Tag-arkiv: ubåde

Aviser

11. september 1918 – Ribe Stiftstidende: Max Valentiner

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En slesvigsk præstesøn som ubaads-fører

Fornylig offentliggjorde det britiske admiralitet en liste over 150 sænkede ubaade med samt navnene paa de enkelte chefer, der dels var blevet dræbte, dels taget tilfange. Blandt disse er Lusitanias banemand, føreren af U20 og senere af U88 kaptajnløjtnant Schwieger, og den officer, der sænkede Arabic.

Samtidig meddeler admiralitetet , at navnene paa de officerer, der har vist en særlig barbarisk optræden, opnoteres og at der gøres alt for at bringe vedkommende officerers bane til en afslutning.

Blandt disse hædersmænd nævnes i første linie korvetkaptajn Max Valentiner som ansvarlig for flere barbariske sænkninger, bl. a. af norsk damper Magda, spansk damper Pena Cartielo, italiensk damper Ancona og engelsk damper Persia. Korvetkaptajn Max Valentiner er, som det lejlighedsvis tidligere er omtalt, slesviger. Han er søn af den fanatiske hjemmetysker provst Valentiner i Sønderborg.

Af kejseren har han faaet tildelt ordenen Pour Le Merite, fordi han har sænket over 100 fjendtlige og neutrale koffardiskibe. I hans fødeby, den gamle danske stad Sønderborg, har den tyske bestyrelse udnævnt ham til æresborger.

Søkrig

18. marts 1918 – Max Valentiner: “Jeg fik en røffel”

Skriv en kommentar

Den 18. marts opbragte U-157 under kommando af Max Valentiner den spanske damper Infanta Isabel de Borbon.

Vi er nord for Madeira. Da ser vi i horisonten en kæmpe damper sejle af sted. Afstanden er 16.000 meter. Altså indenfor rækkevidde af vores ”Femtner” [15 cm kanon/Red.]. Jeg lader et advarselsskud afgive. Betragter damperen i kikkerten. Hvad var det: ikke noget sprøjt fra nedslaget – så var damperen blevet ramt …

Det var mig mere end pinligt. Og det blev endnu pinligere: Damperen stoppede straks. Da jeg kom nærmere, så jeg et spansk flag! Men jeg så også, at det røg ved damperens hæk … den syntes at brænde … Jeg skældte min artilleriofficer grundigt ud. Jeg lod den stærkeste kikkert hente, og forsatte med at observere. Og jeg blev straks beroliget: Den brændte ikke, damperen, den lukkede bare damp ud.

Over radioen krævede jeg, at damperen bragte mig sine papirer. Den satte straks en stor robåd i vandet, som sejlede mod os. Da båden kom nærmere, kunne jeg læse: ”Infanta Isabella de Bourbonne”. Jeg kunne se også mandskabet. Det var fantastisk klædte kavalerer. Damperens førsteofficer førte båden. Han præsenterede sig, og hilste mig på det høfligste. Isabella var på vej til Spanien, havde ingen kontrabande ombord, men mange passagerer.

Da englænderne undersøgte alle neutrale dampere og tilbageholdt enhver blot den mindste smule mistænkelige passager, ville jeg lade passene undersøge: Jeg befalede min løjtnant Kosbaldt, der talte perfekt spansk og var fortrolig med spanske manérer, at gå ombord med Ölrichs og lægen. Jeg bad dem klæde sig så pænt på som muligt.

Imellemtiden havde den spanske officer beroliget mig: Mit skud havde ikke ramt … var blot til passagernes uro hvæsset over skibet …

U-157 fotograferet fra damperen Infanta Isabel de Borbon 18. marts 1918 (Illustrated London News, 27. april 1918 fra www.illustratedfirstworldwar.com via “World War I in Latin America“)

Hele rælingen var fuld af bekymrede mennesker, da båden med mine officerer nåede frem: Sådan så de tyske ”sørøvere” altså ud … og hvad ville de nu gøre … slå alle ihjel? …

Kaptajnen, om hvem lægen senere sagde, at han var en omvandrende whiskey-flaske, hilste mine officerer meget høfligt og foreslog: ”Vi er netop i gang med at spise, har de herre ikke lyst til at deltage?” Ölrich modtog som ”ældste” invitationen. Salonen var fuld af nysgerrighed, frygt – glæde endda – over denne sensation. Det blev i hvert fald ikke spist meget … Pludselig rejste Kosbadt sig. Han var en fremragende taler, og holdt en spansk tale om krig og ubåde og Isabella og damerne, som han tilslut i ridderlige vendinger udråbte et leve for …

Damerne lo, glædede sig, kastede blikke til den smukke officer, men det blev snart alvor: Ved undersøgelsen af passene fremgik det, at der ombord befandt sig en militærkommission fra Uruguay bestående af en general og flere officerer … Uruguay havde dengang afbrudt sine forbindelser med Tyskland …

Hvor er kommissionen på vej hen? Paris, svaredes der … Ölrichs fandt sagen vigtig nok til at kontakte mig over radioen – jeg gav ham ordre til at bringe generalen med tilbage til ubåden. ”Jeg inviterer Deres Excellence til at rejse med mig til Tyskland som første klasses passager …”
Excellencen, en gammel, hvidhåret herre, var forfærdet … han ville forhandle direkte med mig … der måtte kunne findes en udvej … Og han steg i en båd og kom over til mig. Officererne mønstrede nysgerrigt den kæmpe ubåd, den første tyske ubåd de nogensinde havde set.

Jeg modtog officererne og bad dem følge mig til messen. Der ventede en lille morgenmad på dem. Generalen syntes i nogen grad beroliget. Han forklarede vidt og bredt, at han ikke kunne sejle med. ”Jeg er en gammel mand, se på mig, Hr. Kaptajn, jeg vil ikke kunne holde til en besværlig rejse i en ubåd.”

