Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen befandt sig i Sedan, gik han på opdagelse i landskabet og ser på mindestederne fra Sedanslaget i 1870.
Allerede Dagen efter følger jeg Napoleons Vej vestpaa. Det lønner sig alene for den smukke Udsigts Skyld. Dybt nede bruser Meuse i skarpe Krumninger gennem Bjergkløfterne, histovre ser man Ardennernes skovklædte Skrænter.
Efter et Kvarters Gang standser jeg ved det berømte lille Væverhus, hvor Bismarck og Napoleon mødtes. Det ser ud som de fleste her, tækket med Skifer, med to Stokværk, snavset, beboet af fire Arbejderfamilier.
Jeg gaar bag om Huset, kravler op ad en stejl og smal Trappe, gaar gennem et tarveligt Rum, hvor der staar en Seng, og staar saa i den lille, snævre Hjørnestue, hvor Samtalen mellem de to fandt Sted. Paa Væggen hænger der et historisk Billede, ved Siden af under Glas og Ramme en Mængde tyske og franske Uniformsknapper fra 1870. Desuden prydes Væggen nu af et stort Bismarck-Billede, som et patriotisk Landstormskompagni har skænket, og som vel hurtigt vil forsvinde igen.
løvrigt er for Turisternes Skyld alt uforandret, som da Bismarck og Napoleon forhandlede her. Ved det gamle Bord staar endnu de to Rørstole, som de benyttede. Der sælges Prospektkort, og man skriver sit Navn i Fremmedbogen, som ligger paa Bordet.
I en flad Glaskasse ligger, opklæb et paa Papir, de fire Guldstykker, som Napoleon skænkede den fattige Kone. Bismarck forærede ikke noget; men de tyske Fyrster, der nu under Krigen har besøgt Huset, har fulgt Kejserens Eksempel og har hver skænket et Guldstykke, selve Kejser Wilhelm, som her har skrevet sig »Guillaume«, Kronprinsen, Prins August Wilhelm, og et Par tyrkiske Prinser og Rigskansler Bethmann-Hollweg har ogsaa maattet give deres Guldtribut og har hver skrevet sit Navn ved Siden af Pengestykket.
Krigen har dog ogsaa mærket dette lille Værelse. Napoleons Stol har knækket begge Forben, da en Soldat steg op paa den for at smøre sit Navn til evig Erindring paa Loftet! Denne latterlige tyske Mani har drevet det saa vidt, at hele Væggen, hele Loftet, selv Trappeopgangen er saa tæt oversmurt med Navne, at der ikke er den mindste fri Plads tilbage!
Den følgende Dag kravler jeg op paa den Høj, hvor Kong Wilhelm holdt, da han til sin egen Overraskelse modtog Napoleons Brev. Man har herfra en vidunderlig smuk Udsigt over hele Dalkedlen; men man undres nu over, paa hvor snæver en Plads dengang hele Armeer kæmpede. Gennem Skoven gaar jeg til Slottet Bellevue, hvor General Wimpffen undertegnede Kapitulationen, og hvor senere hen paa Dagen Konge og Kejser mødtes.
Fra det sammenskudte Chateau Paré, hvor Moltke og Kronprinsen boede i 1870, ser man ned paa Byen Donchery, som helt ligger i Ruiner. Verdenskrigen har hærget denne Egn meget værre end det verdenskendte Slag gjorde det i 1870.
Overalt Ruiner, overalt Soldater grave!
Ethvert Barn kender Sedanslaget i 1870, næsten ingen aner noget om, at det Slag, der stod her i de sidste Augustdage 1914, var meget større og blodigere. 1870 mistede Tyskerne her næppe 3,000 døde, nu staar vi paa en Kirkegaard, hvor der alene ligger 5,000 faldne Tyskere fra Slaget i 1914.
Saa kæmpemæssig, uhyggelig stor er Verdenskrigen i Forhold til de hidtil største Krige!
Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 173-175
