Som Luftskipper under Verdenskrigen
Fortalt af en Sønderjyde

Forord
Efterfølgende lille Fortælling støtter sig på virkelige Oplevelser under Verdenskrigen, fortalt efter Hukommelsen, da det jo var forbudt at føre Dagbog. Fortælleren har i Fredstid aftjent sin toårige Værnepligt som aktiv tysk Luftskipper hos Luftskipperafdelingens 1ste Batl. i Berlin og blev ved Verdenskrigens Udbrud ifl. Mobiliseringsordre indkaldt den 3. August 1914 til at møde i Bremen.
Fortællingen er nedskreven af Asmussen jr., Nordborg, og anbefaler jeg hermed dette lille Skrift til mine velvillige Læsere med Tak for den ydede Støtte.

Ærbødigst
ASMUSSEN sen., NORDBORG.
Hans Peter Asmussen (1885-1947)

Mobiliseringen.
Det var den 2den August 1914, vi sad hjemme i vor Familiekreds, da Postbuddet kom ind ad Døren og meddelte os at Krigen var begyndt og at han ifølge Telegram skulde til Nabolandsbyen for at opslå Mobiliseringsplakater. Den 2den August var første Mobiliseringsdag.

Hvilken Forvirring og Skrigen denne Meddelelse bragte os er ikke til at beskrive. Min Beværtning fyldtes øjeblikkelig af opbragte Mennesker. Som en Løbeild jog Nyheden rundt i vor lille, ellers så rolige By.

Alt Arbejde i den travle Høsttid standsede, mange skulde melde sig ved Militæret samme Dag, andre om 2 ad 3 Dage. Jeg selv skulde rejse den næste Dags Morgen med første Tog for rettidig at kunne nå frem til Bremen.

Om denne Dag i Bevært-ningen, hvor mange drak sig fuld, hvor vi alle tog en inderlig Afsked fra hinanden, den tunge Afsked næste Dags Morgen med min kære Hustru samt mine to Børn på 6 og 4 år vil jeg helst forbigå i Tavshed. Min Hustru ventede sin Nedkomst og var ikke rask, så det var en sand Pine at tvinge sig bort. Man vidste jo ikke om man nogensinde skulde opleve at gense hinanden.

Vor Banekørsel gennem Als var en Afskedstagen gennemsyret at vemodige Tanker. Der blev også drukket tæt. Jeg sad og misundte mine to Brødre, der blot for to Måneder siden var rejst til Amerika for. at undgå den tyske Militærtrøje. Jeg sad i mit stille Sind og fortrød at jeg ikke var taget med over det store Vand.

Straks efter Sønderborg skiftede Billedet dog og Jernbaneturen Sønderborg- Bremen blev en sand Oplevelse. På alle Banegårde blev der serveret Kaffe, Te og Brød med Pålæg i sådanne Mængder, at vi ikke på langt nær formåede at spise det altsammen, så at meget røg ud af Vinduerne under Kørslen. Derimod var Spiritussen bandlyst.

Hvilken Begejstring, Krigsgalskab, Sang og Hurra og Afskedstagen på hver Banegård, Ord formår ej at beskrive dette. Togene var pyntet og malet som til en Lysttur. Ak, hvor ofte vandrede Tankerne tilbage til hin Tur hvor vi måtte kaste Brød i Overflod ud af Vinduerne, medens vi i 1917 og 1918 ofte næppe kunde få noget spiseligt selv for stor Betaling.

Jeg nåede Bremen næste Dags Formiddag ved Ti tiden og kørte med Sporvognen til mit Bestemmelsessted, Slump Gymnastikhal. Men Luftskipperne var allerede afmarcherede til Banegården, så jeg skyndte mig sporenstregs bagefter og idet jeg tog Trapperne til 5te Perron i nogle Spring modtoges jeg af et Hurra af mine Kammerater, vel ialt en 5 a 6 Mand, der havde tjent aktiv sammen med mig i Berlin i Årene 1906 til 1908. Luftskipperne sad sammenproppede i nogle Kreaturvogne, der med Kridt var påmalet Ordene: Luftskippere på Vej mod Frankrig. Jeg sprang op til mine Kammerater fra den aktive Tid og næppe ti Minutter senere dampede Toget ud af Banegårdens Hal imod et ukendt Mål.

På Banegårdene atter den samme Begejstring, den samme overdådige Forplejning. I Byen Münster blev der koblet en Del Vogne til vort Tog hvori der såvel til vor Moro som vor Forfærdelse befandt sig hele Personalet fra Hagenbecks Tierpark i Stellingen ved Hamborg. Deres Vogne var overmalede med Kridt, forestillende vilde Dyr og Personalet efterabede Dyrenes Hyl så naturlig, at det var skrækkeligt at høre derpå.

På en af de større Jernbaneknudepunkter sås en lille Motor, der trak en Brødskære-Maskine. To Meter lange Brød førtes hen under Maskinen, Skiverne fløj zak-zak ned i en stor Kurv. Henved 100 Røde Kors Damer var i Gang med dels at smøre Brødet dels med at uddele dette til hvert indløbende Tog.

Efter en lang Rejse ankom vi den 5te August til Køln og blev straks ført ud til Luftskibshallen i Bieckendorf, en Forstad til Køln. Nogle få Timer senere kom Luftskibet tilbage efter at have deltaget i Angrebet på Fæstningen Liege (Lüttich) i Belgien. Endnu i Civil måtte vi dog hjælpe Luftskibet ind i Hallen.

2den Afdeling af Luftskipperne var allerede Dagen forud rykket ind ad Belgien og 3die Afdeling var nærmest færdig til Udrykning. Hele Hallen og Depoterne var så overfyldt af Soldater såvel i Uniform som i Civil, så at man anviste os sidst Ankomne Fortet Boklemünd som Kvarter. Dertil ankom vi om Natten i Mulm og Mørke. Lys måtte vi ikke bruge, da Køln lå i Kampzonen, så vi gik i vort Civiltøj ofte på Hovedet ned ad de talrige Trapper og Gange som et Fort i så rigeligt Mål er forsynet med. De fleste af os camperede på det kolde Gulv.

Men alligevel var Natten værre for nogle Eskadroner Kavalleri, de lå på Øvelsespladsen foran deres ved lange Liner bundne Heste, gennemblødt til Skindet af en vedvarende natlig vædende Regn. Et lille Billede af Krigens Begyndelse.

Kort Tid hjemme igen.
Medens jeg hen på Formiddagen siddende på en Sandsæk spiste mit Brød, kom der en højere Officer hen imod mig. Jeg rejste mig på militær Vis, og endskønt endnu i Civil, genkendte Officeren mig straks. Det var min Kaptajn fra den aktive Tid, der nu var bleven forfremmet til Major. På hans Forespørgsel, om jeg kunne genkende ham, lød der fra mig et kort millitærisk Svar: “Jawohl Herr Major” og benyttede jeg samtidig Lejligheden til at gratulere til Forfremmelsen.

Han ytrede, at han den følgende Dag skulde rykke ud til Belgien med 3die Afdeling, men det kneb med at blive færdig, thi Seletøjerne til Hestene, der skulle transportere os, viste sig at være for korte, så der nu arbejdede ca. 20 Sadelmagere oppe i Hallen på nye. Han anmodede mig om at hjælpe, da jeg jo også var Sadelmager. Kort Tid efter bliver jeg dog af en Underkorporal sammen med ca. 100 Mand beordret op til Skolen i Bickendorf for at blive iklædt den grå Feltuniform. Majoren havde bestemt, at jeg skulde med ham ind ad Belgien.

Ved Skolen var der et stærkt Tempo som overalt i disse Dage. Det gik som det bedst kunne. Uniformsgenstandene fløj ud til os gennem Vinduerne og på den åbne Plads foretog vi vor Iklædning medens Befolkningen strømmede forbi os og ind i den lige ud for os liggende katolske Kirke. Men det tog man altså ikke så nøje i de Dage.

Tilbagekommen til Hallen bliver der på ny arbejdet på Seletøjerne. Herved får jeg Lejlighed til at lytte til en Samtale mellem Vagtmesteren og Stabssergenten, idet denne sidste siger: „I Går har jeg sendt 200 Mand hjem, da vi havde for mange, i Dag er der atter et Par Hundrede Mand til overs.” Jeg hørte endvidere, at man om Middagen vilde foretage en Opstilling for at få Klarhed over hvor mange der atter kunde hjemsendes. Jeg havde straks min Plan rede, det gjaldt om at komme hjem. Længslen efter min Familie har nok gjort sit dertil, men mest dog Afskyen for den tyske Tvangstrøje. min Benævnelse af Uniformen. Da der Klokken 1 bliver råbt ud, at dem, der endnu er i Civil skal træde an, lister jeg mig bagud gennem Depotet om på den anden Ende af Hallen og stillede mig ganske roligt op på venstre Fløj i anden Række. Således kom jeg med til de Overtallige. Nu gjaldt det om at få Passet stemplet og fat i mit Civiltøj. Da jeg selvfølgelig ikke kunde gå ind på Kontoret i Uniform for at få Passet stemplet og ikke kunde få mit Tøj udleveret uden denne Stempel, måtte en Kammerat, en Mecklenborger, der endnu var i Civil hjælpe mig. Han, gik i mit Sted ind på Kontoret og fik også uden Vanskeligheder Stemplet: ”Ueberzählig” påtrykt mit Pas. Nu var jeg ikke sen om at skynde mig op til Skolen for at få fat i mit Civiltøj, som jeg efter en halv Times Søgen også fandt.

Fyldt med glade Tanker rejste jeg atter hjem for at gense mine Kære. Der var dog en stadig Uro over mig, den fornyede Indkaldelsesordre hang jo som et Damoklessværd over ens Hoved. Men hver Dag, der var gået godt, kom jo ikke dårlig tilbage. Den 19. Oktober nedkom min Hustru med en Søn, en svær Fødsel med Lægehjælp.

Påny indkaldt.
Den 22. Novbr. 1914 kom så det ventede og frygtede Telegram om at møde i Køln. Endnu samme Dag fik vi vor lille Dreng døbt ved Siden af min Hustrus Sygeseng og så måtte jeg atter hjemmefra ud i det Uvisse. På Farten igennem Tyskland, den selvsamme Begejstring som i Augustdagene. Ved Flagsmykning fejrede man Fremgangen i Belgien og Frankrig

I Hamborg mødte jeg et Tog, fyldt med Flygtninge fra Østprøjsen, der havde måttet flygte for de fremstormende Russere. Det var et sørgeligt Syn at se disse stakkels Mennesker, gamle Oldinge, Kvinder og Born sad imellem nogle få medbragte Ejendele, lidt Sengetøj og nogle Bylte Klæder. De ventede på at blive underbragt i Holsten.

I Køln ventede der mig en varm Modtagelse. Jeg fik en ordentlig Overhaling af Stabssergenten fordi jeg havde narret ham. Han havde selv fået en ordentlig Røffel af Majoren, der jo havde bestemt at jeg skulle have været med til Belgien. Men nu skulle jeg få Tak for sidst, jeg kunne komme til Infanteriet thi Stabssergenten skulde stille en 400 Mand til Forstærkning (Ersatz) for Batl. Stolberg, der havde lidt store Tab, og værsgo, der kunne jeg følge med.

Dette huede mig selvfølgelig langtfra og om Aftenen lykkedes det mig nede i Marketenderiet at komme i Samtale med selve Stabssergenten. Lidt Snak og et Par Glas Ol hjalp til at få ham til at skifte Sind. Jeg var jo uddannet som Motor-Luftskipper og tilmed Sadelmager, så jeg kunde selvfølgelig gore meget bedre Fyldest ved Luftvæsnet. Nå, jeg blev så afkommanderet til Hjalp og Betjening ved Zeppelin 5, der var stationeret i Køln.

I den nærmest følgende Tid havde jeg to Transporter af Gas til Belgien, en til Bruxelles (Brüssel) og en til Gand (Gent). Vi var to Mand afsted, der hver skulde sørge for at to Jernbanevogne Gas kom rigtig il deres Bestemmelsessted. På Transporten til Gand kom vi over Louvain (Löwen), den Stad der i Belgien havde lidt mest under Krigens Rædsler. På Tilbageturen benyttede vi Lejligheden til at gore et Ophold i Louvain. Hele Banegårdskvarteret var skudt sonder og sammen eller afbrændt. Her ledte Born endnu efter deres Forældre, Kvinder efter deres Mænd, Rogen kvalmede endnu ud af Ruinhobene og Brandtomterne. Længere nede i Byen var vi inde i en Beværtning for at få en lille Hjertestyrkning i Form af et Glas Vin. Her blev vi uforvarende Vidne til Belgiernes Fjendskab og Had, så vi måtte losne vore Bosser og trække os forsigtig tilbage for at undgå Magt og Voldshandlinger, alt imedens Kanonernes Drøn og Kampen fra Fronten led i det Fjerne.

På Juleorlov.
Nu nærmede Julen sig, den første Jul under Krig Og langes man end altid hjem, til Jul langes man mest. Jeg ansøgte om Orlov for at kunne besøge min syge Hustru i Julen. Jeg kunde dog kun faa 3 Dages Orlov ifølge en generel Ordre fra Pladskommandanten i Køln. Tre Dage gik jo til Rejsen, saa dem kunde jeg ingen Gavn få af. Jeg var dog ikke forknyt af den Grund, men bad vor Overløjtnant om at måtte få Foretræde hos Fæstningskommandanten, General N. N. Denne var meget forekommende og venlig imod mig, han udspurgte mig om mine Familieforhold, Da han hørte, at min Hustru havde født en Dreng, altså militærisk Nachwuchs, og endnu lå syg deraf, så fik jeg bevilget otte Dages Orlov samt Tilladelse til at benytte Hurtigtog. Jeg fik det hele ordnet med det samme, så jeg straks fra Kommandantens Bopæl kunde begive mig til Banegården og benytte Nattoget Klokken 12,25 fra Køln. Det var idel Overraskelse og Glade ved atter at se mig hjemme og især nu til Jul. Kun min Hustrus Tilstand var et Skår i Glæden Fremhæve vil jeg endnu på dette Sted den Pleje, Hjælp og Omhu der blev min Familie til Del fra Præstens Datter, Frk. Weber og Søster Christine, hvorfor vi er dem evig Tak skyldig.

Hurtig, alt for hurtig forsvandt de otte Dages Orlov, som Dug for Solen. Atter måtte jeg tage Afsked med min Familie med et Løfte om at skrive flittig. Så rejste jeg igen til Køln, et frisk og kærligt Minde rigere. Den 7. Januar 1915 stillede jeg atter i min Garnison.

