Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli 1915 deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 19. juli:

Natten var rolig med Undtagelse af en Timestid, hvor Infanteriet skød lidt stærkt. Jeg hørte det nok, men da det ikke var lige hos os, drejede jeg mig engang om paa mit Knippe Halm og sov videre. Jeg havde nu en Meddelelse at overbringe Hauptmanden, saa jeg spadserede derhen, dermed gik næsten Eftermiddagen. Jeg gjorde et lille Besøg hos Nissen, som laa i Reserve i Skoven. Fik saa en samtale om derhjemme. Om Natten Kl. 2. blev vi afløst af et andet Regiment og vi marcherede til Landsbyen, hvor vi kom i Quarter i en Stald. Landsbyen heder Saklieczewo og ligger ved Floden Ozyc, en Biflod til Narewfloden.

Vi ligger 12 klm fra Festningen Pultusk. Den skal staa i lys Lue, kan dog ikke see det herfra. Russerne forsøger at bryde igennem. De har faaet flere Kanoner og sætter nu an med frisk Mod – jeg kan dog kun høre Kanonerne brøle, men lige kom en San. Vogn kørende, hvis Fører fortalte, at vi havde temmelig store Tab. I og II Bataillon er rykket ud, vi det III Bataillon ligger dog endnu i Reserve, vi er rigtignok ogsaa paa Turen, da vi i mange Dage har været i første Linie. Nu bliver vore Skyttegrave jo vist haardt beskudt, som Svar paa deres Behandling. Der er ingen Beskrivelse og ingen Phantasie, som kan give nær en rigtig Forestilling af et saadant Bombardement; jeg har nu seet det to Gange. Naar man tænker sig 4-500 Kanoner i løb store og smaa Kaliber rettet mod Skyttegraven og uafbrudt, som ved Praßnycz sende Granater og Schrappneller ned i de fjendlige Skyttegrave, saa kan man forstaa, at Fjendens Nerver ikke kan holde det ud, de maa vige. Naar Bombardementet nu er nær Afslutningen, bliver det endnu stærkere og med den sidste Granat staar den første tyske Soldat i den fjendtlige Skyttegrav, naar Fjenden ikke giver sig, bliver de bearbejdedt med Haandgranater – saa vidt lader Russerne det dog sjelden komme.

De sidste Russere jeg var med til at fange faldt paa Knæerne og kyssede mine Hænder. Der sidder en voldsom Dissiplin i Russerne; naar man tiltaler dem suser Haanden op til Kasketen og de indtager en oprejst mil. Holdning. Herligheden er til Ende. Kl. 9 Aften pludselig Befaling til at rykke ud. Vi gaar først hen til en Landsby – Ziebjelew dog Kl. 12 igen videre i den mørke Nat til en Skov, som endnu ligger 9 klm derfra. Vi lander der ved morgenen Kl. 3.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Søndag den 18. juli 1915

Kære lille mor!
Jeg sad og stoppede mine strømper, og så kom denne seddel for en dag. [Det var hans moder Marie Andresen, der havde skrevet sedlen, og der stod: “Dette garn blev vundet d. 5. august 1914 og skal med Kresten i krigen. Når papiret er tomt igen, er et stort stykke verdenshistorie
forbi. Gud nåde os alle og lade os mødes igen uskadte på sjæl og legeme. Vi har dog en fader i himlen, der råder for alt. Der er intet så stort, han det jo kan, og intet så godt, han det jo vil, det overgår al vor forstand, at der en sådan Gud er til. Johan sidder i arrest i Sønderborg, bare han snart kommer hjem.”] Dette nøgle har så fulgt mig lige så længe, som jeg har været i krigen. Garnet vil formodentlig holde ud, til  krigen er forbi: jeg vandt det op, da det var kommet i urede. Men du har ret i, at et stort stykke verdenshistorie er forbi nu, og hvem ved så endda, hvor stor en brøkdel af det hele som vi må igennem. Vi kan ikke mødes alle, som vi kunde det lige før krigen, for Ingeborg er ikke mere blandt os, men det blev krigen jo ikke skyld i. For os, som du vel dengang tænkte på, da har der jo været beredt underlige veje, som førte os frelst igennem hidindtil – det går over al forstand.

Jeg fik allerede i går brevet, som du har skrevet den 14. Jeg kan godt forstå, at I er bleven overraskede, da I hørte, at jeg var kommen til hest. Jeg skal nu til at lære ridekunsten. For et par dage siden blev jeg undersøgt for sidste gang af afdelingslægen her. Jeg havde i grunden været så småt bange for, at han nu skulde erklære mig for fuldt felttjenestdygtig igen og sende mig til mit regiment, man har jo da før hørt så galt. Men lægen var yderst fidel og spurgte mig ud, og enden blev, at benet ikke lagde nogen hindring i vejen, for at jeg kunde ride. Når jeg nu først kommer helt i min nye positur, så vil I jo nok få et billede af kavaleristen. Jeg tager det hele fra den komiske side; for jeg synes, det er så uendelig komisk, at jeg netop skulde gå hen og dumpe ind i kavaleriet, og tilmed hedder min ridehest Lise, og den ligner den meget, når undtages blissen, og så er den heller ikke så plump. Ellers er den et meget godt og godmodigt skind, så den skal såmænd ikke lave ret mange  krumspring med mig.

De gamle dragoner betragter halvt medlidende infanterister – men ellers er der et ypperligt kammeratskab, og der er ikke tale om, at de gør nar af én, når man bærer sig kluntet ad. Ude hos infanteriet havde man altid det Kainsmærke siddende på sig, at man var en ersatzreservist, som selv var skyld i de ulykker, som passerede oppe på højre fløj, når han selv stod på venstre. Her falder det ganske væk.

– Aage har altså været hos jer – jeg længes meget efter at få hans brev, som jo vist er gået til La Fere. Jeg havde lige skrevet et brev til ham, men det bliver nu liggende til jeg får hans. Der er sådan et dejligt vejr i dag og roligt. I er jo nok nede at besøge Christian. Nu er året snart omme, og jeg synes, vi er lige vidt. Dengang troede de fleste, at krigen var forbi til november; nu er der vist ikke mange, der tror, at krigen er forbi til november. Man træffer tit soldater, der fuldt og fast tror, at krigen ikke får nogen ende; de hævder, at det er verdens undergang; de vil blive ved med at kæmpe, indtil folkene forbløder, og så vil hærgende sygdomme gøre resten. Det vil vi dog ikke håbe.

Din hengivne søn
Kresten

NB. Jeg savner så meget et lille håndklæde og et par brogede lommeklæder.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 17. juli:

Om Morgenen Kl. 5 igen op fra Lejret, Vejret er storartet, først gaar vi hen til en lille Landsby igen, hvor vi ligger en Timmes tid, der stod Langrørkannonerne. Derfra en lang March igen, hen til nogle enkelte Huse, ogsaa der ligger vi en Timestid – Kuglerne surrer allerede gennem Træerne, et Tegn paa at Fjenden er i Nærheden igen. Ikke længe skal vi være i Tvivl om hvad der er løs og hvad der skal stilles an med os, vi faar Opdrag at sværme ud til højre. Straks mærker vi at Russerne har set os, de skyder heftiger end før, ogsaa Artilleriet opdager os ogsaa snart Stumperne suser os om Ørerne. En lang Strækning ligger for os, lange Marker med højt, næsten modent Korn, Kuglerne surrer med mærkværdig Lyd gennem Kornet og ned i Jorden omkring mig – Russerne ligger ca. 1400 Meter af i en fast udbygget Skyttegrav lidt inde i Skov oppe paa Høj. Vi løber frem i smaa Afdelinger og stormer saa i hele Fronten sammen med Garde Regt. temmelig mange Fange[r]. Garden gaar med de Fangne tilbage, vi besætter først Skyttegraven og skyder efter Russerne, som er flygtet og søger at naa en Skyttegrav, som ligger videre tilbage foran en Skov, der springer Russerne ned. Vi skyder nu et par Timer efter enkelte Russere, som løber omkring derovre, saa træder vi ud af Graven for at storme den næste Skyttegrav. Først faar vi Geværild imod os dog ikke saa stærkt, vi var kun spændt paa om det vilde vedblive saa. Da vi kom paa 200 Meter saa løb vi frem med hurra og tog 171 til Fange, kun vort Kompagnie, godt ikke? Jeg førte 124 tilbage, 112 usaaret, 10 saaret, 1 Maskingevær. Jeg bragte dem hen til Landsbyen en Times Vej tilbage og overgav Dragonerne dem, som saa førte dem videre til Preßnycz – Fik vi her Lejlighed til at faa Post afsted, for første Gang siden den 12.7. Kogte mig et Kop Kaffee og gik saa igen til Kompagniet, som var kommen hen i en Lade ved et Gods – vi sov i Hø. Lige bag Godset var vor Skyttegrav. Russerne skulde have faaet Forstærkning, saa der blev ventet et Angreb, Geværilden var ogsaa vel stærk henved Kl. 12, vi lod os ikke videre forstyrre i vor Natro, Russerne kom ikke. Tab den Dag 16 Mand.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 15. juli:

Russerne holder endnu Stand, dog er de gaaet et par Kilometer tilbage. Artilleriet arbejder igen helt voldsomt, saa Russerne snart vil rykke ud igen, vi bagefter. Indtil nu har vi kun 1 Saaret, Leutn fra 9 Komp er falden ogsaa en 86er. Russerne forkryber sig i Kornmarkerne, men der bliver de ogsaa fundet af Schrappnellerne eller af os, naar vi gaar frem igen. Det maa sandelig ikke være rart at være Russer i disse Dage i det voldsomme Artillerieild. Bygningerne alle forladte af Indbyggerne, tildels er de ogsaa helt ødelagte fra forgaaende Kampe – Tyskerne har været her 4 Gange, nu er vi her for femte Gang og gaar vist ikke tilbage mere – Vi har i Dybden erobret ca. 15 klm, ved ikke i hvad Længde der er angrebet, dog er det et stort Slag.

I dag er Vejret Gud ske Lov bedre, det er kedeligt at gaa og ligge omkring paa Markerne i Regnvejr – gennemvaade maa vi sove en liden Stund, naar Lejligheden byder sig og mest paa fri Mark. Vi gaar lige gennem høje Kornmarker, meget Korn bliver tilintetgjort, men det er dog ikke saa slemt som store Mennesketab, forholdsvis meget smaa Tab ved alle Regimenter. I Gaar i det Regnvejr holdt vi Middagsrast paa en Mark, da maat[t]e jeg virklig le over alle de Soldaters forskellige Stillinger, de indtog i Søvne. Flere stod oprejst og sov og faldt saa pludselig for eller bag over, en som faldt forover, faldt lige ned paa Geværløbene og stødte sin Næse, saa den blødede. Andre sad paa Tornisterne, faldt ogsaa for eller bagover i Morasten – andre laa med Ansigterne lige op i Regnen og Piben eller Cigaren i Munden, alle paa den bare Jord og naa[r] de saa blev vaagen, gyrede de af Kulde. Jeg foretrak at gaa lidt omkring. Nissen gik en Tid lang med mig, men saa vilde han ogsaa sove. Dagen bliver dog meget lang og henimod Aften, da vi g[j]orde Holdt i en Kornmark, smed jeg mig dog ogsaa ned i det vaade Korn og sov ogsaa godt. Vi er endnu her i Landsbyen. Form Kl. 9.

– Klokken blev næsten 2 Efterm., da gik vi ud paa Marken. Artilleriet arbejdede endnu helt voldsomt – vi kom kun et lille Stykke, saa blev vi modtaget af Schrappnell fra det russ. Artillerie – ingen Tab – derfra skulde vi naa et par Huse, som laa ca. 500 Meter frem. Det gik ogsaa godt. Derfra til venstre over Marken til Landsbyen Somcjonowe – paa denne Rejse nogle Saarede. Da jeg havde naaet denne Bye, fik jeg Opdrag at gaa frem derfra mod den til højre for os liggende russ. Skyttegrav, der var en Lukke [et hul/red.] mellem Regiment 128 og vort I. Bataillon, som skulde udfyldes af vort Kompagnie. Nu begyndte Spillet altsaa først rigtigt, vi styrtede altid hurtigt frem, omtrent 20 mtr. af Gangen for ikke at byde Russerne for god Lejlighed til at ramme. Regiment 128 laa foran os i Fægtning, derhen maat[t]e vi først søge at komme – jeg lod altid Folkene løbe frem, naar vort Artillerie afgav Salver paa de russ. Skyttegrave, saa vilde Russerne dukke sig, regnede jeg ud. Vi naaede Regimentet uden Tab i min Nærhed – kun lige der ankommen gik det paa hele Linien frem i Stormløb mod Skyttegraven. Russerne skød hvad de kunde næsten til vi stod i Skyttegraven hos dem, men saa bad de om Naade og løftede Hænderne op. De blev jaget tilbage til vor Reserve, som bragte dem videre. Det var et mærkværdigt Syn at se alle de fangne Russere løbe hvad de kunde med løftede Hænder, alle skrigende op med stor Angst i Minerne. Ved Stormen faldt dog desværre en Mand af miene (Kriech), han er at see paa Billeder under “Fuchsschwantz” og hvor vi sidder paa Bordet – en anden (Mazureck) blev saaret i Armen. Vi blev nu der til henimod Aften, saa blev vi afløst og gik vor Middagsmad – Derfra kom vi i Biwak paa en Mark ved Leschtje – Byen hvor Kampen gik ud fra hed Semejewo Nowe. Vi sov i Telte, ganske godt.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36, der lå ved floden Aisne i Nordfrankrig.

Montecouve d. 14. 7. 1915.

Kære Allesammen!
Takker for Eders kære Brev og Honningen som jeg modtog i Går. Vi er nu kommen i Ro igen. I Går har vi faaet ny Forstærkning, de blev jo stillede ind imellem os, og ved den Lejlighed er Marius og jeg jo også bleven skilte ad. Det er vi meget kede af begge to, men det har jo nu ikke sådan skullet være. Hvad en god Ven og Kammerat ellers er værd, det mærker man først her. Vi to vi var nu som Brødre. Vi har ærligt og redeligt delt alt, hvad vi har faaet hjemme fra med hinanden. Jeg gik til Feldveblen i Formiddags om at stille os sammen igen, han vilde see, hvad der kunde gøres, så det kunde jo da være muligt endnu før vi rykker i Stilling, at vi kunde komme sammen. Vi håber jo det bedste. – Det er jo sådan vore små Bekymringer her!

Du skrev, kære Mor, at Du havde sendt Insektp[ulver]. og F[ennikel].olie – det kunde Du nu godt have sparet Dig, for det hjælper dog ikke. Vi kan jo lade os rense her, (på før beskreven Måde) men det gør vi heller ikke. Det varer jo kun nogle Dage, så har vi dem igen. Det bedste er at vi hver eller hver anden Dag løsker Skjorten, så kan vi nok holde Tallet nede på det ubetydeligste – vi er jo nu også indlevede med dem, så vi mærker ikke stort til dem mere. Du spørger om hvor vi vasker os, ja når vi er i Stilling er det jo et Tilfælde, at vi får os Vasket i de 14 Dage. Her går vi ned til en lille Bæk i Nærheden, der har vi jo Plads til at plaske os. (Sæbe kan vi altid købe hos Maketenderen!)

– I er desværre lidt sent på Færde med Orlovsansøgningen. Nu i Dag er der en halv Snes stykker (de meste er kommen med mig, alle Bønder) der har fået 14 Dages Orlov. De har alle søgt hjemme fra. Men sæt kun lidt Tryk på, så tænker jeg nok jeg får det nemere, for her hedder det sig, at alle Bønder kan få Orlov. – Kan det slet ikke lade sig gøre, har det jo også mindre at sige.

Du skriver om at sende Vasken hjem, lille Mor. Det kan ikke lønne sig. I den Tid det tager for at få en Skjorte pakket og afsendt herfra, kan jeg både vaske og have den tør igen. Det er jo noget der ikke går så tit på. (hver 3-4 Uge) Nu da jeg tænker på det. – Hvis I sender store Pakker, og det skal I ikke hvis det ikke gøres behov, så skriv i Stedet for “Eigene Angel o.s.v.” oven over ”Sammelstelle Magdeburg” Så går de nemlig lidt hurtigere, da de store Pakke først alle skal der til.

Nu vil jeg slutte med de kærligste Hilsener til Eder alle Eders Thyge.

(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 13. juli:

Kl. 3 om Morgen kom vi til en Skov, der gravede vi os ned for at lave Dækning mod Schrappnell. Kl. 3.30 begyndte vort hele Artillerie en kraftig Musik – jeg sov dog ind til Kl. ½9, saa maate vi ud igen og gøre os færdige til Afmarch, saa gik det frem. Stillingen blev taget og mange Russere fanget. De russ. Skyttegrave vare skrækkelig tilrettet, næsten hver Meter var der slaaet en Granat ned og utallige Døde laa der. Skrækkelige Syn. Mange laa endnu, som ikke var helt døde, endnu dog kunne vi ikke hjælpe dem, de maa vente til Sanitæterne kommer. Russerne befinder sig nu i Tilbagetog, vi bagefter. Staar lige ved et nedskudt Kloster og seer hvorledes Artilleriet arbejder. Kl. er 6 Eftermiddag. Vejret er nu godt, det regner dog af og til. Det gaar frem igen i sluttet Kollonner til vi naar et Bjerg, der har vi en Landsby og en Chausee for os, som Russerne endnu er Herre over. Artilleriet beskyder Byen og den brænder paa flere Steder. Vi graver os ned i smaa huller, hvor vi venter til om Morgenen uden at storme – til Højre og Venstre for os stormede vore Troper næsten til Midnat – om Morgenen gik vi frem mod Byen uden at støde paa Russerne.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Søndag den 11. juli 1915

Kære forældre!
Nu er I vel meget nysgerrige efter at høre nyt, og jeg har også en hel historie at berette. I forgårs blev jeg altså sendt fra rekreationsanstalten i La Fere og kom med toget til Chauny. Dér blev jeg fuldt indklædt med gammelt skrammel, fik noget at spise, strejfede lidt rundt i byen og dampede så om aftenen af ad Noyon til, hvor jeg meldte mig på kommandanturen.

Jeg blev indkvarteret i byen, og næste morgen meldte jeg mig igen. Da løjtnanten så min lægeattest, hviskede han til mig, at jeg sandelig havde haft lykken med mig. Han gik ind til kaptajnen, og kort efter blev jeg kaldt derind. Han var tvivlrådig,  hvad han skulde gøre med mig; han havde gerne beholdt mig i Noyon, men kunde ikke, da jeg hørte til 18 res. division. Han vilde så sende mig til Avricourt; men da det omtrent var 18 km, så kunde jeg jo ikke gå derhen. Nå, enden blev, at de vilde ringe korpset op og spørge, hvad de skulde gøre med mig. Efter en times ventetid kom så befalingen at sætte mig i march til en by, der hedder Guiscard, og melde mig dér. Jeg strejfede rundt i Noyon til middagstid og spiste nogen rissuppe på kyrasserkasernen og satte mig så i bevægelse. Men uden for byen lagde jeg mig i en chausségrøft, og det varede heller ikke længe, så kom der en postvogn; men den var fuld. Dog lidt efter kom der en lille let generalstabsgig med springende fjedre, og dér kom jeg op med pikpak, og så gik det i strygende fart hen ad den hvide landevej med æbletræer på begge sider, op ad bakke og ned i dale. Jeg meldte mig – en times ventetid; tildelt Res. proviantkolonne 21, som lå en halv snes km derfra i en lille landsby; men majoren vilde tage mig med i sin automobil det halve af vejen. Kl. halv syv susede vi afsted, op og ned ad bakke og på to hjul om hjørnerne; snart var vi dér, hvor majoren boede; men han bød sin chauffør køre mig helt til stedet, og hans adjudant tog med for personlig at aflevere mig. Lidt efter holdt vi ved et lystslot. Jeg blev ført om i den dejlige have, hvor der sad fire officerer, og blev forestillet som nyt medlem ved kolonnen. Og tænk jer, nu er jeg bleven kavalerist, har fået to heste, som dog øjensynlig er meget skikkelige. Lange støvler får jeg også med sporer, og en sabel, der er så lang, at den slæber. For øvrigt er det det rene slaraffenland. Overløjtnanten sagde rigtignok: Student – nå herregud! – og i Guiscard sagde de til mig, at de ti gange hellere vilde have haft, at jeg var skrædder end student.

Nå, inden majoren steg ud af automobilet, sagde han til mig: bare ikke overanstreng benet, men rør det dog lidt, at det ikke skulde gå hen at blive stift! Og kammeraterne – da vi havde snakket lidt, siger den ene nok så bredt: „Do kan snak dansk!”, og så var de fleste af dem nordslesvigere. Det er en student på høstarbejde. En fortryllende dejlig egn; en lille rousseausk landsby mellem høje bakker og frugtmarker. Det er et bytte. Hvem er mere her ved kolonnen – landrådens søn fra Sønderborg, der bliver mange breve læst – pas på!
Hilsen til jer alle
jeres hengivne søn
Kresten lxiv

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje befandt han sig i de følgende måneder bag fronten i Frankrig, mens han afventede lægernes endelig dom om sin tjenesteduelighed.

FRA DAGBOGEN

Noyon den 9. juli 1915

Felttjenstdygtig, men uduelig ved infanteriet. I formiddag indklædt i La Fere, med gammelt kram, dampede ved middagstid af til Chauny for at melde mig på kommandanturen og blev efter et par timers forløb sendt videre til Noyon, for at melde mig ved mit eget korps’ kommandantur. Så har jeg vel foreløbig lavet min sidste storm og får en bestilling her bag ved fronten, hurra, hurra, hurra! Her sidder jeg i et åbent vindue på tredje sal ud til en skummel baggård; men den ligger dybt under mig, og jeg ser ud over de røde tage, over til domkirkens mægtige tvillingtårne, der nu er mig så kendte, at jeg ligefrem glæder mig ved at hilse på dem igen.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje befandt han sig i de følgende måneder bag fronten i Frankrig, mens han afventede lægernes endelig dom om sin tjenesteduelighed.

La Fere den 7. juli 1915

Kære forældre!
Mange tak for det sidste brev af den 1. juli. Jeg har også haft brev fra Vinding; men Johannes brev har jeg ikke set noget til. I dag skulde vi have haft fornemt besøg af storhertugen af Mecklenborg Schwerin, den danske konges svigerfar, og i den anledning skulde snavset endelig engang ud af kasernen. Jeg havde heldigvis vagttjeneste, men måtte til trods derfor skrælle kartofler. Da tiden kom, kørte storhertugen forbi i et automobil ude på gaden, og vi fik lige et blink af ham at se. Men al vor rengøring var jo spildt, da vi kun nåede at få gulve og hylder skrubbede og ikke fik rene lagener på sengene. Hele anstalten skulde først og fremmest desinficeres for utøj, for det vrimler, siger jeg jer, og hele anstalten og alt svineriet og chikanøse behandling er sådan, at den næsten kan bringe én til at kapitulere. Nå, nu kan man ikke sige eller skrive noget; men forhåbentlig kommer der engang fred, og da er det godt, at man har en lille smule hukommelse; det giver nogle kønne billeder af, hvorledes de kære feltgrå blir behandlede.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen