Tag-arkiv: orlovsspærring

Sønderjyder

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

 

Ikke kategoriseret

27. juli 1918. Hellere lade sig skyde ved den danske grænse end tilbage i Helvede!

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.

Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.

Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.

Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.

Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.

Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.

Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.

Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.

Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.

Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.

Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.

Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Hjemmefronten, Sønderjyder

19. juni 1918. Vi er nu så vant til skuffelser. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 19. juni 1918

Min egen kære Inger!
Det var en skuffelse, da jeg i går fik dit brev fra d. 14., og du deri meddeler, at der igen er kommet afslag på ansøgningen. Det er meget kedeligt, og jeg blev i det første øjeblik lidt nedslået deraf, men da jeg havde besindet mig lidt, så kom jeg til at tænke på, at det jo kunne have været meget værre.

Vi er nu så vant til skuffelser, både du og jeg, så det gør næsten ikke mere indtryk på os, end at slå vand på en gås. Vi må ikke af den grund lade hovedet hænge. Hvoraf det kommer, at ansøgningen er blevet afslået her, kan jeg ikke forstå, men sådan går det os alle. Jeg talte forleden dag med en af de andre kuske fra bagagen. Han er 43 år og havde også søgt om at komme bort herfra, men han fik også afslag med den begrundelse, at han ikke var med i forreste linje.

Du vil altså prøve at søge igen, kære Inger. Men det nytter vist ikke, er jeg bange for, thi når de lige har afslået en ansøgning, så er det vanskeligt, at de bevilger en anden. Nej, om høstorlov skal du slet ikke søge. Så lad os bare vente, indtil jeg står for tur til at få orlov. Hvis der blev tilstået mig orlov i 4 uger, så ville der opstå et frygteligt spektakel imellem de andre bagagefolk, så de næsten ikke var til at være sammen med. Nogle af dem er nogle meget ubehagelige mennesker, og de er så misundelige, så det er rent for galt.

Ja, det var skade, at løjtnant Rewe faldt, men det er ikke derfor sagt, at det var lykkedes for os. Han skulle ellers nok gøre, hvad han kunne, det ved jeg. Nej, du skal ikke være bange for, at jeg taber modet, kære Inger, for som sagt, det kunne have været meget værre. Mange tak for brevet, min kære gode hustru…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Sønderjyder

7. maj 1918: Frederik Tychsen – På kort orlov med kort varsel

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Hen på eftermiddagen den 7. maj ankom vi til Malzy, og her skulle vi blive foreløbig. Marchturen havde i det hele og store været ret interessant, og vi blev ikke overanstrengte på denne tur. Malzy var en almindelig landsby med kønne omgivelser.

Vi kom op på et loft, og her lå de fleste kanonerer. Huset lå langs med hovedgaden. De første dage gik med at ordne tøjet. Vi vaskede og kogte undertøjet, smurte støvlerne, vi kom hen på luserensningsanstalten, ordnede kanonerne og håndvåben.

Efter en uges tid, blev jeg spurgt, om jeg ville på orlov; men jeg kunne kun få 9 dage – rejsedagene inklusive. Jeg regnede ud, at der ville gå 3 dage til rejsen 1 1/2 hen og 1 1/2 tilbage. Jeg sagde tak til tilbuddet og fik besked om, at jeg kunne rejse den 14. maj og skulle være tilbage igen den 23. Samme måned.

Der var imidlertid orlovsspærre i Nordslesvig. Dvs. at der måtte ingen komme på orlov til Nordslesvig. Grunden til denne spærring var, at alt for mange af dem, der kom hjem, gik over grænsen til Danmark. Men jeg fik lov til at rejse til Flensborg, og herfra skulle jeg så indhente mig orlov og tilladelse til at rejse til Nordslesvig.

Jeg fik mine papirer, orlovsbevis samt to røde billetter (Fahrschein), der gav tilladelse til at benytte hurtigtog (Dtog). Så snart jeg havde mine papirer begav jeg mig til nabobyen Proisy. Den var stationsby. Der var vel en lille times gang (fra Malzy til Proisy).

Kanoner Bernhardt (fra Kassel) gik med til banegården. Jeg havde hele min oppakning med. Bernhardt ville gerne have været med på orlov, men han stod ikke for tur. Hen på eftermiddagen kom jeg med et tog, der gik igennem til Køln. Vi kørte over Maubeuge, Charleroy, Namur, Huy, Lüttich, Herbesthal, Aachen til Køln.

Vi var i Herbesthal hen på natten. Her var vi genstand for en meget skarp kontrol, derefter fik vi kaffe ved ”Røde Kors”, dog skulle vi først synge sangen: “Argonnerwald, Argonnerwald” osv., det gjorde vi gerne mod at få en kop varm kaffe.

Derefter fortsatte toget, og om morgenen ankom vi til Køln. Der var nogle timers ophold, inden vi kunne fortsætte til Hamborg. Jeg gik ned i venteværelset: ”für Soldaten”, og her kunne man købe en brilliant skål suppe for 50 Pfennig. Jeg fik mig sådan en portion, og så lagde jeg mig på gulvet sammen med alle de andre.

Efter nogle timers ophold fortsatte jeg med toget og kom til Hamborg ved aftenstid. Her måtte jeg blive om natten og sov hos “Røde Kors” i et lokale i nærheden af banegården. Det var gratis. Om morgenen fik jeg et rundstykke og en kop kaffe.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

26. januar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… Transporter til Østfronten”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Fra sikker Kilde

1. Som Følge af Troppetransporter er der udstedt Urlaubssperre i 14 Dage fra 21 ds. Mandskab, der har Orlov, kan først vendt tilbage til deres Afdelg, efter at denne er endt.
Det forlyder rygtevis, at der nu foregaar Transporter til Østfronten.

Den i Detachmentet Melding 8 af 22. ds. omtalte Linie er nærmer angivet i en Anordning fra Landraaden i Haderslev (vedlægges i Udklip af en Avis). Bevogtningen sker ved Patrouiller (Ryttere og Cyklister). Der ligger Cykelafdelinger à 24 Mand paa følgende Steder
Arnum, underlagt 41´B.
Jels,              –            31´  –
Christiansfeld  – formentlig 21 B.
Mandskabet er alle Vaaben. Endog saadanne, der ikke før har været Soldater, er udstyret med Karabin og feltgraa Uniform. Det antages, at disse Cykelafdelinger deltager i de [?] Patrouilleringer.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Krigens forløb

22. august 1917. Bergholt hjem på orlov

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. I begyndelsen af august 1917 fik han 16 dages orlov, men pga. orlovsspærring kom han først af sted den 22. august.

Egentlig var jeg lidt ærgerlig over udsættelsen, dog i mit stille sind trøstede jeg mig med: “Gud ved, hvad det kan være godt for.”

Og helt uret fik jeg ikke. Jeg var kun godt og vel nået hjem, da jeg i aviserne læste om svære kampe netop på mit frontafsnit. I tankerne sendte jeg mine kammerater ønsket om held og lykke; jeg vidste, at de havde brug for det.

Da jeg kom tilbage til kompagniet, kunne jeg næsten ikke kende det igen. Mere end halvdelen af mandskabet var nye folk, men en trøst var det dog, at de gamle “rotter” var i behold. Richard, Leo, Ignatz, Hannes, Seppel, Phillip og et par stykker til var atter engang gået ram forbi.

I øvrigt havde løjtnant Knutz indført den ordning, at når en mand i løbet af en 5-6 dage skulle rejse på orlov, og kompagniet stod over for at skulle rykke ud i forreste linie, så blev manden tilbage ved bagagen. Det var nemlig sket et par gange, at en mand var faldet et par dage før, han skulle rejse. Det var en ordning, vi skønnede på, og den var et bevis på løjtnantens omsorg for sit mandskab.

Når sønderjyder, der var bosiddende nord for Flensborg, skulle hjem på orlov, skulle de have attest fra amtsforstanderen derhjemme for, at de ikke var “fluchtverdächtig” (under mistanke for flugtforsøg).

Dette vidste jeg, og da tiden for min orlov nærmede sig, var jeg spændt på, om en sådan attest ville blive forlangt. Men jeg mærkede ikke til noget af den slags i 1917. Jeg antager, at forordningen ikke var nået ud til de sydtyske regimenter.

Anderledes var det, da jeg i 1918 skulle hjem på orlov, men det ordnede Hannoveraneren på sin egen fikse måde.

Da jeg mødte på skriverstuen for at få mine orlovspapirer i orden, spurgte skriveren, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede, som sandt var, at jeg skulle til Halk. Hvor ligger det, spurgte han videre, men inden jeg fik tid til at svare, brød Feldweblen ind og sagde meget bestemt: “Das liegt bei Hamburg” (Det ligger ved Hamborg). Jeg skulle selvfølgelig ikke have dette kommenteret, men jeg var klar over, at forordningen om attest fra amtsforstanderen nu også var nået ud til mit regiment.

Da jeg gik ud fra kontoret, kom Feldweblen bag efter mig, tog mig i armen og sagde: “Du kommst doch wieder, nicht?” (Du kommer da igen, ikke?) Det lovede jeg ham, hvortil han svarede: “Damit habe ich auch gerechnet” (Det regnede jeg også med).

På min “Fahrschein” (billet) kom der til at stå: Von Sedan über Koln-Bremen-Hamburg nach Halk. Jeg var unægtelig lidt spændt på, hvordan det ville gå, når jeg nåede nord for Hamborg; men til trods for, at jeg på denne strækning blev kontrolleret flere gange af feltpolitiet, var der ingen, der havde noget at indvende. – Men tilbage til 1917.

Min orlov udløb den 9. september, og da jeg er født den 3. september, kunne jeg fejre min 21-års fødselsdag derhjemme. Året før, da jeg fyldte 20 år, glemte jeg dagen. Det gik først op for mig et par dage efter, da jeg fik post hjemmefra.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

17. august 1917. Bergholt forfremmes til Gefreiter

Skriv en kommentar

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Dagene gik, og blev til uger. Skyttegrav – reserve – og såkaldt “ro” – fem til seks dage hvert sted, sådan så spisesedlen ud. Tabene var store, men blev hurtigt erstattet, da der skulle et vist minimum af mandskab til, for at vi kunne transportere vort materiel. De gamle “rotter” holdt nogenlunde stand, dog en gang imellem var uheldet ude, og krævede sin tribut også mellem dem.

En dag, da vi lå i “ro”, fik jeg besked om at indfinde mig på Hannoveranerens kontor. Han modtog mig med følgende salut: »Na, was hast Du nun ausgefressen Du Halunke?« (Hvad har du nu forbrudt, din slyngel?). Da jeg kendte Feldweblens talemåder særdeles godt, var jeg klar over, at sagen ikke var ret alvorlig. Jeg havde lagt mærke til, at han stadig sagde du til mig. Når han ville give en mand en balle, brugte han altid “Sie”.

Det viste sig da også, at man agtede at indstille mig til jernkorset eller til “uberzähliger Gefreiter” (overtallig underkorporal); jeg måtte selv vælge. Ærlig talt havde jeg ingen fidus til nogen af delene, men jeg valgte “Gefreiteren”, det første trin på den militære rangstige.

I garnisonen havde man godt nok fortalt os, at “die hochsten Stellen stehen dem Soldaten offen” (de højeste stillinger står åbne for soldaten); men der kom næsten altid en lille tilføjelse: “Du kannst sie bloss nicht erreichen, du Schwein” (Du kan bare ikke nå dem, dit svin).

Hvad der havde gjort mig værdig til den “store” ære ved jeg ikke, men overlevelsesmomentet spillede nok en vis rolle. Min gamle ven Richard mente ellers, at grunden nok var den, at man manglede en »Stubenältester im Massengrab« (stueældste i massegraven).

Ak ja, humoren var skrap, men det var den daglige tilværelse også.

Feldweblens kommentar til mit valg var: “Richtig gewahlt, ein Eisen ins Kreuz kannst du ja immer kriegen.” Talemåden var en galgenhumoristisk omskrivning af “eisernes Kreuz” og betyder at få et stykke jern i lænden, og deri havde manden så sandelig ret.

Vi var nu nået ind i august måned 1917, og det var min tur til at få 16 dages orlov. Men pludselig blev der spærret for al orlov, så vi nåede hen til den 22. august, inden jeg kunne rejse.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

4. maj 1917. En frontrotte på køkkentjans

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Harnes, ved Lens, den 4. Maj 1917
Efter endt Jernbanerejse og en længere Marchtur er vi ankommet til Arrasegnen, hvor der forude udfægtes haarde Kampe. Vi skal dog ikke i Stilling endnu, men foreløbig blive her i Byen i Beredskab.

Jeg er blevet Køkkenchef. Den tidligere Chef med samt sin hele Stab og Køkkenredskaber blev taget til Fange ved Soisson. De havde indrettet sig i en Hule og havde ikke opdaget, at Franskmanden  havde omgaaet dem.

Denne Plads var mig ikke uvelkommen, særlig ikke, da der var Udsigt til at beholde den, og saa for Resten sørge for at lade Livet forme sig noget behageligere.

Jeg skulde dog snart erfare, at det ikke var saa helt lige til at være Køkkenchef. Der skulde holdes ordentlig Hus, thi de udleverede Rationer var smaa og stod ikke i rimeligt Forhold til Sulten.  Appetitten var altid glimrende, og selv da jeg fandt paa at hælde mere Vand paa, slog Maden ikke til. Det varede heller ikke længe, før Folkene klagede over Kosten. De mente, at den var for tynd, og at de bedst selv kunde hælde Vand paa.

I Dag gik det galt. Jeg har tit ærgret mig over, at d’Hrr. Oppassere  hver Morgen hentede den bedste Kaffe, og at de om Formiddagen  atter stillede og skulde hente denne eller hins Frokost. Der var  nemlig ikke beregnet noget ekstra til „Herrerne”, men for at gøre gode Miner til slet Spil, sørgede jeg altid for at have „lidt varmt” til  Frokost, lidt ristet Brød, eller hvad jeg kunde finde paa.

Men nu i Dag, da mødte de igen alle, som de plejede, endda det er kødløs Dag, og forlangte Bøffer. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde tage dem fra.

Gal i Hovedet og fast bestemt paa, at nu skulde der gøres en Ende paa denne Svindel, gik jeg til Feldveblen.

Efter at jeg havde  gjort Rede for min Opfattelse og paa en meget lempelig Maade  udbedt mig hans Mening om Sagen for Fremtiden, erklærede han, at han allerede længe havde set, at jeg ikke egnede mig til denne  Tjeneste. Jeg svarede: „Javel, Hr. Feldvebel” og gik.

Dog saaledes vilde jeg ikke give Slip, hverken paa min Trykpost eller paa mit Forehavende. Jeg vidste, at Kompagniføreren aldrig vilde taale den uretfærdige Fordeling af Maden og gik derfor til ham. Jeg bankede paa. „Kom ind!” raabte han. „De kommer, som om De var kaldet!”

Jeg var forbavset og vidste ikke, hvad der nu kunde være paa Færde.
„Jeg har lige faaet Meddelelse om,” begyndte han, „at orlovsspærringen er hævet, og De er jo den første paa Listen!”

„Javel, Hr. Løjtnant’ ” svarede jeg.
„De kan faa Deres Pas og rejse med det samme. Passer det Dem?”
„Javel, Hr. Løjtnant,” var Svaret, og ud af Døren forsvandt jeg med et Spring.

Jeg har pakket. Af de smaa Portioner har jeg skaaret mig en forsvarlig Frokost, og „Bratkartoflerne”, der ellers var beregnet til Officererne, er pakket i Kogekarret. Jeg venter endnu kun paa at sige Farvel til et Par gode Venner, saa gaar det hjemad. Hjem — hjem, ud af Skidtet for et Stykke Tid og hjem.

 

Krigens forløb

25. april 1917 – H.P. Hanssen: “Nægtelsen af Orlov til dansksindede”

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 25. April 1917.
[…] Mit Materiale angaaende den i Hoptrup myrdede Fange
overgav jeg i Dag til Schöpflin, som skal behandle Soldatermishandlingerne. Davidsohn fik Materialet vedrørende Nægtelsen af Orlov til dansksindede Sønderjyder, deriblandt opsnappede tyske Skemaer med Rubriker vedrørende Ansøgerens politiske Sindelag. Schopflin paatalte senere Fangens Mord med stor Virkning og krævede nærmere Oplysninger af Krigsministeren, som straks lovede at indlede en Undersøgelse. Materialet angaaende Orlovsansøgningerne vakte megen Opmærksomhed, og Krigsministeren tog Afstand fra de benyttede Skemaer. Det politiske Sindelag var i og for sig ligegyldigt, naar en Soldat søgte om Orlov. Der skulde kun tages Hensyn til, om der var Fare for Desertation. Hvor en saadan Fare forelaa, kunde der ikke gives Orlov. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 297)