Til Fronten.
Straks ved min Tilbagekomst mærkede jeg, at det ikke vilde vare muligt at forblive i Køln ret lange mere, og da jeg meget nådig vilde til Belgien eller Nordfrankrig, talte jeg med Stabssergenten derom, Denne rådede mig til at melde mig frivillig til Fronten, da han en af de første Dage skulde sende en Forstærkning på 16 Mand til en Ballongruppe i Elsass-Lothringen (Elsac-Lorraine). Anden Dags Middag spurgte Stabssergenten så ved Appellen om der var Frivillige, der vilde til Frontafsnittet Elsass-Lothringen, hvor der var forholdsvis rolig Stilling. Sammen med mig trådte fem Kammerater frem og Resten søgte Stabssergenten sig så selv ud. Næste Dag fik vi vor fulde Feltudrustning, deriblandt dog belgiske Sidegeværer (Bajonetter) da de tyske var slupne op. Disse fik vi forresten først efter et halvt Aars Forløb ombyttet. Den 11. Januar 1915 rullede Toget så afsted med os i Retning af Metz. Vor Forer, en Underkorporal havde en hemmelig Ordre med, som først måtte åbnes efter at vi havde nået Metz. Det var en almindelig brugt Fremgangsmåde for at undgå at Tropperne kunde blive udspurgt af evtl. Spioner.

Til Metz (ankom vi henimod Aftenstid, fik varm Forplejning, hvorefter Ordren højtidelig blev åbnet. Denne bestemte, at vi skulle melde os ved Luftskipper-Afdelingen Nr. 25. Hvor denne Afdeling befandt sig, skulle vi få oplyst ved at henvende os til Banegårds Kommandanten i Mühlhausen (Elsass). Så gik det videre efter Mühlhausen til. Toget kørte nu betydelig langsommere og vi fik ingen Lys i Kupeerne, da vi nu befandt os i Kamp området og kørte på langs med Fronten. Da vi nærmede os Mühlhausen fornam vi Kanonernes Drøn og kunde se Lysraketternes Sus gennem Luften ligesåvel som vi kunne øjne Granateksplosionerne oppe i Bjergene (Vogeserne). Dette jog Søvnen af vore Øjne, Spændingen hvor vi skulde hen fra Mühlhausen holdt os vågen. Hos Banegårdskommandanten fik vi Anvisning på at marchere til Nieder Morschweiler, en ca. 5 Timers March fra Mühlhausen, hvor Lufttkipper-Afdelingen laa indkvarteret i en Silkestof-Fabrik. Efter atter at have fået nogen Forplejning lod Korporalen os antræde, hvorefter vi i Marchtempo gik imod vort Mål, gik i Mulm og Mørke, stavrede os frem, indtil ved 6 Tiden om Morgenen dog uden at finde omtalte By eller vort nærmere Bestemmelsessted.

Vi marcherede, tavse og trætte, enhver beskæftiget med sine egne Tanker de Kære derhjemme. Pludselig blev der råbt: „Halt, wer da?” en af Luftskipper-Afdelingens Vagtposter. Nu opdagede vi Skyttegrave både til højre og venstre for os og lige fremad var Vejen spærret med Pigtråds Hegn (Spanske Ryttere) som det også kaldtes. Vagten påbød os Tavshed, da Franskmanden kun lå ca. 600 Meter derfra hvor vi stod. Vi fik Påbud om at liste os ind i et Skovkrat til højre fra Landevejen for ad en Omvej at kunne komme udset tilbage igen til Landevejen et Stykke længere bagud, thi Fjenden lå oppe i Bjergene og kunde derfra overse og beskyde en Del af Landevejen. Noget senere når vi så Fabrikken, der lå i en Dal en Fjerding Vej fra Landevejen. I Fredstid arbejdede der her en 600-800 Mennesker ved Silkevæveri, men nu blev Fabrikskomplekset altså brugt til Kvarter for vor Luftskipper-Afdeling.

Først fik vi nogen Forplejning, der livede vældig op efter den lange og trange Natmarch, så blev vi Klokken 10 om Formiddagen, fremstillet for vor Afdelingsfører, Kaptajn Bachmeier, der udtalte sin Glæde over at modtage os aktiv uddannede Luftskippere, eftersom langt de fleste i hans Afdeling var ældre Infanterister, der ikke havde stort Kendskab hverken til Ballon eller Indretning

Ballonens Indretning.
Næste Dags Morgen rykkede vi endnu før Daggry ud i vor Stilling, der laa to Timers Marchtur fra vort Kvarter. Denne Marchtur foretog vi hver Morgen og Aften i Ly af Mørket. I Augustdagene 1914 var Fabrikken af Franskmændene under deres første Indfald i Elsass bleven brugt som Forbindingsplads og endnu sås der størknet Blod på Gulvet Til yderligere Forståelse skal jeg her først fremsætte nogle Oplysninger om Ballon, Drage, Observation og hvordan det virker. Den Ballon, der ses på Forsiden er ca. 60 Meter lang. Til Påfyldning bruges der ca. 800 m³ Gas. Denne Gang brugtes der Vandstofgas, der bliver fremstillet af Staalspåner. der ved Forbrænding af Vitriol fordamper. Denne Fordampning opfanges i Røre, ledet ind i en Gaskedel og derfra med en Kraft på 250 Atm. presset ind Gasflasker, så store som de mere kendte Kulsyreflasker.

Nu derimod bruges der til Påfyldning det såkaldte Brint, der ikke er nær så brandfarlig. På Ballonens Tovende er der anbragt en Ventil hvorigennem Ballonens Gasindhold reguleres, så at Ventilen åbner sig selv når Ballonen er overfyldt, eller Solstråler bevirker at Gassen udvider sig. Uden et sådant Ventil vilde Ballonen selvfølgelig revne ved given Lejlighed.

