Tag-arkiv: IR129

12. december 1917 – Mathias Damm: “… lidt til at pudse Kæresten med.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 12 December.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 30 fra d 29. og to Kort fra 5-6. som jeg modtog idag. Jeg boer for Tiden 10 M under Jorden, men har nu vovet mig op hvor solen skinner, for at skrive. Det er slet ikke værre her end i Rusland, blot lidt mere bumseri.

Jeg fik ogsaa en Pakke med Julekager “Afsender Pastorat Beftof’ men det var vist en Konfirmand der havde skreven den indlagte Hilsen. Nu er jeg nok nødt til at skrive, da der tilmed laa et Kort ved.

Kan i ikke sende mig lidt til at pudse Kæresten [hans gevær/red.] med. Af det fine helst, og send en Lap i et Brev straks. Naar jeg kommer op i Verden igjen, skriver jeg bedre og mere foreløbig agerer jeg Muldvarp, men det er slet ikke daarlig.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

2. december 1917 – Mathias Damm: “Franskmanden spiller op til Dans hver Aften”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 2 Dec 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 28 og et Brev fra den 26 som jeg modtog igaar. Ser at i have faaet Pakken med Jærnkorset. Det sendte jeg med en, der reiste paa Orlov. Det er her meget koldt og Storm idag. Og vor Barakker er utædt, saa det er lidt koldt, thi vi have jo heller ikke saa meget at fyre med som i Rusland. Pakken jeg skrev om har nok været fra Klautoft. Saa det behøver ingen at bryde Hovedet med mere. Naar Du har det, kære Moder, maa Du nok sende mig en Pakke uden No. engang imellem. Thi nu er det lidt knap især da det er koldt og man er den hele Dag i Bevægelse. Og saa tidt det er lidt tørret regner det, saa man ælter rundt i Kridt og Kalk, saa det er en Lyst. Jeg kan foreløbig ikke forstaa hvordan Champagnevinen har faaet sit Navn, thi den er sikkerlig ikke af Kridt og Kalk.

At jeg er bleven tykhovedet, er ikke saa, saadanne moderne Udtryk har jeg ikke hørt i Rusland og ialfald ikke paa Dansk.

Jeg er idag bleven mønstret, eller rettere mine Pjalter, om de vare værdige til at ombyttes mod ny. Nutildags bliver man forestillet for den ene Beklædningskommission efter den anden, inden man kan faa en ny Klædning. Jeg har endnu den samme som i Sommer og Trøien har jeg snart 1 Vi Aar. Haaber nu snart at faa nye. Det gøres ogsaa nødig. Det ere koldt med saadanne opslidte Pjalter og lappe kan man hver Dag.

Franskmanden spiller op til Dans hver Aften omkring KJ 5. Det varer saa en ‘A – Vi Time, saa er det atter rolig, vore gør naturligvis ligesaa, og saa hører det sig bagfra ud, som om det var meget værre. Vi ere jo et godt Stykke bagved Fronten. Vi øve, nogle med M.G. jeg ved min gamle Trop og s.v. hele Kompagniet er snart afkommanderet. Jeg faar minsandten kolde Fingre herved. Saa jeg maa hellere holde op. Derfor mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

13. november 1917 – Mathias Damm: “Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

den 13 Nov 17.

Kære Moder!
Blot en Hilsen. Jeg er nu allerede to Dage her, men Kompagniet er endnu ikke kommen. Det er her omtrent det samme Billede som i Kurland, forsømte Marker lige som der. Det er ogsaa temmelig rolig og ikke at mærke, at det her har været et saa brændende Punkt for 5-6 Maaneder siden. Det har i Nat trosset meget stærkt saa jeg maatte op og til at fyre. Vore Hytter ere af Pap, saa Væggene ere ikke tykke. Vi havde histovre ikke saa daarlige Hytter til V.C. De ville jo gøre store Øine, naar de ser disse Kvarterer. De kommer vistnok idag, kanske jeg saa ogsaa faar Postsager. Jeg er ved at koge Bønner til Middag. Men det bliver nok vanskelig, at jeg faar dem færdig til sædvanlig Middagstid, men nu Dagen er jo ogsaa 1½ Time bag Dagen i Rusland, og saa kunne vi jo spise Kl 1½ istedetfor. Jeg vil nu straks se om jeg kan faa det afsted. Derfor lev vel og paa Gjensyn eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

26. oktober 1917 – Mathias Damm: “blot Gryden paa Hovedet …”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Fredag den 26 Okt. 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra d 19 og Pakken med Saksen, som jeg har modtaget. Den er netop som jeg ønskede den. Ser af Kortet, at i har faaet Kasserne med Sæben, naar jeg den Dag havde været saa klog, som nu, havde jeg slæbt mere med. Jeg havde en Kiste med ca 100 Pund i, men tog kun et Stykke, som jeg lige kunde stoppe i den ene Trøilomme, og deraf har i faaet den største Part. Jeg havde jo ingen Tornyster eller lige, hvor jeg kunde stoppe det i, En Lomme var jeg nødt til at bruge til Patroner, da vi gik i Kamp ligesaa let udrustet som til Dans, blot Gryden paa Hovedet, Remmen med Dolk og Sidegevær om Livet og Karabiner. Men hvad, Hovedsagen er at jeg er rask og om i ogsaa nok havde kunnet bruge det. I har jo klaret jer saa længe og maa ogsaa herefter skønt jeg troer nok, det er rigtig god Sæbe. Det er i alfald ikke Cement.

Ser ogsaa af Kortet, at Roerne ere nogenlunde. Det er da glædeligt, saa har i da noget godt at fodre med. Vi har ogsaa Roer her. I sidste Uge fik vi tre Dage som Drøelse i Maden. Det smagte godt og Maden var desto tykkere. Nu i Efteraaret, saalænge de ere friske ere de slet ikke at foragte. Mangen en var glad, naar de blot havde nogle, og de ere jo gode nok.

Jeg har i den sidste Tid havt nok at bestille med til alle og enhver at besvare det Spørgsmaal, om jeg vilde gøre ligesom Hr. N. Høeg, og tage mig en tysk Pige med hjem, eller en polsk, eller slet ingen. De alt for nysgerrige har faaet den Besked, at jeg vilde tage mig en af dem, der averterede om en Mand i Berliner Tageblatt, thi den Maade, at blive Gift paa er moderne, og saa kunde Nis prøve om han kan stikke dem. Jeg fik Brev fra Rasmus forleden, han mente at for os passede en Pige bedst som kan lappe Bukser og stoppe Strømper og koge Grød, Kaal og Ærter paa Flæsk. Jeg troer ogsaa nok han har ret.

Det er idag lidt Svineri og regner imellem Vi har gjort vort Arbeide i Formiddag og kan saa lægge os paa den lade side. De andre snorker. Natten er jo ogsaa meget kort, fra 4 Eftm – 6 Morgen er der ingen Mennesker der faar fornuftig udsovet, bedre naar man har fra 12 Middag til næste Morgen 6, med en halv Times afbrydelse til at spise i. I skulle nu ikke sørge for mig af den Grund, jeg holder det nok ud, Briksen er blot lidt haard, men det gaar nok. Mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. oktober 1917 – Mathias Damm: “Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 18. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Brevet fra d 12 og Søsters Kort fra den 11. Jeg har det stadig godt, blot Tandpine som sædvanlig. Jeg gad nok vide hvorfor jeg den 4 har skreven i stor Hast, kanske har vi lige skullet afsted efter Middag, eller jeg har- havt Tandpine og skidt Humør. Thi de to Ting følges gjæme ad.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig. Dertil er jeg da for længe Soldat, at jeg af Overmod for at vise mig skal skyde en ned, som jeg saa en gøre. Det Bæst havde nær gjort mig ulykkelig med. Jeg kunde blot smøre Haser om Hjørnet, saalænge Haandgranaten var kreperet. Du kan slet ikke sætte Dig ind i saadanne Forhold, om jeg ogsaa vilde forklare Dig det. For det først skal man tænke paa sig selv og for det andet paa Kameraterne. Det nytter kun lidt at jeg bjærger mig og de faar “Dunst”.

Naar vi med de par Mand Stosstrup (500) skal jage 30-35.000 Mand i Flugt og bringe dem i Forvirring, kan det ikke gaa skaansomt til og jo mere de taber Besindelsen, desto lettere har de andre at tage dem til Fange og følge med. Og at det gik godt ses deraf at vi paa den lille Plet tog over 4000 Fanger, mens de ved Riga kun tog 5500. Vi hentede dem alle ud af deres Unterstande og at det ikke altid kan klares med Ord, er en Selvfølge. Dog har, jeg saavidt muligt blot skræmmet dem.

Enhver Befaling maa man ogsaa udføre. Naar de løber bort, maa man ogsaa skyde. Ellers kommer de atter i Tanker om at værge sig, og hvordan gjorde de i Galizien? Og paa Teufelsberg ligesaa, blot de saa en Hjelm gik det løs, og vi lod dem løbe blot de ikke kom os for nær. Jeg gad nok vide hvordan Du mener det med den ekstra Dag til at slaas? Det gaar over min Forstand.

Jeg har vel atter skreven Din adresse paa et Kort til Anna B. Det maa vel komme af at det er til Gøtterup begge. Jeg har idag atter været henne at felde Træer og da jeg har Dagværket gjort, har jeg fri i Eftermiddag. Her lever man forresten ikke daarlig, naar man blot havde havt den gode Forpleining fra forrige Maaned. Vi faar jo nu kun 600 Gr. Brød igjen imod i 750 i Sept og 500 i Sommer.

Jeg takker ogsaa mange Gang for Pakke 19, det havde jeg nær glemt. Den var god og velbeholden. Hvad var der i 14. Da Du havde ekstra Brugsanvisning ilagt? Du kan hilse Cathrine at det skidt Billede var ikke værd at takke saa mange Gange for. Men naar jeg engang faar nogle bedre faar hun et andet, og de andre to Hr. Forvalteren og Røgteren ogsaa. Jeg har ogsaa sendt Ret af de første (af de andre ogsaa) han mente det var en fra 1870 eller fra sidste Krigslaan (Blecht uns siegen), der formanede til Fred. Jeg vil nu have skreven til Anna, jeg skal saa passe paa ikke at forveksle adresserne. Saa driller hun mig endnu mere. Godt at jeg ikke er i Nærheden. Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. oktober 1917 – Mathias Damm: “Da fik Panja alle de Klø”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 16. Okt. 1917.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Kort, Jeg har det stadig godt. At Du troer, det er slemt her, kan jeg nok forstaa. Det var kun en Dag (d 21). Da fik Panje [russerne, red.] alle de Klø der var ham tiltænkt. Han er nu paa den anden Side Floden og har i de sidste Dage atter faaet et par Sping-bum Kanoner. Vi tog jo 70 fra ham, den Dag. Stosstrup har jo ogsaa faaet en Del Jæmkors derfor, men jeg maa jo ikke have et fortjent. Kanske man skal blive 4 Ugers Rekrut en Gang til, inden man faar det. Naa, Hovedsagen at jeg er rask.
Mange Hilsner Din Søn.

den 16. Okt. 17.
Kære Moder!
Mange Tak for et Kort fra den 9. Jeg har det stadig godt, og er sund og rask. Jeg har blot et tyk Øie, af at jeg slog mig selv i Hovedet med en Gren, da jeg fældede Træer idag. Men det gaar nok over, jeg kan blot ikke se, da det er det høire og med det venstre har jeg aldrig kunnet se rigtig. Jeg havde ogsaa Kort fra Fader forleden. Han skrev det var koldt paa Vagt. Hvad jeg gærne vil tro. Nu mange Hilsner til eder alle og Naboer og Bekjendte fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

11. oktober 1917 – Mathias Damm: “Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 11 Okt 17.

Kære Moder!
Mange Tak for et Brev fra d 4 og Pakke 17 som jeg har modtaget. Jeg har været ved Tandlægen og faaet en Tand udtrukket. Derfor har jeg ikke faaet skreven i et par Dage. Den havde kvælet mig i 14 Dage nu. Saa jeg havde rigtig Nenne til den. Det er ellers en lang Vei nu, slank væk 6 Timer, og det er vist sjælden nogen gaar saa rask som jeg. Jeg har jo nu ogsaa faaet de gamle Stillinger at se ved samme Ledighed, hvad jeg ønskede mig. Men hvordan det ser ud, vil jeg ikke skildre jer.

Jeg fandt ogsaa en Kamerats (fra 3 Comp) Grav, han var indtil Dato “vermisst”. Og saa er hans Grav endda ved Siden af Veien. Hvem der har begravet ham er jo ikke godt at vide, men nogle Fæhoveder maa det da være. Det kunde aldrig falde mig ind at begrave en, uden at gøre Melding derom.

Jeg har læst det om Aargangen 69-70. Det maa komme alle tilgode, naar det bliver gjennemført. Af de to Aargange er der ingen mere i Fronten. Men det er jo endnu et Spørgsmaal, om det bliver til noget. Det om Understøttelserne er vel mere sandsynlig, og kommer naturligvis for alle. Det er jo ogsaa i Gange at vi skulle faa mere Lønning. Saa faar jeg jo 40 Prosent = 2,12 M. mere. Fader og R foreløbig 20 Prosent eller 1,06 M mere. Det er ogsaa fornuftig nok. Hvorfor skal de 14 Dages Rekrutter have ligesaa meget som dem der er tre Aar i Krigen. Og naar det saadan bliver inddelt, har Krigsgefreiteren og Krigsunderoffisererne ikke saa megen Fordel frem for os. Det har ogsaa ærgret saa mange gammel Kriger, naar de 4 Ugers Soldater er bleven befordret og faar mere Lønning. Thi det er blot Lønningen, der trækker.

Det er nu snart Kaffetid. Jeg vil derfor slutte med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

7. oktober 1917 – Mathias Damm: “Forleden gav det Jærnkors”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 7. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Kort fra den 29 og Brev fra den 1. som jeg har modtaget i de sidste Dage. Jeg har nok ikke faaet skreven, men det er ikke alt Dovenskab. Man skal helst sidde ude dertil og det har været Regn og Rusk, og det er jo godt til at lave Tandpine værre. Jeg har meldt mig syg dermed for over otte Dage siden og venter den Dag idag paa Besked om at komme til Tandlæge. Naar jeg havde an god Knibetang, rev jeg den selv ud af lutter Raseri sommetider. Naa, haaber at jeg snart kan faa Bæstet ud.

Idag har vi fri for Arbeidet. Det lader til at blive flint Veir, saa for den Ting kunde man godt gøre en lille Udflugt hjem til Nordslesvig. Panje er jo skikkelig, for den Ting gik det nok. Sine Baade har vi skudt itu og dermed paa det høfligste antydet ham, at vi ikke bryder os om hans Besøg. Vi har det ellers rolig og godt her. Vi kunne arbeide paa Stillingen om Dagen og sove om Natten, paa Feltvagt har vi ikke været endnu, kanske det kommer snart. Jeg fælder Træer til Unterstande om Dage. Forresten et redelig Arbeide, det er blot lidt vaadt, hvor vi fælder, men mine Panjestøvler ere vandtætte. Hvad for mig er meget værd.

I Pakken jeg sendte forleden er der et par Stykker Sæbe, som jeg har erobret. I kunne saa vaske russisk. Naar jeg havde den gode Hr. her som har regnet ud, at i har saa meget Havre, vilde jeg i Lære hos ham, kanske han saa kunde lære mig at regne ud at jeg var Millionær og ikke behøvede at spille Soldat længere. Det kunde være rart nok. Hr. N. Høeg har endnu slet intet ladet høre fra sig og for min Skyld gjærne, men han maa da ikke tro, at jeg saa skulde finde paa at gratulere.

Forleden gav det Jærnkors for Rummelen sidst. Stosstrup (18 Mand) fik 4. Den ene, som fik det er saaret og i Lasareth. W. Engelage, som skrev til mig, da jeg var paa Orlov fik det ogsaa, han er ogsaa Soldat i over 4 Aar og saaret ligesaa tidt. Saa det var ikke for tidlig. Der skal nok komme flere, for mig gærne. Om de ogsaa faar allesammen, naar jeg blot kommer sund og rask derfra er jeg tilfreds. Jeg er for længe Soldat til, at ville være noget ved Prøisserne. Den Ærgærrighed er fløiten. Naar jeg først er sund og rask i Civiltrøien igjen, kan det nok være omtrent ens om jeg har været Musketier eller Gefreiter eller havt Jærnkors. Nu vil jeg slutte for idag, med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)