Senest ændret den 4. december 2020 9:12
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
„Tidens Hjul gaar centnertungt” og blodigt henover Vestfronten. Alt er vel nok sat ind dér for at fremtvinge en endelig Afgørelse. De mange granatspyende Kanoners Sult er stor, og stadig bliver der udtaget Mandskab til Føde for dem.
, og jeg har faaet saadan et Hold t De store Skoledrenge — andet er de ikke — er blevet kaldt indil Uddannelse.
De er underernærede og spinkle og har ingen anden Forestilling om Krigen, end at de hidtil har faaet fri fra Skolen i Anledning af en stor Sejr, og om Soldaterlivet har de ingen Anelse.
Det eneste, de i militær Henseende hidtil har haft Forstand paa, er at synge med paa Omkvædet, naar et Kompagni gik igennem Byen, syngende paa denne her: „Es schlief ein Graf bei seiner Magd.”
— Uddannelsen af disse unge, men ellers ret flinke Mennesker var da ogsaa noget af det mest vanskelige at have med at gøre. Jeg er inderlig ked af det. Retter man paa Hovedstillingen, bliver Benstillingen skæv. En Anmodning om at flytte højre eller venstre Fodspids enten ud eller indad, bevirker, at Hovedstillingen atter bringes af Lave.
Retter man paa højre Armstilling, glider Geværet i venstre Arm uvilkaarligt ned i udstrakt Armstilling. Saaledes gaar det i det uendelige. Det værste er, at naar man skælder ud, begynder de at græde.
Det er den rene Ynk, og jeg har besluttet ikke mere at ville se ind i disse sørgelige Fysiognomier. I Gaar bad jeg mig fritaget for dette Hverv, men Svaret var benægtende, og derfor maatte jeg i Dag finde paa noget Nyt.
Jeg meldte mig syg. Da Kompagniet i Middags kom hjem fra Udmarchen, spurgte Kompagniføreren til mit Befindende og om, hvad der af Lægen var blevet anordnet. Jeg halede et Par lange Bind op af Lommen og viste ham dem.
Han blev gal i Hovedet og beordrede mig til Skrivestuen, hvor han nærmere vilde tale med mig. Han holdt her en Moralprædiken, der tydelig beviste, at han ikke var ukendt med Nattelivet i Byen og de dermed forbundne, lumske Farer.
Dog, Hauptmann’en var ikke dum, og tilsidst blev vi enige om Spørgsmaalet. „Er det Meningen, at De vil bruge de Bind,” spurgte han, „svar mig ærligt!” „Nej, Hr. Hauptmann.” „De er dog i alt Fald ærlig,” sagde han saa, „af den Grund skal De faa Deres Ønske opfyldt med Hensyn til Rekrutuddannelsen, er det ikke det, De har villet opnaa?” „Javel, Hr . Hauptmann,” svarede jeg. „De skal nu faa et Stammandskab, og med dette vil De hver Dag have at gaa paa Vagt ved Gasgranatfabrikken. Er vi saa enige?” „Javel, H r . Hauptmann!”
Han belærte mig om, at der var store Udsigter til, at der paany afgik en Transport til Felten, og at der vel saa ogsaa skulde bruges Underofficerer. Jeg var klar over, hvad han mente og svarede, at for saa vidt det ikke skulde betragtes som nogen Straf, vilde jeg hellere det.
Han erklærede dog, at der ikke fra hans Side var Tale om nogen Straf, men for en Mand som mig, maatte det anses for at være en overordentlig stor Ære at være med til de sidste, store Anstrengelser til Opnaaelse af den Afgørelse, der forhaabentlig skulde bringe os Sejren hjem. „Javel, Hr . Hauptmann,” svarede jeg, og dermed var Audiensen forbi.
— Nu sidder jeg paa Vagtstuen, og Kammeraterne véd at fortælle, at Hauptmann, hver Gang der har været fordret Officerer til Fronten, har haft det kedelige Uheld at falde af Hesten.
De siger ogsaa, at han, der nok skal sørge for at faa andre ud i Skidtet, er en fejg Kujon; men Folk kan jo være ondskabsfulde.