Neden under Ballonen findes der en Luftsæk fyldt med Luft. Alt efter Vindens Styrke anbringes der flere eller færre sådanne Luftposer for at Ballonen kan holde sig støt imod Vinden.

Observationen, der altid ledes af en Officer, har til Formål at fastslå hvor Fjendens skydende Batterier befinder sig, Fjendens Bevægelse i og bagved Fronten såvel som at lede vor egen Artilleris Skydning. På Vestfronten havde vi en Ballon for hver 30 Kilometer, visse Steder, ved farlige Frontafsnitter endnu tættere sammen. Vor egen Stilling var i Frankrig gerne en 2 Kilometer bagved Artilleriets, hvor vi søgte Dækning bag Bakker eller i Skove og Dalsænkninger. I Rusland opholdt Luftskipperne sig derimod i Reglen en 4 a 5 Kilometer bag Artilleriet, da Terrænet der som oftest er flad og ikke byder på nogen nævneværdig Dækning. Vi havde Telefonforbindelse med vor Divisionsstab, Artilleriet, vore Naboballoner, den nærmeste Flyvestation samt med Vejrmeldingsinstitutet og efter 1916 endda direkte med Luftkommandoen.

Tilbage til vor Udrykning i Stillingen. Vor Opstigningsplads lå på en Eng bagved en beskyttende Skov lige ved Landevejen Mühlhausen-Tham (Vogeserne). Pladsen var uheldig som vi i de nærmeste Dage skulde få Færten af. Såvel Ballonens som Mandskabets værste Fjender er Artilleriet og Flyverne. De første to Dage gik Tjenesten sin sædvanlige Gang.

Dagen begyndte med Eftersyn af Ballonen samt dennes Forankring. Om Natten blev der altid 6 Mand tilbage til Vagttjenesten med Vagtlokale i et sammenskudt Hus eller en Understand. Så påfyldtes der Ballonen en 10 Flasker Gas, da den sædvanlig taber en Del om Natten. Så frigøres Ballonen for Tovværket og Sandsækkeforankringen og trækkes hen til et Køretøj, der blev kaldt „Winde”. Dette er et svært Køretøj, som har Lighed med en Kanon. På Forvognen er anbragt en 30 Hestes Motor, der trækker en stor Trommel på Bagvognen. På denne Trommel er der anbragt et Ståltrådskabel på ca. 1500 Meters. Længde. Ballonen fastgøres til Enden af denne Kabel så at Ballonen kan holdes i en bestemt Højde, hales op eller fires ned alt efter Behag, hvilket sidste sker ved Motorkraft. Staaltrodsen er sammenflettet af 38 Ståltråde og både meget stærk og elastisk. I Farens Stund kan Ballonen ved Hjælp af en ekstra stor Udveksling på Tromlen hales ned i Løbet af 5 Minutter. Såfremt der er Fare på Færde er Køretøjet forspændt et Spand på 6 Heste. 1 Tilfælde af at Ballonen skydes i Brand, jages Hestene frem med Køretøjet imod Vinden i strakt Galop. Formålet hermed er at trække den brændende Ballon og Staaltrodsen bort så at Observatøren kan vove Faldskærmsudspringet uden at risikere at få Ballonen eller Trodsen ned over sig, hvilket jo vilde betyde den visse Død. Faldskærmen er jo fremstillet af Halvsilke og brænder let. Faldskærmen revideredes af ialt 4 Mand, 1 Officer, 1 Korporal og 2 Menige.

Som Sadelmager var jeg stadig med ved denne Revision. Faldskærmen prøvedes ved at blive udkastet oppe fra Ballonen belastet med Sandsække, nøjagtig svarende til Observatørens Vægt. Længere hen i Krigen havde hver Officer sin egen Faldskærm. Det tager Observatøren ca. 15 Minutter for at komme ned med Faldskærm fra 1000 Meters Højde. I Gondolen er anbragt Feltstol, Telefonapparat, Kikkerter, Generalstabskort, Tegnebræt og muligvis et Fotografiapparat.

De første Dage havde vi Ballonen i en Højde af ca. 800 Meter. Artilleriskydningen var ret livlig på begge Sider. Nogle Granater blev også sendt over til os, men slog ned i Skoven på den anden Side af Landevejen. Vor Ballon har vel ledet vort Artilleri for godt og så skulde vi selvfølgelig uskadeliggøres. Tilligemed viste der sig hver Dag nogle franske Flyvere for at hilse på os med nogle Bomber. De faldt dog i nogen Afstand fra os og vort Artilleri jog Flyverne væk.

Vi drøftede om Aftenen Situationen i Kvarteret og var enige om at det ikke vilde blive ved med at gaa sådan. Da vi ikke en Gang havde en Understand til Dækning var Udsigterne ingenlunde behagelige for OS. At man bliver klog af Erfaring, måtte også vor Kaptajn, der jo havde Ansvaret, sande.

Ilddåben
Den 18. Januar 1915 fik jeg min egentlige Ilddåb. Vi rykkede ud ved sædvanlig Tid i klart Frostvejr og Kl. 8 om Morgenen gik Ballonen til Vejrs. Sigten var god, Artilleriet i fuld Virksomhed. Ved 9 Tiden viste den første franske Flyver sig, kredsede hen over Skoven til højre for os, ivrigt beskudt af vort Artilleri samt vore egne to Kanoner, der havde til speciel Opgave at forsvare Ballonen. I en Landsby bag ved os nedkastede Flyveren 2 Bomber og kom derefter henimod os.

Vi halede Ballonen ned med den store Udveksling og lod den derefter atter stige indtil 50 Meters Højde for at Bombesplinter ikke skulde ramme den. Flyveren må have observeret, at vi forsvandt ind i Skoven, ti han nedkastede to Bomber lige i Skovkanten dog uden at gøre videre Skade, kun vore Køretøjer, der stod på Landevejen, blev en Del ramponeret. Men vi fik os dog en ordentlig Forskrækkelse, et sådant Bombeuhyre hyler og hviner værre end en 15 cm. Granat. Vore 2 Kanoner gav Flyveren nogle Skud med på Tilbagevejen dog uden at ramme.

Straks blev Ballonen gjort klar igen. Det var vor Taktik hurtigst muligt at få Ballonen op igen for at Franskmændene ikke skulde mærke noget. Nu troede vi at det værste vilde være overstået for den Dag. Men efter en Times Tid kom der to franske Flyvere henimod os i Retning fra Belfort. De indslog en noget anden Vej mere til venstre for os som søgende efter noget andet. Derved kom de bag vor Front hvor de ikke blev så slemt beskudt. Pludselig drejede de dog omkring og tog Kurs lige imod Ballonen, følgende Landevejen fra nærmeste Landsby, hvorved de havde en udmærket Retningsviser. Vore to Kanoner lagde en Spærreild foran dem og vi halede Ballonen ind med den store Udveksling af alle Livsens Kræfter. Vi stod parate til at modtage Ballonen midt på Marken uden nogen som helst Dækning, men Flyveren kom os i Forkøbet, Artilleristerne forlod Kanonerne, Motoren standsede med Nedhalingen og Kaptajnen gav os Ordre til at løbe lige imod Flyverne. Ham selv så vi dog ikke noget til den første halve Time, han havde søgt Dækning under en Bro.

Befalingen var iøvrigt godt nok ment, for ved en hurtig Krydsning med Flyverne kunde Bombekastningen ikke blive nær så slem. Skoven kunne vi alligevel ikke nå. Alle stormede nu i Retning imod Flyverne. Men så så kom pludselig Kommandoen: „Flyverne drejer af, alt tilbage, March, March. !”Hvem der afgav denne Kommando blev aldrig opklaret, men vi gjorde omkring og tilbage igen. Midt i denne Virvar var Flyverne lige over os og kastede 6 Bomber lige ned imellem os. Jeg snublede og faldt i en Grøft i hvilken der var noget Vand. Dette blev dog nok til min Frelse ud af dette Helvede. To Bomber faldt lige i min Nærhed, det var ligesom en usynlig Magt løftede en fra Jorden, Hårene rejste sig på Hovedet og uvilkårligt trykkede jeg med den ene Hånd Hovedet længere ned i Grøften så at Vandet var ved at løbe mig lige ind i Munden. Det var nogle skrækkelige Øjeblikke. Jorden rystede og gyngede, Splinterne fløj viden om, lige henover mit Hoved. Kommandoråb, Skrig og Råb om Hjælp skingrede imellem hinanden. Da der blev lidt Ro, hævede jeg Hovedet og så endnu to Bomber falde. Herpå så jeg, at den lange Løjtnant, Kommandanten for vore to Kanoner, gøre et Spring højt oppe i Luften, gribe sig til Hovedet med begge Hænder for derefter straks at falde sammen.

Endnu lå jeg og lyttede lidt indtil Støjen fra Flyvernes. Motorer var i Aftagende. Så åndede jeg lettet op, men iøvrigt rystende over hele Kroppen, ‘frysende og gennemvåd i Januar Måned. Kammeratskabsfølelsen vågnede dog med det samme hos mig, da jeg hørte de Såredes Råb om Hjælp. En Del af mine Kammerater så jeg løbe hen i Skoven endnu drevet af Angst og Skræk. Lige ved min Side lå min bedste Kammerat, Stegemann. Han lå som om han var død, men Brystet hævede og sænkede sig endnu, hvorfor jeg straks knappede hans Trøje op og rev Skjorten til Side. Han havde fået et lille Hul ind under venstre Arm, men Brystet blev helt blå. Så slog han Hovedet bag over, strakte begge Arme fra sig som i Krampe og var død. Han var i Civil Købmand i Solingen og lige bleven gift.

Derpå hjalp jeg en anden Kammerat med at forbinde hans Arm. Men så kaldte Sanitaæteren på mig. Han var i Arbejde med den lange Løjtnant, som jeg havde set springe højt op i Luften. Han havde fået den halve Bagdel skudt af og blødte stærkt. Vi forsøgt en Afsnøring med en gummiring, men forgæves, den gled stadig ned i Såret. Desuden havde han fået en Splint igennem Ben og Albue. Han døde så også en Times Tid senere på Vej til Lazarettet. lalt havde vi et Tab på 4 døde, 3 hårdtsårede og 12 letsårede at beklage. De døde kørtes til nærmeste Landsby, så vidt jeg husker, hed den Reiniken, og blev begravet der. De sårede blev afhentet af Røde Kors Biler og kørt til Forbindingspladsen. Lige Dagen før var der kommen Befaling, at Uniformen skulde trækkes af ev. døde, rimeligvis for at spare på Tøjet. Benklæderne fik de dog Lov at beholde på. 1 Times Tid senere steg Ballonen atter til Vejrs og skønt der nu var Ro, rystede vi dog alle over hele Kroppen Men man bliver hærdet, afstumpet og følelsesløs ved sådanne Tildragelser som Krigen jo uvægerligt bringer med sig. Om Eftermiddagen fik vi gjort Ild på noget Brænde over i Skoven for ved Hjælp af den udstrømmende Varme at kunne blive tør. Her dansede vi så omkring Ilden som Indianere for at holde Varmen og den ene søgte at opmuntre den anden.

Stillingen veksles.
Den følgende Dag blev der rykket ud til sædvanlig Tid, men Artilleriet var allerede i Virksomhed fra Klokken 5 Morgen. Samtidig med at vor Ballon steg op, gik også den franske Ballon, der omtrent stod lige over for os, fil Vejrs. Straks sagtnedes Artilleriilden. Ingen ønskede at forråde sit skjulested. Hen på Formiddagen havde vi igen Flyverbesøg, men vi fik vor Ballon halet ned i Tide. Flyveren kom os så heller ikke nær. men holdt sig over Skoven til højre for os. Muligvis har han også haft andre Formål.

Om Eftermiddagen ved 4 Tiden fornyet Flyverbesøg. der atter kredsede livlig omkring Skoven. Nu begyndte det franske Artilleri at rette dets Ild imod Skoven, da der også var bleven skudt derinde fra. Pludselig hørte vi et forfærdeligt Brag, Jorden gyngede under os. Vi så uforstående og spørgende på hinanden. Dette var Dette var ikke noget helt almindeligt. Samtidig viste det sig, at vor Telefonforbindelse med Mørserbatteriet var bleven afbrudt. Vor Telefontrup måtte straks gå igang med at undersøge Årsagen og få Forbindelsen genoprettet. Svært oprevne kom de tilbage. Inde i Skoven havde der mødt dem et grufuldt Syn som dårligt kan gengives i Ord.  Franskmændenes havde ramt Batteriets Ammunitionslager så hele Lageret var røget i Luften. Alle Stillinger og Understande omkring Kanonerne var ramlet sammen. Arme og Ben samt Uniformsgenstande hang højt oppe i Trætoppene. Træer på 1 Meter i Diameter var bleven afbrækket som Tændstikker. Men Målet var nået for Franskmanden, Batteriet havde så mange Døde og Sårede så det var bleven bragt til Tavshed. Telefonforbindelsen blev ikke genoprettet, de sørgelige Rester af Batteriet fik Ordre til at søge en anden Stilling.

Den 21. Januar rykkede vi atter ud som sædvanlig, men mærkede dog straks på vore Officerer, at der måtte være noget særligt på Færde, Ankommen på vor Startplads, fik vi Ordre til at pakke alt vort Materiale sammen, da vi skulle veksle Stilling. Henved 10 Tiden om Formiddagen satte vi os så i March, trækkende Ballonen efter os i en Højde af 500 Meter.

Medens vi hidtil havde stået til venstre for Hartmannsweilerkopf, et Forbjerg til Vogeserne, 1800 Meter over Havet, fik vi nu en Stilling anvist til højre for denne.

På Bjergskråningen havde Franskmændene deres Stillinger. Henimod Aften ankom vi til vor nye Stilling og forankrede Ballonen. Næste Dags Morgen gik Ballonen til Vejrs ved Ottetiden og stod på 800 Meters Højde. Men det skulle vi nu ikke have gjort. Straks blev vi overdænget af Ilden fra de franske 7,5 cm Kanoner, de såkaldte Æselsbatterier. De var anbragt godt skjult oppe i Bjergene. Skud på Skud gik ned på vor Startplads, så at vi måtte løbe fra det Hele. Ballonen fik Lov at blive stående og passe sig selv. navigatøren vinkede med det røde Flag som Tegn på at han vilde hales ned. Men det kunne der slet ikke være Tale om. Han fik Lov at blive i Luften hele Dagen igennem. Vi opholdt os i en i Nærheden beliggende Skov indtil Mørket faldt på. Nu stilnede Franskmændenes Artilleriild noget af. Ballonens Køretøj blev nu forspændt med 6 Heste og Ballonen blev så ved Hjælp af en stor Messing-Gliderulle halet i Læ af Skoven, hvor Ballonen så blev halet forsigtig ned og forankret foreløbig. Vi undgik at sætte Motoren i Gang for ikke at henlede Franskmændenes Opmærksomhed på os påny. Motoren havde iøvrigt taget en Del Skade af Granatsplinterne, så den næppe kunne bruges forinden den, var bleven underkastet en Reparation. Nu gav vi os i Lag med at samle vore øvrige Sager sammen på Pladsen. Meget var i en forfærdelig Tilstand. Telefonapparater, Tromlen og nogle af vore Vogne var bleven fuldstændig demoleret af Granitilden.

