Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. RIR266 blev opløst d. 16. januar 1919, men Eskildsen var allerede taget hjemad ved at snige sig ombord på et tog med 2 andre. 10 år efter våbenstilstanden mindes han endnu en gang krigen og reflekterer.
Regimentsskriveren sled i det, da Regimentet skabtes i Lockstedts Lejr. Han er ikke med, da det opløses i Wismar. Saa snart Regimentet var ude af »Brohovedet« ved Rhinen, hjemsendtes efter Regeringens Befaling alle Tjenestemænd.
Jeg overgiver Forretningerne til Matthiesen, tager Afsked med Officerer og Kammerater og staar den 9. December sammen med flere andre paa Banegaarden i Westerburg. — Fri!
Toget løber ind. Det er overfyldt, utrolig overfyldt. Soldater hænger ud af Vinduerne, sidder paa Trinbrædderne, rider paa Pufferne. Alle vil hjem! Det er haabløst at finde saa meget som en Staaplads. Men Heldet svigter ikke. Vi opdager et tomt, aflaaset W. C., kravler tre Mand ind ad Vinduet og er i Toget!
Det var Krigens sidste Eventyr, 3 Mand i et W. C. fra Westerburg helt op til Hamborg! Toget løber ind paa Hamborgs Banegaard med 22 Timers Forsinkelse. Fra Hamborg sender jeg et Telegram hjem, og paa Banegaarden i Tønder staar Kone og Børn, Svigerfader og Svigermoder.
Far er hjemme igen! Fra alle Sider strømmer de tilbage til Seminariet, de unge, som Krigen fra Skolebænkene kastede ud i Rædslerne. Jeg, deres Lærer, er en af de sidste, der naar hjem. Arbejdet kalder og vinker. I Krigens første Tid kunde man slet ikke tænke sig at gaa hjemme i den daglige Dont, i den sidste Tid længtes man efter Arbejdet.
— Jeg begynder med det samme. I Juleferien foretages det sidste Krigsarbejde. Brevene ordnes og hæftes, Billederne klæbes i en Mappe, og Dagbøger, Breve, Billeder, Kort, Ordener, Minder pakkes sammen og lægges ned.
— Gemt, til man gider se paa det igen! Gemt — glemt er det meste af Krigen. Vi talte ikke om den, vi huskede ikke meget af den, vi tænkte næppe paa den. — Men om Aftenen, naar vi lagde os i en blød og ren Seng, fløj dog en lille Tankefugl paa Vejen opad forbi det mørke Rum, hvor Krigens Minder rugede, slog med et let Vingeslag mod den tykke Mur, og det lød: »Tak! Tak! Hvor har vi det godt!«
Paa Tiaarsdagen for Vaabenstilstanden bringer alle Aviser Mindeartikler. Da vaagner Lysten til at se lidt ind i ens eget Mindeskrin. Nu kan man vel taale at sætte Nøglen i Laasen og lukke op.
Jeg læser, jeg ser. Dagbøger, Breve, Skitser, Billeder! Med dem stiger ud af Taagen, klart og tydeligt, Masurens Vinternætter, Augustovs Skove, Kalvarjas Gader, Vilnas Taarne, det ene efter det andet, det ene fortrængende det andet. Sindet rummer ikke meget paa een Gang.
Og over alle Billeder fra Øst og Vest griner Krigens grimme Fjæs. — Bort med dig! — Det viger ikke!
Men dybt nede, dybt inde, rinder der en varm Strøm, rød og varm som levende Menneskers Blod. Den nynner om Menigmands Sind.
— Trofast og hjælpsom, udholdende og nøjsom er den primitive Menneskesjæl. v. Onde Mennesker vækkede Krigen og holdt sig selv borte fra den.
Gode Mennesker dreves ud i den, den jævne Mand, som ikke hadede sine Menneskebrødre og ikke ønskede Krigen. Han døde, han led, — han jages næste Gang ud igen.
Men dybt i sit trofaste og gode Sind bevarer han Menneskesjælens evige Haab og Længsel efter den Dag, da Ulven skal bo hos Lammet, og Parderen skal ligge hos Kiddet, og Kalven og den unge Løve og det fede Kvæg skal holde sig sammen, og en liden Dreng skal drive dem.
Den evige Freds Dag!
