Under kommando af  Max Valentiner ankommer U38 til den walisiske kyst nær byen Denbigh for at hente de tyske officerer, der vil flygte fra fangelejren Dyfrun Alled. I de følgende nætter forsøger man at få kontakt med de tre krigsfanger, men uden held. Max Valentiner beskriver i sine erindringer forløbet:

Jeg sejlede mod kysten, 50 meter under fyret, der stod på de rå klipper og hvis lysarm gled over himmel og hav. Alle mulige småskibe, vel lodsbåde, sejlede omkring, helt åbenlyst …
“Kan du se noget?”
“Ingenting … intet …”
“Hvis de nu er blevet taget?”
“De skal nok komme …”
Men de kom ikke. Trods vores forhåbninger. Ved daggry lagde jeg mig på havbunden på 40 meters dybde. Om aftenen dykkede jeg ud, lå henover mine kort og studerede dem nøje: Ingen tvivl, jeg lå ubetinget på det aftalte sted. Jeg gik tættere ind på klipperne, der spørgelsesagtigt voksede ind i himmelen foran mig … intet. “Gør dingy´en (vores lille båd) klar”. Jeg undersøgte samvittighedsfuldt hele kystlinjen. “Et lysskær”, meldte en eller anden. Rigtigt derovre, et stykker herfra, et lysskær. Men det var noget langt væk. Desuden var der masser af lys. Vente. Vente. Nu har jeg mistet tålmodigheden. Klokken er et om natten. Alt var mig lige meget. Jeg lod min lyskaster lyne, afsøgte hele skrænten. Så intet andet end revner og klipper — Fyrmesteren må have brudt sit hoved over, hvorfra lyset kom … Morgenen grånede, tågen drev … intet bevægede sig: Vi var kommet forgæves. Svært nedbøjede sejlede vi bort.

[…] Naturligvis kendte de tilfangetagne overhovedet ikke området, de havde ingen kort; alligevel kom de ud til kysten ved Ormes-Head, ja de var nået frem til det aftalte sted ved fyret. Her begik de efter min mening en fejl: I natten 22. til 23. august [Valentiner angiver fejlagtige datoer/red.] lå de alle tre højt oppe på klippen. De lå der og ventede, og det blev dem klart, at de herfra ikke ville kunne se ubåden, måske har de også troet, at ubåden ikke var der. I alle tilfælde var det dem ikke muligt i det tætte mørke at klatre ned til vandet ad de stejler klipper. Det ville have været bedre, hvis de i aftenskumringen havde udsøgt sig et skjul ved klippens fod. De ville da i mørket tydeligt have kunnet se U38´s markante silhouet mod horisonten, for U38 var der, og så tæt at man kunne råbe ud til den. Vores lille dingy lå på dækket og var parat til at hente de tilfangetagne, som vi var overbevist om ville komme.

Det er nemlig almindeligt kendt, at man i mørke nætter højt til vejrs ikke er istand til kan se noget som helst. Således  kan man fra broen på en damper en mørk nat umuligt opdage en angribende ubåd, mens man fra den lave ubåd ganske tydeligt og overraskende kan se damperens skarpe skygge aftegne sig mod horisonten.

Vender vi nu tilbage til fangelejren. Her blev flugten først opdaget næste dag og hensatte englænderne i stor opstandelse. Desværre lykkedes det dem, allerede på tredje dagen at pågribe de undvegne.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 83-84 og 88-89)

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk