4. december 1915 – Kresten Andresen: “… klynkende kvinder og børn”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.

FRA DAGBOGEN

Lens den 4. december 1915
Frygtelig beskydning. I går aftes slog en granat ned i et hus tæt ved og dræbte to civilister, i værelset ved siden af sad der elleve soldater, som alle kom uskadt derfra. Samtidig slog en blindgænger ned i huset lige overfor, en 15 cm haubitser. I biografen, som ellers plejer at være stuvende fuld af soldater, slog flere granater ned på én gang og ødelagde hele huset; tilfældigvis var der lukket den aften, fordi det elektriske lys var i uorden. Når fyret begynder, fyldes vore kældre af klynkende kvinder og børn. Det går bum-bum hele dagen, og om natten farer man op af søvne ved at høre granaternes krigslyde over denne ulykkelige by. Der er ikke langt ud til fronten; geværkuglerne klasker ind mod husene overalt.

I disse nymånenætter er der ravnesort. Vi rykkede ud i morges i øsende regn. Vi stod i løbegraven under seglene, som snart var gennemblødte, men vi måtte stå der fra halvfire til halvotte, skønt der ikke kunde bestilles spor. Men det er den preus. kommando, brutal og hensynsløs. Men i nat har de måttet lade os hjemme, da ingen har kunnet få sit tøj blot tilnærmelsesvis tørt.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *