Under kommando af Max Valentiner forlader U38 den østrig-ungarske flådebase i Cattaro (i dag Kotor i Montenegro) med kurs mod den vestlige del af Middelhavet.
Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk
Alle indlæg af MBN
14. august 1917 – N.A. Jensen: “Danskerne har de lovet mig at give pardon”
Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.
I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse [de tjekkiske krigsfanger, red.], og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front. Midt i august rejste virkelig også en hel lille skare, og den fulgtes til banegården af byens begejstrede mængde. Det gjorde’ stærkt indtryk på Sønderjyderne. En af dem gav mig i brev (jeg var i Petrograd i de dage) følgende skildring:
„Jeg fulgte dem til banegården. Det gik med sang. I kamp! I kamp! lød det begejstret fra deres læber. Jeg tænkte på, om man kunde gå i kampen for friheden med sådanne kammerater. Da kunde man frejdigt gå kuglerne i møde og falde med den danske menigmands ord på læberne: O Herre Gud, så skulde jeg endda i dette liv den glæde ha’. For efter min mening er det den dejligste død, for fædreland og frihed. Men den glæde får vi nok ikke. Den tid, da man tænkte på landets nød og smærte før på sig selv — i Danmark — det var i ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i fortiden. Danmark vil helst købe sejre uden blod og sværd, men derved vil idealerne gå tabt, og vi vil ende som en gullaschnation, vi, den stolte vikingeslægt ….
Men tilbage til Tjekkerne. Den halve by fulgte dem. Unge piger bragte de frivillige blomster; selv havde de allerede smykket sig før. Så sang de marseillaisen og den bøhmiske hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en tale, jeg kyssede vore 5 venner fra huset (han havde boet i hus med disse) og gav dem alle et fast håndtryk med inderlige ønsker om sejr og hæder og en lykkelig hjemkomst til et lykkeligt og frit fædreland. — Stemningen hos de frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Når man blot har været 3 dage ved fronten, ved man, hvad det vil sige at gå frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før. Men de holder nok ud.
Det vil ikke være rart for de Tyskere, der falder i deres hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon. Tænk, om ens forbøn kunde redde en landsmand! Ja, så er der endnu et udmærket træk. Af de menige måtte skrædderne og en snedker ikke komme med. Men de havde dog fået tilladelse til at gå med på stationen. Man anede, at de vilde smutte med og passede derfor godt på dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.”
Ja, således skriver en Sønderjyde; han tager jo tonen stærkere, end vi kan det hjemme; men husk: den, der lever under fremmedåg, får just derved denne tone drevet i vejret.
(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168-169)
12. august 1917 – Johannes Ankersen: “I mange granatkratere lå ligene af de faldne”
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern. Efter fire dage ved fronten, var Ankersen og hans mænd blevet trukket ud i syv dage, men nu måtte de frem igen.
Desværre var jeg ikke så heldig som første gang, da jeg anden gang jeg gik frem. Jeg gik denne gang alene med min oppasser og en ordonnans, da mandskabet endnu ikke skulle afløses. Da vi ville passere et tysk batteri, måtte vi vende om, fordi det blev beskudt med gas. Og nu syntes det som om, at de enkelte granater forfulgte os. Det lod dog alligevel som om det ville gå godt, indtil en granat slog ned i jorden kort før dækningen, som vi spænede imod, og ordonnansen fik en granatsplint gennem kroppen. Det var et besværligt arbejde at forbinde den stakkels fyr og bringe ham tilbage. Endnu var han ved godt mod, og det lykkedes mig også inden for en halv time at skaffe ham lægehjælp, men jeg hørte senere, at han allerede næste dag var død på lazarettet. Han var en brav ung fyr, en af de bedste og mest trofaste.
Min oppasser og jeg gik nu igen fremad og nåede til sidst temmelig forjagede, men dog med hele lemmer frem til stillingen. Her kunne jeg fastslå, at min frakke, som den sårede havde haft over armen, var blevet fuldstændig sønderrevet. Men det var ikke det værste. I mellemtiden havde fjenden skudt samtlige otte af vores minekastere i stykker. Fire nye blev bragt frem og placeret i bedre stillinger. Men ellers havde den generele situation ikke forandret sig meget.
Vejret var nu bedre, en sand lettelse for os, da vi var så afhængige af vejrliget. Det blev endda så tørt, at vandet i granatkraterne lidt efter lidt forsvandt. Nu så man først tydeligt, hvor mange ofre Flandernslaget havde kostet. I mange granatkratere lå ligene af de faldne soldater, som indtil da havde været dækket af vand. Her forestod et hårdt arbejde, for sådan kunne de døde ikke blive liggende. Og selvom man ikke kunne gravlægge dem på kirkegårde, og ingen sten eller kors betegnede det sted, hvor tyske kæmpere hvilede, så kom de dog i det mindste i jorden. Jeg har altid med rædsel forestillet mig, hvordan jeg, hvis jeg faldt, ville blive liggende i det fri, ubegravet i kampområdet. Også ud fra en sanitær synsvinkel, var det på højeste tid, at ligene blev begravet, da enkelte af dem allerede var ved at gå i forrådnelse.
Det virkede også som om at englænderne havde løbet sig træt mod vores division, men heller ikke de friske tropper, de satte ind mod os, bragte dem det ringeste held. Standhaftige og utrættelige holdt de brave schlesier ud, på trods af at de kun fik lidt ro, og dag og nat måtte holde ud i den snart stærker, snart svagere artilleriild. Tabene var i lighed med kampdage vel betydelige, men dog ikke så høje, som vi havde frygtet, selvom om terrænet ud over enkelte nok stående dækningsrum kun bød os dækning i granatkraterne. Min egen minekasterafdeling mistede i al den tid kun tre mand, desværre alle tre dødsfald, derimod var de andre minekasterafdelinger de hårdest ramte i hele regimentet, for de havde mistet halvdelen af deres mandskab.
De syv dage, jeg måtte tilbringe i stillingen, gik også, jeg rustede mig allerede til afløsning, da hed det, at vores division blev afløst. Jeg gav derfor afkald på at blive afløst af en anden officer, og blev i stillingen til den endelige afløsning. Det varede endnu tre dage, så blev vi afløst af et nyt regimet. Jeg måtte blive endnu en dag fremme med de nye tropper. Det var som om, at Tommy havde fået nys om afløsningen, for han forsøgte endnu et angreb, der dog ogå blev afvist. Endelig var færdig fremme trak mig bagud. Den følelse man har, når svære kampdage er forbi, og man ved, at man nu kommer om ikke i ro, så i en roligere stilling, lader sig overhovedet ikke beskrive. Det er vidunderligt, på trods af at man slet ikke ved, hvor det går hen.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
11. august 1917 – Peter Nielsen: “… mig arme elendige Synder”
Peter Nielsen gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s 6. kompagni, og stod i brevveksling med pastor Nic. C. Nielsen.
I Feldten d. 11. A[u]g[u]st 17.
Kære Herr Pastor!
Hjærtelig Tak for G. Budskab [det indremissionske blad “Det gamle Budskab”/red.]. Ja jeg har meget at sige Herren Tak for denne Gang[.] Vi har det nu at gjøre med Englænderne, vi ere nu flyttet, hvor vi ere maa jeg ikke skrive, men det har været haarde Dage for os. I 6 Dage har vi ligget i sværeste Ild. Ja[,] hvor har Herren været mig god, mig arme elendige Synder, at jeg er vendt sund og rask tilbage. Hvor har jeg bedt og tryglet Herren, hvis det kunde sked at bevare mit Liv, men dog kunde jeg sige, skee ikke min men din Villie o Herre.
Jeg modtog det G. Budskab oppe i For, hvor det foredrag af P. Langlo om ”Hvorledes skal Menigheden tage imod vore Soldater ved deres Gjenkomst?” Ja ved disse Ord kommer Længselstaarerne frem efter denne Tid. Ja o Herre maatte den ikke være fjern, om man da af Naade maa have Lov, at komme Hjem og maatte der saa blomstre et Liv frem til Herrens Ære.
Ja jeg har endnu lidt Haab om en Efterorlov. Den er bevilliget[,] men jeg var allerede borte da Telegrammet kom. Og nu da man er foropppe er det ikke let at komme løs igjen. Vi vil nu haabe det be[d]ste. Nu kan de glæde dem med mig og takke Herren, at jeg denne Gang er kommen udskadt tilbage. Herren være nu med os alle fremdeles.
Og nu en hjærtelig Hilsen
Deres hengivne
Peter
10. august 1917 – Paul Paulsen: “… Igaar tromlede Englænderne hele Dagen”
Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.
Kjære Søster!
Har imorgen mo[d]taget dit Brev fra den 4 August [h]vofor jeg siger dig mange Tak. Vi er imorgen kommen ud af Stilling. Jeg maa rigtig nok takke Gud for at jeg igjen er kommen godt fra det. Igaar tromlede Englænderne hele Dagen paa vo[r] Stilling og greb saa an om Aftenen. Vi laa i Bere[d]skab og ma[a]tte saa ud til Forstærkning. Vi kom end[d]a held godt fra det og Angrebet blev afslaa[e]t. Men dem som laa i første Linie har lidt meget.
Ja kjære Søster [h]vis da Krigen snard ma[a]tte være til Ende[,] at vi ma[a]tte komme hjem igjen. Men vi maa jo være taalmodig. Gud skal nok føre alt til det be[d]ste for os. Vi maa takkke ham at han har bevaret os alle ind til nud. Haabentlig er det hans Vilie at vi alle maa komme sunde og raske hjem til eder igjen.
Jeg seer af dit Brev at du nok kan bruge lidt Sæbe[.] Jeg skal nok sende dig noget af og til ogsaa skal jeg nok sende noget Tobak[,] da jeg kan købe nok her og Betalingen skal du ikke sørge for. Jeg faa jo en stor Dagløn.
Haabentlig faa Morten ogsaa Orlov til Høsten. Min Orlov blev jo desvære ikke til noget men der er der jo ik[k]e noget at gøre ved. Jeg har det for saavidt godt som jeg ogsaa nok haaber om eder[.]
En kjærlig Hilsen
til eder alle fra din Broder
Paul.
Lev vel til vi sees.
(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
7. august 1917 – Flensborg Avis: Tyske kvinder! Øv selvtugt i brevene.
Den 7. august bragte Flensborg Avis følgende opråb til de tyske kvinder.
Øv Selvtugt i Brevene.
Fra Altona har Bladet modtaget følgende:
Tyske Kvinder! For nogen Tid siden har Franskmændene i et Flyveblad samlet „Breve fra Tyskland” og nedkastet dette i vore Skyttegrave ved Hjælp af Flyvere. Det var Jammerbreve fra tyske Kvinder fra Hjemmet, fyldte med for største Delen overdrevne Klager over Levnedsmiddelknapheden derhjemme. Disse for en tysk Kvinde uværdige Breve er af Franskmændene fratagne fangne eller faldne Soldater og derefter benyttede til at bevise over for de franske Soldater og den franske Befolkning, at det hos os i Tyskland var ved at „gaa til Ende”, for paa den Maade at standse den blandt Franskmændene i betænkelig Grad tiltagende Krigstræthed og genoplive de franske Troppers Mod.
Disse for tyske Kvinder uværdige Breve er desuden benyttede til gennem det nævnte Flyveblad at lamme vore kæmpende Troppers Kampglæde og til at svække deres stærke og virkeglade Sejrsvilje.
Tyske Kvinder! Glem, naar I skriver Breve til vore tapre Krigere, de Bekymringer, som maaske trykker jer; betænk, at vi, som er blevne hjemme, til Trods for alle Indskrænkninger næppe har lært Krigens virkelige Byrder at kende. Tænk Paa, naar I skriver Breve, at vore Forkæmpere med deres Legemer dækker vor Hjemstavn for vore morderske Fjender, at de maa bære langt storre Savn end vi og til Trods derfor holder ud under den mest trofaste Pligtopfyldelse.
Tyske Kvinder! Naar I med saadanne Tanker skriver eders Breve, vil ingen iblandt jer vove ogsaa at klage og jamre over det daglige Livs smaa Sorger, ingen af jer vil gøre vore tapre Krigeres Lod endnu tungere ved Forsagthed og Mangel paa Offervillighed. Tyske Kvinder! Derfor øv Selvtugt i eders Breve! Saa vil I ikke give vore Fjender Lejlighed til ved Hjælp af eders Breve at hæve deres egne Troppers og Folks Mod og svække vore Forkæmperes tapre Sejrsvilje.
5. august 1917 – Johannes Ankersen: “… midt i det store Flandernslag”
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, den 2. august gik Ankersen og hans mænd i stilling.
Nu var vi altså midt i det store Flandernslag. Hyggeligt var det ikke, det kan man vel sige, men efter min mening var det ikke så forfærdeligt som Sommeslaget. Også her holdt englænderne deres sanitetspause, det vil sige at de to timer overhovedet ikke skød. Desuden have vi også på tysk side en mængde artilleri, der ikke var fjendens så underlegent og som også skød fligtigt. Forplejning kom frem hver nat. Vores divisionschef, general Lequis, sørgede særligt for det. Også ham selv så vi ofte i forreste linje. Angst kendte han ikke, og sådan vandt den tidligere så hadede snart alles hjerter.
Tabene de første dage var ikke så store, på trods af at englænderne gjorde flere angreb. Ubehageligt var det med regnen, og de engelske flyveres frækhed, af hvis vovemod og koldblodighed vores kunne have taget ved lære af, men ikke gjorde. Hele dagen lang kunne vi på grund af den fjendtlige ild ikke rigtig bevæge os, kun i kamppauserne åndede alle for et øjeblik ud og fik nyt livsmod.
Fire dage varede min første tur fremme, så blev jeg afløst. Den officer, der bragte det nye mandskab frem, og som skulle afløse mig, havde ikke samme held som mig. Afdelingen blev ramt i Hølunden og næsten halvdelen af underofficererne og mandskabet blev såret eller faldt. Jeg selv kom efter afløsningen godt tilbage.
Vi glædede os over hvilekvarteret, der gav os mulighed for at spise varm mad, at blive vasket og sove uden forstyrrelser. Syv dage havde jeg ro, først da skulle jeg igen være syv dage fremme. Da vejret i mellemtiden igen var blevet varmt og tørt, havde vi det dejligt i hvilekvarteret. Stemningen var i det store hele ikke dårlig på trods af kampdagene gav rigligt med arbejde, fare, ubehageligheder, snavs og strabadser. Det viste sig, at tiden i Rusland havde været godt for vores nerver, vi følte os nu også i stand til at udholde noget. Et faktum er det, at vi i den tid hvor vores division var indsat, på trods af mange angreb ikke mistede en meter land.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
4. august 1917 – Nyeste Efterretninger: “I Nat øgedes Ilden fra Tid til anden”
Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb. Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de udenlandske og fjendtlige. Nedenfor dagens tyske dagsberetning.
Dagens Beretning – Det store Hovedkvarter, Lørdag.
Den vestlige Krigsskueplads.
Hærgruppe Kronprins Rupprecht. Ved den flanderske Slagfront hvilede Kampen ogsaa i Gaar som Følge af stærk Regn.
I Nat øgedes Ilden fra Tid til anden til stor Voldsomhed; der fandt ingen større Angreb Sted.
I Artois var det roligt med Undtagelse af livligere Ildvirksomhed ved Hulluch og Lens samt Forterrænfægtninger øst for Monchy.
Hærgruppe Tysk Kronprins. Intet væsentligt.
Hærgruppe Hertug Albrekt. Sydtyske og rhinste Stødtropper brød ind i den fjendtlige Linje syd for Leintrey og vendte tilbage med et større Antal sorte Franskmænd.
Den østlige Krigsskueplads.
Generalfeltmarskal Prins Leopold af Bayerns Front, Hærgruppe von Bøhm-Ermolli: Nordøst for Czernovitz er den russisks Rigsgrænse overskreden.
I et 14 Dages Felttog, der fremstiller et afbrudt Sejrstog for de tysk, østerrig-ungarske og osmanniske Tropper, er hidtil den besatte Del af Galicien med Undtagelse af en smal Strimmel fra Brody til Tharoz bleven frarevet Fjenden.
Generaloberst, Ærkehertug Josefs Front. Befrielsen af Bukovina gør hurtige Fremskridt.
I Floddalene, der udvides mod Øst, trængte Forbundsfællernes Kolonner frem og fulgte ved Linjen Czernovitz—-Pekrutz—Bilka—Kimpolung efter den vigende Modstander.
Ved Moldaufronten forsøgte Rumænerne atter uden noget som helst Resultat ved stærke Angreb at sætte sig i Besiddelse of Mgr. Kastnulut.
Generalfeltmarskal von Mackensens Hærgruppe. Ved nedre Sereth var Fægtningsvirksomheden stærkere end de foregaaende Dag[e].
Den makedoniske Front.
Ingen større Kamphandlinger.
Første Generalkvartermester Ludendorff.
2. august 1917 – Johannes Ankersen: “… skyttegrave var der ikke nogen tilbage af”
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, og dagen efter blev regimentet alarmeret og rykkede frem mod fronten (læs om det her).
Den næste morgen modtog jeg ordre til igen at slutte mig til regimentet ved Becelaere. Bataljonen var efter at have ligget hele natten ude i regnen igen blevet trukket tilbage.
Det regnede stadig, da vi brød op, men jeg forventede hurtigt at kunne støde til regimentet, da det kun lå en halv time væk. Men denne gang forregnede jeg mig. På vejen stødte vi på en ammunitionskolonne, der var blevet stoppet af en kolonne i modsat retning. Nu hang vi også fast. Vende om kunne vi ikke, for vejen var for smal. Så måtte alt der kunne kravle og gå tage fat for at løse den sammefiltrede knude. Et vidunderligt arbejde, hvorunder det regnede uafbrudt, så skjorten snart klæbede til kroppen. Det tog over tre timer, før vi kom fri af det sammenrodede kaos. Endelig, til slut ankom vi til vores enhed. Desværre var der heller ikke her mulighed for at få tørret det våde tøj, så vi måtte fortsætte, som det var.
Der var heller ikke lang tid til at få sig udhvilet og tørret. Jeg fik straks ordre til at begive mig til staben for et infanteriregiment, som vi skulle afløse, for at orientere mig om minekasterstillingen. Med min feldwebel og to mand begav jeg mig på vej. I regimentets kommandostation fik vi en fører, og så gik det fremad. Det var højlys dag, og skyttegrave var der ikke nogen tilbage af, altså måtte alt foregå på åben mark. Fra Somme var vi jo allerede godt vant med kratermarker. Heller ikke her var der knapt et sted, hvor der ikke for hver ti kvardratmeter havde været et nedslag. Men her gjorde den omstændighed, at grundvandet står højt i Flandern, sig i aller højeste grad ubehageligt mærkbar. Alle granathuller var derfor fulde af vand eller rettere fuld af en tyk grød, der som en sugekop holdt alt fast. Langt bagud var jorden rodet op. Regnen havde ikke gjort vores vej bedre, og vi så ud som svin, da vi ankom til bataljonens kommandostation.
Underligt nok var vi stort set ikke blevet beskudt undervejs. Men knap var vi nået frem, før helvede brød løs. Englænderne skød som vanvittige og gjorde et lille angreb, som vi altså var nået rettidigt frem til, men som ikke blev kronet med held. Ved bataljonen var det til at holde ud, her var en stor, stærk betonbunker, der nok kunne holde til noget. Men vi måtte længere frem, minekasterne befandt sig videre fremme i den såkaldte ”Hølund”.
Det fjendtlige artilleri var endnu ikke faldet til ro, men det kunne jeg ikke vente på. Altså fremad, benene på nakken, og løbe om kap med døden. Vi nåede lykkeligt frem til Hølunden, men her så først for alvor slemt ud. I det lille skovstykke havde fjenden med rette formodet al muligt og hans kanoner havde derfor velsignet den rigeligt. Lunden var blevet en sand urskov. Granathul ved granathul. De få tilbagblevne træer sønderskudt og sønderrevet sammenfiltret til en ufremkommelig klump. I mellem dem resterne af feltbanesporet. Det var svært at arbejde sig fremad, og det var ubehageligt, for på grund af den kraftige, vedvarende beskydning ville man gerne fremad.
En af vores førere faldt i et granatkrater og kun med stort besvær kunne vi trække ham fri af det seje mudder. Når en såret først var havnet i sådan et hul, så var han med sikkerhed fortabt til jammerligt at blive hængende i mudderet og omkomme. Endelige nåede vi frem til føreren af minekasterafdelingen. Jeg havde knap troet, at vi ville være kommet frem, men det lykkedes alligevel. Jeg orienterede mig, så godt jeg kunne, og så hed det tilbage igen. Endnu engang et løb på liv og død til bataljonens kommandostation, og så var også det overstået. Derfra var det bedre, området lå ikke længere under så kraftig beskydning, og vi kom godt tilbage til vores enhed. Ganske vist var jeg møgbeskidt og våd til skinnet, men nu fandt jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne hvile ud og tørret mine ting. Dog ikke længe.
Om natten måtte jeg frem igen, denne gang med mandskab for at afløse forude. På trods af at vi måtte udholde en betydelig beskydning hele vejen, nåede vi frem uden tab. Selv i den forfærdelige Hølund skete os intet. Jeg fordelte folkene så godt jeg kunne på de otte minekasterpladser. De stakkels karle fandt kun dårligt ly, der var kun en ikke særlig god bunker, men jeg kunne ikke tilbyde noget bedre. Efter at alt var ordnet og overdraget, begav jeg mig selv til bataljonsstaben, hvor jeg skulle opholde mig som minekasterofficer. Her var det endelig til at holde ud at være.
Kommandostationen var, som jeg allerede har nævnt, et rigtigt godt dækningsrum af beton, der kunne holde til mangt en fjendtlig granat. Det var dog småt med pladsen, for her befandt sig ud over bataljonsstaben og min ringhed også forbindelsesofficeren for artilleriet, telefontropper, lystkastere, jordtelegrafer, ordonnanser og meldeløbere fra kompagnierne. Men der kan være mange tålmodige får i en stald, og når nøden er stor, kan man godt presse sig sammen.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
1. august 1917 – Johannes Ankersen: “steg … på min stridshest og red højt syngende af sted”
Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Her havde regimentets soldater i ugevis igen og igen trænet på at indtage deres alarmstillinger. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern.
På grund af de mange prøvealarmer osv. var vi til sidst blevet så ligeglade, at vi da vi om morgenen den 1. august blev vækket af den sødeste søvn med det bekendte stikord, først ikke troede, det var alvor. Alt blev gjort klart og så af sted til vores post. Det var et ubehageligt regnfuldt vejr, det dog alligevel gav en del fordele, da vores modstander ikke kunne observere vores fremmarch. Trods det forefandt vi vores alarmstation under en svag spredningsild fra det fjendtlige artilleri. Det kostede nogle ubetydelige tab, og havde ikke den store betydning. Alligevel forstyrrede det naturligvis, da vi indtil videre måtte blive liggende og afvente nærmere ordre.
Til sidste erfarede vi, at fjenden havde angrebet over hele linjen. For an os, altså i vores kampområde, var han ikke trængt frem, men derimod så det til højre for os i området foran Becelaere værre ud. Efter forventningsfuldt at have tilbragt hele formiddagen på vores alarmstation, fik vi henimod middag ordre til at rykke frem mod Becelare. Ankommet til Becelaere gjorde vi igen holdt for at modtage nye ordre. Om aftenen indløb besked med ordre om at indtage en beredskabsstilling. Nu gik det atter løs.
Jeg var ved temmelig godt mod, da jeg som erstatning for middagsmad og som middel mod regnen, der havde gjort mig våd til skindet, havde drukket et par ordentlige glas cognac. Da alt var klart til opbrud, steg jeg på min stridshest og red højt syngende af sted. Det gode stemning forlod mig heller ikke, da vi måtte igennem en slugt, der lå under voldsom beskydning. Jeg kan nu kun huske, at jeg højt til hest med høj stemme sang ”Wintersturm wichen dem Wonnemond”, mens vi passerede et travlt skydende tysk batteri, og de engelske granater slog ned til alle sider. Nu drejede infanteriet af vejen og ud på åben mark ind i en sænkning for at her at holde sig klar. Vi havde endnu ikke været i berøring med fjenden, foran os lå stadig tyske tropper.
Men der var ikke plads til mig og min minekasterafdeling i sænkningen. Vi havde læsset vores svære minekastere á fire styk på store vogne. Hestespandene var utilstrækkelige, små panjeheste [dvs. russiske heste, red. ], der vel godt kunne trække vognene på gode veje, men ikke havde en chance på den regnopblødte jord. Allerede tidligere havde vi på dårlige veje haft problemer i den retning. Hvis jeg nu drejede af vejen, så ville vi være kørt uhjælpelig fast efter ti skridt. Det var altså nytteløst. Jeg orienterede regimentschefen om forholdene, han indså rigtigheden af min opfattelse, og gav mig frie hænder til at indrette mig passende i nærheden. Det gjorde jeg gerne, og fandt da også i nærheden snart en passende tom gård, hvor min deling slog sig ned. Jeg oprettede forbindelse med regimentet, og så lagde vi os alle dødsens trætte hen. Udenfor strømmede regnen uophørligt ned. Vi kunne være glade for at have tag over hovedet, mens vores arme kammerater vel måtte tilbringe natten i det fri.
(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”
Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).
Søndag den 29 Juli 17
Min kære Fader!
Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.
De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.
Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?
Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.
Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.
Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.
Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.
Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.
(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)
27. juli 1917 – Thyge Thygesen: “… det er bare så utålelig kedelig her”
Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.
Eisleben d. 27. 7.17.
Kære Allesammen!
Heller intet fra Eder i Dag, hvis der nu da blot ikke er noget i Vejen. Fra lille Vips har jeg nu heller ikke hørt i længere Tid, så jeg antager det ligger i Postforbindelsen deroppe fra det høje Nord. Jeg har det helt udmærket her – det er bare så utålelig kedelig her. Hvis I nu tænker, gå her den hele udslagne Dag og ikke have det mindste at tage sig for. Ja, nu har jeg da havt Vagt fra i Går Middags – men nu, har vi for meget at bestille, så er vi jo endnu mere utilfreds.
– – Efter hvad Skriveren sagte er jeg jo ”a.v.” [arbeitsverwendbar] endnu. Hvad så at prøve med en ny Reklamation? Jeg har ikke talt med Feldweblen, for vi må jo i Grunden slet ikke vide hvad vi er skreven, så det nytter nok ikke at lade mærke, at jeg ved det. Hvis I synes det, kan I godt række een ind, nu ved I jo hvor lang Tid det tager. Kunde jeg så få 7 Uger igen, så var de jo også nok værd at tage med. Går det ikke er det jo ikke nogen større Forseelse.
– – Hvor er jeg alligevel glad at jeg ikke er ”k. v.” [arbeitsverwendbar] længere. Sygepapirerne er alligevel noget værd. Efter en Undersøgelse uden dem – så er jeg ”k. v.” Der må jo alligevel være noget usynligt[,] som jeg har havt og som jeg ikke ved om – ellers var de nok heller ikke så skånsomme her. Godt er jo at jeg ikke mærker til noget – når det blot så ikke kommer. På Lazarettet sagde Kameraterne, at de havde hørt Lægen og Professoren tale om, at Lungen var reven (mens jeg var bevistløs.) Men kunde Koch så ikke have mærket det? Han undersøgte Lungerne meget grundigt. Nå – når jeg ingen Besvær har af det, så – jo mere, desto bedre!
I er jo vist i fuld gang med Høsten? At jeg nu da også skal sidde her og kukkelure. Ja, når jeg så endda kunde slå Hjemmet helt ud af Hovedet! Ja, så havde jeg såmænd lyse Dage. – Har Marius fået Efterorlov? Har han ikke været ovre siden? Ellers skal han vel afsted i Dag. Mærkelig at han ikke skriver hjemme fra. – Går Køerne endnu ved Møllen? Har de fået Kløverne med ind til? Da I har havt Regn, kan der jo ingen Mangel være på Græs hos Eder! Har I fået Høet af Skoven hjem? O, hvor jeg kunde spørge-
Kærligste Hilsener, Eders Thyge. Hilsen til Oheims og Peters og alle – alle –
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.
Fra samlingerne: Telegram m. dødsmeddelelse
Telegram til Maria Sørensen, Uldal, Haderslev Kreds, om at hendes mand Ers.Res. Jakob Sørensen er faldet.
Han efterlod sig 6 børn – det ældste barn 6 år gammel, det yngste endnu ufødt.
Telegrammet er afsendt fra felten 23. juli 1917 og modtaget i Vojens dagen efter kl. 7.30. Telegrammet lyder: Læs videre Fra samlingerne: Telegram m. dødsmeddelelse
23. juli 1917 – Thyge Thygesen: “nu har jeg da havt en god ”Trykposten”…”
Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.
Eisleben d. 23. 7. 17.
Kære Far og Mor og lille Didde!
Mange Tak for Eders kære store Pakke. Jeg er meget glad for Kagerne, lille Mor, men I skal nu ellers ikke sende for jeg kommer godt nok ud med mit Brød. Småkager og sådan lidt Lækkerbidskerne siger jeg naturligvis, ikke nej til. Lidt Smørelse skal jeg vel også tænke på igen. Endnu har jeg omtrent Blikdåsen fuld, men før det kommer herned er den vel tom. Jeg kan ikke, som de andre der stadig spiser tørt, vænne mig dertil.
I Kasinoet går jeg nu ikke mere, men nu har jeg da havt en god ”Trykposten” i den Tid. Nu i Aften ved Parolen blev de meste afkommanderet. Jeg var jo vel også nok blevet det. Men så spurgte Feldweblen mig om jeg atter havde rakt Ansøgning ind. Da jeg jo da antager at I har gjordt det, sagde jeg ja. Så kom jeg ikke med på Kommando. Det seer jo snart ud, som om Feldwbl. tror at det bliver bevilliget og ikke varer så længe. Aa, gid det må være sandt!!
Jeg og 3 andre blev så sendt til Godsbanegården, hvor vi skal være i Morgen Kl. 6 og lade Hø ud af Jernbanevogne. Det er for en Furagehandler som sælger det her i Staden. Det er måske kun for i Morgen, eller højst et Par Dage. Når det ikke er alt for strængt har jeg ikke noget derimod, her sidde og dovne gider jeg heller ikke.
– – Marius kommer jeg nok, desværre, ikke til at tale med denne Gang, det vilde jeg ellers gerne have gjort. Nå, 1200 Mk. fik I for Klokken – gid det måtte være sandt at I snart kunde få den tilbage, men den tror jeg ikke på. Det har jo vist hjulpen godt på alt med Regnen? Hvorledes står Roerne?
Kærligste Hilsener, Eders Thyge.
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.
22. juli 1917 – Mathias Damm: “Det er temmelig haard Flæsk …”
Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).
den 22 Juli 17.
Kære Moder og Sødskende!
Da det er Søndag, vil jeg skrive eder et par Ord. Jeg fik intet fra eder idag. Dog I har vel travlt med et eller andet. Det mærkeligste er dog at hverken R eller Fader skriver. Man kanske R er undskyldt, men Fader har jeg ikke havt en Stavelse fra siden jeg var hjemme. Godt, at han ikke er i Fronten mere, thi det lader til at blive allehaande Bedrift, naar vore nu ogsaa gør Offensiv.
Her lader det ogsaa snart, som der er Krig. Blot sørgeligt, for dem, der maa bløde derfor. Det er temmelig haard Flæsk som det giver af de russiske sorte Søer. Dog haaber jeg, det snart maa blive roligere igjen. Det er jo snart som i Vinter, da han havde Nykker.
Mine Sulevarer skal nok slaa til 14 Dage endnu. De sidste Æg har jeg spist i Aften. Nu har jeg jo ogsaa havt Æg i fjorten Dage, hvis de havde været kogte alle kunde de nok ikke have holdt ud saa længe. Brødet har jeg ogsaa skaaret Hul paa. Det er godt sur og frisk endnu. Det synes vist blot sur, fordi man er vant til dette Kleseri her. Til 15 August skal vi jo have mere Brød og i vel ogsaa. Skade kan det ikke. Jeg vil nu skrive til R og Fader, saa kommer der vel ogsaa Svar.
Nu mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.
(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)
21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”
Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.
21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.
Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.
En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.
(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)
21. juli 1917 – U38 vender hjem
Under kommando af Max Valentiner ankommer U38 til den østrig-ungarske flådebase i Cattaro (i dag Kotor i Montenegro) efter at have været til søs i knap en måned og sænket 5 sejlskibe og 2 dampere.
21. juli – Thyge Thygesen: “Skal jeg i Skyttegraven igen …”
Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.
Eisleben d. 21. 7. 17.
I kære, kære derhjemme! O, hav mange Tak for Eders kære Brev. Jeg længtes meget efter at høre fra Eder, de Dage som nu er gåede her, er mig som en hel Evighed. At jeg da skulde bort nu lige da Marius kom! Jeg vilde meget gerne have talt med ham – men det skal jo nu ikke være. Men må vi så sees og tales når Elendigheden en Gang er forbi, så vil Gensynsglæden jo være desto større. Nu da han har fortalt Eder hele Historien fra d. 29. Sept. vil I så ikke meddele mig den udførlig. Jeg har jo i Brevene spurgt ham om lidt nærmere Besked men det har han aldrig indladt sig på.Gid han nu da må få Efterorlov. Jeg er utilfreds hvor jeg er og så har jeg det jo endda 100 Gange bedre som ham.
Modtog også Kort fra lille Vips, med hendes Billede på. Er de ikke for hårde ved hende med Arbejdet? Hun er alt for tro. Du har slået i Skoven, kære Far? Har I da Engen slået og opsat, eller vil I først bjærge Skoven? Hvorledes er de andres Enge? Når Marius ikke får Efterorlov, kommer han og hans Forældre så ikke over til Eder?
Skal jeg i Skyttegraven igen, så synes jeg jo endda det kunde gå, kunde jeg komme sammen med Marius igen, men det er jo ikke mulig da han er ved Minekasterne. Men nu – så længe som jeg har været der, kommer jeg vel ikke til at være der. Nå jeg skal hen i Kasinoet igen.
De Kærligste Hilsener Eders Thyge
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.
20. juli 1917 – Peter Andresen: “jeg har faaet mig Pfotograferet”
Hilsen fra Peter Andresen, Mjelsmark:
20. juli 17.
Gode Venner!
Jeg vil idag sende eder et Kort da jeg har faaet mig Pfotograferet og sige eder tak fo Pak[k]en som Moder sendte mig fra eder. eller[s] er alt ved det gamle[,] jeg har det ogsaa godt og haabe det sam[m]e af eder[,] Læs videre 20. juli 1917 – Peter Andresen: “jeg har faaet mig Pfotograferet”
19. juli 1917 – U38 sænker troppetransport
Sydøst for Malta opdager U38 under kommando af sønderborgeren Max Valentiner en konvoj og sænker den armerede, engelske damper “Eloby” (6.545 BRT) med en torpedo. 156 personer mister livet her i blandt 100 mand fra et fransk artilleriregiment.
Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk
17. juli 1917 – Mathias Damm: “… en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert”
Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).
den 17 Juli 17
Min kære Søster!
Min hjerteligste Tak for dit Kort fra d 12. som jeg modtog idag. Jeg vil nu skrive dig et par Ord. En kamerad spiller Harmonika, (Kvetschkomode) og der er en hel Forsamling ude paa vor Veranda. Hvor mærkelig, 10 Skridt fra Skyttegraven og 100 m fra Naboerne. Og iaftes en hel anden baade djævelsk og grusom Konzert, men det bryder man sig intet om, dog hørte jeg idag, at det alligevel har havt alvorlige Følger for et par Kamerater. Engelage som sendte mig Kortet da jeg var hjemme, reiser imorgen paa Orlov, 27 Dage ligesom jeg. Han er kommen til Reg. sammen med mig.
Kære Søster, ser at du har været i Roerne, men jeg gad nok vide, hvad da “synder” Roerne [er] for en Slags, kanske en Slags Krigsvare til at lave Dorrgemuse og Marmelade af. Jeg har ransaget min Hjærnekasten men kan ikke huske at have hørt det Udtryk for Roer, og tysk er det heller ikke, synes jeg, ellers havde jeg troet at det var noget du havde lært paa Efterskole. – Saa, nu skal du ikke se for tvær ud.
Kortet, jeg sendte fra Hamborg, synes jo at være falden i din Smag. Jeg vilde have sendt eder mere paa Reisen, men vort Tog holdt altid et Sted, hvor Ærligheden for længst har hørt op at eksistere. Dem jeg fik i Hamborg skrev jeg alle og hele Molevitten kom straks i Postkassen.
Jeg har min Tjeneste gjort for idag, alt er rolig. Jeg skal nu have Nadver. Madkassen er jo god. Dog vilde jeg hellere hjem og hjælpe dig i de “synder” Roer, kanske jeg saa lærer dem at kende. Og saa kunde vi da faa en rigtig Holdsnak igjen. Men, kære Søster, vi kunne kun sørge for at holde Modet oppe, i Haab om at der snart maa oprinde bedre Tider for gamle Slesvig og os alle og jeg saa atter kan komme hjem.
Nu mange Hilsner til Moder og eder alle din Broder
M.
(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)
17. juli 1917 – Thyge Thygesen: brev hjemmefra
Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.
Tirsd. Efterm. 17. Juli 17
Min kjære, kjære Thyge!
I Formid. henimod Kl. 11 kom Marius herover og nu Kl. 4 er han lige taget bort igen, han vilde til Nordskovgaard til hans Datter. Som du kan tænke var det en uhyre Skuffelse for ham, at du var borte, nu da han lige har faaet Orlov. Han har fri til den 27. Juli, 17 Dage i det hele og han mente, at det ikke kunde nytte at søge en Efterorlov, men vilde dog prøve det. Hvis han faar Efterorlov, saa kommer han og Forældrene herover, det kunde jo saa tænkes, at du saa maaske kunde komme paa Orlov ogsaa. Vi skal nu hilse dig mange Gange fra ham og hans Ønske og Bøn for dig, er at du blot maa faa Lov til at blive fri for at komme ud igen.
Ja, lille Thyge, Marius har været Redskabet, Herrens Haand til at frelse dit Liv dengang Granaten slog ned, han har gaaet meget igennem siden dengang, og det vil falde ham svært at komme bort igen til al den Elendighed, sagde han og Savnet af dig gør det jo endnu tungere for ham. Ja, nu da han mundtlig har fortalt os om Katastrofen, saa synes det os endnu mere vidunderlig, at du er i Live. Herren er mandig og barmhjertig og hans Vældes Arm er ikke forkortet, lad os ikke glemme at takke og tage ogsaa denne Prøvelse, at du maatte bort igen, med Taalmodighed.
Aften. Far gik straks paa Mejeriet, da Marius var gaaet bort og han er ikke kommen endnu, skønt Kl. snart er 10. I Form. har han slaaet Græs i Skoven, men jeg ved ikke, hvor vidt han er kommen. I Morgen skal vi bage, saa Dit og jeg skal tidlig op. I Overmorgen sender vi igen en Pakke med lidt Kage og lidt andet. Nu skal du vel have lidt Smør igen
Nu tus. kærl. Hils. Din egen trofaste Mor.
Onsd. Formid. Lige nu faaet dit kære Brev og Tøjet. Nu maa jeg hen til ham i Dag ved den samme Tid som for 8 Uger siden, da var Far kørt efter dig til Sommerst.. Nu, jeg kan ikke fatte, at du er borte, det kom dog saa brat, de 8 Dage siden du er rejst synes mig at være 8 Uger. Har du endnu ikke faaet at vide hvad du er skreven? Mon du dog ikke skulle faa Lov til at komme igen. Kan du ikke vedblivende blive ved Opvartningen, det er dog altid bedre end arbejde for fremmede, eller kan du ikke blive Oppasser?
Ja, Arbejdets Velsignelse er den bedste Gave for os og Gudskelov, at du slægter din flittige Fader og Bedstefader paa. Der er desværre unge Mennesker nok, der skyr Arbejdet som Pesten. Nu skal Emma løbe paa Posthuset med Brevet, at det kan komme med i Dag. D. og jeg er ved at vaske og først har vi bagt Brød, de er ikke af Ovnen endnu, saa det er ogsaa en streng Dag for os, men bare vi er sunde og raske og vi saa maa faa post fra dig, saa skal det nok gaa.
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.
16. juli 1917 – Flensborg Avis: “Trængsel ved Bagerbutikkerne”
Den 13. juli 1917 skrev Ellen Jensen fra Flensborg til sin mand i Frankrig om strejker og uroligheder (læs her). Dagen efter nævntes ingenting, men den 16. juli 1917 bragte avisen følgende notits.
Udsat Belønning.
Poiltiforvaltningen i Flensborg bekendtgjorde i Lørdags [d. 14. juli] i derværende Blade: Und[e]r den stærke Trængsel ved Bagerbutikkerne har i Gaar flere Gange Personer, der var B[u]tiksindehaveren ubekendte, egenmægtig og uden Betaling taget Brød med sig[.] Hvem der paaviser en saadan Tyv saalede, at han kan straffes, faar en betydelig Belønning.
16. juli 1917 – Thyge Thygesen: ”Kirchhof-verdächtig.”
Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.
Eisleben d. 16. 7. 17.
Kære Allesammen!
Ja, nu er jeg bleven lidt slukøret. Jeg spurgte en Skriver i Efterm. hvad jeg var skreven. Ja, jeg er nok ”Kirchhof-verdächtig.” ( K.V.) Jeg gik så straks til Feldwbl. for at få at vide hvordan det mon stod med den Ansøgning[,] jeg havde med. Den var ikke kommen fra Bataillonet endnu, men den var nok også for nylig sendt derhen, så nu kommer jeg nok til at have et Par Dages Taalmodighed endnu.
Ja, kære Forældre, nu vil vi jo da håbe at Orloven bliver bevilliget, for vi skal jo nu regne med, at det måske ikke varer længe før det går til Fronten igen. Her er jeg slet ikke bleven undersøgt endnu, så det kan jo kun være Koch som har skrevet mig ”k.v.” Det skal jo, desværre, nok passe at jeg er k.v. for alle hvad ikke var det[,] er bleven afkommanderet til Laust. Batl. I Wittenberg. Da jeg ikke skal med der er jeg det jo sagtens. Kommer jeg ikke på Orlov bliver jeg forsat, jo nok til 2. Komp (det kriegsduelige.) Men det er nu ikke for det, der går nogle som har været k.v. i 2 Måneder. Men det er måske længe siden der er gået en Transport, så skulde det jo være sært om jeg ikke bliver forsat og så lige når og kommer med den 1. Transport.
– – Men nu, jeg vil ingen Illusssioner gøre mig – skal det være, så lige så gerne springe i det som krybe i det. Skulde Ansøgningen nu blive afslået, sender jeg Telegramm om I så vil sende en anden ind. Der er jo sagtens ingen Tid at spilde, hverken når jeg skal hjem til Høsten, eller det skal være så længe jeg er herinde i Landet. Det kan være det ikke er så heldig at telegrafere den virkelige Indhold – altså lige meget hvad Indhold, så sender I en Ansøgning ind.
Ja, kære Forældre, det er jo ikke så behagelig at tænke på, atter at skulde derud. Men når jeg så alligevel tænker på stakkels Marius og alle de andre som har været i det hele Tiden, så kan jeg jo ikke være andet end meget – meget – taknemmelig.
Nu i Herrens Navn! De kærligste Hilsener Eders Thyge.
Jeg er såmænd ellers ikke så ked af det og det må I heller ikke være. Det gik jo godt i over 19 Måneder, så går det vel også nok til Enden. Hvis det ikke var for Farens og Anstrengelsernes Skyld var jeg lige glad – Garnisonslivet er der heller ikke meget ved. Har I leveret Kvæget, kære Far? Regn har I vel ikke havt. Nu længes jeg snart efter at høre fra Eder.
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.
15. juli 1917 – U38 sænker fransk skonnert
Sydøst for Mallorca opbringer U38 under kommando af sønderborgeren Max Valentiner det franske sejlskib skonnerten “Atlante” (127 BRT), skibet sænkes efterfølgende med en sprængladning.
Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk
13. juli – Ellen Jensen: “Kvindfolkene stormede Butikkerne”
Ellen Jensen stammede fra Fyn, og var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Det meste af verdenskrigen opholdt hun og deres to børn sig i Flensborg, mens han var soldat i Frankrig .
Flensborg den 13.7.1917.
Min egen Ven!
Kun en lille Hilsen! Jeg er træt efter min store Vask! Men jeg har ogsaa været en Knap! Vasket en stor Vask, og faaet den tørret. Været til Frk. Hollensen med Pus, hun fik Bindet af [hendes arm havde været brækket/red.] og nu skal jeg massere hende, det gaar godt.
Saa har vi set Optøjer i Byen, der har været stor Halløj i Dag. Kvindfolkene stormede Butikkerne, og tog Brødet. Soldaterne var traadt til med Bøssen o.s.v. Pus var meget optaget af dette, der var sort i Byen, navnlig oppe ved Rerup, man kunde knap komme igennem Mylderet. Elektricitetsværket strikede, saa alle Sporvogne holdt, paa Værftet var der vist ogsaa noget Kluderi. Der er alligevel Temperament i Kvindfolk.
Fra Kjems har jeg medtaget en lille Pakke sendt fra Flandern, fortæl ham hvor du er, saa kan i da besøge hinanden – og snakke om mig. Han er storartet til at sørge for os. Christiansen kommer maaske hjem samtidig med dig, hans Mor er meget syg, saa de vil se at faa ham hjem.
– Frk Grau var i stort Vigeur i Dag, det var dog endelig noget for hende. Grau laver vist en hel Roman der ud af. Det maa for Resten være dejligt, for hvad de ikke oplever i Virkeligheden, det oplever de da i Fantasien.
Nu skal jeg ned og tage min sidste Vask ud, saa faar du Kys og Hilsner! Din egen Pige
Sender ogsaa Plastrene i en Konvolut.
(P284, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
12. juli 1917 – U38 sænker damper
Vest for Sardinien sænker U38 under kommando af sønderborgeren Max Valentiner kl. 19.20 den armerede, belgiske damper “Claire” (1.157 BRT) med en torpedo. Damperen var på vej til Marseille fra Algeriet med en ladning malm.
Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk
.
12. juli 1917 – L.P. Christensen: “… afsiges arrestdekret”
L.P. Christensen var journalist ved Flensborg Avis, og gjorde tjeneste som landstormssoldat ved et fangekompagni i Frankrig. I slutningen af juni havde hans overordnede feldwebelleutnant K. og en gefreiter F. fra kompagniet været underkastet forhør i forbindelse med drabet på en russisk krigsfange, men også andre forhold (se tidligere indlæg her). Læs videre 12. juli 1917 – L.P. Christensen: “… afsiges arrestdekret”
12. juli 1917 – Thyge Thygesen: “O, hvis det kunde hjælpe at græde!!”
Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.
Eisleben d. 12. 7. 17.
Kære Allesammen!
Vil nu atter skrive lidt. Tøjet har jeg nu afsendt. Jeg fik et Par ikke så dårlige Skjorter, så jeg har sendt den ene af mine egne med hjem. Når det ikke gøres Behov vil jeg jo da ikke slide på mit eget. Strømper kunde jeg ikke få. I Morgen går det straks løs med Indsprøjtningen, så lader det jo snart ikke de vil give mig løs.
I de første 10 dage har jeg nu også fået Beskæftigelse. Jeg skal hjælpe ved Opvartningen i Offiziers-Kasinoet. Der er een på Orlov. Koge kan jeg jo, så det kan jo også være helt godt at få et Kursus i Serveringen. Ja, vi lærer noget, men det meste er jo nu ”Onleheder.” De bliver ellers næsten alle sendt ud på Arbejde hver Dag[,] og slæbe for at tjene et Par Mark er jeg ikke meget for, så jeg er lige glad.
Jeg tænker med Vemod på Eder derhjemme. Kom Du godt hjem, lille Far? Har Du slået Engen? O, hvor vilde jeg gerne været bleven hjemme ved Arbejdet, men det skulde jo nu ikke være! Skriv nu udførligt om alt hvad I laver. Jeg er nu dog glad ved at I har de to flinke Drenge, så går det jo nok alt sammen.
Hvad jeg er skreven ved jeg ikke, men skal ved Lejlighed see og have det at vide. Ansøgningen kan det nok ikke nytte at sende ind, først skal jeg jo nu da see hvad der bliver af den jeg havde med. O, hvis det kunde hjælpe at græde!! Stemningen er der. Den første Tid, den er ikke nem at komme over. Men det er jo sandt nok som Du sagde, lille Mor, jeg har jo hele Tiden havt en mægtig Beskytter med mig, så jeg må jo ikke tvivle. Nå, da i Guds Navn de kærligste Hilsener Eders egen Thyge.
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.
12. juli 1917 – Thyge Thygesen: “… sofort zurück”
Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger, men blev sendt hjem i slutningen af maj.
d. 12. Juli.
Den 21. Maj blev jeg sendt på Orlov “bis zur Entlassung.” Kom hjem den 23. O, hvor var det dog herligt hjemme, især nu da man er vant til dette kedelige Liv. Den 10. Juli kom der pludselig Telegramm: “Wegen Einstellung des Entlassungsverfahrens sofort zurück.” Jeg drog så hjemme fra om Morgenen d. 11. Kl. 7.43 fra Sommersted. Havde udmærket Forbindelse og var her i Eisleben Kl. 12 om Natten. Lidt Bøvl fik jeg, da de lod mig rejse på Telegrammet fra Sommersted og de så mellem Neumünster og Hamborg vilde smide mig ud hvis jeg ikke vilde betale. Det vilde jeg naturligvis ikke og de tog mig så med alligevel.
Den 12. om Morgenen meldte jeg mig an her. De har ikke ladet dem vide her fra Wittenberg at jeg blev entlassen, det havde de jo ingen Ret til der, da jeg kun var “Lånt” her fra. Nu bliver der nok ikke noget deraf. Men jeg må jo nu være meget taknemmelig for de 7 Uger. Kedelig er det jo, at det lige er til den travle Tid jeg måtte bort, men det spørger “de” jo ikke om. En Ansøgning havde jeg straks med, (om 4 Uger.) men jeg har ikke stor Tro nu mere. Jeg er nu bleven indklædt og har nu sendt mit Ceviltøj, som jeg jo måtte rejse herud i, tilbage. O, når mon jeg kan komme til at bære det igen – og for stedse?!! Nu i Herrens Navn!
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.