Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36, der i efteråret 1915 blev indsat i Champagne.

Schlampanje d. 11. 12. 1915

Kære Allesammen! Hav mange, mange Tak for Eders kære Brev og Pakke med Smørret og Flæsket. Hvor det da er godt at I alle er sunde og raske. Jeg kan, Gud ske Lov, kun skrive det samme om mig selv. Endskønt jeg de sidste Dage har været plaget med Hovedpine, men det er de næsten alle her. Det kommer vel nok af de evindelige Drønen, Mavespænding og Lufttrykket af Eksplosionerne. Det er jo urolig her igen og hvad her bliver brugt af Amunition er forbavsende. Som på Kortet meddelt har vi jo grebet an her, men Franskm. har hver Dag gjordt Modangreb, uden Resultat og heldigvis også uden forudgaaende Kanonade.

– Alt står i Gud Faders Hånd, lad der ske vad der vil, han vil kun hvort Bedste. Ikke hvor, men hans Villie ske, o, gid vi kunde sige det med inderlig Hengivenhed! – Men jeg er ved frejdigt Mod, han har nu så ofte beskærmet mig, hvor efter menneskelig Beregning, den visse Død havde været Følgen. Sidst i Går. Jeg var gaaet ned og vilde vaske mit Kogekar. Pumpen står ved Siden af Løbegraven – naturligvis ovenfor, så der var ikke den mindste Dækning. Hvort svære Artl. skød samtidig meget heftig og derved har jeg ikke hørt at en fjendtlig Granat kom tilsusende, før den slog ned ca. 20-25 Skridt bag mig. Det var en meget svær og alene Luftrykket kunde have været nok, men ikke engang en Splitter traf mig. Noget før blev een dræbt på samme Sted og der slog Granaten ned mange Gange så langt borte. Altså når det ikke er Guds Villie, så sker der heller ikke noget.

– Seer at I har fået Brev fra N. P. Hvad Rygtet angår at vi skulde til Metz eller Muhlh. er det sandt nok at det er bleven udbredt her mellem Tropperne. Det er vel nok for at give dem frisk Mod at holde ud en Tid her endnu, for de er ved at blive utilfredse og vil afløses her. Jeg har aldrig omtalt det, da jeg ikke selv tror på det, dertil er vi blevne for ofte narrede! Men der er jo altid nogle som er lettroende nok og for dem kan det jo være en Trøst.

– Mon det da ikke snart holder op, men Udsigter er der jo ikke endnu! Seer af Brevet at Du er ved at sørge for Julepakker, lille Mor. Send endelig ikke for meget, der er ikke den Del jeg Mangler og det bliver jo let til Besvær, hvis vi da skal trække om især. Når I vil sende en lille Pakke hver 3die Dag som sædvanlig, så kommer jeg meget godt ud af det. – Kålen er ikke kommen endnu. – Vil nu også skrive til Modersmålet om en Hilsen i Bladet til Julen.

– – Har I været i Hjordtkær, kære Fader. I denne Tid er sådan en Tyr vist ikke godtkøbs! Hvad kostede den gamle? Det er jo svimlende Priser der betales for Kvæget. Er der ikke den mindste Smule Kraftfoder at faa? Hvorledes holder Roerne sig – er det lutter Kolrabi? Hvormange får de om Dagen? Det gælder jo vist om at få dem til at slå til, til Udbindingen, da det jo vist bliver rent galt når de slipper op. Hvor megen Mælk har I og af hvormange Køer? – Kan Hestene holde sig? O, hvor jeg længes efter blot at kunne komme til at gå ovenpå Guds skønne Jord. Gud give os snart Fred og at vi må samles igen hvilken Lykke!!

Nu de kærligste Hilsener – Eders Thyge

Har haft Regn de sidste Dage, et utroligt svineri.

(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, der i efteråret 1915 kom til området ved Loretto.

