erklærer, at Slesvig-Holsten er og skal blive en uadskillelig Bestanddel af Tyskland.

Resolutionen blev yderligere underskrevet a f: Statskommissæren1, Overpræsidenten, Provinsialudvalget, den slesvig-holstenske Landskirke, Universitetet i Kiel, den tyske Fredsdelegation, den slesvig-holstenske Købstadsforsamling [Städtetag], det slesvig-holstenske Bondeforbund, Nordfrisland, Arbejderforbundet, Folkeraadet, Tønder Borgerraad, Flensborg Borgerraad, Slesvig-Holstens Kvindeforening.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er niende del.

Indførslen af Tipundspakkerne med Levnedsmidler vanskeliggjordes ikke fra tysk Side. Derimod stillede de tyske Myndigheder sig mindre velvillige, naar Talen blev om større Tilførsler til nordslesvigsk Omraade, idet man formentlig frygtede for, at en Begunstigelse af Befolkningen i dette Distrikt kunde vise sin Virkning ved den forestaaende Afstemning.

Under den danske Delegations Rejse i Marts var der ved Forhandling med Ententen skabt en Mulighed for Indførsel af større Varebeholdninger fra Danmark.

Mens der ogsaa ankom Gangklæder og Fodtøj, udeblev Levnedsmidler og Sædehavre. Befolkningen havde regnet med disse Sendinger. Fra 1500 Landmand var der indgaaet Bestillinger paa Havre; men Varerne henlaa i Ugevis i Vamdrup og i Havnebyerne.

De opstaaede Vanskeligheder fra de tyske Myndigheders Side vakte Opmærksomhed, da Varerne var stillet til Raadighed af de danske Statsbeholdninger. Først efter diplomatiske Forhandlinger blev Tilladelsen given, og der kunde nu indføres 10 Tons Smør ugentlig, 20 Tons Byggryn om Ugen og 500 Tons Kartofler een Gang for alle foruden Sædehavre og Frø.

Derimod viste det sig i Juni Maaned umuligt hos den tyske Gesandt i København at faa udstedt Pas til en Delegation, bestaaende af ansete Mænd, udsendt af Den sønderjydske Fond, med det Formaal at forhandle med Myndigheder og Komiteer i Nordslesvig.

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er ottende del.

Af mine Minders Dyb dukker i denne Forbindelse op en underlig Skikkelse, som er hentet lige ud fra en ”Bindstouw”, som burde være skrevet Anno 1919 eller i Aarene derefter.

Jeg nedskrev i Vidners Nærvarelse, straks efter, at Døren havde lukket sig efter denne sære Foreteelse, følgende nøjagtige Skildring af ham, som jeg synes har blivende Værdi som Bidrag til yderligere Forstaaelse af det Emne, det her er blevet min Opgave at behandle:

Der kom en Bondekarl paa en Snes Aar ind paa Kontoret for at bede om ”en grøn Seddel til Danmark”.

”Hvor kommer De fra?” spurgte jeg.

”Fra Rumænien!” lød Svaret.

Derved vaktes min Interesse, og der udspandt sig da følgende Samtale:

”Hvad har De været i Rumænien?”

”A ha væt i Krigsfangenskab; men de gør no it nowe, fo a ha set moj derowe, o de ha it kost mej en Penning.”

”Hvor er De fra?”

”Egentlig fra Rødding. Der er a da født!” svarede han.

”Men sin kom a regtenok te Gramby.”

Det var en lille firskaaren Fyr med et Par troskyldige Øjne, der kikkede ærligt frem for sig. Han var klædt i tysk Krigstøj, der slet ikke tog sig saa helt daarligt ud. Et Par solide Støvler havde han handlet sig til. Et Tombaksur, der glinsede som Guld, havde han undervejs betalt den firedobbelte Pris for. Men han var glad for det og tog sig i det hele taget ikke Verden saa nær.

Hans Sprog var den særeste Blanding af Jydsk, Militærtysk og rumænske Stumper.

De sidste Aars unormale Forhold havde præget hans Skæbne. Efter hvad han selv fortalte paa sit Blandingsmaal, var hans Levnedsløb i al dets Omskiftelighed dette:

Født i Rødding, opdraget i Gramby, Skolegang der, til han var fyldt 9 Aar. Hans Fader, Fiskehandler Søgaard, flyttede da over Grænsen til Vonsild. Her blev han — Adolf Søgaard er hans Navn — konfirmeret af Pastor Schack. Efter Konfirmationen kom Adolf ud at tjene. Derpaa var han tre forskellige Steder i Grovsmedelære, men slog sig alligevel atter paa Landbruget, tilsidst hos Gaardmand Fisker i Hoppeshuse.

I Vinteren 1918 fik han Lyst til at besøge Kendinge syd for Aaen. Han passerede da Grænsen uden at tænke paa, at der var noget, der hed Pas. Efter at være naaet et Bøsseskud over paa slesvigsk Grund blev Adolf ved Frørup nappet af en tysk Post, transporteret til Flensborg og derfra til Rensborg. Før han saa sig om, var han preussisk Rekrut under Verdenskrigen — han var jo født i Rødding. Det havde han ikke taget med i Beregningen.

I Forsommeren 1918 gik det syd paa gennem Riger og Lande, som Adolf Søgaard ikke havde Rede paa. Han mindedes en stor By, der hed Budapest. Det var Hovedstaden i Rumænien, fortalte han. For Resten havde han opholdt sig mest paa Lazaret i noget, der hed Bukarest. Det var en By, der var ikke saa lidt større endda end Kolding.

Den 11. November tog Rumænerne deres Hovedstad i Besiddelse, og Adolf Søgaard kom i  Fangenskab.

”Hvordan havde De det der?”

”Nicht godt!”

”Sagde De ikke, at De var Dansk?”

”Nej, a kom ud te a Bynder. De kind it nowe te Vonsild.”

”Naa, hvordan var det der? Ligner saadan en rumænsk Bondegaard dem i Vonsild?”

Han smiler: ”Na—aj!”

”Hvor er det da bedst?”

”Det er bedst i Vonsild.”

Pavse.

”De a endda moj bæe i Vonsild!”

”Og saa?”

”Den 9. Juli bløw a fri o kom med Lazarettzug til Seithain i Saksen.”

”Og nu vil De saa hjem?”

”Ja, i Tirsdags bløw a entlassen.”

”Saa rejste De herop!”

”Ja, ma a Ekspres o 330 Mark ohne Verpflegung o Marschgebühr. Saa snød de mej endda for de 100 Mark.”

”Sig mig engang, Adolf Søgaard, hvad er De nu: tysk, dansk, Socialist, Spartakist eller hvad?”

Han smiler igen godmodigt: ”De skal a sej da: a er dansk!”

Vi er dermed blevet dus.

”Har du nu ikke varet ked af hele denne Historie og den Fejltagelse ved, at du kom paa den forkerte Side af Hegnet ved Frørup i Fjor Vinter?”

”Aa nej, a har jo set møj, grov møj, o no har a væn hen o æ Bank og faat min Pæng byttet.”

”Lad os se: Hvor mange har du saa igen?”

Han tager en solid Læder-Lommebog frem og viser nogle og fyrre danske Kroner.

Men saa var det galt med Passet. Efter at være permitteret i Saksen satte han straks Kursen mod Nord. Han længtes alligevel efter at se sin Far, sagde han. Moderen var død.

I Aftes kom Adolf Søgaard til Vamdrup, den 20-aarige enfoldige Jyde, der ved en Fejltagelse eller maaske rettere paa Grund af manglende geografisk Begavelse var kommen paa tværs af Europas Grænser og ved en ren Forseelse med i Verdenskrigen, fordi han ikke rigtig fattede, at der endnu

i det Herrens Aar 1918 var en saa himmelvid Forskel paa Vonsild og Frørup.

Men det danske Bureaukrati har sine Sager i den bedste Orden.

Adolf Søgaard havde varet viden om og set meget; han havde ogsaa faaet nogen Erfaring i at holde sine Papirer i Orden; men han manglede et Pas, og derfor blev han vist tilbage faa Kilometer fra sit Hjem, da han dreven af Længsel skyndte sig tilbage til sit Fædreland og sin Slægt, vist tilbage af det danske Grænsepoliti, som altsaa har sine Sager i Orden, i dette Tilfalde i den Grad, at det gik over

Adolf Søgaards Forstand; men det hørte der nu ikke saa meget til.

Saa stod han da maalløs overfor det uforstaaelige: Da han vilde til Frørup for at søge Arbejde, tog de ham til Soldat og sendte ham til Rumænien, og da saa omsider Krigen var til Ende, og han kom hjem, viste man ham tilbage.

Paa Politikontoret i Haderslev skillingede det tyske Personale sammen og forærede ham 3 Mark til et Pas. Hos mig fik han ”en grøn Seddel” og et trøstende Ord med paa Rejsen, i Fald der atter skulde være noget i Vejen paa Tærskelen til Hjemmet.

Han havde en hel Skjorte, et Par Sko og en Børste med hjem – foruden Kronerne i Brystlommen.

Saa stod han ved Døren og stak ”den grønne Seddel” ind til Pengene og smilede.

”Farvel, Redaktør, og Tak skal du ha’. Skuld a igen kom i Forlegenhed …”

”Ja, saa skal du være velkommen.”

”Farvel!”

Det var Adolf Søgaard, der vendte hjem fra Verdenskrigen, som han i Grunden ved en Fejltagelse var kommen med i.

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Sidst i Juni 1919 udsendte Vælgerforeningens Bestyrelse følgende Henvendelse til samtlige Tillidsmænd (Flensb. Av., 1. Juli).

Valgdagen, Genforeningsdagen, den største Dag, vi har oplevet som Folk, nærmer sig med raske Skridt. Afgørelsen er lagt i vor egen Haand.

Lad os sætte al vor Kraft ind paa at udnytte den paa bedste Maade.

Mere end nogen Sinde før er det denne Gang, at Tallene taler. Lad os være aarvaagne og paa vor Post, ikke lade os paavirke af, at Tyskerne siger, at de vil afholde sig fra at stemme, een Stemme mere eller mindre i hver Kommune vil for hele vor Landsdels Vedkommende naa op imod Tusinde. Der maa allerede nu sørges for en Oversigt over samtlige stemmeberettigede i hver Kommune, navnlig for at skaffe Klarhed over de stemmeberettigede, der midlertidigt har taget Ophold i Danmark eller er bosiddende derovre, der med Bestemthed kan forudsættes at ville deltage i Afstemningen.

Hvor en saadan Vished ikke foreligger, maa de paagældende ikke optages paa Vælgerlisten, da Resultatet af Afstemningen vil blive fastsat procentualt.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er syvende del.

Det varede dog ikke lange, for Uregelmæssighederne atter begyndte. Hvis den ene Tillidsmand nægtede at udstede en Seddel, gik Ansøgeren videre til den næste.

Snart var Smughandlernes Skare atter fuldtallig.

Jeg har aldrig i min Tilværelse oplevet saa megen Løgn som i de Uger, dette Hverv var betroet mig, og ingen Sinde staaet overfor et saa udspekuleret Kæltringeliv som den Gang. Et Bundfald af Mennesker fandt her en let og behagelig Maade at tjene Udkommet paa. Fra sydlige Egne strømmede denne Bærme mod Haderslev.

Samtidig fyldtes i Stilhed Byens tomme Butikker med Varer fra store tyske Handelshuse i Hamborg og andre Byer. De søgte at redde Stumperne.

Det danske Grænsepoliti skred skarpt ind mod Smughandlernes Invasion, men formaaede ikke at standse den.

En eneste Nat i Begyndelsen af Maj fangede man seksten; unge Mennesker fra Haderslev, der havde valgt Smugleriet som Levevej.

I Løgumkloster kendte man en Smuglercentral, hvorfra en særlig Bande opererede. En enkelt Dag passerede 400-500 Mennesker med røde Sedler Grænsekontrollen.

Fra Kolding berettes under 15. Maj, at der som Resultat af Nattens Smugleri er indleveret 10-12 Personer til Arresten der i Byen, deriblandt flere Kvinder.

Arresten er nu saa overfyldt, at Ventelokalet paa Raadhuset har maattet tages i Brug som Celle, ved hvilken der er etableret en ekstra Bevogtning.

Paa Haderslev Raadhus arresteres tre Personer, som har levet af at udstede officielle tyske Udenlandspas uden Bemyndigelse.

Det var nu ikke mere, som tilsigtet, alene nødlidende dansktalende Mand og Kvinder, som søgte over Grænsen, men, som nævnt, mange tvivlsomme Personer fra hele Tyskland, der tyede herop for at fortsætte en lyssky Tilværelse.

Et mærkeligt og broget Grænselivsbillede oprulledes Dag efter Dag ved alle Overgangssteder, navnlig ved den gamle ”Frederikshøj” Kro, der vel nok passeredes af det største Antal Fremmede. Det var imidlertid, som det fremgaar af foranstaaende, faa og spredte Oplysninger, kun et begrænset Antal, deriblandt naturligvis alle skikkelige Mennesker, som fulgte den slagne Landevej med lovligt Bevis.

De rigtige Smuglere, som forstod Haandværket og skulde tjene store Penge, gik udenom og voldte de danske Myndigheder mange Bryderier.

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

30. Juni: Møde paa, Mellemslesvigsk Udvalgs Kontor vedrørende Petitionen. Vald. Sørensen faar Bemyndigelse til at sende 60 Arbejdere ud. Fra anden Side samles ligeledes. Jeg ser de første Petitioner med 300 Underskrifter.

1. Juli: N.J. Hørlück blev i Gaar genvalgt i Agerskov. —
Flensborg- Magistrat meddeler, at den allerede nu vil omdele Valglister til Folkeafstemningen (for at det tyske Udvalg kan faa Materialet).

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

 

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er sjette del.

Sælsomme Mennesker, drev i disse Aar deres Haandværk her ved Grænsen. Nogle grebes i den Grad af det eventyrlige, at de blev varigt mærket af det. Der var ogsaa dem, som blev ødelagt ved det. For andre var det kun en Forretning.

I denne Forbindelse maa omtales de røde og grønne Passersedler, som har deres egen Historie. Da den paa mange Maader har været Genstand for Omdigtning og Legendedannelse, skal jeg her give nogle saglige Oplysninger, som kaster et klart Strejflys over Datidens Tilstande.

Der var forløbet Maaneder siden Krigens Ophør, og den danske Befolkning havde al Grund til at regne med, at Grænsen snart vilde blive slettet.

Dette Skel voldte imidlertid vedvarende stor Fortræd. Det hæmmede næsten alt Samkvem. Nord for Kongeaaen var der Overflod af alt og rige Dage. Syd for Aaen led Tusinder den bitre Nød.

Særlig døjede Arbejderstanden og de Allerfattigste store Savn.

Det syntes under disse Forhold paakrævet, at der indførtes Lempelser baade af Hensyn til almindelig Samfærdsel og for at opnaa Tilladelse til, at der, om end i beskedent Omfang, kunde indføres Levnedsmidler fra Danmark.

Dette Krav blev opfyldt. I det følgende skal i en kort Redegørelse og ved nogle Eksempler vises, hvorledes denne Imødekommen virkede:

I Slutningen af Januar 1919 fremkommer den første Meddelelse om, at Bestyrelsen for Den nordslesvigske Vælgerforening samt dens Tilsynsraad med Stedfortrædere er berettiget til at udstede Adgangssedler til dansktalende Nordslesvigere fra deres Distrikt paa visse Betingelser.

Et Par Uger senere oplyses, at der foruden nævnte Passerseddel kræves et af Landraaden udstedt Pas. I Marts klages der over, at de tyske Myndigheder nu udsteder Pas i ubegrænset Antal, og at der sker megen Misbrug af den givne Tilladelse. Denne tog hidtil kun Sigte paa absolut nødvendige Rejser og foreløbig ikke paa Fødevarer.

I Foraaret organiserede sig til Trods derfor hele Bander, der drev ulovlig Handel med Levnedsmidler, som i Nattens Mulm og Mørke fragtedes over Grænsen. Den lille Indrømmelse, som var givet, udnyttedes i uhyggelig Grad. Smughandelen, som navnlig havde sit Sæde i Haderslevs Fattigkvarterer, og etableredes af alskens løse Eksistenser, øgede yderligere Vanskelighederne og Usikkerheden i Landsdelen.

I Henhold til en Bestemmelse, truffen af det danske Justitsministerium, meddeler H. P. Hanssen derfor paa Vælgerforeningens Mode den 29. April, at der nu vil ske en indgribende Forandring ved Grænseoverskridelsen.

Smugleriet og Smughandelen har taget et saadant Omfang, at de danske Myndigheder har været nødsaget til at foretage en stærk Indskrænkning af de Lempelser, de hidtil har givet dansktalende Slesvigere, hedder det i en officiøs Oplysning.

For at satte en Stopper for det overhaandtagende Misbrug har det danske Justitsministerium derefter

bestemt, at alle de hidtil udstedte Passersedler inddrages til 1. Maj. Derefter faar ”en rød Seddel” kun Gyldighed for een Rejse til Danmark. Der udskrives kun een Passerseddel til hver Husstand, og Vedkommende faar først Lov til atter at passere Grænsen efter 10 Dages Forløb, regnet fra den tidligere Passerseddel.

Det er forbudt at opkøbe Krydderier som Kanel, Peber og lignende. Smugleri straffes vedvarende

haardt. Ligeledes vil man imødegaa Handelen med indførte Varer, saa Opkøbet i Danmark indskrænkes til Husstandens eget Behov. Unge Mennesker vil der som Regel blive nægtet Adgang til Danmark.

”I Nordslesvig, hvor Arbejdsforholdene har været stærkt paavirket af Smugleriet, vil man hilse denne Ordning med en vis Tilfredsstillelse”, skriver ”Dannevirke”. ”Det var jo gaaet saa vidt, at mange forlod deres regelmæssige Arbejde for at leve af en demoraliserende Handel med indførte Varer. Disse Folk vil nu blive brødløse og være nødsaget til at vende tilbage til det ganske vist mere brydsomme Arbejde for det daglige Brød. Eventyret er forbi.”

Paa den anden Side blev der paa Vælgerforeningens Møde fremsat Forslag om, at Folk, der vilde passere Grænsen i et nødvendigt Anliggende, uden at de agtede at medføre Varer, kunde faa udstedt en Passerseddel af en anden — grøn — Farve.

Denne Meddelelse om, at alle Passersedlcr var inddraget, skabte naturligvis megen Forvirring og Vrede i de nænte Kredse. Dette medførte store Ubehageligheder, og mine Kollegaer i Haderslev nedlagde derfor Arbejdet.

Jeg mente dog at skulle fortsætte. Dette havde til Følge, at mit Kontor den 2. Maj stormedes af Hundreder af rasende Mennesker, som krævede nye Sedler udstedt. Det store Smuglerselskab var som stampet op af Jorden. Hele Kvarteret var kulsort af disse lyssky Skikkelser, som nu forsøgte et Stormløb paa Redaktionen. Under disse Forhold maatte ogsaa jeg give op og henvise Publikum til ”Højskolehjemmets store Sal, hvor jeg den følgende Dag vilde gøre et Forsøg paa at tilfredsstille rimelige Krav. At det mislykkedes, vil man førstaa, naar det af en samtidig Meddelelse fremgaar, at der ialt havde været 7000 ”røde Sedler” i Omløb, som nu pludselig var ugyldige.

Næppe havde jeg etableret mig paa ”Højskolehjemmet” med Borde, Stole og det nødvendige Kontorapparat, før det store Lokale fyldtes af et Mylder af gridske, støjende Mennesker, som krævede Sedler. Ifølge Bladnotitser ansloges Tallet til tusind Personer.

Hele Arrangementet blev straks væltet over Ende, mens man trængte mig hen i det yderste Hjørne, hvorfra jeg flygtede op i et Vindue, belejret fra alle Sider. Hundreder af Hænder straktes tryglende og truende op imod mig.

Der lod høflige Bønner, og det regnede med Skældsord og Forbandelser ned over mit uskyldige Hoved.

En gal Mand raabte efter Haandgranater.

Det var umuligt for mig at røre mig af Pletten. Fra min ufrivilligt valgte Plads stirrede jeg ned i de ophidsede Ansigter omkring mig, Ansigter, der var præget baade af Sult, vildt Begær og den rene Ondskab.

Situationen, som ingenlunde var helt ufarlig, reddedes ved, at fire bomstærke Mand brød sig Vej blandt Mængden og tilbød at ville hjælpe mig, saafremt de forlods maatte faa en rød Seddel.

Jeg indlod mig med Glæde paa Handelen, og ved Hjælp af disse otte kraftige Næver, der førtes med Energi og uden større Hensyn, blev Lokalet ryddet.

Belært af Erfaringen ansatte jeg de fire stærke Mænd paa mit Paskontor, og i Løbet af faa Dage var udstedt det Antal Sedler, som efter Omstændighederne kunde forsvares.

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

28. Juni: Raadmand Karding udarbejder Flyveblade om danske Skatteforhold i det tyske Udvalgs Tjeneste, efter at have bedt om en rød Passerseddel til en Rekreationsrejse i Danmark. Udvalget udsender hele Lastavtomobiler fulde af Flyveblade. Vi imødegaar dem saa vidt muligt omgaaende. —

Det tyske Udvalg har haft en Spion ved 3. Zone-Mødet og offentliggør en »Advarsel mod Højforræderi«, der skal skræmme Folk fra at underskrive Petitionen. —

Faar i Dag et Truselsbrev, at jeg vil forsvinde ligesom en anden Indbygger, hvis Lig er fundet i Havnen. Der er gaaet flere forud. Det er vel “store Drenge”, der er paa Spil. I »Flensburger Nachrichten« opfordres jævnlig til voldeligt Overfald.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Ny vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om freden i Versailles – var den uretfærdig mod Tyskland? Eller var den det bedste kompromis, der kunne opnås under de givne omstændigheder?

Resolutioner fra Partiernes Rigsdagsgrupper
Partiet Venstres og Det Konservative Folkepartis Rigsdagsgrupper offentliggjorde 27. Juni 1919 i Dagspressen følgende Res., vedtagne 26. s. M.:

Venstre:

I Anledning af, at den nye Ministerudnævnelse har fundet
Sted, uden at Ministeriet har fundet det fornødent at forhandle derom med Rigsdagsp. pol. Forh. Udv., har Partiet Venstre enstemmigt vedtaget følgende Udtalelse til Offentligheden:

Venstre har af Hensyn til den heldige Udvikling af den sønderjydske Sag stadig ønsket, at alle Skridt vedrørende den kommende Genforening mellem det danske Sønderjylland og Danmark forud skulde behandles i Partiernes Fællesudvalg, hvilket ogsaa har været Forudsætning fra alle Sider. Vi betragter det som et Brud paa denne Forudsætning, at Ministeriet i en saa betydningsfuld Sag har handlet paa egen Haand og ikke har givet Partierne Adgang til Medvirkning.

Venstre maa derfor udtale sin alvorlige Beklagelse af Ministeriets hensynsløse Fremgangsmaade, der ikke er egnet til at højne Arbejdet for vor store nationale Sag.

Konservative Folkeparti:

Det konservative Folkeparti har Torsdag [26. Juni] enstemmigt vedtaget følgende Udtalelse:

Det konservative Folkeparti indrømmer det berettigede i den Tanke, at den sønderjydske Befolkning bliver repræsenteret i det danske Ministerium i Overgangsperioden inden Genforeningen. Havde Ministeriet henvendt sig til det politiske Udvalg herom, vilde vort Parti have medvirket hertil under Forudsætning af alle Partiernes Tilslutning.

Ministeriet Zahle har imidlertid ikke ønsket, at den danske Regering og Rigsdag som Udtryk for det samlede Folk i Fællesskab skulde løse denne Opgave, men foretrukket paa egen Haand at gennemføre den med Tilsidesættelse af den Rigsdag, til hvis loyale Samarbejde i det sønderjydske Spørgsmaal den ved tidligere Lejligheder atter og atter har appelleret.

Det konservative Folkeparti maa nedlægge den bestemteste Protest mod Ministeriets partipolitiske Optræden i denne Sag, der er egnet til at skabe Splittelse og Bitterhed i en Stund, hvor Sammenhold og Samfølelse i saa høj Grad var paakrævet.

Det radikale Venstres og Socialdemokratiets Rigsdagsgrupper vedtog 27. Juni følgende Res., offentliggjort i Dagspressen 28. s. M.:

Radikale Venstre:

Foranlediget ved de Udtalelser, Partiet Venstre og Det konservative Folkeparti har udsendt i Anledning af Hr. H. P. Hanssens Udnævnelse til Minister uden Portefølje, udtaler Det radikale Venstre paa Rigsdagen sin Tilslutning til Rigsdagsformændenes Velkomsthilsener til den nye Minister, hvori det med Rette sagdes, at det danske Folk hilser denne Udnævnelse med inderlig Glæde, sin Anerkendelse af, at Regeringen rettidig har draget Omsorg for, at der i Overgangstiden — paa den eneste Maade, hvorpaa det kan ske — sikres vore sønderjydske Landsmænd en ansvarlig Talsmand i Regeringen og paa Rigsdagen, saaledes at det samtidig klart er fastslaaet, at Sønderjydernes Repræsentant under Udførelse af sit store og ansvarsfulde Hverv ikke giver Tilslutning til noget Parti, men staar frit og uafhængig af danske indrepolitiske Brydninger, sin Afvisning af de uberettigede partipolitiske Beklagelser fra de Konservative og Venstre over, at Udnævnelsen ikke forinden Offentliggørelsen er forelagt et Rigsdagsudvalg. Ligesom Sagen efter sin Natur ikke kunde gøres til Genstand for Forud-Diskussion eller Beslutning hverken i Nordslesvigsk Vælgerforening eller i den danske Rigsdag, men maatte være en Regeringshandling, saaledes var den danske Rigsdag — og ikke et Udvalg af denne — det eneste Sted, hvor Meddelelsen om Udnævnelsen kunde og burde gives.

Socialdemokratiet:

Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe udtaler — i Overensstemmelse med de Velkomsttaler, der blev holdt af Tingenes Formænd — sin Glæde over H. P. Hanssens Optagelse i Ministeriet.

Gruppen maa gøre Indsigelse mod den Opfattelse, som Partiet Venstre og Det konservative Folkeparti har tilkendegivet i udsendte Resolutioner, nemlig at en saadan Ministerudnævnelse først skulde være behandlet i Rigsdagsp. pol. Forh. Udv.

Dette Udvalg, der ikke er valgt af Rigsdagens Ting, men nedsat privat af Partierne, og hvis Sammensætning ikke svarer til den parlamentariske Partistilling, der betinger Ministeriets Tilværelse, har ingen Bemyndigelse til at erstatte Rigsdagens offentlige, for alle Vælgere tilgængelige Forhandling med fortrolige Meningsudvekslinger mellem nogle Repræsentanter for Partierne.

Ministerudnævnelse er en Regeringshandling, der straks bør meddeles hele Rigsdagen offentligt og her eventuelt kan gøres til Genstand for Debat. De Rigsdagsmænd eller Partier, der er misfornøjet med Udnævnelsen eller den anvendte Fremgangsmaade, maa være henvist til at fremføre deres Kritik paa parlamentarisk Maade, nemlig ved at rejse en offentlig Debat herom i Folketinget.

Socialdemokratiet agter, saafremt en saadan Forhandling optages, under denne at udtale sig og stemme for en Billigelse af det Skridt, Regeringen har foretaget ved at udnævne en Repræsentant for den sønderjydske Befolkning til Medlem af Ministeriet for — uden dermed at slutte sig til noget politisk Parti — at varetage sønderjydske Anliggender i Overgangstiden.

Erklæring fra Tingenes Formænd

I Anledning af disse Resolutioner udsendte Rigsdagstingenes to Formænd, Pedersen-Nyskov (F.) og A. Thomsen (L.) — begge Medlemmer af Partiet Venstre — 28. Juni 1919 en Erklæring, hvori de, for at undgaa Misforstaaelser af deres officielle Velkomsthilsener til den nye Minister ved dennes første Møde med Tingene 24. s. M., meddelte, at de

. . . deler den af vort Parti fremsatte Indsigelse mod Fremgangsmaaden ved den nys skete Ministerudnævnelse.

Vore Velkomstord, der iøvrigt blev fremsat uden noget Kendskab til Sammenhængen med denne Overraskelse, gjaldt kun Personen og Sønderjyden H. P. Hanssen.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Versailles Freden 1919

Kom og hør den spændende historie om hvordan Første Verdenskrig blev sluttet med fred

Det vil Ingolf Haase fortælle om til et fyraftensforedrag fredag d. 28. juni 2019 kl. 16.30 på Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune, på Tønder Bibliotek, Richtsensgade 10 i Tønder.

For mange står våbenhvilen d. 11. november 1918 som enden på Første Verdenskrig. Men våbenhvile er ikke det samme som fred. Først et halvt år senere blev der indgået en endelig fred.

Fredsforhandlingerne blev indledt d. 18. januar 1919, og i det næste halve år diskuterede politikere fra den halve verden, hvordan en varig fred skulle nedfældes på papir. Rusland var ikke med, fordi de havde indgået en separatfred og tidligt trukket sig ud af krigen. Tyske forhandlere var udelukket fra deltagelse. Af fredstraktatens mange bestemmelser blev den vigtigste og mest kontroversielle, at Tyskland måtte acceptere, at ansvaret for al krigens ødelæggelse og tab alene påhvilede Tyskland og dets allierede.

Versaillestraktaten af 28. juni 1919, som afsluttede Første Verdenskrig, er næsten blevet glemt i alle historierne om krigens rædsler, dødsofre og ødelæggelser.

Men traktaten om fred, indgået mellem Tyskland på den ene side og på den anden side USA, Frankrig, Italien og Storbritannien, satte dagsordenen for årene efter Første Verdenskrig. Den var nemlig i ekstrem grad sejrherrernes værk, som ud over ensidigt at placere ansvaret for verdenskrigen hos tyskerne, også blev indgået på meget hårde og ydmygende betingelser for Tyskland – og dermed blev afgørende for hvordan landenes indbyrdes forhold udviklede sig efter krigen.

Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune står bag foredraget, og der er gratis adgang og ingen tilmelding – mød bare op!

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

26. Juni: Klokken 11 hen i Borgerforeningens store Sal. Paa Scenens Bagvæg hænger et stort Danebrog fra, sidste Fest.

Først Gruppemøder P. Grau og A. Grau er mod Petitionen fra Nordslesvig, før 3. Zone selv har rørt paa sig.

Kl. 12 spiser vi ved Siden af. Imens fyldes den store Sal, der er over 150 Mennesker.

Foruden os og enkelte nordfra er der hidtilværende tysksindede fra. 2. Zone og en hel Mængde fra 3. Zone, især Angel og Højderyggen. Damgaard vælges til Ordstyrer.

Cornelius Petersen indleder. En lang Række Taler, overraskende indtryksfulde. De folkelige Grunde aldeles overvejende, redelig Vilje til at gaa op i det danske Folk; hvem der ikke selv kan vil give sine Børn. Flere Angelboere, en gammel Mand fra Slesvig, en Arbejder fra Ejdersted. Kun en Købmand fra Angel opponerer, men vil være Øvrigheden underdanig, hvis Landet bliver dansk.

Ved en Afstemning vedtages med alle mod 8 Stemmer igennem en Petition paa ny at rejse Kravet om at komme med ved Folkeafstemningen.

Efter en Drøftelse af Indsamling af Navne sluttedes dette Møde og fortsattes Gruppemødet, hvis Deltagere var stærkt optagne af denne Oplevelse og beklagede ikke at have faaet den tidligere. (Ikke muligt, Sydslesvigerne skulde ligesom Nordslesvigerne have Tid til at komme ud af deres Reserve.)

Man enedes om at afvente Petitionen fra 3. Zone. — Til Slut Møde med Tillidsmænd fra. 2. Zone om Embedsbesættelserne.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

23. Juni: I Aften Besøg af Hans Lorenzen fra Ballum, der foreslaar en Petition fra 1. og 2. Zone til Fordel for tredje.

Udsender samme Aften Indbydelse til vore Folk i Vælgerforeningen til 26de.

Den tyske Presse Jubler i Kor med den danske Regeringspresse.

Bitre Følelser hos de Danske hernede.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Youtubekanalen The Great War Channel fortsætter i et nyt og længere format, der handler om efterkrigstiden.

Ny vært er: Jesse Alexander.

Denne gang handler det om de amerikanske tropper i Rusland – og deres tilbagetrækning i maj 1919.

Søren Vesterby på TV SYD leder efter folk, som kan fortælle en personlig historie om Sønderjyllands genforening i 1920.

Hovedpersonerne selv er næppe til stede mere, men måske efterkommere kan fortælle, om der vandrer fortællinger om genforeningen i deres familie.

Kontakt da Søren på sove@tvsyd.dk

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er fjerde del.

Haderslev Byraad, hvor der indtil da ikke fandtes een eneste dansk Mand, sad vi nu 16 danske Borgerrepræsentanter blandt 30. Dette vil altsaa sige, at vi raadede over absolut Flertal og uhæmmet

kunde træffe Bestemmelse med Hensyn til Udviklingen, saavidt de gældende preussiske Love tillod det. Vi indstillede os imidlertid fra første Færd af loyalt overfor de andre Grupper og var rede til at dele Magten med dem i sagligt Arbejde.

Der raadede ogsaa i Regelen god Enighed i Raadet. Jeg mindes kun, at vi een Gang maatte optræde i skarp Modsætning til de tyske Kollegaer. Det drejede sig i dette Tilfælde om Salg af Krigslaan. Takket vare Bankdirektør Hübbes gode Raad og vor Energi gjorde vi en god Forretning for Byen ved at gennemføre Salget.

I Marts Maaned havde jeg for første Gang Lejlighed til at foretage en Rejse til København. Hvor var det sært at køre i gode og rene Tog, at drikke rigtig Kaffe, at kunne bestille Mad efter en lang Spiseseddel og at se velklædte Mennesker — og saa talte de slet ikke om Krig og Krigsforhold og Grænsespørgsmaal!

Iagttagelserne fra denne Tur minder mig om, hvad en ung Dame, der var opvokset under Krigen, har fortalt mig om sin første Rejse til København lige efter Vaabenstilstanden. Hun kunde næppe huske, at der ikke havde været Krig, og hun kendte kun Mandkønnet i Form af Drenge, Mand i Uniform, Syge, Saarede, Gamlinge og Krigsfanger. Nu saa hun, at der ogsaa var andre til.

En Tysker, som aldrig tidligere havde været i Danmark, fortalte mig om en vidunderlig Rejse til Fredericia: Paa Banegaarden henstiller Folk ligegyldigt deres Bagage uden Tilsyn i Ventesalene og sætter sig ved fint dækkede Kaffeborde, hvor der er fuldt op af Fade med det dejligste Wienerbrød. Man spiser uden Kontrol saa meget, man lyster. Bagefter kommer Tjeneren og spørger, hvor mange

Stykker man har spist. ”Tre, sagde jeg, men jeg havde spist ni. Det lyder utroligt,” sluttede Manden sin Beretning; ”men saadan er det.”

(fortsættes 25. juni)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

19. Juni: I Ribe mødes vi en række Slesvigere med Franz v.  Jessen. Han veed ikke noget om en Slettelse af 3. Zone, men hævder, at vi har holdt os alt for meget i Forsvaret over for den danske Regering.

Derfra 20. Juni til Møde i Fredericia, indvarslet af Fabrikant Jørgen Petersen. I en mindre Kreds meddeles Ulykkesbudskabet, at ikke alene Besættelsen, men ogsaa Rømningen af 3. Zone er slettet.

Det gør et lammende Indtryk paa alle Flensborgere og Sydslesvigere. Var det, paa den Baggrund, Hanssen var forsonlig i Holbøl?  »Hejmdal« og ligesindede har været ovenud af Glæde siden den 14de.

Vi enes om at indkalde et 3. Zone-Møde i Flensborg den 26de og laver straks et Udkast til en Petition. —

Angelboere offentliggør en Tak for en Fælles tur til Danmark. Der bliver efterhaanden stadig flere Fællesrejser.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er tredje del.

I mange Forhold blev Kronemønten allerede indført i Efteraaret 1919. Skulde en Gaard sælges, Gælden omsættes, et Laan optages eller et Tyende fæstes, skete det i Kroner.

En Forkarl krævede den Gang en Løn paa 1400 Kr. efter kongerigsk Takst. Et Kreatur kostede samtidig gennemsnitlig 700 Kr. nord for Aaen; men i Nordslesvig fik Landmanden kun 100 Kr. for det, omregnet i dansk Mønt, naar han skulde afhænde det hernede.

Man fatter derfor, at Landmændene i alle Egne af Landsdelen i stigende Grad satte sig til Modværge mod de store Udskrivninger af Leveringer til de nødstedte tyske Storbyer og Industriegne.

Den endelige og vidtomspændende Ordning af de sønderjydske Forhold krævede som Forudsætning Løsningen af en Mangfoldighed af praktiske Spørgsmaal.

Med Henblik derpaa havde Vælgerforeningen forberedt en Arbejdsplan.

Foreningen var tænkt at skulle virke som Landsdelens Parlament i Overgangstiden. Dens Bestyrelse bestod af 3 Medlemmer, der var valgt af Generalforsamlingen. Tilsynsraadet talte 25 Medlemmer, der valgtes ved almindelig Stemmeret i 25 Nordslesvig omspændende Kredse. Dertil kom 25 Stedfortrædere, valgt paa samme Maade, 1, senere 2 stemmeberettiget Æresmedlem, 2 Konsulenter, 3 under Krigen valgte Hjælpesekretærer og endelig de 3 Parlamentarikere.

Det var denne Forsamling, som ganske vist med Hensyn til Sammensætning ved de i Aarets Løb stedfindende Valg undergik nogen Forandring, som nu i stor Udstrækning skulde medvirke ved Udformningen af Retningslinjerne for Landsdelens Styrelse, indtil disse kunde afløses eller godkendes af dansk Lovgivning. Der udførtes et godt og grundigt Arbejde i al Stilfærdighed, mens Bølgerne ellers paa andre Omraader gik højt.

Planen omfattede først et Aktionsudvalg, der skulde varetage Foreningens løbende Forretninger. Dets Formand blev P. Grau, Pøl.

Hvad de enkelte Opgaver angaar, havde man allerede paa Aabenraa-Mødet den 16. November nedsat forskellige Udvalg: et kirkeligt Udvalg med Mads Gram, Københoved, som Formand, et Skoleudvalg med Hans Jefsen Christensen, Høgsbro, som Formand og et økonomisk Udvalg med H. D. Kloppenborg Skrumsager, Københoved, som Formand.

Udvalgene fik dog først deres endelige Form, efter at Nyvalgene til Vælgerforeningens Bestyrelse i Slutningen af Januar 1919 havde fundet Sted.

Formand for Aktionsudvalget blev nu H. P. Hanssen, og der nedsattes et Arbejderudvalg med K. Refslund Thomsen, Aabenraa, som Formand.

I Kongeriget skulde et af Rigsdagen nedsat sønderjydsk Udvalg tilrettelægge Overgangens administrative Forhold.

Hen paa Sommeren blev det sønderjydske Ministerium oprettet som Centrum for hele dette Arbejde, som der ikke her er Plads til at omtale nærmere.

De fem Maaneder, der hengik fra Nytaar, indtil Fredsbetingelserne overraktes, var i flere Henseender en Forvirringens Tid. De modstridende Anskuelser i Grænsespørgsmaalet fyldte baade Dagbladene og offentlige Diskussioner og forbitrede Sindene.

Paa tysk Side varede det ogsaa længe, før man naaede til Enighed. I første Zone havdeTyskerne saalcdes selvopgivende og som Protest besluttet ikke at deltage i Afstemningen. Men paa et Møde den 24. April i Neumünster samledes alle tyske Partier om et Kampprogram, der paa et alligevel forholdsvis tidligt Tidspunkt styrkede Modstandernes Front til endrægtig og mangesidig Kraftudfoldelse, mens de Danske forblev splittet og oprevet og derved mistede meget af deres Slagkraft.

Blandt dem, der indsaa Faren ved Uenigheden paa dansk Side, bør først og fremmest nævnes Højskoleforstander Jacob Appel. Han indbød et større Antal ledende Mand fra begge Sider Grænsen til et Møde paa Askov Højskole 4. og 5. Januar 1919. Forhandlingerne førte desværre ikke til det tilsigtede Resultat. Det ligger dog helt udenfor Rammen af denne Fremstilling at omtale Drøftelsens Forløb.

For alle Deltagerne fra sønderjydsk Side var det ogsaa i anden Henseende en mærkelig Oplevelse.

Vi samledes Lørdag Eftermiddag i Kloppenborg Skrumsagers Storstue paa Bejstrupgaard, hint historiske Sted, hvor gamle Hans Diderik Kloppenborg, Hans Krüger og Præsten Svejstrup et halvt Aarhundrede tilforn ofte havde fort vigtige Samtaler om Landsdelens Ve og Vel. Det gjaldt nu først om at slippe heldigt over Kongeaaen. Thi endnu gik de preussiske Soldater paa deres Post; men Begivenhedernes Udvikling havde dog gjort dem mere efterladende i Tjenesten end tidligere. Paa den anden Side var det formentlig første Gang, at en saa stor Skare ved højlys Dag søgte at liste sig over det historiske Skel. Kun faa af os havde varet paa kongerigsk Grund siden 1914.

Planen gik ud paa, at vi skulde dele os i to Flokke, den ene til Vogns, den anden til Fods, og mødes ved den saakaldte Mergelbro. Blev det ene Hold nappet og standset, vilde der dog maaske for det andet vare Udsigt til at undslippe og naa Maalet. Der blev saaledes den Dag skrevet et nyt Blad i Kongeaaens Saga. Begge Afdelinger ankom imidlertid i god Behold til omtalte Bro.

Før Krigen havde den været benyttet til Mergeltransport. Straks i de første Dage af August Maaned 1914 blev Broens Planker afkastet af Tyskerne. Kun et Par smalle Jernbjælker, der havde baaret dem, forbandt Bredderne. Under dem gled sindigt Aaens Vande mod Vest.

Paa dansk Grund gik en lige saa sindig jydsk Soldat i sort Kappe med Bøssen i Favnen og passede paa Overgangen. Der fandtes ogsaa derovre en Jernlaage; men den havde helt fra Krigens Begyndelse varet lukket ved Hjælp af Staaltraad og Pigtraad. Skønt Jens vel nok maa have været underrettet om vor Ankomst, saa han dog lidt mistroisk paa det store Selskab, som pludselig mødte op foran

hans stille Sti hernede i Engen, hvor der paa denne Tid af Aaret ellers kun saas eet Menneske, den tyske Landstormsmand i en gammel, feltgraa Kavaj, der havde kendt bedre Dage, og samme Tysker kunde kun eet Ord, der var forstaaeligt for Jens. Det hed ”Smørrebrod”, og det var endda forbudt.

Det kostede os nogen Overtalelse og Jens nogen Overvindelse, for han formaaedes til at yde os sin Bistand ved at fjerne Forhindringen ved Rigets Port. For øvrigt var det ikke helt let, navnlig for den enlige Dame, som var med i Selskabet, at balancere over Aaen ad den smalle Jernskinne.

Mærkeligt var Mødet med de kendte kongerigske Mænd, der lidt længere oppe ad Bakken stod og ventede paa os, mærkeligt at se de fyldte Butikker i Askov og igen at sidde ved et veldækket Bord i Højskolens Sal! Øjet opdagede og dvælede ved saa mange Ting, der er en Selvfølge, naar man lever under normale Forhold, men som var et helt uvant Syn for os.

Dagen efter rejste vi uhindret hjem, men med en Fornemmelse af, at der var rigeligt med Malurt i Glædens Bæger.

Vinteren gik sin Gang. To Begivenheder tydede paa, at det bar mod bedre Tider: De første Krigsfangers Hjemkomst og de uventet store danske Sejre ved de omtalte kommunale Valg i Marts Maaned 1919.

[Om Askov-mødet se også indlæggene i begyndelsen af januar 1919].

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er anden del.

Haderslev Købstad omkring 1919-20 frembød i alle Henseender et Billede paa Forsømmelse i det rent ydre. I flere Aar var Husene, Døre og Vinduer ikke blevet malet eller istandsat. Det offentlige havde hverken Midler eller Mandskab til at foretage større Forbedringer.

Udseendet inden Døre svarede til det ydre, og værre var det, at det bogstaveligt talt skortede paa det nødvendigste af baade Klæder og Sko, Mad og Drikke, kort sagt det, som Morten Luther med Hensyn til Livets Ophold henregner til det daglige Brød.

Havde man varet saa heldig at kunne foretage en Tur med Rudolphs Bil til Kolding og med Indtrykket af den livlige Færdsel i denne By og Udsalgsstedernes Overflod vendte tilbage til Haderslev, var Forskellen mellem Gadebilledet her og der i høj Grad iøjnefaldende.

Kunde Byraadet intet foretage sig? vil man spørge, og Nej maa man svare. Der var saamand Uroligheder nok.

Mange vil endnu mindes Folkemøderne paa Torvet. En lille Person, der den Gang spillede en vis Rolle blandt den af Efterkrigstidens Psykose angrebne Del af Befolkningen, stod paa Søndertorv paa et Bord ved Siden af Kejser Wilhe!m Statuen og krævede Indskriden over for dem, som endnu havde Madvarer i Behold. Ledende Socialdemokrater tog dog Bevægelsen i deres Haand og søgte en fornuftig Løsning.

Maaske husker man ogsaa, at daværende Borgmester, Dr. Schindelhauer, efter engang at vare bleven tilsagt af Mængden til at komme til Stede ved et saadant Møde, svag og afmægtig stavrede frem mod Talerstolen paa Torvet. Et Par haandfaste Mænd hjalp ham op paa Bordet ved Siden af Statuen, og her var det, at han under Jubel fra Menneskemængden, der talte flere Tusinder, forklarede, at han ikke saa nogen Udvej til Bedring, før vi kom ind under Danmark, og det var maaske hans eneste Sukces i denne By, hvis Overhoved han var fra 1902 til 1920.

Det lyder forhaabentlig ikke ubeskedent, naar jeg nu saa mange Aar senere røber, at jeg havde lagt ham disse Ord i Munden, da han en halv Time forinden nedtrykt og bævende af Angst for, at man skulde gøre ham Fortræd, var kommen ind paa mit Kontor for at bede om Beskyttelse.

For at Folk ikke skulde begaa Selvtægt eller dø af Sult, var der paa Raadhuset indrettet et Levnedsmiddel-Forsyningskontor.

Af dets offentlige Kundgørelser kan man den Dag i Dag danne sig et Begreb om, hvad en Husmoder i Haderslev saa sent som i Januar Maaned 1920 havde at raade over. Derefter tilkom der hvert voksent Menneske 50 Gram Smør og ½ Pund Byggryn om Ugen. Desuden uddeltes der 200 Gram Flæsk pro Persona. Men det skete kun med større Mellemrum.

Kartofler manglede helt, fordi de Landmand, som havde Kontrakt med Byen om Levering, havde solgt Beholdningen til andre, der nu bød mere, uden at bryde sig om Aftalen.

Gode Tændstikker fandtes ikke. Rygelige Cigarer kunde kun smugles ind. Kul var ligeledes en sjælden Vare, Byen havde rigtignok i København købt og nede ved Havnen opmagasineret en Skibsladning daarligt Brændsel. Men af den stjal man om Natten som Ravne i den Grad, at Reservebetjent Skov, der var sat til at passe paa, tilsidst maatte gaa paa Akkord med Uretten og tillade Tyvene at tage en

halv Sæk hver, men heller ikke mere. Toggangen fra Kolding laa paa dette Tidspunkt stille en hel Uge, og i samme Tidsrum hvilede al Postgang.

For Fuldstændighedens Skyld bør dog tilføjes, at gamle Folk og Børn under to Aar i første Uge af Januar 1920 havde Krav paa 3 Pakker Tvebakker hver; men det var nærmest en Sjældenhed. De kunde ligeledes mod Lægeattest faa udleveret lidt Sødmalk. Alt paa Kort.

Visse Sygdomme hærgede svært i de sidste Maaneder.

At Fængslerne var overfyldt, behøver ingen Forklaring.

(fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er første del.

”Med glade Forventninger begynder vi det nye Aar. For Midsommer vil Dannebrog efter alt at dømme atter gaa til Tops i Sønderjylland, og dermed vil alle vore brændende Ønsker gaa i Opfyldelse”.

Saaledes skrev ”Hejmdal” den 2. Januar 1919.

Denne Sætning svarede fuldtud til den danske Befolknings Tro og Forventninger. Naar Folk mødtes, udmalede man sig Vaarens Komme under Korsbanneret: Snart vilde danske Soldater under Jubel fra hele Landsdelen holde deres Indtog.

Man glædede sig til at byde danske Tjenestemænd, Præster og Lærere Velkommen i de ledige Stillinger. Man vilde se røde Postbude live op i Gaderne, og Modersmaalet skulde atter komme til Ære og Værdighed og indtage sin naturlige Plads i det offentlige Liv.

Med Længsel imødesaa man fra Maaned til Maaned de store Begivenheder.

Det blev imidlertid en lang Ventetid.

Endnu var intet afgjort med Hensyn til den Form, under hvilken Indlemmelsen skulde foregaa. Først den 26. Februar 1919 satte den belgisk-danske Kommission i Paris Drøftelsen af Slesvig paa Dagsordenen, først i Marts afrejste den danske Delegation til Paris for at foredrage sine Ønsker for de allierede Magter, og først den 7. Maj overrakte man i Versailles de tyske Delegerede Fredsbetingelserne, som ogsaa indeholdt Bestemmelsen om Afstemningen i Slesvig.

Der oprandt i Virkeligheden et Aar fuldt af Savn og Vanskeligheder for den nordslesvigske Bonde og Borger, et Ingenmandsaar, i hvilket Tyskerne langsomt afviklede deres Forhold til Landsdelen, mens Danmark var ude af Stand til at foretage nogen større Indgriben.

Mine Minder fra hin Tid er nærmest knyttet til Byen Haderslev, og jeg skal derfor indlede dette Afsnit med en lille Skildring af Tilstandene der i Byen i nævnte Tidsrum.

Hvis man kunde skue tilbage og faa et nøjagtigt Billede af Haderslev, saadan som Købstaden tog sig ud, og hvorledes dens Indbyggere levede den Gang, vilde mange næppe tro deres egne Øjne. Ganske vist blev der i Marts Maaned 1919 valgt et dansk Flertal ind i Byraadet; men hverken Flertal eller Mindretal formaaede at fremskynde Udviklingen og bøde stort paa Manglerne. En enkelt Gang lykkedes det ved min Medvirken og daværende Minister H. P. Hanssens Indflydelse at gøre et større Indkøb af Varer i København og med Skib at fragte dem til Haderslev; men det forslog kun lidet og var desuden et voveligt Eksperiment, da en Del af Fødemidlerne ved Ankomsten blev plyndret eller stjaalet af sultne Medmennesker.

Der udstedtes i Tusindvis røde og grønne Sedler, som gav Adgang til at passere Grænsen, nærmest for at man kunde købe Mel og Margarine i Kolding. Men heller ikke paa denne Maade var det muligt

at skaffe til Veje, hvad der krævedes til Legemets Næring og Nødtørft. Der smugledes samtidig i stor Stil; men Smuglervarerne gik enten uden om Byen syd paa eller opmagasineredes i hemmelige Lagre i Smaagaderne, som ligefrem lugtede af Peber og lignede Krydderier, som var efterspurgt i Tysklands Storbyer og betaltes med høje Priser.

Nord for Kongeaaen indsamledes der Bunker af Klæder og Skotøj til de nødstedte Landsmand, og paa denne Maade var det i hvert Fald muligt at forsyne de Fattigste i Byerne med det allernødvendigste.

(fortsættes)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.

14. Juni: Med »Ægir« til Fredericia — nye Hold af Børn føres i disse Dage til Danmark, saa Tallet sættes op til 5000 — derfra til Møde i ‘Kolding” i »Sønderjysk Fond«. — Ved Tilbagerejsen fra Fredericia Rygte om, at Afstemningen i 3. Zone er gaaet ud.

15. Juni: »Ægir« laa i Nat ved Arnkilsøre. Dejlig Sommermorgen,
Smaabølger. Danebrog- hejses. Inde ud for Kollund ombyttes det med et nyt smukt Flag, mens vi synger paa Dækket. –

»Ydun« holder en. stemningsfuld Fest paa VaIdemarsdagen; stuvende fuldt. Nævner 3. Zone. Faktor L. K. Lausten, der leder »Ydun’s« Møder, taler varmt og smukt.

16. Juni: Møde med Mellemslesvigsk Udvalgs Bestyrelse og nogle
3. Zone-Mænd. Enes om at sende en telegrafisk Udtalelse. Haaber endnu, at Meddelelsen er urigtig.

E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)

Udenrigsministeren til Bernhoft
Telegram, dat. København 14. Juni 1919:

Ritzau bringer idag blandt andet følgende telegrafiske Meddelelse af 13. ds. fra Reuter fra Paris:

»En Antydning, der idag for første Gang er givet om, at der kan ventes en revideret Affattelse af Bestemmelserne om de danske Grænser, gaar ud paa, at Firemandsraadet har besluttet at tage Hensyn til Tysklands og Danmarks Indvendinger mod at holde Folkeafstemning i Syd-Slesvig, som Danmark har nægtet at tage imod, fordi Befolkningen er overvejende tysk.«

Denne Meddelelse bedes eventuelt bekræftet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.

Se mere her http://www.mosedefort.dk/det-sker/276-soenderjylland-og-1-verdenskrig/

 

Læge H. Lausten-Thomsen, Skærbæk, kom hjem fra Østfronten i december 1918. Han nedskrev i februar 1919 sine indtryk af forholdene i Sønderjylland i vinteren 1918-1919. De er bragt de foregående dage.

Den aandelige Nød er paa ingen Maade mindre end den legemlige. Der er næppe en Familie i Sønderjylland, der ikke har Sorg for en Død, der er falden for en Sag, som ikke var hans. Der er Enker og Faderløse overalt, Mennesker, hvis Forsørger er borte, som sidder med smaa Renter, der ikke er til at leve og ikke til at dø af.

Til Sorgen over det tabte kommer Rædslen for, at Pengenes Værdi ikke skal kunne slaa til til det daglige Udkomme. Der sidder Krøblinger i Købstad og paa Land, lemlæstede for fjendtlige Idealer.

Alle smaa Pensionister og Rentierer sidder ved de svimlende Priser med Næringssorger i Kulde og Sult.

Værst er det for aldre, enlige Personer; ”les pauvres honteux” [de skamfulde fattige, red.] er mange iblandt os.

Og Ungdommen lider. I fire og et halvt Aar har vore unge Mænd været i Krig i Tyskernes Rækker, og det har været ondt, hvad vi saa. Vi har været med i Myrderierne i Belgien, vi har staaet hos, naar der røvedes og plyndredes.

Enkelte af os har endogsaa taget Del i Rov og Voldsfærd trindt om i fjerne og fremmede Lande. Andre blev i Førstningen af Krigen magtstjaalne af Tyskernes hovmodige Storhedsdrømme, de har nu maattet være med i det dybe Fald.

Og der har bundfaldet sig Slagger i deres Sjæl fra den store Verdensbrand. Der er Raahed i Sønderjylland som aldrig før. Tonen er sænket, man er ikke ustraffet i Aarevis med i alt det ondeste. Især da ikke, om ens Modstandskraft er lille, og det har den været.

Vi maa huske, at der hvert Aar gaar 3000 eller flere Børn ud af den tyske Folkeskole i Nordslesvig. Kun et ganske lille Tal af dem fik Lov og Lejlighed til bagefter at komme paa danske Skoler, at komme med i dansk Aandsliv. De fleste gik ud i Livet med den Kundskabsfylde eller Kundskabsmangel, der var givet dem i tysk Skole, hvor deres Lærere og Ledere var Tjenere for det gamle tyske Regeringssystem, Folk, der var nødt til at leve hele deres Liv i et stort Hykleri, om de var danske Mennesker, eller Folk, hvis Tanker og Idealer var os fremmede, Folk, der kaldte sig tyske eller i det mindste i god Tro gik Tyskernes Ærinder.

De Børn, der kom ud af slige Skoler og lige fra Skolen ud i Krigen uden at maaske Hjemmet havde givet dem særlig aandelig Ballast, de har maattet tage Skade. Det er ikke blot begribeligt og undskyldeligt, det har tit varet naturnødvendigt. Disse unge Mennesker trænger til aandelig Hjælp og Støtte for helt at kunne komme til at leve sammen med os andre som danske Mennesker.

Værst er dog de unge stillet, der er blevet voksne i Krigstiden. Ingen af deres jævnaldrende har været paa dansk Skole, de har ikke engang haft de gode Kammeraters Paavirkning. Der er Tale om 5 Aargange af Børn, om 15-20.000 unge Mennesker, der trænger haardt til at komme i dansk Skole, ikke blot for Kundskabernes Skyld, for at kunne klare sig senere i Livet, men først og fremmest for deres Sjæles, for deres Morals Skyld, for at de kan udvikle sig til Mennesker, det danske Samfund kan være tjent med og kan kendes ved.

Sultende Mand falder let for Fristelse, sultende Dreng endnu lettere. Krigens Overgreb har vist Vejen til ulovlig Selvhjælp og Selvtægt, Krigens Mangel paa Tugt har ogsaa paa andre Omraader gjort Dele af sønderjydsk Ungdom Skade.

Og den tager mere og større Skade for hver Dag, den endnu maa lide Sult og Nød og leve under Fremmedherredømmet.

Det har skiftet Form og Karakter, men vi føler det endnu som samme Tvang og venter med Længsel paa Befrielsens Dag. Den er det eneste Middel, der kan hjælpe til Bunds og borttage al vor Tyngsel.

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935