Det gav Anledning til nogle Dages Ro for at kunne hidskaffe nye Reservedele og reparere vort Materiale. Selve Kablet hvorved Ballonen var fastgjort havde også taget Skade. Der var på visse Steder bleven opflettet af Granatsplinter så at Ballonen ligefrem kun hang i nogle tynde Tråde. Men da der på Kablet for hver 100 Meters Længde er anbragt en Lås, kunde et sådant Stykke nemt udtages og erstattes med et nyt.

Nogle Dage senere flyttede vi lidt tilbage til en Skovkant lige foran Hartmannsweilerkopf. Her blev vi ikke videre generet af Franskmændene, så meget mindre som Tyskerne i Mellemtiden havde taget Højen i Besiddelse. Her tilbragte vi og vor Ballon to Dage uden at lide videre Overlast. Men så kom der Befaling, at vi skulle flytte længere henimod den svejtsiske Grænse. Alt blev ladet på vore Vogne og havde vi endvidere to Lastbiler til vor Rådighed for at kunne få alt vort Materiale med os.

Vort nye Indkvarteringssted var en lille Landsby ved Navn Bettendorf. Vor Opstigningsplads laa imellem denne Landsby og Wailer i en Dalsænkning lige bag ved en Skov. Her tilbragte vi 6 Måneder. Hver Dag bragte os noget nyt af Oplevelser. Vi fik nye Officerer, vore gamle Infanterister blev afløst af ny Forstærkning fra Køln, Det var ingen glædelig Begivenhed for disse ældre Folk, thi nu skulde de i Skyttegravene og mange græd deres bitre Tårer. En tidlig Morgenstund kørte de bort på vore to Lastbiler, ud i det Uvisse.

Vor nye Opstigningsplads blev nu i Hast forsvarlig indrettet Både med Løbegrave og Understand. Så ved nogen Forsigtighed vilde der fremtidig næppe kunne ske så store Ulykker. Vort Motorkøretøj (Winde) fik en særlig Understand og udgik derfra Kablet først 100 Meter henad Jorden hvor ved Roden af et Træ der var anbragt en Gliderulle til Kablet. Så nu vidste Franskmændene ikke rigtig hvor Betjeningsmandskabet befandt sig henne.

Vi mærkede straks at vor nye Fører havde et praktisk Greb om Tingene. Han havde været i Rusland som Flyver, men var bleven skudt ned derovre og havde derved brækket det ene Ben.

I Løbet af disse 6 Måneder blev vi kun to Gange beskudt af Artilleri og kun en Gang havde vi Besøg af én fransk Flyver. Vort Tab indskrænkede sig dog til nogle let sårede og en Del ramponeret Materiel. Vor Ballon fik nogle Huller af Splinterne af de nedkastede Bomber. Men værre gik det med Flyverne. Fra vor Flyveplads Habsheim blev de forfulgt af en tysk Flyver. Denne rettede sit Maskingeværskyts imod den franske Flyver og ramte de to ombordværende Flyvere i Hovedet, da de foretog en Drejning i Luften. Maskinen slog en Kolbøtte og faldt til Jorden som en Sten ca. 400 Meter fra os.

Vi løb straks derhen, men der var ikke noget at udrette for os. De var begge døde. En halv Time senere kom vor Flyver til Stede i Bil og så på de sørgelige Rester med mørke Miner. ”Denne Gang blev det dem, hvem veed hvem det næste Gang ramme.” Det var alt hvad han sagde.

Knap en Måned senere faldt han selv.

Sørgeligt Nyt hjemmefra.
Den 28. April 1915 fik jeg den sørgelige Efterretning hjemmefra, at min lille Søn Hans var afgået ved Døden, knap 6 Måneder gammel. Kun Gud veed hvorfor han skulde så tidlig og uskyldig bort. (Lader de små Børn komme til mig og formen dem ikke, thi sådanne hører Guds Rige til). Jeg ved knap hvad der gik af mig da jeg modtog Telegrammet. Jeg gik fortvivlet ind i Skoven og græd. Men så fattede jeg den Beslutning at gå til Kaptajnen for at bede om Orlov til Begravelsen den 3. Maj. Men her fik jeg følgende Svar: „Jeg kan give Dem 3 Dage Orlov, fra Divisionen er al Orlov foreløbig spærret. Men hvad vil De hjemme, det kan Deres Hustru selv besørge. Når De falder, kommer der heller ingen at følge Dem.”

Disse Ord bed sig fast i mig og glemmer jeg dem aldrig.

Fra dette Øjeblik var al min Interesse forbi for Krig og Soldaterliv. Jeg gjorde herefter kun hvad den bitre Nødvendighed og de Foresattes direkte Ordrer bød mig. Derfor opnåede jeg heller aldrig at blive forfremmet endskønt jeg var Soldat i samfulde 7 år uden at have så meget som en Times Straf.

Vi Sønderjyder blev fra de andre altid betragtet fra oven, Kammeraterne kaldte os ofte for Vandpolakker fordi vi ikke samstemte med dem om Krigens Udfald.