Angrés d. 6—12—1915.
— — — Igår var det Søndag, og tænk dig, vi glemte det helt, til vi var kommen i seng om aftenen. Vi havde haft så travlt hele dagen. Vi har nemlig fået os en ny bolig. Kom jo herud i stillingen i forgårs aftes. Det havde regnet hele dagen; de små huler herude i mellemstillingen, som vi skulde besætte, var helt gennem« blødte. Alt var gennemvædet af vand, og det syntes os umuligt at lægge os i disse huler, der var værre end en svinesti, tilmed da regnen sivede ned gennem kalken, så det hele tiden regnede der« inde. De fleste fandt dog en dækning, hvor de mente, de kunde bo. Vi var 4 danskere, der ikke kunde finde en sådan, og efter nogen forhandling med vor løjtnant fik vi også lov til at gå herned i byen i en kælder, som vi vidste var tom. Her kunde vi dog ligge tørt, selv om der var beskidt, og luften var dårlig. Så igår fik vi gjort rent. Fik fat i et par temmelig gode madrasser, fik dem slået op ovenpå hinanden til senge, et bord og nogle stole fandt vi også, ja selv en kakkelovn fik vi klistret op, og den trækker godt, så nu kan vi sagtens holde det ud i de dage, vi skal være her — hvis vi da bliver boende her, for kompagniføreren vil ikke give tilladelse til, at der bor nogen hernede i byen. Vi holder os nu skjult, så godt vi kan, og lader os ikke se undtagen lige til tjenesten. — —

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 112)

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.

FRA DAGBOGEN

Lens den 30. november 1915
Forfærdelig granatild. Det bliver jo længere jo værre. De slår ned rundt om huset. I aftes fløj splinterne mod væggene. Så snart den første kommer, farer vi ned i kælderen, hvor vi er lidt mere sikre.

I nat har vi igen gravet helt ude ved forreste stilling. Det regnede, så det øste ned. Vi var gennemblødte og lerede fra øverst til nederst. Der kom flere gange granater og tvang os til at smide os ned i leret. Løbegravene var sine steder halvt fulde af vand. Vi måtte arbejde op på kanten af ruingangen. Vinden drev de franske lyskugler ud over os; kugler slog ind rundt om os, vi står dækket af vore sejl [regnslag /red.] parat til at smide os ned.

Artilleriilden tager til i en uhyggelig grad. Hele byen er fuld af skyts. Mange, mange bliver sårede hver dag. Byen er jo endnu fuld af civilister, som ikke må forlade byen. I huset, hvor jeg bor, er der en mand og en kone fra Douai, som ved krigens begyndelse flygtede hertil; de har forgæves søgt om at komme tilbage, skønt de har deres eneste barn i Douai.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36, der i efteråret 1915 blev indsat i Champagne.

– d. 30. Nobr.
Nu må jeg nok hellere få Brevet færdig. Takker for Eders kære Brev og Brevpapiret som jeg har fået i Dag. – Har lige fået det gjordt af med 40 Lus. I denne Tid hvor der er så knap med Fødemidler kan det jo ikke gå an at holde så mange Husdyr, det er for mange Munde at mætte. I Forgårs myrdede jeg ikke mindre end nogle og 70. Hvis jeg ikke ser efter hver Dag gror de mig over Hovedet! Hvor er det kreperligt med det Skab!

– – Jo, lille Mor, send bare Skjorten så snart den er Vasket og som den er. Jeg kan altid gå i den nogle Dage og smider den så væk, så sparer jeg da dem jeg har her i den Tid. Svitter og Undertrøjer må Du ikke sende før jeg skriver, hvis det ikke bliver koldere har jeg ingen Brug for det og ellers skal jeg nok skrive i Tide.

– Det er også en Maner at de ikke kan forsørge deres Soldater i Garnisonen. Her er det ikke så knap med Brød som det har været og det er heller ikke dårlig. Blot Tilbrødet er lidt knap, for det meste ca. en Spiseskefuld “Büchsenfleisch” og går det højt så et lille Stykke Ost til. Men jeg har jo mine lækre Pakker at trøste mig ved. I den sidste Tid har vi også fået Snaps, ca. 1/8 lt. daglig. Jeg, for mit Vedkommende varmer enten et eller andet med den, for tom Brændspiritus egner den sig bedst – det er den rene Fysel. For Tiden bliver vi forplejede af 5. Komp da 9. er i Ro, der får vi ingen, da der i Komp. havde været flere berusede.

Fik Kort i Dag fra H. Nissen, han skriver at han og Asmus har truffet hinanden ved Fronten. – At de ikke har sørget for at komme til eet Regt!! Vil I ikke sende et Dusin Feldpostkort, for at jeg kan sende nogle Julehilsener hjem, hvis det da ikke bliver forbudt. Kolorerede skal de ikke være, kun ret og slette Postkort! – Ja, det bliver jo en trist Jul, men om Gud vil forunde os at samles, så kan vi fejre den desto gladere næste Aar.

– Nu de kærligste Hilsener til Eder alle fra Eders Thyge.

(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36, der i efteråret 1915 blev indsat i Champagne.

Champagnen d. 29. 11. 1915.

Kære Allesammen!
Mange Tak for Eders kære Brev og Pakke. I Dag modtog jeg Flæsket. Jo, lille Mor, Strømperne har jeg også modtaget for længe siden, jeg må jo have glemt at takke for dem. – Nu lige kom der en hel Del Meldinger efter hinanden, så nu bliver det nok for sent at jeg kan få brevet med i Aften.

– I Dag regner det så Løbegraven står blank og er i eet Vælling, vi har nu ellers haft smukt Vejrlig med stærk Nattefrost den sidste Tid. Vi vil jo hellere have lidt tør kulde som Regn. For her er det ikke som Stillg. ved Nouvron hvor vi havde lagt Riste både i Løbe- og Skyttegrave så vi da kunde gå nogenlunde tørbenede. Men nu kan vi jo vist få Lov til at bygge Stillingen ud her og når alt så er færdig – komme hen et andet Sted og begynde der igen. Der er vist ikke mange Regt. der må arbejde sådan og tillige være så længe i Stilling ad Gangen som 36erne, men det ligger jo ved vore Foresatte. På en Måde vil de jo vise deres “Tapperhed” og det er jo kedeligt nok at de ingen bedre har. Vi kan døje og gøre alt og de stryger Fortjenesten i Form af, førstens, Skansepenge og det bliver betydelige Summer og for det andet bryster de sig med Jernkors af både 1. og 2. Kl. o.s.v. For een Nat Skandsen faar for exl. Battailonsføreren 20 m. og behøver ikke selv at med en Ljt. 6 mk. og s. v. og “ein Hundsgemeiner” må have Lov at arbejde og får – 6 pf. I kan nok selv forestille Eder Stemningen når vi om Aftenen rykker ud med Hakker og Spader og først kommer når det bliver lyst igen!

(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.

FRA DAGBOGEN

Lens den 28. november 1915
Forfærdeligt bombardement med svært skyts. Granaterne slår ind rundt om. Mange, mange døde og sårede. I går middag gik jeg ud for at besøge de gamle venner ved andet komp. 86, som lige var kommet ud af skyttegraven ved Lorette. Men da jeg kom et lille stykke op ad Rue de la Bataille, begyndte granaterne at slå ind rundt om; jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulde gøre af mig selv. En vældig granat slog ned i et hus et halvt hundrede meter længere oppe og løftede det meste af taget en halvsnes meter op i vejret. Folk styrtede ud af nabohuset; en stor splint fløj ned i rendestenen ganske tæt ved mig, så vandet sydede. Du må tilbage, tænkte jeg og vendte om. Da jeg nåede jernbanebroen, tænkte jeg: du må løbe – og hvor jeg løb; og granater slog ned til højre og venstre. Næppe var jeg bøjet ind ad Rue des Ecoles, før en mægtig granat slog ned på gaden som jeg lige kom fra, men da var jeg allerede om hjørnet.

Da der blev mørkt, vovede jeg mig atter derud. Der var stille. Folk gik langs de fleste fortove og fejede splinterne op af de knuste vinduer. Ved stedet, hvor den sidste granat havde slået ned, stod en soldat vagt ved en halmdynge. Granaten havde slået to soldater og en hest fuldstændig i smadder. Hele væggen overfor var oversprøjtet med blod. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg skyndte mig videre; da var jeg lige ved at træde på noget – en arm, som lå dér på fortovet.

Jeg kom netop tilpas. Det var Lengers fødselsdag, og den blev fejret med kaffe og kager hjemmefra. Kaffen lavede den franske madmor. Hvor var det befriende at tale med alle de gamle venner på bramfrit dansk. Der blev også talt og drøftet meget. Desværre måtte jeg alt for tidligt væk, da jeg skulde ud at grave klokken ni.

Det gik atter til Angres, men langt frem. Vi sværmede ud og gravede en helt ny skyttegrav. Der var klart vejr med måneskin og stærk frost. Når lyskuglerne gik op, så vi Vimybjerget til venstre for os; det lyste som et snebjerg; det må være kridtlagene der er blottede af granater.

Det fortælles, at i går i Lens blev dræbt og såret 38. Vor gamle bekendt ude ved kanalen havde også nær fået stiftet bekendskab med franskmanden; en granat var sprunget et par meter foran den og en anden lige så langt bag ved den.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.

Brev

Lens den 27. november 1915

Kære forældre!
Mange tak for brevet og pakken. Det var rart med strømperne, og ikke mindst med handskerne, som jeg vil få god brug for, når jeg skal køre. Det må have været en dejlig tur til Jylland, og det er da godt, at moster er kommet så godt over sin sygdom. I mener altså, at englænderne vil gå i land dernede. Ja, umuligt er det ikke; men det vilde være forfærdelig sørgeligt. Det gyser ordentligt i én, når man tænker sig landet hjemme som her, med huse i ruiner, flygtende husvilde. Skulde det ske, at krigen kom til vore egne, så er det første, I skal gøre, at grave en dækning.

– Nu kom lige posten med den anden pakke med strømper og kaffe og chokolade og med brevet fra Theodor Nissen. At komme hjem i julen vil være så godt som umuligt, da orloven her er spærret i hele armeen. Jeg hører nu til sjette „bajerske” armé, som føres af kronprins Ruprecht af Bayern. Ved kolonnen er der endnu, som ikke har været på orlov, og jeg må regne med at blive den sidste af  dem, da jeg er yngst i felten og ved kolonnen af dem. Så selv om orloven skulde blive åbnet til jul igen, er der ingen udsigter for mig.

Jeg er ude at grave hver nat og ser og oplever derved en helt ny side af  krigen. Her ligger skyttegravene ikke mere end 20-30 meter fra hinanden. Overalt er vore skyttegrave underminerede af franskmændene, og en skønne dag ryger vist det hele i luften. Ellers er der temmelig roligt; kun stærke artillerikampe, med en kanonade, som man kun sjældent er vidne til. Ellers spadserer både franskmændene og tyskerne åbent omkring ved højlys dag og besøger hinanden i gravene, og når natten kommer, står de vagt med spændte nerver, og dybt under dem lyder de skæbnesvangre kanonslag, og gennem luften suser miner og håndgranater. Det er næsten som det gamle eventyr om varulven eller om den, der skiftede ham, om dagen var menneske og om natten et vildt dyr. Men romantikken passer ikke for denne krig. Man bliver næsten så vant til at se al den gru, at man slet ikke synes, der er noget påfaldende ved det.

Nu tales der igen om, at vi skal alle væk, så måske er vi i stort flytteri hele julen.  Jeg graver for tiden inde ved Lorette og ved en by, som hedder Angres.

Nu lige i dette øjeblik er det et år siden, jeg kørte over den franske grænse. Nu er jeg en hel del klogere end dengang. Det vilde glæde mig meget at kunne læse Harald Nielsens bog. Jeg kunde jo ganske vist give et temmelig alsidigt billede af krigen, men særlig  spændende vilde det ikke blive, da jeg jo ikke har oplevet så mange eventyr; men jeg har oplevet og set lidt af alt, i fronten og bag fronten, og hvem ved, hvor meget man skal opleve endnu.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.

FRA DAGBOGEN

Lens den 24. november 1915
Har i nat gravet på Lorettehøjens østlige skråning, i højde med en feltvagt, som reg. 84 havde stillet, c. et halvt hundrede meter fra franskmanden. Det var en fuldstændig sammenskudt skyttegrav, som skulde gøres dybere. En infanterist stod vagt for at råbe dækning, når franskmændene begyndte at skyde; så skulde vi kaste os plat ned i graven. Da vi rykkede ud i går aftes, lå der endnu nogle døde heste på gaden; i dag har jeg også set dem slæbe af med et kadaver nede på hovedgaden. Der er et frygteligt skyderi, men for det meste et par gader herfra.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, der i efteråret 1915 kom til området ved Loretto.

Foran Lorettehøjen 21-10- 1915.
Vi har stilling ved Angrés mellem Souchez og Loos og ser lige op på Lorettehøjen. Denne høj har været i tysk besiddelse, men måtte rømmes i foråret. Sidste gang m åtte de også trække sig tilbage, men det er mest ved Souchez og Loos, så vi nu ligger ude i en spids. Vort håb er, at hvis franskmændene prøver på at bryde igennem igen, de så vil lukke for posen, så vi sidder godt i den. På den måde skaffes der en mulighed for at komme ud af det hele på en god måde og så forhåbentlig på pastor Jensens skole [Pastor N . A. Jensen, som virkede blandt de nordslesvigske krigsfanger, der var samlede i lejren i Aurillac i Frankrig]. Der skal være enkelte, der har skrevet hjem efter gymnastiksko, og det er jo sikkert til hans skole.

Vi bor hernede i nogle huler 5—6 m under jorden. Når vi skal ned i dem, må vi krybe på alle fire. D et er sådan en rigtig rævehule, og som sådan har den også sine to udgange. Hvis den ene bliver skudt til, kan man komme ud af den anden. Hernede er der plads til 3—4 mand. Vi er denne gang 3 af vore folk. Siddepladser er der ikke tale om, da d et hele ikke er en meter højt. Vi sidder som kineserne med benene over kors og skriver på knæet. Derfor må du undskylde, om det er lidt utydeligt. Lys kan der naturligvis heller ikke komme herned, så vi må have ild på tællepråsen hele dagen.

Heldigvis er der nogenlunde ro her i denne tid, men alt er så usikkert. Det kan jo brænde løs hvert øjeblik, og franskmændene er nok også ved at underminere os, så det hele er mindre behageligt. Vi er jo glade for hver dag, der går, og håber, at enden engang må komme, selv om der endnu er lange udsigter. For vi må jo ikke regne med fred under de forhold, der kan tilbydes nu. Du tror på en god tid for dit land og folk. Det gør vi også, men synes blot, at der skal ske så meget, for at det må blive, som vi ønsker. Og alt tag er tid, m eget lang tid endda, og det koster så mange af vore folk.
Du har været til møde på Liselund i August og været meget glad for det, særlig for Niels Dael. Ja, det er de jo alle, der har været der, og jeg håb er også selv inden alt for længe at kunne komm e derover og få lidt a t leve på, for her tømmes man jo . — —

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 111-12)