”Giv mig Deres æresord på ikke at rejse til Paris!”

Generalen så overrasket op: ”Vær så god” og rakte mig hånden.

Officererne, helt igennem nydelige, velplejede mennesker, der gjorde det bedste indtryk, slugte hver detalje i ubåden med øjnene. ”Hvem der blot kunne sejle med dem … jeg mener som deres officer!” udbrød en af dem. Excellencen smilede: Den gamle soldat synes at have det på samme måde … Vi tog afsked med et lev vel, rystede hinandens hænder, generalen takkede gentagende for min venlighed.

Da mine folk kom tilbage, medbragte de en stor kurv med fransk champagne til mig. Derved et par hjertelig ord fra generalen.

Var Isabella en behagelig afveksling i vores ”oliefedtede” liv, så var det tyske udenrigsministerium ikke så begejstret for dette mellemspil. Jeg fik en røffel, fordi jeg angiveligt havde skadet forholdet til Uruguay … generalen blev nemlig løst fra sit æresord og rejste alligevel til Paris … De franske aviser skrev spaltevis, at jeg havde været fuld og havde givet kommissionen ørefigner …

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 261-4)

Søkrig

1. marts 1918 – Max Valentiner: Sænkningen af D/S Norefos

Skriv en kommentar

Den 11. januar 1918 kaprede U-157 under kommando af Max Valentiner den norske damper  “D/S Norefos” (1.788 BRT), og den var siden da blevet brugt som slæbebåd og forsyningsskib. Men den 1. marts kunne Valentiner ikke længere bruge damperen, han beretter i sine erindringer:

Den næste morgen nåede nordmanden frem. Hans kul havde for længst taget en ende. Man havde fyret med jordnødder. Som tak for de tjenester, han havde ydet, sænkede jeg ham, for han havde endnu alt kontrabanden i sin bug. Det som jeg havde brugt, var kun en lille bitte del af hans ladning.

Nordmandens kaptajn var stadig ved godt mod, han havde en smuk motorbåd og tog sine redningsbåde på slæb. Han skulle kun sejle få mil til Dakar. Han tog i øvrigt afsked med os med tungt hjerte, han ville helst være gået ombord i vores ubåd. “Kan De ikke bruge mig på deres båd” sagde han spøgefuldt. Men der var næsten en klang af misundelse i hans stemme … Han bad nu blot om senere at sende ham et fotografi af hans damper med radiotakkelage.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 259-60)

Søkrig

26. februar 1918 – Max Valentiner: Et lazaretskib

Skriv en kommentar

I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter kommandanten på U-157, Max Valentiner, om et mødud for Afrikas kyst i slutningen af februar.

Pludselig dukkede en lazaretdamper op …

Havde Ölrichs [der havde kommandoen på en kampret norske damper/red.] denne gang maskeret sig som lazaretdamper? Men hvor havde han fået alle de mange elektriske pærer fra,  der hørte til denne maskering og som omkransede skibet? Da den klare lysstribe kom nærmere, blev jeg dog mistroisk og dykkede. Månen skinnede klart, gennem periskopet kunne tydeligt se alt …

Det var ikke Ölrichs, det var en fjende! Et mægtigt skib på henved 20.000 tons, med to master og to skorstene. Det passerede mig i afstand af blot 500 meter, jeg havde nemt kunne jage en torpedo i livet på den! Og havde stor lyst til det, ville i det mindste stoppe og undersøge ham, for jeg kunne ikke rigtig forstå fra hvilken krigsskueplads, der kom så mange sårede til at fylde hele damperen. Fra Østafrika? hvor på tysk side kun kæmpede omkring 300 hvide og nogle tusinde negere? Lettow [den tyske øverstkommanderende i Østafrika/red.] kunne umuligt have tilføjet englænderne så store tab?

Alene af hensyn til min nordmand, der kunne dukke op hvert øjeblik det skulle være, undlod jeg en undersøgelse, selvom det også var meget tvivlsomt, om lazaretdamperen ville have reageret på et advarselsskud. Formodentlig ville han være stukket af, have kaldt efter hjælp over radioen, og der ville være kommet en rodet affære ud af det. I sidste ende havde man formodentlig også beklaget sig over, at jeg havde beskudt et lazaretskib!

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 258-9)

Søkrig

20. februar 1918 – Max Valentiner opbringer græsk damper

Skriv en kommentar

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst, hvor han en mørk nat tabte en konvoj af syne.

Men jeg forfulgte konvojen med al kraft for at angribe den, når det blev lyst. Da den afrikanske sol den næste morgen stod strålende op, kunne jeg da også se en røgsøjle foran mig. Men det gik snart op for mig, at konvojen var forsvundet, og at denne damper enten ikke tilhørte den eller også var blevet tilbage.

Det var kun en kort skudveksling: damperens nedslag lå langt væk, på månen, som sømanden siger. Damperen var en stor græker [Kithira/red], der havde en last på ca. 6.000 tons i palmeolie i fade. Grækerens kaptajn førte det stolte navn Themistokles. Mens hele besætningen ventede i to redningsbåde ved siden af vores ubådskrydser, undersøgte vi damperen.

Den gjorde et ret snavset, trist indtryk. Men det som interesserede mig, var dens ladning af olie. Jeg besluttede mig for, hvis vores maskiner kunne arbejde med olieen, at fylde mine oliedepoter op og tage damperen med som reserve. Jeg kunne da føre krig, så længe jeg havde lyst, kunne overraskende dukke op ved Kapstaden og i Daressalam, kunne understøtte Lettow, eventuelt senere anløbe de indiske havne og på den måde føre en krydserkrig, der ville fylde verden med forundring og rædsel.

Jeg spandt videre på mine planer: Skulle min artilleriammunition blive brugt op, så kunne jeg montere den erobrede dampers kanoner. Torpedoer havde jeg nok af, hovedsagen var brændstof, og den gav grækeren mig i rigt mål.

Jeg tog straks to fad fra damperens dækslast ombord og lod dem fylde i dieseltanken. Vi var netop i gang med at oplade vores batterier. En af de to dieselmotorer var i gang, jeg kunne foretage prøven. Sandelig, palmeolien lod til at smage motoren godt, den fortsatte roligt. Ingeniøren spurgte, om jeg havde noget imod at starte den anden dieselmotor og lade den køre på olien.

Jeg var naturligvis begejstret og glædede mig, da snart derefter begge maskiner løb fantastisk. Vi overvejede nu, hvordan vi bedst og mest praktisk kunne fylde den megen olie i vores tanke og udkastede en “slagplan” for den nærmeste fremtid. Det var vigtigt for mig, at den norske besætning på min norske damper intet fik at vide om grækeren. Jeg ville holde grækeren langt væk fra al trafik og fra tid til anden hente ham til mig for at fylde olie på, han skulle være mit flydende depot.

Min “slagplan” var netop klar, da jeg blev revet ud af mine drømme: Maskinerne stod stille! Anende det værste styrtede jeg ned i maskinrummet … Så min ingeniørs bekymrede ansigt og forstod alt: Dieselmotorerne brød sig ikke om palmeolie … Det var ikke det værste. Dieselmotorerne var så forstoppede, at vi måtte skille dem ad… “Hvor lang tid vil det tage” spurgte jeg ingeniøren. Han mente, det ville tage ti timer … Han tog fejl: Det tog 36 timer!!! […]

Vi behøvede i øvrigt ikke at sænke den græske damper, den sank af sig selv: Den var nemlig læk, og kaptajnen havde kun holdt damperen gående ved at hele tiden at lade pumperne arbejde.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 254-6)

Søkrig

19. februar 1918 – Max Valentiner: En konvoj i sigte

Skriv en kommentar

Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst.

I dagevis ikke en røgsky i sigte, havet var som uddødt. Vi passerede de Kap verdiske Øer og så i det fjerne Porto Grande. Heller ikke her var der noget liv. Vi blev slæbt videre [af en kapret norsk damper/red.] med kurs mod Sierra Leone. Kort før havnen gav jeg nordmanden ordre til at begive sig til i et område uden trafik og uden fare. Selv lagde jeg mig på lur syd for Sierra Leone i synsvidde af den afrikanske kyst for at opfange de dampere, der sejlede mellem Kapstaden og Sierra Leone.

Desværre var luften på grund af den store hede og den almindelige fugtighed så diset, at vi ikke havde noget udsyn og intet fik i sigte. Til sidst lagde jeg mig direkte foran Sierra Leones havn. Men det kom der intet ud af, der var ingen trafik at se. 

Jeg tror klokken var elleve om aftenen, jeg stod med mine officerer på dækket. Det var en bælgmørk nat, en af dem, hvor man angiveligt ikke kan se sin en hånd for sig … Men med et løste silhouetter sig fra mørket … Skibe! En Konvoj. Vi lå midt i den … måtte gå 30 meter frem, tilbage, måtte manøvrere for ikke at blive påsejlet.

Jeg stirrede ud i natten: På 800 meters afstand passerede to hjælpekrydsere – – langsomt gled deres  silhouetter forbi os. Mine folk var allerede klar ved 15cm-kanonerne … Ikke et menneske sagde et ord, men jeg vidste, at folkene brændte efter at skyde … langsomt sejlede hjælpekrydserne forbi, mens jeg overvejede …

De ville gengælde beskydningen … på 50 henholdsvis 150 meter. Selv i denne bælgmørke nat kunne hvert skud være en træffer … vi måtte være fornuftige.  En torpedo ville jeg gerne risikere. Men før jeg var færdig, havde natten opslugt konvojen.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 253-4)

Søkrig

17. februar 1918 – Max Valentiner: “… også svinene forsvarede skibet”

1 kommentar

Den 17. februar 1918 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ud for Afrika den portugisiske sejlskib, Estrella Da Bissao (129 BRT). I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen af et portugisisk sejlskib som kan være Estrella Da Bissao.

Fra Azorerne sejlede jeg via de Kanariske Øer til den afrikanske kyst. Undervejs sænkede jeg enkelte mindre fartøjer, de første på denne rejse. Jeg husker særlig en sænkning som det var i dag: Om natten i måneskin holdt jeg et stort sejlskib an, en helt ny tremaster under portugisisk flag med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Mine folk lagde til med jollen, og ville klatre op på dækket. Da sprang en kæmpe hund, en slags sanktbernhardshund, larmende imod dem, gøede og bed, og ville ikke lade nogen komme op på dækket. Mine folk forsøgte at slå den ned med årerne, men hunden var for hurtig, veg uden om, ingen kunne ramme den.

Jollen måtte tilbage igen for at hente en pistol. Jeg bad dem skåne den tapre hund, det ville være bedre om de tog den med. Men den lod sig ikke overtale: den måtte “slås ned”.

Sejlskibet havde bomuld og kobber ombord, en værdifuld ladning, som vores besætning, der havde brug for levnedsmidler, dog ikke kunne bruge til noget. Derimod var der to svin ombord, naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han op: også svinene forsvarede skibet til de blev knaldet ned. Og jeg spiste sammen med svinekødet et stykke anerkendelse for det tapre dyr.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 229-30.)

Søkrig

31. januar 1918 – Max Valentiner: Den norske kaptajn

Skriv en kommentar

Max Valentiner kaprede midt i januar i en norsk damper, og brugte den som slæbe og forsyningsskib. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter han nærmere om skibets kaptajn.

Jeg holdt det for det rigtigste og klogeste ikke at lade den norske kaptajn føle sit fangenskab. I stedet betonede vi, at vi var gæster ombord på hans skib og han kaptajnen. Og på den måde kom vi hurtigt overens, og mere end det, vi sluttede venskab med kaptajnen, som langsomt men sikkert tog vores “piratvaner” til sig. Ja, han opførte sig som en tysk officer, angrebslysten brændte i ham …

Da den norske damper ved ækvator måtte vente på mig alene, kom et fransk sejlskib, der var bevæbnet til tænderne. Min kaptajnløjtnant [Ölrichs] foretrak derfor, at lade sin “tschinbum”, som frontsoldaterne kalder de små kanoner, tie.

Franskmanden spurgte over radioen nordmanden om positionen. Ölrichs svarede og sejlede temmelig tæt forbi franskmanden for at kunne se hans dæk. Den norske kaptajn stod ved siden af ham og skummede: “Vær nu ikke så bange … vi har brug for mel … påsejl ganske enkelt svinet og så færdig…”, og han gned sig i hænderne ved tanken om det lille slag.

Men Ölrichs forholdt sig fornuftigt: Franskmanden var et kæmpe skib og nordmanden en gammel skude … nej, nej, så var det bedre at holde sig i ro.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 250-1)

Søkrig

11. januar 1918 – Max Valentiner kaprer norsk skib

Skriv en kommentar

Senest ændret den 18. januar 2018 9:59

Den 11. januar 1918 kaprede U-157 under kommando af Max Valentiner den norske damper  “Norefos” (1.788 BRT).  Damperen var afgået fra Mozambique 1. december 1917 med stykgods til Marseille. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beretter Valentiner:

Kort efter kaprede jeg en nordmand. Den svarede oven i købet helt til det, vi forlangte af en damper.  Han kom fra Madagaskar, vor proppet med levnedsmidler til den franske hær, gav os den fineste kødkonserves og var desuden – hvilket ikke var uvigtigt for Tyskland – ladet med 30 tons gummi fra Mozambique. For slet ikke at tale om vinen, snapsen og delikatesserne. 

Først læssede vi alt gummiet over til mig, så så mange levnedsmidler som muligt, og så tog jeg ham som forspand for mine planer: Jeg ville sejle mod syd, han skulle slæbe mig, så jeg  kunne (tænkte jeg, det skulle vise sig at gå anderledes) spare brændstof…

Inden da havde jeg et rendevouz. Ved øen Ferro ventede et spansk sejlskib med 40 tons wolfram, som jeg skulle have ombord. Desuden skulle jeg samme sted mødes med en tysk ubåd.  I mellem tiden ville nordmanden naturligvis være stukket af. Jeg sendte derfor tyve af mine mænd med kaptajnløjtnant af reserven, Ölrichs, en kendt herre fra handelsflåden, ombord, gav ham en småkalibret kanon så vel som en radiotelegraf med, så jeg kunne opretholde forbindelsen med ham.

Kaptajnløjtnanten modtog desuden en mængde forholdsregler af mig. Han skulle, formanede jeg ham blandt andet, i tilfælde af fare, føre det norske flag ligesom de engelske ubådsfælder.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 244-5)

 

Søkrig

10. januar 1918 – Max Valentiner: Sænkning af dansk damper

Skriv en kommentar

Senest ændret den 18. januar 2018 9:59

Den 10. januar 1918 sænkede U-157 under kommando af Max Valentiner den danske damper  “Hulda Mærsk” (1.566 BRT). Valentiner nævner ikke sænkningen i sine erindringer, men sagen blev behandlet i Sø- og Handelsretten i København og refereret i Berlingske Tidende den 21. marts 1918: Læs videre 10. januar 1918 – Max Valentiner: Sænkning af dansk damper →

Søkrig

7. januar 1918 – Max Valentiner: “Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 8. januar 2018 22:30

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.

Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)

 

Søkrig

26. december 1917 – Max Valentiner: Kabelfiskeri og en sænkning ved Azorerne

Skriv en kommentar

Senest ændret den 18. januar 2018 9:59

Den 26. december 1917 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ved Azorerne det portugisiske sejlskib, Lidia (302 BRT), der var på vej fra New Orleans til Porto. I dagene før sænkningen havde han forsøgt at gennemføre en særlig mission ved Azorerne.

“U-157” skulle her ganske tæt på land forsøge at overskære [telegraf]kablet, der førte til England og Europa i det hele taget. Jeg havde i admiralstaben afvist denne opgave, fordi søbunden ved Azorerne ifølge søkortene synes at være klippegrund. Jeg var overbevist om, at ankeret, som vi skulle finde kablet med, ville hænge fast i klippebunden og blive trukket løs. I admiralstaben troede den toneangivende officer, som denne store såkaldte u-krydser hørte under, at min opfattelse alene skyldtes manglende lyst til opgaven. Vedkommende var en “ny”, kendte hverken mig eller havde været ubådskommandant, og havde kun ringe ide om ubådskrig. Jeg lod derfor tålmodigt hans store ord passere uden at indvende noget, fandt det blot besynderligt, at en denne officer tog  munden så fuld overfor en erfaren kommandant, uden selv at kunne henvise til nogen succeser. Kun hans fire striber, hans højere rang, gav ham så meget mod.

Ved øen Horta, næsten direkte foran havnen, forsøgte jeg om natten i måneskin at løse min opgave, med fuld forståelse for den betydning en sådan forstyrrelse kunne have. Men trods den største forsigtighed gik det nøjagtig, som jeg havde forventet: Kabelankeret satte sig fast i klippebunden og blev trukket løs. Den vedkommende officer tænkte nu sikkert, at jeg havde gjort det med vilje, ellers havde han næppe sendt to andre ubåde til Azorerne med samme opgave. Naturligvis gik det dem begge to nøjagtigt som mig.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 228-9)

Søkrig

22. december 1917 – Max Valentiner: Ubådskrydseren U157

Skriv en kommentar

Ubådskaptajn Max Valentiner fra Sønderborg fik i september 1917 kommandoen over U157, som han og hans nye besætning brugte efteråret på at lære at kende. I sin bog Der Schrecken der Meere beskriver han sin nye ubåd.

“U157” var oprindeligt bestemt til at sejle som handelsubåd og var bygget derefter.  Tyskland forsøgte som bekendt at modvirke Ententens blokade, som USA den gang endnu ikke var en del af, ved at bygge kæmpe ubåde, der opretholdt forbindelsen til Amerika. […] Min ubåd skulle have været døbt U-Bayern og også have sejlet til Amerika. De forenede staters krigserklæring gjorde en ende på de planer, men handelsbåden blev ombygget til en krigsubåd.

Ombygningen vil jeg underkaste en nærmere kritik. Det er rigtigt, at båden var en ren kolos, den havde en størrelse på næsten 2000 tons. Den var overordentlig luksuriøst indrettet, kaptajnen havde en herlig kahyt og ikke sådan et lille hul, som jeg havde beboet på U38, som mandskabet måtte passere igennem, når de ville agterud. Der var en officersmesse “med alt tilbehør”, mandskabet sov menneskeværdigt.

Tysk ubådskrydser, her i en version med en sværere bevæbning end i Valentiners beskrivelse  nemlig ud over to 15 cm også to 8,8 cm kanon (Karosszék tábornok)

Bevæbningen var fantastisk: To 15 cm-kanoner. Med dem kunne man skyde 16.000 meter og næsten tage kampen om med en lille krydser. Torpedorør var der også indbygget. Ammunition medbragte båden i kassevis og den beløb sig til 1.800 granater og tyve torpedoer! Bemanding: 8 officerer, 78 mand. Aktionsradius? 5.000 til 6.000 sømil.

Den var enorm. Så vidt må alle vel medgive mig bådens specifikationer var tillokkende. Ja, ideelle. Desværre var der en hage ved det hele: For at spare på vægten, udstyredes den kun med lette maskiner. To maskiner af hver 400 PS. De kunne – i gunstigt vejr – nå 10 sømil i timen. Er den hastighed allerede beskeden, så var den ved søgang forfra snarere 4 til 6 sømil, i storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen. […]

Ved de første prøvesejladser måtte jeg smile af den iver herrerne fra admiralstaben lagde for dagen. Naturligvis sejlede båden langsommere over vandet  end en almindelig damper, under vandet var kolossen plump, ikke særlig manøvrerbar, og selvindlysende langsommere end over vand. Kanonerne tiltalte mig derimod. De skød præcist ud på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 224-5.)

 

Søkrig

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

Hjemmefronten

15. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Brødet er daarligt”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia.

  1. Fra paalidelig Kilde:
    I Haderslev mærkes Ernæringsvanskelighederne føleligt. I flere Maaneder har man ikke kunnet fa Gryn, og der tildeles hvert Individ kun 200 gr. Kød ugentligt. Brødet er daarligt. Der er i Byen forholdsvis Mangel paa Kartofler.

  2. Gennemgaaende hver Aften siden 11 ds. er der fra Snoghøjvagten medlt, at at 2-3 Ubaade c Kl 8 Em. har passeret Snoghøj for nordgaaende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Søkrig

20. august 1917 – U38: “Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. januar 2018 10:10

Under kommando af Max Valentiner traf U38 den 20. august 1917 en konvoj, og angreb trods motorproblemer. Det lykkedes at sænke den bevæbnede damper “Incemore” (3.060 BRT) med en torpedo. I sin erindringsborg “Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen, og den efterfølgende jagt på ham og hans besætning.

Det er med ubåde ligesom med mennesker, alt for stor aktivitet slider på dem. Også “U38 var slidt, og behøvede snart et grundigt “generaleftersyn”.  Desværre havde jeg udskudt det nødvendige eftersyn for længe, og det var på et hængende hår blevet katastrofalt:

Året 1917 lakkede mod enden, da jeg foretog min sidste operation med ubåden. Jeg sejlede ud gennem Otrantostrædet, hvor jeg […] ikke fandt den ringeste modstand. Jeg så ikke en gang et vagtskib.

Mellem Malta og øen Pantelerion stoppede mine dieselmotorer pludselig. Rørte ikke mere på sig. Udslukkede. Jeg var forfærdet over at måtte ligge på havet som en anskudt and. Gik selv ned i maskinrummet, hvor mine folk svedende var i gang med at udskiftede maskinens beskadigede dele …

Pludselig blev der meldt en konvoj – det var lige hvad der manglede.
“Kan De i det mindste få gang i en maskine?” spurgte jeg
“Jeg vil forsøge …”

Nærmere konvojen: En stor damper med to små og flere motor- og torpedobåde – – det virkede virkelig lovende … “Hvordan går det med maskinen?” spurgte jeg. – “Måske går det …”

Jeg tænkte ikke på at sænke, jeg tænkte kun på at komme helskindet ud af denne forbandede situation. Men da så den ene af maskinerne igen virkede og da konvojen kom lige imod mig, genvandt jeg appetitten. Jeg gjorde et lille tilløb, dykkede og afskød torpedoen …

Jeg havde udvalgt mig den fedeste af mine fjender … torpedoen sad! Jeg dykkede til stor dybde. Så kom der dybvandsbomber. Dybvandsbombernes eksplosioner blev til en langtrukken dundren. Så blev det en smule roligere. Så igen et par dybvandsbomber, som rystede båden …

Stilhed. Intet rør sig mere. Jeg har ingen hast med at dykke ud. Så endelig vil jeg gøre forsøget, stiger op. Når periskopdybde og forskrækkes: Fra retning af Malta kommer en kæde af hurtige motorbåde susende imod mig med bovbølgerne sprøjtende vejret. Så må jeg vel hellere… Et slag der slynger mig mod væggen … en dybvandsbombe. Lige ved siden af tårnet…! Dyk! Vandindtrængen? Jeg venter … der sker intet.

Da jeg var kommet mig over braget, som slog luften ud af mig, og  jeg fik bragt orden i mine tanker, gik vi, stadig lammet af skræk ned på 70 meter … Det var voveligt: Tryskroget begyndte snart at knage under trykket …

Og nu begyndte jeg at overveje: Hvorfra, hvor satan kom den  dybvandsbombe fra? Motorbådene var endnu langt væk, intet fartøj – det var umuligt at tage fejl – intet fartøj var i nærheden …!? Men det var en svær bombe! Jeg var blevet fuldstændig modløs og nedbøjet … Pludselig forstod jeg: En flyver måtte have kastet bomben! Javel, sådan var det. Se flyveren kunne jeg ikke. For jeg kunne ikke se op med periskopet (først senere blev de forbedret, så også det var muligt!).

Trykskroget knagede, det var ingen fornøjelse …

Flyet havde i øvrigt ikke skadet mig i en sådan grad, at jeg for dets skyld dykkede ned på 70 meter. En flyver kan kun se ubåden, når periskopet er oppe. Nej, det var motorbådene, der bekymrede mig. Jeg vidste nemlig, at Ententen i nogen tid havde udrustet sådanne både med lytteapparater – en amerikansk opfindelse. Disse både trækker et eller andet apparat efter sig, som ligger dybt i vandt og som gennem et kabel er i stand til at overføre de svageste lyde.

Som jeg allerede har bemærket: man kan ikke stoppe op under vandet, man må til stadighed bevæge sig og det laver larm! Jeg forsøgte nu at slukke alle de apparater, der lavede larm. Ventilationen, som er nødvendigt for at rense luften, blev slukket: Vi ville hellere indånde kulilte. Gyrokompasset blev slukket. Vi styrede i stedet efter vores mangelfulde magnetkompas. Maskinen løb så langsomt, at man kun lige netop kunne holde ubåden.

Ifølge mine beregninger måtte bådene nu være lige over mig. Det var de: Det første brag drønede, så hele båden rystede. De havde trods alt fundet mig. Brummm, fulgte de næste detonationer, den tredje, fjerde, femte … Forsvarsløs, fuldstændig forsvarsløs famlede vi os gennem vandet …
Nu var detonationerne længere væk … Nye brag drønede helle tiden … Nu var det blevet stille. Jeg talte på fingrene: Hvis jeg ikke fik en bombe i løbet af den næste time, ville jeg dykke ud. I samme øjeblik et nyt brag! Denne gang særlig tæt på … I fire timer blev vi bombarderet, fire timer!

Hvis bare det havde været høj søgang. Jeg vidste nemlig, at lytteapparaterne så ikke fungerede … schssss brummmm, endnu en bombe!

I maskinrummet svedte mine folk. De udskiftede cylinderlåg, som var sprunget, et tungt og hårdt arbejde i den giftige luft. Mine batterier var temmelig flade. Jeg tænkte på “U 3”! Den gang i Den finske Bugt gik det mig på samme måde.

Jeg regnede og regnede igen, og slog fast, at jeg ubetinget måtte dykke ud omkring klokken elleve. 

På trods af al forsigtighed og den store dybde, som “U 38” sejlede i, kunne jeg ikke ryste vagtskibene af. Langt ud på aftenen stadig nye bomber.  Klokken 9 gik månen ned, så ville det i det mindste være mørkt. Det kunne ikke vente længere: Præcist klokken 10 dykkede jeg ud. Stoppede samtidig maskinen. Jeg lod ubåden ligge tungt, så kun dækket og kommandotårnet stak op over vandet. Mandskabet løb til kanonen, vi ville sælge vores liv så dyrt som muligt. Luften var mørk og diset, alligevel opdagede vi forskrækket en båd i umiddelbar nærhed.

“Gud fader”, siger vagtofficeren … “Schh”, siger  jeg, “vi er så tæt på, at man må kunne høre hvert ord!” Wurmbach springer selv til kanonen, tager sigte. Jeg lader det gå videre: “Kun skydning, hvis han skyder eller sejler mod os.” Wurmbach sigter omhyggeligt kanonen. Lydløst bliver låsen lukket. Jeg kan høre mit hjerte, der går som en damphammer. Nu gælder det liv eller død …

Mine øjne var overanstrengte: Jeg så nu kun båden som et svagt silhouet … eller havde den fjernet sig? “Den fjerner sig”, åndede en eller anden. Jeg havde altså ikke taget fejl! Langsomt, uendelig langsomt forsvinder silhouettet i tågen, og er til sidst helt opslugt …

— reddet — endnu en gang reddet … om så blot for et kvarter, en time, en nat — en uge … vi er reddet!

Senere diskuterede vi ofte: havde han set os, briten? Holdt han det for bedst ikke at se os? Lurede han ligesom os og afventede tiden? Tog han os for en englænder, fordi vi lå midt hans linje?

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

Krigens forløb, Søkrig

4. juli 1917. Med U19 på jagt efter handelsskibe

Skriv en kommentar

Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på U19, der stak til søs, da den uindskrænkede ubådskrig var blevet erklæret.

Vi var naaet til Foraaret 1917. Det tyske Admiralitet havde over for England og dets allierede erklæret den uindskrænkede U-baadskrig. Den tyske Hærledelse regnede da med at kunne knuse England ved Hjælp af en stor U-baads Flaade; derfor havde man gennem det sidste Aar paa alle de tyske Værfter haft stor Travlhed. Man byggede nye og bedre U-baade. Slagskibenes Tid var forbi, for de var alt for medtagne og umoderne, og de, der endnu var i Behold, regnede man saadan set ikke mere med. Det var nærmest kun gammelt Jern. Nej, U-baade! Det var noget helt andet.

Værftet blev rømmet for alt dueligt Mandskab. Ogsaa jeg undgik ikke min Skæbne denne Gang.

En af de første Dage i April 1917 meldte jeg mig til Tjeneste om Bord paa U-baaden »U19«.* Baaden var ganske ny, men ikke ret stor. Den laa paa det Tidspunkt i U-baads Basen i den store Krigshavn  Wilhelmshaven.

Baadens Fører, Kaptajnløjtnant Stamer, var en yngre Mand. Han havde det meste af den forløbne Del af Krigen gjort Tjeneste om  Bord paa en af Højsøflaadens Skibe; men en U-baad var nu noget andet end et stort Skib. Dog siger man, at man kan vænne sig til alt.

Dette gælder ogsaa, naar det drejer sig om at være om Bord paa en U-baad.

Jeg havde hurtigt opdaget, at jeg var den eneste Sønderjyde om Bord paa denne Baad. Hvad Kammeratskabet angaar, var alt saare godt. Hvorledes skulde det også være anderledes! Alle var flinke og velvillige, og det gælder ogsaa Baadens Chef, der efter faa Dages Forløb var »dus« med hele Besætningen.

Det begyndte med Øvelser. Vi skulde jo først lære Baaden og hele dens indviklede Mekanisering at kende. Det varede dog ikke saa forfærdelig længe, før vi kunde forlade vor Base.

En skønne Dag stak vi til Søs, for, som det hed, at optage Kampen mod Fjenden, der i dette Tilfælde nærmest gjaldt alle — uanset Nationalitet, selv om Tyskland ikke var i Krig med dem. Det hed i den modtagne Ordre: Alt, hvad der kommer ud for de tyske Kanoner skal sænkes!

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

*) U19 var indgået i Den kejserlige Marine i 1913, og tilhørte fra september 1916 til maj 1917 Østersø-flotillen.

Krigens forløb

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

Ikke kategoriseret

3. februar 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Sult i Fangelejren ved Tinglev”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachtment mod Frcia. [Fredericia]
1. Nervøsitet sydpaa, mange Rygter. Fra meget paalidelig Kilde, sikkert korrekt:
a. 255´ Division fra Magdeburg ligger i Nordslesvig med Stabskvarter paa Højens Hotel i Haderslev.
240´ Division fra Berlin ligger ligeledes i Nordslesvig.
En 3´ Division ventes fra Lockstedtlager.
19´ Inf.Rgt. ligger i Haderslev; i Haderslev og Omegn skal nu være 10-12,000 Md. i Aabenraa – Flensborg – Tønder – Løgumkloster er der fuldt op af Militær.
Detachmentet mener, at der i Øjeblikket i Nordslesvig fra Flensborg og Nordpaa ligger mindst 40-50,000 Md.
b. i Lockstedt Lager dannes 2 nye Divisioner.

2. Fra paalidelig Kilde:
a. til Haderslev ankommen 15 store Lastautos, der benyttes til at afhente Kaalrabi hos Landmændene.
b. I Frørup rekognosceredes forleden af 7 Off. m.H. en Plads til Minenwerfer. Der skal foretages Gravearbejder.
c. 500 Murere (43-45 Aar) er udtagne til Arbejde paa en Ammunitionsfabrik i Köln.
d. 30,000 russiske Krigsfanger beskæftiges paa en Ammunitionsfabrik i Spandau.
e. En Feldwebel i Braunsbüttel meddeler, at den tyske Flaade ligger klar ved Helgoland, og at alle U-baade har faaet ordre til at vende hjem snarest.

3. Ernæringsforholdene.
i Haderselv ingen Kartofler.
i Christiansfeld har Soldaterne ikke faaet Kartofler i 1 Maaned.
i Barakken ved Frørup ingen Kartofler.
Sult i Fangelejren ved Tinglev.
i Flensborg ikke Brød i 3-4 Dage.

4. i Magdeburg 100,000 Tdr. [tønder] Kartofler og 15,000 Kasser Sild fordærvede.

Okdoens [Overkommandoens] Efteretningssektion. (tilintetgøres.)
1. Desertør (Sønderjyde) meddeler:
Der udtages 25 Md pr Komp. for at danne Kærnen i nye Afd. Der taltes om, at der yderligere skulde udtages 40 Md. af hvert Rgt.
Alle Folk med Orlov er hjemkaldt til øjeblikkeligt Møde.
Der skal i Omegnen af Haderslev i de sidste Dage være 50-70000 Md. Man venter ved Toftlund, at der har skal sammendrages et Armekorps.
Officerer og Uoff. har faaet udleveret Generalstabskort over Nørrejylland, og man taler om en Udnyttelse af Frederikshavn og Skagen Havne som U-baadsstationer.

2. Melding fra X 1/2 1917
Langs den sønderjyske Grænse ligger nu koncentreret c 40,000 Md, og Styrken forøges stadig. I de sidste Uger er der udleveret Generalstabskort over Jylland til Officerer og Uoff.

3. Melding fra Sønderjylland 31/1 17.
Gnisttelegrafistationer ligger saaledes:
a. Lige Syd for Rangstrup og V. for Vejen Rangstrup-Hellevad
b. S.V. For Over Jerstal, Syd for Banen Over Jersdal-Neder Jersdal, omtrent midtvejs mellem de 2 Byer.
c. Paa Gasse Høje
d. Ved Ballum

Andre Meldinger
Flammekastere i Skyttegravene er opstillet med 10-20 m. Afstand.
Mandskabet har ofte andre Numre paa Skuldrene end Regimentsnummert. Rgt. 240 har saaleds 6 paa Skulderen.
f.T. store Omflytninger af Tropper fra V. til Ø. og omvendt. Orlov for Vestfronten standset i 4 Uger.
For hvert Rgt. paa Vestfronten er der nu 3 Maskingeværkomp.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Aviser

12. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: ny æresborger i Sønderborg by

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Udnævnt til æresborger

Kaptajnløjtnant Valentiner, der fornylig paa grund af sine store fortjenester til søs blev hædret med ordenen Pour Le Merite, er af byraadet i Sønderborg bleven udnævnt til æresborger i Sønderborg by.

Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)
Max Valentiner (Foto: Erik Hansen)

Skoleungdommen og ukrudtet

Det tyske Landbrugsraad har hos kultusministrene og landbrugsministrene i Prøjsen og alle forbundstater anmodet om, at hele skoleungdommen, piger saa vel som drenge, især paa landet maa faa lov til at hjælpe til med ukrudtets ødelæggelse, eftersom kornudbyttet aar efter aar under krigen er blevet mindre som følge af ukrudtet.

Efterlyste

I regeringens Amtsblatt for den 6. januar 1917 efterlyses følgende personer, der er beskyldte for at være deserterede eller at have forladt deres afdeling uden tilladelse: forstærkningsreservist Jørgen Beck, f. 10. maj 1885 i Vonsbæk; pioner Christian Sørensen, f. 2 marts 1888 i Daler, sidst tjenestekarl i Østerby; ikke-uddannet landstormspligtig Lorens Christian Hansen, f. 22. juni 1897 i Gabøl, sidst i Rangstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Fredrik Slothus, f. 22. april 1898 i Hjerting, sidst i Møgelmose; ikke-uddannet landstormspligtig Niels Andresen Schack, f. 5. januar 1871 i Stenderup, sidst i Rødding; musketer Mathias Jepsen, f. 3. juli 1877 i Frørup; musketer Christian Kissow, f. 13. december 1891 i Hyrup, sidst i Stenderup. Endvidere efterlyses for samme forseelse 9 personer, fødte sydpaa. Desuden efterlyses gaardejer Iver Hansen Hellesø, f. 18. april 1865 i Hjerndrup, sidst i Moltrup, for overtrædelse af paragraf 141 i straffelovbogen(ydet hjælp til at desertere).

Faldne

Gaardejer Mads Schmidts hustru i Arnum ved Højrup har modtaget budskab om, at hendes mand er falden juleaften.

Hendrich Sønderskov fra Hammelev er den 19. december falden i Rusland.

Kaadner L. Lorenzen fra Gjelstoft Mark ved Gram er død paa Vestfronten af sygdom. Den afdøde efterlader hustru og 10 børn.

I fangenskab

P. Christiansen i Nybøl har faaet efterretning om,  at hans søn er i fangenskab.

Landmand Andreas Andersens paarørende i Snogbæk har faaet efterretning fra ham om, at han er i russisk fangenskab.

Otto Nolde fra Haderslev,  der før har været opført som savnet, er i fangenskab.

Ifølge tabslisten er Jørgen Blohm fra Hundslev paa Als og Underofficer Peter Sønnichsen fra Røllum ved Aabenraa, der har været i fransk fangenskab, bleven udvekslede.

 

Krigens forløb

5. december 1916. UC-19 sænket – Rasmus Wolter dræbt

Skriv en kommentar

Den 5. december 1916 sænkede ubåden UC19 (med sønderjyden Rasmus Wolter fra Røllum om bord) det russiske sejlskib Ans i den engelske kanal. NB: Der er nogen usikkerhed omkring datoen. Både den 4.12., 5.12. og 6.12. nævnes.

Den britiske handelsskib SS Kashmir observerede sænkningen og udsendte radiosignaler. Den britiske destroyer HMS Ariel hastede til sænkningsstedet. Ved ankomsten fik udkiggen øje på den uddykkede UC19’s tårn.

Der blev slået alarm på UC19, der straks dykkede ned under havoverfladen. HMS Ariel var hurtigt på stedet og smed en dybvandsbombe, der dog ikke eksploderede.

Nu gik spillet i gang: Kattens jagt efter musen. I neddykket tilstand var ubåden usynlig. Havet er stort, men jægeren kendte det omtrentlige sted, hvor byttet gemte sig.

Destroyeren skiftede taktik. HMS Ariel benyttede derefter sin paravane, et våben, der normalt blev brugt til minestrygning, men her var udstyret med en sprængladning til anvendelse mod ubåde.

Destroyeren trak sin paravane efter sig i 9-10 meters dybde. Dér, hvor man formodede at ubåden gemte sig, blev den bragt til sprængning.

Kort efter blev der observeret luftbobler og oliespor på havoverfladen.

UC19 gik ned med 25 mand. Én af dem var Rasmus Wolter.

Krigens forløb

26. august 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, Østfronten, hvor Brusilow-offensiven mister pusten, Balkan-fronten, hvor fem hære på ententens side samler sig, russernes offensiv i Kaukasus – samt om den noble tyske ubådskaptajn de Lothar von Arnauld de la Periére.